Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

3io
Krieger, Fr.
vidste, hvad de vilde, selv om de ikke gav det tydeligt Udtryk, og
over for et Europa, der til syvende og sidst intet vilde ofre. K. undervurderede
de første og overvurderede det sidste; han kunde ikke
slippe Haabet til England, før det var for sent, og han gjorde sig
ikke paa noget Tidspunkt tilstrækkelig klart, hvor langt Danmark
kunde gaa ned i sit Krav om en forsvarlig Delingslinie. Der er
imidlertid overordentlig vægtige Undskyldninger for ham og hans
Kolleger. Deres Instrukser var uklare, de havde ikke en fast og
enig Regering i Ryggen, og det er et aabent Spørgsmaal, om det
overhovedet havde været muligt at opnaa en Delingslinie, der ikke
maatte føles som en Forsmædelse. Den endelige Bestemmelse om
Brud blev taget ikke af K., men i Kbh., og hvis K. har et Ansvar
for Konferencens Resultatløshed, deler han det i hvert Fald med
det samlede Danmark, ogsaa med sin kloge Raadgiver Andræ,
hvis Handlelyst ikke svarede til hans Skarpsind.
Da Konferencen 26. Juni gik fra hinanden, og Als tre Dage efter
blev erobret af Preusserne, følte K. det som et bittert personligt
Nederlag, og 1864 satte stærke Spor i hans Psyke. Der gik nogle
Aar, hvor han delte de nationalliberale Føreres Lod at haanes
og forkætres. Han var 1863 kommet ind i Landstinget som Medlem
for Kbh. og genvalgtes, til han 1890 trak sig tilbage. Han blev
hurtigt en ledende saglig Kraft ogsaa her, men traadte i de
første Aar ikke stærkt frem. Han tog saaledes ikke fremtrædende
Del i Grundlovskampen 1864—66, men han billigede dens Resultat,
Juliforfatningen. Til det nye Ministerium Frijs nærede han ikke
stor Tillid. Han foragtede Godsejerne, og Grev Frijs selv betegnede
han som en »republikansk Bonde«. Oktoberforeningstanken var
ham afgjort imod, og de nye Tendenser mod et Folketingsflertalsvælde,
der rejste Hovedet inden for Venstre, var Junigrundlovens
Ordfører en konstitutionel Uhyrlighed. Men Grev Frijs' og J. A.
Hansens svigtende Evne til at føre Oktoberforeningspolitikken ud
i Livet i Forbindelse med Frygten netop for denne Uhyrlighed
skabte efter faa Aars Forløb en Situation, der gav de faldne Nationalliberale
en glimrende Oprejsning. Grev Frijs kørte fast som
Regeringschef, den af Godsejerne, der var den virkelige Arvtager,
Estrup, var endnu ikke tilbøjelig til at træde til, men for at hindre
en ny Koalition mellem Godsejerne og Venstre under Holstein
gik han til K. og tilbød ham og hans Del i Regeringen. K. greb
til — paa Betingelse af, at hans Synspunkter blev respekteret.
I Ministeriet Holstein indtraadte 28. Maj K. som Justitsminister,
Hall som Kultusminister og Fenger som Finansminister. Regeringens
Tyngdepunkt laa afgjort hos disse tre og sagligt set mest hos K.