Europæiske Horisonter: Fremtiden er digital (forår 21)

S T U D E N T E R M A G A S I N E T O M E U R O P Æ I S K P O L I T I K

S T U D E N T E R M A G A S I N E T O M E U R O P Æ I S K P O L I T I K
F O R Å R 2 0 2 1
INDHOLD
Retten til privatliv
Christine Roj, chefredaktør
Misinformation
Anton Leopol Krogh, studerer samfundsfag og
retorik
EU må ikke lade civilsamfundet være
alene i kampen mod det illiberale
projekt i Polen og Ungarn
Regitze Helene Rohlfing Frederiksen, ph.d.-
studerende, Statskundskab
EU gør klar til at tøjle internettet
Jan Høegh, statskundskabsstuderende
3
5
9
12
Den fejlkonstruerede euro
Kai Zhang, økonomistuderende
Mød en MEP'er: Christel
Schaldemoese
Yasmin Wegener Harbeck og Marc Søgaard,
statskundskabsstuderende
Mød en lobbyist: Christian Borggreen
Yasmin Wegener Harbeck og Marc Søgaard,
statskundskabsstuderende
EU skal stå stadig mere frit af NATO
Frederik Bast Phillip, statskundskabsstuderende
Mindstelønsdirektivet er pyntet med
ædle intentioner, men vil formentlig
vise sig at være tandløst
Valder Fredens, økonomistuderende
Den grønne omstilling er hjerteblod
og livsnødvendig for Europa
Stine Soewarta, Kontorchef for Europa-
Kommissionen i Danmark
European Horizons finder igen liv på
på KU
European Horizons KU
15
17
20
23
25
29
32

Overvågningskamera, London
[FOTO: Tom Page/Flickr]
A F C H R I S T I N E R O J , C H E F R E D A K T Ø R
I denne anden udgave af
Europæiske Horisonter har vi
valgt særligt at dykke ned i
digitalisering. Det lå som den
største selvfølgelighed, at det
denne gang var det emne, vi
skulle afdække. For den digitale
tidsalder har ændret hele vores
måde at være til i verden, vores
omgang med hinanden, adgang
til information, og ikke mindst
har det ændret vores privatliv til
uigenkendelighed.
Digitaliseringen strækker sig over
utrolig mange ting. Faktisk kan
jeg ikke i skrivende stund komme
i tanke om en del af mit liv, der
ikke er gået online i visse
aspekter. Man taler om ”den
digitale dobbeltgænger” som et
moderne fænomen, hvor der
findes så meget data om os
online, at det skaber et helt
menneske. Dataen, hvis den blev
samlet, kunne fortælle mig om al
min adfærd på nettet, hvilken
størrelse tøj, jeg bruger, hvor jeg
godt kan lide at købe ind, mine
yndligsfilm, hvornår jeg vågner
op, går i seng, får min
menstruation, min sundhedsdata,
hvornår jeg sidst var ved lægen,
min politiske orientering og min
civilstatus. Listen slutter ikke her
i praksis, men nu stopper jeg den
af hensyn til læsevenlighed.
Den digitale dobbeltgænger er
både mig, og samtidig er det ikke
mig. For hvor nøjagtige er
dataindsamlingen og
algoritmerne? Og derudover har
jeg ikke overblik over, hvor jeg
starter eller slutter digitalt, så det
i sig selv gør min digitale person
meget fremmed for mig. Det er i
sig selv et problem. Tænk, hvis
man kunne gå ind på en platform,
hvor al information, der fandtes
på nettet om én, var samlet. Så
ville den digitale virkelighed
pludselig blive meget mere
virkelig.
Men sådan er det ikke – jeg har
ikke overblik over, hvor mine
informationer flyver hen eller,
hvor de lander. Det er et vilkår
som digital borger i dag. Og den
digitale dataindsamling har den
klare konsekvens, at privatlivet er
dødt. Jeg kan ikke længere være
anonym i noget som helst i mit
liv, for min adfærd bliver tracket
både lovligt og ulovligt af både
private og offentlige institutioner
hele tiden.
KOMMERCIEL BRUG AF
DATA [STIDER]
UNÆGTELIGT IMOD
DEMOKRATISKE
VÆRDIER
S I D E 3
EUROPÆISKE HORISONTER

Harvardprofessoren Shoshana
Zuboff, udgav forrige år bogen
”Overvågningskapitalismens
tidsalder”. Et af hendes klareste
argumenter er, at kommerciel
brug af data unægteligt strider
imod demokratiske værdier og
underminerer vores
demokratiske samfund. I den
forbindelse nævner hun
fænomenet ”retten til privatliv.”
PRIVATLIVET ER
FORSVUNDET, OG VI
SKAL SOM SAMFUND
PÅ EN ELLER ANDEN
MÅDE GØRE OP, HVAD
DET HAR AF
KONSEKVENSER, OG
OM VI OVERHOVED
KAN FÅ PRIVATLIVET
TILBAGE
Og siger, at det er et helt nyt
fænomen, at vi overhoved har
brug for at italesætte vores ret til
privatliv. Hendes pointe er her, at
man kun taler om ”retten til
noget”, når den ret er truet. Man
taler ikke om retten til ilt, retten
til at kunne gå og andre basale
forhold. Men retten til husly,
retten til ordentlige lønforhold,
retten til at tale frit og nu retten
til privatliv italesættes, fordi det
er forhold, der er under pres.
Privatlivet er forsvundet, og vi
skal som samfund på en eller
anden måde gøre op, hvad det
har af konsekvenser, og om vi
overhoved kan få privatlivet
tilbage.
Det største problem med
overvågning (som dataindsamling
og mistet privatliv er) er, at det
indskrænker vores frihed. Uagtet,
hvad nemlig.com eller regeringen
siger, så påvirker bevidstheden
om, at vi bliver overvåget, vores
adfærd. Og det indskrænker
dermed vores valgfrihed.
Derudover er informationen om
den digitale dobbeltgænger en
kæmpe magt. Dels kan der fra
private virksomheders side tjenes
enorme mængder penge på den
viden, de har om os, fordi de
derigennem kan påvirke vores
valg og forbrug. Som i sig selv
også er problematisk for vores
valgfrihed. Men ikke mindst er
det forduftede privatliv et kæmpe
problem overfor de politiske
magthavere. Det er set senest i
landbrugsoprøret i Indien,
hvordan big-tech firmaer som
Facebook og Google er blevet
brugt af staten til at finde frem til
informationer om politiske
aktivister, så de kunne finde dem
og fængsle dem. Eller ved
protesterne i Iran sidste år, hvor
regeringen slukkede for
internettet i flere dage for at
forhindre den mobilisering, der
foregik online.
DET ER SVÆRT AT VÆRE
MODSTANDER AF
SYSTEMET, NÅR MAN
LEVER I EN
DIGITALISERET VERDEN,
HVOR ENS PRIVATE
PERSON ER BLEVET
OFFENTLIGT
TILGÆNGELIG I EN
DIGITAL
DOBBELTGÆNGER
For ikke at nævne USA, der også
siden 2. verdenskrig har brugt
overvågning af politiske
modstandere – særligt
venstrefløjen - effektivt. Og
fortsat gør det i dag.
Det er svært at være modstander
af systemet, når man lever i en
digitaliseret verden, hvor ens
private person er blevet offentligt
tilgængelig i en digital
dobbeltgænger. Og det giver
problemer, når den digitale
dobbeltgænger kommer i hænder,
der vil bruge den information til
egen vindings skyld på
bekostning af individet –
kommercielt eller politisk.
Derfor er digitaliseringen
indiskutabelt et vigtigt emne i
vores samfund lige nu, som EU
unægteligt skal forholde sig til, og
derfor er det sat på forsiden af
dette nummer af Europæiske
Horisonter.
Jeg håber, I føler jer klogere på
det digitale projekt og dens
udvikling i Europa, når I læser jer
gennem magasinet. Det er også
spækket med andre spændende
emner som civilsamfundets rolle i
EU, euroens fejlkonstruktion og
EU's udenrigspolitik. Billede: Syrisk flygtning
ankommer til den græske
ø Kos efter at have
God læselyst!
krydset fra Tyrkiet.
[Foto:SyriaFreedom]
S I D E 4
EUROPÆISKE HORISONTER

'Lie Lie Land' gadekunst af
Bambi, Shillingford Street,
Islington, London N1.
[FOTO: Peter
O'Connor/Flickr]
Debatten mellem
internetoptimisterne- og
pessimisterne har mistet status
som reel debat. Internettets
iboende demokratiserende
effekt er efterhånden en
kastreret idé, og i stedet synes
pessimisternes spådomme mere
og mere sande. ’Postfaktuel’ eller
hvad end for et postulat vi giver
tiden: Skelnen mellem sandt og
falskt online er ikke blevet
mindre med tiden - tværtimod.
Men hvis vi begynder med at
anerkende problemets omfang,
kan vi derfra finde frem til en
håndtering spredningen af misog
desinformation.
På trods af stor mediebevågenhed
på propagandaens
steroidepumpede storebror –
digital mis- og desinformation –
bliver problemet ofte undervurderet,
eller negligeret helt og
aldeles. Måske fordi dets snart
udvandede synonym ”fake news”
konstant bliver misbrugt som
S I D E 5
smædekampagne mod
journalistik, man ikke bryder sig
om.
Jeg har selv undervurderet
truslen fra den øgede digitale
mis- og desinformation, og har
måske været lidt af en
internetoptimist. Internettet var
jo en ny teknologi, med
potentiale til fundamentalt at
ændre verden til det bedre.
Tiden har dog vist, at der også er
en bagside til internettets globale
udfoldelse i milliarder af hjem.
Lidt klichéfyldt og lommefilosofisk
sagt - men ikke desto
mindre min yndlings metafor -
skulle internettet vise sig at være
et tveægget sværd. På en og
samme tid er internettet både
fantastisk og skadeligt.
Demokratisk degenerering
En rapport fra Europa-
Parlamentets komité for Civil
Liberties, Justice and Home
Affairs (LIBE), vurderer den
digitale misinformation som en
trussel mod europæiske
demokratier. Rapporten anfører,
at eftersom EU er bygget på et
demokratisk værdifællesskab
medlemsstaterne imellem, er
unionen særligt sårbar overfor
angreb på demokratiet. Det er
netop kernen i problemet.
Aktører, der ønsker at splitte og
polarisere gennem mis- og
desinformation, kan gøre det
succesfuldt gennem
demokratiske staters åbenhed.
Af den sparsomme forskning der
findes om spredning af mis- og
desinformation, trækkes der ofte
på psykologisk litteratur.
Begreber som confirmation bias
og gruppetænkning bruges
hyppigt.
Internettet er bærer af en række
børnesygdomme, der maksimerer
muligheden for spredning af
misinformation. Lad mig give et
EUROPÆISKE HORISONTER

eksempel, der illustrerer hvordan
disse udfolder sig i den virkelig
verden.
#Pizzagate
Konspirationen der gik viralt
under det amerikanske
præsidentvalg i 2016. Et par sølle
emails om at spise pizza,
udviklede sig til både at
indeholde et pædofilt fællesskab
og en satanistisk kult, bl.a. med
Barack Obama og Hillary Clinton i
toppen. Et pragteksempel på
hvordan mennesker flokkes om at
tro på tilsyneladende vanvittige
ting og se sammenhæng i selv de
mindste ting.
Stedets ejer, James Alefantis,
havde åbenbart et mistænkeligt
navn. Det var for tæt beslægtet
med de franske gloser for ”jeg
elsker børn”; ”J’aime les enfants”,
så han måtte være hovedperson i
et pædofilt og satanistisk
netværk. Også stedets navn –
Comet Ping Pong, med initialerne
CP – blev mistænkeliggjort. For
hvad har ellers initialerne CP?
You guessed it – Child Porn!
Reddit-tråden om Pizzagate
omfattede 22.000 personer, og
antallet af mennesker, der enten
helt eller delvist tror på det, er
højst sandsynlig langt højere end
dette.
RUSLAND ER DEN
UKRONEDE KONGE AF
FAKE NEWS
Vildledningens ukronede konge
Hvor end man søger svar, bliver
vores alles fordom bekræftet;
Rusland er den ukronede konge
af fake news. Desværre druknede
russernes yderst imponerende
mis- og desinformationskampagner
i en nedsmeltning i
bedste sendetid på flere af de
etablerede amerikanske medier.
Drevet af Trump-derangementsyndrome,
havde medier som
MSNBC mere travlt med at fable
om konspiratoriske forbindelser
mellem Trump og Putin, end at
beskæftige sig med den mere
plausible fortælling om russernes
valgindblanding. At Kreml ville
splitte og polarisere. Faktisk fik vi
det sort på hvidt helt tilbage i
1984. Yuri Bezmenov, en tidligere
højt rangeret KGB-informant,
stillede ekstraordinært op til et
interview i den amerikanske
presse. Han berettede om
sovjetternes brug af psykologisk
krigsførelse. Formålet var at
distrahere, polarisere og at stikke
ild til betændte konflikter.
IRA SKABTE ADSKILLIGE
FACEBOOKSIDER, DER
SPÆNDTE BREDT PÅ DET
POLITISKE SPEKTRUM
’Operation Infektion’
Også kendt som AIDSkonspirationen,
var Operation
Infektion en sovjetisk
misinformationsstrategi, der
forsøgte at overbevise den (sorte)
amerikanske befolkning om at
AIDS var skabt af det
amerikanske militær, som et
biologisk våben med hensigt at
udrydde afroamerikanere og
homoseksuelle. Sådan udnyttede
sovjetterne allerede eksisterende
racespændinger i USA.
”Langt ude” tænker du måske,
men effekten af ’Operation
Infektion’ har tydelige spor i
nutiden. En nylig
spørgeskemaundersøgelse viser,
at 48% af den afroamerikanske
befolkning tror, at AIDS blev
kunstigt skabt, og 27% af
respondenterne gik så langt som
at mene, at sygdommen måtte
stamme fra regeringens
laboratorier.
’Project Lakhta’
Selvom Project Lakhta er mere
aktuel, trækker den tråde tilbage
til selvsamme sovjetiske strategi.
Denne gang handler det om den
russiske valgindblanding i det
amerikanske præsidentvalg i
2016. Debatten om hvorvidt dette
fandt sted er – ligesom
diskussionen mellem
internetoptimister- og
pessimister – død.
Denne gang var strategien
tilpasset en verden domineret af
sociale medier, og derfor var
spredning af mis- og
desinformation på sociale medier
enormt tilstedeværende op til
valget. Strategien centrerede sig
ikke kun om én løgn, men om
mange.
Kremls Internet Research Agency
(IRA), som man på godt
gammeldags dansk kalder for en
”troldefabrik”, har siden 2013
infiltreret den amerikanske
offentlige samtale via sociale
medier. IRA skabte adskillige
facebooksider, der spændte bredt
på det politiske spektrum. Noget
var det rene makværk, men andre
havde reel indflydelse. Grupper
som ’Black Matters’ og
’Blacktivist’ havde tusindvis af
følgere, og mobiliserede sågar
demonstrationer og protester. De
talte til minoritetssegmenter på
venstrefløjen, og opmuntrede til
yderligere radikalisering af
særligt sorte vælgere. De
frarådede deres medlemmer at
stemme på Hillary Clinton meget
direkte. Nævneværdige sider, der
talte til republikanske og kristne
vælgere, er blandt andet ’Army of
Jesus’.
Siden formåede at skabe mange
virale memes, alle sammen med
Hillary Clinton som den djævelske
figur. Stadigvæk forsøger Kreml
sig med Stolle fra Paradise Hotel
metoden; ”Benægt, benægt,
benægt! Og hvis det ikke virker,
så lyv, lyv, lyv!”.
De kan tilsyneladende ikke
genkende nogen anklager, uanset
om det gælder nedskydningen af
MH17 fly eller at blande sig i
demokratiske valg.
S I D E 6
EUROPÆISKE HORISONTER

Bevares, Rusland kan ikke hævdes
at være den eneste udøver af
digital mis- og desinformation.
Heldigvis har Kinas
kommunistparti primært anvendt
det mod sin egen befolkning, men
flere kilder forventer at kineserne
går i en mere russisk retning,
hvad det angår spredning af
digital mis- og desinformation.
I Vesten kan vi heller ikke se os
som hellige i denne
sammenhæng.
Det er også efterhånden lidt
kedeligt at pege fingre ad USA, så
lad mig starte et andet sted i
stedet. Det er nemlig ofte
borgere som er den største
synder i spredningen af
misinformation. Mis- eller
desinformerende nyhedshistorier
cirkuleres, og deles af helt
almindelige borgere som dig og
mig.
Misformationens modgift
Jeg er ikke i gang med en
dommedagsprofeti, der skriver de
europæiske demokratiers
endeligt, så lad mig introducere
tre forskellige løsninger til at
håndtere spredningen af digital
mis- og desinformation. Det er
ikke de tre eneste løsninger der
findes derude, ej heller skal de
ses som gensidigt udelukkende,
men de repræsenterer hver især
forskellige elementer.
Knivskarp kildekritik
Den første er en styrkelse af
borgeres digitale ”litterære”
evner. Essentielt beror den på, at
vi skal have færre digitale
analfabeter, men derimod
opfostre digitalt dannede
borgere. Man kunne også kalde
det en øget kildekritisk sans, som
vi har med i alle led, når vi begår
os digitalt. Lidt ligesom vi
forhåbentlig har lært ikke at tage
det for gode varer, når prinsen af
Nigeria rækker ud til os via mail.
Fordelen ved denne løsning er, at
den ikke blot udliciterer alt
arbejdet til eksperterne, men gør
alle til en del af løsningen.
Opfostring af digitale borgere har
dog aner af utopisk tænkning – i
hvert fald på kort sigt. Dem vi
burde have størst håb for,
journalisterne, kan ikke engang
navigere i dette informationshelvede.
Narret af russerne,
begyndte en masse freelance
journalister i løbet af 2020 at
skrive for et nyt internetmedie
ved navn ’Peace Data’ – mediet
var dog rent og skært
charlataneri. Det er ældre
borgere, der hyppigst deler misog
desinformation, men hvis ikke
engang journalisterne er digitalt
litterære nok, hvordan skal de
ældre borgere så blive det?
Der er dog en løsning, som
mange er fortaler for, men
samtidig en løsning der ikke kan
fungere selvstændigt. Bl.a..
Europa-kommissionens
næstformand, Vĕra Jourová, som
talte varmt om denne strategi i et
webinar holdt af
Journalistforbundet d. 11. februar.
Det åbenlyse problem er, at det
er en enormt stor byrde at lægge
på skuldrene af befolkningen. Det
er en nær umulig opgave for os
som individer, at skulle kunne
opfange den mest sofistikerede
form for trolling hidtil set.
Heldigvis findes der også andre,
mere sofistikerede løsninger.
Fordi komplekse problemer
kalder på komplekse løsninger.
Bær over med mig, fordi den
anden løsning jeg vil præsentere
nu, kan både virke forvirrende og
kontraintuitiv. Faktisk skal vi 150
år tilbage i historien.
Matematisk magi
Benfords lov – også kaldet lov om
første ciffer – blev opdaget ved
en tilfældighed, da astronomen
Simon Newcomb undrede sig
over, hvorfor de første sider i alle
bøgerne på biblioteket i The US
Naval Observatory, var mere
brugte og slidte end de bagerste.
Ca. 50 år senere opdagede
ingeniør og fysiker Frank
Benford, hvor gennemsyret hele
vores verden er af denne
besynderlige lov. Uhyggeligt
mange talsæt, der indebærer
tilfældig menneskelig aktivitet,
følger faktisk Benfords lov.
Konkret fastsætter loven, at tal
der starter med cifret 1 vil være
hyppigst, tal der starter med
cifret 2 vil være næst mest
hyppigt og sådan fortsætter det
hele vejen til 9. Det gælder bl.a.
for antal indbyggere i alle
verdens byer, priser på
lejligheder, BNP i alle lande,
længde på floder, husnumre,
antal facebookvenner – you name
it!
Det betyder også, at man kan
bruge Benfords lov til at spotte
irregulariteter. En form for
kvalitetssikring. I 1970’erne
foreslog Googles daværende
cheføkonom Hal Varian, at loven
kunne anvendes til at finde
finansiel svindel. Nævneværdige
eksempler på talsæt, der slog ud
på Benfords lov, var den store
svindelskandale med den
amerikanske energigigant Enron.
Grækenlands nationaløkonomiske
tal, som de rapporterede til EU,
før de kom ind i Eurozonen,
fulgte heller ikke Benfords lov.
Hvorfor bruger jeg en hulens
masse tid på at snakke om en 150
år gammel matematisk lov, som
mest af alt virker for vanvittig til
at tro på? Jo, fordi Benfords lov er
kryptonit for bots og deepfakes.
Antal følgere på sociale medier
følger nemlig også en
benfordiansk kurve. Jennifer
Goldbeck, som er amerikansk
datalogiprofessor, hentede et
datasæt på 50.000 profiler fra
sociale medier. Voila – datasættet
var i overensstemmelse med
Benfords lov. Dog med én
mistænksom undtagelse pr.ca.
100. profil. De var tilfældigvis alle
russiske, og skulle vise sig at være
opereret af den samme person.
De var syntetisk kreerede
profiler, såkaldte bots. Herfra
identificerede hun 100.000-
150.000 andre bots. Også
Berkeley professor Hany Farid,
har taget Benfords lov til sig i sit
S I D E 7
EUROPÆISKE HORISONTER

arbejde. Han anvender den til at
vurdere autenciteten af digitale
billeder, ved at applicere loven på
billeder. Digitale billeder udgøres
af tal - mange af dem. Et
umanipuleret digitalt billede vil
følge Benfords lov. Stater,
virksomheder og mange andre
hyrer Farid som konsulent, når de
skal undersøge autenticiteten af
billeder.
Den bagvedlæggende tanke for
Farid, er konstant at hæve
niveauet ved at udvikle metoder,
der skal besværliggøre processen
at skabe deepfakes og andet
digital humbug. Derved tager
man bolden ud af hænderne på
den gennemsnitlige person, i et
slags katten efter musen spil. I
hvilket omfang Benfords lov
bliver brugt til at fange russiske
bots og deepfakes vides ikke.
Typisk holder techgiganterne og
enhederne, der arbejder med
digital misinformation, kortene
tæt til kroppen.
Benfords lov er blot ét eksempel
på tekniske og teknologiske
redskaber. Det kan sammenlignes
med etiske hackere ansat af
statslige enheder. F.eks. har AI
virksomheden Faculty hjulpet den
britiske stat med at skabe et
system, der kan genkende ISIS
propagandavideoer.
Der er brug for sådanne præcise
og kirurgiske indgreb, når der
skal reguleres digital adfærd. Det
er ultraforfinede og kalibrerede
redskaber, der virkelig batter
noget.
INTERNETTET SKAL IKKE
UDNYTTES AF
MAGTFULDE AKTØRER
TIL AT ”HACKE” OG
UDNYTTE
DEMOKRATISKE
BORGERE
Inefficient incitamentsstruktur
Internettet skal være til gode for
forbrugeren. Internettet skal ikke
udnyttes af magtfulde aktører til
at ”hacke” og udnytte
demokratiske borgere, der i
godtroenhed har takket ja til en
hulens masse ting og sager.
Vi har nu kørt et par årtiers liveaction
eksperiment, og vi er alle –
borgere såvel som statslige og
overstatslige enheder – grønne
på området. Derfor skal man tage
ved lære løbende, og regulere og
omstrukturere internettets
infrastruktur og dem, der styrer
den.
Denne løsning bygger på klog
regulering. Regulering der skal
sikre gennemsigtighed.
Føromtalte LIBE-rapport har
brygget på en lang række
løsninger. Uden at gå i dybden
med rapportens anbefalinger, er
et fællestræk på tværs af dem
idéen om at styrke
medlemsstaternes demokratiske
robusthed.
EU har lavet tiltag for at beskytte
de europæiske demokratier.
Blandt andet gennem GDPR,
Digital Services Act Package og
enheden mod digital mis- og
desinformation ’EUvsDisinfo’.
Mange medlemslande har også
lavet tiltag, men oftest i form af
en Taskforce. Det kan man så
mene om hvad man vil. Ligeledes
findes der mange private
virksomheder, der bekæmper
digital mis- og desinformation.
At EU-landene er begyndt at tage
truslen alvorligt er en god start.
Spørgsmålet er, hvorvidt det
kræver en større gentænkning af
internettet og dens funktioner.
Om det betyder at de tekniske
uddannelser skal undervises i
filosofi og etik, eller om det er
løsninger, vi ikke kender til på
nuværende tidspunkt, vides ikke.
I hvert fald må der tages hånd om
problemet, hvis vi ønsker et
demokratisk Europa i fremtiden.
S I D E 8
EUROPÆISKE HORISONTER

Polens premiereminister Mateusz Jakub Morawiecki og
Ungarns præsident Victor Orban mødes i 2018, Budapest.
[FOTO: Kancelaria Premiera/Flickr]
De seneste år har den
europæiske debat i stigende grad
handlet om, hvad EU kan gøre,
når et medlemsland ikke
overholder Unionens centrale
værdier, som de er benævnt i
Lissabontraktatens artikel 2.
Diskussionen har fokuseret på
Polen og Ungarn, som må siges
at være fremtrædende
eksempler på en trist tendens,
trods de ikke er de eneste
medlemslande på kant med
værdierne. Særligt har fokus
været på landenes manglende
overholdelse af retsstatsprincippet
som del af deres
såkaldte illiberale projekt. Men
hvad ikke diskuteres nok er,
hvilke konsekvenser dette
illiberale projekt har for
civilsamfundet. Jeg forsøger i
S I D E 9
det følgende at kaste et tiltrængt
lys over både problemets
størrelse og karakter, samt
hvordan organisationer og
sociale bevægelser aktivt
forsøger at sætte sig imod.
Tilbagerulningen af demokratiet
Når man snakker om den
politiske udvikling i Polen og
Ungarn, stilles der ofte skarpt på
deres manglende respekt for
retsstatsprincippet og reformer
af domstolsvæsnet, som har slået
tvivl om, hvor demokratiske
landene er. Ifølge det ledende
institut for demokratimåling,
Varieties of Democracy, er
Ungarn siden 2020 ikke længere
et demokrati men et electoral
autocracy, mens Polen er det
mest autokratiserende land i
verden.
Men den demokratiske
tilbagerulning, som denne
udvikling ofte kaldes, har også
andre konsekvenser, som vi
desværre slet ikke snakker nok
om.
Forstå mig ret,
retsstatsprincippet er et vigtigt
fokus, som har ledt til
igangsættelsen af artikel 7-
proceduren mod begge lande, og
trods proceduren indtil videre
ikke har kastet noget af sig, så
har det haft (symbolsk)
betydning, at EU officielt har sagt
”hertil og ikke længere!”. Men det
er vigtigt at forstå, at den triste
demokratiske udvikling i Polen og
EUROPÆISKE HORISONTER

Ungarn ikke kun er båret af
angreb på retsstatsprincippet.
Demokratiets hjerte og
vagthund
I de sidste 5-10 år har PiS i Polen
og Fidesz i Ungarn i stigende
grad sat civilsamfundet under et
enormt pres. Hvor retsvæsnet
fungerer som en check-andbalance
over for den udøvende
magt, så agerer civilsamfundet en
vigtig rolle som vagthund for
demokratiet. Begge dele er
centrale komponenter i et liberalt
demokrati, og PiS og Fidesz søger
netop at fjerne disse elementer
med deres illiberale agenda.
Ifølge den globale
civilsamfundsalliance, CIVICUS,
som monitorerer kvaliteten af
landes civilsamfund, har hverken
Polen eller Ungarn længere åbne
og frie civilsamfund. Det er et
enormt problem, da
civilsamfundet er et hvert
demokratis hjerte. Des svagere
civilsamfundet bliver, og des
færre organisationer der er til at
udfordre regeringerne, des
lettere bliver det at gennemføre
visionen om et illiberalt system.
Uden aktive vagthunde er der
ingen til at passe på demokratiet.
FRA TRADITIONELT AT
REPRÆSENTERE
DEMOKRATISKE OG
LIBERALE VÆRDIER ER
CIVILSAMFUNDET I
STIGENDE GRAD
KENDETEGNET VED
KONSERVATIVE OG
ILLIBERALE TENDENSER
Civilsamfundet skævvrides
Lad mig pointere, at udviklingen
ikke skyldes folks manglende vilje
til at være aktive i civilsamfundet.
Se bare på de kæmpe
demonstrationer, der har fyldt de
polske gader siden oktober sidste
år trods forbud og politivold.
Eller hvordan Magyar Helsinki
S I D E 1 0
Bizottság og IUSTITIA er blevet
nomineret til Nobels Fredspris
for deres utrættelige arbejde for
et demokratisk samfund.
Nej, civilsamfundet og det civile
rum bliver systematisk ødelagt af
regeringerne i de to lande. Eller
det vil sige, dele af civilsamfundet
er mærket af dette. Gennem øget
bureaukratiske krav, fratagelse
eller nægtelse af støttemidler,
ulovlig overvågning og trusler om
vold, chikane i landsdækkende
medier og andre både formelle og
uformelle tiltag er det blevet
vanskeligere for regeringskritiske
organisationer og sociale
bevægelser at være aktive.
Samtidig modtager regeringsloyale
organisationer, såkaldte
GONGOs eller PANGOs, både
økonomisk og politisk støtte.
Tilstedeværelsen af disse kan få
det til at fremstå som om, der er
et livligt civilsamfund i Polen og
Ungarn, uagtet at disse
organisationer i virkeligheden
fungerer som regeringens
forlængede arm.
Ved at presse den
regeringskritiske del af
civilsamfundet og samtidig aktivt
støtte regeringsloyale
organisationer er det polske og
ungarske civilsamfund under
forandring.
Fra traditionelt at repræsentere
demokratiske og liberale værdier
er civilsamfundet i stigende grad
kendetegnet ved konservative og
illiberale tendenser. Det sker
altså både en indskrænkning og
en skævvridning af civilsamfundet
i Polen og Ungarn. Og det burde
vi være meget mere bekymret
over. Der er brug for politisk
opmærksomhed og støtte på det
europæiske plan, hvis der ikke
skal ske en massedød i den del af
civilsamfundet som kæmper for
demokrati, retsstaten,
menneskerettigheder,
kvinderettigheder, klima,
flygtninge, LGBTQ+ og lignende
sager.
mest autokratiserende land i
verden.
Men den demokratiske
tilbagerulning, som denne
udvikling ofte kaldes, har også
andre konsekvenser, som vi
desværre slet ikke snakker nok
om.
Forstå mig ret,
retsstatsprincippet er et vigtigt
fokus, som har ledt til
igangsættelsen af artikel 7-
proceduren mod begge lande, og
trods proceduren indtil videre
ikke har kastet noget af sig, så
har det haft (symbolsk)
betydning, at EU officielt har sagt
”hertil og ikke længere!”. Men det
er vigtigt at forstå, at den triste
demokratiske udvikling i Polen og
Ungarn ikke kun er båret af
angreb på retsstatsprincippet.
FRA TRADITIONELT AT
REPRÆSENTERE
DEMOKRATISKE OG
LIBERALE VÆRDIER ER
CIVILSAMFUNDET I
STIGENDE GRAD
KENDETEGNET VED
KONSERVATIVE OG
ILLIBERALE TENDENSER
Når en dør lukkes…
I takt med at civilsamfundet er
blevet sat under pres, har
organisationer og sociale
bevægelser måtte ty til
alternative måder at udfordre
systemet på. Når det politiske
system stigmatiserer kritiske
stemmer og fratager dem deres
handlingsmuligheder, er
traditionel aktivisme ikke længere
nok. I stedet ser man, hvordan
organisationer og sociale
bevægelser søger at skabe
forandring gennem aktivering af
loven. Dette kaldes legal
mobilisation.
At aktivere loven kan ske gennem
at lobbyere det politiske system,
EUROPÆISKE HORISONTER

særligt oppositionspolitikere, for
at få dem til at ændre love og
regler. Det kan også ske ved at
trække på klassisk gadeaktivisme
gennem kampagner, happenings
og protester, der er organiseret
omkring overtrådte eller
manglende rettigheder. Endelig
kan det også ske ved at
interagere med retsvæsnet, f.eks.
gennem at føre retssager ved
domstolen eller bistå
udarbejdelsen af sagsanlæg, der
kan skabe præcedens for
samfundsmæssige forandringer.
Man fristes måske til at tænke, at
med dette arsenal af redskaber til
at udfordre den politiske
udvikling, hvad er så problemet?
Problemet er, at Polen og
Ungarns illiberale projekt
desværre også begrænser
muligheden for at aktivere loven.
Civilsamfundet kan rigtig nok
fortsat forsøge at lobbyere eller
påberåbe sig opmærksomheden
vedrørende overtrådte
rettigheder, men
sandsynligheden for at et
retssystem, som i stigende grad
er underlagt regeringen, vil afsige
dom til fordel for civilsamfundet
er desværre tvivlsomt. Men hvad
er så mulighederne? Er
civilsamfundet og det liberale
demokrati da fortabt?
GENNEM LANDENES
MEDLEMSKAB AF EU OG
EUROPARÅDET BEHØVER
ORGANISATIONER OG
SOCIALE BEVÆGELSER
IKKE KUN AT PRØVE
LYKKEN VED NATIONALE
DOMSTOLE
Mod en europæiske slagsmark?
Nej, alt behøver ikke at være helt
håbløst. Gennem landenes
medlemskab af EU og
Europarådet behøver
organisationer og sociale
bevægelser ikke kun at prøve
lykken ved nationale domstole.
De har også mulighed for at
interagere med EU-domstolen og
menneskerettighedsdomstolen.
Og det gør de. Organisationer
som Helsińska Fundacja Praw
Człowieka og Magyar Helsinki
Bizottság arbejder utrætteligt på
at opbygge og føre sager ved
menneskerettighedsdomstolen i
Strasbourg. De fleste sager
handler om frihedsrettigheder,
og antallet af sager til Strasbourg
er steget støt i de seneste 5-10 år.
Det faldet sjovt nok sammen med,
hvornår de illiberale projekter
blev begyndt udrullet i Polen og
Ungarn. Projekter som The
Justice Initiative vidner videre
om, hvordan civilsamfundet har
refokuseret dele af deres kræfter
i søgen efter at udfordre det
illiberale projekt på europæisk
plan.
Sager som Open Society
Institute–Budapest v.
Hungary,Magyar Helsinki
Bizztosag v. Hungary, Baka v.
Hungary, HCLU v. Hungary,
Grzęda v. Poland, Żurek v. Poland
og Reczkowicz and Others v.
Poland er blot et lille udpluk af
civilsamfundets legalmobilisation.
Men det er ressourcetungt at
føre sager ved domstolene.
Med den begrænsede adgang til
økonomisk støtte nationalt, er
det vigtigere end nogensinde før,
at vi på et europæisk plan yder
støtte til det polske og ungarske
civilsamfund. Både politisk,
økonomisk og i ånd. EU må ikke
lade organisationer og sociale
bevægelser være alene om at
udfordre den illiberale udvikling i
lande som Polen og Ungarn. Det
er både til gavn for dem og for
resten af Europe. Som det gamle
polske slagord siger ”For our
freedom and yours!” [Za naszą i
waszą wolność]
S I D E 1 1
EUROPÆISKE HORISONTER

Kommissionsformand Ursula von der Leyen, 2017. [FOTO:
Raul Mee (EU2017EE)/Flickr]
A F J A N H Ø E G H , S T U D E R E N D E P Å S T A T S K U N D S K A B
Formand for EU-kommissionen
Ursula von der Leyen ønsker at
gøre EU til frontløber i den
digitale omstilling. Det
indebærer bl.a. at gøre
tilværelsen online lige så sikker
som offline - både hvad angår
handel men også hvad angår
demokratiske rettigheder. Det
er dog en stor opgave for EU.
Især fordi der er forskellige
nationale lovgivninger, der gør
det svært at finde et fælles
grundlag, som borgere såvel som
virksomheder kan se fordelen
ved i hele unionen.
Konkurrencekommissær
Margrethe Vestager
præsenterede 15. december 2020
EUs ’Digital Services Act package’.
Udspillet består af af ’Digital
Service Act’ (DSA) og ’Digital
Market Act’ (DMA). Og forslagene
har to formål: For det første
skabe en mere sikker digital
verden, hvor rettigheder for alle
forbrugere af digitale
S I D E 1 2
tjenesteydelser er beskyttet og
for det andet skabe lige
konkurrence for alle for at
understøtte innovation, vækst og
konkurrence, både på det indre
marked og globalt. Da Vestager
præsenterede DSA og DMA sagde
hun: “De to forslag tjener ét
formål: At sikre at vi, som
brugere, har adgang til et bredt
valg af sikre produkter og
tjenesteydelser online. Og at alle
virksomheder, der driver
forretning i Europa, frit og fair
kan konkurrere online, som de
gør offline. Det er én verden. Vi
burde være i stand til handle i
vished og stole på de nyheder, vi
læser. Fordi hvad der er ulovligt
offline, er lige så ulovligt online.”
DSA – Internettet skal være et
sted, hvor der er beskyttelse af
fundamentale rettigheder
Alle digitale tjenester, der
forbinder forbrugere til varer,
tjenesteydelser eller indhold, skal
have procedurer for hurtigere at
fjerne ulovligt indhold. Samtidig
skal de kunne beskytte brugernes
fundamentale rettigheder.
DSA bygger på ’European
Democracy Action Plan’, hvor
formålet er at gøre demokratier
mere robuste. Platforme med
mere end 10% af EU's borgere,
svarende til 45 millioner brugere,
er taget i betragtning som
systemisk i sin natur, og er
dermed ikke blot underlagt
forpligtelser til at kontrollere
deres egen risiko, men er også
underlagt en ny tilsynsstruktur,
hvor der vil være en bestyrelse af
’Digital Service Coordinators’
med magtbeføjelser fra
Kommissionen til at supervisere
store platforme og sanktionere
dem direkte.
DMA – forbrugere skal være lige
så godt stillede offline som
online
Dette forslag adresserer de
negative konsekvenser, der
kommer fra forskellige platforme,
EUROPÆISKE HORISONTER

der - givet deres store magt -
agerer som digitale ’gatekeepers’ i
det indre marked.
DENNE MAGT KAN
MEDFØRE, AT
PLATFORMENE KAN
FUNGERE SOM PRIVATE
LOVGIVERE
Gatekeepers er defineret ved
platforme, der har signifikant
indvirkning på det indre marked,
har en eller flere vigtige gateways
til kunder og nyder - eller
forventes at nyde - en forankret
og holdbar position i deres
virksomhedsdrift.
Denne magt kan medføre, at
platformene kan fungere som
private lovgivere, som kan
medføre mindre konkurrence og
færre valg for forbrugerne. Et
eksempel på dette er unfair brug
af data eller situationer, hvor
brugere de facto er bundet til en
bestemt ydelse eller service, og
har svært ved at skifte til en
konkurrent.
DMA giver EU mulighed for at
sanktionere virksomheder, der
ikke overholder lovgivningen,
eller give bøder som kan løbe op i
10% af virksomhedens globale
omsætning. Hvis der sker
gentagne forseelser, kan
sanktionerne også blive et krav
om strukturelle ændringer, som
f.eks frasalg af dele af
virksomheden.
DIGITAL SERVICES ACT
HAR ENORMT
POTENTIALE TIL AT
PRÆGE EU MED HENSYN
TIL AT SÆTTE
STANDARDEN I DIGITAL
POLITIKSKABELSE
Lovpakke med mangler
Der er dog det problem, at mange
medlemslande allerede har
indført nationale regler for,
hvordan internettet reguleres.
Eksempler herpå er Tysklands
NetzDG, som er en internetlovgivning
mod fake news på
sociale medier. Eller Østrigs plan
om at store internet-platforme
skal fjerne ulovligt indhold
indenfor få dage. Derudover er
Frankrig også meget aktiv, hvad
angår regulering af store
virksomheder på internettet.
Det er selvsagt ikke
hensigtsmæssigt for
virksomheder at skulle navigere
på det indre marked, når der er
mange forskellige regler og
overlap mellem nationale regler
og DSA og DMA. Dette gør DOT
Europe (interesseorganisation for
førende internetfirmaer i Europa)
opmærksom på i deres respons til
DSA. Derudover udtrykker DOT
Europe også bekymring for at
DSA definerer ulovligt indhold for
bredt, da definitionen er ”enhver
information, som i sig selv, eller
ved reference til en aktivitet, er
ulovlig under enten nationaleller
EU-lovgivning”. DOT Europe
spørger retorisk om en video af
en bil, der kører hurtigere end
fartgrænsen tillader i et givet
land, er ulovligt indhold ifølge
DSA-definitionen.
Dog udtrykker DOT Europe en vis
støtte til DSA, som ses ved
direktøren for DOT Europe, Siada
EL Ramly, der siger på deres
hjemmeside: ”Vi kan på dette
tidspunkt (efter Vestagers
præsentation af DSA) sige, at
Digital Services Act har enormt
potentiale til at præge EU med
hensyn til at sætte standarden i
digital politikskabelse. Hvis
udviklet og implementeret rigtigt,
kan DSA give et mere robust
framework for online
indholdsmoderation, yde juridisk
sikkerhed og den nødvendige
sikring af stakeholders bredt
set.”.
Det er ikke kun internetvirksomhederne,
der er utilfredse
med DSA og DMA. European
Magazine Media Association
(EMMA) og European Newspaper
Publishers’ Association (ENPA)
udtrykker, at de havde forventet,
at DSA og DMA indeholdt mere
konkrete og vidtrækkende forslag
til reguleringen af markedsdominerende
gatekeepere i DMA.
Helt konkret mener de to
interessevaretagelsessammenslutninger,
at DMA skal
indeholde en specifik forpligtelse
for gatekeeperne til at give alle
lovlige publikationer og tilbud
ikke-diskriminerende adgang, fair
vilkår og betingelser for deres
tjenester. Der skal også være en
forpligtelse for markedsdominerende
platforme til at
indgå i forhandlinger med alle
lovlige publikationer, og tilbyde
retfærdig betaling for deres
indhold. Så man kan sige, at både
DOT Europe og EMMA og ENPA
er enige i, at DSA og DMA er
utilstrækkelig i sin nuværende
form - men af forskellige grunde.
Derudover er det også en vag
definition af, hvad en ’gatekeeper’
er. Facebook giver i deres
høringssvar udtryk for, at det er
intrinsisk svært at definere, hvad
en gatekeeper er.
For hvis man antager, at en
betydelig påvirkning på det indre
marked sker ved at have mange
brugere, så mener Facebook ikke,
at det giver mening at have denne
definition af en gatekeeper. For
hvis brugerne ikke er fastlåst til
platformen, så er det begrænset,
hvor relevant dette er for at
kunne agere gatekeeper.
Derfor foreslår Facebook, at det
er mere hensigtsmæssigt, at der
sker en enkelt vurdering fra sag
til sag, der skal fastslå hvilke
virksomheder, der fungerer som
gatekeepers i praksis.
Ytringsfrihed kontra harmfuldt
indhold
I Kommissionens opsummerende
S I D E 1 3
EUROPÆISKE HORISONTER

rapport af deres offentlige
høring, skriver de, at ”selvom der
er en stor efterspørgsel for
handling (…) bliver det
understreget, at ethvert nyt
værktøj til at takle ulovligt
indhold, varer eller
tjenesteydelser online, ikke skal
føre til ikke-intentionelle, og
uretfærdige begrænsninger på
borgers ytringsfrihed eller
fundamentale rettigheder til
personfølsomme data og
privatliv.”
Der er dog en generel enighed
om, at indhold, der ikke i sig selv
er ulovligt, ikke skal indgå i
Digital Services Act-lovpakken,
da det er et meget delikat emne
ift. ytringsfrihed. Dog kan man
argumentere for, at måden
algoritmerne fungerer på ved
f.eks. at vise én type indhold til
én bestemt gruppe mennesker, i
sig selv er undergravende for
demokratiet, hvorfor det burde
høre ind under DSA. Bare se på
den ‘mikrotargeting’, der skete
under det amerikanske
præsidentvalg i 2016.
Samtidig mener 76% af
respondenterne i Kommissionens
offentlige høringen, at det i
konteksten af kampen mod
spredningen af misinformation er
vigtigt at have et
lovgivningsmæssigt tilsyn med
platformene.
Det er som sådan ret nemt at
være enig i, men det er langt
sværere at definere, hvad der
burde være under tilsyn. For
selvom mange EU-medlemslande
er relativt homogene, hvad angår
holdninger og landene har egne
lovgivninger, så er der stadig
forskel landene imellem i deres
syn på, hvilke områder, der burde
lovgives på - givet deres
generelle holdninger til statslig
indblanding. Med så mange
gråzoner i, hvad misinformation
og fake news er, så er det svært
at definere en grænse for, hvad
der er acceptabelt, og hvad der
skal censureres. EU har derfor en
stor opgave foran sig med at lave
et transparent og acceptabelt
tilsyn.
UANSET HVAD, ER DSA
OG DMA AMBITIØSE
FORSLAG, DER SKAL FÅ
EU I MÅL MED DEN
DIGITALE OMSTILLING
Fremtidige skridt
Digital Services Act-lovpakken vil
følge den almindelige
lovgivningsprocedure. Det
forventes, at det vil tage cirka
halvandet år fra tidspunktet, hvor
Digital Services Act lovpakken
blev præsenteret i december, til
at den lovgivningsmæssige
retsakt bliver vedtaget. Det er
den socialdemokratiske gruppe,
S&D, der vil lede forhandlingerne
om Digital Services Actlovpakken
i Europa-Parlamentet.
Christel Schaldemose (dansk
MEP’er for Socialdemokratiet) er
chefforhandler for Digital Service
Act og Andreas Schwab (tysk
MEP’er for CDU) er
chefforhandler for Digital
Markets Act.
Om DSA og DMA bliver en succes
er svært at spå om, da de stadig
er i deres tidlige stadier. Men
uanset hvad, er DSA og DMA
ambitiøse forslag, der skal få EU i
mål med den digitale omstilling.
DSA og DMA helt konkret
DSA
Regler for fjernelse af ulovlige
varer, tjenesteydelser og
indhold online
Beskyttelsesforanstaltninger
for brugere, hvis indhold
fejlagtigt er blevet slettet
online af platforme
Nye forpligtelser for de store
platforme til at tage
risikobaserede handlinger for
at forhindre misbrug af deres
platforme
Øge transparensen for de
store platforme, herunder ved
reklamer og annoncer og
algoritmerne, der bliver brugt
til at anbefale og vise indhold
til brugerne
Nye beføjelser til at
undersøge hvordan
platformene fungerer,
herunder adgang til forskere
til vigtig platformsdata
Nye regler for sporbarhed af
forretningsbrugere på online
markedsplatforme, for at
forfølge sælgere af ulovlige
varer eller indhold
DMA
Digital Market Act gælder kun
for udbyderne af platforme,
der er mest tilbøjelige til at
have unfair praksisser som fx
søgemaskiner eller sociale
medier
Definerer en kvantitativ
skæregrænse for hvornår en
virksomhed eller en platform
kan blive klassificeret som
gatekeepers. Derudover kan
Kommissionen også
klassificere platforme som
gatekeepers efter en
markedsundersøgelse
Forbyde praksisser som er
tydelig unfair såsom at
forhindre brugere i at
afinstallere præinstalleret
software
Kræve at gatekeepers
proaktivt sørger for, at
software fra tredjeparter, kan
fungere efter hensigten og
kan bruges sammen med
gatekeeperens software
S I D E 1 4
EUROPÆISKE HORISONTER

Billede: Skilte fra demonstrationer
ifm. Occupy London Stock
Exchange (LSX), London, 2012.
[Foto: Garry Knight]
I 2010’erne har EU døjet med en
række kriser. Som
økonomistuderende er den mest
interessante krise gældskrisen i
EU, der i den grad truede
integriteten og stabiliteten af
Eurozonen og belyste en
fejlkonstruktion i euroen.
Kort fortalt blev gældskrisen
forårsaget af den stigende
statsgæld for fattigere EU-lande i
årene efter finanskrisen i 00’erne.
Særligt Grækenland skulle betale
stigende rentesatser for sin
statsgæld, i takt med at
markedets tvivl overfor statens
evne til at betale gælden tilbage
steg. De stigende rentesatser
betød det blev dyrere og dyrere
at optage ny statsgæld, der var
nødvendig for at tilbagebetale
gæld der var udløb – i værste fald
kunne det ende i statsbankerot.
En stigende statsgæld var ikke
isoleret til Grækenland og EU,
overalt i den vestlige verden steg
statsgælden markant i forbindelse
med finanskrisen, da
skatteindtægter faldt samtidig
med, at offentlige udgifter til
sociale ydelser steg, præcis som
man har set under Coronakrisen.
Gældskrisen efter finanskrisen
var dog kun et europæisk
problem. Årsagen er, at
stabiliteten af euroen er bundet
til samtlige Eurolande, og den
bliver undermineret når visse
stater ikke er i stand til at betale
tilbage på deres gæld, som er
denomineret i euro. Det betød, at
hvis Grækenland gik
statsbankerot, ville det have haft
en indflydelse på værdien af
euroen som helhed, og
derigennem ville det påvirke
resten af Eurozonen. I 2012 kom
der en berømt udtalelse fra
daværende ECB (Europæiske
Central Bank) formand Mario
Draghi, der havde følgende at
sige om ECB’s indsats for at
bevare stabiliteten for
Eurozonen: ”The ECB is ready to
do whatever it takes to preserve
the Euro. And believe me, it will
be enough.”
Attituden fra Draghi står i
kontrast til det overordnede EU,
da der ikke var meget tale om at
afhjælpe græsk statsgæld via
statsoverførsler uden forventning
om tilbagebetaling for at sikre
stabiliteten af euroen. Krisen
blev hovedsageligt løst gennem
faciliteringen af låntagning fra
EU, men disse lån kom ikke uden
omkostninger og var bundet til
budgetstramninger (austerity
measures).
Budgetstramningerne har været
et kæmpe spændeben for
Grækenlands økonomi, der siden
gældskrisen oplevede nulvækst
lige indtil coronakrisen ramte –
til sammenligning havde
Danmarks økonomi ekspanderet
S I D E 1 5
EUROPÆISKE HORISONTER

med lidt under 20% i de godt 10
år. Værre endnu er der tale om en
midlertidig lettelse af et
underliggende problem i EU, og
der er intet, der forhindrer noget
lignende i at ske igen i fremtiden.
Landene i EU har vidt forskellige
økonomier, med et stort spænd af
økonomisk sikkerhed, men det
har ikke været et problem før
euroen.
Det politiske formål med euroen
var angiveligt at sikre en følelse
af europæisk fællesskab, samt at
forsimple handelsmulighederne i
det indre marked i EU ved at
fjerne konstante valutaændringer.
Det sidste har været en kæmpe
succes, da det er lettere end
nogensinde før at handle på det
indre marked. Dog er det er ikke
kommet uden omkostninger.
NÅR LANDE SOM
TYSKLAND OG
GRÆKENLAND DELER
SAMME VALUTA,
BETYDER DET, AT DET
IKKE ER MULIGT FOR EN
SVAGERE ØKONOMI, SOM
GRÆKENLAND, AT
SVÆKKE VALUTAEN OG
DERVED STYRKE
ØKONOMIEN I LANDET,
NÅR DER KOMMER EN
KRISE.
Når lande som Tyskland og
Grækenland deler samme valuta,
betyder det, at det ikke er muligt
for en svagere økonomi, som
Grækenland, at svække valutaen
og derved styrke økonomien i
landet, når der kommer en krise.
Under normale omstændigheder
– uden euroen – ville Grækenland
f.eks. kunne have svækket den
græske drakme (den valuta, der
blev brugt i Grækenland indtil
euroens indførsel) ved essentielt
at printe flere penge for at sætte
gang i økonomien.
Det er dog ikke muligt under
eurofællesskabet, da Grækenland
ikke har autoriteten til at udstede
flere euroer end aftalt. Det
betyder, at når der er brug for
flere penge, er gæld den eneste
mulighed, og gæld skal
tilbagebetales på et tidspunkt;
deraf gældskrisen med spekulation
om statsbankerot.
DEN PENGEPOLITISKE
FRIHED BLIVER ALTSÅ
OPGIVET VED AT
INDTRÆDE I
EUROFÆLLESSKABET.
Den pengepolitiske frihed bliver
altså opgivet ved at indtræde i
eurofællesskabet. Det kunne lyde
som om Danmark har sluppet
billigt ved at undgå
eurofællesskabet, men vi er teknisk
set omfattet af samme
restriktioner grundet den faste
valutakurs, der føres for den
danske krone mod euroen.
Det hele kan virke lidt spøjst, fordi
internt i lande er der yderst
sjældent tale om sådanne
problemer. Den offentlige sektor
uden for de store byområder, også
i Danmark, lider nærmest kronisk
af underskud, men jeg har aldrig
hørt om, at en kommune er
erklæret fallit på grund af mangel
på skatteindtægter.
Ligesom kommuner i Danmark
modtager Eurozonens lande også
EU-støtte, hvilket til en vis grad
afhjælper den økonomiske ulighed
på tværs af landene.
Problemet er dog at den politiske
magtfordeling er langt mere ulige i
EU, end den typisk er i indenfor et
land, og det afspejles i den lave og
ufleksible støtte, som de fattigere
lande i EU modtager. Manglen på
valutasuverænitet er dyr for disse
lande i kriser, og de
har næsten ingen politisk magt til
at genforhandle vilkårene, da
alternativet til medlemskab i
Eurozonen er en stærk barriere
til det indre marked.
Deltagelse i eurofællesskabet,
udover at give politisk kapital,
giver også adgang til en masse
logistiske fordele. Mest tydeligt
er der friheden fra at skulle
foretage regelmæssige veksling af
valuter og afdækning af
valutakurs risici som
internationale virksomheder
betaler for at få finansiel
sikkerhed i en usikker fremtid.
EU ligger altså i et mærkeligt
mellemstadie med for dyb
pengepolitisk integration til at
lade som om, vi har uafhængige
økonomier, der ikke har en
forpligtigelse til at hjælpe
hinanden for at bevare
integriteten af euroen. Samtidig
er der for lidt integration og
international samarbejde til at
undgå gældskriser, som vi så efter
finanskrisen.
Når en kommune er i økonomiske
problemer, lader vi den ikke gå
fallit, pengene afbetales og
budgettet genforhandles
fremadrettet – vigtigst af alt lader
man ikke kommunen stagnere i et
årti med historisk stærk
fremgang. Hvis euroen skal
bevares på langt sigt, skal der på
lignende vis være ubetinget
støtte, når der er brug for det,
også hvis det kommer på
bekostning af de rigere lande på
kort sigt. Grækenland skulle have
modtaget mere hjælp fra EU, det
samme skal de gældsbebyrdede
lande i dag, alt andet vil blot true
holdbarheden af euroen.
HVIS EUROEN SKAL
BEVARES PÅ LANGT SIGT,
SKAL DER VÆRE
UBETINGET STØTTE
S I D E 1 6
EUROPÆISKE HORISONTER

I hvert magasin vil du møde et
medlem af Europa-Parlamentet
(MEP) og læse om deres arbejdsliv
og holdninger til al den politik, som
EU beskæftiger sig med. I denne
udgave møder du MEP for
Socialdemokratiet (S&D), Christel
Schaldemose.
A F Y A S M I N W E G N E R H A R B E C K O G M A R C S Ø G A A R D ,
S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E
HVAD VÆKKEDE DIN
INTERESSE FOR EUROPÆISK
POLITIK?
Mange forskellige ting. Jeg er
uddannet cand.mag. i historie og
har beskæftiget mig en del med
europæisk historie. Især, ikke
kun, har jeg beskæftiget med mig
med det 20. århundrede. Så tror
jeg også, at jeg på mange måder,
uden at være bevidst om det, har
haft det som en del det af min
opvækst. Min far var
S I D E 1 7
lastbilchauffør og var faktisk
vandrende arbejdskraft. Han
rejste ud med lastbilen og
arbejdede i bl.a. England og
Tyskland. Jeg boede også en
periode på tre år i Sverige, da jeg
var barn. På mange måder har jeg,
igennem min familie, levet livet
som vandrende arbejdskraft –
EU-borger.
Det politiske vakte det min
interesse, da jeg var sekretær for
Dansk Folkeoplysnings Samråd og
bidrog til en debat om ”Borgernes
EU”. Folketinget havde afsat en
pulje til at diskutere og oplyse
processen efter, at
Forfatningstraktaten var blevet
stemt ned i Frankrig. Hvad skulle
der så ske? Det var en del af
forløbet op til Lissabontraktaten.
Jeg har altid været politisk aktiv
og blev medlem af DSU som 13-
årig. Det politiske har altid været
der, men den europæiske
interesse blev særligt vakt i
EUROPÆISKE HORISONTER

forbindelse med diskussionen om
Borgernes EU. Da jeg så blev
tilbudt at stille op til EP tilbage i
2003, sagde jeg ja og tænkte, at
det kunne være spændende. Jeg
tror ikke, jeg havde nogen
forestilling om at blive valgt, men
i 2004 fik Socialdemokratiet et
godt valg med Poul Nyrup
Rasmussen som spidskandidat.
Her blev fem kandidater valgt –
dog ikke mig selv, men jeg blev
førstesuppleant, og det betød, at
jeg blev suppleret ind i 2006. Det
var i den periode, hvor
udvidelsen med 10 nye
medlemslande lige var blevet
gennemført (i 2004) og siden i
2007 med yderligere tre. Europa
var på mange forskellige måder
på dagsordenen.
JEG MENER, AT
REGULERINGEN AF
TECH-GIGANTERNE
ALDRIG HAR VÆRET
MERE VIGTIG
Så der er mange veje ind i min
politisk europæiske interesse. I
dag gør det en forskel, at jeg har
den historiske baggrund. Det gør,
at jeg har stor forståelse for, hvor
det er, mine kollegaer kommer
fra – uanset om det er Polen,
Ungarn, Spanien eller Sverige. Jeg
har det historiske overblik, som
jeg synes, er noget, jeg trækker på
næsten dagligt.
HVAD FIK DIG TIL AT PÅTAGE
DIG ANSVARET SOM
CHEFFORHANDLER IFT. DSA
(DIGITAL SERVICES ACT RED.)?
Der er altid stor konkurrence om
at blive rapporteur (EP’s udtryk
for chefforhandler, red.). Særligt
når det gælder store lovgivninger.
Rapporteuren tager ansvaret for
at komme med forslag til
justeringer og rettelser. EP skal
komme med af ændringsforslag
til EU-Kommissionens forslag.
Sidenhen er det rapporteuren,
der forhandler EP’s position på
plads. Når den er på plads, er det
også rapporteuren, der er
ansvarlig for at forhandle med
Rådet, når man skal lave
slutlovgivning igennem trilogforhandling.
Dette gør, at der er
stor konkurrence om at få lov til
at have en rapporteur.
Jeg må sige, at da jeg sad i en
position som talsperson for S&D i
Udvalget for Indre Marked, og fik
muligheden for at tage denne
rolle, så tænkte jeg, at det var
vigtigt. Derfor bød jeg mig til. Jeg
mener, at reguleringen af techgiganterne
aldrig har været mere
vigtig.
De har stor magt, som både har
betydning for det indre markeds
funktion og forbrugernes
rettigheder, men de har også en
rolle i forhold til demokratiet.
Hvis vi ikke håndterer
problemerne i tide, så er der en
fare for, at demokratiet bliver
udfordret.
Så jeg tænkte bare, at det var nu,
og der er en lyst/interesse i EP
og Europa til at tage fat om techgiganterne
og gøre noget ved det
selv. Det var simpelthen en
mulighed, som jeg nødigt ville
lade passere.
Så jeg ser frem til arbejdet. Vi er
så småt i gang, men der er en
masse små hurdler i EP f.eks.,
hvilke udvalg der skal involveres,
og hvordan det skal gøres. Men
jeg er i gang med en stor
møderække med alle stakeholders
på området. Her til morgen havde
jeg møde med Google, og jeg har
haft møde med Facebook. Jeg har
også haft møde med den
europæiske forbrugerorganisation
i et forsøg på at
balancere de mange hensyn, der
skal mødes. Virksomhederne er
også dybt afhængige af de digitale
platforme for at nå ud til deres
kunder, men de er samtidig
bange for, om de har
tilstrækkelige rettigheder i
forhold til tech-giganterne. Det
er meget interessant at lave
basislovgivning for onlineplatformene.
De er her jo, og de
er her nok for at blive, men vi har
brug for, at vi politisk kan
kontrollere, hvad der foregår. Vi
skal så at sige tage magten tilbage
for at sikre fair konkurrence,
borgernes rettigheder og vores
demokrati.
VI HAR JO IKKE BRUG
FOR, AT DET KUN ER
PLATFORMENE, DER
TJENER PENGE, MEN DET
SKAL MEDIERNE OGSÅ
VÆRE EN DEL AF
Et eksempel er, om det var
rimeligt, at Twitter lukkede
Donald Trumps konto? Manden
var legitimt valgt som USA’s
præsident. Jeg synes faktisk, at
det var forkert af dem og mener
ikke, at en privat virksomhed skal
afgøre, hvem der skal kunne
komme til orde. Det kan vi bl.a.
gøre ved at give brugerne
rettigheder på onlineplatformene.
Det skal være
tydeligt, hvilke betingelser der
gælder på platformen og dermed
også, hvad det kan medføre, at
ens konto lukkes, og hvis det
sker, så skal man have
klagemuligheder.
Man kan også diskutere, om der
er den rette balance i forhold til
mediernes rettigheder. Vi har
brug for frie og uafhængige
medier, og de er pressede på
deres marked blandt andet fra
platformene. Vi har jo ikke brug
for, at det kun er platformene,
der tjener penge, men det skal
medierne også være en del af.
Derudover skal vi styrke
muligheden for, at onlineplatforme
kan etablere sig og
udfordre de store platforme. I
dag er der reelt set ikke nogen
alternativer til f.eks. Twitter. Der
S I D E 1 8
EUROPÆISKE HORISONTER

skal være konkurrencemuligheder
på det europæiske
marked, der dermed sikrer
borgerne og virksomhederne, at
hvis man er utilfreds, vil man
kunne finde alternativ.
HVORDAN BØR BORGERE OG
MEDLEMSSTATER FOR
FREMTIDEN KUNNE DRAGE
DIGITALE TJENESTER TIL
ANSVAR?
Det er vigtigt, at vi får sat
lovgivningsrammer op, der gør
det klart, hvordan
virksomhederne kan agere. I dag
er det sat på spidsen et Wild
West. Det eneste, vi har, er
GDPR. Hensigten med GDPR var
at skabe øget gennemsigtighed
og nyde beskyttelse af vores
private data, men også nuancere,
hvad man vil være med til. Det
har ikke reelt fungeret. Vi har
brug for at få sikret lovgivning,
som gør klart, hvilke forpligtelser
platformene har. Myndigheder
skal så også have mulighed for at
sikre, at forpligtelserne bliver
overholdt på en tilfredsstillende
måde.
Det interessante at diskutere i
forhold til gennemsigtighed er
f.eks., hvilke algoritmer,
platformene anvender. Vi ved, at
Facebook har haft algoritmer,
som har fremmet mere ekstremt
indhold, fordi jo flere likes, jo
mere voldsomt, og jo mere
spredes det også. Kunne vi gøre
det modsatte og styrke
samværet? Det bliver dog lidt
farligt, for man kan også sige, at i
et demokrati med ytringsfrihed
skal vi heller ikke sætte for mange
rammer op for det her.
I moderationen af ikke ulovligt,
men skadeligt indhold skal
platformene være mere synlige.
Her til morgen diskuterede jeg
med Google, og de fortalte, hvad
de har gjort på YouTube. De har
forsøgt at undersøge, hvordan
man kan moderere det skadelige
indhold. Men det er svært at få
maskiner til at holde øje med det,
fordi det ekstreme indhold ofte
skabes af én person med
S I D E 1 9
opfordringer til terror, vold og
ekstremisme. Det er svært at
fange. Derfor har de sat maskiner
i gang med gennem AI at kunne
identificere ulovligt indhold, så
det hurtigt kan tages ned.
En diskussion, vi så småt er gået i
gang med, er deres
grundlæggende forretningsmodel:
annoncering. Det er jo
det, de lever af. I EP er der
diskussion om, man skulle
forbyde målrettet annoncering.
Det er måske at gå for langt, men
kan vi gøre noget for at sikre, at
vores rettigheder og privatliv
bliver forbedret, i forhold til
hvordan det er i dag? Og
herigennem også skabe bedre
konkurrence på
annonceringsmarkedet.
Vi er kun lige begyndt og
forventer først at være færdige i
1. halvår 2022 under Frankrigs
formandskab. Herefter går der
typisk 1-2 år, inden reglerne
kommer til at træde i kraft. Lidt
ligesom med GDPR så håber vi
også, at platformsreguleringen
kan være med til at sætte
guldstandarden for hele verden i
forhold til, hvordan man griber
ind over for urimelige
forretningsbetingelser på de her
platforme.
DU GIK TIL VALG PÅ ET BEDRE
EU, MEN IKKE ET STØRRE EU.
ER DET HER EN UDVIDELSE AF
SAMARBEJDET, ELLER SER DU
DET SOM EN STYRKELSE AF
SAMARBEJDET?
For mig at se er det her et af de
områder, hvor det giver allermest
mening at have et europæisk
samarbejde. Det skyldes, at det
her tema i sin natur er
grænseoverskridende.
Vi kunne godt lave en lov i
Folketinget, men tech-giganterne
vil nok nærmest grine af os. I
Australien lukkede Facebook jo
bare ned. Regulering af platforme
kan vi kun gøre sammen.
Der er også ting, der ikke giver
lige så meget mening, at vi gør
sammen, som eksempel hvordan
man udruller forskellige
vaccinestrategier. For mig var det
ikke vigtigt, at vi startede med
vaccinationerne på samme dato,
men det var det for Von der
Leyen (formanden for EU-
Kommissionen red.). Det er dét,
jeg mener med, at jeg er varm
tilhænger af et europæisk
samarbejde, men at vi skal
fokusere på, hvordan vi gør det
bedre i stedet for blot at give EU
stadigt flere kompetencer.
HVAD VILLE DU ØNSKE, DU
HAVDE VIST, INDEN DU GIK
IND I EUROPÆISK POLITIK?
Generelt vil jeg blot sige, at det er
lettere, end man egentlig tror.
Det er bare at kaste sig ud i det.
Vi ligner hinanden meget mere,
end vi tror. Vi har de samme
drømme om et bedre liv osv.
Samtidigt er europæisk politik
bare hamrende interessant. Her
er det største problem, at det
fylder for lidt i en dansk kontekst.
Jeg synes virkelig, at det er et
privilegium at få lov til at arbejde
med europæisk politik, for det
giver simpelthen så meget
mening. Trods forskellige
problemer er det grundlæggende
så fascinerende, at vi kan så
meget sammen. Jeg ser glasset
som halvt fyldt frem for halvt
tomt: Bare kast jer ud i det! Det, I
får tilbage, er fantastisk!
Har du et forslag til, hvem vi kan
tale med i de næste udgaver af
Europæiske Horisonter? Så skriv
til redaktionen på
euhorisonter@gmail.com
CHRISTEL SCHALDEMOSE
Født: 4. august 1967
Cand.mag. i historie fra Syddansk
Universitet
Medlem af Europa-Parlamentet for
Socialdemokratiet siden 2006
EUROPÆISKE HORISONTER

I hvert magasin vil du blive præsenteret
for en vigtig personlighed inden for
europæisk interessevaretagelse, hvor du
kan læse om deres arbejdsliv og
holdninger til al den politik, som EU
beskæftiger sig med. I denne udgave
møder du Vice-President i Computer &
Communications Industry Association
(CCIA), Christian Borggreen:
A F Y A S M I N W E G N E R H A R B E C K O G M A R C S Ø G A A R D ,
S T A T S K U N D S K A B S S T U D E R E N D E
HVAD VÆKKEDE DIN
INTERESSE FOR EUROPÆISK
POLITIK?
Jeg har altid været interesseret i
international politik og
udenrigspolitik. Som barn slog jeg
altid op i avisens udenrigssektion
derhjemme. Jeg var interesseret i
at finde ud af, hvad der foregik i
verden og forstå historien bag
historien.Det var nok forbundet
med rigtig meget udlængsel, og
derfor læste jeg så meget af min
universitetsuddannelse, som jeg
kunne, i udlandet. Jeg læste i
Italien, Argentina, USA og var i
praktik hos FN i Chile og New
York. Men det var faktisk lidt af
en tilfældighed, at mit første job
landede i Bruxelles. Siden da har
jeg dog været helt vild med
Bruxelles og har nu været her i 13
år.
HVORDAN PRIORITERER DU,
HVILKE OMRÅDER DU FØRST
SKAL BESKÆFTIGE DIG MED?
Generelt har jeg tre kriterier. Det
første er: hvad er det vigtigste for
vores branche og vores
medlemmer. Det næste er: Hvor
kan vi som organisation gøre en
forskel, og det tredje er: Hvad er
interessant og sjovt? Det er jo
mig, der skal bruge min tid på
det, så det er ret vigtigt, at det er
noget, jeg synes, man kan lære
noget af og er interessant. Det er
tommelfingerreglen for mig.
Du får desuden mere bang for
your buck, hvis du starter rigtig
tidligt. Den bedste kampagne er,
når man sår et frø, gøder jorden
og får det til at vokse. På et
S I D E 2 0
EUROPÆISKE HORISONTER

tidspunkt mister man kontrollen,
og så står det bare der i skoven,
og så håber man lidt, at vind og
vejr går i din retning Nogle år
efter kan det være blevet en
succes. Hvis man starter senere,
er det sværere at ændre
politikken.
SER DU EN OPGAVE I AT
SKABE ET POSITIVT RY
OMKRING OMKRING
LOBBYISME?
Jeg vidste næsten ikke noget om,
hvad det ville sige at arbejde med
interessevaretagelse, da jeg var
studerende. Det indtryk, man får i
medierne, er meget misvisende
og partisk. “Penge under bordet”
er en kliché, for det eneste, vi kan
konkurrere med, er gode
argumenter. Det er jo et meget
menneskeligt erhverv, meget
socialt, og det handler meget om
at lytte og forstå, hvad lovgivere
prøver at opnå og derefter hjælpe
dem med at opnå det med forslag
og idéer.
Der ér meget åbenhed, og der ér
en offentlig debat om, at der ikke
er nok. Generelt burde der være
endnu mere åbenhed i branchen.
FOR 10 ÅR SIDEN KUNNE
TECH-VIRKSOMHEDER
IKKE GØRE NOGET
FORKERT. JA, DE KUNNE
NÆSTEN GÅ PÅ VANDET
ER DER FORSKELLE MELLEM
AT ARBEJDE SOM LOBBYIST I
EU OG I USA?
Der er ret store forskelle.
Generelt er der ret stor
gennemsigtighed i både EU og
USA, men der er mere i USA.
Omvendt fundraiser politikere
heldigvis ikke i EU. Det betyder,
meget positivt, at du i Bruxelles
vinder på dine argumenter. Da jeg
kom til Bruxelles for 13 år siden,
var IT-sektoren i EU og USA
næsten lige stor. Siden da har
USA formået virkelig at skabe de
rigtige betingelser for en
dynamisk og voksende digital
økonomi - meget mere end
Europa. Det betyder, at mange af
vores medlemmer I USA har en
hjemmebanefordel. I Europa føler
man sig meget mere på udebane.
Her har debatten altså ændret sig
helt vildt. For 10 år siden kunne
tech-virksomheder ikke gøre
noget forkert. Ja, de kunne
næsten gå på vandet. Nu kan de
ikke gøre noget rigtigt, og det er
til trods for, at alle de digitale
løsninger har holdt mange
samfund kørende på trods af
nedlukninger under COVID-19.
En anden forskel er USA’s
topartisystem. Debatten i Europa
er meget mere fragmenteret. Ikke
blot er der mange partier, men
der er også store forskelle
mellem en dansk socialdemokrat
og en fra et andet land. Det
betyder, at der er virkelig mange
beslutningstagere i EU's model.
HVAD HAR ADSKILT EU OG
USA INDEN FOR
DIGITALISERING OG TECH? DU
SIGER SELV, AT USA HAR
SKABT ET MEGET DYNAMISK
MARKED FOR UDVIKLING AF
TEKNOLOGI OG DIGITALE
TJENESTER. HVAD HAR USA
GJORT, SOM EU IKKE KUNNE
GØRE?
Det er et godt spørgsmål. Hvorfor
er et land som USA så dygtigt til
at producere
teknologivirksomheder, skabe
velbetalte jobs og velstand og
innovation? Og hvad kan EU gøre
for at forbedre lovgivningen, som
ellers holder EU tilbage? Både i
Europa, i USA og i mange andre
lande er der en sund debat om,
hvilken rolle teknologi skal spille i
vores samfund, men det er jo helt
vildt, hvordan politikere står i kø
for at give tech-giganterne klø i
Europa. Det giver god presse. EU
vil være en global leder i
regulering, men hvad med
lederskab i innovation? Normalt
skal det gå hånd i hånd. Du kan jo
ikke bare være en
lovgivningssupermagt. Der skal jo
helst være nogle resultater, der
viser, at lovgivningen faktisk
forbedrer Europas økonomi mv. I
Europa er der meget diskussion
om digital suverænitet, og alle er
enige om, at vi skal have mere
digital suverænitet. Men når man
spørger folk, hvad digital
suverænitet betyder for dem, så
betyder det forskellige ting. De
nordiske lande er de mest
innovative i EU, og de kan
sagtens konkurrere med USA. De
ser primært digitaliseringen som
en mulighed. Men de driver
(desværre) ikke Europas digitale
dagsorden. Magtens
tyngdecentrum ligger derimod
meget lavere i Europa. Det vil
sige, at beslutningerne om
Europas fremtid bliver taget af
lande, som har en anden tilgang
til industripolitik, hvor man
støtter sine nationale
virksomheder, som man har gjort
det i årtier, og hvor man generelt
er meget bekymret for
digitaliseringen.
Man skal satse på de nye
virksomheder i Europa. Hvis vi
kigger på de mest værdifulde
amerikanske virksomheder, og de
mest værdifulde europæiske
virksomheder, så er de europæiske
virksomheder ofte ældgamle. Nogle
af dem er 100 år gamle, mens de
amerikanske måske er 20 år gamle.
Det viser, at det i det amerikanske
samfund er okay, at “...kill your
darlings”. Succes i dag betyder ikke,
at du per automatik skal støttes, så
du også er en vinder i fremtiden. Vi
ser det også med
genopretningsplanen efter COVID-
19, hvor der bliver brændt milliarder
af. Det bliver interessant at se, hvor
de penge ender henne. Sår man frø,
så en masse europæiske start-ups
kan klare sig godt? Laver man et
indre marked i Europa, så små
virksomheder kan scale up og
konkurrere med resten af verden?
Eller bliver pengene brugt primært
til europæiske industriprojekter,
som nyder politikernes gunst? Det
bliver interessant at se.
S I D E 2 1
EUROPÆISKE HORISONTER

MED EUROPA-
KOMMISSIONENS FORSLAG
TIL DSA (DIGITAL SERVICES
ACT RED.) HAR MAN SAT
FOKUS PÅ FORBRUGERNES
RETTIGHEDER PÅ DIGITALE
TJENESTER SÅSOM SOCIALE
MEDIER OG DIGITALE
MARKEDSPLADSER. HVILKE
OVERVEJELSER GØR DU DIG,
NÅR DU REPRÆSENTERER
VIRKSOMHEDER, SOM HAR EN
STOR INDVIRKNING PÅ VORES
SAMFUND?
Naturligvis skal digitale tjenester
følge love og regler, hvor de er til
stede. Det er sundt, at der er en
offentlig debat om forholdet
mellem teknologi og samfundet,
og i sidste ende er det de
folkevalgtes ansvar. I forhold til
DSA synes vi, at forslaget er
positivt. Det er en mulighed for at
skabe klare regler: Hvad er
ansvaret for virksomhederne i
Europa? Hvordan skaber man et
digitalt indre marked i Europa?
På den måde synes vi, at DSA er
et fint forslag.
I forhold til differentiering
mellem platformene så skal man
se på formålet. Hvis formålet med
DSA er bedre at kunne håndtere
ulovlig adfærd på internettet, så
er det jo det, man skal gå efter.
En ulovlig adfærd er jo forkert
uanset, hvor den finder sted. I
Europa er der 10.000 digitale
platforme, men de fleste kan nok
kun komme i tanke om 10-15
stykker. Så hvis du kun tillægger
de mest kendte platforme mest
ansvar, så bevæger de kriminelle
sig jo bare hen på andre
platforme, og udnytter dem.
DET INDTRYK, MAN OFTE
FÅR I MEDIERNE, ER
MEGET MISVISENDE, MEN
DET ER VILDT
SPÆNDENDE AT
ARBEJDE I KRYDSFELTET
MELLEM INTERNATIONAL
POLITIK, ØKONOMI OG
TEKNOLOGI
Det er generelt et problem, at EU
kun regulerer de største
platforme. De skaber et
lovgivningsloft, hvor det i Europa
kun giver mening at have en
digital virksomhed under det loft.
Derefter er det næsten umuligt at
være succesfuld. Det betyder, at
vi låser vores struktur fast ved at
sige, at vi kun promoverer
europæiske virksomheder til, at
de når en vis størrelse. Så i
princippet burde al lovgivning
være ens for alle.
I HVOR HØJ GRAD SYNES DU,
AT DIGITALE TJENESTER BØR
STÅ TIL ANSVAR FOR
FORBRUGERNE?
De skal stå til ansvar for
forbrugerne, og det er jo også i
deres egen interesse at gøre det.
En af de gode ting ved DSAforslaget
er, at det giver
platforme mulighed for aktivt at
tage mere ansvar. Det er positivt i
og med, at den nuværende
lovgivning, hvis platforme tager
ansvar i en del af deres service,
pludselig skal stå til ansvar for alt,
hvad forbrugerne laver på deres
services. Vi taler om millioner af
forbrugere, og det er umuligt at
kende til alt, hvad der sker på ens
platform.
HVAD VILLE DU ØNSKE AT
HAVE VIDST, INDEN DU
BEGYNDTE AT ARBEJDE MED
INTERESSEVARETAGELSE I
EU?
Jeg ville ønske, at jeg havde
truffet et karrierevalg tidligere.
Som jeg nævnte før, så vidste jeg
intet om interessevaretagelse.
Det indtryk, man ofte får i
medierne, er meget misvisende,
men det er vildt spændende at
arbejde i krydsfeltet mellem
international politik, økonomi og
teknologi.
CHRISTIAN BORGGREEN
Master i Public Administration fra
Roskilde Universitet, University of
Massachusetts Lowell, Universidad De
Buenos Aires og Sapienza Universitá di
Roma
Vicepræsident og kontorchef i CCIA
Europe
Forhenværende politik rådgiver i
Udenrigsministeriet i USA
S I D E 2 2
EUROPÆISKE HORISONTER

A F F R E D E R I K B A S T P H I L L I P
S T U D E R E N D E P Å S T A T S K U N D S K A B
To McDonnell Douglas (nuBoeing) CF-18 "Hornet's" fra 425
Tactical Fighter Squadron in Bagotville, Québec flyver til
Keflavik, Iceland for at støtte NATO
sikkerhedsforanstaltninger, 28. april 2014. [FOTO: Robert
Sullivan/Flickr]
De seneste fire år har konsensus
i EU været, at man i højere grad
skulle stå på egne ben i
udenrigspolitikken, og det
ændrer valget af Joe Biden ikke.
Tværtimod skal EU stadig stå
mere selvstændigt fra NATO, og
det kræver strategisk autonomi.
Hvad har USA’s præsident
foretaget sig den sidste måned?
Prøv hvis du kan, kære læser, blot
at huske, hvad Joe Biden har lavet
den seneste uge. Medmindre du
følger overordentligt godt med,
går klappen formentlig ned. Det
er kun godt tre måneder siden
Donald J. Trump forlod 1600
Pennsylvania Avenue, men vi har
allerede vænnet os til en hverdag,
hvor der kommer mindre drama
fra den anden side af
Atlanterhavet. Twitter er
erstattet af sjældne pressemøder
og Associated Press notitser.
Ligeledes har TV2 News lukket
Verden Ifølge Trump og set sig
tvunget til at etablere et faktisk
S I D E 2 3
udenrigsmagasin, der, trods den
noget navlebeskuende titel
Verden Ifølge News, formår at
bevise, at journaliststanden godt
kan opfylde en af branchens
kerneopgaver, og oplyse seere
om, hvad der foregår på den
anden side af de bolchestribede
grænsebomme.
På mange måder ånder alt fryd og
gammen, og det ville være
nærliggende, ja ligefrem oplagt, at
konkludere, at ridserne i den
transatlantiske forholds-lak er
repareret ved amerikanernes valg
af Joe Biden. Konklusionen er
ikke desto mindre fejlslagen og
bygger på en analyse, jeg ofte ser
ellers kløgtige mennesker
advokere for, nemlig: at
forringelsen i forholdet mellem
USA og Europa begyndte med
Trump. Det er langt fra tilfældet.
Forringelsen begynder senest i
Obamas pivot til Asien, og
dermed væk fra Europa, og ses
konkret i Robert Gates’ ofte
omtalte afskedstale til de
europæiske NATO-partnere.
Derfor er det vigtigt at have for
øje, at Joe Biden spillede en
central rolle i tilblivelsen og
udførelsen af Obamas
udenrigspolitik.
PÅ TRODS AF NATO-
SAMARBEJDET ER DER
INGEN GARANTI FOR, AT
USA FREMOVER VIL
VARETAGE DE ALLIEREDE
EU-LANDES INTERESSER
I SIN UDENRIGSPOLITIK
Sat på spidsen, med alle de
forbehold, der nu engang følger,
har den amerikanske befolkning
mistet appetitten til egenhændigt
at stå for det sikkerhedspolitiske
sammenskudsgilde i NATO, og de
amerikanske politikere er trætte
af rollen som storebroren, der
EUROPÆISKE HORISONTER

altid skal have sin kiksede
lillebror med i byen.
På trods af NATO-samarbejdet
(det vender vi tilbage til) er der
ingen garanti for, at USA
fremover vil varetage de allierede
EU-landes interesser i sin
udenrigspolitik.
Interne uenigheder og nationale
interesser skal tilsidesættes
Med udgangspunkt i den
udfordring er der brug for en
handlekraftig og fælles europæisk
udenrigspolitik, hvor
enstemmighedsprincippet bliver
erstattet af et reelt strategisk
kompas. I dag er der nemlig for
ofte to mekanismer, der udspiller
sig; enten interne uenigheder om
retningen, eller smalle nationale
interesser, der står i vejen for
handling. Det første ses f.eks. i
forholdet til Rusland. På den ene
side grænser Letland og Estland
op til Rusland. For de baltiske
lande er Rusland ikke en abstrakt
trussel, men en farlig nabo. På
den anden side finder Polens og
Ungarns i stigende grad
autoritære regimer en værdifælle
i Moskva. Det er svært at forene
de to udgangspunkter, hvis der
skal opnås enstemmighed. I
udarbejdelsen af sanktioner mod
Hviderusland stillede Cypern sig
på bagbenene, da de ønskede
sanktioner mod Tyrkiet som led i
konflikten om gasboringer i
Middelhavet. Hvis EU skal være
en legitim udenrigspolitiske
spiller, kan lokale uenigheder
ikke stå i vejen og lamme
beslutningsprocessen. Behovet
for en fælles europæisk
udenrigspolitik er samtidig akut
som aldrig før.
forsvarsalliancen og USA's
retræte fra den internationale
scene har udsat det
transatlantiske samarbejde for
samme kritik, der i mange år har
plaget EU. Derfor er det også så
bydende nødvendigt, at EU får
etableret et framework for reel
og fælles udenrigspolitik.
I DAG ER DER NEMLIG
FOR OFTE TO
MEKANISMER, DER
UDSPILLER SIG; ENTEN
INTERNE UENIGHEDER
OM RETNINGEN, ELLER
SMALLE NATIONALE
INTERESSER, DER STÅR I
VEJEN FOR HANDLING
I den danske debat (og
danskervinklen er som bekendt
vigtig) bliver det ofte pointeret, at
vi altid vil være afhængige af USA,
og derfor NATO, for militær
beskyttelse, og at europæisk
samarbejde derfor skulle være
overflødigt. Men i de senere år
har NATO ikke været mere
beslutningsdygtig end EU.
Tyrkiets medlemskab i
S I D E 2 4
EUROPÆISKE HORISONTER

Kommissionen vil hæve
lønniveauet i EU med et
mindstelønsdirektiv. Men det er
tvivlsomt, om det virker, og også
hvorvidt EU overhovedet har ret
til at blande sig i
nationalstaternes løndannelse.
Da Ursula von der Leyen tiltrådte
som formand for EUkommissionen
i 2019, havde hun
det som erklæret mål at sikre
højere mindstelønninger i EU. I
januar og juli 2020 satte
Kommissionen høringer i gang
med repræsentanter for
arbejdsmarkedets parter, som nu
er afsluttet. Den 28. oktober blev
det endelige forslag til et
mindsteløns-direktiv formuleret.
Forslaget er nu under 1.
behandling, og det bliver først
S I D E 2 5
vedtaget, når både Europa-
Parlamentet og Rådet er nået til
enighed. Direktivet skal ses som
en del af den sociale søjle, der
blev vedtaget i 2017, hvorunder
princip 6 omhandler
arbejdstagernes ”ret til rimelige
lønninger, der sikrer en
anstændig levestandard”.
Meget tyder på, at mindstelønsdirektivet
ligger højt på
Kommissionens dagsorden, og
man har anstrengt sig for at
tilgodese forskellige interesser
ved blandt andet at udstede
garantier om, at man ikke vil
blande sig i nationale
overenskomstforhandlinger. I
direktivforslaget bliver det også
flere gange understreget, at man
hverken har til hensigt at
Vinduespudsere ved John Lewisbygningen, London, 2017.
[FOTO: Julie anne Johnson/Flickr]
harmonisere mindstelønninger i
EU eller at blande sig i
lønforhandlinger, da man fuldt ud
respekterer de enkelte landes ret
til selv at lovgive om løn.
Direktivet forpligter ikke
medlemslandene til at fastsætte
mindstelønninger ved lov, og der
fremgår heller ikke noget tal på,
hvor høje mindstelønningerne
skal være. Direktivet er i sin natur
vagt og forsigtigt formuleret. Ikke
desto mindre ser Kommissionen
et behov for at gribe ind. I sin
første tale om Unionen tilstand
(State of the Union) i september
2020 sagde von der Leyen, at
”mindstelønninger fungerer, og
det er på tide, at arbejde betaler
sig”.I direktivforslaget begrundes
nødvendigheden af et EU-direktiv
EUROPÆISKE HORISONTER

med, at medlemsstaternes
initiativer ikke har været
tilstrækkeligt ”omfattende og
systematiske”, samt at lande kan
være ”meget lidt tilbøjelige til at
forbedre mindstelønningernes
tilstrækkelighed og dækning,
fordi de er af den opfattelse, at
dette kan have en negativ
indvirkning på deres eksterne
konkurrenceevne”.
Der er flere spørgsmål, der rejser
sig i forbindelse med direktivet.
For det første kan det diskuteres,
hvorvidt mindstelønninger virker
efter hensigten. For det andet
kan man spørge, om det
overhovedet er EU’s opgave at
blande sig i løndannelse. Det
første spørgsmål er økonomisk.
Det andet spørgsmål har både en
politisk og en juridisk dimension.
Virker mindstelønninger?
Det korte svar er både ja og nej.
Debatten om mindsteløn har
mange årtier på bagen, men er
for nylig blusset op igen. På den
anden side af Atlanten har den
nyligt tiltrådte Bidenadministration
også, indtil videre
forgæves, forsøgt at hæve den
føderale mindstelønssats til 15
dollars timen. I Tyskland har man
siden 2015 haft en mindestlohn på
9,5 euro (2021) på
forbundsstatsniveau.
Ifølge gængs neoklassisk
økonomisk teori vil
mindstelønninger blot føre til
øget arbejdsløshed, da
arbejdsgiverne ikke vil ansætte
folk, hvis omkostningerne
overstiger den indtjening, som
den ansatte genererer. Dette
bunder i en antagelse om, at
lønnen afspejler arbejderens
marginale produktivitet, altså at
arbejdsgiveren betaler en løn, der
akkurat gør, at det godt kan
betale sig for arbejdsgiveren at
ansætte vedkommende.
Højere lønninger vil øge
udbuddet af arbejdskraft, da den
højere løn tiltrækker folk, der
ellers ikke havde lyst til at
arbejde. På den anden side vil
arbejdsgiverne efterspørge
mindre arbejdskraft, da den bliver
dyrere.
Resultatet bliver, at
mindstelønnen forhindrer
markedet i at danne en ligevægt
mellem efterspørgsel og udbud af
arbejdskraft, hvilket vil føre til
øget arbejdsløshed og mere
langstrakte ansættelsesprocesser,
da virksomhederne vil bruge
mere tid på at sikre, at de ikke
ansætter nogen, der viser sig ikke
at kunne tjene sin løn ind. Højere
lønomkostninger kan også få
virksomhederne til at sætte folk
ned i tid, skære ned på
frynsegoder eller investere
mindre i trænings- og
oplæringsprogrammer.
Det er vanskeligt at undersøge,
hvilken effekt mindstelønninger
har i praksis, da det er umuligt at
udføre eksperimenter, hvor man
renser kategorisk for alle andre
tænkelige faktorer, der påvirker
beskæftigelsen. De
undersøgelser, der er blevet
foretaget på området, viser et
broget billede. Ifølge et metastudie
fra 2013 lavet af Center for
Economic and Policy Research
(CEPR) har moderate stigninger i
mindstelønssatser så godt som
ingen effekt på arbejdsløsheden.
Til gengæld kan det føre til en
lavere personaleomsætning,
lavere lønninger for dem, der
tjener meget, samt mindre
prisstigninger. Andre studier
peger på, at mindstelønninger
har en negativ, men ofte
MEGET TYDER PÅ, AT
MINDSTELØNS-
DIREKTIVET LIGGER
HØJT PÅ
KOMMISSIONENS
DAGSORDEN, OG MAN
HAR ANSTRENGT SIG
FOR AT TILGODESE
FORSKELLIGE
INTERESSER
negligerbar, effekt på
arbejdsløsheden. Kigger man dog
på enkelte grupper, kan især
ufaglærte unge blive ramt hårdt,
hvilket kan optræde som en
barriere for at unge kommer ind
på arbejdsmarkedet tidligt i livet.
Kommissionen refererer i
direktivet til en konsekvensanalyse
af et scenarie, hvor alle
EU-lande hæver mindstelønnen
til 60% af medianlønnen i det
pågældende land. Som sagt
påbydes det ikke i direktivet, at
mindstelønnen skal hæves til et
bestemt niveau. Ikke desto
mindre er 60% af medianlønnen
ofte den standard, man refererer
til i mindstelønsdebatten. I
konsekvensanalysen vurderes
det, at beskæftigelsen vil falde
med mellem 0,5 og 1%. Samtidig
vurderer de i analysen, at mellem
10 og 20 millioner arbejdstagere
vil få mere i løn, fattigdom blandt
folk i arbejde vil blive reduceret
med 10%, og lønforskellen
mellem mænd og kvinder vil
mindskes med 5%. Et centralt
argument for
mindstelønsdirektivet er, at det
vil indsnævre løngabet mellem
kønnene, eftersom kvinder er
overrepræsenterede blandt
mindstelønsmodtagere (60%). Et
andet centralt argument er, at
det vil kunne bremse stigningen i
antallet af folk, der lever i
fattigdom, på trods af at de er i
beskæftigelse. I 2007 levede 8,3%
af arbejdsstyrken i EU i
fattigdom, og i 2018 var tallet
steget til 9,4%.
Et argument for et EU-direktiv på
området er, at det vil gavne
lønmodtagere i EU’s fattigste
lande såsom Bulgarien og
Rumænien og dermed indsnævre
uligheden mellem
medlemslandene. Antages det, at
medlemsstaterne vil reagere på
direktivet ved at hæve
mindstelønnen til 60% af
medianen, vil direktivet dog
næppe komme disse landes
lavtlønsmodtagere til gode, da
bl.a. både Rumænien og Bulgarien
allerede har en høj mindsteløn
S I D E 2 6
EUROPÆISKE HORISONTER

relativt til medianlønnen.
Der er kun seks lande med
mindstelønssatser på under 60%
af medianen: Slovakiet, Spanien,
Tjekkiet, Estland, Irland og
Tyskland. Allerede 21 EU-lande
har lovfæstede mindstelønninger,
mens 6, herunder Danmark, ikke
har, da man i stedet udelukkende
overlader lønforhandlinger til
arbejdsmarkedets parter.
Kigger man imidlertid på
lønningerne i EU, tegner der sig
et billede af, at de lande, der ikke
har en lovfæstet mindsteløn,
generelt har et højere lønniveau,
jf. figur 1. Danmark ligger
suverænt i top med en medianløn
på 225 kr. i timen. Hvis man i
Danmark indførte en mindsteløn
på 60 % af medianlønnen, ville
den således være 125 kr. i timen.
I Bulgarien derimod ville
mindstelønnen falde med 2 kr. fra
13 til 11 kr. i timen. En mindsteløn
på 60% af median ville have
størst effekt i Tyskland, hvor den
nuværende er på 50%., og hvor
over 1,4 millioner lønmodtagere
tjener mindstelønnen. Hæves den
tyske mindsteløn til 80 kr. i timen
(2019-niveau), svarer det alt
andet lige til 28 milliarder kr.
mere om året.
Er direktivet lovligt?
Direktivet er lovligt, men det er
kun, fordi det ikke direkte griber
ind i medlemsstaternes
løndannelse. Direktivet har
hjemmel i artikel 153, stk. 1, i
traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde (TEUF),
ifølge hvilken Unionen skal støtte
og supplere medlemsstaternes
indsats inden for bl.a.
arbejdsvilkår, bekæmpelse af
social udstødelse og ligestilling.
Ifølge artikel 153 stk. 2 kan EU
godt ”fastsætte
minimumsforskrifter ved hjælp af
direktiver, samtidig med at det
undgås, at der pålægges
administrative, finansielle og
retlige byrder af en sådan art, at
de hæmmer oprettelse og
udvikling af små og mellemstore
virksomheder".
DIREKTIVET ER LOVLIGT,
MEN DET ER KUN, FORDI
DET IKKE DIREKTE
GRIBER IND I
MEDLEMSSTATERNES
LØNDANNELSE
Artiklen tillader altså ikke, at EU
selv fastsætter
mindstelønssatser, men den
åbner stadig for, at
Kommissionen kan foreslå et
direktiv, der beder
medlemslandene om at forholde
sig til det. Så selvom direktivet
ikke er ulovligt, skubber det
stadig til grænsen for, hvad EU
kan blande sig i. Hvis der kommer
stridigheder, bliver det i sidste
ende EU-domstolen, der skal
fortolke, hvor grænsen går. I
artikel 153, stk. 3, står der nemlig
også, at ”bestemmelserne i denne
artikel gælder ikke for lønforhold,
organisationsret, strejkeret eller
ret til lockout”.
Dette er også årsagen til, at bl.a.
den danske fagbevægelse ikke har
ladet sig berolige af
Kommissionens garantier om, at
den danske model ikke bliver
berørt. For direktivet kan stadig
godt åbne for, at sager
vedrørende lønforhold i Danmark
kan blive taget til EU-domstolen.
Domstolen kan da tvinge
medlemsstater til at ændre på
sine arbejdsmarkedsmodeller,
hvis det vurderes at
arbejdstagere ikke er beskyttet
godt nok.
DIREKTIVET AFSPEJLER
EN TENDENS TIL, AT EU I
STIGENDE GRAD
FORHOLDER SIG TIL
SOCIOØKONOMISKE
PROBLEMATIKKER
Hvilke dybereliggende motiver
ligger der bag direktivet?
Udover målsætningerne fra den
sociale søjle bliver der i direktivet
henvist til, at de laveste lønninger
i EU i de seneste årtier ”ikke har
fulgt med andre lønninger i
mange medlemsstater”, samt at
strukturelle tendenser som
”globalisering, digitalisering og
stigningen i utraditionelle
arbejdsformer, navnlig i
servicesektoren, har ført til øget
jobpolarisering”.
S I D E 2 7
EUROPÆISKE HORISONTER

Direktivet afspejler en tendens til,
at EU i stigende grad forholder
sig til socioøkonomiske
problematikker. Dette står i
kontrast til den retorik og politik,
der blev ført i kølvandet på
finanskrisen, hvor fokus var på
robuste offentlige finanser og
konkurrenceevne. Under
eurokrisen måtte lønmodtagere,
fortrinsvist i Sydeuropa og især i
Grækenland, vige, for at tilliden
til euroen kunne genoprettes, og
for at EU-projektet kunne reddes.
Finanspagten, der forpligter
eurolandene til at overholde
balancerede budgetter, er
symptomatisk for denne tid, idet
den lagde stramme bånd på, hvor
meget medlemsstaterne kunne
gældsætte sig. Dette førte til
besparelser, der ramte socialt
skævt.
Siden hen er tiderne skiftet, og
nu kommer truslen mod Unionen
hovedsageligt fra EU-skeptiske
vælgere og statsledere. Det mest
åbenlyse eksempel er Brexit, men
også Ungarns Orban og Polens
Duda udfordrer Unionen på dens
grundlæggende principper og
vilkår. Euroskepticisme,
demokratisk underskud og
eurokrater er selv sagt ikke nye
begreber, men meget tyder på, at
EU-toppen ikke længere har
tænkt sig at ignorere det.
legitimitet kræver, at man ikke
kun lytter til
eksportvirksomhedernes
interesser, men også viser over
for den brede befolkning, at EU
er til for deres skyld.
Kommissionens konklusion må
være, at stigende lønforskelle
samt vedvarende diskrepans
mellem øst og vest og nord og
syd, må adresseres, hvis Unionen
skal styrkes. Spørgsmålet er så,
hvor meget EU kan gøre.
Mindstelønsdirektivet er pyntet
med ædle intentioner, men vil
formentlig vise sig at være
tandløst - hvilket måske også er
bedst, givet de mange forskellige
måder, medlemsstaternes
arbejdsmarkeder er skruet
sammen på. Om ikke andet viser
direktivet, at EU-Kommissionen
er klar til at rebrande EU, så den
fremstår mere socialt orienteret,
samt at diskussionen om, hvor
EU’s beføjelser begynder og
slutter, stadig er i gang.
KOMMISSIONENS
KONKLUSION MÅ VÆRE,
AT STIGENDE
LØNFORSKELLE SAMT
VEDVARENDE
DISKREPANS MELLEM
ØST OG VEST OG NORD
OG SYD, MÅ
ADRESSERES, HVIS
UNIONEN SKAL STYRKES
Direktivet kan være et tegn på, at
der er kommet en forståelse for,
at sikringen af Unionens
langsigtede holdbarhed og
S I D E 2 8
EUROPÆISKE HORISONTER

DEN GRØNNE
OMSTILLING ER
HJERTEBLOD OG
LIVSNØDVENDIG
FOR EUROPA
S T I N E S O E W A R T A , K O N T O R C H E F F O R
E U R O P A - K O M M I S S I O N E N I D A N M A R K
[FOTO: Eget pressefoto]
Det er snart 2 år siden Europa
gik til valg til Europa-
Parlamentet. Det var et valg,
hvor mange unge stemte for
første gang, og hvor mange
havde klimaforandringer som
grund til at stemme. Derfor var
målsætningen om et
klimaneutralt kontinent i 2050
også det store valgløfte, da
Ursula von der Leyen blev
godkendt af Europa-
Parlamentet. Det var også de
første store lovforslag, der blev
fremlagt, nemlig til en
europæisk klimalov, som i
øjeblikket forhandles mellem
EU-landenes ministre og
Europa-Parlamentet.
S I D E 2 9
EU blev i 2020 ramt af Covid-19,
og man kunne derfor frygte, at
man glemte den truende
klimakrise for at fokusere på
sundhedskrisen. At grøn
omstilling var noget, man kunne
udskyde, fordi der var hastende
sager lige nu. Men der er jo altid
hastende sager. Hvis man ser på
de europæiske unge i dag, ja så
har de ikke just haft en let tid.
Finanskrise i 2008, efterfulgt af
økonomiske hårde kriser i
Letland, Irland, Portugal, Spanien
og naturligvis Grækenland. Det
smitter af på alle lande.
Terrorangreb i det meste af
Europa omkring 2015. Terroren
ramte Danmark, Storbritannien,
Frankrig, Belgien og flere andre
lande hårdt. Og endelig nu
COVID19, der har tvunget os alle
sammen inden døre foran en
skærm med hjemmeundervisning
i næsten et år nu.
Med denne triste opremsning vil
jeg simpelthen bare slå fast, at
kriserne kan synes at hagle ned
over EU, men det er ingen grund
til at opgive ævred. Snarere
tværtimod. Hvis vi oven i de
ovenstående kriser også lægger
selvforskyldte klima-, natur- og
biodiversitetskriser, så ville vi
gøre os skyld i utilgiveligt
kortsynethed. For selvom disse
kriser har mindre synlige tegn
end de tidligere kriser, der
eksempelvis udløste bevæbnet
militær uden for mine børns skole
i Bruxelles og ligeså foran
synagogen i København, så er de
ikke mindre truende. Mange
EUROPÆISKE HORISONTER

hundrede tusind mennesker i
Europa får hvert år forkortet
deres liv på grund af
luftforurening i byerne. Vi står
over for en mulig
biodiversitetskatastrofe, da de
globale bestande af vilde dyr er
faldet med 60% over de sidste 40
år. Og vi er stadig dybt afhængige
af import af energi til EU, ofte fra
lande vi ikke deler værdier med.
Samtidig er vi det kontinent i
verden med den højeste
gennemsnitsalder. Vi er lige nu
6% af verdens befolkning her i
EU, men vi står for 50% af
verdens velfærdsudgifter. Og med
pandemien har mange lande fået
høvlet betragtelige procenter af
deres bruttonationalprodukt.
Så hvad gør vi? Og hvad har vi
gjort?
Noget af det mest opløftende har
været det faktum, at Europas
ledere rent faktisk har holdt fast
i, at den grønne omstilling er EU's
vækststrategi.
KUN VED AT BLIVE ET
MERE BÆREDYGTIGT
KONTINENT, DER KAN
ANVENDE DEN NYE
DIGITALE TEKNOLOGI, ER
VI I STAND TIL AT FORME
FREMTIDEN, SOM VI SELV
ØNSKER DET
Kun ved at blive et mere
bæredygtigt kontinent, der kan
anvende den nye digitale
teknologi, er vi i stand til at forme
fremtiden, som vi selv ønsker det.
Og også kun sådan er vi
interessante for andre lande som
USA, Indien eller Kina. Danmark
kan muligvis være forgangsland
på nogen områder, men kun hvis
vi lykkes med at omstille hele EU,
kan vi fremstå som et eksempel.
Hvis vi kan omstille stålværker i
Rumænien eller kulminer i Polen
på en miljømæssig og socialt
S I D E 3 0
bæredygtig måde, ja så har vi
noget at vise frem for andre.
Derfor har der hele tiden været
stor opbakning til, at omstillingen
skal foregå retfærdigt, for ellers
kommer den ikke til at foregå.
Den store genopretningsfond,
der blev vedtaget sidste år, skal
netop gå til projekter, der kan
fremtidssikre Europa. Det skal
ske gennem at sikre, at mindst
37% går til klimarelaterede
projekter, og 20% skal gå til
digitale projekter, idet vi under
pandemien har set, at de mest
digitaliserede samfund og firmaer
klarer sig bedst. Pengene skal
komme fra lån, som EU i
fællesskab skal optage. Det skal
sikre de bedst mulige vilkår, så
kommende generationer skal
betale så lidt som muligt tilbage
for den økonomiske genopretning
- og samtidig skal have fået noget
for pengene i form af bedre
klimabeskyttelse og en mere
digital fremtid. Det kan lade sig
gøre. Det så vi, da Europa
Kommissionen sidste år udstedte
de første sociale obligationer for
at hjælpe med at finansiere
arbejdsløshedsunderstøttelse i de
hårdest ramte lande.
Efterspørgslen på disse
obligationer var så stor, at
pengene kunne rejses med meget
lave, eller endog negative renter,
og de fordelagtige vilkår kom
naturligvis landene direkte til
gode. For det kan godt være, at
de mange milliarder virker som
en stor udskrivning for de
europæiske skatteydere, men for
både økonomiske og
miljømæssige kriser gælder det,
at hvad der sker i et land, ja det
påvirker alle de andre. Det gælder
særligt på et så tætbefolket og
tæt sammenvævet kontinent som
det europæiske. Derfor bør man i
dette år holde øje med de
genopretningsplaner, som alle
lande skal fremlægge, for de vil
give et godt fingerpeg om,
hvorvidt regeringerne er lige så
ambitiøse på egne vegne, som de
har været på Europas.
Så de offentlige penge er på plads
for at sikre en grøn
genopbygning. Det samme er de
private investeringer, for der er
stor efterspørgsel på projekter,
der kan biddrage til den grønne
omstilling og sikre afkast. Derfor
arbejder Kommissionen med at
sikre kriterier for grønne
projekter og på at sikre, at man
ikke alene skal oplyse om
finansielle risici ved
investeringer, men også om klima
og miljømæssige.
Men penge alene gør det ikke.
Der skal både lovgivning og
adfærdsændringer til, hvis vi skal
nå frem til et klimaneutralt
kontinent i 2050. Den første
forudsætning er, at vi skærer
CO2-udslippet med mindst 55% i
2030. Ellers har vi ikke en jordisk
chance for at nå målet i 2050.
Derfor arbejder Europa-
Parlamentet og EU-landenes
regeringer i øjeblikket på at nå til
enighed om en klimalov, der skal
sætte begge målsætninger som
bindene lovgivning.
MEN PENGE ALENE GØR
DET IKKE. DER SKAL
BÅDE LOVGIVNING OG
ADFÆRDSÆNDRINGER
TIL, HVIS VI SKAL NÅ
FREM TIL ET
KLIMANEUTRALT
KONTINENT I 2050
Samtidig arbejder Europa
Kommissionen med at blive ”fit
for 55”, som vi lidt boomer-agtigt
har døbt lovgivningsarbejdet i år.
Noget af det foreligger allerede.
Det drejer sig om meget mere
økologisk landbrug, en stor
biodiversitetsstrategi, der skal
beskytte 30% af Europas vand og
land (herunder skal 10% strengt
beskyttes), og om store strategier
for produktion af mere grøn
brintog arbejde med at udvikle og
producere batterier i Europa. I
Europa vil vi kunne fremstille det
meste af vores strøm fra
vedvarende energikilder og
EUROPÆISKE HORISONTER

Samtidig arbejder Europa
Kommissionen med at blive ”fit
for 55”, som vi lidt boomer-agtigt
har døbt lovgivningsarbejdet i år.
Noget af det foreligger allerede.
Det drejer sig om meget mere
økologisk landbrug, en stor
biodiversitetsstrategi, der skal
beskytte 30% af Europas vand og
land (herunder skal 10% strengt
beskyttes), og om store strategier
for produktion af mere grøn
brintog arbejde med at udvikle og
producere batterier i Europa. I
Europa vil vi kunne fremstille det
meste af vores strøm fra
vedvarende energikilder og
dermed gøre os uafhængige af
tvivlsomme energieksporterende
lande. Men det nytter ikke, hvis vi
ikke kan opbevare eller bruge
energien i de områder, hvor vi i
dag bruger olie eller gas,
eksempelvis til transport eller
cementfremstilling. Derfor har vi
brug for grøn brint og batterier.
SAMTIDIG ARBEJDER
EUROPA KOMMISSIONEN
MED AT BLIVE ”FIT FOR
55”, SOM VI LIDT
BOOMER-AGTIGT HAR
DØBT
LOVGIVNINGSARBEJDET I
ÅR
Og på en måde, så fremtidige
generationer ikke skal betale
mere end højst nødvendigt? Det
skal blandt andet undersøges, om
der kan pålægges en klimatold, så
varer fremstillet i andre lande,
med lempeligere miljøregler end
de europæiske, ikke får en
urimelig konkurrencefordel.
KLIMAET BLIVER IKKE
REDDET UDEN EN
INDSATS, MEN TIL
GENGÆLD VIL EN
FÆLLES INDSATS VÆRE
DET BEDSTE SVAR PÅ
DEN KRISE, DER BARE MÅ
OG SKAL LØSES
For det er den sidste brik i
ligningen – det skal ikke være for
svært at ændre sine vaner til det
mere klimarigtige. De mange
hybrid- og elbiler, vi nu ser på
markedet, er resultatet af EUregler
vedtaget for flere år siden
– jeg var selv med til at arbejde på
dem i nullerne. Klimaet bliver
ikke reddet uden en indsats, men
til gengæld vil en fælles indsats
være det bedste svar på den
krise, der bare må og skal løses.
Men al lovgivning bliver i
øjeblikket gennemgået for at blive
”fit for 55”. Det gælder hele
energisektoren, det vil sige
energibesparelser, anvendelse af
vedvarende energi og sikring af
hele energitransporten. Også
handel med CO2-kvoter, der
eventuel skal udvides til at
omfatte andre sektorer, skal ses
efter i sømmene, da det kan være
en effektiv måde at nedbringe
CO2-udledninger på. Men
indtægtssiden skal også vurderes
– for hvordan kan vi finansiere de
store hjælpepakker på en måde,
så den europæiske industri bliver
mere, ikke mindre,
konkurrencedygtig?
S I D E 3 1
EUROPÆISKE HORISONTER

Københavns Universitets gamle bygninger, København.
[FOTO: News Øresund - Johan Wessman (CC BY 3.0).]
I 2019 startede vores
studentermagasin Europæiske
Horisonter ud med at være
tilknyttet European Horizons
internationale netværk. Da corona
kom fik vi en lang tænkepause,
løsrev os og bevægede os hen i en
mere journalistisk retning.
Heldigvis har nogle nye, friske
mennesker genstartet European
Horizons på KU, og vi
glæder os til samarbejdet!
EUROPEAN HORIZONS FINDER
IGEN LIV PÅ KU
S T U D E N T E R F O R E N I N G E N E U R O P E A N H O R I Z O N S P Å K U
Danmarks relation til EU, har
siden undfangelsen i 1973 med
fire forbehold, været, ja
forbeholden.
Med udgangspunkt i en
småstatsfilosofi, der ønsker at
værne om dansk suverænitet, og
samtidig drage de nødvendige
fordele af det europæiske
samarbejde, kan det danske
engagement bedst forstås
gennem en indre splittelse. Ser vi
os selv som europæiske danskere
eller danske europæere?
Sidstnævnte har vist sig at være
determinerende for vores
prekære forhold til EU og resten
af verden i øvrigt. Denne identitet
er forankret i og gennemsyrer de
fleste danske institutioner, og
synes sågar også at kunne spores
på Københavns Universitet, hvad
S I D E 3 2
end det gælder den manglende
brug af engelsksproget i
undervisningen, fraværet af et
internationalt miljø på campus
eller udenlandske studerendes
muligheder for at studere på KU.
Med et håb om at skabe en større
bevidsthed på den verden, der
foreligger de studerende, uden
for Danmark, har Kaia Fallinge og
Rasmus Nørgaard
(statskundskabsstuderende, 2.
semester) etableret en
københavnsk afdeling af det
internationale globale netværk,
European Horizons. Med rødder i
Yale University har netværket af
universitetsstuderende, der
arbejder for, at unge får en større
stemme i at præge fremtidens
Europa, de seneste år vokset
hastigt til nu at gælde mere end
60 aktive studenterforeninger
rundt omkring i Europa,
Nordamerika og Asien. For
European Horizons på KU er det
et erklæret mål at arbejde for at
udvide de studerendes
internationale horisonter og
præge Københavns Universitet i
en mere international retning.
Derfor er studenterforeningens
første event et webinar, der med
hjælp fra Project Access og en
nuværende dansk
kandidatstuderende i udlandet,
hjælper med at afmystificere det
at læse en kandidat i udlandet.
Eventet er samtidig startskuddet
til European Horizons’ ambition
om at øge KU’s internationale
udsyn.
EUROPÆISKE HORISONTER

Værdien i, at studerende fra
forskellige lande og kulturer
tager på udveksling eller tager en
kandidat i udlandet, kan ikke
undervurderes, mens dens
effekter som bl.a. tæller øget
forståelse, respekt og tillid
ligeledes ikke kan måles. Derfor
er det også en mærkesag at
bidrage til et internationalt
inkluderende miljø på CSS, når
det efter pandemien forhåbentlig
igen vil vrimle med
udvekslingsstuderende og
nationaliteter fra hele verden på
det gamle kommunehospital. Dog
er den tidligere belyste danske
interne splittelse
institutionaliseret i en sådan
grad, at det ikke altid falder
danske studerende naturligt at
imødekomme udefrakommende.
sådanne nuancer, vi ønsker at
indfange i Danmarks forhold til
EU. Studenterforenings arbejde
strækker sig naturligvis længere
end Danmarks forhold til EU, og
vi glæder os til sammen i den
nærmeste fremtid at kunne sætte
fokus på bl.a. kulturen på
Københavns Universitet og
aktuelle europæiske fænomener.
Uagtet om det relaterer sig til et
Forbundsdagsvalg i Tyskland eller
menneskerettigheder i
Østeuropa, er det vores håb at
kunne få belyst og perspektiveret
begivenheder i Europa, der har
betydning for den studerendes
hverdag på et europæisk
universitet.
Faktisk tyder noget på, at
danskere generelt er blandt de
sværeste at danne nye
meningsfulde relationer til som
udefrakommende. Denne kultur
håber European Horizons på KU
at kunne være med til at skubbe
til, når vi igennem events,
research, podcasts, publications
og andre arrangementer, ønsker
at sætte det europæiske
samarbejde på dagsordenen og
udvide horisonterne på CSS. De
studerende på KU er en del af en
af de første generationer, hvor
EU er en selvfølge. Derfor er det
nødvendigt at undersøge og
kritisk debattere EU og Danmarks
forhold, da den fremtidige
udvikling i Europa ikke er noget,
man kan tage for givet. Den
særlige danske historisk
forbeholdne kulturidentitet, som
vi både finder på statsligt niveau
og i de danske institutioner,
udspillede sig sågar for nylig med
Mette Frederiksens vaccinebesøg
i Israel, som på mange
måder underminerer og
karakteriserer forholdet mellem
Danmark og EU. . Dette har vi
søgt at belyse med en artikel, som
du kan læse her. Gennem vores
løbende research, publications,
podcasts, events og andre
arrangementer er det netop
S I D E 3 3
EUROPÆISKE HORISONTER

EUROPÆISKE HORISONTER
Studentermagasinet om europæisk politik
Anden udgave
23. april2021
I chefredaktionen: Christine Roj (chefredaktør), Yasmin Wegener Harbeck (redaktionschef),
Jan Høeg (økonomichef)
I redaktionen: Marc Søgaard, Valder Fredens, Anton Leopold Krogh, Frederik Bast Phillip
Olav Anker Jessen
Kontakt: euhorisonter@gmail.com
S T U D E N T E R M A G A S I N E T O M E U R O P Æ I S K P O L I T I K