At rejse er at leve

At rejse er at leve

© Jørgen Hansen 2024

3

Af samme forfatter er tidligere udkommet:

Danmark rundt ad Margueritruten

(1991)

Midt i en turisttid (1992)

Turisme (2003)

Danmarkshistorier. 100 fortællinger fra

Margueritruten (2008)

Landsbyer i Randers Kommune (2010)

Koldingfjord – fra Julemærkesanatorium

til internationalt hotel (2011)

Aalborgturismen i 100 år (2012)

Limfjordsglæder (2012)

Kloster, kniplinger og kommandører

(2013)

Ferie ved havet – hvilken rigdom (eget

forlag, 2013)

Dansk turisme i 125 år (eget forlag,

2014)

Folk og steder i Aarhus (eget forlag,

2014)

Margueritruten (2015)

Kongelige fodspor i Østjylland (eget

forlag, 2015)

Det farlige sund mellem odderne (eget

forlag, 2015)

Danske Spor i Schleswig-Holstein (eget

forlag, 2016)

501 steder i Danmark (2016)

101 steder i Danmark (2016)

28 smukke ture på Margueritruten (eget

forlag, 2016)

The Indispensable Guide to Aarhus

(eget forlag, 2016, 2. rev. oplag 2017)

Hyggelige steder i Danmark (2017, 2.

oplag 2018)

Oplev Danmark – højest, størst, først

(2017, 2. oplag 2018)

Elbens hvide perle (eget forlag, 2017)

Pilgrimsture i Danmark (2018)

Den store bog om Danmark (2018)

Vandreture i Sverige (2019, tillige på

svensk: Vandra i Sverige)

Bilture i Danmark (2019, 2. rev. oplag

2022)

Skæbnefortællinger fra danske slotte og

herregårde (eget forlag, 2019)

På tværs af Europa (eget forlag, 2019)

Danmarks slotte og herregårde (2020)

Her findes et minde (2021)

Danmarks småøer (2021)

Bilture i Sverige (2021, tillige på svensk:

Bilturer i Sverige)

Sveriges nationalparker (2021, på

svensk)

Gade op og gade ned (eget forlag,

2022)

Cykelture i Sverige (2022, tillige på

svensk: Cykelturer i Sverige)

Gratis oplevelser i Danmark (2022)

Vandringsslingor i Sverige (2022, på

svensk)

Bucket List. 250 oplevelser i Danmark

(2022)

Fra hal til aktivitets- og feriecenter.

Skærbækcentret 1971-2021 (eget forlag,

2022)

Jernbanefortællinger (eget forlag, 2023)

Byvandringer i Danmark (2023)

Gratis oplevelser i Sverige (2023, tillige

på svensk: Gratis upplevelser i Sverige)

På strejftog med kunst i østjyske byer

(eget forlag, 2023)

4

At rejse er at leve

Det er ingen overdrivelse, at den verdensberømte

danske eventyrdigter H.C.

Andersen var verdens første turist i ordets

moderne betydning. Som sådan var

han nærmest uovertruffen: Bestandig

var han på farten, og hele hans liv var

for så vidt én lang rejse, lige fra han som

fjortenårig drog ud på sin første og afgørende

rejse fra fødebyen Odense til

København for at gøre sin lykke.

Hele livet igennem var han på

rejse. Uroen, den stadige strøm af nye

mennesker og nye oplevelser stemte

med hans nervøse temperament og

hans medfødte nysgerrighed. Det er fra

hans hånd, at mottoet ”At leve er at

rejse” stammer, og noget bedre feriemotto

kan ingen vel forestille sig.

Den første moderne turist

H.C. Andersen kom til at opleve en verden fuld af forandringer. Indtil midten af

1800-tallet havde man ganske vist kendt til opdagelsesrejser, pilgrimsrejser,

handelsrejser, embedsrejser, kurrejser og dannelsesrejser. Fælles for disse rejser

var imidlertid, at de på grund af de dårlige samfærdselsmidler var meget besværlige,

og at de var forbeholdt en forsvindende lille del af befolkningen. Det er først

omkring 1840, at der finder en afgørende ændring sted i rejselivets omfang og

indhold. Det er trafikmidlernes udbygning med jernbaner og indsættelsen af

5

dampskibe i regulær rutefart, som medfører, at rejserne sættes i system og efterhånden

bliver en mulighed for en stadig større del af befolkningen.

Ingen var en mere årvågen og interesseret deltager i denne veritable revolution

i trafik- og rejsemønstret end Andersen. I begyndelsen måtte også han rejse

med langsomme postvogne og diligencer, men han havde en umættelig nysgerrighed

over for de nye transportformer. Han er på sin første jernbanetur i Tyskland

i 1840 og giver straks sine læsere en grundig information om, hvad en jernbane er

for en herlig indretning. Hans begejstring for dette nyopfundne samfærdselsmiddel

er smittende:

”Oh, hvilket Aandens Storværk er dog denne Frembringelse! man føler sig jo

mægtig, som en Oldtids Troldmand! Vor magiske Hest spænder vi for Vognen,

og Rummet forsvinder; vi flyve som Skyerne i Storm, som Trækfuglene flyve!

Vor vilde Hest fnyser og snøfter, den sorte Damp stiger ud af dens Næseboer”.

Også dampskibene betog Andersen, om end bølgernes brusen og den næsten

uundgåelige følgevirkning i form af søsyge selvsagt ofte lagde en dæmper på

begejstringen.

Fra Amager til Italien, Spanien og Portugal

H.C. Andersens liv er som én lang opremsning af rejser i Danmark og resten af Europa.

Andersen var sin generations største kosmopolit, og næsten hver eneste rejse

gav ham stof til en rejseskildring. Han er på en gang rejsefører, pædagog og

digter i en og samme person. Læseren får historiske og geografiske oplysninger

og praktiske vink om, hvordan man rejser. Men samtidig har Andersen reporterens

evne til at lade de vigtigste iagttagelser udkrystallisere sig i et slående helhedsbillede,

der bliver stående i læserens erindring.

Som rejsejournalist optrådte Andersen første gang i 1826 med en skildring af

en køretur fra Slagelse til Helsingør. Det er dog først tre år senere, at den da 28-

årige Andersen får sin debut som rejsebogsforfatter med et værk med den umiddelbart

noget forbløffende titel ”Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager”.

I grunden kan det diskuteres, i hvor høj grad der er tale om en rejsebog, for

ganske vist beskrives en vandring i København, men bogen er snarest et underfundigt

påskud for at give en fabulerende beskrivelse af mærkelige mennesketyper

og kan meget vel opfattes som et forstadium til de senere så berømte eventyr.

Den første egentlige rejsebog er ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen” fra

1831, et virkelighedsnært referat af digterens første udlandsrejse. Siden følger i

hurtigt tempo rejser til Paris, Italien, Konstantinopel, Wien, Spanien og Portugal.

6

Også England, Norge og Sverige besøgte han, men i denne forbindelse er det især

hans rejser i Danmark og specielt den store rejse i 1859, som interesserer os.

”Mit Livs Eventyr”

Sit eget livs eventyr har Andersen fortalt flere gange. ”Den grimme ælling” er Andersens

beretning i eventyrform om sin egen opvækst og senere tilværelse som

anerkendt og til sidst feteret forfatter, og i mere konkret, selvbiografisk form er

”Mit Livs Eventyr” den til tider næsten utrolige fortælling om, hvordan den fattige

skomagersøn fra Odense blev verdens mest berømte eventyrdigter.

Først skulle Andersen ”gå så grueligt meget igennem”, men til sidst gik den

gamle spåkones profeti i opfyldelse. Hun havde sagt til Andersens mor, at engang

skulle Odense by blive illumineret til ære for hendes dreng: Fredag den 6. december

1867 udnævnte Odense ham til æresborger, og hele byen var festligt pyntet

og oplyst af fakler i denne anledning, nøjagtig 48 år og 2 måneder efter at den

ranglede 14-års knægt havde forladt Odense som ”blind passager” i en hestevogn.

Karakteristisk nok var Andersen i øvrigt forhindret i at nyde byens hyldest i

fuldt omfang; han led af den forfærdeligste tandpine, ”der ved Varmen og Sindsbevægelsen

løftede sig til en ulidelig Grad”.

Men lad os begynde med begyndelsen: Hans Christian Andersen kom til verden

den 2. april 1805 i Odense. Med hans egne ord lyder eventyrets begyndelse

således:

”1805 levede i Odense i en lille, fattig stue et nygift Par, der holdt uendeligt

meget af hinanden, en ung Skomager med en Kone, han, næppe to og tyve

Aar, et forunderligt begavet Menneske, en ægte poetisk Natur, hun, nogle Aar

ældre, uvidende om Verden og Livet, men fuld af Hjerte. Nylig var Manden

blevet ”Frimester” og havde tømret sammen sit Skomagerværksted og sin

Brudeseng; til denne havde han brugt Træ-Stilladset, der kort forud havde

baaret Liigkisten med en afdød Grev Trampe, som laae udstillet paa Parade;

de sorte Klædes Lister, der siden endnu altid sad paa Sengestedet, var en

Erindring herom. Istedetfor det grevelige Liig, omgivet af Flor og Candelaber,

laae her den anden April 1805, et levende, grædende Barn, det var mig Hans

Christian Andersen”.

Hvor præcis i Odense Andersen blev født, vides ikke. Huset på hjørnet af

Hans Jensens Stræde og Bangs Boder er blevet udpeget som fødested, men det

kan ikke siges med sikkerhed. Først i 1807 flyttede familien ind i lejligheden i

Munkemøllestræde 3, som blev Andersens barndomshjem, og som vi kender fra

7

”Mit Livs Eventyr”. I påsken 1819, kort efter at Andersen var blevet konfirmeret,

flyttede familien på ny, men kun til et hus lidt længere henne ad gaden med en

lille have ned til Odense Å. Faderen var i mellemtiden død, og moderen havde giftet

sig på ny.

Trods den kærlige og romantiserede beskrivelse af barndomshjemmet i ”Mit

Livs Eventyr” var familien Andersen afgjort småkårsfolk, som levede på kanten af

fattigdom og elendighed. Moderen var en jævn kone, der næppe kunne læse og

skrive, mens faderen var flittig og nøjsom, men utilfreds med sin stand, som han

følte sig hævet over. Han læste Shakespeare og Holberg, og for sin lille søn fortalte

han eventyr, læste højt af ”1001 nat” og lavede legetøj af forhåndenværende

trærester.

Mest optaget var den lille Hans Christian dog af et dukketeater, som faderen

hjalp ham med at indrette. Teaterverdenen havde en næsten magisk tiltrækning

på drengen, der allerede som syvårig var i Odense Teater for første gang. Et uudsletteligt

intryk gjorde et besøg, som Det Kgl. Teater aflagde i Odense i 1818. Takket

være en ven, der var plakatbærer, lykkedes det Andersen at få adgang til teatret,

og for første gang stod han på scenen. Han optrådte i statistroller som page

og hyrde, og her modnedes sikkert den utrolige plan om at ville drage til København

og skabe sig en karriere på de skrå brædder.

Der er et ufrivilligt og næsten komisk skær over den forbløffende beretning

om, hvordan den 14-årige Hans Christian fik held til ikke blot at skaffe sig adgang

til Det Kgl. Teater i København, men også formåede at knytte forbindelse til en

lang række indflydelsesrige personligheder i hovedstadens kulturliv. Disse velyndere

sørgede for, at han kom i skole og fik en studentereksamen i 1828, samtidig

med at han allerede i studietiden fik offentliggjort sine første digte og sågar fik

opført en rent ud sagt meget lidt ophidsende vaudeville. Den gik nu også kun over

scenen tre gange, inden den blev taget af plakaten igen.

Det afgørende vendepunkt i Andersens tilværelse indtraf, da han i 1833 på

anbefaling af bl.a. digterne Oehlenschläger og Ingemann modtog et toårigt rejsestipendium.

Andersen forlod omgående København med kurs mod Paris og Rom.

Denne rejse gav Andersen klarhed over sig selv som kunstner og menneske,

og samtidig gav den ham inspiration til romanen ”Improvisatoren” fra 1835, der

var hans egentlige gennembrud, og som med Andersens egne ord ”rejste mit faldne

Hus paany”. Samme år meddeler Andersen i et brev til Ingemann, nærmest i en

parentes mellem andre nyheder, at han er ”begyndt paa nogle Eventyr, fortalte for

Børn”. Han fortsætter: ”Jeg troer, det lykkes mig”. Det kan man vist roligt sige! I

alt skrev Andersen omkring 150 eventyr, som for alvor skaffede ham anerkendelse,

både i udlandet og i Danmark. De første fire eventyr, ”Fyrtøjet”, ”Lille Claus og

Store Claus”, ”Prindsessen paa Ærten” og ”Den lille Idas Blomster”, udkom i meget

beskedent udstyr, og i det hele taget er det karakteristisk, at det varede læn-

8

ge, før Andersen selv opfattede eventyrerne, ”den lille genre”, som den virkeligt

bæredygtige kerne i sit forfatterskab. Først med eventyrene fandt hans geni imidlertid

sit rette forum. Med disse helt originale eventyr og historier, med den indbyggede

underfundighed og det til tider stærkt symbolske billedsprog har han

skabt en vidunderlig og uforgængelig verden, som både voksne og børn i alle lande

har taget til sig som en dyrebar skat.

Andersen døde i København i august 1875 efter at have oplevet at blive udnævnt

til æresborger i fødebyen Odense og efter på sin 70-års dag at have fået

meddelelse om, at hans statue ville blive opstillet i Kongens Have i København.

Den store Danmarksrejse

På H.C. Andersens tid var en rejse i Danmark ikke blot besværlig og udmattende,

men tillige nøjagtig lige så spændende og dragende for fantasien som en udlandsrejse.

Når transportmidlet var postvogn eller diligence, føltes afstandene enorme,

og for Andersen var Jylland og navnlig Jyllands vestkyst et fascinerende og

mindst lige så inspirerende bekendtskab som mange af de fremmede steder i

udlandet, som han i årenes løb besøgte. Jylland var for ham det ukendte land, som

han havde en nærmest eventyragtig forestilling om.

Allerede i 1830, som 25-årig student, foretog han en rejse, fortrinsvis i Østjylland,

hvor han på en del af turen slog følge med maleren Martinus Rørbye (1803-

48). Fra Rørbyes dagbog ved vi, at turen ikke var en ubetinget succes. Ikke blot

blev Andersen forfærdelig søsyg på sejlturen fra København til Aarhus, men han

måtte tillige opgive sin oprindelige plan om at se Vesterhavet, hvad han ellers

havde set frem til.

Trods dårligt vejr, søsyge, feber og pekuniære vanskeligheder gjorde den

jyske natur dog et uudsletteligt indtryk på ham:

”Den jyske halvø ejer ikke blot de samme naturskønheder som Sjælland og

Fyn frembyder. Dejlige bøgeskove og duftende kløvermarker tæt ved den

salte sø; men den ejer tillige en vild, en øde natur i de lynggroede heder og

vidt udstrakte moser. Fra Marselisborg skove til skovene syd for Kolding Fjord

er landet rigt og blomstrende; det er den danske natur i sin storhed. – Landets

vestkyst derimod står uden træer, uden buske, kun med hvide sandbanker ved

det stormende hav, der pisker med sandflugt og skarpe vinde den døde, sørgelige

kyst. Mellem disse kontraster ligger den store, lynggroede hede, der

fra Lüneburgs sand strækker sig til Skagens rev. Intet hegn viser her de be-

9

grænsede ejendomme. I de krydsende hjulspor må du søge bivejene. Forknytte

ege med hvidgrønt mos til de yderste grene vokser henad jorden, som frygtede

de for storm og havgus.”

Da H.C. Andersen næste gang beslutter sig for at ville opdage det fjerne Jylland,

er han ikke længere en ukendt student, der må tilbringe nætterne på mere

10

eller mindre tvivlsomme gæstgiverier, men derimod en agtet digter og forfatter,

som forventer at blive standsmæssigt modtaget, hvor han kommer frem. Hans rejse

er nu sammensat af besøg hos velstående personer rundt om i landet, som han

beærer med sin tilstedeværelse. Til gengæld for logi og fortæring læser han som

regel et par eventyr til glæde for værten og – ofte – en større skare indbudte gæster,

som således får mulighed for at tage den berømte digter i nærmere øjesyn.

Den store Danmarksrejse i 1859 kommer da også i stand på den måde, at Andersen

fremdrager en flere år gammel invitation til at besøge etatsråd Tang på

Nørre Vosborg i Vestjylland. Den 3. maj 1859 skriver Andersen til Tang:

”Det er nu henved to Aar siden jeg havde den Fornøjelse at være sammen

med Dem en Middag hos Etatsraad Fenger, da var De saa venlig at sige mig at

naar jeg engang bestemte mig til at besøge Jyllands Vestkyst skulde jeg være

meget velkommen hos Dem og Deres Frue på Nørre Wosborg, tør jeg nu benytte

mig af Deres venlige Indbydelse?”

I vore dage kan Andersens henvendelse forekomme en kende anmassende,

når man betænker, at han agtede at opholde sig på Nørre Vosborg i flere uger, og

når henvendelsen bygger på en formentlig henkastet, venlig bemærkning ved et

middagsselskab for efterhånden lang tid siden. Imidlertid svarede etatsråden –

hvad andet kunne han? – at Andersen er velkommen, og den 1. juni 1859 rejste

Andersen fra København.

Han opholdt sig hos sin velynder og digterkollega Ingemann i Sorø et par dage,

besøgte ligeledes herregården Basnæs ved Skælskør, og den 20. juni tog han

fra Korsør med dampskib til Aarhus, hvorfra han straks fortsatte til Silkeborg. Hans

vært i Silkeborg var fabrikant Michael Drewsen, der havde anlagt Silkeborg Papirfabrik.

Den 4. juli gik turen videre vestpå, og efter en del genvordigheder i Herning,

hvor en flok bønder åbenbart nærmest skræmte livet af ham, mødte han dagen

efter omsider etatsråd Tang ved indkørslen til Holstebro.

Der følger nu nogle gode dage på Nørre Vosborg. Familien Tangs gæstfrihed

kender tilsyneladende ingen grænser, og H.C. Andersen er i sit es. Han er det ubestridelige

midtpunkt, og han bliver kørt på sightseeing til havet, i klitterne og aflægger

besøg hos de omkringboende præster og øvrige honoratiores. Men selvsagt

er det ikke godt med helbredet. Enten har Andersen i sit voksne liv været

uforholdsmæssigt meget ramt af alskens dårligdom, eller også er han 1800-tallets

største hypokonder. Under opholdet på Nørre Vosborg plages han af stærk snue,

hoste, forstoppelse, feber, hudløshed i ansigtet samt en mærkværdig rød plet på

sit ben.

Den 21. juli fortsatte rejsen. Familien Tang kørte ham til Lemvig, hvor det lykkedes

ham at få gæstgivergårdens sengetøj blandet sammen med sit eget vaske-

11

tøj. Han opdagede det først, da han med dampskib var nået til Aalborg, og det

pinte den påholdende Andersen, at han var nødt til at ofre porto på at returnere

effekterne til Lemvig med pakkepost. Men han sendte dem ikke som brevpost; thi

det ville have kostet hele 17 postmærker! I Aalborg boede Andersen hos stiftamtmand

Dahlstrøm på Aalborghus, og også her fik han en førsteklasses behandling.

Den lokale sangforening beærede ham oven i købet med en serenade, inden han

den 30. juli fortsatte nordpå gennem Vendsyssel.

Han gæstede Børglum Kloster, hvor historien om kannikerne, der spøger, satte

fantasien i gang. Fra Børglum besøgte han det lille fiskerleje Løkken, og den 10.

august gik turen videre over Hjørring til Frederikshavn. Herfra foretog han en afstikker

til Skagen og blev fascineret af Skagerraks og Kattegats bølger, som slår

sammen over Skagens Gren.

Den 23. august er han tilbage i Aalborg, men allerede den 25. august fortsætter

han med ordinær postvogn over Hobro til Randers, hvor han bor hos købmand

Westermann. Også her gør man stor stads af ham og inviterer til fint selskab,

hvor Andersen kan få lejlighed til at træffe byens betydeligste personer – og

omvendt. Søndag den 28. august kører han i lukket hestevogn, som er sendt efter

ham af pastor Swane i Hjermind præstegård, gennem et stykke prægtig jysk natur,

forsynet med smørrebrød og portvin.

På denne fire timer lange køretur ”ned af vilde, smukke hedebanker” er det,

som om alle indtrykkene fra denne Jyllandsrejse kommer til ham i koncentreret

form, og i ét drag skriver han da digtet ”Jylland”, som senere under titlen ”Jylland

mellem tvende have” blev jydernes ”nationalhymne”. Han læser det første gang

for familien Swane i Hjermind præstegård, hvor han i øvrigt tilbringer en række

lykkelige dage indtil den 8. september.

Fra Hjermind fortsætter han til Asmild Kloster og gør et kort ophold i Silkeborg,

inden han påbegynder hjemrejsen til København. Turen går over Kolding,

tværs over Fyn og gennem fødebyen Odense, hvor han overhovedet ikke gør ophold.

Via Sorø når han København den 13. september, og den store Danmarksrejse

er slut.

I Andersens fodspor

Meget i Danmark har selvsagt forandret sig siden H.C. Andersens dage. Andersens

øje for naturen, hans journalistiske tæft og hans detaljerede beskrivelser af sine

rejseoplevelser kan imidlertid også komme nutidens rejsende til gode, og det

giver god mening at gøre en rejse gennem Danmark i digterens fodspor. Det føl-

12

gende turforslag med Andersen som rejsefører tager udgangspunkt i hans store

Danmarksrejse i 1859. Den starter og slutter i København, men der er naturligvis

ikke noget til hinder for, at man støder til turen et andet sted undervejs, som måtte

være mere belejligt.

Sorø

H.C. Andersen besøgte ofte sin ven og digterkollega B.S. Ingemann (1789-1862),

der var lektor i dansk sprog og litteratur ved Sorø Akademi fra 1822 til sin død.

Sorø lå en behagelig dagsrejse fra København, og både på ud- og hjemrejsen i

1859 overnattede Andersen hos Ingemann i ”Ingemanns Hus”, den østlige af de to

små pavilloner ved søen.

Ingemanns Hus (Ramblersen WP)

13

Om et af sine mange ophold hos Ingemann, nemlig i pinsen 1853, beretter

Andersen:

I Pintsen forlod jeg Kjøbenhavn, tog ud til Ingemanns i den friske Sommernatur,

til det Hjem, hvorhen mit Hjerte, lige fra Skoletiden i Slaglse, stadigt hver

Sommer drog mig. Alt der, og Hjerterne med, var uforandret, - Vandre-Svanen

hvor vidt den flyver om, flyver altid igjen til det gamle kjendte Sted ved Skovsøen,

og jeg har dens Natur… I den billedsmykkede Stue, her hvor Lindetræerne

skygge udenfor og Søen skinner blank og blaa, hvor alt næsten endnu er,

som da jeg fra Slagelse Skole, som Discipel, kom her en deilig Sommerdag,

bøiede sig nu til en heel broget Krands en Digtning for mig herinde…”

Oprindelig var Sorø et benediktinerkloster, grundlagt omkring 1145. Biskop

Absalon var imidlertid ikke fornøjet med benediktinerne, som der åbenbart ikke

var meget fut i, så han overdrog omkring 1160 klostret til cistercienserne, og deres

fornemme kirke stod færdig i 1201 – samme år som Absalon døde og derpå

blev begravet i kirken. Klostret nåede at blive Nordens rigeste, inden det ved Reformationen

blev konfiskeret af kronen. I 1586 blev klostret hjemsted for en ”særlig

bedre kostskole for 30 adelige drenge og 30 ikke-adelige”, og da Christian 4.

et halvt århundrede senere ændrede fundatsen til også at omfatte et ridderakademi,

begyndte der at opstå et lille bysamfund omkring den gamle klosterbygning.

Christian 4. sendte således også sine egne sønner til Sorø, og som bolig

for dem, deres tjenerstab og lærere opførtes adskillige huse uden for Klosterporten,

hvoraf nogle stadig findes.

Trods mange omskiftelser består skolen stadig som kostskole på gymnasieniveau.

Indtil 1737 anvendtes de middelalderlige klosterbygninger til boliger og

undervisning, men de afløstes i 1747 af et imponerende barokanlæg, hvoraf kun

pavillonerne ved søen er bevaret, og som kaldes henholdsvis Molbechs Hus og

Ingemanns Hus. Akademiets nuværende hovedbygning er fra 1827.

Skælskør, Borreby, Basnæs og Holsteinborg

H.C. Andersen var ofte på besøg i Skælskør, som regel i forbindelse med en af sine

visitter på de sydsjællandske herregårde Borreby, Basnæs og Holsteinborg.

Ad den lange og smukke lindeallé kommer man til Borreby. Næppe noget andet

sjællandsk herresæde virker så stærkt på fantasien og forestillingsevnen som

netop Borreby. Med stejle gavle og truende tårne knejser den mægtige kansler

Johan Friis’ (1494-1570) store hus, helt omsluttet af brede voldgrave som ind-

14

begrebet af den stolthed, vilje og herskerkraft, som gennem mere end en menneskealder

gjorde bygherren til Danmarks egentlige hersker.

Borreby (Bjørn Pierri Enevoldsen)

Borreby er måske især kendt for brødrene Valdemar og Christian Daae, der

levede i midten af 1600-tallet. Disse to brødre, som var arvinger til stor rigdom,

huskes for deres kostbare og nytteløse optagethed af guldmageri, hvorved de

bortødede tre herregårde. Navnlig den ulykkelige Valdemar Daae, der i 1681, en

halv snes år før sin død, måtte forlade Borreby og med sine døtre drage fattig ud i

verden, har optaget sindene. H.C. Andersen har i ”Vinden fortæller om Valdemar

Daae og hans Døtre” ladet sit følsomme gemyt bevæge af den gamle herremands

triste skæbne. Åbenbart har Valdemar Daae i sin fornedrelse haft svært ved at

glemme sit Borreby. I hvert fald påstås det, at han er vendt tilbage og hver evige

nat står bøjet over sine digler og glas i en af kælderhvælvingerne, stadig besat af

tanken om at fabrikere guld ad kunstig vej. H.C. Andersen omtaler Borreby således:

”Der ligger ved Store Bælt en gammel Gaard med tykke, røde Mure!” siger

Vinden, ”jeg kender hver Sten, jeg saa den før, den sad i Marsk Stigs Borg,

15

Næsset, den maatte ned. Stenen kom op igen og blev en ny Mur, en ny Gaard

andetsteds, det var Borreby Gaard, som den står endnu”.

På udrejsen besøgte Andersen Basnæs, og i alt var han 37 gange på herregården.

Han var her første gang i 1846, kort efter at gården var færdigbygget, og ved

den lejlighed omtalte han den ”som et slot fra England, eller en gammel Borg, to

Taarne, en smuk Portal, Værelserne malede pompeianske, et smukt Hus for Gartneren,

i Tyrolerstil, Voldgrave rundt om, Udsigt til Bæltet mod Falster”. Fra 1838

ejedes Basnæs af hofjægermester Jacob Brønnum Scavenius (1811-50), og i hans

og hustruen Henriettes hjem var Andersen en hyppig og skattet gæst. Således

også i julen 1859 efter Jyllandsrejsen. Herom skriver han i ”Mit Livs Eventyr”:

”Juleaften var jeg paa Basnæs, hvor Juletræet tændtes, ikke blot for Husets

Gæster, men ogsaa eet for Godsets fattige Børn; deres Træ stod lige saa rigt

og straalende som vort. Fru Scavenius havde selv pyntet det og tændt hvert

Lys, jeg havde klippet og klistret Figurerne, der hang paa Grenene. De dækkede

Borde rundt om bare Julegaver, som de fattige Mødre særligt glædede sig

til. Hvergarn til Skjørter, Lærred til Særke og mangt et andet nyttigt Stykke. De

Fattige bleve vel beværtede, havde en glad Aften; vi havde flere. Sneen fygede,

Kanebjælderne klang, de vilde Svaner sang ude fra Stranden. Ungdommen

dandsede til den lyse Morgen. Fra Nabogaardene og milevidt borte fra

vare Slægtninge og Bekjendte indbudne. Fra det nære Borreby, Valdemar

Daaes riddelige Gaard, kom Familien og deres Gjæster…”

Også på det nærliggende Holsteinborg kom Andersen ofte – i alt 15 gange.

To år senere er det på Holsteinborg, han fejrer julen, og i et brev til Ingemann fortæller

han:

”Min Stue støder lige op til Kirken; jeg kan gjennem Døren træde derind paa

Pulpituret. Orgelet spiller, Psalmesangen lyder ind til mig, idet jeg skriver dette

Brev. Her er saa julefestligt, og iaftes var her ret Barneglæde. Alle de Smaa

vare saa lykkelige ved Juletræet og dets Herligheder. Jeg fik ogsaa mit Julebord

med mange Sager, der tydede hen paa mine Eventyr: Katten sad paa

Blækhuset, Nissen dandsede paa Penneholderen og min Lille Pige med Svovlstikkerne

havde ogsaa indfundet sig. Jeg tænkte ellers meget igaar paa min

Juletid i Barndomshjemmet; den var dog den rigeste, jeg har oplevet, uagtet

Stuen var saa lille, og jeg intet Juletræ havde; men Grøden, Gaasen og Æbleskiverne

manglede aldrig, og den Aften stod der to Lys paa Bordet”.

16

På Holsteinborg var det især politikeren og lensgreven Ludvig Holstein-Holsteinborgs

(1815-92) hustru, Mimi (1830-76), født Zahrtmann, der var digterens

fortrolige, og som behandlede ham med stor gæstfrihed og nærmest grænseløs

velvilje. I de modne år havde Andersen her sit foretrukne arbejdssted; han havde

sine faste værelser ved siden af kirken og blev altid behandlet med ”oprigtigt venskab,

beundring og taknemmelighed”, som Mimi Holstein engang udtrykte det.

Den varmhjertede grevindes godgørenhed og egnens skønne natur har bl.a. inspireret

Andersen til even-tyrene ”Gjemt er ikke glemt”, ”Klokkedybet” og ”Vænø og

Glænø”.

På vejen fra Basnæs til Holsteinborg passeres Ørslev Kirke med en række

uvurderlige kalkmalerier fra ca. 1325, som hører til det ypperste af dansk billedkunst

fra middelalderen. Særligt fascinerende er et morsomt billede, der driller en

munk ved at kaste snavs i hans vin – og enestående er en ”dansefrise”, hvor man

ser kronede damer træde en folkevisekædedans med fornemme herrer til tonerne

af et horn, der blæses af en hare.

H.C. Andersen skulle i øvrigt engang læse højt af sine eventyr for bønderne i

Ørslev skole. Da han skulle gå ind i skolen, stødte den høje mand hovedet på dørkarmen

og måtte selvfølgelig ”strax bades med koldt Vand og Salt”. Historien

melder ikke noget om, hvordan oplæsningen forløb; som sædvanlig var helbredet

det vigtigste.

Aarhus

Fra Korsør sejlede Andersen i 1859 med dampskib til Aarhus, og herfra fortsatte

han sporenstregs til Silkeborg. Når han ikke fandt anledning til at gøre ophold i

Aarhus, kan det hænge sammen med, at han 12 år tidligere ikke just havde følt

sympati for byen og dens borgere. Sagen var, at Thorvaldsens buste af Frederik 6.

skulle afsløres i Skanderborg, og eftersom Andersen var blevet opfordret til at

skrive en festkantate – og havde fulgt opfordringen – var han inviteret med til højtideligheden.

Andersen var for så vidt skikket til denne opgave, eftersom han i en alder af

28 år havde dristet sig til at dedikere Frederik 6. ”Aarets tolv Maaneder” og i den

anledning oven i købet havde været i audiens. Gode venner havde fortalt ham, at

det ville efterlade et fordelagtigt indtryk, især i betragtning af at Andersen samtidig

havde ansøgt om et rejsestipendium.

Efter hvad digteren selv beretter, var det nu nok så som så med det fordelagtige

indtryk. På spørgsmålet om, hvad Andersen medbragte, skal han have svaret:

”En cyclus af digte!”, men dette fremmedord var kongen åbenbart ikke særligt fortrolig

med, for han udbrød: ”Cyclus! Cyclus! Hvad mener De?”. I sin befippelse

17

svarede Andersen da blot: ”Det er nogle vers om Danmark”, og straks blev kongen

mere imødekommende og sagde: ”Nå, nå, det kan jo være meget godt!”. Ikke

desto mindre fik Andersen faktisk sit rejsestipendium. Det besværlige fremmedord

til trods må majestæten alligevel have været i et forholdsvis nådigt lune, og

digteren kunne rejse til Paris og Italien. Ikke så underligt, at han siden altid omtalte

Frederik 6., der døde i 1839, med ”sand Ærefrygt og inderlig Taknemmelighed”.

Tilbage til Skanderborg: Da festkantaten var opført – musikken var af J.P.E.

Hartmann – og festen var overstået, skulle hele selskabet, som indbefattede de fra

København indforskrevne studentersangere, age til Aarhus, hvor man også havde

forberedt en mindre festlighed i dagens anledning. Beklageligvis var vogntoget

for tidligt på færde eller også havde det knebet med at blive færdig med forberedelserne

i Aarhus, så det blev nødvendigt at holde hestene an på Viby bakke,

mens man ventede på klarsignal fra festkomiteen. Det var lidt af en pine, for solen

bagede fra en skyfri himmel; man kan forestille sig Andersens utålmodighed.

Men ”alt for Ærens Skyld”, som Andersen med et anstrøg af ironi noterer, og

omsider nåede man frem til Store Torv i Aarhus, hvor selskabet blev opstillet i lange

rækker. Meningen var nu, at de fremmødte Aarhus-borgere skulle tage hver sin

gæst med hjem og sørge for et måltid mad og en god seng.

Dér stod så H.C. Andersen opmarcheret på Store Torv. Et par aarhusianere

dristede sig til at bukke for ham og spørge om hans navn, men da de erfarede det,

spurgte de: ”Det er dog ikke digteren?”, og når Andersen svarede bekræftende,

bukkede de atter og fjernede sig. Den ene efter den anden student fandt hus- og

hjertevarme, Hartmann havde i forvejen sørget for at få en invitation; det endte

kort og godt med, at der ikke var nogen vært tilbage til Andersen. Ene af alle

måtte han bekvemme sig til at søge natlogi på et ”Hotel udi den gode stad Aarhuus”:

”Jeg stod forladt og ene, som paa Slavemarkedet en Sort, som ingen vil

kjøbe”.

Silkeborg

Andersens vært i Silkeborg var fabrikant Michael Drewsen (1804-74), der i 1844

grundlagde Silkeborg Papirfabrik sammen med sin bror, idet de som de første så

mulighederne for at udnytte Gudenåens vandkraft til moderne industridrift. Michael

Drewsens energi og virkelyst var smittende, og allerede året efter kom det

første papirark ud af fabrikkens maskiner. Fabrikken var grundlaget for den handelsplads,

der blev oprettet kort efter, og dennes opblomstring var i stor udstrækning

Drewsens fortjeneste. I 1900 fik Silkeborg købstadsrettigheder og var allerede

da en betydelig handels- og industriby, ligesom byen oparbejdede et ry som

18

kurby, bl.a. takket være den ozonrige luft, som skyldtes de store skovområder

med fyrretræer omkring byen.

Det er sagt om Drewsen, at han ikke var nogen fremragende erhvervsmand,

og heller ikke en karriere som politiker fremmedes af, at han var i besiddelse af et

heftigt temperament og sjældent optrådte specielt diplomatisk. Men hans type

passede perfekt til nybyggerbyen Silkeborg, og han sad på byen som en konge.

Det er absolut fortjent, at hans statue er rejst på Torvet foran det gamle rådhus.

Statue af Drewsen på Torvet i Silkeborg (Carsten Wiehe WP)

I denne beskrivelse af Silkeborg fra 1853 indfanger Andersen den næsten

Klondyke-agtige stemning, samtidig med at hans fremtidsvisioner viser sig at være

forbløffende korrekte:

”Da Brødrene Drewsen 1844 oprettede Fabriken i Silkeborg og byggede her

de første Huse, var disse de eneste. Da jeg for tre Aar siden kom hertil, fandtes

her 35 Huse, og nu er en heel By vokset op, to lange Gader med Haandværkere,

Butikker, Hotel og en lille Kirkegaard, hvor de gamle Birke hælder sig over

unge Grave. Man faar tydeligt Begreb om, hvorledes Byerne i Amerika vokser

op. Huse og Gader ligesom skyder op i Furen, der skærer Birkeskoven. Nu

19

kommer der snart Gas, og naar vi faaer en Jernbane gennem Jylland, vil denne

komme saa nær Silkeborg, der om halvt hundrede Aar sikkert er en af Jyllands

betydeligste Stæder. Fabrikken arbejder Dag og Nat”.

Fabrikken og de store dynger af klude, som skulle blive forvandlet til papir,

og som Andersen dagligt havde for øje, når han besøgte Drewsens i Silkeborg,

gav ham i øvrigt ideen til eventyret ”Laserne”, som han skrev under et af sine ophold

hos Drewsen. Mest fascineret var han dog af den midtjyske natur omkring

Silkeborg: ”Jeg har tilbragt de sidste Uger i stor Skov-Eensomhed i en Egn, der

mindre om Schwartzwald og Skotland”. Sin udsigt fra Drewsens hus beskriver han

med disse ord:

”Fra mine Vinduer ser jeg ud over Haven, der vrimler med Roser, og midt paa

den store Græsplæne er der plantet to gamle høje Enebærtræer fra Heden.

Gamle Elletræer hælder sig over Gudenaa, der falder ud i Langsøen lige foran

Huset; paa den anden Søbred hæver sig høje Lyngbanker med Flyvesand.

Langt ude ser jeg de sorte, tætte Skove”.

Under sit ophold i Silkeborg i sommeren 1859 så Andersen Himmelbjerget,

men han var tilsyneladende ikke ude at sejle på søerne. Faktisk kom han for tidligt;

den berømte hjuldamper ”Hjejlen” begyndte nemlig først sin sejlads på Silkeborgsøerne

i 1861.

Nørre Vosborg

Det ældste Vosborg ejedes i 1200-tallet af kong Erik Menved, men blev skyllet i

havet ved en stormflod i 1532. Den nuværende gård er opført i de følgende to

århundreder, og i 1786 købtes Nørre Vosborg af brødrene Peder og Søren Tang,

der var de første borgerlige herremænd på det gamle adelssæde. De var sønner af

Laurids Tang, der var fæstebonde på Nørre Vosborg, men det lykkedes i den grad

hans sønner at komme frem i verden: Tre af dem blev godsejere, og to af dem blev

studehandlere i stor skala.

I 1826 blev Peder Tangs sønnesøn Andreas Evald Meinert Tang (1803-68)

eneejer af Nørre Vosborg. Han var en ”såre human og uegennyttig godsejer”, der

aldrig optrådte fornemt og derfor var meget vellidt på egnen – og så var han for

resten en særdeles habil fortæller, der havde styr på områdets historie og gerne

øste af sin viden. At han var en værdsat personlighed, fremgår også af, at han var

medlem af den grundlovgivende forsamling i 1848-49 og dernæst af Landstinget.

Om Andreas Tangs ridderkors fortælles i øvrigt den skrøne, at kong Frederik 7. og

20

Tang en gang sad sammen et sted, hvor ingen kan sende en stedfortræder, og at

kongen ved den lejlighed skal have sagt: ”Jeg kan ikke være bekendt at sidde her

ved siden af dig, når du ikke er ridder. Jeg gør dig til ridder!”. Det var Andreas

Tang, der i 1839 byggede en ny hovedbygning i form af sydfløjen, ligesom han

fornyede østfløjen.

Nørre Vosborg (Nørre Vosborg)

Når man kommer kørende ad grusvejen over banen til Nørre Vosborg, fanges

øjet først af det særprægede porttårn. Det stammer fra 1790, og efter sigende

havde den daværende ejer, købmand Peder Tang, ladet sig inspirere af St. Paul’s

Cathedral i London, da han lod det bygge. Hvis man ser nærmere efter, opdager

21

man, at uret på porttårnet kun har én viser – og at der på urskiven slet ikke er

noget firtal. Det er overraskende nok erstattet af endnu et tretal, så dem har uret

altså to af, og forklaringen på denne mærkværdighed skal ifølge overleveringen

være, at bygherren ikke ønskede at gøre Vorherre rangen stridig som ufejlbarlig.

Da H.C. Andersen gæstede Nørre Vosborg i 17 dage i juli 1859, har han haft

rig lejlighed til at studere porttårnet, selvom familien Tang gjorde alt, hvad de

kunne for at underholde digteren og gøre ham tilpas. Han fik stærk snue, hoste,

hovedpine og feber, huden skallede af på hans næse, og oven i købet døjede han

med både forstoppelse og en mærkværdig rød plet på det ene ben. Da de var på

tur til stranden, fik Tang rejst et telt for at skærme ham for solen og blæsten, men

helt godt med helbredet blev det nu ikke. Den 18. juli var han ”stærkt forkølet” og

måtte gå til sengs med en kop kamillete.

Om sin indkvartering på Nørre Vosborg skrev Andersen:

”Gårdens Kapel er forandret til Gjæsteværelse; der sover jeg. En hvid Dame

viser sig på dette Sted, men hun har ikke besøgt mig; hun ved vel, at jeg lider

spøg, men ikke Spøgeri”.

Under opholdt på Nørre Vosborg læste han op af sine eventyr, tryllede med papirklip

og skrev følgende digt om herregården:

”Her under det blomstrende Hyldetræ

Vi sidde mod Vinden deiligt i Læ

Og see over Buske og Træers Top

Smukt Nørre Vosborg løfte sig op

Med Taarn og med Gavl, som i gamle Dage,

Og gjennem vor Tanke Minderne drage

Om Bugge og Podebusk – til Peder Tang,

Sært Tankerne svulme og blive til Sang”

Aalborg

Efter opholdet på Nørre Vosborg blev Andersen kørt til Lemvig, hvorfra han via

Thisted sejlede til Aalborg. Her ankom han den 23. juli og blev indkvarteret hos

stiftamtmand Frederik Christian Emil (Fritz) Dahlstrøm (1815-86) på Aalborghus.

Han opholdt sig i Aalborg en uges tid og aflagde flittigt visitter, skønt han stadig

var plaget af stærk snue. Den 28. juli skrev han således i dagbogen:

22

”Besøgt Kjøbmand Sahs, der vilde mælde min Ankomst hos den rigeste Kjøbmand

(Kall) i Frederikshavn. I Dag staaer i Berlingstidende at jeg i Selskab

med Marryats har været i Holstebroe. Spadseret til Vandmøllen, og lidt om

bag Byens Smaahaver. I Aften, som vi sad og jeg skrev Vers paa opgivne Riim,

kom Tjeneren og sagde at der var mange Mennesker nede igaarden. Vil de os

Noget eller er det Klammeri spurgte Dahlstrøm. Nei det var Nogen der vilde

tale med mig, en Deputation kom, det var Sangforeningen som forleden Dag

kom for at indbyde mig til en Skovtour paa Søndag, men jeg for Afreisens

Skyld ikke kunde tage imod, nu vilde de synge for mig. Ørsteds og Dahlstrøms

bleve oppe, jeg gik ned i Gaarden, man sang: I Danmark er jeg født! jeg takkede

dem og Anføreren, den unge Kjøbmand Kjær talte, efter 3 Gange Hurra,

gik jeg op og de sang endnu en Sang, jeg var en Deel afficeret”.

Børglum Kloster og Løkken

Den 31. juli gik turen videre: Han blev færget over Limfjorden på en pram, og i

Nørresundby blev han modtaget af godsejer Rottbølls vogn, der kørte ham til

Børglum Kloster. Juristen Christian Michael Rottbøll (1805-94) havde købt Børglum

Kloster i 1835, og den ensomme beliggenhed på en bakke i et barsk og vindomsust

landskab appellerede i den grad til Andersens fantasi. Allerede den første

aften noterede han:

”Det er en gammel mørk Gaard, det gjorde Indtryk som en stor Gæstgivergaard

oppe paa Skt. Gotthard, her var ganske den kolde friske Bjergluft og

Nedblikket over Landet. Havet var at øine. Jeg fik et godt Værelse, hvor Biskop

Kirkegaard har ligget og set Spøgelser, en Skare Kanniker”.

Om spøgeriet skriver Andersen i ”Mit Livs Eventyr”, at han ganske vist var blevet

advaret, men at han bestemt ikke troede på den slags narrestreger (om end det

unægtelig pirrede hans nysgerrighed). Han fortsætter:

”En Aften kom jeg tidligere til Sengs end sædvanligt og vaagnede nu kort

efter Midnat med et underligt Kuldegys; jeg følte mig uhyggeligt til Mode,

tænkte paa de omtalte Spøgelser, men sagde til mig selv, hvor taabelig dog

denne Frygt var. Hvorfor og til hvad skulde de hvide Kanniker vise sig for mig.

Disse Tanker løftede mig ud af min Betagethed, men i samme Øieblik ser jeg i

den bageste, mest mørke Deel af Værelset en Taageskikkelse som et Menneske.

Jeg saae og saae, det isnede gennem mig; det var ikke til at holde ud; jeg

har en dobbelt Natur: Frygtsomhed og Trang til at vide og forstaa. Jeg sprang

23

ud af Sengen, løb mod Taagebilledet og saae nu nær ved, at den blankferniserede

Dør, hvis tre fremspringende Afsatser blev belyst fra et Spejl, der igen

gennem Vinduet fik Lys fra den klare Sommernat, formede nogenlunde en

Menneskeskikkelse. – Det var Spøgeriet, jeg saae paa Børglum”.

Børglum Kloster (Børglum Kloster)

Børglum Kloster hører til et af de allerældste historiske steder i Danmark.

Knud den Hellige opholdt sig på sin kongsgård Børglum i 1086, da bønderne rejste

sig mod ham, så han måtte flygte ned gennem Jylland; han nåede til Odense,

hvor hans fjender indhentede ham og dræbte ham foran alteret i kirken. Det nordjyske

bispesæde blev placeret i Børglum, og til bispestolen knyttedes i 1100-tallets

slutning et klostersamfund af præmonstratensermunke fra Rhinlandet. Bispestolen

oplevede sin glansperiode i 1200-tallets første halvdel, hvor en imponerende

domkirke blev projekteret. Størstedelen af byggeriet forblev dog på projekt-

24

stadiet, mens til gengæld det mægtige firfløjede klosteranlæg med undtagelse af

østfløjen blev fuldført og er bevaret til vore dage.

Under opholdet på Børglum benyttede Andersen i øvrigt lejligheden til at se

sig omkring langs Vesterhavskysten. Han var i Rubjerg og Løkken, og om denne

senere så berømte badeby skriver han, at den er ”en Flække næsten halv saa stor

som Skælskør, nærmere mindre da Gaderne er meget brede og med dybt Sand.

Husene har fattige Folk, som bor her. Baade og Smaafartøjer var trukket op paa

Sandet. Vi kørte helt ud om Løbet af Vandet paa Bølgerne. Her var kun Sand, ingen

Smaasten”.

Hjørring

Fra Børglum Kloster kørte Andersen den 10. august til Hjørring. Han overnattede

en enkelt nat på hotel i byen, som han beskriver som ”en lille, krinket By med Allé

i Hovedgaden”. Han ville gå til køjs, men værten kom og sagde, at han skulle blive

oppe:

”Klokken halv Ti omtrent kom Provst Diørup og Etatsraad Juul som Deputation,

at en Deel af Byens Indvaanere ønskede at bringe mig en Hilsen. Jeg gik

ned i Haven, der var oplyst med kulørte Lamper. Her stod Damer og Herrer i

Kreds og sang en smuk Sang til mig.”

Andersen var naturligvis lykkelig over denne hyldest og noterer da også i dagbogen:

”Glad i Sind”.

Skagen

Efter et kort stop i Frederikshavn fortsatte rejsen mod nord den 11. august. I 1859

måtte man køre med postvogn til Jerup og herfra med en lokal bonde det sidste

stykke til Skagen:

”Frugtbare Kornmarker strakte sig rundt om. Da Chausseen endte, kom vi på

dybe, sandede Veje, der løb, som de vilde. Hist og her var dog Eg i Krat. Vi

naaede Jerup, hvor Konsul Kall havde anvist mig en Gaardmand, Lars Nielsen,

til at køre til Skagen for 3 Rigsdaler. Konen vilde lave os Kaffe, havde skaaret

Smørrebrød til os, men vi havde Skinke og Kyllinger med fra fru Uldall [Andersens

Vært i Frederikshavn], Cognac og Madera, vi fik et kosteligt Maaltid;

25

Vejret var mageløst godt, stille og Solskin; kørte nu med Bonden lige ned til

Stranden, og her gik det som var det en Amfibierejse halvt i Vandet, halvt paa

Landet – Carl Uldall var mest paa det tørre, jeg ude i Kattegattet. Vandet stænkede

op, vi kørte i Brændingen – havde til venstre kun de lave Klitter – til højre

det aabne Hav med 16 Sejlere. Bredden laa med opskyllede Medusaer [vandmænd]

som Geleer fra en Restauration. Dønningen dannede enkelte Steder

Brænding – ogsaa Malstrømme. Små Concylier, ellers kun den hvide Sandbund.

Snart kom Skagens Kirke frem, saa Fyrene”.

Den tilsandede Kirke (Turisthus Nord)

Kirken, som Andersen får øje på, er den tilsandede Skt. Laurentii Kirke syd for

det nuværende Skagen. Fortællingen om denne kirke appellerede til digterens

fantasi og blev så at sige hovedpersonen i ”En Historie fra Klitterne”. Men derud

over er det det fascinerende syn af de to have, der mødes ved Skagens Gren, som

Andersen husker:

”Jeg besøgte Skagens yderste Pynt, der ikke er større end at kun et Menneske

kan staa der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slaar hen over den ene Fod,

og Bølgerne fra Kattegattet slaar oven den anden”.

Andersen boede under opholdet i Skagen på et værtshus, hvor værtshusholderen

hed Erik Brøndum, der senere grundlagde det berømte Brøndums Hotel.

26

Digteren var ikke særlig tilfreds med serveringen og servicen, men forklaringen

var sikkert, at samme nat kom den senere som malerinde kendte Anna Ancher til

verden som datter af værtshusholder Brøndum og hans kone. Måske har der altså

været andet at tænke på end at servere rødspætter for Andersen! I øvrigt sammenfattede

Andersen sine indtryk af opholdet i Skagen i en skildring med titlen

”Skagen”, som udkom året efter, og som indledes således:

”Vi vil besøge denne ”Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem to brusende

Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde

Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og Den tilsandede Kirke”.

I samme skildring fremkommer Andersen med to spådomme eller fremtidsvisioner,

om man vil: At Skagen rummer enestående motiver for malere og digtere –

og få år efter grundlagdes kunsterkolonien på Skagen, der talte navne som Holger

Drachmann, Anne og Michael Ancher og P.S. Krøyer. Og at Frederikshavn skulle

blive havn for dampskibe, som ”paa faa Timer vil danne Bro mellem Norge, Sverige

og Danmark”, hvilket som bekendt også kom til at gå i opfyldelse.

Skagens Gren (Turisthus Nord)

27

Frederikshavn og Sæby

Dagen efter vendte Andersen fra Skagen tilbage til Frederikshavn. Han syntes særdeles

godt om denne egn, og han sendte Drewsen i Silkeborg en lyngbuket fra

Frederikshavn med disse ord:

”Fra et af de smukkeste Steder i Danmark, de maleriske Banker ved Bangsbo,

tæt ved Frederikshavn, et Punkt, hvorfra hele Skagen viser sig som en snehvid

Stribe og jeg øinede det ny Fyrtaarn, sender jeg Dem denne Bouquet - De maa

endelig besøge Frederikshavn og see dette Pragtexemplar af dansk Deilighed,

det har Havet og dertil al Silkeborgs Høihed”.

Han kører forbi herregården Bangsbo:

”Det er romantisk deiligt. Alle Farver saae man her rigt blandede. Der laa Bønderhuse

mellem de vilde Banker med fløjelsgrønne Enge, gule Kornmarker og

smaa Frugthaver, hvor Træerne hang fulde med Frugter”.

Herregården Bangsbo, der i dag er museum, kendes helt tilbage fra middelalderen,

hvor den hørte under Børglum kloster. De nuværende bygninger er opført i

1750 og i 1800-tallet. Ved herregården er 80 tdr. land indhegnet som dyrehave

med dådyr og sikahjorte, og der er desuden mulighed for at aflægge den botaniske

have et besøg.

Den 21. august ankommer Andersen på ny til Aalborg og skriver samme aften

i et brev til Edvard Collin:

”Igaar Morges kjørte jeg fra Frederikshavn over Sæby. I de ti Minutter, jeg var

i Sæby, hørte Folk, at jeg var der og jeg fik venlige Indbydelser; mageløst hjerteligt

har man modtaget mig i Nordjylland”.

Han bor på ny hos amtmand Dahlstrøm på Aalborghus, og også under dette Aalborg-besøg

hyldes han med en sang. Ikke så sært, at han sammenfatter sine indtryk

af Aalborg og Nordjylland i disse ord:

”Overalt milde Øine, varme Hjerter og deiligt Solskinsvejr i den vekslende jydske

Natur”.

28

Randers

Den 25. august kl. 19.30 afgår Andersen med postvogn fra Aalborg til Hobro. Selveste

biskoppen kom fra at tage afsked, og Andersen fik flere buketter, men glæden

over denne reverens fordunkles desværre af, at én i følget er så ubetænksom

at nævne, at der er konstateret et koleratilfælde i Hobro. Det var just skrækken for

koleraen, som havde fået Andersen til at forlade København, og med hans sygelige

angst for alskens sygdomme siger det sig selv, at han på resten af turen led af

konstant skræk for at få denne frygtede sygdom og følgelig var endnu mere pylret

og svagelig end sædvanligt.

Gamle huse i Randers (VisitRanders)

Foreløbig går alt dog som planlagt. Efter en udmattende rejse ankommer han

den 26. august til Randers. Klokken er 4 om morgenen, men ikke desto mindre har

hans vært, grosserer og preussisk konsul Carl Th. Westermann (1812-82), sendt

sin søn for at hente den berømte digter. Fra posthuset er der kun kort vej til Westermanns

hus, som ligger ”ved Aarhusveien, hvor Broen gaar over Gudenaaen”,

nærmere bestemt Tørvebryggen 4-6. Huset er forsvundet, men gaden langs åen

bærer stadig det samme navn. Her sov Andersen fra kl. 5 til kl. 9 og var derefter

29

klar til at aflægge de første høflighedsvisitter. Det første aflagde han i Vestergade

hos kammerherre N.J. Jessen (1797-1866), der var uddannet skovmand og overførster

for de jyske skove. Han gik ind for, at staten skulle erhverve private skove,

dog uden særlig succes. Han blev kammerherre i 1852, men hvorfra bekendtskabet

med Andersen stammer, kan ikke siges med sikkerhed.

Vestergade lå i 1859 halvvejs ude på landet. I middelalderen befandt byens

port mod vest, Vesterport, sig i det nuværende Kirkegade ud for Store Kirkestræde.

Først da jernbanen blev anlagt i 1862, blev det mondænt at bo i Vestergade,

og i begyndelsen af 1900-tallet var Vestergade den travleste handelsgade i byen.

Jessens svigermor Sophie Jessen boede hos familien og var 94 år gammel, da

Andersen aflagde sit besøg. Han beretter:

”Efter Frokost med Vestermann hen til kammerherre Jessen, Fru Caroline Jessen

meget glad, jeg kom ind til hendes gamle Moder, som nu altid ligger tilseng og

er oppe i 90, hun havde alle mine ”Historier” hos sig og læse i. ”De ere for alle Aldre!”

sagde den gamle Kone, ”Vi skylder Dem alle saa meget”. Gik derpaa hen til

Jørgen Kock, der med sin unge Kone boede smukt i en daarlig Gade. Der var nydeligt

med Bøger og Billeder. Folk see gjennem Vinduerne efter mig. Vejret trykkende

varmt”.

Denne dagbogsnotits er H.C. Andersen i en nøddeskal: Den til tider næsten

barnlige glæde over at blive genkendt, læst og berømmet for sit forfatterskab, en

kende snobberi i hans velmagtsdage over for folk i dårligere kår på den ene side

og på den anden side en higen efter at være lige med kammerherrerne, etatsråderne

og andre af det fornemme selskab og endelig de evindelige spekulationer

over helbredet og vejrets gode eller dårlige indvirkning på samme.

Jørgen Kock var i 1852 – umiddelbart efter sin cand.mag. eksamen – blevet

adjunkt ved Latinskolen i Randers og stammede oprindelig fra København, hvor

hans far var professor ved Kunstakademiet. Den ”dårlige” gade er Staldsgårdsgade,

og Kochs boede i det hus, som i dag har nr. 2A.

Efter dette besøg kan man af hans dagbog udlede, at han er gået på sightseeing

i Randers. Hans vej er givetvis faldet forbi det gamle rådhus fra 1778, men

Randers’ vartegn, statuen af Niels Ebbesen på Rådhustorvet, har han ikke set,

eftersom dette pompøse mindesmærke over ”Danmarks første frihedskæmper”,

skabt af Ferdinand Edvard Ring (1829-86) og støbt af malm fra ”Dannebrog”s

kanoner, som blev fisket op fra Køge Bugt, først er rejst i 1882. Til gengæld bliver

han præsenteret for historien om Niels Ebbesen i Storegade 13, men han har

åbenbart haft en ukyndig turistguide under rundvisningen, eller også har han helt

og aldeles misforstået historien. I dagbogen skriver han ”set Gaarden, hvor Grev

Gert skal have dræbt Hertugen”, dvs. Niels Ebbesen.

30

Rådhustorvet med Niels Ebbesen (VisitRanders)

Bemærkningen refererer til den holstenske grev Gert, som havde besat hele

Jylland og opslået sit hovedkvarter i Randers. Natten til den 1. april 1340 trængte

den danske adelsmand Niels Ebbesen og hans folk ind i byen og dræbte Gert med

tilnavnet ”den kullede greve”. Sagnet fortæller, at det var i bygningen Storegade

13, at Niels Ebbesen gjorde det af med greven og således befriede landet for det

holstenske åg. I det øverste stokværk er anbragt en række lemme, og ifølge legenden

skal en af disse lemme altid stå åben – i modsat fald kan grevens ånd ikke

slippe ud og gården vil nedbrænde. Man kan roligt sige, at Andersen med sit dagbogsnotat

ikke ligefrem åbenbarer et imponerende kendskab til Danmarkshistorien,

når han således kan få forbyttet offer og gerningsmand. Bortset derfra skal

man ikke studere huset i Storegade alt for nøje. Portoverliggeren åbenbarer nemlig,

at huset er bygget i 1643, altså over 300 år efter Niels Ebbesens (u)dåd. Hvor

huset ligger, var der eng på Niels Ebbesens og grev Gerts tid – men det er da en

god historie!

Om aftenen er der stort selskab. Byens notabiliteter er inviteret, først og

fremmest kammerherre Mathias Hans Rosenørn (1814-1902), der i 1854 var blevet

udnævnt til amtmand i Randers. Han var ud af en fornem gammel Randersslægt

og har utvivlsomt været den førende i det selskabelige og politiske liv i Ran-

31

ders, som på denne tid var en by med knap 10.000 indbyggere. Amtmanden residerede

i den smukke amtmandsbolig for enden af Østergade, der opførtes i 1828.

Næste dag er lørdag og dermed markedsdag i Randers: ”Det er Torvedag her

i Byen og denne aldeles opfyldt af Bønder”. Siden 1462 havde pladsen foran Rådhuset

været torve- og markedsplads, og netop handelen med bøndernes varer har

været Randers’ eksistensgrundlag fra vikingetiden og op til vore dage. I 1800-

tallet var Randers især kendt for sine enorme hestemarkeder; på en god markedsdag

kunne der være 500 heste tilført markedet i Randers. Hestene stod da på rad

og række hele vejen ned gennem Torvegade, og der skal ikke megen fantasi til at

forestille sig, at der på sådanne markedsdage var et leben af folk og fæ – for ikke

at tale om odeuren… Senere flyttedes markedet til Kvægtorvet ved havnen.

Andersen benytter formiddagen til at gå på frokostvisit hos kammerherre

Jessens. Ligesom ved selskabet aftenen forinden læser han et par eventyr, nemlig

”Pigen som traadte paa Brødet” og ”De to Jomfruer”. Om eftermiddagen søger

hans værtsfolk at adsprede ham – men uden synderligt held:

”Kjørt en Miils Vei østerpaa [nemlig langs den nordlige side af Randers Fjord

gennem ”de nedre byer” Tjærby, Vestrup og Albæk]; deilig grøn Eng om Fjorden,

rige Bøndergaarde med store Glasruder, smukke Anlæg ved Byen. Jeg

begyndte imidlertid at fryse, og vi vendte hjem; tabt min gamle Stok med det

udskaarne Hundehoved. Da jeg kom tilsengs følte jeg mig ilde, Tryk for Brystet,

fik Cholera-Angst”.

Hjermind

Næste dag, søndag den 28. august, er afrejsedag fra Randers, og i dagbogen læses

følgende om Andersens videre færd:

”Følte mig bedre, men i Armhulerne har jeg ligesom Ringorme, der kløe og

svie. Præsten Svanes karl kom med lukket Vogn fra Hjermind, en lignende

tilbød hr. Vestermann, ligesom man bad mig oftere besøge og boe hos dem i

Randers. Man forsynede mig med Smørrebrød og Portviin, en Bouquet blev

sendt mig fra Frøken Küster, og Klokken lidt over 10 kjørte jeg, det blev Regn,

Egnen meget smuk. I en Kro, en Miil herfra fortalte Værten, at hos ham havde

Carit Etlar logeret, men han holdt nu meest af at gaae tilfods; kjørte nu ned ad

vilde, smukke Hedebanker og Klokken to var jeg i Hjermind Præstegaard,

hvor jeg med sand Glæde blev modtaget af Svane, Kone og Børn, den nye

Præstegaard er stor og lys, her var for min Skyld pyntet med frisk Egeløv, Dannebrogen

vaiede…”

32

Disse sporadiske dagbogsnotater lader knap ane, at denne del af H.C. Andersens

Jyllandsrejse måske var den vigtigste; i løbet af de fire timer i hestevognen

fra Randers til Hjermind Præstegård er det, at han skriver sit digt ”Jylland”, som

ikke blot er en stor digters mesterlige sammenfatning af indtrykkene fra denne

rejse, men tillige en formfuldendt hyldest til halvøen og dens rigt varierede natur,

der med rette er blevet kaldt jydernes ”nationalsang”.

Hjermind Kirke (Bococo WP)

Andersen besøger pastor Hans Jørgen Swane (1821-1903), der havde været

adjunkt ved Sorø Akademi 1849-57, og det var herfra, at venskabet med Andersen

skrev sig. Swane endte i øvrigt som biskop i Viborg, og det nære venskab med

Andersen kan bl.a. aflæses af, at Andersen stod fadder til Magdalena og Jørgen

Swanes andet barn, Peter Daniel (1862-1929), som for resten blev borgmester i

Randers. Swane var præst i Hjermind-Lee-Hjorthede fra 1857 til 1868 og byggede

i 1858 den ”nye” præstegård, der står så godt som uændret den dag i dag: ”Af alle

præstegårde, jeg har set, er rigtignok den i Hjermind den hyggeligste og hjemligste,

der er ånds og livs solskin derinde”, skrev Andersen senere i et takkebrev til

sine værtsfolk. Han residerede i øvrigt i et værelse i præstegårdens sydvestre

hjørne ud mod haven, hvor der nu er konfirmandstue.

33

Hvilken vej kørte Andersen fra Randers til Hjermind? Det spørgsmål har

gennem årene været gjort til genstand for en del diskussion. I en artikel i Randers

Amtavis den 3.11.1954 gjorde jernbanelæge Gustav Rendtorff, Randers, sig til

talsmand for ruten Fladbro-Ulstrup-Rønge, væsentligst fordi han mente, at det

temmelig sjældent citerede fjerde vers i ”Jylland mellem tvende have” om ”dampdragen”

måtte hentyde til arbejderne på jernbanen mellem Langå og Viborg, som

H.C. Andersen måtte have set undervejs.

Andre, især H.C. Andersen-forskeren Viggo Møller Lassen, har sat et stort

spørgsmålstegn ved denne rute og ment, at det snarere drejede sig om den vestjyske

længdebane, som Andersen kan have hørt om under sit ophold hos etatsråd

Tang på Nørre Vosborg tidligere på sommeren – som i parentes bemærket dog

først blev færdig i 1875, mens strækningen fra Langå til Viborg åbnede i 1863,

men anlægsarbejdet var næppe påbegyndt i 1859.

Det står imidlertid fast, at han gjorde ophold i en kro en mils vej fra Randers.

Det kan kun have været den gamle, kongeligt privilegerede Fladbro Kro fra 1737.

Efter at have gennemkørt strækningen i hestevogn på 125-års dagen for digtets

tilblivelse hælder forfatteren til den anskuelse, at Andersen har kørt ad ruten Fladbro-Tånum-Ålum-Skjern

Kirke-Hjorthede. Det må her erindres, at det moderne vejnet

langt fra ser ud som for 165 år siden, men netop vejen langs Nørreådalen er

den ældgamle hovedvej fra Randers til Viborg, og der har også på Andersens tid

været bro over åen ved Skjern Kirke.

I øvrigt rimer Andersens beskrivelse af ”vilde, smukke hedebanker” udmærket

med det frydefulde syn, der møder øjet, når man kører fra Skjern Kirke til

Hjorthede. Med sikkerhed kan det altså ikke siges, hvilken vej Andersen kørte,

men ovennævnte rute er den, som absolut må anses for den mest sandsynlige.

H.C. Andersen opholdt sig hos familien Swane i Hjermind Præstegård fra den

28. august til den 2. september. Det er fredelige dage; Andersen læser eventyr,

klipper silhoutklip til Swanes to børn og taler med sognets gamle præst, konsistorialråd

Hans Bjerregaard (1766-1860), der altså var 93 år gammel, men stadig

åndsfrisk. Han havde været præst i Hjermind i ikke færre end 59 år og boede stadig

i præstegården. Som præst var han meget aktiv og levende interesseret i sine

sognebørns ve og vel, og især havde han gennem gratis uddeling af unge træer til

sognets beboere ivret for beplantning og herunder selv anlagt en større plantage,

hvoraf en del stadig kan ses.

Selveste kong Frederik 6. blev opmærksom på denne mands uegennyttige

og samfundsgavnlige virksomhed og besøgte ham i 1826. Andersen noterer: ”I

Haven her er af Bjerregaard opreist en Mindesten for Frederik den VI der havde

engang besøgt ham og Plantagen i Haven” og – thi det royale stjernestøv kommer

også Andersen lidt til gode: ”I min Seng har jeg et Overtæppe Frederik den VI

havde over sig, da han sov i Asmild Kloster”. Dagen efter: ”Seet med Børnene her

34

Haven, med Plantage, Mindesteen og en prægtig gammel Runesteen, som Bjerregaard

har fundet og der opreist”. Både mindesten (obelisk) og runesten står stadig

i præstegårdshaven.

Under opholdet i Hjermind Præstegård vedligeholder Andersen desuden korrespondancen

med venner og bekendte. Mest interessant i denne forbindelse er

et brev til etatsråd Tang på Nørre Vosborg, som han sender fra Hjermind den 29.

august, og som er et bevis på, at ”Jylland mellem tvende have” blev skabt i en

rumlende hestevogn på vejen mellem Randers og Hjermind:

”Igaar da jeg fra Randers kjørte til denne Præstegaard, hvor min ven Pastor

Swane boer, skrev jeg en Sang til Jylland; jeg skriver strax af til Dem, kjære Hr.

Etatsraad, De som først varmest og hjerteligst modtog mig herovre!”

Asmild Kloster og Viborg

Den 2. september kører Andersen i Swanes vogn til Asmild Kloster ved Viborg,

hvor hans vært er juristen og politikeren, konferensråd Peter Daniel Bruun (1796-

1864), der var blevet assessor ved overretten i Viborg i 1826 og havde købt Asmild

Kloster i 1830. Vejen gik gennem Mammen, Vejrumbro (”Kromanden glad

ved at høre, hvem jeg er”) og Tapdrup. Af det fordums stolte kloster med den

tilhørende hovedbygning er der intet ud over kirkens hovedskib tilbage. Allerede

i 1830 aflagde Andersen besøg i Viborg, og han fandt dengang større behag i Viborg

end i Randers: ”Viborg er den By, der med Hensyn til den gode Tone har behaget

mig mest”. Også i 1859 forløber besøget tilfredsstillende; allerede den første

aften kommer Viborgs biskop, Otto Laub (1805-82), for at hilse på berømtheden.

Den 3. september er der sightseeing:

”Maven dog ikke ganske god. Kjørt op til Viborg og med den ældste Bruun

seet Domkirken, der er udmærket bygget, men vansiret ved senere Paaklining

af Murpiller om Stensøjlerne og en lav Hvælving i Stedet for Loft… I et Kapel

saa jeg en Søn af Waldemar Daae [se side 10 om Borreby] ligge i Messingkiste”.

Andersens ”anmeldelse” af Viborgs domkirke er således ikke den mest flatterende,

men den nuværende domkirke er heller ikke den, som Andersen så. Den

oprindelige Viborg Domkirke blev nemlig nedrevet til grunden i 1860’erne og

genopbygget med bibeholdelse af den historiske grundplan. Byggeriet blev færdigt

i 1876, men den ny domkirke blev voldsomt kritiseret, da man mente, at det

35

burde have været muligt at bevare større dele af den oprindelige kirke, der gik

helt tilbage til 1100-tallet. Sit helt specielle præg har den nuværende kirke takket

være den farveglade Joakim Skovgaards mægtige lofts- og vægdekorationer.

Viborg Domkirke (VisitViborg)

Palstrup

På Asmild Kloster tiltager Andersens koleraangst; han hører om koleratilfælde

i Horsens, Fredericia og Aarhus, og det er med uroligt hjerte, at han drager

fra Asmild den 6. september. Han kører i lukket vogn til herregården Palstrup, der

hører til blandt Jyllands mindre herregårde. Den ligger tillige i en egn, hvor sandjorden

ikke just var egnet til at skabe velstand, og hvor tværtimod mangen formue

er blevet sat til. Ikke desto mindre virker de relativt enkle bygninger ganske imponrende,

takket være beliggenheden på et meget stort dobbeltvoldsted, som i dag

er eneste levn af et herregårdsanlæg fra 1600-tallet. Af de nuværende bygninger

36

er østfløjen ældst og bærer over sandstensportalen årstallet 1736. Efter hvad man

kan forstå på Andersen, var Palstrup i 1859 ikke nogen stor oplevelse:

”Det er en forsømt gammel Gaard; man savner en Hustrus Haand og Aand…

Betrækkene var løse af Fugtighed, mange og tomme Stuer, en hyggende ordnende

Haand sporedes ikke – Træk og Knæk, revet itu og stillet til Side; ingen

Kone i Huset, kun Tjenestefolk”.

Nu var H.C. Andersen vel ikke den rette til at pege fingre ad en stakkels ungkarl,

men sandt er det, at hans vært på Palstrup, Hjalmar Collin (1834-97), der var

sønnesøn af Edvard Collin, stadig var ugift (han var nu også kun 25 år gammel på

daværende tidspunkt) efter at have brændt fingrene et par år forinden på en mislykket

forlovelse.

Efter visitten på Palstrup ville Andersen oprindelig være returneret til Randers

og derfra være sejlet tilbage til København, men den 8. september anfører

han i dagbogen:

”Sov næsten ikke hele Natten i Angest over Dampskibsrejsen fra Randers –

den Vej alle rådede mig til for Choleraen var sydpaa; endelig i Morgenstunden

lod jeg det afgøres ved, at jeg gik den Vej, Hjalmar selv ville kjøre mig, og det

blev da over Silkeborg. Paa Vejen blev den ene Hest lam, saa vi maatte laane

en Hest hos Mølleren. Kjørte saa en smuk vild Hederyg ned… til Silkeborg.

Ved Fabriken kom den unge Fru Drewsen, hun fortalte, at Wiehes fra Aarhus

var kommet i denne Cholera-Tid… Det er ikke saa rart med Berørelse fra Sygdomsstedet”.

Kolerafrygten rider Andersen som en mare, og han beslutter sig altså til at

ville undgå storbyen Randers, hvor smittefaren formentlig var større. I stedet vil

han rejse ned midt gennem Jylland, og således gik det til, at han for anden gang

den sommer kom til Silkeborg og indlogerede sig hos familien Drewsen. Men for

at gøre ondt værre, har Drewsen og sønnen netop været i Aarhus, hvor sygdommen

er brudt ud: ”Det var uhyggeligt at omfavnes af ham og høre tale om Choleraen,

der skulle faa fat i mig”.

Ergo må Andersen videre, og allerede næste morgen den 10. september fortsætter

han sydpå: ”Klokken 5 oppe og Klokken 6 afsted med lukket Vogn og fire

Heste til Vejle, men maatte betale 6 Rigsdaler”. I Vejle skifter han til diligencen,

som kom fra Aarhus. Den var den eneste transportmulighed videre sydpå, men det

var en nærmest skrækslagen Andersen, som steg ind i dette køretøj, der kom direkte

fra det kolerabefængte Aarhus: ”Jeg gik med en uhyggelig Følelse ind i den

epedimerede Kasse… Kom Klokken 5½ til Kolding og tog ind på Hotel Freia”.

37

Kolding

Det vides ikke, hvilken rute Andersen fulgte fra Silkeborg til Vejle. Han kørte øjensynlig

ikke med postvogn eller diligence, men i bestilt vogn, og man kan derfor

tillade sig at antage, at han er kørt ad den hurtigste vej via Nørre Snede. Han er

således kommet til at køre på en del af den gamle Hærvej, nærmere bestemt fra

Nørre Snede til Hundshoved og videre ad den nuværende hovedvej 13 via Tørring

til Vejle, hvor han altså skiftede til diligencen, der gik til Kolding.

Koldinghus (Elgaard WP)

I den gamle kongeby kan han ikke have undgået at se Koldinghus, som dengang

kun var en sodsværtet ruin. Borgen Koldinghus blev opført omkring 1268 på

grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. De ældst bevarede

bygninger er fra 1400-tallet, og i 1500-tallet lod Christian 3. fæstningsværkerne

sløjfe, ligesom han udvidede anlægget med to fløje. Koldinghus var derefter

ikke længere en borg, men et kongeslot, og i en periode var det den kongelige

families foretrukne opholdssted. I årene omkring 1600 lod Christian 4. kæmpetårnet

opføre, hvorved der skabtes plads til slotskirke og riddersal. I 1808, da

Danmark var blevet involveret i Napoleonskrigene på fransk side, benyttedes slot-

38

tet af spanske tropper, og da Napoleons marskal Jean-Baptiste Bernadotte skulle

komme på besøg, fyrede de spanske soldater så kraftigt i vagtstuens kamin, at

slottet nedbrændte. De første restaureringsarbejder blev udført i 1967, men ægteparret

Inger og Johannes Exners geniale ruinindkapsling var først tilendebragt i

1993.

Odense

Fra Kolding ilede Andersen videre over Fyn og ulejligede sig end ikke med at gøre

holdt i Odense, hvor han var født og levede de første 14 år af sit liv.

Navnet Odense ses første gang på skrift i 988, hvor byens biskop modtager

et såkaldt ”beskyttelsesbrev” fra den tyske kejser Otto. Dette brev, drabet på

Knud den Hellige i 1086 og pavens ophøjelse af ham til helgen i 1101 bevirkede,

at byen blev et betydeligt kirkecentrum og valfartssted for pilgrimme. Odenses

ældste, kendte privilegier stammer fra 1335, da grev Gert – kendt som den ”kullede

greve”, der måtte lade livet i Randers i 1340 – tog byen under sin beskyttelse.

En driftig købmandsstand havde allerede da forstået at udnytte Knud den Helliges

”martyrdød” og skabt blomstrende forretninger.

Helt indtil Svenskekrigene i 1600-tallet stod handel og håndværk i fuldt flor,

men herefter fulgte en meget lang periode med stagnation og forfald. Først med

gravningen af Odense Kanal og anlæggelsen af en havn i 1804 blev der givet signal

til en ny fremgang for byen.

En række gadegennembrud i 1960’erne spolerede store dele af kvarteret

omkring Hans Jensens Stræde, H.C. Andersens barndomsverden. Vi ved ganske

vist ikke med sikkerhed, hvor Andersen er født. Det eneste bevis for, at huset i

Hans Jensens Stræde 45 er digterens fødested, er hans egne ord, og sagkundskaben

stiller spørgsmålstegn ved, om de står til troende. Da Andersen i 1867 var i

Odense for at blive udnævnt til æresborger, gik han en tur i kvarteret med byrådet,

og ud for Hans Jensens Stræde 45 standsede han, slog ud med hånden mod

huset og sagde: ”Dér blev jeg født”. Ved siden af åbnede H.C. Andersen-museet i

1908, og det blev i 2021 erstattet af den japanske stjernearkitekt Kengo Kumas

markante museum, hvor arkitekturen, haven og udstillingen går op i en højere enhed

og præsenterer Andersens eventyrverden i moderne klæder.

H.C. Andersens Barndomshjem i Munkemøllestræde 3 har været museum siden

1931. Her levede han fra 1807 til 1818 og indsugede de stærke indtryk, som

hele livet igennem kom til at præge hans digtning. Trods de fattige kår mindedes

han altid barndomshjemmet med glæde, og hans bedste legetøj var et lille dukketeater,

der gav ham mulighed for at udfolde sin livlige fantasi. I ”Snedronningen”

fortæller han, at man ad en stige fra køkkenet kunne komme op på loftet, hvor der

39

i tagrenden stod en kasse jord, der udgjorde moderens ”have” med purløg og persille.

H.C. Andersens statue i Odense (Alf van Beem WP)

Den fynske domkirke Skt. Knuds Kirke har dannet rammen om hele tre skelsættende

begivenheder i Andersens liv: Her indgik hans forældre ægteskab tre

måneder før hans fødsel, hans far blev – kun 33 år gammel – begravet på den kirkegård,

der dengang lå ved kirken, og i 1819 blev Andersen konfirmeret i domkirken.

For den 14-årige knægt var det en stor begivenhed, vistnok især fordi han i

dagens anledning havde fået et par nye læderstøvler. Han var særlig stolt over, at

de knirkede – for dermed var det tydeligt for enhver, at de var splinternye!

Som voksen vendte Andersen ofte tilbage til Fyn, fortrinsvis som gæst på

nogle af de mange slotte og herregårde, der ligger som perler på en snor i det

fynske landskab. I sommeren 1830 gik den første af hans mange ”fynske ferier”

imidlertid til Faaborg, og alt den sommer tog farve af hans forelskelse i vennen

Christian Voigts søster Riborg (1806-83). Christian Voigt, der havde været hans

studiekammerat på universitetet i København, var søn af en rig købmand i Faa-

40

borg, og Riborg blev Andersens første – og muligvis også største – kærlighed. Han

glemte hende aldrig, og til hende skrev han ”Hjertets Melodier”, deriblandt ”Min

Tankes Tanke ene du er vorden” og ”To brune Øine jeg nylig saae”.

Riborg Voigt giftede sig med en anden, som hun allerede var forlovet med,

da hun traf Andersen, men da han døde, fandtes en langt afskedsbrev fra hende i

en skindpung, han altid bar på sig. Det blev brændt ulæst. I hans gemmer lå desuden

en buket, som hun havde plukket til ham i de dejlige sommerdage i Faaborg i

1830. Om besøget i Faaborg fortæller Andersen selv i et brev til Louise Collin, at

han kom til Faaborg en sen aften, tog ind på gæstgivergården og sendte hotelkarlen

til Christian Voigt, fordi han selv var for træt til at gå. Studiekammeraten

inviterede ham straks på besøg hos forældrene den næste dag, og Andersen fortsætter:

”Om Morgenen pyntede jeg mig til Besøget og gik temmelig tidligt til den

anselige Gaard; jeg vidste, at man var noget spændt paa at se mig, især den

ældste Datter, der var en snes Aar [Riborg var 24 år på dette tidspunkt] og

holdt meget af min Fodrejse og Digtene. Min unge Ven sov da endnu og man

viste mig ind i Dagligstuen, der saa meget pyntelig ud med smukke Kobberstik,

Fortepiano, Musik og Bøger. Den ældste Datter var ene i Stuen, hun

skænkede Thee og modtog mig med megen Venlighed, idet hun hvert Øieblik

rødmede, naar hun talte til mig, men syntes ellers at være munter og livfuld.

Det var et ganske dejligt fromt Ansigt, der var saa meget barnligt deri, men

Øinene saa kloge og tænkende ud, de var ganske levende og brune…

Jeg ved ikke selv, men det var næsten, som vi to længe havde kendt hinanden,

og jeg havde den hele Dag saadan en Glæde ved at behage den unge Pige.

Der kom mange fremmede Damer, der var meget venlige, meget smukke,

sagde mig Komplimenter, men de behagede mig slet ikke som hun, men det

var jo rimeligt, hun var den smukkeste, klogeste og havde saadan et barnligt

fromt Ansigt. Der var just kommet et mindre Fartøj hjem, som tilhørte Faderen,

det laante han os om Eftermiddagen, og vi sejlede over til en lille Skov [Dyreborg],

her fik jeg Bouquetter af de unge damer. Hun flettede en Egekrands,

som hun bad Broderen give mig…”

Mellem Svendborg og Nyborg ligger herregården Glorup, hvor Andersen

gennem 30 år var en hyppig gæst. Glorup var så at sige hans andet hjem, og grev

Gebhard Moltke-Huitfeldts (1764-1851) venlighed og gæstfrihed var nærmest rørende.

Her fandt digteren lange arbejdsdage i ensomhed med eftertænksomme

vandringer i den mægtige park, og om aftenen nød han det hyggelige samvær

med den grevelige familie. Både vært og gæst har tydeligvis været godt fornøjede

med hinanden, men naturligvis kunne det ikke undgås, at begge parter blev en

41

smule trætte, når besøgene trak ud. Det har sikkert heller ikke været udpræget

morsomt for værtsfolkene at høre på Andersens evindelige beklagelser over sit

velbefindende eller snarere mangel på samme. Navnlig tandpinen plagede ham

ofte i de ældre år, og det siges, at når Andersens jeremiader blev for voldsomme,

fortrak greven til de tilstødende gemakker – og det uanset at der sjældent var fyret

op i alle de mange rum i det store hus.

København

Efter et ophold i Sorø var Andersen tilbage i København den 13. september. Selv

om han var født i Odense, var og forblev København hans by. Lige fra han som 14-

årig først kom til den danske hovedstad og Danmarks kulturelle centrum formåede

han at skabe sig velyndere og fortalere helt op i de højeste kredse, og selv hos

kongefamilien blev han introduceret så tidligt som i 1832, og senere kom han

jævnligt og læste sine eventyr, først for Frederik 7. og senere for Christian 8.

Det var teatret, som i sin tid lokkede Andersen til København, nærmere bestemt

Det Kgl. Teater, som først i 1800-tallet sammen med Hofteatret – det nuværende

Teatermuseum – var ene om at give københavnerne teateroplevelser. Byens

fornemste forlystelsessted var i 1860’erne stadig Det Kgl. Teater, og på grund af

sine eminente skuespillere betragtedes det endda som ”et af de betydeligste i

Europa”. Teatret har ligget på Kongens Nytorv siden 1748, men den nuværende

Gamle Scene blev først indviet i oktober 1874, mindre end et år før Andersens

død.

I 1847 fik byens forlystelseskonge Georg Carstensen (1812-57), der fire år

forinden havde grundlagt Tivoli som sommerforlystelsessted, den idé også at skabe

et ”Vinter-Tivoli”. Det blev til Casino i Amaliegade, hvor der skulle gives koncerter

og indrettes restauranter. Behovet viste sig at være mindre end antaget for

et sådant vintertivoli, og Casino blev i stedet ombygget til teater. Som sådan fungerede

det helt indtil 1939, og Andersen var en flittig gæst på tilskuerpladserne,

både i Casino og i Det Kgl. Teater. Casinobygningen findes ikke mere; den blev

nedrevet i 1960.

H.C. Andersens kærlighed til teatret blegnede aldrig. Han skrev i alt 30 teaterstykker,

hvoraf en tredjedel blev pæne succeser med et betydeligt antal opførelser,

men der var rigtignok også adskillige eklatante fiaskoer. Han debuterede

den 25. april 1829 med vaudevillen ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, der kun gik

tre gange over scenen på Det Kgl. Teater, og vaudevillen ”Skibet”, der fik premiere

på Det Kgl. Teater i oktober 1831, gik det ikke meget bedre; den opførtes fem

gange. Den flittige mand fortsatte ikke desto mindre med at skrive stykker til Det

Kgl. Teater, som ikke sjældent måtte omarbejdes, før de fandt nåde for teaterdi-

42

rektionens kritiske blik. Alligevel måtte de som regel tages af plakaten efter nogle

få opførelser; således op-ørtes det dramatiske digt ”Agnete og Havmanden” med

musik af Niels W. Gade kun to gange i 1843. Bedre gik det med operaen ”Liden

Kirsten” i 1846, hvor musikken var komponeret af J.P.E. Hartmann; den opnåede

65 opførelser.

Det Kgl. Teater (Johan Wessman, News Øresund)

Størst succes fik han med de eventyrkomedier, der blev opført på Casinoteatret.

Det gjaldt ikke mindst ”Ole Lukøie”, der havde premiere i 1850, og som Andersen

omtaler på denne måde i ”Mit Livs Eventyr”:

”Stykket gik mange Aftener med stort Tilløb og megen Erkjendelse; af selve

Folket, af Menigmand, som man kalder den Fattigere, fik jeg den; jeg høstede

en Tak, som ingen Blad-Critik, ingen Dialectisk-Interessant i de forskjellige

Samfund har kunnet give større. En fattig Haandværksmand stod med Taarer i

Øinene en Aften ved Slutningen af Stykket, og idet vi gik ud af Døren sammen,

greb han min Haand og sagde: "Tak, Hr. Digter Andersen, det var en velsignet

Comedie!" De Ord vare mig mere end den meest glimrende Anmeldelse".

43

Når netop denne eventyrkomedie blev et tilløbsstykke, var en del af forklaringen

dog givetvis, at en meget omtalt spansk danserinde ved navn Pepita medvirkede

i forestillingen. Fra ”Ole Lukøie” stammer i øvrigt sangen ”Hvor Skoven

dog er frisk og stor”, som stadig lever i bedste velgående.

H.C. Andersen boede – afbrudt af sine mange og lange rejser – over en halv

snes forskellige steder i København. Først flyttede han i 1827 ind i et lille loftskammer

af et værelse på 6 m 2 på adressen Vingårdsstræde 6, hvor Magasin du

Nord nu ligger. Hans værelse er bevaret og kan beses, selv om det altså nu er indkapslet

af stormagasinet. Her skrev han ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, og her

forsøgte han at grundlægge sin forfatterkarriere.

En stor del af sit liv boede han imidlertid i Nyhavn, først i Nyhavn 20 på 2. sal

i årene 1834-38. Det var her, Andersen skrev de første fire af sine eventyr, som udkom

i 1835. Senere boede han i 1847-65 i Nyhavn 67, også på 2. sal, og om denne

beskedne bolig skriver han selv:

”Snart var jeg i Kjøbenhavn i mine smaa Stuer mellem Billeder, Bøger og

Blomster. Eierinden af Huset, en fortræffelig, praktisk og dannet Kone, havde

jeg nu boed hos i atten Aar og tænkte aldrig paa at flytte, og dog var jeg dette

nærmere, end jeg tænkte… Da kom en Morgenstund min fortræffelige Værtinde

ganske mismodig og fortalte, at vi maatte skilles og det allerede om en

Maaned; hendes Søn var bleven Student, hun havde lovet ham, at tog han en

god Examen, skulde han erholde et bedre Værelse end før; hun havde dernæst

givet Løfte at optage en ung Pensionær og behøvede saaledes mine Værelser.

Det var mig ukjært; jeg havde tilbragt atten vexlende Aar hos de venlige

Mennesker, jeg var her Nabo til min geniale Ven, Componisten Hartmann,

som jeg da dagligt besøgte; alt dette skulle nu forandres.”

Årstallet er altså 1865, men i stedet for at løse boligproblemet beslutter Andersen

sig for en længere udlandsrejse, dels til Stockholm, dels til Portugal. Året efter er

han hjemme igen og bosætter sig ud mod Kongens Nytorv på 3. sal i Ll. Kongensgade

1. Han har selv givet en festlig beskrivelse af denne lejlighed, hvor han

blev boende i tre år:

”Ved Hjemkomsten til Kjøbenhavn flyttede jeg ind i min nuværende Bolig paa

Kongens Nytorv, Kjøbenhavns største og smukkeste Plads med Det Kongelige

Theater, een af de mindst skjønne Bygninger, lige udfor, men er Skallen ilde,

Kjærnen er god og mange Minder for mig knytter sig til det. Maaske kan det

more Een og Anden af mine Venner og Veninder hinsides Oceanet at høre om

mit kjøbenhavnske Hjem.

44

Gaarden ligger som sagt på Kongens Nytorv; i Stuen er en af Byens største,

meest besøgte Cafeer, paa første Sal Restauration, paa anden Klub, og i Etage

med mig boer en Læge, ovenover mig er et Photograph-Atelier. Man seer altsaa,

at jeg har Mad og Drikke nær ved, kan ikke savne Selskab, ikke døe uden

Lægehjælp, og at Photographen kan bevare mit Billede for en Fremtid; det er

jo at være godt stillet. Mine smaa Stuer, jeg har kun to, ere hyggelige, solbelyste

og pranger med Billeder, Bøger, Statuetter og, hvad især Veninder sørge

for, altid Blomster og Grønt. I Det Kongelige Theater og i Casino Theatret har

jeg hver Aften min gode Plads”.

Nyhavn (Jakub Halun WP)

I et halvt års tid i 1870-71 boede Andersen i Tordenskjoldsgade 17, hvor der

på den tid var hotel. I dag kan man under buen, der fører fra Det Kgl. Teaters

Gamle Scene til Ny Scene på maleriet bl.a. se Andersen og hans gode ven, elektromagnetismens

opfinder H.C. Ørsted. Blandt Andersens mange andre københavneradresser

kan nævnes Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv, St. Kongensgade

33 og 49 og Skt. Annæ Plads 22. Sine sidste år boede han igen i Nyhavn, nemlig

på 1. sal i nr. 18, og de allersidste måneder af sit liv, inden han døde den 4. august

45

1875, tilbragte han på familien Melchiors ejendom ”Rolighed” lidt uden for byen

(i dag Gl. Kalkbrænderivej ).

Et par måneder efter at Andersen i oktober 1871 var flyttet ind i Nyhavn 18,

indrykkede han en lille annonce i Svendborg Avis, hvor han søgte en pæn, ung pige.

Den 20-årige Jensigne Marie Busch (1852-1934) søgte pladsen og fik den, så

hun pakkede sine ting og rejste til hovedstaden. Andersen kaldte hende ”den lille

fynbo”, og hun har flere gange fortalt om pladsen hos Andersen, bl.a. i ”En Tjenestepiges

Minder”, der stod at læse i Jyllands-Posten i 1910.

Hun oplyser, at lejligheden bestod af en dagligstue, et arbejdsværelse, et soveværelse

og et lille værelse, der fungerede som venteværelse for dem, der opsøgte

ham i allehånde sammenhænge. Der var således en lind strøm af digterspirer

og halvfallerede skribenter, der ville have eventyrdigterens gode råd – eller

som Marie Busch formulerer det: ”De ville have ham til at se deres skriverier efter

og sætte det til, der manglede i længden”. Hun beskriver ham som ”jævn og ligefrem,

næsten elskværdig” og synes i det hele taget, at Andersen var rar og nem at

omgås. Hun mener ikke, at man kan kalde ham forfængelig, men giver følgende

karakteristik af ham: ”Ved første øjekast var han jo grim med de lange arme og de

store fødder, men man glemte det, når man så hans gode, kønne øjne”.

I en alder af 66 var Andersen stort set holdt op med at skrive, men til gengæld

havde han ifølge Marie Busch travlt med et stort skærmbræt, som han overklistrede

med udklippede billeder fra aviser og blade. Hun fortæller: ”Klisterpotten

stod under hans skrivebord, og han væltede den af og til med sine lange ben.

Om aftenen læste han højt for os af sine eventyr, og så tålte han ikke, at vi havde

noget håndarbejde, for så kunne vi ikke høre rigtig efter. Tøjet skulle jo gøres i

stand, og der måtte jeg sidde oppe om natten og sy på det, men fra sit sovekammer

kunne han se lyset i mit værelse, og så råbte han: Marie, Marie, jeg har ansvaret

for Dem både dag og nat, De skal gå i seng”.

I sine sidste år rejste H.C. Andersen heller ikke, men han var jævnlig på farten

i København, og når han skulle af sted, hørte det til Marie Buschs arbejdsopgaver

at skaffe en droske – og droskekusken skulle vel at mærke være iført lange støvler

og ikke træsko! Hvis der kom gæster, når han ikke var hjemme, tjente Marie ofte

en drikkeskilling ved at fremvise lejligheden for de nysgerrige besøgende.

Hun fortæller også, at digterens kost var nogenlunde lige så aparte som manden

selv, og at han i øvrigt var en rigtig slikmund, der satte overmåde stor pris på

konfekt (hvad der antagelig kan forklare, at han havde en fæl tandpine, da han i

1867 blev udnævnt til æresborger i Odense). Ifølge Marie Busch startede han en

almindelig dag med at få te på sengen kl. 7.30, kl. 10.30 fortærede han en velvoksen

bøf med samt to skiver usyret brød, og kl. 17 spiste han middag sammen

med søstrene Ballin, der drev pensionat i huset. Dagens måltider afsluttedes med

kager og vin kl. 21.

46

Efter tre år i København rejste Marie Busch tilbage til Svendborg, hvor hun

blev forelsket i en sømand. Men Andersen må have været tilfreds med hendes tjeneste,

for kort efter bad han hende komme tilbage, fordi den svenske tjenestepige,

som havde afløst hende, ikke ønskede at blive i stillingen. Men Marie sagde

nej og blev i stedet gift med sin sømand.

H.C. Andersens grav på Assistens Kirkegård i København (WP)

Denne beskrivelse er udarbejdet under anvendelse af og med citat fra en række forskellige

kilder, men står i særlig stor gæld til H.C. Andersen-forskeren Viggo Møller Lassen,

som i sit upublicerede manuskript ”H.C. Andersens Jyllandsrejse 1859”) har lagt et

meget stort arbejde i bl.a. at fremdrage citater fra digterens dagbøger, breve m.v.

47

Indholdsfortegnelse

Forord: At rejse er at leve 5

Den første moderne turist 5

Fra Amager til Italien, Spanien og Portugal 6

”Mit Livs Eventyr” 7

Den store Danmarksrejse 9

I Andersens fodspor 12

Sorø 13

Skælskør, Borreby, Basnæs og Holsteinborg 14

Aarhus 17

Silkeborg 18

Nørre Vosborg 20

Aalborg 22

Børglum Kloster og Løkken 23

Hjørring 25

Skagen 25

Frederikshavn og Sæby 28

Randers 29

Hjermind 32

Asmild Kloster og Viborg 35

Palstrup 36

Kolding 38

Odense 39

København 42

At rejse er at leve ISBN 978-87-971784-x-x

1. oplag, 2023 © Jørgen Hansen og Forlaget TexTour

Forsidefoto:

Forlaget TexTour, Byagervænget 26, 8330 Beder www.textour.dk

Bestilling: forlag@textour.dk

48

At rejse er at leve

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?