Lydvandringer ved Vadehavet (2019)
“Hele tanken med mit arbejde er, at man lærer at lytte åbent. I dag lærer vi vores sanser at fokusere, at komme ind til kernen og at komme meget tæt på i sine undersøgelser. Men jeg er faktisk ude i, at vi skal beskæftige os med det modsatte. Vi skal være åbne over for lydene omkring os, iagttage vores omgi- velser uden at bedømme dem. Vi er nødt til at undre os, ligesom når vi er i nær- heden af noget, der tager al vores opmærksomhed. Når vi oplever følelsen af forundring på en lydvandring, står tiden stille. En rummelighed udbreder sig i os, og det føles som om, vi er i stand til næsten alt.” Lydlandskaber findes overalt, og afslører mange nyttige informationer - både målbare data og kulturel inspiration. Man ved, at lydforhold spiller en afgø- rende rolle for det samlede miljø og for den velfærd vi stræber efter på andre vigtige områder. Lydvandringer ved Vadehavet er et projekt af Ørenlyd ved musikeren Simon Voigt, som netop undersøger betydning for at hvad der sker, når vi udvider vores forståelse af at lytte. Simon, som er bosat på Fanø, arbejder med lytning både som ressource for personlig og kunstnerisk udvikling og som redskab for miljøbevidsthed - et samarbejde mellem kunstnere, skoler, kulturinstitutioner og NGO’en Quiet Parks International.
“Hele tanken med mit arbejde er, at man lærer at lytte åbent. I dag lærer vi vores sanser at fokusere, at komme ind til kernen og at komme meget tæt på i sine undersøgelser. Men jeg er faktisk ude i, at vi skal beskæftige os med det modsatte. Vi skal være åbne over for lydene omkring os, iagttage vores omgi- velser uden at bedømme dem. Vi er nødt til at undre os, ligesom når vi er i nær- heden af noget, der tager al vores opmærksomhed. Når vi oplever følelsen af forundring på en lydvandring, står tiden stille. En rummelighed udbreder sig i os, og det føles som om, vi er i stand til næsten alt.”
Lydlandskaber findes overalt, og afslører mange nyttige informationer - både målbare data og kulturel inspiration. Man ved, at lydforhold spiller en afgø- rende rolle for det samlede miljø og for den velfærd vi stræber efter på andre vigtige områder. Lydvandringer ved Vadehavet er et projekt af Ørenlyd ved musikeren Simon Voigt, som netop undersøger betydning for at hvad der sker, når vi udvider vores forståelse af at lytte.
Simon, som er bosat på Fanø, arbejder med lytning både som ressource for personlig og kunstnerisk udvikling og som redskab for miljøbevidsthed - et samarbejde mellem kunstnere, skoler, kulturinstitutioner og NGO’en Quiet Parks International.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
I BEGYNDELSEN VAR ØRET
ESSAY AF DORTE PEDERSEN
Præsterne gør sig hvert år mange overvejelser over, hvordan der bedst undervises,
formidles og forkyndes i konfirmandstuerne, og ikke mindst hvordan
konfirmanderne, sognets 13-14-årige, der skal lære om deres dåb, inddrages.
Der er – i hvert fald – to faldgruber, der skal undgås: Den ene er ”container-pædagogik”,
hvor præsten bare fylder på og på med oplysning og viden
og håber, at noget af lærdommen bliver indenbords.
Luther mente, at det vigtigste organ for menighed og konfirmander var ørerne,
derfor kom der bænke ind i kirkerne, for nu skulle menighederne sidde ned og
lytte. Samme princip gør sig gældende i konfirmandstuen, og derfor har præster
i generationer ”hældt på” konfirmander og øset af deres vældige viden i
det lønsomme håb om, at noget måtte blive ”derinde” bag pandeskallen og
finde et levested i hjertet, så troen måtte vokse. Moderne pædagogik lærer
os noget andet: Dén, der taler, lærer! Og udbyttet for den, der lytter, er nok
væsentligt mere begrænset end tidligere tiders konfirmandundervisere har troet.
Mine konfirmander kalder det ”Jesus-sprog”, når præsten foredrager og
fortæller i en endeløs monolog.
Den anden faldgrube kan vi kalde ”saftevands-pædagogik”, hvormed stoffet
bliver så udvandet, så kristendommen fremstår som en tynd gang saft, et kristeligt
farvestof uden kraft og smag!! Nej, det, vi gerne vil have fat i, er et stærkt
koncentrat, en kraftfuld bouillon, en ”Kristus-terning”, så også konfirmanderne
”kan smage at vor drot er god!” (DDS 291) Derfor er opfindsomheden i konfirmandstuerne
stor rundt omkring, når pædagogik anno 2020 og bønner og
trosindhold skal gå hånd i hånd og ikke bare udenadslæres, men vække konfirmanders
spørgelyst og troens børnelærdom indoptages.
Den, der taler, lærer, det er ganske vist; men konfirmander anno 2020 er ikke
bange for at tage ordet og løbe med det! Uro og støj er der ingen, der lærer
noget af; men for den, der formår at lytte, åbner sig ”hvælving bag ved hvælving
i det uendelige” (Tomas Tranströmer, Romanske buer – Samlede digte,
1997.), og her kommer Simon ind i billedet. Med det geniale koncept ”lydvandring”
formår han, med enkle greb og øvelser, med kyndig og nænsom
vejledning, at få konfirmander til at lytte, give lydlige tilkendegivelser, bevæge
sig stille, tænke og endelig tale.
Med rolig og dyb stemme guider han os rundt i en hidtil ukendt verden, og dog
er den verden lige uden for vores øren… her er ingen tricks, ingen præsters messende
og beroligende stemmeføring, ingen fedten for de unge, ingen tingen
med dem; Simon Voigt præsenterer noget uendeligt velkendt, vores omverden,
lydtapetet, der konstant fylder vores liv med – i bedste fald - udifferentieret støj,
i værste fald skønhed vi går glip af, som Gøgens kukken, nattergalens sang
eller vindens susen i den mindste nælde.
Men med åben lytning åbenbares en mangfoldighed af indtryk, sindet stemmes,
følelser synkroniseres, og harmoni opstår. Lydvandring burde blive en del
af ”pensum” for fremtidens konfirmander, på linje med bøn og gudstjeneste:
Åben lytning samler, stemmer og opløfter sindet og lader os ane – måske –
Guds egen røst dybt i vort indre.
30
31
Change language