Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

266 Krarup, F. C.
overleverede teologiske Metafysik og søgte det faste, formentlig
urørlige Udgangspunkt for Gudstroen i Menneskets etiske Bevidsthed.
Hos Ritschl fandt K., hvad han umiddelbart havde søgt.
Ritschls Teologi virkede som en Udløsning fra de Modsætninger,
mellem hvilke K. havde følt sig klemt inde. Den ældre teologiske
Ortodoksi havde ikke kunnet fængsle ham, og hans Samtids oplyste
Aandsliv var præget af en radikal Skepticisme over for Kristendommen
i dens overleverede Form. K.s selvstændige Discipelforhold
til Ritschl lagde sig for Dagen i hans Disputats (1885): »Om
forholdet mellem det guddommelige og menneskelige i Kristi
person«. 1884 var K. blevet Sognepræst i Mariager og forflyttedes
derfra 1893 til Sorø, hvor han virkede, til han 1922 faldt for
Aldersgrænsen. I et Par Smaaskrifter, han udgav, trak han nogle
Linier op af den ritschlske Teologi: »Om Undergavens Stilling i
den kristne Kirke« (1888), som i Anledning af Pastor A. Schacks
Modskrift efterfulgtes af »Hvori er Underkraften begrundet?«
(1889). Som Lærer i Religion paa Sorø Akademi udgav han
»Grundrids af den kristelige Etik« (1894, oversat til Tysk), der var
tænkt som Ledetraad for Gymnasieundervisningen i Religion, men
ikke fandt større Udbredelse, da den var holdt i en streng filosofisk
Abstrakthed. Som teologisk Forfatter slog K. først igennem med
sin »Religionsfilosofi. En Bog om det religiøse Livs Væsen og Ret«
(1905, 2. Opl. 1921), »det betydeligste Værk i dansk Teologi siden
Martensens Dage« (Edv. Lehmann). Baade i Sprog og Indhold
var det et afklaret og modent Værk, som tolkede Ritschls Værditeologi
paa en selvstændig, paa een Gang kritisk og positiv Maade.
Denne udprægede Personlighedsteologi søger bag om Ortodoksiens
dogmatiske Paragraffer og afskediger Metafysikkens pseudovidenskabelige
Spekulationer for at fremstille den personlige Kristendom,
hvis Kerne godtgør sin Sandhed ved sit etiske, ideale
Krav, der danner Broen til Gudsforholdet og ikke kan skilles
derfra. Fremstillingens apologetiske Sigte maa forstaas paa Baggrund
af Datidens kritiske Alvor. I de følgende Aar offentliggjorde
K. flere mindre Skrifter, blandt hvilke de betydningsfuldeste er
»Skrift og Tro« (1907) og »Jesus, Guds Søn« (1908, Forelæsninger
holdt paa Opfordring af de teologiske Studenter). Det samlede
dogmatiske og etiske Indhold af den kristne Tro fremlagde han
henholdsvis i »Livsforstaaelse« (1915, 2. Opl. 1917) og »Livsførelse«
(1918), det førstnævnte Værk som en »kristelig Troserkendelse« og
det andet som en »kristelig Selvforstaaelse«. I disse Bøger naaede
K. med fortrinlig Klarhed og systematisk Kraft at give Udtryk for
sin Tolkning af Kristendommen som Gave og Opgave, og paa