GasOrleans i New Orleans

THE BIG EASY
STENALDERJAZZ
”Alle havde mulighed for at begynde at spille. Til gengæld
var noder møgdyre, og ingen havde råd til at gå til
musikundervisning, så man måtte jo opfinde noget musik
selv. Improvisere. Sådan begyndte jazzen. Og sådan er
den traditionelle jazz stadig skruet sammen. Man
improviserer over en rytme. Trommer og messing.
Samme instrumenter som i et marchorkester, bare brugt
på en helt ny måde. På vores måde. Der er altså ikke
meget hvid mand i jazz. Eller omvendt.”
Her er det anderledes, det drejer sig ikke bare om musikerne.
Det er klart, at nogen spiller og skaber musikken,
men der er jo altså også nogen, der lytter til den og
reagerer. Det er næsten ligeværdigt herovre, det hele
smelter sammen til fællesskab og fest. Det, at nogen
oplever musikken, er lige så vigtigt, som at nogen spiller
den. Den synergi er jeg vild med. Man har en musikalsk
kompetence, man stiller til rådighed for en fælles situation.
Sådan er det over hele linjen. Musik er en del af
livet. Hvis man bor uden for det franske kvarter, i Bywater
eller Tremé, så går der næsten ikke en dag, uden at
der kommer en eller anden parade gående forbi ude på
gaden, fordi en eller anden har fødselsdag nede på hjørnet.
Så går man ud og trasker med, og hvis man har stået
og lavet mad, jamen så hiver man bare grydelåg og ske
med og banker løs på det. Alle kan være med.”
Netop det, at alle kan være med, er også det oprindelige
hjerte i den traditionelle jazz, der opstod i hælene
på hvide europæeres efterkommere og deres kamp om
sandheden og pengene i borgerkrigen i 1860’erne. Sydstaterne
tabte som bekendt, og det gør stadig ondt i dag
– i hvert fald på den hvide del af befolkningen, som jo
retfærdigvis også tabte mest i den anledning.
Til gengæld voksede der musik ud af asken. Lad os give
ordet til en fyr, der sidder på en lille taburet på gaden
i udkanten af det franske kvarter og spiller på en ramponeret
kontrabas. Han er kreoler, har solbriller, guldtænder
og en kridhvid, strøget skjorte på og kalder sig
selv, nå ja Jazz. Han taler langsomt, som om han tænker
sig godt om før hvert ord. Eller også er han bare skæv.
“Efter borgerkrigen i 1860’erne kunne man købe billige
trompeter, tubaer og trommer overalt. Sydstaterne tabte
jo krigen, og så blev militærorkestrene nedlagt. Deres instrumenter
kunne man få på loppemarkeder for få dollars.
Nogle gange var de endda gratis.” Jazz bommer en
cigaret. Han kigger næsten fornærmet på den tilbudte
Marlboro og hiver så filteret af, før han sætter den i mundvigen
og tænder. Han sidder lidt. Puster røgen langsomt
ud, som var det en joint, han røg på. Så fortsætter han.
”Alle havde mulighed for at begynde at spille. Til gengæld
var noder møgdyre, og ingen havde råd til at gå til musikundervisning,
så man måtte jo opfinde noget musik
selv. Improvisere. Sådan begyndte jazzen. Og sådan er
den traditionelle jazz stadig skruet sammen. Man improviserer
over en rytme. Trommer og messing. Samme instrumenter
som i et marchorkester, bare brugt på en helt
ny måde. På vores måde. Der er altså ikke meget hvid
mand i jazz. Eller omvendt.”