GasOrleans i New Orleans

Foto: Gosbanen/Marius Visuals

VELKOMMEN TIL GASORLEANS.
Velkommen til fest, velkommen til dans og
velkommen til at synge med. Velkommen til New
Orleans og til alle de fede Gasolin’ sange.
Dette er ikke det nye Michael Carøe Show. Denne
gang har jeg bare stået for rammerne og anledningen.
Festen bliver skabt af musikken, maden
og dig selv.
New Orleans er ganske rigtigt en by i det sydlige
USA. Det er trods alt der, det hele kommer fra.
Men det er så meget mere end et sted. Det er
først og fremmest blevet et billede på alt det, vi
søger efter her i livet: glæde, passion,
kreativitet.
Det er ikke bare en klokke, der ringer, når man
siger New Orleans. Det er en hel serie af billeder
af musik, fest, dans, magi, sex og varme der
toner frem.
Foto: Gosbanen/Marius Visuals

Sådan er det også for de fleste danskere, når
man siger Gasolin’. Deres musik er noget fælles,
en arv vi danskere deler. Ideen om at slå New
Orleans musik og fest sammen med Gasolin’
kom da jeg indså at Rabalderstræde praktisk taget
ligger i New Orleans. Hvordan ville den sang
lyde, hvis den blev spillet af en gruppe funky
musikere fra byen?
Derfra lå vejen åben. Jeg vil gerne præsentere
dig for en aften med Gasolin’s sange, spillet The
New Orleans way af de mest cool og swingende
musikere der har stået på en scene. Du kan synge
med fra første tone og dansegulvet er over hele
lokalet. Velkommen. Lad os give den GAS!

NEW ORLEANS
NEW ORLEANS
BYENS HJERTE
Der er ét eller andet ved New Orleans. Det kan være svært at sætte fingeren præcis på, hvad det er, første gang man
lander, men de fleste oplever det allerede, når de stiger ud af maskinen. Det rammer helt ud på landingsbanen.
Hvis man stopper og smager på øjeblikket; bare lukker øjnene og står lidt med sin kuffert blandt alle de rejsende,
der myldrer mod ankomsthallen, kan man mærke byen. Det ligger i luften – i duftene, i varmen – og i de rytmer,
man altid kan ane, ligegyldigt hvor man befinder sig i New Orleans. Måske er de virkelige og strømmer ud fra en
lapset teenagers hovedtelefoner, måske kommer de fra fortidens søndagsseancer på Congo Square og er blevet
båret gennem tiden for at byde den rejsende velkommen.

NEW ORLEANS
Foto: Christian Bundgaard

Foto: Christian Bundgaard

NEW ORLEANS
Verden samles
på New Orleans’
gader. Her taler alle
samme sprog. Og hele
verden forstår det,
for vi har talt det hele
vores liv, det er løbet
gennem vores blod og
kultur gennem mange
generationer:
musikken.

New Orleans’ magi ligger netop i denne universelle
velkomst. Byen drager. Uanset hvem man er, og hvor
man kommer fra, vil man føle sig velkommen, som
var man en længe ventet kær gæst. Og på en eller
anden måde er det så let at tage imod byens invitation,
slænge sig en lænestol og bare groove til festen
eller danse fri Århus sammen med second linerne til
en af paraderne. Der er ingen, der peger fingre, selv
ikke ad en københavner, hvid som et glas sødmælk,
der første gang bliver ramt af tonerne og trommerne.
Verden samles på New Orleans’ gader. Her taler alle
samme sprog. Og hele verden forstår det, for vi har talt
det hele vores liv, det er løbet gennem vores blod og kultur
gennem mange generationer: musikken.
Foto: Christian Bundgaard

Pludselig giver det sig selv. Det ét eller andet, man
ikke helt kunne sætte fingeren på, da man landede,
har man båret inden i sig hele livet. Det er bare
først, når man rammer byen, at det bliver forløst.
Det er i New Orleans, man for alvor forstår, at man
er en del af noget større, et fællesskab, man kun
instinktivt anede eksisterede.
For det er her, musikken blev født. Både den, vi
hører i dag, og den, vores bedsteforældre forelskede
sig til på et dansegulv i et forsamlingshus for
så mange år siden.
På ryggen af et folks lidelser og smerte opstod et
sprog, der kunne fortælle om håb og glæde, om
frihed og en basal ret til at skabe sig et liv, der giver
mening. Selv om vi lever et velbehageligt og relativt
ubekymret liv her mod nord, så forstår vi, hvad
der bliver sagt, for det er en dialekt af det sprog,
der bliver talt i vores viser, på P3s dunkende hitlister
og i Dansktoppens slagere.

NEW ORLEANS
CONGO SQUARE
“Jeg har kigget på pyramider og Pompeji, men der er ikke
noget sted i verden, jeg har kunnet mærke lige så meget,
som denne lille plads vi sidder på nu.”
Langs North Rampart Street, lige over det franske kvarter,
ligger Congo Square. ”Negerpladsen”, som de lokale
sorte kalder den. Som en lokal præst udtrykker det:
”Det var her, slaverne samledes og spillede trommer om
søndagen, og altså her, alle sorte amerikanere har deres
kulturelle rødder. Det var på Congo Square, vi blev
amerikanere.”
I hvert fald var det på Congo Square, de afrikanske slaver
i Amerika fik deres første rettigheder. I et dekret fra 1685,
der fik navnet Code Noir, specificerede Solkongen
Ludvig den 14. af Frankrig, hvordan slaver skulle behandles
i de franske kolonier – herunder altså også i Louisiana
i USA og ikke mindst i hovedstaden New Orleans.
Hvad angik slavernes rettigheder, var Solkongen uhørt
langt fremme i skoene. For selv om man i dag næppe
ville behandle en hund efter Code Noir, så gav dekretet
slaverne en række rettigheder som for eksempel mad,
tøj og en ugentlig fridag om søndagen. Det mest revolutionerende
var dog retten til at blive døbt som katolikker.
Det var en officiel anerkendelse af, at slaverne havde en
sjæl – også selv om resten af dekretet måske ikke helt
var en understregning af den anerkendelse. Den ugentlige
fridag battede dog ikke meget uden at have et sted
at samles, men det fik de på Congo Square i begyndelsen
af 1800-tallet.
Slaverne i New Orleans kom i overvejende grad fra de
franske kolonier i Afrika – Benin og området nord for
Congofloden – og de havde deres egne guder, tro og
religion med sig. På trods af at Code Noir udtrykkeligt
forbød slaverne at dyrke deres egne guder, så blev søndagene
på Congo Square hurtigt lige præcis det – dog i en
form, der var forenelig med den nye katolske tro. Slaverne
holdt marked, dansede, sang og trommede, og da
Louisiana blev en del af USA, blev søndagsmarkederne
berømte – og berygtede – i resten af de katolske stater
for deres frisind. Da slaverne på Haiti som de første med
held gjorde oprør mod deres ejere, flygtede en del af
dem til New Orleans, hvor de som frie mænd og kvinder
kunne dyrke deres religion og skikke på Congo Square.

NEW ORLEANS
Video: Michael Carøe
Klik på billedet for video.
Michael Carøe landede på Congo Square første gang i
2012. Et eller andet kaldte på ham. Umiddelbart var det
Harry Connick Jr., der under sin optræden i Falkonerteatret
nogle år forinden opfordrede publikum til at tage til
New Orleans. ”Byen har brug for jeres støtte,” sagde han
fra scenen. Seks år senere sad Carøe for første gang på
Congo Square og kiggede på egetræet i den nordlige del
af pladsen. Et eller andet ændrede sig i hans liv, noget
faldt på plads den eftermiddag. Så i dag sidder han her
igen-igen, han er kommet her flere gange om året siden
den første tur for syv år siden. ”For mig begynder det hele
lige her, på Congopladsen. Jeg har kigget på pyramider
og Pompeji, men der er ikke noget sted i verden, jeg
har kunnet mærke lige så meget som denne lille plads,
vi sidder på nu.” Selv om et sikkert velmenende bystyre
har formået at få pladsen til at fremstå så kommunal
og kedelig som muligt, emmer historien ud mellem hver
eneste betonflise.
”I dag er pladsen lige så sexet som en nedlagt SFO i
Ballerup. Men forestillingen om, at al den musik, vi hører
i dag, er om ikke født, så i hvert fald undfanget her, er
meget tydelig. Lige her, hvor jeg har mine fødder, stod
både frie sorte og slaver om søndagen med trommer og
spillede musik. Det kan jeg mærke langt ind i sjælen.”
”Derovre,” Carøe nikker med hovedet i retning af egetræet
i den nordlige del af pladsen, ”står det eneste vidne
til musikkens historie. Træet er næsten 300 år gammelt
og har set det hele. Der bliver lagt gaver til dem, der gik
forud, ved foden af træet; alle dem, der betalte med
deres liv, for at vi kunne nå hertil. Der er noget magisk
over pladsen, det er et sted, hvor man godt kan bøje hovedet
og føle sig ydmyg.”

Foto: Christian Bundgaard

THE BIG EASY
New Orleans er en forholdsvis ung by,
grundlagt i 1718 af franskmanden
Jean-Baptiste Le Moyne de Bienville,
der gjorde byen til hovedstad i den
franske koloni Louisiana. Fra et merkantilt
synspunkt ligger byen perfekt
nær udmundingen af Mississippi – her
kan man kontrollere handelen og trafikken på floden.
Men som beboelse kunne Jean-Baptiste have valgt et
heldigere sted; New Orleans er i sjælden grad omgivet
af vand. Mod nord ligger den enorme sø Lake Pontchartrain,
mod syd løber Mississippi, og på de andre sider er
byen omgivet af sumpe og marskland. Samtidig ligger
de fleste beboelseskvarterer lavere end havets overflade,
mange steder flere meter under, så byens historie
er spækket med oversvømmelser og de sygdomme, der
følger med det våde og varme miljø, for eksempel malaria
og gul feber, der har kostet titusindvis
af indbyggere livet. Som om det ikke var
nok, er beboerne også truet nedefra,
idet grundvandet ligger så højt, at man
mange steder ikke begraver de døde,
men steder dem til hvile over jorden.
Vandet er det evige problem i New Orleans. Ganske
vist er der bygget en enorm mængde diger for at holde
vandet ude, men det kommer ind alligevel og gør
digerne til et tveægget sværd, for de holder stik mod
alle intentioner også vandet inde i byen. På en ganske
almindelig dag er der behov for at transportere omkring
65 millioner ton vand væk fra New Orleans, der derfor
har et af verdens største dræningssystemer baseret på
22 pumpestationer med en samlet kapacitet på over 100
millioner ton vand. Vandet bliver hovedsagelig pumpet
ud i Lake Pontchartrain, hvorfra det kan gøre turen tilbage
til byen og begynde forfra.
De daglige anstrengelser med at holde vandet væk
forslår dog som en skrædder i helvede, når naturen
beslutter sig for at vise tænder. I 2005 ramte orkanen Katrina
New Orleans så hårdt – over tre fjerdedele af byen
blev oversvømmet – at de resterende indbyggere endnu
i dag ikke omtaler orkanen som Katrina, men som ”It”
”Livet handler
om sex, god mad,
musik, sex o g
kvinder.”
eller ”The Storm”. Måske på grund af den evige risiko for
at blive skyllet væk, leves livet på en skødesløs måde.
Man ved aldrig, om man har hus og hjem i morgen, og
kan lige så godt give den gas, mens det hele stadig er
intakt. Som en indbygger opgør det: ”Livet handler om
musik, sex, god mad og kvinder.”
Bartenderen på the Apple Barrel i Frenchmen Street
fortæller, at byens kælenavn, The Big Easy, netop skyldes
den afslappede holdning til livet, som opstår, når
man bor i en by, hvor det er meget varmt, ikke særligt
meget arbejde at finde, og ens hjem måske alligevel bliver
oversvømmet i morgen.
“Why worry,” siger han og trækker på skuldrene. “Det
hjælper ikke noget at gå og bekymre sig. Vi kan lige så
godt have det sjovt i dag.”
Opskriften på et godt liv i New Orleans er enkel: musik
og god mad skyllet ned med masser af alkohol og sex.
Det er vand på Carøes mølle.
”Det er faktisk det samme derhjemme.
Hvis vi virkelig kigger på, hvornår vi
har haft en god aften, så indgår minimum
en eller to af de ingredienser. Og
helst dem alle sammen. Det er bare
ikke altid så pænt at indrømme det, og det bliver hurtigt
en smule skævt, hvis det sker hver dag.”
”Musik er integreret i hverdagen på en helt anden måde
herovre. Det er selvfølgelig vigtigst at trække vejret, men
på en delt andenplads kommer spise, drikke og musik.
Det er simpelthen sådan, man lever her.”
Der er en fundamental forskel fra Danmark i, hvem
musikken rammer. Carøe forklarer.
”Vi går til koncerter derhjemme. Man går ud for at se
nogle musikere udføre, hvad de er gode til og har øvet
sig på, og anerkender deres kompetence ved at klappe
i hænderne.
O

L
NEW ORLEANS
Foto: Christian Bundgaard
A

THE BIG EASY
Foto: Gosbanen/Marius Visuals

NEW ORLEANS
“Der går næsten ikke en
dag, uden at der
kommer en eller anden
parade gående forbi ude
på gaden, fordi en eller
anden har fødselsdag
nede på hjørnet. Så går
man ud og trasker med,
og hvis man har stået og
lavet mad, jamen så hiver
man bare grydelåg og ske
med og banker løs på det.
Alle kan være med.”

Foto: Christian Bundgaard

THE BIG EASY
STENALDERJAZZ
”Alle havde mulighed for at begynde at spille. Til gengæld
var noder møgdyre, og ingen havde råd til at gå til
musikundervisning, så man måtte jo opfinde noget musik
selv. Improvisere. Sådan begyndte jazzen. Og sådan er
den traditionelle jazz stadig skruet sammen. Man
improviserer over en rytme. Trommer og messing.
Samme instrumenter som i et marchorkester, bare brugt
på en helt ny måde. På vores måde. Der er altså ikke
meget hvid mand i jazz. Eller omvendt.”
Her er det anderledes, det drejer sig ikke bare om musikerne.
Det er klart, at nogen spiller og skaber musikken,
men der er jo altså også nogen, der lytter til den og
reagerer. Det er næsten ligeværdigt herovre, det hele
smelter sammen til fællesskab og fest. Det, at nogen
oplever musikken, er lige så vigtigt, som at nogen spiller
den. Den synergi er jeg vild med. Man har en musikalsk
kompetence, man stiller til rådighed for en fælles situation.
Sådan er det over hele linjen. Musik er en del af
livet. Hvis man bor uden for det franske kvarter, i Bywater
eller Tremé, så går der næsten ikke en dag, uden at
der kommer en eller anden parade gående forbi ude på
gaden, fordi en eller anden har fødselsdag nede på hjørnet.
Så går man ud og trasker med, og hvis man har stået
og lavet mad, jamen så hiver man bare grydelåg og ske
med og banker løs på det. Alle kan være med.”
Netop det, at alle kan være med, er også det oprindelige
hjerte i den traditionelle jazz, der opstod i hælene
på hvide europæeres efterkommere og deres kamp om
sandheden og pengene i borgerkrigen i 1860’erne. Sydstaterne
tabte som bekendt, og det gør stadig ondt i dag
– i hvert fald på den hvide del af befolkningen, som jo
retfærdigvis også tabte mest i den anledning.
Til gengæld voksede der musik ud af asken. Lad os give
ordet til en fyr, der sidder på en lille taburet på gaden
i udkanten af det franske kvarter og spiller på en ramponeret
kontrabas. Han er kreoler, har solbriller, guldtænder
og en kridhvid, strøget skjorte på og kalder sig
selv, nå ja Jazz. Han taler langsomt, som om han tænker
sig godt om før hvert ord. Eller også er han bare skæv.
“Efter borgerkrigen i 1860’erne kunne man købe billige
trompeter, tubaer og trommer overalt. Sydstaterne tabte
jo krigen, og så blev militærorkestrene nedlagt. Deres instrumenter
kunne man få på loppemarkeder for få dollars.
Nogle gange var de endda gratis.” Jazz bommer en
cigaret. Han kigger næsten fornærmet på den tilbudte
Marlboro og hiver så filteret af, før han sætter den i mundvigen
og tænder. Han sidder lidt. Puster røgen langsomt
ud, som var det en joint, han røg på. Så fortsætter han.
”Alle havde mulighed for at begynde at spille. Til gengæld
var noder møgdyre, og ingen havde råd til at gå til musikundervisning,
så man måtte jo opfinde noget musik
selv. Improvisere. Sådan begyndte jazzen. Og sådan er
den traditionelle jazz stadig skruet sammen. Man improviserer
over en rytme. Trommer og messing. Samme instrumenter
som i et marchorkester, bare brugt på en helt
ny måde. På vores måde. Der er altså ikke meget hvid
mand i jazz. Eller omvendt.”

NEW ORLEANS
Foto: Gosbanen/Marius Visuals

Foto: Christian Bundgaard

THE BIG EASY
Foto: Tina Leegaard Dyrving

NEW ORLEANS
RABALDERSTRÆDE
Der er til gengæld kommet flere hvide til New Orleans.
I hvert fald fra torsdag til søndag. Efter stormen Katrina
i 2005 blev næsten en fjerdedel af befolkningen
evakueret. Langt de fleste af dem sorte. Meget få flyttede
tilbage til New Orleans, de blev efter 5-10 år på moteller
rundtom i staten enten genhuset i andre byer, Dallas,
Houston eller Atlanta. Eller også blev de boende, hvor
de var, fordi månedslejen på et motel er billig, og måske
havde de fundet arbejde i nærheden.
De evakuerede og forladte huse i de sorte kvarterer
kunne enhver købe for et beløb, der svarede til de ejendomsskatter,
der ikke var blevet betalt gennem årene.
Selv om det var – og er – relativt små beløb, så var de
tidligere ejere af husene enten ikke interesserede, eller
også havde de ikke råd til at betale prisen.
I bydelen Tremé, som officielt er den ældste sorte bydel
i USA, er næsten halvdelen af husene ejet af investorer,
der køber de billige ejendomme og lejer dem ud gennem
Airbnb. Det betyder ifølge Darryl Durham, der købte sit
hus i Tremé i 2006, at den halve uge ligger gaderne øde
som i en spøgelsesby, den anden halvdel er den befolket
af unge, hvide og som regel meget fulde mennesker, der
er i New Orleans for at feste. Det betyder fester med høj
musik, slagsmål og, når festen er slut om søndagen, et
stort arbejde med at fjerne tomme øldåser og opkast
fra gaderne. Magneten for de unge er de lave priser og
det faktum, at New Orleans er et af de meget få steder
i USA, man må drikke alkohol offentligt. Den dynamik
er en meget god forretning for stort set alle andre end
dem, der bor i kvarteret. Et hus, der i 2015 kunne købes
for 80.000 dollars, koster i dag fire gange så meget. En
fortjeneste, der ikke kommer de lokale til gode, for investorerne
bor sjældent i New Orleans. Konsekvensen er, at
ejendomsskatterne er mere end fordoblet i Tremé. Det
betyder igen, at folk som Darryl Durham ikke har råd til
at blive boende.
Verden går videre. Nye mennesker kommer til byen, laver
deres egne regler, spiller deres egen blues. Intet forbliver
det samme for evigt. Alligevel kan man altid høre
rytmerne et eller andet sted i baggrunden i New Orleans.
Det er som en magi i luften, noget urmenneskeligt, der
aldrig vil forsvinde. Den render i gaderne under Mardi
Gras og i de små parader året rundt. I den evige frygt
for, at byen drukner i orkansæsonen. I musik, sex og god
mad. I heden og fugten om sommeren. New Orleans er
et paradoks. Fest og tragedie samlet i et intenst øjeblik.
Som Harry Connick Jr. sagde fra scenen i Falkonersalen
den aften i 2006: Besøg New Orleans. Byen har brug for
dig.
Vi kan tilføje: Du har også brug for New Orleans. Og hvis
du af en eller anden årsag ikke kan komme, så kommer
festen til dig med GasOrleans. Velkommen!

Foto: Tina Leegaard Dyrving
I næste nummer kan du følge med på vores første Mardi Gras tur
rundt i Danmark. Bussen stopper og festen starter fem steder i
landet på en laaang lørdag i marts.
Vi vil også kigge på, hvad Mardi Gras egentlig er for noget – og
hvorfor det er blevet en fest over store dele af den vestlige verden.
Eller hvad med et par opskrifter? Byd dine gæster på en rigtig
gumbo eller red tømmermændene fra igår med den New
Orleanske version af ruskomsnusk: Jambalaya.
Byens hjerte banker. Også i Danmark. Tag med os til fest på
landevejen og se og hør folk give den GAS.