Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Kunzen, F. L. Ae. 459
Saa meget større var K.s kunstneriske Sejr, da hans Frankfurtsyngespil,
»Die Weinlese«, ved Opførelsen i Prag blev en virkelig
Succes, saa stor, at Komponisten blev fremkaldt efter Premieren,
en dengang meget stor Æresbevisning.
K. havde dog hele Tiden baaret paa en hemmelig Kærlighed
til Kbh. Allerede under Frankfurtopholdet havde han skrevet et
Brev til den daværende Teaterchef Grev Ahlefeldt, i hvilket han
paa meget indtrængende Maade tilbyder sin og sin Hustrus Tjeneste
til et Land, som engang »var mig mere end mit Fædreland«. Muligheden
for at vende tilbage til Danmark kom, da Schulz 1794 syg
og nedbrudt vilde tage sin Afsked og anbefalede K. som sin Efterfølger.
Som kgl. dansk Kapelmester skulde K. ifølge en Instruks af
24. Sept. 1795 forpligte sig til aarlig at levere et stort Stykke til
Kongens Fødselsdag eller i alle Tilfælde to mindre Syngespil foruden
Passionsmusik, Kirkemusik og anden Musik af Lejlighedskarakter.
Allerede i Sæsonen 1796—97 opførtes tre af K.s vægtigste Syngespil,
»Hemmeligheden«, »Vinhøsten«, oversat af Frankenau og
bearbejdet for den danske Scene med Balletindlæg af Galeotti,
og »Dragedukken« med Tekst af Enevold de Falsen. Dette sidste
Syngespil med dets Blanding af yndefuld fransk Syngespiltone og
en til Tider næsten citatagtig Overtagelse, ikke mindst af den
følsomme Side af Mozartstilen, er et af K.s bedste og mest charmerende
Værker. Han har her i Skildringen af en lille københavnsk
Skomagerfamilies haarde Kamp for Tilværelsen givet et tidstypisk
Genrebillede, i hvilket en næsten overvældende rørende Sentimentalitet
blandes med ægte borgerlig københavnsk Humor, en Milieubeskrivelse
gjort med stor kunstnerisk Finfølelse. »Dragedukken«
er musikermæssig set et overmaade modent Værk, gennemført
med usvigelig Sikkerhed, lige fra de smaa liedagtige Former op til
de store kombinerede Ensembler, med hvilke Mozarts blændende
musikdramatiske Teknik og Orkesterbehandling fastsloges paa den
danske Syngespilscene.
Disse Værker efterfulgtes dels af en lang Række Syngespil som
»Jockeyen« (1797), »Naturens Røst« (1799), »Min Bedstemoder«
(1800), »Hjemkomsten« (1802) og »Kærlighed paa Landet« (1810),
dels af Skuespilmusik i større Stil som »Eropolis« (1803) og »Gyrithe«
(1807), hvortil kommer K.s sidste Opera i den store Stil, »Erik
Ejegod« (1798) til Tekst af Baggesen. I dette sidstnævnte Værk,
hvis ypperlige Ouverture har holdt sig til vore Dage, krydses de
Gluck'ske Strømninger fra Ungdomsværket »Holger Danske« med
de modne Aars stærkere og stærkere Mozartpaavirkning. Det blev