Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Kuhlau, Frederik. 447
stod i spændt Forhold til, 1817 blev kongelig Kapelmester. 25. April
1818 tillagdes der ham dog ifølge kgl. Resolution en aarlig Gage
paa 300 Rdl. som Kammermusikus, for hvilken han maatte forpligte
sig til foruden naar som helst at spille Pianoforte i Den
kongelige Majestæts Kabinetter ogsaa at »komponere en geistlig
eller anden Leilighedsmusik for Hoffet, men naar dette et eller
andet Aar ikke befales da at komponere Musik til et Stykke for
det kongelige Teater«.
Ifølge disse Forpligtelser maatte altsaa Scenen paa Kongens
Nytorv blive K.s fornemste Virkefelt. 1817 efterfulgtes »Røverborgen«
af »Trylleharpen«, hvis Tekst Baggesen oprindelig havde
givet til Kunzen, og som paa Grund af Intriger mod Forfatteren
kun oplevede ganske faa Opførelser. 1820 fremkom Syngespillet
»Elisa« eller »Venskab og Kærlighed« til Tekst af Seminarielærer
Caspar Boye. Den udramatiske og rytmisk uopfindsomme Teksts
Mangler, der medførte Værkets Henlæggelse efter kun fire Opførelser,
maatte naturligvis i nogen Grad influere paa Kompositionen
— og dog vidner mangt og meget om K.s stigende indre
kunstneriske Vækst. Den musikalske Stil viser paa væsentlige
Punkter nye Træk sammenlignet med »Røverborgen« og delvis
»Trylleharpen«. Ifølge Operaens Art maatte Hovedvægten lægges
paa det stærkt lyrisk følsomme, og det er ejendommeligt, i hvor høj
Grad K. her har søgt at lytte sig ind til Weyses sværmerisk-poetiske
Romancetone; desuden møder vi en Tilnærmelse til den førrossiniske
Italieneropera-Stil hos Komponister som Simon Mayer,
Paér og Mercadante, en Stil, der navnlig giver sig Udslag i en
rigelig Brug af virtuose, til Tider noget karakterløst udglidende
Figurationer og Løb, ligesom vi træffer et overraskende klart Udtryk
for den egentlig personlige K.-Stil, der senere kulminerede i
»Elverhøj«-Musikken, en Stil, hvis væsentligste Kendemærke er
festligt klingende Akkordfølger i punkterede Rytmer, ofte anlagte
som harmoniske Sekvenser, et af K.s med Aarene mere og mere
yndede Virkemidler. Denne pompøse Festspilstil præger ikke mindst
den ypperlige Ouverture, der i Modsætning til den fra »Røverborgen«
er anlagt i »Potpourriform«, o: bygger paa Temaer fra
selve Syngespillet.
Hvilede der allerede et romantisk Skær over K.s tidlige dramatiske
Arbejder, saa slaas Portene op paa vid Gab for Romantikkens
Aand og Tone i hans næste store Syngespil »Lulu«, et af hans
ypperste Værker, der havde Premiere 29. Okt. 1824. Gand. jur.
Carl Frederik Giintelbergs ofte dramatisk virkningsfulde Tekst
hviler paa den samme Fortælling fra Wielands »Dhjinnistan«, som