Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Lange, Julius. 573
don, Paris, Firenze og Rom; den fik grundlæggende Betydning for
hans Udvikling. Vendt tilbage til Danmark i Efteraaret 1868 blev
han paa Meldahls Foranledning midlertidig ansat som Lærer i
Kunsthistorie ved Akademiet og offentliggjorde i de følgende Aar
flere Arbejder, bl. a.' den fortrinlige Afhandling »Danmarks Malerkunst
fra Abildgaard til Eckersberg« (Dagbladet 1869), senere
suppleret med et Arbejde om Eckersberg, foranlediget ved Udstillingen
af dennes Arbejder i Kunstforeningen 1871 (sst. 1871).
Ved Høyens Død 1870 var L. da selvskreven som dennes Arvtager.
Han blev s. A. Docent ved Kunstakademiet (1871 Medlem
af samme) og knyttedes ligeledes til Universitetet (midlertidig
Docent 1871, fast ansat 1875, ekstraord. Professor 1888). Fra
1874 var han tillige Sekretær ved Akademiet, men maatte forlade
denne Stilling 1882, efter at et af ham udarbejdet, ret radikalt
Forslag til en Reform af Akademiet var blevet nedstemt af dettes
Plenarforsamling. I Museumsverdenen øvede L. selvsagt ikke
ringe Indflydelse; han var (fra 1878) Medlem af den til Den
kgl. Malerisamling knyttede Gallerikommission og arbejdede i
sine senere Aar energisk for Oprettelsen af Statens Afstøbningssamling,
hvis første Leder han blev 1895. Dengang aktuelle,
endnu lærerige Betragtninger over vore Museers Opgaver og indbyrdes
Forhold har han offentliggjort i sit lille Lejlighedsskrift
»Om vore Skulptur- og Malerisamlinger, især deres fremtidige Indretning«
(1893). _
Baade paa Universitetet og Kunstakademiet samlede L. en stor
og trofast Tilhørerkreds om sit Kateder, men i øvrigt var hans
Foredragsvirksomhed ikke saa omfattende som Høyens; han raadede
heller ikke over dennes impulsive, straalende Fremstillingskunst.
Men L.s akademisk formfuldendte, noget emfatiske Veltalenhed,
der ikke sjældent blev farvet af hans dybt oprindelige,
barokke Humor, var baaret af en saa levende menneskelig Indføling
i det kunstneriske Emne og præget af en saa stor Originalitet
i Iagttagelsen, at han som Forelæser kom til at virke lige saa stærkt,
som Høyen havde gjort.
I Modsætning til Høyen besad L. en levende litterær Meddelelsestrang.
Han var den benaadede Pennens Mand, som Prosaist
en af vore ypperste. Hans Produktion er ogsaa meget omfattende.
Den er spredt, for saa vidt han kun naaede at udgive faa større
Fremstillinger og fortrinsvis behandlede de mange Problemer, der
faldt inden for hans vidtspændende Interessekreds, i Form af
mindre Afhandlinger i Tidsskrifter, ikke sjældent fremkaldte udefra.
Men set under eet samler langt den største Del af L.s Arbejder sig