Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

532 v. d. Lancken, Egidius.
Opdragelse; han gik i Bordesholmgymnasiet og studerede siden i
Tiibingen, Frankrig og Padova. 1604 blev han Raad og Kammerherre
hos Ærkebiskop Johan Frederik af Bremen, senere Amtmand
i Cismar, Neustadt og paa Femern. 1616 valgtes han til Domprovst
i Liibeck og fik s. A. Bestalling som Hertug Frederik III.s
Overhofmester (et nyt, for ham oprettet Embede) og Gehejmeraad,
samtidig med at han beholdt sine bremiske Embeder. 1622
blev han tillige Amtmand i Kiel og Bordesholm, 1625 Klosterprovst
i Preetz, 1629 (ifølge Moller) Amtmand i Gottorp. Han var i
Kraft af sine Embeder den ledende Personlighed i gottorpsk Hofog
Finansforvaltning og havde ogsaa en afgørende Indflydelse paa
Hertugens Ydrepolitik. Han vilde hævde Gottorps Selvstændighed
over for den danske Konge i nær Tilslutning til Kejseren og blev
derfor snart ilde lidt af Christian IV. Da han 1617—21 søgte at
faa Hertugens Broder Adolf gjort til Koadjutor i Bremen i Stedet
for Kongens Søn Frederik, skrev Kongen (1620) om ham: »Den
Ægidius regerer alt Spillet. Hvorhen han inklinerer, derved bliver
det«. Efter Christians Valg til Kredsoberst i den nedersachsiske
Kreds 1625 betonede E. v. d. L., at Kredsdefensionen ikke skulde
forstaas som rettet mod Kejseren; da Krigen kom, stræbte han
efter Evne at holde de gottorpske Lande uden for den og at mægle
mellem Konge og Kejser. I dette Øjemed drog han Okt. 1626 til
Tilly og fik 1627 Kurfyrsten af Sachsen til at overtage Mæglerhvervet.
1628 indlod han sig i Forhandlinger med Wallenstein,
hvem han bl. a. var villig til at give Ret til Skibsbygning i Frederiksstad,
og bidrog til at faa Fredsmødet i Liibeck i Stand.
Her mødte han som Leder af de gottorpske befuldmægtigede, og
skønt Kongen, mod de danske Raadsforhandleres Ønske, arrigt
afviste hans bona officia, fik han hemmelige Underhandlinger i
Gang mellem Wallenstein og Danskerne og havde sikkert en ikke
ringe Andel i den endelige Fred. Kongens Naade vandt han dog
aldrig trods baade Hertugens og de danske Raaders Mellemkomst;
flere Aar efter hans Død gav Christian IV. Udtryk for sit usvækkede
Had. Sin Herres Naade bevarede han derimod til det sidste i
fuldt Maal, skønt han skal have været forhadt af Almuen for sit
»tyranniske pharaoniske« Regimente. Med sin 2. Hustru kom han,
dog vistnok ikke uden Skyld fra hendes Side, i bitter Strid; hun
flygtede fra ham og fik ved den paafølgende Proces hans Gods
Stocksee sekvestreret (1630). Han døde barnløs.
P. Griiger: Christliche Leichsermon auf Å. v. d. L., 1632. J. Moller: Cimbria
literata, I, 1744, S. 323 f. J. A. Fridericia: Danmarks ydre politiske
Historie 1629—1660, I, 1876. C. F. Bricka og J. A. Fridericia: Kong Christian