Et sted på Margueritruten 1 opsat

JØRGEN HANSEN
Et sted på Margueritruten
Bind 1: Øerne
TexTour 2024

Et sted
på Margueritruten
Bind 1: Øerne

Af samme forfatter er tidligere udkommet:
Danmark rundt ad Margueritruten (1991)
Midt i en turisttid (1992)
Turisme (2003)
Danmarkshistorier. 100 fortællinger fra
Margueritruten (2008)
Landsbyer i Randers Kommune (2010)
Koldingfjord – fra Julemærkesanatorium til
internationalt hotel (2011)
Aalborgturismen i 100 år (2012)
Limfjordsglæder (2012)
Kloster, kniplinger og kommandører (2013)
Ferie ved havet – hvilken rigdom (eget forlag,
2013)
Dansk turisme i 125 år (eget forlag, 2014)
Folk og steder i Aarhus (eget forlag, 2014)
Margueritruten (2015)
Kongelige fodspor i Østjylland (eget forlag,
2015)
Det farlige sund mellem odderne (eget forlag,
2015)
Danske Spor i Schleswig-Holstein (eget forlag,
2016)
501 steder i Danmark (2016)
101 steder i Danmark (2016)
28 smukke ture på Margueritruten (eget forlag,
2016)
The Indispensable Guide to Aarhus (eget forlag,
2016, 2. rev. oplag 2017)
Hyggelige steder i Danmark (2017, 2. oplag
2018)
Oplev Danmark – højest, størst, først (2017, 2.
oplag 2018)
Elbens hvide perle (eget forlag, 2017)
Pilgrimsture i Danmark (2018)
Den store bog om Danmark (2018)
Vandreture i Sverige (2019, tillige på svensk:
Vandra i Sverige)
Bilture i Danmark (2019, 2. rev. oplag 2022)
Skæbnefortællinger fra danske slotte og
herregårde (eget forlag, 2019)
På tværs af Europa (eget forlag, 2019)
Danmarks slotte og herregårde (2020)
Her findes et minde (2021)
Danmarks småøer (2021)
Bilture i Sverige (2021, tillige på svensk: Bilturer
i Sverige)
Sveriges nationalparker (2021, på svensk)
Gade op og gade ned (eget forlag, 2022)
Cykelture i Sverige (2022, tillige på svensk:
Cykelturer i Sverige)
Gratis oplevelser i Danmark (2022)
Vandringsslingor i Sverige (2022, på svensk)
Bucket List. 250 oplevelser i Danmark (2022)
Fra hal til aktivitets- og feriecenter. Skærbækcentret
1971-2021 (eget forlag, 2022)
Jernbanefortællinger (eget forlag, 2023)
Gratis oplevelser i Sverige (2023, tillige på
svensk: Gratis upplevelser i Sverige)
Byvandringer i Danmark (2023)
På strejftog med kunst i østjyske byer (eget forlag,
2023)
Et sted på Margueritruten – Bind 1: Øerne
2024 © Jørgen Hansen og Forlaget TexTour
ISBN 978-87-971784-XX
Forsidefoto: Færgen Ida mellem Stubbekøbing og Bogø (Daniel Villadsen, visitlolland-falster.dk)
Forlaget TexTour, Byagervænget 26, 8330 Beder · www.textour.dk · Bestilling: forlag@textour.dk

INDHOLDSFORTEGNELSE
Forord : Margueritruten 7
1. Helsingør: Svensk kongebesøg 8
2. Nivå: Hages passion for kunst 10
3. Skodsborg: Persilleslottet 12
4. København: Fire nulpunkter 14
5. København: Hovedstaden på verdenskortet 15
6. København: Vejret på Rådhuspladsen 17
7. København: En lidet kendt oase 19
8. København: Carstensens lilleputhær 21
9. København: Tæt på revolution 23
10. Store Magleby: En søndag på Amager 24
11. Vestamager: Kongelige fasaner 25
12. Ledøje: Volapyk i kirketårnet 27
13. Roskilde: Danmarks betydeligste kirkebygning 28
14. Ledreborg: Danmarks længste allé 30
15. Kimmerslev: Søen, kirken og dyndet 31
16. Køge: Claras kirkegård 32
17. Juellinge: Vel er jeg ikke Cæsar 34
18. Store Heddinge: Den ottekantede kirke 35
19. Højerup: Et hanefjed hver julenat 36
20. Rødvig: Fra flint til fajance 38
21. Vemmetofte: Pietistisk protest 39
22. Jomfruens Egede: De tre jomfruer 41
23. Hesede Overdrev: Et jordisk paradis 43
24. Næstved: Birgittes og Herlufs skole 44
25. Gavnø: Trolles trold 46
26. Broskov: Oldtidsvejen 47
27. Roneklint: Til kamp mod englænderne 48
28. Ugledige: Spildte Guds ord på Balle-Lars 50
29. Stensby: Værftet ved Ulvsund 51
30. Stege: Arbejds- og Tugthuset 52
31. Sømarke: Dyssen med skålgruberne 53
32. Tøvelde: En geologisk naturperle 55
33. Stubbekøbing: Bidt af en gal motorcykel 56
34. Tromnæs: Generalens lysthus 58
35. Nykøbing Falster: Czarens Hus 59
36. Nysted: Læge og gudbenådet digter 60
3

37. Søholt: Danmarks bedst bevarede barokhave 62
38. Maribo: Bangs Have 64
39. Bandholm: Koleralægen 66
40. Halsted Kloster: På aftægt på Lolland 67
41. Nakskov: Det hvide guld 68
42. Rudkøbing: Langelands hovedstad 69
43. Marstal: Formastelige skippere 71
44. Drejet: Den standhaftige sognelæge 73
45. Ærøskøbing: Flaske-Peter 74
46. Bregninge Ærø: Fornem altertavle 75
47. Søby Ærø: Ærøske minihertugdømmer 76
48. Siø: Trædestenen 78
49. Nørreskov Tåsinge: En digters vanskæbne 79
50. Svendborg: Tiggermunke på stationen 81
51. Hvidkilde: Slægtens sidste mand 82
52. Ollerup: Niels Bukhs skole 84
53. Brændegård: Lykken smilte ikke til Lykke 85
54. Holstenshuus: Renoveret herregårdspark 86
55. Faaborg: Bag tremmer på Torvet 88
56. Trente Mølle: Fra kværn til Kaas 89
57. Millinge: Kokken med øksen 91
58. Horne: Den fynske rundkirke 92
59. Middelfart: Marsvinejagten i Lillebælt 94
60. Middelfart: Indlagt i Middelfart 95
61. Føns: Tværs over isen 96
62. Assens: En mand med samlermani 98
63. Nårup: Giftmorderen 99
64. Gyldensteen: Et fugleeldorado og en fransk eventyrer 101
65. Søndersø: Dansk-svensk-tysk 103
66. Odense: En smøg i flaben 104
67. Nørre Lyndelse: Et palads med sol og lys og glæde 106
68. Brobyværk: Da barokken kom til Fyn 107
69. Kværndrup: Tikronemøllen 109
70. Gudme: Træskomaleren 110
71. Lykkesholm: ”Varm Frokost, herlig Viin og gode Senge” 111
72. Ravnholt: Ove eller Christian 113
73. Birkum: Biskoppen går igen 114
74. Birkende: Den danske Luther 116
75. Ulriksholm: Kammerpigen, der blev godsejerinde 117
76. Viby Fyn: Nordfynsk herregårdslandskab 120
4

77. Risinge: Anton Rosens tårn 121
78. Nyborg: Borgmesterens gård 123
79. Korsør: Kongegaarden 124
80. Boeslunde: Et rigt bronzealdersamfund 126
81. Skælskør: Solskinsbyen 127
82. Borreby: Valdemar Daas kranke skæbne 128
83. Ørslev: Dansefrisen 130
84. Holsteinborg: H.C. Andersens andet hjem 131
85. Bisserup: Historien om en havn 133
86. Fuirendal: Storkansleren royale venskab 135
87. Fuglebjerg: Kro, kirke og missionshus 136
88. Vinstrup: Dramatisk natursceneri 137
89. Bjernede: Den sjællandske rundkirke 138
90. Sæby: Den tredje hustru 140
91. Asnæs: Sortenstenen 141
92. Høve: Fra Vejrhøj til Esterhøj 143
93. Vig: Uroksen fra Vig 144
94. Højby: Dobbeltmord i kirken 145
95. Nykøbing Sjælland: De første landliggere 147
96. Grevinge: Det største og dristigste projekt 148
97. Torbenfeld: Kongelig fryd 150
98. Kongsdal: Godsejernes stædige leder 151
99. Undløse: Den hellige Birgitta 153
100. Holbæk: Elefantens ishus 154
101. Tempelkrog: Forfatternes ”Dejlighed” 156
102. Sæby (Hornsherred): Holten og Mangor 157
103. Gershøj: Kroen og færgerne 159
104. Skibby: Den farlige krønike 160
105. Jægerspris: ”Hjorteper” 162
106. Frederikssund: Slangerups konkurrent 164
107. Frederiksværk: Classens værk 164
108. Ramløse: Den slagfærdige biskop 166
109. Hillerød: Brandfarligt stråtag 167
110. Fredensborg: Europas svigerforældre 168
5

FORORD
Margueritruten
Inspirationen til Margueritruten kom fra Axel Dessau (1909-92), der var dansk turismes ”ambassadør” i
USA i en menneskealder. Da han i 1978 vendte tilbage til Danmark, havde han hovedet fuldt af ideer. En af
dem var, at vi i Danmark skulle tage ved lære af de naturskønne veje, som var blevet udformet i USA under
overskriften ”scenic routes” – men ligesom med så mange andre fortræffelige ideer tog det adskillige år, før
forslaget kunne føres ud i livet.
Til sidst lykkedes det at begejstre både Turismens Fællesråds formand Arne Melchior og vejdirektør
Per Milner for ideen, og som direktør i Turismens Fællesråd blev det min opgave at lægge det store puslespil
og få realiseret planen om én sammenhængende, naturskøn rute for bilister gennem hele Danmark. Før
ruten kunne erklæres færdig, skulle der forhandles med samtlige amter og de over 100 daværende kommuner,
som blev berørt af ruteforløbet. Alle amter var med på ideen – bortset fra Bornholms Amt, og derfor er
der ingen Margueritrute på Bornholm.
Da ruten var godkendt af alle parter, kunne de brune skilte med den hvide og gule marguerit opsættes,
og den 21. april 1991 indviede dronning Margrethe ruten i Emborg lige ved ”bagdøren” til Fredensborg
Slot.
Siden er Margueritruten blevet justeret og nogle steder forlænget, så den i dag har en samlet længde
på 4.218 km. Hvis man skulle få den idé at gennemkøre Margueritruten fra ende til anden, vil man passere
flere hundrede af Danmarks vigtigste seværdigheder og attraktioner. Meningen med denne bog er imidlertid
at standse op på steder undervejs, som vil være ukendte for de fleste, eller at fortælle en historie om et af
de kendte steder, som næppe er paratviden for særligt mange. På den måde kan bogen forhåbentlig bidrage
til at gøre en tur ad Margueritruten endnu mere oplevelsesrig.
Dette første bind omhandler 110 steder på Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Langeland, Fyn og Ærø,
mens et følgende bind indeholder historier fra Jylland.
Bogen ville ikke være blevet til noget uden min kone Lone Krogh Nielsen. Jeg er hende stor tak skyldig,
fordi hun endnu en gang og med sædvanlig omhu har læst korrektur.
Beder, februar 2024
Jørgen Hansen
6

1. HELSINGØR
Svensk kongebesøg
ARGUERITRUTENS officielle udgangspunkt er Helsingør. Her begynder den, og
M
her slutter den igen, og hvis man gennemkører hele ruten, vil man have tilbagelagt
mere end 4.200 km. De fleste forbinder Helsingør med Kronborg Slot og med de
mange, smukke gamle huse i eksempelvis Stengade og Gl. Færgestræde. Men også
Marienlyst Slot fortjener opmærksomhed: Slottet og den tilhørende have er blevet
kaldt ”et moderne kongeligt lystanlæg af virkelig europæisk tilsnit”.
I 1758 kom Frederik 5.s ven og nærmeste fortrolige, hofmarskal Adam Gottlob Moltke (1710-92), i
besiddelse af det lysthus ved navn Lundehave, som Frederik 2. havde ladet bygge i 1580’erne, men i virkeligheden
optrådte Moltke som stråmand for Frederik 5., der fik skøde på ejendommen i 1760.
Moltke hyrede den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin (1720-99). Han var repræsentant for den
splinternye mode, som blev kaldt nyklassicisme eller Louis Seize-stilen, og han fik besked på at bygge noget
større end det eksisterende lysthus, som dog skulle bibeholdes. Det tårnlignende lysthus kom derfor til at
danne midterpartiet, men det fik tilføjet to nye sidefløje. Jardin fik desuden til opgave at udforme et nyt
haveanlæg i form af en fransk parterrehave i barokstil.
Efter kongens død i 1766 ejedes huset af enkedronning Juliane Marie, og det var hende, der opfandt
navnet Marienlyst, endskønt hun aldrig kom til at bo på slottet. I forbindelse med kronprins Frederik (6.)s
magtovertagelse ved statskuppet i 1784 hyrede lederen af kronprinsens hofstab, Johan Bülow (1751-
1828), en tysk gartner ved navn Johan Ludvig Mansa (1740-1820), der i øvrigt efterfølgende kom til at
sætte sit præg på haveanlæggene ved både Frederiksborg og Fredensborg. På Marienlyst opdelte han haven
i flere dele: Foran slottet etablerede han den formelle parterrehave, kantet af alleer af lindetræer, og bag ved
placerede han udsigtshaven, hvorfra man kørte op til hovedindgangen på bagsiden af huset. I overensstemmelse
med tidens nyeste mode anlagde Mansa desuden en romantisk have med tre dramatiske kløfter.
Det var i disse omgivelser, at hele den kongelige familie med den sindssyge Christian 7. og kronprins
Frederik i spidsen den 9. juli 1786 afholdt en souper for den svenske konge Gustaf 3. Han var gift med
Sophie Magdalene, der var datter af Frederik 5. og dermed storesøster til Christian 7. Noget specielt lykkeligt
ægteskab var det så vist ikke; hun var stille og noget indesluttet, mens Gustaf 3. var udadvendt og
festglad. Som oftest opholdt de sig da også hver for sig og så hinanden så lidt som muligt.
I det store perspektiv var forholdet mellem de to lande Danmark-Norge og Sverige unægtelig også
anspændt. Den svenske konge havde stormagtsambitioner, og navnlig havde han et godt øje til Norge.
Allerede i 1783 havde han planlagt et erobringstogt, men den russiske zarina Katarina 2. ville ikke støtte
ham, og planen gik derfor i vasken. Gustaf 3. opfattede herefter Rusland som sin værste fjende, og i 1788
angreb han Sankt Petersborg. Men det mislykkedes, bl.a. fordi en gruppe af hans egne officerer gjorde mytteri.
Danmark-Norge havde imidlertid indgået en forsvarsalliance med Rusland, der nu krævede Danmark
på banen. Derfor måtte en dansk-norsk hær på 10.000 mand rykke mod Göteborg, men det fik England og
7

Preussen til at true med at blande sig, og efter en enkelt træfning retirerede den dansk-norske hær. Eftersom
navnlig de norske soldater i stor udstrækning var henvist til at leve af de tyttebær, de selv kunne plukke
undervejs, fik denne krig, som nærmest var en ikke-krig, navnet ”Tyttebærkrigen”.
Marienlyst Slot (Ramblersen WP)
Men inden da kom Gustaf 3. altså på besøg på Marienlyst i Helsingør. Jardins slot var dekoreret efter
nyeste, franske mode, og hensigten var tydeligvis at dupere den svenske konge. Om det lykkedes, er nok
tvivlsomt; i hvert fald skrev en af de svenske notabiliteter, som deltog i taffelet, meget lidt smigrende om
”den forrykte monark” Christian 7., mens kronprins Frederik og hans gemalinde lige klarede frisag som ”et
nydeligt par”. Maden var åbenbart ikke noget at skrive hjem om; den bestod af ”to elendige retter”. Det lyder
som et ualmindeligt surt opstød, for på de alenlange indkøbslister, som køkkenet på Marienlyst udarbejdede
i dagene op til svenskekongens besøg, står – foruden masser af grønsager - både kyllinger, duer, pighvar,
flynder, tunge og hummer.
I 1930 blev Marienlyst en del af Helsingør Museum, men det har været lukket siden 2008 på grund af
hussvamp. I skrivende stund er den udvendige restaurering tilendebragt, men den indvendige istandsættelse
ventes at gå i gang i 2024.
→ Marienlyst, Marienlyst Allé 32, 3000 Helsingør. marienlyst.nu
8

2. NIVÅ
Hages passion for kunst
1600-tallet bestod landsbyen Nivå af tre gårde og et par håndfulde huse, men i 1700-tallet
I
fik søværnet den idé at anlægge en krigshavn ved Nivåens udløb i Øresund. Havnen blev
vistnok aldrig færdig, men der blev opført forskellige bygninger ved siden af den ældre Nivå
Havnegård, som kongen i 1767 lod Adam von Lüttichau (1742-1807) disponere over –
mod at han til gengæld holdt opsyn med havneanlægget. Til Nivå Havnegård hørte også et
teglværk, der allerede var blevet oprettet af dronning Louise i begyndelsen af århundredet.
I 1793 fik Lüttichau den fulde ejendomsret over gården, som herefter kaldtes Nivaagaard, men fire år
senere skilte han sig af med den. Den blev beskrevet som ”en god og anselig bopæl”, og den skiftede ejer
flere gange, inden den i 1857 blev overtaget af kammerråd Otto Vilhelm Synnestved (1816-81), der imidlertid
beklageligvis gik konkurs fem år senere.
Ved en auktion over Synnestveds fallitbo købte grosserer Alfred Hage (1803-72) ejendommen. Han
var af hollandsk slægt og indtrådte allerede som 16-årig i faderens handelsforetagende, men i 1832 etablerede
han sammen med sin svoger Hans Puggaard et handelsfirma i Nakskov. Ti år senere flyttede de forretningen
til København, hvor de navnlig profiterede af den stigende eksport af korn til England.
I løbet af en kortere årrække tjente de en betydelig formue, og i 1850’erne kastede Hage sig ind i politik.
Han sluttede sig til de nationalliberale, men markerede sig i flere tilfælde med særstandpunkter. I virkeligheden
var det måske heller ikke i rigsdagen, at han øvede størst indflydelse, men han og hustruen Frederikke
Vilhelmine Faber (1810-91) blev dagsordensættende takket være de politiske og kunstneriske ”saloner”,
som de skabte i deres hjem i Kronprinsessegade og senere i Harsdorffs Palæ på Kongens Nytorv.
Parrets gæstfrihed kendte nærmest ingen grænser, og blandt gæsterne var eksempelvis digteren og politikeren
Carl Ploug, der blev gift med adoptivdatteren Elise, billedhuggeren Vilhelm Bissen, der giftede sig med
adoptivdatteren Johanne, og komponisten Peter Heise, som blev datteren Vilhelmines ægtemand.
Efter Alfred Hages død overtog sønnen Johannes Hage (1842-1923) både Nivaagaard og teglværket,
som Alfred Hage havde moderniseret i 1870 ved at opføre en såkaldt ringovn. Johannes Hage øgede i sin tid
teglværkets produktivitet ved løbende at investere i det nyeste produktionsudstyr. Ringovnen er i dag et
museum.
Efter studentereksamen havde Johannes Hage taget fat på at studere nationaløkonomi, men han meldte
sig i 1863 som frivillig i hæren og kom dermed som ung løjtnant til at deltage i den ulyksalige krig mod
Preussen og Østrig i 1864. Hans storebror faldt under stormen på Dybbøl, mens han selv blev skudt i armen
og kom til at tilbringe en måned på lazaret i Faaborg. Efter hjemkomsten til København genoptog han
ikke sine studier, men påbegyndte i stedet en landmandsuddannelse. Han gik ligesom faderen ind i politik,
men han huskes først og fremmest som mæcen og kunstelsker. Han oprettede således Nivaagaards Hospital
i 1891 (i dag botilbuddet Johannes Hages Hus) og opførte Nivå Kirke i 1910. Hans helt store interesse var
imidlertid malerkunsten, og med årene blev det til en anselig malerisamling, som han skabte ved indkøb på
9

de store europæiske auktioner, og som afspejlede hans særlige forkærlighed for europæisk billedkunst fra
renæssancen og barokken og for den danske guldalder. Samlingen rummer således hovedværker af Eckersberg,
Marstrand, Lundbye, Skovgaard, Vermehren og Købke.
Nivaagaard med tilhørende park (Ramblersen WP)
Efter en brand opførte Johannes Hage i 1881 den nuværende hovedbygning i én fløj ved arkitekt
Ferdinand Vilhelm Jensen. Han tilhørte den kreds af arkitekter, som kaldtes ”europæerne”, og som var begejstret
for italiensk og fransk renæssance. I 1903 lod Hage arkitekten Johan Schrøder, der ligeledes hyldede
historicismen, opføre en museumsbygning i parken, og i 1908 blev hans private kunstsamling til et offentligt
tilgængeligt museum. I 1988 og 1992 udvidedes museet med tilbygninger af David Bretton-Meyer.
Også på parken omkring Nivaagaard satte Johannes Hage sit præg. I 1901 besluttede han nemlig at
udforme en helt ny plan, der skulle resultere i en romantisk park i engelsk stil. Den nuværende park er
resultatet af en rekonstruktion i 1980’erne.
→ Nivaagaard, Gammel Strandvej 2, 2990 Nivå. niveaagaard.dk
10

3. SKODSBORG
Persilleslottet
løbet af 1800-tallet fik spørgsmålet om helse og velvære stadig større betydning i hele
I
Europa. I stigende omfang søgte det bedre borgerskab ud til kysterne for at ”rense sig”
efter mange måneder i det ”smudsige” byliv. Samtidig blev de mere filosofiske forestillinger
om det ”rene” liv i naturen, der oprindelig blev markedsført af den franske filosof
Jean-Jacques Rousseu, suppleret med et mere direkte og konkret ønske om sundhed og
velvære, først i form af kurophold ved helbredende kilder, siden i form af egentlig badeferie.
Lige siden oldtiden har man vidst, at kurbade og indtagelse af mineralvand har en gunstig indvirkning
på helbredet. Udgravninger har dokumenteret, at en romersk badetur var et sandt orgie i kolde og varme
bade, olier og massagebehandlinger – og alt sammen foregik det i smukke, æstetiske omgivelser. Men det
var vandet, der var i centrum. Ordet spa stammer således fra romerne og er en forkortelse for ”sana per
aqua” (sundhed gennem vand). Hele 80 forskellige steder i Europa, hvor varmt, mineralholdigt vand strømmede
op af jorden, oprettede den romerske hær bade, så de romerske soldater kunne holde sig sunde og
raske, selvom de var langt væk fra Rom. Den dag i dag røber byernes navne deres oprindelige rolle, eksempelvis
Bath i England, Spa i Belgien, Baden-Baden og Wiesbaden i Tyskland.
Industrialiseringen og vandringen fra land til by førte til en kraftig vækst i antallet af indbyggere i
København og andre større byer med det resultat, at mange mennesker blev stuvet sammen i uhumske lejekaserner.
De hygiejniske forhold var alt andet end tilfredsstillende, og sygdomsepidemier havde ofte let spil.
Det førte til, at lægevidenskaben anbefalede dem, der havde råd, at forlade byerne for at søge frisk luft og
helsebringende kure.
I første omgang opsøgte det bedre borgerskab de tyske kurbade, der var anlagt ved mineralholdige
kilder, og hvor man tilbragte en stor del af dagen med at indtage det foreskrevne antal glas mineralvand på
nøje fastlagte klokkeslæt. Navnlig i Tyskland skabtes i de øverste sociale lag en tradition for at tilbringe en
del af sommeren på et sådant kursted. Lægevidenskaben fandt imidlertid ud af, at man kunne opnå en endnu
større helbredende virkning gennem salte havbade. Ideen med at bruge det ”rigtige” hav i en helbredende
sammenhæng begyndte ved den sydengelske kyst omkring Brighton, men blev hurtigt “eksporteret” til
Nordfrankrig, Holland og Nordtyskland. Den stadigt mere udbredte opfattelse var, at havbade ikke blot var
den rigtige kur mod en lang række sygdomme og dermed vejen til virilitet og livskraft, men at havbade
desuden var yderst gavnlige for moralen og endda modvirkede usædelig opførsel.
Den første kuranstalt med havbade i det daværende Danmark åbnede i 1819 i Wyk på vadehavsøen
Föhr. Det begyndte i det små, men det blev ligefrem mondænt, da en begejstret kong Christian 8. i årene
1842-47 henlagde sin sommerresidens til Föhr, hvor han med stor fornøjelse plaskede rundt i det salte hav.
Han fik i sagens natur følgeskab af en betragtelig skare af hoffolk fra København, og selveste H.C. Andersen
måtte drage til Föhr i 1844, fordi han var blevet inviteret af prinsesse Wilhelmine. Hun kom for resten til at
lægge navn til kurbadet, idet det med kongelig approbation blev døbt ”Wilhelminen-Seebad”.
11

Kurhotel Skodsborg med Villa Rex i 2017 (Ramblersen WP)
I 1880’erne begyndte man for alvor at satse på kuranlæg rundt om i Danmark, og der blev bygget
kuranstalter i bl.a. Silkeborg og Sæby. Patientunderlaget, som fortrinsvis bestod af “velnærede grosserere
og blodfattige frøkener”, var nu tilsyneladende stort nok til at kunne udgøre det økonomiske grundlag for
disse foretagender. Badesanatoriet i Skodsborg, som man passerer på Margueritruten mellem Helsingør og
København, blev grundlagt i 1898 af lægen og helsepioneren Carl Ottosen (1864-1942). Under et studieophold
i USA var han nået frem til den overbevisning, at frisk luft, vand, lys, massage, gymnastik, elektricitet
og en rationel diæt både havde helbredende og forebyggende effekt, og det var denne ”opskrift”, som han
praktiserede i Skodsborg.
Sanatoriet blev da også kaldt ”Persilleslottet”, fordi kurgæsterne fik serveret vegetarmad. Det startede
beskedent med en snes gæster, men sanatoriet voksede, og ti år senere kunne man tage mod 100 gæster.
Hovedbygningen blev opført i 1907, og samme år erhvervede sanatoriet ”Villa Rex”, som Frederik 7.
havde opført i 1858 og derefter benyttet som landsted sammen med sin elskede grevinde Danner.
→ Kurhotel Skodsborg, Skodsborg Strandvej 139, 2942 Skodsborg. skodsborg.dk
12

4. KØBENHAVN
Fire nulpunkter
PRINDELIG havde Danmark slet ikke nogen hovedstad. Eller sagt på en anden måde: Hovedstaden
var, hvor kongen var, og han var bestandig på farten rundt i sit rige for at afgøre
O tvistemål og for at demonstrere sin glans og værdighed. Men det var ærlig talt en ualmindelig
besværlig måde at være konge på, og efterhånden blev kongerigets førstemænd da også
trætte af alt det rejseri med en enorm oppakning på miserable veje, der som oftest kun var
opkørte hjulspor. Det var desuden en næsten uoverstigelig udfordring, at der stort set hver dag skulle findes
brugbar indkvartering til kongen og hans talrige følge.
I løbet af 1400-tallet besluttede kongen da at få fast folkeregisteradresse i København. De lærde er
ikke helt enige, om det nu var Erik af Pommern i 1420 eller Christoffer af Bayern i 1443, der som den første
konge slog sig ned på slottet i København på mere permanent basis. Sagen er nok snarest, at det ikke
skete fra den ene dag til den anden, men i løbet af nogle årtier. Men et faktum er det, at København endte
med at blive rigets hovedstad (og det gav dengang mere mening end i dag, fordi kongens riger og lande jo
også omfattede det sydlige Sverige og Norge foruden hertugdømmerne Slesvig og Holsten).
Men kongen havde fremdeles behov for at komme
ud i landet, om ikke andet for at aflægge sine kongelige
slotte et besøg. Til den ende gav man sig til at
anlægge de særlige kongeveje, som var forbeholdt
kongen og hans håndgangne mænd. Den første blev
anlagt fra København til Frederiksborg i 1584, og
siden fulgte flere andre kongeveje på Sjælland samt en
enkelt jysk kongevej fra Kolding til Haderslev. De blev
forsynet med bom og lås, så menigmand var afskåret
fra at benytte dem. Blev man alligevel grebet i at færdes
på en kongevej, var straffen konfiskation af både hest,
vogn og læs – og da det åbenbart ikke havde den ønskelige
effekt, blev straffen sat op til et halvt års tvangsarbejde.
Imidlertid fik landets borgere efterhånden et
øget transportbehov, og kongemagten var nødt til at
interessere sig for de øvrige vejes nærmest bundløse
tilstand. Således gav den enevældige konge i 1682
amtmændene i Jylland besked på, at de i løbet af tre
måneder skulle fremlægge en plan for forbedring af
Nulpunktssten, Rådhuspladsen (Lilly Darma WP) vejene (som i parentes bemærket skulle føres ud i livet
13

af bønderne, der højst sandsynlig ville stille sig endog meget vrangvillige over for opgaven). I årene 1691-
98 foretog Ole Rømer på kongelig foranledning en opmåling af kongerigets landeveje, og det førte til, at der
blev opsat milesten langs hovedlandevejene.
Det var dog først med en forordning i 1793, at systemet med milesten blev udbredt til samtlige
landeveje, og samme forordning indeholdt en opdeling af landets veje i tre klasser: hovedlandeveje, landeveje
og biveje. Udgangspunktet for vejmålingen fra København var ydersiden af byens fire porte, de såkaldte
nulpunkter. I 1910 udskrev Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse en konkurrence om et udkast til de
ny kilometersten, som i 1912 skulle afløse de nu forældede milesten. Den blev vundet af arkitekten og møbeldesigneren
P.V. Jensen-Klint (1853-1930), der fremkom med forslag til såvel kilometersten som tikilometersten
og nulpunktssten. I 1920’erne opsattes nulpunktssten ved de fire gamle porte Nørreport,
Østerport, Vesterport og Amagerport, og det er Vesterportstenen, som man den dag i dag kan se på Rådhuspladsen
i København.
→ Rådhuspladsen, 1550 København V.
5. KØBENHAVN
Hovedstaden på verdenskortet
ÅR man står på Rådhuspladsen i København, kan det være svært at forestille sig, at her
N
lå for 200 år siden Vesterport, der var den ene af Københavns i alt fire byporte. Byportene
var de eneste åbninger i det fæstningsanlæg, som omgav København, og når man
var kommet gennem Vesterport, var man ude på landet og kunne begive sig af sted mod
Roskilde. De rejsende, som ankom til byen gennem porten, havde pligt til at opgive
navn og adresse ved portvagten, og lige inden for porten havde man på højre side Halmtorvet, hvor bønderne
solgte halm og hø.
I 1857 nedlagdes Københavns befæstning, og hovedstaden gav sig hurtigt til at ekspandere uden for
voldene. Halmtorvet blev ryddet og flyttet til den nuværende placering på Vesterbro, da man gik i gang med
at planlægge den Store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der fandt sted i 1888 på det
areal, som altså i dag er Rådhuspladsen. Udstillingen åbnede verdens øjne for København og Danmark som
turistmål, og til stor overraskelse for alle fandt ikke færre end 120.000 udenlandske gæster vej til Danmark
den sommer. Det viste sig imidlertid, at København havde mere end svært ved at leve op til et rejselystent,
internationalt publikums forventninger. Lægen Emil Hornemann ramte sikkert plet, da han få år før udstillingen
fremkom med følgende ramsaltede kritik af de sanitære forhold: ”København er en meget skiden by,
og enhver, der fra landet kommer ind gennem dens porte, bliver straks slået af den slette luft”.
Intet under, kan man sige. I 1888 var såvel kloakker som wc’er ikke-eksisterende begreber i København.
De knap 300.000 indbyggere måtte om aftenen famle sig vej ved den søvnige belysning, som 2.000
14

gaslygter kunne frembringe, for elektriciteten blev først indført i 1892. Det københavnske natteliv henlå
således i buldermørke og indskrænkede sig i øvrigt til en håndfuld tvivlsomme sangerindebuler og et par
teatre. Det gav heller ikke ligefrem basis for en massiv turistpropaganda, at byen kun rådede over tre hoteller
af beskeden standard, og det var ikke just en fordel, at byens transportmidlerne stort set kun omfattede
nogle hestedroscher, forspændt nogle radmagre krikker og med kuske, der ikke just var berygtede for deres
tjenstvillighed.
Der var altså meget at gøre, hvis succesen fra udstillingen i 1888 skulle følges op af turistbesøg i
større målestok. Så snart udstillingen lukkede, fandt en kreds af mænd sammen, som havde indset behovet.
Det bør ikke undre, at forsamlingen næsten udelukkende talte lensgrever, kammerherrer, grosserere og
overretssagførere. De var repræsentanter for de samfundsgrupper, som på den ene side selv havde økonomisk
mulighed for at tage på turistrejser og dermed besad det fornødne internationale overblik, og som på
den anden side så gode muligheder for at skabe forretning på turisme til Danmark.
Tegning af udstillingens hovedbygning i 1888
Formålet med deres diskussioner var at oprette en dansk turistforening, som navnlig skulle arbejde
for at forbedre hovedstadens turistfaciliteter. Allerede den 17. januar 1889 kunne de stifte foreningen
”Den Danske Touristforening” og vælge den første formand, lensgreve F. Raben-Levetzau til Aalholm. Man
stavede turist med ”o”, for ordet var endnu ikke hverdagskost i dansk sprogbrug.
→ Rådhuspladsen, 1550 København V.
15

6. KØBENHAVN
Vejret på Rådhuspladsen
EDLÆGGELSEN af Københavns volde i 1857 var signalet til, at hovedstaden ikke længere
var begrænset af det snærende bånd, som fæstningsanlægget havde udgjort. Vol-
N dene blev jævnet med jorden, og byen begyndte at vokse ud over alle bredder. Vesterbrogade
blev til en ny boulevard, og rundt om den indre by anlagde man Vestre Boulevard,
som i dag hedder H.C. Andersens Boulevard. De to færdselsårer krydsede hinanden
på pladsen ved den gamle Vesterport, og denne plads blev udset til at være hjemsted for Københavns
nye rådhus, der skulle flytte fra Nytorv. Her havde rådhuset og domhuset siden 1815 haft domicil i den bygning,
som i dag huser Københavns byret.
Konkurrencerne om at tegne rådhuset blev vundet af arkitekten Martin Nyrop (1849-1921). Han
skulle egentlig have været præst ligesom sin far og hans fædre fem generationer tilbage. Men i stedet gik
han i tømrerlære og fortsatte på Kunstakademiet, hvor han i 1876 fik sit afgangsbevis. Nu havde han åbenbart
fundet sin rette hylde, og han kom til at arbejde for arkitekterne Vilhelm Tvede og Vilhelm Dahlerup.
Takket være Akademiets stipendium kunne han desuden foretage en større udlandsrejse, han blev tildelt
den store pris på Verdensudstillingen i Paris i 1900, og i 1906 blev han professor i bygningskunst ved
Kunstakademiets Arkitektskole.
Gennem årene var han arkitekten bag en lang række villaer, han forestod en ombygning af Gammel
Køgegård, og han tegnede gasbeholderen på Østre Gasværk, hvor der nu er teater. Hans arbejder fik ry for
at være originale og for at repræsentere et nyt og mere rationelt syn på bygningskunsten, men når hans navn
er blevet stående i eftertiden, skyldes det først og fremmest to store byggerier. For det første skabte han den
iøjnefaldende hovedbygning af træ til Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i
1888, og for det andet var han manden bag hovedstadens rådhus, der uden diskussion må betegnes som
hans uovertrufne hovedværk.
Inspirationen hentede han givetvis i rådhuset i den toscanske by Siena, og resultatet er blevet beskrevet
som ”Københavns utvivlsomt mest monumentale og mest originale bygning fra det 19. århundredes
sidste fjerdedel” og berømmet for ”den overlegne beherskelse af de store masser og den uudtømmelige fantasi
i enkelthederne”. Det hele stod færdigt og blev indviet i 1905.
Rådhuspladsen blev hurtigt et knudepunkt i København og et modstykke til Kgs. Nytorv, der var centrum
i den gamle by. På Rådhuspladsen mødtes adskillige sporvognslinjer, og her blev med tiden opført et
antal pragtbygninger, mest markant Palace Hotel med det 65 meter høje tårn fra 1910, bygget i jugendstil
efter tegninger af Anton Rosen (1859-1928), der havde været hovedarkitekt på den store landsudstilling i
Aarhus i 1909. Der var åbenbart gået mode i høje tårne, for på den anden side af Strøget ligger det oprindelige
Hotel Bristol fra 1902, der ligeledes er udstyret med et markant tårn. Hotellet eksisterede dog kun til
1917, hvor det blev ramt af en brand, og bygningen blev derefter overtaget af forsikringsselskabet Absalon
og kaldes ofte Absalons gård.
16

Richshuset (Bahnfrend WP)
På den anden side af pladsen på adressen Jernbanegade 2 ligger Dagmarhus. Den funktionalistiske
bygning, der i 1939 erstattede det gamle Dagmarteater, blev kendt som tyskernes hovedkvarter under besættelsen
1940-45. Her residerede således fra 1942 den rigsbefuldmægtigede Werner Best i spidsen for
den tyske ”opsynsforvaltning” med omkring 200 medarbejdere. Huset rummer i dag biografer og et designhotel.
På hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade ligger kontorbygningen Richshuset, der
blev opført af kaffeerstatningsfirmaet C.F. Richs og Sønner i midten af 1930’erne. Bygningen er forsynet
med et markant hjørnetårn, der samtidig er en slags vejrstation. Det er nemlig udstyret med et kæmpemæssigt
termometer i neon, og øverst oppe ses to kvindefigurer, en solskinspige med cykel og en pige med paraply
og vovse.
Det hedder sig, at figurerne, der er udført i 1936 i forgyldt bronze af Einar Utzon-Frank (1888-
1955), varsler, hvordan vejret bliver. Det er imidlertid en skrøne, fastslår Gregers Dirckinck-Holmfeld i sin
bog ”På sporet af den eventyrlige by”. Den motor, der styrer platformen, som pigerne står på, betjenes af
bygningens portner, og det foregår efter et meget simpelt princip: Han eller hun stikker simpelt hen hovedet
ud af vinduet for at se, hvordan vejret er, og alt efter resultatet af den sondering trykker han eller hun på
17

en knap, der får platformen til at dreje sig. Pigerne fortæller altså kun det, som enhver kan se med egne øjne:
Når solen skinner, er det solskinspigen, som er fremme, og hvis det regner, er det regnvejrspigen.
→ Richshuset, Rådhuspladsen 16, 1550 København V.
7. KØBENHAVN
En lidet kendt oase
ÅR man færdes i København, er det svært at komme uden om den byggeglade og evigt
N
foretagsomme Christian 4. Hans bygninger præger den dag i dag det københavnske bybillede,
og vistnok uden undtagelse har han sørget for at ihukomme sig selv ved at placere
sit monogram – et stort C med et firtal i midten – og sit valgsprog et iøjnefaldende
sted på bygningerne. Hans latinske valgsprog ”Regna firmat pietas” (Fromhed styrker
rigerne) ses ofte forkortet R.F.P., hvad der af folkeviddet prompte blev ”oversat” til ”Riget fattes penge”.
Men uanset statskassens slunkne indhold byggede Christian 4. Han kunne slet ikke lade være – og
han agerede ofte selv arkitekt, bygherre og entreprenør. Det er rent ud sagt forbløffende, hvor meget Christian
4. blandede sig i alle mulige detaljer, og man forundres over, at han havde tid til det. Men det var ham,
der hjemforskrev træ til byggeriet fra Norge, det var ham, der slog de fleste af stregerne til Rosenborg Slot,
og det var ham, der gav håndværkerne en skideballe, hvis de sjuskede med arbejdet.
Christian 4.s mest markante bygningsværker i København er utvivlsomt Børsen, Rosenborg Slot og
Rundetårn. Man får et indtryk af kongens byggetrang, når man hører, at Børsen stod færdig i 1623, at byggeriet
af Rundetårn stod på fra 1637 til 1642, og at Rosenborg Slot er blevet til over en periode fra 1607 til
1633. Hertil kommer, at Christian 4. grundlagde Christianshavn som fæstningsby i 1618, at han rev faderens
Frederiksborg Slot ned og byggede sit eget, splinterny slot i årene 1620-25, at han ombyggede
smedjen på Holmen, så den i 1619 blev til Holmens Kirke, at Kastellet blev bygget af ham i 1624 som en
del af Københavns befæstning, og at Nyboder blev bygget på hans initiativ i 1631.
Rundetårn i Købmagergade er givetvis det kendteste og mest elskede af Christian 4.s bygningsværker.
Det 41,55 meter høje tårn er berømt for den 200 meter lange spiralgang, der fører op til udsigtsplatformen
i 34,80 meters højde. Via Rundetårn kom man ind i universitetsbiblioteket, der var indrettet
på Trinitatis Kirkes loft, og øverst oppe i tårnet lå universitetets astronomiske observatorium. Når Rundetårn
blev udstyret med en sneglegang i stedet for trapper, var det antagelig, fordi det derved blev muligt at
transportere bøger og tunge instrumenter med hestevogn helt op til biblioteket og næsten op til observatoriet.
Den russiske zar Peter den Store opholdt sig i 1716 i 3½ måned i København for at planlægge en
dansk-russisk invasion i Skåne, og i den periode var han mindst én gang på besøg i Rundetårn, hvis sneglegang
han ”besteg” til hest. Zarens hest var russisk, men ellers er der unægtelig ikke ret meget, kilderne er
18

enige om. Datoen var den 1. oktober 1716 – hvis det ikke var den 2. oktober - og han var ledsaget af zarinaen,
som kørte op i en hestevogn med fire hjul, der var forspændt ikke mindre end seks heste – hvis det da
ikke var en tohjulet vogn, der ”kun” blev trukket af en enkelt hest.
Langt de fleste danskere kender Rundetårn, og mange har selv prøvet kræfter med sneglegangen. Til
gengæld er der næppe særligt mange danskere (inklusive københavnere), der har fundet vej til Det Kongelige
Biblioteks have, som man kommer ind til fra Rigsdagsgården. I dag er her en herlig oase med en statue
af Søren Kierkegaard og en fin vandskulptur, der udspyr kaskader af vand hver hele time, men også her har
Christian 4. haft en finger med i spillet, om end det i dag er svært at få øje på.
Forhistorien er den, at Christian 4. på dette
sted anlagde en havn, hvor krigsskibene kunne ligge,
mens de blev udstyret med kanoner og proviant. På
den ene side lå jo nemlig Tøjhuset, som leverede kanonerne,
mens forsyningerne til mandskabet kom fra
Proviantgården på den anden side. Tøjhuset er i dag
hjemsted for Krigsmuseet, mens Proviantgården
rummer kontorer for medlemmer af Folketinget
samt Rigsarkivets læsesal. Det er næsten overflødigt
at nævne, at det var Christian 4., som fik opført både
Tøjhuset og Proviantgården i 1604. Det Kongelige
Biblioteks gamle hovedbygning er bygget langt senere,
nemlig i årene 1898-1906.
Tøjhushavnen blev nedlagt i 1868, men først i
1920 fik havearkitekt Jens Peter Andersen og slotsarkitekt
Thorvald Jørgensen til opgave at anlægge
haven – og der er stadig en lille reminiscens af havnen
i form af det lille bassin midt i haven. Desuden
minder de indmurede fortøjningsringe, som findes i
Bibliotekshaven (Jørgen Hansen)
murværket for enden, om stedets maritime funktion.
→ Bibliotekshaven, Rigsdagsgården 9-13, 1218 København K.
19

8. KØBENHAVN
Carstensens lilleputhær
EORG Carstensen (1812-57) var en mand med utallige ideer og ikke så få talenter. Han
G
blev født i Algier, hvor hans far var diplomat, men han kom til at gå i skole i Danmark og
indledte derefter en militær løbebane. Måske var det barndommen under fremmede himmelstrøg,
som spillede ind, men i hvert fald var han ”angrebet” af en mere end almindelig
udlængsel, og som 24-årig drog han af sted, først til Spanien, Marokko og Algier, senere
til USA, Frankrig og England. Han var tilbage i København i 1839, og her begyndte han at udgive et par
litterære tidsskrifter ved navn Portefeuille og Figaro. En af hans mange ideer var at invitere bladenes abonnenter
til stort anlagte festaftener med lys, musik og festfyrværkeri. I vore dage ville vi kalde den slags for
events, og de foregik oftest på Christiansborg Ridebane eller i Kongens Have.
I England havde han stiftet bekendtskab med haven Vauxhall i London, der var kendt for sin illuminering,
levende musik, dans og underholdning, bl.a. pantomimer. Det var givetvis Vauxhall, der først og
fremmest inspirerede Carstensen til at ansøge Christian 8. om tilladelse til at etablere en forlystelseshave på
det gamle voldterræn i København.
Tilladelsen blev givet, og slægtskabet med den engelske attraktion fremgik tydeligt af havens første
navn. ”Kjøbenhavns Sommertivoli og Vauxhall” slog første gang sine døre op for publikum den 15. august
1843. Navnet Tivoli havde Carstensen valgt efter forlystelsesparken Jardin de Tivoli i Paris, som igen var
opkaldt efter de bedre bemidlede romeres yndede sommerferiested Tivoli lidt uden for Rom. Carstensen
havde selv tegnet havens huse og boder, der var bygget af træ, og han stod personlig ved indgangen med sin
høje, sorte hat og gav hver af premieregæsterne et håndtryk. Det blev til 3.615 håndtryk på den første aften,
og det viste sig hurtigt, at københavnerne var ellevilde med Carstensens elegante og eksotiske etablissement.
Alene i den første korte sæson fra 15. august til 11. oktober 1843 kom der 175.000 besøgende i
haven. Selveste H.C. Andersen dukkede op den sidste aften i sæsonen og blev inspireret til beskrivelsen af
kejserens have i ”Nattergalen”, som han i sin dagbog kalder ”mit kinesiske eventyr”.
Carstensen kendte den første og vigtigste grundregel, hvis man vil drive en forlystelsespark: Der må
hele tiden findes på noget nyt, så publikum kommer i parken igen og igen. Allerede i 1844 fandt han således
på, at Tivoli skulle have sin egen æresgarde. Det blev til Tivoli-Garden, som med tiden udviklede sig til at
blive en af Danmarks bedste musikuddannelser for børn. Til en begyndelse omfattede garden 30 drenge,
blandt dem én officer, én kommandersergent og fire trommeslagere. Gardernes uniform bestod af en kort
rød frakke, hvide benklæder og støvletter med blanke knapper. På hovedet havde de en såkaldt chakot med
en hvid pelskvast og øverst en rød kugle – og at forbilledet var militært, fremgik af, at garderne var udstyret
med sabel, patrontaske og gevær. Når garden optrådte, fik drengene en dagløn på en mark – samt fire stykker
smørrebrød og en halv øl.
Drengene skulle selvfølgelig lære at marchere, og til den ende hyrede Carstensen voldmester Johannes
Sørensen, der egentlig var uddannet gartner, men som var blevet tilknyttet Københavns befæstning i
20

1841. De fleste af drengene viste sig beklageligvis at være umusikalske, og det hjalp ikke synderligt, at
komponisten og kapelmesteren H.C. Lumbye (1810-74), som Carstensen havde knyttet til Tivoli som
musikdirektør, hersede med trommeslagerne. Det eneste, der vistnok kom ud af det, var, at adskillige trommeskind
gik til. Ikke desto mindre blev Tivoli-Garden et ualmindeligt populært indslag i haven, og i dag er
Tivoli vel nærmest utænkelig uden garden, der i mellemtiden er blevet udstyret med bjørneskindshuer.
Tivoli-Garden (Tivoli)
Carstensens idé viste sig i den grad at være bæredygtig, og Tivoli er i dag Danmarks mest populære
attraktion. Men Carstensen selv gik det temmelig ilde. Hans idérigdom omfattede nemlig ikke kun Tivoli. I
1847 ville han etablere et vintertivoli under navnet Casino, men her havde han spændt buen for højt, og foretagendet
gik konkurs. Året efter udbrød den første slesvigske krig, og Carstensen meldte sig under fanerne.
Det opfattede Tivolis bestyrelse som kontraktbrud, og det endte med, at han blev fyret. En medvirkende
årsag var nok, at bestyrelsen syntes, at han var et nummer for flyvsk. Han var en gudbenådet idémand,
men næppe nogen særlig habil administrator. Fyringen var givetvis en stor skuffelse for Carstensen, som
udvandrede til De Dansk-Vestindiske Øer.
I 1855 dukkede han imidlertid op i København på ny, og nu havde han hovedet fuldt af en ny idé: Han
ville skabe en konkurrent til Tivoli, nemlig Alhambra på Frederiksberg. Desværre kom han ikke til at opleve
åbningen i sommeren 1857, for han døde af lungebetændelse et par måneder forinden, kun 44 år gammel.
Alhambra blev i øvrigt en økonomisk fiasko og måtte lukke i 1869. Carstensens sidste idé var, at København
skulle have en sporvogn. Den første hestesporvogn så dagens lys i New York i 1832, og det kan meget
21

vel være derfra, han havde inspirationen. I København kom den første hestesporvogn dog først på skinner i
1863, og den første rute gik fra Frederiksberg Runddel til – naturligvis – Tivoli.
→ Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V. tivoli.dk
9. KØBENHAVN
Tæt på revolution
ET siges, at en revolution er utænkelig i Danmark – for enten bliver det regnvejr eller
D
også er det lige om et øjeblik spisetid, og i begge tilfælde må enhver revolutionær aktivitet
begribeligvis omgående aflyses. Men det har rigtignok været tæt på – nemlig i
marts 1920 under den såkaldte ”Påskekrise”.
Statsministeren var den radikale C.Th. Zahle (1866-1946), og sindene var i den
grad optaget af, hvad der skulle ske med Sønderjylland efter afslutningen af 1. Verdenskrig. Regeringen var
af den helt bestemte opfattelse, at Danmark ”kun” skulle acceptere den dansktalende del af det gamle hertugdømme
Slesvig, mens andre kræfter arbejdede ihærdigt og med hvidglødende patos for, at også Flensborg
som minimum skulle med ”hjem” til Danmark. Blandt disse andre kræfter var også medlemmer af
kongehuset, og kong Christian 10. var selv ”Flensborgmand” – og det til trods for at afstemningen den 14.
marts 1920 viste et klart flertal for Tyskland i den del af det gamle hertugdømme, som blev betegnet Mellemslesvig,
og som omfattede byen Flensborg. Regeringen stod fast på sit synspunkt, men under en ophidset
meningsudveksling med kongen om det sønderjyske spørgsmål den 29. marts 1920 undslap der
Zahle den uoverlagte bemærkning, at det jo stod kongen frit for at afskedige ministeriet. Kongen tog ham på
ordet og replicerede, at ministeriet hermed kunne betragte sig som afskediget. Regeringens støtter kaldte
det et ”forfatningsmæssigt kup”, idet det jo ikke var afprøvet i Folketinget, om der blandt de folkevalgte var
et flertal mod regeringen – og Zahle afslog på sin side at hjælpe kongen ud af fedtefadet ved at nægte at fungere
som forretningsministerium, indtil et nyt ministerium var dannet.
Med Th. Stauning i spidsen krævede Socialdemokratiet regeringen genindsat og truede med generalstrejke
og republikkens indførelse. Kongen gennemtrumfede først, at der blev dannet en ny regering
under ledelse af højesteretssagfører Otto Liebe (1860-1929), men efterhånden gik det op for ham, at han
var ude på dybt vand, og han indkaldte derfor rigsdagens partier til en forhandling. Natten mellem påskelørdag
og påskedag trak kongen selv tæppet væk under ministeriet Liebe, og det lykkedes at opnå enighed
blandt de politiske partier om, at rigsdagen skulle indkaldes, og at et nyt forretningsministerium med overformynder
M.P. Friis (1857-1944) i spidsen skulle udskrive valg. Dermed var ”Påskekrisen” afsluttet – og
det blev ved truslen om en revolution i Danmark.
Indenrigsminister Ove Rode (1867-1933) var antagelig Zahle-regeringens mest forhadte medlem.
Under 1. Verdenskrig fik han Folketingets bemyndigelse til at fastsætte priserne på levnedsmidler og andre
22

nødvendige varer, hvad der navnlig var upopulært i landbrugskredse. De frie markedskræfter blev sat ud af
funktion, men formålet var naturligvis at sikre, at almindelige mennesker havde råd til at købe de vigtigste
livsfornødenheder. Under Påskekrisen spillede Ove Rode en vigtig rolle i forbindelse med kongens beslutning
om at afskedige ministeriet Liebe og i stedet indsætte Friis.
På Ove Rodes Plads på Østerbro i København står et monument for Ove Rode, der er udført af Adam
Fischer. På en høj sokkel ses en arbejderkvinde med et barn på den ene arm og en kurv med varer i den anden
hånd. På soklen er der et relief, der viser Rode på en talerstol. Pladsen fik sit navn i 1937, og huset til
venstre for skulpturen (i dag Ove Rodes Plads 1) havde indtil da adressen Kanslergade 10, hvor statsminister
Th. Stauning (1873-1942) havde sin lejlighed på første sal. Netop i denne lejlighed blev det såkaldte
Kanslergade-forlig indgået den 30. januar 1933 – efter sigende i en tæt tåge af cigarrøg og under indtagelse
af Staunings sidste flaske whisky. Forliget, der lagde grunden til det velfærdssamfund, vi kender i dag, blev i
øvrigt indgået på præcis samme dag, som Hitler tog magten i Tyskland.
→ Ove Rodes Plads, 2100 København Ø.
10. STORE MAGLEBY
En søndag på Amager
E to hovedroller som Lisbeth og Jokum i filmen ”En søndag på Amager” spilles af Else-
D
Marie og Hans Kurt, som bl.a. synger ”I Kongelunden skal brylluppet stå”. Filmen
havde premiere i 1941 og byggede på en vaudeville af Johanne Luise Heiberg, der
første gang blev opført i 1848. Om der nu er så idyllisk på Amager, som filmen gerne vil
have os til at tro, kan man selv efterprøve, efter at Margueritruten for nogle år siden blev
omlagt, så den nu inkluderer en tur rundt på Amager. Turen går forbi Amager Søpark med Femøren og derefter
rundt om Kastrup Lufthavn til Store Magleby, hvor man kan besøge Amagermuseet.
Museet er indrettet i to firlængede gårde og fortæller bl.a. historien om de hollandske bønder, der
blev inviteret til Amager af Christian 2. Efter at Christian 2. var blevet vicekonge i Norge i 1506, mødte han
som bekendt den aldeles underdejlige Dyveke og hendes mor Sigbrit, og da han blev konge i 1513, hentede
han dem til Danmark. De stammede fra Holland, og det er nærliggende at antage, at det var Sigbrits idé at
hente hollændere til Amager.
De første kom i foråret 1516, og bønderne på øens 115 fæstegårde fik besked på at forlade hus og
hjem, så der kunne blive plads til hollænderne. I alt var der ifølge kongens privilegiebrev tale om 184 hollandske
indvandrere, der i 1521 fik tilstået en række rettigheder så som skattefrihed og retten at fange fugle
og fiske ål, og som nød en slags ”selvstyre” med hensyn til retslige og kirkelige forhold. I spidsen for styret
stod ”schouten”, der var den på livstid valgte byfoged med vidtstrakte beføjelser. Da Christian 2. blev sat fra
magten i 1523, var der røster fremme om, at hollænderne skulle sendes hjem, men det endte med, at de fik
23

esked om, at de ikke længere kunne råde over hele Amager, men måtte ”nøjes” med ”hollænderbyen” Store
Magleby.
Hollænderne kunne deres kram, og to gange om ugen drog kvinderne i deres torvedragt til København,
hvor de falbød deres grønsager og mælkeprodukter samt de fugle og fisk, som de havde fanget. Først
omkring 1820 blev hollændernes selvstyre opløst, og indtil 1811 blev der prædiket på både dansk og hollandsk
i Store Magleby Kirke.
Museum Amager (visit-dragoer.dk)
→ Amagermuseet, Hovedgaden 4, Store Magleby, 2791 Dragør. museumamager.dk
11. VESTAMAGER
Kongelige fasaner
NDEN Margueritruten forlader Amager, slår den et sving omkring Kongelunden på øens
I
sydspids. Området var græsningsområde for hollændernes kreaturer, men i 1818 lykkedes
det Jonas Collin (1776-1861) i sin egenskab af præsident for Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab
at overbevise hollænderne om, at det var en god idé at tilplante området
med træer, fordi brænde i den grad var en mangelvare på Amager, efter at al øens skov
var gået fløjten i forbindelse med Svenskekrigene. Rentekammeret bevilgede de nødvendige midler, og i
24

Mindesten for Jonas Collin i Kongelunden (Praeceptor WP)
1830 var der allerede plantet 800.000 træer, hovedsagelig eg. Frederik 6. viste sin tilfredshed med resultatet
ved allernådigst at navngive skoven Kongelunden.
Den kongelige interesse for Kongelunden blev endnu mere udtalt, efter at Christian 8. i 1845 havde
købt skoven for den nette sum af 20.000 rigsdaler. Det var nu ikke så meget træerne, der optog kongen; det
gjorde derimod de vilde fasaner, som blev opdrættet i skoven. Fasanerne var dengang ikke blot en eksotisk
fugl, men også et yndet bytte på kongelige jagter, og man havde derfor forsøgt at fremavle fasaner i et fasaneri
i Jægerspris, men uden synderligt held. Det viste sig, at fasanerne trivedes meget bedre på Amager, og
fasaneriet i Kongelunden var faktisk Europas første, vellykkede fasaneri. Den sidste, kongelige fasanjagt på
Amager fandt sted i 1919, men der er stadig masser af fasaner i Kongelunden.
Kongelunden var imidlertid andet og meget mere end royale jagter. ”I Kongelunden skal brylluppet
stå”, lyder det i fru Heibergs vaudeville ”En søndag på Amager” fra 1848. Det var nemlig særdeles populært
at holde bryllupsfest i Kongelunden, nærmere bestemt på Kongelundskroen, der indtil 1952 lå på det
sted, hvor der i dag er parkeringsplads.
Kongelundskroen var et yndet udflugtsmål, og traktørstedet kunne byde på både dansehal og keglebane.
I en beskrivelse fra 1920’erne hedder det således: ”Her findes en hyggelig have med gamle frugttræer
og lysthuse, og under skovens træer findes borde og bænke, hvor den medbragte mad kan fortæres i idyllisk
ro”. Traktørstedet var oprindelig bygget som bolig for skovens opsynsmand omkring 1820, og det var den
første af disse opsynsmænd, der etablerede kroen. I 1930’erne blev der etableret yderligere et traktørsted
syd for Kongelunden, som fik navnet ”Sydvestpynten”, og siden 1969 har det båret navnet Kongelundskroen.
25

Kongelunden indgår i Naturpark Amager, der omfatter hele Vest- og Sydamager, herunder også Kongelundsfortet,
der blev bygget under 1. Verdenskrig.
→ Kongelunden, Kalvebodvej 272, 2791 Dragør.
12. LEDØJE
Volapyk i kirketårnet
L
EDØJE Kirke, der ligger på Margueritruten i den vestlige del af landsbyen, er et af Danmarks
mest besynderlige bygningsværker fra middelalderen. Kirken er bygget omkring
1225 som privat kirke i forbindelse med en stormandsgård, der i mellemtiden er forsvundet.
Det usædvanlige er, at både kor og skib har en kvadratisk grundplan og er i to etager.
Der er med andre ord tale om en dobbeltkirke, der indeholder to identiske kirker.
Ledøje Kirke (Ramblersen WP)
26

Både ”underkirken” og ”overkirken” er komplette kirker med særlige alterrum. Det ser ud til, at kirken
og stormandsgården har været forbundet med hinanden ved hjælp af en overdækket gang. Herskabet
kom via en vindeltrappe op i overkirken, og det var her, gudstjenesten fandt sted. Tjenestefolk og andre kirkegængere
var henvist til at lytte med nede fra underkirken.
Inspirationen til denne dobbeltkirke er sandsynligvis hentet i det tyske kejserrige, hvor eksempelvis
Godehard-kapellet ved domkirken i Mainz har en del til fælles med Ledøje Kirke, men der er også bygningstræk,
der leder tanken hen på Tjekkiet, Böhmen og Nederlandene, og kirken kan derfor ses som vidnesbyrd
om, at de europæiske strømninger på dette tidspunkt for alvor var kommet til Danmark. Tårnet er
først tilføjet omkring 1500, men kirkens nuværende udseende er i alt væsentligt resultatet af en noget ublid
restaurering, der blev gennemført i 1887-92 under ledelse af arkitekt H.B. Storck.
I tårnet hænger kirkens to klokker. Den ene af dem er støbt omkring 1500 af en vis Oluf Kegge, der
også har leveret klokker til flere andre sjællandske kirker. Klokken er udstyret med følgende besynderlige
indskrift: ”xxxx nnnvnnnnn mmmmmmmmnm pppppp rrr ss gggg aaaa”. Et utal af lærde har forsøgt at få
mening i disse bogstavrækker, og teorierne har været mangfoldige. Er der tale om en trylleformular, en
forbandelse af en eller anden art, et kryptogram (hvis nøgle ingen længere har kendskab til), eller er det
simpelt hen drilleri fra klokkestøberens side? Eller kunne det tænkes, at han har været lidt knotten over ikke
at have fået leveret en tekst, som han kunne indgravere, og så har han blot udfyldt pladsen med tilfældige
bogstaver, som han måske havde fået til overs fra andre støbninger? Eller har klokkestøberen ganske enkelt
været analfabet og ikke haft den fjerneste anelse om, hvad han skulle stille op med bogstaverne?
→ Ledøje Kirke, Kirkevej 6, Ledøje, 2765 Smørum.
13. ROSKILDE
Danmarks betydeligste kirkebygning
OSKILDE Domkirke er blevet kaldt Danmarks betydeligste kirkebygning, både i arkitektonisk
henseende og som historisk monument. Den nuværende kirke er bygget oven på
R tre tidligere kirker, idet her først lå en trækirke, som antagelig blev bygget af Harald Blåtand,
og siden to frådstenskirker fra hhv. ca. 1030 og 1080. Det har tidligere været opfattelsen,
at det var biskop Absalon, som igangsatte byggeriet af den nuværende teglstenskirke
i romansk stil omkring 1170, og at efterfølgeren Peder Sunesen, der blev biskop i Roskilde i
1191, ændrede planerne under indflydelse af de gotiske katedralbyggerier i Nordfrankrig. Nyere undersøgelser
tyder imidlertid på, at det hele tiden har været meningen af bygge en gotisk kirke, og at arbejdet først
gik i gang omkring 1200. De to tårne mod vest opførtes i 1300-tallet, først sydtårnet, dernæst nordtårnet,
mens de karakteristiske spir først kom til i Christian 4.s regeringstid i 1636.
27

Det var også Christian 4., der bekostede Kongeporten, den rigt udsmykkede renæssanceportal ved
indgangen mellem de to tårne. Den blev i 1871 flyttet til Holmens Kirke, og den nuværende portal er noget
mere beskeden, om end den i 2010 blev forsynet med tunge bronzedøre af Peter Brandes.
Udvendig er Domkirken præget af de mange tilbygninger
på nord- og sydsiden. Kapitelhuset er fra
gotisk tid, Oluf Mortensens våbenhus er fra ca. 1440
og Christian 1.s Helligtrekongers Kapel er bygget i
1464. Fra renæssancen stammer Christian 4.s kapel,
mens Frederik 5.s kapel af C. F. Harsdorff og C. F.
Hansen er udført i nyklassicistisk stil. Christian 9.s
kapel med tilhørende kuppel ved det nordvestre hjørne
stod færdigt i 1924.
Inde i kirken falder især altertavlen og orglet fra
1554 i øjnene. Den forgyldte trefløjede altertavle er et
fornemt træskærerarbejde med talrige bemalede og
forgyldte figurer, der er udført i Antwerpen ca. 1560.
Man bemærker også det morsomme ur med mekaniske
figurer fra ca. 1500. Hver hele time stejler hesten
og Skt. Jørgen hæver sit sværd, hvad der får dragen til
at udstøde et fælt hyl. Kirsten Kimer virrer med hovedet,
hvorefter Per Døver slår timeslag på den store
klokke øverst. Tre gange i timen slår Kirsten Kimer
kvarterslag på den lille klokke.
Den røde teglstenskatedral er med rette optaget
Roskilde Domkirke (Plasticpeer WP)
på UNESCO's verdenskulturarvliste, og den giver et
enestående indblik i dansk bygningskunst og historie
gennem 800 år. Siden begyndelsen af 1400-tallet har Domkirken været den danske kongeslægts foretrukne
gravkirke, og i alt skal der være tale om 40 kongelige gravlæg-gelser, hvoraf de 37 kendes med sikkerhed.
I 1985 blev en ny kongelig begravelsesplads etableret udendørs ved kirkens nordvestlige hjørne
med Inger og Johs. Exner som arkitekter, og her hviler dronning Margrethes forældre, Frederik 9. og dronning
Ingrid.
Også dronning Margrethe skal til sin tid begraves i Roskilde Domkirke, men i modsætning til sin mor
og far har dronningen valgt et gravkapel inde i kirken, nærmere bestemt Skt. Birgittes Kapel. Om denne
beslutning siger historikeren Jes Fabricius Møller, at det ville være påfaldende, hvis en regent i dag fravalgte
at blive begravet i Roskilde, men at dronningen har truffet et markant valg, der kan tolkes som en tilbagevenden
til traditionen. Gravmælet er færdigt og opstillet i kapellet, men tildækket, idet det først vises for
offentligheden, når dronningen er begravet. Foran kapellet står imidlertid en model af det fire meter lange
monument, der er udført af billedhuggeren Bjørn Nørgaard. Der er anvendt basalt fra Færøerne, marmor fra
Grønland, granit fra Bornholm, og soklen er af fransk kalksten. Oprindelig var det planen, at prins Henrik
28

også skulle begraves her, men han valgte som bekendt at bryde traditionen ved at få en del af sin aske nedsat
i en urne i den private have på Fredensborg, mens den anden del blev spredt ud over de danske farvande.
→ Roskilde Domkirke, Domkirkepladsen 3, 4000 Roskilde. roskildedomkirke.dk
14. LEDREBORG
Danmarks længste allé
F
tæt på kongen.
RA Roskilde fortsætter Margueritruten mod sydvest, hvor den følger Ledreborg Allé, der
med sine 5.750 meter er Danmarks længste allé. Alleen fører ikke overraskende til herregården
Ledreborg, som siden 1740 har været i slægten Holsteins eje. Slægten stammede
– ligesom så mange andre adelsslægter – fra Mecklenburg i Tyskland, men mange af dens
medlemmer søgte ansættelse i Danmark og kom til at sidde på adskillige betroede poster
Ledreborg (Sualkdd WP)
Johan Ludvig Holstein (1694-1763) var kommet til Danmark, da faderen i 1706 blev deputeret ved
finanserne og senere medlem af konseillet, som var kongens ministerråd. Sønnen startede som hofmarskal
hos kronprins Christian (6.) og avancerede til oversekretær i danske kancelli, der befattede sig med alle
29

civile sager i Danmark og Norge. Efter at have købt Lejregaard gik han i gang med at bygge en pragtherregård
i barokstil.
Til hjælp havde han tre af datidens stjernearkitekter: Johan Cornelius Krieger, Laurids de Thurah og
Nicolai Eigtved. Krieger var egentlig gartner, men han var sluppet ualmindelig godt fra sin medvirken, da
Fredensborg Slot blev bygget, og derefter blev han forfremmet til overlandbygmester. Thurah blev hofbygmester
i 1733 og stod bl.a. for byggeriet af både det længst forsvundne Hirschholm Slot og Eremitageslottet.
Nicolai Eigtved var Thurahs største rival og afløste ham som hofbygmester.
Thurah var aktiv på Ledreborg i slutningen af 1740’erne, og det var efter al sandsynlighed ham, der
planlagde Ledreborg Allé, der vistnok oprindelig skulle være ført igennem hele vejen til Roskilde. Plantningen
af træerne begyndte i 1747: Nærmest slottet plantedes lind, dernæst fortrinsvis ask, men iblandt
også enkelte hestekastanjer og andre træer. Senere anvendtes tillige canadisk poppel. I det storstilede projekt
indgik også den velbevarede Maglebro ved Blæsenborg, som blev bygget af granit i 1755 og var Danmarks
første, moderne vejbro.
Til gengæld var det Krieger, som stod bag den store park (men her var han jo også i høj grad på
”hjemmebane”). Da den blev anlagt i 1740’erne, var der tale om en barokhave, men den er senere blevet
omdannet til en romantisk landskabshave. Takket være et større renoveringsprojekt, der blev afsluttet i
2007, er de terrasserede skrænter, spejldammen og springvandene blevet genoprettet, og neden for den
midterste terrasse er anlagt et bassin med en bagvæg af store granitblokke med tilhørende vandfald. Denne
del af den renoverede park skyldes kunstneren Erik Heide.
→ Ledreborg, Ledreborg Allé 2, 4320 Lejre. ledreborg.dk
15. KIMMERSLEV
Søen, kirken og dyndet
NDEN man på Margueritruten kommer til Køge, lønner det sig at gøre holdt ved søen i
I
Kimmerslev. På søen kan man sejle med optimistjolle, kano og kajak, og den nordvestlige
del er forbeholdt badegæster. For gående eller løbende er der en hjertesti på 3,6 km, som
fører hele vejen rundt om søen. Vandmøllen på Dyndetvej med den opstemmede dam og det
fine haveanlæg blev flyttet hertil i slutningen af 1600-tallet, men de nuværende bygninger
er fra 1760’erne. Møllen er privatejet og kan kun beses udefra.
Den lille, idylliske kirke ved søbredden består af et romansk skib fra 1100-tallet, som blev forlænget i
sengotisk tid. Også tårnet og våbenhuset er sengotiske tilføjelser. Kirkens nordside, der vender ud mod søen,
er ikke kalket. Der findes nemlig et sagn om, at hvis nogen skulle finde på at kalke nordsiden, vil de dø
inden årets udgang. Og den slags spådomme skal man naturligvis have respekt for!
30

I 1310 sørgede biskoppen i Roskilde for, at Kimmerslev kirke kom til at høre til Antvorskov Kloster
ved Slagelse, men efter Reformationen i 1536 blev den kronens ejendom og kom derefter til herregården
Svenstrup (som man passerer på Margueritruten kort før Borup). Først i 2013 overgik kirken til selveje.
Fra Kimmerslev kan man foretage en afstikker til moseområdet Dyndet, hvor der før i tiden blev gravet
efter tørv – ikke mindst under 2. Verdenskrig, hvor manglen på brændsel var stor. I dag er området en
lille naturperle med et rigt plante- og dyreliv og med en badesø, som er opstået, fordi der også blev gravet
grus i stor stil i området. Tæt på søen er der en trappe, som fører op på toppen af en af højderyggene, hvorfra
man har vid udsigt over området.
Ad Dyndetvej kommer man til traktørstedet ”Malerklemmen”, der er indrettet i en gammel gård fra
1750’erne, hvor der om eftermiddagen bl.a. serveres hjemmelavede æbleskiver og gammeldags æblekage.
Et stenkast eller to fra ”Malerklemmen” ligger ”Mosehuset”, som blev bygget i 1893 som bolig for de folk,
der arbejdede i mosen eller i skoven. I 1954 åbnede Marie Hansen ”Mosehusets Købmandshandel”, og fra
1974 har her været tehandel med mindst 200 forskellige teblandinger. Man kan også købe krydderier,
bolsjer, kandis, kaffe og mange andre varer, som hører en god, gammeldags købmandshandel til. I gården
bag butikken ligger ”Bedstes pandekagehus”, hvor man kan få de dejligste pandekager langet ud gennem
vinduet.
→ Kimmerslev Kirke, Slusevej 1 A, 4140 Borup.
→ Malerklemmen, Ved Kildepladsen 4, 4140 Borup. malerklemmen.dk
→ Mosehuset, Dyndetvej 30, 4140 Borup. mosehuset.dk
16. KØGE
Claras kirkegård
ÅR Margueritruten kommer til Køge ad Ringstedvej, kan man dreje til venstre ad Gl.
N
Ringstedvej og Gammel Køgegaard til herregården af samme navn. Den blev i 1775
overtaget af den lokale landmand Rasmus Carlsen (1739-89), hvis enke byggede den
klassicistiske hovedbygning, mens sønnesønnen Hans Carlsen (1810-87) lod de gamle
sidefløje erstatte af pavillonerne i to etager.
Hans Carlsens søster Marie (1813-54) havde først været gift med Harald Toft til Rønnebæksholm,
men han døde i 1841, og i 1851 indgik hun sit andet ægteskab med præsten og salmedigteren N.F.S.
Grundtvig (1783-1872). Marie Toft beskrives som en varm og begavet kvinde, og i hende havde Grundtvig
fundet en “soulmate”, med hvem han kunne tale om de åndelige emner, der optog ham.
Ægteskabet med Marie Toft var også Grundtvigs andet og vakte på grund af aldersforskellen en del
forargelse i samtiden. Puritanere hæftede sig også ved, at de rent ud sagt var forgabt i hinanden – også mens
31

Grundtvigs første hustru, Lise Blicher, stadig levede. Det blev desuden noteret med hævede øjenbryn, at
brylluppet med Marie Toft stod kun ni måneder efter Grundtvigs første hustrus død.
Gammel Køgegaard (Hubertus45 WP)
Marie Toft døde knap tre måneder efter at have født sønnen Frederik, og det lykkelige ægteskab med
Grundtvig varede således kun i tre år. Hun blev gravlagt på Claras kirkegård i nærheden af Gammel Køgegaard,
hvor også Grundtvig selv blev stedt til hvile. Kirkegården har sit navn efter komtesse Clara Krag-Juel-
Vind-Frijs (1822-52), som Hans Carlsen giftede sig med i 1841. Hun havde selv ønsket at blive begravet på
bakken, hvorfra der dengang var udsigt over havet, og hendes mand fik derfor lov til at anlægge en privat
kirkegård på stedet, hvor også datteren Anna Caroline (1843-1844) og efterfølgende sønnen Jens Christen
(1846-1865) blev begravet. Krypten blev tilbygget i 1855, og det er her, Marie Toft og Grundtvig hviler.
Grundtvig blev i øvrigt gift tredje gang med Astrid Krag-Juel-Vind-Frijs (1826-90), der var Claras
kusine, og også hun ligger på Claras Kirkegård. Kirkegården er kun åben for besøgende på Claras og
Grundtvigs fødselsdage, henholdsvis 15. maj og 8. september.
Hans Carlsens datter, Emmy Carlsen (død 1912), arvede Gammel Køgegaard, og ved sin død testamenterede
hun gården til en stiftelse, som hun selv oprettede, og hvis overskud skulle anvendes til "filantropiske,
kristelige, videnskabelige og andre nyttige formål". Der er ikke adgang til herregården, men den
omgivende park er åben om eftermiddagen onsdag, lørdag og søndag (indgang fra Gammel Ringstedvej).
→ Claras Kirkegård, Gammel Køgegaard 6, 4600 Køge.
32

17. JUELLINGE
Vel er jeg ikke Cæsar
IGE øst for Karise kører man på Margueritruten forbi herregården Juellinge. Der er ikke
L
adgang til herregården, men den kan ses fra vejen. Barokhovedbygningen stammer fra 1675
og har mod gården to etager i granitkvadre, mens den hvidpudsede haveside er i tre etager. I
1750 blev herregården overtaget af Frederik 5.s yndlingsembedsmand og nærmeste fortrolige,
overhofmarskal Adam Gottlob Moltke (1710-92), og hørte i de følgende knap 200 år
under Bregentved.
Hvis man fra Juellinge kører et par kilometer nordpå, kommer man til gravhøjen Elverhøj, hvorfra
man har udsigt over Tryggevælde Ådal. Den tre meter høje gravhøj er faktisk aldrig blevet undersøgt, men
den antages at stamme fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.) og adskiller sig ikke principielt fra så mange
andre danske gravhøje.
Ikke desto mindre kom Elverhøj til at spille en helt særlig rolle. Det begyndte med, at sprogforskeren
og folkemindesamleren Peder Syv (1631-1702), der var præst i det nærliggende Hellested, nedskrev folkevisen
”Jeg lagde mit hoved til Elverhøj”, der handler om en ungersvend, der bliver lokket af de underskønne
elverpiger, men som bliver reddet af morgengryet. Ellers ville han være fulgt med pigerne ind i Elverhøj, og
det ville have været fatalt, for ellepigerne synger så smukt, at floderne går i stå – og menneskene bliver vanvittige
(deraf har vi adjektivet ”ellevild”).
Folkevisen om disse mytiske nattevæsener, der holder til i moser og høje, var en af inspirationskilderne,
da Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) i 1828 skrev nationalskuespillet ”Elverhøj”. Heiberg lader
Christian 4. sige de berømte ord, da han beslutter sig for at gå over Tryggevælde Å og dermed ind i Stevns
Herred, hvor Elverkongen regerer: ”Vel er jeg ikke Cæsar og disse bølger ikke Rubicon, men dog jeg siger:
Jacta est alea”. Kongen henviser dermed til de berømte ord ”Terningen er kastet”, som skal være udtalt af
Cæsar i 49 f.Kr.
Heiberg skrev ”Elverhøj” på bestilling af Frederik 6. i anledning af brylluppet mellem hans yngste
datter Vilhelmine Marie og prins Frederik (senere Frederik 7.). Heiberg har bygget sit festspil op omkring
Elverkongen, og Christian 4. optræder som en slags detektiv, der afslører sagernes rette sammenhæng.
Hverken Heiberg eller Det Kongelige Teater havde givetvis forestillet sig, at ”Elverhøj” skulle gå hen og
blive nationalscenens største succes, der stadig trækker et stort publikum.
→ Elverhøj, Elverhøjvej, 4652 Hårlev.
33

18. STORE HEDDINGE
Den ottekantede kirke
ORT før Stevns Klint kommer Margueritruten til Store Heddinge. Byen fik købstadsrettigheder
allerede i 1240, men hed dengang skiftevis Magleheddinge og Heddinge-
K magle. Det var imidlertid ikke handelen, men landbruget, som var byens vigtige indtægtskilde,
og i 1700-tallet mindede den mest om en lidt forvokset landsby med mange
stråtækte bondehuse. I 1776 omtaltes Store Heddinge som ”den mindste og sletteste
købstad på Sjælland, hvis indbyggere var bedre agerdyrkere end borgere”. Det var omtrent på den tid, hvor
byen for alvor slog sig på brændevinsbrænding; i 1804 var der således syv store og syv små brænderier i
Store Heddinge.
Store Heddinge Kirke (Hubertus45 WP)
I 1838 indledtes en ny æra i byen med byggeriet af det ganske store råd-, ting- og arresthus på Nytorv,
som stadig findes, og som blev restaureret i 2013. Det velproportionerede hus er tegnet af Jørgen
Hansen Koch, der var en af C.F. Hansens bedste elever. Takket være C.F. Hansen fik Koch så at sige ny-
34

klassicismen ind med modermælken, men rådhuset i Store Heddinge er et af de første eksempler på overgangen
fra nyklassicismen til den såkaldte historicisme, hvor man gjorde brug af en (til tider temmelig
uskøn) blanding af elementer fra tidligere stilarter. I stueetagen var der oprindelig tre arrestrum for mænd,
to for kvinder, en arrestforvarerbolig samt en vagtstue, mens der på første sal var indrettet rådstuesal, venterum,
vidnekammer og tingstue.
Efterhånden blev mange af byens lerklinede og stråtækte huse afløst af mere solide, grundmurede
huse, og byen mistede sit landsbypræg. Byen oplevede dog aldrig den helt store udvikling, og den gamle bykerne
med hovedgaden Algade, der forbinder Nytorv og Kirketorvet med byens kirke, er derfor stort set
bevaret.
Store Heddinge Kirke, der blev påbegyndt kort før 1200, er med sit karakteristiske ottekantede skib,
der kaldes en oktogon, en af Danmarks mest særprægede kirkebygninger fra middelalderen – også selv om
den blev udsat for en temmelig hårdhændet istandsættelse midt i 1800-tallet. Det fremgår af en indskrift fra
1457 på kirkens største klokke, at den antagelig har været indviet til Sankt Katharina af Alexandria, som
beskyttede unge kvinder og kvindelige studerende og var en af middelalderens mest elskede helgeninder.
Det lader sig ikke afgøre med sikkerhed, hvem der har bygget kirken, men oktogonen er en meget sjælden
kirkeform, og bygningen er af en kvalitet, der ligger et godt stykke over, hvad man ellers ser på Stevns. Bygherren
må altså have været en person med både kvalitetssans og et indgående kendskab til byggemåder i
fremmede lande. Et forbillede kan have været Karl den Stores hofkapel i Aachen, og der gættes derfor på, at
det var Valdemar Sejr, som lod sig inspirere af dette riddertidens forbillede. I hvert fald vides det, at Store
Heddinge voksede op omkring en kongsgård.
→ Store Heddinge Kirke, Kirketorvet 9, 4660 Store Heddinge.
19. HØJERUP
Et hanefjed hver julenat
FTER Store Heddinge passerer Margueritruten tæt forbi Højerup gamle kirke, der knejser
E
30 meter over havet på kanten af klinten. Ifølge et gammelt sagn flyttede kirken sig hver
julenat et hanefjed ind i land, men det var åbenbart ikke tilstrækkeligt (ifølge pålidelig kilde
er et hanefjed ca. 15 cm), for kirken er så tæt på at styrte i havet, som den kan være.
Da den blev indviet i 1357, må den have ligget et godt stykke fra den nuværende kystlinje,
og den modstod faktisk havet, der stille og roligt åd sig ind på klinten, i 571 år. Men en sommerdag i
1928 styrtede kirkens kor i havet i forbindelse med et klinteskred, og siden har den ikke være benyttet til
kirkelige handlinger. Man var åbenbart godt klar over, hvad vej vinden ville blæse, så allerede i 1910 gik
man i gang med at bygge en ny kirke i Højerup, som lå længere inde i land. Den er bygget i tidens historicistiske
stil med et borglignende tårn og en vis lighed med de ældgamle landsbykirker i romansk stil med
35

undbuede vinduer. De vrængende ansigter, som ofte findes på stevnske kirker, ses to steder på muren. De
skal ifølge traditionen værne den hellige kirke mod onde magter.
Højerup gamle kirke, Stevns Klint (Tage Klee, SydkystDanmark)
Når man står ved den gamle kirke, har man et fortræffeligt udsyn over den 18 kilometer lange klintekyst,
som man kan følge hele vejen på en trampesti fra Bøgeskov Havn i nord til Rødvig Havn i syd. Neden
for stranden er der et fint ”jagtrevir” for fossiljægere, og klinten opsøges ofte af fugleinteresserede, der især
om foråret og efteråret kan nyde synet af de mange fugle lige fra store rovfugle som rød glente, kongeørn og
havørn til masser af gæs, traner og andre trækfugle.
Midtvejs mellem Højerup og Rødvig kan man konstatere, at klinten rummer andet og mere end flint,
kalk og fiskeler. Dybt nede i klinten ligger nemlig Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der under den kolde krig
efter 2. Verdenskrig var en tophemmelig brik i NATO’s forsvarsstrategi. Sagen var, at hvis der skulle udbryde
krig mellem øst og vest, ville Stevns komme til at ligge i allerforreste linje. Derfor blev fortet bygget, og i
40 år var besætningen i det atomsikre fort klar til krig døgnet rundt. I dag kan alle og enhver stifte bekendtskab
med dette stykke historie, som de færreste i samtiden havde nogen anelse om. På en guidet tur
ser man det underjordiske fort med sine 1,8 kilometer lange gange 18 meter under jordoverfladen.
→ Højerup gamle kirke, Højerup Bygade 30, 4660 Store Heddinge.
→ Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Korsnæbsvej 60, 4673 Rødvig Stevns. oesm.dk
36

20. RØDVIG
Fra flint til fajance
F
RA Højerup Kirke til Rødvig går Margueritruten langs Stevns Klint og passerer naturperlen
Boesdal Kalkbrud, hvor der indtil 1970’erne blev gravet kalk til jordbrug og mørtel.
Man kan stadig se resterne af to af de gamle kalkovne, og den store pyramideformede lagerbygning
ligger her også stadigvæk.
Flintovn, Rødvig havn (Stig Nygaard WP)
Rødvig var i 1800-tallet ikke stort mere end en klynge fiskerhuse og en gammel skanse, men det
ændrede sig, da jernbanen fra Køge til Rødvig åbnede i 1879 med kongelig deltagelse, flag, æresporte, hurraråb
og festmiddag. Rødvig Havn er faktisk Sjællands næststørste fiskerihavn, og når man slentrer en tur på
havnen forbi lystsejlerne og fiskerbådene, ser man det mere end 100 år gamle skibsværft og det fine, gule
pakhus. Man kan heller ikke undgå at bemærke den hvide flintovn, der er blevet Rødvigs vartegn.
Der var nemlig masser af flint på stranden ved Rødvig, og det kunne brændes og bruges til fajance. En
stevnsk skipper ved navn Rasmus Larsen havde lagt mærke til, at franske skibe sejlede til København med
37

flintmel, som er brændt flint, og i 1870 gav det ham ideen til sammen med godsejeren på Gjorslev at bygge
en flintovn ved havnen i Rødvig.
Den brændte flint, der er hvid og bruges til fajancens lyse glasur, blev aftaget af den københavnske fajancefabrik
Aluminia. Fajance er lertøj, der brændes ved en lavere temperatur end porcelæn, og derfor er
det billigere at fremstille. Man brænder fajancen to gange, og efter den første brænding dekorerer man med
farverige mønstre og dypper i den lyse glasur. Når man så brænder anden gang, smelter glasur og dekoration
sammen og danner en robust overflade. Ovnen blev anvendt indtil 1910, hvor fabrikken i København
anskaffede sin egen ovn, så den kunne nøjes med at købe rå flint fra Stevns. Men Rødvig ville ikke undvære
sin flintovn, og den nuværende fra 1987 er faktisk den tredje på stedet. Der er tale om en kopi af den oprindelige
ovn, opført af kalksten fra nedrevne huse i byen.
Kroen i Rødvig, der blev etableret af Maren og Hans Christiansen i 1844, er næppe den første i det
gamle fiskerleje. I hvert fald fortælles en historie om tre brødre fra Rødvig, der var blevet taget til fange
under Svenskekrigen 1657-60. Det lykkedes dem imidlertid at flygte fra deres svenske fængsel tillige med
fangevogterens datter, der var blevet forelsket i en af brødrene. De benyttede fængselsporten som søgående
fartøj, men da det undervejs blev stormvejr, måtte de trække lod om, hvem der skulle forsvinde i bølgerne.
Det lykkedes på nærmest mirakuløs vis det unge kærestepar at nå til Rødvig, hvor de slog sig ned, og hvor
de og deres efterkommere blev krofolk, fiskere og lodser.
I 1919 var man så vidt, at der også blev bygget et badehotel i det idylliske fiskerleje. Udsigten over
bugten var jo ikke at kimse ad, og bade kunne man også. Det kom til at hedde Hotel Klinten, og det blev
bygget af kridtkvadrer fra Stevns Klint. Under 2. Verdenskrig blev det beslaglagt af værnemagten, og siden
blev det benyttet som plejehjem i regi af Statens Åndssvageforsorg. Efter at have stået tomt i en periode blev
det nedrevet og erstattet af den nuværende kursusejendom, der åbnede i 1981.
→ Rødvig Havn, 4673 Rødvig Stevns.
21. VEMMETOFTE
Pietistisk protest
REDERIK 4. var givetvis en af Danmarks mest kvindekære monarker; den eneste, der antagelig
kan gøre ham rangen stridig, er Christian 4. Under alle omstændigheder er det
F Frederik 4., der, endskønt han slet ikke var til stede, spiller en ikke ubetydelig rolle i historien
om Vemmetofte Kloster, som Margueritruten passerer mellem Rødvig og Faxe Ladeplads.
Vemmetofte købtes i 1694 af Christian 5.s dronning Charlotte Amalie (1650-1714). Hun blev overmåde
populær, da hun i 1700 blev boende på slottet i København (mens sønnen Frederik 4., der netop
havde afløst sin far Christian 5. på tronen, befandt sig i Holsten) og deltog i organiseringen af byens forsvar i
38

egyndelsen af Store Nordiske Krig. København blev bombarderet af en engelsk-hollandsk-svensk flåde,
men led ikke nævneværdig skade. Det fortælles, at Charlotte Amalie egenhændigt udvirkede, at byens kommandant,
general Schack, fik taget sig sammen til at udlevere kanoner til et trængende batteri i Dragør.
Vemmetofte (Morten Idriss Nygaard WP)
Charlotte Amalie var opdraget i den reformerte tro, og det prægede hele hendes liv. Hendes plan med
Vemmetofte var da også at indrette et kloster for adelige jomfruer af protestantisk eller calvinistisk tro.
Tanken var, at ugifte kvinder af bedste byrd skulle leve i et fællesskab, baseret på den tysk-reformerte tankegang,
men hun kom aldrig så vidt. Hun overlod ved sin død projektet til prins Carl (1680-1729) og prinsesse
Sophie Hedevig (1677-1735), som – ud over Frederik 4. – var de eneste af hendes syv børn, som
nåede voksenalderen.
Prins Carl arvede Vemmetofte og satte gang i en omfattende ombygning, der i perioden 1715-21
gjorde herregården til et firfløjet barokslot, men klosterideen blev sat på pause, fordi Carl selv flyttede ind.
Han forlod nemlig København i protest mod broderen Frederik 4.s udsvævende livsførelse i almindelighed
og hans giftermål i 1721 med den ikke-fyrstelige Anna Sophie Reventlow fra Clausholm i særdeleshed.
Sophie Hedvig delte Carls opfattelse af storebroderen og flyttede med til Vemmetofte, hvor de to søskende
lod sig opvarte af et miniaturehof, bestående af 70 personer. Det lille hof omgav sig med stor rigdom, men
samtidig gennemsyredes hoflivet af de to søskendes udprægede pietisme. Da den svagelige prins Carl døde,
overtog Sophie Hedevig Vemmetofte, og det var hende, der kort før sin død førte moderens klosterplaner
39

ud i livet. Fundatsen fra 1735, der krævede streng klostertugt, blev først ophævet i 1975 og erstattet af en
ny fundats, som gør det muligt for både ægtepar og enlige mænd at bo på klostret. Der er offentlig adgang til
haven.
→ Vemmetofte Kloster, Klostervej 3A, 4640 Faxe. vemmetofte.dk
22. JOMFRUENS EGEDE
De tre jomfruer
ÅR man kører ad Margueritruten mellem Faxe og Haslev, kommer man forbi den fotogene
herregård Jomfruens Egede, hvor alle og enhver i vore dage kan afholde bryllup el-
N ler en anden fest i de herskabelige omgivelser. I skrivende stund er Jomfruens Egede
dog lukket ”på ubestemt tid på grund af omstruktureringer”.
Gårdens usædvanlige navn kræver en nærmere forklaring. Oprindelig hed den
Egede eller Egedegaard, og den optræder første gang midt i 1300-tallet. Fra 1540 ejedes den af Billeslægten
i skikkelse af lensmand Hans Bille (1470-1542), der tilbragte de sidste par år af sit begivenhedsrige liv
på Egedegaard. Da hans enke døde i 1548, blev gården opdelt i to halvdele. Den ene halvdel havnede hos
slægten Barnekow, mens Hans Billes to døtre, Ermegaard og Birgitte, fik den anden halvdel, og da de to
gammeljomfruer begge døde i 1587, blev deres andel overtaget af en ugift datter af Hans Billes bror ved
navn Ingeborg. I virkeligheden var der altså hele tre jomfruer i spil, og det er på grund af dem, at gården kom
til at hedde Jomfruernes Egede. Det er således strengt taget en historieforvanskning, at der i vore dage kun
er én jomfru i gårdens navn.
Der hengik godt og vel 60 år, inden den skånske adelsmand Tage Andersen Thott igen samlede
godset på én hånd. Han havde antagelig gabt over mere, end han kunne klare, og i 1631 solgte han herregården
til Jens Sparre fra Sparresholm. Det var Sparres barnebarn, Sidsel Kaas, som i 1662 bragte gården
til sin ægtemand, Vincents Joachim Hahn (1632-80). Hun var såmænd kun 16 år gammel, men Hahn var
ikke blot en flot fyr, han var også overjægermester og desuden pot og pande med Christian 5. Sagen kompliceredes
imidlertid af, at hun allerede var forlovet med en noget ældre nabo, og selvom Hahn fik kongen til
at give sit samtykke til ægteskabet, ville naboen ikke uden videre give slip på den unge skønhed. Men det var
der råd for: Hahns mænd gav naboen en dygtig dragt prygl med det resultat, at han resten af sit liv var ”ilde i
hovedet”. Ægteskabet blev i øvrigt ikke til lykke for Sidsel Kaas; ægtemanden var stort set kun optaget af
jagt, druk og andre kvinder, og hun døde da også allerede som 22-årig.
Den næste ejer af Jomfruens Egede var på ingen måde jomfru. Sophie Amalie Moth (1654-1719),
der købte gården i 1674, var Christian 5.s elskerinde og fødte ham hele seks børn, der kom til at bære navnet
Gyldenløve. Da kongen døde i 1699, trak hun sig tilbage til Jomfruens Egede og gjorde intet særligt
væsen af sig. I 1786 overtog Christian Frederik von Holstein-Rathlou Jomfruens Egede og lod tidens fø-
40

ende arkitekt C.F. Harsdorff ombygge hovedbygningen til det nuværende empireanlæg. I dag ejes gården
af slægten Moltke.
Jomfruens Egede (ukendt)
→ Jomfruens Egede, Kirkevej 7, 4640 Faxe. jomfruensegede.dk
41

23. HESEDE OVERDREV
Et jordisk paradis
LMINDELIGVIS skal man ty til bibelhistorien, hvis man vil finde paradisets have, men
A
man behøver faktisk ikke at gå helt tilbage til Adam og Eva for at aflægge besøg i en paradishave.
En sådan ligger nemlig ved Høje Ullerup i Hesede Skov et par kilometer fra
Margueritruten mellem Haslev og Næstved.
Paradishaven stammer fra 1813, da Gisselfeld Kloster etablerede Hesede Planteskole,
der dengang var Danmarks første forstbotaniske have. Den blev senere udvidet med stauder, stenhøjsplanter
og prydbuske, og i 1890 plantede man det mammuttræ, som nu er nået op i en højde på 50
meter. Planteskolen leverede sjældne planter til det meste af Europa, bl.a. til Botanisk Have i København, da
den fik sin nuværende placering i 1870.
Villa Gallina (Elgaard WP)
Planteskolen, der rummede landets største samling af fremmede og eksotiske vækster med 250
forskellige arter og omkring 600 træer, lukkede i 1925, men de mange planter og træer fortsatte med at
vokse, og området blev efterhånden til et temmelig ufremkommeligt vildnis med ganske få stier. Det var der-
42

for tiltrængt, da hele den enestående forstbotaniske have blev renoveret i 2009. Den er nu gjort tilgængelig
for offentligheden, og den lille stald er indrettet som informationshus.
Fra Paradishaven, hvortil der er gratis adgang, er der et par hundrede meter til det dramatiske landskab,
som kaldes Svenskekløften eller Djævlekløften. Der er tale om en 25 meter dyb smeltevandskløft fra
sidste istid, hvor Svenskebækken løber i bunden. Navnene hænger sammen med, at svenske tropper under
krigen i 1660 skal have gemt sig her for undslippe Gøngehøvdingen Svend Gønge og hans snaphaner.
På selve Marguritruten ligger Villa Gallina, der blev bygget som ”bekvemmelighedssted og traktørsted”
i 1852. Dengang lå stedet på landevejen mellem København og Næstved, om end godt gemt i skoven.
Det er imidlertid umagen værd at opsøge det fine bindingsværkshus, og når vejret er til det, er der ikke noget
mere hyggeligt end at sidde på den store terrasse og nyde udsigten til skov og sø, mens man drikker
kaffe og spiser kage eller sætter tænderne i et stykke smørrebrød.
Navnet Villa Gallina kan undre, men det skal stamme fra det latinske ”gallina”, der betyder høne, og
velsagtens er forklaringen, at der i nærheden oprindelig lå et husmandssted ved navn Hanebjerghus, som
brændte. Villa Gallina fik sit nuværende udseende engang i 1890’erne, da arkitekten Martin Nyrop, der
netop var i færd med at fuldføre sit hovedværk i form af Københavns Rådhus, fik til opgave at istandsætte og
modernisere Gisselfelds huse i den nationalromantiske stil, som var Nyrops særkende, og som navnlig fremgår
af de svensk-røde tømmerkonstruktioner og bindingsværk samt de grønne vinduer og døre.
→ Paradishaven, Villa Gallinavej, 4690 Haslev.
24. NÆSTVED
Birgittes og Herlufs skole
ET er ikke så ofte, at man helt nøjagtig kan fastslå, hvornår et kloster kom til verden. Men
D
det kan man i Herlufsholms tilfælde: Datoen er den 29. november 1135. Det var den dag,
hvor den rige, sjællandske stormand Peder Bodilsen (død ca. 1142) sammen med sin mor
Bodil og sine to brødre Hemming og Jørgen stiftede et benediktinerkloster i Næstved, der
fik navnet Sankt Peders Kloster. Peder Bodilsen var ikke blot rig, men han blandede sig
også i politik. Hans våbenfælle var biskop Eskil i Roskilde (som da også bidrog til oprettelsen af klostret), og
Peder Bodilsen var stærkt medvirkende til, at Eskil kunne afløse Asser som ærkebiskop i Lund i 1137.
Klostret, der fra en gang i 1300-tallet blev kaldt Skovkloster på grund af den idylliske beliggenhed i
skovene ved Suså, havde plads til omkring 30 munke og fungerede både som sygehus, alderdomshjem og
fattighus. Med årene blev det endog særdeles rigt, og kort før Reformationen i 1536 ejede det mere end
440 ejendomme på Sjælland og Møn.
Med Reformationen inddrog kronen alt kirkeligt gods, men først i 1559 forlod den sidste munk Skovkloster.
Året efter gav kongen klostret til admiral Herluf Trolle (1516-65) mod til gengæld at få Hillerøds-
43

holm, der senere blev til Frederiksborg Slot. Trolle omdøbte klostret til Herlufsholm og markerede overgangen
til herregård ved at tilføje renæssancegavle. Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye (ca. 1511-
74) fik ingen børn, og den 23. maj 1565 blev deres beslutning om at etablere en skole på Herlufsholm ført
til protokols. Det fremgår af fundatsen, at den henvender sig til ”adelige og andre ærlige mænds børn” (hvormed
på daværende tidspunkt naturligvis kun mentes drenge).
Kun en måned senere døde Trolle. Han blev som øverstkommanderende for den danske flåde dødeligt
såret den 4. juni 1565 i et slag mod den svenske flåde ud for Fehmarn i Østersøen. Det fik imidlertid
ingen betydning for skolen, for Birgitte Gøye trådte i hans sted som skolens første forstander. Siden har en
række af landets mest betydningsfulde mænd været forstandere for skolen, der i 1966 for første gang optog
piger.
I dag er den landets største kostskole med mere end 600 elever fra 6. klasse til og med studentereksamen,
og omkring halvdelen er kostelever. Birgitte Gøye er stadig til stede i form af inskriptionen ”Frygt
Gud, gør ret og forlad dig ikke på mennesker” på skolens våbenskjold, og i betragtning af det røre, der i nyere
tid har været omkring skolen, er det måske ikke det dårligste valgsprog.
Herlufsholm (Steen Brogaard, Herlufsholm)
Herluf Trolle og Birgitte Gøye er begravet i et kapel under koret i kirken. Ved Trolles fødder ligger
en løve, som er symbolet på tapperhed, mens Birgitte Gøye har selskab af en hund, der symboliserer trofasthed.
I kirken kan man den dag i dag se admiralens rustning med det dødbringende skudhul i venstre lår.
→ Herlufsholm, Herlufsholms Allé 170, 4700 Næstved. herlufsholm.dk
44

25. GAVNØ
Trolles trold
YD for Næstved går Margueritruten forbi herregården Gavnø og den lille landsby Vejlø.
S
Gavnø er en gammel middelalderborg, som takket være Margrete 1. blev til et nonnekloster
i 1402. Efter Reformationen forvandlede Hans Johansen Lindenov (1542-96) Gavnø til en
standsmæssig bolig for en fremtrædende adelsmand, og i 1663 afløstes Lindenovslægten af
viceadmiral Niels Trolle (1599-1667) fra Trolholm (Holsteinborg), der byggede videre på
Gavnø. Hans enke Helle Rosenkrantz (1618-85) byttede imidlertid Gavnø med en herregård i Skåne, og
dermed blev Knud Thott (1639-1702) ejer af Gavnø.
Gavnø (Mark König WP)
Han var en driftig og energisk landmand, der forbedrede godsdriften, og med Otto Thott (1703-85)
fik Gavnø endnu en dygtig administrator. Han satte sit markante præg på Gavnø ved at lade arkitekten Jacob
Fortling udstyre hovedbygningen med de nuværende, gule rokokofacader og gjorde i det hele taget Gavnø
til et af Danmarks fineste rokokoslotte. Også den store malerisamling, der med sine mere end 1.000 malerier
betegnes som Nordeuropas største, private samling, skyldes først og fremmest Otto Thott og hans store
interesse for kunst. Kapellet i Gavnøs sydfløj stammer i store træk fra nonneklostrets tid, men er siden blevet
afkortet med to fag mod vest. Det farverige interiør skyldes først og fremmest enken Helle Rosenkrantz,
45

der ville mindes sin mand Niels Trolle. Prædikestolen fra 1670 er udført på det berømte billedskærerværksted
i Næstved af Abel Schrøder d.Y. og bæres af en hovedløs trold med ansigt på maven.
Dermed refereres til slægten Trolles våbenskjold: En julemorgen red en af slægtens riddere til kirke,
men blev på vejen stoppet af en ung pige, der tilbød ham et bæger. Hvis han drak af det, ville han få skænket
evig ungdom. Ridderen tog bægeret, men kylede det over venstre skulder og huggede hovedet af pigen. På
hjemvejen fra kirken lå der en hovedløs trold på vejen, hvor han havde mødt pigen – som altså i virkeligheden
var en trold, der havde forsøgt at lokke med ridderen. Men den kløgtige Trolle havde gennemskuet den
fæle trolds list, og derfor bærer slægten en hovedløs trold i sit våbenmærke: Trolle’rne kan med andre ord
gennemskue falskheden, når og hvor de møder den.
I Vejlø Kirke, som også tilhørte Gavnø, bæres prædikestolen, der ligeledes er udført af Abel Schrøder
d.Y, også af en trold, men den er ikke hovedløs; til gengæld er den af uforklarlige årsager udstyret med kvindelige
attributter.
→ Gavnø, Gavnø 2, 4700 Næstved. gavnoe.dk
26. BROSKOV
Oldtidsvejen
D Margueritruten mellem Næstved til Præstø kommer man kort før Præstø til Broskov,
A
hvor man så at sige kan møde Margueritrutens forgænger i form af ”Oldtidsvejen”, som
er et af de bedst bevarede vejanlæg fra Danmarks oldtid, og som er blevet betegnet som
”Nordens flotteste oldtidsvej”.
Vejanlæg kendes langt tilbage i historien. Det begyndte med nogle stier gennem
landskabet, som blev benyttet af gående eller ridende, når de skulle til og fra bopladser og vandingssteder.
Hvor man skulle gennem moser, enge eller sumpede lavninger, udlagde man allerede i stenalderen grene eller
planker, så man havde en større chance for at komme tørskoet over de fugtige områder. Det var det, man
gjorde omkring år 2.800 f.Kr. ved Tibirke i Nordsjælland: Man etablerede en 150 meter lang plankebro,
der blev fastgjort til 600 stolper, så det blev muligt at krydse Ramløse Å.
I ældre jernalder, måske allerede omkring 500 f.Kr., anlagde man de første stenveje, først og fremmest
ved vadestederne. Teknikken stammede fra Romerriget, hvor man var langt fremme med at anlægge
”rigtige” veje, der bestod af et tykt lag af skærver eller grus, som man placerede flade sten ovenpå. En sådan
brolagt vej findes også ved Tibirke, og den er dateret til et par århundreder før Kristi fødsel.
Vejen i ådalen ved Broskov er et fint eksempel på en sådan ”romersk vej”. Den 70 meter lange og 3,5
meter brede stenvej kan dateres til yngre romersk jernalder 3-400 e.Kr. På daværende tidspunkt var Hulebækken
og engene langs bækken en langt større forhindring for færdslen end i dag. Dengang var der langt
46

mere vand i bækken, og der var ingen dræning af engene, så området var betydeligt mere sumpet, og der var
derfor behov for et vejanlæg, der kunne føre de vejfarende nogenlunde tørskoet gennem dalen.
Efter at have været i brug i en periode opgav man tilsyneladende jernaldervejen. Den groede til, men
omkring tusind år senere blev den så at sige genopfundet. Der blev anlagt en ny vej, som til dels genanvendte
den gamle vej som fundament. Mod nord fortsatte vejen op over bakken gennem flere forskellige hulveje,
som stadig kan ses i terrænet.
Hvis man vil se flere vejanlæg fra oldtiden, er der kun omkring fem kilometer til Bårse, hvor man i ådalen
har fundet en meget velbevaret, stenbrolagt vej og svellebro fra vikingetiden, og hvor der allerede i yngre
stenalder ca. 3.500 f.Kr. har været en ris- og grenvej, der er blevet afløst af nye vejanlæg i bronzealderen og
i yngre jernalder.
→ Broskovvej, 4733 Tappernøje.
27. RONEKLINT
Til kamp mod englænderne
Å strækningen mellem Præstø og Jungshoved fører Margueritruten gennem den hyggelige,
lille landsby Roneklint, hvorfra man ad Batterivej kan gøre en afstikker til resterne af
P det firkantede forsvarsanlæg Roneklint Batteri, der blev opført omkring 1808 i forbindelse
med krigen mod englænderne 1807-14. Det var udstyret med fire kanoner, og formålet
var at sikre indsejlingen til Præstø mod fjendens skibe og at skabe en sikker rute for
de danske småskibe, der skulle bringe gods til og fra Præstø. Tilsvarende blev der anlagt en skanse ved
Strandegaard på Præstø Fjords nordside.
Batterierne var nødvendige, fordi englænderne havde tyvstjålet den danske flåde efter at have udsat
København for et voldsomt bombardement i september 1807. Danmark kapitulerede og måtte acceptere
englændernes krav om, at hele den danske flåde skulle udleveres. Det betød, at Danmark ikke længere var i
besiddelse af noget søværts forsvar, og at de danske kyster lå ubeskyttede hen. I løbet af forbløffende kort
tid blev der da bygget ikke mindre end 214 batterier eller skanser langs de danske kyster, heriblandt altså
ved Roneklint, hvorfra man forhåbentlig kunne få ram på en angribende flåde og i det hele taget holde et
skarpt øje med, hvad der foregik langs kysten.
Der blev fra begge batterier afholdt øvelsesskydninger, og de var ikke specielt populære hos de lokale
fiskere, som hårdnakket påstod, at spektaklet skræmte gedderne væk. Men den 22. juni 1812 var det alvor:
Da en konvoj på 120 danske småskibe var på vej fra Møn til København, blev den angrebet af engelske orlogsskibe.
Det lykkedes ikke englænderne at opbringe de danske skibe, fordi de engelske skibe kom under
hård beskydning fra både kanonbåde og de to batterier på land. Til sidst opgav englænderne og trak sig tilbage.
47

Roneklint Fyr (Præstø Lokalhistoriske Arkiv)
Skanseanlægget ved Roneklint var i sin tid ret betydeligt, men i dag er kun skansebanken og dens
ydre jordvolde og grave tilbage. Når man kommer ud for enden af Batterivej, møder man desuden det lille
fyr, der blev opført i 1894. Oprindelig var der i alt tre fyr, nemlig to forfyr og et bagfyr, som tilsammen skulle
lede sejladsen sikkert gennem det smalle løb ind til Præstø havn. Det fyr, som man ser i dag, er det vestlige
forfyr, som viste et fast grønt lys. Det østlige forfyr og bagfyret blev nedlagt i 1957, mens det vestlige
forfyr var i drift indtil 2003. Det brændte imidlertid i 2018 – formentlig antændt af en vildfaren nytårsraket
– men Vordingborg Kommune har sammen med lokale ildsjæle sørget for at få det genopført.
→ Roneklint, Batterivej, 4720 Præstø.
48

28. UGLEDIGE
Spildte Guds ord på Balle-Lars
ÅR man følger Margueritruten gennem Sydsjælland, kommer man lige syd for Præstø til
N
Allerslev. Herfra er der kun et par kilometer til landsbyen Ugledige, som den 16. oktober
1860 var skueplads for henrettelsen af en vis Lars Nielsen, der aldrig blev kaldt
andet end Balle-Lars efter moderens fødested Balle mellem Mern og Kalvehave. Helt
nøjagtig foregik henrettelsen på Galgebakken i Lekkendeskoven lige uden for landsbyen.
Lars Nielsens synderegister var langt. Han blev dømt for brandstiftelse, røveri og tyveri – og for mord.
Han havde nemlig skudt gårdmandsenken Ane Marie Hemmingsdatter gennem sovekammervinduet, da hun
var ved at gå i seng. Politiet havde oprindelig den myrdedes stedsøn i kikkerten, eftersom han stod til at arve
gården, men under en fugtig frokost hos sin svoger kom Balle-Lars til at tale over sig. Svogeren meldte ham
til politiet, men først efter at have siddet et halvt år i fængsel gik Balle-Lars omsider til bekendelse og tilstod,
at han havde fået 100 rigsdaler af stedsønnen for at begå mordet.
Senere trak Balle-Lars imidlertid sin tilståelse tilbage og erklærede, at han var uskyldig. Sagen kom til
at gå helt til Højesteret, der takserede hans forbrydelser til en dødsdom. Han skulle både miste sin hals og
have sit hoved sat på en stage. Dommen blev dog omstødt af Frederik 7., som syntes, at det måtte være nok,
at han blev halshugget.
Under hele sagen sad Balle-Lars fængslet i Præstø, og det blev derfor Præstø-præsten Jacob Elisius
Gjellebøl (1815-90), der fik den – skulle det vise sig – utaknemmelige opgave at berede Balle-Lars til døden.
Præsten aflagde ikke færre end 21 besøg i cellen hos den dødsdømte, men Balle-Lars viste ingen tegn
på anger. Præsten måtte til sidst konkludere, at Balle-Lars var ”forstokket og uimodtagelig for religionens
påvirkning”. Efter henrettelsen udgav pastor Gjellebøl i 1861 sine formaninger til Balle-Lars i et lille skrift,
som han gav titlen ”Spildte Guds ord på Balle-Lars”. Siden da har denne titel været en kendt og meget
benyttet talemåde i det danske sprog, når end ikke den mest veltalende prædiken formår at bringe en stædig
person til at ændre mening.
→ Galgebakken, Ugledigevej, 4720 Præstø.
49

29. STENSBY
Værftet ved Ulvsund
ORT efter Stensby på Sydsjælland kan man foretage en lille afstikker fra Margueritruten
K
til den idylliske miniaturehavn Petersværft, der ligger omkranset af skov for foden af en
stejl bakke. Den Peter, der har lagt navn til, er den københavnske storkøbmand Peter
Johansen (1723-98), der stammede fra Jungshoved.
Som dreng stak han af hjemmefra, og efter at have stået i handelslære i København
kom han ud at sejle, først til Rusland og siden til Ostindien og Kina. Han vendte hjem med en mindre
formue på lommen, og da de kongelige godser i Vordingborg Rytterdistrikt kom på auktion i 1774, købte
han hovedgården Kallehave nordøst for Langebæk, som han omdøbte til Petersgård.
Petersværft (ukendt)
Efter en del besvær fik han i 1777 kongelig tilladelse til på godsets område at ”indrette et ordentligt
skibsværft med fornødne broer og bolværker i søen for der at drive skibsbyggeri”. Værftet faldt så at sige på
et tørt sted. Der var stor efterspørgsel efter skibe, og fragtraterne steg, men samtidig stillede staten en præmie
i udsigt, hvis de nybyggede skibe var armeret med kanoner. På den måde kunne skibene nemlig forsvare
sig selv, og i ufredstider kunne de indgå i rigets søværts forsvar. Værftets første nybygning var en såkaldt
50

”snau”, dvs. et mindre orlogsskib, der var forsynet med 12 kanoner, og som fik navnet ”Enigheden”. Jomfrusejladsen
gik i 1781 til Vestindien.
Peter Johansens næste skibsbygningsprojekt var linjeskibet ”Cron Princesse Louisa Augusta” – det
største skib, som på daværende tidspunkt skulle bygges uden for København. Det var opkaldt efter Christian
7.s datter, det skulle gå på Ostindien og udstyres med hele 34 kanoner. Ikke overraskende var det stor
mundfuld for det lille værft, og det endte med, at skibet måtte bugseres til København. Men det blev i familien,
for Johansen ejede også Asiatisk Kompagni og det tilhørende værft, hvor skibet omsider blev bygget
færdigt i 1784. På Petersværft byggedes yderligere en ”snau” og et par mindre skibe, men så var det slut.
I 1791 fik Peter Johansen besked om, at flåden ønskede at anvende Petersværft som flådebase, men
først et par år efter Johansens død i 1798 erhvervede staten området. I 1805 blev der bygget et skur, hvor
man kunne placere en kanonchalup om vinteren, og i 1808 opførtes et officershus. Men i 1814 indså man,
at hele ideen var et misfoster, og officershuset kom i stedet til at tjene som enkebolig for den lokale skovrider.
Tilbage er i dag resterne af bolværket og molen samt officershuset og den røde barklade.
→ Petersværft, Petersværftvej, 4772 Langebæk.
30. STEGE
Arbejds- og Tugthuset
ARGUERITRUTEN følger hovedvej 59 fra Dronning Alexandrines Bro til Stege og
M
fortsætter ad Storegade. Straks efter broen over Stege Nor kan man i stedet dreje til venstre
ad Ved Havnen og Langelinie, og på den måde kommer man frem til en bygning,
der emmer af historie. Den vender ud mod Langgade, men ikke desto mindre er postadressen
Langelinie 44. Oprindelig blev denne bygning opført som navigationsskole i
1703, men skolen blev ikke synderlig benyttet, så den blev i 1727 flyttet til København. Derefter blev
ejendommen brugt som embedsbolig for forskellige embedsmænd, indtil Christian 6. i 1737 resolverede, at
den skulle omdannes til arbejds- og tugthus.
Det var dog ikke meningen, at tugthuset skulle modtage særligt grove forbrydere, men i stedet være
et ”fornemmere” fængsel, hvor bedre bemidlede borgere mod betaling kunne anbringe ”uartige familiemedlemmer”
så som hustruer, der var ud til bens. Tugthusfangerne skulle fremstille manufakturer ved at
spinde og væve, og der blev ansat en tysk væver til at lede anstalten. De penge, som tugthuset tjente ved at
sælge de fremstillede varer, skulle gå til vedligeholdelse af bygningen. I øvrigt var der ikke råd til at bevogte
de indsatte; der blev ansat siger og skriver én opsynsmand, og det kan derfor ikke overraske, at antallet af
fangeflugter var betragteligt.
Kort efter Christian 7.s overtagelse af tronen i 1766 dukkede en kvinde op, som påstod, at hun var
uægte barn af Christian 6. Hun hed Anna Sofie Magdalene Frederikke Ulrikke og boede sammen med en
51

norsk student i København. Hun gjorde krav på en kongelig pension, og hoffet mente åbenbart, at sagen
måtte tages alvorligt, for i 1769 blev der nedsat en kommission af fremstående jurister, der skulle kulegrave
sagen. Selvom den unge dame kunne fremføre forskellige beviser, overbeviste hun ikke kommissionen, der
nåede frem til, at hendes påstand var ubegrundet. De lærde mente at kunne fastslå, at ”prinsessen” havde
været prostitueret i Amsterdam, og at hun var blevet behandlet for kønssygdomme i Tyskland. Kongen beordrede
hende derefter indsat i tugthuset i Stege på ubestemt tid, men på overraskende lempelige vilkår og
med en kongelig ”apanage” på 40 rigsdaler om året, der oven i købet senere blev forhøjet til 100 rigsdaler.
Hun sad i tugthuset til sin død i 1805.
Det lukkede i 1851 og blev derefter bl.a. anvendt som sindssygehospital. Efter en omfattende modernisering
åbnede Hotel Residens Møen i den historiske bygning i 2016.
→ Residens Møen, Langelinie 44, 4780 Stege. residensmoen.dk
31. SØMARKE
Dyssen med skålgruberne
Å Møn følger Margueritruten Stendyssevej på strækningen mellem Borre og Liselund, og
P
her passerer man lige øst for landsbyen Sømarke (med det idylliske gadekær) den imponerende
Sømarkedysse, der ligger smukt i 90 meters højde på en bakketop i det kuperede
landskab ”Høje Møn”.
Oprindelig har gravkammeret været lukket inde i en høj, men den blev gravet bort i
begyndelsen af 1800-tallet, antagelig fordi man havde en forestilling om, at stenene kunne slås i stykker og
finde praktisk anvendelse. Der er da også flækket et stykke af den store dæksten, og man skal næppe fæste
lid til en historie om, at det skyldes et lynnedslag.
Dyssen stammer fra stenalderen (3.400 f.Kr.), og i alt kendes der 119 af disse storstensgrave på
Møn. Ifølge arkæologerne er imidlertid kun en brøkdel af dem bevaret, og det menes, at der inden for en
periode på 500 år blev bygget op mod 500 storstensgrave på Møn. Der har altså været tale om et veritabelt
”gravbyggeboom”, hvor der i gennemsnit blev opført én grav om året. I den forbindelse er det værd at erindre,
at der medgår ca. 10.000 mandetimer til bygningen af en storstensgrav.
Sømarkedyssen er imidlertid speciel derved, at der på oversiden af den store dæksten er indhugget et
stort antal såkaldte ”skålgruber”, som er op til fem centimeter i diameter. Disse fordybninger hænger sammen
med en bronzealderkult – ergo er de tilføjet næsten 2.000 år efter dyssens opførelse. For at disse tegn
har kunnet spille en rolle i bronzealderens kultiske handlinger, må dækstenen naturligvis have været synlig
på det tidspunkt og ikke gemt af vejen i en jordhøj.
52

Sømarkedyssen (Bera WP)
Det er givet, at der er tale om hellige tegn, men det er fremdeles en gåde, hvad skålgrubernes rolle
helt præcis har været; formentlig har de dog spillet en rolle i forbindelse med den frugtbarhedskult, som
dyrkedes af bronzealderfolket. Eftersom de er cirkulære, kan der være tale om et billede på solen, men der
er også andre fortolkninger i retning af, at de er en markering af det kvindelige køn og derfor er en hyldest
til menneskenes forplantningsevne. Ifølge den nyeste optælling findes der i alt 458 skålgruber på Sømarkedyssen.
Skålgruberne er den mest primitive form for de helleristninger, som især kendes fra Sverige, og som i
Danmark findes på Bornholm. De mest anvendte symboler forestiller skibe, solen og mennesker i procession
med lurer og økser, men også samlejescener og pløje- og kampscener forekommer.
→ Sømarkedyssen, Stendyssevej 10-12, 4791 Borre.
53

32. TØVELDE
En geologisk naturperle
Å den del af den mønske Margueritrute, som går syd om Stege Nor, kommer man til den
P
lille bebyggelse Tøvelde, der sammen med Bissinge, Lille Bissinge og Svensmarke udgør
de såkaldte ”søndre byer”. De søndre byer nævnes i skriftlige kilder allerede i 1200-tallet,
men arkæologiske fund dokumenterer, at her har boet mennesker allerede i ældre stenalder.
Navnet Tøvelde betyder væld eller kilde og refererer til, at der oprindelig var to kilder
i byen. Kun den ene er tilbage og findes ved noret for enden af Kildestræde.
Fra Tøvelde kan man gøre en lille afstikker ad Strandstensvej, der fører ud til en parkeringsplads ved
Østersøen, som på dette sted hedder Hjelm Bugt. Et godt stykke ude i vandet ligger Tøveldestenen, som
givetvis er blevet ført hertil af isen under sidste istid for ca. 15.000 år siden. Det siger næsten sig selv, at der
er knyttet adskillige sagn og myter til en sten af den størrelse. Det hedder sig således, at den er så stor, at
man kan vende på den med både hest og vogn, at den giver sig til at brumme, når et uvejr er under opsejling,
og at den vender sig hver gang, den lugter nybagt brød (i så fald må den have en god lugtesans, for der er ærlig
talt et pænt stykke vej til nærmeste gård).
For de geologisk interesserede er stranden ved Tøvelde en rigtig lækkerbisken. Hvis man stiller sig
med ryggen til havet og kigger på den lave strandklint, kan man nemlig tydeligt se de grå og hvide lag, som
er afsat lige efter istiden oven på moræneleret, der stammer fra sidste istid. De indeholder et væld af informationer
om klimaet i perioden efter sidste istid og om de arter, som kom til Danmark, da klimaet blev varmere,
og isen trak sig tilbage i den såkaldte senglaciale periode for 14.000 år siden. Aflejringerne fungerer
med andre ord som en slags klimaarkiv, og ved hjælp af pollenanalyser får man et godt billede af vegetationen
og dermed indirekte af klimaet og miljøforholdene dengang.
Lagene blev oprindelig afsat i en lille lavvandet sø. I dag ses den i terrænet som et lavt liggende område,
der strækker sig et par hundrede meter ind i landet. De ældste lag ligger i sagens natur nederst, og
man kan tydeligt skelne hvide og musegrå lag. De hvide lag er grus med masser af kalkskaller fra muslinger,
mens de musegrå lag er en jordtype, der kaldes gytje, og som består af ler og ekskrementer fra de dyr, der
levede i søen for 11.500 år siden. Der er også fundet knogler fra små gnavere som mus og lemminger.
→ Tøveldestenen, Strandstensvej, 4780 Stege.
54

33. STUBBEKØBING
Bidt af en gal motorcykel
TUBBEKØBING, der med sin naturhavn ligger så smukt ved Grønsund, kan føre sin historie
helt tilbage til vikingetiden. En arkæologisk udgravning i 1980’erne godtgjorde nemlig,
S at her i vikingetiden har ligget et skibsværft. Stubbekøbing var et af de steder, hvor ledingsflåden
samledes, og her skal Svend Tveskæg ifølge Saxo være blevet taget til fange af vendiske
sørøvere. Han blev dog sat på fri fod igen, efter at danskerne havde betalt en løsesum, der
udgjorde kongens vægt i guld.
Stubbekøbing Kirke (Hubertus WP)
I middelalderen blomstrede byen takket være det rige sildefiskeri i Østersøen, og i 1354 fik Stubbekøbing
købstadsprivilegier. Handelen havde kronede dage, men i midten af 1500-tallet begyndte det at
gå ned ad bakke. Sildefiskeriet var efterhånden ikke, hvad det havde været, og under Svenskekrigene fik by-
55

en en hård medfart. Bedre blev det naturligvis ikke af, at havnen sandede til, og det var først med anlæggelsen
af en ny havn i 1842, at den langvarige krise slap sit tag i Stubbekøbing. Det var heller ikke nogen
skade til, at banen mellem Stubbekøbing og Nykøbing Falster åbnede i 1911. I de første årtier af 1900-tallet
steg indbyggertallet fra 1.600 til 2.200, og her har det ligget nogenlunde konstant siden da.
En tur gennem de charmerende gamle købstadsgader kan passende begynde på det smalle torv ved
byens kirke, der blev påbegyndt efter et vendisk angreb i 1158. Der er tale om en basilikalignende kirke
med midterskib og to sideskibe, og Sankt Annas Kapel på nordsiden har ry for at være en af landets smukkeste,
gotiske bygninger. Det stammer fra anden halvdel af 1400-tallet og er bygget af munkesten med bælter
af kridtsten og med blændingsgavle. Fra Torvet kan man gå ned ad Grønnegade, til højre ad Jernbanevej
og op ad Møllegade tilbage til Torvet. Det lønner sig også at slå et smut ind i Ringgårdsstræde, inden man
går en tur ad Vestergade, der er Stubbekøbings hovedgade, og hvorfra man via de små stræder kan få et kig
ned til vandet.
I en købmandsgård fra 1846 i Vestergade finder man Stubbekøbings museum, der fortæller om livet i
den lille provinsby omkring år 1900. Særligt interessant er samlingen af mål og vægte og det gamle køkken
med en gedigen samling af Glud & Marstrand’s berømte blå emaljekøkkentøj. Blikkenslager Poul Glud
(1850-1924) og isenkræmmer Troels Marstrand (1854-1929) startede i 1879 en produktion af tingenstande,
men i 1895 begyndte deres virksomhed også at fremstille det emaljerede køkkentøj, hvis kendteste
produkt var Madam Blå. Køkkentøjet blev en gedigen sællert; alene af Madam Blå blev der således i 1900
produceret 200.000 om året.
På Nykøbingvej i byens sydlige udkant ligger Danmarks Motorcykelmuseum, der blev grundlagt i
1977. Malermester Erik Nielsen fra Karleby havde i en lille menneskealder kørt land og rige rundt og derved
skabt en samling af 80 gamle motorcykler, hvoraf halvdelen var smukt istandsat, og han besluttede at
skænke samlingen til den daværende Stubbekøbing Kommune. Siden da er samlingen blevet endnu større
og omfatter nu 230 motorcykler, hvoraf man løbende udstiller 170. I 1983 blev museet udvidet med Benny
Ahlburgs store samling af sjældne, gamle radioer, højttalere, grammofoner og fjernsyn.
→ Stubbekøbing Museum, Vestergade 43, 4850 Stubbekøbing. stubmus.dk
→ Danmarks Motorcykelmuseum, Nykøbingvej 54, 4850 Stubbekøbing.
danmarksmotorcykelmuseum.dk
56

34. TROMNÆS
Generalens lysthus
P
Å Falster går Margueritruten gennem bøgeskovene på Østersøkysten og passerer en parkeringsplads
ved Tromnæs. Ud til stranden lidt længere mod syd ligger den fine, stråtækte
pavillon, som kaldes ”Generalens lysthus”. Den ”general”, der er tale om, er generalmajor
J.F. Classen (1725-92), for det var ham, der byggede det romantiske lysthus i 1780’erne.
Generalens lysthus (Erik Varbæk WP)
Trods den fine titel var det imidlertid ikke som militærmand, at J.F. Classen udmærkede sig. Tværimod
uddannede Classen, der stammede fra beskedne kår i Oslo, sig til teolog, men allerede under studierne
i København traf han Andreas Bjørn (1703-50), der på daværende tidspunkt var en af hovedstadens mest
indflydelsesrige forretningsfolk. Næsten på Lykke Per’sk maner fik Classen gennem ham kontakt til det
bedre borgerskab og smag for købmandsskab. Bjørn handlede med krudt, kugler og kanoner, og da han
døde, overtog Classen hans forretning.
57

Classens held var, at Frederik 5. i 1756 gav ham til opgave at stå for kanonproduktionen ved Arresøs
to vandmøller. Han blev udstyret med den fornemme titel generalkrigs- og ammunitionskommissær og fik
ansvaret for hærens finanser og forplejning. Classen kvitterede ved at opkalde kanonværket Frederiksværk
efter kongen, hvad der utvivlsomt behagede majestæten. Det blev en ualmindelig god forretning for Classen,
der på få år blev en hovedrig mand.
I 1768 investerede han en del af sine penge i godset Corselitze på Falster, og i 1775-77 forsynede
han Corselitze med en nyklassicistisk hovedbygning i to etager, der var tegnet af Andreas Kirkerup. Den
travle mand opholdt sig dog kun på Corselitze om sommeren, hvor han nød at færdes i den smukke natur i
skov og ved strand. På sit yndlingssted ved stranden lod han opføre den lille, stråtækte pavillon med den karakteristiske
træsøjleforhal. Også her var Andreas Kirkerup arkitekt, og man aner et vist slægtskab med Kirkerups
lille mirakel Liselund på Møn. ”Generalens Lysthus” blev i øvrigt i en periode anvendt som traktørsted.
Det begyndte med, at falstringerne under 1. Verdenskrig kom med deres kaffekander og fik hældt kogende
vand på bønnerne, men fra 1917 blev sommerserveringen sat i system med salg af kaffe med kage,
smørrebrød og is.
Da Classen var barnløs, bestemte han, at hans ikke ubetydelige formue skulle anbringes i Det Classenske
Fideicommis og anvendes til at ”understøtte og befordre vindskibelighed og arbejdsomhed” og at
”danne nyttige mennesker til statens bedste”. Der er offentlig adgang til Corselitzes park.
→ Generalens Lysthus, Tromnæs Alleen 2, 4800 Nykøbing Falster. corselitze.dk
35. NYKØBING FALSTER
Czarens Hus
Å Torvet i Nykøbing Falster, nærmere bestemt på hjørnet af Færgestræde og Langgade,
P
ligger et smukt bindingsværkshus, som bærer det lidt pudsige navn Czarens Hus. Det
lader sig ikke gøre nøjagtig at fastslå, hvornår huset er bygget, men eksperterne mener, at
det må stamme fra tiden omkring 1690. Man ved, at ejendommen var ejet af tolder Casper
Wichmand i årene 1672-96, og eftersom der er fundet en sølvmønt i soklen, som er fra
1689, tyder meget på, at det er Wichmand, der har bygget hjørnegården. Han blev nemlig en særdeles holden
mand, dels fordi han giftede sig til en pæn slat penge, dels fordi han sad inde med byens vinmonopol, og
dels fordi han havde ret til at opkræve afgifter på færgebroen. Under alle omstændigheder lå huset her i
1716, for da ejedes det af gæstgiver Iver Rosenfeldt, og det var ham, der tog mod zar Peter den Store af
Rusland.
Frederik 4. havde under Store Nordiske Krig indgået en alliance med den russiske zar, og planen var
at invadere Skåne med hjælp fra den russiske flåde. Mens flåden lå for anker ud for København, besøgte zaren
Nykøbing Falster i juli 1716, og selvom det vel havde været mest naturligt at lade ham dinere på Nykø-
58

ing Slot, valgte han at blive bespist på gæstgiveriet. Ifølge den lokale apotekersøn, som åbenbart var til stede,
bestod det fyrstelige traktement af brød, smør, hollandsk ost samt øl, brændevin og vin. Der blev opsat
en mindeplade på muren med teksten ”Ihre Czarische Maiestät zu Moscovien Peter Alexewitz hat hier gespeiset
Anno 1716”, og siden har huset været kendt som Czarens Hus.
Efterfølgende fungerede huset i en periode som købmandsgård, men fra 1833 var gæstgiveriet hovederhvervet.
De russiske relationer blev så at sige genoplivet i 1867, da Christian 9. besøgte stedet sammen
med sin svigersøn, den kommende zar Alexander 3., der blev gift med den danske prinsesse Dagmar.
Det fortælles, at det sågar lykkedes gæstgiver Henriksen at få den russiske statskasse til at betale en tredjedel
af omkostningerne til en tiltrængt restaurering af huset i 1898. Også Christian 10. og dronning Margrethe
har besøgt huset, der blev anvendt som hotel og gæstgiveri indtil 1923, hvor det blev købt til brug for
Museet Falsters Minder. Museet indgår i dag i Museum Lolland-Falster og rummer Museum Obscurum med
en samling af uhyggelige mærkværdigheder.
→ Czarens Hus, Færgestræde 1A, 4800 Nykøbing Falster. museumlollandfalster.dk
36. NYSTED
Læge og gudbenådet digter
ARGUERITRTUEN passserer på Lolland Danmarks sydligst beliggende købstad Nysted,
som er en af landets mest maleriske småbyer. Mange af de små, velholdte huse er
M fredede, og det lønner sig absolut at gå en tur fra Gammeltorv ad hovedgaden Adelgade.
I Adelgade passerer man det hus, hvor Emil Aarestrup (1800-56) etablerede sin
praksis som nyuddannet læge i 1827. Han praktiserede i byen i 11 år – men han havde
åbenbart tid til overs, for han fik i alt 12 børn (deraf dog kun de fem, mens han boede i Nysted) med sin hustru
Caroline. Hun var hans otte år yngre kusine, som han som ung havde været vanvittigt forgabt i, og som
han havde giftet sig med, kort før han kom til Nysted. I øvrigt havde han allerede i 1822 fået et barn med den
ti år ældre Louise Spengler, hos hvem han boede til leje, mens han studerede på universitetet i København.
Trods den første besættelse ser det imidlertid ikke ud til, at Aarestrup oplevede, at ægteskabet med
Caroline var udpræget lykkeligt, og i sine digte var det ikke hustruen, han fantaserede om. Aarestrup var læge
for familien Raben på Ålholm Slot, og i ”Erotiske situationer” beskriver han en kurrejse til Karlsbad i
1832 sammen med den syge komtesse Amalie Raben, som han undervejs blev stadig mere forelsket i. Kuren
havde imidlertid ingen effekt, og komtessen døde på hjemrejsen. Den forelskede provinslæge var også en
gudbenådet digter, som i sin elegante lyrik først og fremmest gav sig til kende som en sværmende erotiker.
Med Aarestrups egne ord: ”Jeg er legende, drømmende, sværmende, elskende, døende, digtende”.
Men doktormanden forhastede sig ikke. Hans første digtsamling udkom først i 1837, og nogen udpræget
sællert var den ikke; efter tre måneder var der solgt siger og skriver 40 eksemplarer. Aarestrup var
59

antagelig et nummer for frisindet for datidens konventionelle – for ikke at sige bornerte og sexforskrækkede
– borgerskab. Derefter koncentrerede Aarestrup sig om sin tilværelse som læge og munter selskabsløve, og
først efter hans død udkom hans anden digtsamling, der meget passende kom til at hedde ”Efterladte digte”.
Den sødmefyldte erotik i digtene placerer ham – trods manglende anerkendelse i samtiden – som en af Danmarks
fineste digtere fra den senromantiske periode.
Interiør fra Emil Aarestrups hus (Ramblersen2 WP)
→ Museet Aarestrups Hus, Adelgade 80, 4880 Nysted. aarestrup-foreningen.dk
60

37. SØHOLT
Danmarks bedst bevarede barokhave
MKRANSET af store skove lyser Søholts kridhvide hovedbygning med det renoverede
O
haveanlæg op i det idylliske landskab ved Maribosøerne. Herregårdens historie begynder
med en længst forsvunden landsby ved navn Bregerup. Her lå i 1389 en Sankt Jørgensgård,
der var et hospital for spedalske. Sankt Jørgen var skytshelgen for fattige og syge, og hans
navn blev derfor knyttet til de omkring 35 hospitaler, som blev oprettet rundt om i Danmark
fra begyndelsen af 1100-tallet. Sygdommen var dengang uhelbredelig, og da den samtidig er meget smitsom,
valgte man helt bogstaveligt at udelukke de spedalske fra resten af samfundet. De blev simpelt hen
spærret inde og afskåret fra enhver kontakt med deres familie.
I slutningen af middelalderen var sygdommen så godt som udryddet i Danmark, og hospitalet i Bregerup
blev med tiden til en gård, som kaldtes Bregerupgaard, og som sammen med en række andre lollandske
gårde kom i Morten Venstermands (1536-1610) besiddelse. Det samlede gods kaldte han Søholt, men da
der ikke var nogen standsmæssig bolig på Søholt, logerede han og hustruen Anne Galt på Pederstrup, der
var en anden af hans lollandske ejendomme.
Ad forskellige omveje kom Søholt i 1637 til Just Friederich von Pappenheim (død 1649), der stammede
fra Holsten. I 1609 havde han fået den ganske betroede stilling som kammerjunker for den udvalgte
(og særdeles udsvævende) prins Christian (1603-47), der var søn af Christian 4., og som var blevet valgt
som tronfølger i 1608. Efter en skandale med elskerinden Anne Lykke på Harridslevgaard på Nordfyn gik
det imidlertid jævnt ned ad bakke for prinsen, og han endte med at drikke sig ihjel.
Von Pappenheim opførte i 1647 en hovedbygning på Søholt, bestående af to bindingsværksfløje. Det
er dog ikke fra denne von Pappenheim, at vi har udtrykket ”at kende sine pappenhejmere”. Udtrykket anvendes
af den tyske digter Friedrich Schiller i skuespillet ”Wallensteins død” fra 1800 og refererer til den
tyske feltherre Gottfried Heinrich von Pappenheim (1594-1632), hvis hær bestod af lutter upålidelige lejesoldater.
Von Pappenheims enke Regitze Urne var nødsaget til at pantsætte godset og gården, og det endte
med, at en af panthaverne, Henning Ulrich von Lützow (1649-1722) overtog Søholt. Han anlagde den
smukke have med springvand, kaskader og statuer, og sønnen Christian Frederik von Lützow (1701-59),
der var berømt for sine overdådige fester, fortsatte i et endnu mere pompøst spor ved at udstyre haven med
”perspektiver af norske fjelde, sejlende skibe og italienske vinbjerge”.
Gennem ægteskab kom Søholt i 1796 i Frederik Julian Christian von Bertouchs (1764-1831) besiddelse.
Han giftede sig tredje gang med Louise Juliane von Wallmoden (1775-1831), og ægteparret samlede
om sommeren en kreds af tidens store kunstnere på Søholt, bl.a. Thorvaldsen og Oehlenschläger.
Oehlenschläger beretter således, at selskabet gik tur i haven og i skoven i al slags vejr, og at der sædvanligvis
blev musiceret om aftenen, eftersom alle børnene spillede klaver eller violin, og at han og husets vært sam-
61

men lod deres sangrøst høre. I 1804 opførte Bertouch en ny hovedfløj i tidens empirestil, bestående af en
stor, enkel bygning i to etager; to gamle sidefløje fra 1647 blev dog bevaret.
Søholt (Jørgen Jørgensen)
I 1852 blev Søholt solgt til godsejer Laurits Jørgensen på Søllestedgaard, og det var ham, der et par
år senere nedrev de gamle sidefløje og i stedet forsynede den store hovedbygning med svungne renæssancegavle
og en kort tværfløj mod øst. Søholt ejes i dag af Frederik von Lüttichau og indgår i godset Engestofte-
Søholt.
Det store haveanlæg fra von Lützows tid i 1690’erne er måske Danmarks bedst bevarede barokhave.
Man ved ikke, hvem der var havearkitekten, men forbilledet er tydeligvis Versailles’ barokhave, og på den
bevarede haveplan har man da også fundet en påskrift på fransk. Anlægget er 340 meter på den lange led og
110 meter bredt, og det består af cirkler, halvcirkler, kvadrater og rette linjer. Nærmest hovedbygningen
udgjorde en række klippede lindetræer en halvcirkel, længere væk var der cirkelformede hække og længst
væk bestod anlægget af kvadrater. Langs ydersiderne var der langstrakte damme, og mod øst afsluttedes
haven af to store bassiner. Det meste er stadig intakt; således er nogle af hækkene og halvcirklen af lindetræer
faktisk de oprindelige, og de er dermed mere end 300 år gamle. Med hjælp fra Realdania blev haven
gennemrenoveret i 2010, og den er åben alle dage mod entré.
→ Søholt, Søholtvej 20, 4930 Maribo. soeholt.nu
62

38. MARIBO
Bangs Have
ET kan nøjagtig tidsfæstes, hvornår Maribo opstod, og i modsætning til så mange andre
D
danske byer var Maribo købstad fra første dag. Samtidig med at birgittinerklostret blev
grundlagt i 1416, gav kong Erik af Pommern nemlig privilegium til den (endnu ikke eksisterende)
by, som skulle opstå omkring klostret. Der lå ganske vist i forvejen en lille
landsby ved navn Skimminge, og eftersom klosterkirken var forbeholdt klostrets beboere,
måtte Maribos indbyggere værsgo benytte Skimminge Kirke, indtil den brændte i 1596. På det tidspunkt
var Reformationen længst overstået, og klostret var nedlagt. Der var derfor ikke længere noget til hinder
for, at maribonitterne kunne komme i klosterkirken. Den står endnu og er i dag Maribo Domkirke, mens
klostret i mellemtiden er forvandlet til en ikke særligt imponerende ruin. Af landsbyen Skimminge er der
ikke andet tilbage end et gadenavn et par hundrede meter øst for domkirken.
Bangs Have anno 2017 (Toxophilus WP)
Det gik temmelig trægt med den lille købstad, som led slemt under de svenske soldaters hærgen i
1659, men det begyndte så småt at gå fremad med handelen, navnlig efter at der blev etableret en havn i
Bandholm i 1836. Med åbningen af jernbanen fra Nykøbing til Nakskov i 1874 kom der gang i den indu-
63

strielle udvikling, og specielt sukkerfabrikken fra 1897 skabte et betydeligt antal arbejdspladser. I 1901
talte byen 3.838 sjæle, men i roesæsonen steg byens indbyggertal på grund af de mange polske roepiger.
I 1913 opførtes en skovpavillon i lystskoven Bangs Have ved Maribosøerne, som var et yndet udflugtssted
for byens borgere. I skoven afholdtes fugleskydning, fjerkræudstillinger og gudelige møder, men
man savnede en ordentlig teatersal i stedet for salen på Olsens Hotel, som ærlig talt ikke var meget bevendt.
”Pavillonen i Bangs Have” blev finansieret via folkeaktier, og arkitekt Ove Funch Espersen fra København
vandt den arkitektkonkurrence, som man havde udskrevet. Den 1. maj 1913 kunne man slå dørene op og
afholde en indvielsesfestmiddag for 150 gæster.
Siden er pavillonen blevet udvidet og ombygget flere gange, men den forblev tro mod aktieselskabets
love, der bestemmer, at ”forlystelser, såsom musikalsk underholdning, sommerteater, fugleskydning og baller
kan afholdes”. Her har været spillet revy, musiceret og festet efter alle kunstens regler, og til sommerrevyen
før 2. Verdenskrig havde maribonitten Reinhold Jensen altid fribillet, fordi hans latter var så øredøvende
og smittende, at resten af publikum ikke kunne lade være med at grine med – nærmest uanset hvor
morsom revyen ellers var.
Pavillonen blev beslaglagt af den tyske værnemagt i 1943, som brugte den til indkvartering, og efter
2. Verdenskrig blev den flygtningelejr for de mange tyskere, der ikke havde noget sted at vende hjem til. I
dag er der igen liv og glade dage i de gamle bygninger, og restauratøren udlejer også kanoer, hvis man skulle
få lyst at se det hele fra søsiden.
I udkanten af Bangs Have ligger Frilandsmuseet med smedje, mølle, skole, bondegård og andre bygninger,
der giver et hyggeligt indblik i livet på landet i gamle dage. Det var den daværende formand for
Lolland-Falsters Stiftsmuseum, Alex Holck, som overtalte Maribo Sukkerfabrik til at overlade museet det
areal, hvor planerne om et Frilandsmuseum blev til virkelighed i 1927. Det åbnede med syv huse under
navnet ”De gamle Huse”, og med årene er der kommet flere til, således at museet i dag råder over 16 bygninger,
der til sammen fortæller historien om livet på landet på Lolland og Falster fra 1600-tallet til 1914.
De små haver, hyggekrogene og græsplænerne er med til at skabe en rigtig god oplevelse. Især de yngre
museumsgæster har fornøjelse af de forskellige gamle lege på museumsområdet, og til tider levendegøres
hele museet.
→ Bangs Have, Bangshavevej 23, 4930 Maribo.
→ Frilandsmuseet “De gamle Huse”, Meinckesvej 5, 4930 Maribo. museumlollandfalster.dk
64

39. BANDHOLM
Koleralægen
ADEPLADSEN i Bandholm hørte først under Maribo Kloster og blev siden overtaget af
L
Knuthenborg gods, der i 1842 anlagde en egentlig havn. Det var i den store kornsalgsperiode,
og faktisk var havnen i en årrække Danmarks tredjestørste kornudskibningshavn.
Bandholm voksede og fik et købstadslignende præg med de karakteristiske, gule bindingsværkshuse.
Lensbaronen havde også en finger med i spillet, da Danmarks første privatbane
fra Maribo til Bandholm blev anlagt i 1869. Den blev nedlagt i 1952, men ”genopstod” ti år senere som
Danmarks første veteran-jernbane.
I 1870 boede der omkring 900 mennesker i Bandholm, og der var ikke mindre end 53 forretninger,
blandt dem flere banker, tre købmænd og to hoteller. I Havnegade lå de store kornmagasiner, hvoraf Hvedemagasinet
fra 1850 er bevaret og i dag anvendes som kulturhus.
Netop i 1850, nærmere bestemt i august måned, blev Bandholm ramt af en omfattende koleraepidemi.
Det var det første, større udbrud af ”asiatisk kolera” i Danmark, og det ramte en af byens mest velhavende
og ansete familier. Efter mindre end et døgns sygdom døde handelsfuldmægtig Lund, hans hustru og
familiens husassistent Johanne Jørgensdatter, der var den første, der blev smittet.
Den 26. august skrev Justitsministeriet til den unge læge Peter Ludvig Panum (1820-85) og pålagde
ham hurtigst muligt at begive sig til Bandholm. I 1846 var det lykkedes ham at bekæmpe både en tyfusepidemi
og en voldsom mæslingeepidemi på Færøerne, så man mente, at han måtte have gode forudsætninger
for at dæmme op for koleraen på Lolland. Inden han nåede frem, var der konstateret fem ny koleratilfælde.
Han fik afspærret Lolland fra søsiden og isolerede de syge i en del af Lunds hus, som ved bistand
fra grev Knuth blev indrettet til et kolerahospital med 13 senge. Det lykkedes at inddæmme sygdommen, og
sidst i september var epidemien overstået: 28 personer var blevet angrebet, og af dem døde 15.
Panums konsekvente karantæne- og afspærringsmetoder vakte imidlertid kritik hos den etablerede
lægestand, fordi de var i modstrid med de gængse smittebehandlingsmetoder, og det endte sågar med, at
han måtte fratræde sin kandidatstilling på Almindelig Hospital i København. Havde man fulgt Panums metoder,
ville koleraen antagelig have krævet langt færre liv, da den for alvor slog til i København og Aarhus i
1853. Panum selv tog mod et tilbud om et professorat i Kiel og vendte først tilbage til København i 1864.
Det sundhedsfaglige fakultet ved Københavns Universitet holder i dag til i ”Panumbygningen” på Blegdamsvej.
→ Bandholm Havn, Havnepladsen, 4941 Bandholm.
65

40. HALSTED KLOSTER
På aftægt på Lolland
ORT før Nakskov kommer Margueritruten til Halsted Kloster. Vistnok i 1284 skænkede
Erik Plovpennings datter Jutta det gamle krongods til et benediktinerkloster. Hen-
K
des gavmildhed satte åbenbart et godt eksempel, for klostret blev nærmest overøst med
gaver fra den lollandske adel.
Beliggenheden var velvalgt. Egnen var såre smuk, åen var sejlbar helt op til klostret
– og så afholdtes der hvert år et stort marked netop her. Klostret blomstrede da også og var derfor et
oplagt mål, da lübeckerne hærgede Lolland i 1510. Munkene sprang for livet, mens ”de rå søfolk forlystede
sig med de værgeløse nonner”. De fleste af klostrets bygninger nedbrændte, men blev hurtigt genopført, og
heldigvis havde kirken ikke taget nævneværdig skade. Den romanske kvaderstenskirke var blevet bygget allerede
omkring 1175, men den blev om- og udbygget i klostertiden for at skaffe plads til munkene.
Halsted Kloster (Realdania)
Desværre kommer én ulykke sjældent alene. Knap havde klostret forvundet lübeckernes hærgen, før
en endnu større katastrofe væltede ned over munkenes arme hoveder: Luthers lære kom til Lolland allerede
66

i 1528, og med Reformationen i 1536 blev klostergodset inddraget under kronen. Hele Lolland-Falster
blev givet til Frederik 2.s unge dronning Sophie (1557-1631), da hun blev enke i 1588. Hun var en overmåde
energisk dame, som satte et betydeligt fingeraftryk på det forhenværende kloster, selv om hun foretrak
at opholde sig på slottet i Nykøbing.
Også Frederik 3.s enke Sophie Amalie kom på ”aftægt” på Lolland-Falster, men i 1719 mageskiftede
Jens Juel-Vind (1694-1726) sig til Halsted Kloster, som han navngav Juellinge. Siden da har Halsted Kloster
været i slægtens eje, og den nuværende ejer er niende generation.
Allerede i enkedronning Sophies tid var der blevet opført en ny sydfløj, der opkaldtes efter hende, og i
1740’erne tilføjedes en lav vestfløj i én etage mellem dronningens hus og kirken, som blev ombygget ved
samme lejlighed. Resultatet var et relativt symmetrisk anlæg, som stilmæssigt blandede barok og rokoko. I
1840’erne nedrev man imidlertid den lave vestfløj og opførte en nygotisk hovedbygning i to etager, der kom
til at stå frit uden forbindelse med kirken eller de øvrige fløje.
I 1740 anlagdes en barokhave i fransk stil, men den blev nedlagt i 1860. Den genskabtes i 1920,
men blev atter opgivet i 1960’erne. Man kan dog stadig ane den gamle barokhave med dens terrasseniveauer.
Parken er åben fra 1. april til 1. oktober, mens kirken er åben alle hverdage undtagen mandag i sommerperioden.
→ Halsted Kloster, Maribovej 250, 4900 Nakskov. halstedkloster.dk
41. NAKSKOV
Det hvide guld
ANMARKS sukkereventyr tog sin begyndelse på Lolland, Falster og Møn, og når man følger
Margueritruten på ”Sydhavsøerne”, bliver man jævnligt mindet om sukkerroerne og
D den enorme betydning, som ”det hvide guld” fik for øernes udvikling. Det begyndte i Holeby
på Lolland og fortsatte med oprettelsen af sukkerfabrikker i Maribo, Sakskøbing,
Nykøbing Falster, Nakskov og Stege – og hver sukkerfabrik havde et lille net af saftstationer
og i en periode desuden kilometervis af smalsporede roebaner knyttet til sig.
Sukker var oprindelig et eksotisk produkt, der blev udvundet af sukkerrør. Danmark fik sit sukker fra
De Dansk-Vestindiske Øer, men omkring år 1800 fandt man ud af, at man også kunne bruge sukkerroer til
at fremstille sukker – og det førte til, at den første danske sukkerfabrik blev bygget i Tranekær på Langeland
i 1811. Dette forsøg slog imidlertid fejl og medførte i første omgang, at interessen for sukkerroer kølnedes
betragteligt i Danmark.
Men så skete der pludselig en hel masse. I Holeby byggede de to brødre Erhard og Johan Ditlev Frederiksen
”Sukkerfabrikken Lolland” for egen regning og risiko; de var selv begyndt at dyrke sukkerroer og
placerede fabrikken midt mellem deres to gårde. Præcis samtidig dannede en kreds af erhvervsfolk med den
67

foretagsomme C.F. Tietgen i spidsen De Danske Sukkerfabrikker, der byggede sin første sukkerfabrik i
Odense – og det blev faktisk Tietgen & Co., som kom først. De tog nemlig mod deres første sukkerroer i
december 1873, mens brødrene Frederiksen på Lolland først var klar en måned senere.
Brødrenes fabrik gik ikke særlig godt, og det endte med, at De Danske Sukkerfabrikker overtog den i
1880. I 1882 udvidedes med sukkerfabrikken i Nakskov, og i 1884 kom Assens og Stege til. En sukkerfabrik
i Maribo, som var etableret af et privat konsortium, blev overtaget i 1898, og Sakskøbing Sukkerfabrik
blev indviet i 1910. Eneste konkurrent til De Danske Sukkerfabrikker var Andels-Sukkerfabrikken
Nykøbing, som blev etableret allerede i 1884, og som overlevede som selvstændig virksomhed helt indtil
1989, hvor også den blev indlemmet i De Danske Sukkerfabrikkers imperium. Af de mange sukkerfabrikker
er der i dag kun to tilbage, nemlig i Nykøbing Falster og Nakskov. Men historien om sukkereventyret
på ”Sydhavsøerne”, der gjorde Danmark selvforsynende med sukker, fastholdes på Sukkermuseet
i Nakskov, hvorfra der er udsigt til byens sukkerfabrik.
→ Danmarks Sukkermuseum, Løjtoftevej 22, 4900 Nakskov. sukkermuseet.dk
42. RUDKØBING
Langelands hovedstad
RA Tårs på Lolland tager Margueritruten færgen til Spodsbjerg på Langeland, og efter et
F
lille svinkeærinde omkring Tranekær kommer ruten til Langelands ”hovedstad” Rudkøbing.
Fra de tidligste tider lå Rudkøbing praktisk for øens indbyggere, når de ville sejle
udenøs, og eferhånden blev overfartsstedet til en handelsplads og i 1200-tallet til en rigtig
by, der fik købstadsrettigheder allerede i 1287. Både under Grevens Fejde i 1500-tallet
og under Svenskekrigene i 1600-tallet var byen udsat, og som om det ikke var nok, gjorde pesten et alvorligt
indhug i byens befolkning. Hertil kom to bybrande i 1590 og 1610, som hærgede store dele af byen.
Faktisk begyndte det først at gå fremad for den lille købstad i løbet af 1800-tallet. Det hang især
sammen med, at der blev anlagt en ny havn i 1847, og at de første industrivirksomheder begyndte at slå sig
ned i byen. I løbet af 1800-tallet tredobledes byens befolkningstal og nåede op på næsten 3.500. Industrialiseringen
fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet, men efter 1920 gik byen nærmest i stå. Det kan imidlertid
ses som en fordel for turismen, eftersom det autentiske købstadsmiljø i vid udstrækning er bevaret og
stort set fremstår uberørt af de sidste 100 års udvikling.
Langelands Museum er stiftet og opbygget af Jens Winther (1863-1955), der var manufakturhandler
i Rudkøbing, men som havde en livslang passion for arkæologi. Han stiftede museet i 1900 og betalte af
egen lomme de fleste af omkostningerne til museumsbyggeriet. Samlingerne omfatter fund og genstande fra
oldtiden til nyere tid, og museet arrangerer desuden særudstillinger i Winthers gamle købmandsgård i gågaden
Østergade. Bag købmandsgården er der anlagt en købstadshave, der er en rekonstruktion af den have,
68

der fandtes på stedet i begyndelsen af 1900-tallet. I haven er der et stort havehus, buksbomhække, stauder
m.m., og der er plantet en lang række lokale roser.
Gåsetorvet i Rudkøbing med statue af H.C. Ørsted (Hubertus45 WP)
På Gåsetorvet står en statue af den danske fysiker H.C. Ørsted (1777-1851). Han var søn af byens
apoteker og fandt som bekendt ud af, at der er noget, der hedder elektromagnetisme. Han opdagede også
grundstoffet aluminium, og så havde han for resten en lillebror, Anders Sandøe Ørsted, som drev det vidt
inden for datidens statsadministration.
→ Gåsetorvet, 5900 Rudkøbing.
→ Langelands Museum, Jens Winthers Vej 12, 5900 Rudkøbing. langelandsmuseum.com
69

43. MARSTAL
Formastelige skippere
A Margueritruten blev udarbejdet i 1990-91, fremkom der et ønske fra Ærø om at indgå i
D
ruteforløbet, og der blev derfor udformet en ”ekstra” rute fra Marstal til Søby. Der var
dengang færge fra Rudkøbing til Marstal, og fra Søby kan man sejle videre til Faaborg, således
at der i begge ender er forbindelse til resten af Margueritruten. Efter en pause på
nogle år blev færgefarten mellem Rudkøbing og Marstal genoplivet i 2019 i form af en
færge ved navn ”ÆrøX-pressen”.
Med denne færge skrives endnu et kapitel i Marstals søfartshistorie. I 1500-tallet var Marstal et lille
fiskerleje, men i løbet af 1700-tallet udviklede søfarten sig, og i 1807 var 149 større fartøjer hjemmehørende
i Marstal. I slutningen af 1800-tallet var antallet af skibe nået helt op på over 300, og de fleste af dem
var tremastede skonnerter, der blev bygget på byens egne værfter. Marstalskipperne sejlede på alle verdenshavene,
og de var ikke specielt nøjeregnende med, hvilken last de havde om bord. Det var sikkert sandt, men
næppe venligt ment, når man sagde, at ”der hvor Fanden ikke selv tør komme, der sender han en ærøbo.”
Marstal (Erik WP)
70

Søfolkene fra Marstal var ofte langt væk hjemmefra og dermed i lang tid ad gangen. Det viste sig da
også, at antallet af fødsler i Marstal var langt højere i september måned end i resten af landet. Det hang simpelt
hen sammen med, at skibene var oplagt i tiden omkring jul og nytår, og at det tit var den eneste tid på
året, hvor sømanden havde mulighed for at være sammen med konen og resten af familien.
Der har stort set altid været krig på kniven mellem Marstal og Ærøskøbing. Baggrunden var først og
fremmest, at Ærøskøbing sidst i 1400-tallet fik købstadsrettigheder. Det betød, at Marstal stod ”uden for
det gode selskab”, eftersom de ærøske bønder var forpligtet til at lade deres handel gå over købstadens torv.
Bønderne var i sagens natur ikke begejstret for Ærøskøbings monopol på handelen, fordi det efter deres
mening indebar en fordyrelse af deres varer. Derfor var de mere end villige til at omgå lovens bogstav og i
stedet ty til Marstal, når de skulle sælge og købe. I Ærøskøbing protesterede de og talte med store bogstaver,
men det gjorde nu ikke den store forskel. En klage fra samtlige lolland-falsterske købstæder over de
formastelige Marstalskippere havde heller ingen effekt.
Til gengæld var der ikke nævneværdig forskel på skipperne fra Ærøskøbing og Marstal, når det
drejede sig om en anden ulovlig aktivitet: De smuglede alle sammen på livet løs. Fra 1439 til 1864 hørte
Ærø til hertugdømmet Slesvig, og her gjaldt andre toldregler end i det egentlige kongerige, som bl.a. omfattede
Langeland og de øvrige øer i det sydfynske øhav. Toldsatserne i hertugdømmerne var betydeligt lavere
end i kongeriget, og derfor var det i den grad en overskudsforretning for Ærøskipperne at indføre hele
skibsladninger af salt, tobak, vin, krydderier og klædevarer og derefter smugle varerne til f.eks. Langeland.
Denne illegale ”smughandel” var tilsyneladende meget udbredt og blev på Ærø anset for at være en acceptabel
– for ikke at sige: anset – levevej, indtil toldsatserne blev reguleret engang i 1700-tallet.
I dag er der stort set ingen hjemmehørende skibe i Marstal, men den stærke tilknytning til det maritime
er der ikke lavet om på. Der bor stadig mange aktive sømænd med deres familier i Marstal, og navigationsskolen
med ca. 300 elever er her også stadig. I det hele taget har byen et maritimt præg, uanset hvor
man vender sig hen. Selv byplanen er maritim i den forstand, at langt de fleste af de hyggelige stræder og
smalle gader, hvor stokroserne blomster uden for snart sagt hvert eneste hus, fører ned til havnen, og på
havnen ligger – man fristes til at sige: naturligvis – et søfartsmuseum, der handler om søfartshistorien fra
1600-tallet til vore dage.
→ Marstal Søfartsmuseum, Prinsensgade 1, 5960 Marstal. marmus.dk
71

44. DREJET
Den standhaftige sognelæge
VIS man kan få fat i et kort over Ærø fra tiden før 1850, vil man opdage, at Ærø dengang
så ganske anderledes ud end i dag. For 175 år siden var Ærø nemlig delt i to, og
H
den eneste forbindelse mellem Ærøskøbing og Marstal var vadestedet på den smalle
stenrevle Drejet, der oven i købet jævnligt blev overskyllet af havet. Nord for Drejet
strakte det fladvandede Gråsten Nor sig helt op til farvandet nord for Ærø. Noret havde
sit navn fra den hertugelige gård, som lå vest for Drejet, og som blev nedrevet i 1760’erne.
I dag kan man følge Margueritruten ad landevejen fra Marstal forbi Drejet, hvor man på sydsiden har
den del af Østersøen, som kaldes Kiel Bugt, og på den nordlige side af vejen ligger Gråsten Nor, som blev
inddæmmet og afvandet i 1856. Stort set alle andre steder i landet var disse inddæmningsprojekter fostret af
lokale bønder eller af godsejere, som så en mulighed for at tjene gode penge, når eller hvis det lod sig gøre at
opdyrke de tørlagte områder. Med Gråsten Nor var det anderledes; faktisk var de lokale ikke specielt begejstrede
for det projekt, som blev fostret af sognelæge Edvard Benzon Biering (1816-97) i Marstal. Han var
flyttet til Ærø i 1845, og efter nogle år i Marstal blev han distriktslæge på hele Ærø.
Når Biering søgte om tilladelse til at inddæmme Gråsten Nor ved at bygge en dæmning på 800 meter
fra Grønnæs i vest til Kragnæs i øst ved norets nordlige udmunding (og dermed overflødiggøre den lille færge,
som sejlede tværs over norets munding), var det sandsynligvis ikke så meget de landbrugsøkonomiske
gevinster, han var optaget af. Det, der lå ham på sinde, var at ”samle” Ærø ved at binde de to ærøske ”øer”
sammen.
Han fik tilladelsen til at gennemføre projektet i 1855, og selvfølgelig har det heller ikke været uden
betydning, at ejendomsretten til den indvundne jord tilfaldt ham. Projektet var i sagens natur forbundet med
økonomiske risici, og derfor huede det ham ikke, at han ifølge tilladelsen skulle give alle og enhver lov til at
færdes på dæmningen. Så greb Biering pennen igen, og det endte med, at han fik ret til at opkræve ”passagepenge”
på dæmningen for gående, ridende og kørende færdsel samt for kvægtransporter. Det var også
af pengenød, at han undlod at bygge dæmningen så bred som forudsat i tilladelsen, men i foråret 1858 var
han så langt, at han kunne igangsætte udpumpningen af vandet i noret. Da han var færdig, viste det sig, at
jordbunden sine steder var sandjord, som næppe kunne opdyrkes, og at der midt i området lå en større sø,
som ikke uden videre lod sig afvande.
Som om det ikke var slemt nok, løb Biering nu ind i alvorlige, juridiske problemer. Ministeriet for
hertugdømmet Slesvig tilbagekaldte nemlig hans tilladelse til at opkræve vejafgift med henvisning til, at
dæmningen ikke var bygget så bred, som den skulle, og nabobønderne anlagde sag mod ham, fordi flyvesand
fra den udtørrede havbund blæste ind over deres tilgrænsende enge og ødelagde græsvæksten.
Biering protesterede, og sagerne blev trukket i langdrag. Fra 1864 hørte Ærø ikke længere til hertugdømmet
Slesvig, men indgik i det reducerede danske kongerige og blev administrativt underlagt Svendborg
Amt. Biering nægtede fremdeles at opgive på sin ret til at opkræve vejpenge på dæmningen (endskønt
72

indtægterne vistnok var uhyre beskedne), og først i 1888 skar myndighederne omsider igennem: Der blev
opsat en meddelelse på rådhuset i Ærøskøbing, hvoraf det kort og godt fremgik, at ingen havde ret til at opkræve
vejpenge på dæmningen.
Fra parkeringspladsen på Drejet kan man følge et spor i landskabet hele vejen rundt om noret. Turen
er på ca. otte kilometer og giver gode muligheder for at stifte bekendtskab med de mange fugle og padder,
som lever her. Botanisk interesserede kan mærke sig, at der på en enkelt af engene er en samlet bestand på
mere end 100.000 af orkideen maj-gøgeurt, der blomstrer i sidste halvdel af maj måned.
→ Drejet, 5970 Ærøskøbing.
45. ÆRØSKØBING
Flaske-Peter
AN skal ikke have opholdt sig ret længe på Ærø, før man bliver klar over, at en meget
M
stor del af øens historie handler om søfart. Både Marstal og Ærøskøbing var før i tiden
betydelige handels- og søfartsbyer, hvorfra skibene gik på langfart på de syv verdenshave.
Et morsomt og lidt særpræget minde om denne ærøske storhedstid er Flaske-
Peters samling af flaskeskibe, der i dag befinder sig i den tidligere fattiggård i Ærøskøbing.
Den er ikke blot verdens største, men også verdens
ældste flaskeskibssamling.
Peter Jacobsen blev født i 1873 i Kalundborg, hvor
hans far var fisker og fyrmester, og det lå derfor nærmest i
kortene, at Peter skulle ud at sejle. Han stak til søs som 16-
årig, og han kom viden om og krydsede ækvator adskillige
gange. Det var i de store sejlskibes sidste glansperiode, og
selv om han flere gange var ude for, at hans skib forliste,
reddede han sig hver gang i land med livet i behold. Da han i
1896 var om bord på et norsk sejlskib, mødte han en finsk
sømand, der lærte ham kunsten at bygge flaskeskibe. Han
endte som kok og hovmester, men da han mødte skotske
May, giftede han sig med hende og gik i land i 1903. Sammen
åbnede de en restaurant i England – mens Peter fortsatte
med at bygge flaskeskibe.
Efterhånden havde han en samling på 1.700 flaskeskibe,
og efter 20 års udlændighed satte han i 1918 igen Flaske-Peters Samling (Jørgen Hansen)
73

foden på dansk jord. Sammen med May slog han sig ned i Grenaa og begyndte at udstille sine flaskeskibe.
Han fik også flere tilbud om at købe samlingen, men han satte som betingelse, at der som et led i handelen
skulle stilles en fribolig til rådighed for ham og hans kone. Først i 1943 lykkedes det ham at få en aftale om
at donere samlingen til den daværende Ærøskøbing Kommune, der til gengæld vederlagsfrit stillede en bolig
til rådighed i den tidligere fattiggård i Smedegade, hvor der også var mulighed for, at han kunne fremvise
sine flaskeskibe. Han passede ene mand samlingen indtil 1958, hvor han på grund af svigtende helbred måtte
overlade opgaven til kommunen. Han døde i 1960, 87 år gammel.
I 1956 fik Flaske-Peter kongeligt besøg. Kong Frederik 9. havde besluttet at spadsere en tur gennem
Ærøskøbings gader sammen med prinsesse Anne Marie, som på daværende tidspunkt var ti år gammel. Undervejs
insisterede sømandskongen på at besøge Flaske-Peter, der beredvilligt viste rundt i samlingen og
fortalte de royale gæster, hvordan man laver et flaskeskib.
Et af modelskibene i samlingen havde et spejl under dækket, og når man åbnede skibet, kunne man
altså se sig selv i spejlet. Flaske-Peter havde tit moret sig med at spørge de børn, der kom på besøg i samlingen,
om de ville se en abekat – og dermed altså sig selv. Da Flaske-Peter ville vise kongen netop dette
skib, fik byens borgmester og de andre notabiliteter, som fulgte med på kongens rundtur gennem byen, givetvis
nervøse trækninger. Men Flaske-Peter havde styr på situationen: Han spurgte nemlig majestæten, om
han ville se en virkelig gentleman – og lukkede op for spejlet. Kongen morede sig kongeligt, og byens honoratiores
drog et lettelsens suk. Prinsessen fik et flaskeskib som gave, og både kongen og prinsessen skrev
deres navnetræk i Flaske-Peters gæstebog.
→ Flaske-Peters Samling, Smedegade 22, 5970 Ærøskøbing. flaskepeters-samling.dk
46. BREGNINGE ÆRØ
Fornem altertavle
A Ritt Bjerregaard og Søren Mørch i 1989 skrev bogen ”Fyn med omliggende øer”, var de
D
ikke det mindste i tvivl om, hvad der var Ærøs særlige tiltrækningskraft: Man får ”en mærkelig
oplevelse af en svunden tid, næsten en slags déjà vu. Dette være ingenlunde sagt de
indfødte til forklejnelse. De kan ikke gøre ved, at Ærø meget tydeligt har samme air over
sig som Langeland havde i 1950’erne, før den blev tøjret med sin grimme bro. Der er ingen
grund til at mystificere – det har sin simple forklaring: der er mindre trafik”.
Om denne karakteristik stadig holder vand, kan man selv efterprøve ved at køre ad Margueritruten på
langs ad Ærø. Omtrent midtvejs mellem Ærøskøbing og Søby kommer ruten til den lange landsby Bregninge,
der ligger i et kuperet terræn med Synneshøj (68 meter) som det højeste punkt. Landsbyen er så
lang, at hovedgaden er opdelt i både Øster Bregninge og Vester Bregninge, og de to ”bydele” mødes ved
Bregninge Kirke.
74

Bjerregaard og Mørch udnævner Bregninge Kirke til at være den mest seværdige blandt Ærøs kirker,
og det er der navnlig to grunde til: kalkmalerierne og altertavlen. Det første, man imidlertid lægger mærke
til, når man træder ind på kirkegården, er en kreaturrist, som i sin tid skulle forhindre køer og svin i at formaste
sig ind blandt gravene og lave ulykker. Selve kirken er en romansk kirke fra 1200-tallet, men tårnet
med det karakteristiske, spånklædte spir er først tilføjet i sengotisk tid omkring år 1500.
Kirkens kalkmalerier stammer fra begyndelsen af 1500-tallet og viser bl.a. Jesu lidelseshistorie og Johannes
Døberens liv. Særligt lægger man mærke til det narrehoved, der befinder sig i det første hvælvingsfag
over for prædikestolen. Narrens mund er nemlig et hul, og gennem hullet var der i den katolske tid trukket
et reb op til en messeklokke, der befandt sig i et lille spir på kirkens tag. Det var (og er) nemlig skik i katolske
lande at ringe med denne messeklokke, når nadverordene blev fremsagt og brødet blev til Jesu legeme.
Den trefløjede altertavle fra ca. 1530 er udført på Claus Bergs værksted i Odense. I midterfeltet vises
korsfæstelsen med Jesus i midten, omgivet af engle, der opsamler blodet i alterkalken. Billedskæreren Claus
Berg (død ca. 1535) fra Lübeck blev sammen med sine 12 svende kaldt til Danmark af kong Hans’ dronning
Christine. Hun bad dem skære en altertavle til Gråbrødre Kirke i Odense, og da denne kirke mange år senere
blev nedrevet, blev altertavlen overført til den nuværende domkirke i Odense. Også altertavlen i Vor Frue
Kirke i Aarhus tilskrives Claus Berg og hans værksted, og mellem de mange bestillinger må de altså også have
haft tid til at udfærdige altertavlen i Bregninge.
→ Bregninge Kirke, Vester Bregninge 15, 5970 Ærøskøbing.
47. SØBY ÆRØ
Ærøske minihertugdømmer
ÆNGST mod vest slutter den ærøske del af Margueritruten ved havnen i Søby, hvorfra man
L
kan tage færgen til Faaborg eller til Fynshav på Als. I begge tilfælde tager overfarten en times
tid, og både i Faaborg og i Fynshav kan man ”koble sig på” Margueritruten igen.
Et par kilometer syd for Søby passerer man Søbygaard, som var hertug Hans den Yngres
(1545-1622) domæne. Forhistorien er, at hertugdømmerne Slesvig og Holsten efter
Frederik 1.s død i 1533 blev delt mellem hans tre sønner: Christian 3. tog den sønderborgske del med Als
og Ærø, Adolf valgte Gottorp, og Hans (den Ældre) måtte så tage til takke med Haderslev. Da Christian 3.
døde i 1559, måtte der en ny deling til – men vel at mærke kun af den del af hertugdømmerne, som Christian
3. havde rådet over. Han havde tre sønner, som skulle tilgodeses: Frederik, Magnus og Hans (den
Yngre). Magnus fik man forsørget ved at få ham anbragt som fyrstebiskop i Letland, og Frederik blev konge
af Danmark som Frederik 2. Han tog selv det hele; først i 1564 tilstod han noget nølende broderen Hans
Sønderborg og Nordborg amter med Ærø.
75

På Ærø gav hertug Hans sig til at udvide sine besiddelser, og omkring 1580 byggede han jagtslottet
Søbygaard. Det indebar anlæggelsen af de to borgholme med tilhørende stensætninger samt opførelsen af
en bindingsværksgård i to etager med et tårn, som ikke tjente noget praktisk formål, men udelukkende
skulle vise ejerens status og fyrstelige værdighed.
Efter Hans’ død gentog historien sig: Hans overlevende sønner skulle tilgodeses med et passende
landområde. Det blev til fem minihertugdømmer, nemlig Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksburg og
Plön. Ærø tilfaldt den ældste søn Christian (1570-1633), men han valgte ikke at slå sig ned på Søbygaard;
han indrettede sit beskedne hof på den længst forsvundne gård Gråsten sammen med sin husholderske. Da
Christian døde, giftede husholdersken sig med kammertjeneren, mens Ærø blev delt mellem de fire resterende
hertuger. Søbygaard tilfaldt hertug Joachim Ernst (1595-1671) af Plön, men da en af hans efterkommere
i 1729 lavede en byttehandel med Frederik 4., blev Søbygaard (og kort efter hele Ærø) ”hertugfri”
og underlagt den danske konge som del af hertugdømmet Slesvig.
Omkring midten af 1700-tallet gik man i gang med en tiltrængt renovering af Søbygaard, som indebar
både ombygning og forkortelse af hovedbygningen, hvorved den ifølge en præsteindberetning fra 1755
”har mistet meget af sin forrige anseelse”. I 1772 købtes gården af amtsforvalter Christian Hansen, og efter
hans død giftede enken Anne Cathrine (1781-1849) sig med kirkeinspektør Ove Fabricius (1762-1821).
Da Anne Cathrine blev enke for anden gang, fortsatte hun med at drive Søbygaard til sin død.
Søbygaard (Jørgen Hansen)
Under disse ejere fandt en løbende renovering af Søbygaard sted, som helt fjernede det hertugelige
præg og gav hovedbygningen sit nuværende udseende. De følgende ejere drev gården frem til 1965, hvor
de frasolgte hovedbygningen. Den var på daværende tidspunkt nedrivningsmoden, men heldigvis lykkedes
76

det at danne en selvejende institution, som kunne købe hovedbygningen i 1991. Derefter blev borgbanken
og gården restaureret, og i en årrække indtil 2021 hørte gården under Ærø Museum. I skrivende stund er
Søbygaard indrettet som besøgscenter for Geopark Det Sydfynske Øhav.
→ Besøgscenter Geopark Det Sydfynske Øhav, Søbygaard, Søbygårdsvej 2, 5985 Søby Ærø.
soebygaardaeroe.dk
48. SIØ
Trædestenen
IØ er trædestenen mellem Tåsinge og Langeland, som man passerer i løbet af et øjeblik, når
S
man i dag i bil suser mellem de to øer. Men før byggeriet af dæmningen og lavbroen til Tåsinge
i 1960 og højbroen til Langeland i 1962 var Siø en isoleret klat jord, der adskiltes fra
Tåsinge af Siøsund og fra Langeland af Rudkøbing Løb. Før brobyggeriet måtte man tage
færgen mellem Vemmenæs på Tåsinge og Rudkøbing, der sejlede i en bue uden om Siø.
Da Achton Friis i 1920’erne vagabonderede i de danske farvande sammen med maleren Johannes
Larsen for at samle materiale til trebindsværket ”De danskes øer”, kom han også forbi Siø: ”Midt imellem
Langeland og Tåsinge ligger den lille flade ø – som en tankestreg mellem to strofer i et digt… I landskabelig
som i anden henseende byder øen ikke på større mærkværdigheder”.
I virkeligheden er Siø fire små jordklatter, nemlig selve Siø samt Skovø, der ligger nærmest Tåsinge,
og to bittesmå, søndenøs holme ved navn Lille Fugleø og Store Fugleø. Siø hørte i 1800-tallet til det nordlangelandske
gods Nedergaard, og ifølge en beskrivelse fra 1837 blev øen brugt til græsning for godsets
malkekvæg. Godset havde etableret et mejeri, et såkaldt hollænderi, på Siø, og der var også en svinesti med
30 grise. Der var ikke en eneste busk på Siø, mens Skovø, der også blev anvendt til græsning, dog kunne
prale af nogle små egetræer (deraf velsagtens navnet).
De to øer var adskilt af et smalt farvand, men i 1861 byggedes dige og dæmning, og vandet blev udpumpet,
således at der opstod et areal, som kunne anvendes til planteavl. På østsiden af Siø befandt der sig
en anløbsbro, som var øens eneste forbindelse med omverdenen; herfra blev øens afgrøder og levende svin
udskibet og sejlet til Rudkøbing. I 1921 registrerede Achton Friis og Johannes Larsen forpagtergården fra
1861, hvor bestyreren boede, samt seks næsten nye arbejderhuse.
Øen blev solgt i 1922 til et familiekonsortium med købmand Peter Hansen Pedersen fra Humble på
Langeland i spidsen, og han endte med at blive eneejer af øen. Han slog sig på dyrkning af fodersukkerroer,
i 1925 byggede han en skole på øen, hvor én lærer frem til ca. 1950 underviste øens syv-otte børn, og i
1942 fik gården et nyt stuehus. Han vedligeholdt efter bedste evne digerne rundt om øen, men i 1945 betød
en stormflod, at mere end en tredjedel af øen blev oversvømmet af saltvand, og Statens Landvindingsudvalg
gik med til at støtte byggeriet af forstærkede diger på Siø.
77

Efter indvielsen af Langelandsbroen i 1962 gennemførte Siøs ejer et projekt for egen regning, som
indebar inddæmning ved Store og Lille Fugleø, og han fik dermed en slags kompensation for den jord, der
var blevet eksproprieret i forbindelse med vej- og brobyggeriet. I alt syv kilometer diger og flere pumper
sørger nu for, at Siø holdes tør – men stadigvæk er naturens kræfter ikke sådan at spøge med. Således blev
en tredjedel af Siø på ny oversvømmet i 1995, og det gentog sig, om end i mindre omfang, i 2006. Tredje
generation Pedersen drev Siøgård med frøavl og svineproduktion indtil 2017, hvor Siø blev købt af en fynsk
erhvervsmand.
→ Siø, 5900 Rudkøbing.
49. NØRRESKOV TÅSINGE
En digters vanskæbne
IGE før Margueritruten når Valdemars Slot på Tåsinge, står der et mægtigt egetræ på venstre
side af vejen. Sagkundskaben mener, at træet, der er godt syv meter i omkreds, blev
L plantet omkring år 1600, og det kaldes Ambrosiusegen efter digteren Ambrosius Stub
(1705-58), der opholdt sig på Valdemars Slot i årene fra 1741 til 1752, hvor han gik
kammerherre Niels Juel (men altså ikke søhelten Niels Juel. Denne Niels Juel (1696-1766)
er søheltens barnebarn) til hånde på forskellig vis. Samtidig fungerede han som husherrens intellektuelle
faktotum og huspoet, der efter behov leverede et digt eller to. Egens navn skyldes sandsynligvis, at Ambrosius
holdt af at sidde i egens skygge og digte, læse og filosofere i fred.
Ambrosius’ liv var bestemt ikke nogen dans på roser. Hans far var fæstehusmand og skrædder i
Gummerup ved Glamsbjerg på Fyn, men allerede som barn fik Ambrosius sin gang på herregårdene Søholm
og Brahesholm, velsagtens fordi han var en opvakt knægt, og fordi faderen udførte skrædderarbejde de to
steder. Han lærte at kompensere for sin fattigdom gennem sine intellektuelle og kunstneriske evner, og han
fik tidligt sans for poesi, klaverspil, sang og dans og i det hele taget for at begå sig i ”de bedre kredse”. Det
må være takket være økonomisk opbakning fra herregårdsfamilierne, at han blev student og derefter var i
stand til at indlede et teologisk studium i København.
Han fik dog aldrig sin teologiske embedseksamen, men engagerede sig i stedet i allehånde kunstneriske
aktiviteter og digtede også selv, både kærlighedsdigte og drikkeviser. I 1735 giftede han sig med
Mette Cathrine Schousboe, og den lille familie lagde sig hurtigt fem børn til, hvoraf dog de tre døde som
spæde. Men indtægter kneb det med, så familien måtte konstant suge på labben. Ambrosius tilbød sin arbejdskraft
til herregårdene som sekretær eller ”skriverkarl”, og bekendtskabet med den noget kantede, men
meget kunstinteresserede Juel og hans minihof af sangere, musikere og skuespillere skriver sig fra 1730’erne.
78

Ambrosiusegen (Jørgen Hansen)
I 1747 døde Ambrosius Stubs kone, kun 31 år gammel. Det gjorde naturligvis ikke tilværelsen lettere,
og samtidig plagedes han i stigende omfang af leddegigt. Det faldt ham stadigt sværere at være den
”naturens muntre søn”, som var en del af forudsætningen for ansættelsen hos Niels Juel, og i 1752 sagde
han op og rejste til Ribe, hvor han fik hjælp af nogle af sine gamle studiekammerater, der sørgede for, at han
kom til at bestyre en lille skole for børn af byens spidser. Men det gik stadig ned ad bakke med Ambrosius
Stub, og i 1758 døde han efter længere tids sygdom og blev begravet på Ribes Skt. Catharinæ kirkegård.
Man kan ikke lade være med at undre sig over, at han ikke på et eller andet tidspunkt tog et dygtigt tag
i sig selv og brugte sine evner på en langt mere konstruktiv måde. Men det interesserede ham ikke, og det
gik ham tilsyneladende ikke særligt på, at hans liv i mere end én forstand var så fattigt. Hans kald var at more
og at skrive digte – lige fra svulstige digte i barokstil til drikkeviser, der kan minde om svenskernes store
Bellman. Langt det meste er gået i glemmebogen i dag, lige bortset fra forårsvisen ”Den kiedsom Vinter gik
sin Gang”.
→ Ambrosiusegen, Nørreskovvej 1, Tåsinge, 5700 Svendborg.
79

50. SVENDBORG
Tiggermunke på stationen
ER er næppe mange, der tænker over det. Men når man står på perronen på banegården i
D
Svendborg og venter på toget til Odense, befinder man sig faktisk oven på resterne af byens
Gråbrødre Kloster i form af fundamenterne til klosterbygningerne og den tilhørende
kirke, og skinnerne fører lige hen over munkenes begravelsesplads. Det er således ikke så
mærkeligt, at pladsen foran banegården hedder Klosterplads, for her lå fra 1236 det kloster,
der var et af Danmarks første franciskanerklostre.
Franciskanermunkene, som blev kaldt gråbrødre på grund af farven på deres kutter, grundlagde deres
første kloster på dansk jord i Ribe i 1232. Franciskanerordenen var stiftet af Frans af Assisi i 1209, og
gennem et liv i fattigdom og bod skulle franciskanermunkene missionere og hjælpe fattige. De måtte ikke
eje noget, men skulle leve af tiggeri, og når de fik den idé at oprette et kloster i Svendborg, kan det kun betyde,
at Svendborg i middelalderen var en ganske velhavende by.
I Danmark oprettede gråbrødrene i alt 26 munke- og tre nonneklostre. Efter Ribe slog de sig ned i
Slesvig, Viborg og Randers, inden turen kom til Svendborg, hvor de med tiden byggede et firfløjet kloster
med en tårnløs kirke på den (temmelig sumpede) grund tæt ved stranden, som de havde fået foræret af Fyns
biskop Regner. Selvom der var tale om tiggermunke, må man formode, at munkene var ganske populære. I
hvert fald prædikede de på dansk – i modsætning til præsterne i kirkerne i den katolske tid – og man ved, at
de afholdt åbne gudstjenester i deres klosterkirker.
Reformationen i 1536 betød pr. definition, at klostret i Svendborg blev nedlagt og derefter i en
periode tjente som bolig for seks fattige, men Klosterkirken overlevede som annekskirke frem til 1828,
hvor den blev nedrevet. Antagelig har det været for at undgå en større istandsættelse; i hvert fald hed det om
kirken i 1825, at den indvendig var ”uanvendelig og brøstfældig”; kun altertavlen og alterbordet blev karakteriseret
som ”brugelige”. Der var kræfter i byen, som arbejdede for at bevare kirken, men det lykkedes
ikke. Til gengæld fik man udfærdiget meget detaljerede tegninger af kirken, så man ved faktisk ganske præcis,
hvordan den så ud. I øvrigt er området under sporene ved banegården blevet undersøgt af arkæologer
flere gange, senest i 2007.
I den forbindelse sagde museumsinspektør P.O. Thomsen fra Øhavsmuseet Arkæologi Sydfyn: ”Dengang
mente man, at Gråbrødre Klosterkirke var overflødig, men set i bakspejlet kan man virkelig ærgre sig
over, at man rev den ned, for tegningerne fra 1828 viser, at den virkelig havde pyntet i bybilledet”. Og før
ham havde Svendborgs daværende museumschef Henrik Jansen endda kaldt det en ”skandale”, at byens vise
fædre ikke i sin tid sørgede for at bevare kirken. I så fald ville man naturligvis have skullet placere N.P.C.
Holsøes banegård et andet sted, da banen fra Odense kom til Svendborg i 1876.
→ Svendborg station, Klosterplads 10, 5700 Svendborg.
80

51. HVIDKILDE
Slægtens sidste mand
RA Svendborg følger Margueritruten hovedvej 44 i retning mod Faaborg, og lige vest for
F
Svendborg kører man gennem en stump skov og derefter i en gevaldig bue uden om herregården
Hvidkilde. På højre side har man den hvide hovedbygning fra 1742, og på venstre
side Hvidkilde sø. Man må nøjes med at nyde det smukke syn, mens man kører forbi,
for der er ikke adgang til herregården, der ejes af slægten Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.
Den første slægt, som med sikkerhed kan knyttes til Hvidkilde, er den nu for længst uddøde slægt
Rønnow. Rigsmarsk Claus Rønnow (død 1486) optræder som ejer af Hvidkilde i 1467, og han var blandt de
adelsmænd, som i 1439 opsagde kong Erik af Pommern huldskab og troskab. Kongen blev simpelt hen sat
fra bestillingen, og årsagen var mestendels, at han var alt for dyr i drift. Han lagde sig ud med hansestæderne,
og han var nærmest permanent på krigsstien for at få herredømmet Slesvig tilbage under den danske
konges vinger.
Billigt var det bestemt heller ikke, da hans internationale ambitioner førte til, at han i 1423-24 besluttede
sig for at tage på en udlandsrejse. Han nåede helt til Jerusalem og gjorde i det hele taget et vist indtryk,
hvor han kom frem. Den senere pave Pius 2. beskrev ham i et værk om tidens berømte mænd som en
smuk mand med gyldent hår og røde kinder, der ”drog alle kvinder til sig med elskovs længsel”. Hvad hans
dronning Philippa mente om den karakteristik, melder historien ikke noget om. Hun passede nemlig Eriks
riger og lande, mens han var udenlands, og det gjorde hun efter historikernes mening vældig godt. I virkeligheden
skulle Erik måske være blevet i udlandet, for aldrig så snart var han kommet hjem igen, før
tingene for alvor begyndte at gå skævt. Sagen var nemlig, at der nødvendigvis måtte skaffes finansiering til
både rejseriet og krigene, og til den ende benyttede Erik en særdeles velkendt metode: Han forlangte skatteforhøjelser
i først og fremmest Norge og Sverige.
Det var bestemt ikke populært. Stormændene slog sig i tøjret, og bønderne gjorde oprør. Erik lugtede
lunten, og i 1437 drog han til Gotland, hvor han i de følgende tolv år ernærede sig som sørøver. Da han
ikke syntes, det var morsomt længere, drog han helt bogstaveligt ad Pommern til. Det var her, han oprindelig
kom fra, og her døde han i god ro og orden i 1459.
Da Erik var taget til Gotland og ikke reagerede på en ordre fra rigsrådet om at komme tilbage og tage
sig af de rebelske bønder, var der ikke andet at gøre end at forsøge at finde en erstatning for Erik. Ham fandt
man i Tyskland i skikkelse af Eriks søstersøn: Christoffer af Bayern var kun 22, da man gjorde ham til
rigsforstander i Danmark, men hans CV så ualmindelig nydeligt ud: Han var opdraget ved den tyske kejsers
hof, og han havde også allerede krigserfaring. Ergo blev den ”godmodige, lystige og tykke, lille herre” valgt
til konge i Danmark i 1440.
Christoffer gjorde, som han havde fået besked på: Han gav de oprørske bønder et gevaldigt hak i tuden,
og for Claus Rønnow på Hvidkilde var Christoffer rette mand på rette sted. Rønnow blev nemlig
optaget i rigsrådet og slået til ridder, og han fik æren af at være skænk ved kongens bryllup med den 15-åri-
81

ge Dorothea af Brandenburg i 1445. Da Christoffer døde i 1448, blev han efterfulgt af Christian 1. (der
overtog Christoffers enke), og Rønnows stjerne steg yderligere: Allerede året efter blev han udnævnt til
rigsmarsk og dermed Danmarks øverste hærfører. Han var den uofficielle leder af den fynske adel, og i
1474 ledsagede han Christian 1. på en rejse til Rom, hvor han hos paven opnåede forskellige begunstigelser
for sig selv og sin søn.
Hvidkilde (Nils Jepsen WP)
Sønnen Markvard Rønnow (død 1506) overtog Hvidkilde, og også han blev til noget stort under den
efterfølgende kong Hans, der kom på tronen i 1481. Han blev slået til ridder i 1490, og i 1497 blev han
medlem af rigsrådet. Samme år førte han den danske hærs fane, da det for en kort periode lykkedes at
genoplive Kalmarunionen med Hans som konge over alle de tre nordiske riger. I det hele taget var han en
temmelig stridbar herre; i hvert fald lå han i mange år i strid med Jens Andersen Beldenak, der havde efterfulgt
Rønnows bror som fynsk bisp. Det gik så vidt, at Rønnow belejrede bispens borg Ørkil ved Svendborg,
men ifølge en anekdote endte det med, at Rønnow tog benene på nakken, fordi han antraf den ærværdige
biskop i færd med at læse i en bog. Det hed sig nemlig, at bispen kunne mere end sit fadervor, og Rønnow
blev rædselsslagen ved tanken om, at bispen i sin kvide måske var i færd med at påkalde selveste Fanden for
at få hjælp.
Den næste ejer af Hvidkilde var Markvard Rønnows søn Eiler (ca. 1490-1565), der opnåede at blive
rigsråd i 1533. Han kom imidlertid i klemme ved Reformationen tre år senere, hvor han røg ud af rigsrådet.
Broderen Joachim (ca. 1500-44) gik det endnu værre. Han var den sidste katolske biskop i Roskilde og
kom efter Reformationen til at sidde i fængsel resten af sit liv. Eiler derimod fik comeback som medlem af
rigsrådet, og det lykkedes ham også at afslutte faderens strid med bispestolen i Odense. Han blev en af lan-
82

dets rigeste mænd, og på Hvidkilde opførte han omkring 1550 en ny hovedbygning ved søen, som udgør
midterpartiet i den bygning, vi ser i dag. Han mistede imidlertid sine to sønner og døde som slægtens sidste
mand.
→ Hvidkilde, Fåborgvej 260, 5700 Svendborg.
52. OLLERUP
Niels Bukhs skole
Å strækningen mellem Svendborg og Faaborg går Margueritruten gennem landsbyen
P
Ollerup med den berømte gymnastikhøjskole, der blev grundlagt i 1920 som den første af
sin slags i Danmark – og i hele verden. Grundlæggeren var Niels Ebbesen Bukh (1880-
1950), og i årene mellem de to verdenskrige var han noget af det tætteste, man kunne
komme på et nationalt ikon i Danmark. Mange ligefrem forgudede ham, og hans gymnaster
stod for noget af det ypperste i datidens gymnastik.
Ollerup Gymnastikhøjskole (Beethoven9 WP)
Bukh blev kendt i en større kreds, da han i 1912 stod i spidsen for det hold af danske gymnaster, som
vandt sølv ved de olympiske lege i Stockholm. Fra da af steg hans ry til næsten astronomiske højder, mens
han løbende udviklede sit gymnastiksystem, som han kaldte ”primitiv gymnastik”. Det var afgjort noget an-
83

det end den kadavergymnastik, som indtil da havde fået landets bønderkarle til at svede bravt. Hans unge
mænd optrådte med nøgen overkrop eller i stramtsiddende trikot; deres bevægelser var ”yndefulde”, men
alligevel var kropssproget absolut kraftfuldt og maskulint.
Det var især opvisningerne i Europa og USA, som grundlagde Bukhs ry, og hans ”jordomrejse” i
1931 til Rusland, Kina, Japan, Korea, Canada, USA og Tyskland gjorde ham til nationalsymbol. I 1933 var
han første gang på besøg i Hitlers Tyskland og blev bjergtaget. Hans udtalelser om den tyske kansler og
hans parti var temmelig umisforståelige, og det var bestemt ikke den danske regerings kop te – slet ikke
efter at Bukh i oktober 1933 offentligt tilsluttede sig nazisternes opfattelse af hans gymnastik som repræsenterende
”noget af det ypperligste i den ariske race”. På den anden side var det officielle Danmark naturligvis
begejstret for reklameværdien i form af de positive signaler om Danmark, som Bukh sendte på sine
mange opvisningsturneer i udlandet.
Situationen blev mere og mere anstrengt, efterhånden som nazisterne vandt terræn i Tyskland. Selv
om han aldrig meldte sig ind i det danske nazistparti, var Bukhs begejstring ikke til at tage fejl af, og han
omgikkes med planer om at blive en slags ungdomsminister efter tysk forbillede. Efter besættelsen blev
Bukh arresteret, men dog ret hurtigt løsladt igen. Det lykkedes ham trods store vanskeligheder at genrejse
højskolen i Ollerup, men det blev aldrig det samme som før krigen. Stjernen var i den grad falmet, og en
Bukh-turné i Sønderjylland i 1946 måtte opgives.
→ Ollerup Gymnastikhøjskole, Svendborgvej 3, 5762 Vester Skerninge.
53. BRÆNDEGÅRD
Lykken smilte ikke til Lykke
ELLEM Vester Åby og Brahetrolleborg går Margueritruten langs bredden af Brændegård
sø, der er Fyns næststørste sø (den største er Arreskov sø). Søen har navn efter her-
M regården Brændegård, der – bortset fra en kort periode på tre-fire år – altid har delt
skæbne med Brahetrolleborg. Brændegård indgik i oprettelsen af baroniet Brahetrolleborg
i 1672 og blev i 1700-tallet benyttet som baroniets enkesæde. Den nuværende
hovedbygning stammer fra tiden omkring 1880.
Den korte periode som selvstændig herregård var en direkte følge af, at adelsmanden Kaj Lykke
(1625- 99) i 1646 af sin hovedrige far, Frands Lykke, blev sat til at bestyre Brahetrolleborg, som på daværende
tidspunkt kaldtes Rantzausholm. Den unge Kaj var vistnok en udmærket godsadministrator, og da
han i 1656 arvede alle faderens godser, var han med ét slag en af landets rigeste mænd. Men han blev først
og fremmest kendt for sine erotiske eventyr og sin åbenmundethed. Det blev hans skæbne, for i et brev til en
af sine elskerinder omtalte han Frederik 3.s dronning Sophie Amalie i meget lidt høviske vendinger og beskyldte
hende sågar for utroskab med sine lakajer. Han kunne muligvis have klaret frisag, hvis ikke det fa-
84

møse brev til kæresten var kommet i hænderne på en vis ridefoged Peter Børting på Brahetrolleborg, der behændigt
sørgede for at lade det gå videre til hoffet.
Kaj Lykke blev tvunget til at slå en streg over den gæld, som kronen skyldte ham, og han måtte endda
skrive under på at ville betale kronen yderligere en større sum penge. Da Lykke ikke betalte og ydermere
rømmede landet, anklagede kongen ham for majestætsfornærmelse, og på forbløffende kort tid nåede Højesteret
i 1661 frem til, at taksten for den slags var fortabelse af liv, ære og gods. Lykke strejfede i årevis om i
udlandet, og først efter Sophie Amalies død i 1685 turde han vende tilbage til Danmark, hvor han i resten af
sit liv levede tilbagetrukket hos sin søster på Bidstrup. Men dronningen insisterede på, at han skulle af med
hovedet for sin forseelse, og der blev derfor fremstillet en dukke af træ, som blev henrettet efter alle kunstens
regler.
Kai Lykkes godser tilfaldt kronen, og af en eller anden grund udskilte man nu Brændegård, som blev
tilskødet amtsskriver Otto Hey. Han forlod imidlertid denne verden kort efter, og da enken i 1664 giftede
sig med amtsskriver Nicolaus Strumpferdt, solgte han gården til Christoffer Gabel, der i mellemtiden var
blevet ejer af Brahetrolleborg – og ringen var dermed sluttet.
Men tilbage til søen, som især er kendt for sine skarver. For 20 år siden var der over 7.000 skarvreder
ved søen, men tallet er svundet betragteligt ind; i 2019 registreredes kun 376 reder. Forklaringen på nedgangen
i antallet af skarver er antagelig, at søen også er hjemsted for flere ynglende havørne. De æder simpelt
hen skarvenes æg og unger, og samtidig virker deres tilstedeværelse stressende på skarvene. Nogle af
skarvene har derfor holdt flyttedag til Nørresø lidt længere mod nord.
→ Brændegård, Brændegårdsvej 15A, 5600 Faaborg.
54. HOLSTENSHUUS
Renoveret herregårdspark
ARGUERITRUTEN passerer på Sydfyn herregården Holstenshuus, der i 1707 blev
M
købt af officeren Christian Adolph Holsten. Siden da har den været i samme slægts eje,
og den nuværende ejer er niende generation af slægten Holsten-Berner. Den første
Holsten faldt dog kort efter i krig, og godset blev overtaget af broderen Godske Ditlev
Holsten (1674-1745), som bl.a. deltog i den spanske arvefølgekrig, hvor han udmærkede
sig ved at erobre fæstningen Trarbach ved Mosel (med samt fæstningens righoldige vinkælder). I 1723
oprettede han stamhuset Holstenshuus, som også kom til at omfatte Langesø.
I sit testamente måtte han med ærgrelse og nogen græmmelse konstatere, at både Holstenshuus og
Langesø ”mestendels består af gamle bygninger, som desværre er meget forfaldne, hvilket jeg formedelst alderdom
og andre nødvendige okkupationer ikke har kunnet istandsætte, som jeg gerne ville”. Derfor fastlagde
han i testamentet, at næste generation skulle begraves ”uden ringeste pragt, gæstebud og ligtale”. I
85

stedet skulle pengene bruges på at bringe gårdene i ordentlig stand. Det efterlevede sønnen Adam
Christopher Holsten (1717-1801) til punkt og prikke. Sønnesønnen Adam Christopher Holsten-Charisius
(1793-1879) overtog ikke blot Holstenshuus, men arvede desuden det Charisiske fideikommis (Constantinsborg)
og føjede derfor Charisius til sit navn. Med hustruen Augusta Magdalene von Schilden fik han tre
døtre. Den ældste, Sophie Magdalene (1830-1906), giftede sig i 1853 med Gustav Alexander Berner
(1823-89), der allerede havde arvet Clausholm efter en moster. Ægtefællerne, der herefter bar navnet
Berner Schilden Holsten, flyttede i 1885 til Langesø og overlod Holstenshuus til sønnen Adam Christopher
Berner Schilden Holsten (1855-1927).
I julen 1908 brændte hele hovedbygningen, men det lykkedes at redde langt det meste af det værdifulde
inventar. Arkitekten Jens Vilhelm Petersen fra Odense tegnede en ny hovedbygning i historicistisk
stil. Det trefløjede anlæg i to etager opførtes i røde sten oven på de gamle kældre.
Holstenshuus (Knud Mortensen)
Parken blev anlagt som en rokokohave i 1753, men blev senere omlagt i engelsk landskabelig stil og
ændrede sig i det hele taget i takt med den herskende havemode. I 2010 afsluttedes en større renovering,
der bevarede væsentlige træk fra rokokohaven, men samtidig fastholdt indtrykket af en romantisk landskabshave.
Således har man istandsat de tre broer, pavillonerne og grotten, men man har også bevaret de
lige alleer og akser fra rokokoanlægget. Der er adgang til parken mod en beskeden entré.
→ Holstenshuus, Slotsalleen 9, 5600 Faaborg. holstenshuus.dk
86

55. FAABORG
Bag tremmer på Torvet
Å Torvet i Faaborg står en bronzestøbning af Ymerbrønden, der er en skulptur fra 1912
P
af billedhuggeren Kai Nielsen. Det var konservesfabrikant Mads Rasmussen, der skænkede
skulpturen til byen, og det var den samme Mads Rasmussen, der egenhændigt sørgede
for, at Faaborg fik et enestående museum, hvor man kan se værker af fynske malere som
Fritz Syberg og Johannes Larsen. Den originale sandstensudgave af Ymerbrønden befinder
sig på Faaborg Museum.
Faaborg rådhus anno 2020 (Beethoven9 WP)
På den modsatte side af Torvet ligger Faaborgs gule murstensrådhus fra 1840 med en tilbygning på
bagsiden fra 1929, der huser byens tidligere arresthus. Før den tid fristede fangerne i Faaborgs rådhus en
kummerlig tilværelse i to ”huller” i kælderen med stengulv og jordvægge og uden lys, hvor ”det er vanskeligt
at sige, hvorfra de erholde den luft, som de indespærrede skulle indånde”. Ikke desto mindre viste det
sig, at de celler, man fik bygget i det ny rådhus, var mindre end den lovbefalede størrelse. De var ”uregle-
87

menterede”, men blev alligevel brugt, helt indtil der blev råd til at opføre det egentlige arresthus, som tillige
indeholdt en embedsbolig til arrestforvareren.
I 1938 overgik ansvaret for landets 87 kommunale arresthuse til staten, og det betød ikke overraskende
effektiviseringer og rationaliseringer. Det havde eksempelvis tidligere været arrestforvareren, der
stod for fangernes forplejning – typisk tilberedt af arrestforvarerens hustru (og hvis hun var sparsommelig,
kunne der komme et overskud ud af det, som gik i arrestforvarerens egen lomme). I Faaborg sad arrestforvareren
dog på ”madkassen” helt frem til 1976, og først i 1982 ophævedes arrestforvarerens pligt til at bo i
arresthuset.
I 1989 lukkede og slukkede arresthuset i Faaborg. Det var for dyrt i drift med et personale på 11
mand, der skulle passe på 10 fanger (når der var fuldt hus) samt eventuelle indsatte i detentionen. I 2000
flyttede byretten ud af retssalen og de omliggende kontorer, men i stedet rykkede Øhavsmuseet ind og giver
nu de besøgende mulighed for at besøge fangegården, cellerne og retssalen. I udstillingen kan man høre de
indsattes og de pårørendes fortællinger, og man kan opklare en fiktiv mordgåde fra tiden lige efter 2. Verdenskrig.
I arrestens kælder kan man følge en af arrestens mange indsatte på den tornede vej fra en tilværelse
som gårdskarl til indsat bag tremmer.
→ Faaborg Arrest, Torvet 19, 5600 Faaborg. ohavsmuseet.dk
56. TRENTE MØLLE
Fra kværn til Kaas
ELLEM Faaborg og færgehavnen i Bøjden passerer Margueritruten vandmøllen Trente
M
Mølle, der omtales første gang i 1589 med ordene ”en dam og en kværn”. Møllen hørte
i århundreder til Østrupgård, og mølleren var fæstebonde på gården. I 1806 fik Hans
Hansen Wollenberg fæstebrev på møllen, og da han døde i 1823, måtte hans unge kone
(af hans andet ægteskab) skifte med børnene. Det rakte hendes økonomi imidlertid ikke
til, og gode råd var dyre. Men en kone i nabolaget fik en lys idé: Hun friede på møllerkonens vegne til møllersvenden
Rasmus Hansen i Brobyværk, og han sagde ja tak.
Han viste sig at være en dygtig møller, og det samme gjaldt hans søn Christen Rasmussen Trentemøller,
der udbyggede vandmøllen og opsatte et nyt vandhjul i 1866. To år senere investerede han i en
dampmaskine, og i 1872 supplerede han vandmøllen med en splinterny vindmølle på møllebakken øst for
landevejen. Det gik ham åbenbart godt, for i 1874 var han i stand til at købe Trente Mølle, og i 1886 byggede
han et nyt stuehus med tilhørende bageri.
Den ældste søn Rasmus Trentemøller overtog møllen efter sine forældre i 1900. Han stod selv for bageriet,
men det var fiskeriet, som først og fremmest interesserede ham: Han etablerede ørreddamme og
88

egyndte at udklække ørredyngel i en lille bindingsværksbygning med tilhørende tank. I tilgift etablerede
han et savværk og en foderstofhandel, så der var nok at se til.
Trente Mølle (ukendt)
Fra 1923 hed ejeren Anders Hansen, og med tiden fik han opført hele seks drivhuse, hvor han dyrkede
agurker og tomater. I 1935 begyndte man som et af de første steder i Danmark at dyrke champignoner
på Østrupgård, og under krigen satsede man på dyrkning af tobak, der blev tørret i Østrupgårds lader. I
1950 blev Trente Mølle hjemsted for en konservesfabrik. I første omgang konserverede man asparges,
champignon og jordbær, men senere blev produktionen udvidet med rødkål, syltede asier og agurker samt
marmelade, ligesom champignonproduktionen blev flyttet fra Østrupgård til Trente Mølle.
I det lange løb viste konservesfabrikken sig ikke at være rentabel, og i sommeren 1972 blev Trente
Mølle solgt til skuespilleren Preben Kaas (1930-81), der fortsatte med at dyrke champignoner. For Preben
Kaas blev møllen et fristed i en travl hverdag, hvor han kunne lade op og få ideer til nye tekster. Han inviterede
ofte venner og familie på besøg, og i efteråret 1976 kom Gasolin’ forbi for at øve (og indspille nogle af)
numrene til lp’en ”Efter endnu en dag”. Da Preben Kaas og Lisbet Dahl giftede sig i 1977 i Håstrup Kirke,
blev festen holdt på Trente Mølle. Møllen blev overtaget af staten i 1987, og i dag er her naturskole.
→ Trente Mølle, Trentevej 7, 5672 Broby. trente.dk
89

57. MILLINGE
Kokken med øksen
ORT efter Falsled og lige før Millinge passerer Margueritruten herregården Steensgaard,
som den 5. juli 1594 var skueplads for et bloddryppende drama. Mellem klokken
K 4 og 5 om morgenen blev den ondskabsfulde ejer af Steensgaard Otte Emmiksen nemlig
dræbt af tre øksehug. Udåden blev begået af gårdens kok, men han gjorde det på opfordring
af Emmiksens hustru.
Allerede i 1300-tallet var det formentlig den fynske uradelsslægt Bjørn, der sad på Steensgaard, og i
1412 hed ejeren Bjørn Olufsen Bjørn (død tidligst 1433). Han var en af rigets mest fremtrædende adelsmænd
og deltog bl.a. ved tilblivelsen af Kalmarunionen i 1397. I 1494 overgik Steensgaard imidlertid til
Otte Emmiksen (død tidligst 1523), hvis søn Anders Emmiksen (død 1566) åbenbart var et noget ublidt
gemyt. I 1548 fremlagde han falske breve som bevis i en retssag, og i 1555 blev han arresteret, fordi han
havde fremsat ærerørige udtalelser om både kongen og Aksel Urne. Han slap dog for straf, men måtte til
gengæld forpligte sig til at rejse direkte hjem til Steensgaard og frivilligt lade sig indespærre på den gård,
som han havde bygget kort forinden på et voldsted, omgivet af vandgrave til tre sider. Han måtte kun forlade
gården, hvis han skulle i kirke, og i så fald måtte han kun køre den direkte vej til og fra kirken.
Den næste generation Emmiksen på Steensgaard var om muligt endnu værre. Otte ”den onde” Emmiksen
(1531-94) fik ry for at være ondskaben selv, og han forpestede tilværelsen for både sine tre koner,
sine bønder og sine naboer. En dag havde han således set sig gal på fogeden på Østrupgård og skød ham i
benet med det resultat, at Emmiksen ligesom faderen fik besked på at holde sig på Steensgaard. Strengt
taget er der vel ikke noget at sige til, at hans tredje hustru, den holstenske adelsdame Dorte Hested, mistede
tålmodigheden med sin ægtemand. Formedelst en klækkelig belønning overtalte hun kokken Hans og tjeneren
Jørgen til at gøre det af med manden. Som præsten sagde i sin ligtale: Emmiksen blev af kokken ”ynkeligt
myrdet og dræbt med en økse i sit hoved, mens han lå om morgenen og sov, på anstiftelse af sin hustru,
en meget slet kvinde”.
Kokken stak af med sin belønning, men blev hurtigt pågrebet og parteret i fire stykker på retterstedet,
mens man aldrig fik fat i tjeneren, og enken slap mærkværdigvis for videre tiltale. Men både Emmiksen og
hans fæle hustru går efter sigende igen på Steensgaard; på hans hoved ses tre dybe, ildrøde sår, mens hun
lægger sig på gulvet og skrubber på en rød plamage, men den går ikke væk. Der blev lagt nyt gulv i 1938,
men den røde plet siges også at være synlig på det ny parketgulv.
I 1625 kom gården til enken Sidsel Høeg (1582-1648), hvis stærke religiøse interesse bl.a. gav sig
udslag i, at hun udgav en bønnebog. Men også på verdslige materier havde hun forstand, og på Steensgaard
sørgede hun for, at Anders Emmiksens tre fritstående huse blev sammenbygget. Hun forhøjede alle husene
med én etage i bindingsværk og bekostede den sandstensportal, som den dag i dag indrammer indgangsdøren
i vestfløjen. Porttårnet, som også kaldes ”tyske tårn”, er forsynet med hendes og hendes afdøde mands
våben.
90

Da Sidsel Høeg døde, blev Steensgaard købt af Wenzel Rothkirch (1597-1655), som i 1626 havde
lånt Christian 4. sin hest og derved reddet kongen fra tilfangetagelse efter nederlaget ved Lutter am Barenberg.
Han blev belønnet med stillingen som hofmarskal, men fra 1631 koncentrerede han sig om sine efterhånden
ganske omfattende godsbesiddelser. Herefter fulgte en periode med borgerlige ejere i skikkelse af
Jens Christensen Heden og hans søn Frederik Jensen Hein (1691-1751), der i 1737 giftede sig med Susanne
Brahe (1700-60) fra Østrupgård. Efter hans død iværksatte hun en omfattende renovering, der i store
træk gav anlægget det udseende, som det har i dag.
Efter hende gik gården i 1786 til slægten Bille-Brahe, og i 1897 hed ejeren Henrik Bille-Brahe-Selby
(1870-1938). Slægtens hovedsæde var Hvedholm, men han foretrak Steensgaard, som han lod restaurere
ved arkitekt Aage Langeland-Mathiesen. Med sine arbejder i skønvirke (jugendstil) og nybarok var han sammen
med Ulrik Plesner toneangivende inden for dansk arkitektur i begyndelsen af 1900-tallet. På Steensgaard
fjernede han det hvide kalklag, således at bygningerne igen fremstod i røde sten og med malet bindingsværk.
Steensgaard blev i 1938 solgt til forlægger Michael Th. Hansen, og da han døde i 1956, blev gården
indrettet som Fyns første herregårdspension. I 2011 blev den overtaget af parret Ann og Henning Wiesinger,
der driver den som et økologisk principlandbrug.
→ Steensgaard, Steensgaard 7, 5642 Millinge.
58. HORNE
Den fynske rundkirke
KKE langt fra færgehavnen i Bøjden kommer Margueritruten i Horne forbi Fyns eneste
I
rundkirke. Den siges også at være øens største landsbykirke, og Horne skal i øvrigt være
”Danmarks største landsby”.
Man kan måske tillade sig at kalde Horne Kirke for en ”knopskydningskirke”, for der
er i tidens løb blevet bygget til kirken i adskillige omgange. Kirkebyggeriet begyndte omkring
1170, og bygherren var formentlig Valdemar den Store. Sandsynligvis var der en kongelig beboelse
ved kirken, og alt tyder på, at der var knyttet et broderskab til stedet, hvis opgave var at organisere korstog
mod de hedenske folkeslag i Estland og Letland. Efter et korstog i 1223 vendte Valdemar den Store hjem til
Horne, men blev under en jagt på Lyø taget til fange af den tyske fyrste Henrik af Schwerin og først frigivet
næsten tre år senere mod en krasbørstig løsesum.
Det arkitektoniske forbillede for rundkirken i Horne menes at være Karl den Stores kirke i Aachen.
Oven over selve den romanske rundkirke, der er 17 meter i diameter, byggedes et stokværk, der skulle tjene
forsvarsformål. I gotisk tid blev kirken udvidet med kor og tårn, idet rundkirken fungerer som skib. Den
skulle altså oprindelig opfylde to formål: Dels skulle den tjene til Guds ære, og dels skulle den bruges i en
91

Horne Kirke (Anlace WP)
forsvarssituation. Det sidste formål fremgår af murtykkelsen (ca. 2 meter) og af de skydeskår, som man stadig
kan øjne.
I 1825 fik lensgreve Preben Bille-Brahe (1773-1857) fra godset Hvedholm opført et mausoleum,
hvor han selv blev stedt til hvile sammen med sine tre koner. Mausoleet er tegnet af G.F. Hetsch, der var en
af senklassicismens store navne i Danmark, og som også tegnede de fire ældste sarkofager. Busten af ophavsmanden
skyldes billedhuggeren H.W. Bissen. Lensgreven var i øvrigt mæcen for den unge maler C.W.
Eckersberg, og i 1812 malede han kirkens altermaleri, som forestiller Jesus og de små børn. Det var også
Preben Bille-Brahe, som i begyndelsen af 1800-tallet fik kirken nyindrettet i empirestil. I kirken bemærker
man det sortmalede træskilt med ordet ”Sognestævne”. Meningen var, at den dag, hvor skiltet var opsat, ville
sognefogeden stille sig op på den firkantede sten øst for våbenhuset og delagtiggøre sognebørnene i bekendtgørelser
fra myndighederne og verserende sager i sognet.
Dele af filmen ”Adams æbler” fra 2005, der blev skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen, er
optaget i og ved kirken. Hovedrollerne spilles af kendte navne som Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Nicolas
Bro, Paprika Steen og Nikolaj Lie Kaas.
→ Horne Kirke, Søren Lundsvej 42, Horne, 5600 Faaborg.
92

59. MIDDELFART
Marsvinejagten i Lillebælt
ØR Lillebæltsbroerne blev bygget, var der tre steder, hvor man kunne blive færget over
F
Lillebælt fra Jylland til Fyn og omvendt, nemlig mellem Strib og Fredericia, mellem Middelfart
og Snoghøj og mellem Assens og Årøsund. Middelfart var således det midterste
overfartssted – og det er netop denne beliggenhed, der har givet byen sit navn. Men da den
fynske jernbane blev anlagt i 1865, var det Strib, som gik af med sejren i konkurrencen
om at blive det fremtidige overfartssted over bæltet. Året efter forlængede man nemlig banen fra Middelfart
til Strib med henblik på at oprette dampskibsfart mellem Strib og Fredericia og dermed skabe sammenhæng
mellem den fynske bane og de jyske baner, som udgik fra Fredericia.
Henner Friisers Hus, Middelfart (News Øresund WP)
I middelalderen var Middelfart altså et vigtigt overfartssted, men samtidig tjente byen gode penge på
marsvinsfangsterne i Lillebælt. I løbet af 1800-tallet blev der skønsmæssigt fanget i alt omkring 100.000
93

marsvin, men at marsvinsjagten var en ældgammel foreteelse, fremgår af en skriftlig kilde fra 1357, hvori
det anføres, at kongens lensmand på Hindsgavl havde krav på at få hvert 30. marsvin, der blev fanget. Som
spise var marsvinene ikke nogen udpræget delikatesse, men til gengæld kunne spæklaget koges til tran, der
anvendtes til belysning: I 1835 opsattes 30 tranlygter i Middelfart, og i Odense var der næsten tre gange så
mange tranlygter, indtil gassen blev indført i 1853.
Det kongeligt privilegerede marsvinsjægerlaug i Middelfart, der bestod af 10 både og 30 mænd, kendes
fra 1593, men blev nedlagt i 1898. 60 år senere genoplivede man imidlertid lauget med det formål at
formidle historien om marsvinefangsterne. Ligesom før i tiden består det ny laug af 30 aktive mænd, og det
var ikke nogen tilfældighed, at det blev stiftet i Henner Friisers Hus i Middelfart.
Det smukke bindingsværkshus er opført i slutningen af 1500-tallet og er dermed – bortset fra kirken
– byens ældste hus, men hvem der var bygherren, ved man ikke. Til gengæld kan det siges med sikkerhed, at
det ikke var Henner Friiser, for han er nemlig en romanfigur. Han er opfundet af salmedigteren B.S. Ingemann,
der også skrev fire utroligt populære historiske romaner. Romanerne udkom i årene 1824-36, og
Henner Friiser dukker op i ”Erik Menveds barndom” fra 1828, hvor han er oldermand for færgemændene
og marsvinsjægerne i Middelfart. Han er 70 år gammel, men alligevel stærk som en okse: Han kan tvinge de
andre marsvinsjægere i knæ ved bare at lægge sine hænder på deres skuldre og trykke til. Fra 1707 til 1870
husede Henner Friisers gård et gæstgiveri, og siden en restaurering i 1928 har huset været anvendt som
lokalmuseum.
På Fisketorvet i Middelfart, hvor Knorregade og Smedegade mødes, står Marsvinebrønden, der er
udført af billedhuggeren Hans Olsen i 1957, og som viser, hvordan marsvinejagten fandt sted.
→ Henner Friisers Hus, Brogade 8, 5500 Middelfart. middelfart-museum.dk
60. MIDDELFART
Indlagt i Middelfart
LDRE læsere vil sandsynligvis kunne erindre, at det om en mand eller en kvinde kunne
Æ
hedde sig, at han eller hun ”kom til Middelfart”. Dermed mentes, at vedkommendes
psykiske sygdom havde medført indlæggelse på sindssygehospitalet i Middelfart.
Tilbage i middelalderen var den almindelige forestilling, at en sindssygdom var
den ondes eller djævelens værk, og de sindssyge blev da også kaldt gale, vanvittige eller
afsindige. Hvis de var rigtig syge, måtte man binde dem, og de var derfor ”bindegale”. Man kunne ikke hjælpe
dem eller lindre deres sygdom, så de blev derfor isoleret fra omgivelserne og indespærret i små celler i de
såkaldte dårekister. Den først kendte dårekiste i Danmark omtales i Ribe i midten af 1400-tallet.
I midten af 1800-tallet nåede lægevidenskaben imidlertid frem til, at de ”gale” ikke var uhelbredelige,
men led af en sygdom. Begrebet ”sindssyg” stammer fra denne tid og afspejler altså, at sindssygdom ik-
94

ke længere blev anset for at være en uforklarlig og permanent tilstand, men at der netop var tale om en sygdom,
som i et eller andet omfang kunne helbredes og derfor burde behandles professionelt på hospitaler.
Samtidig begyndte man at skelne mellem åndssvage og sindssyge, og man gik i gang med at bygge store
sindssygehospitaler, som man kaldte asyler.
Det første var Risskov ved Aarhus i 1852, derefter fulgte Oringe ved Vordingborg i 1858 og Viborg i
1877. At nogle af de gamle forestillinger stadig hang ved, fremgik dog af, at hospitalet i Viborg ved indvielsen
blev kaldt ”Depotanstalt for 300 uhelbredeligt sindssyge”. Først da Folketinget i 1911 vedtog en ny
lov om sindssyge, kom anstalten i Viborg til at hedde ”Viborg Sindssygehospital”.
Sindssygeanstalten i Middelfart åbnede i 1888. Den ligger smukt ned til Fænøsund, og det harmonerer
med datidens opfattelse af, at smukke omgivelser og en regelbundet hverdag fremmede helbredelsen.
Der er tale om en hel lille by i byen med eget vand- og gasværk, eget vaskeri og en lille kirke, men området
var indhegnet, således at patienterne blev holdt adskilt fra byens indbyggere – og omvendt. Det var bygget
til at rumme 400 patienter, men blev allerede i 1896 udvidet, så der blev plads til 700. Det var her, maleren
P.S. Krøyer (1851-1909) var indlagt flere gange, første gang i 1900. Også dette hospital ændrede i øvrigt
navn flere gange; oprindelig hed det Sindssygeanstalten ved Middelfart, fra 1911 Sindssygehospitalet i Middelfart,
og fra 1959 var navnet Statshospitalet.
Behandlingen af de psykiske lidelser blev markant ændret med fremkomsten af psykofarmaka i
1970’erne. Flere patienter blev i stand til at behandle sig selv og kunne derfor blive boende hjemme. Behovet
for sengepladser blev mindre, og i 1999 lukkede det gamle hospital. I en af de tidligere patientbygninger
kan man se udstillingen ”Middelfart Sindssygehospital 1888-1999”. Her får man historien om behandlingerne
og terapiformerne, om bygningernes forskellige funktioner og indretning samt om dagligdagen på
hospitalet for både patienter og personale.
→ Psykiatrisk Samling, Teglgårdsparken 17, 2.sal, 5500 Middelfart. middelfart-museum.dk
61. FØNS
Tværs over isen
ELLEM Middelfart og Assens går Margueritruten forbi landsbyen Føns nogle få kilometer
fra Tybrind Vig, hvor en af Danmarkshistoriens mest spektakulære begiven-
M
heder udspillede sig i nogle iskolde januardage i 1658. Når Sverige og Danmark-Norge
var på kant med hinanden stort set uafbrudt i 1600-tallet, handlede striden i bund
og grund om, hvilket af de to lande der skulle have herredømmet over Østersøen og
dermed være stormagten i Skandinavien. Stillingen var nærmest uafgjort, selvom Danmark-Norge ved freden
i Brömsebro i 1645 havde måtte afstå Halland i 30 år og desuden havde måttet vinke helt farvel til Got-
95

land og to norske grænselen. Det var en torn i øjet på Frederik 3., og i 1657 erklærede han svenskekongen
Karl 10. Gustav krig.
Dermed indledtes en ny krig mellem de to lande, og det viste sig ret hurtigt, at den danske krigserklæring
ikke var noget udpræget klogt træk. Danmark manglede både veltrænede tropper, gode befalingsmænd
og forsyninger, mens Karl 10. Gustavs hær var stærk og krigsvant, og eftersom den på daværende
tidspunkt befandt sig i Polen, var det en smal sag for svenskerne at spadsere gennem Nordtyskland og ind i
Jylland sydfra. De svenske tropper besatte Jylland fra hæl til isse, men til gengæld lod det sig ikke uden videre
gøre at fortsætte over bælterne til København. Den danske flåde spærrede svenskerne vejen, og samtidig
havde kongen forstærket forsvaret af Fyn ved at stationerne troppestyrker langs øens nord- og vestkyst.
Der blev bygget grave og palisader langs kysten samt skanser ved Wedellsborg, og der blev gået strandvagt
både dag og nat.
Men vejrguderne tilsmilede Karl 10. Gustav. I januar 1658 gav det sig nemlig til at fryse umanerlig
hårdt, og i slutningen af måneden begyndte isen at kunne bære. Den svenske konge samlede sine næsten
10.000 soldater i området mellem Kolding og Haderslev og gav sig til at spekulere over, om det mon kunne
lade sig gøre at føre tropperne over isen. Den 27. januar erobrede svenskerne øen Brandsø i Lillebælt, og
natten mellem den 29. og 30. januar, hvor Karl 10. Gustav overnattede i præstegården i Hejls, sendte han
kvartermester Erik Dahlberg på et rekognosceringstogt, der førte ham til Føns, hvor han havde held til at
overraske en snes danske bondesoldater, der gik vagt. Et par af dem blev ført som fanger tilbage til hovedkvarteret
i Hejls, og kort før daggry den 30. januar traf den svenske konge beslutningen om at gå over isen
til Tybrind Vig på Fyn. Den svenske hær gik fra den jyske kyst i et bælte fra Stenderup Hage i nord til Anslet
Hage i syd; kongen kørte selv i slæde til Brandsø og red derfra selv videre. Den danske hær blev temmelig
bogstaveligt taget på sengen, og inden kl. 10 om formiddagen havde svenskerne overmandet de danske styrker,
der befandt sig ved Tybrind.
Den svenske konge gentog kunststykket ved at føre sine tropper over Tåsinge og Langeland og derfra
over Langelandsbælt til Lolland. Inden længe stod han foran Københavns porte, og det fik Frederik 3. til at
gå i panik. I hast blev der sluttet fred i februar 1658. Det var den såkaldte Roskildefred, som indebar, at
Danmark for evigt skulle afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm samt yderligere to norske len. Krigen
blev genoptaget i august 1658 og endte faktisk med en dansk sejr, og da Karl 10. Gustav helt uventet døde i
1660, kunne der på ny indledes fredsforhandlinger. Freden i København var imidlertid et magert resultat,
set med danske øjne: Kun Trondhjems len måtte svenskerne levere tilbage til Danmark, ligesom Danmark
fik Bornholm retur mod til gengæld at lade svenskerne få 18 danske adelsgodser i Skåne.
→ Jomfrumarken, 5580 Nørre Aaby.
96

62. ASSENS
En mand med samlermani
ARGUERITRUTEN tangerer det nordøstlige hjørne af Assens, men det bør ikke forhindre,
at man aflægger byen et egentligt besøg. Assens er antagelig mest kendt som
M søhelten Peter Willemoes’ fødeby, men i denne sammenhæng handler det om et andet –
og mindre kendt – bysbarn, nemlig sølvvarefabrikanten Frederik Nissen Ernst (1892-
1976), der blev udnævnt til æresborger i Assens i 1974. Han elskede at samle på smukke
ting, men da han ingen arvinger havde, valgte han at testamentere sin lejlighed og sin fabrik i Østergade
med tilhørende blanding af kunst, antikviteter og souvenirs fra hele verden til Vestfyns Museum, og dermed
er der offentlig adgang til de mange herligheder
under overskriften ”Sølv, kitsch og kunst”.
Ernst var altså sølvvarefabrikant ligesom sit
fædrene ophav, men måske havde han forestillet
sig en helt anden karriere som operasanger. I
hvert fald rejse Ernst junior i 1921 til Milano,
hvor han opsøgte en af datidens berømte sanglærere
ved navn Coppola. Læserne af Assens
Amts Dagblad kunne følge med i rejsen, takket
være de rejsebreve, som Ernst efter aftale sendte
til avisen, og sangtalentet må have været mere
end mådeligt, for en koncert i Barløse forsamlingshus
i 1921 gav anledning til rosende omtale:
”Det var som altid en fryd at høre hr. Ernst’ ualmindelige
bløde, smukke og fyldige stemme. Hr.
Ernst forstår at bruge den på rette måde”.
Fem år senere kan man af en annonce i
samme avis erfare, at ved den konservative valgaften
i den lille sal på Hotel Phønix optrådte hr.
koncertsanger Fr. Ernst, akkompagneret af fru
Ernsts Samling, Assens (Htcaribmus WP)
Agnes Madsen. På daværende tidspunkt havde
koncertsangeren allerede overtaget sølvvarefabrikken
med tilhørende butik på hovedgaden og et halvt hundrede medarbejdere efter faderens død i 1924.
Da Assens samme år kunne fejre 400-års jubilæum, skrev Ernst både tekst og melodi til en Assenssang
med titlen ”Vor gamle by, vort barndomshjem”, som fabrikanten selv foredrog ved mindegudstjenesten
i kirken, ligesom han medvirkede ved en kirkekoncert, hvor entreen var 1 kr. + skat og program, som
97

der står i annoncen. I 1928 underholdt fabrikanten patienterne på Vejlefjord Sanatorium med ”en velvillig
koncert, der modtoges med hjerteligt bifald”.
I Assens Amts Avis omtaltes hans 50 års fødselsdag med bl.a. disse ord: ”Fabrikant Ernst har ikke
deltaget i det offentlige liv, interessen for forretningen og for kunsten har optaget hans tid, men han har dog
haft tid til at lade sin velskolede sangstemme høre, når han blev anmodet om at støtte en koncert i veldædigt
øjemed, og mange har glædet sig over sangen. Som kunstsamler er fabrikant Ernst kendt viden om, og hans
kultiverede smag præger de arbejder, der udgår fra sølvsmedjen”.
Ernst var ungkarl og boede hele sit liv i fødehjemmet i Østergade 57, hvor han efterhånden samlede
bl.a. 30 komplette spisestel fra 1700-tallet og frem samt 1.600 stykker bestik i tungt guld eller sølv. Fra sine
mange udlandsrejser hjemførte han den ene mere kostbare ting efter den anden – fra Flora Danica over
Meissnerporcelæn og veneziansk glas til hovedvandsæg og talrige malerier – med det resultat, at der blev
spinket og sparet i hverdagen i Østergade. Han har således fortalt, at han under en rejse til Paris levede uden
mad i tre dage for at få råd til at købe et medaljonbillede.
Han var en ægte kosmopolit, der talte og skrev både engelsk, tysk og fransk og færdedes hjemmevant
hos såvel europæiske kunsthandlere som i de store europæiske operahuse. Han lukkede fabrikken i Assens i
1955 og tilbragte resten af livet med at rejse, samtidig med at han bibeholdt butikken i byen. Til sidst indskrænkede
hans rejser sig dog til søndagsudflugter, der blev arrangeret af den lokale rutebilejer. Men når
frokosten skulle indtages på en kro undervejs, medbragte han sit eget bestik. Han frabad sig nemlig at spise
frokost med noget, der var vasket op i sulfo.
→ Ernsts Samlinger, Østergade 57, 5610 Assens. museumvestfyn.dk
63. NÅRUP
Giftmorderen
ELLEM Assens og Vissenbjerg kommer Margueritruten gennem den nordlige del af
M
Nårup, hvor man i årene 1894-1966 kunne stå af og på toget på sidebanen fra Tommerup
til Assens. Stationen ligger her såmænd stadig, og det gør skinnerne også; de bruges
nemlig til kørsel med skinnecykler.
På Krengerupvej øst for Nårup boede i 1855 smed Martinus Adolph Eckmann
(1815-98) sammen med sin kone Oline (1818-55). Hun stammede fra Norge, og de var blevet gift i 1839.
I løbet af de følgende 14 år fødte hun ham 10 børn, hvoraf de seks var enten dødfødte eller kun levede i
nogle få dage eller uger. Men smeden hørte beklageligvis ikke til Guds bedste børn, og det ser ud til, at han
mere end en gang trådte ved siden af dydens smalle sti.
98

Fredag den 3. august 1855 tog han med sin kone på udflugt til Odense. Hun havde fået lov til at købe
nye gardiner, og da smeden ikke selv havde hverken hest eller vogn, fulgtes de med husmand Mads Thomsen
og dennes hustru. Da de to kvinder havde forrettet deres ærinder, spenderede smeden en omgang spisning
hos Peder Pedersen Barløse, der drev beværtning i kælderen i Vestergade 97 i Odense. Dagens middag var
stegt hanekylling, og Oline var vældig fornøjet, både på grund af den fine mad og på grund af de nydelige
gardiner, hun havde købt.
Inden selskabet kørte fra Odense, havde smeden uden for værtshuset et kort stævnemøde med tjenestepigen
Maren Kirstine Pedersen (1834-67), som var højgravid. Hun ventede barn med smeden, og hun
havde i april forladt sin plads i Verninge uden skudsmål, men var kommet i huset hos en fru Crone i Odense.
Den gode smed spillede altså på to heste, men han fortæller Maren Kirstine, at han har fundet en løsning.
Hvad løsningen gik ud på, viste sig den samme aften. Da de sad på vognen og var klar til at køre hjemad
mod Nårup, fik de alle fire serveret et glas portvin, men det viste sig efterfølgende, at der havde været andet
og mere end portvin i det glas, Oline drak af. Lørdag morgen havde Oline det dårligt; hun kastede op og
havde diarré, og Eckmann gik om eftermiddagen til læge Rasmussen i Køng for at få noget medicin til hende.
Han bad ikke lægen om at aflægge besøg, så på grundlag af smedens beskrivelse af Olines symptomer
nøjedes Rasmussen med at ordinere kamfer og opiumsdråber.
Om mandagen gik det lidt bedre med Oline, men hun ville ikke tage mere medicin, før smeden havde
talt med lægen igen. Det lovede Eckmann, men inden da måtte han nødvendigvis en tur til Odense, og da
han omsider nåede til Køng sidst på dagen, var lægen ikke hjemme, og smeden måtte vende tilbage til Nårup
med uforrettet sag. Tirsdag morgen havde Oline det rigtig skidt, men inden man kunne komme af sted til
lægen i Køng med hende, døde hun af kramper. Hun blev begravet den 11. august.
Få dage efter Olines begravelse flyttede Maren Kirstine Pedersen ind hos smeden, og den 26. august
nedkom hun med en datter, som dog kun levede nogle få timer. Selv om det begyndte at rygtes i Nårup og
omegn, at smeden havde forgiftet Oline, var det nu ikke derfor, at han og hans nye ”tjenestepige” kom i
myndighedernes søgelys. Årsagen var, at Maren ikke rigtig kunne redegøre for, hvem der var far til datteren.
I oktober blev smeden og Maren forhørt i Odense Herredsret, og det endte med, at retten besluttede at lade
Olines lig opgrave og obducere. Det blev ved den lejlighed konstateret, at dødsårsagen var en diarré, som
fulgte med et udbrud af kolera, men som udløstes af arsenik, blandet med vin.
Smeden bedyrede imidlertid sin uskyld, og da der ikke forelå egentlige beviser i sagen, blev Eckmann
løsladt i januar 1857. Hans økonomi var imidlertid ikke noget at prale af, og da hans hus brændte året efter,
kom han på ny i forhør, mistænkt for ildspåsættelse. Heller ikke denne gang var der imidlertid håndfaste
beviser, og Eckmann fortsatte sit samliv med Maren Kirstine. Fra 1856 til 1861 fik de tre børn sammen.
Myndighederne havde imidlertid et godt øje til parret i Nårup, og i oktober 1861 blev de begge arresteret
på ny på grund af ”utugtigt samliv”. Det førte til, at sagen om Olines død blev genoptaget, og i april
1862 tilstod Eckmann giftmordet på Oline. Maren Kirstine tilstod sin medvirken, og den lokale dyrlæge
indrømmede, at han havde udleveret arsenikken. Både Eckmann og Maren Kirstine blev dømt til døden,
mens dyrlægen slap med en mulkt på 50 rigsdaler. Senere formildedes Marens straf imidlertid til livsvarigt
fængsel, og hun døde i Kvindefængslet på Christianshavn i 1867.
Smeden fik et nervesammenbrud, mens han ventede på, at dødsstraffen skulle blive eksekveret, og
eftersom man ikke kunne henrette en sindsforvirret person, blev han indlagt på Sindssygeanstalten ved Vor-
99

dingborg, hvor man dog ikke mente, at han var sindssyg. Han blev imidlertid reddet på målstregen af kong
Christian 9., som i januar 1864 resolverede, at han skulle anbringes i fængsel på livstid. Han sendtes til afsoning
i Statsfængslet i Horsens. I 1882 fik han imidlertid eftergivet resten af sin straf og sattes fri. Det
varede dog kun knap to år, før han var tilbage i fængslet på grund af en anden forbrydelse. Efter endt afsoning
levede han i Horsens til sin død i 1898.
→ Krengerupvej, Nårup, 5690 Tommerup.
64. GYLDENSTEEN
Et fugleeldorado og en fransk eventyrer
ST for Bogense passerer Margueritruten herregården Gyldensteen, som kun kan ses fra
Ø
vejen, eftersom den ikke er åben for offentligheden. Det er til gengæld ”vadehavet” nord for
Gyldensteen, som godsets daværende ejer fik inddæmmet og drænet i 1871.
Landvindingsprojektet viste sig imidlertid at være en dårlig forretning, for det inddæmmede
areal kunne kun bruges til græsning, og som årene gik, forsumpede hele området
stille og roligt. Bedre blev det naturligvis ikke af, at en stormflod i november 1945 gennembrød dæmningen:
Havet strømmede ind over det inddæmmede areal, og jorden blev så salt, at det tog seks år, før markerne
kunne benyttes igen. Hele historien gentog sig i 1954 med en ny stormflod og et nyt dæmningsbrud.
Med statstilskud blev der derfor i årene 1959-62 gennemført et omfattende projekt, som indebar, at størstedelen
af området blev afvandet på ny, takket være nye elektriske pumper, og derefter dybdepløjet og drænet.
Omsider blev det muligt at dyrke korn på det inddæmmede areal, og samtidig igangsattes Danmarks
største produktion af spiseløg.
I 2011 erhvervede Aage V. Jensens Fonde imidlertid det inddæmmede areal på godt 600 ha – inklusive
de gamle moræneøer Langø og Lindholm – med henblik på at gennemføre et storstilet naturgenopretningsprojekt.
I foråret 2014 slog man hul på digerne ud mod Kattegat med det resultat, at der dels opstod
et stort, lavvandet fjordområde, der er omgivet af smalle strandenge, dels et næsten lige så stort sø- og
engområde med varierende vandstand i løbet af året.
De nye vådområder tiltrækker et stort antal ynglende vadefugle, ænder, gæs, måger og terner, og de
mange rastende fugle lokker også rovfugle som vandrefalk, havørn og blå kærhøg til. På bare nogle få år er
Gyldensteen Strand blevet et af Fyns bedste fugleområder, og takket være udsigtspunkter, fugletårne og naturrum
har publikum optimale betingelser for at få udbytte af et besøg i området.
Gyldensteen har i øvrigt ikke altid heddet Gyldensteen. Gårdens oprindelige navn var Enggård, og det
var Gregers Krabbe (1594-1655), som i 1636-40 rejste den prægtige renæssancebygning, som vi stadig
har for øje. Man bemærker især de to karnaplignende tårne på sydsiden, som tidligere skjulte bygningens
”hemmeligheder”. Her befandt gårdens latriner sig altså, og herfra var der direkte ”afregning” i voldgraven.
100

I 1719 købte en vis Jean Henri Huguetan (1665-1749) Enggård. Han stammede fra Lyon, hvor faderen
var boghandler og bogtrykker. Sønnen overtog faderens forretning, men slog sig ellers på bankiervirksomhed,
først i Amsterdam og siden i England. Han gik imidlertid fallit og strejfede derefter om i Tyskland,
inden han i 1711 kom til Danmark. Trods de store omskiftelser lykkedes det ham alligevel på temmelig
uforklarlig vis at bjærge sig en betydelig formue, og takket være sit kendskab til handel og bankvæsen
skaffede han sig indpas ved det danske hof, skønt hans generalieblad ikke var ganske uplettet. I 1717
ophøjedes han i grevestanden med navnet Gyldensteen, og da han erhvervede Enggård og et par andre fynske
godser, blev de i 1720 til grevskabet Gyldensteen.
Den gendannede kystlagune ved Gyldensteen (Nico-dk WP)
Siden 1827 har Gyldensteen været ejet af slægten Bernstorff-Gyldensteen, og i dag er godset kendt
for at producere most, cider og brændevin på æbler fra egen frugtplantage.
→ Gyldensteen, Burskovvej 2, 5400 Bogense
→ Gyldensteen Strand, Langø 1, 5400 Bogense. avjf.dk
101

65. SØNDERSØ
Dansk-svensk-tysk
den østlige udkant af landsbyen Søndersø passerer Margueritruten herregården Dallund,
I
der fra engang i 1300-tallet ejedes af den ældgamle adelsslægt Bryske. Det var Eiler Bryske
(ca. 1486-1529), som omkring 1500 opførte en borg, hvis ydermure stadig er bevaret.
Bryske fik betroede poster af både kong Hans og Christian 2., men han skiftede hest i tide
og sluttede sig til Frederik 1., som gjorde ham til lensmand. Hans økonomi var imidlertid
meget ringe, og han døde som en gældstynget mand.
Dallund blev derefter kastebold mellem flere kreditorer, indtil den mecklenburgske oberst Günther
Didrik von Finecke overtog gården i 1722. Da han døde i 1729, gik Dallund videre til hans søn Theodosius
Ernst Frederik von Finecke (1721-1801). Han var en kundskabsrig herre og interesserede sig navnlig for
sin anselige samling af oldsager, der var tilvejebragt ved udgravning af oldtidshøje. Men samtidig beskrives
han som en utålelig godsejer, der var en konstant plage for sine bønder, og som førte den ene proces efter
den anden mod sine præster. Han skal da også gå igen på Dallund, og man kan desuden møde ham, når han
kommer kørende i alleen med to heste forspændt – og uden kusk på bukken.
Theodosius von Finecke var ugift og barnløs, og han traf derfor bestemmelse om, at Dallund skulle
overtages af den tysk-svenske baron og generalløjtnant Carl Philip von Blixen (1749-1829), der på mødrene
side stammede fra Fineckeslægten. I forbindelse med overtagelsen af Dallund tog han efternavnet Blixen-
Finecke. Hans søn skulle have arvet Dallund, men han døde kun et halvt år efter faderen, så det blev sønnesønnen
Carl Frederik Axel Bror Blixen-Finecke (1822-73), der overtog godset i en alder af kun syv år.
Under den obligatoriske studie- og dannelsesrejse i udlandet blev han venner med Otto von Bismarck,
selvom de var meget forskellige: ”Bismarck var som stål, mens Blixen-Finecke var blød og holdningsløs”.
Til gengæld var Blixen-Finecke stor i slaget og ”en fuldendt gentleman” med ”et kvikt hoved”.
Sine synspunkter som højreorienteret godsejer fik han rig lejlighed til at give udtryk for, da han blev valgt til
Folketinget i 1851.
I en periode kom Frederik 7. jævnligt på Dallund, men forholdet mellem baronen og kongen kølnedes
betragteligt, da Blixen-Finecke afviste at aflægge grevinde Danner et besøg. Kongen nægtede derefter
at modtage Blixen-Finecke i audiens, og til gengæld frasagde baronen sig sine titler som hofjægermester og
kammerherre. Det endte dog med forsoning, og Blixen-Finecke afsluttede sin politiske karriere som udenrigsminister
i 1859 og konstitueret konseilspræsident i et par uger i 1860. Han kom derefter ikke til at
spille nogen politisk rolle, selvom han blev opfordret til at træde ind i grev Frijs’ ministerium i 1865. Det
blev imidlertid ikke til noget, fordi Blixen-Finecke stillede som betingelse, at Københavns Universitet skulle
flyttes til Kolding.
Blixen-Finecke giftede sig i 1854 anden gang med prinsesse Augusta af Hessen-Kassel-Rumpenheim,
der var søster til Christian 9.s dronning Louise. Sammen med sin første hustru fik han sønnen Frederik
Theodor Hans Blixen-Finecke (1847-1919), som i 1915 solgte Dallund til udstykning. I 1927 over-
102

gik hovedbygningen til Centralforeningen af Sygekasser i Odense Amt. Frederik Blixen-Finecke var i øvrigt
far til Bror Blixen-Finecke, som i 1914 blev gift med Karen Dinesen, verdenskendt som forfatteren Karen
Blixen.
I dag kan man leje Dallund til bryllupper, møder og konferencer. Ellers er der ikke adgang til hovedbygningen,
men man må gerne gå en tur i parken og, hvis man har mod på det, hele vejen rundt om søen.
→ Dallund, Dallundvej 63, 5471 Søndersø. dallundcastle.dk
66. ODENSE
En smøg i flaben
AN er blevet kaldt ”Danmarks nationalskjald”, men selv foretrak han betegnelsen ”spillemand”.
Han var den dominerende skikkelse i dansk populærmusik i det meste af en
H
generation, og der findes næppe mange danskere, der ikke er i stand til at nynne mindst
én af hans melodier. Han blev set som prototypen på en fandenivoldsk københavnerflab
fra stenbroen, men i virkeligheden var han en genert og pligtopfyldende natur. Han elskede
at fordybe sig i den klassiske litteratur, men gjorde en dyd ud af at fremstå rå og usleben med en smøg
i flaben.
Manden er naturligvis Kim Melius Flyvholm Larsen (1945-2018). Det var hans far, der gav ham mellemnavnet
”Melius”, hvad der på latin betyder ”den bedre”. Men meget mere kan man vel heller ikke påstå,
at vinterbaderen og gymnastiklæreren Alfred Larsen gav sin søn, mens Flyvholm stammede fra moderen
Eva. Hun blev træt af manden og smed ham på porten, da drengen var fem år gammel: ”Jeg har ikke set ham
siden – og har heller ikke haft lyst”. Mere var der ifølge Kim Larsen ikke at sige om den sag. Og moderen var
lige så kort for hovedet: ”Det var et dumt kapitel i mit liv.”
Efter at have taget lærereksamen og efter fire lidet vellykkede måneder som lærer flyttede han i 1968
ind i den saneringsmodne ejendom Sofiegården på Christianshavn, og samme år optrådte han for første
gang som professionel. I slumstormermiljøet på Sofiegården mødte han guitaristen Franz Beckerlee (født
1942) og bassisten Wili Jønsson (født 1942), som stod og manglede en vokalist med ”power i stemmebåndene”,
og det førte til dannelsen af Gasolin’, hvor trommeslageren Bjørn Uglebjerg (1948-94) var fjerde
mand, indtil han i 1971 blev afløst af Søren Berlev (født 1950). De kunne ikke blive enige om, hvad bandet
skulle hedde, men en af beboerne på Sofiegården foreslog navnet ”Gasoline” (benzin), fordi Franz Beckerlee
havde sagt, at bandets funktion var at ”tanke folk op”. E'et i Gasoline blev ændret til en apostrof, og så
blev navnet vedtaget.
I februar 1969 stormede politiet Sofiegården, og i stedet besatte Larsen og Beckerlee Stærekassen
på hjørnet af Dronningensgade og Lille Søndervoldstræde på Christianshavn, som i 1972 blev nedrevet,
103

efter at Larsen og de øvrige beboere var blevet båret ud på gaden af politiet. Christianshavn var og blev bandets
udgangspunkt, og livet på Christianshavn har afsat flere spor i Gasolin’s tekster.
Gasolin’s første plade ”Gas 1” udkom i 1971, og derefter gik det slag i slag. Larsen skrev både musik
og tekst til mange af deres numre, men ofte fik han hjælp til teksterne af Mogens Mogensen (1930-91), der
havde en fortid som fisker, vinduespudser og funktionær i Frelsens Hær. Ham havde de også truffet på Sofiegården,
men han havde ikke noget ønske om at bade sig i rampelyset. Han skrev bl.a. teksten til det
”selvbiografiske” nummer ”Hva’ gør vi nu, lille du”, hvor faderen er tosset og moderen normal.
I 1976 sang Larsen ”Det er en kold tid” – også kendt som ”Østre Gasværk” – på en plade, der blev
udgivet til støtte for Christiania. Sangen slog i den grad an, og da statsminister Anker Jørgensen holdt sin
nytårstale i tv nytårsdag 1977, startede han talen med at citere sangens første linje.
Fra 1984 arbejdede Kim Larsen sammen med gruppen Bellami, og i 1986 udgav de albummet ”Forklædt
som voksen”, der med numre som ”Jutlandia” og ”Vi er dem de andre ikke må lege med” opnåede rekordhøje
salgstal, og det efterfulgtes i 1989 af ”Kielgasten”, der bl.a. huskes for den larsenske version af
Kai Normann Andersen og Børge Müllers ”Den allersidste dans” fra filmen ”Mød mig på Cassiopeia” fra
1951.
Efter at Larsen i 1994 var flyttet sammen med sin tredje hustru Liselotte Kløvbjerg Larsen i H.C. Andersen-kvarteret
i Odense, var tiden inde til at danne et nyt band. Det blev til Kim Larsen & Kjukken, og
deres første album udkom i 1996. Med Kjukken blev det til i alt 10 albums frem til 2017, men i januar
2018 blev det offentliggjort, at Larsen havde fået prostatakræft og derfor måtte aflyse et par planlagte turneer.
Kim Larsen & Kjukken spillede deres sidste koncert i Holbæk den 25. august 2018 i Holbæk, og en
måneds tid senere døde han.
Kim Larsen var inkarneret ryger, og skuespilleren Arne Lundemann har fortalt, at han selv og Kim
Larsen i 1996 skulle medvirke i opsætningen af H.C. Andersens ”Rejsekammeraten” på Odense Teater:
”Vi havde de to hovedroller, og det var en af mine største oplevelser at spille sammen med Kim, og at jeg fik
lov til at synge nogle af hans sange. Han var jo dybt professionel. Han gik 100 procent ind i det og var meget
engageret. Da vi kom til læseprøven og var forsamlet, tog han cigaretterne frem. Men da han så fik at vide, at
han ikke måtte ryge, pakkede han det hele sammen og sagde: ”I kan ringe, når man må ryge”. Så skyndte direktøren
sig at sige: ”Du må gerne ryge, du må gerne ryge”, og så fik vi andre også en cigaret”.
Lars Løkke Rasmussen stod som sundhedsminister fadder til rygeloven, og han beretter følgende om
Kim Larsen: ”Jeg har skændtes med ham, så det bragede. Det var tilbage i 2007, fordi det faldt i mit lod at
være ministeren bag rygeloven, og den var han godt nok ret meget imod. Et par år senere sad jeg på Sortebrødre
Torv i Odense, efter jeg havde været ude og løbe en tur en sommerdag, og bestilte en danskvand,
og så kom tjeneren ud med en bakke med en fadøl og et askebæger og to smøger. Jeg tænkte, ”hvad stikker
der under her”. Så gik jeg ind, og der sad Kim og grinede over hele hovedet”.
→ Claus Bergs Gade 5A, 1. sal, 5000 Odense C.
104

67. NØRRE LYNDELSE
Et palads med sol og lys og glæde
YD for Odense går Margueritruten gennem Nørre Lyndelse, hvor man kan bese Carl Nielsens
Barndomshjem. I erindringsbogen ”Min fynske barndom” fra 1927 beskriver Nielsen
S
(1865-1931) det beskedne hjem i Nørre Lyndelse som ”et palads med sol og lys og glæde”.
Hans forældre købte huset i 1878, og Carl Nielsen, der var nummer syv i en børneflok på
12, boede her kun i en kort periode, inden han konkurrerede sig til en plads som trompetist
i regimentsmusikkorpset i Odense. Faderen ernærede sig som maler, daglejer og spillemand, og som barn
måtte Carl Nielsen bidrage til husholdningen ved at tjene som gåsedreng. Allerede som seksårig fik han en
violin i hånden, og et par år senere begyndte han at modtage violinundervisning af sin far og af læreren i
Nørre Lyndelse Skole. Snart tog han med sin far, når denne skulle spille til dans, og han begyndte også at
komponere små melodier, som han skrev ned efter bedste evne.
Carl Nielsens Barndomshjem (Ipigott WP)
I 1884 kom Carl Nielsen på Musikkonservatoriet i København, og efter uddannelsen kom han til at
spille i Tivolis Koncertsals orkester formedelst 4 kr. 25 øre pr. aften. Men det viste sig efterhånden, at hans
105

force var komposition, og hans offentlige komponistdebut fandt sted i 1887 med ham selv som violinist i
hans Andante tranquillo e scherzo for strygeorkester. Den 8. september 1888 opførtes i Tivolis Koncertsal
hans officielle opus 1, en suite for strygere. Publikums jubel var så stor, at den medrivende vals i andensatsen
måtte gentages. Måneden efter havde Carl Nielsen sin debut som dirigent, da suiten var på programmet
ved sæsonens første koncert i Odense Musikforening.
Selv om han fik 30 kr. for at dirigere suiten i Odense, stod det klart, at han ikke kunne leve af at være
hverken dirigent eller komponist. Han måtte ty til violinen, og da der i 1889 blev afholdt konkurrence til
Det Kongelige Kapel, vandt han en plads som andenviolin. Han kom til at spille i kapellet i 16 år, før han
kunne leve af at komponere. I årene 1890-91 fik han dog orlov, fordi han fik et legat, der gav ham mulighed
for at tage på studietur til Leipzig, Dresden, Berlin og Paris.
I februar 1891 traf han i Paris Anne Marie Brodersen (1863-1945). Det hensatte ham i ”en rus af
lykke”, og et par måneder senere blev de gift i Firenze. Med tiden komponerede Carl Nielsen to operaer,
seks symfonier, koncerter, korværker, orgelværker og kammermusik og blev en anerkendt komponist langt
uden for landets grænser, mens hustruen udfoldede sig som naturalistisk billedhugger. Museet i det lille hus
fortæller om barndommen, om musiklivet i hjemmet og om dets betydning for Carl Nielsen som musiker og
komponist.
→ Carl Nielsens Barndomshjem, Odensevej 2A, Nørre Lyndelse, 5792 Årslev.
barndomshjem.carlnielsen.org
68. BROBYVÆRK
Da barokken kom til Fyn
den østlige udkant af landsbyen Brobyværk går Margueritruten forbi herregården Brobygård.
Landsbyen hed oprindelig Sønder Broby, men har med tiden taget navnet Brobyværk
I
til sig. Det skyldes rigsmarsk Anders Bille (1600-57), som i 1645 købte Brobygård. Som rigets
øverste hærchef var han naturligvis interesseret i våben og ammunition, og samtidig var
han træt af, at hæren var afhængig af leverancer fra udlandet. Han var af den formening, at
det måtte være muligt at producere våben på hjemlig grund, og eftersom der var tilstrækkeligt med vand i
Odense Å, anlagde han våbenfabrikken Broby Værk et stenkast fra Brobygård. Ganske vist måtte han indforskrive
eksperter og arbejdskraft fra Tyskland, men til gengæld kom fabrikken så også til at producere
både skydevåben, kårder og sabler af nydelig kvalitet.
Desværre for Broby Værk udbrød den første Karl Gustav-krig i 1657. Det var Frederik 3., som erklærede
krigen, men han forregnede sig noget så gevaldigt, og inden man nærmest nåede at se sig om,
havde svenskerne besat Jylland. De indtog fæstningen Frederiksodde, som nogle få år senere blev døbt Fredericia,
og det kostede Anders Bille livet. Da Karl 10. Gustav i januar 1658 gennemførte sit bravurnummer
106

og gik over isen til Fyn, var det også helt bogstaveligt enden på værket. Svenskerne raserede både Broby
Værk og Brobygård i februar 1658.
Værket genopstod aldrig, men Anders Billes datter Pernille arvede Brobygård. Hun giftede sig i 1662
med Børge Trolle fra Holsteinborg på Sjælland, og sammen rev de stumperne af den gamle bindingsværksgård
ned og opførte i 1673 den nuværende hovedbygning. Deres Brobygård er blevet kaldt Fyns første barokbygning,
men er alligevel på mange måder udtryk for levn fra renæssancen. Et typisk barokanlæg skal
være strengt symmetrisk omkring en midterakse, og det princip er ikke efterlevet; i forhold til indgangsdøren
er der seks vinduer på den ene side og kun fem på den anden. At symmetrien så yderligere gik fløjten, da
arkitekten Martin Borch i 1905 tilføjede den pudsige hjørnepavillon mod sydøst, er en anden historie.
Trolle’rne forsvandt fra Brobygård i 1701, men i 1769 rykkede den slægt ind, som siden har ejet
gården. Uradelsslægten Schaffalitzky de Muckadell stammer fra Schwaben og Mähren, og den kom første
gang til Danmark med Heinrich Bernhard Schaffalitzky de Muckadell (1681-1751). Som helt ung blev han
page hos en af de tyske fyrstefamilier, som stod i dansk tjeneste, og siden steg han i graderne i det danske
militær, hvor han endte som general af kavaleriet. Hans søn Albrecht Christopher Schaffalitzky de Muckadell
(1720-97) gik også militærvejen og blev oberstløjtnant, men hans hovedinteresse var at samle godser.
Det begyndte med Brobygård, og kronen på værket var Arreskov, der i 1784 blev hovedsæde for grevskabet
Muckadell. Der er ikke offentlig adgang til Brobygård, men på udvalgte dage holder restauranten åbent, og
et stemningsfuldt kælderrum anvendes som selskabslokale.
Brobygård (ukendt)
→ Brobygård, Karlsbjergvej 39, 5672 Broby. brobygaard.dk
107

69. KVÆRNDRUP
Tikronemøllen
ORT før Margueritruten kommer til Kværndrup, passerer man på venstre hånd den
K
kendte vandborg Egeskov, der blev bygget på egepæle af den fynske adelsmand Frands
Brockenhuus (1518-69), og som stod færdig i 1554. I dag er Egeskov en meget populær
turistattraktion med adgang til hovedbygningen, parken og veteranmuseet.
Ved denne lejlighed drejer det sig imidlertid slet ikke om borgen, men derimod
om godsets mølle på den modsatte side af vejen en kilometers penge, før man kommer til indkørslen til Egeskov.
Oprindelig lå her en vandmølle, men i 1768 nævnes også en vindmølle, der ganske vist lå lidt længere
mod syd end den nuværende mølle. Den blæste imidlertid om kuld på en højhellig juleaften i 1830’erne, og
da man opførte en ny vindmølle, flyttede man den samtidig. Den ny mølle på banken stod færdig i 1855 og
eksisterede side om side med vandmøllen, indtil sidstnævnte blev nedlagt i 1890.
I 1926 solgte Egeskov gods vindmøllen til Chr. Jensen, og senere blev den overtaget af Sydfyns Kornog
Foderstofforretning i Stenstrup. I 1952 blev møllen landskendt, fordi tegneren Ib Andersen benyttede
den som motiv på bagsiden af de nye, gulbrune tikronesedler, der havde H.C. Andersen og en storkerede på
forsiden. Det afstedkom, at Egeskov Mølle fik tilnavnet ”Tikronemøllen”. Tikronesedlen fra 1952 var i øvrigt
en ”ommer”; eftersom den havde samme format som femkronesedlen, kunne blinde ikke føle forskel på
de to sedler, og derfor genudsendte man tikronesedlen i 1954 i en større størrelse. I 1972 lancerede Nationalbanken
en helt ny tikroneseddel, denne gang med et af Jens Juels portrætmalerier på forsiden og en
edderfugl på bagsiden, og i 1980 blev tikronesedlen udfaset og erstattet af en mønt.
Egeskov Mølle fik ikke lov at stå i fred. Under en voldsom storm i 1956 blæste vingerne og møllehatten
ned, men møllen kunne efterfølgende restaureres. Mølleriet var imidlertid ophørt i 1949, og korn- og
foderstofforretningen besluttede at skænke møllen som gave til kommunen, der en halv snes år senere overdrog
den til Hjemstavnsforeningen for Kværndrup og Omegn. Det var imidlertid svært at finde midler til
den løbende vedligeholdelse, og det endte med, at Ryslinge Kommune blev ejer af møllen i 1985. Efterfølgende
viste det sig, at der var råd i hele møllens bærende konstruktion, men heldigvis lykkedes det at
skrabe de omkring 5 mio. kr. sammen, som en gennemgribende restaurering kostede.
Svendborg Museum var aktivt involveret i istandsættelsen, og da møllen genåbnede i 2005, solgte
Ryslinge Kommune møllen til museet for den symbolske sum af 10 kr. I dag maler møllen – naturligvis –
som vinden blæser, og medlemmerne af det frivillige møllelaug holder den normalt åben for publikum den
sidste søndag i måneden, hvor der også er mulighed for at købe møllens fint malede hvedemel i vognporten.
→ Egeskov Mølle, Grønnebjergvej 1A, 5772 Kværndrup. egeskovmoelle.dk
108

70. GUDME
Træskomaleren
ENNEM landsbyen Gudme følger Margueritruten Kirkevej og passerer dermed tæt forbi
G
Gudme Kirke, som er en af de mange danske landsbykirker, der blev opført fra midten af
1100-tallet og 100 år frem. Der var tale om en lille, romansk stenkirke, bygget af utilhuggede
kampesten og med et fladt bjælkeloft. Omkring 1400 blev kirken gennemgribende
ombygget i gotisk stil, og loftet blev forsynet med hvælv. Det sengotiske tårn fra ca. 1500
var oprindelig højere og forsynet med kamtakker.
Træskomalerens bomærke i Gudme Kirke (Hideko Bondesen WP)
Det er imidlertid kirkens kalkmalerier fra 1488, som især påkalder sig interesse, og hvis man vil vide,
hvem der har udført malerierne, skal man kigge på den tredje af skibets hvælvinger. Her ser man nemlig et
par træsko, og nærmere end dette ”visitkort” kan vi ikke komme det. Ophavsmandens navn kendes ikke, og
derfor benævnes han ”Træskomaleren”. Der var imidlertid ikke tale om én maler, men om et værksted med
109

flere håndværkere, der var meget produktivt i de sidste årtier af 1400-tallet, og som dekorerede op mod 40
kirkerum, fortrinsvis på Fyn og Langeland.
Træskomalerværkstedets malerier er tidligere blevet betegnet som primitive og naive, fordi de ofte
bestod af symboler og masker og ikke var specielt formfuldendte, men man hælder nu snarere til, at de
mange symboler var udtryk for en særlig trend i den sene middelalder. Under alle omstændigheder er hvælvingerne
i skibet i Gudme Kirke dekoreret med et utal af rosetter, flettede kors, sole, rankeslyng og zigzagbånd.
Også korbuen og hvælvingen mod øst er forsynet med sole og kors, og derud over ser man en enhjørning,
et ”Ave Maria”, et træ med rødder omkring et kors, et lille tårn og en ridder med skæg og fjerbaret.
På det store billede på skibets vestlige væg ser man en borg, der er omgivet af mure og vindebro. På
borgen står borgherren og hans frue, og over for befinder sig en drage, som med sit åbne gab ser ud til at
ville sluge borgen. Dragen er et symbol på ondskaben, men borgherren behøver ikke at frygte dragen, for
ligesom kirken er borgen fredhellig. Den latinske tekst lyder i oversættelse: ”Fred over dette hus og alle,
der bor i det”.
I et gravkapel under koret har en række af Broholms ejere og deres familie i perioden 1690-1811
fundet deres sidste hvilested. Blandt dem, hvis jordiske rester findes her, er Caspar von Wessel (1693-
1768), der var Tordenskjolds yngre bror, og som også gjorde karriere inden for søværnet. Hans økonomi
var ikke noget at prale af, men det blev der rådet bod på, da han i 1747 i sit andet ægteskab blev gift med den
velbeslåede enke på Broholm, Elisabeth Skeel.
→ Gudme Kirke, Kirkegade 21. 5884 Gudme.
71. LYKKESHOLM
”Varm Frokost, herlig Viin og gode Senge”
MNET H.C. Andersen og de fynske herregårde er på det nærmeste uudtømmeligt. Han har
E
besøgt i hvert fald en snes stykker, og på halvdelen af dem var hans besøg af længere varighed.
Således også Lykkesholm, som ligger nogle få kilometer vest for Ørbæk, og som man
passerer på Margueritruten på Østfyn. Lykkesholms gule bygningskompleks ligger godt
gemt i en lavning, omkranset af tre søer. Det fås næppe mere idyllisk nogen steder i Danmark,
og man føler sig uendeligt fjernt fra verdens tummel og uro.
Hør selv Andersens beskrivelse af ankomsten til Lykkesholm i romanen ”O.T.”: ”Egnen blev meer og
meer skovrig; Veien gik forbi flere smaa Indsøer, næsten tilgroede med Aakandeblade og beskyggede af de
gamle Træer; nu tittede Herregaardens gammeldags takkede Gavle frem. Man passerede en Allee med vilde
Kastanier… man maatte kjøre Skridt for Skridt, til man kom gjennem Porten ind i den større Gaard, der indesluttedes
af Længerne og den egentlige Hovedbygning; om denne strakte sig brede Grave, næsten tilgro-
110

ede med Rør; over en solid Bro med murede Piller kom man nu gjennem Hovedfløjen.” Ifølge Andersen var
”det romantiske Lykkesholm” kort sagt ”det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen”.
Det første Lykkesholm, der dukker op i kilderne i 1329, var en mægtig middelalderborg, der lå på en
stor voldbanke godt en kilometer fra det nuværende slot. Faktisk var borgen en kort tid dronning Margrete
1.s (1353-1412) ejendom, men hun solgte den hurtigt videre til sin væbner Hennike Olufsen Bjørn for ”tro
tjeneste i fortid og fremtid”. Til gengæld forpligtede han sig vistnok til at flytte Lykkesholm til den nuværende
placering og derved opgive den stærke befæstning.
I midten af 1500-tallet kom Lykkesholm i rigsråd Eiler Rønnows eje, og det er hans datter Birgitte
Rønnow, som sammen med sin mand Henning Qvitzow stod bag det nuværende Lykkesholm i den forstand,
at den ældste del af hovedfløjen stammer fra deres tid. Qvitzow’erne var imidlertid konstant i pengeforlegenhed,
og i 1640 gik de helt rabundus. Kansler Christen Thomesen Sehested (1590-1657) med det imponerende
spidse skæg, der via sit ægteskab med Mette Rosenkrantz var i familie med Qvitzow’erne, måtte
rykke til undsætning og overtage Lykkesholm. Det er i efterfølgeren Erik Christensen Sehesteds tid, at vestfløjen
i renæssancestil opføres; det fremgår af en slutsten med årstallet 1668. De to sidefløje kom til i
1780’erne; på den tid var den i slægten Lindegaards besiddelse, og i 1914 kom så Sehestedt Juul’erne til.
Lykkesholm (ukendt)
Men tilbage til H.C. Andersen, som tilbragte adskillige sommerferier på Lykkesholm i 1830’erne,
hvor han blev modtaget med åbne arme og forkælet efter alle kunstens regler af husets frue, Johanne Marie
Lindegaard, enke efter justitsråd Salomon Lindegaard, der var død i 1825. I juni 1836 skriver H. C. Andersen
til Edvard Collin og roser beværtningen på Lykkesholm med ordene: ”Hvilken mad faaer Du ikke
paa Lykkesholm! Varm Frokost, herlig Viin og gode Senge”, og en måned senere får Collin følgende meget
omhyggelige referat af dagens gang på Lykkesholm: ”Først Thee med deiligt Græssmør paa Brødet; derpaa
Kaffe med en Fløde, som kunne staae. Det var Klokken 8; men Kl. 10 fik vi Kyllingsteg og Asparges, samt
111

Portviin. Klokken 2½ Kjødsuppe med delicate Fiskeboller, Steeg; Melon; Gjede; Høns og Jordbær, derpaa
Kaffe. Klokken 8 Thee med Julekage og det deilige Smør og Klokken 10 Smørrebrød med Alleslags og varme
(stegte) Aborrer. Dertil, som ved Middagsbordet, rød eller hvid Viin. Det er et sandt sybarittisk Liv.”
I sandhed en himmelsk spiseseddel, der altså også får Andersen til at tænke på den syditalienske by
Sybaris, der var kendt for indbyggernes vellevned i en fjern fortid. Der er ikke noget at sige til, at Andersen
gerne kom igen og hver sommer havde svært ved at bekvemme sig til at tage afsked. Opholdene på Lykkesholm
var i øvrigt ganske produktive, eftersom hans halvt selvbiografiske og noget bombastiske roman
”O.T.” skal være skrevet her i 1836, og året efter romanen ”Kun en spillemand”. Begge romaner står i dag
fuldstændig i skyggen af hans eventyr, hvoraf han på Lykkesholm skal have skrevet ”Den lille Havfrue”, der
udkom i hans første samling af eventyr i 1837.
I vore dage kan man holde bryllup eller mødes til kurser og konferencer på Lykkesholm.
→ Lykkesholm, Lykkesholmvej 20, 5853 Ørbæk. lykkesholmslot.dk
72. RAVNHOLT
Ove eller Christian
ERREGÅRDENE ligger på stribe på Østfyn, og Margueritruten passerer flere af dem
H
omkring Ørbæk. Hvis man kommer sydfra, kommer man først til Hesselagergård, dernæst
Glorup, Ørbæklunde, Lykkesholm og til sidst Ravnholt og Hellerup. Ravnholt kan
kun ses fra vejen.
Man skal holde tungen lige i munden, når man vil sætte sig ind i Ravnholts temmelig
komplicerede bygningshistorie. Ravnholt opstod som en borg i skoven i første halvdel af 1300-tallet;
navnet hentyder dels til den sorte fugl, dels til det tyske ord Holz, som betyder træ, tømmer eller skov, og
man kommer uvilkårligt (og sikkert ikke spor fejlagtigt) til at tænke på en skummel og ret så uhyggelig middelalderborg
med flokke af sorte ravne i luften omkring borgen. I midten af 1400-tallet afløstes borgen af en
bindingsværksgård, men den blev nedrevet omkring 150 år senere. Det var Niels Bild d.Y. (1553-1622),
som i 1592 gik i gang med at bygge et tofløjet renæssanceanlæg. Han startede med østfløjen, mens den
egentlige hovedfløj, nordfløjen, stod færdig i de første år af 1600-tallet.
Niels Bild var imidlertid den sidste mand i sin slægt, og efter ham fulgte i hastig rækkefølge en række
ejere, indtil Christian Sehested (1666-1740) ved ægteskab i 1701 kom i besiddelse af Ravnholt. Året forinden
var han blevet udnævnt til udenrigsminister, men han blev fyret på gråt papir af Frederik 4., da kongen
i 1721 giftede sig med Anna Sophie Reventlow til højre hånd – umiddelbart efter dronning Louises
død. Sehested blev med sine egne ord ”forvist” til provinsen som stiftamtmand på Fyn, men for Ravnholt
havde det den betydning, at renæssancegården blev ombygget i tidens barokstil i 1720’erne. Da han døde
barnløs, fik hans enke maget det sådan, at hendes søsterdatter Sophie Hedevig kunne overtage Ravnholt.
112

Hun var gift med Ove Juul, og deres ældste søn Christian antog i 1777 slægtsnavnet Sehestedt Juul, og det
er denne slægt, som stadig ejer Ravnholt.
Til nogen forvirring for udenforstående hedder de mandlige arvinger i denne slægt skiftevis Ove og
Christian til fornavn. Det var den anden Christian Sehestedt Juul, som i 1846-48 lod den historicistiske arkitekt
N.S. Nebelong opføre en vestfløj i nygotisk stil og samtidig forsyne de to gamle fløje med kamtakkede
gavle. Næste generation i skikkelse af den tredje Ove Sehestedt Juul var imidlertid ikke tilpas med den bombastiske
nygotik og ønskede sig i stedet en tilbagevenden til det oprindelige renæssancepræg. Det førte til
en ny og omfattende restaurering i nyrenæssancestil i 1864-71.
Den tredje Christian Sehestedt Juul (1867-1941) arvede som 15-årig Ravnholt, og derfor kunne han
formelt først i 1887 overtage godset, der på daværende tidspunkt sammen med Brahetrolleborg var det
næststørste på Fyn (Wedellsborg var det ubestridt største). Han kom til at opleve den såkaldte lensafløsning,
der blev besluttet i 1919. Konsekvensen var, at grevskaber, baronier og stamhuse ophørte med at eksistere
og blev underlagt almindelig dansk lovgivning, og at besidderne af disse godser skulle betale en afgift
på 25 % samt mod en vis erstatning aflevere 1/3 af deres jord til husmandsbrug. Det siger sig selv, at det
ikke var populært hos landets godsejere, og Christian Sehestedt Juul anlagde sammen med Carl Løvenskiold
fra Løvenborg sag an mod staten. Deres påstand var, at loven var i strid med den grundlovssikrede
ejendomsret og derfor måtte kendes ugyldig. De fik medhold i Landsretten, men tabte i Højesteret.
→ Ravnholt, Ravnholtvej 57, 5853 Ørbæk.
73. BIRKUM
Biskoppen går igen
RA landsbyen Birkum kan man gøre en kort afstikker til Fraugdegård, der blandt sine ejere
tæller en af vore flittigste salmedigtere. Biskop Thomas Kingo (1634-1703) var åben-
F
bart så glad for såvel sin unge hustru som sin idylliske gård, at han jævnligt vender tilbage,
både ude og inde.
Fraugdegård nævnes første gang i 1397, og på daværende tidspunkt var der tale om
en almindelig bondegård. Den blev overtaget af adelsmanden Johan Bjørn i 1501, men selvom han tilhørte
en rig slægt, lykkedes det ham at sætte det meste over styr. Via Johan Friis til Hesselagergård kom Fraugdegård
derefter til niecen Dorthe Friis (1543-1618), som i 1575 giftede sig med Oluf Daa (1547-1600).
I 1588 opførte parret hovedbygningen i form af et dobbelthus i bindingsværk uden for landsbyen,
hvor gården tidligere havde ligget. Gavlene og bagsiden står næsten uændret siden da, og bindingsværket er
i øvrigt sandsynligvis genbrug, eftersom det er dobbeltnummereret og forsynet med naglehuller på steder,
der ikke længere har nogen funktion. Slægten Daa ejede gården indtil 1671, hvor den blev købt af Christof-
113

fer Pedersen Balslev (1628-93), der var indehaver af apoteket i Odense. Det må have været en ganske indbringende
forretning at være apoteker, for han brugte kun Fraugdegård som lystgård.
Balslevs datter Birgitte giftede sig i 1694 med salmedigteren og Odensebispen Thomas Kingo
(1634-1703), der tre år senere købte Fraugdegård. Hun var hans tredje kone, og det ser ud til, at den 60-
årige Kingo var forelsket til op over begge ører i sin 30-årige hustru. Samtidig nød han at kunne tilbringe
sine sidste år i landlig idyl og på behagelig afstand af de hofintriger, som i første omgang havde forhindret
udgivelsen af den salmebog, han var blevet pålagt at udarbejde af Christian 5. Den endte dog med at udkomme
i 1699; af de i alt 300 salmer var de 85 Kingos egne, og Kingo er blevet betegnet som ”Danmarks største
barokdigter”. Man skal i øvrigt stadig kunne møde Kingo i haven; han vandrer rundt på stierne i præsteklæder,
mens han mumler for sig selv – velsagtens er han i færd med at samle inspiration til en af sine salmer.
Også inden døre har man set Kingo sidde ved et bord, mens han bladrer i en stor bog.
I 1751 blev Fraugdegård solgt til Thomas Vidkier (død 1765), der var søn af en fattig odenseaner,
men som havde arbejdet sig op og gjort et godt parti i skikkelse af officersdatteren Anna Rebekka Pflug. Også
han hjemsøger Fraugdegård, men i en noget anden mundering end Kingo – og altid siddende på en hest
med gloende tunge! Enken sørgede i 1769 for en større ombygning af hovedbygningen, der bl.a. indebar,
at facaden mod vest blev grundmuret og fik sit nuværende udseende i klassicistisk stil, mens bindingsværket
er bevaret på bagsiden.
Fraugdegård (Sigersted WP)
114

I 1879 købtes gården af Preben Bille-Brahe (1854-1906), og denne slægt har siden ejet Fraugdegård
og (siden 1929) Risinge i nærheden af Kerteminde. I haveanlægget bag hovedbygningen bemærker
man de 250 år gamle bøgehække, de fire lindelysthuse samt to buede avnbøgehække, som omkranser græsplænen.
I parken er bevaret en begravelsesplads for godsejernes heste og hunde samt enkelte prydtræer fra
det oprindelige parkanlæg. Der er adgang til parken efter aftale fra maj til september.
→ Fraugdegård, Fraugdegårds Allé 7, 5220 Odense SØ. fraugdegaard.dk
74. BIRKENDE
Den danske Luther
ÅR man på Margueritruten kommer til landsbyen Birkende sydfra, kører man ad Hans
N
Tausensgade og mindes dermed omgående om Birkendes store søn Hans Tausen
(1494-1561), der spillede en vigtig rolle, da Danmark i 1536 forlod katolicismen til
fordel for den lutherske tro.
”På Tave bondens ager ved Birkende by, der gik en lille plovdreng og sang under
sky”, digtede B.S. Ingemann, men man bør nok være forsigtig med at tage Ingemann alt for bogstaveligt, og
historien om, at han ikke gad være bondedreng, men stak af hjemmefra, holder antagelig heller ikke for en
nærmere prøvelse. Nogen helt lille gård kan faderen i hvert fald næppe have haft, siden den unge Hans blev
optaget på det rige og fornemme Antvorskov Kloster. Måske frekventerede han inden da latinskolen i Odense
og Slagelse, men det er under alle omstændigheder meget lidt, vi ved om Tausens barndom og ungdom.
Efter en halv snes år i klostret blev han immatrikuleret ved universitetet i Rostock, hvor han i 1519
tog magistereksamen. I 1523 fortsatte han sine studier ved universitetet i Wittenberg, og under opholdene
i Tyskland har han naturligvis hørt om Luthers angreb på afladshandelen og den pavelige autoritet. Da han
derefter vendte tilbage til johanniterklostret i Antvorskov, hvor han både prædikede og underviste, lader det
til, at prioren er blevet betænkelig ved hans stadigt mere udtalte lutherske forkyndelse. Prioren sendte derfor
Tausen til Viborg, måske i et lønligt håb om at han ville besinde sig, men Tausen fortsatte med at prædike
i overensstemmelse med den lutherske tro. Stadig flere samledes for at høre hans kætterske tale, og i
1529 opnåede viborgenserne Frederik 1.s opbakning til at nedrive 12 klosterkirker. Dermed var Reformationen
i virkeligheden indført i Viborg – syv år før resten af Danmark officielt overgik til den lutherske tro.
Samme år blev Tausen kaldt til København som præst ved Nikolaj Kirke og samlede også her en stor
tilhørerskare, men da Frederik 1. døde i 1533, så den katolske gejstlighed sit snit til at stille Tausen til
regnskab for hans ”ugudelighed”. Tausen blev anklaget og dømt for bl.a. injurier og kættersk lære, men det
endte med et forlig, efter at Tausen havde underskrevet en lydighedserklæring over for den katolske biskop
og lovet ikke at ville polemisere mod katolikkerne. Da Christian 3. satte sig på tronen, var en af hans første
gerninger at fængsle de katolske bisper og at indføre Reformationen i hele Danmark. Tausen fik nu til opga-
115

ve at deltage i arbejdet med at udforme den ”kirkeordinans”, som blev den ny, evangelisk-lutherske kirkes
”grundlov”. Fra 1541 til sin død virkede Tausen som biskop i Ribe.
I Birkende rejstes i 1894 i et lille anlæg vest for kirken et mindesmærke for Hans Tausen, der er udført
af Aksel Hansen.
→ Hans Tausensgade 36, Birkende, 5550 Langeskov.
75. ULRIKSHOLM
Kammerpigen, der blev godsejerinde
LRIKSHOLM, der er smukt beliggende i bunden af Kerteminde Nor, hed oprindelig
U
Skinnerup, men i 1616 købte Christian 4. gården og gav den navneforandring, inden han
i 1645 overdrog den til sin kun 15-årige yndlingssøn Ulrik Christian Gyldenløve (1630-
58), som han havde fået med Vibeke Kruse. Den unge mand havde imidlertid ikke megen
fornøjelse af sit gods, for dels var han konstant på farten i krigstjeneste uden for landets
grænser, dels var han optaget af allehånde udskejelser, og dels døde han allerede som 28-årig.
Christian 4. gik i 1636 i gang med at bygge et nyt renæssanceslot, som Ulrik Christian Gyldenløve
fuldførte ti år senere med den nuværende hovedbygning med sit slanke tårn og spir. Gyldenløve måtte imidlertid
tage store lån, og da han gik hen og døde så tidligt, betød hans store gældsposter, at Ulriksholm balancerede
på fallittens rand. I 1672 kom gården dog tilbage på danske hænder, da Abel Cathrine von der
Wisch (1626-76) købte den.
Hun var født i Slesvig eller Holsten, men det første, vi ved om hende, er, at hun er kammerpige hos
dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg, der kom til Danmark som 15-årig for at blive gift med
Frederik 3. i 1643. Det siges om den unge dronning, at hun var meget bevidst om sin position i samfundets
top, og at hun havde et luksusforbrug af et sådant omfang, at det satte sig kraftige spor i statens budget. Hun
var ikke god at have som fjende, for hendes had til hendes modstandere var uden nogen form for nåde. Det
fik Leonora Christina at føle, men det vender vi tilbage til.
Abel Cathrine må have været en pige efter dronningens hoved, for dronningen omfattede hende med
stor velvilje. Hun nød helt åbenbart dronningens fortrolighed, også efter at hun fratrådte tjenesten for i
1655 at gifte sig med Hans Hansen Osten, der var proviantskriver på Københavns Slot og krongodsforvalter
på Lolland og Falster. Begge mandens embeder var ganske indbringende, og da han desuden var en driftig
natur, blev han en særdeles velstående herre, som oven i købet var i stand til under Københavns belejring
1658-60 at låne kongen penge. Modydelsen var betydelige godser. Da Abel Cathrine i 1672 blev enke,
stod hun således med en stor formue, som omfattede godser både på Sjælland, på Fyn og i Jylland. Men Abel
Cathrine havde åbenbart lært noget af sin husbonds veludviklede forretningssans; i hvert fald udviste hun
116

”både økonomisk tæft og vovemod”, da hun i 1672 købte Ulriksholm, som lå i nærheden af hendes to andre
fynske godser.
Hun fik desværre kun kort fornøjelse af Ulriksholm, for hun døde knap tre år senere. Og to år før sin
død blev hun alvorligt syg og måtte tage permanent ophold på sin gård i Holmens Kanal i København. Her
modtog hun besøg af dronning Sophie Amalie, og her skrev hun sit meget omfangsrige testamente i julen
1675 – kun fire dage før hun døde på nytårsdag 1676. Langt det meste af sit jordiske gods testamenterede
hun til sin plejedatter Hedvig Spend, men syv små rækkehuse i Dronningens Tværgade, som hun ejede,
overlod hun til friboliger for “ret elendige, syge, sengeliggende Folk, som ei ellers vide Raade og Hjælp”,
og oven i købet fik denne stiftelse, som kom til at hedde Abel Cathrines Boder, også råderet over en del
jyske godser, så der var midler til drift og fortsat udvidelse. For sine midler oprettede hun desuden et hospital
i Kølstrup ved Ulriksholm.
Ulriksholm (ukendt)
Stiftelsen i København blev i langt overvejende grad beboet af fattige kvinder, men i 1884 blev boderne
nedrevet og de 39 beboere flyttet til en ny bygning på adressen Abel Cathrines Gade på Vesterbro.
Denne ejendom blev afhændet i 1949, hvorefter stiftelsen fik stillet et antal friboliger til rådighed på plejehjemmet
Gammel Kloster på Østerbro. Bygningen på Vesterbro blev den 31. oktober 1981 besat af bz’ere,
som protesterede mod de københavnske boligmyndigheder. Et lille halvt års tid senere forlod de dog frivilligt
bygningen, som derefter blev istandsat.
117

Men tilbage til Leonora Christina. Ved hoffet havde Frederik 3. og dronning Sophie Amalie nemlig et
par ubehagelige konkurrenter: rigshofmester Corfitz Ulfeldt og hans hustru Leonora Christina. Hun var af
ædleste byrd som datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Så længe Christian 4. sad på tronen, var der ingen
fare, men Frederik 3. indledte i 1651 en undersøgelse af Corfitz Ulfeldts embedsførelse, og det førte til, at
parret over hals og hoved flygtede til Stockholm. Her indyndede Ulfeldt sig hos den svenske dronning Kristina
og hendes efterfølger kong Karl 10. Gustav, som gjorde Ulfeldt til minister. Til gengæld svor Ulfeldt
den svenske konge huld- og troskab, og da Danmark i 1658 tabte krigen mod svenskerne, var det Ulfeldt,
som sad på den anden side af forhandlingsbordet og nærmest dikterede Danmark de forsmædelige betingelser
i Roskildefreden.
Et mere eklatant landsforræderi skal man vist lede længe efter, og der er bestemt ikke noget at sige til,
hvis dronning Sophie Amalie havde mere end ét horn i siden på ham og hustruen Leonora Christina. Og
hævnen var da også sød, da den selvbevidste Ulfeldt kom på kant med den svenske konge og blev dømt til
døden for majestætsfornærmelse. Det er svært at begribe, hvorfor parret valgte at flygte til København, for
her blev de sporenstregs arresteret og sat i forvaring på Hammershus på Bornholm. Efter 1½ år i fangenskab
blev de imidlertid løsladt, men Ulfeldt fortsatte med sine konspirationer, denne gang i Tyskland. Inden
det lykkedes på ny at arrestere ham, døde han i dybeste armod i 1664.
Leonora Christina blev til gengæld taget til fange igen i 1663 og sendt til København, hvor hun kom
til at sidde i fængsel i Blåtårn i 22 år. Her anvendte hun en god del af tiden på at skrive ”Jammers Minde” om
sit fængselsophold. Og hvem var det, der på dronningens vegne blev bedt om at kropsvisitere Leonora Christina
på den første dag i fængslet? Det var såmænd Abel Cathrine, og den ydmygelse glemte Leonora Christina
ikke. For i en tilføjelse til fortalen i ”Jammers Minde” beretter hun ikke uden en vis tilfredsstillelse følgende
om Abel Cathrines sidste dage: “Abelæ Catharinæ Død var meget smærtelig. Havde hun før søgt hos
mig paa hemmelige Steder efter Breve, da blev hun siden af Balberere (dvs. barberer) meget befølt, eftersom
hun havde Bylder paa hemmelige Steder. Hun blev skaaren og brændt. Al den Pine udstod hun i Haab at leve,
men hverken Bartskærens Vindskibelighed eller Dronningens Besøgelse kunde redde hender fra Døden.”
Bortset fra enkelte havearrangementer er der ikke offentlig adgang til Ulriksholm.
→ Ulriksholm, Ulriksholmvej 96, 5300 Kerteminde.
118

76. VIBY FYN
Nordfynsk herregårdslandskab
Å halvøen Hindsholm kører man på Margueritruten gennem de to landsbyer Viby og Måle,
P
der ligger i det smukke herregårdslandskab med herregårdene Hverringe og Broløkke.
Viby kaldes ofte Danmarks bedst bevarede landsby, fordi den stadig ser ud, som den gjorde
på fæstebøndernes tid før landboreformerne sidst i 1700-tallet. Her ligger de gamle
bindingsværksgårde med deres stråtag og stengærder stadigvæk langs den slyngede bygade,
og i den nordlige ende af byen står kirken med det ejendommelige bindingsværkstårn fra ca. 1760. Frilandsmuseet
Den Fynske Landsby i Odense er etableret med Viby som forbillede.
Lige over for Viby Kirke ligger hospitalet, der blev opført af Broløkkes ejere omkring 1785. Hospitalet
var faktisk et alderdomshjem, for det blev opført som asyl for godsets gamle, syge og fattige. Der var fire
bittesmå etværelses lejligheder i huset, og hver lejlighed havde eget ildsted til madlavning og opvarmning.
Det næsten kvadratiske, lille bindingsværkshus er i dag i privat eje.
Også Måle, der før i tiden ejedes af Hverringe, er en seværdig landsby med adskillige bindingsværksgårde.
Omkring år 1500 besluttede ejeren af Hverringe, rigsråd Palle Andersen Ulfeldt (ca. 1436-1513), at
Måle med samtlige gårde og huse skulle flyttes mod øst i forhold til byens oprindelige placering, således at
herregårdens egen jord kunne udvides. Af det oprindelige Måle er kun navnet ”Gammelkær” tilbage.
Hverringe (Alf van Beem WP)
119

Lige vest for Måle kommer man netop til herregården Hverringe, som man kan skimte fra vejen. Den
første, kendte ejer var holsteneren Claus Limbek midt i 1300-tallet, omkring år 1500 sad slægten Ulfeldt
her i et par generationer, og da slægten Lykke i 1532 overtog gården, blev den her i 130 år. Det var Jørgen
Pedersen Lykke (1515-83), som omkring 1575 byggede et dobbelt renæssancehus, som stod indtil 1790,
hvor det blev erstattet af den nuværende, trefløjede hovedbygning.
Jørgen Lykke var en overmåde rig mand, der ejede adskillige herregårde, og hans største bedrift var
opførelsen af herregården Overgård ved Mariager Fjord. Det skadede ham næppe, at han stod Frederik 2.
meget nær, og at de begge var inkarnerede kortspillere, der ikke gik af vejen for store indsatser. I sin ungdom
havde han været i den franske konges tjeneste, og da han kom hjem til Danmark igen, blev han medlem
af rigsrådet og slået til ridder. Frederik 2. brugte ham i forbindelse med adskillige diplomatiske sendelser,
og mere end én gang forstrakte Jørgen Lykke kongen med et lån, når han var i forlegenhed. Men Lykke var
næppe særlig elsket af sine standsfæller; de syntes, at han var et nummer for ”fransk”, og at han omgav sig
med unødig luksus. Det hed sig, at han spiste af sølvfade, og at han på Overgård havde en sal med forgyldt
gulv. Fra 1737 har Hverringe været ejet af slægten Juel.
→ Viby Kirke, Viby Bygade 18, 5370 Mesinge.
→ Hverringe, Hverringevej 206, 5300 Kerteminde. hverringegods.dk
77. RISINGE
Anton Rosens tårn
OGENLUNDE midtvejs mellem Kerteminde og Nyborg passerer Margueritruten den
N
sjældent maleriske bindingsværksherregård Risinge. Oprindelig var Risinge en landsby
med flere gårde, men i 1660’erne oprettede Jens Madtzen Rosenberg (ca. 1618-82)
herregården med udgangspunkt i to af gårdene, som han havde overtaget fra kronen.
Rosenberg var først slotsskriver og dernæst ridefoged på Nyborg Slot. I 1653 blev han
rådmand i Nyborg, og karrieren kronedes med posten som kongeligt udnævnt borgmester i Odense fra
1666.
Borgmesteren fik i alt ti børn, og datteren Helvegs mand Thomas Købke (ca. 1642-93) kom til at
overtage Risinge. Han var købmand i Nyborg, og selvom han i 1667 blev tiltalt for at have indført et oksehoved
vin uden at betale told, nævnes han alligevel i 1668 som ”overkøbmand” og dermed den købmand, der
var valgt til at mægle i civile stridsmål. Året efter måtte han imidlertid lide den tort at modtage en alvorlig
henstilling fra byens magistrat om at holde sig til lovens bogstav, hvilket han lovede højtideligt at beflitte sig
på. Samme år tog han borgerskab som brygger, og året efter købte han en gård på torvet i Nyborg. I 1671
blev han kongeligt udnævnt rådmand i Nyborg, og i 1689 blev han ejer af Risinge efter at have købt medarvingerne
ud.
120

Risinge (Knud Mortensen)
Datteren Pernille Thomasdatter Købke (1669-1731) giftede sig første gang med Cai Madsen Praëm
(1656-97) og anden gang med Poul Pedersen Bagger (1670-1722), som efter 13 års retsligt tovtrækkeri
endte med at overtage Risinge. Da han døde, solgte Pernille Købke Risinge til den ene af sine to sønner med
Praëm, Hugo Praëm (ca. 1696-1758). Han opførte de ældste dele af hovedbygningen og fik Risinge oprettet
som hovedgård, skønt den ifølge en gammel beskrivelse var ”ubetydelig” og gav ”kummerligt udbytte”.
Risinge skiftede ejer mange gange, indtil den dygtige landmand Rasmus Kattrup (1848-1927) købte
den i 1900. Det var ham, der fik arkitekten Anton Rosen (1859-1928) til at tegne det karakteristiske tårn,
der blev tilføjet i 1903. Rosen, der var kraftigt inspireret af jugendstilen, var hovedarkitekten bag den store
landsudstilling i Aarhus i 1909, ligesom han tegnede Palace Hotel på Rådhuspladsen i København.
Kattrup blev kendt som grundlæggeren af den landskendte stamme af rødt dansk malkekvæg, som
kaldes ”Hellerupstammen” efter den østfynske herregård Hellerup, som Kattrup havde forpagtet. Men han
var også optaget af hesteavl og interesserede sig navnlig for belgierheste. Da han var kommet i besiddelse af
Risinge, var det især såsæd og frø, som han beskæftigede sig med. Kattrups dødsbo solgte i 1929 Risinge til
Oluf Bille-Brahe til Fraugdegård, og gården, hvortil der ikke er offentlig adgang, ejes stadig af slægten Bille-
Brahe. Gården blev istandsat i 2013 og kan nu lejes af grupper og selskaber.
Hvis nogen synes, at de har set Risinge på film, har de en god hukommelse. I Morten Korch-filmen
”Det store løb” fra 1952, hvor Poul Reichardt opildnede galophesten Ibrahim med sin sang, blev mange af
filmens scener nemlig optaget ”on location” på Risinge. Men netop scenen med sangen til Ibrahim blev fil-
121

met i ASA-filmstudierne i Lyngby: Helten sad på en hestesaddel, mens en film med galopperende ryttere
blev projiceret op på væggen bag ham.
→ Risinge, Risingevej 7, 5540 Ullerslev. risinge.dk
78. NYBORG
Borgmesterens gård
YBORG har siden tidernes morgen været et vigtigt knudepunkt, som man nødvendigvis
N
måtte passere, når man skulle gennem landet fra øst til vest eller omvendt. Det var af stor
betydning at kunne kontrollere dette overfartssted midt i riget, og borgen ved Nyborg
blev mødested for Danehoffet, hvor kongen satte adel og gejstlighed stævne for at afgøre
rigets vigtigste sager. Et forslag om, at Nyborg skulle være landets hovedstad, fængede
hos Christian 3., som udbyggede slottet, gennemførte vældige fæstningsarbejder, omstrukturerede Nyborgs
byplan og skabte den kongelige dyrehave og den store turneringsplads foran slottet.
Det hele var tilendebragt i 1549, men storhedstiden varede kun kort. Da Christian 3. døde i 1559 og
blev afløst af Frederik 2., blev dagsordenen pludselig en helt anden. Frederik 2. var aldeles uinteresseret i
Nyborg; han ville hellere gå på jagt i Nordsjælland, hvor han byggede sig et net, lille jagtslot, som siden blev
til Frederiksborg Slot. København og ikke Nyborg blev landets hovedstad, men Nyborgs rolle som trafikalt
og handelsmæssigt knudepunkt ændrede sig ikke, og det forstod byens købmand naturligvis at udnytte.
Desværre bukkede nogle af byens store købmandsgårde under for en forfærdelig bybrand i 1797; kun Vor
Frue Kirke, præstegården, Korsbrødregården fra omkring 1430 og Mads Lerches gård fra 1601 undgik at
blive flammernes bytte.
Mads Lerches gård kaldes også Borgmestergården, og Mads Lerche (ca. 1560-1608) kan vel bedst
beskrives som datidens matador i Nyborg. Han var gårdmandssøn, men tjente en formue på at handle med
korn, og i 1600 nåede han helt til tops i Nyborg, da han blev borgmester. På sit visitkort kunne han også
skrive købmand, skibsreder og tolder – og når hans skibe sejlede norsk tømmer til Frankrig og Spanien, tog
de vin med hjem. Det var givetvis en lukrativ forretning, ikke mindst fordi han som borgmester havde monopol
på al vinhandel i Nyborg. Borgmestergården rummede ikke blot borgmesterens kontor, hvor han modtog
byens gæster, men var desuden købmandsgård med forretning og bolig for familien Lerche.
Sønnen Jacob Lerche overtog både borgmestertitlen, handelsvirksomheden og borgmestergården,
som han udvidede med to sidelænger i 1630’erne. Lercheslægten ejede gården indtil omkring 1680, og
den blev derefter anvendt til mange forskellige formål.
I 1911 stiftedes en museumsforening i Nyborg, og ved hjælp af en apoteker fra Vester Skerninge og
en bankdirektør med fynske aner i Omaha i Nebraska, USA, lykkedes det at købe og istandsætte gården.
122

Den betegnes i dag som en af landets mest imponerende og velbevarede købmandsgårde og er hjemsted for
Nyborgs kulturhistoriske museum.
→ Borgmestergården, Slotsgade 1, 5800 Nyborg. ostfynsmuseer.dk
79. KORSØR
Kongegaarden
ER er principielt ingen Margueritrute over Storebælt mellem Nyborg og Korsør. Da ruten
D
blev udarbejdet i 1991, blev det besluttet, at den ikke måtte følge en motorvej – og i vore
dage er motorvejen over Storebæltsbroen som bekendt den eneste mulighed for i bil at få
komme fra Fyn til Sjælland.
Før broen åbnede i 1997 for jernbanetrafik og året efter for biltrafik, måtte man sejle
over Storebælt. DSB stod inden da for både jernbane- og bilfærgerne; de to første jernbanefærger blev
indsat i 1883, og i 1930 gik DSB – noget modstræbende – med til, at der også skulle indsættes færger, som
udelukkende transporterede biler over bæltet. Bilfærgerne sejlede først mellem Nyborg og Korsør, men fra
1957 fik de deres egne færgelejer i Halsskov og Knudshoved.
Men DSB’s færger var kun sidste kapitel i den lange fortælling om sejladsen over Storebælt. Da Adam
af Bremen i 1070’erne skrev sin krønike om de hamburgske bispers historie, som han bl.a. baserede på et
besøg hos den danske konge Svend Estridsen, kunne han berette, at der fandtes flere overfarter mellem
Sjælland og Fyn, og at Sprogø var en veritabel sørøverrede, der gjorde sejladsen i bæltet til en yderst risikabel
affære.
I den tidlige middelalder sejlede man som oftest fra Skælskør til Nyborg, men efterhånden foretrak
man ruten mellem Korsør og Nyborg. I overfartsbyerne var der etableret færgelaug, som – mod at betale en
afgift til kongen – havde eneretten på at færge folk og fæ over bæltet. Da Christian 4. i 1624 oprettede
postvæsenet, blev overfarten over Storebælt endnu vigtigere, eftersom den udgjorde en flaskehals på hovedpostruten
mellem København og Hamburg. Postvæsenet indsatte derfor sit eget skib på ruten i 1653, og i
1828 var det en nærmest revolutionerende landvinding, da det første, danske postdampskib ”Mercurius”,
begyndte at sejle over Storebælt. De private færgelaug blev nedlagt i 1856, da Postvæsenet overtog al færgedrift
på Storebælt.
Efterhånden lod det sig altså gøre at besejle Storebælt med pålidelige fartøjer, og det begyndte at give
mening at udarbejde fartplaner. Ellers havde både passagerer og gods måttet affinde sig med, at det afhang
af vejr og vind og færgemændenes luner, hvornår man kunne blive sat over bæltet, og hvor lang tid overfarten
tog. Det var der en foretagsom herre i Korsør, som besluttede sig for at udnytte. Omkring 1760 opførte
købmand, skibsbygger og skibsreder Rasmus Langeland (1712-80) et gæstgiveri, som havde så høj en standard,
at også kongelige færgepassagerer kunne være bekendt at vente, spise og overnatte her. Huset, som i
123

dag kaldes Kongegaarden, blev således i 1767 benyttet af kong Christian 7. og dronning Caroline Mathilde,
og i 1771 kom dronningen igen, men denne gang var hun ledsaget af sin elsker, kongens livlæge J.F. Struensee.
Kongegården, Korsør (ukendt)
Det var bestemt heller ikke et hvilket som helst hus. Det er måske det mest monumentale rokokohus i
kongeriget, og inspirationen er givetvis hentet fra Amalienborgpalæerne i København. Desværre gik det
Rasmus Langeland ilde; i 1776 gik han fallit, og huset måtte sælges på tvangsauktion. Det blev grundigt renoveret
i 1990’erne, men den indvendige indretning er i store træk bevaret, og man kan se både det kabinet,
hvor Christian 7. dinerede, og Kongeværelset, hvor han overnattede. Huset anvendes i dag til skiftende
kunstudstillinger, ligesom man kan se et udsnit af kunstneren Harald Isensteins (1898-1980) værker.
→ Kunsthal Kongegaarden, Algade 25, 4220 Korsør. kongegaarden.dk
124

80. BOESLUNDE
Et rigt bronzealdersamfund
MTRENT midtvejs mellem Korsør og Skælskør tangerer Margueritruten den sydlige udkant
O
af landsbyen Boeslunde. Ikke langt fra det sted, hvor Boeslunde Kirke nu står, lå i tidligere
tider en høj, som kaldtes Borgbjerg, og navnet mere end antyder, at der engang i middelalderen
befandt sig en borg på dette sted.
For endnu længere siden, nemlig for næsten 3.000 år siden, ofrede bronzealderfolket
to lurer i en lille sø eller mose syd for Boeslunde til deres frugtbarhedsguder. Givetvis håbede de på den
måde at mildne guderne og at få en god høst. Lurerne var nemlig meget kostbare; bronzen i sig selv repræsenterede
en formue, og dertil kom arbejdet med at støbe, smede og udsmykke dem. Man har skønnet, at
det må have kostet mindst én mand et helt år at udfærdige dem. Resterne af lurerne blev fundet i 1838, da
man var i gang med at oprense tørvemosen, og de befinder sig i dag på Nationalmuseet.
Guldarmringe fra Neble (Roberto Fortuna, Nationalmuseet)
Der er fundet en del bronzealderlurer rundt om i Danmark, og i 1800-tallet mente man, at de var
”krigsbasuner”, der blev brugt som signalinstrument, når der var krig, men i dag er man som antydet mere
tilbøjelig til at opfatte dem som rituelle instrumenter. Man må forestille sig religiøse processioner med
præster og præstinder og landsbyens indbyggere i deres bedste tøj, som anførtes af lurblæsere. Det er vist
125

ikke muligt at få lurerne til at lyde som andet end larm, men det har velsagtens også været meningen: På den
måde påkaldte man sig gudernes opmærksomhed, og når processionen var nået frem til den sø eller mose,
hvor offerstedet befandt sig, kastede lurblæserne deres horn i vandet. Måske havde bronzealderfolket en forestilling
om, at nogle af guderne boede i vandet, for samtlige lurer er fundet i moser.
Ud over lurerne er der gjort flere opsigtsvækkende fund ved Borgbjerg. Således kom der ved pløjning
i 1842 og 1874 i alt seks guldkar fra yngre bronzealder til syne, nemlig to større skåle, to bægre og to øsekar,
hvis hanke ender i stiliserede hestehoveder. I Neble lige nord for Boeslunde har man fundet i alt ti svære
guldarmringe, og samme sted kom ved et enestående fund i 2015 ca. 2.000 små guldspiraler for dagen. Arkæologerne
kan ikke sige, hvad disse guldspiraler har været brugt til, men måske har de været anvendt i forbindelse
med en religiøs tilbedelse af solguden.
Alt tyder således på, at folkene i og omkring Boeslunde i bronzealderen tilhørte en rig elite, hvis velstand
måske stammede fra handel; der er således kun et par kilometer til stranden neden for herregården
Espe, hvor Boeslundefolkene sikkert rådede over en landingsplads. Det kan også tænkes, at deres helligdom
var så betydningsfuld, at folk kom rejsende langvejs fra for at ofre til guderne netop her.
I middelalderen blev Boeslunde berømt for sin Hellig Kors-kilde, der efter sigende skulle kunne kurere
syge og værkbrudne for allehånde dårligdomme. Fra hele Sjælland valfartede man til kilden og den
store stenkirke med det dobbeltskibede kirkerum, som var blevet bygget omkring 1300 for at få plads til de
mange tilrejsende.
→ Boeslunde Kirke, Sønderupvej 11, 4242 Boeslunde.
81. SKÆLSKØR
Solskinsbyen
ER er noget med Skælskør og klimaet. Det har i mange år heddet sig, at der var flere solskinstimer
i Skælskør end noget andet sted i Danmark, og i turistbrochurerne kan man se
D Skælskør omtalt som ”solskinsbyen”. Det holder vistnok ikke for en nærmere prøvelse; i
hvert fald nåede Danmarks Meteorologiske Institut for nogle år siden frem til, at der var
flest solskinstimer på Læsø og Samsø i perioden 2006-15.
Ikke desto mindre var det antallet af solskinstimer, som sammen med den smukke beliggenhed i lystskoven
ved noret gjorde udslaget, da Skælskør blev udset som stedet, hvor der skulle opføres et Gigtsanatorium.
Den hvide funkisbygning fra 1933 var et af de allerførste behandlingstilbud til folk med gigt i Danmark,
og bygherren var Andelsforeningernes Sanatorieforening, som var blevet stiftet i 1904, og som navnlig
ydede et væsentligt bidrag til bekæmpelse af tuberkulosen i Danmark.
Skælskør Nor blev allerede i 1942 et vildtreservat, og siden er også Skælskør Fjord med den lille ø
Kidholm blevet omfattet af reservatbestemmelserne. Det hænger navnlig sammen med, at området benyttes
126

flittigt som rasteplads af troldænder og grågæs, og der er derfor særlige restriktioner med hensyn til jagt og
sejlads i fjorden og noret.
Til sig selv og sin familie byggede købmand Jørgen Lotz (1817-86) i 1916 den patriciervilla ved fjorden,
som i dag hedder Villa Fjordhøj. Lotz fik en købmandsuddannelse og åbnede sin egen forretning i
Skælskør, som efterhånden udviklede sig til et imperium af betydelig størrelse. Han var også skibsreder og
møller, og i 1883 grundlagde han sammen med brødrene Harboe et bryggeri, som til at begynde med hed
Harboe & Lotz, men som senere tog navneforandring til Harboes Bryggeri. Det startede i det små med
hvidtøl, som blev hældt på tønder og transporteret rundt til kunder i nabolaget med hestevogn. Lotz nåede
ikke at opleve bryggeriets ekspansion, eftersom han døde et par år senere, og på hans gravsten på Skælskør
ny kirkegård læses de vise ord: ”Arbejd, som skulle du evigt leve, og lev, som skulle du dø hver stund”.
Efter en periode som rekonvalescenshjem købtes Lotz’ villa i 1994 af Ina Wendt-Johansen. Hun
havde en drøm om at skabe et anderledes sted, der var en kombination af kursted, kursushotel og refugium,
og ved venners hjælp fik hun den på daværende tidspunkt nærmest faldefærdige villa sat i stand. Der kom
23 værelser ud af det, og meldingen til vennerne var, at de hver skulle istandsætte og indrette ét værelse nøjagtig
efter deres hoved. Desværre overlevede hotellet ikke coronakrisen og gik konkurs i 2022.
→ Villa Fjordhøj, Rådmandsvej 23B, 4230 Skælskør.
82. BORREBY
Valdemar Daas kranke skæbne
T par kilometer syd for Skælskør passerer Margueritruten herregården Borreby, som midt i
E
1600-tallet ejedes af den ufatteligt rige Daa-slægt. I 1666 blev Valdemar Daa (1616-91)
eneejer af Borreby, hvis hovedbygning var blevet opført af kansler Johan Friis i 1556 som et
fint eksempel på en såkaldt ”herreborg”. Dermed menes, at herregårdsbygningen ligger på
overgangen mellem middelalderens befæstede borge og renæssancens huse, der ikke skulle
tjene et forsvarsformål, men udstråle pragt og dermed vise for alverden, at bygherren var en mand med udsyn
og velbeslået tegnebog. Borreby er således lidt af begge dele og var eksempelvis udstyret med både skydeskår
og skoldehuller, som nok burde kunne få en indtrængende fjende til at tænke sig om to gange, inden
han gik løs på gården.
Valdemar Daa var besat af guldmageri, og det blev hans skæbne. Han brugte hver en spareskilling på
sine alkymistiske forsøg, og det fortælles, at han til sidst end ikke havde råd til at købe brænde, så han måtte
blive liggende i sengen med sine kemiske apparaturer hele vinteren, for at de kunne have den rette temperatur.
Det endte med, at Valdemar Daa måtte gå fra hus hjem i 1681, og H.C. Andersen, der ofte kom på
Borreby, blev så fascineret af denne vanskæbne, at han skrev ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans
døtre”.
127

Borreby (Hubertus WP)
I 1783 købtes Borreby af officeren og godsejeren Joachim Melchior Holten Castenschiold (1743-
1817), der efter Struensees fald i 1772 sammen med 30 dragoner fik det lidet attraktive job at ledsage den
arresterede dronning Caroline Mathilde til Kronborg, hvor hun sad indespærret, indtil hun fik marchordre
til Celle. Castenschiold endte højt oppe på den militære rangstige, og han stod i 1807 i spidsen for landeværnet,
som ved Køge led nederlag til de engelske tropper, der belejrede København. Slaget kaldes i øvrigt
”Træskoslaget”, fordi de dårligt uddannede og slet udrustede danske bondesoldater smed deres tunge træsko,
da de flygtede fra de engelske soldater, hvis udrustning til gengæld ikke fejlede noget. Efterfølgende
blev Castenschiold stillet for retten, men han klarede frisag og slap for straf.
Siden da har godset været i slægten Castenschiolds eje. I dag bor syvende, ottende og niende generation
på godset, og man kan blive meget klogere på godset og dets historie, hvis man er så heldig at få billet til
en af godsejer Joachim Castenschiolds rundvisninger. Godsejeren er uddannet skuespiller, og det var derfor
naturligt at indrette et teater i Borrebys lade, som er opført i 1593. Det meste af året er der adgang til parken
med de fine lindealleer fra 1750’erne.
Det giver vel næsten sig selv, at et gammelt hus som Borreby til stadighed hjemsøges af spøgelser. Et
af dem er naturligvis Valdemar Daa, som rumsterer i kældrene og givetvis stadig forsøger at finde opskriften
på at lave guld. Det fortælles også, at man ved nattetide kan høre skrig fra voldgraven, men når man så har
iværksat en redningsaktion, har man ikke fundet det mindste spor af nogen levende eller død i voldgraven.
→ Borreby, Borrebyvej 41, 4230 Skælskør. borrebygods.dk
128

83. ØRSLEV
Dansefrisen
OGENLUNDE midtvejs mellem de to sydsjællandske herregårde Holsteinborg og Borreby
kommer Margueritruten forbi Ørslev Kirke. Den romanske kirke stammer fra mid-
N ten af 1200-tallet, men af denne kirke er i dag kun dele af skibets mur med den blændede
norddør samt fire tilmurede, rundbuede vinduer bevaret. Skibet havde oprindelig
fladt bjælkeloft, men omkring 1325 indbyggede man et gotisk krydshvælv, samtidig
med at man opførte de to korsarmskapeller. Tårnet blev tilføjet i slutningen af 1400-tallet, mens koret blev
ombygget ikke længe efter.
Dansefrisen i Ørslev Kirke (Hans A. Rosbach WP)
Kirkens bygningshistorie minder således på mange punkter om andre landsbykirkers, men dens kalkmalerier
er til gengæld enestående. Mest kendt er den såkaldte ”dansefrise” fra 1300-tallet, som ses på sydkapellets
sydvæg. De unge kvinder har pyntet deres udslagne hår med kroner, og to af dem er iført en ærmeløs
overkjortel, kaldet ”surcot”, som kom på mode blandt fornemme kvinder i Europa omkring år 1300.
Mændene bærer korte kofter med og uden hovedbeklædning, og de to i hver side holder en bold i hånden.
129

De unge mænd og kvinder, der utvivlsomt tilhører overklassen, er tilsyneladende i gang med en kædedans.
Det lidt løsslupne motiv forekommer umiddelbart besynderligt på en kirkevæg; normalt var kirken
ikke til nogen form for tant og fjas, eftersom den slags udskejelser førte direkte til synd og fordærv. At
kunstneren sikkert har været noget af en spøgefugl, fremgår også af, at der er placeret en basunblæsende
hare ved siden af de dansende, og måske er det også en lidt indforstået vits, at den øltappende munk er udstyret
med en glorie.
En anden tolkning af ”dansefrisen” er, at der slet ikke er tale om en dans. De afbildede personer bevæger
sig tydeligvis mod venstre, og måske er de simpelt hen på vej ud af billedet, skræmt af den truttende
hare. Det var nemlig en kendt sag, at Fanden selv kunne omskabe sig til en hare, og sammen med munken
og de sortsmuskede djævle ved ølkanden kan formålet med billedet i så fald være en kraftigt løftet pegefinger
til menigheden om at holde sig fra umådeholdent drikkeri og umoralsk dans. På skibets nordvæg ses
endnu ældre kalkmalerier. De stammer fra første halvdel af 1200-tallet og viser en dommedagsscene, Abraham
med sjælene i sit skød og ærkeenglen Michael, der på dommens dag vejer sjælene på sin vægt.
→ Ørslev Kirke, Ørslev Kirkevej 4, 4230 Skælskør.
84. HOLSTEINBORG
H.C. Andersens andet hjem
IDEN 1707 har slægten Holstein-Holsteinborg ejet Holsteinborg, og den nuværende ejer
S
er tolvte generation. Det var dog slægten Trolle, som i årene 1598-1651 opførte den firefløjede
hovedbygning, som Heinrich Holstein-Holsteinborg lod renovere i 1777-81. Ved
en restaurering i 1848-50 fik hovedbygningen et nygotisk præg i overensstemmelse med tidens
fremherskende arkitektoniske trend. Det blev dog delvis fjernet godt 100 år senere,
hvor historicismen ikke længere var i høj kurs.
Mange af Holsteinborgs ejere har været markante skikkelser, som på hver deres måde har præget livet
i Danmark. Den sjette greve, Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg (1784-1836) var således en stor filantrop,
som søgte at bedre sine bønders og sine ansattes vilkår. Han gennemførte landboreformerne, han
byggede skoler og oprettede i 1810 Danmarks første sparekasse, efterfulgt året efter af Danmarks første
sygekasse. Det var i øvrigt også i hans tid, at landets første juletræ tændtes på Holsteinborg i 1808.
Sønnen Ludvig Holstein-Holsteinborg (1815-92) markerede sig på anden vis, nemlig som konseilspræsident
(statsminister) i årene 1870-74. Det var ham og – ikke mindst – hans kloge hustru Mimi (1830-
76), der var vært for H.C. Andersen i alt 17 gange fra 1856 til 1874. De modtog altid eventyrdigteren med
stor gæstfrihed og nærmest grænseløs velvilje, og faktisk var Holsteinborg i de modne år et af eventyrdigterens
foretrukne arbejdssteder; omkring 40 af hans værker skal være blevet til på herregården. ”Havde jeg
130

altid et sådant hjem, da blev rejselysten hos mig ikke så stærk, som den ellers altid har været”, skrev han i et
brev i 1865.
Holsteinborg (Bococo WP)
Når Andersen var på besøg, spadserede han i den store park, der mod syd fører ned til Holsteinborg
Nor. Den blev anlagt i 1725 som en barokhave, der blev indrammet af fire parallelle lindealleer, men den
blev omkring 1865 omlagt til en stor landskabshave i engelsk stil med slyngede gange, masser af blomsterbede
og vidtstrakte plæner. Omkring 1900 fremlagde landskabsarkitekten Edvard Glæsel en storstilet plan
for et nyt haveanlæg, men det vakte ikke gehør på Holsteinborg, og det eneste, der blev realiseret, var taksalleerne
øst for barokhaven. Således er en række af de elementer i haven, som H.C. Andersen havde for øje,
bevaret. Det gælder udsigtshøjen med bænkene i vest, stentrappen, kyststien og digteren Ludvig Holsteins
yndlingseg. Andersen plantede i 1856 en efeu i vandkanten, således som det fremgår af en mindesten på
stedet.
Eventyrdigteren aflagde sit sidste besøg på Holsteinborg i maj-juni 1874, et års tid før sin død. Han
var svagelig og gik dårligt, men håbede, at opholdet på Holsteinborg ville gøre ham godt. Før besøget skrev
han til grevinde Mimi Holstein: ”Jeg længes umådeligt efter at komme ud på landet, se den grønne skov og
gå i solskins varme. Jeg håber at genvinde min sundhed og kan da for en del takke Deres Nåde og Hans Ex-
131

cellence hr. Greven, at jeg nu snart vil komme til at føle mig bedre i den friske natur og den hjertelige omgivelse.”
Det viste sig at holde stik; for hver dag, han opholdt sig på Holsteinborg, følte han sig bedre tilpas.
Hans værelser på Holsteinborg lå på solsiden ud mod haven, og han kunne se ud over fjorden med de vilde
svaner og Glænø i det fjerne, som havde inspireret ham til eventyret ”Vænø og Glænø” fra 1868.
→ Holsteinborg, Ørslevvej 334, 4243 Rude. holsteinborg.dk
85. BISSERUP
Historien om en havn
T par kilometer øst for herregården Holsteinborg kommer Margueritruten til den langstrakte
landsby Bisserup, der i virkeligheden er to sammenvoksede byer, nemlig den gamle
E
bondeby mod nord, der grænser op til Rude Skov, og havnebyen mod syd. Bondebyen er
ældst, men talte i slutningen af 1700-tallet kun 30 indbyggere, fordelt på otte familier.
Om Bisserup Havn kan man læse hos Saxo, at kongen af Danmark i den tidligste vikingetid
hed Fridleif, og at han var i krig med Hvirvil, der var konge af Öland. Der blev udkæmpet et drabeligt
slag ved Sydsjællands kyst; kun Fridleif overlevede på den danske side, men han vandt ikke desto mindre
en personlig tvekamp mod Hvirvil og hans få tilbageværende mænd, og havnen, hvor holmgangen fandt
sted, var ”Hvirvils Havn”, som nu om stunder altså hedder Bisserup Havn.
Man skal sikkert ikke fæste alt for megen lid til Saxos historie, men det er et faktum, at naturhavnen
ved Bisserup har været benyttet siden de tidligste tider, og at den i flere perioder havde stor betydning som
losse- og ladeplads. Da Korsør blev købstad i 1425, varede det ikke længe, før korsoranerne klagede deres
nød til kongen: Bønderne solgte ikke deres varer via købstaden, som de havde pligt til, men lod dem i stedet
gå via Bisserup Havn. På den måde kunne de spare tolden til købstaden, som altså gik glip af både told og
handel. Efter datidens regler var det smugleri, og i 1593 indskærpede Christian 4. da også, at bønderne
havde forbud mod at benytte havnen i Bisserup. Noget kunne imidlertid tyde på, at det ikke havde den helt
store effekt, og det endte med, at havnen i 1629 fik frataget alle sine rettigheder.
Da Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg (1784-1836) overtog Holsteinborg og dermed Bisserup
by og havn i 1796, besluttede han, at den gamle ladeplads skulle vækkes til live igen. Han anlagde en hørfabrik,
og han opførte en oliemølle, et sæbesyderi og en kakkelovnsfabrik. Det var også ham, der i 1810 stod
bag den 20 meter lange skibsbro med tilhørende kornmagasin, og i 1830’erne byggede storkøbmanden
H.H. Schou fra Slagelse en købmandsgård og yderligere et stort kornmagasin ved havnen. Dertil kom huse
til toldkontrolløren og lodsen samt – ikke at forglemme – en kro. Resultatet var ikke overraskende, at folketallet
steg; i 1834 var det oppe på 250 personer, fordelt på 46 familier.
132

Bisserup Havn (ukendt)
Men tiden løb åbenbart fra de storstilede industri- og handelsprojekter, og i 1902 blev Schous købmandsgård
nedrevet (og genbrugt til sygehusbyggeri i Rude). Bisserupperne slog sig i stedet på fiskeri, og i
1935 var der ikke færre end 40 fiskere i havnen.
Turisterne var også begyndt at finde vej til det lille sydsjællandske smørhul, og samme år opførtes
”Hotellet”, hvor man – trods navnet – ikke kunne overnatte. ”Hotellet” var afholdsrestaurant og brødudsalg,
men blev i 1950 købt af Jørgen R. Hansen, der efter en årrække til søs gik i land og fik bygget et anneks
med 10 værelser – alle med rindende vand, parketgulve og faste skabe. En halv snes år senere måtte
han sælge på grund af sygdom, og den ny ejer byggede om og kaldte stedet ”Den gyldne ål”. Fra 1978 hed
stedet ”Lods-Kroen”, og det lever i bedste velgående – i vore dage dog under navnet Bisserup Strand Kro –
til glæde for badegæsterne, lystsejlerne, campisterne og beboerne i sommerhusområdet.
→ Bisserup Strand Kro,Bisserup Havnevej 67, 4243 Rude. bisserupstrandkro.dk
133

86. FUIRENDAL
Storkanslerens royale venskab
ELLEM Bisserup og Fuglebjerg på Sydsjælland kommer Margueritruten forbi herregården
Fuirendal. Der er ikke offentlig adgang til gården, der oprindelig hed Vindinge-
M
gård, og kirken hed Vindinge Kirke, men da slægten Fuiren, der stammede fra Mecklenburg
og var kommet til Danmark i 1560’erne sammen med Frederik 2.s dronning
Sophie, oprettede baroniet Fuirendal i 1677, skiftede gården navn – og det samme
gjorde kirken, siden 1932 dog stavet Fyrendal.
Den nuværende høje og smalle hovedbygning samt portfløjen er opført i tiden omkring 1610 af Vilhelm
Dresselberg, men den hvide farve fik bygningerne først i første halvdel af 1700-tallet. Da var slægten
Fuiren allerede ude af billedet; begyndende med Thomas Fuiren i 1663 sad tre slægtsled på gården i 37 år,
men de to sidste døde begge som relativt unge, og da den sidste ingen børn havde, overgik Fuirendal i medfør
af reglerne for baronier til kronen.
Kongen var Frederik 4., og han lod hurtigt godset gå videre til Ulrich Adolph Holstein (1664-1737),
der også havde mecklenburgske aner. Hans far var gået i dansk tjeneste som rytterofficer, og allerede som
dreng blev Ulrich Adolph ansat som page ved det danske hof, hvor han skulle tage sig af den ”daglige opvartning”
af kronprinsen, der dengang var syv år gammel. De to unge mennesker blev venner, og da kronprinsen
besteg tronen som Frederik 4., blev Holstein straks udnævnt til overkammerjunker.
Det var et tydeligt bevis på venskabet, at kongen i 1700 skænkede Holstein Fuirendal, men forholdet
mellem dem blev sat på en alvorlig prøve, da Frederik 4. forelskede sig i Elisabeth Helene von Vieregg. Hun
kunne nemlig ikke udstå Holstein, og kongen føjede hende ved at fjerne Holstein fra hoffet. Han blev ekspederet
til Flensborg som amtmand i 1703, men kongens gunst var dog intakt (og hans forhold til frøken von
Vieregg kun kortvarigt; hun døde i barselsseng i juni 1704). I 1708 blev Holstein lensgreve, og samtidig
blev Furiendal sammen med Holsteinborg, som Holstein havde købt året forinden, til grevskabet Holsteinborg.
I 1721 nåede han magtens tinder som Frederik 4.s storkansler, men det skyldtes vistnok ikke nødvendigvis
hans egne evner; Holstein var nemlig gift med en halvsøster til den Anna Sophie Reventlow, som Frederik
4. bortførte fra Clausholm og ophøjede til dronning netop i 1721.
Siden 1708 har historien om Holsteinborg altså også været Fuirendals og omvendt, men eftersom
greverne boede på Holsteinborg, kom Fuirendal som oftest til at stå tom. Det gjaldt således perioden fra
1757 til 1811, indtil den ”humane godsejer” Frederik Adolph Holstein (1784-1836) gjorde hovedbygningen
til et såkaldt hospital med tilhørende væveri. På den måde blev egnens gamle og fattige og forældreløse
børn forsørget; de slap for den ydmygelse, det var at komme på fattiggården, og samtidig udførte de et nyttigt
arbejde. Virksomheden blev ledet af den franskfødte, reformerte præst Peter Villaume (1746-1825),
der var kommet til Danmark i 1790, hvor han på Brahetrolleborg havde medvirket ved oprettelsen af seminariet
Bernstorfsminde, der var landets første lærerseminarium uden for København. Hospitalet og væveriet
på Fuirendal overlevede ikke Villaumes død, og gården endte med at blive indrettet som forpagtergård.
134

Slægten Holstein ejer stadig Fuirendal, og hvis man skulle have lyst til at flytte ind på en herregård, er
den i skrivende stund til leje.
→ Fuirendal, Fyrendalvej 14, 4262 Sandved.
87. FUGLEBJERG
Kro, kirke og missionshus
ÅR Margueritruten kommer til Fuglebjerg, kan man få bekræftet det gamle mundheld
N
om, at hvor Vorherre bygger en kirke, bygger Fanden en kro. I hvert fald er der kun et
stenkast tværs over Torvet fra Fuglebjerg Kirke til Fuglebjerg Kro. Kirken bestod oprindelig
af et romansk skib og kor, men det lave bjælkeloft blev erstattet af hvælv i gotisk
tid. I 1888 stod arkitekt Vilhelm Petersen for en gennemgribende udvidelse; det romanske
kor blev brudt ned, skibet blev forlænget og fik en sydfløj. De nye gavle blev udstyret med blændingsdekorationer,
som er inspireret af sjællandsk sengotik.
Der er nok ingen, der ved, hvor længe der har været kro i Fuglebjerg, men et kongeligt brev nævner i
1593 et ”gildehus” i byen, som dog ikke havde ret til udskænkning af stærke drikkevarer. Men hvis man
skal kalde en spade for en spade, var ”gildehuset” simpelt hen en smugkro, for i 1677 blev Christian Jensen
Farsovius, der var præst i Krummerup og Fuglebjerg, frataget sit embede på grund af ”daglig drukkenskab
og fylderi på ulovlig kro”. Det er ikke specielt svært at regne ud, hvor han havde slået sine folder. I 1692
normaliseredes tilstandene imidlertid, for ejeren af Fuglebjerggård, Niels Mundt, fik bevilling til at drive
kongeligt privilegeret kro i byen – og med bevillingen fulgte automatisk tilladelse til at brygge øl og brænde
brændevin. Den nuværende krobygning er opført i 1856, og foran kroen står en buste af Frederik 7., der
noget bistert skuer ned ad Næstvedvej.
I slutningen af 1800-tallet stod Indre Mission stærkt i Fuglebjerg og omegn. Læderhandler F.C. Petersen
flyttede til Fuglebjerg i 1871, og han blev hurtigt en central figur i byen. Næstved Avis skrev om
ham, at ”hvis Fuglebjerg var et kongerige, burde Petersens hoved være præget på kronestykkerne”. I hans
og hustruen Petreas private hjem på Sorøvej oprettedes i 1883 byens første søndagsskole, og året efter
kunne man indvi missionshuset ”Betebera” på adressen Sorøvej 6. Dermed slap folkene fra Indre Mission
for at holde deres møder rundt om i de private hjem – men ellers var missionshuset rigtignok ikke ligefrem
udtryk for storhed. Kun gavlen var bygget i fuld mur, resten var bindingsværk, og til taget var der kun råd til
tagpap. Det fortælles, at huset om sommeren var en regulær ”svedekasse”, mens det ikke var usædvanligt
med rimfrost på væggene om vinteren.
Takket være indsamlinger og basarer lykkedes det at tilvejebringe midler til at bygge et nyt og bedre
missionshus på en anden adresse. ”Betebera” blev revet ned, og i 1922 kunne man indvi det missionshus i
135

to etager, som stadig står med sin fine gavl og ordene ”Herrens ord bliver evindelig”. Til sidst blev huset ikke
benyttet, og det blev solgt i 2019.
→ Missionshuset, Korsørvej 15, 4250 Fuglebjerg.
88. VINSTRUP
Dramatisk natursceneri
Å Margueritruten mellem Fuglebjerg og Sorø får man et ualmindelig flot vue over Tystrup-Bavelse
Søerne, som er blevet kaldt ”Sjællands smukkeste naturområde”. Søerne er
P
dannet som tunneldale under istiden for 15.000 år siden, hvor smeltevandet løb mod nord
i retning af Kattegat. I dag er det omvendt: Søerne afvandes af Susåen, der med en længde
på næsten 90 kilometer er Sjællands længste vandløb, og som snirkler sig i sydlig retning.
Åen kommer til Tystrup Sø på østsiden ved Næsbyholm Skov og løber ud igen ved Strids Mølle i den sydlige
ende af Bavelse Sø, hvorfra den fortsætter til udløbet ved Karrebæksminde.
De to søer udgør tilsammen et dramatisk og ualmindelig smukt natursceneri, men de er meget forskellige.
Det bedste udsyn har man fra Bavnen, som ligger sydøst for Vinstrup, og som er områdets mest
markante bakketop. Der er omkring 50 meter ned til Tystrup Søs vandspejl, og i baggrunden øjner man Bavelse
Sø.
Tystrup Sø dækker et areal på 660 ha og er dermed en af Sjællands større søer. På det dybeste sted er
den 23 meter dyb, og et særligt kendemærke er de mange kildevæld, der skyldes det skrånende terræn i
tunneldalen. Når landskabet så at sige falder hurtigere end grundvandspejlet, presses grundvandet nemlig
ud af jordlagene. Kildevældene kan være svære at få øje på, og hvis man ikke passer gevaldigt på, kan man
risikere at hænge fast i den bløde jord, der minder lidt om kviksand. En anden effekt af de mange kildevæld
er, at søen næsten aldrig fryser til – og hvis den endelig gør, skal man ikke vove sig ud på den, for isen er
tynd som papir. Bavelse Sø er betydeligt mindre; den dækker ”kun” et areal på omkring 90 ha, og vanddybden
når ikke over 8,5 meter. Den er adskilt fra Tystrup Sø af en tange, hvor der kun er en smal passage
mellem de to søer.
Man kan selvsagt glæde sig over naturen ved søerne, mens man kører forbi i bil, men en bedre
oplevelse får man unægtelig, hvis man forlader bilen og går en tur. Ved Hørhaven øst for Vinstrup er der en
parkeringsplads, hvorfra man kan gå en tur forbi Bavnen og ned til søen (og måske være heldig at få øje på
en havørn). En anden mulighed er at parkere ved Kongskilde Naturcenter, der er indrettet i en gammel
vandmølle ved nordenden af Tystrup Sø, og som fortæller om naturen og dyre- og plantelivet ved søerne.
Herfra kan man gå til fugleskjulet ved Tamosen, der er en yndet rasteplads for trækfugle om foråret og efteråret.
Der er en beskeden chance for at se sjældne fugle som isfugl, men i det hele taget er hele området på
alle årstider en spændende lokalitet for fugleinteresserede.
136

Tystrup-Bavelse Søerne (Steen Knarberg, sydkystdanmark.dk)
→ Kongskilde Naturcenter, Skælskørvej 34, 4180 Sorø. naturstyrelsen.dk
89. BJERNEDE
Den sjællandske rundkirke
ORD for Sorø kommer Margueritruten forbi Bjernede Kirke, der kan skrive sin historie
tilbage til ca. 1170. I våbenhuset over døren ind til kirken ses to tavler med latinsk
N indskrift, hvoraf det fremgår, at Ebbe Skjalmsen (ca. 1085-ca. 1150), søn af den navnkundige
Skjalm Hvide (ca. 1035-ca. 1113) i Fjenneslev, opførte en trækirke på dette
sted, og at sønnen Sune Ebbesen (død 1186) få år senere erstattede den med en rund
stenkirke. Bjernede Kirke er dermed Sjællands eneste rundkirke.
Kirken er altså den rige og mægtige sjællandske Hvideslægts værk. Skjalm Hvide og hans efterkommere
var en afgørende magtfaktor i Danmarks middelalderhistorie i omkring 300 år, og de satte aftryk, som
137

den dag i dag bærer vidnesbyrd om deres dominerende indflydelse, tydeligst i kirkerne i Fjenneslev, Sorø og
Kalundborg. Der findes næppe nogen anden slægt, der har fostret så mange koryfæer som netop Hvideslægten.
Den kan således tælle ikke færre end 10 biskopper, hvoraf halvdelen endda blev ærkebiskopper,
og at to af slægtens kvinder kom på tronen som dronninger af Sverige. Slægten er endvidere kendetegnet
ved dens meget nære forhold til kongemagten – ja, i et par tilfælde var det endda takket være medlemmer af
slægten, at en konge kom til magten – eller mistede den.
Allerede Skjalm Hvide var nær ven af kong Erik Ejegod, men slægtens mest fremtrædende medlem
var ærkebiskop Absalon (ca. 1128-1201), der var barnebarn af Skjalm Hvide. Hans rolle i forbindelse med
Valdemar den Stores magtovertagelse kan næppe overdrives. Efter Valdemar Sejrs død delte slægten sig
imidlertid i stridende fraktioner, og som regel optrådte de som fjender af den siddende konge; de havde
sandsynligvis en finger med i spillet i drabene på Erik Plovpenning og Erik Klipping.
Bjernede Kirke (Jens Cederskjold WP)
Men tilbage til kirken i Bjernede: Dens mure er godt 1½ meter tykke og består af kampesten, der er
hentet på marker i nærheden. Det interessante er imidlertid, at i omkring syv meters højde afløses kampestenene
af mursten. Netop midt i 1100-tallet fik man på Sjælland kendskab til at brænde ”munkesten” – og
dette noget mere håndterbare byggemateriale har man altså valgt at bruge til den øverste del af kirkemuren.
Våbenhuset er først bygget til på et senere tidspunkt, så de første kirkegængere trådte direkte ind i det
runde og temmelig dunkle kirkerum. Man skal i øvrigt ikke undre sig over, at rummets diameter kun er en
halv snes meter; i den katolske tid sad man nemlig ikke ned, men stod op og overværede messen.
138

En smal og snoet stentrappe ved kirkedøren, der er bygget ind i den svære mur, fører op til ”ovensalen”,
som er et stort, lyst rum med seks romanske dobbeltvinduer. Spørgsmålet er naturligvis, hvad dette
rum har været benyttet til. Det er over 3½ meter højt, og alene af den grund må man nok konkludere, at det
ikke har skullet tjene forsvarsformål, således som det var tilfældet med de bornholmske rundkirker. Rummet
er præget af fire firkantede søjler, men der har ingen åbning været mellem søjlerne, så meningen har heller
ikke været at skabe et særligt rum til herskabet, hvorfra de kunne bivåne messen nede i kirken. Mest sandsynligt
er derfor, at der er tale om et særligt ceremonirum, beregnet for slægtens medlemmer. Her kunne de
mødes i fred for menighedens øjne, diskutere slægtens anliggender og komme til enighed om den politik,
slægten skulle følge. Blandt emnerne har givetvis også været indgåelse af ægteskaber, arvespørgsmål og bilæggelse
af tvistigheder mellem slægtens medlemmer.
Da kirken omkring 1500 forfaldt, var Hvideslægtens dominans for længst ophørt, og der var tilsyneladende
ingen, der havde magt og pengepung til at vedligeholde kirken. I årene 1890-92 gennemførtes en
storstilet restaurering ved arkitekt H.B. Storck, hvorved kirken i det store hele blev ført tilbage til sit oprindelige
udseende. Ved hjælp af en trætrappe kan man klatre op i det ottekantede tårn, hvorfra man har en
glimrende udsigt.
→ Bjernede Kirke, Bjernede Kirkevej 1A, 4180 Sorø.
90. SÆBY
Den tredje hustru
ARGUERITRUTEN går øst om Danmarks fjerdestørste sø, Tissø, der under sidste istid
M
var et såkaldt dødishul. Det vil sige, at her lå en isklump fra en gletsjer, som efterhånden
smeltede og efterlod en fordybning i terrænet. Tissø er kendetegnet af, at vandstanden
svinger meget, således at de brede enge og rørskove sagtens kan være dækkede af vand
om foråret, men tørlagte om sommeren. Navnlig på øst- og sydsiden byder søen på et
rigt fugleliv: Her yngler klyden, dværgternen, knopsvanen, grågåsen, rørhøgen, blishønen, stor præstekrave
og gul vipstjert, og især om efteråret ser man mange træk- og rastefugle. Der er to ynglende havørnepar
i området, og også musvåge, rød glente og vandrefalk optræder jævnligt.
Ved søens sydøstlige ende ligger landsbyen Sæby, ved søbredden en kilometers penge nord for landsbyen
ligger Sæby Kirke og lidt inde i landet Sæbygård. Ligesom i Fjenneslev, Bjernede og Sorø var det Hvideslægten,
som stod for kirkebyggeriet. Der har først ligget en trækirke her, men det var efter al sandsynlighed
Asser Rig (ca. 1080-ca. 1151), som byggede stenkirken, og det er da givetvis også ham, vi kan takke
for de romanske kalkmalerier i apsishvælvingen. De dateres til ca. 1125 og er dermed samtidige med byggeriet
af kirkens kor. Vi har givetvis at gøre med Sjællands ældste kalkmalerier, og motivet genfindes i en
139

halv snes sjællandske kirker, som Hvideslægten var impliceret i, nemlig en dommedagsscene med Kristus
på sin himmeltrone, flankeret af jomfru Maria, Johannes Døberen samt apostlene Peter og Paulus.
Sæbygård menes grundlagt af Asser Rigs søn Esbern Snare (1127-1204). I modsætning til sin bror
Absalon gik han ikke kirkevejen, men var korsfarer og krigsmand. På den tid sad en biskop ganske vist sjældent
stille og rugede over skriften ret længe ad gangen, men deltog i såvel korstog som krige, og både Absalon
og Esbern Snare var med, da Valdemar den Store i 1168 indtog borgen Arkona på Rügen og ødelagde
vendernes helligdom Svantevit. Skal man tro Saxo, var Esbern noget af en slagsbror, der blev såret adskillige
gange. Da hans grav i Sorø blev åbnet, fandt man da også adskillige brud på skelettet og en hofteskade. Navnet
Snare skal han have fået, fordi han var snarrådig og næsten altid evnede at finde en udvej.
Så meget desto mere ironisk var det, at den gamle stridsmand døde hjemme på Sæbygård. Han skal
såmænd være faldet ned af en trappe, hvorved han ”slog sin hals sønder”. Der er imidlertid det pikante ved
sagen, at han muligvis ikke faldt af sig selv, men fik et ikke særligt venskabeligt puf af sin unge hustru Helena
(ca. 1170-1230). Hun var hans tredje hustru, og hun var kun 17, da hun for at føje sin far, den svenske
jarl Guttorm Austmannsson, giftede sig med den berømte, men efterhånden temmelig gråsprængte krigsmand.
Hun var helt sikkert skøn at skue, og hun var smigret over den opmærksomhed, som den unge hertug
Valdemar af Sønderjylland (1170-1241) viste hende. Han kom på tronen som Valdemar Sejr i 1202, og da
Esbern Snare så meget belejligt kom ud for et fatalt ulykkestilfælde, opstod det rygte altså, at hun havde haft
en finger med i spillet. Mistanken voksede unægtelig, da det viste sig, at Valdemar efter Esbern Snares død
slog pjalterne sammen med Helena – og det i en sådan grad, at der kom en søn ud af det, formentlig i 1205.
Men hvis Helena havde håbet at blive dronning, måtte hun tro om igen, for netop i 1205 giftede Valdemar
sig med den dronning Dagmar, der er gået over i historien som en af Danmarks smukkeste, mildeste og
mest folkekære dronninger.
→ Sæby Kirke, Sæbyvej 50A, Sæby, 4270 Høng.
91. ASNÆS
Sortenstenen
YD for Kalundborg foretager Margueritruten et lille svinkeærinde mod vest, så man kan få
S
et indtryk af halvøen Asnæs (som ikke må forveksles med byen af samme navn i Odsherred)
og herregården Lerchenborg. Halvøen strækker sig en halv snes kilometer ud i Storebælt og
danner sydsiden af Kalundborg Fjord. Den er domineret af to skove, Asnæs Forskov og
Vesterskoven, der begge har skovbryn helt ned til vandkanten til begge sider. På nordsiden
står de prægtigste, store bøgetræer, mens sydkystens krat og træer konstant er udsat for sydvestenvinden og
derfor har fået et noget forblæst udseende.
140

Asnæs var, især før i tiden, et yndet udflugtsmål for kalundborgerne. Der var den korte tur til Sodavandshuset
ved Lerchenborg strand, og der var den lange tur til den nu længst forsvundne festplads i Forskoven.
Turen foregik med hestevogn, og ved festpladsen fandtes både dansehal, keglebane, iskiosk, borde
og bænke samt ved festlige lejligheder desuden karrusel, skydetelt og roulette. Samt ikke at forglemme Sofies
lille hvide hus, der var vidt berømt for sin lagkage, hvorfor værtinden da heller aldrig hed andet end Sofie
Lagkage. Lagkagen var lagt sammen med hjemmelavet jordbær- eller hindbærsyltetøj – og alene i pinsen
serverede Sofie sædvanligvis 6-7.000 kopper kaffe og hundredvis af lagkager.
På vejen ud til Forskoven – omkring 100 meter fra Lerchenborg – stod i alleen et tykt og ejendommeligt
elmetræ, kendt af alle som Tykke Marie. Og det var en uskreven regel, at når skovtursgæsterne passerede
træet, blev der råbt et højt hurra for Tykke Marie. De sidste rester af træet udbrændte imidlertid i
1961, og i 1992-93 blev alle de gamle elmetræer fjernet og erstattet med nye træer.
I vandet ud for Asnæs’ nordkyst i Forskovens nordøstlige hjørne ligger Sortenstenen. Den er ca. fire
meter lang, og ifølge sagnet blev den kastet over fjorden af kæmpen Refs på halvøen Røsnæs (som er den
moderniserede udgave af navnet Refsnæs), der åbenbart var blevet gal på kæmpen As, der holdt til på Asnæs.
Hvis man ser ordentligt efter, skal man endda stadig kunne se aftryk af Refs fingre i stenen. Noget særligt
godt øjemål må Refs nu ikke have haft, for stenen nåede altså ikke helt til Asnæs, men landede i vandet.
Stenens sorte farve skyldes ifølge legenden sorgen over Valdemar den Unges (ca. 1209-31) død. Han
var eneste barn af Valdemar Sejr og dronning Dagmar, og han var allerede som seksårig blevet valgt som faderens
medkonge på et stormøde på Samsø. Det blev der imidlertid ikke noget af; han døde som ung som
følge af et vådeskud med en armbrøst under en jagt på Røsnæs, og da Valdemar Sejr døde i 1241, blev han i
stedet efterfulgt af de tre sønner, som han fik med den lidet populære dronning Bengerd (Berengaria), Erik
Plovpenning, Abel og Christoffer 1. Man kan ikke påstå, at de var specielt egnede som konger, og deres indbyrdes
jalousi kastede landet ud i en borgerkrig. Måske ville Danmarkshistorien være blevet mindre turbulent,
såfremt Valdemar den Unge ikke havde måttet lade livet på Røsnæs.
Hvis man fortsætter helt ud på spidsen af Asnæs, kommer man til Dyrehaven med stejle skrænter og
små søer, hvor klokkefrøen yngler. Specielt på varme dage om foråret kan deres kvækken høres viden om;
lyden kan måske bedst sammenlignes med den lyd, der fremkommer, når man puster hen over en tom flaske.
→ Sortenstenen, Asnæs Skovvej 15, 4400 Kalundborg.
141

92. HØVE
Fra Vejrhøj til Esterhøj
ELLEM Havnsø og Nykøbing Sjælland går Margueritruten gennem det stærkt kuperede
landskab, som kaldes Vejrhøjbuen, og som strækker sig fra herregården Drags-
M holm i syd over Veddinge Bakker til Høve i nord. Til den ene side har man Sejerøbugten
og til den anden bunden af den tørlagte Lammefjord. Det højeste punkt er Vejrhøj (121
meter) længst mod syd, hvorfra man efter sigende skal kunne tælle 27 kirker, inklusive
Roskilde Domkirke, hvis ellers vejret er tilstrækkeligt klart. Og uanset vejret fortæller et sagn, at der ved foden
af Vejrhøj ligger en drage, som ruger over tre guldæg.
Det bakkede landskab udgøres af såkaldte randmoræner, der blev dannet under sidste istid, da isen
kom fra sydøst og skubbede landskabet op i en bunke foran sig. Ved Høve og Veddinge kan man se de dybe
dalfurer, hvor smeltevandet fra gletsjeren banede sig vej væk. Der er adskillige udsigtspunkter på turen gennem
bakkerne, og når man er kommet til Høve, bør man begive sig op på Esterhøj (89 meter), hvorfra udsigten
er eminent.
Ifølge et gammelt sagn boede der en trold i Esterhøj,
som ejede vældige skatte. Trolden kunne imidlertid ikke
udholde lyden af kirkeklokkerne i Asnæs og Vig, så han
valgte at rømme højen. Han låste højen med en nøgle, som
han gemte under en vældig sten ved Klint på Odsherreds
nordkyst. Hvis man ville have fat i nøglen, måtte man ikke
blot løfte stenen, men også være fuldstændig stille. Da
nogle karle omsider havde haft held til at løfte stenen, skulle
en pige fjerne nøglen med sine fikse fingre. I det samme
råbte hun begejstret: ”Der er den!” – og fluks forsvandt
nøglen og med den Esterhøjs skatte.
På toppen af Esterhøj står en Genforeningssten til
minde om Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark i
1920. Under stenens inskription ses en figur af en løve,
der har sprængt sin lænke. Den mægtige vandreblok, der
vejer omkring 25 tons, kom med isen fra Sverige og lå oprindelig
nede på stranden ved Høve Skov, hvor den blev
På toppen af Esterhøj (Olaf Meister WP)
kaldt ”Troldstenen”. Det tog 500 frivillige og 22 heste 14
dage at slæbe den på en blokvogn de ca. 2,5 kilometer op
på højen.
Høve Skov ligger en god kilometers penge nord for landsbyen, og her kan man om foråret se blå
anemoner. Der er flest af de almindelige, hvide anemoner, men ind i mellem er der pletter med blå ane-
142

moner – som er fredede og derfor ikke må plukkes. De hvide anemoner må man derimod gerne plukke en
buket af.
Ikke langt herfra og lige ud til vandet ligger teltpladsen, som kun er for telte og teltvogne, og som
siges at være Danmarks ældste af slagsen. Teltpladsens historie går tilbage til begyndelsen af 1920’erne,
hvor spejdere, vandrere og andre friluftsmennesker fik tilladelse af skovløberen til at slå et telt op. Den dag i
dag er der ingen elektricitet på pladsen, og den eneste ”luksus” er en toiletvogn med bad. Hverken biler
eller campingvogne er tilladt, og der er kun adgang for telte.
→ Esterhøj, Høvevej 57, Høve, 4550 Asnæs.
93. VIG
Uroksen fra Vig
ORT før Vig når Margueritruten på sin vej gennem Odsherred til den beskedne landsby
K
Jyderup. Lige syd for landsbyen støder man på vejnavnet Uroksevej, og det er der en god
forklaring på. I forbindelse med tørvegravning i mosen fandt husmand Jens Peter Jensen
nemlig i 1905 et skelet af en forhistorisk urokse, og ved hjælp af kulstof 14-datering af
knoglerne har man kunnet fastslå, at den må være død omkring 8.600 f.Kr. I to af ribbenene
fandtes pilespidser af flint, og der er derfor næppe tvivl om, at oksen er blevet anskudt af en stenalderjæger
og derefter løbet ud i mosen, hvor den druknede. Findestedet på Uroksevej ligger lige op til haven ved
det første husmandssted på højre hånd, og i vejkanten er rejst en mindesten. Skelettet kan ses i udstillingen
Danmarks Oldtid på Nationalmuseet.
Jens Peter Jensen fik en dusør på 150 kr., hvad der dengang var en betragtelig sum, men stenalderjægeren
må have ærgret sig. Sagen var, at et stort dyr som en urokse ikke blot udgjorde et solidt måltid, men
skindet kunne gøre nytte som beklædning, og knoglerne kunne finde anvendelse som køller, økser og fiskespyd.
I denne den ældste del af stenalderen, som kaldes Maglemosetiden, skiftede Danmarks første jægere
og samlere boplads flere gange i løbet af året, afhængig af hvor de kunne finde føde, og en urokse var et eftertragtet
bytte.
Men jagten på urokser var næppe helt ufarlig; dyret vejede tæt på 1.000 kg, og skulderhøjden var
næsten to meter. I stenalderen var uroksen, der er stamfar til tamkvæget, udbredt i store dele af Europa,
Asien og de nordafrikanske kystområder, men den uddøde på Sjælland og Fyn for ca. 7.000 år siden, mens
den holdt stand i Jylland i endnu et par årtusinder. Den sidste europæiske urokse blev dræbt i Polen så sent
som i 1627.
At uroksen spillede en stor rolle i forhistorisk tid, fremgår af de farvestrålende malerier, som bl.a. findes
i Lascaux-hulerne i Frankrig. Hulemalerierne viser, at de mægtige tyre havde en sortbrun pels med en
143

lysere stribe på ryggen, mens køerne var noget mindre og rødbrune. Hornene var lange, tykke og fremadbuede.
Uroksen fra Vig har siden fået selskab i den forstand, at man i 1983 ved Prejlerup nogle få kilometer
øst for Jyderup fandt endnu et urokseskelet. Ifølge kulstof 14-dateringen er denne okse død omkring 7.400
f.Kr. og dermed godt et årtusind yngre end naboen i Jyderup. Også denne tyr er blevet beskudt af en eller
flere stenalderjægere og er blevet ramt af mindst ni pile i to omgange, men den undslap ligeledes og endte
sine dage i en sø, der gennem tiden blev til en mose, hvis sure vand så at sige konserverede skelettet, der i
dag er udstillet på Zoologisk Museum. Endelig er der fundet et næsten komplet skelet af en urokse ved
Himmelev, som endte sine dage på Roskilde Museum.
→ Uroksevej 1, Jyderup, 4560 Vig.
94. HØJBY
Dobbeltmord i kirken
OGLE få kilometer vest for Nykøbing Sjælland går Margueritruten gennem Højby, som
N
blev stationsby, da Odsherredsbanen mellem Holbæk og Nykøbing åbnede i 1899.
Byen har imidlertid eksisteret længe før og var engang en betydelig by; derom vidner et
par middelalderlige voldsteder og – ikke mindst – den store kirke, hvis kor og skib er
bygget omkring 1150. Før den nuværende stenkirke lå her en trækirke, og de tre træstave,
som ligger over døren mellem våbenhuset og kirkeskibet, stammer faktisk fra denne oprindelige trækirke.
På grund af kirkens størrelse har man gættet på, at Højby i middelalderen var en købstad ved navn
Højkøbing, som man kunne sejle ind til. Højkøbing nævnes i kong Valdemars jordebog i 1231, og ved den
genskabte Højby Sø er der fundet rester af et middelalderligt havneanlæg. Men da indsejlingen til Højkøbing
sandede til i løbet af middelalderen, blev købstaden nedlagt og rettighederne overført til en by ved Isefjorden,
som næsten kun kan være nutidens Nykøbing Sjælland.
Højby Kirke bør man i dag især besøge på grund af dens rigdom af kalkmalerier fra romansk og gotisk
tid. Mest iøjnefaldende er malerierne på korets og skibets hvælv, der stammer fra tiden lige før 1400, og
dermed er udsmykningen udført, kort efter at kirkens kor og skib fik hvælv. I koret ser man den dømmende
Kristus på regnbuen, den basunblæsende ærkeengel Gabriel, der vækker de døde på dommedag, ærkeenglen
Mikael, der vejer sjælene, og til sidst de fortabte sjæle, der ekspederes til Helvede, mens Satan i egen
nedrige person sidder og venter i flammegabet.
Mens kirken endnu var en mindre, romansk kirke med bjælkeloft, var den rammen om en såre dramatisk
begivenhed, der fandt sted på selve juleaften i 1366. Et af de middelalderlige voldsteder ved søen er
resterne af en borg ved navn Jomfruborg, der med sit tårn lå på en lille banke. Ifølge sagnet boede en vis hr.
144

Ebbe i 1300-tallet på Jomfruborg sammen med sine to døtre, Trunde og Signil. Hans borg var vistnok ikke
noget at prale af, og han havde kun to svende til at hjælpe sig. På et tidspunkt måtte han rejse væk, måske
skulle han på pilgrimsrejse eller han måtte drage i krig – og tilbage på borgen var kun de to døtre og de to
svende.
Ærkeenglen Gabriel vejer sjælene i Højby Kirke (Gunnar Bach Pedersen WP)
I nærheden boede en adelig frue med sine to sønner, Bondo og Skammel, og hverken moderen eller
sønnerne hørte til Guds bedste børn. Det kan ikke udelukkes, at moderen havde en finger med i spillet, da
de to sønner udnyttede hr. Ebbes fravær og aflagde de to døtre et natligt besøg, som jomfruerne ikke havde
bedt om, og som efterlod dem alt andet end jomfruelige. Det kom der to sønner ud af, og selv om de to misdædere
vistnok var indstillet på at gifte sig med hr. Ebbes to døtre, forbød deres mor det. Døtrene svor, at
de ville tage hævn, og da kirkeklokkerne i Højby julenat havde kaldt til midnatsmesse, dræbte de med hver
sin dolk hver sin ungersvend inde i kirken.
Den blodige udåd førte til, at kirken blev lyst i band af paven, og menigheden blev henvist til et spartansk
kapel. De to døtre sad indespærret på Jomfruborg, men det hed sig, at de efter deres død gik igen i
kirken, hvor de med deres lyse lokker forsøgte at viske blodpletterne på gulvet bort, men uden held.
→ Højby Kirke, Bag Kirken 5, 4573 Højby.
145

95. NYKØBING SJÆLLAND
De første landliggere
ET sjællandske Nykøbing blev formentlig grundlagt i begyndelsen af 1200-tallet, og selv
D
om byen var lille og lå afsondret, fik den købstadsrettigheder. Tidspunktet kendes ikke
med sikkerhed, men privilegierne blev bekræftet af Christoffer af Bayern i 1443. Frem til
midten af 1800-tallet udviklede byen sig stort set ikke, men det hjalp, da man i 1840 ved
Isefjorden på sydsiden af byen anlagde en ny havn, der blev et knudepunkt for dampskibstrafikken
på fjorden. Det var dog først med åbningen af jernbanen fra Holbæk i 1899, at byen for alvor kom
ud af sin afsondrethed.
Strand ved Nykøbing Sjælland (ukendt)
Derefter varede det ikke særligt længe, før hovedstadens bedre borgerskab fik øjnene op for Odsherreds
lyksaligheder, og de første sommerhuse blev opført ved Nykøbing Nordstrand i perioden 1910-20.
Men da havde tømrermester Niels Frandsen (1869-1946) allerede set, at der var muligheder i turismen. I
1897 åbnede han et badehotel ved Nordstrand, nærmere bestemt på Lyngvejen, med tilhørende sommerveranda
og fire små såkaldte ”cottages” af fyrretræ samt strandhuse, hvor de badende kunne klæde om.
Dengang lå hotellet i ensom majestæt ved stranden, men i dag er her et tæt bebygget sommerhusområde.
Det gamle hotels hovedbygning ligger her stadig og hedder i dag ”Lyngbo”.
146

Niels Frandsen var i det hele taget en initiativrig mand, som byggede flittigt i Nykøbing, og som med
sit imponerende cykelstyrsskæg og sit kraftige håndtryk satte sit præg på byen. Han var formand for byens
håndværkerforening, brandinspektør og næstformand i banken, og så havde han altså fået den idé, at han
ville drive et badehotel på en grund, som ingen andre mente var noget værd. Han kaldte hotellet ”Kattegatbadet”,
og det blev ret hurtigt meget søgt, ikke mindst af københavnere, som trængte til at komme ud i den
friske luft. Det skadede ikke, at flere hovedstadsaviser skrev om hotellet, at ”et bedre og behageligere badested
kan man vanskelig tænke sig”, og at de samtidig kunne oplyse, at man på hotellet kunne træffe nogle af
”vore bedste digtere og kunstnere”, samt at der blev arrangeret koncerter og anden form for underholdning
på hotellet mindst tre gange om ugen.
Gæsterne boede i træhytterne og spiste på hotellet, men som tiden gik, blev hotellet og hytterne umoderne,
og det endte med, at Frandsen solgte hele herligheden til grosserer Jørgen Gormsen, som brugte
hovedbygningen som sommerbolig. Træhytterne blev omdannet til sommerhuse, og et af dem ejedes i en
periode af fhv. finansminister Poul Møller og hans hustru, tv-journalisten Lis Møller.
Frandsens badehotel var nok det første, men ikke det eneste. I 1907 opførtes Strandhotel ”Rørvig
Bad” ved Dybesø med hele 40 værelser og en stor glasspisesal, og her var der ikke noget primitivt over sommerens
badeliv. Prisen for ophold med helpension var i 1915 mellem 3,50 kr. og 5 kr. om dagen, og dermed
var mere end antydet, at man skulle have en pengepung af en vis størrelse for at indlogere sig. Netop i
1915 talte hotellet blandt sine gæster hele den kongelige familie med kong Christian 10. og dronning Alexandrine
i spidsen.
→ Lyngvejen, 4500 Nykøbing Sjælland.
96. GREVINGE
Det største og dristigste projekt
VIS man ser på et landkort fra slutningen af 1700-tallet, konstaterer man, at Grevinge
H
Kirke dengang lå tæt ved vandet. Det gjorde kirkerne i Fårevejle, Asnæs, Gislinge og
Hagested også, eftersom Lammefjorden dengang var mere end dobbelt så stor som i
dag. Fra Isefjorden strakte den sig så langt ind i Odsherred, at man kun kunne komme
fra Holbæk til Nykøbing Sjælland ved at køre over en smal landtange helt ude vestpå ved
Dragsholm.
Når man i dag følger Margueritruten mellem Grevinge og Sandby, kører man derfor på gammel fjordbund.
Det begyndte med, at staten i 1840’erne lod den nordligste fjordarm, som kaldes Sidinge Fjord, inddæmme,
men det blev en dyr fornøjelse, og det viste sig, at kun omkring halvdelen af området blev tørt nok
til, at det kunne opdyrkes. Staten havde brændt fingrene og var derfor absolut ikke interesseret, da de første
planer om en inddæmning og tørlægning af selve Lammefjorden fremkom.
147

Projektet var da også overordentlig omfattende. Der var tale om et areal på 5.700 ha, og hvis det blev
gennemført, ville det være det største og dristigste projekt af sin art nogensinde. Måske ville projektet også
være blevet liggende i skrivebordsskuffen, hvis ikke lensbaron Georg Frederik Zytphen-Adeler (1810-78)
fra Dragsholm (som dengang hed Adelersborg) havde engageret sig i sagen. I første omgang havde han kig
på de fire små øer, som dengang lå i fjordens nordvestlige del; de lå tæt på hans egen jord, og hvis dette område
blev tørlagt, ville det tilføre ham et ikke ubetydeligt landbrugsareal. Han slog sig sammen med tre andre
herrer, og i 1872 fik de koncession på et landvindingsprojekt, der omfattede hele Lammefjordens vestlige
del.
Der skulle bygges en dæmning mellem Audebo og Gundestrup, hvad der ville gøre færgemanden på
dette sted arbejdsløs. Han fik en kontant erstatning, og så kunne man gå i gang. Der var bare et lille problem:
Finansieringen af det storstilede projektet manglede. De danske banker opfattede projektet som
uoverskueligt og risikabelt, så der var ingen hjælp at hente hos dem. Men med møje og besvær lykkedes det
koncessionshaverne at interessere nogle bankierhuse i Hamburg for projektet, og i januar 1873 kunne man
stifte ”Aktieselskabet til Lammefjordens Tørlægning”. Statutterne var på tysk, og hovedparten af aktiekapitalen
var tysk.
Det hele tegnede altså lyst: Den danske stat gav aktieselskabet ejendomsret til det land, som blev indvundet
– oven i købet med 20 års skattefrihed. Zytphen-Adeler blev formand for selskabets bestyrelse, og
spaden blev sat i jorden i april 1873. Dæmningen stod færdig i september 1874, og så begyndte udpumpningen
af fjordvandet. Det blev en langt større opgave end forventet, og omkostningerne blev mere end
dobbelt så høje som budgetteret. Faktisk blev Lammefjorden først endeligt tørlagt i 1943 – med støtte fra
staten. Til gengæld fik man virkelig god landbrugsjord ud af det, men det nåede Zytphen-Adeler ikke at opleve.
I Fårevejle Stationsby, der opstod på en af de gamle øer i Lammefjorden, rejstes i 1928 en statue af
Zytphen-Adeler med teksten ”Tørlægningens fader”. Ifølge en sejlivet vandrehistorie fik man kun samlet
penge nok til en buste, og derfor skal billedhuggeren Rasmus M. Andersen have udført resten af statuen ved
at genbruge støbeformen til en statue af hedens opdyrker Enrico Dalgas, som står i Aarhus.
→ Grevinge Kirke, Skolebakken 2, 4571 Grevinge.
→ Statue af Georg Frederik Zytphen-Adeler, Adelers Allé 131, 4540 Fårevejle.
148

97. TORBENFELD
Kongelig fryd
Å strækningen mellem Mørkøv og Ugerløse passerer Margueritruten Torbenfeld, som er
P
blevet kaldt et ”nærmest pastoralt smukt herregårdsanlæg”. Ualmindelig flot tager herregården
sig i hvert fald ud, når man kører forbi på landevejen; man tænker uvilkårligt, at
sådan må en dansk herregård simpelt hen se ud. Den ligger på en halvø i søen og er omgivet
af sine ladegårdsbygninger, og ved landevejen ligger den hvidkalkede Frydendal Kirke
fra 1459, som tilhørte Torbenfeld helt indtil 1980.
Det kan ikke overraske, at denne ”prototype” på en dansk herregård har været brugt flere gange som
filmkulisse. Således er de tre Morten Korch-film fra 1960’erne, ”Kampen om Næsbygård”, ”Næsbygårds
arving” og ”Krybskytterne på Næsbygård” med Ole Neumann (Lille Per) som godsejerens barnebarn alle
optaget på Torbenfeld, der siden 1873 har været i slægten Treschows eje.
Torbenfeld (Hubertus WP)
Herregårdens historie begynder allerede i begyndelsen af 1300-tallet, og navnet Torbenfeld hænger
muligvis sammen med, at den på daværende tidspunkt var ejet af en adelsmand ved navn Torben Nielsen,
der havde fået gården, da han giftede sig ind i Hvideslægten. Det er altså ikke usandsynligt, at det – endnu
en gang – er Hvideslægten, som oprindelig har ejet gården. Omkring 1375 blev der opført et stenhus på en
ø i søen, hvorfra der blev bygget en bro til den foranliggende holm. Her stod en portbygning, og herfra blev
der etableret en dæmning til ”fastlandet”. Når herregården i dag befinder sig på en halvø, skyldes det, at øen
og holmen i mellemtiden er ”vokset sammen”. Den østlige fløj er opført i 1577, mens nordfløjen fra 1767
erstattede en ældre bindingsværksbygning. Det store hjørnetårn er dog først tilføjet i 1906, da hele anlæg-
149

get blev underkastet en grundig restaurering, der gav herregården sit nuværende, meget vellykkede udseende.
I 1907 fik herregården sit oprindelige navn Torbenfeld tilbage. Da Frederik 3. i 1668 byttede sig til
gården, kaldte han den Frydensborg, men ændrede kort efter navnet til Frydendal (og det navn har kirken
som nævnt beholdt). Kongen, der havde en vane med at hitte på nye navne, der udtrykte de følelser, som naturen
inspirerede ham til, satte tydeligvis pris på det dejlige sted, hvor han opholdt sig flere gange i 1668 og
1669. Desværre fik Danmarks første enevoldskonge ikke megen glæde af sin nyerhvervelse, for han døde i
1670. Frydendal overgik til sønnen, prins Jørgen (1653-1708), men han var mere interesseret i at skabe
sig et godsimperium omkring Vordingborg, så han byttede Frydendal med Jungshoved.
I 1683 giftede prins Jørgen sig i øvrigt med den engelske prinsesse Anne og flyttede til England. Hun
blev engelsk dronning i 1702, og ægtefællen har næppe haft synderlig tid til at interessere sig for sine
sjællandske besiddelser. Prins Jørgen har lagt navn til ”Prins Jørgens march”, der blev komponeret af Jeremiah
Clarke i 1699, og som blev kendt som kendingsmelodi for BBC’s radioudsendelser til Danmark under
den tyske besættelse 1940-45.
Der er ikke adgang til herregården, men man kan se den fra vejen.
→ Torbenfeld, Ringstedvej 50, 4440 Mørkøv.
98. KONGSDAL
Godsejernes stædige leder
E to herregårde Torbenfeld og Kongsdal ligger på rad og række på Margueritruten mellem
Mørkøv og Ugerløse. Der er ikke offentlig adgang til nogen af dem, og i det hele taget
D
har de en del til fælles: De har begge i den tidlige middelalder tilhørt den på Sjælland
allestedsnærværende Hvideslægt, og de blev begge erhvervet af Frederik 3. Enevoldskongen
fik først fat i Torbenfeld i 1668, og året efter byttede han sig til Kongsdal. Ligesom
han ændrede Torbenfelds navn til Frydendal, er navnet Kongsdal også hans opfindelse; gården hed oprindelig
Tygestrup, men kongen ønskede åbenbart at signalere, hvem der nu sad på ejendommen. Det blev
imidlertid en kort fornøjelse, for kongen forlod denne verden i 1670. Ligesom Torbenfeld blev Kongsdal
overdraget til sønnen prins Jørgen, og ligesom Torbenfeld blev Kongsdal hurtigt mageskiftet med Jungshoved.
Det var knap 100 år efter, at den pommerske adelsmand Peder Reedtz (1531-1607) i 1587 havde
byttet sig til Tygestrup, og på daværende tidspunkt var gården ikke stort andet end ”nogle forfaldne hytter”.
Dem fik Reedtz fjernet og erstattet af et nyt, trefløjet renæssanceanlæg, der vel sagtens knap nåede at blive
færdigt, før han døde. I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet skiftede Kongsdal ejer ikke færre end 13
gange, men i 1835 købte Hector Estrup (1794-1846) gården, som siden da har været i slægten Estrups
150

eje. Den første Estrup var historiker og blev direktør for Sorø Akademi, men takket være sit ægteskab med
Jacobine Scavenius (1800-29) fra Gjorslev og efter hendes tidlige død med hendes søster Anna Christine
(1798-1882) blev han en holden mand. Fra 1837 helligede han sig Kongsdal og sine historiske interesser,
men han led af tuberkulose, som han bukkede under for i en alder af 52.
Sønnen Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913) var lige blevet færdig med sin uddannelse
som forst- og landmand, da faderen døde, og han kom nu til at eje Kongsdal i mere end 60 år. I 1852 købte
han også Skaføgård på Djursland, men det er som en af 1800-tallets mest markante politikere, at han huskes.
Han blev valgt til Landstinget i 1864 og blev her godsejernes mest fremtrædende repræsentant. Året
efter blev han indenrigsminister, men han blev navnlig kendt og populær som ”jernbaneministeren”, der
stod fadder til en række jernbaneanlæg og anlæggelsen af Esbjerg havn.
Kongsdal (Ramblersen2 WP)
Estrup trådte tilbage som minister i 1869, vistnok af helbredsårsager, men han bevarede sin position
som leder af Landstingets godsejergruppe, og i 1875 kunne han ikke sige nej til kongens opfordring om at
danne sit eget ministerium, hvor han ikke blot beklædte posten som konseilspræsident (statsminister), men
også påtog sig finansministerposten. Hans politik var i og for sig enkel: Han så det som sin fremmeste opgave
at forhindre den parlamentarisme, som Folketingets Venstreflertal advokerede for, og så ville han gennemføre
den befæstning af København, som militæret anbefalede, men som langt de fleste Venstrefolk
151

havde ualmindelig svært ved at se fidusen i. Det førte til en konfrontation med Folketingets flertal, der ikke
ville godkende Estrups finanslove. Estrups svar var at hjemsende Folketinget og at lade udarbejde provisoriske
finanslove, der bemyndigede regeringen til at afholde ”de til statsstyrelsens forsvarlige førelse nødvendige
udgifter”. Dermed kunne regeringen eksempelvis bevilge penge til ekstraordinære forsvarsudgifter,
herunder Københavns befæstning.
Fra 1885 udstedte Estrups regering hvert år provisoriske finanslove, og først i 1894 blev der indgået
et kompromis, som i sidste ende førte til indførelsen af parlamentarismen i 1901. Forliget var tydeligvis ikke
Estrups kop te, og han trådte tilbage som konseilspræsident, men som medlem af Landstinget fortsatte
han med at bekæmpe de efterfølgende ministerier, som efter hans mening saboterede de holdninger, han
som regeringsleder havde stået for.
Estrup blev den længst siddende regeringsleder i Danmark, og som den eneste af slagsen blev han
udsat for et attentatforsøg, da en ung typograf i 1885 forsøgte at skyde ham ned på åben gade. Det mislykkedes
imidlertid, fordi den første kugle prellede af på Estrups frakkeknap (man spørger sig selv, hvilket materiale
den knap var lavet af, siden den kunne modstå en revolverkugle), mens den anden var en decideret
forbier.
→ Kongsdal, Kongsdalvej 5A, 4440 Mørkøv.
99. UNDLØSE
Den hellige Birgitta
VIS man har den mindste interesse for kalkmalerier, bør man standse ved Undløse Kirke,
der ligger på Margueritruten mellem Mørkøv og Ugerløse. Vi kender ikke navnet på
H den mester, som har udført kalkmalerierne, og derfor må vi nøjes med at kalde ham
”Undløsemesteren” eller ”Unionsmesteren”, fordi han menes også at have udsmykket
kirker på den anden side af Øresund. Han har kunnet sit fag og lidt til, og Poul Nørlund,
der var direktør for Nationalmuseet i perioden 1938-51, kaldte ham en ”usædvanlig dygtig og indtagende
maler”.
I Undløse Kirke dækker kalkmalerierne to hvælv, og de er formentlig malet mellem 1425 og 1450. I
det ene fag ses Kristi fødsel, kongernes tilbedelse og legenden om Sankt Laurentius, som kirken er viet til,
mens næste fag bl.a. rummer kunstnerens mesterværk, Opstandelsen, som blev optaget i Kulturministeriets
kulturkanon i 2006.
Motiverne til kalkmalerierne er ofte hentet fra fattigmandsbibelen ”Biblia pauperum”, som var en
slags billedbog med korte tekster, der var meget udbredt i 1400- og 1500-tallet, især blandt tiggermunkene.
De brugte dem som pædagogiske hjælpemidler, når de stod over for en menighed, hvoraf langt de
fleste var analfabeter. Men der er ét billede i Undløse Kirke, som har hentet sin inspiration et helt andet
152

sted, nemlig billedet af Jesu fødsel. Maria har taget sine sko af og står i knælende fødestilling, mens Jesusbarnet
ligger i stråleglans på staldens gulv. Til venstre snorksover Josef med hånden under sin kind og er
altså gået glip af hele miraklet. Til højre i billedet ses imidlertid endnu en figur, som ikke har det fjerneste
med begivenheden i Betlehem julenat at gøre. Hun knæler, iført pilgrimsdragt, og hun har en taske over
skulderen og en vandrerstav i hånden.
Der kan ikke være tvivl om, at figuren er den hellige Birgitta, og at inspirationen til dette billede
stammer fra hendes visioner. Birgitta af Vadstena (ca. 1303-73), der tilhørte en svensk stormandsslægt,
blev gift som 14-årig, og i ægteskabet fødte hun otte børn. Både som barn og som voksen havde hun religiøse
syner og åbenbaringer, og i 1341-42 var hun med sin mand på pilgrimsrejse til Santiago de Compostela
i Spanien. De indtrådte derefter begge i cistercienserklostret i Alvastra ved Vättern i Sverige, og da
hendes mand døde et par år senere, helligede hun sig fuldt og helt religiøse opgaver. Hun så det som sin
mission at frigøre troen for vildfarelser og at bibringe menneskene et sandt guddomsliv gennem åndelig fordybelse.
Hun tilbragte den sidste tredjedel af sit liv i Rom og var også på pilgrimsrejse til Det hellige land.
Hendes åbenbaringer blev nedskrevet efter hendes diktat, og i 1370 havde hun en åbenbaring, hvor
jomfru Maria viste hende, hvordan Jesu fødsel gik for sig. Birgitta så, hvordan Maria tog sine sko af og lagde
sin kappe fra sig, og hvordan hun derefter knælede med ryggen til krybben og fødte i denne stilling. Hun så
også det blændende lys, som udstrålede fra den nyfødte, og at Maria bøjede sig over sin søn med foldede
hænder og sagde: ”Vær velkommen, min Gud, min herre og min søn”. Det er denne scene, som er gengivet
på kalkmaleriet i Undløse Kirke – ned til mindste detalje i overensstemmelse med Birgittas åbenbaring.
Birgitta grundlagde birgittinerordenen, som etablerede to klostre i Danmark, nemlig i Maribo og Mariager,
og efter sin død blev hun helgenkåret. Som oftest afbildes hun netop med taske og vandrestav, og
hun er blevet symbolet på en pilgrim. Hendes bøn er blevet alle pilgrimmes bøn: ”Herre, vis mig din vej, og
gør mig villig til at vandre den”.
→ Undløse Kirke, Hovedgaden 2, Undløse, 4340 Tølløse.
100. HOLBÆK
Elefantens ishus
Å hjørnet af Bysøstræde og Bagstræde i Holbæk ligger et ishus. Det lille, rødkalkede bindingsværkshus
i 1½ etage har imidlertid ikke været en iskagebod, men et ishus i ordets
P mest bogstavelige betydning. Det blev opført i 1857-67 af Holbæk Elefant Apotek, og
formålet var at opbevare den råis, som man i isvintre huggede på søen eller fjorden. Isblokkene
blev transporteret til ishuset og pakket godt ind i tørvesmuld eller andet isoleringsmateriale,
så det kunne holde sig hele året. Apotekeren brugte isen i forbindelse med sin fremstilling af medikamenter
og i sin egen husholdning. Huset blev istandsat i 1978 og anvendes i dag af Museum Vestsjæl-
153

land til opbevaring af genstande. Holbæk Elefant Apotek blev oprettet i 1705 og er dermed en af byens ældste
virksomheder. I 1720 flyttede apoteket ind i ejendommen i Ahlgade 32, som i midten af 1800-tallet fik
sin nuværende empirefacade. I den lange, røde bygning langs Bysøstræde var der tidligere gæsteværelser,
eftersom der indtil 1880 faktisk hørte både skænkestue og hoteldrift med, når man var apoteker.
Holbæk Museum (ukendt)
Bysøstræde har ikke overraskende navn efter Holbæks tidligere bysø, som oprindelig var byens vaskeog
vandingssted, og som blev gennemstrømmet af bybækken på dens vej ud i fjorden. Tøjvask i bysøen blev
imidlertid forbudt allerede i 1609, og søen blev efterhånden fyldt med alskens efterladenskaber. Den blev
fyldt op i 1883, og i stedet gravede man en kunstig sø, der skulle forsyne dampmøllen med kølevand. Dampmøllen
er for længst nedlagt, men søen er her stadigvæk som et lille, grønt åndehul, der kaldes Bysøparken.
Her står ”apotekerpavillonen”, som oprindelig blev opført i apotekerens have ca. 1850.
Bagstræde har såmænd fået sit navn, fordi den befandt sig bag byens hovedgade Ahlgade. Det var her,
byens reberbaner befandt sig; den sidste af dem blev nedlagt i 1896. Hvis man fortsætter ad Bagstræde,
kommer man til Klosterstræde, hvor Museum Vestsjælland råder over en hel stribe gamle huse fra 1700-tallet.
I nummer 8 kan man se en arbejderlejlighed fra 1940’erne, mens nummer 10 og nummer 12 i århundreder
har været beboet af håndværkere; i nummer 12 kan man se et bødkerværksted, et malerværksted og
en udstilling om keramik og lervarer. Nummer 14 er en tidligere håndgerningsskole, nummer 16 er en
smuk bindingsværksbygning fra 1670 med en udstilling om byen og omegnens historie, og i det gamle
rådhus fra 1844 i nummer 18 er der museumsbutik og café. I alt består museet af 12 gamle bygninger, der
154

alle ligger på deres oprindelige plads – bortset fra Købmandsgården fra 1660, som blev flyttet fra Ahlgade 1
i 1937.
→ Holbæk Museum, Klosterstræde 18, 4300 Holbæk. vestmuseum.dk
101. TEMPELKROG
Forfatternes ”Dejlighed”
ÅR man på Margueritruten kører over Munkholmbroen, ligger den inderste del af Isefjord,
som hedder Tempelkrog, på sydsiden. Navnet er en kende usædvanligt, og det
N indlysende spørgsmål er: Hvilket tempel er der tale om? Man skal tilbage til Reformationen
i 1536 for at finde svaret: Det var nemlig ikke alle, der med ét slag havde lyst til at
blive protestanter og lægge den katolske tro bag sig. Nogle af dem, der ønskede at forblive
katolikker, byggede i al hemmelighed en lille trækirke på Asserholm i bunden af vigen – som de kaldte
deres tempel.
Det kom imidlertid bispen i Roskilde for øre; han sendte sin private hær af sted, og den sørgede for, at
templet nedbrændte og blev fjernet fra jordens overflade. Biskoppen kunne glædesstrålende meddele, at nu
var der ikke flere katolikker tilbage – men navnet Tempelkrog fik han ikke bugt med, og det bruges altså den
dag i dag.
Den østlige del af Tempelkrog udgør sammen med den sydøstlige del af Bramsnæs Vig, der ligger
nord for broen, et flot fjordlandskab – det er blevet kaldt ”et af de flotteste hertillands”, og det bærer da også
navnet ”Dejligheden”. Området indgår i de ”sjællandske alper” og omfatter flere høje skrænter på 40-50
meter, hvorfra udsigten over vigen er førsteklasses. Lige øst for broen lå Langtved Færgekro fra 1700-tallet,
hvor der var et mølledrevet garveri, og hvor bønderne også kunne få malet mel. Den stråtækte kro
brændte imidlertid i 2009, da forpagteren var i gang med at stege aftensmaden i margarine.
I 1849 boede digteren Christian Winther (1796-1876) i en kort, men lykkelig periode på Krabbeslund
ved Bramsnæs Vig på nordsiden af broen. Han var kort forinden blevet gift med Julie Werliin (1813-
81), der omsider var blevet skilt fra den præst, hun havde været gift med. Den hede romance mellem Julie
og Christian havde da stået på i en længere årrække, men da præsten opsnappede et kærlighedsdigt fra
Christian til Julie og derefter gennembankede hende, tog hun sit gode tøj samt parrets to børn og gik sin
vej.
Også forfatterne Henrik Pontoppidan (1857-1943) og Frank Jæger (1926-77) har været betaget af
”Dejligheden”. I sine erindringer gør Pontoppidan endda et besøg i sommeren 1879 i Kirke Hyllinge
præstegård og de nærmeste omgivelser til et vendepunkt i sit unge liv. Han skulle den sommer op til den
afsluttende ingeniøreksamen, men opgav til fordel for en usikker tilværelse som forfatter: ”Det skulle nu gå
mig som det i sin tid var gået Christian Winther her. Også jeg tabte mit hjerte til det den gang endnu ret
155

ukendte lille alpeland med de prægtige skove og dybe kilderislende dale. Følte jeg mig ikke længere i gæld
til den store lyriker for andet, så var og blev jeg ham gennem mange år inderlig taknemlig for dette eventyrrige,
som jeg uden ham sikkert ikke havde fundet vej til”.
Tempelkrog (Mie Krarup Madsen)
→ Munkholmbroen, Munkholmvej, 4060 Kirke Såby.
102. SÆBY (HORNSHERRED)
Holten og Mangor
S
TEDNAVNET Sæby findes flere steder i Danmark, men her drejer det sig om landsbyen
Sæby med godt 300 indbyggere og et fint gadekær, som Margueritruten kommer forbi på
sin vej gennem Hornsherred. I byens vestlige ende ligger kirken bag et fint kirkegårdsdige;
på grund af sin størrelse kaldes den somme tider ”Hornsherreds domkirke”. Når man først
ser den, tænker man, at den må være af yngre dato, men bag de gule sten gemmer der sig
156

faktisk resterne af en oprindelig, romansk kirke fra slutningen af 1100-tallet. Bjælkeloftet blev erstattet af
hvælvinger i 1300-tallet, mens tårnet blev opført engang i 1400-tallet.
På selveste juleaften i 1823 skete der imidlertid en katastrofe: Tårnet styrtede ned med det resultat, at
hovedparten af kirken blev ødelagt. Kirken tilhørte på daværende tidspunkt det nærliggende Krabbesholm
gods, og heldigvis var ejeren i den grad ved muffen. Nicolai Holten (1775-1850) var søn af en apoteker fra
Helsingør, men han kunne noget med penge. Han kom i handelslære og etablerede sig derefter som mægler
i København, men det var formentlig heldige spekulationer i statspapirer, der gjorde ham til en hovedrig
mand. Han købte Krabbesholm i 1810, og da regeringen håbede at kunne drage nytte af hans finansielle evner,
blev han i 1816 ansat i Statsgældsdirektionen.
Han beskrives som en dygtig og samvittighedsfuld embedsmand, men også som en generøs mæcen
for kunst og litteratur. Da Sæby Kirke skulle genopbygges, valgte han en af tidens fremmeste arkitekter,
Jørgen Hansen Koch, der var elev af klassicismens store mester, C.F. Hansen, og som havde bistået C.F.
Hansen ved genopbygningen af domkirken i København. Koch holdt fast i læremesterens klassicisme, og
det ses på Sæby Kirke: Her er ingen svinkeærinder, men lutter rene linjer og symmetri. Også kirkens alterbillede
vidner om Holtens sans for det ypperste: Det er malet af et af tidens største navne inden for malerkunsten,
nemlig C.W. Eckersberg.
Over døren i kirkens østlige ende ses en mindeplade
med teksten: ”1824 blev denne kirke ombygget af Nicolai
Holten til Krabbesholm og hans hustru Hanne Mangor”.
Hvis nogen synes, at navnet Mangor lyder bekendt, er det
nok, fordi de på et eller andet tidspunkt har haft fingre i Madam
Mangors kogebøger. Anne Marie Bang (1781-1865)
giftede sig som 19-årig med juristen Valentin Mangor, der
var en bror til Holtens hustru Hanne, men manden døde allerede
i 1812, og Anne Marie sad tilbage med tre døtre og
en særdeles anstrengt økonomi.
Familien på Krabbesholm hjalp bl.a. på den måde, at
de tre piger kom til at opholde sig hos dem i længere perioder.
I 1837 udsendte Anne Marie Mangor anonymt og på
eget forlag sin første ”Kogebog for små husholdninger”,
der var revolutionerende derved, at opskrifterne var forsynet
med nøjagtige angivelser af mål, vægt og tid. Senere
fulgte yderligere to kogebøger, og til sammen er de tre kogebøger
efterhånden blevet trykt i omkring en halv million
Sæby Kirke (Orf3us WP)
eksemplarer.
→ Sæby Kirke, Hornsherredvej 436, Sæby, 4070 Kirke Hyllinge.
157

103. GERSHØJ
Kroen og færgerne
NDERVEJS gennem Hornsherred kommer Margueritruten til havnen i Gershøj, der ligger
ualmindelig smukt ved Roskilde Fjord. Det samme kan man sige om kirken fra 1100-
U tallet, hvis placering i øvrigt hænger sammen med den Sankt Laurentii kilde, som stadig
findes et par hundrede meter øst for kirken. Kilden blev – ligesom de mange andre hellige
kilder i Danmark – opsøgt af folk, som håbede at blive kureret for deres svagheder og dårligdomme.
Kilden var åbenbart mest virkningsfuld på Sankt Hans aften, og indtil langt op i 1800-tallet kom
folk valfartende hertil på netop dette tidspunkt.
I 1800-tallet lå der tre gårde og en halv snes huse i Gershøj, og befolkningstallet blev opgjort til 180.
Men i august 1857 skete der noget epokegørende: Den splinterny hjuldamper ”Frederik den VII” begyndte
at besejle Gershøj på sine ture fra Roskilde via Frederikssund og Frederiksværk til Nykøbing Sjælland.
Til den ende blev der bygget en solid landgangsbro ved Gershøj, som blev anløbet to gange om ugen; fra
1863 blev der endda sejlet hver dag med et mindre skib, ”Adjudanten”, til Roskilde, og det siger sig selv, at
skibsforbindelserne var en appelsin i turbanen på Anders Larsen, som omkring 1845 havde åbnet en kro i
Gershøj.
Initiativtageren til færgefarten var flådeofficeren Alexander Wilde (1815-96), som i 1850 havde giftet
sig med Ida Holten Thiele, hvis slægt ejede Krabbesholm i Hornsherred. Wildes selskab kunne imidlertid
ikke få sejladsen til at give overskud, og det blev derfor likvideret i 1880, men allerede året efter stod
et nyt selskab klar og fortsatte sejladsen med en ny dampfærge, der blev navngivet ”Hornsherred”. Ruten
gik fra Roskilde til Selsø Møllekrog, og den sejlede uafbrudt frem til 1. Verdenskrig. I Gershøj så en ny og
såre initiativrig kromand mulighederne: Han udbyggede kroen i 1907 og gav den navneforandring til Gershøj
Badehotel.
Men i Lyndby helt inde i bunden af fjorden var man utilfreds med, at færgen ikke sejlede den vej. En
kreds af Lyndbybønder og et par købmænd i Roskilde etablerede derfor et konkurrerende selskab, der indkøbte
en ny båd ved navn ”Pilen”. På turene mellem Roskilde og Lyndby anløb den Gershøj – men kunne ikke
få lov at benytte den derværende landgangsbro. Selskabet måtte derfor bekoste en træbro ud for badehotellet
lige ved siden af, hvad der i det lange løb var en dyr affære, eftersom den flere gange blev ødelagt af
isen og måtte genopbygges.
Konkurrencen mellem de to selskaber blev yderligere skærpet, da der i 1913 åbnede en rutebilrute
mellem Roskilde og Skibby, og de fik begge to dødsstødet, da et tredje selskab etablerede sommersejlads i
1927, og da den midtsjællandske jernbane mellem Frederikssund og Hvalsø åbnede i 1928. De lokale fiskere
købte den gamle og efterhånden noget vakkelvorne landgangsbro i 1931 for 100 kr. kontant og byggede
i 1935 en mole, så der opstod en lille fiskerihavn. Molebyggeriet overlevede imidlertid ikke isvinteren
i 1942, og havnen måtte nærmest genopbygges fra bunden efter befrielsen. Desværre gjorde den tiltagende
forurening mange af fiskerne arbejdsløse, og den sidste heltidsfisker lagde op i 1997.
158

Erhvervsaktiviteterne er altså en saga blot, men så meget mere idyllisk er Gershøj Havn i dag. Der er
ca. 60 både- og jollepladser, og foran kroen er der en lille, familievenlig strand. Fra stranden eller fra molen
kan man svømme ud til en ponton, hvorfra børn og andre badelystne sjæle kan hoppe i vandet.
→ Gershøj havn, Gershøjvej 105, Gershøj, 4070 Kirke Hyllinge.
104. SKIBBY
Den farlige krønike
ÅR man kører ad Margueritruten i Hornsherred, kan man nærmest ikke undgå at lægge
N
mærke til den store kirke i Skibby. Den er formentlig bygget allerede i første halvdel af
1100-tallet, og i modsætning til andre kirker, som senere blev udvidet og tilbygget, var
Skibby Kirke fra begyndelsen større end en almindelig landsbykirke.
At man så tidligt byggede en kirke af de dimensioner i Skibby, må hænge sammen
med, at byen spillede en betydelig rolle i den tidlige middelalder. I Valdemar Sejrs jordebog fra 1231 nævnes
Skibby da også blandt landets købstæder, men allerede i 1300-tallet blev købstadsrettighederne tilsyneladende
annulleret. Måske hang det sammen med ”den sorte død”, som kom til Danmark i 1349-50 og lagde
store dele af landet øde. Ikke mindst i Hornsherred ramte pesten hårdt, og hele landsbyer forsvandt fra
landkortet.
Men den store kirke i Skibby blev stående med sit fornemme, romanske kalkmaleri i apsis. Det er
dateret til perioden omkring 1150 og hører dermed til blandt Danmarks allerældste kalkmalerier. Man ser
Kristus siddende på sin trone, omgivet af de fire evangelister og deres symboler. Ligesom stort set alle andre
kalkmalerier blev billedet kalket over en gang efter Reformationen, men det blev genfundet i 1854 og derefter
afdækket og restaureret som det første romanske kalkmaleri i landet. Derud over rummer kirkens kor
kalkmalerier fra gotisk tid, dvs. første halvdel af 1300-tallet.
I 1650 fandt man et manuskript i et hulrum i muren bag alteret i apsis. Det latinske håndskrift viste
sig at være forfattet af teologen Poul Helgesen (født ca. 1485), der tilhørte karmeliterordenen. Han kom til
at undervise på universitetet i København, hvor han som den første i Danmark gjorde de studerende bekendt
med Luthers tanker. Selv var han meget kritisk over for den katolske kirke, men han ønskede at reformere
den indefra og lagde derfor afstand til Luthers ønske om et totalt brud med katolicismen.
Hvorfor manuskriptet blev gemt netop i Skibby Kirke, ved vi ikke – men når man læser Helgesens
ord, forstår man, hvorfor det skulle gemmes af vejen og bestemt ikke offentliggøres. Han siger nemlig sin
uforgribelige mening om ”tyrannen” Christian 2., og heller ikke Frederik 1. og reformatoren Hans Tausen
får just rosende ord med på vejen. Man kan sige, at eftersom den lutherske tro sejrede ved Reformationen i
1536, befandt Helgesen sig på det tabende parti – og så meget desto større grund var der givetvis til at gemme
manuskriptet af vejen.
159

De tre konger i Skibby Kirke (Orf3us WP)
Manuskriptet, som sædvanligvis kaldes ”Skibbykrøniken”, er en meget personlig og særdeles kritisk
skildring af de politiske begivenheder i Danmark i begyndelsen af 1500-tallet, men det stopper midt i en
sætning med ordene ”Medens dette gik for sig…”. Helgesen var nået til beskrivelsen af året 1534, hvor
Grevens Fejde udspillede sig, og det er uvist, hvorfor han ikke skrev krøniken færdig. Helgesens videre
skæbne kendes heller ikke.
→ Skibby Kirke, Kirkestræde 2, 4050 Skibby.
160

105. JÆGERSPRIS
”Hjorteper”
ÆGERSPRIS var allerede i 1318 krongods, og de nærliggende skove blev især værdsat af
J
de jagtglade konger Frederik 2. og Christian 5. En gang i løbet af middelalderen blev nordfløjen
opført i sengotisk stil, og i første halvdel af 1700-tallet tilføjedes yderligere tre fløje.
Både Frederik 6. og Christian 8. kom gerne på Jægerspris, men Jægerspris blev mere end
noget andet Frederik 7.s foretrukne sommerresidens.
Frederik 7. var ganske vist aldeles ikke til jagt, men til gengæld lå Jægerspris tilpas langt væk fra hoffet
og hovedstadens honoratiores, som så med stor foragt på hans livsledsagerske Louise Rasmussen (1815-
74). Først i 1850 satte han sin vilje igennem og giftede sig med hende til venstre hånd og gav hende titlen
lensgrevinde af Danner. Det var Louise Rasmussens alt andet end prangende generalieblad, der fik de københavnere,
der selv mente, at de var noget ved balletmusikken, til både at rynke panden og på næsen. Hun
var født uden for ægteskab af en tjenestepige, der åbenbart var kommet for tæt på sit grossererherskab, men
moderen gjorde sit bedste for at opfostre hende, og som 11-årig blev Louise optaget på Den Kongelige
Teaters Balletskole. Her lærte hun bogtrykker Carl Berling (1812-71) at kende, og det kom der i 1841 en
søn ud af – samt en afskedigelse fra balletten. Sønnen blev sat i pleje, og Louise etablerede sig som modehandlerske
på Vimmelskaftet.
Det var netop gennem Berling, at Louise engang i 1830’erne mødte Frederik. Han var på det tidspunkt
kronprins og havde bestemt ikke haft held med sine kvindelige bekendtskaber. I en alder af 20 år blev
han gift med sin kusine Vilhelmine Marie, som var Frederik 6.s yngste datter, men brudens fader fandt hurtigt
ud af, at det var en mindre heldig konstellation, navnlig som følge af brudgommens tilbøjeligheder til at
færdes alle mulige andre steder end i nærheden af sin ægteseng – og som oftest i meget lidt ædru tilstand.
Så Frederik 6. udvirkede en skilsmisse, hvad der på de tider var helt uhørt i kongelige kredse, men først efter
endnu et kuldsejlet, fyrsteligt ægteskab kunne Frederik omsider hellige sig sin Louise.
I 1848 blev Frederik konge, og i 1854 erhvervede han Jægerspris som sin personlige ejendom. I de
ni somre indtil hans død var de lavloftede og nærmest overmøblerede gemakker på Jægerspris da rammen
om hans og Louises helt igennem bedsteborgerlige tilværelse. Frederik 7. sørgede for, at Jægerspris forblev
på grevinde Danners hænder, da han døde i 1863, og ved sin død i 1874 testamenterede hun slottet og hele
sin personlige formue til ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for hjælpeløse og forladte Pigebørn især af
Almuen”. Jægerspris Slot drives fremdeles af stiftelsen, og her er stadig børnehjem og skole – samt et museum,
hvor man kan få et kig ind i Frederiks og Louises gemakker, stifte bekendtskab med børnehjemmets
historie og med Frederiks store interesse for arkæologi.
I den ydre slotsgård står skulpturen ”Hjorteper”, der er udført af Adelgunde Vogt (1811-92) i
1850’erne. Det var Frederik 7. selv, som bestilte skulpturen, og forhistorien skal være følgende: Skovfoged
Erharth i Gribskov havde en tam hjort gående, som aldrig blev kaldt andet end ”Per”, og da majestæten en
dag kom forbi og kastede sin kærlighed på dyret, forærede skovrideren ham hjorten. Den blev transporteret
161

til Frederiksborg Slot og placeret på Dronningeøen i slotssøen. Det huede åbenbart ikke hjorten, for da
Frederik 7. en dag lagde til for at se til ”Per”, gav den ham et gedigent puf, så han med et gevaldigt plask landede
i søen. Hjorten svømmede i land og fandt selv hjem til skovfogeden i Gribskov. Erharth spurgte kongen,
om han ville have den tilbage, men svaret var umisforståeligt: ”Nej, ellers tak, jeg vil hverken eje eller
have det lumske bæst!”. Men da Frederik 7. så fik den idé, at han ville have en hjorteskulptur, skulle der
bruges en model – og hvad var da mere naturligt end at stille ”Per” til rådighed for billedhuggerinden?
”Hjorteper” og Jægerspris Slot (Bococo WP)
→ Jægerspris Slot, Slotsgården 20, 3630 Jægerspris. kongfrederik.dk
162

106. FREDERIKSSUND
Slangerups konkurrent
REDERIKSSUND ligger ved et af de smalleste steder i Roskilde Fjord, og her har derfor
F
været færgested i umindelige tider. Færgen blev afløst af en pontonbro i 1868, der igen
blev erstattet af Kronprins Frederiks Bro i 1935. I september 2019 indviedes syd for Frederikssund
en helt ny, firesporet højbro, der er opkaldt efter kronprinsesse Mary.
Frederikssund har udviklet sig på bekostning af Slangerup. Allerede i 1200-tallet
fik den store og driftige by Slangerup med kirke og kloster købstadsrettigheder, men i 1569 dekreterede
Frederik 2., at Slangerupborgerne skulle flytte til den ny by Hillerød, og i den forbindelse blev byen frataget
sine købstadsrettigheder. Noget kunne dog tyde på, at kongen ikke havde magt, som han havde agt, for tre
år senere fik Slangerup sine købstadsrettigheder tilbage. Af langt større betydning var det, at Slangerup i
1600-tallet fik lov at benytte havnen i Frederikssund. Det viste sig imidlertid at være et tveægget sværd, for
Frederikssund gav sig til at vokse Slangerup over hovedet, og det endte med, at Slangerup i 1809 måtte aflevere
sin købstadsstatus til Frederikssund.
Slangerup gik i stå, men alligevel blev Danmarks første omnibusrute oprettet mellem København og
Slangerup; den åbnede i 1904 og blev – trods de skyhøje billetpriser – en succes. To år senere fik Slangerup
endda jernbaneforbindelse med hovedstaden, da det første tog kørte på en privatbane, som den stenrige
erhvervsmand Andreas du Plessis de Richelieu (1852-1932) stod i spidsen for. Han var egentlig søofficer
og havde været i tjeneste hos kong Chulalongkorn i Siam (Thailand), hvor han var avanceret til admiral, inden
han gik i land i København og blev engageret i nogle af Danmarks største og mest navnkundige virksomheder.
For at få markedsført Slangerupbanen i ind- og udland fik han udgivet den første nordsjællandske
turisthåndbog på hele fire sprog (og meget tyder på, at det var Johannes V. Jensen, der skrev teksten,
selv om det var redaktør Anthon Maaløe fra dagbladet Dannebrog, der blev krediteret for den).
Admiralens vision omfattede imidlertid langt mere end en 34 kilometer lang jernbane fra København
til Slangerup. Fra Slangerup skulle banen forlænges til Frederiksværk og videre til en privatejet færgehavn i
Hundested, og herfra skulle en jernbanefærge (bygget på B&W, hvor admiralen sad i bestyrelsen, til DFDS,
hvor admiralen sandelig også sad i bestyrelsen) fragte toget til Grenaa. Ad eksisterende skinner skulle toget
køre videre til en nordjysk færgehavn, hvorfra en anden DFDS-færge skulle sejle til en havn i Norge, så toget
kunne fortsætte til Trondhjem – og herfra skulle yderligere et antal skibe, som B&W byggede, sejle under
ØK’s flag til Færøerne, Island, Grønland og USA. Visionen fejlede for så vidt ikke noget, men den blev
aldrig ført ud i livet, og i 1929 gav admiralen op. Kommunerne overtog Slangerupbanen, men solgte den videre
til DSB i 1948, som seks år senere nedlagde den yderste strækning fra Farum til Slangerup. Resten
blev til S-bane.
Også når det drejede sig om jernbaner, overhalede Frederikssund Slangerup med flere vognlængder.
Allerede i 1879 var Frederikssund blevet tilsluttet jernbanenettet, da banen mellem Frederiksberg og Frederikssund
åbnede. Den forløb næsten parallelt med Slangerupbanen og viste sig at være betydeligt mere
163

levedygtig. Hele strækningen blev i 1989 til en S-bane og udbygget til dobbeltspor – og Frederikssund fik
ved samme lejlighed en ny station.
→ Frederikssund station, Jernbanegade 46, 3600 Frederikssund.
107. FREDERIKSVÆRK
Classens værk
ÆSTEN uanset hvor man går og står i Frederiksværk, støder man på Classens navn. Johan
Frederik Classen (1725-92) var søn af domorganisten i Kristiania (Oslo), og han
N uddannede sig til teolog, for det var forældrenes ønske, men det var sådan set spildt
umage, for han kom aldrig til at virke som præst.
Allerede under studietiden på Københavns Universitet fik han nemlig smag for
langt mere jordnære gøremål. Sagen var, at han mødte den initiativrige og indflydelsesrige handelsmand
Andreas Bjørn (1703-50), der handlede med krudt, kugler og kanoner, og som i 1731 havde skaffet sig leverancen
af kanoner til både sø- og landetaten. Classen begyndte selv at handle med krudt og kanoner, og da
Bjørn døde, overtog Classen hans særdeles lukrative forretning.
Sammen med en anden af tidens store handelsmænd, Just Fabritius (1703-66) deltog Classen i 1756
i en rejse til Norge sammen med Frederik 5., og her har kongen givetvis fortalt om den franske kanonstøber
Etienne de Peyrembert, som han havde hentet til Danmark. Franskmanden havde fået i opdrag at fremstille
kanoner på det nyligt anlagte kanonstøberi ved den kanal, der var blevet gravet i 1719 fra Arresø til Roskilde
Fjord. En prøveskydning af franskmandens første kanon var imidlertid endt med, at hele herligheden var
sprunget i luften, og at majestæten nær var faret med til himmels. De Peyrembert var blevet fyret på gråt papir,
og nu lå der altså en kanal med tilhørende vandmøller til ingen verdens nytte.
Fabritius og Classen må have talt godt for deres syge moster, for efter hjemkomsten fra Norge tilskødede
kongen de to herrer vandmøllerne – uden beregning. Classen skulle stå for den daglige ledelse af kanonfremstillingen,
og det har sikkert behaget majestæten, at fabrikken herefter blev kaldt Frederiksværk.
Tilsvarende fornøjet har kongen sikket været, da det viste sig, at Classens kanoner ikke sprang i luften,
men tværtimod fungerede efter hensigten. Classen udbyggede den gamle kanal med en ny, og langs kanalerne
var der ikke færre end 20 vandmøller, der leverede energi til produktionen af krudt, kugler og kanoner
– samt til flere andre industrier, der blev etableret i nærheden, og som tilsammen gjorde Frederiksværk
til Danmarks første, egentlige industriby.
Frederik 5.s gave udviklede sig til at blive et guldæg for Classen, der blev en særdeles holden mand og
bl.a. blev i stand til at købe godset Corselitze på Falster. Selvom produktionen på kanonstøberiet for længst
er ophørt, er kanalerne og en række af virksomhedens bygninger bevaret i Frederiksværk. Krudtværksområdet
med Svovl- og Salpeterladen er tilgængeligt om sommeren og i efterårsferien, og på Torvet ligger
164

Palæet, Arsenalet og Projektilmagasinet samt Gjethuset fra 1769, som var selve kanonstøberiet, og som i
dag er byens kulturhus.
Ved kanalen i Frederiksværk (Hubertus WP)
→ Krudtværksmuseet, Krudtværksalleen 1, 3300 Frederiksværk. indmus.dk
108. RAMLØSE
Den slagfærdige biskop
M
stenalder.
ARGUERITRUTEN tager turen rundt om Arresø, der er Danmarks største sø. Den
dækker et areal på godt 40 km 2 , men på det dybeste sted er den kun lidt over fem meter.
Den har sit afløb i Roskilde Fjord gennem den kanal, der blev gravet i begyndelsen af
1700-tallet, og som skabte hele grundlaget for Danmarks første industriby, Frederiksværk.
Arresø var oprindelig en fjordarm, men blev til en sø, da landet hævede sig i yngre
165

På østsiden af søen kommer Margueritruten til landbyen Ramløse. Navnet skal ifølge et gammelt sagn
hidrøre fra en trold ved navn Ram, som havde sit tilholdssted i en høj øst for byen, men en noget mere pålidelig
forklaring fås hos sprogforskerne: ”ram” skal betyde fugtig eng, mens ”løse” betegner et landområde
eller en græsgang. Gårdene i Ramløse lå oprindelig samlet omkring landsbyens gadekær, som stadig findes,
og som blev smukt istandsat for nogle år siden. Det lader sig ikke sige med bestemthed, hvornår de første
gårde blev bygget i Ramløse, men at landsbyen er temmelig gammel, fremgår af, at Saxo nævner den i sin
krønike i forbindelse med en begivenhed, der fandt sted i 1100-tallet.
Erik Lam, der var konge i årene 1137-46, havde det største besvær med Oluf, der var eneste overlevende
søn af Harald Kesja. Harald var søn af Erik Ejegod og havde selv gjort krav på den danske trone, men
blev dræbt i 1135 af sin halvbror, Erik Emune. I 1138 meldte Oluf sig så på banen og blev hyldet som konge
i Skåne. Derefter invaderede han Sjælland og ekspederede Roskildes biskop Rike over i det hinsidige.
Det kunne Erik Lam naturligvis ikke sidde stille og se på, og han udkæmpede hele otte slag mod Oluf; han
vandt de fleste af dem, og Oluf flygtede tilbage til Sverige, hvor han omsider blev nedkæmpet og dræbt, vistnok
i 1143.
Ramløse kommer ind i billedet i forbindelse med den i bogstavelig forstand overordentlig slagfærdige
Roskildebisp Rike, der var Erik Lams nære forbundsfælle. Det begyndte med, at Rike tildelte Olufs hær et
gevaldigt gok i nøden i et slag ved Buddinge Å, men da Oluf kort efter fik at vide, at Rike opholdt sig på sin
gård i Ramløse, som hed Hovgård og lå ved det nuværende Himmerigshøj, rykkede Oluf og hans folk frem i
nattens mulm og mørke.
Det hedder sig, at de lokaliserede Hovgård, fordi de kunne høre, at der var midnatsmesse. Rike afbrød
messen, greb sit sværd, og en drabelig kamp udspillede sig. Da Oluf derefter satte ild til gården, bad
Rike om frit lejde for at komme til at tale med Oluf, men i det øjeblik han stak hovedet ud at et vindue, fik
han et øksehug, som omgående gjorde ham et hoved kortere. Dateringen er usikker, men den blodige begivenhed
fandt sandsynligvis sted den 18. oktober 1139. Hovgård findes ikke mere, men ved Himmerigshøj
udgravede man i 1960’erne resterne af et gammelt fundament, som måske stammer fra gården.
→ Gadekæret, Søkrogvej, Ramløse, 3200 Helsinge.
109. HILLERØD
Brandfarligt stråtag
I
Hillerød må man naturligvis besøge Frederiksborg Slot, som er et af Christian 4.s mest imponerende
bygningsværker. Faderen Frederik 2. havde ganske vist allerede bygget sig et
net lille jagtslot, men det var langt fra prangende nok til Christian 4., så han nedrev resolut
det meste af det, faderen havde bygget, og skabte det pragtfulde renæssanceslot, som –
166

trods en omfattende brand i 1859 – stadig står.
Byen Hillerød skylder Frederiksborg sin eksistens. Christian 4. var færdig med at bygge slottet
omkring 1625, og et par år forinden var der blevet opført en beskeden kirke i bindingsværk i nærheden af
slottet. Håndværkerne må være sprunget over, hvor gærdet var lavest, for knap var kirken færdig, før en
storm blæste den omkuld, og den blev ikke genopført. I stedet måtte menigheden gå til gudstjeneste i en af
slottets staldbygninger. Senere blev de kirkelige handlinger henlagt til slotskirken, der ellers var reserveret
til hoffet og slottets øvrige beboere.
Frederiksborg Slot (Casper Moller WP)
Den lille by ved slottet blev imidlertid ramt af andre og langt værre uheld. Pesten gjorde det af med et
stort antal indbyggere i 1654-55, og kort efter blev byen besat af svenskerne under Karl Gustavkrigene.
Som om det ikke var nok, blev den raseret af ildebrande i 1698 og 1733. Værst var dog storbranden i 1834,
som lynhurtigt spredte sig på grund af byens mange stråtækte huse.
Branden opstod ved midnatstide en majdag, hvor bataljonskirurg Ewertzen fejrede sin fødselsdag ved
at afskyde fyrværkeri. En gnist fra en raket antændte imidlertid stråtaget på en nabobygning i Slotsgade, og
inden man fik set sig om, bredte ilden sig med kastevinden, og omkring 50 huse og gårde nedbrændte. Det
lykkedes først at standse branden, da man fik nedrevet en række huse i Mørkegade, men da havde den allerede
kostet tre mennesker livet, blandt dem byens vægter. Alt i alt brændte næsten en tredjedel af byens
ejendomme, og særligt tragisk var det måske, at også Christian 4.s latinskole fra 1631 med rektors uerstattelige
bogsamling blev flammernes bytte.
167

Ewertzen og fem af hans gæster blev stillet for brandretten, men fødselaren blev mærkværdigvis frikendt.
De fem andre blev til gengæld dømt for at have handlet uagtsomt i deres omgang med fyrværkeriet.
Straffen lød på en bøde på 185.000 rigsdaler til Købstædernes Brandforsikring og 93.000 til Det Kongelige
Brandassurancekompagni. De dømte havde ingen som helst mulighed for at udrede beløb i den størrelsesorden,
så det endte med, at de måtte sidde bøden af i fængsel.
Branden i Hillerød var den sidste, større bybrand, som skyldtes de mange stråtag. Allerede i 1761 var
der blevet oprettet en brandforsikring for købstæderne, og en kongelig forordning foreskrev desuden, at de
brandfarlige stråtag skulle udskiftes med tag af sten, men først omkring 1845 var hovedparten af stråtagene
forsvundet fra bybilledet i købstæderne på Sjælland, Lolland, Falster og Fyn. I Jylland og på Bornholm gik
det endnu langsommere for sig, fordi husejerne ikke havde råd til at skifte taget og derfor i mange tilfælde
fik dispensation.
→ Frederiksborg Slot, Frederiksborg Slot 10, 3400 Hillerød. dnm.dk
110. FREDENSBORG
Europas svigerforældre
REDENSBORG Slot er kongefamiliens foretrukne forårs- og efterårsresidens, og i det
F
hele taget har slottet – med enkelte afbrydelser – været et særdeles populært opholdssted
for Danmarks konger, lige siden Frederik 4. byggede det jagtslot, der blev indviet i 1722.
Frederik 4. var meget tilfreds med både huset og haveanlægget og opholdt sig en stor del
af sine sidste år på Fredensborg.
I Christian 6.s tid stod slottet som oftest ubenyttet hen, men da Frederik 5. besteg tronen i 1746,
kom Fredensborg igen i høj kurs. Allerede i 1731 opførtes Kancellihuset, som var dronning Ingrids privatbolig,
indtil hun døde i 2000, og som nu er indrettet som weekendbolig for kronprinsparret og deres børn.
I 1753 tilføjedes de fire små, pavillonlignende sidefløje på hovedbygningens hjørner.
Frederik 5. var meget interesseret i have- og parkanlægget, og han udkastede selv en plan til en stor,
sammenhængende park, som Nicolas-Henri Jardin førte ud i livet. Da kongen døde i 1766, beholdt enkedronning
Juliane Marie slottet, og hun igangsatte i 1774 et omfattende byggeri, som bl.a. indebar en forhøjelse
af fløjene og opførelsen af de to endepavilloner.
Efter enkedronningens død i 1796 fulgte en lang periode, hvor både slottet og parken forfaldt, men
en ny storhedstid oprandt, da Christian 9. og dronning Louise tog slottet i besiddelse. Egentlig var Bernstorff
Slot deres sommerresidens, men det var for lille, når hele børneflokken med ægtefæller og børnebørn
kom på besøg. Sommer efter sommer kom Fredensborg på hele Europas læber, når kongen og dronningen
af Grækenland, zar Alexander 3. og zarina Dagmar og Storbritanniens kommende kongepar gæstede ”Europas
svigerforældre”.
168

Fredensborg Slot (Thomas Rahbek)
Der var liv og glade dage på Fredensborg, når de mange kongelige og fyrstelige gæster indfandt sig.
De morede sig med at smide vand i hovedet på hinanden, og i det hele taget får man et indtryk af, at de fine
gæster i den grad tillod sig at slække på etiketten, når de var på Fredensborg. Når zaren ikke legede med
børnene, roede han rundt på Esrum Sø, cyklede en tur i skoven eller samlede svampe. Til gengæld kedede
den engelske kronprins Edward sig gudsjammerligt. Han længtes efter det festlige liv i London, og det passede
ham bestemt ikke, at det eneste, hans sparsommelige svigerfar serverede til morgenmad, var øllebrød.
Men selvfølgelig kunne værtsfolket og gæsterne også optræde i deres stiveste puds, sådan som man ser på
Laurits Tuxens berømte maleri af hele familien på Fredensborg i 1886 med zaren som midtpunkt.
Dronning Margrethe benyttede Fredensborg tre måneder om foråret og tre måneder om efteråret, og
desuden danner slottet ofte rammen om store begivenheder i den kongelige familie. Ved statsbesøg er der
tradition for, at statsoverhovedet med en diamant skriver sit navnetræk på en af slottets glasruder.
I Fredensborg Slotshave, der blev anlagt i en pompøs barokstil og rigt udsmykket med billedhuggeren
Johannes Wiedewelts skulpturer, opstilledes i 1765 desuden J.C. Grunds 70 sandstensfigurer, der forestiller
norske, færøske og islandske bønder, den såkaldte Nordmandsdal. I midten af 1800-tallet blev haven
omlagt til en mere romantisk have med skove og søer. En omfattende genopretning af barokhaven blev tilendebragt
i 2013.
→ Fredensborg Slot, Slottet 1B, 3480 Fredensborg. kongeligeslotte.dk
169

FORFATTEREN
Jørgen Hansen (født 1951) er cand.mag.
i fransk og historie fra Aarhus Universitet.
Siden 1972 har han været beskæftiget
inden for dansk turisme og har haft
en lang række lederposter, bl.a. turistchef
i Randers, direktør i Turismens
Fællesråd, dansk turistchef i Tyskland,
Østrig og Schweiz med base i Hamburg,
direktør i det nordjyske turismeselskab
Midt-Nord Turisme og turistdirektør i
Aarhus. Siden 2009 har han haft sit eget
tekst- og rådgivningsbureau og forlag
under navnet TexTour. I 1991 udformede
han Margueritruten, den naturskønne
rute gennem hele Danmark, der fører
forbi alle landets vigtigste seværdigheder.
170