Et sted på Margueritruten 1 opsat

3. SKODSBORG
Persilleslottet
løbet af 1800-tallet fik spørgsmålet om helse og velvære stadig større betydning i hele
I
Europa. I stigende omfang søgte det bedre borgerskab ud til kysterne for at ”rense sig”
efter mange måneder i det ”smudsige” byliv. Samtidig blev de mere filosofiske forestillinger
om det ”rene” liv i naturen, der oprindelig blev markedsført af den franske filosof
Jean-Jacques Rousseu, suppleret med et mere direkte og konkret ønske om sundhed og
velvære, først i form af kurophold ved helbredende kilder, siden i form af egentlig badeferie.
Lige siden oldtiden har man vidst, at kurbade og indtagelse af mineralvand har en gunstig indvirkning
på helbredet. Udgravninger har dokumenteret, at en romersk badetur var et sandt orgie i kolde og varme
bade, olier og massagebehandlinger – og alt sammen foregik det i smukke, æstetiske omgivelser. Men det
var vandet, der var i centrum. Ordet spa stammer således fra romerne og er en forkortelse for ”sana per
aqua” (sundhed gennem vand). Hele 80 forskellige steder i Europa, hvor varmt, mineralholdigt vand strømmede
op af jorden, oprettede den romerske hær bade, så de romerske soldater kunne holde sig sunde og
raske, selvom de var langt væk fra Rom. Den dag i dag røber byernes navne deres oprindelige rolle, eksempelvis
Bath i England, Spa i Belgien, Baden-Baden og Wiesbaden i Tyskland.
Industrialiseringen og vandringen fra land til by førte til en kraftig vækst i antallet af indbyggere i
København og andre større byer med det resultat, at mange mennesker blev stuvet sammen i uhumske lejekaserner.
De hygiejniske forhold var alt andet end tilfredsstillende, og sygdomsepidemier havde ofte let spil.
Det førte til, at lægevidenskaben anbefalede dem, der havde råd, at forlade byerne for at søge frisk luft og
helsebringende kure.
I første omgang opsøgte det bedre borgerskab de tyske kurbade, der var anlagt ved mineralholdige
kilder, og hvor man tilbragte en stor del af dagen med at indtage det foreskrevne antal glas mineralvand på
nøje fastlagte klokkeslæt. Navnlig i Tyskland skabtes i de øverste sociale lag en tradition for at tilbringe en
del af sommeren på et sådant kursted. Lægevidenskaben fandt imidlertid ud af, at man kunne opnå en endnu
større helbredende virkning gennem salte havbade. Ideen med at bruge det ”rigtige” hav i en helbredende
sammenhæng begyndte ved den sydengelske kyst omkring Brighton, men blev hurtigt “eksporteret” til
Nordfrankrig, Holland og Nordtyskland. Den stadigt mere udbredte opfattelse var, at havbade ikke blot var
den rigtige kur mod en lang række sygdomme og dermed vejen til virilitet og livskraft, men at havbade
desuden var yderst gavnlige for moralen og endda modvirkede usædelig opførsel.
Den første kuranstalt med havbade i det daværende Danmark åbnede i 1819 i Wyk på vadehavsøen
Föhr. Det begyndte i det små, men det blev ligefrem mondænt, da en begejstret kong Christian 8. i årene
1842-47 henlagde sin sommerresidens til Föhr, hvor han med stor fornøjelse plaskede rundt i det salte hav.
Han fik i sagens natur følgeskab af en betragtelig skare af hoffolk fra København, og selveste H.C. Andersen
måtte drage til Föhr i 1844, fordi han var blevet inviteret af prinsesse Wilhelmine. Hun kom for resten til at
lægge navn til kurbadet, idet det med kongelig approbation blev døbt ”Wilhelminen-Seebad”.
11