Gruppe 15 - Martin Rytter Jensen

karaktertræk er overdrevne for at understrege effekten. Et godt eksempel er Homer Simpson. Homer er
ikke bare almindeligt dum, han hører til tider til den ultimative verdenselite i dumhed. Ligesom karaktererne
er også sproget simpelt. Det er den fysiske handling, der bærer plottet.
Kulisserne er også ofte simple, fordi de blot er en baggrund for handlingen og ikke en del af den.
Indretningen kan også være direkte upraktisk. Alle stole kan f.eks. vende den samme vej for at gøre det
nemmere for publikum og kameraer at følge med.
Målet med actcom’en er grinet og punchlinen og ikke i så høj grad at fortælle en historie med en morale.
Actcom’en har også, næsten uden undtagelse, dåselatter til at underbygge punchlinen.
En domcom lægger vægten hovedsagligt på seriens karakterer, deres indbyrdes forhold og deres udvikling.
Følgelig er karaktererne mere runde og nuancerede, end dem man ser i actcoms. Genren hedder domestic
comedy, fordi den ofte foregår hjemme hos en familie, som f.eks. i ”Cosby & Co”.
Problemet i domcom’en er ofte et personligt problem eller dilemma, som en af karaktererne løser med
hjælp fra en af de andre karakterer, og undervejs undergår denne karakter en udvikling og bliver et bedre
menneske. Ofte er det børn, der gennemgår denne proces.
Sproget i domcom’en er mere roligt og hyggeligt. Der er mere smalltalk for at underbygge en familiær
atmosfære, og der er ofte kælet mere for kulisserne af samme grund.
Den sidste type, dramedy, er den mest sjældne type. I denne type er plottet drevet af ”thought”. Karakterer
og ”thought” vil sammen forsøge at illustrere et bestemt, alvorlig tema. Handlingen vil dreje sig om dette
tema, som karaktererne på den ene eller anden måde skal forholde sig til. Et godt eksempel er ”M*A*S*H”,
der foregår på et felthospital under Korea-krigen.
Som den eneste af de tre typer har dramedy serien gerne to sideløbende historier. En alvorlig
hovedhistorie, hvor problemet opstår omkring seriens emne, samt en lille sjov sidehistorie så det ikke bliver
for alvorligt og trist. Det er problemet i den lille sidehistorie, der løses til sidst, så afsnittet kan slutte med et
grin. Ofte underbygger sidehistorien hovedhistoriens alvorlige pointe og bidrager til eftertænksomhed hos
seeren.
Vi vil benytte Taflingers teori til at placere ”The Simpsons” i tv-serie paradigmet og for at belyse
fortællestrukturen.
Scott R. Olson. Meta-television
- The Simpsons -
- Our Favorite Family i en kulturel kontekst -
- side 18 -