Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

oS Langebek, Jacob.
landets Historie og Sprog, dog uden Forpligtelse til at holde Forelæsninger,
blot mod aarlig at levere en passende Mængde litterært
Arbejde i sin Videnskab, blev ogsaa Kongen fortørnet og befalede,
at J. L. skulde indkaldes for Konsistorium og gøre Pontoppidan
Afbigt, medens begge Parters Fejdeskrifter skulde undertrykkes.
J. L. maatte da gaa den ydmygende Gang til Konsistorium, men
dermed var Sagen ogsaa endt. Den almindelige Mening var paa
J. L.s Side, han og Pontoppidan glemte snart deres Strid og
traadte senere i venskabeligt Forhold til hinanden, og i sit Skrift
»Videnskabers Tab i Konning Christian VI.s Dødsfald« (1746)
berømmede J. L. stærkt den afdøde Konge for hans Interesse for
Videnskabens Fremme. Heller ikke Danske Selskab blev hindret
i sin Fremgang, idet den nye Konge Frederik V. 24. Febr. 1747
tog det under sin Beskyttelse og meddelte det en Række vigtige
Privilegier.
1748 døde J. L.s trofaste Velynder Hans Gram, og s. A. udnævntes
i Henhold til den afdødes Ønske J. L. til hans Efterfølger
som Gehejmearkivar og fik som Forgængeren Tilladelse til at gøre
litterær Brug af Arkivets Skatte. Som Gehejmearkivar kom J. L.
ikke til at yde nogen nævneværdig Indsats med Hensyn til Arkivets
Ordning, derimod fortsatte han paa storslaaet Maade et Værk,
der var gaaet i Arv til ham fra Hans Gram, den Samling Afskrifter
af ældre Breve og Dokumenter, som siden med Rette er blevet kaldt
»Diplomatarium Langebekianum«. I en længere Aarrække synes
dette Arbejde at have været hans Hovedinteresse. »Danske Magazin«
førtes vel frem til 1752, men derpaa følger en mærkelig Standsning
i Selskabets Virksomhed, som i første Række maa forklares derved,
at J. L.s Kræfter saa ganske overvejende blev taget i Brug ved
Diplomatariet. Fra sin Tiltrædelse af Embedet som Gehejmearkivar
kastede han sig med den største Energi over denne Opgave: med
egen Haand afskrev han i Hundredvis af Dokumenter, og ved
andre lod han tage talrige Afskrifter af Originaler baade i private
og offentlige Samlinger overalt, hvor han kunde komme over dem,
og han har derved reddet Kendskabet til meget Kildestof, som
siden er gaaet tabt. 1753 mente han at være naaet til en relativ
Afslutning, saa at man snart kunde skride til Trykningen af en
Del af Materialet, men han ønskede dog først at gøre sig bekendt
med, hvad der fandtes bevaret i Sverige. Det blev derfor af stor
Betydning for ham, at han opnaaede en kgl. Understøttelse til,
ledsaget af Arkivtegneren Søren Abildgaard, at foretage en vidtløftig
Rejse i Sverige og Østersølandene 1753—54. Længst opholdt
han sig i Sverige, især i Stockholm, og han hjembragte en rig Høst