Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

394 Krumpen, Otte.
Der vides intet om O. K.s Ungdom; men det ligger nær at
antage, at han har været knyttet til Tronfølgeren Christian (II.),
thi med dennes Tronbestigelse træder han straks frem af Ubemærketheden.
1514 bar han Kronen ved Christian II.s Kroning, 1515 var
han Chef for et af de Skibe, der hentede den unge Dronning Elisabeth
til Danmark, 1517 fik han, der hidtil kun havde haft en
ubetydelig Forlening paa Mors, det anselige Aalholm Len (til
1521). Naar Kongen dernæst betroede den kun ca. 35-aarige
Mand Overanførselen paa Toget til Sverige 1520 (sammen med
Nordmanden Carl Knudsen af Slægten Tre Roser), tør man gaa
ud fra, at han allerede dengang havde vundet Ry for krigersk
Dygtighed, rimeligvis i fremmed Krigstjeneste, siden han ikke
nævnes i Forbindelse med den foregaaende Tids talrige nordiske
Krigsbegivenheder. Han løste sin Opgave paa saa glimrende
Maade, at Toget staar som en af dansk Krigshistories mest straalende
Bedrifter. Sejrene over Sten Sture ved Bogesund (19. Jan.)
og Bondehæren ved Uppsala (6. April), hvor O. K. selv blev
saaret af to Pileskud, førte i Løbet af nogle Maaneder til Sveriges
Erobring. Efter Christian II.s Kroning i Stockholm (4. Nov.)
blev Sejrherren slaaet til Ridder. Som Lensmand paa Helsingborg
(1521—22) gjorde O. K. sig endnu en Gang fortjent af Kong Christian
ved sammen med Ærkebiskop Johan Veze 1522 at hindre
Lubeckernes Landgangsforsøg ved Raa i Skaane. S. A. blev han
forflyttet til det indbringende Tranekær Len med Langeland (til
1534), hvormed han forbandt et lille Len, Meltofte paa Lolland
{1523—69).
Under Oprøret mod Christian II. maatte O. K. —- som de fleste
østdanske adelige — indtage en forsigtig Holdning. Selv om han
tilsendte Kongen det Brev, hvori de jyske Rigsraader opfordrede
ham til at slutte sig til Opstanden, er der mest Sandsynlighed for,
at hans Sympatier var paa Oprørernes Side; thi der var Tale om
at fratage ham hans Len, ja, hans Svoger Erik Krummedige mente
endda, at der var Fare for hans Liv. Efter Kongens Bortrejse gik
han da ogsaa straks over til de nye Magthavere, og kort efter blev
han sammen med nogle og tyve andre Stormænd optaget i Rigsraadet
(1523). Under Frederik I. betroedes der ham ikke alene
militære, men ogsaa — som saa ofte senere — vanskelige diplomatiske
Opgaver, saa man maa formode, at han har besiddet en
betydelig udenrigspolitisk Indsigt. Efter Deltagelse i Forhandlingerne
med Liibeck 1524 reddede han — i Forening med Holger
Ulfstand — som Fører for Ekspeditionen til Gotland 1525 ved sin
Kløgt denne 0 for Danmark til Lubeckernes store Forbitrelse.