Lydvandringer ved Vadehavet (2019)

HER VIL TIES, HER VIL BIES
ESSAY AF SØREN ØSTERLUND CHRISTENSEN
Der sker sjældent meget i Hans Adolf Brorsons salmer. Ofte kredser de om et
enkelt tema, en rose, et hjerte eller en due, altid en enkel, grundlæggende
kristen symbolik. Men motiverne optræder også i vores hverdag, fri fra enhver
symbolik; en due kan lande på foderbrættet en tidlig morgen, rosenhaven spire
i de første forårsdage, konkrete og næsten banale oplevelser, der dog indgiver
os disse vage poetiske indtryk af håb, skønhed og nåde. Sagt på en anden
måde er et symbol som duen så simpelt og jordnært, at det både kan betyde
det største og de mindste, hvilket også kan forstås sådan, at det største giver sig
til kende i det mindste. Man skal bare lære at se det og høre det komme til én.
Brorsons salme, Her vil ties, her vil bies, kan forstås som en indføring i at se
og høre vores hverdag symbolsk, eller kunstnerisk. Salmen er meget simpel,
selv efter Brorsons standard, hvor størstedelen af stroferne består af gentagelser.
Men disse gentagelser viser sig snarere at være subtile forskydninger
og modulationer i rim, der skærper motivet, mens du synger. Det er, som om
strofernes langsomhed er en tøven, som om salmen bliver til i takt med sangen,
følger menigheden ind i sin tanke. “Her skal bies, O svage sind,” som første
strofe lyder, “vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente vor sommer
ind.” Endnu et symbol; sommeren, den glade tid, er ikke op til dig at skabe eller
finde. Tværtimod må du øve dig på at vente, se glæden komme, og at finde
skønheden i selve forventningen. Altså ikke en udskydelse eller ligegyldighed
over for nuet, men en glæde ved den tanke, at vi altid er på vej til bedre tider.
Denne længsel mod lys og varmere dage er lige så kristelig som almen, og det
er netop salmens skønhed. At det kommende, som i salmerne oftest lukker sig
om det specifikt kristne budskab, her kan forstås helt dagligdags såvel som kristent.
Og sigtet er selvfølgelig opbyggeligt: se, din længsel efter sommeren er
ikke forskellig fra åndens længsel efter Gud. For Gud er stadig hovedmotivet i
24
Brorsons salme, i skikkelse af turtelduen, Helligåndens symbol. “Turteldue, kom
at skue, kom at skue bag gærdet hist. Her skal du finde forsommersminde, forsommersminde
alt grønt på kvist” Dette, synes jeg, er salmens smukkeste linje.
Ikke kun er den slående specifik i det ellers rene og generelle billedsprog, den
tilfører også tematikken om håb og forventning et dybere præg: duen minder
dig om sommeren som sådan, ikke kun den kommende, men også dem, du har
kendt. Håbet kommer som fortid, fremtid og nutid, allerede grønt og levende,
men gemt bag dit gærde, forstås, i din egen have, hvis du bare kigger efter.
Det var den her fornemmelse af salmens tøven, der fik mig til at vælge den som
et slags tema for min og Simon Voigts lydvandring gennem Ribe. Ligesom Brorson
åbnede salmen mod hverdagen, skulle lydvandringen åbne hverdagen
mod – hvis ikke ligefrem det hellige, så det andægtige. Det ændrer omgivelserne
markant, når man går igennem dem i flok og i stilhed. Man registrerer ikke
længere blot huse, veje og folk for at orientere sig, men forholder sig til mere
diffust, mere retningsløst til de steder, man troede at kende. Ikke overraskende
får lydene en langt større betydning for din stedsans; Der var f.eks. flere, der
lagde tydeligt mærke til, hvordan ændernes rappen fra kunsthaven gradvis
samlede sig bag ryggen på os, da vi gik gennem en port til gågaden.
Jeg tager udgangspunkt i den sidste vandring, vi arrangerede. Vi mødtes med
deltagerne en lørdag kl. 9, hvor byen normalt sover længe. Derfor var der relativt
stille omkring os, da vi mødtes ved Vedels Anlæg mellem det parkagtige
Ribelund og den gamle by, ligesom lyset stadig havde noget af sin tidlige bleghed.
Vi var heldige med vejret; der lå en tæt tåge i byen, der nærmest lukkede
hver post på vandringen af. Således kunne vi knap høre ringvejens trafik, da
jeg læste to vers af salmen op ved hovedengen, ja, man kunne knap nok høre
mig, fordi den fugtige luft optog al lyd omkring os. En underlig oplevelse på turens
ellers mest åbne plads. Mest symbolsk blev tågen på gågaden, da vi kun
kunne skimte omridset af domkirken for enden af gaden. I stedet blev byens
vandmølle vores lydlige pejlemærke, der havde fulgt os som en baggrundsstøj.
25