Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Krabbe, Otte. 189
han end ydermere Gehejmeraad; forinden var han 1680 blevet
Etatsraad og 1691 Justitsraad.
Som Embedsmand fik O. K. megen Anerkendelse. Han var
altid rede til at bistaa Stiftets Indbyggere med Raad og Daad.
I førstnævnte Henseende hed det om ham, at »hans Lyst var at
sige intet, uden hvad han meente, at sige det paa saa god en
Maade, at ingen fandt sig stødt ved hans Ord«. Hvad angaar hans
Godgørenhed, der skete med klog Betænksomhed, sagde Sjællands
Biskop ved Begravelsen: »Jeg har i Sandhed seet ham gladere derved,
at han havde hjulpet een, der fortiente hans Hielp, end jeg
troer, at den var, som han havde hjulpet«. Fra Prædikestolene i
sine Kirker lod han om Søndagen oplæse Navnene paa dem, som
opfordredes til at henvende sig paa hans Gaard Egholm for at
nyde Almisse. Men han forstod ogsaa at værge sig mod Udnyttelse:,
»Den skulde staa tidlig op, som vilde tage hans Ejendom fra ham,
thi mod al Vold brugte han sin Ret og mod alle Rænker sin Forstand«.
Derimod kan man betvivle, at han var i Besiddelse af egentligt
Initiativ og Handlekraft. Under Svenskernes Landgang ved Humlebæk
1700 viste han vel passivt Mod ved ikke at ænse Kanonkuglerne,
men over for Regeringskommissionen tilraadede han en meget forsigtig
Krigsførelse, der ikke kunde føre til store Resultater.
Som Statsmand blev O. K. navnlig taget i Brug ved Landbosager,
hvortil han baade som Stiftamtmand og Godsejer havde saa
godt Kendskab. Han gjorde sig herved til Talsmand for konservative
Anskuelser. Allerede i Christian V.s sidste Dage bekæmpede
han som Medlem af Raadstuekommissionen Landmilitsens Oprettelse
og angreb de Misgreb, som fandt Sted ved Tiendeopkrævningen,
men navnlig er hans Optræden i den Kommission, der
1701 blev nedsat ang. Vornedskabets Ophævelse, karakteristisk for
ham. Han var villig til selv at frigive sine Vornede, men pegede
paa, at der var mange private Godsejere, for hvem dette var
umuligt paa Grund af de usle Tider. At fraraade Vornedskabets
Ophævelse paa Krongodserne vovede han dog ikke. 1703 blev O.
K. virkelig Gehejmeraad med Sæde i Konseillet, og i de følgende
urolige Aar var han blandt dem, hvem Kongen i sin Fraværelse
betroede Regeringens Ledelse. Saaledes var han det under Frederik
IV.s Italienrejse og under den store nordiske Krig, da han atter
viste sit personlige Mod ved at blive i Kbh. under Pesten 1711.
Han var en Tilhænger af Krigen, men ønskede den ført ind i
Sveriges gamle Provinser. Forgæves advarede han ved dens Udbrud
mod Udstedelsen af Kaperbreve, fordi dette let vilde gaa
ud over fredelige Borgere, og det synes tvivlsomt, om han i dybeste