Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

474 Kyhn, Vilhelm.
stilling fik skriftligt Udtryk i de to Smaaskrifter, han udgav (»Dansk
Kunst og Kunstudstillingen paa Charlottenborg«, 1876, og »Dansk
Kunst. Svar til den danske Kunstner«, 1877). Det sidste indeholdt
en Imødegaaelse af en anonym Pjece (af Maleren Vilh. Groth),
som var blevet fremkaldt af det første Skrift, der var rettet mod
den franske Indflydelse paa de yngre Malere. Ikke desto mindre
harmonerede mange af K.s egne Principper, f. Eks. hans overvejende
naturalistiske Syn, med de nye kunstneriske Bestræbelser,
og det viste sig da ogsaa, at han til en vis Grad fulgte de nye
Signaler i Praksis, bl. a. ved at være tilbøjelig til at male selv store
Billeder færdige i fri Luft. Imidlertid blev dog de udtalt realistiske
Bestræbelser inden for den yngre Malerkunst Aarsagen til, at han
1882 trak sig ud af Akademiet, hvor han var blevet Medlem 1870;
Anstødsstenen var Krøyers »Italienske Markarbejdere«. Han blev
dog senere (1887) Medlem af Akademiets Plenarforsamling.
Det var i Overensstemmelse med K.s nationalromantiske Ideer,
at han 1845 malede et Billede af Fr.borg Slot, praktisk talt det
eneste Arkitekturbillede, han malede. Ideerne fik ogsaa Udtryk i
»Vikingesnekkernes Hjemkomst« fra 1848 og i enkelte andre Landskabers
historiske Staffage. Ellers spiller Figurstaffage meget ringe
Rolle i hans Kunst. Af Portrætter har han kun malet enkelte og
ligeledes af Figurbilleder. Af disse sidste maa nævnes det meget
store »I Lysthuset« fra Begyndelsen af 6o'erne. Det minder i Motivopfattelsen,
men ikke i Farven, som er uden større Værdi, om samtidig
fransk Kunst. Paa samme Maade er hans Landskaber blevet
sammenlignet med den franske Maler Harpignies' Arbejder. K.s
kunstneriske Hovedbestræbelser gik ud paa det stemningvækkende,
og han foretrak en egen »storartet«, men blid Stemning med et
let vemodigt Skær. En ren litterærromantisk Motivopfattelse, ofte
forenet med en kraftig Kolorit, gør sig til Tider gældende, saaledes
bl. a. i hans Vinterbilleder, af hvilke Kunstmuseet har to store,
karakteristiske Eksempler. I disse synes Mindelser om J. C. Dahls
Vinterbilleder at have gjort sig gældende. Ellers synes Paavirkninger
fra anden Kunst ikke at have haft nogen Betydning for
hans Stil. En enkelt Gang gør dog Indtryk fra Claude Lorrain
sig meget stærkt gældende. Som Helhed er K.s Kunst karakteristisk
ved at gaa mere i Bredden end i Dybden. Hans Motivforraad
var stort og udvidedes til Stadighed. Han skildrede utallige
Former for dansk Natur og specialiserede sig ikke i bestemte Dagseller
Aarstider, og han var lige interesseret i de store, vidtstrakte
Udsigter og i de smaa, intime Naturudsnit. En tilsvarende Energi
som den, han lagde i Varieringen af Motiverne, træftes imidlertid