Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

124
Kolding, Poul Jensen.
ved Fortalen, hvori Forfatteren djærvt tager til Orde for det danske
Sprogs Ret over for fremmede Tungemaal. — Mindetavle i
Herlufsholm K.
Erasmus Vinding: Regia Academia Hauniensis, 1665, S. 457 f. Danske
Saml., 2. Rk., VI, 1877—79, S. 244—60. Kirkehist. Saml., 2. Rk., IV,
1867—68, S. 452; V, 1869—71, S. 208; 3. Rk., VI, 1887—89, S. 199 f. Bjørn
Kornerup: Til Minde om Holger Fr. Rørdam 1830—1913, 1930, S. 9—62.
Vejle Amts Aarbøger, 1936, S. 1—24. Den Vindingske Slægt, 1926, S. 8 f.
Bjørn Kornerup.
Rolling (ved Daaben Kelling), Johan Frederik Harald, 1835—
1904, Skuespiller. F. 29. April 1835 i Kbh. (Petri), d. 11. Dec.
1904 sst., begr. sst. (Vestre). Forældre: Skræddermester Johan
Andreas Carl Kelling (1805—68) og Frederikke Louise Thiemann
(1803—73). Gift i° 7. Marts 1861 paa Frbg. med Christine Therese
Hoppensach, f. 22. Juli 1840 i Kbh. (Trin.), d. 2. Juli 1870
sst. (Holmens), D. af Maskør og Parykmager Johan Henrik H.
(1810—87) og Christine Thulin (ca. 1813—87). 2° 25. April
1873 paa Frbg. med Hertha Adeline Eleonore Brahde, f. 17.
Maj 1838 paa St. Jan, d. 14. Juni 1904 i Kbh. (gift i° 1868
med Forstkandidat Christopher Joachim Valdemar Landsperg,
1836—68), D. af Landfoged Johan Frederik B. (1799—1846) og
Oline Laurine Frandsen (1804—88).
Som Tobaksspindersvend spillede K. Dilettantkomedie, hvad der
dengang var hyppigt blandt begavede Haandværkere. Direktør
H. W. Lange saa ham optræde i Dilettanternes Eldorado, »Kalkeballen«,
i St. Kannikestræde og engagerede ham til sit nye Folketeater
paa Nørregade, i hvis Aabningsforestilling 18. Sept. 1857
K. medvirkede i en lille Rolle, den første af hans mere end 450
Figurer, og hermed var en Forbindelse knyttet, der blev til stor
Glæde for det københavnske Borgerskab, blandt hvis Yndlingsskuespillere
K. var i mange Aar. Langt mere end sin samtidige
Otto Zinck prægede K. den folkelige Scene med sin Tilforladelighed,
sit diskrete Lune og sin Evne til at karakterisere. K. var en
dramatisk Naturbegavelse, under hvis Hænder Stoffet fik scenisk
Liv i en egen hyggelig Form, der hverken savnede Fantasi eller
Komik, og som altid var præget af Kunstnerens Respekt for
Opgaven. Den lille Mand med det fortræffelige Sceneansigt blev
som ingen anden Fremstilleren af Borgere fra det gamle Voldkvarter,
hvor Folketeatret er til Huse, de flittige, brave Haandværkere,
der med varm Overbevisning kunde sige det fornemme
Pak Sandheden eller røre til Taarer, naar de priste Hjemmets
Glæder. Meget morsom, men aldrig støjende Kunst ydede han,