Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

448
Kuhlau, Frederik.
dannede det oprindelige Udgangspunkt for Mozarts »Tryllefløjten««:
Dansk Musikdramatik fik med »Lulu« sin store, ægte romantiske
»Eventyr- og Trylleopera«, hvis friske Inspirationskilde er den
fremstormende tyske Romantiks Dyrkelse af det overjordiske, af
den koglende Alfeverden og de mørke »farlige« Naturdæmoner,
Gnomer, Hekse og Kobolder. Selve Tonesproget præges af en
betagende Friskhed, en dramatisk Slagkraft og en momentvis fuldkommen
genial Dristighed. Det ny og epokegørende i »Lulu«
beror for en væsentlig Del paa Paavirkningen fra Webers ungromantiske
Tone og Stil, f. Eks. hans karakteristiske Opsving paa
Nonen som Melodiklimaks, desuden paa en stærk Udvidelse af
de mere og mere »frie« Former og en radikal Fornyelse af de harmoniske
Muligheder bl. a. i Form af talrige farvestraalende, højst
frapperende harmoniske Sekvenser og pludseligt opdukkende, uformidlede
Tonalitetsspring, beslægtede med Schubert, og endelig i
en til Tider næsten uforbeholden Tilslutning til den rossiniske
Modestil med dens stadig tilbagevendende Rekvisitforraad af ganske
bestemte, paagaaende Melodifloskler, Koloraturløb og evindelige
Kaskader af parallelle Terts- og Sekstgange ofte i Triol-Rytmer.
Det var da ogsaa denne for os meget tidsbundne Side af det ellers
saa straalende friske »Lulu«-Partitur, der vakte en stærk Kritik,
ikke mindst fra den Mozart-orthodokse Weyse-Fløj; typisk nok
falbød »Sjoverne« deres Billetter til den anden Forestillingsaften
med »Garanti for Udpibning«.
K.s sidste Værk i den store romantiske Syngespilform »Hugo og
Adelheid« opførtes første Gang 29. Okt. 1827. C. Boyes Libretto,
i hvilken en Riddersmand Hugo for at frelse sin elskede, Købmandsdatteren
Adelheid, udgiver sig for at være Tyv og fængsles, var mat.
Først havde Weyse afvist den, da »det var ham modbydeligt at
sætte Musik til ømme Følelser hos et Menneske, der kunde finde
sig i at gaa for en Tyveknægt«. Værket gjorde da ogsaa kun ringe
Lykke. Naar Musikforeningen allerede ved sin Start besluttede
at udgive et Klaverudtog af Værket, var dette dog et Udtryk for
det dannede, musikelskende Publikums høje Vurdering af K.s
Arbejde, der vel i stilistisk Henseende ikke tilføjer væsentligt nyt
sammenlignet med »Lulu«, men adskiller sig ved sine noget mere
enkle og knappe Former, der paa ny viser tilbage til K.s oprindelige
Udgangspunkt: Mozart—Cherubini, og sin mere modne Afbalancering
af de før nævnte Paavirkninger, ikke mindst den rossiniske.
K.s fantasifulde Musik til den store Fængselsscene, i hvilken de
hujende Fanger bag Jernstængerne spottende jubler over den nye,
»fine«, adelige Kammerat, virkede for voldsomt paa Publikum, den