Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

426 Krætzmer, Andrea.
Krætzmer (Kretzmer, Kretschmer), Andrea Marie, f. Møller,
1811—89, Solodanserinde. F. 15. Marts 1811 i Slagelse, d. 25.
Jan. 1889 i Kbh. (Matth.), begr. sst. (Vestre). Forældre: Værtshusholder,
Skovfoged, senere Bademester Hans Andersen M. (ca.
1769—1836) og Inger Andersdatter. Gift 27. Febr. 1829 i Kbh.
(Holmens) med Oboist, kgl. Kapelmusikus, senere Organist Jens
Frederik Christian K., f. 7. Okt. 1808 i Kbh. (Garn.), d. 22.
Juli 1853 sst. (Trin.) (gift 2° 1833 med Operasangerinde Caroline
Marie Keck, 1812—95), Søn af Værtshusholder Johan
Gottfried K. (ca. 1761—1839) og Marie Jensdatter (Lyngbye)
(ca. 1765—senest 1834). Ægteskabet opløst 1833.
Fru Heiberg giver i sine Memoirer en Skildring af A. K., der
under Vejledning af Solodanserne Larcher og Funck var hendes
jævnaldrende Kammerat paa Balletskolen ved Det kgl. Teater:
En kølig, stolt Natur, uregelmæssig smuk med en fin, spinkel
Skikkelse og dertil den dygtigste paa Holdet. Allerede tretten Aar
gammel udførte hun et af Hovedpartierne i Galeottis Ballet »Bjergbøndernes
Børn og Spejlet« (23. Jan. 1824), og efter at Aug. Bournonville
havde overtaget Ballettens Ledelse, blev hun (1830) hans
første Solodanserinde, da hun var brudt totalt igennem ved sit
Udtryk for jomfruelig Inderlighed som Bondepigen Therese i
»Søvngængersken«. Det var navnlig i mimisk Henseende, at A. K.
var en stor Begavelse, og det er sandsynligt, at hendes yndefulde
Kunst paavirkede Frederik Paludan-Muller, da han skrev Digtet
»Danserinden«. Foruden Therese beundrede Bournonville især
hendes Virginie i »Paul og Virginie« og Margrethe i »Faust«, samtidig
med at han fremhævede hendes »gratiøse Dans og interessante
Personlighed«. A. K.s Fremtid syntes straalende, men alligevel
skulde hendes Liv mest blive et hyppigt behandlet Sensationsstof,
der ikke har noget med Kunstens Historie at gøre. Aarsagen
hertil var fra hendes Side dels pinagtige private Forhold, dels en
trodsig Selvhævdelse, der gav sig Udslag, som Bournonville og
med ham Chefen, Kammerherre Holstein, ansaa for Insubordination,
og da hun ikke vilde bøje sig for Teatrets Tarv, straffede de
hende haardt med en Maaneds Arrest i Blaataarn (1831). C. Molbech
var blandt Direktørerne den eneste, der havde Forstaaelse af
hendes stridbare Væsen, og den, som saa mest menneskeligt paa
Affæren; han fik Sagen bragt til Afslutning, hvorefter Blaataarnsstraffen
aldrig mere kom i Anvendelse blandt Personalet. Oplevelsen
mildnede dog ikke Haardheden i A. K.s Sind, tværtimod; hun
kolliderede snart paa ny med den hidsige, imperatoriske Balletmester,
og den Stejlhed, de begge besad, kunde Molbech ikke ud-