Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

536 Lange, Sven.
(1896—98 Redaktør) ved det radikale satiriske Vittighedsblad
»Simplicissimus«.
Omkring Aarhundredskiftet begyndte hans journalistiske Virksomhed
i Kbh. Igennem tredive Aar skrev han Teateranmeldelser
og, om end i langt mindre Maalestok, Boganmeldelser i »Politiken«.
Da Edv. Brandes 1904 trak sig tilbage, blev han Bladets Hovedteateranmelder.
Men samtidig med denne journalistiske Virksomhed udgav han
en Række Skuespil, Romaner og Fortællinger. Som Dramatiker
debuterede han med »En Martyr« (1896), hvorefter fulgte »Kærlighedens
Narre« og »Iris« (begge 1897), »De stille Stuer« og »En
Forbryder« (begge 1902), »Kvindelykke« (1903), »De Umyndiges
Røst« (1906), »En Digters Kærlighed« (1907), »Samson og Dalila«
(1909), »Fru Majas Hævn« og »Pressen« (begge 1912), »Kærligheden
og Døden« (1914). Disse Stykker blev alle opført paa Kbh.s
Teatre (Det kgl. Teater, Dagmarteatret, Folketeatret), men med
Undtagelse af »En Forbryder« og »Samson og Dalila« fik de ikke
nogen gunstig scenisk Skæbne.
L.s Gennembrud som Romanforfatter skete med »Hjertets Gerninger«
(1901). Den efterfulgtes af de mindre Arbejder »Sommerleg«
(1902), »Barnets Gave« (1908), »Fru Gerda og hendes Moder«
(1915) og »Eros' Ansigter« (1921). Hans anden store Roman
var »De første Kampe« (1925). Isoleret i hans Romanproduktion,
der ellers kun har Nutidsemner, staar »En Dag paa Hirschholm
Slot« (1923), der blev dramatiseret og opført paa Det kgl. Teater
1926, og »Amor og Bacchus«, to Arbejder, der begge giver danske
Interiører fra det 18. Aarh.
En væsentlig Del af L.s journalistiske Produktion er (i Udvalg
ved O. Thyregod) samlet i de omfangsrige Bind »Meninger om
Teater« og »Meninger om Litteratur« (1929). Man faar gennem
disse to Bind et levende og fyldestgørende Indtryk af det, der var
Ledetraaden i hans kritiske Virksomhed. Han talte i sine Teateranmeldelser
overmaade ofte om »Poesien«. Men han opfattede
dette Ord paa en helt anden Maade, end det almindeligvis fortolkes.
For ham var »Poesien« ikke det skønne, ikke det, der
kildrede eller mættede den æstetiske Trang, ikke de »store« Følelser,
de smukt klingende Ord, men udelukkende det sande. Han opfattede
ikke dette sande som en Fordring om den nøjagtigt kopierede
og den direkte fotograferede Virkelighed, men han forlangte, at
Personernes indre Væsen skulde være i Overensstemmelse med
Menneskets virkelige Verden. Derfor blev han i mangfoldige Tilfælde
en haard Kritiker af Teatret, thi en uoverskuelig Række