Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

v. Kåller-Banner, Ludvig. 499
til at hævne denne — det er muligvis den »kongelige Ordre«, som
han Natten til den 17. oplæste for sine Officerer. Aftenen den 16.
havde hans Regiment Slotsvagten; koldblodigt og behersket havde
han under Ballet siddet og spillet Skak med en af sine Officerer
og samlede Kl. tre om Morgenen de ikkevagthavende i sit Hjem,
gennemgik for dem sin Plan, fordelte Rollerne til dem og førte dem
til Slottet, hvor han personlig arresterede Struensee og Brandt. Alt
var af ham forberedt saa omhyggeligt og gennemførtes saa energisk,
hurtigt og stilfærdigt, at der intet mærkedes dertil i Byen. Samtlige
militære Deltagere belønnedes med Forfremmelse: v. K.-B. til Generalløjtnant,
Medlem af Generalkollegiet som Chef for Infanteridepartementet
samt Kongens Over-Generaladjudant, og for sin
»besynderlige Troskab og Nidkærhed« optoges han i den danske
Adel med Navnet K.-B., idet det tillodes ham at forene den Ⱦldgamle
danske Bannerske Families Skjold, Hjælm og Vaaben« med
hans eget. Han blev yderligere Præses i en Kommission til Forbedringer
ved Det kgl. Teater. — I Kollegiet havde v. K.-B. til
Kollega en anden af Hovedmændene 17. Jan., H. H. Eickstedt.
Denne indsendte Maj 1772 Forslag om, at hans Vaaben, Rytteriet,
fremtidig skulde have tildelt samtlige udskrevne Karle, hvad v.
K.-B. paa Embeds Vegne og i Overensstemmelse med sine tidligere
Anskuelser paa det bestemteste maatte modsætte sig. Da de to
Herrer hver holdt fast ved sit, skulde Prins Carl af Hessen søge
at tale v. K.-B. til Rette, men dette mislykkedes ganske, og da
et Forsøg fra Prins Carl af Beverns Side heller ikke førte til en
Udjævning, nedsattes der en blandet Kommission, hvori sad to
Medlemmer af Konseillet, Grev Thott og Schack-Rathlou, der
begge var svorne Modstandere af den nationale Udskrivning,
og v. K.-B.s Forslag forkastedes. I sin voldsomme Ophidselse
og Fortvivlelse søgte v. K.-B. endnu at vinde Enkedronningen og
Arveprinsen; men trods al deres Taknemmelighed mod ham maatte
de nu lade ham falde; han beordredes til »straks« at rejse til Rendsborg
som midlertidig Guvernør. Kun to Aar efter vedtog en af
civile og militære bestaaende Kommission en Hærordning meget
lig v. K.-B.s; men da sad han i en Slags Forvisning i Rendsborg,
først som midlertidig, derefter fast Guvernør og Generalinspektør
over Infanteriet i Hertugdømmerne. Han blev afholdt af Borgerskabet
i Rendsborg, og Arveprinsen viste paa mange Maader sin
Erkendtlighed mod ham, men Generalkollegiet vedblev at være
ham fjendtlig sindet. Jan. 1775 var han i Kbh. og søgte Afsked
fra sin Stilling, da han ikke kunde godkende Principperne for
Hærens Ledelse — dog at han ogsaa herefter forblev til Raadighed
32*