Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

2C0 Krabbe-Carisius, Hans.
forandrede Situation viste sig snart. Det lykkedes K.-C. efter lange
Forhandlinger at afslutte Handelstraktaten af 2. Nov. 1826, der af
alle betragtedes som et stort Fremskridt i liberal Retning. Ligeledes
opnaaede han at fjerne de store Pasvanskeligheder, som den
svenske Regering hidtil havde opretholdt over for Danske, der
vilde rejse ud over Skaanes Grænser. Ved Sveriges Hjælp fik vi
1827 en Handelstraktat med Tyrkiet, og Danmark opfordredes til
i Fællesskab med Sverige at gøre et Søtogt for at tugte de tripolitanske
Sørøvere, hvad vi imidlertid af økonomiske Grunde afslog,
ligesom vi heller ikke gik ind paa et Forslag om at modtage St.
Barthélemy i Bytte for de danske Besiddelser paa Guineakysten,
som Sverige vilde bruge som Deportationssted for Forbrydere. —
Saaledes var den senere Del af K.-C.s Gesandtskabstid rolig. Karl
Johan, der tidligere havde tilsidesat ham paa en fremtrædende
Maade, behandlede ham nu godt, Forholdet til Wetterstedt var
næsten hjerteligt, og med sine Kolleger vedblev han at staa paa
en saa fortrolig Fod, at han kunde indberette om alt, hvad der kom
til deres Kundskab om de almindelige europæiske Begivenheder.
Her hjemme satte ikke blot Rosenkrantz, med hvem han stod i
personlig nær Forbindelse, men ogsaa de andre Ministre stor Pris
paa ham. Da derfor Grev E. Schimmelmann, der efter Rosenkrantz'
Død 1824 interimistisk havde overtaget Udenrigsministeriet,
døde 9. Febr. 1831, faldt Frederik VI.s Valg paa K.-C,
og 17. Maj s. A. udnævntes han til Chef for Udenrigsdepartementet
og Gehejmestatsminister.
I denne Post kom K.-C. imidlertid kun til at spille en lidet
betydelig Rolle saavel inden for sit Departement som overhovedet
inden for Regeringen. Dette hænger sikkert sammen med, at der
ikke forelaa vigtige udenrigspolitiske Spørgsmaal for Danmark i
de elleve Aar, da han var Minister. Spørgsmaalet vedrørende
Hertugdømmerne var foreløbig løst gennem Stænderinstitutionen,
som K.-C. i øvrigt ikke var nogen Ynder af "(han var den eneste
Minister, der ikke vilde feste i Anledning af Forordningerne af
15. Maj 1834). Han stod som en fremmed over for det nye
politiske Liv, og han forstod heller ikke de nye Spørgsmaal, der
skulde rejse sig vedrørende Slesvigs Stilling og den slesvigske Danskhed.
Det er forkert at opfatte hans Tilbagetræden 1842 som en
Protest mod Prinsen af Augustenborgs Udnævnelse til Statholder
i Hertugdømmerne. Grunden til hans Fratræden var en Uenighed
med Kongen angaaende en ubetydelig Forhandling med Sverige
om nogle Fyr, idet han foreslog Indrømmelser til Sverige, hvortil
Christian VIII. ikke fandt Anledning, og hvorover K.-C. blev