Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Krohn, Pietro. 375
Bjergbyerne Pappa di Rocca og Anticoli som et opofrende Midtpunkt
i den danske og skandinaviske Kunstnerkoloni, indtil 1878,
skønt der fra Hjemlandet (Vermehren) lød indtrængende Opfordringer
til ham om at gaa videre til Paris for at forbedre sin Malerteknik.
Thi med Maleriet havde han ikke meget Held, skønt han
udstillede, især italienske Genrebilleder, indtil 1878. Han beskæftigede
sig med meget andet Kunstvæsen og leverede bl. a. Akademiet
en Samling Kopier af middelalderlige Miniaturer og Initialer fra berømte
Codices. 1878 var han tilsynshavende ved den danske Afdeling
paa Verdensudstillingen i Paris, hvor han blev stærkt paavirket af
Kunstindustrien, og rejste saa endelig tilbage til Kbh., anerkendt
mindre som Maler end paa Grund af sin omfattende kunstneriske
Viden og sin udsøgte Smag. 1880 ansattes han som Costumier
ved Det kgl. Teater og var 1880—93 desuden dets Økonomiinspektør,
1885—93 endog Operainstruktør, et Hverv, som dog
laa noget fjernt fra hans Hovedinteresser. Samtidig arbejdede
han inden for Kunstindustrien; fra 1885 var han i ti Aar kunstnerisk
Leder hos Bing & Grøndahl. Af hans Arbejder skal nævnes
det berømmelige »Hejrestel« fra Udstillingen 1888, hans Forsøg
med at gengive Thorvaldsens Statuer polykromt (1888) og hans
»Blomsterkopper« (1889). I disse Aar deltog han ivrigt i Kampene
om Dagens Problemer, han var en af Hovedmændene for G. Brandes'
Hjemkaldelse og for Indrettelsen af det Schimmelmann'ske
Palæ som Koncerthus. Der indtraadte imidlertid snart en ny Fase i
K.s Liv. 1890 stiftedes Det danske Kunstindustrimuseum; K. var
Medlem af den snævre første Komité, og det overdroges ham
ulønnet at forestaa Indkøbene. Han var selv en betydelig Samler
og kendt for sin nære Forbindelse med de nyere Strømninger inden
for Kunstindustrien; naar dertil føjes, at han ved Teatret havde
vist betydelige Administrationsevner og var i Besiddelse af en
brændende Ildhu og stor Energi, og man endelig betænker hans
fremskudte Stilling inden for Intelligensmilieuet i Kbh., er det
naturligt, at han valgtes til Museets første Direktør; han tiltraadtc
1893 efter at have afviklet sine Forhold til Teatret. Det er K., der
har Hovedæren for dets Virksomhed i de første Aar og for den
Form, det fik og delvis har bevaret. Hans Hovedinteresser var
unægtelig mere historisk end æstetisk prægede; hans Yndlingsobjekter
var den japanske Naturalisme, specielt Sværdpladerne med
deres sindrige Fremstillinger, og tidlige franske og tyske Litografier;
men ved Siden heraf fyldte han Museet med mangeartede
og fremragende Genstande, ikke mindst til stilhistorisk Belysning.
Ogsaa den levende Kunstindustri tog han sig varmt af, saaledes