Gruppe 15 - Martin Rytter Jensen

uge julen som plausibel undskyldning for at holde åbent 24 timer i døgnet, er det absolut at foretrække,
frem for at give medarbejderne julefri samt ære den kristne tro ved at lukke forretningen for julen.
Et andet eksempel på denne dobbeltmoral ses i afsnittet ”Dog of Death” (8F17), hvor bartenderen Moe
brokker sig højlydt over en tv-reklame for statslotteriet, som han mener er en grov udnyttelse af de fattige
og dem som håber på en bedre fremtid. Alt imens er han dog ved at reparerer et lysskilt med teksten ”Beer
is the answer”. Her indikeres det, at Moe må være udmærket klar over, at han selv benytter sig af sådan en
manipulerende udnyttelse, da han klart ytrer sig om det , men, at han skrupelløst benytter sig af samme
slags tricks, for at sælge mere øl. Altså siges der mellem linierne, at grunden til Moes harme ikke er, at
statslotteriet giver mennesker falsk håb for en bedre fremtid, og samtidig kræver penge for det, men
nærmere, at Moe mener det uretfærdige ligger i, at pengene går til statslotteriet i stedet for til hans fadøl.
En anden mulig fortolkning kan være, at Moe ikke kan se, at han selv benytter sig af denne strategi, men
simpelthen ikke formår at se udover sin egen næse og tage kritisk stilling til sin egen lille
reklamekampagne. Men i og med at han kommenterer tv-reklamen, må man være tilbøjelig til at fortolke
Moe’s reaktion som værende bevidst om reklamens magt, inklusiv sig selv. Den føromtalte tv-reklame for
lotteriet er i sig selv interessant i dette aspekt. Reklamen starter med at vise en masse forskellige
mennesker, der har vundet lotteriet, og som umiddelbart giver det indtryk af, at det bare er et spørgsmål om
at købe en lotteriseddel, før man er på vej til økonomisk frihed. Først til sidst i reklamen siges der i en
voice-over meget hurtigt og lidt mumlende, at oddsene i realiteten er 1 til 830.000.000, hvilket jo gør
chancerne umådeligt små. Alligevel bliver alle borgerne i Springfield fanget af ”lottofeber” og køber enorme
mænger kuponer, ikke mindst Homer, som er overbevidst om, at gevinsten er indenfor rækkevidde.
Homers påvirkelighed m.h.t. reklamer kommer gang på gang til udtryk. I starten af afsnittet ”Homie The
Clown” (2F12) kører Homer ad motorvejen og ser, at der er kommet nye billboard-reklameskilte langs vejen.
Dette får ham til at bremse begejstret op ved hvert enkelt for at læse reklamerne. Ved det første skilt læser
han ”This year give her english muffins”, hvilket får Homer til at udbryde ”Whatever you say Mr. Billboard”.
Dette fortsætter langs motorvejen og resulterer i et lettere trafikalt kaos, indtil Homer når et skilt for ”Krusty’s
Clownschool”. Denne reklame huer ikke Homer, da det ikke er reklame for noget spiseligt, og han siger
forarget til sig selv, at det i hvert fald ikke er noget han gider. Alligevel påvirker reklamen Homer så meget,
at han, både på arbejde og på hjemmefronten, ser klovne alle vegne, og ender med at melde sig til
”Krusty’s Clownschool”. Dette er en karikeret kritik af reklamens påvirkning, da Homer simpelthen ikke kan
lade være med at rette sig efter reklamens budskab, selv om han er bevidst om den og egentlig har
bestemt sig for ikke at ville benytte sig af tilbuddet.
Som nævnt spiller familiens tv også en markant rolle, når det drejer sig om at kommentere reklamer og
forbrugermentalitet i ”The Simpsons”. Mange gange er det her plottet til den pågældende episode stammer
fra, da familien lader sig inspirerer af reklamerne. Eksempler på dette kan være i afsnittet ”Mayored to the
mob” (AABF05), hvor hele familien sidder foran fjernsynet og ser en film, som vanen tro bliver afbrudt lige
midt i klimakset til fordel for en reklameblok. Dette bliver selvfølgelig kommenteret af en appellerende
mandsstemme, der siger ”we will be right back after these messages”. Dette er ganske virkelighedstro, da
- The Simpsons -
- Our Favorite Family i en kulturel kontekst -
- side 68 -