Lydvandringer ved Vadehavet (2019)

ØRENLYD
Lydvandringer ved Vadehavet
Lydvandringer ved Vadehavet

OM LYDVANDRINGER
“Stilhed er ikke fraværet af noget, det er nærværet af alt”, er mantraet, som
danner grundlag for lydvandringerne og workshopperne, som blev afholdt i
efteråret 2019 i alle fire vadehavskommuner, Esbjerg, Varde, Tønder og Fanø.
Simon Voigt er uddannet musiker og arbejder nu med akustisk økologi og lydvandringer
som et værktøj til at forstå, rumme og muligvis forbedre vores lydmæssige
omgivelser. På én og samme tid er lydvandringer både et simpelt
og et komplekst koncept, for på den ene side kræver det meget lidt at kunne
deltage, og på den anden side åbner oplevelsen op for en helt ny måde at
opleve verden på.
En lydvandring er en guidet tur, hvor intet bliver forklaret undervejs, men snarere
oplevet ved at lytte til dine omgivelser. Man går sammen i en gruppe, men
hver for sig. Guiden fører an, og deltagerne følger blot efter – én efter én i en
lang række, hvor der er god plads mellem hver enkelt deltager.
Under en lydvandring opstår der en særlig bevidsthed i dig, når du går i stille
fællesskab med de andre i gruppen. Denne bevidsthed kan handle om dig
selv og de andre, men giver dig også mulighed for at lære dit nærmiljø bedre
at kende, opleve nye steder og blive overrasket over, hvad der sædvanligvis
ellers går tabt for dine søgende øjne og travle sind. En lydvandring giver dig
mulighed for at iagttage verden omkring dig uden at være tvunget til at dømme
eller reagere.
AKUSTISK ØKOLOGI
Akustisk økologi er sammenhængen mellem levende organismer og det lydmiljø,
der omgiver dem. Lydmiljø er et emne, man længe har beskæftiget sig
med på internationalt plan i lighed med andre miljømæssige spørgsmål. Man
ved, at lydforhold spiller en afgørende rolle for det samlede miljø og for den
velfærd, vi stræber efter på andre vigtige områder.
Lydlandskaber findes overalt og afslører mange nyttige informationer, både
målbare data og kulturel inspiration. Faktisk påvirker lyd os ikke kun gennem
vores to ører, men også gennem vores ”forlængede øre”, nemlig huden, som
registrerer lavfrekvente svingninger uden for høreområdet. Vi kan derfor aldrig
helt lukke af for lydmæssig påvirkning.
80 millioner mennesker i EU angiver, at støj forringer deres livskvalitet i afgørende
grad, men med ny viden og styrket fokus på, hvordan lydene fra vores
omgivelser påvirker os, kan vi fremadrettet begynde at påvirke vores omgivelser
positivt gennem lydlandskabsdesign. God akustik og oaser af stilhed fremhæver
skønne og værdifulde lyde og giver plads til behagelig kommunikation
og trivsel for både mennesker og dyr.
Lydvandringer adskiller sig fra mindfulness-aktiviteter, som fx yoga og meditation,
ved, at de teknikker og indstillinger, som man lærer i forbindelse med en
vandring, kan bruges hver dag hele tiden. Lydvandringer giver dermed kort
sagt adgang til en ny måde at leve og opleve på – og for at være med, kræver
det kun, at du er et menneske, som kan høre og gå.
4
5

INDHOLDSFORTEGNELSE
OM BOGEN .................................................................................................. 7
HOMECOMING ............................................................................................ 8
UDFORDRINGEN ..........................................................................................10
EN DEL AF DAGENS ORKESTER ....................................................................13
AT GÅ IND OG UD AF TIDEN ...................................................................... 20
HER VIL TIES, HER VIL BIES ...........................................................................24
I BEGYNDELSEN VAR ØRET ......................................................................... 30
HVOR BEGYNDER HUDEN EGENTLIG? .........................................................32
STILHED OG STØJ ....................................................................................... 35
FORNUFTEN I AT HØRE STEMMER ............................................................... 39
TAK ............................................................................................................. 44
HENVISNINGER .......................................................................................... 48
SAMARBEJDSPARTNERE ............................................................................... 50
OM SIMON VOIGT ......................................................................................52
OM BOGEN
AF SIMON VOIGT
Denne lille bog rummer iagttagelser fra forskellige mennesker, som sammen
med mig har udviklet lydvandringer og lytteworkshops. En danser, en musiker,
en præst og en litterat.
Jeg har bedt dem om at dele deres tanker i form af essays, som lukker dig ind
i deres helt eget lydunivers, og som også dokumenterer vores intensive samarbejde,
der har skubbet min forståelse af lytning til nye grænser.
I løbet af de sidste par år akkompagnerede jeg udviklingen og gennemførelsen
af lydvandringerne med en dagbog, som jeg offentliggjorde på en blog.
Jeg gav mig selv lov til at vandre (udenfor, men også) i tankerne og begive
mig på afstand fra den analytiske og kognitive tilgang, som tit beherskede min
arbejdsmetode, og åbnede op for en fri associativ tænkemåde, som nogle
gange bevægede sig i nærheden af det poetiske. Det betød, at jeg begyndte
at forstå sammenhænge på dybere følelsesmæssige niveauer, som forhåbentligt
også lukker sig op for deltagerne på en lydvandring.
Jeg opdagede en enorm rigdom i den tid, jeg tilbringer alene, når jeg formår
at give mig hen. Med min dagbog prøver jeg at beskrive disse oplevelser af
undren og tidsløshed, der gemmer sig i lommerne af min hjerne, som er bedst
tilgængeligt gennem mine ører.
Da gengivelsen af dagbogen i sin helhed ville sprænge rammen for denne
bog, vil kun enkelte af disse tekster indgå blandt mine samarbejdspartneres
essays.
Samtlige af dagbogens tekster kan du læse på min hjemmeside ved at følge
QR-koden.
7

HOMECOMING
Silence radiates from the core
like a queen
resting on a mount of moss
encircled by the stern march of ants
and bright green bows of birches
nodding to Her Majesty
The breath of solitude
plays this ancient instrument
in my chest
and for a moment
I remember
Home is
where we hear our questions grow
into beautiful songs
when dawn rises their many voices
and we join in
albeit we were told
we could not sing
8

UDFORDRINGEN
DAGBOGSINDLÆG AF SIMON VOIGT
SKREVET DEN 28. JANUAR, 2017
”Stilhed er ikke fraværet af noget, det er nærværet af alt. [...] Stilhed kan bæres
som gløder fra et bål. Stilhed kan findes, og stilhed kan finde dig. Stilhed
kan blive væk, men også fundet igen. Men man kan ikke forestille sig stilhed,
selvom de fleste mennesker tror det. For at opleve det overvældende vidunder,
som stilhed er, skal du høre det.”
- Gordon Hempton, sound tracker
Hvornår har du sidst turdet at sætte dig derhjemme i en behagelig stol, måske
med en kop te, og bare være, føle og lytte til rummet i mere end 10 minutter?
Den indledende stilhed kan være truende tæt, næsten fysisk i starten. Først hører
du en slags susen eller hvid støj, mens dine ører tilpasser sig det subtile lydbillede
i dit hjem (forudsat at du ikke bliver chikaneret af din nabos græsslåmaskine).
Så aftager trykket på dine ører, og du begynder at falde til ro i stolen.
Lidt efter lidt begynder du at identificere de små lyde, som dit tøj laver mod din
krop og stolen, trægulve eller trætte knogleled, der knirker, forsigtig fuglesang,
der trænger ind gennem det tynde glas i vinduerne, og måske en birkegren,
der forsigtigt klikker mod glasset.
Er du bange endnu? Kribler det i dine fingre for at få lov at sidde lidt med din
telefon? Bliver din vejrtrækning tung ved tanken om alle de ting, du stadig skal
nå i dag? Banker dit hjerte hurtigere på grund af nervøsitet og dårlig samvittighed?
Godt.
Fortsæt. Mærk det hele. Kan det være der...med dig?
Hvad sker der i dette enorme rum, der åbner sig foran mig, når jeg trækker
mig ind i mig selv og ikke projicerer mere? Kan jeg holde ud ikke at vide det
hele? Kan jeg holde de muligheder og overraskelser, der er ved at afsløre sig
for mig, ud? Hvad kan være vigtigere end den integritet, der er i selve nuet?
Jeg ser det sådan, at tavshed er den bedste lærer, og tålmodighed er den
vigtigste lektion. Hvad skulle dog kunne ryste dig i din grundvold, når du er
velsignet med tålmodighed, og når tid mere eller mindre ophører med at betyde
noget?
Jeg lyttede til Gordon Hemptons interview med Krista Tippett i podcasten
”On Being” første gang i 2015. Det var udgangspunktet for min fascination af
akustisk økologi og udvidelsen af min forståelse af at lytte. Gordon kalder sig
selv for The Sound Tracker og er ude for at finde de sidste steder i verden uden
menneskelig støjforurening. Hør afsnittet her ved at scanne QR-koden.
Den lidt underlige lyd af dine øjenlåg, der lukker øjnene og dermed befrier
dem fra det ubarmhjertige behov for at vurdere og gennembore gennem verden,
hvilket giver plads til de andre storslåede sanser i din krop.
10
11

EN DEL AF DAGENS ORKESTER
ESSAY AF CAROLYN GOODWIN
Som musiker ligger en stor del af min praksis inden for området fri improvisation.
Et centralt kendetegn ved denne kunstform er ’accept’. I forskellige grader
af abstraktion accepteres de lyde, der skabes inden for rammerne af fri improvisation,
uanset hvilken form de tager. I vores hverdag har vi tendens til det
modsatte og filtrerer ubevidst mange lyde i vores miljø væk for at fokusere på
dét, som vi anser for at være vigtigt eller relevant. Når vi gør dette, skaber vi et
lydhierarki og glemmer ofte, at der er mange ikke-menneskelige lyde, der udgør
en stor del af vores lydlandskab. Ud fra dette perspektiv kan det være meget
interessant og givende at øve fri improvisation udendørs, fordi vi pludselig
fanger os selv i at genindføre disse ellers frasorterede lyde ind i acceptområdet
igen. Med andre ord, så er det gavnligt for os at lukke naturens lyde ind i vores
bevidsthed, fordi de gør os godt.
I 2018 var jeg på en måneds ophold ved et kunst- og kulturhus på Cuba.
I samarbejde med to musikere, en danser og billedkunstner, gennemførte vi
dagligt en øvelse i en park i forstadsområdet San Augustin, 16 kilometer uden
for Havana. Vi begyndte hvert møde med en fælles lyttesession, hvor vi bare
sad og lagde mærke til lydene omkring os, såsom bjæffende hunde, fuglesang
og lyden af vinden, der raslede gennem de talrige flammetræer. Efterfølgende
lavede vi improvisationsøvelser, hvor vi interagerede med hinanden, samtidig
med at vi stadig var bevidste om lydene fra vores omkringliggende akustiske
landskab.
Vi lavede vores lytte- og improvisationsøvelser med delvis indflydelse fra den
afdøde musiker og komponist Pauline Oliveros, hvis begreb ’deep listening’,
eller ’dyb lytning’, er en enorm inspiration for musikere inden for improviseret
musik. Oliveros beskriver dyb lytning som ”en praksis, der er beregnet til at øge
og udvide lydbevidstheden i så mange dimensioner af opmærksomhed og op-
13

mærksomhedsdynamik som menneskeligt muligt”. Hun fastholdt, at hvis man er
for snæver i sin bevidsthed om lyde, vil man sandsynligvis føle sig afkoblet fra sit
miljø.
Med hensyn til musikkunsten, og for at være fuldt modtagelig og lydhør over for
de forskellige musikalske rammer, jeg befinder mig i, anser jeg det for vigtigt at
integrere denne type fokuseret og opmærksom lytning i min hørelæreundervisning
sammen med andre mere konventionelt accepterede metoder. Med dette i
tankerne betragter jeg både akustisk økologi og dyb lytning som naturligt symbiotiske
og af ligeværdig betydning for mig som musiker. Derfor glædede det mig,
at Simon inviterede mig til at facilitere disse vandreture sammen med ham, og
jeg så det som en mulighed for at dele min indsigt fra et musikalsk perspektiv og
reflektere over, hvordan andre ville reagere på disse fremgangsmåder.
Bortset fra den smukke natur, som findes på Fanø, er en af de mange interessante
kendetegn ved øen tilstedeværelsen af menneskeskabte underjordiske bunkere,
der er et levn fra den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. Simon og jeg besluttede
fra begyndelsen, at vi gerne ville integrere et besøg i en bunker i vandreturen,
skønt vi ikke vidste helt til hvilken grad. Det var derfor vigtigt, at vi gennemførte
en ’testvandring’ inden vores offentlige vandring, så jeg besøgte Simon på
øen i den foregående uge for at kortlægge den rute, vi ville tage, så vi kunne vurdere,
hvilke interessepunkter vi ville inkludere. Simon foreslog, at det indledende
mødested skulle være ved skolen, der ligger på grænsen mellem Nordby og det
store naturområde, hvor de mange bunkere ligger nedgravet. Han valgte, at vi
skulle besøge en af de større bunkere, delvist på grund af dens tilgængelighed,
men også på grund af dens forskellige kamre, der ville give god mulighed for
en større akustik og genklang. Afstanden mellem skolen og bunkeren gjorde det
muligt at indlægge en række forskellige akustiske terræner undervejs på ruten. På
vores testvandring udforskede vi rutens forskellige stop og tog noter, der senere
skulle hjælpe os med at planlægge turens struktur.
14
På dagen for den offentlige vandring mødte vi dem, der havde svaret på den
åbne invitation, uden for skolen om eftermiddagen. Vi var i alt seks inklusiv
Simon og jeg selv, en præst fra den lokale kirke, en musiker, der for nylig var
flyttet til området, og en skolelærer og hendes hund. Simon hilste først alle
velkommen og forklarede, at fokus under turen ville være at lytte til naturens
lydmiljø. Bagefter præsenterede jeg mig for gruppen og forklarede, at jeg ville
dele mine tanker om lytning fra en musikers perspektiv.
Vores første stop var omkring ti minutters gang væk, så vi gik afsted mod vinden
og krydsede skolens fodboldbane mod Kikkebjerg, et af øens høje punkter,
og Simon forklarede, hvordan det blev brugt som udkigspost i gamle dage til
at kigge efter skibe, der var på vej ind. Jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt
splittet under de første fem minutters gang – splittet mellem trangen til allerede
at gå ind i den stille bevidsthedstilstand, som jeg følte vores Lydvandring krævede,
og behovet for at deltage i den generelle småsnak, der opstod mellem
de deltagende. Når jeg tænker på det nu, så tror jeg, at disse små høflige udvekslinger
af ord var nødvendige i den indledende del af vores vandring for at
bryde isen og gøre os klar til det, som vi efterfølgende skulle.
Da vi nåede toppen af det beskedne Kikkebjerg, stillede vi os i en cirkel rundt
om en sokkel med et stenkompas, der viste nord, syd, øst og vest. Her introducerede
Simon den første lytteøvelse og inviterede deltagerne til at lukke øjnene
og langsomt fordybe sig i lydene omkring os og lægge mærke til, hvilken retning
de kom fra og deres nærhed. Start og slut af de tre minutters lytning blev
indikeret ved lyden af en klokke.
Bagefter præsenterede jeg ideen om ’sound mapping’, eller lyd-kortlægning
for gruppen, hjulpet af et eksempel på et orkesterpartitur. Jeg forklarede, hvordan
musikere og komponister er ganske vant til at kategorisere lyde efter deres
forskellige egenskaber, såsom tonehøjde, hastighed og længde. Partituret demonstrerede,
hvordan instrumenter blev grupperet i henhold til deres klangfar-
15

ve, samt hvordan en rytmes mønster bliver visualiseret baseret på de forskellige
tætheder af notelængder, der beboer siden. Jeg opfordrede deltagerne til at
forsøge at lave en lignende organisering af de lyde, de hørte i en efterfølgende
lytning, hvor de skulle tage hensyn til deres volumen, deres tonehøjde
fra høj til lav og deres frekvens, enten konstant eller sporadisk, isoleret eller i
rytmisk rækkefølge, og mentalt kortlægge og gruppere dem på samme måde
som komponisten gør i partituret.
Det andet stop på vores gåtur lå længere nede ad bakken inde i birkeskoven.
Under vores testvandring havde Simon og jeg bemærket den enorme kontrast,
der var i akustikken mellem den fritlagte bakketop på Kikkebjerg og den dæmpede
”rum”-lyd, som træernes ly producerede. Dette var endnu mere tydeligt i
dag, da stærke vindstød havde domineret lydbilledet på bakken højere oppe.
Vi begyndte vores lytning her med en fysisk øvelse, som blev ledt af Simon, og
som bragte opmærksomhed på kroppen og åndedrættet. Efter endnu en lytning
talte jeg om vigtigheden af den akustiske kvalitet i et musikalsk spillerum,
og hvordan vi går enormt langt for at dæmpe den naturlige akustik i et rum,
når vi fx optager musik. Det gør vi for at forbedre de lyde, vi laver på vores
instrument, så vi kan opleve dem i deres mest rene og mindst kompromitterede
form. Dynamik kan være mere sensitiv og diskret, når vi bliver opmærksomme
på, at alle nuancerne i lyden er fanget. Jeg bemærkede, at der i dette skovmiljø
er den samme følelse af intimitet, som endda får os til at ændre den måde, vi
bruger vores stemmer på. Vi gentog lytningen med alt dette i tankerne og bemærkede,
hvordan naturens miljø af løvtræer forstærker de beroligende, men
vedvarende lyde fra vores indåndinger og udåndinger, og vi observerede,
hvilke lyde der nu kom uden for vores lukkede, men alligevel åbne rum.
Herfra gik vi gennem et beplantet område til en lysning med nogle fyrretræer,
der hver var nogle meter høje og placeret i en afstand af tre eller fire meter fra
hinanden. Efter vores nu etablerede rutine med en indledende lytning, fortalte
Simon historien om gudinden Echo fra den græske mytologi, der blev forban-
16

det af Hera til altid kun at kunne bruge sin stemme til at gentage det, hun hørte,
hvilket til sidst førte til den ugengældte kærlighed til Narcissus. Vi bemærkede
rumklangen i vores nye landskab, og jeg introducerede en lytteleg. Det begyndte
med, at alle fandt sig en plads i lysningen, hvilket skabte en afstand mellem
os, i modsætning til at vi før havde stået tæt sammen mellem birketræerne.
Derefter opfordrede jeg alle til at afbryde det akustiske landskab, når de hørte
en lyd omkring dem, enten fra et naturfænomen eller hvis de hørte deres nabo.
Dette var effektivt, i forhold til at det gav os mulighed for forsigtigt at bryde
’stilheden’ kun ved at være opmærksomme på lydene omkring os. Det var også
med til at bryde isen mellem os, da klappene, trampene og råbene fremkaldte
reaktioner og svar fra alle, og til sidst latter og diskussion blandt gruppen. Vi
havde nu været i gang i cirka 40 minutter og var klar til at gå i gang med det
sidste kapitel i vores gåtur mod vores næstsidste stop lige uden for bunkeren.
Da vi stod samlet uden for indgangen, introducerede Simon først nogle regler
for at sikre alles sikkerhed og følelse af velvære, når de kom ind i mørket under
jorden. Her kunne man mærke en følelse af usikkerhed i gruppen, da ingen af
deltagerne før havde vovet sig ind i en af disse bunkere og derfor var lidt usikre
på, hvad de kunne forvente. Under vores testvandring lagde Simon og jeg
mærke til, hvor skarp kontrast der var mellem bunkerens lydmiljø og lydmiljøet
over jorden. Alle naturens lyde forsvandt helt, og lydene af vores fodtrin og
åndedræt blev næsten overvældende høje. For at udnytte dette inviterede jeg
deltagerne til at prøve et vokalt improvisationsstykke, jeg kalder Lyttestykke.
Denne gang forklarede jeg sammensætningen til gruppen ved hjælp af nodeskrift,
som indikerede improviserede lyde, der blev introduceret én efter én i en
blød dynamik og gradvist lagde sig oven på hinanden for at skabe en tæt væg
af lyd, der øges i volumen for gradvist at aftage tilbage til stilhed.
Selvom bunkerens mørke var lidt angstprovokerende, hjalp det til, at deltagerne
kunne slippe hæmningerne, og da vi omsider indtog vores pladser i et af bunkerens
mange kulsorte kamre, overgav alle sig fuldstændigt til improvisationen.
Hver lyd fra fødder, der skrabede mod jorden, til forskellige gisp og vokalise-
18
ringer, samt den mere konventionelle brug af stemmen til at skabe akkorder og
melodiske stykker, blev integreret i en fem minutters gengivelse af Lyttestykke.
Man kunne mærke nysgerrigheden i gruppen, da hver person, med en voksende
følelse af selvtillid, begyndte at eksperimentere med de forskellige lyde,
som den bemærkelsesværdige akustik inspirerede, til en grad at seancen havde
samme ånd og niveau af udførelse som en offentlig forestilling med et lyttende
publikum (ud over vores hundekammerat!).
Efter cirka femten underjordiske minutter kom vi op igen og skævede mod det
dæmpede lys fra en nordisk eftermiddag og følte os noget genfødte, da alle
øens lyde kom tilbage til os igen, denne gang med en ny betydning. Vi var
taknemmelige for deres betryggende tilstedeværelse efter den sælsomme stemning
i bunkeren, hvor en lidt kunstig ’tavshed’ synes forstærket til en grad af
forvrængning. Med en følelse af samhørighed, der nu nærmest kunne mærkes
fysisk, samlede vi os omkring et picnicbord ved et nærliggende shelter og fik
nogle snacks og varm kaffe. Deltagerne gav udtryk for deres begejstring om
oplevelsen i bunkeren og indrømmede, at de ikke ville have turdet vove sig ind
alene. Trods kulden var alle varmt positive om deres oplevelser under vores Lydvandring.
De, der var nye på øen, var nu endnu mere fortryllede af dens mange
forskellige slags fuglesang, og skolelæreren sagde, at hendes fremtidige ture
med hunden ville få et nyt perspektiv. Præsten reflekterede over dyb lytning som
en måde at få forbindelse til det guddommelige, og musikeren sagde, at det var
en tankevækkende tilgang til lydbevidsthed, som hun ikke havde overvejet før.
Alle var enige om, at det var den delte oplevelse, der gjorde dagen speciel og
udtrykte taknemmelighed for muligheden for at deltage, da de var mere tilbøjelige
til at deltage i denne form for lyttevandring som en gruppeaktivitet.
Jeg håber, at de, der deltog, vil sprede ordet eller endda integrere nogle af
principperne for dyb lytning og akustisk økologi i deres arbejde med andre.
Tak, Simon, for at involvere mig i noget virkelig unikt og specielt. Jeg ser frem til
det næste.
19

AT GÅ IND OG UD AF TIDEN
DAGBOGSINDLÆG AF SIMON VOIGT
SKREVET DEN 25. APRIL, 2019
Luften var relativt stille under min gåtur i går aftes. Da jeg spadserede gennem landsbyens
gader, gik jeg med en sten i hånden, en som jeg havde fundet og nu gik med
i først den ene hånd og så den anden, og jeg lod mine fingre køre over dens kølige,
glatte overflade - den havde den perfekte vægt i min nysgerrige håndflade. Hele
dagen lang havde jeg haft en følelse af skrøbelighed i mig, som en åben tomhed
i kernen af mit bryst, og følte mig lige så sårbar som nervus ulnaris - det sted ved
albuen, der sender et stød gennem hele kroppen, når du ved et uheld slår det, for
eksempel på en stol.
Nå, men jeg kom i tanke om denne her ekstreme slowmotion-gåøvelse, som beskrevet
i The Wonders of Preparations, som jeg for nyligt havde lavet med en flok 4.
klasseselever og tænkte, at det faktisk er virkelig svært at finde en stabil rytme, når
man skal fokusere så hårdt på at balancere kroppen i ekstrem langsomhed. Så jeg
begyndte at eksperimentere med forskellige tempi, mens jeg gik, og prøvede at
sætte farten ned til sådan et punkt, at jeg stadig havde fart nok til at stabilisere rytmiske
og til dels automatiske benbevægelser. Efter et par minutter fandt jeg frem til
en tilpashed i treenigheden rytme, tempo og balance (hvilket kræver mere tillid og
selvtillid at opnå end nogen anden øvelse). Jeg bemærkede, hvordan der nu blev
frigivet nye energier til øget observation på alle sanseplaner.
I blogindlægget ”The Wonders of
Preparation” beskriver jeg mere detaljeret
om indflydelsen af lydkunstneren og
komponisten Pauline Oliveros på mit
arbejde. Pauline er grundlæggeren af Deep
Listening Institute, som stræber efter en øget
bevidsthed om lydens verden og lyden af
verden.
Læs indlægget ved at scanne QR-koden.
Jeg fik tilbagelagt en strækning, jeg bevægede mig i et anderledes tempo, som
også påvirkede min tidsfornemmelse. Denne nye rummelighed betød for mig, at jeg
gjorde mig fri for følelsen af stress og jag (og fra tanker om fremtiden).
At se fremad og åbne mig selv for fremtiden, samtidig med at jeg udøver denne
gåøvelse, kan jeg beskrive som at kigge gennem et forstørrelsesglas og have fugleperspektiv
på én og samme tid.
20

Et underligt mix af aktivitetsforøgelse, skærpet opmærksomhed og faldende
tempo på livets bånd var her min ”kedelige” gåtur hjem fra skoven.
Når man går ind i denne parallelle dimension – som et rullebånd i lufthavnen,
der kører langsommere end normal gang i stedet for hurtigere – tiltrækker det
helt klart opmærksomhed på travle gågader, i bedste fald undren, i værste
fald irritation, og alt dette øges, jo flere folk, der tilslutter sig den langsomme
gruppe.
Når jeg introducerer folk til lydvandringer, er jeg nødt til at understrege, at alle
aspekter af dette projekt skal betragtes som et eksperiment med legende alvor
– en leg, hvor du lægger din skepsis ved døren. Når man er deltager i denne
igangværende forskning, er samarbejde og nysgerrighed af største vigtighed.
Jeg tænker, at på fremtidige lydvandringer har jeg brug for klart definerede
segmenter med forskellige hastigheder og hvilesteder samt en lyd, der signalerer,
at vi skifter segment, som vil blive aftalt sammen med gruppen. Som forberedelse
vil vi lave nogle ganghastigheds- og kropsbevidsthedsøvelser.
Efter at have haft disse temmelig enkle erkendelser mærkede jeg tomrummet i
mig blive fyldt op med tilfredshed og lukke igen, som kæberne hos en gabende
flodhest. Jeg er ikke altid så heldig, og nogle gange er flodhesten virkelig
sulten. Men livets jungle var nådig i dag. Hvem ved, hvad der ellers gemmer
sig derinde i buskene.
23

HER VIL TIES, HER VIL BIES
ESSAY AF SØREN ØSTERLUND CHRISTENSEN
Der sker sjældent meget i Hans Adolf Brorsons salmer. Ofte kredser de om et
enkelt tema, en rose, et hjerte eller en due, altid en enkel, grundlæggende
kristen symbolik. Men motiverne optræder også i vores hverdag, fri fra enhver
symbolik; en due kan lande på foderbrættet en tidlig morgen, rosenhaven spire
i de første forårsdage, konkrete og næsten banale oplevelser, der dog indgiver
os disse vage poetiske indtryk af håb, skønhed og nåde. Sagt på en anden
måde er et symbol som duen så simpelt og jordnært, at det både kan betyde
det største og de mindste, hvilket også kan forstås sådan, at det største giver sig
til kende i det mindste. Man skal bare lære at se det og høre det komme til én.
Brorsons salme, Her vil ties, her vil bies, kan forstås som en indføring i at se
og høre vores hverdag symbolsk, eller kunstnerisk. Salmen er meget simpel,
selv efter Brorsons standard, hvor størstedelen af stroferne består af gentagelser.
Men disse gentagelser viser sig snarere at være subtile forskydninger
og modulationer i rim, der skærper motivet, mens du synger. Det er, som om
strofernes langsomhed er en tøven, som om salmen bliver til i takt med sangen,
følger menigheden ind i sin tanke. “Her skal bies, O svage sind,” som første
strofe lyder, “vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente vor sommer
ind.” Endnu et symbol; sommeren, den glade tid, er ikke op til dig at skabe eller
finde. Tværtimod må du øve dig på at vente, se glæden komme, og at finde
skønheden i selve forventningen. Altså ikke en udskydelse eller ligegyldighed
over for nuet, men en glæde ved den tanke, at vi altid er på vej til bedre tider.
Denne længsel mod lys og varmere dage er lige så kristelig som almen, og det
er netop salmens skønhed. At det kommende, som i salmerne oftest lukker sig
om det specifikt kristne budskab, her kan forstås helt dagligdags såvel som kristent.
Og sigtet er selvfølgelig opbyggeligt: se, din længsel efter sommeren er
ikke forskellig fra åndens længsel efter Gud. For Gud er stadig hovedmotivet i
24
Brorsons salme, i skikkelse af turtelduen, Helligåndens symbol. “Turteldue, kom
at skue, kom at skue bag gærdet hist. Her skal du finde forsommersminde, forsommersminde
alt grønt på kvist” Dette, synes jeg, er salmens smukkeste linje.
Ikke kun er den slående specifik i det ellers rene og generelle billedsprog, den
tilfører også tematikken om håb og forventning et dybere præg: duen minder
dig om sommeren som sådan, ikke kun den kommende, men også dem, du har
kendt. Håbet kommer som fortid, fremtid og nutid, allerede grønt og levende,
men gemt bag dit gærde, forstås, i din egen have, hvis du bare kigger efter.
Det var den her fornemmelse af salmens tøven, der fik mig til at vælge den som
et slags tema for min og Simon Voigts lydvandring gennem Ribe. Ligesom Brorson
åbnede salmen mod hverdagen, skulle lydvandringen åbne hverdagen
mod – hvis ikke ligefrem det hellige, så det andægtige. Det ændrer omgivelserne
markant, når man går igennem dem i flok og i stilhed. Man registrerer ikke
længere blot huse, veje og folk for at orientere sig, men forholder sig til mere
diffust, mere retningsløst til de steder, man troede at kende. Ikke overraskende
får lydene en langt større betydning for din stedsans; Der var f.eks. flere, der
lagde tydeligt mærke til, hvordan ændernes rappen fra kunsthaven gradvis
samlede sig bag ryggen på os, da vi gik gennem en port til gågaden.
Jeg tager udgangspunkt i den sidste vandring, vi arrangerede. Vi mødtes med
deltagerne en lørdag kl. 9, hvor byen normalt sover længe. Derfor var der relativt
stille omkring os, da vi mødtes ved Vedels Anlæg mellem det parkagtige
Ribelund og den gamle by, ligesom lyset stadig havde noget af sin tidlige bleghed.
Vi var heldige med vejret; der lå en tæt tåge i byen, der nærmest lukkede
hver post på vandringen af. Således kunne vi knap høre ringvejens trafik, da
jeg læste to vers af salmen op ved hovedengen, ja, man kunne knap nok høre
mig, fordi den fugtige luft optog al lyd omkring os. En underlig oplevelse på turens
ellers mest åbne plads. Mest symbolsk blev tågen på gågaden, da vi kun
kunne skimte omridset af domkirken for enden af gaden. I stedet blev byens
vandmølle vores lydlige pejlemærke, der havde fulgt os som en baggrundsstøj.
25

Nu stillede vi os ret op ad møllen for at stå nogle minutter midt i dens øredøvende
kværnen. Det fungerede nærmest som en kalibrering af vores stedsans;
de fleste i gruppen var enige om, at særligt efter møllen flyttede lydbilledet sig
fra at være en baggrundsstøj til at være lige så mangeartet og påtrængende
som synsindtryk. Alle blev forundret i den her kortvarige svimmelhed, ikke ubekvemme.
Det var et andet aspekt ved vandringerne, der tiltalte mig meget, at stilheden,
åbenheden og nysgerrighed også må føre til en vis forstyrrelse, for ikke at ende
i mindfulness, der jo kun kredser om dit eget kropslige velbehag. Skønhed vil
altid, på den ene eller den anden måde, forrykke dig et øjeblik. Tanken var da
også, at ligesom deltagerne skulle orientere sig anderledes i Ribe for at opleve
byen på ny, ville vi også opføre Her skal ties, her skal bies på forskellige måder,
i et forsøg på at vække den forundring, som salmen handler om. Således
læste jeg op, hvorefter Simon senere på turen spillede melodien på tværfløjte,
for så, tilbage ved Vedels Anlæg, at synge et par vers – som vi kender salmen.
Det var smukt, sådan som kunstoplevelsen hang sammen med den mere generelle
stedsoplevelse. Der var endda et par deltagere, der følte, de deltog i et
decideret værk. Og det er da også rigtigt, at læsningen og oplevelsen også er
en kunstnerisk disciplin i sig selv.
27

I BEGYNDELSEN VAR ØRET
ESSAY AF DORTE PEDERSEN
Præsterne gør sig hvert år mange overvejelser over, hvordan der bedst undervises,
formidles og forkyndes i konfirmandstuerne, og ikke mindst hvordan
konfirmanderne, sognets 13-14-årige, der skal lære om deres dåb, inddrages.
Der er – i hvert fald – to faldgruber, der skal undgås: Den ene er ”container-pædagogik”,
hvor præsten bare fylder på og på med oplysning og viden
og håber, at noget af lærdommen bliver indenbords.
Luther mente, at det vigtigste organ for menighed og konfirmander var ørerne,
derfor kom der bænke ind i kirkerne, for nu skulle menighederne sidde ned og
lytte. Samme princip gør sig gældende i konfirmandstuen, og derfor har præster
i generationer ”hældt på” konfirmander og øset af deres vældige viden i
det lønsomme håb om, at noget måtte blive ”derinde” bag pandeskallen og
finde et levested i hjertet, så troen måtte vokse. Moderne pædagogik lærer
os noget andet: Dén, der taler, lærer! Og udbyttet for den, der lytter, er nok
væsentligt mere begrænset end tidligere tiders konfirmandundervisere har troet.
Mine konfirmander kalder det ”Jesus-sprog”, når præsten foredrager og
fortæller i en endeløs monolog.
Den anden faldgrube kan vi kalde ”saftevands-pædagogik”, hvormed stoffet
bliver så udvandet, så kristendommen fremstår som en tynd gang saft, et kristeligt
farvestof uden kraft og smag!! Nej, det, vi gerne vil have fat i, er et stærkt
koncentrat, en kraftfuld bouillon, en ”Kristus-terning”, så også konfirmanderne
”kan smage at vor drot er god!” (DDS 291) Derfor er opfindsomheden i konfirmandstuerne
stor rundt omkring, når pædagogik anno 2020 og bønner og
trosindhold skal gå hånd i hånd og ikke bare udenadslæres, men vække konfirmanders
spørgelyst og troens børnelærdom indoptages.
Den, der taler, lærer, det er ganske vist; men konfirmander anno 2020 er ikke
bange for at tage ordet og løbe med det! Uro og støj er der ingen, der lærer
noget af; men for den, der formår at lytte, åbner sig ”hvælving bag ved hvælving
i det uendelige” (Tomas Tranströmer, Romanske buer – Samlede digte,
1997.), og her kommer Simon ind i billedet. Med det geniale koncept ”lydvandring”
formår han, med enkle greb og øvelser, med kyndig og nænsom
vejledning, at få konfirmander til at lytte, give lydlige tilkendegivelser, bevæge
sig stille, tænke og endelig tale.
Med rolig og dyb stemme guider han os rundt i en hidtil ukendt verden, og dog
er den verden lige uden for vores øren… her er ingen tricks, ingen præsters messende
og beroligende stemmeføring, ingen fedten for de unge, ingen tingen
med dem; Simon Voigt præsenterer noget uendeligt velkendt, vores omverden,
lydtapetet, der konstant fylder vores liv med – i bedste fald - udifferentieret støj,
i værste fald skønhed vi går glip af, som Gøgens kukken, nattergalens sang
eller vindens susen i den mindste nælde.
Men med åben lytning åbenbares en mangfoldighed af indtryk, sindet stemmes,
følelser synkroniseres, og harmoni opstår. Lydvandring burde blive en del
af ”pensum” for fremtidens konfirmander, på linje med bøn og gudstjeneste:
Åben lytning samler, stemmer og opløfter sindet og lader os ane – måske –
Guds egen røst dybt i vort indre.
30
31

HVOR BEGYNDER HUDEN EGENTLIG?
DAGBOGSINDLÆG AF SIMON VOIGT
SKREVET DEN 16. JUNI, 2019
I morges havde jeg den første officielle lydvandring i mit Vadehavsprojekt med
en fjerdeklasse på folkeskolen på Fanø. Vi lavede lytteøvelser inspireret af R.
Murray Schafer, hvor vi undersøgte støjende papirark, lommer af stilhed og
opmærksomhed på hinanden. Indtil videre har det altid været en fornøjelse at
arbejde med børn i den aldersgruppe. De er stadig meget intuitive og nysgerrige,
elsker at lege og er ikke bange for at være fjollede. Så vi får normalt en
masse gode samtaler om, hvordan de lytter til hverdagen, og hvad visse lyde
betyder for dem. De elsker at fokusere på klangskålens lyd, mens den ringer
ud, og stilhed kan være en fascinerende leg for dem.
Det, jeg sætter mest pris på ved workshops med børn, er at introducere kropsbevidsthed
og nonverbal lytning. Når børnene kommer ind i klasseværelset,
smiler jeg og nikker, men siger ikke et ord, så de hører ikke min stemme. Efter
at læreren har introduceret mig, signalerer jeg til dem, at de skal rejse sig op
sammen med mig, og jeg begynder på en række bevægelser, som de er hurtige
til at efterligne. Jeg går fra hilsebevægelser, til at udforske de små gnidende
hudlyde, til åndedrætsøvelser og undertiden til rytmer og stemmeudtryk. Det
er vigtigt for mig at være klar i mine instruktioner uden at bruge ord, så jeg er
let at følge. Hvis alt går godt, kan børnene undgå alle former for usikkerhed
forbundet med brugen af deres krop og stemme, fordi de ikke tænker på det
intellektuelt, men efterligner mig intuitivt. Jeg blev forbløffet, første gang jeg
helt bevidst ikke sagde noget, og hvor jeg fik en gruppe af åndsfraværende
og akavede teenagere til at lyde som et helt engorkester med suse-, klikke- og
rappelyde.
Komponist og underviser R. Murray
Schafer rykkede med sin bog ”The Tuning
of the World” begreberne ”soundscape”
og akustisk økologi som disciplin ind i
rampelyset. Her kan du få et indblik i hans
øre-rensnings-øvelser og nogle andre af
hans undervisningsmaterialer, som han
ønskede sig skulle være frit tilgængelige.
Se materialet ved at scanne QR-koden.
Paratheden til at være opmærksom er større end man tror, og jeg ser meget potentiale
i nonverbal kommunikation. Det er ikke kun det at tale med vores krop-
32

pe, men også det at lytte med vores kroppe - vores hud, vores mange hudlag.
Fra trommehinden til fodsålen kan vi opfatte vibrationer, berøring, temperatur,
tryk og smerter. Sikke et fantastisk organ. Når jeg taler med grupper, kan jeg
godt lide at referere til huden som vores forlængede øre. Min anatomiske og
biologiske viden om hud er meget begrænset, men gennem oplevelsen som en
ydre lyttende krop er det fascinerende, da der bliver samlet så meget information
gennem berøring, at vi for det meste er helt uvidende eller ”kun” intuitivt
er opmærksomme på det. Jeg ser virkelig frem til at lære mere om det fra og
sammen med mine partnere fra danseverdenen.
STILHED OG STØJ
ESSAY AF JON ANDREAS HOFF
Hvorfor er det vigtigt at snakke med kommende kunstnere om stilhed og støj?
Hvad kan en gruppe 7.-9. klasser få ud af at diskutere disse to termer i kunstnerisk
sammenhæng?
Det arbejde, jeg lavede med Simon i efteråret/vinteren 2019, og som vi sammen
delte og udforskede med omkring 60 elever fra Rørkjær Skole Urban, tog
udgangspunkt i de tilsyneladende modsætninger stilhed og støj. Vi sammensatte
en workshop, der skulle introducere eleverne til, hvordan de to begreber og
afgrene af dem kunne bruges i kunstnerisk sammenhæng. Det var et emne, vi
havde valgt, og derfor også ét, vi skulle bygge op fra grunden af. Denne del af
det, med at skulle finde på undervisningsmetoder og eksempler på kunstnere,
hvis arbejde kan indgå i disse to kategorier, var enormt sjovt og udfordrende.
Et af mine udgangspunkter for at skabe de metoder og øvelser, vi arbejdede
med, er, at jeg ikke nødvendigvis ser stilhed og støj som modsætninger, men
mere som begreber, der afføder hinanden. Ud af stilheden kommer støj og ud
af støjen kommer stilheden, af og til i hvert fald. Derudover syntes jeg, at det for
mig selv som kunstner har været vigtigt at lære, at støj og dets nære associationer;
larm, kaos, dissonans og grimhed, for at nævne nogle af dem, er vigtige
at komme omkring.
Det er de af flere grunde, og vi kom ind på flere af dem igennem den undervisning
vi tilrettelagde for eleverne. Vi kom f.eks. ind på, hvordan kunstnere
igennem historien har brugt ideer og elementer omkring støj, til at skabe sig et
bevidst kunstnerisk udtryk. Her introducerede vi blandt andet musikeren Tom
Waits og hans stemmebrug, komponisten Igor Stravinskij, dansestilen Krumping,
Jim Carreys ”over acting” og graffiti.
34
35

Derudover var jeg også meget optaget af at få forklaret, hvordan man nogle
gange er nødt til at gå igennem perioder og oplevelser af støj, når man arbejder
på at udvikle teknikken inden for sit kunstneriske håndværk. Som danser har jeg
oplevet at en klassisk dansestil som ballet, der har et fysisk udtryk, jeg nok vil
associere med stilhed, harmoni og skønhed, først rigtig begyndte at fungere for
min krop, da det gik op for mig, hvor meget ”larm” jeg kropsligt var nødt til at
lave. Det kræver enorm styrke at få det forfinede udtryk frem, som ballet gør, og
der har jeg, for at lære det, været nødt til at svede, stønne og se uskøn ud. Sagt
på en anden måde; larme.
Jeg vil mene, at man i de fleste kunstgrene skal igennem denne konfrontation
med det larmende, det uskønne. Enten som et led i at lære det forfinede og
skønne eller som en genvej til et ydre udtryk af dette. Den indre støj kan nogle
gange udtrykke den ydre stilhed. Igennem forskellige undervisningsformer fik vi
en dialog med eleverne omkring disse emner, og jeg syntes, at det var enormt
inspirerende at diskutere disse ting med dem og høre deres tanker.
Det gik ret hurtigt op for mange af dem, at de fire undervisningssessions, vi havde
sammen, var til for dem, og at vi faktisk opfordrede dem til at gøre ting, sige
ting og kaste sig ud i tanker, som de ikke havde beskæftiget sig med før. De fleste
af dem tog imod denne mulighed, og vi fik nogle virkelig gode timer sammen.
Jeg husker specielt, hvordan mange af eleverne blev meget optaget af et klip fra
filmen ”Whiplash”, hvori du ser det fysiske arbejde, en jazz trommeslager går
igennem, når han skal spille sit ypperste.
Det var, som om vi fik hul igennem til noget af det, vi havde prøvet at formulere
mundtligt. Jeg husker også den første gang, at to elever begyndte at diskutere
med hinanden omkring de spørgsmål, vi stillede dem, fremfor at svare os. Det
var enormt skønt at opleve, at de forstod emnet som noget, vi prøvede at have
en dialog om, og ikke som undervisning med en masse svar, som lærerne havde.
37

Derudover husker jeg den sidste dag, hvor eleverne på tværs af discipliner,
skulle lave små visninger for hinanden. Det, der kom frem, var virkelig fascinerende
at være vidne til. Noget fik mine tanker henimod avantgarde jazz, og
andet gav mig associationer til politisk undergrundsperformance. Flere havde
brugt virkningen af et helt mørklagt lokale til at forstærke de lyde, der kom fra
scenen, og andre brugte elementer af total stilhed, imens de fremførte deres
bevægelser foran deres klassekammerater. Dette gav en poetisk dimension til
deres materiale.
På dagen for visningerne oplevede vi, at nogle grupper valgte at bakke ud,
enten pga. sceneskræk eller fordi de ikke syntes, de havde noget at vise. Vi
valgte ikke at bruge meget tid på dette, men bare respektere omstændigheden
og i stedet fokusere på de grupper, der gerne ville vise noget. Det udviklede sig
til, at flere grupper faktisk samlede mod til sig, ved at se hvordan klassekammerater
kastede sig ud i at vise deres kunstneriske ide foran andre. Nogle endte så
alligevel med at fremvise deres gruppearbejde. Dette var enormt rørende og
inspirerende at være vidne til.
Jeg er meget taknemmelig for, at vi havde mulighed for at introducere dette
emne for den gruppe elever. At kunne undervise i et selvformuleret emne og
se, hvordan elever tager imod det, selvom det ikke ligner noget, de ellers får
serveret, var virkelig motiverende. Det mindede mig om min tro på, at unge
mennesker har væsentligt større kapacitet for abstraktion, end der overordnet
regnes med, hvis du kigger på de kulturelle og kunstneriske tilbud, de stilles
foran. Det forstærkede også min ide om, at man ikke skal snakke ned til unge
igennem den kunst, der laves til dem, men tro på at de kan få noget ud af det
abstrakte, det surrealistiske og det ”mærkelige”. Fremfor kunst, der prøver at
lefle for de unge ved at give dem det, de ser i forvejen, bare i nye klæder, eller
kunst, der går op i, at de unge skal kunne ”forstå” det.
- Jon Hoff
38
FORNUFTEN I AT HØRE STEMMER
DAGBOGSINDLÆG AF SIMON VOIGT
SKREVET DEN 16. JUNI, 2019
Hele ugen følte jeg mig irritabel. Der var en ekstrem mangfoldighed af begivenheder,
der betød, at jeg hele tiden skulle bevæge mig mellem kontrasterende
stemninger og følelser, og det var som at vade gennem forskelligt opvarmede
vandbassiner eller hoppe i et hul med is, mens du stadig er dampende varm
efter at have siddet i saunaen i 30 minutter (som alle bør prøve mindst én gang
i deres levetid). Sagen er, at alle disse skift kræver tid til at udjævne bølgerne
og få kroppen med igen. Men der lod ikke til at være tid nok.
Så huskede jeg, hvad jeg så let glemmer, når jeg allermest har brug for det.
Nattevandringer er en god kur mod tankemylder. Nogle gange har jeg alle
disse tanker, som jeg har svært ved at give slip på, fordi jeg er bange for, at
de, som en flok utrænede brevduer, ikke vender tilbage.
Men hvis mine tanker er sandfærdige, vil duerne vende tilbage med svar og
nye perspektiver fra et ukendt visere sted. Og dette mod, denne tillid, er, hvad
observation kan give. Observation af noget, som vi ikke investerer i med vores
vigtige liv, for eksempel naturen og livets mangfoldighed i vores egen baghave,
parken eller skoven. Naturen har sin egen dynamik, der foregår, uanset om
du sætter pris på den eller ej. Og det er bare så vidunderligt befriende at indse.
Så her vader jeg, klokken 02 om natten, gennem de gamle klitter, der høster
den kølige dug fra den mørke, bløde lyng, opslugt i en søgen efter oprindelsen
til det mystiske fuglekald, der plasker henover det bølgende landskab. Jeg
efterlod mine briller derhjemme, hvilket betyder, at min synssans er forringet,
mens mine andre sanser er skærpede. Først troede jeg, at det kunne være en
ungfugl, der var faldet fra reden og lød så panisk, men da jeg langsomt kom
nærmere, så jeg en svag, lys figur i fyrretræerne, så måske har det været en
39

rovfugl, der markerede sit territorium ved at sende dets skarpe råb i alle retninger.
Lyden føltes gennemtrængende, da den vendte sig mod mig, men mine
svage øjne kunne ikke se så meget, selvom jeg kun stod et par meter væk.
Det var fint for mig, da alle de andre sanseinput var overvældende fascinerende
og informative. Hvis jeg havde haft mine briller på, ville jeg sandsynligvis
have bevæget mig meget mere uforsigtigt rundt i landskabet og til sidst gjort
fuglen bange her i dens hjem, som jeg nu invaderede.
I Canada lærte jeg, at de indfødte på deres stammesprog ikke har et begreb
eller et ord for naturen, som vi har, eftersom de, indtil de ”civiliserede” konventioner
blev tvunget ned over dem, ikke har opfattet sig som værende adskilt fra
den naturlige verden... Det er måske noget, man kunne tænke lidt over.
Der ligger en følelse af at vende tilbage i at forbinde sig med naturen, et ukendt
minde og en længsel derefter, når man er vokset op inden for fire vægge. En
glad sorg eller melankolsk glæde? Jeg elsker, at jeg kan tage disse følelser fra
naturen med mig, måden hvorpå jeg føler mig genkendt, ubetinget, som intet
andet sted, når jeg er udenfor og bare er opmærksom på nu og her. Den nu
afdøde irske digter John O”Donohue tænkte så fint på det i sit digt ”For the
Traveller”:
[...]
New places that have never seen you
Will startle a little at your entry.
Old places that know you well
Will pretend nothing
Changed since your last visit.
[...]
41

På vej hjem, da horisonten begyndte at gøre plads for solens tilbagevenden,
hørte jeg længe skrigene fra den uidentificerede fugl. Den fugtige natteluft lod
dem strømme rundt omkring alle forhindringer, og de nøjedes også kun med
at falme, da jeg trådte ind i en anden Sharawadji. Et blidt vindstød udløste en
trommehvirvel af dråber gennem løvet på de ellers stille træer på den mørke sti,
dråber, der havde ligget stille på bladene siden den sidste regn.
Sharawadji-effekten er en rar følelse af
fylde, som undertiden er skabt af oplevelsen
af et komplekst lydbillede, hvis skønhed er
uforklarlig.
Læs mere om Sharawadji-effekten på den
franske musiker Claude Shryers blog.
42

TAK
”Lydvandringerne ved Vadehavet” ville ikke have været muligt uden den generøse
hjælp af Kulturaftale Vadehavet, som er projektets vigtigste sponsor og
motiverede mig til at udvide aktiviteterne og samarbejderne over alle fire vadehavskommuner.
I denne sammenhæng skal især nævnes konsulenten Mia
Sung Kjærgaard, som vejledt mig gennem de første etaper af ansøgningen og
udviklingen. Desuden har projektet modtaget støtte fra William Demant Fonden,
Kulturelt Samråd Fanø og Dansk Musiker Forbund.
Tak til Marco Brodde, Karen Bay og Eva Elleskov, som lod mig lege og nørde
med deres fjerdeklasser på Fanø Skole. Tak til Camilla Højlund Hansen fra
10iCampus Varde, som hjalp Søren og mig med at opmuntre hendes tiendeklasse
til at tage en chance med lydpoesi og gå gennem skoven med bind
for øjnene. Tak til skrædderen Katrine Bach, som lavede disse flotte øjenbind.
Tak til Maria Grønlund Malling, koordinator for kulturklassen i Urbanskolen i
Esbjerg, som gav Jon og mig lov til at vælte hele klasseværelset på hovedet.
Tak til Henning Brinch fra foreningen ”Fanø i Atlantvolden” for historierne om
Fanøs bunkere fra 2. Verdenskrig og motivation til at arbejde med børn i mørke
rammer. Tak til Ragnhild Kallehauge og Kontoret for Ukontrolleret Kreativitet for
åbne øre.
Tak til Pernille Østergaard Sørensen fra Varde Museerne, Tanja Rahbæk fra
Tønnisgård Naturcenter på Rømø og danseren Georgia Kapodistria, som har
hjulpet med planlægning af lydvandringer, der stadig venter på at blive gennemført.
Tak til Stefan Dahl og Poul Pedersen Høst fra Esbjerg Kommunes Biblioteker,
som forærede mig fantastisk undervisningsmateriale og lod mig bruge
bibliotekernes lokaler til de første prøvevandringer. Tak til præsten Sarah Asp
fra Jerne Kirke i Esbjerg for hyggeligt værtskab og hjælp til lydvandringen.
Jeg takker alle nysgerrige og tålmodige deltagere på vore arrangementer for
deres undrende og oplysende feedback. Tak til TEMPERfrey v/ Julie Frey, som
korrigerede og oversatte booklettens tekster, og som har været en fantastisk
sparringspartner med sin begejstring, nysgerrighed og sine gode og sommetider
hårde spørgsmål. Tak til 10 Fingers v/ Philip Skovgaard for god kaffe, nok
lys, klog lyd, hurtige fingre, lækre farver og stor omhyggelighed med billeder,
videoer og booklettens opsætning og layout.
Tak til alle mennesker, som ellers kom i berøring med projektet, for alle de små
håndgreb, doneret tid og hurtige svar.
SKABT MED STØTTE AF
44

FOTOGRAFER
Alle fotografier er taget af Simon Voigt, på nær nedenstående.
John Randeris, side 26 og 53
Lene Kaltwasser, side 28 og 29
Philip Skovgaard - 10 FINGERS, side 36 og 47
Johnny Corcoran, side 50 (Carolyn Goodwin)
Martin Dam Kristensen, side 50 (Jon Andreas Hoff)
46

HENVISNINGER
BØGER
The Soundscape: Our Sonic Environment and the Tuning of the World
R. Murray Schafer, 1977
One Square Inch of Silence: One Man’s Search for Natural Silence in a Noisy World
Gordon Hempton, 2009
Deep Listening: A Composer’s Sound Practice
Pauline Oliveros, 2005
Object Lessons – Silence
John Biguenet, 2015
The Great Animal Orchestra
Bernie Krause, 2012
HJEMMESIDER
World Forum of Acoustic Ecology
www.wfae.net
Hildegard Westerkamp
www.hildegardwesterkamp.ca
R. Murray Schafer (undervisningsmateriealer som pdf-filer)
www.monoskop.org/R._Murray_Schafer
Pauline Oliveros
www.deeplistening.org
Sound Studies Lab (Københavns Universitet)
www.soundstudieslab.org
Quiet Parks International
www.quietparks.org
Why Birds Sing: A Journey into the Mystery of Birdsong
David Rothenberg, 2005
Stillhet i støyens tid. Gleden ved å stenge verden ute
Erling Kagge, 2016
PODCASTS
Lyt Dybt (Seismograf)
Ljudministeriet
OnBeing - Interview af Gordon Hempton
Sound Matters (Bang & Olufsen)
48
49

SAMARBEJDSPARTNERE
CAROLYN GOODWIN
SØREN ØSTERLUND CHRISTENSEN
DORTE PEDERSEN
JON ANDREAS HOFF
Træblæser, komponist og improvisator
www.carolyngoodwinmusic.com
Redaktør og skribent ved tidsskriftet Vagant
www.vagant.no
Præst og teolog
Danser og scenekunstner
www.vimeo.com/user4819658
50
51

OM SIMON VOIGT
Musiker Simon Voigt har startet virksomheden Ørenlyd, der beskæftiger sig
intensivt med akustisk økologi som interdisciplinært forskningsfelt, hvor videnskab
og kunst smelter sammen. Han opdagede i første omgang stilhed som et
element af musik og historiefortælling, der skaber nærvær og fællesskab.
De seneste år har Simon ledt lydvandringer og lytteworkshops i Finland, Estland
og Danmark. Nu arbejder han med lytning både som ressource for personlig
og kunstnerisk udvikling og som redskab for miljøbevidsthed i samarbejde med
kunstnere, skoler, kulturinsitutioner og NGO’en Quiet Parks International.
Hold dig opdateret med Ørenlyd på www.orenlyd.org
52

ØRENLYD - EN DANNELSE AF ØRET
“Hele tanken med mit arbejde er, at man lærer at lytte åbent. I dag lærer vi
vores sanser at fokusere, at komme ind til kernen og at komme meget tæt på i
sine undersøgelser. Men jeg er faktisk ude i, at vi skal beskæftige os med det
modsatte. Vi skal være åbne over for lydene omkring os, iagttage vores omgivelser
uden at bedømme dem. Vi er nødt til at undre os, ligesom når vi er i nærheden
af noget, der tager al vores opmærksomhed. Når vi oplever følelsen af
forundring på en lydvandring, står tiden stille. En rummelighed udbreder sig i
os, og det føles som om, vi er i stand til næsten alt.”
Lydlandskaber findes overalt, og afslører mange nyttige informationer - både
målbare data og kulturel inspiration. Man ved, at lydforhold spiller en afgørende
rolle for det samlede miljø og for den velfærd vi stræber efter på andre
vigtige områder. Lydvandringer ved Vadehavet er et projekt af Ørenlyd ved
musikeren Simon Voigt, som netop undersøger betydning for at hvad der sker,
når vi udvider vores forståelse af at lytte.
Simon, som er bosat på Fanø, arbejder med lytning både som ressource
for personlig og kunstnerisk udvikling og som redskab for miljøbevidsthed
- et samarbejde mellem kunstnere, skoler, kulturinstitutioner og NGO’en Quiet
Parks International.