Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Lange, Julius. 575
Bøger«. Saa stor Vægt tillægger han »Æmnet« i Kunstværket, at
han i sit aandfulde Programskrift »Om Kunstværdi« (1876) har
kunnet opbygge hele sin Værdi-Teori med det som Grundlag.
Det er ligeledes betegnende for hans Syn, at »Idealismen i Kunsten«
kræver særlig Respekt, »fordi den har behersket Hjerterne
og Fantasien«. For rene Formproblemer og overhovedet for Kunstens
artistiske Side havde han kun ringe Interesse og vel kun
ringe Sans.
Da L. i 1880'erne systematisk arbejdede paa sin Fremstilling af
Menneskefigurens Kunsthistorie — »det er mit egentlige Kærneliv«
—, udformede han, overvejende selvstændigt, en ejendommelig
monografisk Forskningsmetode. I sine unge Aar havde han ønsket
»at bukke begge Ender sammen paa Skulpturens Historie (Menneskets
Historie)«; nu prøvede han denne Kunst med Udsnit af
Emnet. Hverken »Skolernes« eller »Genrernes«, men »Motivernes«
Historie gennem Tiderne, paa tværs af alle Stilgrænser, blev Genstand
for en Række Undersøgelser, der er at regne blandt L.s
betydeligste. Det er de udtryksfulde Legemsbevægelser som Eksponenter
for Sindsrørelser, der i særlig Grad fængsler ham; sandsynligvis
har Broderen C. Langes Skrift »Om Sindsbevægelser« (1885)
og Darwins »The expression of the emotions« (1872) stimuleret
hans Interesse for Problemerne. L. har bl. a. behandlet »Haanden
paa Brystet« (Tilskueren, 1887), »den skrævende Stilling« (Nord.
tidskr., 1888) og »den opadvendte Bevægelse« (Tilskueren, 1895).
Til disse »Biografier af Motiver«, originale Bidrag baade til Billedkunstens
Fraseologi og til Kulturpsykologien, slutter sig et Par
mindre Studier af beslægtet Karakter som »Løven i Kunsten«
(Tidsskr. for Kunstindustri, 1893) og »Rytter og Rytterbilleder«
(Ude og Hjemme, 1884).
Jævnsides med disse Afhandlinger offentliggjorde L. adskillige
Arbejder om Verdenskunstens store Mestre, saaledes »Studier over
Michelangelo« (Det 19. Aarh., 1875), »Michelangelo og Marmoret«
(1876), en dybtgaaende Undersøgelse, »Leonardo da Vinci« (Tilskueren,
1886), »Tizian og Karl V.« (»Billedkunst«, 1884) og »Correggio«
(Tilskueren, 1885). Det bebrejdes Correggio, at han »overhovedet
opgav Respekten for det menneskelige«, en for L. betegnende,
rent etisk begrundet Kunstdom. L. savnede Følelse for
de rent dekorative Værdier, fældede derfor haarde Domme over
Barokken og Rokokoen og forstod hverken den eksotiske eller
den fjerne Orients Kunst; »om Japanerne lod der sig vel skrive
en smuk og kuriøs Bog«, mere kunde han ikke indrømme (jfr. hans
Anmeldelse af K. Madsen: »Japansk Malerkunst«, 1885). — Om