Lydvandringer ved Vadehavet (2019)

det af Hera til altid kun at kunne bruge sin stemme til at gentage det, hun hørte,
hvilket til sidst førte til den ugengældte kærlighed til Narcissus. Vi bemærkede
rumklangen i vores nye landskab, og jeg introducerede en lytteleg. Det begyndte
med, at alle fandt sig en plads i lysningen, hvilket skabte en afstand mellem
os, i modsætning til at vi før havde stået tæt sammen mellem birketræerne.
Derefter opfordrede jeg alle til at afbryde det akustiske landskab, når de hørte
en lyd omkring dem, enten fra et naturfænomen eller hvis de hørte deres nabo.
Dette var effektivt, i forhold til at det gav os mulighed for forsigtigt at bryde
’stilheden’ kun ved at være opmærksomme på lydene omkring os. Det var også
med til at bryde isen mellem os, da klappene, trampene og råbene fremkaldte
reaktioner og svar fra alle, og til sidst latter og diskussion blandt gruppen. Vi
havde nu været i gang i cirka 40 minutter og var klar til at gå i gang med det
sidste kapitel i vores gåtur mod vores næstsidste stop lige uden for bunkeren.
Da vi stod samlet uden for indgangen, introducerede Simon først nogle regler
for at sikre alles sikkerhed og følelse af velvære, når de kom ind i mørket under
jorden. Her kunne man mærke en følelse af usikkerhed i gruppen, da ingen af
deltagerne før havde vovet sig ind i en af disse bunkere og derfor var lidt usikre
på, hvad de kunne forvente. Under vores testvandring lagde Simon og jeg
mærke til, hvor skarp kontrast der var mellem bunkerens lydmiljø og lydmiljøet
over jorden. Alle naturens lyde forsvandt helt, og lydene af vores fodtrin og
åndedræt blev næsten overvældende høje. For at udnytte dette inviterede jeg
deltagerne til at prøve et vokalt improvisationsstykke, jeg kalder Lyttestykke.
Denne gang forklarede jeg sammensætningen til gruppen ved hjælp af nodeskrift,
som indikerede improviserede lyde, der blev introduceret én efter én i en
blød dynamik og gradvist lagde sig oven på hinanden for at skabe en tæt væg
af lyd, der øges i volumen for gradvist at aftage tilbage til stilhed.
Selvom bunkerens mørke var lidt angstprovokerende, hjalp det til, at deltagerne
kunne slippe hæmningerne, og da vi omsider indtog vores pladser i et af bunkerens
mange kulsorte kamre, overgav alle sig fuldstændigt til improvisationen.
Hver lyd fra fødder, der skrabede mod jorden, til forskellige gisp og vokalise-
18
ringer, samt den mere konventionelle brug af stemmen til at skabe akkorder og
melodiske stykker, blev integreret i en fem minutters gengivelse af Lyttestykke.
Man kunne mærke nysgerrigheden i gruppen, da hver person, med en voksende
følelse af selvtillid, begyndte at eksperimentere med de forskellige lyde,
som den bemærkelsesværdige akustik inspirerede, til en grad at seancen havde
samme ånd og niveau af udførelse som en offentlig forestilling med et lyttende
publikum (ud over vores hundekammerat!).
Efter cirka femten underjordiske minutter kom vi op igen og skævede mod det
dæmpede lys fra en nordisk eftermiddag og følte os noget genfødte, da alle
øens lyde kom tilbage til os igen, denne gang med en ny betydning. Vi var
taknemmelige for deres betryggende tilstedeværelse efter den sælsomme stemning
i bunkeren, hvor en lidt kunstig ’tavshed’ synes forstærket til en grad af
forvrængning. Med en følelse af samhørighed, der nu nærmest kunne mærkes
fysisk, samlede vi os omkring et picnicbord ved et nærliggende shelter og fik
nogle snacks og varm kaffe. Deltagerne gav udtryk for deres begejstring om
oplevelsen i bunkeren og indrømmede, at de ikke ville have turdet vove sig ind
alene. Trods kulden var alle varmt positive om deres oplevelser under vores Lydvandring.
De, der var nye på øen, var nu endnu mere fortryllede af dens mange
forskellige slags fuglesang, og skolelæreren sagde, at hendes fremtidige ture
med hunden ville få et nyt perspektiv. Præsten reflekterede over dyb lytning som
en måde at få forbindelse til det guddommelige, og musikeren sagde, at det var
en tankevækkende tilgang til lydbevidsthed, som hun ikke havde overvejet før.
Alle var enige om, at det var den delte oplevelse, der gjorde dagen speciel og
udtrykte taknemmelighed for muligheden for at deltage, da de var mere tilbøjelige
til at deltage i denne form for lyttevandring som en gruppeaktivitet.
Jeg håber, at de, der deltog, vil sprede ordet eller endda integrere nogle af
principperne for dyb lytning og akustisk økologi i deres arbejde med andre.
Tak, Simon, for at involvere mig i noget virkelig unikt og specielt. Jeg ser frem til
det næste.
19