Europæiske Horisonter: Fremtiden er digital (forår 21)

europahorisonter

"I denne anden udgave af Europæiske Horisonter har vi valgt særligt at dykke ned i digitalisering. Det lå som den største selvfølgelighed, at det denne gang var det emne, vi skulle afdække. For den digitale tidsalder har ændret hele vores måde at være til i verden, vores omgang med hinanden, adgang til information, og ikke mindst har det ændret vores privatliv til uigenkendelighed."

S T U D E N T E R M A G A S I N E T O M E U R O P Æ I S K P O L I T I K


S T U D E N T E R M A G A S I N E T O M E U R O P Æ I S K P O L I T I K

F O R Å R 2 0 2 1

INDHOLD

Retten til privatliv

Christine Roj, chefredaktør

Misinformation

Anton Leopol Krogh, studerer samfundsfag og

retorik

EU må ikke lade civilsamfundet være

alene i kampen mod det illiberale

projekt i Polen og Ungarn

Regitze Helene Rohlfing Frederiksen, ph.d.-

studerende, Statskundskab

EU gør klar til at tøjle internettet

Jan Høegh, statskundskabsstuderende

3

5

9

12

Den fejlkonstruerede euro

Kai Zhang, økonomistuderende

Mød en MEP'er: Christel

Schaldemoese

Yasmin Wegener Harbeck og Marc Søgaard,

statskundskabsstuderende

Mød en lobbyist: Christian Borggreen

Yasmin Wegener Harbeck og Marc Søgaard,

statskundskabsstuderende

EU skal stå stadig mere frit af NATO

Frederik Bast Phillip, statskundskabsstuderende

Mindstelønsdirektivet er pyntet med

ædle intentioner, men vil formentlig

vise sig at være tandløst

Valder Fredens, økonomistuderende

Den grønne omstilling er hjerteblod

og livsnødvendig for Europa

Stine Soewarta, Kontorchef for Europa-

Kommissionen i Danmark

European Horizons finder igen liv på

på KU

European Horizons KU

15

17

20

23

25

29

32


Overvågningskamera, London

[FOTO: Tom Page/Flickr]

A F C H R I S T I N E R O J , C H E F R E D A K T Ø R

I denne anden udgave af

Europæiske Horisonter har vi

valgt særligt at dykke ned i

digitalisering. Det lå som den

største selvfølgelighed, at det

denne gang var det emne, vi

skulle afdække. For den digitale

tidsalder har ændret hele vores

måde at være til i verden, vores

omgang med hinanden, adgang

til information, og ikke mindst

har det ændret vores privatliv til

uigenkendelighed.

Digitaliseringen strækker sig over

utrolig mange ting. Faktisk kan

jeg ikke i skrivende stund komme

i tanke om en del af mit liv, der

ikke er gået online i visse

aspekter. Man taler om ”den

digitale dobbeltgænger” som et

moderne fænomen, hvor der

findes så meget data om os

online, at det skaber et helt

menneske. Dataen, hvis den blev

samlet, kunne fortælle mig om al

min adfærd på nettet, hvilken

størrelse tøj, jeg bruger, hvor jeg

godt kan lide at købe ind, mine

yndligsfilm, hvornår jeg vågner

op, går i seng, får min

menstruation, min sundhedsdata,

hvornår jeg sidst var ved lægen,

min politiske orientering og min

civilstatus. Listen slutter ikke her

i praksis, men nu stopper jeg den

af hensyn til læsevenlighed.

Den digitale dobbeltgænger er

både mig, og samtidig er det ikke

mig. For hvor nøjagtige er

dataindsamlingen og

algoritmerne? Og derudover har

jeg ikke overblik over, hvor jeg

starter eller slutter digitalt, så det

i sig selv gør min digitale person

meget fremmed for mig. Det er i

sig selv et problem. Tænk, hvis

man kunne gå ind på en platform,

hvor al information, der fandtes

på nettet om én, var samlet. Så

ville den digitale virkelighed

pludselig blive meget mere

virkelig.

Men sådan er det ikke – jeg har

ikke overblik over, hvor mine

informationer flyver hen eller,

hvor de lander. Det er et vilkår

som digital borger i dag. Og den

digitale dataindsamling har den

klare konsekvens, at privatlivet er

dødt. Jeg kan ikke længere være

anonym i noget som helst i mit

liv, for min adfærd bliver tracket

både lovligt og ulovligt af både

private og offentlige institutioner

hele tiden.

KOMMERCIEL BRUG AF

DATA [STIDER]

UNÆGTELIGT IMOD

DEMOKRATISKE

VÆRDIER

S I D E 3

EUROPÆISKE HORISONTER


Harvardprofessoren Shoshana

Zuboff, udgav forrige år bogen

”Overvågningskapitalismens

tidsalder”. Et af hendes klareste

argumenter er, at kommerciel

brug af data unægteligt strider

imod demokratiske værdier og

underminerer vores

demokratiske samfund. I den

forbindelse nævner hun

fænomenet ”retten til privatliv.”

PRIVATLIVET ER

FORSVUNDET, OG VI

SKAL SOM SAMFUND

PÅ EN ELLER ANDEN

MÅDE GØRE OP, HVAD

DET HAR AF

KONSEKVENSER, OG

OM VI OVERHOVED

KAN FÅ PRIVATLIVET

TILBAGE

Og siger, at det er et helt nyt

fænomen, at vi overhoved har

brug for at italesætte vores ret til

privatliv. Hendes pointe er her, at

man kun taler om ”retten til

noget”, når den ret er truet. Man

taler ikke om retten til ilt, retten

til at kunne gå og andre basale

forhold. Men retten til husly,

retten til ordentlige lønforhold,

retten til at tale frit og nu retten

til privatliv italesættes, fordi det

er forhold, der er under pres.

Privatlivet er forsvundet, og vi

skal som samfund på en eller

anden måde gøre op, hvad det

har af konsekvenser, og om vi

overhoved kan få privatlivet

tilbage.

Det største problem med

overvågning (som dataindsamling

og mistet privatliv er) er, at det

indskrænker vores frihed. Uagtet,

hvad nemlig.com eller regeringen

siger, så påvirker bevidstheden

om, at vi bliver overvåget, vores

adfærd. Og det indskrænker

dermed vores valgfrihed.

Derudover er informationen om

den digitale dobbeltgænger en

kæmpe magt. Dels kan der fra

private virksomheders side tjenes

enorme mængder penge på den

viden, de har om os, fordi de

derigennem kan påvirke vores

valg og forbrug. Som i sig selv

også er problematisk for vores

valgfrihed. Men ikke mindst er

det forduftede privatliv et kæmpe

problem overfor de politiske

magthavere. Det er set senest i

landbrugsoprøret i Indien,

hvordan big-tech firmaer som

Facebook og Google er blevet

brugt af staten til at finde frem til

informationer om politiske

aktivister, så de kunne finde dem

og fængsle dem. Eller ved

protesterne i Iran sidste år, hvor

regeringen slukkede for

internettet i flere dage for at

forhindre den mobilisering, der

foregik online.

DET ER SVÆRT AT VÆRE

MODSTANDER AF

SYSTEMET, NÅR MAN

LEVER I EN

DIGITALISERET VERDEN,

HVOR ENS PRIVATE

PERSON ER BLEVET

OFFENTLIGT

TILGÆNGELIG I EN

DIGITAL

DOBBELTGÆNGER

For ikke at nævne USA, der også

siden 2. verdenskrig har brugt

overvågning af politiske

modstandere – særligt

venstrefløjen - effektivt. Og

fortsat gør det i dag.

Det er svært at være modstander

af systemet, når man lever i en

digitaliseret verden, hvor ens

private person er blevet offentligt

tilgængelig i en digital

dobbeltgænger. Og det giver

problemer, når den digitale

dobbeltgænger kommer i hænder,

der vil bruge den information til

egen vindings skyld på

bekostning af individet –

kommercielt eller politisk.

Derfor er digitaliseringen

indiskutabelt et vigtigt emne i

vores samfund lige nu, som EU

unægteligt skal forholde sig til, og

derfor er det sat på forsiden af

dette nummer af Europæiske

Horisonter.

Jeg håber, I føler jer klogere på

det digitale projekt og dens

udvikling i Europa, når I læser jer

gennem magasinet. Det er også

spækket med andre spændende

emner som civilsamfundets rolle i

EU, euroens fejlkonstruktion og

EU's udenrigspolitik. Billede: Syrisk flygtning

ankommer til den græske

ø Kos efter at have

God læselyst!

krydset fra Tyrkiet.

[Foto:SyriaFreedom]

S I D E 4

EUROPÆISKE HORISONTER


'Lie Lie Land' gadekunst af

Bambi, Shillingford Street,

Islington, London N1.

[FOTO: Peter

O'Connor/Flickr]

Debatten mellem

internetoptimisterne- og

pessimisterne har mistet status

som reel debat. Internettets

iboende demokratiserende

effekt er efterhånden en

kastreret idé, og i stedet synes

pessimisternes spådomme mere

og mere sande. ’Postfaktuel’ eller

hvad end for et postulat vi giver

tiden: Skelnen mellem sandt og

falskt online er ikke blevet

mindre med tiden - tværtimod.

Men hvis vi begynder med at

anerkende problemets omfang,

kan vi derfra finde frem til en

håndtering spredningen af misog

desinformation.

På trods af stor mediebevågenhed

på propagandaens

steroidepumpede storebror –

digital mis- og desinformation –

bliver problemet ofte undervurderet,

eller negligeret helt og

aldeles. Måske fordi dets snart

udvandede synonym ”fake news”

konstant bliver misbrugt som

S I D E 5

smædekampagne mod

journalistik, man ikke bryder sig

om.

Jeg har selv undervurderet

truslen fra den øgede digitale

mis- og desinformation, og har

måske været lidt af en

internetoptimist. Internettet var

jo en ny teknologi, med

potentiale til fundamentalt at

ændre verden til det bedre.

Tiden har dog vist, at der også er

en bagside til internettets globale

udfoldelse i milliarder af hjem.

Lidt klichéfyldt og lommefilosofisk

sagt - men ikke desto

mindre min yndlings metafor -

skulle internettet vise sig at være

et tveægget sværd. På en og

samme tid er internettet både

fantastisk og skadeligt.

Demokratisk degenerering

En rapport fra Europa-

Parlamentets komité for Civil

Liberties, Justice and Home

Affairs (LIBE), vurderer den

digitale misinformation som en

trussel mod europæiske

demokratier. Rapporten anfører,

at eftersom EU er bygget på et

demokratisk værdifællesskab

medlemsstaterne imellem, er

unionen særligt sårbar overfor

angreb på demokratiet. Det er

netop kernen i problemet.

Aktører, der ønsker at splitte og

polarisere gennem mis- og

desinformation, kan gøre det

succesfuldt gennem

demokratiske staters åbenhed.

Af den sparsomme forskning der

findes om spredning af mis- og

desinformation, trækkes der ofte

på psykologisk litteratur.

Begreber som confirmation bias

og gruppetænkning bruges

hyppigt.

Internettet er bærer af en række

børnesygdomme, der maksimerer

muligheden for spredning af

misinformation. Lad mig give et

EUROPÆISKE HORISONTER


eksempel, der illustrerer hvordan

disse udfolder sig i den virkelig

verden.

#Pizzagate

Konspirationen der gik viralt

under det amerikanske

præsidentvalg i 2016. Et par sølle

emails om at spise pizza,

udviklede sig til både at

indeholde et pædofilt fællesskab

og en satanistisk kult, bl.a. med

Barack Obama og Hillary Clinton i

toppen. Et pragteksempel på

hvordan mennesker flokkes om at

tro på tilsyneladende vanvittige

ting og se sammenhæng i selv de

mindste ting.

Stedets ejer, James Alefantis,

havde åbenbart et mistænkeligt

navn. Det var for tæt beslægtet

med de franske gloser for ”jeg

elsker børn”; ”J’aime les enfants”,

så han måtte være hovedperson i

et pædofilt og satanistisk

netværk. Også stedets navn –

Comet Ping Pong, med initialerne

CP – blev mistænkeliggjort. For

hvad har ellers initialerne CP?

You guessed it – Child Porn!

Reddit-tråden om Pizzagate

omfattede 22.000 personer, og

antallet af mennesker, der enten

helt eller delvist tror på det, er

højst sandsynlig langt højere end

dette.

RUSLAND ER DEN

UKRONEDE KONGE AF

FAKE NEWS

Vildledningens ukronede konge

Hvor end man søger svar, bliver

vores alles fordom bekræftet;

Rusland er den ukronede konge

af fake news. Desværre druknede

russernes yderst imponerende

mis- og desinformationskampagner

i en nedsmeltning i

bedste sendetid på flere af de

etablerede amerikanske medier.

Drevet af Trump-derangementsyndrome,

havde medier som

MSNBC mere travlt med at fable

om konspiratoriske forbindelser

mellem Trump og Putin, end at

beskæftige sig med den mere

plausible fortælling om russernes

valgindblanding. At Kreml ville

splitte og polarisere. Faktisk fik vi

det sort på hvidt helt tilbage i

1984. Yuri Bezmenov, en tidligere

højt rangeret KGB-informant,

stillede ekstraordinært op til et

interview i den amerikanske

presse. Han berettede om

sovjetternes brug af psykologisk

krigsførelse. Formålet var at

distrahere, polarisere og at stikke

ild til betændte konflikter.

IRA SKABTE ADSKILLIGE

FACEBOOKSIDER, DER

SPÆNDTE BREDT PÅ DET

POLITISKE SPEKTRUM

’Operation Infektion’

Også kendt som AIDSkonspirationen,

var Operation

Infektion en sovjetisk

misinformationsstrategi, der

forsøgte at overbevise den (sorte)

amerikanske befolkning om at

AIDS var skabt af det

amerikanske militær, som et

biologisk våben med hensigt at

udrydde afroamerikanere og

homoseksuelle. Sådan udnyttede

sovjetterne allerede eksisterende

racespændinger i USA.

”Langt ude” tænker du måske,

men effekten af ’Operation

Infektion’ har tydelige spor i

nutiden. En nylig

spørgeskemaundersøgelse viser,

at 48% af den afroamerikanske

befolkning tror, at AIDS blev

kunstigt skabt, og 27% af

respondenterne gik så langt som

at mene, at sygdommen måtte

stamme fra regeringens

laboratorier.

’Project Lakhta’

Selvom Project Lakhta er mere

aktuel, trækker den tråde tilbage

til selvsamme sovjetiske strategi.

Denne gang handler det om den

russiske valgindblanding i det

amerikanske præsidentvalg i

2016. Debatten om hvorvidt dette

fandt sted er – ligesom

diskussionen mellem

internetoptimister- og

pessimister – død.

Denne gang var strategien

tilpasset en verden domineret af

sociale medier, og derfor var

spredning af mis- og

desinformation på sociale medier

enormt tilstedeværende op til

valget. Strategien centrerede sig

ikke kun om én løgn, men om

mange.

Kremls Internet Research Agency

(IRA), som man på godt

gammeldags dansk kalder for en

”troldefabrik”, har siden 2013

infiltreret den amerikanske

offentlige samtale via sociale

medier. IRA skabte adskillige

facebooksider, der spændte bredt

på det politiske spektrum. Noget

var det rene makværk, men andre

havde reel indflydelse. Grupper

som ’Black Matters’ og

’Blacktivist’ havde tusindvis af

følgere, og mobiliserede sågar

demonstrationer og protester. De

talte til minoritetssegmenter på

venstrefløjen, og opmuntrede til

yderligere radikalisering af

særligt sorte vælgere. De

frarådede deres medlemmer at

stemme på Hillary Clinton meget

direkte. Nævneværdige sider, der

talte til republikanske og kristne

vælgere, er blandt andet ’Army of

Jesus’.

Siden formåede at skabe mange

virale memes, alle sammen med

Hillary Clinton som den djævelske

figur. Stadigvæk forsøger Kreml

sig med Stolle fra Paradise Hotel

metoden; ”Benægt, benægt,

benægt! Og hvis det ikke virker,

så lyv, lyv, lyv!”.

De kan tilsyneladende ikke

genkende nogen anklager, uanset

om det gælder nedskydningen af

MH17 fly eller at blande sig i

demokratiske valg.

S I D E 6

EUROPÆISKE HORISONTER


Bevares, Rusland kan ikke hævdes

at være den eneste udøver af

digital mis- og desinformation.

Heldigvis har Kinas

kommunistparti primært anvendt

det mod sin egen befolkning, men

flere kilder forventer at kineserne

går i en mere russisk retning,

hvad det angår spredning af

digital mis- og desinformation.

I Vesten kan vi heller ikke se os

som hellige i denne

sammenhæng.

Det er også efterhånden lidt

kedeligt at pege fingre ad USA, så

lad mig starte et andet sted i

stedet. Det er nemlig ofte

borgere som er den største

synder i spredningen af

misinformation. Mis- eller

desinformerende nyhedshistorier

cirkuleres, og deles af helt

almindelige borgere som dig og

mig.

Misformationens modgift

Jeg er ikke i gang med en

dommedagsprofeti, der skriver de

europæiske demokratiers

endeligt, så lad mig introducere

tre forskellige løsninger til at

håndtere spredningen af digital

mis- og desinformation. Det er

ikke de tre eneste løsninger der

findes derude, ej heller skal de

ses som gensidigt udelukkende,

men de repræsenterer hver især

forskellige elementer.

Knivskarp kildekritik

Den første er en styrkelse af

borgeres digitale ”litterære”

evner. Essentielt beror den på, at

vi skal have færre digitale

analfabeter, men derimod

opfostre digitalt dannede

borgere. Man kunne også kalde

det en øget kildekritisk sans, som

vi har med i alle led, når vi begår

os digitalt. Lidt ligesom vi

forhåbentlig har lært ikke at tage

det for gode varer, når prinsen af

Nigeria rækker ud til os via mail.

Fordelen ved denne løsning er, at

den ikke blot udliciterer alt

arbejdet til eksperterne, men gør

alle til en del af løsningen.

Opfostring af digitale borgere har

dog aner af utopisk tænkning – i

hvert fald på kort sigt. Dem vi

burde have størst håb for,

journalisterne, kan ikke engang

navigere i dette informationshelvede.

Narret af russerne,

begyndte en masse freelance

journalister i løbet af 2020 at

skrive for et nyt internetmedie

ved navn ’Peace Data’ – mediet

var dog rent og skært

charlataneri. Det er ældre

borgere, der hyppigst deler misog

desinformation, men hvis ikke

engang journalisterne er digitalt

litterære nok, hvordan skal de

ældre borgere så blive det?

Der er dog en løsning, som

mange er fortaler for, men

samtidig en løsning der ikke kan

fungere selvstændigt. Bl.a..

Europa-kommissionens

næstformand, Vĕra Jourová, som

talte varmt om denne strategi i et

webinar holdt af

Journalistforbundet d. 11. februar.

Det åbenlyse problem er, at det

er en enormt stor byrde at lægge

på skuldrene af befolkningen. Det

er en nær umulig opgave for os

som individer, at skulle kunne

opfange den mest sofistikerede

form for trolling hidtil set.

Heldigvis findes der også andre,

mere sofistikerede løsninger.

Fordi komplekse problemer

kalder på komplekse løsninger.

Bær over med mig, fordi den

anden løsning jeg vil præsentere

nu, kan både virke forvirrende og

kontraintuitiv. Faktisk skal vi 150

år tilbage i historien.

Matematisk magi

Benfords lov – også kaldet lov om

første ciffer – blev opdaget ved

en tilfældighed, da astronomen

Simon Newcomb undrede sig

over, hvorfor de første sider i alle

bøgerne på biblioteket i The US

Naval Observatory, var mere

brugte og slidte end de bagerste.

Ca. 50 år senere opdagede

ingeniør og fysiker Frank

Benford, hvor gennemsyret hele

vores verden er af denne

besynderlige lov. Uhyggeligt

mange talsæt, der indebærer

tilfældig menneskelig aktivitet,

følger faktisk Benfords lov.

Konkret fastsætter loven, at tal

der starter med cifret 1 vil være

hyppigst, tal der starter med

cifret 2 vil være næst mest

hyppigt og sådan fortsætter det

hele vejen til 9. Det gælder bl.a.

for antal indbyggere i alle

verdens byer, priser på

lejligheder, BNP i alle lande,

længde på floder, husnumre,

antal facebookvenner – you name

it!

Det betyder også, at man kan

bruge Benfords lov til at spotte

irregulariteter. En form for

kvalitetssikring. I 1970’erne

foreslog Googles daværende

cheføkonom Hal Varian, at loven

kunne anvendes til at finde

finansiel svindel. Nævneværdige

eksempler på talsæt, der slog ud

på Benfords lov, var den store

svindelskandale med den

amerikanske energigigant Enron.

Grækenlands nationaløkonomiske

tal, som de rapporterede til EU,

før de kom ind i Eurozonen,

fulgte heller ikke Benfords lov.

Hvorfor bruger jeg en hulens

masse tid på at snakke om en 150

år gammel matematisk lov, som

mest af alt virker for vanvittig til

at tro på? Jo, fordi Benfords lov er

kryptonit for bots og deepfakes.

Antal følgere på sociale medier

følger nemlig også en

benfordiansk kurve. Jennifer

Goldbeck, som er amerikansk

datalogiprofessor, hentede et

datasæt på 50.000 profiler fra

sociale medier. Voila – datasættet

var i overensstemmelse med

Benfords lov. Dog med én

mistænksom undtagelse pr.ca.

100. profil. De var tilfældigvis alle

russiske, og skulle vise sig at være

opereret af den samme person.

De var syntetisk kreerede

profiler, såkaldte bots. Herfra

identificerede hun 100.000-

150.000 andre bots. Også

Berkeley professor Hany Farid,

har taget Benfords lov til sig i sit

S I D E 7

EUROPÆISKE HORISONTER


arbejde. Han anvender den til at

vurdere autenciteten af digitale

billeder, ved at applicere loven på

billeder. Digitale billeder udgøres

af tal - mange af dem. Et

umanipuleret digitalt billede vil

følge Benfords lov. Stater,

virksomheder og mange andre

hyrer Farid som konsulent, når de

skal undersøge autenticiteten af

billeder.

Den bagvedlæggende tanke for

Farid, er konstant at hæve

niveauet ved at udvikle metoder,

der skal besværliggøre processen

at skabe deepfakes og andet

digital humbug. Derved tager

man bolden ud af hænderne på

den gennemsnitlige person, i et

slags katten efter musen spil. I

hvilket omfang Benfords lov

bliver brugt til at fange russiske

bots og deepfakes vides ikke.

Typisk holder techgiganterne og

enhederne, der arbejder med

digital misinformation, kortene

tæt til kroppen.

Benfords lov er blot ét eksempel

på tekniske og teknologiske

redskaber. Det kan sammenlignes

med etiske hackere ansat af

statslige enheder. F.eks. har AI

virksomheden Faculty hjulpet den

britiske stat med at skabe et

system, der kan genkende ISIS

propagandavideoer.

Der er brug for sådanne præcise

og kirurgiske indgreb, når der

skal reguleres digital adfærd. Det

er ultraforfinede og kalibrerede

redskaber, der virkelig batter

noget.

INTERNETTET SKAL IKKE

UDNYTTES AF

MAGTFULDE AKTØRER

TIL AT ”HACKE” OG

UDNYTTE

DEMOKRATISKE

BORGERE

Inefficient incitamentsstruktur

Internettet skal være til gode for

forbrugeren. Internettet skal ikke

udnyttes af magtfulde aktører til

at ”hacke” og udnytte

demokratiske borgere, der i

godtroenhed har takket ja til en

hulens masse ting og sager.

Vi har nu kørt et par årtiers liveaction

eksperiment, og vi er alle –

borgere såvel som statslige og

overstatslige enheder – grønne

på området. Derfor skal man tage

ved lære løbende, og regulere og

omstrukturere internettets

infrastruktur og dem, der styrer

den.

Denne løsning bygger på klog

regulering. Regulering der skal

sikre gennemsigtighed.

Føromtalte LIBE-rapport har

brygget på en lang række

løsninger. Uden at gå i dybden

med rapportens anbefalinger, er

et fællestræk på tværs af dem

idéen om at styrke

medlemsstaternes demokratiske

robusthed.

EU har lavet tiltag for at beskytte

de europæiske demokratier.

Blandt andet gennem GDPR,

Digital Services Act Package og

enheden mod digital mis- og

desinformation ’EUvsDisinfo’.

Mange medlemslande har også

lavet tiltag, men oftest i form af

en Taskforce. Det kan man så

mene om hvad man vil. Ligeledes

findes der mange private

virksomheder, der bekæmper

digital mis- og desinformation.

At EU-landene er begyndt at tage

truslen alvorligt er en god start.

Spørgsmålet er, hvorvidt det

kræver en større gentænkning af

internettet og dens funktioner.

Om det betyder at de tekniske

uddannelser skal undervises i

filosofi og etik, eller om det er

løsninger, vi ikke kender til på

nuværende tidspunkt, vides ikke.

I hvert fald må der tages hånd om

problemet, hvis vi ønsker et

demokratisk Europa i fremtiden.

S I D E 8

EUROPÆISKE HORISONTER


Polens premiereminister Mateusz Jakub Morawiecki og

Ungarns præsident Victor Orban mødes i 2018, Budapest.

[FOTO: Kancelaria Premiera/Flickr]

De seneste år har den

europæiske debat i stigende grad

handlet om, hvad EU kan gøre,

når et medlemsland ikke

overholder Unionens centrale

værdier, som de er benævnt i

Lissabontraktatens artikel 2.

Diskussionen har fokuseret på

Polen og Ungarn, som må siges

at være fremtrædende

eksempler på en trist tendens,

trods de ikke er de eneste

medlemslande på kant med

værdierne. Særligt har fokus

været på landenes manglende

overholdelse af retsstatsprincippet

som del af deres

såkaldte illiberale projekt. Men

hvad ikke diskuteres nok er,

hvilke konsekvenser dette

illiberale projekt har for

civilsamfundet. Jeg forsøger i

S I D E 9

det følgende at kaste et tiltrængt

lys over både problemets

størrelse og karakter, samt

hvordan organisationer og

sociale bevægelser aktivt

forsøger at sætte sig imod.

Tilbagerulningen af demokratiet

Når man snakker om den

politiske udvikling i Polen og

Ungarn, stilles der ofte skarpt på

deres manglende respekt for

retsstatsprincippet og reformer

af domstolsvæsnet, som har slået

tvivl om, hvor demokratiske

landene er. Ifølge det ledende

institut for demokratimåling,

Varieties of Democracy, er

Ungarn siden 2020 ikke længere

et demokrati men et electoral

autocracy, mens Polen er det

mest autokratiserende land i

verden.

Men den demokratiske

tilbagerulning, som denne

udvikling ofte kaldes, har også

andre konsekvenser, som vi

desværre slet ikke snakker nok

om.

Forstå mig ret,

retsstatsprincippet er et vigtigt

fokus, som har ledt til

igangsættelsen af artikel 7-

proceduren mod begge lande, og

trods proceduren indtil videre

ikke har kastet noget af sig, så

har det haft (symbolsk)

betydning, at EU officielt har sagt

”hertil og ikke længere!”. Men det

er vigtigt at forstå, at den triste

demokratiske udvikling i Polen og

EUROPÆISKE HORISONTER


Ungarn ikke kun er båret af

angreb på retsstatsprincippet.

Demokratiets hjerte og

vagthund

I de sidste 5-10 år har PiS i Polen

og Fidesz i Ungarn i stigende

grad sat civilsamfundet under et

enormt pres. Hvor retsvæsnet

fungerer som en check-andbalance

over for den udøvende

magt, så agerer civilsamfundet en

vigtig rolle som vagthund for

demokratiet. Begge dele er

centrale komponenter i et liberalt

demokrati, og PiS og Fidesz søger

netop at fjerne disse elementer

med deres illiberale agenda.

Ifølge den globale

civilsamfundsalliance, CIVICUS,

som monitorerer kvaliteten af

landes civilsamfund, har hverken

Polen eller Ungarn længere åbne

og frie civilsamfund. Det er et

enormt problem, da

civilsamfundet er et hvert

demokratis hjerte. Des svagere

civilsamfundet bliver, og des

færre organisationer der er til at

udfordre regeringerne, des

lettere bliver det at gennemføre

visionen om et illiberalt system.

Uden aktive vagthunde er der

ingen til at passe på demokratiet.

FRA TRADITIONELT AT

REPRÆSENTERE

DEMOKRATISKE OG

LIBERALE VÆRDIER ER

CIVILSAMFUNDET I

STIGENDE GRAD

KENDETEGNET VED

KONSERVATIVE OG

ILLIBERALE TENDENSER

Civilsamfundet skævvrides

Lad mig pointere, at udviklingen

ikke skyldes folks manglende vilje

til at være aktive i civilsamfundet.

Se bare på de kæmpe

demonstrationer, der har fyldt de

polske gader siden oktober sidste

år trods forbud og politivold.

Eller hvordan Magyar Helsinki

S I D E 1 0

Bizottság og IUSTITIA er blevet

nomineret til Nobels Fredspris

for deres utrættelige arbejde for

et demokratisk samfund.

Nej, civilsamfundet og det civile

rum bliver systematisk ødelagt af

regeringerne i de to lande. Eller

det vil sige, dele af civilsamfundet

er mærket af dette. Gennem øget

bureaukratiske krav, fratagelse

eller nægtelse af støttemidler,

ulovlig overvågning og trusler om

vold, chikane i landsdækkende

medier og andre både formelle og

uformelle tiltag er det blevet

vanskeligere for regeringskritiske

organisationer og sociale

bevægelser at være aktive.

Samtidig modtager regeringsloyale

organisationer, såkaldte

GONGOs eller PANGOs, både

økonomisk og politisk støtte.

Tilstedeværelsen af disse kan få

det til at fremstå som om, der er

et livligt civilsamfund i Polen og

Ungarn, uagtet at disse

organisationer i virkeligheden

fungerer som regeringens

forlængede arm.

Ved at presse den

regeringskritiske del af

civilsamfundet og samtidig aktivt

støtte regeringsloyale

organisationer er det polske og

ungarske civilsamfund under

forandring.

Fra traditionelt at repræsentere

demokratiske og liberale værdier

er civilsamfundet i stigende grad

kendetegnet ved konservative og

illiberale tendenser. Det sker

altså både en indskrænkning og

en skævvridning af civilsamfundet

i Polen og Ungarn. Og det burde

vi være meget mere bekymret

over. Der er brug for politisk

opmærksomhed og støtte på det

europæiske plan, hvis der ikke

skal ske en massedød i den del af

civilsamfundet som kæmper for

demokrati, retsstaten,

menneskerettigheder,

kvinderettigheder, klima,

flygtninge, LGBTQ+ og lignende

sager.

mest autokratiserende land i

verden.

Men den demokratiske

tilbagerulning, som denne

udvikling ofte kaldes, har også

andre konsekvenser, som vi

desværre slet ikke snakker nok

om.

Forstå mig ret,

retsstatsprincippet er et vigtigt

fokus, som har ledt til

igangsættelsen af artikel 7-

proceduren mod begge lande, og

trods proceduren indtil videre

ikke har kastet noget af sig, så

har det haft (symbolsk)

betydning, at EU officielt har sagt

”hertil og ikke længere!”. Men det

er vigtigt at forstå, at den triste

demokratiske udvikling i Polen og

Ungarn ikke kun er båret af

angreb på retsstatsprincippet.

FRA TRADITIONELT AT

REPRÆSENTERE

DEMOKRATISKE OG

LIBERALE VÆRDIER ER

CIVILSAMFUNDET I

STIGENDE GRAD

KENDETEGNET VED

KONSERVATIVE OG

ILLIBERALE TENDENSER

Når en dør lukkes…

I takt med at civilsamfundet er

blevet sat under pres, har

organisationer og sociale

bevægelser måtte ty til

alternative måder at udfordre

systemet på. Når det politiske

system stigmatiserer kritiske

stemmer og fratager dem deres

handlingsmuligheder, er

traditionel aktivisme ikke længere

nok. I stedet ser man, hvordan

organisationer og sociale

bevægelser søger at skabe

forandring gennem aktivering af

loven. Dette kaldes legal

mobilisation.

At aktivere loven kan ske gennem

at lobbyere det politiske system,

EUROPÆISKE HORISONTER


særligt oppositionspolitikere, for

at få dem til at ændre love og

regler. Det kan også ske ved at

trække på klassisk gadeaktivisme

gennem kampagner, happenings

og protester, der er organiseret

omkring overtrådte eller

manglende rettigheder. Endelig

kan det også ske ved at

interagere med retsvæsnet, f.eks.

gennem at føre retssager ved

domstolen eller bistå

udarbejdelsen af sagsanlæg, der

kan skabe præcedens for

samfundsmæssige forandringer.

Man fristes måske til at tænke, at

med dette arsenal af redskaber til

at udfordre den politiske

udvikling, hvad er så problemet?

Problemet er, at Polen og

Ungarns illiberale projekt

desværre også begrænser

muligheden for at aktivere loven.

Civilsamfundet kan rigtig nok

fortsat forsøge at lobbyere eller

påberåbe sig opmærksomheden

vedrørende overtrådte

rettigheder, men

sandsynligheden for at et

retssystem, som i stigende grad

er underlagt regeringen, vil afsige

dom til fordel for civilsamfundet

er desværre tvivlsomt. Men hvad

er så mulighederne? Er

civilsamfundet og det liberale

demokrati da fortabt?

GENNEM LANDENES

MEDLEMSKAB AF EU OG

EUROPARÅDET BEHØVER

ORGANISATIONER OG

SOCIALE BEVÆGELSER

IKKE KUN AT PRØVE

LYKKEN VED NATIONALE

DOMSTOLE

Mod en europæiske slagsmark?

Nej, alt behøver ikke at være helt

håbløst. Gennem landenes

medlemskab af EU og

Europarådet behøver

organisationer og sociale

bevægelser ikke kun at prøve

lykken ved nationale domstole.

De har også mulighed for at

interagere med EU-domstolen og

menneskerettighedsdomstolen.

Og det gør de. Organisationer

som Helsińska Fundacja Praw

Człowieka og Magyar Helsinki

Bizottság arbejder utrætteligt på

at opbygge og føre sager ved

menneskerettighedsdomstolen i

Strasbourg. De fleste sager

handler om frihedsrettigheder,

og antallet af sager til Strasbourg

er steget støt i de seneste 5-10 år.

Det faldet sjovt nok sammen med,

hvornår de illiberale projekter

blev begyndt udrullet i Polen og

Ungarn. Projekter som The

Justice Initiative vidner videre

om, hvordan civilsamfundet har

refokuseret dele af deres kræfter

i søgen efter at udfordre det

illiberale projekt på europæisk

plan.

Sager som Open Society

Institute–Budapest v.

Hungary,Magyar Helsinki

Bizztosag v. Hungary, Baka v.

Hungary, HCLU v. Hungary,

Grzęda v. Poland, Żurek v. Poland

og Reczkowicz and Others v.

Poland er blot et lille udpluk af

civilsamfundets legalmobilisation.

Men det er ressourcetungt at

føre sager ved domstolene.

Med den begrænsede adgang til

økonomisk støtte nationalt, er

det vigtigere end nogensinde før,

at vi på et europæisk plan yder

støtte til det polske og ungarske

civilsamfund. Både politisk,

økonomisk og i ånd. EU må ikke

lade organisationer og sociale

bevægelser være alene om at

udfordre den illiberale udvikling i

lande som Polen og Ungarn. Det

er både til gavn for dem og for

resten af Europe. Som det gamle

polske slagord siger ”For our

freedom and yours!” [Za naszą i

waszą wolność]

S I D E 1 1

EUROPÆISKE HORISONTER


Kommissionsformand Ursula von der Leyen, 2017. [FOTO:

Raul Mee (EU2017EE)/Flickr]

A F J A N H Ø E G H , S T U D E R E N D E P Å S T A T S K U N D S K A B

Formand for EU-kommissionen

Ursula von der Leyen ønsker at

gøre EU til frontløber i den

digitale omstilling. Det

indebærer bl.a. at gøre

tilværelsen online lige så sikker

som offline - både hvad angår

handel men også hvad angår

demokratiske rettigheder. Det

er dog en stor opgave for EU.

Især fordi der er forskellige

nationale lovgivninger, der gør

det svært at finde et fælles

grundlag, som borgere såvel som

virksomheder kan se fordelen

ved i hele unionen.

Konkurrencekommissær

Margrethe Vestager

præsenterede 15. december 2020

EUs ’Digital Services Act package’.

Udspillet består af af ’Digital

Service Act’ (DSA) og ’Digital

Market Act’ (DMA). Og forslagene

har to formål: For det første

skabe en mere sikker digital

verden, hvor rettigheder for alle

forbrugere af digitale

S I D E 1 2

tjenesteydelser er beskyttet og

for det andet skabe lige

konkurrence for alle for at

understøtte innovation, vækst og

konkurrence, både på det indre

marked og globalt. Da Vestager

præsenterede DSA og DMA sagde

hun: “De to forslag tjener ét

formål: At sikre at vi, som

brugere, har adgang til et bredt

valg af sikre produkter og

tjenesteydelser online. Og at alle

virksomheder, der driver

forretning i Europa, frit og fair

kan konkurrere online, som de

gør offline. Det er én verden. Vi

burde være i stand til handle i

vished og stole på de nyheder, vi

læser. Fordi hvad der er ulovligt

offline, er lige så ulovligt online.”

DSA – Internettet skal være et

sted, hvor der er beskyttelse af

fundamentale rettigheder

Alle digitale tjenester, der

forbinder forbrugere til varer,

tjenesteydelser eller indhold, skal

have procedurer for hurtigere at

fjerne ulovligt indhold. Samtidig

skal de kunne beskytte brugernes

fundamentale rettigheder.

DSA bygger på ’European

Democracy Action Plan’, hvor

formålet er at gøre demokratier

mere robuste. Platforme med

mere end 10% af EU's borgere,

svarende til 45 millioner brugere,

er taget i betragtning som

systemisk i sin natur, og er

dermed ikke blot underlagt

forpligtelser til at kontrollere

deres egen risiko, men er også

underlagt en ny tilsynsstruktur,

hvor der vil være en bestyrelse af

’Digital Service Coordinators’

med magtbeføjelser fra

Kommissionen til at supervisere

store platforme og sanktionere

dem direkte.

DMA – forbrugere skal være lige

så godt stillede offline som

online

Dette forslag adresserer de

negative konsekvenser, der

kommer fra forskellige platforme,

EUROPÆISKE HORISONTER


der - givet deres store magt -

agerer som digitale ’gatekeepers’ i

det indre marked.

DENNE MAGT KAN

MEDFØRE, AT

PLATFORMENE KAN

FUNGERE SOM PRIVATE

LOVGIVERE

Gatekeepers er defineret ved

platforme, der har signifikant

indvirkning på det indre marked,

har en eller flere vigtige gateways

til kunder og nyder - eller

forventes at nyde - en forankret

og holdbar position i deres

virksomhedsdrift.

Denne magt kan medføre, at

platformene kan fungere som

private lovgivere, som kan

medføre mindre konkurrence og

færre valg for forbrugerne. Et

eksempel på dette er unfair brug

af data eller situationer, hvor

brugere de facto er bundet til en

bestemt ydelse eller service, og

har svært ved at skifte til en

konkurrent.

DMA giver EU mulighed for at

sanktionere virksomheder, der

ikke overholder lovgivningen,

eller give bøder som kan løbe op i

10% af virksomhedens globale

omsætning. Hvis der sker

gentagne forseelser, kan

sanktionerne også blive et krav

om strukturelle ændringer, som

f.eks frasalg af dele af

virksomheden.

DIGITAL SERVICES ACT

HAR ENORMT

POTENTIALE TIL AT

PRÆGE EU MED HENSYN

TIL AT SÆTTE

STANDARDEN I DIGITAL

POLITIKSKABELSE

Lovpakke med mangler

Der er dog det problem, at mange

medlemslande allerede har

indført nationale regler for,

hvordan internettet reguleres.

Eksempler herpå er Tysklands

NetzDG, som er en internetlovgivning

mod fake news på

sociale medier. Eller Østrigs plan

om at store internet-platforme

skal fjerne ulovligt indhold

indenfor få dage. Derudover er

Frankrig også meget aktiv, hvad

angår regulering af store

virksomheder på internettet.

Det er selvsagt ikke

hensigtsmæssigt for

virksomheder at skulle navigere

på det indre marked, når der er

mange forskellige regler og

overlap mellem nationale regler

og DSA og DMA. Dette gør DOT

Europe (interesseorganisation for

førende internetfirmaer i Europa)

opmærksom på i deres respons til

DSA. Derudover udtrykker DOT

Europe også bekymring for at

DSA definerer ulovligt indhold for

bredt, da definitionen er ”enhver

information, som i sig selv, eller

ved reference til en aktivitet, er

ulovlig under enten nationaleller

EU-lovgivning”. DOT Europe

spørger retorisk om en video af

en bil, der kører hurtigere end

fartgrænsen tillader i et givet

land, er ulovligt indhold ifølge

DSA-definitionen.

Dog udtrykker DOT Europe en vis

støtte til DSA, som ses ved

direktøren for DOT Europe, Siada

EL Ramly, der siger på deres

hjemmeside: ”Vi kan på dette

tidspunkt (efter Vestagers

præsentation af DSA) sige, at

Digital Services Act har enormt

potentiale til at præge EU med

hensyn til at sætte standarden i

digital politikskabelse. Hvis

udviklet og implementeret rigtigt,

kan DSA give et mere robust

framework for online

indholdsmoderation, yde juridisk

sikkerhed og den nødvendige

sikring af stakeholders bredt

set.”.

Det er ikke kun internetvirksomhederne,

der er utilfredse

med DSA og DMA. European

Magazine Media Association

(EMMA) og European Newspaper

Publishers’ Association (ENPA)

udtrykker, at de havde forventet,

at DSA og DMA indeholdt mere

konkrete og vidtrækkende forslag

til reguleringen af markedsdominerende

gatekeepere i DMA.

Helt konkret mener de to

interessevaretagelsessammenslutninger,

at DMA skal

indeholde en specifik forpligtelse

for gatekeeperne til at give alle

lovlige publikationer og tilbud

ikke-diskriminerende adgang, fair

vilkår og betingelser for deres

tjenester. Der skal også være en

forpligtelse for markedsdominerende

platforme til at

indgå i forhandlinger med alle

lovlige publikationer, og tilbyde

retfærdig betaling for deres

indhold. Så man kan sige, at både

DOT Europe og EMMA og ENPA

er enige i, at DSA og DMA er

utilstrækkelig i sin nuværende

form - men af forskellige grunde.

Derudover er det også en vag

definition af, hvad en ’gatekeeper’

er. Facebook giver i deres

høringssvar udtryk for, at det er

intrinsisk svært at definere, hvad

en gatekeeper er.

For hvis man antager, at en

betydelig påvirkning på det indre

marked sker ved at have mange

brugere, så mener Facebook ikke,

at det giver mening at have denne

definition af en gatekeeper. For

hvis brugerne ikke er fastlåst til

platformen, så er det begrænset,

hvor relevant dette er for at

kunne agere gatekeeper.

Derfor foreslår Facebook, at det

er mere hensigtsmæssigt, at der

sker en enkelt vurdering fra sag

til sag, der skal fastslå hvilke

virksomheder, der fungerer som

gatekeepers i praksis.

Ytringsfrihed kontra harmfuldt

indhold

I Kommissionens opsummerende

S I D E 1 3

EUROPÆISKE HORISONTER


rapport af deres offentlige

høring, skriver de, at ”selvom der

er en stor efterspørgsel for

handling (…) bliver det

understreget, at ethvert nyt

værktøj til at takle ulovligt

indhold, varer eller

tjenesteydelser online, ikke skal

føre til ikke-intentionelle, og

uretfærdige begrænsninger på

borgers ytringsfrihed eller

fundamentale rettigheder til

personfølsomme data og

privatliv.”

Der er dog en generel enighed

om, at indhold, der ikke i sig selv

er ulovligt, ikke skal indgå i

Digital Services Act-lovpakken,

da det er et meget delikat emne

ift. ytringsfrihed. Dog kan man

argumentere for, at måden

algoritmerne fungerer på ved

f.eks. at vise én type indhold til

én bestemt gruppe mennesker, i

sig selv er undergravende for

demokratiet, hvorfor det burde

høre ind under DSA. Bare se på

den ‘mikrotargeting’, der skete

under det amerikanske

præsidentvalg i 2016.

Samtidig mener 76% af

respondenterne i Kommissionens

offentlige høringen, at det i

konteksten af kampen mod

spredningen af misinformation er

vigtigt at have et

lovgivningsmæssigt tilsyn med

platformene.

Det er som sådan ret nemt at

være enig i, men det er langt

sværere at definere, hvad der

burde være under tilsyn. For

selvom mange EU-medlemslande

er relativt homogene, hvad angår

holdninger og landene har egne

lovgivninger, så er der stadig

forskel landene imellem i deres

syn på, hvilke områder, der burde

lovgives på - givet deres

generelle holdninger til statslig

indblanding. Med så mange

gråzoner i, hvad misinformation

og fake news er, så er det svært

at definere en grænse for, hvad

der er acceptabelt, og hvad der

skal censureres. EU har derfor en

stor opgave foran sig med at lave

et transparent og acceptabelt

tilsyn.

UANSET HVAD, ER DSA

OG DMA AMBITIØSE

FORSLAG, DER SKAL FÅ

EU I MÅL MED DEN

DIGITALE OMSTILLING

Fremtidige skridt

Digital Services Act-lovpakken vil

følge den almindelige

lovgivningsprocedure. Det

forventes, at det vil tage cirka

halvandet år fra tidspunktet, hvor

Digital Services Act lovpakken

blev præsenteret i december, til

at den lovgivningsmæssige

retsakt bliver vedtaget. Det er

den socialdemokratiske gruppe,

S&D, der vil lede forhandlingerne

om Digital Services Actlovpakken

i Europa-Parlamentet.

Christel Schaldemose (dansk

MEP’er for Socialdemokratiet) er

chefforhandler for Digital Service

Act og Andreas Schwab (tysk

MEP’er for CDU) er

chefforhandler for Digital

Markets Act.

Om DSA og DMA bliver en succes

er svært at spå om, da de stadig

er i deres tidlige stadier. Men

uanset hvad, er DSA og DMA

ambitiøse forslag, der skal få EU i

mål med den digitale omstilling.

DSA og DMA helt konkret

DSA

Regler for fjernelse af ulovlige

varer, tjenesteydelser og

indhold online

Beskyttelsesforanstaltninger

for brugere, hvis indhold

fejlagtigt er blevet slettet

online af platforme

Nye forpligtelser for de store

platforme til at tage

risikobaserede handlinger for

at forhindre misbrug af deres

platforme

Øge transparensen for de

store platforme, herunder ved

reklamer og annoncer og

algoritmerne, der bliver brugt

til at anbefale og vise indhold

til brugerne

Nye beføjelser til at

undersøge hvordan

platformene fungerer,

herunder adgang til forskere

til vigtig platformsdata

Nye regler for sporbarhed af

forretningsbrugere på online

markedsplatforme, for at

forfølge sælgere af ulovlige

varer eller indhold

DMA

Digital Market Act gælder kun

for udbyderne af platforme,

der er mest tilbøjelige til at

have unfair praksisser som fx

søgemaskiner eller sociale

medier

Definerer en kvantitativ

skæregrænse for hvornår en

virksomhed eller en platform

kan blive klassificeret som

gatekeepers. Derudover kan

Kommissionen også

klassificere platforme som

gatekeepers efter en

markedsundersøgelse

Forbyde praksisser som er

tydelig unfair såsom at

forhindre brugere i at

afinstallere præinstalleret

software

Kræve at gatekeepers

proaktivt sørger for, at

software fra tredjeparter, kan

fungere efter hensigten og

kan bruges sammen med

gatekeeperens software

S I D E 1 4

EUROPÆISKE HORISONTER


Billede: Skilte fra demonstrationer

ifm. Occupy London Stock

Exchange (LSX), London, 2012.

[Foto: Garry Knight]

I 2010’erne har EU døjet med en

række kriser. Som

økonomistuderende er den mest

interessante krise gældskrisen i

EU, der i den grad truede

integriteten og stabiliteten af

Eurozonen og belyste en

fejlkonstruktion i euroen.

Kort fortalt blev gældskrisen

forårsaget af den stigende

statsgæld for fattigere EU-lande i

årene efter finanskrisen i 00’erne.

Særligt Grækenland skulle betale

stigende rentesatser for sin

statsgæld, i takt med at

markedets tvivl overfor statens

evne til at betale gælden tilbage

steg. De stigende rentesatser

betød det blev dyrere og dyrere

at optage ny statsgæld, der var

nødvendig for at tilbagebetale

gæld der var udløb – i værste fald

kunne det ende i statsbankerot.

En stigende statsgæld var ikke

isoleret til Grækenland og EU,

overalt i den vestlige verden steg

statsgælden markant i forbindelse

med finanskrisen, da

skatteindtægter faldt samtidig

med, at offentlige udgifter til

sociale ydelser steg, præcis som

man har set under Coronakrisen.

Gældskrisen efter finanskrisen

var dog kun et europæisk

problem. Årsagen er, at

stabiliteten af euroen er bundet

til samtlige Eurolande, og den

bliver undermineret når visse

stater ikke er i stand til at betale

tilbage på deres gæld, som er

denomineret i euro. Det betød, at

hvis Grækenland gik

statsbankerot, ville det have haft

en indflydelse på værdien af

euroen som helhed, og

derigennem ville det påvirke

resten af Eurozonen. I 2012 kom

der en berømt udtalelse fra

daværende ECB (Europæiske

Central Bank) formand Mario

Draghi, der havde følgende at

sige om ECB’s indsats for at

bevare stabiliteten for

Eurozonen: ”The ECB is ready to

do whatever it takes to preserve

the Euro. And believe me, it will

be enough.”

Attituden fra Draghi står i

kontrast til det overordnede EU,

da der ikke var meget tale om at

afhjælpe græsk statsgæld via

statsoverførsler uden forventning

om tilbagebetaling for at sikre

stabiliteten af euroen. Krisen

blev hovedsageligt løst gennem

faciliteringen af låntagning fra

EU, men disse lån kom ikke uden

omkostninger og var bundet til

budgetstramninger (austerity

measures).

Budgetstramningerne har været

et kæmpe spændeben for

Grækenlands økonomi, der siden

gældskrisen oplevede nulvækst

lige indtil coronakrisen ramte –

til sammenligning havde

Danmarks økonomi ekspanderet

S I D E 1 5

EUROPÆISKE HORISONTER


med lidt under 20% i de godt 10

år. Værre endnu er der tale om en

midlertidig lettelse af et

underliggende problem i EU, og

der er intet, der forhindrer noget

lignende i at ske igen i fremtiden.

Landene i EU har vidt forskellige

økonomier, med et stort spænd af

økonomisk sikkerhed, men det

har ikke været et problem før

euroen.

Det politiske formål med euroen

var angiveligt at sikre en følelse

af europæisk fællesskab, samt at

forsimple handelsmulighederne i

det indre marked i EU ved at

fjerne konstante valutaændringer.

Det sidste har været en kæmpe

succes, da det er lettere end

nogensinde før at handle på det

indre marked. Dog er det er ikke

kommet uden omkostninger.

NÅR LANDE SOM

TYSKLAND OG

GRÆKENLAND DELER

SAMME VALUTA,

BETYDER DET, AT DET

IKKE ER MULIGT FOR EN

SVAGERE ØKONOMI, SOM

GRÆKENLAND, AT

SVÆKKE VALUTAEN OG

DERVED STYRKE

ØKONOMIEN I LANDET,

NÅR DER KOMMER EN

KRISE.

Når lande som Tyskland og

Grækenland deler samme valuta,

betyder det, at det ikke er muligt

for en svagere økonomi, som

Grækenland, at svække valutaen

og derved styrke økonomien i

landet, når der kommer en krise.

Under normale omstændigheder

– uden euroen – ville Grækenland

f.eks. kunne have svækket den

græske drakme (den valuta, der

blev brugt i Grækenland indtil

euroens indførsel) ved essentielt

at printe flere penge for at sætte

gang i økonomien.

Det er dog ikke muligt under

eurofællesskabet, da Grækenland

ikke har autoriteten til at udstede

flere euroer end aftalt. Det

betyder, at når der er brug for

flere penge, er gæld den eneste

mulighed, og gæld skal

tilbagebetales på et tidspunkt;

deraf gældskrisen med spekulation

om statsbankerot.

DEN PENGEPOLITISKE

FRIHED BLIVER ALTSÅ

OPGIVET VED AT

INDTRÆDE I

EUROFÆLLESSKABET.

Den pengepolitiske frihed bliver

altså opgivet ved at indtræde i

eurofællesskabet. Det kunne lyde

som om Danmark har sluppet

billigt ved at undgå

eurofællesskabet, men vi er teknisk

set omfattet af samme

restriktioner grundet den faste

valutakurs, der føres for den

danske krone mod euroen.

Det hele kan virke lidt spøjst, fordi

internt i lande er der yderst

sjældent tale om sådanne

problemer. Den offentlige sektor

uden for de store byområder, også

i Danmark, lider nærmest kronisk

af underskud, men jeg har aldrig

hørt om, at en kommune er

erklæret fallit på grund af mangel

på skatteindtægter.

Ligesom kommuner i Danmark

modtager Eurozonens lande også

EU-støtte, hvilket til en vis grad

afhjælper den økonomiske ulighed

på tværs af landene.

Problemet er dog at den politiske

magtfordeling er langt mere ulige i

EU, end den typisk er i indenfor et

land, og det afspejles i den lave og

ufleksible støtte, som de fattigere

lande i EU modtager. Manglen på

valutasuverænitet er dyr for disse

lande i kriser, og de

har næsten ingen politisk magt til

at genforhandle vilkårene, da

alternativet til medlemskab i

Eurozonen er en stærk barriere

til det indre marked.

Deltagelse i eurofællesskabet,

udover at give politisk kapital,

giver også adgang til en masse

logistiske fordele. Mest tydeligt

er der friheden fra at skulle

foretage regelmæssige veksling af

valuter og afdækning af

valutakurs risici som

internationale virksomheder

betaler for at få finansiel

sikkerhed i en usikker fremtid.

EU ligger altså i et mærkeligt

mellemstadie med for dyb

pengepolitisk integration til at

lade som om, vi har uafhængige

økonomier, der ikke har en

forpligtigelse til at hjælpe

hinanden for at bevare

integriteten af euroen. Samtidig

er der for lidt integration og

international samarbejde til at

undgå gældskriser, som vi så efter

finanskrisen.

Når en kommune er i økonomiske

problemer, lader vi den ikke gå

fallit, pengene afbetales og

budgettet genforhandles

fremadrettet – vigtigst af alt lader

man ikke kommunen stagnere i et

årti med historisk stærk

fremgang. Hvis euroen skal

bevares på langt sigt, skal der på

lignende vis være ubetinget

støtte, når der er brug for det,

også hvis det kommer på

bekostning af de rigere lande på

kort sigt. Grækenland skulle have

modtaget mere hjælp fra EU, det

samme skal de gældsbebyrdede

lande i dag, alt andet vil blot true

holdbarheden af euroen.

HVIS EUROEN SKAL

BEVARES PÅ LANGT SIGT,

SKAL DER VÆRE

UBETINGET STØTTE

S I D E 1 6

EUROPÆISKE HORISONTER


I hvert magasin vil du møde et

medlem af Europa-Parlamentet

(MEP) og læse om deres arbejdsliv

og holdninger til al den politik, som

EU beskæftiger sig med. I denne

udgave møder du MEP for

Socialdemokratiet (S&D), Christel

Schaldemose.

A F Y A S M I N W E G N E R H A R B E C K O G M A R C S Ø G A A R D ,

S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E

HVAD VÆKKEDE DIN

INTERESSE FOR EUROPÆISK

POLITIK?

Mange forskellige ting. Jeg er

uddannet cand.mag. i historie og

har beskæftiget mig en del med

europæisk historie. Især, ikke

kun, har jeg beskæftiget med mig

med det 20. århundrede. Så tror

jeg også, at jeg på mange måder,

uden at være bevidst om det, har

haft det som en del det af min

opvækst. Min far var

S I D E 1 7

lastbilchauffør og var faktisk

vandrende arbejdskraft. Han

rejste ud med lastbilen og

arbejdede i bl.a. England og

Tyskland. Jeg boede også en

periode på tre år i Sverige, da jeg

var barn. På mange måder har jeg,

igennem min familie, levet livet

som vandrende arbejdskraft –

EU-borger.

Det politiske vakte det min

interesse, da jeg var sekretær for

Dansk Folkeoplysnings Samråd og

bidrog til en debat om ”Borgernes

EU”. Folketinget havde afsat en

pulje til at diskutere og oplyse

processen efter, at

Forfatningstraktaten var blevet

stemt ned i Frankrig. Hvad skulle

der så ske? Det var en del af

forløbet op til Lissabontraktaten.

Jeg har altid været politisk aktiv

og blev medlem af DSU som 13-

årig. Det politiske har altid været

der, men den europæiske

interesse blev særligt vakt i

EUROPÆISKE HORISONTER


forbindelse med diskussionen om

Borgernes EU. Da jeg så blev

tilbudt at stille op til EP tilbage i

2003, sagde jeg ja og tænkte, at

det kunne være spændende. Jeg

tror ikke, jeg havde nogen

forestilling om at blive valgt, men

i 2004 fik Socialdemokratiet et

godt valg med Poul Nyrup

Rasmussen som spidskandidat.

Her blev fem kandidater valgt –

dog ikke mig selv, men jeg blev

førstesuppleant, og det betød, at

jeg blev suppleret ind i 2006. Det

var i den periode, hvor

udvidelsen med 10 nye

medlemslande lige var blevet

gennemført (i 2004) og siden i

2007 med yderligere tre. Europa

var på mange forskellige måder

på dagsordenen.

JEG MENER, AT

REGULERINGEN AF

TECH-GIGANTERNE

ALDRIG HAR VÆRET

MERE VIGTIG

Så der er mange veje ind i min

politisk europæiske interesse. I

dag gør det en forskel, at jeg har

den historiske baggrund. Det gør,

at jeg har stor forståelse for, hvor

det er, mine kollegaer kommer

fra – uanset om det er Polen,

Ungarn, Spanien eller Sverige. Jeg

har det historiske overblik, som

jeg synes, er noget, jeg trækker på

næsten dagligt.

HVAD FIK DIG TIL AT PÅTAGE

DIG ANSVARET SOM

CHEFFORHANDLER IFT. DSA

(DIGITAL SERVICES ACT RED.)?

Der er altid stor konkurrence om

at blive rapporteur (EP’s udtryk

for chefforhandler, red.). Særligt

når det gælder store lovgivninger.

Rapporteuren tager ansvaret for

at komme med forslag til

justeringer og rettelser. EP skal

komme med af ændringsforslag

til EU-Kommissionens forslag.

Sidenhen er det rapporteuren,

der forhandler EP’s position på

plads. Når den er på plads, er det

også rapporteuren, der er

ansvarlig for at forhandle med

Rådet, når man skal lave

slutlovgivning igennem trilogforhandling.

Dette gør, at der er

stor konkurrence om at få lov til

at have en rapporteur.

Jeg må sige, at da jeg sad i en

position som talsperson for S&D i

Udvalget for Indre Marked, og fik

muligheden for at tage denne

rolle, så tænkte jeg, at det var

vigtigt. Derfor bød jeg mig til. Jeg

mener, at reguleringen af techgiganterne

aldrig har været mere

vigtig.

De har stor magt, som både har

betydning for det indre markeds

funktion og forbrugernes

rettigheder, men de har også en

rolle i forhold til demokratiet.

Hvis vi ikke håndterer

problemerne i tide, så er der en

fare for, at demokratiet bliver

udfordret.

Så jeg tænkte bare, at det var nu,

og der er en lyst/interesse i EP

og Europa til at tage fat om techgiganterne

og gøre noget ved det

selv. Det var simpelthen en

mulighed, som jeg nødigt ville

lade passere.

Så jeg ser frem til arbejdet. Vi er

så småt i gang, men der er en

masse små hurdler i EP f.eks.,

hvilke udvalg der skal involveres,

og hvordan det skal gøres. Men

jeg er i gang med en stor

møderække med alle stakeholders

på området. Her til morgen havde

jeg møde med Google, og jeg har

haft møde med Facebook. Jeg har

også haft møde med den

europæiske forbrugerorganisation

i et forsøg på at

balancere de mange hensyn, der

skal mødes. Virksomhederne er

også dybt afhængige af de digitale

platforme for at nå ud til deres

kunder, men de er samtidig

bange for, om de har

tilstrækkelige rettigheder i

forhold til tech-giganterne. Det

er meget interessant at lave

basislovgivning for onlineplatformene.

De er her jo, og de

er her nok for at blive, men vi har

brug for, at vi politisk kan

kontrollere, hvad der foregår. Vi

skal så at sige tage magten tilbage

for at sikre fair konkurrence,

borgernes rettigheder og vores

demokrati.

VI HAR JO IKKE BRUG

FOR, AT DET KUN ER

PLATFORMENE, DER

TJENER PENGE, MEN DET

SKAL MEDIERNE OGSÅ

VÆRE EN DEL AF

Et eksempel er, om det var

rimeligt, at Twitter lukkede

Donald Trumps konto? Manden

var legitimt valgt som USA’s

præsident. Jeg synes faktisk, at

det var forkert af dem og mener

ikke, at en privat virksomhed skal

afgøre, hvem der skal kunne

komme til orde. Det kan vi bl.a.

gøre ved at give brugerne

rettigheder på onlineplatformene.

Det skal være

tydeligt, hvilke betingelser der

gælder på platformen og dermed

også, hvad det kan medføre, at

ens konto lukkes, og hvis det

sker, så skal man have

klagemuligheder.

Man kan også diskutere, om der

er den rette balance i forhold til

mediernes rettigheder. Vi har

brug for frie og uafhængige

medier, og de er pressede på

deres marked blandt andet fra

platformene. Vi har jo ikke brug

for, at det kun er platformene,

der tjener penge, men det skal

medierne også være en del af.

Derudover skal vi styrke

muligheden for, at onlineplatforme

kan etablere sig og

udfordre de store platforme. I

dag er der reelt set ikke nogen

alternativer til f.eks. Twitter. Der

S I D E 1 8

EUROPÆISKE HORISONTER


skal være konkurrencemuligheder

på det europæiske

marked, der dermed sikrer

borgerne og virksomhederne, at

hvis man er utilfreds, vil man

kunne finde alternativ.

HVORDAN BØR BORGERE OG

MEDLEMSSTATER FOR

FREMTIDEN KUNNE DRAGE

DIGITALE TJENESTER TIL

ANSVAR?

Det er vigtigt, at vi får sat

lovgivningsrammer op, der gør

det klart, hvordan

virksomhederne kan agere. I dag

er det sat på spidsen et Wild

West. Det eneste, vi har, er

GDPR. Hensigten med GDPR var

at skabe øget gennemsigtighed

og nyde beskyttelse af vores

private data, men også nuancere,

hvad man vil være med til. Det

har ikke reelt fungeret. Vi har

brug for at få sikret lovgivning,

som gør klart, hvilke forpligtelser

platformene har. Myndigheder

skal så også have mulighed for at

sikre, at forpligtelserne bliver

overholdt på en tilfredsstillende

måde.

Det interessante at diskutere i

forhold til gennemsigtighed er

f.eks., hvilke algoritmer,

platformene anvender. Vi ved, at

Facebook har haft algoritmer,

som har fremmet mere ekstremt

indhold, fordi jo flere likes, jo

mere voldsomt, og jo mere

spredes det også. Kunne vi gøre

det modsatte og styrke

samværet? Det bliver dog lidt

farligt, for man kan også sige, at i

et demokrati med ytringsfrihed

skal vi heller ikke sætte for mange

rammer op for det her.

I moderationen af ikke ulovligt,

men skadeligt indhold skal

platformene være mere synlige.

Her til morgen diskuterede jeg

med Google, og de fortalte, hvad

de har gjort på YouTube. De har

forsøgt at undersøge, hvordan

man kan moderere det skadelige

indhold. Men det er svært at få

maskiner til at holde øje med det,

fordi det ekstreme indhold ofte

skabes af én person med

S I D E 1 9

opfordringer til terror, vold og

ekstremisme. Det er svært at

fange. Derfor har de sat maskiner

i gang med gennem AI at kunne

identificere ulovligt indhold, så

det hurtigt kan tages ned.

En diskussion, vi så småt er gået i

gang med, er deres

grundlæggende forretningsmodel:

annoncering. Det er jo

det, de lever af. I EP er der

diskussion om, man skulle

forbyde målrettet annoncering.

Det er måske at gå for langt, men

kan vi gøre noget for at sikre, at

vores rettigheder og privatliv

bliver forbedret, i forhold til

hvordan det er i dag? Og

herigennem også skabe bedre

konkurrence på

annonceringsmarkedet.

Vi er kun lige begyndt og

forventer først at være færdige i

1. halvår 2022 under Frankrigs

formandskab. Herefter går der

typisk 1-2 år, inden reglerne

kommer til at træde i kraft. Lidt

ligesom med GDPR så håber vi

også, at platformsreguleringen

kan være med til at sætte

guldstandarden for hele verden i

forhold til, hvordan man griber

ind over for urimelige

forretningsbetingelser på de her

platforme.

DU GIK TIL VALG PÅ ET BEDRE

EU, MEN IKKE ET STØRRE EU.

ER DET HER EN UDVIDELSE AF

SAMARBEJDET, ELLER SER DU

DET SOM EN STYRKELSE AF

SAMARBEJDET?

For mig at se er det her et af de

områder, hvor det giver allermest

mening at have et europæisk

samarbejde. Det skyldes, at det

her tema i sin natur er

grænseoverskridende.

Vi kunne godt lave en lov i

Folketinget, men tech-giganterne

vil nok nærmest grine af os. I

Australien lukkede Facebook jo

bare ned. Regulering af platforme

kan vi kun gøre sammen.

Der er også ting, der ikke giver

lige så meget mening, at vi gør

sammen, som eksempel hvordan

man udruller forskellige

vaccinestrategier. For mig var det

ikke vigtigt, at vi startede med

vaccinationerne på samme dato,

men det var det for Von der

Leyen (formanden for EU-

Kommissionen red.). Det er dét,

jeg mener med, at jeg er varm

tilhænger af et europæisk

samarbejde, men at vi skal

fokusere på, hvordan vi gør det

bedre i stedet for blot at give EU

stadigt flere kompetencer.

HVAD VILLE DU ØNSKE, DU

HAVDE VIST, INDEN DU GIK

IND I EUROPÆISK POLITIK?

Generelt vil jeg blot sige, at det er

lettere, end man egentlig tror.

Det er bare at kaste sig ud i det.

Vi ligner hinanden meget mere,

end vi tror. Vi har de samme

drømme om et bedre liv osv.

Samtidigt er europæisk politik

bare hamrende interessant. Her

er det største problem, at det

fylder for lidt i en dansk kontekst.

Jeg synes virkelig, at det er et

privilegium at få lov til at arbejde

med europæisk politik, for det

giver simpelthen så meget

mening. Trods forskellige

problemer er det grundlæggende

så fascinerende, at vi kan så

meget sammen. Jeg ser glasset

som halvt fyldt frem for halvt

tomt: Bare kast jer ud i det! Det, I

får tilbage, er fantastisk!

Har du et forslag til, hvem vi kan

tale med i de næste udgaver af

Europæiske Horisonter? Så skriv

til redaktionen på

euhorisonter@gmail.com

CHRISTEL SCHALDEMOSE

Født: 4. august 1967

Cand.mag. i historie fra Syddansk

Universitet

Medlem af Europa-Parlamentet for

Socialdemokratiet siden 2006

EUROPÆISKE HORISONTER


I hvert magasin vil du blive præsenteret

for en vigtig personlighed inden for

europæisk interessevaretagelse, hvor du

kan læse om deres arbejdsliv og

holdninger til al den politik, som EU

beskæftiger sig med. I denne udgave

møder du Vice-President i Computer &

Communications Industry Association

(CCIA), Christian Borggreen:

A F Y A S M I N W E G N E R H A R B E C K O G M A R C S Ø G A A R D ,

S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E

HVAD VÆKKEDE DIN

INTERESSE FOR EUROPÆISK

POLITIK?

Jeg har altid været interesseret i

international politik og

udenrigspolitik. Som barn slog jeg

altid op i avisens udenrigssektion

derhjemme. Jeg var interesseret i

at finde ud af, hvad der foregik i

verden og forstå historien bag

historien.Det var nok forbundet

med rigtig meget udlængsel, og

derfor læste jeg så meget af min

universitetsuddannelse, som jeg

kunne, i udlandet. Jeg læste i

Italien, Argentina, USA og var i

praktik hos FN i Chile og New

York. Men det var faktisk lidt af

en tilfældighed, at mit første job

landede i Bruxelles. Siden da har

jeg dog været helt vild med

Bruxelles og har nu været her i 13

år.

HVORDAN PRIORITERER DU,

HVILKE OMRÅDER DU FØRST

SKAL BESKÆFTIGE DIG MED?

Generelt har jeg tre kriterier. Det

første er: hvad er det vigtigste for

vores branche og vores

medlemmer. Det næste er: Hvor

kan vi som organisation gøre en

forskel, og det tredje er: Hvad er

interessant og sjovt? Det er jo

mig, der skal bruge min tid på

det, så det er ret vigtigt, at det er

noget, jeg synes, man kan lære

noget af og er interessant. Det er

tommelfingerreglen for mig.

Du får desuden mere bang for

your buck, hvis du starter rigtig

tidligt. Den bedste kampagne er,

når man sår et frø, gøder jorden

og får det til at vokse. På et

S I D E 2 0

EUROPÆISKE HORISONTER


tidspunkt mister man kontrollen,

og så står det bare der i skoven,

og så håber man lidt, at vind og

vejr går i din retning Nogle år

efter kan det være blevet en

succes. Hvis man starter senere,

er det sværere at ændre

politikken.

SER DU EN OPGAVE I AT

SKABE ET POSITIVT RY

OMKRING OMKRING

LOBBYISME?

Jeg vidste næsten ikke noget om,

hvad det ville sige at arbejde med

interessevaretagelse, da jeg var

studerende. Det indtryk, man får i

medierne, er meget misvisende

og partisk. “Penge under bordet”

er en kliché, for det eneste, vi kan

konkurrere med, er gode

argumenter. Det er jo et meget

menneskeligt erhverv, meget

socialt, og det handler meget om

at lytte og forstå, hvad lovgivere

prøver at opnå og derefter hjælpe

dem med at opnå det med forslag

og idéer.

Der ér meget åbenhed, og der ér

en offentlig debat om, at der ikke

er nok. Generelt burde der være

endnu mere åbenhed i branchen.

FOR 10 ÅR SIDEN KUNNE

TECH-VIRKSOMHEDER

IKKE GØRE NOGET

FORKERT. JA, DE KUNNE

NÆSTEN GÅ PÅ VANDET

ER DER FORSKELLE MELLEM

AT ARBEJDE SOM LOBBYIST I

EU OG I USA?

Der er ret store forskelle.

Generelt er der ret stor

gennemsigtighed i både EU og

USA, men der er mere i USA.

Omvendt fundraiser politikere

heldigvis ikke i EU. Det betyder,

meget positivt, at du i Bruxelles

vinder på dine argumenter. Da jeg

kom til Bruxelles for 13 år siden,

var IT-sektoren i EU og USA

næsten lige stor. Siden da har

USA formået virkelig at skabe de

rigtige betingelser for en

dynamisk og voksende digital

økonomi - meget mere end

Europa. Det betyder, at mange af

vores medlemmer I USA har en

hjemmebanefordel. I Europa føler

man sig meget mere på udebane.

Her har debatten altså ændret sig

helt vildt. For 10 år siden kunne

tech-virksomheder ikke gøre

noget forkert. Ja, de kunne

næsten gå på vandet. Nu kan de

ikke gøre noget rigtigt, og det er

til trods for, at alle de digitale

løsninger har holdt mange

samfund kørende på trods af

nedlukninger under COVID-19.

En anden forskel er USA’s

topartisystem. Debatten i Europa

er meget mere fragmenteret. Ikke

blot er der mange partier, men

der er også store forskelle

mellem en dansk socialdemokrat

og en fra et andet land. Det

betyder, at der er virkelig mange

beslutningstagere i EU's model.

HVAD HAR ADSKILT EU OG

USA INDEN FOR

DIGITALISERING OG TECH? DU

SIGER SELV, AT USA HAR

SKABT ET MEGET DYNAMISK

MARKED FOR UDVIKLING AF

TEKNOLOGI OG DIGITALE

TJENESTER. HVAD HAR USA

GJORT, SOM EU IKKE KUNNE

GØRE?

Det er et godt spørgsmål. Hvorfor

er et land som USA så dygtigt til

at producere

teknologivirksomheder, skabe

velbetalte jobs og velstand og

innovation? Og hvad kan EU gøre

for at forbedre lovgivningen, som

ellers holder EU tilbage? Både i

Europa, i USA og i mange andre

lande er der en sund debat om,

hvilken rolle teknologi skal spille i

vores samfund, men det er jo helt

vildt, hvordan politikere står i kø

for at give tech-giganterne klø i

Europa. Det giver god presse. EU

vil være en global leder i

regulering, men hvad med

lederskab i innovation? Normalt

skal det gå hånd i hånd. Du kan jo

ikke bare være en

lovgivningssupermagt. Der skal jo

helst være nogle resultater, der

viser, at lovgivningen faktisk

forbedrer Europas økonomi mv. I

Europa er der meget diskussion

om digital suverænitet, og alle er

enige om, at vi skal have mere

digital suverænitet. Men når man

spørger folk, hvad digital

suverænitet betyder for dem, så

betyder det forskellige ting. De

nordiske lande er de mest

innovative i EU, og de kan

sagtens konkurrere med USA. De

ser primært digitaliseringen som

en mulighed. Men de driver

(desværre) ikke Europas digitale

dagsorden. Magtens

tyngdecentrum ligger derimod

meget lavere i Europa. Det vil

sige, at beslutningerne om

Europas fremtid bliver taget af

lande, som har en anden tilgang

til industripolitik, hvor man

støtter sine nationale

virksomheder, som man har gjort

det i årtier, og hvor man generelt

er meget bekymret for

digitaliseringen.

Man skal satse på de nye

virksomheder i Europa. Hvis vi

kigger på de mest værdifulde

amerikanske virksomheder, og de

mest værdifulde europæiske

virksomheder, så er de europæiske

virksomheder ofte ældgamle. Nogle

af dem er 100 år gamle, mens de

amerikanske måske er 20 år gamle.

Det viser, at det i det amerikanske

samfund er okay, at “...kill your

darlings”. Succes i dag betyder ikke,

at du per automatik skal støttes, så

du også er en vinder i fremtiden. Vi

ser det også med

genopretningsplanen efter COVID-

19, hvor der bliver brændt milliarder

af. Det bliver interessant at se, hvor

de penge ender henne. Sår man frø,

så en masse europæiske start-ups

kan klare sig godt? Laver man et

indre marked i Europa, så små

virksomheder kan scale up og

konkurrere med resten af verden?

Eller bliver pengene brugt primært

til europæiske industriprojekter,

som nyder politikernes gunst? Det

bliver interessant at se.

S I D E 2 1

EUROPÆISKE HORISONTER


MED EUROPA-

KOMMISSIONENS FORSLAG

TIL DSA (DIGITAL SERVICES

ACT RED.) HAR MAN SAT

FOKUS PÅ FORBRUGERNES

RETTIGHEDER PÅ DIGITALE

TJENESTER SÅSOM SOCIALE

MEDIER OG DIGITALE

MARKEDSPLADSER. HVILKE

OVERVEJELSER GØR DU DIG,

NÅR DU REPRÆSENTERER

VIRKSOMHEDER, SOM HAR EN

STOR INDVIRKNING PÅ VORES

SAMFUND?

Naturligvis skal digitale tjenester

følge love og regler, hvor de er til

stede. Det er sundt, at der er en

offentlig debat om forholdet

mellem teknologi og samfundet,

og i sidste ende er det de

folkevalgtes ansvar. I forhold til

DSA synes vi, at forslaget er

positivt. Det er en mulighed for at

skabe klare regler: Hvad er

ansvaret for virksomhederne i

Europa? Hvordan skaber man et

digitalt indre marked i Europa?

På den måde synes vi, at DSA er

et fint forslag.

I forhold til differentiering

mellem platformene så skal man

se på formålet. Hvis formålet med

DSA er bedre at kunne håndtere

ulovlig adfærd på internettet, så

er det jo det, man skal gå efter.

En ulovlig adfærd er jo forkert

uanset, hvor den finder sted. I

Europa er der 10.000 digitale

platforme, men de fleste kan nok

kun komme i tanke om 10-15

stykker. Så hvis du kun tillægger

de mest kendte platforme mest

ansvar, så bevæger de kriminelle

sig jo bare hen på andre

platforme, og udnytter dem.

DET INDTRYK, MAN OFTE

FÅR I MEDIERNE, ER

MEGET MISVISENDE, MEN

DET ER VILDT

SPÆNDENDE AT

ARBEJDE I KRYDSFELTET

MELLEM INTERNATIONAL

POLITIK, ØKONOMI OG

TEKNOLOGI

Det er generelt et problem, at EU

kun regulerer de største

platforme. De skaber et

lovgivningsloft, hvor det i Europa

kun giver mening at have en

digital virksomhed under det loft.

Derefter er det næsten umuligt at

være succesfuld. Det betyder, at

vi låser vores struktur fast ved at

sige, at vi kun promoverer

europæiske virksomheder til, at

de når en vis størrelse. Så i

princippet burde al lovgivning

være ens for alle.

I HVOR HØJ GRAD SYNES DU,

AT DIGITALE TJENESTER BØR

STÅ TIL ANSVAR FOR

FORBRUGERNE?

De skal stå til ansvar for

forbrugerne, og det er jo også i

deres egen interesse at gøre det.

En af de gode ting ved DSAforslaget

er, at det giver

platforme mulighed for aktivt at

tage mere ansvar. Det er positivt i

og med, at den nuværende

lovgivning, hvis platforme tager

ansvar i en del af deres service,

pludselig skal stå til ansvar for alt,

hvad forbrugerne laver på deres

services. Vi taler om millioner af

forbrugere, og det er umuligt at

kende til alt, hvad der sker på ens

platform.

HVAD VILLE DU ØNSKE AT

HAVE VIDST, INDEN DU

BEGYNDTE AT ARBEJDE MED

INTERESSEVARETAGELSE I

EU?

Jeg ville ønske, at jeg havde

truffet et karrierevalg tidligere.

Som jeg nævnte før, så vidste jeg

intet om interessevaretagelse.

Det indtryk, man ofte får i

medierne, er meget misvisende,

men det er vildt spændende at

arbejde i krydsfeltet mellem

international politik, økonomi og

teknologi.

CHRISTIAN BORGGREEN

Master i Public Administration fra

Roskilde Universitet, University of

Massachusetts Lowell, Universidad De

Buenos Aires og Sapienza Universitá di

Roma

Vicepræsident og kontorchef i CCIA

Europe

Forhenværende politik rådgiver i

Udenrigsministeriet i USA

S I D E 2 2

EUROPÆISKE HORISONTER


A F F R E D E R I K B A S T P H I L L I P

S T U D E R E N D E P Å S T A T S K U N D S K A B

To McDonnell Douglas (nuBoeing) CF-18 "Hornet's" fra 425

Tactical Fighter Squadron in Bagotville, Québec flyver til

Keflavik, Iceland for at støtte NATO

sikkerhedsforanstaltninger, 28. april 2014. [FOTO: Robert

Sullivan/Flickr]

De seneste fire år har konsensus

i EU været, at man i højere grad

skulle stå på egne ben i

udenrigspolitikken, og det

ændrer valget af Joe Biden ikke.

Tværtimod skal EU stadig stå

mere selvstændigt fra NATO, og

det kræver strategisk autonomi.

Hvad har USA’s præsident

foretaget sig den sidste måned?

Prøv hvis du kan, kære læser, blot

at huske, hvad Joe Biden har lavet

den seneste uge. Medmindre du

følger overordentligt godt med,

går klappen formentlig ned. Det

er kun godt tre måneder siden

Donald J. Trump forlod 1600

Pennsylvania Avenue, men vi har

allerede vænnet os til en hverdag,

hvor der kommer mindre drama

fra den anden side af

Atlanterhavet. Twitter er

erstattet af sjældne pressemøder

og Associated Press notitser.

Ligeledes har TV2 News lukket

Verden Ifølge Trump og set sig

tvunget til at etablere et faktisk

S I D E 2 3

udenrigsmagasin, der, trods den

noget navlebeskuende titel

Verden Ifølge News, formår at

bevise, at journaliststanden godt

kan opfylde en af branchens

kerneopgaver, og oplyse seere

om, hvad der foregår på den

anden side af de bolchestribede

grænsebomme.

På mange måder ånder alt fryd og

gammen, og det ville være

nærliggende, ja ligefrem oplagt, at

konkludere, at ridserne i den

transatlantiske forholds-lak er

repareret ved amerikanernes valg

af Joe Biden. Konklusionen er

ikke desto mindre fejlslagen og

bygger på en analyse, jeg ofte ser

ellers kløgtige mennesker

advokere for, nemlig: at

forringelsen i forholdet mellem

USA og Europa begyndte med

Trump. Det er langt fra tilfældet.

Forringelsen begynder senest i

Obamas pivot til Asien, og

dermed væk fra Europa, og ses

konkret i Robert Gates’ ofte

omtalte afskedstale til de

europæiske NATO-partnere.

Derfor er det vigtigt at have for

øje, at Joe Biden spillede en

central rolle i tilblivelsen og

udførelsen af Obamas

udenrigspolitik.

PÅ TRODS AF NATO-

SAMARBEJDET ER DER

INGEN GARANTI FOR, AT

USA FREMOVER VIL

VARETAGE DE ALLIEREDE

EU-LANDES INTERESSER

I SIN UDENRIGSPOLITIK

Sat på spidsen, med alle de

forbehold, der nu engang følger,

har den amerikanske befolkning

mistet appetitten til egenhændigt

at stå for det sikkerhedspolitiske

sammenskudsgilde i NATO, og de

amerikanske politikere er trætte

af rollen som storebroren, der

EUROPÆISKE HORISONTER


altid skal have sin kiksede

lillebror med i byen.

På trods af NATO-samarbejdet

(det vender vi tilbage til) er der

ingen garanti for, at USA

fremover vil varetage de allierede

EU-landes interesser i sin

udenrigspolitik.

Interne uenigheder og nationale

interesser skal tilsidesættes

Med udgangspunkt i den

udfordring er der brug for en

handlekraftig og fælles europæisk

udenrigspolitik, hvor

enstemmighedsprincippet bliver

erstattet af et reelt strategisk

kompas. I dag er der nemlig for

ofte to mekanismer, der udspiller

sig; enten interne uenigheder om

retningen, eller smalle nationale

interesser, der står i vejen for

handling. Det første ses f.eks. i

forholdet til Rusland. På den ene

side grænser Letland og Estland

op til Rusland. For de baltiske

lande er Rusland ikke en abstrakt

trussel, men en farlig nabo. På

den anden side finder Polens og

Ungarns i stigende grad

autoritære regimer en værdifælle

i Moskva. Det er svært at forene

de to udgangspunkter, hvis der

skal opnås enstemmighed. I

udarbejdelsen af sanktioner mod

Hviderusland stillede Cypern sig

på bagbenene, da de ønskede

sanktioner mod Tyrkiet som led i

konflikten om gasboringer i

Middelhavet. Hvis EU skal være

en legitim udenrigspolitiske

spiller, kan lokale uenigheder

ikke stå i vejen og lamme

beslutningsprocessen. Behovet

for en fælles europæisk

udenrigspolitik er samtidig akut

som aldrig før.

forsvarsalliancen og USA's

retræte fra den internationale

scene har udsat det

transatlantiske samarbejde for

samme kritik, der i mange år har

plaget EU. Derfor er det også så

bydende nødvendigt, at EU får

etableret et framework for reel

og fælles udenrigspolitik.

I DAG ER DER NEMLIG

FOR OFTE TO

MEKANISMER, DER

UDSPILLER SIG; ENTEN

INTERNE UENIGHEDER

OM RETNINGEN, ELLER

SMALLE NATIONALE

INTERESSER, DER STÅR I

VEJEN FOR HANDLING

I den danske debat (og

danskervinklen er som bekendt

vigtig) bliver det ofte pointeret, at

vi altid vil være afhængige af USA,

og derfor NATO, for militær

beskyttelse, og at europæisk

samarbejde derfor skulle være

overflødigt. Men i de senere år

har NATO ikke været mere

beslutningsdygtig end EU.

Tyrkiets medlemskab i

S I D E 2 4

EUROPÆISKE HORISONTER


Kommissionen vil hæve

lønniveauet i EU med et

mindstelønsdirektiv. Men det er

tvivlsomt, om det virker, og også

hvorvidt EU overhovedet har ret

til at blande sig i

nationalstaternes løndannelse.

Da Ursula von der Leyen tiltrådte

som formand for EUkommissionen

i 2019, havde hun

det som erklæret mål at sikre

højere mindstelønninger i EU. I

januar og juli 2020 satte

Kommissionen høringer i gang

med repræsentanter for

arbejdsmarkedets parter, som nu

er afsluttet. Den 28. oktober blev

det endelige forslag til et

mindsteløns-direktiv formuleret.

Forslaget er nu under 1.

behandling, og det bliver først

S I D E 2 5

vedtaget, når både Europa-

Parlamentet og Rådet er nået til

enighed. Direktivet skal ses som

en del af den sociale søjle, der

blev vedtaget i 2017, hvorunder

princip 6 omhandler

arbejdstagernes ”ret til rimelige

lønninger, der sikrer en

anstændig levestandard”.

Meget tyder på, at mindstelønsdirektivet

ligger højt på

Kommissionens dagsorden, og

man har anstrengt sig for at

tilgodese forskellige interesser

ved blandt andet at udstede

garantier om, at man ikke vil

blande sig i nationale

overenskomstforhandlinger. I

direktivforslaget bliver det også

flere gange understreget, at man

hverken har til hensigt at

Vinduespudsere ved John Lewisbygningen, London, 2017.

[FOTO: Julie anne Johnson/Flickr]

harmonisere mindstelønninger i

EU eller at blande sig i

lønforhandlinger, da man fuldt ud

respekterer de enkelte landes ret

til selv at lovgive om løn.

Direktivet forpligter ikke

medlemslandene til at fastsætte

mindstelønninger ved lov, og der

fremgår heller ikke noget tal på,

hvor høje mindstelønningerne

skal være. Direktivet er i sin natur

vagt og forsigtigt formuleret. Ikke

desto mindre ser Kommissionen

et behov for at gribe ind. I sin

første tale om Unionen tilstand

(State of the Union) i september

2020 sagde von der Leyen, at

”mindstelønninger fungerer, og

det er på tide, at arbejde betaler

sig”.I direktivforslaget begrundes

nødvendigheden af et EU-direktiv

EUROPÆISKE HORISONTER


med, at medlemsstaternes

initiativer ikke har været

tilstrækkeligt ”omfattende og

systematiske”, samt at lande kan

være ”meget lidt tilbøjelige til at

forbedre mindstelønningernes

tilstrækkelighed og dækning,

fordi de er af den opfattelse, at

dette kan have en negativ

indvirkning på deres eksterne

konkurrenceevne”.

Der er flere spørgsmål, der rejser

sig i forbindelse med direktivet.

For det første kan det diskuteres,

hvorvidt mindstelønninger virker

efter hensigten. For det andet

kan man spørge, om det

overhovedet er EU’s opgave at

blande sig i løndannelse. Det

første spørgsmål er økonomisk.

Det andet spørgsmål har både en

politisk og en juridisk dimension.

Virker mindstelønninger?

Det korte svar er både ja og nej.

Debatten om mindsteløn har

mange årtier på bagen, men er

for nylig blusset op igen. På den

anden side af Atlanten har den

nyligt tiltrådte Bidenadministration

også, indtil videre

forgæves, forsøgt at hæve den

føderale mindstelønssats til 15

dollars timen. I Tyskland har man

siden 2015 haft en mindestlohn på

9,5 euro (2021) på

forbundsstatsniveau.

Ifølge gængs neoklassisk

økonomisk teori vil

mindstelønninger blot føre til

øget arbejdsløshed, da

arbejdsgiverne ikke vil ansætte

folk, hvis omkostningerne

overstiger den indtjening, som

den ansatte genererer. Dette

bunder i en antagelse om, at

lønnen afspejler arbejderens

marginale produktivitet, altså at

arbejdsgiveren betaler en løn, der

akkurat gør, at det godt kan

betale sig for arbejdsgiveren at

ansætte vedkommende.

Højere lønninger vil øge

udbuddet af arbejdskraft, da den

højere løn tiltrækker folk, der

ellers ikke havde lyst til at

arbejde. På den anden side vil

arbejdsgiverne efterspørge

mindre arbejdskraft, da den bliver

dyrere.

Resultatet bliver, at

mindstelønnen forhindrer

markedet i at danne en ligevægt

mellem efterspørgsel og udbud af

arbejdskraft, hvilket vil føre til

øget arbejdsløshed og mere

langstrakte ansættelsesprocesser,

da virksomhederne vil bruge

mere tid på at sikre, at de ikke

ansætter nogen, der viser sig ikke

at kunne tjene sin løn ind. Højere

lønomkostninger kan også få

virksomhederne til at sætte folk

ned i tid, skære ned på

frynsegoder eller investere

mindre i trænings- og

oplæringsprogrammer.

Det er vanskeligt at undersøge,

hvilken effekt mindstelønninger

har i praksis, da det er umuligt at

udføre eksperimenter, hvor man

renser kategorisk for alle andre

tænkelige faktorer, der påvirker

beskæftigelsen. De

undersøgelser, der er blevet

foretaget på området, viser et

broget billede. Ifølge et metastudie

fra 2013 lavet af Center for

Economic and Policy Research

(CEPR) har moderate stigninger i

mindstelønssatser så godt som

ingen effekt på arbejdsløsheden.

Til gengæld kan det føre til en

lavere personaleomsætning,

lavere lønninger for dem, der

tjener meget, samt mindre

prisstigninger. Andre studier

peger på, at mindstelønninger

har en negativ, men ofte

MEGET TYDER PÅ, AT

MINDSTELØNS-

DIREKTIVET LIGGER

HØJT PÅ

KOMMISSIONENS

DAGSORDEN, OG MAN

HAR ANSTRENGT SIG

FOR AT TILGODESE

FORSKELLIGE

INTERESSER

negligerbar, effekt på

arbejdsløsheden. Kigger man dog

på enkelte grupper, kan især

ufaglærte unge blive ramt hårdt,

hvilket kan optræde som en

barriere for at unge kommer ind

på arbejdsmarkedet tidligt i livet.

Kommissionen refererer i

direktivet til en konsekvensanalyse

af et scenarie, hvor alle

EU-lande hæver mindstelønnen

til 60% af medianlønnen i det

pågældende land. Som sagt

påbydes det ikke i direktivet, at

mindstelønnen skal hæves til et

bestemt niveau. Ikke desto

mindre er 60% af medianlønnen

ofte den standard, man refererer

til i mindstelønsdebatten. I

konsekvensanalysen vurderes

det, at beskæftigelsen vil falde

med mellem 0,5 og 1%. Samtidig

vurderer de i analysen, at mellem

10 og 20 millioner arbejdstagere

vil få mere i løn, fattigdom blandt

folk i arbejde vil blive reduceret

med 10%, og lønforskellen

mellem mænd og kvinder vil

mindskes med 5%. Et centralt

argument for

mindstelønsdirektivet er, at det

vil indsnævre løngabet mellem

kønnene, eftersom kvinder er

overrepræsenterede blandt

mindstelønsmodtagere (60%). Et

andet centralt argument er, at

det vil kunne bremse stigningen i

antallet af folk, der lever i

fattigdom, på trods af at de er i

beskæftigelse. I 2007 levede 8,3%

af arbejdsstyrken i EU i

fattigdom, og i 2018 var tallet

steget til 9,4%.

Et argument for et EU-direktiv på

området er, at det vil gavne

lønmodtagere i EU’s fattigste

lande såsom Bulgarien og

Rumænien og dermed indsnævre

uligheden mellem

medlemslandene. Antages det, at

medlemsstaterne vil reagere på

direktivet ved at hæve

mindstelønnen til 60% af

medianen, vil direktivet dog

næppe komme disse landes

lavtlønsmodtagere til gode, da

bl.a. både Rumænien og Bulgarien

allerede har en høj mindsteløn

S I D E 2 6

EUROPÆISKE HORISONTER


relativt til medianlønnen.

Der er kun seks lande med

mindstelønssatser på under 60%

af medianen: Slovakiet, Spanien,

Tjekkiet, Estland, Irland og

Tyskland. Allerede 21 EU-lande

har lovfæstede mindstelønninger,

mens 6, herunder Danmark, ikke

har, da man i stedet udelukkende

overlader lønforhandlinger til

arbejdsmarkedets parter.

Kigger man imidlertid på

lønningerne i EU, tegner der sig

et billede af, at de lande, der ikke

har en lovfæstet mindsteløn,

generelt har et højere lønniveau,

jf. figur 1. Danmark ligger

suverænt i top med en medianløn

på 225 kr. i timen. Hvis man i

Danmark indførte en mindsteløn

på 60 % af medianlønnen, ville

den således være 125 kr. i timen.

I Bulgarien derimod ville

mindstelønnen falde med 2 kr. fra

13 til 11 kr. i timen. En mindsteløn

på 60% af median ville have

størst effekt i Tyskland, hvor den

nuværende er på 50%., og hvor

over 1,4 millioner lønmodtagere

tjener mindstelønnen. Hæves den

tyske mindsteløn til 80 kr. i timen

(2019-niveau), svarer det alt

andet lige til 28 milliarder kr.

mere om året.

Er direktivet lovligt?

Direktivet er lovligt, men det er

kun, fordi det ikke direkte griber

ind i medlemsstaternes

løndannelse. Direktivet har

hjemmel i artikel 153, stk. 1, i

traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde (TEUF),

ifølge hvilken Unionen skal støtte

og supplere medlemsstaternes

indsats inden for bl.a.

arbejdsvilkår, bekæmpelse af

social udstødelse og ligestilling.

Ifølge artikel 153 stk. 2 kan EU

godt ”fastsætte

minimumsforskrifter ved hjælp af

direktiver, samtidig med at det

undgås, at der pålægges

administrative, finansielle og

retlige byrder af en sådan art, at

de hæmmer oprettelse og

udvikling af små og mellemstore

virksomheder".

DIREKTIVET ER LOVLIGT,

MEN DET ER KUN, FORDI

DET IKKE DIREKTE

GRIBER IND I

MEDLEMSSTATERNES

LØNDANNELSE

Artiklen tillader altså ikke, at EU

selv fastsætter

mindstelønssatser, men den

åbner stadig for, at

Kommissionen kan foreslå et

direktiv, der beder

medlemslandene om at forholde

sig til det. Så selvom direktivet

ikke er ulovligt, skubber det

stadig til grænsen for, hvad EU

kan blande sig i. Hvis der kommer

stridigheder, bliver det i sidste

ende EU-domstolen, der skal

fortolke, hvor grænsen går. I

artikel 153, stk. 3, står der nemlig

også, at ”bestemmelserne i denne

artikel gælder ikke for lønforhold,

organisationsret, strejkeret eller

ret til lockout”.

Dette er også årsagen til, at bl.a.

den danske fagbevægelse ikke har

ladet sig berolige af

Kommissionens garantier om, at

den danske model ikke bliver

berørt. For direktivet kan stadig

godt åbne for, at sager

vedrørende lønforhold i Danmark

kan blive taget til EU-domstolen.

Domstolen kan da tvinge

medlemsstater til at ændre på

sine arbejdsmarkedsmodeller,

hvis det vurderes at

arbejdstagere ikke er beskyttet

godt nok.

DIREKTIVET AFSPEJLER

EN TENDENS TIL, AT EU I

STIGENDE GRAD

FORHOLDER SIG TIL

SOCIOØKONOMISKE

PROBLEMATIKKER

Hvilke dybereliggende motiver

ligger der bag direktivet?

Udover målsætningerne fra den

sociale søjle bliver der i direktivet

henvist til, at de laveste lønninger

i EU i de seneste årtier ”ikke har

fulgt med andre lønninger i

mange medlemsstater”, samt at

strukturelle tendenser som

”globalisering, digitalisering og

stigningen i utraditionelle

arbejdsformer, navnlig i

servicesektoren, har ført til øget

jobpolarisering”.

S I D E 2 7

EUROPÆISKE HORISONTER


Direktivet afspejler en tendens til,

at EU i stigende grad forholder

sig til socioøkonomiske

problematikker. Dette står i

kontrast til den retorik og politik,

der blev ført i kølvandet på

finanskrisen, hvor fokus var på

robuste offentlige finanser og

konkurrenceevne. Under

eurokrisen måtte lønmodtagere,

fortrinsvist i Sydeuropa og især i

Grækenland, vige, for at tilliden

til euroen kunne genoprettes, og

for at EU-projektet kunne reddes.

Finanspagten, der forpligter

eurolandene til at overholde

balancerede budgetter, er

symptomatisk for denne tid, idet

den lagde stramme bånd på, hvor

meget medlemsstaterne kunne

gældsætte sig. Dette førte til

besparelser, der ramte socialt

skævt.

Siden hen er tiderne skiftet, og

nu kommer truslen mod Unionen

hovedsageligt fra EU-skeptiske

vælgere og statsledere. Det mest

åbenlyse eksempel er Brexit, men

også Ungarns Orban og Polens

Duda udfordrer Unionen på dens

grundlæggende principper og

vilkår. Euroskepticisme,

demokratisk underskud og

eurokrater er selv sagt ikke nye

begreber, men meget tyder på, at

EU-toppen ikke længere har

tænkt sig at ignorere det.

legitimitet kræver, at man ikke

kun lytter til

eksportvirksomhedernes

interesser, men også viser over

for den brede befolkning, at EU

er til for deres skyld.

Kommissionens konklusion må

være, at stigende lønforskelle

samt vedvarende diskrepans

mellem øst og vest og nord og

syd, må adresseres, hvis Unionen

skal styrkes. Spørgsmålet er så,

hvor meget EU kan gøre.

Mindstelønsdirektivet er pyntet

med ædle intentioner, men vil

formentlig vise sig at være

tandløst - hvilket måske også er

bedst, givet de mange forskellige

måder, medlemsstaternes

arbejdsmarkeder er skruet

sammen på. Om ikke andet viser

direktivet, at EU-Kommissionen

er klar til at rebrande EU, så den

fremstår mere socialt orienteret,

samt at diskussionen om, hvor

EU’s beføjelser begynder og

slutter, stadig er i gang.

KOMMISSIONENS

KONKLUSION MÅ VÆRE,

AT STIGENDE

LØNFORSKELLE SAMT

VEDVARENDE

DISKREPANS MELLEM

ØST OG VEST OG NORD

OG SYD, MÅ

ADRESSERES, HVIS

UNIONEN SKAL STYRKES

Direktivet kan være et tegn på, at

der er kommet en forståelse for,

at sikringen af Unionens

langsigtede holdbarhed og

S I D E 2 8

EUROPÆISKE HORISONTER


DEN GRØNNE

OMSTILLING ER

HJERTEBLOD OG

LIVSNØDVENDIG

FOR EUROPA

S T I N E S O E W A R T A , K O N T O R C H E F F O R

E U R O P A - K O M M I S S I O N E N I D A N M A R K

[FOTO: Eget pressefoto]

Det er snart 2 år siden Europa

gik til valg til Europa-

Parlamentet. Det var et valg,

hvor mange unge stemte for

første gang, og hvor mange

havde klimaforandringer som

grund til at stemme. Derfor var

målsætningen om et

klimaneutralt kontinent i 2050

også det store valgløfte, da

Ursula von der Leyen blev

godkendt af Europa-

Parlamentet. Det var også de

første store lovforslag, der blev

fremlagt, nemlig til en

europæisk klimalov, som i

øjeblikket forhandles mellem

EU-landenes ministre og

Europa-Parlamentet.

S I D E 2 9

EU blev i 2020 ramt af Covid-19,

og man kunne derfor frygte, at

man glemte den truende

klimakrise for at fokusere på

sundhedskrisen. At grøn

omstilling var noget, man kunne

udskyde, fordi der var hastende

sager lige nu. Men der er jo altid

hastende sager. Hvis man ser på

de europæiske unge i dag, ja så

har de ikke just haft en let tid.

Finanskrise i 2008, efterfulgt af

økonomiske hårde kriser i

Letland, Irland, Portugal, Spanien

og naturligvis Grækenland. Det

smitter af på alle lande.

Terrorangreb i det meste af

Europa omkring 2015. Terroren

ramte Danmark, Storbritannien,

Frankrig, Belgien og flere andre

lande hårdt. Og endelig nu

COVID19, der har tvunget os alle

sammen inden døre foran en

skærm med hjemmeundervisning

i næsten et år nu.

Med denne triste opremsning vil

jeg simpelthen bare slå fast, at

kriserne kan synes at hagle ned

over EU, men det er ingen grund

til at opgive ævred. Snarere

tværtimod. Hvis vi oven i de

ovenstående kriser også lægger

selvforskyldte klima-, natur- og

biodiversitetskriser, så ville vi

gøre os skyld i utilgiveligt

kortsynethed. For selvom disse

kriser har mindre synlige tegn

end de tidligere kriser, der

eksempelvis udløste bevæbnet

militær uden for mine børns skole

i Bruxelles og ligeså foran

synagogen i København, så er de

ikke mindre truende. Mange

EUROPÆISKE HORISONTER


hundrede tusind mennesker i

Europa får hvert år forkortet

deres liv på grund af

luftforurening i byerne. Vi står

over for en mulig

biodiversitetskatastrofe, da de

globale bestande af vilde dyr er

faldet med 60% over de sidste 40

år. Og vi er stadig dybt afhængige

af import af energi til EU, ofte fra

lande vi ikke deler værdier med.

Samtidig er vi det kontinent i

verden med den højeste

gennemsnitsalder. Vi er lige nu

6% af verdens befolkning her i

EU, men vi står for 50% af

verdens velfærdsudgifter. Og med

pandemien har mange lande fået

høvlet betragtelige procenter af

deres bruttonationalprodukt.

Så hvad gør vi? Og hvad har vi

gjort?

Noget af det mest opløftende har

været det faktum, at Europas

ledere rent faktisk har holdt fast

i, at den grønne omstilling er EU's

vækststrategi.

KUN VED AT BLIVE ET

MERE BÆREDYGTIGT

KONTINENT, DER KAN

ANVENDE DEN NYE

DIGITALE TEKNOLOGI, ER

VI I STAND TIL AT FORME

FREMTIDEN, SOM VI SELV

ØNSKER DET

Kun ved at blive et mere

bæredygtigt kontinent, der kan

anvende den nye digitale

teknologi, er vi i stand til at forme

fremtiden, som vi selv ønsker det.

Og også kun sådan er vi

interessante for andre lande som

USA, Indien eller Kina. Danmark

kan muligvis være forgangsland

på nogen områder, men kun hvis

vi lykkes med at omstille hele EU,

kan vi fremstå som et eksempel.

Hvis vi kan omstille stålværker i

Rumænien eller kulminer i Polen

på en miljømæssig og socialt

S I D E 3 0

bæredygtig måde, ja så har vi

noget at vise frem for andre.

Derfor har der hele tiden været

stor opbakning til, at omstillingen

skal foregå retfærdigt, for ellers

kommer den ikke til at foregå.

Den store genopretningsfond,

der blev vedtaget sidste år, skal

netop gå til projekter, der kan

fremtidssikre Europa. Det skal

ske gennem at sikre, at mindst

37% går til klimarelaterede

projekter, og 20% skal gå til

digitale projekter, idet vi under

pandemien har set, at de mest

digitaliserede samfund og firmaer

klarer sig bedst. Pengene skal

komme fra lån, som EU i

fællesskab skal optage. Det skal

sikre de bedst mulige vilkår, så

kommende generationer skal

betale så lidt som muligt tilbage

for den økonomiske genopretning

- og samtidig skal have fået noget

for pengene i form af bedre

klimabeskyttelse og en mere

digital fremtid. Det kan lade sig

gøre. Det så vi, da Europa

Kommissionen sidste år udstedte

de første sociale obligationer for

at hjælpe med at finansiere

arbejdsløshedsunderstøttelse i de

hårdest ramte lande.

Efterspørgslen på disse

obligationer var så stor, at

pengene kunne rejses med meget

lave, eller endog negative renter,

og de fordelagtige vilkår kom

naturligvis landene direkte til

gode. For det kan godt være, at

de mange milliarder virker som

en stor udskrivning for de

europæiske skatteydere, men for

både økonomiske og

miljømæssige kriser gælder det,

at hvad der sker i et land, ja det

påvirker alle de andre. Det gælder

særligt på et så tætbefolket og

tæt sammenvævet kontinent som

det europæiske. Derfor bør man i

dette år holde øje med de

genopretningsplaner, som alle

lande skal fremlægge, for de vil

give et godt fingerpeg om,

hvorvidt regeringerne er lige så

ambitiøse på egne vegne, som de

har været på Europas.

Så de offentlige penge er på plads

for at sikre en grøn

genopbygning. Det samme er de

private investeringer, for der er

stor efterspørgsel på projekter,

der kan biddrage til den grønne

omstilling og sikre afkast. Derfor

arbejder Kommissionen med at

sikre kriterier for grønne

projekter og på at sikre, at man

ikke alene skal oplyse om

finansielle risici ved

investeringer, men også om klima

og miljømæssige.

Men penge alene gør det ikke.

Der skal både lovgivning og

adfærdsændringer til, hvis vi skal

nå frem til et klimaneutralt

kontinent i 2050. Den første

forudsætning er, at vi skærer

CO2-udslippet med mindst 55% i

2030. Ellers har vi ikke en jordisk

chance for at nå målet i 2050.

Derfor arbejder Europa-

Parlamentet og EU-landenes

regeringer i øjeblikket på at nå til

enighed om en klimalov, der skal

sætte begge målsætninger som

bindene lovgivning.

MEN PENGE ALENE GØR

DET IKKE. DER SKAL

BÅDE LOVGIVNING OG

ADFÆRDSÆNDRINGER

TIL, HVIS VI SKAL NÅ

FREM TIL ET

KLIMANEUTRALT

KONTINENT I 2050

Samtidig arbejder Europa

Kommissionen med at blive ”fit

for 55”, som vi lidt boomer-agtigt

har døbt lovgivningsarbejdet i år.

Noget af det foreligger allerede.

Det drejer sig om meget mere

økologisk landbrug, en stor

biodiversitetsstrategi, der skal

beskytte 30% af Europas vand og

land (herunder skal 10% strengt

beskyttes), og om store strategier

for produktion af mere grøn

brintog arbejde med at udvikle og

producere batterier i Europa. I

Europa vil vi kunne fremstille det

meste af vores strøm fra

vedvarende energikilder og

EUROPÆISKE HORISONTER


Samtidig arbejder Europa

Kommissionen med at blive ”fit

for 55”, som vi lidt boomer-agtigt

har døbt lovgivningsarbejdet i år.

Noget af det foreligger allerede.

Det drejer sig om meget mere

økologisk landbrug, en stor

biodiversitetsstrategi, der skal

beskytte 30% af Europas vand og

land (herunder skal 10% strengt

beskyttes), og om store strategier

for produktion af mere grøn

brintog arbejde med at udvikle og

producere batterier i Europa. I

Europa vil vi kunne fremstille det

meste af vores strøm fra

vedvarende energikilder og

dermed gøre os uafhængige af

tvivlsomme energieksporterende

lande. Men det nytter ikke, hvis vi

ikke kan opbevare eller bruge

energien i de områder, hvor vi i

dag bruger olie eller gas,

eksempelvis til transport eller

cementfremstilling. Derfor har vi

brug for grøn brint og batterier.

SAMTIDIG ARBEJDER

EUROPA KOMMISSIONEN

MED AT BLIVE ”FIT FOR

55”, SOM VI LIDT

BOOMER-AGTIGT HAR

DØBT

LOVGIVNINGSARBEJDET I

ÅR

Og på en måde, så fremtidige

generationer ikke skal betale

mere end højst nødvendigt? Det

skal blandt andet undersøges, om

der kan pålægges en klimatold, så

varer fremstillet i andre lande,

med lempeligere miljøregler end

de europæiske, ikke får en

urimelig konkurrencefordel.

KLIMAET BLIVER IKKE

REDDET UDEN EN

INDSATS, MEN TIL

GENGÆLD VIL EN

FÆLLES INDSATS VÆRE

DET BEDSTE SVAR PÅ

DEN KRISE, DER BARE MÅ

OG SKAL LØSES

For det er den sidste brik i

ligningen – det skal ikke være for

svært at ændre sine vaner til det

mere klimarigtige. De mange

hybrid- og elbiler, vi nu ser på

markedet, er resultatet af EUregler

vedtaget for flere år siden

– jeg var selv med til at arbejde på

dem i nullerne. Klimaet bliver

ikke reddet uden en indsats, men

til gengæld vil en fælles indsats

være det bedste svar på den

krise, der bare må og skal løses.

Men al lovgivning bliver i

øjeblikket gennemgået for at blive

”fit for 55”. Det gælder hele

energisektoren, det vil sige

energibesparelser, anvendelse af

vedvarende energi og sikring af

hele energitransporten. Også

handel med CO2-kvoter, der

eventuel skal udvides til at

omfatte andre sektorer, skal ses

efter i sømmene, da det kan være

en effektiv måde at nedbringe

CO2-udledninger på. Men

indtægtssiden skal også vurderes

– for hvordan kan vi finansiere de

store hjælpepakker på en måde,

så den europæiske industri bliver

mere, ikke mindre,

konkurrencedygtig?

S I D E 3 1

EUROPÆISKE HORISONTER


Københavns Universitets gamle bygninger, København.

[FOTO: News Øresund - Johan Wessman (CC BY 3.0).]

I 2019 startede vores

studentermagasin Europæiske

Horisonter ud med at være

tilknyttet European Horizons

internationale netværk. Da corona

kom fik vi en lang tænkepause,

løsrev os og bevægede os hen i en

mere journalistisk retning.

Heldigvis har nogle nye, friske

mennesker genstartet European

Horizons på KU, og vi

glæder os til samarbejdet!

EUROPEAN HORIZONS FINDER

IGEN LIV PÅ KU

S T U D E N T E R F O R E N I N G E N E U R O P E A N H O R I Z O N S P Å K U

Danmarks relation til EU, har

siden undfangelsen i 1973 med

fire forbehold, været, ja

forbeholden.

Med udgangspunkt i en

småstatsfilosofi, der ønsker at

værne om dansk suverænitet, og

samtidig drage de nødvendige

fordele af det europæiske

samarbejde, kan det danske

engagement bedst forstås

gennem en indre splittelse. Ser vi

os selv som europæiske danskere

eller danske europæere?

Sidstnævnte har vist sig at være

determinerende for vores

prekære forhold til EU og resten

af verden i øvrigt. Denne identitet

er forankret i og gennemsyrer de

fleste danske institutioner, og

synes sågar også at kunne spores

på Københavns Universitet, hvad

S I D E 3 2

end det gælder den manglende

brug af engelsksproget i

undervisningen, fraværet af et

internationalt miljø på campus

eller udenlandske studerendes

muligheder for at studere på KU.

Med et håb om at skabe en større

bevidsthed på den verden, der

foreligger de studerende, uden

for Danmark, har Kaia Fallinge og

Rasmus Nørgaard

(statskundskabsstuderende, 2.

semester) etableret en

københavnsk afdeling af det

internationale globale netværk,

European Horizons. Med rødder i

Yale University har netværket af

universitetsstuderende, der

arbejder for, at unge får en større

stemme i at præge fremtidens

Europa, de seneste år vokset

hastigt til nu at gælde mere end

60 aktive studenterforeninger

rundt omkring i Europa,

Nordamerika og Asien. For

European Horizons på KU er det

et erklæret mål at arbejde for at

udvide de studerendes

internationale horisonter og

præge Københavns Universitet i

en mere international retning.

Derfor er studenterforeningens

første event et webinar, der med

hjælp fra Project Access og en

nuværende dansk

kandidatstuderende i udlandet,

hjælper med at afmystificere det

at læse en kandidat i udlandet.

Eventet er samtidig startskuddet

til European Horizons’ ambition

om at øge KU’s internationale

udsyn.

EUROPÆISKE HORISONTER


Værdien i, at studerende fra

forskellige lande og kulturer

tager på udveksling eller tager en

kandidat i udlandet, kan ikke

undervurderes, mens dens

effekter som bl.a. tæller øget

forståelse, respekt og tillid

ligeledes ikke kan måles. Derfor

er det også en mærkesag at

bidrage til et internationalt

inkluderende miljø på CSS, når

det efter pandemien forhåbentlig

igen vil vrimle med

udvekslingsstuderende og

nationaliteter fra hele verden på

det gamle kommunehospital. Dog

er den tidligere belyste danske

interne splittelse

institutionaliseret i en sådan

grad, at det ikke altid falder

danske studerende naturligt at

imødekomme udefrakommende.

sådanne nuancer, vi ønsker at

indfange i Danmarks forhold til

EU. Studenterforenings arbejde

strækker sig naturligvis længere

end Danmarks forhold til EU, og

vi glæder os til sammen i den

nærmeste fremtid at kunne sætte

fokus på bl.a. kulturen på

Københavns Universitet og

aktuelle europæiske fænomener.

Uagtet om det relaterer sig til et

Forbundsdagsvalg i Tyskland eller

menneskerettigheder i

Østeuropa, er det vores håb at

kunne få belyst og perspektiveret

begivenheder i Europa, der har

betydning for den studerendes

hverdag på et europæisk

universitet.

Faktisk tyder noget på, at

danskere generelt er blandt de

sværeste at danne nye

meningsfulde relationer til som

udefrakommende. Denne kultur

håber European Horizons på KU

at kunne være med til at skubbe

til, når vi igennem events,

research, podcasts, publications

og andre arrangementer, ønsker

at sætte det europæiske

samarbejde på dagsordenen og

udvide horisonterne på CSS. De

studerende på KU er en del af en

af de første generationer, hvor

EU er en selvfølge. Derfor er det

nødvendigt at undersøge og

kritisk debattere EU og Danmarks

forhold, da den fremtidige

udvikling i Europa ikke er noget,

man kan tage for givet. Den

særlige danske historisk

forbeholdne kulturidentitet, som

vi både finder på statsligt niveau

og i de danske institutioner,

udspillede sig sågar for nylig med

Mette Frederiksens vaccinebesøg

i Israel, som på mange

måder underminerer og

karakteriserer forholdet mellem

Danmark og EU. . Dette har vi

søgt at belyse med en artikel, som

du kan læse her. Gennem vores

løbende research, publications,

podcasts, events og andre

arrangementer er det netop

S I D E 3 3

EUROPÆISKE HORISONTER


EUROPÆISKE HORISONTER

Studentermagasinet om europæisk politik

Anden udgave

23. april2021

I chefredaktionen: Christine Roj (chefredaktør), Yasmin Wegener Harbeck (redaktionschef),

Jan Høeg (økonomichef)

I redaktionen: Marc Søgaard, Valder Fredens, Anton Leopold Krogh, Frederik Bast Phillip

Olav Anker Jessen

Kontakt: euhorisonter@gmail.com

S T U D E N T E R M A G A S I N E T O M E U R O P Æ I S K P O L I T I K

More magazines by this user
Similar magazines