Europæiske Horisonter: Fremtiden er digital (forår 21)

med, at medlemsstaternes
initiativer ikke har været
tilstrækkeligt ”omfattende og
systematiske”, samt at lande kan
være ”meget lidt tilbøjelige til at
forbedre mindstelønningernes
tilstrækkelighed og dækning,
fordi de er af den opfattelse, at
dette kan have en negativ
indvirkning på deres eksterne
konkurrenceevne”.
Der er flere spørgsmål, der rejser
sig i forbindelse med direktivet.
For det første kan det diskuteres,
hvorvidt mindstelønninger virker
efter hensigten. For det andet
kan man spørge, om det
overhovedet er EU’s opgave at
blande sig i løndannelse. Det
første spørgsmål er økonomisk.
Det andet spørgsmål har både en
politisk og en juridisk dimension.
Virker mindstelønninger?
Det korte svar er både ja og nej.
Debatten om mindsteløn har
mange årtier på bagen, men er
for nylig blusset op igen. På den
anden side af Atlanten har den
nyligt tiltrådte Bidenadministration
også, indtil videre
forgæves, forsøgt at hæve den
føderale mindstelønssats til 15
dollars timen. I Tyskland har man
siden 2015 haft en mindestlohn på
9,5 euro (2021) på
forbundsstatsniveau.
Ifølge gængs neoklassisk
økonomisk teori vil
mindstelønninger blot føre til
øget arbejdsløshed, da
arbejdsgiverne ikke vil ansætte
folk, hvis omkostningerne
overstiger den indtjening, som
den ansatte genererer. Dette
bunder i en antagelse om, at
lønnen afspejler arbejderens
marginale produktivitet, altså at
arbejdsgiveren betaler en løn, der
akkurat gør, at det godt kan
betale sig for arbejdsgiveren at
ansætte vedkommende.
Højere lønninger vil øge
udbuddet af arbejdskraft, da den
højere løn tiltrækker folk, der
ellers ikke havde lyst til at
arbejde. På den anden side vil
arbejdsgiverne efterspørge
mindre arbejdskraft, da den bliver
dyrere.
Resultatet bliver, at
mindstelønnen forhindrer
markedet i at danne en ligevægt
mellem efterspørgsel og udbud af
arbejdskraft, hvilket vil føre til
øget arbejdsløshed og mere
langstrakte ansættelsesprocesser,
da virksomhederne vil bruge
mere tid på at sikre, at de ikke
ansætter nogen, der viser sig ikke
at kunne tjene sin løn ind. Højere
lønomkostninger kan også få
virksomhederne til at sætte folk
ned i tid, skære ned på
frynsegoder eller investere
mindre i trænings- og
oplæringsprogrammer.
Det er vanskeligt at undersøge,
hvilken effekt mindstelønninger
har i praksis, da det er umuligt at
udføre eksperimenter, hvor man
renser kategorisk for alle andre
tænkelige faktorer, der påvirker
beskæftigelsen. De
undersøgelser, der er blevet
foretaget på området, viser et
broget billede. Ifølge et metastudie
fra 2013 lavet af Center for
Economic and Policy Research
(CEPR) har moderate stigninger i
mindstelønssatser så godt som
ingen effekt på arbejdsløsheden.
Til gengæld kan det føre til en
lavere personaleomsætning,
lavere lønninger for dem, der
tjener meget, samt mindre
prisstigninger. Andre studier
peger på, at mindstelønninger
har en negativ, men ofte
MEGET TYDER PÅ, AT
MINDSTELØNS-
DIREKTIVET LIGGER
HØJT PÅ
KOMMISSIONENS
DAGSORDEN, OG MAN
HAR ANSTRENGT SIG
FOR AT TILGODESE
FORSKELLIGE
INTERESSER
negligerbar, effekt på
arbejdsløsheden. Kigger man dog
på enkelte grupper, kan især
ufaglærte unge blive ramt hårdt,
hvilket kan optræde som en
barriere for at unge kommer ind
på arbejdsmarkedet tidligt i livet.
Kommissionen refererer i
direktivet til en konsekvensanalyse
af et scenarie, hvor alle
EU-lande hæver mindstelønnen
til 60% af medianlønnen i det
pågældende land. Som sagt
påbydes det ikke i direktivet, at
mindstelønnen skal hæves til et
bestemt niveau. Ikke desto
mindre er 60% af medianlønnen
ofte den standard, man refererer
til i mindstelønsdebatten. I
konsekvensanalysen vurderes
det, at beskæftigelsen vil falde
med mellem 0,5 og 1%. Samtidig
vurderer de i analysen, at mellem
10 og 20 millioner arbejdstagere
vil få mere i løn, fattigdom blandt
folk i arbejde vil blive reduceret
med 10%, og lønforskellen
mellem mænd og kvinder vil
mindskes med 5%. Et centralt
argument for
mindstelønsdirektivet er, at det
vil indsnævre løngabet mellem
kønnene, eftersom kvinder er
overrepræsenterede blandt
mindstelønsmodtagere (60%). Et
andet centralt argument er, at
det vil kunne bremse stigningen i
antallet af folk, der lever i
fattigdom, på trods af at de er i
beskæftigelse. I 2007 levede 8,3%
af arbejdsstyrken i EU i
fattigdom, og i 2018 var tallet
steget til 9,4%.
Et argument for et EU-direktiv på
området er, at det vil gavne
lønmodtagere i EU’s fattigste
lande såsom Bulgarien og
Rumænien og dermed indsnævre
uligheden mellem
medlemslandene. Antages det, at
medlemsstaterne vil reagere på
direktivet ved at hæve
mindstelønnen til 60% af
medianen, vil direktivet dog
næppe komme disse landes
lavtlønsmodtagere til gode, da
bl.a. både Rumænien og Bulgarien
allerede har en høj mindsteløn
S I D E 2 6
EUROPÆISKE HORISONTER