Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Lange, Thomas. 589
Attestats. L. gjorde dog aldrig Brug af sin Embedseksamen, thi
selv om han ikke folte sig i nogen Uoverensstemmelse med Folkekirken,
var han en saa uafhængig Natur, at han ikke kunde tænke
sig nogen Art af Vanetilværelse; han vilde leve en Digters frie Liv.
L. debuterede 1858 med »I Ungdommen«, der efterfulgtes af
»Modepræsten, et Slags Novelle« (1859), »Smaaskitser« (1860) og
»Poetiske Naturer« (1863) — det er Dialoger og Fortællinger, der
ikke vidner om større Selvstændighed, men om flittig Læsning af
Kierkegaard, fra hvem de utvivlsomt har hele deres spekulative,
psykologisk-eksperimenterende Karakter. Sit egentlige Gennembrud
fik L. først med »Æventyrets Land, et Billede af Livet og
Naturen ved Blaavandshuk« (1865), hvor han giver et fint afstemt,
poetisk Billede af Barndomslandet, saaledes som han ser det for
sig i Fjernhedens forklarede Skær: Naturen er ikke blot Baggrund
for, men aktiv Deltager i Handlingen; Knud Thisenius, den gamle
Degn, der er Hovedperson i Fortællingen, forstaas kun i Sammenhæng
med den omgivende Natur. I de Bøger, L. derefter udsendte,
er Hovedmotivet stadig bestemt af dette Sammenspil mellem Mennesket
og Naturen. I »Aaen og Havet« (1870) er det Naturens
»dæmoniske Magt« over Menneskesindet, L. har forsøgt at give
Lidtryk, mens det i »De lyse Nætter« (1875) er Naturens rensende
og forædlende Indflydelse; L. har dog vovet sig saa langt ud i
Spekulationer over Aanden og Naturen i disse to Fortællinger, at
det gaar ud over Klarheden i Kompositionen. Langt betydeligere
er den Fortælling, der oprindelig offentliggjordes i Vilh. Møllers
»Nyt dansk Maanedsskrift« og senere optryktes i »Romantiske Skildringer«
(1872) under Titlen »De faldende Blade« — det er et
Stykke Prosalyrik af høj Rang, hvor det er lykkedes L. at faa
Naturen og Mennesket til at tone sammen i en skøn Harmoni;
det Suk, der møder Vandringsmanden, da han ved Aftenstid træder
ind i den stille Præstegaardshave, hvor Bladene falder, er Naturens
deltagende Suk ved den unge Præstedatters Død. L. udgav endnu
en lang Række Bøger, hvori han søgte at uddybe dette Syn paa
Naturen, men han naar ikke i noget af disse senere Arbejder op
paa Højde med »De faldende Blade«. Størstedelen af, hvad der
forekommer i de to store Fortællinger »Nyt Liv« (1879) og »En Kjærlighedshistorie«
(1882) saavel som i de mindre Novelle-Cyklus'er
»Af Livet og Naturen« (1876), »Et Symposion« (1877), »Sølvbrylluppet
paa Højgaard« (1883), »Fortællinger« (1885) og »Jagtselskabets
Fortællinger« (1887), kan nærmest betegnes som Variationer
over Temaer, L. tidligere har gennemspillet med større Kraft og
Myndighed. Men der er alligevel en saa oprindelig Styrke i Op-