Knudstrup, Peder Nielsen, 1781—1858, Bonde. F ... - Verdens kultur

Kriiger, H. A. 423
at der dog kom andet Resultat ud deraf, end at de to Mænd fik
Lejlighed til over for Rigsdagen at bekende deres Danskhed. Ogsaa
til den preussiske Landdag valgtes K. for første slesvigske Kreds,
men da der krævedes Ed paa den preussiske Forfatning for at kunne
indtage sit Sæde der, og de nordslesvigske Deputerede nægtede at
aflægge denne Ed, blev de trods stadige Genvalg ikke Medlemmer
af denne Forsamling, og denne »de tomme Stoles Politik« blev fortsat
til efter K.s Død. Derimod indtog K. sin Plads først i det nordtyske
Forbunds Rigsdag og senere i den tyske Rigsdag, begge
Steder som Danskhedens eneste Repræsentant. Forhandlingerne
mellem Regeringerne om Udførelsen af Art. 5 blev han hurtigt
skeptisk overfor, og han ønskede, at den danske Regering officielt
skulde afbryde dem, for at Spørgsmaalet kunde rejses paa anden
Maade. Det var først hans Tanke, at en Deputation skulde henvende
sig til Regeringen i Wien, men da denne Plan blev opgivet,
havde han til Hensigt selv at rejse til Paris for paa det danske
Nordslesvigs Vegne over for den franske Regering at klage over
Tilsidesættelsen af Fredstraktatens Bestemmelser. I Nordslesvig
vakte Planen almindelig Glæde, men i danske Regeringskredse,
hvor K.s formentlige Ubesindighed og Selvraadighed gennem
Aarene vakte mange Bekymringer, søgte man at holde ham tilbage,
og Planens Virkeliggørelse trak da ogsaa saa meget i Langdrag,
at Krigsudbrudet 1870 hindrede dens Gennemførelse.
K. stod i disse Aar i sin Manddoms fulde Kraft. I det fremmede
blev han — »den tyske Rigsdags eneste Bonde« — den nordslesvigske
Bondebefolkning en smuk og værdig Repræsentant. »En
høj, kraftig Vækst, brede Skuldre, mellem hvilke det ikke store
Hovede sad lavt, en høj, tilbageliggende Pande, hvorunder der
bag buskede Øjenbryn lynede et Par Øjne frem, hvis hvasse Blik
kun faa stod imod, en krum, fintskaaren Næse, en stor, men smuk
Mund, som kunde kruses til et indtagende Smil, men omkring
hvilken Vreden kunde lægge strenge Folder, en blød, men kraftig
Røst, som det sønderjyske Landsmaal gav Malm — denne Kriiger
var en Sønderjyderne værdig Type« (H. R. Hiort-Lorenzen).
Hjemme i Nordslesvig var han Genstand for en enestaaende Tillid
— »den ukronede Konge i det slesvigske Bondekongerige«. Med
instinktiv Sikkerhed evnede han i Ord og Handling at give Udtryk
for, hvad Befolkningen umiddelbart følte var sandt og rigtigt.
Gennem Skuffelser og Nederlag bares han oppe af en usvigelig
Overbevisning om, at Retten — den Ret, der var givet i Art. 5 —
nok skulde sejre til sidst, og han evnede at meddele andre den
samme Tillidsfuldhed.