GasOrleans i New Orleans

NEW ORLEANS
RABALDERSTRÆDE
Der er til gengæld kommet flere hvide til New Orleans.
I hvert fald fra torsdag til søndag. Efter stormen Katrina
i 2005 blev næsten en fjerdedel af befolkningen
evakueret. Langt de fleste af dem sorte. Meget få flyttede
tilbage til New Orleans, de blev efter 5-10 år på moteller
rundtom i staten enten genhuset i andre byer, Dallas,
Houston eller Atlanta. Eller også blev de boende, hvor
de var, fordi månedslejen på et motel er billig, og måske
havde de fundet arbejde i nærheden.
De evakuerede og forladte huse i de sorte kvarterer
kunne enhver købe for et beløb, der svarede til de ejendomsskatter,
der ikke var blevet betalt gennem årene.
Selv om det var – og er – relativt små beløb, så var de
tidligere ejere af husene enten ikke interesserede, eller
også havde de ikke råd til at betale prisen.
I bydelen Tremé, som officielt er den ældste sorte bydel
i USA, er næsten halvdelen af husene ejet af investorer,
der køber de billige ejendomme og lejer dem ud gennem
Airbnb. Det betyder ifølge Darryl Durham, der købte sit
hus i Tremé i 2006, at den halve uge ligger gaderne øde
som i en spøgelsesby, den anden halvdel er den befolket
af unge, hvide og som regel meget fulde mennesker, der
er i New Orleans for at feste. Det betyder fester med høj
musik, slagsmål og, når festen er slut om søndagen, et
stort arbejde med at fjerne tomme øldåser og opkast
fra gaderne. Magneten for de unge er de lave priser og
det faktum, at New Orleans er et af de meget få steder
i USA, man må drikke alkohol offentligt. Den dynamik
er en meget god forretning for stort set alle andre end
dem, der bor i kvarteret. Et hus, der i 2015 kunne købes
for 80.000 dollars, koster i dag fire gange så meget. En
fortjeneste, der ikke kommer de lokale til gode, for investorerne
bor sjældent i New Orleans. Konsekvensen er, at
ejendomsskatterne er mere end fordoblet i Tremé. Det
betyder igen, at folk som Darryl Durham ikke har råd til
at blive boende.
Verden går videre. Nye mennesker kommer til byen, laver
deres egne regler, spiller deres egen blues. Intet forbliver
det samme for evigt. Alligevel kan man altid høre
rytmerne et eller andet sted i baggrunden i New Orleans.
Det er som en magi i luften, noget urmenneskeligt, der
aldrig vil forsvinde. Den render i gaderne under Mardi
Gras og i de små parader året rundt. I den evige frygt
for, at byen drukner i orkansæsonen. I musik, sex og god
mad. I heden og fugten om sommeren. New Orleans er
et paradoks. Fest og tragedie samlet i et intenst øjeblik.
Som Harry Connick Jr. sagde fra scenen i Falkonersalen
den aften i 2006: Besøg New Orleans. Byen har brug for
dig.
Vi kan tilføje: Du har også brug for New Orleans. Og hvis
du af en eller anden årsag ikke kan komme, så kommer
festen til dig med GasOrleans. Velkommen!