Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

6oo Lange-Miiller, P. E.
Popularitet er stadig usvækket; desuden en Række af hans Sange,
der i Løbet af forbløffende kort Tid naaede en enestaaende Udbredelse.
Denne stærke Koncentration af Opmærksomheden om
enkelte af L.-M.s Kompositioner baade gavnede og skadede deres
Autor. Samtidig med, at disse Værker brændte sig fast i Nationens
Bevidsthed, trængtes hans øvrige Kompositioner saa stærkt i Baggrunden,
at mange af dem nu nærmest maa siges at være forglemte.
Medvirkende hertil var maaske ogsaa, at L.-M.s Stil ikke altid
fandt den rette Forstaaelse i faglige Kredse, præget som den er af
Overgangen mellem Senromantikken og den nyere Tid, med
tydelige impressionistiske Indslag — en Stil, der paa den ene
Side ikke helt honorerede Højromantikkens Fordringer, paa den
anden Side heller ikke passede ind i de Krav, den frembrydende
moderne Musik stillede. En Nyvurdering af L.-M.s Livsværk vil
sikkert stille hans Musik i gunstigere Belysning.
L.-M. var en meget produktiv Komponist, hans Kompositioner
omspænder baade dramatisk Musik, Instrumentalmusik, Korværker
og Sange. Allerede i sin pureste Ungdom var han saare
teaterinteresseret, og hans Værker for Scenen viser tidligt en udpræget
Sans for dramatisk Virkning. 1878 opførtes hans Syngestykke
»Tove« (med Tekst af Komponisten). Det fik en krank
Skæbne og opførtes kun faa Gange, men det viser som i Svøb
L.-M.s musikalske Fysiognomi: Udgangspunktet i den danske Højog
Senromantik, med Gade, Hartmann og Heise som Forbilleder,
men samtidig særpræget ved den egenartede Kolorit, der farver
det lige fra Ouverturen til det afsluttende Kor. Desuden ved den
Paavirkning fra dansk Folketone — saaledes som Romantikken
forstod denne —, der tydeligt kommer til Hørelse i de viseagtige
Indlæg og folkelige flerstemmige Satser. I Virkeligheden har man
her allerede »den hele L.-M.« som i en Nøddeskal. Ogsaa den
vemodige, ligesom slørede Tone, der genfindes saa hyppigt i L.-M.s
senere Værker, og som er et af de mest karakteristiske Træk i hans
Musik, er her forudgrebet, om end i svagt intoneret Klang. Heller
ikke de langt udspundne, blidt rytmisk vuggende Taktinddelinger,
som L.-M. forfølger og udnytter til yderste Grænse senere hen
(Serenaden i »Der var engang —« og i »Renaissance«), eller den
herimod opstillede hurtige Veksel af Motivindhold — et ægte
impressionistisk Træk — mangler i hans første Teaterarbejde.
I de efterfølgende sceniske Værker træffes disse karakteristiske
L.-M.ske Træk i stedse stigende Grad og i stedse mere afklaret
Form; hertil kommer desuden nye Drag, som f. Eks. den friske og
fornøjelige Tone i Musikken til Bauditz' »I Mester Sebalds Have«