Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

602 Lange-Muller, P. E.
til Sangpartierne, hvilket atter øjensynligt har tvunget L.-M. til
at tage større Hensyn til melodisk-selvstændige Linier end til Klangchatteringer.
I Sangpartierne spores i øvrigt tydelige Forsøg paa
Anvendelse af »Talesang« og »Uendelig Melodi« i Wagner'sk Forstand
(Romancernes Antal er ogsaa paafaldende formindsket), og
Ledemotivteknikken, om end i spæd Udformning, er taget i Brug
(f. Eks. Svanekors-Motivet). Smukt gjort er Karakteristikken af
Østerland og Norden — et lidenskabeligere, sjæleligt mere hektisk
Norden end det mytisk-stoute hos J. P. E. Hartmann, hvem Værket
er tilegnet. »Vikingeblod« betegner Højdepunktet, Afklaringen, i
L.-M.s dramatiske Komposition. De to senere Arbejder: Musikken
til »Middelalderlig« (Op. 55, Tekst af Drachmann, Det kgl. Teater
1896) og »Renæssance« (Op. 59, ligeledes Drachmann, Dagmarteatret
1901) kom hverken i Omfang eller Indhold paa Højde med
de foregaaende Arbejder; det sidstnævnte — »Renæssance« —
opnaaede en betydelig Popularitet, især Ouverturen og Serenaden.
Foruden de allerede nævnte Teaterarbejder skrev L.-M. Sange til
Kaalunds »Fulvia«, Drachmanns »Østen for Sol og Vesten for
Maane«, Ibsens »Gildet paa Solhaug«, Einar Christiansens »Peter
Plus« og »Letizia« o. a. samt Reckes »Hertuginden af Burgund«.
Inden for Instrumentalmusikken gennemløb L.-M. en lignende
Udvikling som inden for sin Teatermusik •— fra en Stil, der her
paa dette Omraade nærmest kan karakteriseres som romantisk i
Leipzigskolens Betydning (Schumann, Gade), saaledes udpræget
endnu i »12 Klaverstykker«, Op. 8, til en Stil, hvor Klangene
oftest i saare raffineret Farvning faar Overhaanden over
det motiviske (Klaverværkerne »Meraner-Reigen«, 4-hdg. Op. 26;
»Syv Skovstykker«, Op. 56; »Dæmpede Melodier«, Op. 69).
Dog forudgriber en Række Enkeltheder i de ældre Klaverværker
den senere Udvikling, paa samme Maade som Orkestersuiten
Op. 3 »I Alhambra« (1876) med sin klassisk-sluttede
Form allerede tydeligt — ved sine »malende« Orkesterklange —
varsler den langt mere koloristisk bestemte Orkestersuite »Weyerburg«
(Op. 47, 1894), de to Symfonier »Efteraar« (Op. 17, 1882)
og D-Mol Symfonien (Op. 33, 1889) samt Klavertrioen i F-Dur
(Op. 53, 1898). Violinkoncerten (Op. 69, 1904) og Violinromancen
(Op. 63, 1899) betegner inden for Instrumentalmusikken et lignende
Stadium som »Vikingeblod« inden for den dramatiske Musik,
især med Hensyn til den orkestrale Sats, der tydeligt giver Vidnesbyrd
om den Udvikling, L.-M. i Mellemtiden havde gennemløbet.
Allerede paa et tidligt Tidspunkt i sin Kunstnerbane kastede
L.-M. sig med Iver over Komposition af Vokalmusik (Kor og