Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Kuhlau, Frederik. 445
Gengæld en stærkt benyttet Koncertspiller, en straalende Stjerne
i Datidens københavnske Musikliv. Koncerten paa Det kgl. Teater
23. Jan. efterfulgtes saaledes af en anden i Nov., ved hvilken han
bl. a. spillede første Sats af en ny, som det synes desværre
sporløst forsvunden Klaverkoncert, der i sin Helhed blev fremført
ved Kapelmusikus Barths Koncert i Det musikalske Akademi i
April 1812. Vort temmelig konservativt og provinsielt prægede
Koncertliv. saaledes som det bl. a. formede sig i Det musikalske
Akademi, modtog en Række betydningsfuldt fornyende Impulser
gennem K.s hele kunstneriske Virke. Ikke mindst spores der en
mærkbar Opgang i Dyrkelsen af Kammermusikken, den Musikform,
inden for hvilken K. selv skabte saa fremragende Værker
som f. Eks. Klaversonaterne, de tre Klaverkvartetter, de tre Fløjtekvartetter,
Fløjtesonaterne og Strygekvartetten. Gennem sin passionerede,
under vore Himmelstrøg revolutionerende Fortolkningskunst
skabte K., ikke mindst som Koncertspiller, en gryende Omvurdering
af Tidens store radikale Musikgeni Beethoven, hvem
den noget ældre, i vide Kredse toneangivende Weyse, Mozarttilbederen,
karakteriserede som en nærmest gal Mand, der snart
»skulde bindes«. K. følte det især i de unge Aar som et ligefrem
helligt Kunstnerkald at tolke den store Wienermesters Værker.
Det er betegnende for K., naar han selv i et Brev fra April
1814 skrev, »at det især er fra Teatret, at Musikken virker paa den
almindelige Smag og Hiertets Forædling«. Det blev Adam Oehlenschlåger,
der kom til at bane ham Vejen til Det kgl. Teaters Scene.
Oehlenschlåger var en stor Beundrer af K., som opmuntret af
Digterens Begejstring bad ham om at skrive sig en Syngespiltekst.
Oehlenschlåger valgte et romantisk ridderligt Emne, som han
havde fundet i Heynes Roman »Adelheid und Aimar«, som Grundlag
for den Tekst, han tiltænkte K. »Røverborgen«, som for største
Parten blev til om Sommeren 1813 paa Løvenborg ved Holbæk,
havde Premiere 26. Maj 1814. Dette ægte romantiske Syngespil
betød en for sin Tid overordentlig frugtbar Nyorientering inden
for dansk Musikdramatik. Det nye i Forhold til Kunzen og Weyse,
den sidste repræsenteret ved Standpunktet »Sovedrikken«, bestaar
i det væsentlige i følgende Faktorer: en langt mere dybtgaaende
Overtagelse af den radikale Side af Mozarts musikdramatiske Stil,
en mærkbar Paavirkning fra den yngre Beethoven, en ejendommelig
Forudgriben af C. M. von Webers germansk-romantiske Tone og
endelig en aabenlys Tilslutning til nyere fransk Musikdramatik,
dels til Boieldieus flotte teatermæssigt opsatte musikalske »Ridderstil«
med dens punkterede, marchagtige Rytmer og melodiske Elan,