Gruppe 15 - Martin Rytter Jensen

Gruppe 15 

Gruppe 15 består af: 

______________________________________________ 

Ole S. Skjødt 

______________________________________________ 

Rasmus Møller Lauritsen 

______________________________________________ 

Simon Hiort-Lorenzen 

______________________________________________ 

Søren Bo Schmidt 

______________________________________________ 

Louise Gordon Sørensen 

______________________________________________ 

Martin Rytter Jensen 

- The Simpsons - 

- Our Favorite Family i en kulturel kontekst - 

- side 1 -

"Let us all bask in television's warm glowing warming glow" 

- Homer J. Simpson 

Denne opgave er totalt uopfordret dedikeret til vores vejleder Else! 



- side 2 -

Indholdsfortegnelse 

Gruppe 15.............................................................................................................................................1 

Denne opgave er totalt uopfordret dedikeret til vores vejleder Else!...................................................2 

Indholdsfortegnelse...............................................................................................................................3 

Indledning.............................................................................................................................................5 

Problemformulering..............................................................................................................................7 

Metode og Teori...................................................................................................................................8 

Hvorfor videnskabsteori? .................................................................................................................8 

Valg af videnskabsteoretisk retning...................................................................................................8 

Hermeneutikken................................................................................................................................8 

Filosofisk hermeneutik......................................................................................................................9 

Filosofisk Hermeneutik i dette projekt............................................................................................10 

Valg af teoretikere...........................................................................................................................11 

Konnotationer og denotationer 8 (Saussure)....................................................................................11 

Karakterer i fortællingen.................................................................................................................13 

Aktantmodellen...............................................................................................................................15 

Richard Taflinger – sitcoms.............................................................................................................16 

Scott R. Olson. Meta-television .....................................................................................................19 

Umberto Eco – læserens rolle.........................................................................................................24 

Fremgangsmåde..............................................................................................................................26 

Personanalyser....................................................................................................................................28 

Familien Simpson............................................................................................................................28 

Erhvervslivet...................................................................................................................................41 

Homers venner fra baren ................................................................................................................45 

Familien Flanders............................................................................................................................48 

Pastor Lovejoy og hans familie.......................................................................................................51 

Mediefigurer i “The Simpsons”.......................................................................................................52 

Børnene i Springfield......................................................................................................................56 

Skolens ansatte...............................................................................................................................59 

Tematikker..........................................................................................................................................62 

Familiebilledet.................................................................................................................................62 

Skolesystemet.................................................................................................................................65 

Sport, konkurrence og aftalt spil.....................................................................................................66 

Teknologi........................................................................................................................................68 

Reklamens magt i Springfield.........................................................................................................71 

Religion...........................................................................................................................................73 

Politiet i Springfield........................................................................................................................76 

Retsvæsenet....................................................................................................................................77 

Det politiske system........................................................................................................................78 

Analyse af afsnittet ”Bart After Dark”................................................................................................81 

Analyse af intro...............................................................................................................................81 

Neo-Aristotelesk analyse................................................................................................................84 

Aktantmodellen i ”The Simpsons”..................................................................................................87 

Metatekstuel analyse af “Bart After Dark”.....................................................................................93 



- side 3 -

Fortolkende analyse af afsnittet.......................................................................................................96 

Freudiansk inspireret analyse.........................................................................................................98 

”The Simpsons” i kulturel kontekst..................................................................................................101 

Konklusion........................................................................................................................................110 

Ansvarsliste.......................................................................................................................................111 

Procesbeskrivelse..............................................................................................................................113 

Gruppedannelse:............................................................................................................................113 

Arbejdsbeskrivelse.........................................................................................................................113 

Research........................................................................................................................................114 

Redegørelse for temaramme..............................................................................................................115 

Litteraturliste.....................................................................................................................................117 



- side 4 -

Indledning 

Da tv-apparatet blev allemandseje og gjorde sit indtog i folks hjem blev hverdagen ændret for bestandigt. 

Folk begyndte at samles foran fjernsynet, eller stuealteret, som det også meget sigende blev kaldt. 

I starten var det public-service stationer, der sørgede for tv’ets tilbud af programmer på de få kanaler, men 

med tiden gjorde kommercielle tv-stationer deres indtog. De kommercielle tv-stationers drift var betinget af 

indtægter fra reklamer, hvilket medførte en kamp om at få og fastholde så mange seere som overhovedet 

muligt; jo flere seere, jo flere reklamepenge. 

Tv-serierne blev hurtigt et af stationernes vigtigste midler for at fastholde og tiltrække seere. Havde en 

station en god serie, var man sikker på at kunne sælge reklame-minutter uge efter uge. I Amerika blev titler 

som ”I love Lucy”, ”M*A*S*H”, ”Mary Tyler Moore Show”, ”Hill Street Blues” og “The Cosby Show” igennem 

årene fastslået i mange folks hverdag og blev daglige samtaleemner og referenceramme for disse 

mennesker. 

Kanalen NBC lancerede i 1984 ”The Cosby Show”, som blev en af de allermest populære serier i 

senfirserne og blev meget hurtigt den familie, som alle amerikanere fulgte uge efter uge. 5 år senere så en 

konkurrent til ”The Cosby Show” dagens lys, da kanalen FOX lancerede den animerede serie ”The 

Simpsons”. Denne serie overgik både ”The Cosby Show” 1 og flere andre konkurrerende tv-serier i seertal, 

og familien Simpsons blev amerikanernes nye yndlingsfamilie. Meget sigende fik familien Simpsons hurtigt 

kælenavnet ”Our favorite family” af de amerikanske seere. 

Alle snakkede om ”The Simpsons” og selv den daværende præsident George Bush kommenterede på ”The 

Simpsons” i en tale til nationen: 

We need a nation closer to “The Waltons” than “The Simpsons” 2 

Til trods for at George Bush ikke brød sig synderligt om “The Simpsons”, var den amerikanske nation dog 

blevet forelsket. Tretten år senere er hverken George Bush, ”The Cosby Show” eller ”The Waltons” 

populære længere, mens ”The Simpsons” stadigvæk bliver produceret uge efter uge, og familien Simpson 

går stadig under det smigrende navn ”Our favorite family”. 

I 1999 udråbte det amerikanske TIME magazine ”The Simpsons” til den bedste tv-serie, der nogensinde var 

blevet produceret, med den begrundelse, at det var den tv-serie, der bedst fangede sin samtid. 

1 "It's The Simpsons, Man", Bob Remington, TV Times (The Calgary Herald), Oct 26 1990 

2 Republican National Convention i 1992 



- side 5 -

”The Simpsons” is the show that captured the 90s cold from beginning to end – the consumerism, 

the media saturation, the stresses on families and civic culture 3 

The Simpsons var altså ikke bare en tv-serie der underholdte, men også en tv-serie, der spejlede sin samtid 

og fangede både kultur og samfundsforhold. Den amerikanske avis ”LA Times” skrev i 2001: 

”The Simpsons” is more than entertainment. It is the reference book for the way we live. The real 

joke, though, will be seeing what future historians who watch it will think of us. 4 

Ovenstående var en tydelige demonstration af, hvor meget ”The Simpsons” var blevet for amerikanerne, 

hvad Olsen Banden var blevet for os danskere. En kærlig karikatur som man kunne grine af og samtidig 

identificere sig med. Et venligt ment og overdrevet billede af et samfund og de typer, der lever i dette. 

Da ledende amerikanske populære medier har udråbt ”The Simpsons” til at være et billede på deres 

samfund og samtid, kan man stille spørgsmålet om, hvordan en tv-serie kan komme til at fremstå som et af 

de ypperligste eksempler på, hvordan man kan beskrive og kritisere en kultur på samme tid? 

3 TIME MAGAZINE, James Poniewozik, 1999 

4 LA TIMES, Kris Schnee, 24 August 2001 



- side 6 -

Problemformulering 

Vi antager at “The Simpsons” er et karikeret billede på et samfund, og foretager en kulturanalyse igennem 

dette. 

Vores undren består i følgende: 

Hvorledes tegner ”The Simpsons” et billede af et samfund? 

Hvilke sider af dette samfund lægges der vægt på? 

Vi tager i vores opgave udgangspunkt i følgende hypotese: 

Alle personer i ”The Simpsons” repræsenterer stereotyper i det amerikanske samfund. 



- side 7 -

Metode og Teori 

Med udgangspunkt i projektets temaramme ”Information og kommunikation i kulturel kontekst”, har vi valgt 

at foretage en analyse af ”The Simpsons” set som et afbildning af det amerikanske samfund. I 

problemformuleringen interesserer vi os for, hvorledes det amerikanske samfund er afbilledet igennem ”The 

Simpsons”. 

I dette afsnit vil vi redegøre for, hvorledes projektet er opbygget. Herunder især beskrive formålet med 

teoriafsnittet samt præsentere teorierne. Endvidere vil vi komme med en redegørelse for vores 

fremgangsmåde i analyse og fortolkningsafsnittet. Vi vil desuden gennemgå vores valg af 

videnskabsteoretisk retning. 

Hvorfor videnskabsteori? 

For at lave et videnskabeligt baseret projekt er det nødvendigt, at eventuelle misforståelser ikke 

forekommer. Dette gøres for at både afsender og modtager opererer med de samme ”spilleregler”. Der er 

mange sider, man kan anskue tingene fra, og for at forklare sin fremgangsmåde og problemanskuelse, som 

afsender, er det vigtigt at definere, hvilken videnskabsteoretisk retning man vælger at have i 

projektprocessen. 

Videnskabsteori kan i bund og grund betegnes som ideologier inden for forståelse, undersøgelse og 

fortolkning. Ved at gøre læseren opmærksom på, hvilke briller man har valgt at se projektet med, sørger 

man samtidig for, at læseren opfatter projektet, som det oprindeligt var intenderet. 

Valg af videnskabsteoretisk retning 

Vi har i vores projekt valgt at bruge filosofisk hermeneutik videnskabsteoretisk retning. Der vil i det følgende 

blive redegjort for hovedtankerne i hermeneutikken og mere specifikt den fortolkning af den hermeneutiske 

retning, som vi benytter os af, samt hvorfor vi har valgt at anskue vores problemstillinger udfra et filosofisk 

hermeneutisk synspunkt. 

Hermeneutikken 

Hermeneutikken som videnskabsteoretisk retning beskæftiger sig med forståelse, og hvordan man metodisk 

kan opnå denne. Ideen i hermeneutikken er basalt set, at når man står overfor noget, som man ikke forstår, 

kan man, ved at foretage fortolkning og udlægning, opnå forståelse af dette. 



- side 8 -

Fortolkning og udlægning foretages ved, at man først fremsætter en hypotese om det pågældende problem, 

hvorom man ønsker at opnå forståelse. Derefter afprøver man hypotesen. Den efterstræbte forståelse 

kommer, når fortolkningens resultat (udlægningen) er tilfredsstillende. 

En tilfredsstillende udlægning i traditionel hermeneutik har man opnået, når man ikke længere ser den 

fremstillede hypotese eksplicit, men som en ny del af ens forståelseshorisont, altså som noget implicit. Man 

betragter altså hypotesen som værende indlysende. 

Filosofisk hermeneutik 

Vi tager i vores projekt ikke afsæt i den traditionelle hermeneutik, men derimod i den nyere retning, der 

hedder filosofisk hermeneutik. Filosofisk hermeneutik er udsprunget af den traditionelle hermeneutik og blev 

grundlagt af Martin Heidegger. Heidegger skrev i 1927 værket ”Sein und Zeit” 5 ,hvori han dannede 

grundstenene for filosofisk hermeneutik. Dette blev senere en inspirationskilde for andre, og i 1960 skrev 

den tyske filosof og historiker Hans Georg Gadamer 6 værket ”Wahrheit und Methode” 7 , hvorfra begrebet 

filosofisk hermeneutik stammer. 

Grundlæggende er traditionel og filosofisk hermeneutik det samme; de er begge videnskabsteoretiske 

retninger, der forsøger at afdække et problem ved at opnå forståelse for det. Der er dog få men væsentlige 

forskelle: 

Forståelseshorisont 

Den grundlæggende forskel på filosofisk og traditionel hermeneutik ligger i to forskellige interpretationer af 

det i hermeneutikken centrale begreb: forståelseshorisont. Forståelseshorisont er kort sagt betegnelsen for, 

hvordan en person anskuer verdenen og objekter i denne. En afsender af et værk har eksempelvis ét syn 

på et emne, mens modtageren sandsynligvis har et andet syn. Dette kan skyldes personlige erfaringer, 

social baggrund, fordomme (forudindtagelser og ønsker om fortolkning) og en lang række andre faktorer, 

som er med til at danne forståelseshorisonten for den enkelte person. 

Traditionelle hermeneutikere mener, at man kan og skal abstrahere fra sin egen forståelseshorisont, og at 

man dermed, som forsker, bør ignorere disse personlige meninger, erfaringer og lignende, når man anskuer 

og forsøger at forstå et givent fænomen. Til forskel fra denne traditionelle retning mente Martin Heidegger 

ikke, at man kunne se objektivt på og reflektere over sin egen forståelseshorisont, og at man derfor, som 

forsker, ikke kan behandle et fænomen 100% neutralt og objektivt. Gadamer udtrykker direkte, at den 

traditionelle hermeneutik har fremstillet et urealistisk billede af forståelse, og om hvorvidt vi kan opnå en 

forståelse, som er renset for elementer fra vores egen forståelseshorisont. Dette vil sige, at vi altid vil have 

vores egen forståelseshorisont in mente, når vi ønsker at opnå forståelse. Uanset hvilken vinkel man 

anskuer et givent fænomen fra, vil der altid være ting, vi ikke er bevidste om, der har indflydelse på, 

hvordan vores forståelse af fænomenet vil se ud. 

5 Politikkens bog om moderne videnskabsteori. S.87 

6 Politikkens filosofileksikon s. 150 

7 Politikkens bog om moderne videnskabsteori. S. 98. 



- side 9 -

Gadamer mener, at alle meninger og holdninger i ens forståelseshorisont skal inddrages aktivt, fordi man 

ikke kan abstrahere fra dem. Hvis ikke forventningen (ens hypotese) bekræftes efter endt undersøgelse, bør 

ens forståelseshorisont ændres. Man skal lave en ændring i ens holdninger/forventninger, så de stemmer 

overens med det, man vil forstå. Denne ændring kaldes en horisontsammensmeltning – man tilpasser sin 

forståelseshorisont til at inkludere fænomenet og forstår det derved. 

Oprigtig interesse og fortolkning 

Gadamer mener at man ikke kan finde forståelse i en sag, som man ikke har nogen oprigtig interesse i, 

hvorfor man ikke bør fortolke en tekst/fænomen, hvis ikke man er villig til at anvende den nye forståelse, 

som man får via tolkningen. 

Derfor må man også tage udgangspunkt i, at det pågældende fænomen har noget at sige. Hvis man når det 

punkt, hvor man erkender, at man ønsker at vide noget om fænomenet, fordi det er relevant for en selv, 

begynder man at stille “ægte” spørgsmål, hvilket leder til en ægte samtale, hvor man betragter 

undersøgelsen af fænomenet som en kilde til indsigt. 

Gadamer mener dog også, at der findes en anden form for forståelse. Dette er i situationer, hvor det ikke er 

muligt at opnå en horisontsammensmeltning, altså hvor man ikke kan blive enig. Her er det dog muligt at 

finde ud af, hvorfor man ikke kan blive enige og derved opnå en vis form for forståelse. Dette er ikke en 

primær forståelse, som ved horisontsammensmeltning, men en sekundær, hvor man kun kan erkende ens 

forskellig holdninger og identificere årsagen til uenigheden. 

Hermeneutiske cirkel 

Et centralt begreb, indenfor hermeneutikken, er den hermeneutiske cirkel, der dækker over flere forskellige 

cirkelstrukturer, som forklarer, hvordan forståelse bliver opnået. Den af de hermeneutiske cirkler, der bedst 

udtrykker, hvordan vi arbejder i vores projekt, er den hypotetisk-deduktive cirkel. Det vil sige, at vi som 

udgangspunkt i vores projekt har en for-forståelse af, hvad vi ønsker at lære eller forstå. Via dette skaber vi 

hypoteser for fortolkningen, som afprøves og derefter be- eller afkræftes. Sekundært arbejder vi i vores 

analyse ud fra del-helheds cirklen, da vi, via en række delanalyser, tegner et overordnet forståelsesbillede. 

Herunder hører også spørgsmål-svar cirklen, da de spørgsmål vores delanalyser tager udgangspunkt i og 

giver svar på, er med til at rejse nye spørgsmål. 

Filosofisk Hermeneutik i dette projekt 

Vi arbejder i vores projekt ud fra en filosofisk hermeneutisk vinkel. Vi tager udgangspunkt i Gadamers 

teorier, og da vi dermed arbejder hermeneutisk, bliver analysen struktureret udfra del-helheds-princippet og 

selve opgaven opbygget ud fra det hypotetisk-deduktive princip. Vi bevæger os fra del til helhed i analysen, 

hvor vi vil analyser fænomenet ”The Simpsons” som bestående af dele, for derefter at opsamle disse og 

diskutere udfra helheden. 



- side 10 -

Vi har valgt at opstille en hypotese, der repræsenterer vores undren. Dette er gjort for at give vores analyse 

en overordnet retning, så vi hele tiden forholder os til specifikke spørgsmål, som vi søger at besvare og 

forstå. I processen vil vi sandsynligvis komme til at ændre vores oprindelige hypotese, da vores 

forståelseshorisont formentligt vil flytte sig i forbindelse med analysen. 

Valg af teoretikere 

Vi har primært udvalgt vores analytiske teoretikere ud fra kriteriet, at vi skulle bruge disse til at belyse serien 

”The Simpsons” forskellige aspekter. Det vil sige, at de er valgt ud fra kriterier om, at de enten kan virke i en 

tekstanalytisk sammenhæng eller være med til at forklare differentierede opfattelser af fænomener i serien. 

Det skal bemærkes, at vi ikke slavisk vil følge vores teoretikere, men vil benytte de del-elementer vi mener 

er hensigtsmæssige for at holde fokus i forhold til problemformuleringen. 

Konnotationer og denotationer 8 (Saussure) 

Brug af Saussures tegnbegreb 

Vi har valgt at se nærmere på denotationer og konnotationer, som udspringer af Saussures tegnbegreb. Vi 

benytter primært dette tegnbegreb til at belyse og forklare eventuelle forskelle imellem vores fortolkning af 

et fænomen (et tegn) og andre eventuelle fortolkninger. Dette er medvirkende til at forklare, hvorfor 

eksempelvis en amerikaner, der kommer fra et andet samfund end det danske, vil få andre konnotationer af 

en underliggende denotation, end vi gør. Det skal bemærkes, at vi primært benytter konnotationer og 

denotationer implicit, i forhold til det behandlede materiale, som supplement til vores anden teori hvorfor 

dette ikke vil blive behandlet i et selvstændigt analyseafsnit. 

Teori 

Tv-programmer er, ligesom alle andre betydningsdannende fænomener, sammensat af en række tegn, som 

modtageren skal afkode for at få en betydning til at træde frem. Tegn er alt, der producerer mening for 

modtageren. Det vil sige, at tegn ikke er kommentarer på verden, men ting i denne, som producerer 

betydning. Yderligere producerer tegn ikke bare én, men flere forskellige betydninger. Vi har i vores projekt 

valgt, semiotisk set, primært at beskæftige os med konnotationer og denotationer. 

Konnotationer og denotationer behandler tegn og koder på et betydningsskabende og værdiskabende 

niveau, hvor vi også vil bruge disse. 

Denotativ analyse 

Man registrerer først, hvilke tegn teksten faktisk benytter sig af, og hvad disse tegns neutrale betydning er. 

Et ord eller begreb kan give modtageren associationer, og disse er konnotationer, hvoraf de mest gængse 

bliver til denotationer. Eksempelvis kan et ord som hest give modtageren en lang række konnotationer, men 

8 Thwaites, Tony m.fl. “Tools for Cultural Studies” s. 57ff 



- side 11 -

er en af disse konnotationer lig konnotationer, hos andre modtagere i det samme sprogsamfund, opstår 

denotationen. Modtageren kan ud fra ordet hest få en lang række af konnotationer som eksempelvis: 

En anden modtager i sprogsamfundet kan ligeledes få en lang række konnotationer ud fra ordet, som ikke 

nødvendigvis er magen til ovenstående. Hvis konnotationen ridedyr går igen hos størstedelen af 

sprogsamfundet, opstår denotationen, og ridedyr er en denotation til hest. Konnotationen cowboy er fortsat 

blot en konnotation hos den enkelte modtager. 

Konnotativ analyse 

Cowboy 

Konnotativ analyse handler om, hvilke kulturelle betydninger og værdiladninger tegnene bærer med sig som 

bibetydninger. Der er nogle meget simple retningslinier for, hvordan konnotationen skal være. 

Først og fremmest skal konnotationen defineres som sprog og ikke som noget individuelt. Den konnotation, 

som man når frem til, skal have en fællesbetydning for et sprogsamfund. 

Sekundært skal konnotationen bygge på en underliggende denotation. Man kan naturligvis ikke udlede 

nogen betydning, uden at der ligger nogen denotation bag. 

Tertiært må konnotationen ikke reduceres til at handle om værdiladninger. Den kan altid have et egentligt 

indhold, hvilket vil sige, at det ikke er en konnotation, men rent faktisk en denotation. Bogen ”Medier og 

Kultur” 9 benytter ordet abort som et eksempel: abort konnoterer for mange i de vestlige lande 

”fosterfordrivelse” eller ”afbrudt graviditet”, mens det i meget katolske lande ikke bare konnoterer ”drab”, 

men rent faktisk også denoterer drab, da det er så indgroet i deres kultur, at det er betydningen af ordet. 

Det centrale problem i vores analyse er, hvem konnotationerne er konnotationer for. Vi påberåber os evnen 

til at fremtolke de betydninger, som er givet for et sprogsamfund. 

9 Drotner, Kirsten m.fl. ”Medier og kultur” s. 191ff 

Transportdyr 

HEST 

Jockeyens ven 



- side 12 - 

Ridedyr 

Jolly Jumper Havrespiser

Karakterer i fortællingen 

Brug af karakterer i fortællingen 

Vi benytter os af begreberne runde og flade karakterer, for at kategorisere seriens personer indenfor disse 

rammer. Dette gøres selvstændigt, men hovedsagligt i forbindelse med aktantmodellen. 

Teori 

I de fleste fortællinger kommer handlingen til udtryk igennem de fiktive personer, som bærer denne frem. 

Fortællingens karakterer er at betragte som rent fiktive, og består dermed af syntagmer af forskellige tegn, 

som konnoterer en vis karakter, alt efter hvem der ser/læser figuren. Men der findes to former for karakterer 

i fortællingen: 

1: Runde karakterer 

De runde karakterer er sammensatte og komplekse. Ved disse karakterer er det emotionelle i fokus, og de 

er præget af forskellige og ofte modstridende ydre og indre kræfter og impulser samt ændrer ofte en større 

eller mindre del af deres karakter i handlingsforløbet. Førnævnte gør de runde karakterer åbne og kan 

ligeledes gøre deres handlingsmønstre uforudsigelige, hvilket gør karakteren ”levende”. 

Melodramaet samt serier som eksempelvis ”Beverly Hills 90210” med karakterudvikling, er oftest domineret 

af flere runde karakterer. 

2: Flade karakterer 

De flade karakterer er karakterer med én eller ganske få dominerende egenskaber. Karakterernes 

handlinger er styret af disse egenskaber og rettet imod et bestemt mål. Disse karakterer er endvidere 

lukkede, hvilket vil sige, at de kun udvikler sig lidt eller ofte slet ikke i løbet af fortællingen. Sammen med 

førnævnte karakteristika gør dette, at deres adfærd er forudsigelig. De flade karakterers adfærd er 

simpelthen bestemt af det formål, karakteren tjener i fortællingen, hvilket også gør, at jo mere plottet 

dominerer i fortællingen, jo mere vejer tendensen mod flade karakterer. 

Eventyr gør, med deres næsten 100% plotstyrede fortællinger, oftest brug af flade karakterer. Det samme 

gælder medieproduktioner skåret over eventyrformlen som eksempelvis tv-serien ”Married With Children”. 

I fortællinger som eventyr, med flade karakterer, kan alle aktørerne oftest reduceres til en funktion og let 

indsættes i Greimas aktantmodel, som netop også er lavet til selv samme formål. 

Udover runde og flade karakterer findes der sommetider bipersoner i fortællingen, som ikke bidrager til 

andet end selve scenen, hvori handlingen foregår. Disse personer går ikke engang under benævnelsen 

karakterer og er oftest kendetegnet ved meget kort tilstedeværelse i fortællingen, samt at de ikke 

navngives. 



- side 13 -

Stereotyper 

Fortællingen gør ofte brug af i forvejen velkendte semiotiske koder til at kategorisere karaktererne. Det er 

disse semiotiske koder, der gør, at man i mange film ofte allerede fra starten, kan se hvem der er helten, og 

hvem der er skurken. Eksempler på denne lette genkendelse er: den unge blonde smilende helt, den 

mørkhårede altid ondt-udseende ubarberede skurk og den yndige blondine, som den førnævnte helt får i 

slutningen. Der findes dog uendelige mange andre former for karakterkonventioner. I mere moderne 

kategorier, som f.eks. reklamefilm, er det ideelt for afsenderen at benytte sig af bredt kendte konventioner, 

da man via disse kan fortælle en mere kompleks historie hurtigere og stadigvæk få den ønskede mening 

bag de præsenterede personer frem. Ved at lade karaktererne have bredt accepterede konventionelle træk, 

kan man derved også skabe en del af historien. Man giver så at sige publikum et socialt perspektiv at skue 

filmen fra, og de kan derfor, udfra egne konventioner, relatere til filmens personer udfra deres egen 

forståelse af, hvorhenne i det sociale net modtageren mener, at figurerne hører til. For eksempel er man 

ikke i tvivl om, at der er tale om gangstere, som sandsynligvis ikke har helt rent mel i posen, hvis de er 

udstyret med italiensk accent, pomadefyldt, tilbageslikket mørkt hår, samt et lettere spraglet jakkesæt; 

derved er publikum allerede indforstået med en del af plottet i filmen. 

Sådanne karakterkonventioner kan danne stereotyper. Stereotyper er mytiske figurer, som består af en 

koncentration af attributter og egenskaber, som sociale grupper, som er bekendte med disse konventioner, 

enten finder eller ikke finder ideelle. Med andre ord er stereotyperne karakterer med en helt denotativ 

mening. Disse stereotyper er ideelle, hvis afsenderen ønsker at afgive et socialt perspektiv på eksempelvis 

en film; jo mere stereotypisk karaktererne er, jo lettere er det for modtageren at fange den sociale mening, 

der ligger i selve plottet, da karakterens rolle bliver mere forudsigelig – især hvis der er tale om en flad 

figur. 

Aktantmodellen 

Brug af Greimas aktantmodel 

Vi benytter Greimas aktantmodel til at tydeliggøre de narrative strukturer i ”The Simpsons” og til at belyse 

hvorledes de enkelte personer passer ind i forhold til en historie opbygget som eventyr. Dette er blandt 

andet med at demonstrere, hvor lidt klassiske heltekvalifikationer personerne i Springfield har, og desuden 

vise hvem, der i de enkelte afsnit rent faktisk er hovedpersonerne. 

Teori 

Greimas lavede i 1974 10 en model, der har til hensigt at kortlægge fortællingers struktur. Denne model, 

aktantmodellen, var oprindeligt rettet mod folkeeventyr, og har, som sagt, til formål at tydeliggøre strukturen 

i fortællingen. Der er ikke lagt synderlig vægt på personerne i denne form for analyse; snarere er 

personerne reduceret til en funktion i historien. Netop fordi karaktererne ikke er komplicerede figurer, men 

uforanderlige og med få karikerede meget let genkendelige karaktertræk, kan man benytte aktant-modellen 

som analyseinstrument for at kortlægge strukturen eller handlingen. Plottet er som regel meget 

10 Drotner, Medier og kultur – s. 236 



- side 14 -

handlingspræget, og det er derfor ikke figurerne, der er i decideret centrum. Kun via den pågældende 

historie, som bestemmer, hvordan de forskellige personer reagerer indenfor de få egenskaber, de besidder. 

Man kan sige, at det er plottet, der bestemmer, hvordan udviklingen i historien forekommer og ikke 

personerne, der via deres personlige udvikling bestemmer historiens gang. Personerne er blot 

funktionsfigurer. 

Kommunikationsakse 

Giver Objekt Modtager 

(afsender) 

3. prøve Glorifikation (væren) 

2. prøve Performere (kunnen) 

1. prøve Kvalifikation (villen) 

Projektakse 

Hjælper Subjekt Modstander 

Forklaring til model 

Konfliktakse 

I en historie der er opbygget efter aktantmodellen, er der et subjekt. Dette er hovedpersonen, altså den 

person, man følger igennem historien. Dette subjekt mangler som regel noget, objektet, som er placeret for 

enden af den lodrette akse, projektaksen, manglen kan både være af materiel eller følelsesmæssig art. På 

den nederste vandrette akse, konfliktaksen, er der placeret andre personer; hjælpere og modstandere. 

Disse har til formål henholdsvis at assistere hovedpersonen i at få fat på objektet, eller forhindre subjektet i 

at opnå objektet. Den lodrette akse, projektaksen, hvor objektet ligger foroven, kan ses som selve 

handlingen i historien. Desuden er der på den vandrette kommunikationsakse en giver, der kan videregive 

objektet til subjektet, samt en modtager, som er de eventuelle personer, der kan nyde godt af, at subjektet 

opnår objektet. 

På projektaksen er der i typiske eventyr placeret tre prøver, som subjektet skal gennemgå for at få det 

forløsende objekt. Den første prøve kaldes for kvalifikation. I denne prøve går det op for subjektet, at 

han/hun ønsker objektet. Den anden prøve kaldes performere. I denne prøve skal subjektet bevise, at 

han/hun er værdig til at modtage objektet ved at mestre en prøvelse. Den tredje prøve kaldes glorifikation 

og består af en bekræftelse af, at subjektet forstår at bruge objektet, altså er værdig til at modtage det. 



- side 15 -

Disse tre prøver er ikke altid til stede i præsentationer af aktant-modellen og denne struktur er desuden 

møntet specifikt på klassiske eventyr. 

Richard Taflinger – sitcoms 

Brug af Taflingers neoaristoteliske model 

Vi benytter Taflingers model til at belyse den narrative struktur og de udtryksmetoder, som serien benytter 

sig af. Samtidig tjener den til at placere ”The Simpsons” i tv-serie paradigmet. 

Hvad er en Sitcom? 

Ordet ”sitcom” er en sammentrækning af ”situation comedy”. Sitcom’en er en af de mest almindelige 

programtyper, især på kommercielle tv-stationer. En sitcom er en komedie-serie, der foregår omkring de 

samme karakterer, ofte en familie, venner eller kolleger på en arbejdsplads. 

Teori 

Den amerikanske medieforsker Richard Taflinger har, på baggrund af sine studier af godt 40 års produktion 

af sitcoms, opstillet en teori om, hvad sitcoms er, og hvordan handlingen i disse serier er bygget op. 

Taflinger opstiller en række termer, som naturligvis er på engelsk. For præcisionens skyld er disse ikke 

oversat til dansk. 

Neo-Aristotelian analysis 

Taflinger bygger sin analysemetode på Aristoteles’ metoder til at undersøge de græske dramaer og kalder 

derfor metoden for ”Neo-Aristotelian Analysis” 11 . Ifølge den består drama af seks elementer: action, 

character, though, diction, music og spectacle. Dramaets plot udgøres af de første tre af disse seks 

elementer. 

• ”Action” er dramaets handling, og denne består af otte elementer, der kommer i kronologisk 

rækkefølge: 

• ”Exposition” hvor tid og sted fastsættes, og karaktererne præsenteres. Her etableres også en 

harmoni eller ligevægt. 

• ”Problem” er det, der forstyrrer eller ødelægger harmonien. 

• ”Point-of-attack” er det sted i handlingen, hvor problemet bliver præsenteret for hovedpersonen, og 

handlingen dermed sættes i gang. 

• ”Foreshadowing” er de steder, hvor tilskueren får et fingerpeg om, hvad der vil ske senere i 

fortællingen. I en krimi kan det f.eks. være fremkomsten af de spor, der fører til opklaring af 

forbrydelsen. 

11 http://www.wsu.edu:8080/~taflinge/neoarist.html 



- side 16 -

• ”Complication” er et forsøg på at løse det opståede problem, men forsøget mislykkes, og problemet 

kompliceres. 

• ”Crisis” opstår på baggrund af ’complication’. Her skal karakteren vælge en af flere veje, som hun 

kan gå for at løse problemet. 

• ”Climax” er den ultimative krise, hvor karakteren må handle og få løst problemet 

• ”Denouement” er der, hvor problemet bliver løst, og den harmoni og ligevægt, der var til stede i 

begyndelsen, genoprettes. 

”Character” er dramaets karakterer. Karakterer er bygget op af fysiske og følelsesmæssige kendetegn, der 

sammen danner et billede af et menneske. Det er gennem karakterernes handlinger, følelser og tanker, at 

historien bliver fortalt. 

”Thought” er den tankegang eller de temaer, der ligger bagved dramaet. Heri ligger altså dramaets morale 

eller pointe, men det er også den tanke, der ligger bagved karaktererne, som sandsynliggør og forklarer den 

måde, de handler på. 

”Diction” er de replikker, karaktererne fremsiger. Replikkerne hænger uløseligt sammen med de karakterer, 

der fremsiger dem. Man skal altså forstå replikkerne med baggrund i den tankegang (thought), der er lagt i 

karaktererne. 

”Music” er både musik og alle andre lyde, der er i dramaet. Både de lyde, der opstår under fremføringen af 

dramaet, og de lydeffekter, der er lagt på bagefter. Den velkendte dåselatter, som er til stede i næsten alle 

sitcoms (men ikke ”The Simpsons”), er altså en del af ”music”. 

”Spectacle” er de tilsvarende visuelle effekter, der er i dramaet, f.eks. kulisser, sminke og karakterernes 

bevægelser. 

Actcom, domcom og dramedy 

Som nævnt tidligere udgør de tre første punkter (”action”, ”character” og ”thought”) dramaets plot. I plottet 

kan et af de tre elementer være vægtet højere end de to andre. Ifølge Taflinger er der tre forskellige typer af 

sitcoms, der hver har et af disse elementer vægtet højest: ”Action comedy” (Actcom), der har action- 

baserede plot, ”domestic comedy” (Domcom), der har karakter-baserede plot og ”dramedy”, der har plots 

baseret på ”thought”. 

Actcom’en er den mest almindelige type sitcom, og ifølge Taflinger er det i denne kategori, at vi finder 

Simpsons 12 . Actcom’en er kendetegnet ved, at karaktererne i serien er simple og ofte karikerede. Deres 

12 http://www.wsu.edu:8080/~taflinge/sitcom2.html 



- side 17 -

karaktertræk er overdrevne for at understrege effekten. Et godt eksempel er Homer Simpson. Homer er 

ikke bare almindeligt dum, han hører til tider til den ultimative verdenselite i dumhed. Ligesom karaktererne 

er også sproget simpelt. Det er den fysiske handling, der bærer plottet. 

Kulisserne er også ofte simple, fordi de blot er en baggrund for handlingen og ikke en del af den. 

Indretningen kan også være direkte upraktisk. Alle stole kan f.eks. vende den samme vej for at gøre det 

nemmere for publikum og kameraer at følge med. 

Målet med actcom’en er grinet og punchlinen og ikke i så høj grad at fortælle en historie med en morale. 

Actcom’en har også, næsten uden undtagelse, dåselatter til at underbygge punchlinen. 

En domcom lægger vægten hovedsagligt på seriens karakterer, deres indbyrdes forhold og deres udvikling. 

Følgelig er karaktererne mere runde og nuancerede, end dem man ser i actcoms. Genren hedder domestic 

comedy, fordi den ofte foregår hjemme hos en familie, som f.eks. i ”Cosby & Co”. 

Problemet i domcom’en er ofte et personligt problem eller dilemma, som en af karaktererne løser med 

hjælp fra en af de andre karakterer, og undervejs undergår denne karakter en udvikling og bliver et bedre 

menneske. Ofte er det børn, der gennemgår denne proces. 

Sproget i domcom’en er mere roligt og hyggeligt. Der er mere smalltalk for at underbygge en familiær 

atmosfære, og der er ofte kælet mere for kulisserne af samme grund. 

Den sidste type, dramedy, er den mest sjældne type. I denne type er plottet drevet af ”thought”. Karakterer 

og ”thought” vil sammen forsøge at illustrere et bestemt, alvorlig tema. Handlingen vil dreje sig om dette 

tema, som karaktererne på den ene eller anden måde skal forholde sig til. Et godt eksempel er ”M*A*S*H”, 

der foregår på et felthospital under Korea-krigen. 

Som den eneste af de tre typer har dramedy serien gerne to sideløbende historier. En alvorlig 

hovedhistorie, hvor problemet opstår omkring seriens emne, samt en lille sjov sidehistorie så det ikke bliver 

for alvorligt og trist. Det er problemet i den lille sidehistorie, der løses til sidst, så afsnittet kan slutte med et 

grin. Ofte underbygger sidehistorien hovedhistoriens alvorlige pointe og bidrager til eftertænksomhed hos 

seeren. 

Vi vil benytte Taflingers teori til at placere ”The Simpsons” i tv-serie paradigmet og for at belyse 

fortællestrukturen. 

Scott R. Olson. Meta-television 



- side 18 -

Brug af Scott R. Olson 

Vi benytter Scott Olsons klassificering af meta-tekstuelle elementer til at kategorisere de forskellige 

metatekstuelle referencer, der ligger i forhold til personer, begivenheder og lignende. Dette ud fra hans 

artikel ”Meta-television: ”Popular Postmodernism”. 

Teori 

Scott R. Olson definerer meta-television som fiktion, der undersøger sin egen natur 13 . Dette sker oftest ved, 

at illusionen af den tv-fremstillede verdens ægthed bliver fjernet. Metafiktion underminerer illusionen af 

realisme ved at sætte spotlight på de virkemidler, der bliver brugt, og dermed gøre modtageren 

opmærksom på, at disse er tilstede. Olson definerer meta-television som en form for populær 

postmodernisme, der afviser den traditionelle måde at fremstille tv-virkelighed på, og ved at afvige fra 

traditionen viser, hvordan denne virker. 

Metafiktion og modtageren 

Olson mener, at meta-television sætter modtageren i en meget ophøjet position og giver disse kredit for, at 

de er i stand til at se de metatekstuelle elementer. Dette tager udgangspunkt i, at modtageren skal befinde 

sig på et vist niveau for at være i stand til at afkode de enkelte metatekstuelle elementer og genkende de 

gængse konventioner indenfor tv-genren. 

Da konventionerne er mange, skal modtageren være velkendt med disse for at kunne afkode de meta-tegn, 

der er tilstede. Dette vil sige, at folk, som ikke er vokset op med at se meget tv, ikke har let ved at se 

igennem konventionerne. Derimod vil andre, der er blevet opflasket med tv, have et naturligt grundlag for at 

genkende tv-konstruktionen og brugen af virkemidler. 

14 Modtageren skal kunne genkende konventioner og brud på disse. Olson mener, at dette fører til et spil 

imellem afsender og modtager om, hvorvidt modtageren er i stand til at spotte de metatekstuelle elementer, 

der er tilstede. Olson bemærker, at det er modtageren, der reelt set afkoder det metatekstuelle, og at denne 

udmærket vil kunne danne en metatekstuel oplevelse ud fra et program, selvom dette aldrig var intenderet. 

Meta-tekstualitet er derfor, i høj grad, et spørgsmål om modtagerinterpretation, hvorfor det er farligt at lave 

endegyldige konklusioner. Dette varierer fra modtager til modtager. Dermed mener Olson, at det er simpelt 

at kalde et program for værende selv-refleksivt. Man skal dog tage i betragtning, at det er selvrefleksivt på 

flere niveauer, som ofte er afhængig af modtagerens interpretation. 

Vi vil i vores behandling af meta-tekstualitet i ”The Simpsons” primært arbejde ud fra vores egen 

interpretation, da dette er den eneste sikre, vi kan fastslå. Det vil sige, at vores konstateringer, med hensyn 

til metatekstuelle elementer, ikke nødvendigvis er de samme, som andre når frem til. Ligeledes er der 

13 Scott R. Olson, ”Meta-television: Popular Postmodernism”, Critical Studies in Mass Communication 4 (1987), s 284 




- side 19 -

mulighed for, at vi ikke konstaterer, at der er metatekstuelle elementer, hvor der er, og at vi finder 

metatekstuelle elementer, hvor det måske ikke var intenderet. 

De 3 refleksivitets niveauer 

Olson opererer med tre forskellige niveauer af selvrefleksivitet indenfor tv-mediet. Disse tre niveauer kan 

betragtes som et tragtformet fokus af refleksivitet: 

Medie-refleksivitet 

Meta-genreisme 

Autodekonstruktion og Ilinx 

Det første niveau af refleksivitet, ”medie-refleksivitet”, arbejder med tv-mediet som fokus. Dette er den 

simpleste form for refleksivitet og spænder over hele tv-mediet. Den anden form er ”meta-genreisme”, der 

behandler specifikke programtyper og genrer indenfor tv-mediet i forhold til hinanden. Den sidste form for 

refleksivitet, ”autodekonstruktion” og ”Ilinx”, arbejder med de mindste enheder, som programmer og historier 

er op bygget efter. 

Medie-refleksivitet 

15 Medie-refleksivitet er meta-tekstualitet på simpleste niveau. Denne form for refleksivitet kommer oftest til 

udtryk ved at sætte fokus på tv som et medie. Dette sker traditionelt set ved: 

• Publikums opmærksomhed 

• Hentydning til fjernsynet 

Publikums opmærksomhed 

Denne form for opmærksomhed kommer oftest til udtryk ved, at skuespillerne henvender sig direkte til 

modtageren og dermed nedbryder illusionen ved at vise, at fjernsyn er rent digesis. Personerne på tv er klar 

over, at de er på tv. 

Hentydning til fjernsynet 

Hentydning til fjernsynet eller intertekstualitet er den anden form for medie-refleksivitet. Dette er 

eksempelvis, hvor personer fra et program hentyder til personer på et andet program, eller at personer fra 

én tv-serie pludselig dukker op i en anden tv-serie. Det sidste kaldes for digetisk sammenfald (digetic join) 

og kan virke til at skabe en illusion af en ”fjernsynsverden”, hvor alle tv-serier finder sted. 

15 Scott R. Olson, ”Meta-television: Popular Postmodernism”, Critical Studies in Mass Communication 4 (1987), s 286 



- side 20 -

Den kraftigste form for intertekstualitet er den, hvor eksempelvis en tv-serie hentyder så kraftigt til en anden 

tv-serie eller film, at den bliver totalt ændret. 

Meta-genreisme 

(ols4) 16 En anden form for selv-refleksivitet opnås blandt andet, hvor en tv-genre låner struktur fra en 

anden. Olson arbejder specifikt med tre forskellige elementer, der er med til at definere en tv-genre, som 

andre kan adoptere: 

• ikonografi 

• arketyper 

• setting 

Meta-genreisme er altså, når man udskiller arketyper, setting, problematikker og lignende fra en genre og 

overfører disse til en anden for at lave en parodi. Hvor vidt dette lykkes afhænger af, om modtageren er i 

stand til at identificere de enkelte elementer og placere disse i deres rette sammenhæng. 

Autodekonstruktion 

17 Intertekstualitet og meta-genreisme dekonstruerer tv uden at ændre dets grundlæggende form. 

Autodekonstruktion dekonstruerer tv ved at nedbryde denne grundlæggende struktur og skabe en ny. 

Olson behandler autodekonstruktion ud fra Gérad Genettes ideer om opbygning og strukturer og deler det 

op i fem forskellige elementer. 

• Duration 

• Order 

• Frequency 

• Voice 

• Mood 

De tre første behandler konventionerne om tid, den fjerde til fortællestruktur og den sidste til 

sammenhængen imellem digesis og mimesis. Olson bemærker, at autodekonstruktivisme stort set kun 

benyttes i programmer, der især henvender sig til de yngre tv-seere, som ofte har en stor viden om tv- 

mediets konventioner. 

Duration 


17 Scott R. Olson, ”Meta-television: Popular Postmodernism”, Critical Studies in Mass Communication 4 (1987), s 289ff 



- side 21 -

TV mediet kommunikerer sjældent i realtid. Hvis man ser en mand grave et hul, vil man ikke se ham grave 

hele hullet, men i stedet se eksempelvis tre forskellige klips af processen. Hvis der går dage i en film, vil 

man eksempelvis se kalender-blade falde af en kalender og så videre. Varigheden følger altså i tv-mediet 

nogle specielle konventioner for at kondensere mest mulig handling på kortest mulig tid. Varighed kan blive 

refleksivt, når man, som afsender, overdriver dette for at henlede opmærksomheden på konventionerne for 

tid. 

Order 

Order handler om, hvilken rækkefølge elementerne i en historie kan foregå i. Der er mange forskellige 

metoder, hvormed man kan springe frem og tilbage imellem elementerne i handlingen. Dette kan 

eksempelvis være via flashbacks, drømme og lignende. Order kan blive refleksivt, når den rækkefølge, 

handlingen foregår i, er åbenlyst umulig. Dette sker eksempelvis, hvis en person stopper op og bemærker, 

at vedkommende ved, at han skal dø, fordi han er bad-guy i filmen. 

Frequency 

Frekvens beskæftiger sig med handlingselementer og antallet af forekomster af disse. Dette kan 

eksempelvis være en persons dødsfald. I en konventionelt opbygget film kan dette kun ske én gang. Når 

frekvens bliver selv-refleksivt, kan det enten være, fordi det samme element går igen og igen i ulogiske 

kontekster, eller samme element forekommer flere gange, selvom det er praktisk umuligt. 

Selvrefleksiv frekvens åbner derfor også for, at man kan ignorere konventionerne, hvilket blandt andet giver 

mulighed for, at karakteren Kenny, i tv-serien South Park, dør i stort set hvert afsnit og på mirakuløs vis er i 

live ved starten af det næste. 

Voice 

Elementet voice vil vi i vores projekt behandle som handlende om stil. Dette er eksempelvis Film Noir, der 

har deres helt egen stil. 

Når voice bliver selvrefleksivt, arbejder det eksempelvis med at skifte stil. Dette sker f. eks., hvis Film Noir 

pludselig skifter over og bliver en musical. Man bryder med den konventionelle stil og skifter over til noget 

helt andet, hvilket sætter spot på de konventioner det normalt er med til at sætte stilen for et program. 

Mood 

Mood beskæftiger sig med regulering af fortællingen imellem digesis og mimesis; altså hvor meget vægt 

man lægger på det ene i forhold til det andet. Dette bliver meget ofte gjort refleksivt ved, at fortælleren 

blander disse to sammen til en form for hybrid. Dette sker eksempelvis, når en karakter i en film er i stand til 

at se rulleteksterne eller beslutter sig for at gøre noget andet end det, der står i manuskriptet. 



- side 22 -

Ilinx 

Ilinx beskæftiger sig med at bruge et middel for midlets eget skyld. Dette er f. eks. brug af dramatisk musik i 

en film, uden at der er nogen som helst grund til det. Ilinx kan nærmere betragtes som værende ligegyldig 

brug af virkemidler. Dette tjener som oftest ikke andet formål end at spille en eller anden form for spil med 

publikum om, hvorvidt de bemærker det eller ej. Samtidig virker ilinx til at gøre seeren opmærksom på, 

hvordan vi ligger under for de konventioner, som mediet benytter sig af. 

Umberto Eco – læserens rolle 

Brug af Umberto Eco 

Vi bruger Umberto Ecos artikel: ”Læserens rolle”, i forbindelse med Taflingers og Scott Olsons teorier, da 

vores metakommunikative analyse af et afsnit vil afhænge meget af vores personlige fortolkning af 

portrætterede situationer. Det er derfor vigtigt for os at få klassificeret ”The Simpsons” i henhold til 

”Læserens Rolle” for at få et klart billede af, hvorvidt der forekommer forskellige fortolkningsmuligheder i de 

metakommunikative sekvenser. Vi vil derfor ikke benytte Umberto Eco i et separat analyseafsnit, men 

derimod bruge hans teorier implicit som supplement i forbindelse med vores andre teorier. Hans teori indgår 

derfor ikke i projektet i en selvstændig analyse. 

Teori 

Ifølge Umberto Eco er der tre trin på vej til forståelse af budskabet i en tekst. 

Det første trin er forståelsen af de enkelte tegn og ord og deres sammenhæng i teksten. For at et udtryk 

ikke forbliver tom lyd (flatus vocis), må læseren kunne forstå det enkelte ords betydning og kunne sætte det 

i en grammatisk sammenhæng, så det samlede udtryk giver mening. 

Det andet trin er forståelsen af det ”ikke-sagte” i en tekst. Det ikke-sagte er det, der ikke bliver skrevet 

direkte i teksten, men som kan forstås af sammenhængen. Dette kalder Eco ”tomme pladser”. For at et 

udsagns indhold forstås, må læseren gennem en bevidst indsats gennemskue det ikke-sagte i et udsagn. 

Eksempel: ”Jeg er endelig blevet rask”. I denne sætning kan ordene ”endelig” og ”rask” trækkes ud. 

”Endelig” implicerer, at der er tale om et længere forløb, og at det er positivt, at dette forløb er afsluttet. 

Rask viser implicit, at der har været sygdom. 

Det sidste trin, der er en forudsætning for en generel forståelse af en tekst, er læserens leksikalske viden 18 . 

Hvis en tekst f.eks. bruger udtrykket ”han var jøde under Anden Verdenskrig”, må læseren, for at få det 

fulde udbytte af teksten, have en leksikalsk viden om Anden Verdenskrig. Har man ikke denne viden, kan 

man godt forstå, at personen, der tales om, har en bestemt religion og levede i en historisk periode, hvor 

der var verdenskrig, men man forstår ikke, at netop denne kombinationen, har gjort personen meget udsat. 

18 



- side 23 -

Modellæser & Modelforfatter 

Umberto Eco mener, at når en forfatter skriver en tekst, danner han sig mere eller mindre bevidst et billede 

af modtageren – hans modellæser. Forfatteren må gennem sandsynlighedsberegning danne sig denne 

modellæser og dennes kompetencer og træk generelt. Med andre ord en strategi til hvordan forfatteren skal 

få modellæseren til at opfatte teksten og dens budskab. 

Først og fremmest skal der tages højde for tekstens sproglige form. Ud fra modellæserens 

erfaringsgrundlag, ideologiske synspunkter og leksikalske viden skal der dannes et sprog, der henvender sig 

til modellæseren. Det nytter f.eks. ikke noget, at man benytter computer-fagtermer i en børnebog henvendt 

til femårige børn. Modellæseren vil her have svært ved at forstå de sproglige udtryk i bogen og dermed 

misforstå eller slet ikke få forståelse af indholdet og budskabet i teksten. 

Når en forfatter danner sin modellæser, vil de egenskaber, kompetencer og behov, denne tillægges selvsagt 

ikke altid stemme overens med den faktiske læser. Teksten og forfatterens intenderede budskab vil så i 

ringere grad nå denne faktiske tiltænkte læser. En tekst kan også falde en anden type læser end 

modellæseren i hænderne, og teksten kan i disse tilfælde forstås/misforstås og tolkes på en helt anden 

måde, end intentionen oprindeligt var. 

Lige så vel som forfatteren danner en modellæser, danner teksten også en modelforfatter. Den strategi 

forfatteren har lagt for modellæseren, det skrevne budskab og indhold generelt, vil uundgåeligt blive 

afspejlet mere eller mindre eksplicit gennem teksten. Læseren vil gennem teksten, måden den henvender 

sig på og den sproglige form, kunne danne sig et billede af forfatteren, og derigennem bl.a. kunne opstille 

en strategi om forfatterens personlighed, ideologiske synspunkter, holdninger og ikke mindst formål med 

teksten – altså en modelforfatter. Henvendelsesformen vil også, for den opmærksomme læser, kunne 

danne et billede af modelforfatterens strategi. Uundgåeligt vil strategien for modelforfatteren indvirke på 

samarbejdet mellem denne og læseren; dvs. at alt efter hvilket billede læseren danner sig af 

modelforfatteren, vil tolkningen af teksten variere. En modelforfatter, som adskiller sig meget fra den 

faktiske forfatter, kan derfor, som det er tilfældet med modellæseren, medføre en anderledes tolkning af 

teksten. 

Åbne, lukkede og dovne tekster 

Lukkede tekster 

Hvis en forfatter skriver en tekst til en meget specifik modellæser, vil han have mulighed for at indsnævre 

tolkningsmulighederne og derved forøge mulighederne for, at modellæseren forstår teksten på den måde, 

som forfatteren ønsker det. Dette kaldes en lukket tekst. 

Problemet med den lukkede tekst er, at der er en risiko for, at teksten bliver tolket helt forkert, hvis læseren 

falder ved siden af den modellæser, forfatteren har fastlagt. Det kan være, fordi forfatteren ikke har formået 

at fastlægge sin modellæser tilstrækkeligt detaljeret, eller fordi teksten simpelthen bliver læst af andre, end 

det var planlagt. I det tilfælde kan teksten have flere tolkningsmuligheder, som forfatteren ikke har forudset. 



- side 24 -

Åbne tekster 

Hvis forfatteren derimod ikke fastlægger én modellæser eller blot skriver teksten til en bredere læserskare 

og derfor forsøger at styre læserens tolkning i den rigtige retning, vil han skrive en tekst, der er mere åben. 

En åben tekst vil have flere tolkningsmuligheder end en lukket, men den dygtige forfatter vil bestræbe sig 

på, at de mulige fortolkningsmåder harmonerer med og styrker hinanden. 

Dovne tekster 

En tekst er, ifølge Umberto Eco, en doven mekanik. Med doven forstås der, at teksten i høj grad får 

betydning gennem det, der implicit står i teksten. Teksten tilføres også betydning af modtageren ud fra 

dennes baggrundsviden og det, der impliceres i teksten. En tekst kan være mere eller mindre doven. I den 

dovne tekst vil der ikke være mange konkrete informationer - det vil være meget op til modtageren at tilføre 

en stor del af betydningen selv. Dette er f.eks. tilfældet med poesi. En ikke-doven tekst vil have meget 

konkret information, og vil ikke overlade megen fortolkning til modtageren selv, som det eksempelvis ofte er 

tilfældet i brugsanvisninger. 

Jo mere doven en tekst er, jo mere åben er den også, da tolkningsmulighederne er brede, hvorimod en 

mindre doven tekst er mere lukket pga. de få tolkningsmuligheder. 

Fremgangsmåde 

Vores projekt er opbygget ud fra tre forskellige analyseenheder. Den første analyseenhed er person- 

karakteristikker af hovedpersonerne og bipersonerne i serien. Dette gøres ud fra hypotese 1 (at de alle 

repræsenterer stereotyper i det amerikanske samfund) og dermed er vigtige elementer i at beskrive det 

amerikanske samfund, der formodentligt kommer til udtryk igennem ”The Simpsons”. Den anden 

analyseenhed i vores projekt er den tematiske analyse, hvor vi bearbejder de tematikker, der regelmæssigt 

forekommer igennem serien. 

Da vi tager udgangspunkt i hypotesen at ”The Simpsons” behandler samfundsrelevante problematikker, må 

vi gå ud fra, at disse tematikker er evigt aktuelle og tilbagevendende, og derfor er vigtige i beskrivelsen af 

et samfund og problemerne i dette. 

Den tredje analyseenhed er en specifik analyse af et enkelt afsnit. Dette er først og fremmest inkluderet i 

projektet for at demonstrere, hvordan ”The Simpsons” fungerer på det rent narrative plan, men også for at 

demonstrere, hvordan serien behandler disse personer og tematikker igennem fortællingen og de 

metatekstuelle referencer. Desuden anser vi det enkelte afsnit som værende repræsentant for den typiske 

opbygning af ”The Simpsons”. Vi har vedlagt bilag 1 som er et transskript af dette afsnit. Vi har ved 

referencer til specifikke afsnit skrevet den pågældende produktionskode. Bilag 2 indeholder 

produktionskoder, sæsoner og titler på de enkelte afsnit. 



- side 25 -



- side 26 -

Personanalyser 

I det følgende afsnit analysere vi en lang række af personerne fra Springfield. Dette gøres for at vise 

bredden på det skildrede univers. Desuden er dette via vores hermeneutiske måde at tænke opgaven på, 

en metode til at få et detaljeret indblik i opbygningen af ”The Simpsons”, hvilket vil give os et overblik over 

hvordan holdningerne hos de stereotype personer støder sammen, og derved danner brudflader i det 

stereotype. Bifigurernes funktionsbaserede personligheder har desuden til formål at supplere i beskrivelsen 

af hovedkaraktererne. Vi ser os derfor nødsaget til at komme med en grundig analyse af flere karakterer 

som umiddelbart kan virke overflødige, men som i det store hele understøtter ovenstående pointer. 

En oversigt over personerne er vedlagt som bilag bagerst i opgaven. 

Familien Simpson 

Familien Simpsons består af faren Homer, moren Marge og deres tre børn Bart, Lisa og Maggie. Derudover 

er bedstefaren Abraham Simpson (Grampa) og Marges tvillingesøstre som er den nærmeste familie. 

Homer Simpson 

Familiefaren, Homer, er 36 år gammel og søn af Abraham og Penelope Simpson. Selvom hans hud er gul, 

må han betegnes som værende kaukasisk. Homer er meget overvægtig, selvcentreret og klodset. Homer 

mistede håret i en tidlig alder og har nu kun ganske få tilbage. Hans yndlings tidsfordriv er at sove, se tv 

eller at sidde på en barstol på den lokale pub – Moe’s. Ironisk nok arbejder Homer som sikkerhedsinspektør 

på atomkræftværket i Springfield. Ironisk fordi der intet sikkert er over Homer. Han lader til at have 

problemer med at kommunikere med familiens resterende medlemmer – derfor holdes interaktionen relativt 

lav. Homer indgår sjældent i sociale interaktioner, medmindre han på en eller anden måde kan nyde godt af 

dem. Dog har Homer interesse for at bygge et far-til-barn forhold. 

(Lisa kravler op på sin fars knæ. Hun surmuler) 

Lisa: I'm just wondering what's the point. Would it make any difference at all if I never existed? 

How can we sleep at night when there's so much suffering in the world? 

(Ude af stand til at svare siger Homer) 

Lisa: Come on Lisa, ride the Homer horsey! Giddy up! Wheee! heh heh heh. 

(Marge tilbyder at forberede et varmt karbad til hende) 

Lisa: Sorry Dad, I know you mean well. (kysser ham) 

Homer: Thanks for knowing I mean well. (7G06) 



- side 27 -

Homer viser i flere tilfælde (som f.eks. ovenstående), at han inderst inde har gode intentioner og er en 

følsom mand, men han har, som Marge siger det, ”a misguided way of showing love”. 

Homer nævner til tider sønnen Bart som “The Boy” og glemmer ofte, at den yngste af børnene, Maggie, 

overhovedet eksisterer. Han har ikke nogle store ambitioner for livet og nogle af hans største drømme 

inkluderer: 

Homer: Oh. My dreams will go unfulfilled? Oh, no! I don't like the sound of that one bit. That means I 

have nothing to hope for. Marge, make it better please, can't you make it better, huh? 

Marge: Homer, when a man's biggest dreams include seconds on dessert, occasional snuggling and 

sleeping in til noon on weekends, no one man can destroy them. 

Homer: Hey, you did it! (kysselyd) (7F01) 

Homer glemmer alt fra fødselsdage, højtider, ferier til jubilæer. Han gambler og hans nærmeste venner er 

alkoholikere. Han har utroligt mange dårlige vaner i sin daglige færden, hvilket kræver et stort arbejde fra 

konen Marge. Homer er på mange måder familiens fjerde barn. 

Homer handler instinktivt udfra egen vinding. Han er ofte blevet sammenlignet med en abe – både fysisk og 

psykisk. 

Homer lyver gentagne gange overfor sin kone Marge, og han har et stort forbrug af alkohol og ser ikke 

noget problem ved nogle af delene. 

Homer repræsenterer den hvide lavere middelklasse amerikaners billede af maskulinitet. Deraf menes, at 

Homer har et godt hjerte, men han er ikke særlig intelligent. Homer stræber efter at nyde godt af alle de ting 

han kan komme til, men han kan sjældent motiveres til at yde noget for at nå dette mål. I Homer associeres 

maskulinitet med øl, sex, mad, bowling, tv-sport, vægtproblemer, pseudo autoritet, dovenskab, venner, 

patriark og rollen som ham, der tjener pengene. 

En sammenligning mellem Homer og det klassiske klovnebillede er nærliggende. Dette finder vi forsvarligt 

udfra den følgende beskrivelse. 

The clown is the primitive comedian. Sometimes in the exuberance of animal life a spirit of riot and frolic comes 

over a man; he leaps, he dances, he tumbles head over heels, he grins, shouts, or leers, possibly he pretends 

to go to pieces suddenly, and blubbers like a child. A moment later he may look up wreathed in smiles, and 

hugely pleased about nothing. All this he does hysterically, without any reason, by a sort of mad inspiration and 

irresistible impulse....He is not at all amused intellectually; he is not rendered wiser or tenderer by knowing the 

predicaments into which people inevitably fall; he is merely excited, flushed, and challenged by an absurd 

spectacle. 19 

Karakteren udspringer af denne type karakter, men er udviklet i en lettere satirisk retning. 

Homer er en elskelig og naiv karakter, der igennem seriens første fem sæsoner har udviklet sig til at være 

seriens hovedperson og helt – dog ikke den helt vi kender fra f.eks. actionserier. Homer adskiller sig på 

19 Robert Corrigan – “Comedy, Meaning and Form” Artikel af George Santayana - “The Comic Mask and Carnival” s. 73-74 



- side 28 -

nogle særlige måder fra den traditionelle helt. Hvor den klassiske helt opsøger eventyr og problemer eller 

bare begivenheder, sidder Homer hjemme og venter på, at noget sker for ham. Homer træder ind i 

helterollen, når han står overfor et problem, der har ændret ligevægten i hans eller familiens liv. Homer 

stopper ikke, før ækvivalens er genoprettet – på denne måde ligner han den klassiske helt. Man kan vel 

sige at helterollen i The Simpsons er defensiv, hvor helterollen i den typiske actionserie er præventiv 

overfor uligevægt i balancen. 

Dear Lord, the gods have been good to me and I am thankful. For the first time in my life everything is 

absolutely perfect the way it is. So here’s the deal: you freeze everything as it is and I won’t ask for anything 

more. If that is okay, please give me absolutely no sign. (pause) Okay, deal. In gratitude, I present to you this 

offering of cookies and milk. If you want me to eat them for you, please give me no sign. (pause) Thy will be 

done (gumlen). (2F10) 

Homers IQ er ikke høj, og det går ofte galt for ham på arbejde og i hjemmet. Her befinder man sig på et 

meget lavt plan, hvor det er hans egen basale lommefilosofi, der regerer. 

Homer har en indre dialog mellem hjernen, det handlende jeg og sin mave. De tre dele har et næsten 

freudiansk forhold, hvor hjernen er super-Egoet, jeg’et er egoet og maven er id’et. De tre dele af Homer har 

eksplicitte samtaler og interaktioner, der dog oftest kommer id’et til gode. Dette ses bl.a. på Homers fysiske 

udseende og hans faglige status. 

Homer lever efter en ganske enkel filosofi – Homer i højsædet. Han er drevet af lyster og umiddelbare 

instinkter. Denne id-drevne personlighed gør ham ganske naiv, og det gør ham meget modtagelig overfor 

indoktrinering og anden påvirkning. Han har et nært og næsten familiært forhold til tv’et. Homer har 

besjælet og personificeret artefaktet tv'et. Han ser apparatet som ikon på alt, hvad der har med fjernsyn at 

gøre, og mener derfor også, at det er første led i kæden af "råbetårne" op til chefen for de respektive tv- 

stationer. 

Man: (sagte) Well, sir, it has been an uneventful week in Badger Falls...where the women are robust, the 

men are pink-cheeked, and the children are pink-cheeked and robust. 

(publikum griner højt) 

Homer: What the hell's so funny? 

Man: At the Apple Biscuit cafe, where the smiles are free, don't you know, Sven Inqvist studied the 

menu, and finally he ordered the same thing he has every day. 

(publikum griner og klapper) 

Bart: Maybe it's the TV. 

Homer: Stupid TV! (Slår apparatet) Be more funny! (1F03) 

Marjorie Simpson (Marge) 

De karakteristiske, fysiske træk hos Marge Simpson er hovedsagligt hendes blå og meget høje hår. Hun er 

som regel klædt i en kjole og bærer en perlekæde. 



- side 29 -

Marge er mor i Simpson-familien, ikke kun for sine tre børn, men også for sin mand Homer. Marge er 

hjemmegående husmor, og tager sig om dagen af det yngste barn Maggie. Marge sætter en stor dyd i, at 

familien fungerer, og hun er da også dennes anker. Hendes største mission ligger i at opretholde freden, og 

få dem alle til blive en stor lykkelig familie. Dette er dog ikke altid lige let, når familien består af Homer, som 

tit og ofte får forpurret Marges planer med sine dumheder, samt Bart, der gang på gang laver drengestreger. 

Igennem Marge ses de typiske problemer, som en moderne husmor har: Hun bliver ignoreret af sin mand, 

og sjældent værdsat af sine børn, hvilket hun til tider bliver meget frustreret over, men for det meste 

accepterer. Et godt eksempel ses i afsnittet ”Life In The Fast Lane” (7G11), hvor Homer forærer Marge en 

bowlingkugle med sit eget navn på, selv om han udmærket er klar over, at Marge ikke interesserer sig for 

bowling. Homer forventer, at Marge ikke vil bryde sig om gaven, og han kender tilfældigvis én, der sikkert 

gerne vil have den (læs; selvfølgelig ham selv). Denne mangel på omtanke fra Homers side er et 

tilbagevendende tema i Simpsons. Marges behov bliver gang på gang overset til fordel for hendes børns og 

mands behov. 

Som nævnt er Marge limen i Simpson-familien. Hun er den, der sørger for at både husholdning, økonomi 

og de andre familiemedlemmer fungerer. Hun er desuden den eneste i familien, der laver husarbejdet – 

altså rengøring, madlavning og så videre. Et eksempel på Marges nødvendighed i huset kan ses i afsnittet 

”Marge In Chains” (9F20). I dette afsnit kommer Marge i fængsel efter at være blevet fanget i butikstyveri. 

Selvfølgelig er det ikke Marges intention at stjæle, men pga. en influenza epidemi i familien, må Marge 

opvarte de andre medlemmer, hvilket resulterer i, at den opofrende husmor er så udkørt, at hun glemmer at 

betale for en flaske whisky, som Grampa har bestilt. Da Marge bliver fængslet, går der ca. ti minutter, før 

hele huset ligner et bombekrater – den resterende familie formår simpelthen ikke at holde huset på dets 

normale sirlige niveau. 

Alligevel insisterer Marge på, at Homer er en skøn husbond. Det er ikke før, hun bliver gået på klingen, at 

hun indrømmer, at Homer konsekvent glemmer fødselsdage, bryllupsdage, og andre mærkedage (7F20). 

Marge er altså en dedikeret husmor, der på trods af diverse idiosynkroser, som hendes familie har, elsker 

dem uden forbehold. Dette ses også i Marges kælenavn for Bart: ”my special little guy”. I ordet ”special”, 

som begge kan konnoteres positivt og negativt, ligger der indikationer om, at Marge godt er klar over, at 

hendes søn er lidt af en ballademager, men at hun stadig formår at se det gode i ham. 

På grund af Homers manglende kompetence som ansvarsfuld voksen, er det også Marge, der hovedsagligt 

styrer opdragelsen af børnene, selv om hun ofte forsøger at få Homer til at involvere sig i deres fælles børn 

og opdragelsen af disse. Dog er det hovedsagligt Marge, der står for opdragelsen, og det er da også hende, 

der formår at give Bart dårlig samvittighed, når han bliver opdaget i færd med at lave en af sine sædvanlige 

drengestreger. Det sker endda, at den ellers så frejdige Bart får tårer i øjnene af dårlig samvittighed og 

fortrydelse, når han har trådt sin mor ekstra meget over tæerne. Måske netop fordi Marge elsker sin familie 

uden forbehold, er hendes person også den, der allerbedst formår at sætte fokus på moral, og samvittighed 

hos familiens medlemmer. Et godt eksempel ses i afsnittet ”Marge be not proud” (3F07), hvor Bart falder i 



- side 30 -

unåde hos sin mor efter at være blevet fanget i at stjæle i en butik. Hendes reaktion er at holde igen på den 

ellers normale overflod af kærlighed til sin søn, hvilket får Bart til at angre mere, end nogen decideret straf 

ville kunne gøre. 

Et andet eksempel på Marges rolle som hovedopdrager og moralsk vogter ses i afsnittet ”Homer’s Night 

Out”, hvor Bart sniger sig til at tage et billede af sin far, mens han danser på et bord sammen med en 

mavedanserinde. Da Marge ser dette billede, smider hun Homer ud af huset med besked om, at han kan 

vinde hendes tillid igen ved at præsentere Bart for mavedanserinden, så deres søn kan se at danserinden 

er et rigtigt menneske og ikke blot et objekt. Her kommer moralen, som Marge er symbol på samt hendes 

rolle som kvinde, tydeligt til udtryk, samt hendes bekymring for opdragelsen af sine børn. 

Marges fulde navn er Marjorie Simpson Bouvier. Dette er en klar reference til den franske forfatterinde 

Simone de Beauvoir, der som bekendt er en fransk forfatterinde og fortaler for feminisme. Det er næppe 

tilfældigt at, ” Bouvier” er Marges pigenavn, da hun efter ægteskabet med Homer ikke fungerer som den 

store feministiske person. I afsnittet “The Way We Was” (7F12) ser man Marge brænde sin bh og i det hele 

taget være en ung kvinde, der er meget bevidst om sit køn og undertrykkelsen af dette. Dette afsnit viser, 

at Marge i sin ungdom havde en del flere træk til fælles med sin ”næsten-navnesøster”, og at disse 

fællestræk er trådt i baggrunden til fordel for hendes karakteristika som hjemmegående husmor. Desuden er 

Bouivier også den forhenværende præsidentkone Jacqueline Kennedys pigenavn, som i U.S.A. stadig er et 

symbol på den perfekte ”baglandskvinde”. Denne dualitet, der kan spores i Marges navne, er meget sigende 

for Marges person. Hun er på den ene side en typisk amerikansk husmor, der passer hjemmet, men er på 

den anden side stadig den, der styrer alt, hvad der foregår, da Homer ikke formår at leve op til rollen som 

den maskuline forsørger, der er kongen i huset. Med dette in mente er det nærliggende at tolke Marges 

person som en kritik af den amerikanske husmors rolle i det moderne samfund, specielt når man 

sammenholder dette med faktummet, at Marge ofte bliver overset af sin familie og at denne næsten aldrig 

opfylder hendes behov. En mulig tolkning af Marges person kunne derfor være, at Marge er billedet på den 

negligerede amerikanske kvinde. 

Bartholomew JoJo Simpson (Bart) 

Bart er familien Simpsons ældste barn og dermed storebror til Lisa og Maggie. Bart er 10 år, har gult 

strittende hår og er stort set altid iført blå shorts og en orange kortærmet T-shirt. Bart står ofte på 

skateboard og har næsten altid sin slangebøsse på sig, hvilket for de fleste konnoterer ballademager. Dette 

kommer allerede til udtryk i introen til ”The Simpsons”, som næsten altid indledes med, at Bart under en 

eftersidning gentagne gange skal skrive en læresætning om noget, han ikke må, som han har gjort. Disse 

sætninger varierer fra mere uskyldige drengestreger som “The boys room is not a waterpark” (3F03) og ”A 

burp is not an answer” (9F07), til mere alvorlige af slagsen som ”High explosives and school don’t mix” 

(8F03) og “I will not hide the teacher’s medication” (CABF08). Et anagram af navnet ”Bart” er ”Brat”, som 

nogenlunde kan oversættes med møgunge. 



- side 31 -

Én af Barts mest yndede numre hører til blandt de mere uskyldige. Bart ringer ofte til bartenderen Moe, og 

spørger ham efter navnet på en fiktiv gæst med et navn, som har en sjov betydning, når det udtales; 

eksempelvis i afsnittet ”Blood Feud” (7F22), hvor Bart spørger efter ”Mike Rotch”, hvorefter Moe råber 

udover hele baren: ”Hey, has anybody seen Mike Rotch lately” (Udtalt ” My Crotch”). 

I skolen er Bart meget doven og bruger det meste af tiden på at lave numre med lærere eller andre elever 

eller på at underholde sin klasse med ”dumme” kommentarer. I klassen fungerer Bart som komikeren. Dette 

udmærker sig også i Barts akademiske karakterer, som ofte, med undtagelse af idræt, alle ligger meget 

lavt; hvilket eksempelvis ses i ”Lisa On Ice” (2F05). Det eneste tidspunkt, hvor Bart stort set altid udmærker 

sig positivt på i skolen, er i idræt, hvor han brillerer gang på gang. 

Selvom Bart fremstår som lidt af en bølle, er han ikke negativt fremstillet, ligesom skolens ”rigtige” bøller – 

Jimbo, Dolph og Kearney. Disse tre bøller er ubetinget dumme, hvorimod Bart er smart på andre områder 

end det boglige. Bart har altid en smart kommentar, hvis der er nogen, der står ham i vejen. Det lykkes ham 

som regel at komme ud af svære situationer, og ofte narrer han Jimbo, Dolph og Kearney; dette ses f. eks. i 

afsnittet ”Lisa On Ice” (2F05), hvor Bart narrer bøllerne til at løbe den modsatte vej af, hvad han selv gør, 

da de er efter ham. Bart er ikke bogligt klog men derimod ofte praktisk klog og meget snu; det kræver også 

en rimelig evne og intelligens at være sjov. 

I kraft af sin alder adskiller Bart sig også fra de ældre bøller, som til tider ligefrem fremstår som kriminelle. 

Bart er, som sagt, kun 10 år gammel, hvilket gør, at de ulykker han laver ofte bare betragtes som 

drengestreger, hvorimod de ville have været kriminelle handlinger, hvis han havde været ret meget ældre 

og dermed ansvarlig for sine egne handlinger. Den førnævnte tavleskrivning i introen viser også dette; Bart 

er i en alder, hvor han skal lære, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt, og ikke dømmes på sine 

handlinger. Denne læringsproces stopper aldrig i ”The Simpsons” af den simple grund, at hvert afsnit starter 

ved status quo, hvormed Bart aldrig bliver ældre og dermed altid vil fremstå som en lille ballademager i 

stedet for en kriminel bølle. 

En anden ting, der adskiller Bart fra de ”rigtige” bøller, er, at han har en samvittighed. Denne samvittighed 

spiller ofte ind og får Bart til at fortryde nogle af sine handlinger og prøve at gøre tingene gode igen. Dette 

sker eksempelvis i afsnittet ”Bart the Mother” (5F22), hvor Bart kommer til at skyde en fuglemor, hvilket han 

fortryder og agerer derpå fuglemor for æggene, til de udklækkes. 

Bart laver mange ulykker og dumheder, men hvis han selv indser, at det, han har gjort, er forkert, handler 

han også derefter, hvilket endnu engang viser Barts uskyld i kraft af, at han stadig kun er et barn, som skal 

lære, hvad man må og ikke må. 

Barts unge alder gør endvidere, at folkene bag ”The Simpsons” har en undskyldning for at holde ham væk 

fra emner som alkohol, stoffer og sex; emner som ville have været uundgåelige, hvis Bart havde været 

teenager, og emner som hurtigt ville kunne fjerne Barts uskyld. 



- side 32 -

Hjemme hos familien Simpson er Bart ”fars dreng”, både fordi Bart er god til sport, men også fordi Bart er 

en mindre kopi af sin far. Bart er doven ligesom sin far og handler, som sin far, ofte ud fra egne interesser. 

Men, på trods af flere lighedspunkter er Bart stort set altid klogere og smartere end Homer, hvilket blandt 

andet kan ses i afsnittet ”Mayored To the Mob” (AABF05), hvor Homer, sammen med Springfields 

borgmester glædeligt tager imod penge og andre goder fra folk i Springfield og først bliver klar over, at det 

er bestikkelse, da Bart konfronterer ham med det. Barts snuhed belaster ofte far-søn-forholdet, da Bart ofte 

laver numre med sin far, hvilket resulterer i, at Homer bliver rasende på ham og eksempelvis tager 

kvælertag på ham. 

Bart og Lisa skændes meget, som det ofte er tilfældet blandt søskende, og i denne sammenhæng er det 

ofte Bart, der ”vinder”, da han er meget hurtig til at komme med bemærkninger nærmest uden at tænke 

over det. Men, på trods af skænderier og konkurrence elsker Bart sin søster, selvom han ikke indrømmer 

det ret tit. Dette sker dog i flere episoder som f. eks. ”Moaning Lisa” (7G06) og ”Lisa On Ice” (2F05). 

Både Bart og Lisa evner at se og kommentere ting i Springfield, som de voksne enten ikke kan eller vil, 

men denne evne besiddes i mindre grad af Bart end af Lisa. 

Lisa Simpson 

Lisa er Simpsonfamiliens lille vidunderbarn. Lisa er 8 år og går i anden klasse, men på trods af sin lave 

alder er hun uhyre intelligent, og hun er medlem af Mensa (AABF18). Lisa har en slags dobbeltrolle i serien. 

Til tider har hun en traditionel barnerolle, hvor hun opfører sig, som det kan forventes af en 8-årig i det 

Simpsonske univers, men andre gange skiller hun sig ud i kraft af sin intelligens. 

Lisas intelligente side er den, man ser mest til i ”The Simpsons”. Den intelligente Lisa er veltalende, belæst 

og politisk og socialt bevidst i en grad, som ingen ud over hende, hverken børn eller voksne, er i serien. 

Lisas intelligens kommer bl.a. til udtryk i afsnittet ”Sideshow Bob Roberts”(2F02), hvor der er 

borgmestervalg i Springfield. I dette eksempel er kandidaterne på valgkampagne på skolen, og den ene af 

kandidaterne, Sideshow Bob, får børnene på sin side ved at optræde og lave sjov. Det er Lisa ikke glad for. 

Derfor beslutter hun sammen med Bart at hjælpe den anden kandidat, Quimby: 

Lisa: Hmm. Bart, we can't let Bob steal the spotlight. We're going to have to stoop to the lowest 

common denominator. 

Bart: I can do that. 

(Bart og Lisa springer på Quimby og sætter sig på hvert sit lår) 

Quimby: Aah! Help! I'm being attacked by...things! 

(Kameraret drejer over på Quimby. Lisa fniser barnligt.) 

Lisa: Uncle Mayor was just saying that us kids are the most important natural resource we have. 

TV-mand: More important than coal?! 

Quimby: (Usikker) Uh… yes. (2F02) 



- side 33 -

Her kan vi både se Lisas imponerende ordforråd, hendes bevidsthed over for politik og medier samt 

hvordan hun smart udnytter sin ydre fremtræden, som en sød og uskyldig 8-årig, til egen fordel. 

Lisa er også socialt- og miljøbevidst og opsat på at gøre verden til et bedre sted. I afsnittet ”The Old Man 

and The Lisa” (4F17) ser vi Lisa som genbrugsekspert, der hjælper kapitalisten Mr. Burns med at opbygge 

et forretningsimperium baseret på hensyn til miljø og en god social medarbejderpolitik. Men Burns lader 

grådigheden tage over, og snart er det kold og kynisk forretning, og Lisa nægter at være med mere. Til sidst 

i afsnittet bliver Lisa sat over for et moralsk dilemma. Burns tilbyder hende 10% af sin indtjening, 12 mio.: 

Lisa: ”Oh but I can't accept that, knowing where it came from. Can I? Mom?" 

Lisa ender med at følge sin moral og river checken i stykker. Lisas miljøbevidsthed ses også i afsnittet ”Bart 

After Dark” (4F06), hvor Lisa vil ud og redde sæler, der er blevet smurt ind i olie (Se også analysen af dette 

afsnit). 

Lisas rolle i serien er ofte at være familiens og Springfields moralske vogter og en fornuftens stemme. I et 

afsnit, hvor Springfield bygger en monorail bane rundt i byen, er Lisa den eneste, der stiller åbenlyse 

kritiske spørgsmål til konstruktøren: 

”I’d like you to explain why we should build a mass transit system in a small town with a centralised population” 

(9F15) 

Men selvom Lisa ofte tænker logisk og fornuftigt, er der sjældent nogen, som hører efter, hvad hun siger, på 

grund af hendes alder. 

Monorail afsnittet viser et andet træk ved Lisa, nemlig at hun higer efter anerkendelse af sin intelligens. 

Konstruktøren af monorailbanen kommer nemlig uden om at svare på Lisas spørgsmål således: 

Konstruktør: ”Young lady, that’s the most intelligent question I’ve ever been asked.” 

Lisa: ”Really?” 

Konstruktør: ”Oh, i could give you an answer, but the only ones who would understand it would 

be you and me. (hvisker) And that includes your teacher.” 

Lisa bliver smigret, og konstruktøren går videre til næste spørgsmål. I et andet afsnit, hvor lærerne på 

skolen strejker, går Lisa helt i panik: 

Lisa: ”Grade me...look at me...evaluate and rank me! Oh, I'm good, good, good, and oh so smart! 

Grade me!” (2F19) 



- side 34 -

Marge skriver et stort ”A” på et stykke papir og giver det til Lisa, og hun sukker og går væk, som hun har 

fået stillet sine abstinenser. 

Lisas barnerolle kommer ofte til udtryk sammen med storebroren Bart, og ofte sker det for at understrege en 

barn-voksen modsætning mellem de to og deres forældre. Det ses eksempelvis i afsnittet ”Itchy and 

Scratchy Land” (Se også afsnittet Simpsons og familien), hvor Lisa og Bart sammen plager Marge og 

Homer om at komme i en bestemt feriepark. Deres plagen bliver udløst af en reklame, som Bart og Lisa 

begge adlyder ukritisk. 

Lisa: Dad, remember how you said going to Itchy and Scratchy Land would be too damned 

expensive? 

Homer: (…) 

Bart: But now Itchy and Scratchy Land is cutting ticket prices in half! Can we go, Dad? Can we, can we, 

can we? Take it, Lis. 

Lisa: Can we? 

Homer: No, no, no, no, no, no, no, no, no. Ask your mother. 

Bart + Lisa: Yay! (Løber ud til Marge) 

Bart: Mom, guess what? 

Lisa: We're going to Itchy and Scratchy Land! (2F01) 

Efter en veltilrettelagt plage-kampagne (se også afsnittet om familien) lykkes det Lisa og Bart at overtale 

forældrene til at tage til ”Itchy and Scratchy Land”. ”Itchy and Scratchy” er Lisa og Barts yndlings-tegnefilm. 

Tegnefilmen går igen i mange af ”The Simpsons” afsnittene, og det er en ekstremt voldelig tegnefilm. 

Tegnefilmene afsluttes næsten altid af Lisa og Bart, der griner højt af dem. Det ukritiske forhold Lisa har til 

tegnefilmen viser også hendes barnlige side. 

Lisa skiller sig ud fra mængden i skolen på grund af sin høje intelligens. Det ses tydeligt i indledningen til 

hvert afsnit, hvor Lisa spiller saxofon i skolens orkester. Orkesteret halter sig igennem temaet til ”The 

Simpsons”, men Lisa bliver bortvist, fordi hun ikke holder sig til det aftalte og begynder at improvisere. Og 

mens hun spiller en solo på sin saxofon, danser hun ud af lokalet. 

Lisas barneside og hendes intelligente mere voksne side kan af og til kollidere, så man kommer ud for en 

situation, hvor man må sige, at den ene side gør ting, som man ikke kan forestille sig den anden ville gøre. 

Den kloge Lisa ville således være mere kritisk overfor den førnævnte reklame for ”Itchy og Scratchy Land” 

end barnet Lisa, der fuldstændig ukritisk gør, som reklamen siger, nemlig at børn skal begynde at plage 

deres forældre med det samme for at komme afsted. Det samme kan siges om Lisas forhold til den 

voldelige tegnefilm. Barnet Lisa elsker dem, men den kritiske Lisa ville sandsynligvis være bekymret over 

den indflydelse, som den overdrevne vold har på børn. 



- side 35 -

Lisa er på mange områder en slags lille Marge. Marge deler mange af de bekymringer og synspunkter, Lisa 

har. Marge giver bare ikke udtryk for dem i så høj grad. Hvor Lisa, i kraft af sin barnlige uskyld, kan tillade 

sig at råbe op, kommer Marge bare med en lille utilfreds brummen. Lisas ønske om at gøre verden til et 

bedre sted er i Marge blevet til et mere pragmatisk ønske om at få familien til at fungere på bedst mulig 

måde. 

På grund af sin intelligens kan Lisa ofte virke ældre, end hun er. Af og til bevæger Lisas barnerolle sig mere 

over i en teenagerolle. Eksempelvis bliver hun i et afsnit forelsket i ’Corey’, en tv-stjerne fra en Beverly Hills 

lignende serie, og hun bliver afhængig af at ringe til ’Corey Hotline’, et betalingsnummer med 

ligegyldigheder om og af Corey (9F12). I afsnittet ”Homerpalloza” bruges hun og Bart som et billede på 

ungdommen, der finder Marge og især Homer tragisk usmarte. Størstedelen af afsnittet foregår på 

rockfestivalen Hullabalooza (3F21). Lisas ønske om at gøre verden til et bedre sted ved hjælp af at 

genbruge og så videre passer også bedre på en idealistisk teenager end på en 2. klasses pige. 

Man kan overveje, hvorfor Matt Groening ikke har taget konsekvensen af Lisas teenagetræk og høje 

intelligens og gjort hende til en teenager. Bart ville stadig kunne udfylde rollen som barnet. En grund kan 

være, at Lisa som otteårig har en uskyld, som en teenager ikke ville have, både intellektuelt og seksuelt. 

Denne uskyld gør hende til en utrolig sympatisk figur, og hendes bekymringer for verden virker mere 

upåvirkede og ægte. Derudover giver hendes lave alder og høje intelligens en større kontrast til de voksne 

figurer i serien, især Homer, hvilket giver en humoristisk effekt. 

Magret Simpson (Maggie) 

Maggie er Simpsons familiens yngste medlem og er kun et år gammel. Til trods for at hendes lave alder, 

har hun dog oplevet mange forskellige ting. Hendes bedrifter inkluderer blandt andet at have skudt Mr. 

Burns, da han forsøgte at stjæle hendes slikkepind (2F16) og at have vundet en konkurrence for søde 

babyer (4F05). 

Maggie er en sød lille baby, der ikke kan tale, hvilket resulterer i, at hun tit virker som et af familiens mere 

intelligente medlemmer. Det er er lykkedes hende at stave sit fulde navn (1F12) og at skrive E = MC 2 

formlen (Einsteins formulering af relativitetsteorien) med bogstavsklodser (7G02). Hun ved, hvordan man 

bruger en fjernbetjening (7G01), kan kommunikere med dyr (7G09), kan køre i Homers bil (9F03) og fik en 

rød stjerne i en bibel-quiz (3F01). 

Den dag Maggie lærer at tale, mister hun den renhed, der gør hende til det eneste 100% uplettede medlem 

af familien. Hvorvidt Maggie nogensinde lærer at tale er tvivlsomt, da det er blevet en indbygget joke i 

serien, at dette aldrig sker – ligesom byen Springfields placering på landkortet aldrig bliver afsløret – samt 

at serien vender tilbage til status quo ved hvert nyt afsnit. 



- side 36 -

Maggie ses stort set aldrig uden sin sut i munden, og hun ses stort set aldrig udenfor Marges rækkevidde. 

Når familien tager ud for at spise eller andet, efterlader de ofte Maggie derhjemme. Hvem der passer 

hende, når dette sker, vides ikke. 

Maggie er, som alle børn, meget påvirkelig og imiterer ofte resten af familien. Dette ses allerede i 

introsekvensen til alle afsnit, hvor hun, ligesom Marge, kører bil. Hun lærer, ligesom alle andre børn, ved at 

se på, hvad de voksne gør. Dette hænger meget tæt sammen med Maggies funktion i serien: at tegne et 

billede af, hvordan familien fungerer og påpege fejl ved denne. Yderligere er Maggies funktion, sammen 

med alle andre spædbørn, også at vise, hvordan det vestlige samfund behandler børn. Maggie er et 

uskyldigt og rent væsen, der er let påvirkeligt. 

Selma og Patty 

Selma og Patty er Marge Simpsons tvillingestoresøstre. De går, ikke helt uden grund, under tilnavnet “The 

Gruesome Twosome”. De fungerer som den svigermor, Homer ellers ikke har i serien, og så er der to af 

dem. Marges forhold til Selma og Patty er nu engang, som det ofte er søstre imellem, og hun forsøger på 

bedste måde at få alting til at gå forholdsvis smertefrit, når hele familien en sjælden gang er tvunget til at 

være samlet under ét tag. 

Selma og Patty er begge intensive kæderygere og arbejder sammen i ”Springfield’s Department of Motor 

Vehicles”. De bor sammen, er begge single og ligner på mange andre måder hinanden utroligt meget. Deres 

fællesinteresser er at se ”MacGyver”, ryge mange smøger, rejse sammen og at bagvaske Homer. Selv 

samme Homer har efterhånden forstået, at de hader ham ligeså intensivt, som han hader dem. Homers 

manglende interesse i tvillingesøstrene er også skyld i, at han, som andre, ikke kan kende forskel på dem. 

Om dette er et resultat af hans stupiditet, manglende interesse eller fordi de ligner hinanden utroligt meget, 

vides ikke. 

Homer: "Which one's Selma, again?" 

Marge: "She's the one who likes Police Academy movies and Hummel figurines and walking through the 

park on clear autumn days." 

Homer: "Oh, yeah yeah yeah. But I thought she was the one that didn't like to be ... you know ... 

touched." 

Marge: "It's Patty who chose a life of celibacy. Selma simply had celibacy thrust upon her."(7F15) 

Til trods for at Selma og Patty mere eller mindre ligner hinanden, er der dog visse forskelle, som det 

ovenstående uddrag også illustrerer, både på det ydre og det indre plan. På det ydre plan differentierer de 

sig fra hinanden ved, at Patty bærer øreringe, som er trekantede, og at hun altid går i lilla kjole, mens 

Selma har runde øreringe, går i en blå kjole og har en form for midterskilling i sit hår. 



- side 37 -

På det indre plan er forskellene mere tydelige – til trods for de massive fællesinteresser. Patty har valgt at 

leve sit liv i cølibat, men hun har dog på et tidspunkt haft et forhold til Principal Skinner. Dette holdt dog ikke 

længe, da hun ikke brød sig om at blive rørt ved. Selma har derimod tre ødelagte ægteskaber bag sig og er 

tvunget til et liv i cølibat. Hun har mere eller mindre indset, at den eneste kærlighed hun får er fra hendes 

leguan, der hedder Jub-Jub. 

De to storesøstre er absolut ikke seriens mest charmerende figurer og fungerer primært som den del af 

familien, som hele familien, med undtagelse af Marge, frygter at skulle have på besøg. 

En af folkene bag serien siger om børnenes forhold til Selma og Patty: 

"The kids don't hate their aunts. It's more like they shudder at the thought of them” 20 

Matt Groening siger: 

"My original idea about Marge's family was they were utterly joyless. The original note I gave to Julie (kvinden 

der lægger stemme til dem) was that they suck the life out of everything they see." 21 

Patty og Selma repræsenterer en type mennesker, der lever i deres egen relativt reserverede hverdag. De 

har fast job, som passes grundigt og uden brok. De er let overvægtige og bruger det meste af deres fritid 

foran tv’et – hvilket nok er et typisk vesteuropæisk billede af den dovne hverdags-amerikaner. De har 

fundet sig til rette i rollen som den pligtopfyldende amerikanske pebermø med tv’et som elsker. 

Grampa Simpson (Grampa) 

Grampa eller Abraham Simpson er Homers periodisk senile far. Han er familiens antikvitet og fungerer som 

symbol på alle ældre borgere i Springfield. Han er pensioneret vagtmand og har arbejdet på den lokale 

tranebærsilo i over 40 år. Han bor på Springfield Retirement Castle, der er byens plejehjem, hvor han, 

sammen med alle de andre ældre mennesker, gør det, som gamle mennesker er bedst til – at være gamle, 

hvilket indebærer at brokke sig over alt, at være bange for alt og glemme alt. 

Grampa var engang gift med Penelope Simpson, der dog blev tvunget til at forlade ham og den nyfødte 

Homer. Hun blev involveret i gruppe af fredsaktivister og blev tvunget til at gå under jorden efter at være 

blevet identificeret under et bombeattentat på Mr. Burns bakteriologisk-krigsførelses-laboratorium. Hun har 

siden da holdt sig skjult, men har hvert år sendt pakker til sin søn Homer. Pakkerne er dog aldrig nået frem, 

da Homer ikke har behandlet postbudet godt nok. Dette er en information, der kommer frem i et afsnit 

(3F06), hvor Penelope viser sig for familien for en kort periode, før hun igen bliver tvunget i skjul. 

20 http://www.snpp.com/other/articles/flash.html 




- side 38 -

Grampas fritid går hovedsageligt med at sove, samle soltørret bøfkød og sende klagebreve til aviser og 

politikere. Han har, uden at være klar over det, været formand for alliancen af bøsser og lesbiske. De ældre 

mennesker og Grampa er stereotypen på ældre senile mennesker: de brokker sig over alt omkring sig, har 

nogle underlige interesser og har desuden ikke styr på, hvad der foregår i samfundet. 

Det skal siges, at Grampa er stolt over, hvad han stadigvæk kan: han er i stand til selv at tage sit tøj på. At 

denne påklædning så består af blandt andet tøfler og en rød fez, der engang tilhørte Napoleon viser bare 

hvor gammel han rent faktisk er. Han har dog også på sine ældre dage vundet en Emmy for at skrive et 

afsnit af ”Itchy and Scratchy”. Han måtte dog senere indrømme, at det var Bart og Lisa, der havde skrevet 

det, og at han bare var mellemmand. Pointen er, at ældre mennesker ikke er i stand til noget. 

Udover visse lyspunkter i Grampas eksistens er den forholdsvis kedelig, men han får dog regelmæssigt 

besøg fra resten af familien. Det er bare ikke udsædvanligt, at han har glemt, hvor han er, hvem han er og 

hvem han har besøg af. Det ender ofte med, at han bare falder i søvn. Hans senilitet understreges meget 

godt i afsnittet ”Itchy and Scratchy land”, hvor Grampa får instrukser af Marge før resten af familien skal 

køre på ferie: 

Marge: And remember, every morning give one bowl of Kibble to Santa's Little Helper. Do you want me to 

write any of this down? 

Abe: No! I ain't senile, dang blast it. 

Marge: OK, bye bye. 

Homer: Bye! 

Bart: Bye! 

Lisa: Bye Grampa! 

(Familien kører og Grampa stirrer ud i luften et par sekunder indtil de er kørt) 

Grampa: Wait a minute! What was that last thing you said? "Grampa's Little Helper"...what's that? (han 

henvender sig til dyrene) Which one of you is the mailman? 

Grampas rolle i familien er typisk som den senile bedstefar, der lider af hukommelsestab, narkolepsi og 

andre problemer, der kan følge med alderdom. Han beklager sig, snakker altid om de gode gamle dage og 

tjener som en figur, der repræsenterer bedsteforældre generelt i samfundet – til trods for, at han på nogle 

punkter er overkarikeret. 

Seriens skaber, Matt Groening, siger om Grampa: 

"I just wanted to have a really cranky old guy who complained a lot and lied to children, someone who was 

saying, 'In my day,' as in 'In my day we didn't have pacifiers, we sucked on pieces of wood,' which I think was 

his first line." 



- side 39 -

Grampa handler meget sjældent uden indflydelse eller samspil med resten af familien Simpson, hvilket 

bærer vidne om de gamle menneskers evne til selvrealisering og samvær med deres familier. Grampa er 

den gamle sweater, som man ikke nænnede at smide væk og i stedet smed op på loftet. Grampa bærer på 

megen livserfaring, men den overses typisk af resten af Simpson samfundet. 

Erhvervslivet 

Charles Montgomery Burns (Mr. Burns) 

Mr. Burns er søn af en rig familie, hvor faderen ejede en ”atomsplitterfabrik”. Efter at mr. Burns arvede 

atomsplitterfabrikken, byggede han Springfields atomkraftværk, som han har gjort til en yderst profitabel 

forretning, hvilket har gjort ham til Springfields rigeste mand. Alderen på mr. Burns varierer gennem 

episoderne fra 81 til 106 år, og han er dermed også den ældste borger i Springfield. Udseendemæssigt er 

mr. Burns en meget spinkel mand med sparsomt gråblåt hår, tre levervorter på siden af hovedet samt en 

foroverbøjet kropsholdning. 

I kraft af sin enorme formue er mr. Burns den mest magtfulde person i Springfield og har både været i stand 

til at kontrollere lokale valg samt holde en plads i universitetets bestyrelse, men med rent fysisk kraft er han 

ikke i stand til at udgøre en trussel for nogen som helst, hvilket blandt andet kan ses i afsnittet ”Dancin’ 

Homer”(7F05), hvor han prøver at slå til en baseball med det resultat, at det er den kastede baseball, der 

får ham til at flyve væk. Udover Springfields atomkraftværk ejer mr. Burns også byens kasino og har byens 

politistyrke i lommen. 

Mr. Burns er stereotypen af den store kapitalist, hvis eneste mål i livet er profit, uanset omkostningerne for 

både natur og andre mennesker; eksempelvis forurener mr. Burns atomkraftværk den omkringliggende 

natur i Springfield så kraftigt, at der findes en muteret treøjet fisk i søen udenfor værket (7F01). Arbejderne 

på atomkraftværket tages der heller ikke hensyn til, da sikkerhedsforanstaltninger på værket er stort set 

ikke-eksisterende, og brud på sikkerhedsregulationerne er dagligdag; under en sikkerhedsinspektion 

opdages det eksempelvis, at en plutoniumstang bliver brugt som papirvægt, samt at et nedkølingstårn er 

lappet med tyggegummi (7F01). Udover dette tydeliggøres denne ligegyldighed med arbejderne på værket i 

kommentarer som eksempelvis: 

Mr. Burns: "This calls for a celebration: let's fire some employees." (1F16) 

Magten i Springfield opretholder mr. Burns, som typisk karikeret storkapitalist, med sin formue, som han 

benytter til bestikkelse og overtalelse samt sin kontrol af den lokale politistyrke. Stort set hele mr. Burns liv 

handler om penge og, på typisk storkapitalistisk vis, er han også overbevist om, at pengene uden problemer 

kan klare alt, der kommer i vejen for ham; et eksempel på dette kan ses i en scene, hvor mr. Burns 

atomkraftværk er blevet inspiceret, og inspektøren har fundet fejl: 



- side 40 -

Inspektører: Mr. Burns, in twenty years, I have never seen such a shoddy, deplorable... 

Burns: Oh, look! Some ... careless person has left thousands and 

thousands of dollars just lying here on my ... coffee table. Uh, Smithers, why don't 

we leave the room, and hopefully, when we return, the pile of money will be gone. 

(han forlader lokalet, venter og kommer ind igen) 

Ooh. Look Smithers, the money and a very stupid man are still here. 

Inspector: Burns, if I didn't know better, I'd think you were trying to bribe me. 

Burns: Is there some confusion about this? 

(propper pengene ned i inspektørens lomme) 

Take it! Take it! Take it, you poor schmo! 

I få tilfælde har mr. Burns vist en anden side af sig selv; eksempelvis i afsnittet ”The Old Man and The Lisa” 

(4F17), hvor Lisa Simpson overtaler ham til at starte med at genbruge materialer på atomkraftværket. Men, 

denne side af mr. Burns overskygges hurtigt af hans kapitalistiske tendenser, da mr. Burns benytter de 

genbrugte materialer til at lave store fangstnet, der fanger alt fra krabber til blåhvaler for derefter at blende 

disse til proteinfoder. Mr. Burns kan ikke se, at der er noget i vejen med denne udtømning af havene af den 

ene grund, at han kun har øjne for profit. 

Han prøver i flere afsnit at stjæle slik fra børn, men hans ringe fysiske form gør dog, at det ikke lykkedes. 

Men forfatterne af serien afslører her meget enkelt, ved brug af en gammel kliché, en masse om mr. Burns. 

Stereotypen af skruppelløs kapitalisme er at stjæle slik fra børn. 

Igennem figuren ”mr. Burns” fremstilles kapitalismen, hvilket fremgår af alt det ovenstående, som ond og 

destruktiv; mr. Burns er kort sagt det mest ekstreme eksempel på kapitalisme i Springfield, og igennem ham 

vises en kritik af storkapitalismen i de vestlige lande. Han er manden med magten og respekten, som 

udiskuterbart tilkommer ham pga. hans penge. Personen placeres på et piedestal og det isolerer ham fra 

offentligheden i en grad, der gør ham dybt afhængig af enkelte personlige forhold. 

Waylon Smithers (Smithers) 

Smithers er mr. Burns personlige assistent på atomkraftværket, hvilket han er utroligt glad for; ikke bare 

fordi Smithers godt kan lide den magt dette giver over de andre ansatte, men også fordi han på det 

nærmeste tilbeder mr. Burns. Rent faktisk er Smithers forelsket i sin overordnede, hvilket bliver tydeliggjort 

mange gange i ”The Simpsons”; eksempelvis forlod Smithers sin kone til fordel for at være mere sammen 

med mr. Burns: 

Smithers: Um, I was married once, but, er, I just didn't know how to keep it together. 

(sort/hvidt flashback med en kvinde der ligger i en seng) 

Woman: Come on, Waylon. Make love to me the way you used to! 

Smithers: (hælder en drink op) No! 



- side 41 -

Woman: It's that horrible Mr. Burns, isn't it? 

Smithers: (råber) You leave Mr. Burns outta this! (smider glasset på gulvet) 

Burns: (udenfor døren) Smithers! (Smithers forlader rummet strålende af glæde) Smithers! 

Smithers fantaserer flere gange om mr. Burns i mere eller mindre seksuelt relaterede situationer, hvilket 

blandt andet sker i afsnittet ”Marge Gets a Job” (9F05), hvor han forestiller sig mr. Burns komme flyvende 

ind af hans soveværelsesvindue. 

Arbejdet som Smithers udfører for mr. Burns er også af en karakter, som ville afholde de fleste fra det, for 

udover at besvare telefonopkald og stenografere, består det også i at file mr. Burns negle, tømme hans 

natpotte og væde hans øjne. 

Smithers har flere gange proklameret sin kærlighed til mr. Burns, men har aldrig fået nogen rigtig respons 

på sine erklæringer; Smithers erklærer eksempelvis sin kærlighed til mr. Burns, da atomkraftværket er tæt 

på at sprænge i luften (8F04). Men Smithers får hverken kærlighed eller venskab fra sin overordnede, som 

kun har personlig profit og velvære for øje, hvilket også kan ses i den førnævnte episode, da mr. Burns 

stjæler Smithers beskyttelsesdragt for at redde sig selv, og da hans svar på Smithers kærlighedserklæring 

er: 

Burns: Oh, hot dog. Thank you for making my last few moments on earth socially awkward! 

Smithers er stereotypen af den sleske og totalt underdanige arbejder, for hvem chefens ord er lov. Dette 

understreges af, at Smithers rent bogstaveligt ikke har nogen rygrad, hvilket skete som følge af et uheld 

med et klaver; Smithers opfører sig kort sagt som en marionet styret af mr. Burns. Endvidere understreges 

dette også af et fremtidsafsnit af ”The Simpsons”, hvor mr. Burns er en robot med menneskehoved og 

Smithers er en robothund, som, ligesom Smithers gør i seriens nutid, bare adlyder sin herre (1F01). Den 

uforbeholdne kærlighed Smithers har til mr. Burns, kan også ses som en ekstrem egenskab hos den 

underdanige arbejderstereotype, der ser så meget op til sin overordnede, at det udmønter sig i kærlighed. 

Dette kan endvidere understøttes af, at der altid er en vis tvivl om, om Smithers er helt homoseksuel, eller 

om han kun er det, når det gælder mr. Burns. Udtalelser fra seriens producer David Silverman har både 

været at Smithers er homoseksuel og at han er ”Burns-sexual”, betydende at hans homoseksuelle 

kærlighed kun er rettet mod mr. Burns. 

På trods af at Smithers aldrig direkte er ”sprunget ud” som homoseksuel, andet end i sammenhæng med 

mr. Burns, er han ofte fremstillet med stereotype homoseksuelle træk; eksempler på dette er hans 

fascination af musicals (AABF05) og Broadway divaer (5f14) og hans store samling samt fascination af 

”Malibu Stacy” -dukker. Udover dette er Smithers i sin fritid ofte iført lyserødt tøj. 

Alt dette til trods for, at han har været gift og åbenbart haft et sundt sexliv (ovenstående eksempel: ”make 

love to me the way you used to”). 



- side 42 -

Matt Groening siger om Smithers: 

”He was partly inspired by the way Fox executives acted around Barry Diller. The joke use to be, Who's Burns 

based on? Barry Diller. Who's Smithers based on? Everyone else at Fox.” (Barry Diller var tidligere “chief 

executive” for Fox.) 

Smithers er den typiske amerikanske “go-get´er”. Han går op i sit arbejde med gode og pligtopfyldende 

intentioner. Han er besat af tanken om at stige på rangstigen og holder sig derfor tæt på magtens centrum – 

mr. Burns. I serien er Smithers så besat af succes på jobbet, at han har gjort mr. Burns til ikon på sin succes 

– altså jo tættere han kan komme på Burns, jo tættere er han på at opnå sit mål. 

Homers venner fra baren 

Midt i Springfield ligger ”Moe’s Tavern”, som for byens arbejder- og middelklasse er den vigtigste bygning i 

Springfield. Her kommer et fast klientel af øldrikkende kunder og det er her, at Homer slapper af sammen 

med vennerne efter arbejde. Baren er, som navnet indikerer, ejet af Moe. 

Manden bag serien Matt Groening siger om ”Moe’s Tavern”: 

"I was always frightened by taverns. They just seemed like very unpleasant places to go. And there is nothing 

nice about Moe's Tavern. It's just a creepy, dark place. And there are never any women in there." 22 

Moe Szyslak (Moe) 

Moe er en af de vigtigste personer i Homers liv, for uden Moe måtte Homer selv skænke sin øl. 

Moe er lidt af et mysterium. Både hans efternavn og hans herkomst er godt skjult. Efternavnet Szyslak 

skulle eftersigende være polsk, men Moe har ved en lejlighed påstået, at hans forfædre serverede for den 

russiske zarfamilie (8F08). Moe har også fortalt, at han er søn af en italiensk frugtsælger, der immigrerede 

til USA (1F05). I en drøm møder han sit indre barn, der taler med en italiensk accent (1F05). I et afsnit hvor 

Moe afslører, at hans rigtige navn er Mommar, antydes det, at han har arabiske rødder (2F21). Hvorvidt 

forfatterne af serien driver gæk med os, eller om Moe finder på historier for at gøre folks værtshusbesøg 

sjove, skal her være usagt. Det er dog stereotypt, at bartenderen har mange forskellige historier at fortælle. 

Moe ejer selv sin bar, som godt nok konstant er på fallittens rand, men han er sin egen herre. Når han står 

bag baren, får han respekt, godt nok kun fra sørgelige fyldebøtter, men det er nok for Moe. Bevæger Moe 

sig uden for sin bar, ud i dagslyset, er han pludselig selv i bunden af hierarkiet. Han har svært ved at tale til 




- side 43 -

damer og ser ikke megen romantik. Det hjælper heller ikke, at hans selvtillid er helt i bund. Manglen på 

selvtillid skyldes til dels at Moe er grim, meget grim. Moe har en fortid som skuespiller, men mistede en 

masse jobs på grund af sit udseende, hvorfor han gik over til faget som bartender. Da han var dreng, 

spillede han med i tv serien "Our Gang", hvor han var en af de små "Little Rascals". Moe spillede den 

grimme dreng ”Smelly”. I et afsnit beslutter Moe sig for at få en skønhedsoperation, hvilket bringer ham ind i 

skuespillerfaget igen, men selvfølgelig går det galt og Moe får igen lavet sit udseende om til sit gamle 

grimme fjæs (BABF12). 

Moe er Barts yndlings offer, når det drejer sig om telefonfis. Bart ringer jævnligt til Moe og får ham til spørge 

efter folk med sjove navne. 

Bart spørger eksempelvis, om han kan komme til at snakke med ”Amanda Huggenkiss”. 

Moe råber ud over hele baren: 

Uh, Uh, Amanda Huggenkiss? Hey, I'm looking for Amanda Huggenkiss! Ah, why can't I find Amanda 

Huggenkiss? 

Folk I baren opfatter det selvfølgelig som om han spørger efter “a man to hug and kiss” 

Barney svarer: Maybe your standards are too high! 

Vanen tro bliver Moe rasende: 

You little S.O.B.! Why, when I find out who you are, I'm going to shove a sausage down your throat 

and stick starving dogs in your butt! (9F06) 

Moe er ikke den klogeste mand i byen op hopper på Barts telefonfis hver eneste gang. Ifølge folk involveret 

med serien er inspirationen til Barts telefonfis med Moe hentet fra virkeligheden. 

”Bart's duping of Moe is based on the tapes of actual prank phone calls, widely circulated in the early '80s, to 

Jersey City, New Jersey, bartender Louis "Red" Deutsch, who constantly fell for fake requests for customers 

name Al Coholic and Ben Dover. He also unfailingly fell into profanity-laced first of rage when he realized he'd 

been had.” 23 

Moe er en ussel midaldrende mand. Han repræsenterer den type forretningsdrivende, der lever af andre 

menneskers laster. Han driver ulovlig virksomhed i baglokalet af den ene eller den anden art (9F22, 2F14) 

og hans forretning løber kun rundt pga. en fast lokal opbakning - ligesom de nu sjældne købmænd vi kender 

fra lokalsamfundene. Moe er manden man kan få ondt af ved at kende hans karakter. 

Barney Gumble (Barney) 

Barney Gumble kunne være blevet til noget, hvis han ikke i en ung alder havde mødt Homer. Barney 

klarede sig godt i skolen, både som sportsmand og på det boglige område, og han var på et tidspunkt på vej 




- side 44 -

til Harvard. Men Moes liv tog en drejning, da hans dumme, men trofaste, ven Homer lokkede ham i uføre. 

Barneys stemme, udseende og liv ændrede sig da han drak sit livs første tår øl, som han selvfølgelig fik af 

Homer (1F13). 

I stedet for at være blandt landets elite, lever Barney nu på bunden af den sociale rangstige i den lille 

provinsby. Nu er han en bums. En fordrukken sut, som tilbringer hele sit liv på ”Moe’s Tavern”. 

Barney og Homer er stadig gode venner, men magtforhold de to imellem er skiftet. Nu er det Homer, der er 

ovenpå med sin familie, sit hjem og det faste job. Barney har dog i løbet af de foreløbigt tretten sæsoner af 

serien oplevet meget og udvist en masse talent, når han en sjælden gang imellem er ædru. Han har 

turneret som a cappella sanger (9F21), indspillet en prisvindende film, har drevet sit eget snerydnings firma 

(9F07), haft et forhold til sangerinden Linda Ronstadt (9F07) og sågar været astronaut hos NASA (1F13). 

Men uanset hvad Barney oplever I løbet af et afsnit, ender han altid tilbage på sit faste barstol, hvor han 

drikker øl, masser af øl. Faktisk drikker han så meget, at hans barregning er oppe på 14 milliarder dollars 

(3F18). Barney er kendt og berygtet for afslutte og begynde enhver sætning med et bøvs. Når Barney siger 

noget klogt, falder han altid tilbage til sin vante rolle med det afsluttende ræb. 

Matt Groening siger om Barneys rolle: 

“Barney was taking the standard sitcom sidekick and just making him as pathetic as possible. And also there 

was a sort of unspoken rule about not having drinking on television as a source of comedy. So, of course, we 

went right for it.” 24 

Barneys liv består i at finde ud af, hvor og hvordan han kan få sin næste rus. Barney er en karikatur af 

konsekvenserne af alkohol- og evt. også stofmisbrug. Den hysteriske antagelse om, at man meget let falder 

i et misbrug, og at man selv efter én øl kan blive fanget, er blevet realiseret i Barneys karakter. Barney er 

en meget urealistisk karakter. Hans alkoholforbrug er så overdrevent, at ingen mennesker ville kunne 

overleve det. Dette gør netop Barney til en sjov og useriøs figur. Barney er ikon for enhver forældres frygt 

for, at deres teenage søn eller datter skal ende i et alkoholmisbrug i stedet for at efterfølge forældrenes 

ambition om et veluddannet og succesfuldt barn. 

Lenny & Carl 

Lenny og Carl er bedste venner, de følges i hvert fald altid ad. Lenny og Carl arbejder, ligesom Homer, på 

byens atomkraftværk. Det har de gjort siden seriens start. De to må siges at være bifigurer i serien, men er 

dog altid tæt på Homer. Når Homer sidder på ”Moe’s Tavern” og drikker, er Lenny og Carl der altid. Skulle 

Homer nævne to kolleger fra sit arbejde, ville han sikkert kun kunne komme i tanke om Lenny og Carl, 

selvom han ikke kan huske, hvem der er Lenny og hvem der er Carl. Dette til trods for, at Lenny og Carl slet 

ikke ligner hinanden; Carl er brun og Lenny er gul. Homer er ind imellem nødt til at skrive ned, hvem der er 




- side 45 -

hvem. Homer anser de to for at være hans venner, og de opfatter Homer som deres ven. Homer er ofte 

jaloux på de to, da de altid bliver forfremmet før ham. 

Lenny og Carl er de klassiske arbejdskammerater. De ses altid sammen, men ikke altid i samtale. De er 

tilpas i hinandens nærvær og diskuterer gerne den daglige gang på arbejdspladsen. De har begge højere 

uddannelser som passer til deres job - altså, de har haft en ambition om at få det job, som de på 

nuværende tidspunkt har. De virker derfor også tilfredse med deres job. Lenny og Carl er den slags 

personer, der er har opnået det de stræbte efter. De har haft mellemstore ambitioner med tilværelsen og har 

fået dem opfyldt. 

Familien Flanders 

Familien Flanders er naboer til familien Simpson og er også den mest kristne familie i Springfield. Familien 

har fire medlemmer. (Se også afsnittet om religion) 

Ned Flanders (Ned, Flanders) 

Ned Flanders er en kristen mand og en god far for sine to sønner. Gud har været god ved Ned, han har fået 

en smuk og dejlig kone, Maude, som han fået to helt særlig små kristne ”soldater” sammen med, Rod og 

Todd. Desværre har han, ganske som en af sine forbilleder fra biblen, Job, været udsat for en lang række 

prøvelser. Han mistede sin smukke kone i et tragisk uheld (BABF10) og han plages dagligt af sin 

inkompetente nabo og direkte modsætning, Homer. Men, ganske som Job, bevarer Ned troen. Ned 

opdrager nu selv sine sønner, og han gør et godt stykke arbejde. Af alle huse på Evergreen Terrace, er 

Neds det pæneste og mest velholdte. Udover hans hus har Ned endnu et hjem - kirken. Ned og hans to 

sønner opholder sig næsten ligeså meget i kirken som på deres adresse, og er de ikke der, er det sikkert 

fordi de er ude for at hjælpe de, der er dårligere stillet end dem selv eller gøre andre gode gerninger. 

Ned har i de første to sæsoner ikke noget arbejde, men han får i afsnittet ”When Flanders Failed” (7F23) en 

idé om at åbne en butik for venstrehåndede. Butikken hedder ”The Leftorium”. Som afsnittets titel afslører, 

går det for en gang skyld ikke så godt for Flanders, i første omgang, men, med Homers hjælp, kommer der 

gang i butikken. Så der er ikke meget Ned kan brokke sig over, hvilket han heller aldrig kunne finde på. Vi 

ved ikke meget om Neds barndom, udover at han er opvokset hos sine overtolerante beatnik forældre, som 

gav ham så fri en opdragelse, at han gjorde oprør ved at blive kirkens mand (4F07). 

Ned Flanders lever efter biblens forskrifter og har aldrig gjort en flue fortræd, faktisk er hans liv så perfekt, 

at han er blevet så forudsigelig, at man kan kalde ham kedelig. Han har da også tilnavnet ”good old Steady 

Neddy”. 

I afsnittet ”Viva Ned Flanders” (AABF06) finder byens borgere ud af, at den ungdommeligt udseende Ned i 

virkeligheden er 60 år gammel. Alle vil vide, hvordan han holder sig så ung: 



- side 46 -

Ned: Listen folks, there's no magic formula. I just follow the three "c"s: clean living, chewing thoroughly, 

and a daily dose of vitamin "church!"…And of course, I resist all the major urges. 

Mel: All of them? 

Marge: You mean you've never splurged and say, eaten an entire birthday cake and blamed it on the 

dog? 

Edna: You've never licked maple syrup off your lover's stomach? 

Bart: (halvejs ude af vinduet) You've never snuck out of church to break into cars? 

Ned: No, no, and double no! I haven't done any of those things, folks. You name it, I haven't done 

it! 

Homer: Geez, Flanders, you're sixty years old and you haven't lived a day in your life! 

Carl: Yeah, even the boy in the bubble had a deck of cards. 

(Alle folk smiler indforstået til hinanden) 

Dette fører til det nærmeste Ned nogensinde kommer en midtvej-krise. På vej hjem i bilen siger Ned: 

Ned: Can you believe it? It almost seems like those folks were ... were making fun of ol' steady 

Neddy! 

Maude: Well, you may be a bit cautious. What's wrong with that? Some people like chunky peanut butter, 

some like smooth! 

Ned: Mmm-hmm, and some people just steer clear of that whole hornet's nest! I'll stick with just plain 

white bread, thank you very much, maybe with a... 

Alle I bilen på nær Ned fuldfører sætningen: 

"... glass of water on the side for dippin'!" 

Ned: (klodser bremserne og stopper midt på vejen) Gosh darn it! Am I that pre-diddly-ictable? 

(sukker) I've wasted my whole dang-diddly life! 

Ned kommer sig dog over krisen, og da afsnittet slutter, er Ned tilbage, som vi kender ham. 

Hans perfekte liv og familie har gjort, at Homer ser ham som sin dødsfjende. Det hjælper ikke, at Ned har 

for vane at forvrænge det engelske sprog for at virke mere positiv. Ned sætter pudsige endelser på en 

masse ord, f.eks. hilser han altid folk med et ”Hellodily-odily” og siger ord som ”Okily-dokily”. Dette virker 

som en direkte provokation på Homer. I et afsnit, hvor Homer, højst usædvanligt, forsvarer Ned foran hele 

byen, opsumerer han Ned ganske godt: 

“How dare you talk about Ned Flanders like that? He's a wonderful, kind, caring man (...) If everyone here were 

like Ned Flanders, there'd be no need for heaven: we'd already be there.”(1F14) 

Matt Groening selv siger: 

"The original idea was just a guy who was truly nice, that Homer had no justifiable reason to loathe, but then 

did. He raises the age-old question, 'Why is niceness so infuriating?' " 25 




- side 47 -

Den nu afdøde Maude Flanders (Maude) 

Maude Flanders var lykkelig, så længe hun levede. Hun havde stiftet en god kristen familie og var afholdt i 

hele byen. Desværre døde hun, midt i sæson 11, som før nævnt i en tragisk ulykke, hvor hun til et 

væddeløb blev skudt af en ”T-shirt kanon” (BABF10). Hun har efterladt et stort hul i Neds hjerte. Mens hun 

levede var hun, som sin mand, en trofast kirkegænger og en pligtopfyldende og hengiven mor. Hun havde, 

som de fleste andre kvinder i Springfield, et arbejde som hjemmegående husmor, men hun brugte, som sin 

familie, også meget tid på at rejse penge til velgørende formål. Hun var fast i troen, kysk og gavmild, og så 

var hun meget smuk. 

“While she did not work, Maude was a busy homemaker and a tireless advocate for the children of Springfield, 

whose innocence is so often soiled by the evils of cartoon violence, liberal education and the insidious 

influences of popular culture.” 26 

Maude var et smukt menneske, som kun Homer er i stand til at hade, og det kun fordi, at hun var gift med 

Ned. 

Rod Flanders (Rod) 

Rod Flanders er Ned og Maudes førstefødte. Der er ingen tvivl om, at Rod er en Flanders. Han beder ofte. 

Det første han gør om morgenen er at bede og det sidste han gør, før han går i seng, er at bede. 

Han beder til Gud om at passe på hans lillebror, Todd. Han beder for sin far og mor, men han beder også for 

alle de uartige børn i Springfield, selv den slemme nabodreng Bart. Når Rod leger er det altid med sin 

lillebror, og legen har altid et bibelsk tema. Der er kun én ting, som Rod er ked af, og det er, at han kan ikke 

bede i skolen. Rod er en meget uskyldig dreng, som, i kraft af sine forældres natur, lever en meget 

beskyttet tilværelse. 

Todd Flanders (Todd) 

Todd er den yngste i den glade Flanders klan. Han er ligeså troende som resten af familien, men han er 

også den, der er mest modtagelig for nye indtryk. Bliver han udsat for vederstyggeligheder, som når Homer 

bander på den anden side af hækken, citerer han ufortrødent og i god tro de nylærte ord, indtil han 

naturligvis får at vide, at det er mod Guds vilje. Kommer Todd i kontakt med indtryk fra verdenen udenfor 

det beskyttede hjem, kan han ind imellem bryde med den gode rolle, som når Bart f.eks. lokker ham til 

slemme ting. Dette kan skyldes, at han er yngre end sin bror og derfor ikke kan skelne imellem den kristne 

definition af rigtigt og forkert, eller blot at han er for beskyttet af sin forældre og dermed er blevet for 

godtroende. 

Familien Flanders er kristne og gode, men lever et kedeligt liv. Familien Flanders er et meget stereotypt 

billede på de mange meget troende amerikanere. Familien Flanders er en fraktion i samfundet. De har 

26 http://www.springfield.com/bios/bios_townspeople_maude.html 



- side 48 -

nogle så radikale leveregler, at de adskiller sig fra resten af samfundet. De accepterer det omkringværende 

samfund, men ønsker ikke at leve på samme vis. Denne familie er meget venlig og hjælpsom, men holder 

på alle måder på deres værdier. Karaktererne udfylder i samfundet pladsen som dem, der har en fast og 

næsten fanatisk overbevisning. Hvorvidt det er vigtigt, at det netop er ekstrem religiøsitet, der optager 

karakterernes tid, er diskutabelt, vigtigst er, at de lever efter nogle faste og strenge regler, som de næppe vil 

afvige fra. Familien Flanders' besættelse kan ses som illustrationen af den meget religiøse del af et 

samfund. 

Pastor Lovejoy og hans familie 

Selvom familien Flanders er den mest kristne familie i byen, er de dog ikke den eneste. Selv ikke den 

lokale pastor kan hamle op med Neds stærke tro. Hvor Ned er familien Flanders religiøse patriark, benyttes 

pastor Lovejoy som Neds religiøs vejleder i kraft af, at han, som byens præst, er guds talerør. (Se også 

afsnittet om religion) 

Pastor Timothy Lovejoy (Lovejoy) 

Timothy Lovejoy er pastor for menigheden i Springfield og er naturligvis en kristen mand. Han er gift med 

Helen Lovejoy og har en datter på en kostskole for piger (da datteren kun optræder i ét afsnit, har vi ikke 

udarbejdet en personkarakteristik for hende). 

Når han en gang om ugen prædiker, er han byens naturlige centrum, da alle i Springfield naturligvis går i 

kirke. Havde der været en anden præst i byen, ville Lovejoy nok hurtigt blive sat på porten, da hans 

prædiker som oftest er meget kedelige. Han undskylder sig dog selv med, at det materiale, han har at 

arbejde med (bibelen), bærer skylden for dette. Dette viser implicit Lovejoys manglende interesse og 

dedikation i forhold til biblen. Kun familien Flanders kan holde sig opmærksomme og interesserede under 

de lange prædikener. Modsat den kærlighed (love) og glæde (joy), hans navn lægger op til, omhandler hans 

prædikener som oftest kedelig passager fra det gamle testamente, med trusler om evig ild og et liv i 

helvede. 

Når pastoren endelig har fri, nyder han at lege med sine elektriske tog, og er han først i gang med at lege, 

så er der ikke noget, der irriterer ham mere end de evige opkald fra Ned Flanders. Når Ned står med en 

nød, han ikke selv kan knække, søger han vejledning hos Herren, men da Herren sjældent svarer, opsøger 

han Lovejoy. Dette gør, at selv Lovejoy ofte bliver træt af den ellers tro undersåt. 

"Ned, have you thought about one of the other major religions, there all pretty much the same." (til sig selv) 

"Damn Flanders." (tvivlende til Gud) "Why do you hate my trains?" (3F01) 

Lovejoy har fået et par flyttefolk til at hjælpe sig med at flytte sin lille jernbane, da de når til midten af vejen 

kører Homer ind i pladen, hvorpå skinnerne sidder monteret. Lovejoy siger med blikket vendt mod himlen: 



- side 49 -

"Why do you hate my trains?"(3F01) 

Lovejoy er mere interesseret i hans tog end menighedens åndelige velbefindende. 

Lovejoy repræsenterer en meget typisk kristen - set med danske øjne. Han er kristen - og sågar præst - på 

papiret, men bag facaden har han et ret afslappet forhold til både sin tro og sin funktion i samfundet. Dog 

søger han respekt igennem sit job i kirken. En fyldt kirke forstærker hans følelser af respekt og vigtighed i 

samfundet. Samtidig tager han en halvtom kirke som en direkte fornærmelse imod sin person (5F23). 

Lovejoy er en person i et samfund, som er blevet symbol på den institution han repræsenterer både på godt 

og ondt. Han har i Springfield en næsten metonymisk sammenhørighed med kirken som institution. 

Helen Lovejoy (Helen) 

Helen Lovejoy er pastorens fordømmende, snæversynede og sladrende kone. Hendes rolle i ”The 

Simpsons” er ikke stor, men når hun er med er det for at sladre. Hun deltagere i mange af de samme 

velgørende arrangementer som Maude Flanders, men hun synes dog mere at gøre det for at have noget at 

sladre om og nogen at sladre til. Helen får størstedelen af hendes sladder fra hendes mand der indsamler 

dette i skriftestolen. 

Helen Lovejoy er præstefruen. Hun træder i karakter og autoritet igennem sin mands stilling og udnytter det 

til at skabe respekt for sin egen karakter. Hun er den person, som man kender fra hovedsagligt 

lokalsamfundene men også i form af f.eks. den tidligere præsidentfrue Hillary Clinton, som uofficielt skulle 

have haft indflydelse på magthaverens beslutninger. Helen er en person, der har opnået sin status igennem 

ægteskab og næppe pga. egne præstationer eller holdninger. 

Mediefigurer i “The Simpsons” 

Krusty the Clown (Krusty) 

Krusty the Clown er Barts største idol. Han er vært for et børneprogrammet ”The Krusty The Clown Show”, 

som Bart og Lisa altid ser. Bart har, som han selv siger, baseret sit liv på Krustys lære 27 . Men Krusty er ikke 

det bedste forbillede, et barn kan have. Han ryger og drikker, dog ikke for åbent kamera, og i afsnittet ”Bart 

the Fink” (3F12) bliver alle Krustys ejendele taget af skattevæsenet for at betale for hans skattesvindel. Han 

slipper dog ud af kniben ved at sprænge sin båd i luften og inkassere forsikringssummen. 

Krusty har, som før nævnt, et tv-program for børn, men han er i virkeligheden meget upædagogisk, som det 

ses i følgende eksempel fra et program, som Bart og Lisa ser i fjernsynet: 

Krusty: “Hi, kids! Who do you love?” 

27 “I’ve based my life on Krusty’s teaching” (7G12 og MG39) 



- side 50 -

Børn: “Krusty!” 

Krusty: “How much do you love me?” 

Børn: “With all our heart!” 

Krusty: “What would you do if I went off the air?” 

Børn: ”We'd kill ourselves!” 

(Krusty forsøger at skyde sin partner Sideshow Bob ud af en kanon, men det lykkes ikke) 

Krusty: Don't blame me... 

Krusty+Børn: ...I didn't do it! (7G12) 

Ud over at være på fjernsynet er Krusty også bagmand til en utrolig mængde merchandise. Alt lige fra krus 

og dukker til morgenmadsprodukter kan fås med Krustys storsmilende ansigt på. Krusty ejer også fastfood 

kæden Krustyburger, der er Simpson-universets svar på McDonalds og Burger King. Som Krusty-fan har 

Bart selvfølgelig den komplette samling af merchandise, selv ”The Krusty Home Pregnancy Test” (9F13). 

Dette er et stereotypt billede af Amerikas forbrugerkultur. 

I seriens start var Krusty en normal person, der i embedes medfør brugte sminke, men senere gik Krusty 

over til altid at gå med sminken. Måske fordi han uden sminken næsten er identisk med Homer. 

En af folkene bag serien, Mike Scully, er med til at understrege de stereotype træk ved klovnen: 

"For my generation, Krusty is every Saturday-morning TV clown, everybody had a Krusty in their town." 28 

Krusty er et stereotypisk billede af den aldrende entertainer. Han har en forkærlighed for sit publikum, men 

kærligheden til penge overskygger alle andre værdier. Krusty er kunstneren, der til dels har glemt, hvorfor 

han gik ind i showbusiness og nu har et økonomisk behov for at blive i branchen. Han er billedet på den 

engang (og til dels stadig) store entertainer i forfald, men som stadig har en trofast fanskare. 

Itchy & Scratchy 

Itchy & Scratchy er navnet på en tegnefilm, som Krusty viser i sit show. Itchy & Scratchy er en parodi på 

Tom & Jerry tegnefilmene. De er henholdsvis kat og mus, som jagter hinanden, men Itchy & Scratchy er 

ultra-voldelige. Filmene ender altid med, at katten, Scratchy bliver myrdet af Itchy på en bizar måde, der 

involverer masser af blod, indvolde og afrevne lemmer. 

Matt Groening siger: 




- side 51 -

"They were definitely inspired by all the cat-and-mouse cartoons we grew up watching. This was like pursuing 

the cartoon violence to its logical ends. And also the idea of doing a cartoon really made me happy." 29 

Det at den voldelige tegneserie er i det mere sofistikerede tegneserie-univers, som er ”The Simpsons”, gør 

at den slipper igennem censuren. For den grove overkarikerede vold kommer et skridt længere væk fra 

seeren, idet den finder sted i et univers, som kun findes bag vores egen tv-skærm. Selvom det er morsomt, 

at børnene i Springfield finder ”Itchy & Scratchy” sjovt, er det, som ”consulting producer” Mike Reiss siger: 

"They're like Tabasco. No one would take a big bowl of it." 30 

Sideshow Bob og Sideshow Mel 

Krusty har altid en partner i sine programmer, som han kan bruge til at kaste kager efter, sparke i rumpetten 

eller, som i det ovenstående eksempel, skyde ud af en kanon. 

Sideshow Bob var Krustys første ”sidekick”. Men Bob blev træt af de evindelige ydmygelser (7G12), og lige 

siden har han været Barts og Krustys dødsfjende, og står bag mordforsøg på både Bart og Marges søster, 

Selma (8F20). Sideshow Bob er altså gået fra at være en medieperson til at være en karakter, der er dukket 

op, når der var brug for en klassisk ’bad guy’, som eksempelvis i afsnittet ”Sideshow Bob Roberts” (2F02), 

hvor han vinder borgmester valget ved hjælp af omfattende valgsvindel. Hans ugerninger blev dog, som 

altid, stoppet af Bart og Lisa. 

Matt Groening siger om Bob: 

"Sideshow Bob is a man of great education and culture, but he is still consumed with the most bizarre, arbitrary 

hatred of Krusty and Bart. Every time he gets out of jail, he goes after the same people, over and over. You'd 

think he would be smarter than that, but no." 

Efter Sideshow Bob har Krusty haft Sideshow Mel som partner. Bortset fra ”bad guy” rollen minder 

Sideshow Mel og Sideshow Bob om hinanden. De er begge, i kontrast til Krusty selv, intelligente, veltalende 

og har en distingveret accent. Begge er de den stereotype klassisk uddannede skuespiller, der mod sin vilje 

har været tvunget til, at tage en nedværdigende rolle i det forhadte tv-medie. Begge ville de helst arbejde 

på teatret end i det, efter deres mening, platte fjernsyn. Nedgørelsen af Bobs talent har gjort ham bitter på 

samfundet og har udviklet ham til en skurk. Bob er eksempel på, at det i et samfund ikke nødvendigvis er 

de mest talentfulde og kvalificerede mennesker, der får det job, der burde tilkomme dem. 





- side 52 -

Troy McClure (Troy) 

Troy McClure er en figur, der af og til dukker op i Simpsons. Han er en falleret B-films skuespiller, og han 

dukker ofte op i tv-udsendelser af dårlig kvalitet, hvor man har brug for en kendt, som f.eks. tv-shop 

udsendelsen “I Can't Believe They Invented It!". For at understrege at han er kendt, selvom de færreste 

kender ham, Introducerer han sig altid med “Hi, I'm Troy McClure; you may remember me from such films 

as…” og dette gør han både på tv og hvis han møder nogen uden for tv-skærmens rammer. I afsnittet ”Bart 

The Fink” (3F12) gør han det endda også, da han skal holde en tale til en begravelse. 

McClure danner sin identitet udelukkende fra sit billede af sig selv som en mediepersonlighed, selvom det 

sjældent stemmer overens med det billede, som andre har af ham. Her et eksempel hvor Troy McClure 

bliver stoppet af Politiet: 

Wiggum: ”All right, Captain Rush-Rush, out of the car!” 

(Troy smækker bildøren op i hovedet på Wiggum) 

”Ow, I'm seeing stars here!” 

Troy: ”No, just one! Hi, I'm Troy McClure; you may remember me from 

such films as ’The Greatest Story Ever Hulaed’, and ’They Came 

to Burgle Carnegie Hall’.” 

Wiggum: ”License please?” 

(Troy giver Wiggum sit kørekort) 

”Says here you need corrective lenses. Put those glasses on, 

Mister.” 

Troy: ”You wouldn't ask a handsome man like me to wear glasses? It'd 

be a crime against nature!” 

Det viser sig, at Troy bruger nogle utroligt stærke briller, men selvom han er næsten blind kører han uden 

dem, fordi hans briller passer ikke til det billede, som han har af sig selv som en smart filmstjerne. 

Kent Brockman 

Kent Brockman er en parodi på den alvorlige, dybdeborende og meget professionelle journalist. Kent 

fremtræder også altid tilsyneladende professionelt med en alvorlig mine og en let nedladende stemme. Men 

Kent Brockman er ikke nogen dygtig journalist. Han prioriterer ofte sjove bemærkninger og sensations- 

journalistik højere end research, som i dette eksempel, hvor Kent hører om et slagsmål, der skulle være i 

gang i Springfield centrum: 

”This just in. A fistfight is in progress in downtown Springfield. Early reports indicate, and this is very 

preliminary, that one of the fighters is a giant lizard.” 

(Et billede af Godzilla kommer frem på skærmen) 



- side 53 -

(Til manden i øresneglen) ”Do we have a source on this? ... Uh huh. A bunch of drunken frat boys. ... All 

right, I could use some names. I. P. Freeley.” (oversat: jeg tisser frivilligt) 

Kent Brockman kan se sensationen i historien, men hans tvivlsomme kilde bekymrer ham ikke, selvom 

historien er absurd. 

Kent er autoritær i form af sit job. Han fremstår som symbol for den branche, som han repræsenterer - TV 

branchen. Han har stjernestatus i samfundet, da hans ansigt er kendt fra tv, og han lever et overklasseliv 

privat. 

Hele det mediebillede, der tegner sig i ”The Simpsons”, er en stor karikeret parodi på klassiske Hollywood 

stjerner, der er mere optaget af sin egen succes end verden omkring dem. Dette er meget typisk for ”The 

Simpsons”, og det er da også en af grundene til Matt Groenings forkærlighed for tegnede stjerner. 

Børnene i Springfield 

Børnene i Springfield er, udover familien Simpsons børn, ikke centrale personligheder. Snarere er de 

detaljerede bipersoner, der understøtter plottet eller historien i den pågældende episode. Dog kan man finde 

alle de typiske stereotyper på skolen i Springfield: Som i enhver amerikansk ungdomsfilm er rollerne som 

rod, nørd, klovn, populær dreng og pige, sportsidiot og lærerens kæledægge besat. Selvfølgelig er nogle 

karakterer mere med end andre, som f. eks. Barts kammerat Milhouse, der ses i mange episoder hvor Bart 

er i centrum. 

Milhouse Van Houten (Milhouse) 

Milhouse er ikke byens klogeste dreng og følger gerne Bart i tykt og tyndt. Bart og Milhouse er bedste 

venner på godt og ondt, men det afholder ikke Milhouse fra at sladre om Bart eller vende sig imod ham, 

hvis det kommer ham selv til gode. Barts og Milhouses venskab bliver til tider vanskeliggjort af Milhouses 

mor. Hun mener absolut ikke, at Bart er godt selskab for hendes søn, og ser helst at Milhouse holder sig fra 

Bart. Hvis Bart bliver for krævende og dominerende, afstår Milhouse ikke fra at bruge sin mor som våben 

mod ham. Dette gøres f.eks. ved at råbe til hende, at Bart ryger, hvorefter Bart bliver hurtigt bliver smidt ud. 

I afsnittet ”Lisa On Ice” (2F05), hvor Lisa pludselig er er blevet populær pga. hendes talent for ishockey, 

proklamere Milhouse, at han nu vil være venner med Lisa i stedet for Bart for at få beskyttelse og for at 

blive set. Denne sætning opsummere stort set Milhouse som person; han er den lettere nørdede dreng med 

briller, som har fundet ud af, at hvis han leger med de rigtige, og holder sig væk fra de forkerte, bliver hans 

chancer for at få bank (igen) formindsket væsentligt, samt at han kan få en plads i solen ved at være 

venner med populære børn. I det hele taget vil Milhouse gerne være nogen. I afsnittet ”Homer the Clown” 

(2F12) praler Milhouse overfor Bart med, at han har fået klovnen Krusty til at komme til sin fødselsdag, fordi 



- side 54 -

hans far er noget stort på kiksefabrikken, hvor han arbejder. Afslutningsvis skal det nævnes, at Milhouse er 

dødeligt forelsket i Lisa Simpson. 

Forholdet mellem Milhouse og Bart minder meget om det forhold, der ind i mellem bliver beskrevet, som 

Homer og Barney havde i deres unge dage. Man kan spekulere på, hvordan Milhouses karakter ville se ud, 

hvis ikke Bart havde haft så dårlig en indflydelse på ham. 

Ralph Wiggum (Ralph) 

Ralph Wiggum går i klasse med Lisa og er søn af politimesteren i Springfield. Ralph er klassens ufrivillige 

klovn, og han har en tendens til at komme med dumme og uhensigtsmæssige bemærkninger. Alt i alt er 

Ralph meget barnlig, hvilket især kommer til udtryk med hans tendens til at putte alle mulige (og umulige) 

ting i næse og mund. Han har desuden en imaginær ven, en nisse (5F13), som opfordrer ham til at starte 

ildebrande i ny og næ. Ralph er den typiske kiksede karakter, der er blød som smør og een stor 

undskyldning for sig selv. Man får som seer en smule ondt af ham, specielt i de afsnit, hvor det er tydeligt, 

at han er ulykkeligt forelsket i Lisa Simpson. I disse afsnit bliver han hovedsagligt brugt til at karakterisere 

Lisas personlighed, f.eks. i afsnittet ”I Love Lisa” (9F13), hvor Lisa af barmhjertighed giver Ralph et 

valentins-kort, hvorefter han uden hæmninger kaster sin kærlighed på hende. 

Ralph er den typiske dumme dreng i klassen, som ind imellem underholder hele klassen, men det er i kraft 

af, at han dummer sig. Han er for dum til at være sjov med vilje. 

Matt Groening siger om Ralph: 

“Ralph is a character that only needs one line to make an impression. But those lines are really hard to write, 

because they have to have the right amount of childish naiveté and still be a joke. I think my favourite is still, 

"My cat's breath smells like cat food." 

Ralph er klassens let retarderede dreng. Moralen siger, at man ikke ikke må nedgøre folk pga. deres 

handicap - men børnenes reaktioner på Ralphs til tider komiske handlinger er, at de griner af dem. 

Karakteren har til formål at karakteriserer børnene som én handlende og meningsdannende karakter. Denne 

samlede karakter er en meget umiddelbar og amoralsk størrelse. 

Martin Prince (Martin) 

Martin er skolens ærkenørd. Han er leder af skolen nørdeklub, hvor de kiksede elever hygger sig med 

matematiske formler, skak o. lign. aktiviteter. Alligevel har han ingen venner, og er socialt set en katastrofe. 

Som den stereotypiske nørd er Martin altid et oplagt offer for diverse drillerier fra de andre børns side. 

Martin får selvfølgelig topkarakterer i alt, og lægger da heller ikke fingrene imellem, når han fedter for 

lærerne, som selvfølgelig har udnævnt ham til deres yndlingselev. I modsætning til Lisa, er han nemlig ikke 

i besiddelse af kritisk sans og fedter altid uhæmmet for lærerne. Martin tegner et karikeret billede af 

vidundereleven - monster eller mønsterelev. 



- side 55 -

Jimbo, Dolph & Kearney 

Jimbo, Dolph & Kearney er Springfields gruppe af slemme drenge. De er alle fagligt inkompetente, og de 

hader skolen. Gruppens funktion i serien er at repræsentere den gruppe af børn, som ingen af de andre må 

lege med, og som ikke har andet for end ballade. Man ser dem f.eks. i utallige afsnit stjæle i Apus butik. 

Bart ser selvfølgelig op til de tre bøller, som ikke afstår fra at bruge trusler eller fysisk vold overfor de andre 

børn. 

Jimbos kendetræk: 

Jimbo er den høje fyr, der altid er klædt i en strikket lilla hue og en sort T-shirt med et kranie på. 

Dolphs kendetræk: 

Dolph er den laveste af de tre. Han er klædt i en grøn T-shirt, og han har som regel det ene øje dækket af 

hans halvlange hår. 

Kearneys kendetræk: 

Kearney er den robuste skaldede fyr. Han er klædt I en hvid T-shirt, blå korte bukser samt armbånd med 

pigge på. Kearney er den absolut ældste af de tre, og er så gammel, at han har sin egen bil og endda en 

søn (der sover i en skuffe). 

De tre drenge er billedet på gruppen af bøller, som de typiske forældre helst ikke vil have, at deres egne 

børn omgås. 

Nelson Muntz (Nelson) 

Nelson er Springfields sociale taber blandt børnene, og er, som Jimbo, Dolph & Kearney, en de andre børn 

ikke må ses i selskab med. Han er den store bølle, der altid slår de andre børn, og som alle frygter. Hans 

mor er i fængsel (9F22) og hans far er mere eller mindre ikke-tilstedeværende. Nelson er kendt for sine 

ondskabsfulde og skadefro ”ha ha” udbrud, der som regel kommer, når andre slår sig eller på anden måde, 

kommer galt af sted eller laver noget dumt. Nelson er stereotypen på en fattig amerikansk dreng, der er 

overladt til sig selv, hvilket manifesteres i, at han gør præcist hvad det passer ham og mangler sociale 

færdigheder. Dette ses tydeligt i afsnittet ”Lisa’s Date With Density” (4F01), hvor Nelson og Lisa får en 

kortvarig romantisk forbindelse. Her prøver Lisa at lære Nelson alternative reaktionsmønstre end hans 

sædvanlige voldelige adfærd. 

Nelson er billedet af problembarnet fra problemfamilien, der ikke er i stand til at hævde sig socialt på andre 

måder end at holde alle andre nede. 

Alle de andre børn 

Der findes, udover de ovenstående karakterer, en række bipersoner blandt Springfields børn. Disse er 

personer af så flad en karakter, at de kun agerer som ”levende rekvisitter” for hovedpersonerne i serien. Der 



- side 56 -

kan nævnes figurer som den blege og sygelige dreng, der altid kaster op, eller det irriterende tvillingepar, 

der fungere som stereotyper på et belastende venindepar, der altid kommer med spydige bemærkninger til 

Bart og i det hele taget opfører sig overdrevent piget. 

Pga. karakterernes mangel på personlighed, vil vi ikke koncentrere os om en nærmere karakterisering af 

disse, men nøjes med at kommentere deres funktion i de givne situationer. 

Skolens ansatte 

Seymour Skinner (Skinner) 

Når man ser på skolesystemet i Springfield, er det uundgåeligt at se nærmere på rektoren Seymour 

Skinner. Han har i femten år været rektor på skolen i Springfield, efter en traumatiserende tid som soldat i 

Vietnam, som han ofte oplever flashbacks til, og som har efterladt ham med en metalplade i enden. Skinner 

er en lettere forstyrret karakter, der størstedelen af tiden forsøger at holde ro og orden i skolen, samtidig 

med at han må tage ubegribeligt meget hensyn til sin mor. Netop denne mor er en central brik i Skinners 

personlighed. Der drages i mange afsnit tydelige paralleller til filmklassikeren ”Psycho” som i afsnittet 

”Brother From the Same Planet” (9F12), hvor Marge og Lisa er til samtale på rektorens kontor. Her kigger 

Skinner ud af sit vindue, og ser det berømte hus fra filmen ”Psycho”, og siger: 

"I owe everything I have to my mother's watchful eye… Oh there's mother now, watching me……! What's 

that…, they have a right to be here, its school business. That sailor suit doesn't fit anymore." 

Referencer som denne til Skinners person viser, via en intertekstuel reference til en stereotypisk psykopat, 

at Skinner ikke er helt afbalanceret mentalt. Dette er en klar kommentar fra forfatternes side til hvad man 

ikke bør tillade sig, når det kommer til at ansætte mennesker til at administrerer børns skoletid. 

Skinner er som førnævnt Vietnam-veteran, med tydelige ar på sjælen efter dette, samt underlagt en 

altdominerende moders mindste vink. Denne cocktail gør ikke just rektoren til den mest stabile mand, og 

der skal da heller ikke meget til, før han lader sine mentale problemer komme til udtryk. Hans rolle i serien 

er på den ene side at vise et billede af skoleinspektøren, som børnene frygter, men også på den anden side 

at stå som eksempel på den store mængde Vietnam veteraner, der er i USA, som ikke er i stand til at 

fungere socialt. Skinner skulle efter sigende være opkaldt efter den kendte psykolog B. F. Skinner, der er 

kendt for sit arbejde med rotter i bur. 

Edna Krabappel (Mrs. Krabappel/Edna) 

Edna er den mest fremtrædende af skolens lærere. Hun sætter en ære i at præstere mindst muligt når hun 

er på arbejde, hvilket betyder, at give hendes elever så lidt mulig uddannelse og stimulering som hun kan 

slippe af sted med. Selv om hun altid forsøger at lave så lidt som muligt, har hun aldrig tid til rygepauser, 

hvilket resulterer i, at man i mange afsnit ser hende stående bagerst i klasselokalet, med en cigaret i 

munden, mens hendes elever er tvunget til at se belærende film. Edna er skilt, meget bitter, og opfører sig 



- side 57 -

som stereotypen på en middelaldrene desperat fraskilt kvinde, der aldrig går af vejen for interaktion med 

medlemmer af det modsatte køn. 

Mrs./Miss Hoover 

Miss Hoover er ikke en karakter med særligt meget dybde. Hun er som Mrs. Krabappel skolelærer uden de 

store ambitioner, og fungerer i serien som inkompetent og ligeglad lærerinde. Hendes titel varierer fra Miss 

til Mrs. uden øjensynlig grund. Hun er nemlig ikke gift. 

Groundskeeper Willie (Willie) 

Den skotske pedel Willie er en gnaven og hidsig mand. Han har vildt rødt hår og skæg, og går altid rundt i 

blå overalls. Willie er klart Springfields stærkeste mand, og ved enhver given lejlighed river han sin trøje af, 

og er klar til at agerer helt med sin enorme råstyrke. Willie er den stereotypiske skotte, der lever et simpelt 

liv. Han har ingen kone, og ses sjældent i private situationer, hans karakter ses hovedsagligt i skolen hvor 

han udfører opgaver på Skinners bud. Desuden har han en forkærlighed for den skotske ret ”haggis”, og er i 

det hele taget en karikeret skotte. Dette ses f.eks. via historien hvor det fortælles, at Willies far blev hængt 

for at stjæle en gris (9F13). Dette viser at han kommer fra en skotsk lille by, som ikke er nået med ind i den 

moderne tidsalder, men hvor gamle love stadig lever. Et besøg til Willies fødeby i Skotland afslører, at hele 

hans familie ligner ham på en prik, hans mor har dog kraftigere skæg (AABF17). 

Hans rolle i serien er at vise den stereotypiske sure pedel, der betragter enhver form for skade på skolen 

som et personligt angreb på sin person. 

Otto 

Otto er Springfields skolebus-chauffør. Det til trods for at han ikke har noget kørekort. Han kører mildest talt 

uansvarligt, og altid med walkman på. Otto repræsentere den typiske langhårede surfertype, der ikke kan 

blive voksen og ansvarlig. Man får associationer til en hashrygende rockmusiker fra 80’erne, som stadig 

ikke er kommet videre, og Otto ses da også i flere afsnit spillende på en elektrisk guitar. Han har et godt 

forhold til børnene i Springfield, og især Bart og Otto er fine venner. Han er et billede på det stereotypiske 

hash-vrag, der faldt af tidens tog engang i firserne. 



- side 58 -

Tematikker 

I det følgende afsnit behandler vi centrale temaer, der går igen i flere forskellige afsnit af serien og derfor er 

centrale. Disse temaer behandler samfundsrelaterede problemer og vi mener derfor at de giver et godt 

billede på det amerikanske samfund. 

Familiebilledet 

Til trods for at familien Simpsons består af karikerede figurer er det dog en familie som alle andre. Familien 

i ”The Flintstones” og ”The Cosby Show” er portrætteret som sande kerne-familier og hylder familien som 

institution. Det samme gør ”The Simpsons”, dog på sin helt egen måde. ”The Simpsons” er først og 

fremmest en parodi på familierne i disse serier, men minder også om det gode i disse – netop fordi det altid 

ender godt, så længe at familien holder sammen. Værdierne fra kerne-familien overlever satiren i ”The 

Simpsons” og understøtter derigennem disse. Dette er eksempelvis tilfældes i afsnittet ”Itchy and Scratchy 

Land” (2F01), hvor hele familien, som en sand kernefamilie, skal på ferie sammen. 

Bart og Lisa har af flere omgange plaget forældrene om, at de skal tage på ferie til ”Itchy and Scratchy 

Land”, hvilket indtil videre har været for dyrt for familien. Den lokale tv-station annoncerer, at priserne er 

blevet halveret og tv-klovnen Krusty opfordrer til, at børnene skal plage deres forældre: 

Krusty: “If you haven't already run to your parents begging to go, do it now”. 

Lisa og Bart spørger Homer om de kan tage af sted og han svarer ”No, no, no, no, no, no, no, no, no. Ask 

your mother”. Herefter går børnene hen til Marge og fortæller at de skal af sted og at Homer allerede har 

sagt ja. Da børnene spørger Homer om de kan tage af sted, og han slet ikke opfatter hvad de spørger om, 

men henviser til Marge, er dette en parodi på magtforholdet i mange hjem hvor det ofte er kvinden, der har 

det sidste ord. Samtidig er det den klassiske situation med børn, der spiller forældrene ud imod hinanden. 

Da børnene siger til Marge, at de skal til ”Itchy and Scratchy Land”, fortæller hun, at deres ferie allerede er 

planlagt og at de skal til et fuglereservat, som lige har fået installeret et nyt fuglebræt (der er lavet som en 

rigtig restaurant og står på en meget høj pæl). Dette er en parodi på de ferier som alle børn hader, familie 

ferien til en eller anden kulturel seværdighed hvor man rigtig skal være sammen. 

Børnene giver naturligvis ikke op og samme nat går døren op til forældrenes soveværelse. Lisa kommer 

trækkende med Bart i en trækvogn og siger ”Mom, Dad, Bart’s dead!”. Begge forældre vågner chokeret op 

og Bart, som har ligget helt stille, rejser sig op og siger ”That’s right: dead serious about going to Itchy and 

Scratchy Land”. Lisa og Bart tigger ligesom alle andre børn for at få deres vilje. 



- side 59 -

Mange børn i dagens Danmark (og i resten af den vestlige verden) kan genkende den klassiske ferie 

situation der er vist her. Forældrene vil noget som børnene synes er kedeligt, børnene vil noget andet som 

ofte er inspireret af tv-reklamer, der er økonomiske hensyn og børnene plager. Det lykkedes Bart og Lisa at 

overtale forældrene. Der er dog en faktor som er speciel for ”The Simpsons”. Marge kommer til at tænke på 

alle de tidligere ferier de har haft og siger: 

“Now wait a minute, I'm not sure about this. Every time we've ever gone on vacation I end up being horribly 

embarrassed. We end up in a big fight and we come home more miserable than when we left. You have to 

promise me that this isn't going to happen this time.” 

Familien bliver enige om, at tidligere feriers fejltagelser ikke skal gentage sig, og beslutter at det skal være 

deres bedste ferie nogensinde. Hvis det går galt opløser de familien og bliver medlemmer i andre familier. 

Det er en ekstrem konsekvens at drage, men det er en karikatur på, at når ”mor” får familien til at give et 

løfte – så skal det holdes uanset hvad. 

Selve feriens køretur spiller også en stor rolle i hele afsnittet. På den lange køretur besøger de 

seværdigheden ”Five Corners”, der er et sted ude i ingenting, hvor 5 staters hjørner mødes på samme sted. 

Familien står i hver deres stat og holder hinanden i hånden. Efter at de har stået sådan et stykke tid siger 

Lisa: ”Aw, haven’t we stood in five different states long enough?” og Homer svarer: ”No”. Først og fremmest 

er ritualet med ”oplevelser som familie” portrætteret, men også skellet imellem hvad forældre og børn finder 

spændende. Forældre synes eksempelvis, at det er spændende at se på ruiner et eller andet sted i verden, 

mens børn slet ikke synes det er sjovt. 

Det er interessant, at den klassiske opdeling i ”The Simpsons” hvor det er Homer og Bart, der er en fraktion 

og Marge og Lisa, der er den anden, er smidt væk til fordel for at portrættere børn i forhold til voksne i den 

klassiske familie. Normalt ville figuren Lisa være typen, der synes det er interessant at stå i fem forskellige 

stater med familien, mens Homer ville synes det var kedeligt. 

Et andet element, der også bliver portrætteret ved selve køreturen, er, at børnene hele tiden vil holde hvil 

ved Flicky’s (som er en restaurant ved motorvejen), men forældrene vil ikke holde hvil. Det er den klassiske 

situation i bilen: ”Far, må vi ikke få en is”, ”Far, jeg skal tisse” og så videre. 

Det sidste klassiske element ved familieferien der ses, i bilen, er hvor Homer beslutter sig for at skyde en 

”genvej” - og det selvfølgelig går helt galt. Da man ser bilen i det næste klip kan man kun fantasere om 

hvad de har været igennem: bilen har et ”US-ARMY” missil og et skoleskilt siddende fast i køleren, et flag 

hægende efter bilen, og selve bilen indeholder diverse ting blandt andet høns. En grov overdreven parodi 

på at køre forkert på familie ferien. 



- side 60 -

Naturligvis går hele ferien galt som det nu engang skal gøre i sitcomgenren. Itchy and Scratchy lands 

robotter går amok og truer med at udslette menneskeheden, men familien afværger det naturligvis og hele 

ferien ligner umiddelbart en meget stor fiasko. Marge er meget skuffet over ferien, men indser, at det trods 

alt har været deres bedste ferie nogensinde. De er blevet bragt sammen som en familie, de har fået masser 

af frisk luft og masser af minder. Moralen er, at så længe de har hinanden, går alting godt. 

Familien Simpsons ferie er mere eller mindre den klassiske familieferie, som alle der har været i 

Disneyland, Legoland eller enhver forlystelsespark kan genkende. Hele ritualet med at vælge feriemålet, 

kampen for at overtale forældrene og det faktum at det hele går galt – men at de sammen klarer 

problemerne og er blevet bragt tættere sammen som resultat af dette, er portrætteret. 

Selv hvis man ser ”The Simpsons”, som den værst mulige familie man kan få – så er den stadigvæk bedre 

end ingen familie. Det er det samme, som er tilfældet med Homer i en lang række afsnit. Homer er måske 

nok dum og uopmærksom, men han er det bedste der er, fordi han er ”far”. I afsnittet ”Brother from the 

same planet” (9F12) opstår der en konflikt imellem Homer og Bart, hvilket ender med, at Bart henvender sig 

til en organisation, der har ”storebrødre” til drenge, som ikke har nogen far eller andre mandlige forbilleder. 

Denne organisation sætter Bart sammen med den perfekte storebror: den nye storebror lytter, han er 

jagerpilot, han kører motorcykel, han laver ting sammen med Bart. Homer iværksætter en hævnaktion og 

får sig en ”lillebror”, i stedet for Bart, for at gøre ham misundelig. Dette udmunder i en større konflikt, der 

ender med at Bart og Homer finder ud af, at de bedre for hinanden end nogen andre – fordi de er familie og 

bundet sammen af blodets bånd – og fordi de dybest set er meget ens. 

I et andet eksempel får Lisa en pony. For at kunne betale for denne, tager Homer ekstrajob hos Apu 

Nahasapeemapetilon og slår næsten sig selv ihjel i processen (8F06). Homer er ineffektiv og dum, men han 

går gennem tykt og tyndt for sin familie. Dette kommer også til udtryk, i et andet afsnit, hvor Maggies 

bamse viser sig at være Mr. Burns gamle bamse, som har været forsvundet i mange år og som han siden 

tabet har grædt meget over (1F01). Mr. Burns er villig til at betale millioner for den, men da Homer ser hvor 

glad og bundet Maggie er til bamsen, sætter han hendes velfærd højere end ussel mammon. Han er måske 

ikke den perfekte far, men han er gennemsyret af loyalitet til familien. 

I et helt andet afsnit bliver Bart og Lisa tvangsflyttet og placeret hos deres meget religiøse nabo Flanders, 

som er den perfekte religiøse kernefamilie, der står i stærk kontrast til familien Simpsons (3F01). Homer 

kæmper for at få børnene hjem og det lykkes også i sidste ende. Moralen er kort sagt, at børn har det bedre 

hos deres rigtige forældre. Ikke fordi de er en god familie, set i forhold til Flanders, men fordi Homer og 

Marge er bundet til børnene, gennem blodets bånd, og derfor er det dem, som har den mest oprigtige 

interesse i at det går børnene godt. 



- side 61 -

Simpsons familien er ikke den perfekte familie, men serien er på mange måder nok en af de serier der, når 

alt kommer til alt, stadigvæk hylder de klassiske familie idealer. Der skal ikke herske tvivl om, at de 

klassiske familie idealer der bliver dyrket er meget konservative af natur. Marge er eksempelvis en ud af 

mange hjemmegående husmødre i Springfield. De få kvindelige karakterer der rent faktisk har jobs, 

indskrænker sig til Bart og Lisas to skolelærerinder (Mrs. Krabappel og Miss. Hoover) og deres to mostre 

(Selma og Patty). Alle disse fire kvinder er enlig og er dermed til at tegne et billede af et samfund, hvor alle 

gifte kvinder er hjemmegående husmødre og de eneste arbejdende kvinder er ugifte. Dette er en karikatur 

på det amerikanske samfund, hvor en stor del af kvinderne også er hjemmegående husmødre. Det skal 

bemærkes, at det overvejende er kvinderne i serien, der er intelligente, mens mændene overvejende er 

smådumme. Dette til trods, er det stadigvæk en ældre konservative kønsdeling, der gør sig gældende i 

serien. 

Skolesystemet 

Skolesystemet i Springfield er fyldt med mangler. Der bliver i utallige afsnit kommenteret til mangel på 

undervisningsmateriale, inkompetente og indifferente lærere, en generel mangel på motivation, både fra 

elever og læreres side, og lignende. På mange forskellige måder bliver der givet udtryk for, hvad forfatterne 

bag ”The Simpsons” mener er et positivt og inspirerende miljø for skolebørn, som regel ved at vise hvad de 

ikke mener falder under disse kategorier. Dette bliver især vist via Skinner og lærerstabens indifferens 

overfor børnenes trivsel og fremtid. Hvis skolen en sjælden gang belønnes med ekstra penge, er det ikke 

børnenes vilkår, der er på listen over formål at bruge pengene til. Snarere er det ting som et nyt 

eftersidningscenter, der er på tale. Altså bliver skolen præsenteres som Skinner og lærernes domæne, hvor 

børnene generelt er irritationsmomenter. Et godt eksempel ses i afsnittet ”The Secret War of Lisa Simpson” 

(4F21), hvor Lisa ser en film om sand og derefter en film om månen, som er lavet før mennesket 

overhovedet kom derop, og præsenterer tanken om en feriekoloni på månen omkring år 1992. Lisa klager til 

principal Skinner, da hun ikke mener hun lærer noget, hvorefter han forklarer hende, at hvis skolen brugte 

lærerigt materiale, ville alle de dumme børn klage, da de ikke ville kunne følge med. Dette viser for det 

første indstillingen til skolebørns læremæssige kompetence, som Skinner generelt mener er ikke- 

eksisterende. Desuden viser det, hvordan skolesystemet håndterer dette, nemlig ved at tilgodese flertallet 

på den letteste måde, i stedet for at prøve at forbedre vilkårene for børnene. 

Et andet eksempel ser man i afsnittet ”Team Homer”(3F10). Bart starter en revolution ved at have en T-shirt 

med påskriften ”Down With Homework”. Dette afføder massehysteri i klasselokalerne, netop på den dag 

hvor skolen er under inspektion. Episoden leder til et tiltag fra Skinners side, hvor alle eleverne bliver 

tvunget til at bære skoleuniformer, som ligner et levn fra ’50’ernes England. Denne uniformering fører til et 

hjernevaskende miljø, hvor selv Bart glemmer hans sædvanlige trang til drengestreger, og hvor alle 

børnene er fuldstændig berøvet for individualitet og kreativitet. Selv deres blinken med øjnene er synkron. 

Skinner er selvfølgelig ovenud lykkelig, da skolens balladeprocent falder drastisk. Der bliver kommenteret, 

at man nu er tæt på det ”distractionfree environment.” Meget symbolsk er det først, da der kommer et 



- side 62 -

egnskyl og uniformerne bliver alle regnbuens farver, at børnene vågner op og finder tilbage til deres gamle, 

lettere destruktive, men frie og kreative væremåde. 

Sport, konkurrence og aftalt spil 

Sport er i USA, som i stort set resten af verden, et utroligt populært fænomen. Denne popularitet gælder 

både udøvelsen af sport og i endnu højere grad sporten som tilskuerfænomen, hvorfor sport også er et 

tema, der gang på gang behandles i ”The Simpsons”. 

I familien Simpsons hjemby Springfield udbydes der op til flere sportstilbud, men der er i tegnefilmen mest 

lagt vægt på baseball, amerikansk fodbold og ishockey, som er 3 af de mest populære sportsgrene i USA. 

Episoder af ”The Simpsons”, som omhandler sport viser allerede i kampenes udformning en kraftig 

karikering i og med, at kampene næsten altid ender med ét afgørende mål, ligesom film omhandlende sport 

har for vane. 

Sport og familie er et emne, der ofte behandles i ”The Simpsons”. Sport knytter familien Simpson sammen i 

tilskuerøjemed, idet familien ofte samles som publikum på stadion, i sportshallen eller lignende. Selvom det 

ikke er hele familien, der går lige meget op i sport, deltager de alle for det meste i den fælles udflugt til 

forskellige sportsbegivenheder. 

Modsat er det, når det er familien selv, som deltager i sportsudøvelsen. Homer går meget op i sport og 

pacer derfor især Bart til sportsdeltagelse; eksempelvis tager Homer Barts skildpadde og giver den kun 

tilbage til ham, hvis Barts hold vinder en ishockeykamp (2F05). Lisa udøver normalt ikke sport, hvilket gør 

Bart til Homers favoritbarn, men i de tilfælde hvor Lisa har vist sig som bedre til sport end Bart, bliver Lisa 

Homers favorit (2F05). Denne forskelsbehandling bevirker endvidere i flere tilfælde konkurrence mellem 

Lisa og Bart, hvilket passer Homer fint; dette ses eksempelvis i situationen, hvor Marge fortæller Bart og 

Lisa, at de ikke skal konkurrere og at de begge er lige højt elsket, hvorefter Homer kommer og siger det 

modsatte (2F05). Sport virker både til sammenhold og indbyrdes strid hos familien Simpson. 

I afsnittet ”Lisa On Ice” har Homer en rolle, som de fleste kender fra virkelighedens verden. Det er rollen 

som den forventningsfulde forældre, der står og råber af sit barn til lilleputkampe. Rollen er, som altid i ”The 

Simpson”, meget kraftigt karikeret, hvilket, sammen med konsekvenserne af rollen, latterliggør denne slags 

forældre. Bare i kraft af at det er Homer, der er den pacende forælder, vises dette som værende uklogt, idet 

figuren Homer stort set altid portrætteres som den ”dårlige” far. 

Imellem venner er sport også årsag til splid. Selvom eksempelvis Bart og Millhouse er venner normalt, ser 

Bart intet problem i at skade Millhouse, når det er på ishockeybanen. Omvendt stopper Millhouse med at 

være Barts bedste ven, når Bart ikke er den bedste på banen (2F05). Lisa oplever pludselig, at hun bliver 

populær og respekteret, ikke kun hos sin far, men også blandt de andre børn i Springfield, da hun bliver god 

til sport (2F05). Lisa ændrer sig også, fra at være ”den søde pige”, til at være både voldelig og ligeglad med 



- side 63 -

modstanderne, når hun spiller (2F05). Det som serien her blandt andet viser, er forskellen på folks opførsel 

udenfor banen og inde på banen. Selvom folk er venner i den normale hverdag, forvandles disse til indædte 

modstandere inde på banen, hvor alting, så længe dommeren ikke fløjter, er tilladt. 

Korruption og aftalt spil er et ofte diskuteret problem indenfor sportsverdenen, og denne side af 

sagen er også til stede i ”The Simpsons”. Til stort set samtlige sportsarrangementer i Springfield, alt lige fra 

professionelle boksekampe til ishockeykampe mellem byens lilleputhold, er Anthony ”Fat Tony” D’Amico 

tilstede. Fat Tony er overhoved for den organiserede kriminelle verden i Springfield og da han også har 

sportsvæddemål blandt sine interesser, sørger han ofte for, at kampenes resultater falder ud til hans fordel; 

et eksempel på dette er, da Fat Tony truer Homer med en issyl for at få ham til at hjælpe en spiller med 

brækket ben på banen igen, og han bruger ligefrem stadionets storskærm til formålet (BABF06). Blandt 

andet den førnævnte brug af storskærm, samt eksempelvis en episode til et boksestævne, hvor Fat Tony 

præsenteres for publikum som en berømthed (4F03), viser borgernes bevidsthed om, samt måske endda 

accept af, korruptionens indpas i Springfields sportsverden. 

Sportens bagmænd er også portrætteret i ”The Simpsons”, med en klar reference til virkelighedens verden, 

eksempelvis i skikkelse af boksepromotoren Lucious Sweet der, som Homer siger: er ligeså rig og berømt 

som Don King, og som endda ligner ham på en prik (4F03); den selv samme Don King, som har været 

dømt for mord 2 gange. Igennem eksempelvis Lucious Sweet er sportens bagmænd vist som korrupte, 

pengegriske og ligeglade med sportsudøverne. Selv helt ned til kampe mellem rivaliserende colleges er 

disse bagmænd tilstede i ”The Simpsons”, hvor de portrætteres ligeledes: et eksempel på dette er dekanen 

på Homers gamle college (BABF06). Ligegyldigheden med sportsudøverne kommer til udtryk ved at Moe, 

Homers ven og promotor, sender Homer i kamp mod verdensmesteren i boksning, velvidende, at dette kan 

blive Homers død (4F03). 

Udover bagmænd og spillere, portrætterer ”The Simpsons” også publikummet til sportsbegivenheder. 

Publikum er vist som både voldelige, hårde og nådesløse. Dette ses eksempelvis, da Homer er ved at blive 

slået ihjel i bokseringen, og selv lægen ved ringsiden står og råber ”dræb ham” (4F03), eller til lilleput 

ishockeyturnering, hvor publikum sidder og opfordrer Bart og Lisa til at slå hinanden ihjel (2F05). Når 

publikummet er samlet, reagerer de ikke længere som individer, og al moral og fredelig adfærd forsvinder. 

Eksempelvis ender en ishockeykamp i totalødelæggelse af Springfield skøjtehal og masseslagsmål, fordi 

der ikke har været vold nok i kampen, og denne destruktive adfærd bliver endda indledt af byens politichef 

(2F05). 

Når publikum er samlet bliver alt tilladt, selv at grine af gamle mennesker, når de falder (2F05). 

Karikeringen af sportspublikum viser de ellers, i tegneseriens univers, ”normale” figurer, som, når de samles 

som publikum, ryger ud af deres normale rolle for at hengive sig i flertallets fællesskab og vanvittige 

massehysteri. Voldelig tilskueradfærd er et velkendt fænomen i sportens verden og med tankerne på dette i 

virkelighedens verden, er fremstillingen af publikum i ”The Simpsons” egentligt ikke ret karikeret. Men, 



- side 64 -

serien indeholder dog ret sigende sarkastiske kommentarer om denne form for gruppementalitet, da Homer 

siger, at en baseballbillet giver ham retten, eller rent faktisk pligten til at opføre sig komplet åndssvagt 

(7F05), eller en kommentar fra Lucious Sweet om, at publikum er trætte at kampe, der er så korte, at de 

ikke kan nå at blive fulde (7F05). 

Selvom der generelt bliver fremhævet flest dårlige sider ved sport i ”The Simpsons”, har sporten dog stadigt 

positive sider som eksempelvis den tidligere nævnte sammenknytning af familien. Den ofte negative 

fremstilling af sportsverdenen er også med til at understrege andre budskaber, for eksempel at venner er 

vigtigere end karriere, hvilket Homers promoter Moe indser, hvorefter han redder Homer fra døden i 

bokseringen (4F03), eller Lisa og Bart der, trods publikums protest og deres egen tilbagevendende 

indbyrdes strid, finder ud af, at søskendekærligheden er stærkere end alt dette (2F05). 

Teknologi 

"The Simpsons" er sat i et nutidigt samfund. Derfor er det ikke underligt, at serien behandler nye og aktuelle 

teknologiske fremstød. I perioden 1989 til 2002 – den tid hvor serien har eksisteret – er der sket en enorm 

teknologisk udvikling, særligt på områder som tv, IT, handel og livsstil. "The Simpsons" lever i dette 

teknologisk dynamiske samfund. Karaktererne er aktører i dette samfund og ses i serien som brugere af 

den nye teknologi. Oftest introduceres familien til ny teknologi via venner, tv eller lignende. Men på trods af 

andre karakterers erfaringer med et givent artefakt, har familien deres egne pragmatiske oplevelser med 

disse. Mange opfindelser har været introduceret for familien igennem tiden. Ét af dem er tv’et, som er et 

fast omdrejningspunkt i næsten hver eneste episode. 

Siden det første afsnit af serien har tv’et fungeret som et samlingspunkt for familien. Selv i seriens optakt, 

som er en del af alle episoderne, ender familien samlet foran fjernsynet. Dette kan fortolkes som et billede 

på tv’ets rolle i familien. Tv er en klar fælles last i familien, men dog varierer graden af entusiasme fra 

familiemedlem til familiemedlem. For f.eks. Homer grænser forholdet til tv’et til nærmest familiært og ind 

imellem endda høj-autoritært. Familien samles for at se tv som en fælles aktivitet men også som tidsfordriv. 

Indholdet af tv’et er ofte med lokalt indhold. På denne baggrund lægges der op til mange af familiens 

eventyr. Udover lokalt fakta-tv står programmet ofte på komedieserier og sport. Programfladen i "The 

Simpsons" giver et karikeret billede af det samlede programudbud i Amerika. Fælles for alle programmerne 

er, at hvis de har fanget familiens opmærksomhed, har programmet en eller anden form for 

underholdningsværdi eller et næsten direkte indflydelsesrigt indhold på familien. Dette fortolkes som et 

komisk billede af amerikanernes krav til programindholdet i tv. Hver karakter i serien har deres favorit 

genre, men mest tydelig er nok Homers besættelse af fodbold, komedier og sensations-tv. 

Bart og Lisa har en fælles tv-favorit – ”The Krusty the Clown Show”. Showet tiltaler dem, da de finder 

klovnen Krusty sjov og sympatisk (han er dog, når kameraerne slukkes, ikke sådan - se person 



- side 65 -

karakteristikker). De to karakterer føler så meget sympati for denne tv-personlighed, at dennes personlige 

og faglige succes og nedture har indflydelse på Bart og Lisas sindstilstand. 

Tv’et er et envejs kommunikativt medie, men Homer har et særligt forhold til dette apparat. Homer ser 

næsten al indhold af tv som en absolut sandhed og en direkte afbildning af virkeligheden. Han mangler 

altså til dels evnen til at reflekterer over indholdets sandhedsværdi samt evnen til at skelne mellem 

medieformidlet fakta og fiktion. Denne manglende evne resulterer til tider i Homers forsøg på 

tovejskommunikation med tv-apparatet. Homer udlever mange seeres tanker, nemlig at fører en diskussion 

med tv'et. 

Oplæseren: It's eleven o'clock. Do you know where your children are? 

Homer: I told you last night, no! (4F06) 

"The Simpsons" har i flere tilfælde oplevet direkte fysisk interaktion med personer, som ellers er tv- 

karakterer i serien. Tv-programmernes indhold i "The Simpsons" er med så lokalt indhold, at seriens 

hovedpersoner har interaktioner med personerne i ”virkeligheden”. Dette gør, at der i nogen grad er tale om 

et tovejs kommunikativt medie, da disse interaktioner giver karaktererne mulighed for at påvirke indholdet 

af programmerne samt påvirke tv-karakterernes personlighed, status og omgangskreds. Hvad normalt 

betragtes som umuligt, nemlig at ændre tv-programmers indhold efter egne ønsker og behov, er altså muligt 

i ”The Simpsons”. Grunden til at dette er muligt for familien kan fortolkes som værende en forløsning for 

den almindelige amerikaners lyst til at kommentere og påvirke, hvad de får serveret af dette push-medie. 

Det at kunne påvirke et medies indhold ville kræve en direkte personlig forbindelse til den institution, der 

skaber programmet, eller, at man har en slags alvidende ekspert status. Disse to egenskaber har enkelte 

karakterer i serien til tider. Dette giver dem mulighed for at udleve nogle af de ønsker, som seeren 

(sandsynligvis) har. Dette skaber et tilhørsforhold seer og fiktionel karakter imellem – altså afsender og 

modtager imellem, da der er en fælles forståelse for en problematik og der er en konsensus om løsningen 

på dette problem. 

Gennem 1990erne har computeren udviklet sig markant. Udviklingen har været så banebrydende, at den 

har påvirket den måde vi arbejder, kommunikerer og handler på. I takt med at computeren er blevet et mere 

og mere almindeligt værktøj i hjemmet, har "The Simpsons" også behandlet emnet. 

Tv-spil har siden seriens begyndelse fungeret som underholdning for familien – dog hovedsagligt for Bart. 

Forholdet til computere og IT generelt bliver i serien skildret gennem interaktion og brug af produkterne. 

Homer bruger på sit job dagligt computere. Han reflekterer ikke over selve brugen men kun over 

konsekvenserne af brugen. Teknologien fremstår altså som noget praktisk anvendeligt og sjældent som et 

objekt for fascination. 

I afsnittet ”Das Bus” (5F11) opdager Homer, at naboen Ned Flanders har et internet-firma. Firmaet tjener 

gode penge og Homer bliver overbevist om, at han er faldet af den teknologiske bølge. Uden kendskab til 



- side 66 -

internet eller den teknologi, der ligger bag det, starter han sit eget firma. Homer ved ikke, hvad han som 

firma tilbyder, men han ved, at det har noget med internettet at gøre. Han lægger mere vægt på firmaets 

navn, hans egen titel og firmaets image. Homers oplevelser med sit internetfirma giver et billede af 

afsenderens kommentar til bølgen af internetfirmaer sidst i 1990erne. Handel er grundlæggende 

situationen, hvor én part tilbyder en vare eller en service til en anden part. Homer tilbyder ingenting, men 

han forventer et stort afkast pga. den overbevisning, at alt der er sat i forbindelse med ordet ”internet” er en 

sikker guldgrube. Denne opfattelse var, i en noget mindre overdrevent grad, den generelle opfattelse af 

internettet umiddelbart efter dettes indtog i handelsbranchen. Homers oplevelse med internettet fortolkes 

som en pastiche på sen-halvfemsernes internet-mani. 

År 2000 problemet eller lignende situationer er også blevet skildret i "The Simpsons". I en tid hvor flere og 

flere dagligdagsting bliver påvirket af den teknologiske udvikling, har "The Simpsons" taget frygten for et 

totalt sammenbrud op. År 2000 problemet, som viste sig ikke at være noget større samfundstruende 

problem, er blevet behandlet. Homer har, som den eneste, ikke ”år 2000 sikret” sin computer på 

atomkræftværket, hvilket forsager en verdensomspændende nedsmeltning, som resulterer i, at Jorden må 

forlades (Denne situation forekommer i et såkaldt Halloween-afsnit, som ikke skal ses i direkte 

sammenhæng med resten af serien). Situationen, som op til år 2000 skiftet blev frygtet af eksperter, er 

blevet virkeliggjort i serien. Dette giver en form for forløsning for den seer, der ofte har tænkt ”Hvad nu hvis 

år 2000 problemet rent faktisk var blevet en realitet?”. Emnet vækker samtidig en naturlig menneskelig 

nysgerrighed og trang til at udforske instinktiv frygt. Problemet, som kunne have været kritisk for 

menneskeheden, bliver fremstillet i en tegnet serie – til objekt for fascination og undren. 

Karakteren professor Frink fungerer i serien som introducerende element for nye, og ofte ubrugelige, 

teknologiske fremstød. Frink er altid iført sin lange hvide laboratoriejakke, tykke briller og vildt strittende 

hår. Dette udseende stemmer godt overens med det stereotypiske og lettere karikerede billede af "den gale 

videnskabsmand". Vi ser Frinks udseende som en forfatterholdning til enkelte ekstreme og ubrugelige 

opfindelser. Samtidig er det en kommentar til ekstreme syn på fremtidens teknologi; eksempelvis 

mennesker i USA, der forsøger at ombygge sig selv til robotter. 

Reklamens magt i Springfield 

Den amerikanske forbrugermentalitet er et evigt tilbagekommende emne i ”The Simpsons”. I utallige afsnit 

bliver vi mindet om, hvor meget reklame der findes i det amerikanske samfund, både via familiens fjernsyn, 

men også i resten af det ”Simpsonske univers”, selvfølgelig med den dybt sarkastiske tone, der altid hersker 

over humoren i denne sitcom. Ofte er reklamerne karikerede versioner af en realistisk amerikansk reklame, 

hvor den skrupelløse udnyttelse af alt appellerende står tydeligt frem. Eksempelvis ser man i afsnittet 

”Marge be not proud” (3F07) et varehus proklamere, at de, til ære for Jesus, holder åbent hele julen. Dette 

er en typisk Simpsons-kommentar til den forbrugermentalitet, der findes overalt i U.S.A. Hvis man kan 



- side 67 -

uge julen som plausibel undskyldning for at holde åbent 24 timer i døgnet, er det absolut at foretrække, 

frem for at give medarbejderne julefri samt ære den kristne tro ved at lukke forretningen for julen. 

Et andet eksempel på denne dobbeltmoral ses i afsnittet ”Dog of Death” (8F17), hvor bartenderen Moe 

brokker sig højlydt over en tv-reklame for statslotteriet, som han mener er en grov udnyttelse af de fattige 

og dem som håber på en bedre fremtid. Alt imens er han dog ved at reparerer et lysskilt med teksten ”Beer 

is the answer”. Her indikeres det, at Moe må være udmærket klar over, at han selv benytter sig af sådan en 

manipulerende udnyttelse, da han klart ytrer sig om det , men, at han skrupelløst benytter sig af samme 

slags tricks, for at sælge mere øl. Altså siges der mellem linierne, at grunden til Moes harme ikke er, at 

statslotteriet giver mennesker falsk håb for en bedre fremtid, og samtidig kræver penge for det, men 

nærmere, at Moe mener det uretfærdige ligger i, at pengene går til statslotteriet i stedet for til hans fadøl. 

En anden mulig fortolkning kan være, at Moe ikke kan se, at han selv benytter sig af denne strategi, men 

simpelthen ikke formår at se udover sin egen næse og tage kritisk stilling til sin egen lille 

reklamekampagne. Men i og med at han kommenterer tv-reklamen, må man være tilbøjelig til at fortolke 

Moe’s reaktion som værende bevidst om reklamens magt, inklusiv sig selv. Den føromtalte tv-reklame for 

lotteriet er i sig selv interessant i dette aspekt. Reklamen starter med at vise en masse forskellige 

mennesker, der har vundet lotteriet, og som umiddelbart giver det indtryk af, at det bare er et spørgsmål om 

at købe en lotteriseddel, før man er på vej til økonomisk frihed. Først til sidst i reklamen siges der i en 

voice-over meget hurtigt og lidt mumlende, at oddsene i realiteten er 1 til 830.000.000, hvilket jo gør 

chancerne umådeligt små. Alligevel bliver alle borgerne i Springfield fanget af ”lottofeber” og køber enorme 

mænger kuponer, ikke mindst Homer, som er overbevidst om, at gevinsten er indenfor rækkevidde. 

Homers påvirkelighed m.h.t. reklamer kommer gang på gang til udtryk. I starten af afsnittet ”Homie The 

Clown” (2F12) kører Homer ad motorvejen og ser, at der er kommet nye billboard-reklameskilte langs vejen. 

Dette får ham til at bremse begejstret op ved hvert enkelt for at læse reklamerne. Ved det første skilt læser 

han ”This year give her english muffins”, hvilket får Homer til at udbryde ”Whatever you say Mr. Billboard”. 

Dette fortsætter langs motorvejen og resulterer i et lettere trafikalt kaos, indtil Homer når et skilt for ”Krusty’s 

Clownschool”. Denne reklame huer ikke Homer, da det ikke er reklame for noget spiseligt, og han siger 

forarget til sig selv, at det i hvert fald ikke er noget han gider. Alligevel påvirker reklamen Homer så meget, 

at han, både på arbejde og på hjemmefronten, ser klovne alle vegne, og ender med at melde sig til 

”Krusty’s Clownschool”. Dette er en karikeret kritik af reklamens påvirkning, da Homer simpelthen ikke kan 

lade være med at rette sig efter reklamens budskab, selv om han er bevidst om den og egentlig har 

bestemt sig for ikke at ville benytte sig af tilbuddet. 

Som nævnt spiller familiens tv også en markant rolle, når det drejer sig om at kommentere reklamer og 

forbrugermentalitet i ”The Simpsons”. Mange gange er det her plottet til den pågældende episode stammer 

fra, da familien lader sig inspirerer af reklamerne. Eksempler på dette kan være i afsnittet ”Mayored to the 

mob” (AABF05), hvor hele familien sidder foran fjernsynet og ser en film, som vanen tro bliver afbrudt lige 

midt i klimakset til fordel for en reklameblok. Dette bliver selvfølgelig kommenteret af en appellerende 

mandsstemme, der siger ”we will be right back after these messages”. Dette er ganske virkelighedstro, da 



- side 68 -

man i U.S.A. praktisk talt aldrig hører ordet ”commercial” eller ”adverticement”, men altid ordet ”messages” 

– direkte oversat ”beskeder” -, hvis man ser en reklamesponsoreret tv-kanal. Dette skal selvfølgelig 

kommenteres i bedste Simpsonske stil, hvilket gøres ved at Homer udbryder, at han så sandelig også 

hellere vil høre på nogle ord, end han vil belemres med de åndssvage reklamer. På denne måde trækkes 

det frem, at Homer tager ordet ”beskeder” bogstaveligt, og at han derfor ikke forventer reklamer, hvilket han 

nok er den eneste i U.S.A., der ikke gør. Alle er klar over at ordet ”messages” kun er et skalkeskjul for en 

reklameblok, for at få seerne til at blive hængende på kanalen, samt for at give de kommende reklamer et 

mere troværdigt skær. Beskeder fra fjernsynet lyder unægtelig mere appellerende end reklamer. På denne 

måde spotter ”The Simpsons” dette reklametrick ved at lade Homer, som jo ikke er den kløgtigste karakter, 

falde for det. Dog ender hele familien med at tage til den science fiction konference der reklameres for, så 

reklamens magt er intakt i Springfield, selv om forfatterne sarkastisk kommentere det. 

Et andet eksempel på reklamers indflydelse på familien ses i afsnittet ”Marge be not proud” (3F07), hvor 

Bart bliver bjergtaget af en reklame for et videospil, som han må eje. I denne reklame opfordres børn til at 

sige, at de vil have det spil og ellers kan forældrene ”gå ad helvede til”, hvorefter Bart straks går ud i 

køkkenet og reciterer ordret, hvad reklamen har opfordret ham til. Senere i afsnittet går det endda så vidt, 

at Bart tyr til butikstyveri for at få computerspillet. Dette indikere, hvor meget børn påvirkes af tv og 

reklamer, hvilket er en smule paradoksalt, når man tænker på, at serien er en tegnefilm, som godt kunne 

tænkes at påvirke børn, der måske ikke er i stand til at se det sarkastiske islæt, der ligger som undertone i 

serien. 

Eksemplerne på forbrugermentalitet i ”The Simpsons” er utallige, men altid lavet med en sarkastisk vinkel, 

der viser de negative aspekter af den amerikanske købelyst og producenternes udnyttelse af denne. 

Religion 

For skaberne af ”The Simpsons” har religion altid været et varmt emne. Selvom få af Springfields tegnede 

beboere er så kristne som familien Simpsons naboer, familien Flanders, møder alle byens borgere dog 

trofast op hver søndag, når den lokale pastor Lovejoy holder gudstjeneste. 

I serien er det dog primært Ned Flanders, der repræsenterer kristendommen. Ned Flanders er en meget 

kristen mand, der aldrig har gjort noget forkert i hele sit liv. Flanders overholder hvert et ord i biblen og lytter 

ikke til en eneste af sine naturlige lyster. (Se også personkarakteristikker). 

Selvom Ned Flanders rolle i ”The Simpsons” er sjov og meget karikeret, er den ikke helt urealistisk. Der er 

mange troende amerikanere, som godt kan minde om Flanders og hans familie. Umiddelbart virker det som 

om, at folkene bag serien udelukkende gør grin med de meget troende amerikanere (Flanders), men 

samtidig er der en masse respekt at spore i deres portrættering af Ned Flanders, f.eks. har Ned Flanders 

opnået et ungdommelig udseende ved leve efter biblen (Homer finder ud af at Ned er 60 år i afsnittet: 

AABF06). Desuden har Ned aldrig problemer med sine børn, som opfører sig som engle. Ned er klogere 



- side 69 -

end de fleste borgere i byen, men er stadig til grin. Ned bliver holdt uden for, men han overlever, fordi han 

er helt igennem er god, klog og voksen nok til altid at tage det med ro og blot tænke sit, når alle andre 

dummer sig. Han hviler i sig selv. 

En af folkene bag serien, Al Jean, siger: 

"We don't mock Ned's faith. We actually think he's a guy with a lot of wonderful qualities." 

Men det er ikke kun roser, for selvom Ned har holdt sig ung og levet længe, er moralen alligevel, at han 

aldrig rigtig har levet (AABF06). Skaberne af serien gør grin med Flanders, biblen og kristendom. Alle 

medlemmer af familien Simpsons har haft deres sammenstød med religion. Bart har været vidunderbarnet, 

der startede sin egen menighed (BABF06), Homer bliver hjemme fra kirke, efter en samtale med Gud, men 

bliver til sidst straffet med et nedbrændt hus(9F01), eksemplerne er mange og religion er da også en af de 

store emner i serien. Et eksempel der virkelig giver stof til eftertanke er, da Homer bliver syg og får 

ordineret marihuana af sin læge. Han inviterer Ned indenfor, for at han kan læse biblen højt for ham. Efter 

en endt oplæsning forstår Homer for første gang biblen, takket være hans rus (DABF11). 

Homer: God does so many good things for so many people and he never asks anything in return. 

I Homers normale tilstand hvor øl er hans rusmiddel, er hans opfattelse af kristendommen som regel en lidt 

anden: Homer og familien ser en tv-film om Noahs ark: 

Bart: Wow, cool, God is so in your face! 

Homer: Yeah, he's my favourite fictional character. (5F11) 

Der tegner sig et blandet billede af de troende og deres religion, men i ”The Simpsons” univers er der ingen, 

der går fri; alle minoriteter og religioner får deres bekomst. Men især kristendommens står for skud, når 

tegnere og forfattere tager fat. Kristendommen fremstilles i serien ofte som selvforherligende. 

Ned Flanders og hans familie er de gode kristne, som lever efter alle forskrifter og lytter til hvert et ord 

præsten siger. Pastor Lovejoy er ansat i kirken, og for ham er det mere et job end en livsstil. Han lever som 

de fleste andre folk i Springfield, prædiker naturligvis i kirken hver søndag, men modsat Ned gør han det for 

at få sin løn og for at lokke penge ud af menigheden, i kirkens navn. (5F23) 

(I en prædiken om “the Movement Arians” ) 

Lovejoy: "This so called new religion is nothing but a pack of weird rituals and chants designed to take away 

the money of fools. Let us say the Lord's prayer 40 times, but first let's pass the collection plate." 



- side 70 -

Først skælder pastor Lovejoy den nye religion ud, for at udnytte folk for penge, hvorefter han sender 

kirkebøssen rundt. Dette eksempel omhandler også den modsigende dobbelthed som kristendommen ifølge 

forfatterne har. 

Om byens øvrige beboere vil være ved det eller ej, så spiller den meget kristne Ned en stor rolle i byens 

overlevelse. Ned er, som Jesus, en mand, der påtager sig andres synder og problemer. I en verden, tegnet 

eller ej, med korrupte embedsmænd, uduelige og ugidelige politifolk og naboer som Homer Simpson, har 

man ikke chance for at få et langt liv uden enten at ryge i spjældet eller på hospitalet flere gange, 

medmindre man er en mand som Ned. Ellers skal man som hans to uskyldige børn være opdraget af Ned. 

Med også den medalje har en bagside, hvilket Bart og Lisa må sande i afsnittet hvor de tre Simpson børn, 

under uheldige omstændigheder, bliver adopteret af den ”fejlfri” nabofamilie (3F01), livet kan blive for ”rent” 

og indholdsløst. 

På trods af Neds gode hjerte bliver selv pastoren ofte træt af Ned Flanders, når han søger pastor Lovejoys 

råd. 

"Ned, have you thought about one of the other major religions, there all pretty much the same." (til sig selv) 

"Damn Flanders." (3F01) 

(Lovejoy går tur med sin hund, foran Flanders hus) 

"c'mon boy, this is the spot right here, good boy. Do your dirty sinful business. Don't stop the music." (3F18) 

Pastor Lovejoy giver dog ind imellem råd til Ned, om end de ind imellem er af tvivlsom karakter. Ned 

spørger på et tidspunkt Lovejoy, om ikke spil er syndigt, til hvilket Lovejoy svarer: 

"Once something has been approved by the Government, It's no longer immoral."(1F08) 

Dette er en klassisk holdning hos pastoren og resten af indbyggerne, at hvis man kan få penge eller andre 

goder ud af noget, som biblen er imod, så kan man altid finde et smuthul, eller i hvert fald dække sig ind. 

LoveJoy: "...oh just about everything is a sin, have you ever sat down and read this thing? Technically we're 

not allowed to go to the bathroom." (1F20) 

Dette er også holdningen hos en anden præst, der har gæstet et enkelt afsnit (BABF06). Han har følgende 

samtale med Bart: 

Bart: I would think that He (han taler om Gud) would want to limit 

my power. 



- side 71 -

Faith: (griner) Oh, yes, Lord. When I was your age, I was a hellraiser, too. 

(holder Barts slangebøsse) My slingshot was my cross. But I saw the light, and 

changed my wicked ways. 

Bart: I think I'll go for the life of sin, followed by a presto- 

change-o deathbed repentance. 

Faith: Wow, that's a good angle. (tøver og tænker et sekund) But 

that's not God's angle. Why not spend your life helping 

people instead. Then you're also covered in case of 

sudden death. 

Bart: Full coverage? Hmmm. 

Den gennemgående holdning blandt de kristne i ”The Simpsons” er, at man hellere må dække sig ind og 

kun derfor møder de alle op hver søndag. Lovejoys prædikener handler også udelukkende om skærsilden 

og truer derved også menigheden til at komme søndag efter søndag. 

Andre religioner end lige netop kristendommen er også repræsenteret i Springfield. Her er der tale om 

typiske stereotyper. Den indiske kioskejer Apu er selvfølgelig hindu og byens entertainer og tv-stjerne, 

klovnen Krusty, er naturligvis jøde. I U.S.A. er det en klassisk fordom, at de store entertainere er jøder, 

eksempler herpå er da også mange. 

Men typisk for de kristne amerikanere i ”The Simpsons”, er der ikke plads til at holde styr på alle de 

religioner. 

(Homer siger til Lovejoy at han tror Gud straffer ham) 

"No, but he was working in the hearts of your friends and neighbors when they went to your aid, be they 

Christian, Jew, or Miscellaneous." (Siger han og peger på Apu, Apu indskyder at han er hindu) "ah, that's 

super" svarer Lovejoy uinteresseret. (9F01) 

Andre religioner er ikke relevante for den kristne præst, med mindre den direkte truer hans egen 

”virksomhed”, som det sker i afsnittet ”Faith Off” (BABF06). Her starter Bart sin egen menighed, som på 

grund af mirakler og rockmusik trækker alle på nær familien Flanders over til det store telt ved siden af 

kirken. Pastorens undskyldning for at hans prædikener ikke er spændende nok er, at materialet han arbejder 

med er kedeligt. Men i dette afsnit ender det naturligvis, som i alle afsnit hvor kristendommen er truet, 

tilbage ved status quo, hvor alle vender tilbage til kirken. I dette eksempel fordi Bart bringer sin bedste ven, 

Milhouses liv i fare og derfor stopper som kristen healer. 

Politiet i Springfield 



- side 72 -

Politiet er i ”The Simpsons” hovedsageligt repræsenteret ved Springfields politimester Chief Wiggum. Hans 

udseende er inspireret af det engelske slangudtryk for politimand ’pig’, da hans fede krop og opstoppernæse 

får ham til at ligne en gris. Hans grise-image understreges også af hans store madglæde. Det ses f.eks. i et 

afsnit hvor han interviewes af pressen i forbindelse med en mordsag, samtidig med at han spiser en softice 

(2F20). 

I første afsnit af dobbelt-episoden ”Who Shot Mr. Burns?” ser vi hvordan Mr. Burns bliver skudt, efter at 

have fået hele byen på nakken og ender i koma på et hospital. I andet afsnit følger vi Wiggum i hans forsøg 

på at opklare mordforsøget. Wiggum er utrolig dum og han benytter førstgivne lejlighed til at gøre sig selv 

til grin, da han erklærer at den tilsyneladende døde Mr. Burns slet ikke er Mr. Burns men derimod en anden 

med maske på. Han må erkende, at han har taget fejl, da han ikke er i stand til at få Burns’ ansigt af (2F16). 

I dette tilfælde er Wiggums manglende intelligens forholdsvis harmløs, men der er også flere eksempler, 

der viser at Wiggum er for dum til at kunne udføre sit arbejde ordentligt. I andet afsnit af ”Who Shot Mr. 

Burns” må Wiggum rådføre sig med en Agatha Christie krimi, for at få hjælp til opklaringen, og han lærer et 

nyt ord fra bogen: ’motive’. Senere slipper den hovedmistænkte (Homer) væk fra Wiggum i et biluheld i en 

drive-in burgerbar. Der er utallige eksempler på lignende dumheder både i dette og mange andre afsnit 

(2F20). 

Det lykkes dog også Wiggum og hans to politimænd at gennemføre et hæderligt stykke arbejde, da de får 

lavet en DNA test på et hår, de finder på mr. Burns jakke. Dermed får de indsnævret de mistænkte til 

familien Simpson. Men et sådan stykke politiarbejde er sjældent at se fra Wiggums hånd, og deres 

konklusion, at det var Homer, der havde gjort det, viste sig da også at være forkert. 

Af og til ser man også Wiggum modtage bestikkelse, eller i hvert fald forsøge at få det. Som f.eks. i 

afsnittet ”Bart Carny” hvor Homer bestyrer en bod på et karneval, som Wiggum vil lukke. Wiggum forsøger 

tre gange at få Homer til at bestikke sig: 

“Gee, I hate to close you down. Maybe we can reach a little uh, understanding here.” 

“Let me put it this way. I'm looking for my friend, Bill…Have you seen any Bills around here?” 

“The guy I'm really looking for is Mr. Bribe.” 

Da Homer ikke forstår hentydningen tredje gang, lukker Wiggum boden (5F08). 

Det billede der tegnes af det amerikanske politi i Simpsons er et billede af et dumt, inkompetent og korrupt 

korps. Men det er også tydeligt, at Wiggum er stærkt karikeret for at gøre figuren sjov, så det, at han må 

lære ordet ’motive’ fra en krimi, betyder, ikke at politifolk generelt ikke kender til begrebet, men kan tolkes i 

retning af, at nogle amerikanske politifolk ikke har lært eller har glemt dele af deres teoretiske baggrund. 



- side 73 -

Retsvæsenet 

Restvæsenet bliver også udsat for streng kritik i ”The Simpsons”, og på samme måde er systemets fejl 

overdrevne og karikerede. I dette eksempel er Barts dødsfjende, Sideshow Bob, til høring om 

prøveløsladelse, selvom han flere gange har truet Bart på livet: 

Advokat: “But what about that tattoo on your chest? Doesn't it say, ‘Die Bart, Die’? ” 

Bob: “No, that's German for ‘The Bart, The.’” 

(Juryen griner forstående) 

Betjent: “No one who speaks German could be an evil man.” 

Efter høringen bliver Bob løsladt, selvom det er åbenlyst, at han ønsker at slå Bart ihjel. Da Sideshow Bob i 

slutningen af afsnittet kommer i fængsel igen, ender han i Springfield Minimum Security Prison, som er et 

fængsel uden hverken låger eller låse, der mest af alt ligner et luksushotel på landet (9F22). 

Discount-advokaten Lionel Hutz er et andet billede på det amerikanske retsvæsen. Hvis familien Simpson 

har brug for juridisk assistance, så er det Lionel Hutz, som de snakker med. Lionel Hutz har afgangsbeviser 

fra Harvard, Yale, Oxford, Sorbonne, MIT og Louvre (7F10). De fire første er nogen af verdens mest 

respekterede universiteter, MIT (Massachusetts Institute of Technology) er også velkendt og respekteret, 

men har ingen jura linie og Louvre er et museum i Paris, og har således intet med uddannelse at gøre. Hutz 

har altså forfalskede afgangsbeviser, som oven i købet fra de forkerte steder. 

Hutz’ evner i retten bærer heller ikke præg af nogen god uddannelse. I afsnittet ”Marge in Chains” skal Hutz 

forsvare Marge, der er anklaget for butikstyveri, men han taber sagen bl.a. fordi han glemmer at tage 

bukser på i retten (9F20). 

Den talentløse advokat er en kommentar både på de dårlige advokater, der taber alle deres sager, men 

også tilsvarende de super-advokater, der vinder alle deres, portrætteret ved den unavngivne advokat som 

Hutz kæmper mod i flere afsnit og altid taber til. Billedet af Hutz er en kritik af det uretfærdige i, at 

’retfærdighed’ kan afhænge af prisen på ens advokat. 

Det politiske system 

Borgmesteren i Springfield hedder Diamond Joe Quimby, og er en kombination af alle de værste træk, som 

en politiker kan have. 



- side 74 -

Quimby siger aldrig noget med reelt politisk indhold. Han følger strømmen og mener altid det samme som 

alle andre uden at være det mindste kritisk. Eksempelvis frigiver han i et senere afsnit Sideshow Bob fra 

fængslet, fordi det er hvad folket ønsker. Det eneste argument for hans løsladelse er Bobs eget: 

Bob: ”Hah! Attempted murder? Now honestly, what is that? Do they give a Nobel prize for attempted 

chemistry?” 

Senere i samme afsnit er Quimby på valgkampagne på Plejehjemmet i Springfield, hvor han beslutter at 

kalde den nye motorvej for ”Matlock Expressway”, fordi han finder ud af, at de gamle godt kan lide tv-serien 

”Matlock” (2F02). Et andet godt eksempel fra samme afsnit er Quimbys valgslogan: ”If you were running for 

Mayor, he'd vote for you”. 

I flere tilfælde ser man Quimby modtage bestikkelse, og det antydes ofte, at han har et væld at lyssky 

operationer kørende. Efter et uheld på Springfields atomkraftværk betaler værkets ejer Mr. Burns Quimby 

$5000 for at forhindre, at der bliver lavet yderligere undersøgelser af uheldet (1F02). 

I et andet afsnit har den lokale Mensa klub lavet en rapport om problemerne med reservationsprocedurerne 

i parkens havepavilloner, som de tager med ind på borgmesterens kontor: 

Mensa: ”The jig is up, Quimby” 

Quimby: “Oh God!” 

Mensa: “When you see what is in this report, things are going to change in this town!” 

Quimby: “I earned that lot of money. I swear!” 

Herefter gennemfører Quimby en storstilet flugt fra byen. Han trykker på en rød knap og to af hans 

bodyguards kommer ind og makulerer samtlige papirer i hans skuffe og smider makulatoren op i en større 

makulator. Så stikker Quimby af på hest, rider ind i bagenden af et fragtfly, der straks letter, og lidt efter 

smides hesten ud med faldskærm. Quimby har altså en flugtplan liggende parat til at blive udført 

øjeblikkeligt ved tryk på en enkelt knap, hvilket tydeligt implicerer, at han foretager sig nogle ting, der ikke 

tåler dagens lys. 

På trods af borgmesterens tydelige korruption, har han stadig befolkningens opbakning. Befolkningen i 

Springfield fremtræder af og til som en særskilt karakter. Hver for sig har de enkelte karakterer i byen deres 

egen personlige træk, men når de samles træder disse karaktertræk i baggrunden og folkemængden får sin 

egen selvstændige ”personlighed”. 

Denne folkemængde, som man må gå ud fra, er den der stemmer på Quimby, ses blandt andet i et afsnit, 

hvor Springfield pludselig er kommet til penge, og befolkningen samles for at beslutte i fællesskab, hvordan 

pengene skal bruges. Marge har med gode argumenter næsten overtalt folk til, at de skal bruge pengene på 



- side 75 -

at reparere hovedgaden, da en mand dukker op og præsenterer et andet forslag - en monorail togbane. Ved 

hjælp af dans og en god sang får han overtalt befolkningen til dette forslag. 

På vej hjem fra bymødet brokker Marge sig over beslutningen, og Homer konkluderer: 

”Well, you should’ve written a song like that guy” (9F10) 

I det førnævnte eksempel med Sideshow Bobs løsladelse var det også befolkningen, der forlangte Bob fri 

på trods af hans ubrugelige argument om mordforsøg. 

Billedet der tegnes af både Quimby og ”folket” som en samlet enhed, er en skarp kritik af det moderne 

vestlige demokrati. I denne afbildning er det ikke politiske holdninger og gode argumenter, der styrer den 

politiske udvikling. Politik er blevet til et overfladisk show, hvor den gode politiker er en entertainer, der kan 

vinde folkets støtte med sang og dans, og de siddende politikere er ligeglade med politik og kun interesseret 

i de lovlige og ulovlige penge, der følger med. 



- side 76 -

Analyse af afsnittet ”Bart After Dark” 

Vi vil i følgende afsnit analysere et enkelt afsnit. Vi vil benytte Taflinger og Olsons teorier, aktantmodellen 

og se efter stereotypiske træk i afsnittet. Hvor vi tidligere har analyseret serien og dets temaer ud fra alle 

afsnit i de foreløbigt tretten sæsoner, vil vi nu lave en gennemgående analyse ud fra blot et enkelt afsnit. 

Afsnittet vi har valgt hedder ”Bart After Dark” og er ottende sæsons femte afsnit. Produktionskoden på 

afsnittet er F406. I analysen af afsnittet refererer vi, ligesom afsnittets figurer, til "La Maison Derrière" som 

"The Burlesque House", da vi ikke mener, at der findes et tilsvarende dansk ord, der dækker et sådant 

etablissement. 

Analyse af intro 

Hver enkelt afsnit af ”The Simpsons” starten med sin egen unikke intro. Grundelementerne i introerne går 

da igen fra afsnit til afsnit, men der er enkelte ting, som hver gang skiftes ud. 

Introen til det valgte afsnit, ”Bart After Dark”, skiller sig dog mere ud end sædvanlig, da den er kortet kraftig 

ned af tidsbesparende grunde. Det forekommer dog kun yderst sjældent, at introen kortes ned, men her det 

dog sket. Derfor analyseres den typiske intro i stedet. Se bilag 3 for referat af introen. 

Langt de fleste tv-serier i sitcom genren starter med et egentlig anslag, hvor afsnittets hovedtema og 

centrale konflikt bliver præsenteret - en slags teaser. Dette bruges til at fange seerens interesse. Derefter 

kommer så introen, som er ens fra afsnit til afsnit. Introen er den egentlige præsentation af de medvirkende 

personer. Præsentationen viser også hvilket miljø, de befinder sig i, og hvordan de interagerer i dette. 

Anslaget er normalt første fase i en fortælling og præsentationen er den anden. Men ”The Simpsons” starter 

med introen og kommer først derefter med selve anslaget. Utraditionelt for de fleste nutidige tv-serier er 

præsentationen her før anslaget. 

Vi stifter bekendtskab med alle familiemedlemmer en efter en og de bliver placeret i deres miljø. 

Først får vi et indtryk af hele sceneriet, da vi ser byen fra oven. Man kan blandt andet se, at byen har en et 

atomkraftværk, og man kan ud fra byen størrelse tolke en del. Dernæst bliver byen navn præsenteret, idet 

kameraet, på vej ind ad vinduet, kører forbi et skilt på ydermuren, der fortæller os, at vi er på vej ind i 

”Springfield Elementary School”. Vi ved nu, at vi befinder os i byen Springfield, og vi ved at byen er for lille 

til at være en metropol, men stor nok til at have sit egen atomkraftværk. 

Navnet Springfield konnoterer for mange amerikanere en masse om byen, for i USA er der 121 byer, der 

hedder Springfield og de fleste amerikanere har været i en Springfield. Navnet på Simpsons-byen er valgt, 



- side 77 -

netop fordi det er så almindeligt, så alle kan genkende den, uden at den dog er nogen af de eksisterende 

Springfields. Ingen af de byer, der har navnet, er hovedstæder i deres stater. 

Allerede få sekunder inde i introen ved vi altså en masse om byen. 

I skolen bliver vi præsenteret for den første person (Bart). Han skriver en læresætning på tavlen og er alene 

i lokalet. Dette konnoterer, at han har været slem, og at hans lærer derfor har bedt ham blive tilbage, så han 

kan lære af sine fejl. Har man set mere end en intro, erfarer man, at han skriver noget nyt hver gang og 

man kan derfor yderligere konnotere, at han nok ikke ligefrem er en engel, og at han ikke lærer af sine fejl. 

Budskabet han skriver på tavlen, som kan ændres helt op til to timer før programmet går i luften, refererer 

ofte til den virkelige verden og man finder altså allerede her ud af, at serien indeholder metatekstuelle 

referencer. Forfatterne kan her komme med deres egne personlige kommentarer til samfundet. For det 

meste er Barts tavleskrivning eksempelvis blot: 

”I will not waste chalk” (7G02) 

“I will not skateboard in the halls” (7G03) 

“I will not burp in class” (7G04) 

Dette må siges at være rimelig uskyldigt og eksemplerne her kommer ikke ligefrem med metatekstuelle 

referencer. Men andre eksempler fra seriens tretten sæsoner kommenterer mere direkte ting udenfor tv’ets 

ramme: 

“I did not see Elvis” (7G07) - der er tit amerikanere der påstår at de har set Elvis Presley. 

“I am not a 32 year old woman” (7F08) - Kvinder der lægger stemme til Bart, var da dette afsnit udkom 32 år. 

“I will not plant subliminal messagores” (BABF20) - Under den amerikanske valgkamp i år 2000, blev 

Republikanerne beskyldt for at have påvirket folks underbevidsthed i en reklame hvor ordet ”RATS” blev 

fremhævet i ordet ”democrats”. 

Samfundsrelevansen bliver allerede her understreget. Man bliver klar over, at hvis man virkelig er 

opmærksom, gemmer serien på en masse pudsige, men også intertekstuelle og samfundsmæssige 

kommentarer. 

Han stormer ud af døren på sit skateboard, med et sort smil på læben, samme sekund klokken ringer. 

Konnotationen her kan være, at hans dårlige samvittighed er pist væk, hvis der overhovedet har været 

nogen. Da vi senere ser drengen suse forbi en række personer på fortovet, kører han af sted uden hensyn 

til andre og sig selv, og han er endda tæt på at blive kørt ned. 

Den næste person, som vi bliver præsenteret for, er den voksne mand (Homer). Man kan se, at han er en 

mand af en vis alder, da han er langt højere end drengen, og at han lider af et betydeligt hårtab. Da vi i 

starten kunne konstatere, at der er et atomkraftværk i byen, kan man regne ud, at den grønne stang, som 

han står med, er af uran, og beskyttelsesdragten bakker den påstand op. Han smider, som drengen, alt 



- side 78 -

hvad han har i hænderne, da han har fri. Heraf kan vi tolke, at han er glad for, at han har fri, og at han ikke 

ønsker at være på arbejdspladsen et sekund længere end nødvendigt. Det at han taber uranstangen og 

smider sin beskyttelsesdragt, med fare for sit eget og andres helbred, siger noget om hans intelligens. Da vi 

ser ham anden gang, opdager han det uran, der sidder på ham, hvilket normalt ville få folk til at gå i panik, 

men ikke her. Han smider det blot ud af vindue, igen uden bekymring for hverken sit eget eller andres 

helbred. 

Da vi i supermarkedet møder kvinden (Marge), er hun travlt optaget af at handle. Da drengen og manden 

begge får fri på dette tidspunkt, kender vi nogenlunde til tidspunktet på dagen. Da hun på dette tidspunkt 

handler, har hun enten tidligere fri end de to tidligere nævnte, eller også er hun hjemmegående. Man får at 

vide, at hun er mor, da vi ser hendes barn (Maggie). Det kunne være et barn hun passede, men da hun 

virker meget lettet over at finde barnet i indkøbsposen, konnoterer det at det er hendes barn. Da vi senere 

møder de to i bilen ser vi at de to er glade sammen, hun virker som en god mor. 

Pigen (Lisa) vi møder i musiklokalet, spiller saxofon. Denotationen på en saxofon er nok: et 

musikinstrument, mens konnotationerne på saxofonen siger noget positivt om pigens kreativitet og 

dygtighed. Selvom hun bliver smidt ud fordi hun improviserer, bliver hun ved med at spille, det indikerer, at 

hun er principfast, og at hun står på egne ben. Ser man flere afsnit af serien ved man, at den melodi hun 

spiller er forskellig fra gang til gang. Det er med til at underbygge hendes kreativitet og hendes dygtighed. 

Til sidst samles alle fem foran samme hus, og man ser nu at de alle er del af samme familie. Den sidste 

scene varierer fra gang til gang, men har dog altid det til fælles, at det gælder om at komme så hurtigt ind til 

fjernsynet som muligt. Her bliver familiens forhold til fjernsynet altså præsenteret, vi erfarer at det er en 

vigtig del af deres liv. 

Variationen, i introens sidste scene, fra afsnit til afsnit er med til at minde os om, at det er den samme serie, 

men et nyt afsnit og en ny handling. Hovedelementerne i den sidste scene er altid fjernsynet og sofaen, 

men ellers er scenen aldrig den samme. Nogle eksempler er: 

• Familien kommer ind og sofaen mangler. 

• Familien kommer ind sofaen er erstattet med en stol. 

• Familien kommer ind sætter sig og bliver spist af sofaen. 

Der sker i det hele taget en lang række groteske hændelser, der som regel forhindrer den familiære hygge. 

Men alt dette er med til at understrege fiktionen. Billedet på en typisk domcom-serie bliver brudt, når familie 

f. eks. bytter hoveder mens de sidder i sofaen. 



- side 79 -

I den traditionelle domcom indledning illustreres den tilstand af harmoni, som skal herske både før og efter 

et afsnit. Allerede her bliver "The Simpsons" genrerefleksiv, og lader os forstå, at vi befinder os i et univers, 

hvor genrernes konventioner ikke bliver overholdt. 

Efter den atypiske indledning ser vi, hvorledes rulleteksterne toner frem på familiens tv-skærm. Det er et 

medierefleksivt lag der også i indledningen kommer til udtryk, idet vi ser rulleteksterne både i vort eget og 

familiens fjernsyn. 

Endnu et metaplan opstår, idet familien sammen med os er i stand til at læse rulleteksterne, nemlig det 

tekstrefleksive plan. Olson kalder dette tekstrefleksive niveau for ”self-reflexive mood”. 

”Self-reflexive mood is often characterized by the ability of the characters to read the narrative of which they 

are a part. 31 ” 

Introen er, om man kender serien i forvejen eller ej, med til at give os en idé om hvilken type serie, det er vi 

ser, og lidt om hvordan karaktererne er bygget op og hvordan de interagerer i deres miljø: 

Det er en tegneserie, med fem familiemedlemmer i hovedrollerne. En klodset/dum far, der arbejder på 

byens atomkraftværk, en hjemmegående husmor, der passer familiens yngste medlem, en uvorn dreng og 

en kreativ musikalsk pige. Disse fem personer er forskellige, men holder sammen som familie, omkring 

fjernsynet. 

Neo-Aristotelesk analyse 

Ved en ”Neo-Aristotelesk” analyse af afsnittet ”Bart After Dark”, må man starte med at konstatere, at 

handlingen i afsnittet ikke er så enkel og lineær, at den umiddelbart lader sige kategorisere i de 8 handlings- 

kategorier, som Richard Taflinger har fremstillet. Man må også konstatere, at enten har Taflinger ikke ret i 

sin påstand om, at Dramedy’en er den eneste type sitcom, der har to sideløbende handlingsforløb, eller 

også kan "The Simpsons" ikke kategoriseres entydigt som en ”ActCom”. I afsnittet er der nemlig tre 

handlingsforløb, som understøtter og tager udgangspunkt i hinanden. Disse handlingsforløb kan hver især 

analyseres efter Taflingers analysemodel. 

Lisa og Marges historie 

Det første handlingsforløb har kun én betydning for hoved historien. Dette forløb har til formål, at få Marge, 

Maggie og Lisa ud af huset, så Homer og Bart er alene hjemme, og igen at komme hjem og overraske 

Homer senere. Dette handlingsforløb er historien om Lisa, der vil ud og redde sæler og andre søde dyr fra 

olieforureningen, og får overtalt Marge til at de skal af sted. Dette handlingsforløb kan inddeles efter 

Taflingers 8 handlingselementer (”Action”) således: 

31 Olson, 1987, s. 294. 



- side 80 -

Exposition er det samme for alle handlingsforløb i afsnittet. Det består af den velkendte introduktion, hvor vi 

præsenteres for alle medlemmer af familien, og deres roller skitseres. Der etableres en harmoni i scenen, 

hvor Bart og Lisa ser TV, og Homer ligger på sofaen og læser avis. 

Problem og Point-of-attack opstår samtidigt, da Lisa ser den olieforurenede strand i nyhederne. Problemet 

der skal løses, er ikke så meget at stranden skal renses for olie, men snarere at få opfyldt Lisas behov for at 

hjælpe dyrene på stranden. 

Foreshadowing er der i de indslag i nyhederne, hvor man ser to Hollywood stjerner, der renser dyr og gør 

sig til for kameraet, samtidig med at de understreger, at det ikke er et publicity stunt, men derimod ægte 

bekymring for dyrene. Dette giver et hint om, hvad der sker i ”complication”. 

Complication er da Lisa og Marge kommer ud til stranden og finder ud af, at alle dyrene er blevet reserveret 

til kendte, og at de derfor kun kan få lov til at rense sten. 

Crisis opstår ud fra complication, og det er det valg Marge og Lisa må tage, da de indser, at Lisas håb, om 

at redde de hjælpeløse dyr på stranden, ikke bliver opfyldt. De har mulighed for at tage hjem, eller de kan 

blive og rense sten. Marge insisterer på, at de fortsætter: 

”we made a commitment and we have to see it through, no matter how unpleasant.” 

Climax, den ultimative krise, opstår da lederen af oprydningsholdet kommer og siger, at der er frokost. De 

skal have tang-burgere, og der vil blive vist et bånd med eskimo-komikeren Johnny Arvik. Det er mere end 

Lisa og Marge kan klare, hvorfor de stikker af, og dermed bliver problemet delvist uløst. Delvist fordi de 

olieindsmurte dyr alle bliver reddet af Hollywood stjerner, selvom Lisa og Marge ikke gennemfører deres 

mission. 

Denouement eksisterer ikke rigtig i dette handlingsforløb. Genopretningen af balancen eksisterer kun i kraft 

af, at Lisa og Marge kommer hjem, og den efterfølgende balance vises ikke eksplicit. Marges hjemkommen 

er derimod en vigtig katalysator for de to andre historier. 

Bart og Homers historie 

Den næste historie i afsnittet er historien om Bart, der er alene hjemme med Homer og kommer til at 

arbejde i ”The Burlesque House”, som straf for, at han har lavet ballade. En tilsvarende opdeling i Taflingers 

otte elementer kan gøres som følger: 



- side 81 -

Exposition er, som tidligere nævnt, det samme for begge afsnit - altså introduktionen og scenen hvor Bart 

og Lisa ser fjernsyn. 

Problemet opstår, da Marge, Maggie og Lisa forlader hjemmet, og Homer og Bart er alene hjemme. Point- 

of-attack er igen samtidigt med problemet. Problemet er egentlig bare at overleve på en rimelig vis, mens 

Marge ikke er hjemme, og dette skal vise sig at være en stor udfordring for Homer. 

Foreshadowing er scenerne, hvor Bart og Homer er alene sammen. Her får vi flere fingerpeg om, at et eller 

andet går galt pga. Homers uansvarlighed. Dette ses eksempelvis i det svineri Homer og Bart laver i stuen, 

og i at de sammen laver engle i skraldet, på samme måde, som børn gør det i sneen. 

Complication kommer, da Bart har ødelagt en stenfigur i ”The Burlesque house”, og ejeren, Belle, får fat i 

ham og vil have ham straffet. Dette fører over i Crisis, hvor Homer må foretage et valg om, hvordan han vil 

straffe Bart. Egentlig ville han vælge slet ikke at straffe ham, men Belles trussel om at snakke med Barts 

mor får ham på andre tanker. Homer tager den beslutning, at bart skal arbejde for Belle som straf for sin 

ugerning. 

Climax opstår, da Marge kommer hjem og finder ud af, at Bart arbejder i ”The Burlesque House”. Her er det 

bevist, at Homer ikke magtede at løse problemet, altså at holde hjemmet kørende, mens Marge ikke var 

der. 

Ligesom med den foregående historie, ender dette handlingsforløb uden en egentlig denouement. Der 

bliver ikke vist en genoprettet harmoni, men historien kører videre i det forløb, der beskriver Marges kamp 

mod huset. 

Marges Historie 

Problemet i Marges historie er ”The Burlesque House”, som Marge vil af med. Problemet har sådan set altid 

eksisteret, dvs. i de seks generationer Belles familie har været i byen. Men Marge har ikke været klar over 

husets eksistens. 

Point-of-attack er det øjeblik, hvor Marge bliver klar over, at huset eksisterer. Helt konkret er det den scene, 

hvor Marge ser tændstikæsken fra ”The Burlesque House” og taler med Homer om Bart og huset. 

Foreshadowing er der i den scene, hvor byens befolkning holder møde. Under afstemningen for eller imod 

huset, er der ingen der rigtig tager stilling, før Marge kigger vredt tilbage over skulderen. Det antydes altså 

her, at folkemængden ikke er særligt standhaftig i deres meninger. 



- side 82 -

Complication er da Marge har været ude og hente bulldozeren, men da hun kommer tilbage har alle skiftet 

mening på grund af den gode sang. Problemet er blevet mere kompliceret nu, fordi Marge ikke længere har 

folkemængden på sin side 

Crisis opstår, fordi Marge skal tage et valg. Er hun stadig imod, eller skal hun følge strømmen og give efter. 

Marge kan ikke få lov at høre sangen en gang til, så hun forbliver imod. Mens hun gør et forgæves forsøg 

på at fremføre en sang, der skal overbevise de andre, kommer hun til at vælte en fløj huset med 

bulldozeren. 

Dette fører over i Climax, hvor huset er delvist væltet, og Marge fortryder, og hun beslutter sig for at gøre 

noget for at gøre det godt igen overfor Belle. 

Denouement er den scene, hvor Marge optræder med sit bugtalernummer. Balancen er genoprettet, og 

huset er ikke længere et problem for folk. Alt er altså som før. Afsnittet afsluttes ganske typisk med en 

vittighed. 

Aktantmodellen i ”The Simpsons” 

”The Simpsons” -afsnittet ”Bart After Dark” indledes med, at Homer, Lisa og Bart, typisk for deres roller, 

sidder foran fjernsynet og ser ”Itchy and Scratchy”. Marge må formodes, at lave husligt arbejde og/eller 

passe Maggie, der heller ikke er til stede, hvilket også er typisk for hendes rolle som husmoder. 

Denne fredelige tilstand stopper, da programmet afbrydes og speakeren fortæller om et olie-skib, der er 

gået på grund, med det resultat, at en masse dyr er blevet sølet ind i olien. Denne kommentar starter side- 

historien i afsnittet, Lisa, Marge og Maggies tur til stranden, som efterfølgende starter hovedhistorien, da 

denne kun sker i kraft af, at Marge og Lisa er væk fra huset. 

For Bart og Homer betyder speakerens besked ikke det store, da de, i kraft af deres roller, ikke bekymrer sig 

om miljøet; Homer reagerer ikke synderligt, da uheldet ikke ændrer hans sfære, hvilket også kan ses ud fra 

hans kommentar til Lisa: 

Homer: It'll be okay, honey. There's lots more oil where that came from. 

Bart reagerer typisk heller ikke i denne situation, da det ikke er hans skyld, at olietankeren er gået på grund, 

hvorfor han heller ikke har dårlig samvittighed over det, og derfor ikke har nogen motivation til at handle. 

Men netop en kommentar som denne bringer forventning til, at Lisa reagerer, da hun er den idealistiske og 

miljøbevidste karakter i familien, der føler det som en pligt at hjælpe i sådanne situationer. De to roller som 

Lisa har i serien, rollen som den ældre miljøbevidste teenager samt rollen som otteårig pige, kommer frem i 

følgende kommentar fra Lisa: 



- side 83 -

Lisa: We'd be doing our part for the environment! Plus, we'd get to clean up all those cute animals. 

Handlingen fortsættes af, at Marge, som gerne vil opdrage sine børn godt, samt som forælder lader sig 

overtale, indvilger i at hjælpe Lisa. Maggie, hvis rolle ikke overlader hende selv med et valg, følger vanen 

tro med Marge, der ikke tør overlade hende hjemme ved Homer og Bart. 

Side-historien, hvor Lisa har hovedrollen, kan opstilles på følgende måde i aktantmodellen: 

Miljøorganisation => Hjælpe dyrene (Miljøet) => Miljøet 

3. Glorifikation 

2. Performere 

1. Kvalifikation 

Marge og Maggie=> Lisa Publicity => Berømthederne og miljøet 


2. Performere 


Miljøorganisationen => Berømthederne

Rainier: This isn't about publicity. This is about cleaning off gunk. 

Starlet: (holder et fugleæg) As a Golden Globe nominee, I just think it's our duty to make the real 

globe a l ittle more golden. (en lille fugl kommer ud af ægget) 

Historien med Lisa, Marge og Maggie er, som sagt, også kun sidehistorien, der giver plads til 

hovedhistoriens start, da Homer og Bart efterlades alene hjemme. Dette understreges af, at både Lisa og 

Maggie forsvinder helt ud af historien, efter at de sammen med Marge kommer hjem. Efter dette har Lisas 

figur ikke nogen plads i handlingen, da Marges figur er til stede, som den moralske figur, der sætter ind 

overfor amoralen; men mere herom senere. 

Da Lisa, Marge og Maggie, Marge i særdeleshed, er ude af huset, lægges der op til en historie om moral, 

idet moralen i familien Simpsons hus forsvinder med Lisa og Marges figurer, der fungerer som den 

moralske bremseklods i huset. Typisk bliver hele huset også rodet helt til, da moral og orden forsvinder med 

Marges person. 

Homer forsøger dog at opretholde lidt moral i huset, men, som næsten altid med Homers figur, mislykkes 

dette pga. figurens manglende moralske begreber samt livsnydende mentalitet; når Homer forsøger at give 

Bart lidt opdragelse og moral ved at lade ham arbejde sin skyld af, bliver det selvfølgelig på en 

arbejdsplads, hvor det er umoralsk at lade børn arbejde. Homers første mål i dette afsnit kan ses på 

følgende måde i en aktantmodel: 

=> Straffe/opdrage Bart => Bart, og i sidste ende samfundet 


2. Performere 


Belle => Homer

Belle: Oh, I agree, kids need rules and boundaries. 

Homer: (som I trance) Yes, everyone loves rules. 

Belle: It's so tough to be a parent these days, what with all the gangs and the drugs. 

Homer: Oh yeah, drugs, you gotta have drugs. 

(Homer går ind I rummet for at se på danserinden) 

Barts figur passer godt til arbejdet i ”The Burlesque House”, hvis man ser bort fra den unge alder. Men 

netop den unge alder gør også, at Bart kan arbejde i etablissementet uden at forfalde til spil, druk og sex. 

Især arbejdet som konferencier og stand-up-komiker passer perfekt på Barts figur, som netop indeholder 

kvaliteten at være underholdende. 

I Marges fravær forsøges moralen opretholdt af byens mest religiøse figurer Ned og Maude Flanders samt 

Timothy og Helen Lovejoy, som følgende prøver at overtale Homer til, at Bart ikke skal arbejde i lysthuset, 

hvormed de bliver Barts modstandere i en aktantmodel med ham som subjekt. 

Belle => Arbejde i ”The Burlesque House” => Lysthusets besøgende og Belle 


2. Performere 


Homer => Bart Opretholde moralen i Springfield => Byens borgere og omdømme 



- side 86 -


2. Performere 


Ned og Maude Flanders => Marge

slutninger, men derimod understreges de samfundskommenterende temaer igennem anti-heltene og 

historiens pointe. 

Normalt gennemgår hovedpersonen en udvikling og ender på et højere stadie i slutningen af historien, end 

hvor de startede. Denne udvikling illustreres igennem især den tredje prøve i aktantmodellen. 

Hovedpersonen adskiller sig ofte fra de andre karakterer i historien ved at være en rund karakter, hvorfor 

denne også kan foretage den førnævnte udvikling. I ”The Simpsons” fremhæves én eller flere personer i 

afsnittene, ligesom det er tilfældet i de førnævnte tekster, men dette bevirker ikke, at denne/disse 

hovedperson(er) bliver runde. Hovedkaraktererne i ”The Simpsons” gennemgår muligvis de tre prøver i 

aktantmodellen, men i slutningen af afsnittet er de på samme sted som ved start. Dette illustreres også i 

afsnittet ”Bart After Dark”, hvor Bart som hovedkarakter gennemfører de tre prøver, som det fremgår af den 

viste aktantmodel, men ikke udvikler sig alligevel. 

”The Simpsons” adskiller sig på dette punkt markant fra ”normale” dramaer mv., da hovedpersonerne, som 

ellers er karakteriseret ved at være runde, aldrig opnår den selverkendelse, der normalt får en rund karakter 

til at udvikle sig markant. Dette vil sige, at selv om historiens hovedperson gennemgår prøverne og lærer 

en eventuel lektie, er lektien aldrig af så høj grad, at der forekommer en egentlig udvikling. Dette ville da 

også ødelægge seriens komplekse karakter-univers, hvor alle personer fungerer som flade karakterer med 

en eller flere funktioner. Hvis en hovedperson udviklede sig markant, og derved fik nye egenskaber, ville 

dette spænde ben for de andre karakterer, som derved ville blive tvunget til også at udvikle sig på grund af 

den sociale interaktion. Dette vil altså sige, at det eneste tidspunkt, hvor personerne i ”The Simpsons” 

begynder antage runde karaktertræk, er i de tilfælde, hvor personen indtager en markant position i en 

historie. I slutningen af historien nulstilles personen så at sige, og vender tilbage til at være en flade 

karakterer, hvilket muliggør seriens uendelighed. 

Metatekstuel analyse af “Bart After Dark” 

”The Simpsons” benytter sig i meget bred udstrækning af forskellige former for meta-tekstuelle elementer. 

Ifølge Olson, er The Simpsons en af de former for tv, der kræver bred leksikalsk viden, i forhold til 

fjernsynsmediet, fra modtagerne. Vi har valgt at indskrænke vores analyse af metatekstuelle elementer til et 

enkelt afsnit, men vil hente elementer fra alle 13 sæsoner, i de tilfælde hvor afsnittet mangler elementer, 

der er typiske for ”The Simpsons”. 

Der er i afsnittet ”Bart After Dark” en udbredt anvendelse af andre tv-genrer, eksempelvis tv-serier, 

tegnefilm, spillefilm, nyhedsprogrammer og musicals. Der trækkes derfor på seerens generelle viden om 

genrer, og der kræves en bredere referenceramme end blot tv-genrer, idet der er mange henvisninger til 

virkelige begivenheder, personer og tekster. Det metatekstuelle i “Bart After Dark” kommer til udtryk på 

både det medierefleksive og genrerefleksive plan. 



- side 88 -

Titlen på afsnittet er ”Bart after Dark”, og er en medie-refleksiv interntekstuel reference til tv-serien ”Playboy 

After Dark”, der havde Hugh Hefner som vært (stifteren af ”Playboy magazine”), og som blev vist i tv i 

1969. Det er måske ikke så underligt, at forfatterne af Simpsons har valgt netop denne titel, da det centrale 

emne i afsnittet er moral og forfald. Det bliver i afsnittet portrætteret i form af erotik, som stereotypisk er 

noget mange mænd nyder at se eller læse om, men som få vil indrømme de interesserer sig for. Folk ville 

eksempelvis ikke indrømme, at de så ”Playboy After Dark” og beboerne i Springfield vil heller ikke 

indrømme, at de har været i ”The Burlesque House”. Parallellerne kan desuden drages via det faktum, at 

både ”Playboy After Dark” og ”The Burlesque House” er noget der hører til privat-sfæren og har moralske 

modstandere, hvad der i dette afsnit er afbilledet i form af ”Citizens' Committee on Moral Hygiene”. 

I starten af afsnittet sidder børnene og ser på Itchy and Scratchy. Itchy and Scratchy er udtrykt meta- 

genreistisk selvrefleksivitet, da tegnefilmen i Simpsons låner både setting, arketyper og ikonografi fra 

Warner Bros. tegnefilm ”Tom & Jerry”. Ikonografien er direkte overført, kat og mus, med det formål at forme 

en parodi. 

Itchy and Scratchy, som altså er en parodi af ”Tom & Jerry”, er også en intertekstuel kommentar til Simpson 

selv, da det også er en tegnefilm, som personerne i Springfield nyder at se i fjernsynet. Det er 

tegnefilmsfigurer, som kigger på tegnefilmsfigurer. ”Itchy and Scratchy” er betydeligt dårligere tegnet end 

både ”The Simpsons” og ”Tom & Jerry”, og volden er mere tydelig (se personkarakteristik af Itchy and 

Scratchy). Dette stemmer overens med forholdet imellem den virkelige verden og tegnefilm – man kan 

gøre tingene mere ekstreme på tegnefilm. Når ”Itchy and Scratchy” så er mere ekstremt end “The 

Simpsons” verdenen, er det for at belyse dette forhold – det er altså en form for medie-refleksivitet, der 

belyser forholdet imellem den virkelige verden og tegnefilm (og film generelt set). 

Denne episodes afsnit af ”Itchy and Scratchy show” har taget form af et talkshow og bliver dermed medie- 

refleksivt, da det indeholder en intertekstuel reference til en anden programflade – nemlig det amerikanske 

talkshow ”Jenny Jones” hvor der i marts 1995 forekom en episode, hvor en tidligere gæst i showet slog sin 

kammerat ihjel, efter denne havde proklameret sine homoseksuelle lyster for ham på åben skærm. 

Udover de ovenstående metakommunikative elementer, findes der et fjerde element i Itchy and Scratchy 

show sekvensen: Scratchy kan i tegnefilmen se teksten på skærmen (”does not know slashing is eminent”) , 

der er lagt på efter tegnefilmen var færdiglavet, til seernes orientering. Dette er, hvad Olson vil betragte 

som, selv-reflective mood, da digesis og mimesis bliver sammenblandet. 

“Icthy and Scatchy” tjener også et helt andet formål, end at belyse mediets virkemidler, som er at vi ser 

personer i en tv-serie se fjernsyn: de er billeder på os, der sidder derude i sofaen og ser på tv. Det er en 

form for medie-refleksivitet, der virker til at gøre os opmærksom på det er tv 

En reference til film findes i sekvensen hvor Ralph og Martin bliver jagtet af Milhouses modelfly. Dette giver 

tydelige associationer til Hitchcock klassikeren ”North By Northwest” hvor Gary Grant også bliver jagtet af et 



- side 89 -

fly set fra nøjagtigt samme vinkel. Også sekvensen hvor Bart hænger fra ”The Burlesque House” kan 

referere til ”North by Northwest”. Det skal bemærkes at ”The Simpsons” ofte benytter sig af referencer til 

Hitchcocks produktioner. 

Der er også en lang række andre elementer i afsnittet, som låner semantik fra andre filmgenrer. Her kan 

blandt andet nævnes huset som er et stereotypt horror-films hus. Scenen hvor Bart er faldet ned fra taget, 

og Belle bøjer sig ind over ham, er også lånt fra denne genre, hvor det direkte kan refereres til film som 

blandt andet Dracula. 

Oliekatastrofen, som sker i afsnittet, er en metakommunikativ reference til Exxon-skandalen. Dette var en 

miljøkatastrofe i1989 udfor Alaskas kyst, hvor en meget beruset kaptajn, stødte på grund, og forårsagede et 

olieudslip på 35.000 tons råolie der var en trussel mod dyrelivet. Yderligere er det også en intertekstuel 

reference, hvor filmstjernerne er de første fremme på stranden. Det er en direkte henvisning til 

folkebevægelsen (eller modefænomenet), som Brigitte Bardot og andre filmstjerner tog del i, for at stoppe 

fangstmetoderne af babysæler på New Foundland. 

Rainier Wolfcastle som ses i tv-udsendelsen om den forurenede strand, samt i et enkelt klip hvor Lisa, 

Marge og Maggie befinder sig på stranden, er en intertekstuel reference til den Østrigsk/amerikanske ation- 

skuespiller Arnold Schwartznegger. Dette ses på hans statur (et muskelsvulmende skrummel) og hans 

tydelige accent. Ydermere er den portrætterede starlet, der også slår et slag for miljøet i afsnittet, en 

intertekstuel reference til skuespilleren Brigitte Bardot, der som bekendt blev fotograferet med en babysæl, 

for nogle årtier siden, da sælskindsdebatten var på sit højeste. 

Disse referencer tjener flere forskellige formål. Først og fremmest er det godbidder, men sekundært tjener 

de et helt andet formål. Metakommunikative, intertekstuelle referencer benyttes i Simpsons som genveje til 

at gøre en lang historie kort. De bruger eksempelvis Rainier Wolfcastle og starlette- referencen på stranden 

til for det første at kommentere til det amerikanske samfund, men samtidig har de lavet figurerne med 

karaktertræk der er ”lånt” fra virkeligheden, for tillægge disse færdigheder og træk som tilskueren kan 

genkende. Via dette er der allerede etableret en referenceramme for tilskueren der gør at seriens forfattere 

ikke behøver at uddybe figurernes personer da vi allerede er klar over hvilke karaktertræk der er gældende 

for den pågældende person. 

En lignende reference til berømtheder er bugtalerdukken, Marge benytter sig af, som hedder Twiggy. Dette 

kan være en reference til den britiske fotomodel fra 60erne der gik under samme navn. Da Lovejoy i 

slutningen af afsnittet siger ”This house is a very very very fine house” er det et direkte citat fra sangen ”Our 

House” af gruppen ”Crosby, Still and Nash”. Begge er eksempler på en meta-kommunikativ referencer hvis 

eneste formål, er at udfordre tilskueren til at finde ud af hvor det kommer fra. Det er altså med andre ord 

”godbidder” til den observante tilhører. Dette er muligvis også tilfældet hvor man ser Smithers og Mr. Burns 

på picnic midt i afsnittet. Der er intet formål med at have disse med, da de ikke spiller nogen rolle i historien 

overhovedet. Den regelmæssige Simpsons seer vil da også kunne konstatere, at dette er en totalt uvant 

situation for disse to at sidde i, og at der af denne grund nødvendigvis må være tale om en reference eller 



- side 90 -

et form for gag. Desværre må vi konstatere, at vores leksikalske viden er så begrænset, at vi ikke kan 

placere denne reference nogen steder og derfor er ude af stand til at bevise, at vi har ret. 

På baggrund af ovenstående kan man se et mønster i de metakommunikative elementer der forekommer i 

afsnittet. Allerede i ekspositionen, får seeren et praj om hvilken tidsramme de metakommunikative 

elementer ligger indenfor, og disse metakommunikative fingerpeg fortsætter igennem hele afsnittet: ”Sgt. 

Peppers Lonely Heart Club Band” (1967), Twiggy blev valgt som “Face of the Year” (1966), Brigitte Bardot 

og baby-sælerne (1977), Hitchcocks “North By Northwest” (1959), Crosby, “Still and Nash” album 

indeholdende “Our House” (1970) og “Playboy After Dark” (1969). 

Dette Simpsons afsnit er ikke kun spækket de intertekstuelle referencer uden sammenhæng, men der kan 

spores en form for metakommunikativt tema. Dette metakommunikative tema kan placeres tidsmæssigt 

omkring 60-70 og tematisk med blandt andet sensuelfrigørelse, moral og miljøbevidsthed. 

Metakommunikative intertekstuelle referencer benyttes generelt set i ”The Simpsons” for at etablerere 

karakterer, uden at forfatterne behøver at gå i detaljer omkring de pågældende personer. Ved at referere til 

stereotyper eller kendte personer fra den virkelige verden, kan man ved at vise de karakteristiske træk, 

undgå en del forklaringer omkring personerne, da tilskueren allerede har associeret figuren med de 

stereotypiske træk. Derfor ved modtageren, at personen vil have et bestemt reaktionsmønster på en given 

situation eller lignende, udfra den stereotypiske eller genkendte persons karakteristika. I dette afsnit er 

eksemplerne på denne slags personkarakteristiske referencer dog ikke udprægede typiske, alligevel mener 

vi det er essentielt for en metakommunikativ analyse at nævne, at dette er en tilbagevendende måde for 

forfatterne at etablere de funktionsbaserede karakterer på. Et typisk eksempel på dette er Skinners forhold 

til sin mor, som førnævnt er en reference til Hitchcock-filmen Psycho (Se personkarakteristikken af 

Skinner). Der er dog også visse eksempler på dette, som eksempelvis Reimar Wolfcastle, starletten og 

måden huset er fremstillet på, da børnene første gang ser på det. 

Fortolkende analyse af afsnittet 

Det overordnede tema i afsnittet er moral. Det ses tydeligt i handlingsforløbet omkring ”The Burlesque 

House” hvor byens befolkning diskuterer om huset skal rives ned. Det er en diskussion om hvorvidt et 

sådant sted er moralsk acceptabelt. 

Umiddelbart virker det, som om der ikke er meget sammenhæng mellem de tre handlingsforløb, der er 

optegnet i Taflinger analysen, ud over at handlingsforløbene afhænger af hinanden, f.eks. ved at Marges 

forsvinden for hjemmet er nødvendig, for at Homer og Barts historie kan sætte i gang. Men man må 

formode at handlingsforløbene har en dybere tematisk sammenhæng. Ifølge Umberto Eco vil den gode, 

åbne tekst have flere tolkningsmuligheder der gensidigt underbygger hinanden. Sådan kan man formode 



- side 91 -

det også hænger sammen med de tolkninger, man kan få ud at de enkelte handlingsforløb, i dette afsnit af 

”The Simpsons”. I så fald vil alle handlingsforløb indeholde en kommentar om emnet moral. 

Den moralske vinkel er nem at se i Lisas historie. Lisa vil ud og redde babysæler, både fordi hun er 

bekymret over dyrene, og fordi de er nuttede. Desværre kan Lisa ikke får opfyldt sit ønske, fordi alle dyrene 

er reserverede til kendte mennesker, der kan bruge dyrene som et publicity stunt. 

I Homer og Barts historie er det moralske tema knap så tydeligt. Men Homer bliver sat over for at skulle 

tage stilling, til et moralsk spørgsmål, nemlig om Bart skal straffes efter han har ødelagt stenstatuen. 

Homers beslutning om at straffe Bart beror ikke på en moralsk overvejelse, men simpelthen på en vurdering 

af hvad der vil skabe mindst problemer for han selv. Den nemmeste er ikke at straffe Bart, for som Homer 

siger: 

”He hates that, and I gotta live with him.” 

Homer skifter mening da Belle truer med at tale med Marge. Så ved Homer godt at han får problemer, 

derfor lover han at straffe Bart. 

Det der er fælles for det moralbillede der er i disse to eksempler er, at karakterernes handlinger afhænger af 

hvad der er godt for dem selv, mere end af hvad der er moralsk korrekt. Dette billede understøttes også af 

en episode senere, i Marges handlingsforløb, hvor Borgmesteren opfordrer befolkningen i Springfield til at 

ignorere ”The Burlesque House”, og det viser sig senere at han selv har besøgt huset flere gange. 

I Marges historie underbygges dette billede som sagt af borgmesteren, men det udbygges også af resten af 

befolkningens opførsel. Borgerne i Springfield er ikke særligt interesserede i moralske spørgsmål, og deres 

holdning huset er meget let påvirkelig. Deres moralske holdning er ikke baseret på grundige overvejelser. 

Det ses blandt andet, ved at flere af byens mænd er set komme ind og ud af huset, men alligevel ender de 

med gå imod huset, og til sidst i afsnittet vendes hele byens overbevisning endnu en gang efter 

fremførelsen af en sang. 

Det at borgerne danner en selvtægtsgruppe viser en mangel på seriøse moralske overvejelser. Det 

dobbeltmoralske i denne handling understreges, da den altid venlige Ned Flanders taler med Belle i 

dørtelefonen, og venligt beder hende om at træde udenfor et øjeblik, så de kan smadre det. Meget centralt i 

afsnittet er scenen hvor hele byens befolkning overbevises om at ”The Burlesque House” skal forblive, fordi 

Homer, Belle og husets piger fremfører en overbevisende sang om husets værd. Selv Ned Flanders og 

byens præst overbevises øjeblikkeligt, alene på grund af sangen. 



- side 92 -

Borgerne i Springfield portrætteres altså som meget løst moralsk funderet, og deres holdning bygger ikke 

på rationelle overvejelser. De skifter mening mindst en gang i afsnittet, og selvom flere af dem tidligere har 

besøgt huset, ses de alligevel som en del af selvtægtsgruppen der vil have huset revet ned. Moralen 

dikteres af i stedet af underholdning og medier, symboliseret ved den sang der får alle til at ændre mening, 

selv den stærkt religiøse Ned Flanders, og præsten Lovejoy. 

Som tidligere nævnt, fungerer en samlet menneskeflok i serien ofte som en karakter, med egenskaber der 

er uafhængige fra det enkelte individ i flokken. Men prøver man at sætte flokken, Springfields borgere, fra 

dette afsnit ind i en aktantmodel for at følge dens udvikling, finder man ud af at det er meget svært. 

Flokkens mål ændres nemlig flere gange i afsnittet. 

Opsamlende kan man sige, at det billede der tegnes af borgernes moral er enten et billede at en moral der 

stemmer overens med de ting der er bedst for en selv, eller en moral der kan påvirkes meget nemt. Begge 

moralbilleder lider af en mangel på grundig og selvstændig refleksion over det moralske emne. 

Freudiansk inspireret analyse 

Som tidligere nævnt har vi opdelt familien efter deres funktion. I familien hersker der normalt ligevægt, med 

undtagelse af de tilfælde, hvor balancen forstyrres af noget udefrakommende eller af et internt fravær af en 

eller flere familiemedlemmer. Der kan også skabes ubalance, når en af karaktererne forsøger at træde ud af 

sin rolle/funktion i familien. Vi bruger denne analyse til at understrege karakterernes funktion samt deres 

stereotype træk. 

Vi opstiller en tese om, at familiemedlemmerne, både deres personlighed og deres funktion i familien, hver 

især kan kategoriseres et sted i Freuds tredeling af jeg’et. ”Bart after Dark” er et meget tydeligt eksempel på 

dette, og det er derfor hensigtsmæssigt at se på afsnittet med freudianske briller. Det skal dog nævnes, at 

der ikke er tale om en psykologisk freudiansk analyse. Afsnittet er inspireret af Freuds kategorierne - super- 

ego, jeg og id. 

Homer og Bart er familiens to ”problembørn”. De lever en instinktiv tilværelse og handler generelt efter 

relativt basale fysiske behov såsom sult, behov for underholdning, behov for kærlighed, behov for 

anerkendelse, behov for søvn samt (i Homers tilfælde) et seksuelt behov. Karaktererne søger at få stillet 

disse behov – uden tøven. Vi har valgt at se Bart og Homer som repræsentanter eller metaforer for Freuds 

id. 

Marge og Lisa fungerer sædvanligvis som regulerende element i familien. Et af karakterernes hovedformål 

er være restriktive overfor Homer og Bart og at genoprette ækvivalens i jeg'et efter ”et tilfælde af Homer 

og/eller Bart”. Marge og Lisa har høje etiske og moralske standarder, høj selvagtelse og især Marge har 

indoktrinerede/påtagede billeder af myten om den lykkelige familie, som forsøges håndhævet. Lisa og 

Marge har også drifter, men på et hovedsagligt på et andet plan end Bart og Homer. Lisa higer efter 

intellektuel status og anerkendelse. Hun ønsker verdensfred, økologisk fremdrift og er meget bevist om 



- side 93 -

hendes handlinger – især i og med naturen. Marge ønsker først og fremmest ligevægt og lykke i familien. 

Hun har i tidlige afsnit også haft et behov for at hævde sig selv og hendes politiske og kønsmæssige 

overbevisninger. Modsat Lisa har Marge også et seksuelt behov. Dette behov er ikke så udtrykt som 

Homers men i høj grad til stede. Marge er bevist om sin seksualitet, og om i hvor stor en grad den bør 

komme til udtryk. I modsætning til Homer er Marge ikke urerotisk men mere "æstetisk erotisk". Marge har i 

få tilfælde et eksplicit og direkte seksuelt behov, hvilket efter vores mening kun er tegn på menneskelighed 

og fysisk lighed imellem kønnene. Homer og Marges normale seksuelle karakter afbilleder til dels Marge 

som et mere udviklet menneske end "hulemanden Homer". Billedet kan fortolkes som, at kvindens 

seksuelle udtryk er mere udviklet/behersket end mandens. 

Det der hæver Marge og Lisa over Homer og Bart er deres evne til at reflektere over og regulere deres 

drifter. Marge og Lisa har dermed kontrol over deres drifter, hvorimod Homer og Bart er slaver af deres. 

Dette placerer igen både Marge og Lisa som det restriktive og regulerende element i familien. 

I afsnittet ”Bart after Dark” præsenteres seeren for nogle af karakterenes drifter. 

Lisa og Marge: 

Lisa er rørt over, hvad hun har set i tv'et og forsøger at overtale Marge til at køre hende til stranden. 

Lisas samvittighed og Marges rolle som opretholder af familiefreden. 

Lisa: We'd be doing our part for the environment! Plus, we'd get to clean up all those cute animals. 

Marge: Honey, we don't need to drive 400 miles to clean animals. You can stay right here and give the dog 

a bath. Or trim the cat's nails. (Snowball II går forbi med alt for lange negle). 

Lisa: Oh, Mom, please? You can make this my birthday and Christmas presents. 

Marge: You already used up your birthday and Christmas presents on that peach tree we got you. And 

you hardly ever play with that anymore. 

Lisa: Yes, I do. Sure, I do. Look! 

(løber udenfor og leger overbevisende med sit træ) 

(syngende) Here I am playing on my peach tree, Mom. 

Marge: Oh, all right, we'll go. 

Marge er i afsnittet moralens fortaler, i det hun kæmper for at få "The Burlesque House" lukket på, trods af 

at en stor del af byen ynder at besøge den "syndige" forretning - dog uden af ville indrømme det. I afsnittet 

"Bart After Dark" repræsenterer huset menneskets (måske i dette tilfælde mest den mandlige seksuelle drift) 

seksuelle drift - alle har den, men den er tilsyneladende tabu-belagt i Springfield. Homer taler for huset og 

indrømmer blankt hans kærlighed til huset. Marge er imod huset og forsøger at overbevise Homer, såvel 

som resten af byens beboere, om at huset bør ødelægges - altså fortrænges. Disse holdninger er med til at 

placerere Homer og Marge som henholdsvis id og super-ego prægede. 

Kvinderne er kørt og Bart og Homer står tilbage alene. 



- side 94 -

Homer: A whole week of just father and son. See you at dinner. 

Bart: What time? 

(de går hver til sit imens de fløjter) 

Homer: You know? I don't know. 

Bart: Shall we say... ten? 

Homer: All right, just wake me up. 

Dette citat understreger, at så snart kvinderne har forladt hjemmet, er der ikke nogen struktur på livet i 

hjemmet – i hvert fald ikke som den var kendt før. Den nye struktur er meget lystbetinget og tilfældig. 

Kvinderne træder i dette tilfælde ind i rollen som symbol på social tradition og stabilitet. Traditionen lyder, at 

kvinder er bundet i hjemmet og er limen og strukturen i hjemmet. Der er indikationer om kvinden som 

hjemmets dronning og koordinator - et billede som særligt er kendt fra Sydeuropa og Mellemøsten, og 

måske hele verden? 

Afsnittet "Bart after Dark" kan ses som en uddybning af karakterernes funktioner internt i familien. 

Afsnittet startes med, at Lisa og Marge (dog primært Lisa) konfronteres via tv med et problem, der forstyrrer 

deres balance i moralske, etiske samt naturbevarende grundregler. Billedet af en olietanker, der er gået på 

grund og dermed har spildt litervis af olie i havet, får Lisa til at reagerer. Hun ønsker at gøre en indsats for 

at redde de nødstedte dyr, der under katastrofen er blevet indsmurt i olie. Lisa har en trang til at følge en af 

sine primært moralske drifter, hvilket hun forsøger at realiserer. Marge har ikke noget stort ønske om at 

komme dyrene til undsætning, men dog føler hun sympati for dem. Til gengæld har Marge et ønske om at 

opretholde balance og lykke i familien, hvilket resulterer i, at hun uden stor diskussion opfylder Lisas ønske. 

Serien giver et billede af en familie, deres samliv, handlinger og oplevelser. Dette billede af familien 

opfattes som jeg'et. Et jeg - som f.eks. en person - opfattes som en helhed, bestående af mindre dele. På 

samme måde vil vi betragte familien som én helhed bestående af mindre dele - Bart, Homer, Marge, Lisa 

og til dels Maggie. De forsøger alle at trække familiens samlede udtryk i en retning, der passer deres ønsker 

og karakterfunktion. Da alle karaktererne, i grupper, har forskellige driftsretninger, udligner de hinanden, og 

de vil uden påvirkning ligge i en hviletilstand, som er udgangspunkt for hvert afsnit. Episoderne er bygget 

på, at en eller flere af disse trækninger bliver kraftigere eller svagere end normalt. Familiens samlede 

udtryk rykkes så ud af hvilepositionen, hvilket resulterer i et af familiens eventyr. Fælles for dem alle er, at i 

hvert afsnit restaureres ligevægten til sidst. Der forekommer en form for elastikeffekt med udgangspunkt og 

slutning i hviletilstanden/ligevægt. Ligevægtsbruddet (i familiebilledet) kan sammenlignes med 

udgangspunktet i aktantmodellen, hvor et brud på freden anslår enhver historie eller eventyr. 



- side 95 -

”The Simpsons” i kulturel kontekst 

Vi vil i dette afsnit forsøge at drage kulturelle paralleller mellem samfundet Springfield og det samfund, der 

reflekteres over, da der ikke hersker tvivl om, at der forekommer konstante kritikker af elementer ved 

samfundet. Da vi ikke er amerikanere og ”The Simpsons” primært reflekterer over det amerikanske 

samfund, vil vi drage disse paralleller udfra vores egen leksikalske viden om U.S.A.. Vi har desværre ikke 

haft tid til og mulighed for at lave en empirisk undersøgelse af det amerikanske samfund, og har derfor ikke 

mulighed for at lave en videnskabeligt baseret komparativ analyse af det fremstillede samfund i ”The 

Simpsons” og det reelle amerikanske samfund. 

Vi har i de ovenstående afsnit delvist fortolket og analyseret på centrale tematikker, stereotyper og 

endvidere fortaget en analyse af et helt afsnit. I det følgende vil vi samle hovedlinjerne for at gøre disse 

overskuelige og trække dem ind i et bredere kulturelt sigte. 

Til trods for at Springfield umiddelbart ligner en lille forstad, har byen alt, hvad der er behov for til at danne 

et komplet samfundsbillede. Der er eksempelvis to hospitaler, tv-station, to universiteter, fængsel, domhus, 

ballet og mange andre ting, som man normalt ikke forestiller sig i en by af sådan en størrelse. Samtidig er 

Springfield en by hvor bumser, kapitalister og tv-stjerner lever side om side. Det er klart at en lille by som 

Springfield aldrig ville være så nuanceret i virkeligheden. Derfor er det åbenlyst, at Springfield er en lille by 

af hensyn til overskueligheden, men samtidig indeholder byen også alle elementer fra et større samfund. 

Samfundet Springfield er altså et mikrokosmos, der afspejler et større samfund for at kunne illustrere flere 

elementer, skabe variation og dermed behandle flere temaer. 

Samfundet Springfield er også hovedsageligt sammensat af kernefamilier og har utroligt få singler og 

skilsmissebørn. Dette giver et billede af et samfund, hvor familien er et essentielt holdepunkt. Familien er 

da også katalysator for handlingen i utroligt mange forskellige afsnit. Til trods for at familien kan forekomme 

meget fragmenteret fra afsnit til afsnit, holder den serien og hele samfundet sammen. 

I ”The Simpsons” løses problemerne altid i slutningen af afsnittet, og harmonien genetableres efter enhver 

eventuel konflikt. Dette gøres for det første fordi, at et nyt afsnit altid starter på ”status quo” – altså hvor det 

forgående afsnits handlinger er ikke-eksisterende. Ingen bliver nogensinde klogere og ingen lærer af deres 

fejl. For det andet er det fordi familiebilledet er det eneste deciderede holdepunkt i ”The Simpsons”. 

På grund af denne familieenhed er det ofte også udfra denne, at historiens thought fremkommer. Det er 

familien – eller enkelte medlemmer af den – der konfronteres med diverse problemstillinger, og 

familieidyllen bliver brudt for en tid for igen at etableres. Altså fremstilles familiebilledet som værende det 



- side 96 -

faste holdepunkt i en verden, hvor man konfronteres med problemer af alle afskygninger. Der lægges gang 

på gang vægt på, at det i sidste ende er den elskende familie, der sørger for, at man kan overleve de 

konflikter og problematikker, der opstår i livet. Serien giver et billede af et samfund, hvor man uden en 

familie er ilde stedt. Karakteren Nelson, hvis mor sidder i fængsel, er et af seriens eksempler på, hvordan 

en dysfunktionel familie og dårlig opdragelse kan hænge sammen. 

Forfatterne går ikke af vejen for at behandle emner som alkoholisme, religion, seksualitet, og andet der 

normalt ikke ville bliver behandlet i denne form for program, fra en kritisk og analyserende vinkel. Men når 

det kommer til familiebilledet, er det ikke kotume at lave en alt for voldsom kritik af det. Dette er logisk nok, 

da det jo er omkring familien hele serien drejer sig, og hvis denne gik i stykker, ville hele seriens fundament 

forsvinde. 

Prøver man i den observerende kulturanalyse af ”The Simpsons” yderligere at se nærmere på det billede, 

der fremstilles af ligestilling, vil man lægge mærke til følgende: Kvindebilledet i ”The Simpsons” er utroligt 

konservativt. Praktisk talt samtlige kvinder i Springfield er hjemmegående husmødre, hvis job består i at 

passe børn og hjem. Dette kan tolkes som en yderst kraftig kommentar til kønsrollemønstre, hvor kvinden 

er underlagt mandens autoritet. De få enlige kvinder i Springfield som har tilbagevendende (bi)roller er 

skolelærerinderne og Marges søstre, der fungerer som stereotypiske billeder på pebermøer. Man ser ikke 

en eneste kvinde i Springfield med et prominent job eller for den sags skyld en egentlig karriere. 

Hvis man antager, at Springfield er et billede på et amerikansk samfund, er det klart at se, at den påståede 

ligestilling i et moderne vesterlandsk land, og verdens eneste stadig bestående supermagt, er mindre 

tilstede, end man skulle tro. Kvinderne i Springfield har ikke en chance for at komme frem i forretningslivet; 

deres plads er stadig i hjemmet og køkkenet. Dog vises der ikke tegn på utilfredshed blandt de 

hjemmegående husmødre. De har alle affundet sig med deres plads i livet og samfundet og accepterer 

lykkeligt deres mission om at holde familien samlet. Dette bliver da også gang på gang hyldet af forfatterne 

ved at vise Marges uundværlighed – når Marge er væk vælter huset. Det er måske af denne grund at 

forfatterne slipper af sted med at portrættere kvinderne i Springfield som typiske ”baglandskvinder” uden 

personlige mål i livet – alle deres mål er koncentreret omkring familien, og deres medvirken er ganske 

simpelt uundværlig. På grund af denne positive vinkel på kvinder kan vi ikke sige, at 

kønsrollekommentarerne er decideret negative, men mere at disse udtrykker, at middelklasserne i U.S.A. 

ligger under for forældede kønsroller. 

”The Simpsons” giver et billede af et dårligt fungerende skolesystem, som konstant kritiseres gennem 

seriens grundskole. Her bliver alt fra våben til dårlig mad kommenteret og billedet af en kaotisk skole, der 

bestemt ikke egner sig for børn, tegnes. Det overordnede indtryk, som man får, er, at skolesystemet er 

ensrettet men absolut ikke målrettet. Gang på gang bliver de klogere og mere selvstændige elever ignoreret 

og understimuleret i alle tænkelige retninger. De mindre intelligente elever får aldrig den ekstra 



- side 97 -

undervisning, som de har behov for. Alt i alt bliver de kloge børn, såvel som de dumme, holdt på det 

samme niveau, for at skolen kan opretholde billedet af en homogen og velfungerende skole. Dette vises 

som regel via rektoren på skolen, hvis største opgave består i, at skolen skal holdes pæn, ren og i det hele 

taget fremtræde som et velfungerende og økonomisk rentabelt sted – meget lig en virksomhed. Økonomien 

er da også et emne, der gang på gang bliver behandlet, hvad der er en direkte kritik af den økonomiske 

forvaltning af skolerne i virkeligheden. Forskellen på skolesystemet og en virksomhed er, at det endelige 

produkt ikke er det vigtige for skolesystemet. Rektor og lærerne har ikke meget tiltro til børnenes fremtid. 

Det er almindelig kendt at skoler konkurrerer indbyrdes for at have det bedste karaktergennemsnit, bedste 

miljø og så videre, og i ”The Simpsons” bliver konsekvenserne af dette et ørkesløst og uinspirerende miljø, 

der ikke fordrer til nye tanker af nogen art blandt børnene. Det er svært ikke at lægge mærke til lighederne 

mellem de debatterede problematikker i virkeligheden og de portrætterede emner i serien. Både 

virkelighedens skolesystem og denne institutions ansatte udsættes ofte for kritik, der kan relateres til den 

tilstand både skolesystemet og lærere i ”The Simpsons” er i. 

Religion er altid et farligt emne at give sig i kast med, når det bliver gjort via humor. Man kan nemt 

kommentere ting som stof- og magtmisbrug, sex og andre følsomme emner, men når det kommer til 

religion, er mange påpasselige med at portrættere denne fra et komisk synspunkt. Det er sjældent at man 

ser tv-serier, teaterstykker og lignende giver sig i kast med emnet religion på denne vis ; man kommer let til 

at træde folk over tæerne, og det er farligt at lege med andre menneskers tro. Dette er ikke tilfældet med 

”The Simpsons”. Da serien beskriver et samfund, og da religion har en stor plads i den amerikanske 

bevidsthed, er religion en vigtig faktor for skaberne at kommentere. I U.S.A er det ikke unormalt at spørge 

om, hvilken kirke man tilhører, og svaret på dette siger som regel en del om personen bag det. På alle 

ugedage er religiøst engagement og gudfrygtighed ikke et stort emne i bevidstheden for borgerne i 

Springfield. Dette gælder dog ikke om søndagen, hvor praktisk talt hele Springfields befolkning er tilstede i 

kirken til den ugentlige gudstjeneste. Man får fornemmelsen af, at det mere er for en sikkerheds skyld og 

fordi alle de andre gør det, at indbyggerne trofast sidder bænket i kirken. Der er ikke tale om en egentlig 

religionsdyrkelse. Dette viser den generelle indifferens til tro, og det postmoderne menneskes mangel på 

entusiasme, når det kommer til en trosretning, der laver restriktioner for menneskets fremdrift og levevis 

generelt. Dette kommer gang på gang til udtryk via den måde religionens regler i Springfield lempes på, når 

det er til borgernes fordel; f. eks påstår præsten, at når noget er blevet legaliseret af staten, er det ikke 

længere religiøst uforsvarligt – det konkrete tilfælde er hasardspil. 

Det altoverskyggende billede af religion, der grænser til fanatisme i Springfield, er Ned Flanders og hans 

familie. De er de eneste, der efterlever biblens befalinger til punkt og prikke, i et forsøg på at være gode 

kristne. Dette afføder en enorm godtroenhed og naivitet fra familien Flanders side, som især Homer 

udnytter. Forholdet mellem Flanders og Homer kan tolkes som udtryk for en dobbeltmoral i det amerikanske 

samfund. Det, at familien Flanders opfører sig som bedre kristne end Simpson-familien selv gør, sætter 

fokus på især Homers mere udtrykte egoisme, og som følge deraf mangel på kristne moral. Selvom Homer 



- side 98 -

går i kirke hver søndag og betragter sig selv som kristen, ser han en smule ned på de mennesker, der 

dyrker religion som en stor del af deres verden. Dette kan tolkes som en kommentar til et samfund, hvor 

grundfæstet tro simpelthen virker som et irritationsmoment på det øvrige samfund. Flanders-familien bliver 

dog ikke fremstillet negativt, men tværtimod er de den eneste familie i Springfield, der er helt igennem gode 

mennesker. Dog bliver deres godtroenhed og velvilje overfor alt og alle en smule latterliggjort ved at udstille 

dem som naive og overdrevent autoritetstro, hvilket gang på gang afføder situationer, hvor familien bliver 

snydt på trods af deres gode intentioner. 

Det samfund der bliver afbilledet er et samfund, hvor religion med moralkodekser fra en svunden tid ikke er 

mulige at indoperere i hverdagen, uden at det kommer til at være på bekostning af ens materielle goder og 

andre ting, der tilhører den moderne tidsalder. 

På trods af denne meget hårde kommentar til religion, overlever kristendommen som evigt interessant 

emne i serien trods sarkasmen. Humoren, og dermed også sarkasmen, smøres tykt på et emne som 

kristendom, men netop fordi andre (læs: alle) svære emner får fra samme skuffe, bliver det legitimt at gøre 

grin med kristendommen. Sagt lidt lommefilosofisk: Hvis man træder alle lige meget over tæerne, bliver 

trykket ligeligt fordelt og ingen får ondt. 

Ordensmagten i ”The Simpsons” er gennemsyret af korruption og inkompetence. Dette kan tolkes som 

værende en overordentlig sarkastisk bemærkning til den amerikanske kultur fra seriens skabere, hvor den 

materialistisk fikserede tankegang inficerer alt – selv lov og orden. Politimesteren i Springfield er dorsk, 

dum, uden evner til at gennemskue kriminalsager og er yderst modtagelig overfor bestikkelse, hvis chancen 

forekommer. Det er almindeligt kendt, at der har været utallige tilfælde i den amerikanske kultur, hvor 

retskaffenhed er trådt i baggrunden til fordel for en egoistisk gevinst, hvilket bliver kommenteret i utallige 

afsnit. Springfields borgmester er på alle tænkelige måder ude efter egen vinding, og han tager gladeligt 

imod penge for at se igennem fingre med alskens lempeligheder på loven. Mange episoder, hvor politi og 

det politiske system portrætteres som korrupte, kan sættes i relation til generelle tendenser i USA, hvilket 

nødvendigvis må få en til at sætte spørgsmålstegn ved integriteten i den virkelige verden. Var politiet i 

virkeligheden, som de er i Springfield, ville de amerikanske borgere leve i et næsten anarkistisk samfund. 

Igen er billedet af ordensmagten overkarikeret, men med udspring i elementer og historier fra den virkelige 

verden. Det samme gælder retssystemet. Man hører ind imellem skrækkelige historier fra Amerika, der 

handler om uskyldigt dømte, der stadig sidder i fængsel, fanget i et forskruet bureaukratisk retssystem. Ser 

man på livet og retssystemet i Springfield, virker sådanne situationer ikke så overkarikerede endda, da 

inkompetente sagfører, korruption, uretfærdige domme i retssager og lignende ofte er en del af plottet i 

seriens episoder. Undtagelsen fra dette overkarikerede billede er Springfield fængsel, der ofte er overfyldt. 

Dette er ”Springfield Minimum Security Prison” hvor fangerne slipper ud med den mindste begrundelse og 

sikkerheden er katastrofal fraværende. 

En interessant faktor ved alt korruptionen i samfundet er, at der stort set ikke er nogen, der stiller 

spørgsmålstegn ved denne. Selvfølgelig er det amerikanske retssystem ikke så dårligt, som det ofte 

forekommer i ”The Simpsons”, men mange af situationerne der gengives kan relateres direkte til mange af 



- side 99 -

de vandrehistorier man hører fra USA. Der bliver på denne front tegnet et uhyggeligt billede af det 

amerikanske samfund, men igen må man nok konstatere, at billedet er overdrevet. Skaberne af serien 

forsøger at kommentere på deres eget samfund; et samfund som de mener, i modsætning til et land som 

Danmark, tror på dødsstraf, lange fængselsdomme og et retssystem hvor ens skyld afgøres af størrelsen på 

ens pengepung. 

Sport bliver, modsat flere andre tematikker, ikke kun brugt til at skildre sig selv som fænomen, men også til 

at illustrere andre temaer. ”The Simpsons” bruger eksempelvis sport til at behandle andre emner som 

familie, gruppementalitet og forhold mellem venner. Netop sporten kan bruges i denne sammenhæng, da 

både iagttagelse og udøvelse af sport er en stor del af det Simpsonske samfund, ligesom det er tilfældet i 

det amerikanske. 

Sport spiller en meget stor rolle i det Simpsonske samfund. Det er et samlingspunkt for hele byen og man 

ser da også, at publikum til lokale sportsbegivenheder består mere eller mindre af hele byens befolkning. 

De vigtigste sportsgrene i Springfield er baseball, football og ishockey som i det amerikanske samfund. 

I familien Simpson er sport flere gange årsag til intern splid. Men, lige meget hvor stor splid sporten skaber 

for familien, ender det altid med, at familiens stridende parter finder ud af, at familien betyder mere end 

dette. Dette kan endnu en gang ses som seriens pointe med hensyn til familien som institution i samfundet; 

en institution som er et fast holdepunkt, der ikke bør splittes af udefrakommende emner. Samtidig viser 

sport sig også som noget der, ved rigtig brug, kan virke til sammenhold i familien. 

Blandt venner i Springfield, især hos børnene, er udøvelsen af sport et betydelig element i venskaber og 

sammenhold. Disse sættes ofte på spil, når konkurrenterne mødes på banen, og forældrenes pacende 

mentalitet forstørrer kun dette. Sportsudøverne går fra dagligdagens ”normale” opførsel til at være indædte 

konkurrenter, der ikke skyer nogen midler for at vinde. Men moralen i ”The Simpsons” er til stadighed, at 

venskaberne og fællesskabet er vigtigere end sejren. 

”The Simpsons” går længere end bare at afbillede sportens plads i Springfields samfund – den afbilleder 

også mange af følgeproblematikkerne. Dette er eksempelvis hooliganisme og korruption. 

Hooliganismen kommer flere gange til udtryk, hvor publikum opgiver deres individualitet og handler som en 

samlet enhed og til trods for, at hooliganisme er et rent europæisk begreb, er det ifølge serien også en 

problematik, der også forekommer i den amerikanske sportsverden. Denne mentalitet fremstilles som 

ufattelig destruktiv for det almene samfund, men også for sporten i sig selv. 

Korruptionen indenfor sportsverdenen er også en problematik, der bliver behandlet i serien, hvilket kommer 

til udtryk blandt andet igennem den lokale Mafioso. Serien angriber også pengegrisk udnyttelse af sportsfolk 

i Springfield, hvor mange af sportens bagmænd fremstilles som kyniske resultatfikserede folk. Denne 

bagside af sporten i Springfield har et tydeligt forbindelse til virkelighedens verden blandt andet via den i 

analysen nævnte boksepromotor Lucious Sweet, og ”The Simpsons” viser denne side som negativ. I den 



- side 100 -

amerikanske sportsverden er dette aspekt også ofte fremme i pressen, og retssager mod promotere er 

noget, der ofte forekommer. 

Det billede der tegnes af sport i Springfield er genkendeligt i det amerikanske samfund. Dette gælder både 

de positive og de negative sider og indstillingen hos skaberne af serien er klar, da billedet serien tegner af 

sporten i det lille samfund er langtfra uproblematisk, men overvejende positivt, så længe god 

sportsmentalitet opretholdes. Dette er en holdning, der afspejler mange i vestlige samfunds holdning til 

sport, som en beskæftigelse, der bør holdes uden for korruption og ødelæggende kapitalistiske interesser, 

men som også er både underholdende og sammenholdsskabende i sin ”rene” form. 

Det er interessante er, at ”The Simpsons” ikke bare beskriver sportens plads i det lille samfund og 

følgeproblematikker, men også benytter denne til at fremkomme med meget vigtige moralske pointer 

omkring venskab, familiebånd og sportsånd, hvilket er muligt, da netop sport ofte er samlingspunkt for 

disse. 

Reklamer og disses magt over forbrugeren bliver ofte kommenteret i ”The Simpsons”. Typisk og mest 

karikeret er det, når det drejer sig om Homer. Homer formår, som beskrevet i analysen, ikke at se kritisk på 

reklamer, hvilket resulterer i et yderst karikeret billede af, hvordan reklamer kan påvirke forbrugeren til at 

købe alskens unødvendigheder, eller overbevise én om, at en given sag er af altoverskyggende vigtighed. 

Dog er det ikke kun Homer, der falder for diverse reklamestunts. Serien giver et billede af et samfund, hvor 

reklamen med lethed styrer borgernes materielle valg. Når en reklame bliver trukket frem i et afsnit, er det 

for at kommenterer på følgende: For det første forekommer der en karikering af de midler, reklamer 

benytter sig af for at fange modtageren. Altså fremhæves og tydeliggøres de billedlige, og i det hele taget 

kommunikative redskaber, reklameverdenen bruger, via en komisk vinkel, hvor det humoristiske aspekt er 

fremhævet via en næsten latterlig fremstilling af de tricks, forbrugerne falder for. For det andet vises de 

konsekvenser der forekommer, når forbrugere bliver overbevist af reklamerne. Med andre ord ser man i 

serien, hvordan borgerne i Springfield reagerer, efter at være blevet overbevist af en reklames budskab. 

Dette gøres selvfølgelig med den sædvanlige overdrivelse, som sørger for at understrege den pointe, der 

ligger bagved handlingen, nemlig at reklamer kan få folk til at glemme rationalitet og fornuft til fordel for den 

pågældende ting, der lige pludselig virker som uundværlig i livet. 

Alt i alt er det ikke et positivt billede af reklamer forfatterne af ”The Simpsons” opstiller. Derimod fungerer 

kommentarerne som en kritik af det overdrevne forbrug og den moderne købetrang, der bliver portrætteret. 

Hvis vi antager, at ”The Simpsons” er en karikeret refleksion af det samtidige amerikanske samfund, er det 

ikke svært at se ligheder mellem den måde, forbrugermentaliteten bliver vist på i serien og til den virkelige 

verden. U.S.A. er Mekka for fri konkurrence, hvilket resulterer i en skarp konkurrence på næsten alle 

områder – der er utallige udbydere om næsten ethvert produkt, og en stor del af overlevelsen består i at 



- side 101 -

være i stand til at gøre opmærksom på sig selv eller sit produkt via reklame. Af denne grund er moralen 

ikke i højsædet, når det gælder om at kapre kunder, da det jo drejer sig om den pågældende udbyders 

overlevelse. Det er denne mangel på moral og den skarpe konkurrences konsekvenser for forbrugerne, der 

portrætteres i ”The Simpsons”. 

Det billede forfatterne tegner af reklamer, kan tolkes som værende en kritik af det moderne samfunds købe- 

og forbrugermentalitet. Fremstillingen af diverse luksusprodukter understreges og kommenteres derved 

som unødvendigheder, der kun er attråværdige i kraft af den opmærksomhed, forbrugerne giver 

produkterne. 

Familien lever i et teknologisk levende samfund. Teknologien er anvendelig og tilgængelig for samfundet og 

supplerer menneskene i deres færden. Hver familie i byen er teknologisk afhængige. Deres dagligdag bliver 

effektueret ved hjælp af teknologiske hjælpemidler såsom biler, computere, blendere og mange andre ting, 

som er en inkorporeret del af deres hverdag. Forholdet mellem beboerne og teknologien er neutralt og der 

er ikke tale om hverken fascination eller afsky overfor teknologien som artefakter, men mere over deres 

konsekvens for den daglige færden. F.eks. er karaktererne ikke interesseret i den teknologi og forskning, der 

ligger bag en bil men interesseret i det faktum, at de nu kan komme fra det ene sted til det andet hurtigere 

og med mindre besvær. Der bliver ikke sat pris på dette faktum, men det tages som en selvfølge at denne 

teknologi eksisterer. Beboerne i Springfield tager teknologien for givet. Det typiske mønster for teknologisk 

accept i "The Simpsons" er, at ny teknologi bliver sat igennem en slags ildprøve. Den praktiske anvendelse 

analyseres igennem familiens interaktion og erfaring med objektet. Eksempelvis når Homer med stor 

entusiasme anskaffer sig en computer, fordi han mener at han er faldet af den teknologiske vogn. Han 

indser dog senere, at han ikke kan finde ud af bruge den, enten fordi han ikke har den nødvendige 

kompetence, eller fordi computeren simpelthen er for svær at bruge. 

Forfatterne bag serien laver lidt grin med nye opfindelser, blandt andet i kraft af karakteren Professor Frink, 

der gang på gang opfinder mere eller mindre ubrugelige ting. Men de gør dermed også grin med 

forbrugermentaliteten i samfundet, fordi indbyggerne i Springfield køber produkterne; de siger jo i 

reklamerne, at det er et nyt smart produkt! 

Teknologi har ikke en dominerende rolle i de fleste Simpsonske hjem - med undtagelse af tv'et. Ny 

teknologis relativt tilbagetrukne rolle i serien kan fortolkes som billede af et virkelig amerikansk samfund, 

men måske også som ønsketænkning fra skabernes side. Forfatterne skildrer en familie og et samfund der 

har magt over den integrerede teknologi. Ny teknologi skal introduceres, ofte af professor Frink, hvorefter 

den afprøves og senere integreret eller forkastet. Denne proces er egentlig meget logisk. Den giver en 

beskrivelsen af integrationen af et nyt (teknologisk) produkt i samfundet. Serien optager dog sjældent et nyt 

produkt permanent til anvendelse for karaktererne. Seriens "dummeste" karakterer er totalt ukritiske overfor 

anvendelse af produkter, f.eks. "The Juice Loosener" 32 . Dette fortolkes som et billede på en dualitet i 

32 Produkt introduceret i afsnit 9F20. En saftpresser der kan "få et helt glas juice ud af en hel pose appelsiner" 



- side 102 -

samfundet, hvor nogle mennesker måske er for kritiske overfor ny teknologi og nogle mennesker er totalt 

ukritiske over for det nye. 

For familien Simpsons indtager fjernsynet nærmest en rolle som det sjette medlem af familien. De taler ofte 

om fjernsynets programmer og Homer taler ligefrem med tv-apparatet. Nogle gange taler Homer til 

personerne på skærmen og andre gange til selve fjernsynsapparatet. Udover at illustrere Homers dumhed, 

forsøger skaberne også at vise familien og deres samfunds overforbrug af mediet. Det er lidt 

metakommunikativt og ironisk, at en tv-serie opstiller tv’et som et medie, der ind imellem skal slukkes for. 

De minder os på, at de sande værdi findes uden for fjernsynsapparatet. 

I gennemsnittet ser amerikanerne 3,7 timers tv om dagen 33 , for familien Simpsons vedkommende er det 

nok en del flere timer, men igen er det for at tegne et tydeligt billede af det store forbrug. 

Springfield ligner en lille forstad, og byen har alt, hvad der er behov for, for at danne et komplet 

samfundsbillede. Byen er et mikrokosmos, der afspejler et større samfund, hvor familien er et essentielt 

holdepunkt. Historierne drejer sig derfor ofte om denne. 

Kvindernes rolle består i at holde sammen på familien og den sociale struktur, og deres vigtighed i 

familiebilledet illustreres gang på gang. Kvindebillede der fremstilles i Springfield, er utroligt konservativt og 

man ser ikke en eneste kvinde i Springfield med en egentlig karriere. 

Det samfund, der bliver afbilledet, er et samfund, hvor mange samfundsinstitutioner bliver behandlet, ofte 

meget kritisk, og med mange realistiske elementer i det overkarikerede miljø, der kan paralleliseres til 

virkeligheden. Karikeringen er dog tydelig: Hvis eksempelvis politiet i virkeligheden var, som de er i 

Springfield, ville borgerne leve i et næsten anarkistisk samfund. Alligevel er der mange af situationerne, der 

gengives, som kan relateres til mange af de vandrehistorier, som man hører fra blandt andet USA. 

I det store hele karikeres mange problematikker blandt andet korruption, skolesystemet, materialisme, 

reklamernes magt og teknologiens indflydelse på personers hverdag. Igennem disse karikerede 

fremstillinger af elementer beskrives samfundet ”Springfield”. 

Det er ikke svært at se ligheder mellem det, der bliver vist i serien og til den virkelige verden – om dette så 

er USA eller bare det vestlige samfund. På en kærlig overkarikeret måde kommenteres aktuelle 

problematikker og samfundsrelaterede emner. 

33 Tallet er fra 1998, kilde: www.inside.com 



- side 103 -

Konklusion 

Vi har igennem vores projekt undersøgt, hvordan ”The Simpsons” tegner et billede af et mikrokosmos og 

hvilke tematikker, der lægges vægt på. Vores specifikke spørgsmål i problemformuleringen lød på 

Hvorledes tegner ”The Simpsons” et billede af et samfund? 

Hvilke sider af dette samfund lægges der vægt på? 

Vi har kunnet konkludere, at ”The Simpsons” tegner et billede af et mikrokosmos, der indeholder mange af 

de elementer, der skal til for at kunne forme et samfund, samt at dette samfund har mange fælles træk med 

den ”virkelige verden”, primært U.S.A. 

Billedet bliver hovedsagligt tegnet ved, at seriens skabere bruger stereotypiske personligheder og 

overkarikerer samfunds institutionerne samt de forskellige andre elementer af samfundet, hvilket gør 

billedet komisk og overdrevent, men meget tydeligt. 

De sider der primært bliver lagt vægt på i det mikrokosmos som ”The Simpsons” tegner, er familien som 

institution, sport og de samfundsmæssige fordele og ulemper dette medfører, teknologiens indtog og 

indflydelse, samt reklamens og religionens magt og indflydelse. Sidst og ikke mindst tegner serien et billede 

af personlige relationer mennesker imellem, både via venner, familie og kollegaer. 

Vi har fået bekræftet vores hypotese om at ”Alle personer i ”The Simpsons” repræsenterer stereotyper i det 

amerikanske samfund”. 

”The Simpsons” tegner et billede af et samfund, der har mange problemer, men hvor familien er den 

bastion, der gør, at man kan stå imod. Familien i ”The Simpsons” er måske ikke den bedste familie i 

verden, men deres sammenhold er eksemplarisk, når de bliver konfronteret med problemer i den ydre 

verden. 



- side 104 -

Ansvarsliste 

Ansvarslisten til dette projekt har været svær at udforme, idet alle har deltaget aktivt i processen. Da 

arbejdsformen har foregået på en sådan måde, at alle har deltaget i skrivninger og diskussionen af alle 

afsnit, vil vi derfor blot skrive, hvem der har været hovedansvarlig for de enkelte afsnit. 

Indledning Fælles 

Problemformulering Fælles 

Metode og teori 

Personanalyser 

Tematikker 

Hermeneutik Martin og Louise 

Tegn og koder Ole og Martin 

Karakterer i fortællingen Søren Bo og Louise 

Aktantmodellen Louise og Søren Bo 

Richard Taflinger – sitcoms Simon 

Scott R. Olson – læserens rolle Martin 

Umberto Eco – læserens rolle Simon, Rasmus, Søren Bo og Louise 

Homer Rasmus 

Marge Louise 

Bart Søren Bo 

Lisa Simon 

Maggie Martin 

Selma og Patty Martin 

Grampa Martin 

Erhvervslivet Søren Bo 

Homers venner fra baren Ole 

Familien Flanders Ole 

Pastor Lovejoy og hans familie Ole 

Mediefigurer i ”The Simpsons” Simon 

Børnene i Springfield Louise 

Skolens ansatte Louise 

Simpsons og familien Martins 



- side 105 -

Skolesystemet Louise 

Sport, konkurrence og aftalt spil Søren Bo 

”The Simpsons” og teknologi Rasmus 

Reklamens magt i Springfield Louise 

Religion Ole 

Politiet i Springfield Simon 

Retsvæsenet Simon 

Det politiske system Simon 

Fortolkende analyse af afsnittet ”Bart After Dark” 

Analyse af intro Ole 

Neo-Aristotelesk analyse Simon 

Aktantmodellen i ”The Simpsons” Søren Bo 

Meta-tekstuel analyse af ”Bart After Dark” Martin og Louise 

Fortolkende analyse af afsnittet Simon og Søren Bo 

Freudiansk inspireret analyse Rasmus 

Simpsons i kulturel kontekst Fælles 

Konklusion Fælles 



- side 106 -

Procesbeskrivelse 

Gruppedannelse: 

Gruppe 15 blev dannet af folk, der havde samlet sig omkring identitetsdannelse i forhold til tv-serier. Vores 

primære fokus var i første omgang baseret på henholdsvis ”FRIENDS” og ”The Simpsons”, men dette 

ændrede sig til midtvejsseminariet, hvor vi besluttede os at vælge en ny vinkel. Vores fokus blev Simpsons 

og Samfundet – ”The Simpsons” set som et billede på det amerikanske samfund. 

Materialevalg 

Vi valgte at arbejde bredt og tage udgangspunkt i alle 13 sæsoner af ”The Simpsons”. Dette skyldtes 

primært, at vi gerne ville have mulighed for at benytte de afsnit, som vi mente indeholdt de bedste 

eksempler til de enkelte dele af projektet. Vi valgte afsnittet ”Bart after Dark” som vores primære analyse 

afsnit, da vi mente, at dette var godt til at illustrere samfundet og familien – og herunder også 

hovedmedlemmerne af familien. Desuden mente vi, at dette var et typisk afsnit af ”The Simpsons”. 

Vi har konstateret, at vores beslutning om at vælge at arbejde med udgangspunkt i alle 13 sæsoner har 

givet os en enorm frihed i behandling af tematikker, da vi ikke har stået med noget materiale eller 

referencer, som vi ikke har været i stand til at bruge. På den anden side har det medvirket til at gøre vores 

research meget omfattende og tidskrævende. 

Arbejdsbeskrivelse 

Vores arbejde har primært kørt det princip, at vi mødtes hver dag i de første to uger, hvor vi lavede 

research og diskuterede serien i forhold til projektet. Da vi endelig var klar til at skrive, var vores princip, at 

vi uddelegerede temaer, karakterer osv. til de enkelte gruppemedlemmer, som skrev om det og lavede 

videre research derhjemme. Herefter mødtes vi igen i gruppen for yderligere feedback, hvorefter det blev 

rettet, ændret og diskuteret, så en videre bearbejdning af delene var mulig. De sidste to uger i 

projektperioden har vi især arbejdet intensivt sammen i vores grupperum. 

Mange afsnit i projektet har cirkuleret flere gange mellem gruppemedlemmerne, så en egentlig ansvarsliste 

derfor også er problematisk, men dog forsøgt. Vi skriver i vores ansvarsliste, hvem der er hovedansvarlig 

for de enkelte afsnit. 



- side 107 -

Research 

Vores research består primært af at have set og reflekteret over en stor mængde ”The Simpsons” afsnit. 

Dog har vi ikke haft tid eller mulighed for at se alle afsnit af alle tretten sæsoner. Men da vi alle inden 

projektstart også fulgte med i ”The Simpsons”, er vores kendskab fra start meget omfattende. 

Kritik af teori 

De kategorier af metatekstuelle referencer som Scott Olson fremstiller i sine teorier, har ikke i hjulpet os i 

vores fortolkning, men gennemgangen af referencerne har hjulpet os med at åbne teksten. 

Vi har også valgt at skrive et teoriafsnit om Umberto Eco uden at benytte hans teori til et decideret 

analyseafsnit i projektet, hvorimod vi har skrevet et analyseafsnit med udgangspunkt i Freuds tredeling af 

jeg’et, uden at vi har skrevet om Freud i teoriafsnittet. Dette begrundes i, at vi alle har brugt Umberto Ecos 

teori i vores 1. semesterprojekt og han er dermed en del af vores forståelseshorisont. Dermed har Eco 

været den vigtig del af vores arbejdsproces. Freud har vi valgt ikke at skrive teori om, fordi vi mener den 

beskedne del af hans teori vi bruger, er almen viden, og fordi vi kun bruger teorien meget overfladisk, som 

et udgangspunkt for en videre analyse, der kan være med til at understrege nogle vigtige pointer om 

forskelle imellem de forskellige karakterer. 

Denotationer og konnotationer har vi primært benyttet på samme måde som Umberto Eco. Vi har ikke brugt 

teorien i et analyseafsnit, men meget af vores analyse tager udgangspunkt i dette princip, uden at vi bruger 

ordene eksplicit. 

Kritik af opgaven 

Vi mener, at opgavens største problem er, at vi løbende sammenligner indholdet af serien med den aktuelle 

tilstand i Amerika. Dette gør i teorien vores projekt delvist ugyldigt. Delvist fordi vi har en forgrundsviden om 

Amerika, men omvendt er mange af disse gisninger om USA erfaret igennem tv og myter, som næppe af 

gyldige i et videnskabligt projekt. En fyldestgørende sammenligning vil kunne være lavet på grundlag af en 

grundig kulturanalyse af det amerikanske samfund, hvilket vi må betragte som en ret uoverkommelig 

opgave for en flok grønne 2. semestersstuderende. 

Endvidere skinner vores dybe fascination af og kærlighed til "The Simpsons" muligvis igennem nogle steder 

i projektet. Det kan være svært at distancere sig fra en serie, som længe har været ens favorit tv-program. 

Vi har dog været opmærksomme på dette, og har forsøgt at undgå farvning af analyser, fortolkning og kritik. 

Til sidst har vi forsøgt at tage højde for, at noget af seriens indhold samt karakterernes handlinger kan være 

udtænkt med det simple formål, at det er sjovt! Vi mener selv, at vi har været grundige i sorteringen af 

hvilke træk og hændelse,r der har været lavet for at karakterisere og dramatisere, hvilke der er med fordi de 

er sjove og hvilke der er begge dele! 



- side 108 -

Redegørelse for temaramme 

Andet semesters temaramme lyder på at, vi som studerende skal lære at forstå et udvidet tekstbegreb, 

samt at give os en højnet opmærksomhed med hensyn til tekst i kontekst. Det udvidede tekstbegreb 

omfatter alt fra computerinterfaces til reklamekampagner, deriblandt tv-serier. 

Da vores valg af tekst er faldet på tv-serien ”The Simpsons”, har vi foretaget en analyse med refleksioner til 

en bredere kulturel kontekst. På baggrund af det vi har lært på 2. semester, har vi primært lagt vægt på de 

kulturelle kommentarer ”The Simpsons” indeholder. Til denne undersøgelse har kurserne kulturanalyse og 

levende billeders æstetik hovedsageligt dannet den teoretiske ramme om vores projekt. Mere specifikt har 

vi brugt teorier om denotationer og konnotationer og Greimas’ aktantmodel fra billedanalyse. Fra 

kulturanalyse har vi brugt den tilegnede viden om observation til at se på ”The Simpsons” med nye og mere 

samfundsfikserede briller udfra et kulturanalytisk synspunkt, samt at behandle de ting vi er kommet frem til, 

som en tekst der skal underlægges en grundig analyse. Desuden har vi fra kurset fået en konkret og 

nuanceret definition af hvad fænomenet kultur egentlig indebærer, hvilket har givet os en god base for at 

udvælge relevante tematikker fra serien, der kan belyse dens kulturelle aspekter og samfundsrelaterede 

problematikker. Ydermere har vi specifikt via Christian Jantzens manus ”En kulturanalytiker fra Australien”, 

fået bevidsthedsgjort den differens, som forekommer ved at have forskellig kulturel baggrund. Dette har vi 

igennem hele projektet har haft for øje, da vi ikke er en del af den oprindelige modtagergruppe til ”The 

Simpsons”, og derfor muligvis får en anderledes forståelse af serien, end det var intenderet fra forfatternes 

side. 

Fra den sideløbende klyngeundervisning har vi draget nytte af øvelserne i transskription, da vi har valgt at 

vedlægge en transskription af afsnittet ”Bark after Dark”, som vi i projektet underlægger en gennemgående 

analyse. Det transskripterede afsnit fungerer samtidig som vores empiriske materiale. 

Det mindst synligt repræsenterede kursus fra semestret er Teknologi, medier og kultur. Da vores projekt 

omhandler en tv-series kulturelle kommentarer til det amerikanske samfund, vurderede vi, at det ikke ville 

tjene til formålet at inddrage teoretiske perspektiver på sammenhænge mellem teknologi medier og kultur, 

da det jo i bund og grund er en undersøgelse af forfatterne bag ”The Simpsons” holdninger til disse forhold. 

Ligeledes ville forskellige samfundsteoretikeres analyser af det moderne samfund blot tjene som en 

komparativ analyse af folkene bag ”The Simpsons” og de pågældende teoretikeres teorier. Kurset 

”Teknologi, medier og kultur” har dog sin plads i projektet, om end mere implicit, da det er med til at danne 

vores forståelseshorisont. Hvis vi skal nævne et sted, hvor vi mere eksplicit kunne have brugt vores 

tilegnede viden fra teknologi medier og kultur, ville dette have været i en filosofisk vinkel på hvorfor ”The 

Simpsons” er blevet så populær. Til dette ville Thomas Ziehe eller en lignende teoretikers syn på den 

moderne identitetsdannelse have været nyttig, men afsnittet ville ligge udenfor vores overordnede fokus, og 

ville formentligt kræve en anden form for empiri. 



- side 109 -

En sådan form for empiri har vi fået præsenteret i kurserne om kvalitative og kvantitative metoder, hvor vi 

har lært at foretage interview, udforme spørgeskemaer og styre fokusgrupper. Da afsnittet ”Bart After Dark”, 

som før nævnt, fungerer som vores empiri, fandt vi det ikke nødvendigt at foretage yderligere empiriske 

undersøgelser. Dog havde vi, i den første periode af projektprocessen, planer om at bruge vores analyse af 

”The Simpsons” som basis for en fokusgruppe, og udfra denne empiriske undersøgelse kondensere, 

hvorvidt eksempler på den danske mentalitet og tankegang, ville kunne opfange de metakommunikative og 

intertekstuelle referencer til samfundet, især det amerikanske, som forekommer i serien. Havde pladsen og 

tiden været til det, havde vi formentligt også gjort dette, men med det tilstedeværende antal sider og dage 

til rådighed, vurderede vi, at vores analyse ville blive for overfladisk. Samtidig mener vi, at fokuset i 

projektet ville blive diffust og splittet imellem en dansk og amerikansk kulturanalyse, hvilket ikke ville bringe 

os nærmere en tilstrækkelig dyb forståelse af førnævnte, i forhold til vores ambitioner for projektets dybde. 



- side 110 -

Litteraturliste 

Olson, Scott: Meta-TV: Popular Postmodernism 1987 

Artikel fra: Critical Studies in Mass 

Communication nr. 4, s 284-300 

Drotner, Kirsten m. fl.: Medier og Kultur 1. udgave, 5. oplag 

Borgens Forlag, 1996 

Eco, Umberto: Læserens rolle Borgens Forlag, 

1981 

Føllesdal, Dagfinn m. fl.: Politikens bog om 1. udgave, 4.oplag 

Moderne Videnskabsteori Politikens Forlag, 1992 

Twaites, Tony m. fl.: Tools For Cultural Studies 1. udgave, 8. oplag 

Taflinger, F. Richard: Sitcom: What It Is, How It Works 1996 

Macmillan Publishers, 1994 

Groening, Matt: The Simpsons 1. udgave, 1. oplag 

A complete Guide To Our Favourite HarperCollins Publishers, 1997 

Family 

http://www.thesimpsons.com (Dette er den officielle website for “The 

Simpsons”) 

http://www. snpp.com (Dette er en uofficiel fan-site og er samtidigt en 

kæmpe samling af viden om alt vedrørende ”The 

Simpsons”) 

http://www.irsburger.com (Endnu en af de mange uofficielle fan-sites på 



- side 111 - 

nettet, med meget insider-viden)

http://www.wsu.edu:8080/~taflinge/sitcom.html (Dette site indeholder den ovenstående bog af 



- side 112 - 

Taflingers, den er lagt på nettet i HTML-format)

Gruppe 15 - Martin Rytter Jensen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?