Kirkeblad_November_2019_ID19

More documents

Recommendations

Info

Om at holde sig i form Det går ikke at sy en lap af uvasket stof på det gamle tøj. Lappen river bare tøjet i stykker, første gang, det bliver vasket. Og gamle lædersække revner, hvis man fylder gærende vin i dem. Ny vin skal i nye sække. Jeg ved ikke, om vi kan forbinde noget som helst med de billeder, der er hentet fra Det Nye Testamente. Selv om vi sikkert får rigeligt at drikke – de fleste af os – ja så er det vel sjældent fra en sæk. Og man skal vist være lige så gammel som mig for at huske en mor, der sad om aftenen og satte lapper på kronisk hullede bukseknæ. Nu er huller hip. Men vi kunne måske oversætte billedsproget til, at der er en sammenhæng mellem form og indhold – måske - selv om dén oversættelse ikke er specielt sanselig eller billedrig. For det kan godt være, at vi siger noget andet, når vi siger det på den måde. Jeg har i andre sammenhænge nævnt, at det er digteren Søren Ulrik Thomsen, som har svaret de læsere, der synes, at hans digte er vanskelige og som spørger, om han ikke kan sige det på en anden måde - jeg har i andre sammenhænge nævnt, at han så har svaret, at det kan han lige netop IKKE, for ”hvis han siger det på en anden måde, så siger han også noget andet...”Der er noget om snakken. ”Levende ord er ord, der lever – og ikke hakkemad for skoleelever….” Hvorfor skulle så mange af Jesu ord ellers leve i vores sprog, selv om de har mistet forbindelsen til en erfaret virkelighed – altså fra den virkelig, vi helt konkret erfarer? Vinsække og lapper er fortidslevn. Og alligevel så forbinder vi vores ”nye vin på nye sække” med en erfaring – nemlig dén, at vores liv former sig efter dét, vi tror – og at troen er en gærende virksomhed, der lige nøjagtigt derfor hele tiden vil give vores liv en ny kontur. Og se bare: der skal alt for mange upoetiske ord til at nærme sig det både enkle og svulmende billede af vin og sæk. Vores kristentro er så langt fra en remse – selv om man godt kan få den mistanke, hvis man hører vores trosbekendelse få lyd og mæle ved en ganske almindelig gudstjeneste her under vores nogen gange leverpostejsfarvede himmelstrøg. Men igen: vores kristentro er så langt fra en remse. Det er ikke bare gjort med at aflire en remse. Troen er gjort af levende ord – sådan sagde de gamle. Og som Klaus Rifbjerg sagde det: ”Levende ord er ord, der lever – og ikke hakkemad for skoleelever….” Vores tro er ikke hakkemad – vores tro er uvasket stof – og ung vin. 2
Det vil sige, at uanset, hvad vores tro så er, så er den altid på vej til en stoflighed eller på vej til en karakter, som den ikke har fundet – endnu. Jeg tror, at vi lige nøjagtigt her bevæger os omkring det forhold, som vi adskiller os fra alle andre religioner på. Vores tro lader sig ikke formulere én gang for alle – for efter dét at blive til en lektie eller til et system. I sin sammenhæng, da falder Jesu ord om det uvaskede stof og den unge vin – i sin sammenhæng falder de ord som svar på spørgsmålet om, hvorfor de disciple, som han har samlet sig – hvorfor de ikke ser og følger gode gamle religiøse traditioner. Og svaret er altså, at den nye tro ikke kan gøre brug af de gamle former. Og her klinger – historisk set – hele urkirkens dilemma med. For et af de store spørgsmål var, om kristne stadigvæk skulle komme i synagogen – eller den anden vej rundt: hvorfor i al verden alle jøder ikke bare kunne tro på Kristus som opfyldelsen af deres drømme og længsler. Men billedet af troen som uvasket stof og som ung vin – ja det billede er evigt og aktuelt – og det er det, fordi det præsenterer os for spørgsmålet, om troen overhovedet kan have en form – eller rettere ”én form” - med tryk på én – altså en bestemt form – eller om vi skal acceptere alle mulige former. For en eller anden form har troen altid antaget. For hvis nu vores tro er et erfaret fællesskab med toldere og syndere om en barmhjertighed ved alt det, Jesus siger og gør – sådan som disciplenes tro er det – ja så er glæden vel det nærmeste, vi overhovedet kommer en ”form”. Jesus sammenligner selv med brudesvendenes glæde over brudgommen – og glæden, ja den antager vel alle mulige former? Disciplene – og sidenhen kirken – har befundet sig selv i en klemme imellem et indhold, der bare ikke vil formes – og så behovet for at have noget at have det i – altså en klemme mellem en gærende og boblende glæde, som ikke kan emballeres i nogen enkel eller kendt form – og så et såre menneskeligt behov for én eller anden form. For i modsætning til dyrene, så er vi ikke bare vores adfærd – vi er også så meget andet – blandt andet vores opførsel og vores optræden. Sagt med andre ord: Vi kan godt springe højt af glæde – men på et tidspunkt opstår der er behov for en trampolin…. Sagt på en anden måde: formløs stræben og formløs tilfredsstillelse er umenneskelig. K. E. Løgstrup siger ligefrem om den form og skikkelse, som vi giver vores tilværelse, at den ”er opfyldelsen af, at der til stadighed forlanges noget af os.” Det hører med til den menneskelige tilværelse. Form opstår af et forlangende. Den, der har oplevet, at Jesus ikke bare taler om barmhjertighed, men at han eller hun selv er omfattet af den, har ikke kun behov for at give udtryk for sin glæde – men også for at give den en form. Løgstrup spiddede sin egen tid – eller var det især den næste generations, hans børns tids – og han spiddede den tid med den spidse og syleskarpe formulering om ”formløshedens tyranni”. Og hans pointe var, at ligesom former kan være tvingende, sådan kan formløsheden også være tvingende. G 3
Page 1: Vejstrup Valgmenighed - en fri grun
Page 5 and 6: Kom til sangaften med musik, poesi
Page 7 and 8: Forslag til gudstjenesten I VEJSTRU
Page 9 and 10: Kulturcafé Vi mødes kl 14.30 i Ki
Page 11 and 12: »»Vi fik virkelig Irlands DNA ind
Page 13 and 14: Hjemmeside og Nyhedsbrev. Vi har be
Page 15 and 16: Suppleanter: Niels Nyholm nyholm.ni

Kirkeblad_November_2019_ID19

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?