You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
JØRGEN HANSEN<br />
<strong>Et</strong> <strong>sted</strong> på <strong>Margueritruten</strong><br />
Bind 1: Øerne<br />
TexTour 2024
<strong>Et</strong> <strong>sted</strong><br />
på <strong>Margueritruten</strong><br />
Bind 1: Øerne
Af samme forfatter er tidligere udkommet:<br />
Danmark rundt ad <strong>Margueritruten</strong> (1991)<br />
Midt i en turisttid (1992)<br />
Turisme (2003)<br />
Danmarkshistorier. 100 fortællinger fra<br />
<strong>Margueritruten</strong> (2008)<br />
Landsbyer i Randers Kommune (2010)<br />
Koldingfjord – fra Julemærkesanatorium til<br />
internationalt hotel (2011)<br />
Aalborgturismen i 100 år (2012)<br />
Limfjordsglæder (2012)<br />
Kloster, kniplinger og kommandører (2013)<br />
Ferie ved havet – hvilken rigdom (eget forlag,<br />
2013)<br />
Dansk turisme i 125 år (eget forlag, 2014)<br />
Folk og <strong>sted</strong>er i Aarhus (eget forlag, 2014)<br />
<strong>Margueritruten</strong> (2015)<br />
Kongelige fodspor i Østjylland (eget forlag,<br />
2015)<br />
Det farlige sund mellem odderne (eget forlag,<br />
2015)<br />
Danske Spor i Schleswig-Holstein (eget forlag,<br />
2016)<br />
501 <strong>sted</strong>er i Danmark (2016)<br />
101 <strong>sted</strong>er i Danmark (2016)<br />
28 smukke ture på <strong>Margueritruten</strong> (eget forlag,<br />
2016)<br />
The Indispensable Guide to Aarhus (eget forlag,<br />
2016, 2. rev. oplag 2017)<br />
Hyggelige <strong>sted</strong>er i Danmark (2017, 2. oplag<br />
2018)<br />
Oplev Danmark – højest, størst, først (2017, 2.<br />
oplag 2018)<br />
Elbens hvide perle (eget forlag, 2017)<br />
Pilgrimsture i Danmark (2018)<br />
Den store bog om Danmark (2018)<br />
Vandreture i Sverige (2019, tillige på svensk:<br />
Vandra i Sverige)<br />
Bilture i Danmark (2019, 2. rev. oplag 2022)<br />
Skæbnefortællinger fra danske slotte og<br />
herregårde (eget forlag, 2019)<br />
På tværs af Europa (eget forlag, 2019)<br />
Danmarks slotte og herregårde (2020)<br />
Her findes et minde (2021)<br />
Danmarks småøer (2021)<br />
Bilture i Sverige (2021, tillige på svensk: Bilturer<br />
i Sverige)<br />
Sveriges nationalparker (2021, på svensk)<br />
Gade op og gade ned (eget forlag, 2022)<br />
Cykelture i Sverige (2022, tillige på svensk:<br />
Cykelturer i Sverige)<br />
Gratis oplevelser i Danmark (2022)<br />
Vandringsslingor i Sverige (2022, på svensk)<br />
Bucket List. 250 oplevelser i Danmark (2022)<br />
Fra hal til aktivitets- og feriecenter. Skærbækcentret<br />
1971-2021 (eget forlag, 2022)<br />
Jernbanefortællinger (eget forlag, 2023)<br />
Gratis oplevelser i Sverige (2023, tillige på<br />
svensk: Gratis upplevelser i Sverige)<br />
Byvandringer i Danmark (2023)<br />
På strejftog med kunst i østjyske byer (eget forlag,<br />
2023)<br />
<strong>Et</strong> <strong>sted</strong> på <strong>Margueritruten</strong> – Bind 1: Øerne<br />
2024 © Jørgen Hansen og Forlaget TexTour<br />
ISBN 978-87-971784-XX<br />
Forsidefoto: Færgen Ida mellem Stubbekøbing og Bogø (Daniel Villadsen, visitlolland-falster.dk)<br />
Forlaget TexTour, Byagervænget 26, 8330 Beder · www.textour.dk · Bestilling: forlag@textour.dk
INDHOLDSFORTEGNELSE<br />
Forord : <strong>Margueritruten</strong> 7<br />
1. Helsingør: Svensk kongebesøg 8<br />
2. Nivå: Hages passion for kunst 10<br />
3. Skodsborg: Persilleslottet 12<br />
4. København: Fire nulpunkter 14<br />
5. København: Hovedstaden på verdenskortet 15<br />
6. København: Vejret på Rådhuspladsen 17<br />
7. København: En lidet kendt oase 19<br />
8. København: Carstensens lilleputhær 21<br />
9. København: Tæt på revolution 23<br />
10. Store Magleby: En søndag på Amager 24<br />
11. Vestamager: Kongelige fasaner 25<br />
12. Ledøje: Volapyk i kirketårnet 27<br />
13. Roskilde: Danmarks betydeligste kirkebygning 28<br />
14. Ledreborg: Danmarks længste allé 30<br />
15. Kimmerslev: Søen, kirken og dyndet 31<br />
16. Køge: Claras kirkegård 32<br />
17. Juellinge: Vel er jeg ikke Cæsar 34<br />
18. Store Heddinge: Den ottekantede kirke 35<br />
19. Højerup: <strong>Et</strong> hanefjed hver julenat 36<br />
20. Rødvig: Fra flint til fajance 38<br />
21. Vemmetofte: Pietistisk protest 39<br />
22. Jomfruens Egede: De tre jomfruer 41<br />
23. Hesede Overdrev: <strong>Et</strong> jordisk paradis 43<br />
24. Næstved: Birgittes og Herlufs skole 44<br />
25. Gavnø: Trolles trold 46<br />
26. Broskov: Oldtidsvejen 47<br />
27. Roneklint: Til kamp mod englænderne 48<br />
28. Ugledige: Spildte Guds ord på Balle-Lars 50<br />
29. Stensby: Værftet ved Ulvsund 51<br />
30. Stege: Arbejds- og Tugthuset 52<br />
31. Sømarke: Dyssen med skålgruberne 53<br />
32. Tøvelde: En geologisk naturperle 55<br />
33. Stubbekøbing: Bidt af en gal motorcykel 56<br />
34. Tromnæs: Generalens lysthus 58<br />
35. Nykøbing Falster: Czarens Hus 59<br />
36. Ny<strong>sted</strong>: Læge og gudbenådet digter 60<br />
3
37. Søholt: Danmarks bedst bevarede barokhave 62<br />
38. Maribo: Bangs Have 64<br />
39. Bandholm: Koleralægen 66<br />
40. Hal<strong>sted</strong> Kloster: På aftægt på Lolland 67<br />
41. Nakskov: Det hvide guld 68<br />
42. Rudkøbing: Langelands hovedstad 69<br />
43. Marstal: Formastelige skippere 71<br />
44. Drejet: Den standhaftige sognelæge 73<br />
45. Ærøskøbing: Flaske-Peter 74<br />
46. Bregninge Ærø: Fornem altertavle 75<br />
47. Søby Ærø: Ærøske minihertugdømmer 76<br />
48. Siø: Trædestenen 78<br />
49. Nørreskov Tåsinge: En digters vanskæbne 79<br />
50. Svendborg: Tiggermunke på stationen 81<br />
51. Hvidkilde: Slægtens sidste mand 82<br />
52. Ollerup: Niels Bukhs skole 84<br />
53. Brændegård: Lykken smilte ikke til Lykke 85<br />
54. Holstenshuus: Renoveret herregårdspark 86<br />
55. Faaborg: Bag tremmer på Torvet 88<br />
56. Trente Mølle: Fra kværn til Kaas 89<br />
57. Millinge: Kokken med øksen 91<br />
58. Horne: Den fynske rundkirke 92<br />
59. Middelfart: Marsvinejagten i Lillebælt 94<br />
60. Middelfart: Indlagt i Middelfart 95<br />
61. Føns: Tværs over isen 96<br />
62. Assens: En mand med samlermani 98<br />
63. Nårup: Giftmorderen 99<br />
64. Gyldensteen: <strong>Et</strong> fugleeldorado og en fransk eventyrer 101<br />
65. Søndersø: Dansk-svensk-tysk 103<br />
66. Odense: En smøg i flaben 104<br />
67. Nørre Lyndelse: <strong>Et</strong> palads med sol og lys og glæde 106<br />
68. Brobyværk: Da barokken kom til Fyn 107<br />
69. Kværndrup: Tikronemøllen 109<br />
70. Gudme: Træskomaleren 110<br />
71. Lykkesholm: ”Varm Frokost, herlig Viin og gode Senge” 111<br />
72. Ravnholt: Ove eller Christian 113<br />
73. Birkum: Biskoppen går igen 114<br />
74. Birkende: Den danske Luther 116<br />
75. Ulriksholm: Kammerpigen, der blev godsejerinde 117<br />
76. Viby Fyn: Nordfynsk herregårdslandskab 120<br />
4
77. Risinge: Anton Rosens tårn 121<br />
78. Nyborg: Borgmesterens gård 123<br />
79. Korsør: Kongegaarden 124<br />
80. Boeslunde: <strong>Et</strong> rigt bronzealdersamfund 126<br />
81. Skælskør: Solskinsbyen 127<br />
82. Borreby: Valdemar Daas kranke skæbne 128<br />
83. Ørslev: Dansefrisen 130<br />
84. Holsteinborg: H.C. Andersens andet hjem 131<br />
85. Bisserup: Historien om en havn 133<br />
86. Fuirendal: Storkansleren royale venskab 135<br />
87. Fuglebjerg: Kro, kirke og missionshus 136<br />
88. Vinstrup: Dramatisk natursceneri 137<br />
89. Bjernede: Den sjællandske rundkirke 138<br />
90. Sæby: Den tredje hustru 140<br />
91. Asnæs: Sortenstenen 141<br />
92. Høve: Fra Vejrhøj til Esterhøj 143<br />
93. Vig: Uroksen fra Vig 144<br />
94. Højby: Dobbeltmord i kirken 145<br />
95. Nykøbing Sjælland: De første landliggere 147<br />
96. Grevinge: Det største og dristigste projekt 148<br />
97. Torbenfeld: Kongelig fryd 150<br />
98. Kongsdal: Godsejernes stædige leder 151<br />
99. Undløse: Den hellige Birgitta 153<br />
100. Holbæk: Elefantens ishus 154<br />
101. Tempelkrog: Forfatternes ”Dejlighed” 156<br />
102. Sæby (Hornsherred): Holten og Mangor 157<br />
103. Gershøj: Kroen og færgerne 159<br />
104. Skibby: Den farlige krønike 160<br />
105. Jægerspris: ”Hjorteper” 162<br />
106. Frederikssund: Slangerups konkurrent 164<br />
107. Frederiksværk: Classens værk 164<br />
108. Ramløse: Den slagfærdige biskop 166<br />
109. Hillerød: Brandfarligt stråtag 167<br />
110. Fredensborg: Europas svigerforældre 168<br />
5
FORORD<br />
<strong>Margueritruten</strong><br />
Inspirationen til <strong>Margueritruten</strong> kom fra Axel Dessau (1909-92), der var dansk turismes ”ambassadør” i<br />
USA i en menneskealder. Da han i 1978 vendte tilbage til Danmark, havde han hovedet fuldt af ideer. En af<br />
dem var, at vi i Danmark skulle tage ved lære af de naturskønne veje, som var blevet udformet i USA under<br />
overskriften ”scenic routes” – men ligesom med så mange andre fortræffelige ideer tog det adskillige år, før<br />
forslaget kunne føres ud i livet.<br />
Til sidst lykkedes det at begejstre både Turismens Fællesråds formand Arne Melchior og vejdirektør<br />
Per Milner for ideen, og som direktør i Turismens Fællesråd blev det min opgave at lægge det store puslespil<br />
og få realiseret planen om én sammenhængende, naturskøn rute for bilister gennem hele Danmark. Før<br />
ruten kunne erklæres færdig, skulle der forhandles med samtlige amter og de over 100 daværende kommuner,<br />
som blev berørt af ruteforløbet. Alle amter var med på ideen – bortset fra Bornholms Amt, og derfor er<br />
der ingen Margueritrute på Bornholm.<br />
Da ruten var godkendt af alle parter, kunne de brune skilte med den hvide og gule marguerit opsættes,<br />
og den 21. april 1991 indviede dronning Margrethe ruten i Emborg lige ved ”bagdøren” til Fredensborg<br />
Slot.<br />
Siden er <strong>Margueritruten</strong> blevet justeret og nogle <strong>sted</strong>er forlænget, så den i dag har en samlet længde<br />
på 4.218 km. Hvis man skulle få den idé at gennemkøre <strong>Margueritruten</strong> fra ende til anden, vil man passere<br />
flere hundrede af Danmarks vigtigste seværdigheder og attraktioner. Meningen med denne bog er imidlertid<br />
at standse op på <strong>sted</strong>er undervejs, som vil være ukendte for de fleste, eller at fortælle en historie om et af<br />
de kendte <strong>sted</strong>er, som næppe er paratviden for særligt mange. På den måde kan bogen forhåbentlig bidrage<br />
til at gøre en tur ad <strong>Margueritruten</strong> endnu mere oplevelsesrig.<br />
Dette første bind omhandler 110 <strong>sted</strong>er på Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Langeland, Fyn og Ærø,<br />
mens et følgende bind indeholder historier fra Jylland.<br />
Bogen ville ikke være blevet til noget uden min kone Lone Krogh Nielsen. Jeg er hende stor tak skyldig,<br />
fordi hun endnu en gang og med sædvanlig omhu har læst korrektur.<br />
Beder, februar 2024<br />
Jørgen Hansen<br />
6
1. HELSINGØR<br />
Svensk kongebesøg<br />
ARGUERITRUTENS officielle udgangspunkt er Helsingør. Her begynder den, og<br />
M<br />
her slutter den igen, og hvis man gennemkører hele ruten, vil man have tilbagelagt<br />
mere end 4.200 km. De fleste forbinder Helsingør med Kronborg Slot og med de<br />
mange, smukke gamle huse i eksempelvis Stengade og Gl. Færgestræde. Men også<br />
Marienlyst Slot fortjener opmærksomhed: Slottet og den tilhørende have er blevet<br />
kaldt ”et moderne kongeligt lystanlæg af virkelig europæisk tilsnit”.<br />
I 1758 kom Frederik 5.s ven og nærmeste fortrolige, hofmarskal Adam Gottlob Moltke (1710-92), i<br />
besiddelse af det lysthus ved navn Lundehave, som Frederik 2. havde ladet bygge i 1580’erne, men i virkeligheden<br />
optrådte Moltke som stråmand for Frederik 5., der fik skøde på ejendommen i 1760.<br />
Moltke hyrede den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin (1720-99). Han var repræsentant for den<br />
splinternye mode, som blev kaldt nyklassicisme eller Louis Seize-stilen, og han fik besked på at bygge noget<br />
større end det eksisterende lysthus, som dog skulle bibeholdes. Det tårnlignende lysthus kom derfor til at<br />
danne midterpartiet, men det fik tilføjet to nye sidefløje. Jardin fik desuden til opgave at udforme et nyt<br />
haveanlæg i form af en fransk parterrehave i barokstil.<br />
Efter kongens død i 1766 ejedes huset af enkedronning Juliane Marie, og det var hende, der opfandt<br />
navnet Marienlyst, endskønt hun aldrig kom til at bo på slottet. I forbindelse med kronprins Frederik (6.)s<br />
magtovertagelse ved statskuppet i 1784 hyrede lederen af kronprinsens hofstab, Johan Bülow (1751-<br />
1828), en tysk gartner ved navn Johan Ludvig Mansa (1740-1820), der i øvrigt efterfølgende kom til at<br />
sætte sit præg på haveanlæggene ved både Frederiksborg og Fredensborg. På Marienlyst opdelte han haven<br />
i flere dele: Foran slottet etablerede han den formelle parterrehave, kantet af alleer af lindetræer, og bag ved<br />
placerede han udsigtshaven, hvorfra man kørte op til hovedindgangen på bagsiden af huset. I overensstemmelse<br />
med tidens nyeste mode anlagde Mansa desuden en romantisk have med tre dramatiske kløfter.<br />
Det var i disse omgivelser, at hele den kongelige familie med den sindssyge Christian 7. og kronprins<br />
Frederik i spidsen den 9. juli 1786 afholdt en souper for den svenske konge Gustaf 3. Han var gift med<br />
Sophie Magdalene, der var datter af Frederik 5. og dermed storesøster til Christian 7. Noget specielt lykkeligt<br />
ægteskab var det så vist ikke; hun var stille og noget indesluttet, mens Gustaf 3. var udadvendt og<br />
festglad. Som oftest opholdt de sig da også hver for sig og så hinanden så lidt som muligt.<br />
I det store perspektiv var forholdet mellem de to lande Danmark-Norge og Sverige unægtelig også<br />
anspændt. Den svenske konge havde stormagtsambitioner, og navnlig havde han et godt øje til Norge.<br />
Allerede i 1783 havde han planlagt et erobringstogt, men den russiske zarina Katarina 2. ville ikke støtte<br />
ham, og planen gik derfor i vasken. Gustaf 3. opfattede herefter Rusland som sin værste fjende, og i 1788<br />
angreb han Sankt Petersborg. Men det mislykkedes, bl.a. fordi en gruppe af hans egne officerer gjorde mytteri.<br />
Danmark-Norge havde imidlertid indgået en forsvarsalliance med Rusland, der nu krævede Danmark<br />
på banen. Derfor måtte en dansk-norsk hær på 10.000 mand rykke mod Göteborg, men det fik England og<br />
7
Preussen til at true med at blande sig, og efter en enkelt træfning retirerede den dansk-norske hær. Eftersom<br />
navnlig de norske soldater i stor udstrækning var henvist til at leve af de tyttebær, de selv kunne plukke<br />
undervejs, fik denne krig, som nærmest var en ikke-krig, navnet ”Tyttebærkrigen”.<br />
Marienlyst Slot (Ramblersen WP)<br />
Men inden da kom Gustaf 3. altså på besøg på Marienlyst i Helsingør. Jardins slot var dekoreret efter<br />
nyeste, franske mode, og hensigten var tydeligvis at dupere den svenske konge. Om det lykkedes, er nok<br />
tvivlsomt; i hvert fald skrev en af de svenske notabiliteter, som deltog i taffelet, meget lidt smigrende om<br />
”den forrykte monark” Christian 7., mens kronprins Frederik og hans gemalinde lige klarede frisag som ”et<br />
nydeligt par”. Maden var åbenbart ikke noget at skrive hjem om; den bestod af ”to elendige retter”. Det lyder<br />
som et ualmindeligt surt opstød, for på de alenlange indkøbslister, som køkkenet på Marienlyst udarbejdede<br />
i dagene op til svenskekongens besøg, står – foruden masser af grønsager - både kyllinger, duer, pighvar,<br />
flynder, tunge og hummer.<br />
I 1930 blev Marienlyst en del af Helsingør Museum, men det har været lukket siden 2008 på grund af<br />
hussvamp. I skrivende stund er den udvendige restaurering tilendebragt, men den indvendige istandsættelse<br />
ventes at gå i gang i 2024.<br />
→ Marienlyst, Marienlyst Allé 32, 3000 Helsingør. marienlyst.nu<br />
8
2. NIVÅ<br />
Hages passion for kunst<br />
1600-tallet bestod landsbyen Nivå af tre gårde og et par håndfulde huse, men i 1700-tallet<br />
I<br />
fik søværnet den idé at anlægge en krigshavn ved Nivåens udløb i Øresund. Havnen blev<br />
vistnok aldrig færdig, men der blev opført forskellige bygninger ved siden af den ældre Nivå<br />
Havnegård, som kongen i 1767 lod Adam von Lüttichau (1742-1807) disponere over –<br />
mod at han til gengæld holdt opsyn med havneanlægget. Til Nivå Havnegård hørte også et<br />
teglværk, der allerede var blevet oprettet af dronning Louise i begyndelsen af århundredet.<br />
I 1793 fik Lüttichau den fulde ejendomsret over gården, som herefter kaldtes Nivaagaard, men fire år<br />
senere skilte han sig af med den. Den blev beskrevet som ”en god og anselig bopæl”, og den skiftede ejer<br />
flere gange, inden den i 1857 blev overtaget af kammerråd Otto Vilhelm Synnestved (1816-81), der imidlertid<br />
beklageligvis gik konkurs fem år senere.<br />
Ved en auktion over Synnestveds fallitbo købte grosserer Alfred Hage (1803-72) ejendommen. Han<br />
var af hollandsk slægt og indtrådte allerede som 16-årig i faderens handelsforetagende, men i 1832 etablerede<br />
han sammen med sin svoger Hans Puggaard et handelsfirma i Nakskov. Ti år senere flyttede de forretningen<br />
til København, hvor de navnlig profiterede af den stigende eksport af korn til England.<br />
I løbet af en kortere årrække tjente de en betydelig formue, og i 1850’erne ka<strong>sted</strong>e Hage sig ind i politik.<br />
Han sluttede sig til de nationalliberale, men markerede sig i flere tilfælde med særstandpunkter. I virkeligheden<br />
var det måske heller ikke i rigsdagen, at han øvede størst indflydelse, men han og hustruen Frederikke<br />
Vilhelmine Faber (1810-91) blev dagsordensættende takket være de politiske og kunstneriske ”saloner”,<br />
som de skabte i deres hjem i Kronprinsessegade og senere i Harsdorffs Palæ på Kongens Nytorv.<br />
Parrets gæstfrihed kendte nærmest ingen grænser, og blandt gæsterne var eksempelvis digteren og politikeren<br />
Carl Ploug, der blev gift med adoptivdatteren Elise, billedhuggeren Vilhelm Bissen, der giftede sig med<br />
adoptivdatteren Johanne, og komponisten Peter Heise, som blev datteren Vilhelmines ægtemand.<br />
Efter Alfred Hages død overtog sønnen Johannes Hage (1842-1923) både Nivaagaard og teglværket,<br />
som Alfred Hage havde moderniseret i 1870 ved at opføre en såkaldt ringovn. Johannes Hage øgede i sin tid<br />
teglværkets produktivitet ved løbende at investere i det nyeste produktionsudstyr. Ringovnen er i dag et<br />
museum.<br />
Efter studentereksamen havde Johannes Hage taget fat på at studere nationaløkonomi, men han meldte<br />
sig i 1863 som frivillig i hæren og kom dermed som ung løjtnant til at deltage i den ulyksalige krig mod<br />
Preussen og Østrig i 1864. Hans storebror faldt under stormen på Dybbøl, mens han selv blev skudt i armen<br />
og kom til at tilbringe en måned på lazaret i Faaborg. Efter hjemkomsten til København genoptog han<br />
ikke sine studier, men påbegyndte i <strong>sted</strong>et en landmandsuddannelse. Han gik ligesom faderen ind i politik,<br />
men han huskes først og fremmest som mæcen og kunstelsker. Han oprettede således Nivaagaards Hospital<br />
i 1891 (i dag botilbuddet Johannes Hages Hus) og opførte Nivå Kirke i 1910. Hans helt store interesse var<br />
imidlertid malerkunsten, og med årene blev det til en anselig malerisamling, som han skabte ved indkøb på<br />
9
de store europæiske auktioner, og som afspejlede hans særlige forkærlighed for europæisk billedkunst fra<br />
renæssancen og barokken og for den danske guldalder. Samlingen rummer således hovedværker af Eckersberg,<br />
Marstrand, Lundbye, Skovgaard, Vermehren og Købke.<br />
Nivaagaard med tilhørende park (Ramblersen WP)<br />
Efter en brand opførte Johannes Hage i 1881 den nuværende hovedbygning i én fløj ved arkitekt<br />
Ferdinand Vilhelm Jensen. Han tilhørte den kreds af arkitekter, som kaldtes ”europæerne”, og som var begejstret<br />
for italiensk og fransk renæssance. I 1903 lod Hage arkitekten Johan Schrøder, der ligeledes hyldede<br />
historicismen, opføre en museumsbygning i parken, og i 1908 blev hans private kunstsamling til et offentligt<br />
tilgængeligt museum. I 1988 og 1992 udvidedes museet med tilbygninger af David Bretton-Meyer.<br />
Også på parken omkring Nivaagaard satte Johannes Hage sit præg. I 1901 besluttede han nemlig at<br />
udforme en helt ny plan, der skulle resultere i en romantisk park i engelsk stil. Den nuværende park er<br />
resultatet af en rekonstruktion i 1980’erne.<br />
→ Nivaagaard, Gammel Strandvej 2, 2990 Nivå. niveaagaard.dk<br />
10
3. SKODSBORG<br />
Persilleslottet<br />
løbet af 1800-tallet fik spørgsmålet om helse og velvære stadig større betydning i hele<br />
I<br />
Europa. I stigende omfang søgte det bedre borgerskab ud til kysterne for at ”rense sig”<br />
efter mange måneder i det ”smudsige” byliv. Samtidig blev de mere filosofiske forestillinger<br />
om det ”rene” liv i naturen, der oprindelig blev markedsført af den franske filosof<br />
Jean-Jacques Rousseu, suppleret med et mere direkte og konkret ønske om sundhed og<br />
velvære, først i form af kurophold ved helbredende kilder, siden i form af egentlig badeferie.<br />
Lige siden oldtiden har man vidst, at kurbade og indtagelse af mineralvand har en gunstig indvirkning<br />
på helbredet. Udgravninger har dokumenteret, at en romersk badetur var et sandt orgie i kolde og varme<br />
bade, olier og massagebehandlinger – og alt sammen foregik det i smukke, æstetiske omgivelser. Men det<br />
var vandet, der var i centrum. Ordet spa stammer således fra romerne og er en forkortelse for ”sana per<br />
aqua” (sundhed gennem vand). Hele 80 forskellige <strong>sted</strong>er i Europa, hvor varmt, mineralholdigt vand strømmede<br />
op af jorden, oprettede den romerske hær bade, så de romerske soldater kunne holde sig sunde og<br />
raske, selvom de var langt væk fra Rom. Den dag i dag røber byernes navne deres oprindelige rolle, eksempelvis<br />
Bath i England, Spa i Belgien, Baden-Baden og Wiesbaden i Tyskland.<br />
Industrialiseringen og vandringen fra land til by førte til en kraftig vækst i antallet af indbyggere i<br />
København og andre større byer med det resultat, at mange mennesker blev stuvet sammen i uhumske lejekaserner.<br />
De hygiejniske forhold var alt andet end tilfredsstillende, og sygdomsepidemier havde ofte let spil.<br />
Det førte til, at lægevidenskaben anbefalede dem, der havde råd, at forlade byerne for at søge frisk luft og<br />
helsebringende kure.<br />
I første omgang opsøgte det bedre borgerskab de tyske kurbade, der var anlagt ved mineralholdige<br />
kilder, og hvor man tilbragte en stor del af dagen med at indtage det foreskrevne antal glas mineralvand på<br />
nøje fastlagte klokkeslæt. Navnlig i Tyskland skabtes i de øverste sociale lag en tradition for at tilbringe en<br />
del af sommeren på et sådant kur<strong>sted</strong>. Lægevidenskaben fandt imidlertid ud af, at man kunne opnå en endnu<br />
større helbredende virkning gennem salte havbade. Ideen med at bruge det ”rigtige” hav i en helbredende<br />
sammenhæng begyndte ved den sydengelske kyst omkring Brighton, men blev hurtigt “eksporteret” til<br />
Nordfrankrig, Holland og Nordtyskland. Den stadigt mere udbredte opfattelse var, at havbade ikke blot var<br />
den rigtige kur mod en lang række sygdomme og dermed vejen til virilitet og livskraft, men at havbade<br />
desuden var yderst gavnlige for moralen og endda modvirkede usædelig opførsel.<br />
Den første kuranstalt med havbade i det daværende Danmark åbnede i 1819 i Wyk på vadehavsøen<br />
Föhr. Det begyndte i det små, men det blev ligefrem mondænt, da en begejstret kong Christian 8. i årene<br />
1842-47 henlagde sin sommerresidens til Föhr, hvor han med stor fornøjelse plaskede rundt i det salte hav.<br />
Han fik i sagens natur følgeskab af en betragtelig skare af hoffolk fra København, og selveste H.C. Andersen<br />
måtte drage til Föhr i 1844, fordi han var blevet inviteret af prinsesse Wilhelmine. Hun kom for resten til at<br />
lægge navn til kurbadet, idet det med kongelig approbation blev døbt ”Wilhelminen-Seebad”.<br />
11
Kurhotel Skodsborg med Villa Rex i 2017 (Ramblersen WP)<br />
I 1880’erne begyndte man for alvor at satse på kuranlæg rundt om i Danmark, og der blev bygget<br />
kuranstalter i bl.a. Silkeborg og Sæby. Patientunderlaget, som fortrinsvis bestod af “velnærede grosserere<br />
og blodfattige frøkener”, var nu tilsyneladende stort nok til at kunne udgøre det økonomiske grundlag for<br />
disse foretagender. Badesanatoriet i Skodsborg, som man passerer på <strong>Margueritruten</strong> mellem Helsingør og<br />
København, blev grundlagt i 1898 af lægen og helsepioneren Carl Ottosen (1864-1942). Under et studieophold<br />
i USA var han nået frem til den overbevisning, at frisk luft, vand, lys, massage, gymnastik, elektricitet<br />
og en rationel diæt både havde helbredende og forebyggende effekt, og det var denne ”opskrift”, som han<br />
praktiserede i Skodsborg.<br />
Sanatoriet blev da også kaldt ”Persilleslottet”, fordi kurgæsterne fik serveret vegetarmad. Det startede<br />
beskedent med en snes gæster, men sanatoriet voksede, og ti år senere kunne man tage mod 100 gæster.<br />
Hovedbygningen blev opført i 1907, og samme år erhvervede sanatoriet ”Villa Rex”, som Frederik 7.<br />
havde opført i 1858 og derefter benyttet som land<strong>sted</strong> sammen med sin elskede grevinde Danner.<br />
→ Kurhotel Skodsborg, Skodsborg Strandvej 139, 2942 Skodsborg. skodsborg.dk<br />
12
4. KØBENHAVN<br />
Fire nulpunkter<br />
PRINDELIG havde Danmark slet ikke nogen hovedstad. Eller sagt på en anden måde: Hovedstaden<br />
var, hvor kongen var, og han var bestandig på farten rundt i sit rige for at afgøre<br />
O tvistemål og for at demonstrere sin glans og værdighed. Men det var ærlig talt en ualmindelig<br />
besværlig måde at være konge på, og efterhånden blev kongerigets førstemænd da også<br />
trætte af alt det rejseri med en enorm oppakning på miserable veje, der som oftest kun var<br />
opkørte hjulspor. Det var desuden en næsten uoverstigelig udfordring, at der stort set hver dag skulle findes<br />
brugbar indkvartering til kongen og hans talrige følge.<br />
I løbet af 1400-tallet besluttede kongen da at få fast folkeregisteradresse i København. De lærde er<br />
ikke helt enige, om det nu var Erik af Pommern i 1420 eller Christoffer af Bayern i 1443, der som den første<br />
konge slog sig ned på slottet i København på mere permanent basis. Sagen er nok snarest, at det ikke<br />
skete fra den ene dag til den anden, men i løbet af nogle årtier. Men et faktum er det, at København endte<br />
med at blive rigets hovedstad (og det gav dengang mere mening end i dag, fordi kongens riger og lande jo<br />
også omfattede det sydlige Sverige og Norge foruden hertugdømmerne Slesvig og Holsten).<br />
Men kongen havde fremdeles behov for at komme<br />
ud i landet, om ikke andet for at aflægge sine kongelige<br />
slotte et besøg. Til den ende gav man sig til at<br />
anlægge de særlige kongeveje, som var forbeholdt<br />
kongen og hans håndgangne mænd. Den første blev<br />
anlagt fra København til Frederiksborg i 1584, og<br />
siden fulgte flere andre kongeveje på Sjælland samt en<br />
enkelt jysk kongevej fra Kolding til Haderslev. De blev<br />
forsynet med bom og lås, så menigmand var afskåret<br />
fra at benytte dem. Blev man alligevel grebet i at færdes<br />
på en kongevej, var straffen konfiskation af både hest,<br />
vogn og læs – og da det åbenbart ikke havde den ønskelige<br />
effekt, blev straffen sat op til et halvt års tvangsarbejde.<br />
Imidlertid fik landets borgere efterhånden et<br />
øget transportbehov, og kongemagten var nødt til at<br />
interessere sig for de øvrige vejes nærmest bundløse<br />
tilstand. Således gav den enevældige konge i 1682<br />
amtmændene i Jylland besked på, at de i løbet af tre<br />
måneder skulle fremlægge en plan for forbedring af<br />
Nulpunktssten, Rådhuspladsen (Lilly Darma WP) vejene (som i parentes bemærket skulle føres ud i livet<br />
13
af bønderne, der højst sandsynlig ville stille sig endog meget vrangvillige over for opgaven). I årene 1691-<br />
98 foretog Ole Rømer på kongelig foranledning en opmåling af kongerigets landeveje, og det førte til, at der<br />
blev <strong>opsat</strong> milesten langs hovedlandevejene.<br />
Det var dog først med en forordning i 1793, at systemet med milesten blev udbredt til samtlige<br />
landeveje, og samme forordning indeholdt en opdeling af landets veje i tre klasser: hovedlandeveje, landeveje<br />
og biveje. Udgangspunktet for vejmålingen fra København var ydersiden af byens fire porte, de såkaldte<br />
nulpunkter. I 1910 udskrev Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse en konkurrence om et udkast til de<br />
ny kilometersten, som i 1912 skulle afløse de nu forældede milesten. Den blev vundet af arkitekten og møbeldesigneren<br />
P.V. Jensen-Klint (1853-1930), der fremkom med forslag til såvel kilometersten som tikilometersten<br />
og nulpunktssten. I 1920’erne <strong>opsat</strong>tes nulpunktssten ved de fire gamle porte Nørreport,<br />
Østerport, Vesterport og Amagerport, og det er Vesterportstenen, som man den dag i dag kan se på Rådhuspladsen<br />
i København.<br />
→ Rådhuspladsen, 1550 København V.<br />
5. KØBENHAVN<br />
Hovedstaden på verdenskortet<br />
ÅR man står på Rådhuspladsen i København, kan det være svært at forestille sig, at her<br />
N<br />
lå for 200 år siden Vesterport, der var den ene af Københavns i alt fire byporte. Byportene<br />
var de eneste åbninger i det fæstningsanlæg, som omgav København, og når man<br />
var kommet gennem Vesterport, var man ude på landet og kunne begive sig af <strong>sted</strong> mod<br />
Roskilde. De rejsende, som ankom til byen gennem porten, havde pligt til at opgive<br />
navn og adresse ved portvagten, og lige inden for porten havde man på højre side Halmtorvet, hvor bønderne<br />
solgte halm og hø.<br />
I 1857 nedlagdes Københavns befæstning, og hovedstaden gav sig hurtigt til at ekspandere uden for<br />
voldene. Halmtorvet blev ryddet og flyttet til den nuværende placering på Vesterbro, da man gik i gang med<br />
at planlægge den Store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der fandt <strong>sted</strong> i 1888 på det<br />
areal, som altså i dag er Rådhuspladsen. Udstillingen åbnede verdens øjne for København og Danmark som<br />
turistmål, og til stor overraskelse for alle fandt ikke færre end 120.000 udenlandske gæster vej til Danmark<br />
den sommer. Det viste sig imidlertid, at København havde mere end svært ved at leve op til et rejselystent,<br />
internationalt publikums forventninger. Lægen Emil Hornemann ramte sikkert plet, da han få år før udstillingen<br />
fremkom med følgende ramsaltede kritik af de sanitære forhold: ”København er en meget skiden by,<br />
og enhver, der fra landet kommer ind gennem dens porte, bliver straks slået af den slette luft”.<br />
Intet under, kan man sige. I 1888 var såvel kloakker som wc’er ikke-eksisterende begreber i København.<br />
De knap 300.000 indbyggere måtte om aftenen famle sig vej ved den søvnige belysning, som 2.000<br />
14
gaslygter kunne frembringe, for elektriciteten blev først indført i 1892. Det københavnske natteliv henlå<br />
således i buldermørke og indskrænkede sig i øvrigt til en håndfuld tvivlsomme sangerindebuler og et par<br />
teatre. Det gav heller ikke ligefrem basis for en massiv turistpropaganda, at byen kun rådede over tre hoteller<br />
af beskeden standard, og det var ikke just en fordel, at byens transportmidlerne stort set kun omfattede<br />
nogle he<strong>sted</strong>roscher, forspændt nogle radmagre krikker og med kuske, der ikke just var berygtede for deres<br />
tjenstvillighed.<br />
Der var altså meget at gøre, hvis succesen fra udstillingen i 1888 skulle følges op af turistbesøg i<br />
større målestok. Så snart udstillingen lukkede, fandt en kreds af mænd sammen, som havde indset behovet.<br />
Det bør ikke undre, at forsamlingen næsten udelukkende talte lensgrever, kammerherrer, grosserere og<br />
overretssagførere. De var repræsentanter for de samfundsgrupper, som på den ene side selv havde økonomisk<br />
mulighed for at tage på turistrejser og dermed besad det fornødne internationale overblik, og som på<br />
den anden side så gode muligheder for at skabe forretning på turisme til Danmark.<br />
Tegning af udstillingens hovedbygning i 1888<br />
Formålet med deres diskussioner var at oprette en dansk turistforening, som navnlig skulle arbejde<br />
for at forbedre hovedstadens turistfaciliteter. Allerede den 17. januar 1889 kunne de stifte foreningen<br />
”Den Danske Touristforening” og vælge den første formand, lensgreve F. Raben-Levetzau til Aalholm. Man<br />
stavede turist med ”o”, for ordet var endnu ikke hverdagskost i dansk sprogbrug.<br />
→ Rådhuspladsen, 1550 København V.<br />
15
6. KØBENHAVN<br />
Vejret på Rådhuspladsen<br />
EDLÆGGELSEN af Københavns volde i 1857 var signalet til, at hovedstaden ikke længere<br />
var begrænset af det snærende bånd, som fæstningsanlægget havde udgjort. Vol-<br />
N dene blev jævnet med jorden, og byen begyndte at vokse ud over alle bredder. Vesterbrogade<br />
blev til en ny boulevard, og rundt om den indre by anlagde man Vestre Boulevard,<br />
som i dag hedder H.C. Andersens Boulevard. De to færdselsårer krydsede hinanden<br />
på pladsen ved den gamle Vesterport, og denne plads blev udset til at være hjem<strong>sted</strong> for Københavns<br />
nye rådhus, der skulle flytte fra Nytorv. Her havde rådhuset og domhuset siden 1815 haft domicil i den bygning,<br />
som i dag huser Københavns byret.<br />
Konkurrencerne om at tegne rådhuset blev vundet af arkitekten Martin Nyrop (1849-1921). Han<br />
skulle egentlig have været præst ligesom sin far og hans fædre fem generationer tilbage. Men i <strong>sted</strong>et gik<br />
han i tømrerlære og fortsatte på Kunstakademiet, hvor han i 1876 fik sit afgangsbevis. Nu havde han åbenbart<br />
fundet sin rette hylde, og han kom til at arbejde for arkitekterne Vilhelm Tvede og Vilhelm Dahlerup.<br />
Takket være Akademiets stipendium kunne han desuden foretage en større udlandsrejse, han blev tildelt<br />
den store pris på Verdensudstillingen i Paris i 1900, og i 1906 blev han professor i bygningskunst ved<br />
Kunstakademiets Arkitektskole.<br />
Gennem årene var han arkitekten bag en lang række villaer, han forestod en ombygning af Gammel<br />
Køgegård, og han tegnede gasbeholderen på Østre Gasværk, hvor der nu er teater. Hans arbejder fik ry for<br />
at være originale og for at repræsentere et nyt og mere rationelt syn på bygningskunsten, men når hans navn<br />
er blevet stående i eftertiden, skyldes det først og fremmest to store byggerier. For det første skabte han den<br />
iøjnefaldende hovedbygning af træ til Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i<br />
1888, og for det andet var han manden bag hovedstadens rådhus, der uden diskussion må betegnes som<br />
hans uovertrufne hovedværk.<br />
Inspirationen hentede han givetvis i rådhuset i den toscanske by Siena, og resultatet er blevet beskrevet<br />
som ”Københavns utvivlsomt mest monumentale og mest originale bygning fra det 19. århundredes<br />
sidste fjerdedel” og berømmet for ”den overlegne beherskelse af de store masser og den uudtømmelige fantasi<br />
i enkelthederne”. Det hele stod færdigt og blev indviet i 1905.<br />
Rådhuspladsen blev hurtigt et knudepunkt i København og et modstykke til Kgs. Nytorv, der var centrum<br />
i den gamle by. På Rådhuspladsen mødtes adskillige sporvognslinjer, og her blev med tiden opført et<br />
antal pragtbygninger, mest markant Palace Hotel med det 65 meter høje tårn fra 1910, bygget i jugendstil<br />
efter tegninger af Anton Rosen (1859-1928), der havde været hovedarkitekt på den store landsudstilling i<br />
Aarhus i 1909. Der var åbenbart gået mode i høje tårne, for på den anden side af Strøget ligger det oprindelige<br />
Hotel Bristol fra 1902, der ligeledes er udstyret med et markant tårn. Hotellet eksisterede dog kun til<br />
1917, hvor det blev ramt af en brand, og bygningen blev derefter overtaget af forsikringsselskabet Absalon<br />
og kaldes ofte Absalons gård.<br />
16
Richshuset (Bahnfrend WP)<br />
På den anden side af pladsen på adressen Jernbanegade 2 ligger Dagmarhus. Den funktionalistiske<br />
bygning, der i 1939 erstattede det gamle Dagmarteater, blev kendt som tyskernes hovedkvarter under besættelsen<br />
1940-45. Her residerede således fra 1942 den rigsbefuldmægtigede Werner Best i spidsen for<br />
den tyske ”opsynsforvaltning” med omkring 200 medarbejdere. Huset rummer i dag biografer og et designhotel.<br />
På hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade ligger kontorbygningen Richshuset, der<br />
blev opført af kaffeerstatningsfirmaet C.F. Richs og Sønner i midten af 1930’erne. Bygningen er forsynet<br />
med et markant hjørnetårn, der samtidig er en slags vejrstation. Det er nemlig udstyret med et kæmpemæssigt<br />
termometer i neon, og øverst oppe ses to kvindefigurer, en solskinspige med cykel og en pige med paraply<br />
og vovse.<br />
Det hedder sig, at figurerne, der er udført i 1936 i forgyldt bronze af Einar Utzon-Frank (1888-<br />
1955), varsler, hvordan vejret bliver. Det er imidlertid en skrøne, fastslår Gregers Dirckinck-Holmfeld i sin<br />
bog ”På sporet af den eventyrlige by”. Den motor, der styrer platformen, som pigerne står på, betjenes af<br />
bygningens portner, og det foregår efter et meget simpelt princip: Han eller hun stikker simpelt hen hovedet<br />
ud af vinduet for at se, hvordan vejret er, og alt efter resultatet af den sondering trykker han eller hun på<br />
17
en knap, der får platformen til at dreje sig. Pigerne fortæller altså kun det, som enhver kan se med egne øjne:<br />
Når solen skinner, er det solskinspigen, som er fremme, og hvis det regner, er det regnvejrspigen.<br />
→ Richshuset, Rådhuspladsen 16, 1550 København V.<br />
7. KØBENHAVN<br />
En lidet kendt oase<br />
ÅR man færdes i København, er det svært at komme uden om den byggeglade og evigt<br />
N<br />
foretagsomme Christian 4. Hans bygninger præger den dag i dag det københavnske bybillede,<br />
og vistnok uden undtagelse har han sørget for at ihukomme sig selv ved at placere<br />
sit monogram – et stort C med et firtal i midten – og sit valgsprog et iøjnefaldende<br />
<strong>sted</strong> på bygningerne. Hans latinske valgsprog ”Regna firmat pietas” (Fromhed styrker<br />
rigerne) ses ofte forkortet R.F.P., hvad der af folkeviddet prompte blev ”oversat” til ”Riget fattes penge”.<br />
Men uanset statskassens slunkne indhold byggede Christian 4. Han kunne slet ikke lade være – og<br />
han agerede ofte selv arkitekt, bygherre og entreprenør. Det er rent ud sagt forbløffende, hvor meget Christian<br />
4. blandede sig i alle mulige detaljer, og man forundres over, at han havde tid til det. Men det var ham,<br />
der hjemforskrev træ til byggeriet fra Norge, det var ham, der slog de fleste af stregerne til Rosenborg Slot,<br />
og det var ham, der gav håndværkerne en skideballe, hvis de sjuskede med arbejdet.<br />
Christian 4.s mest markante bygningsværker i København er utvivlsomt Børsen, Rosenborg Slot og<br />
Rundetårn. Man får et indtryk af kongens byggetrang, når man hører, at Børsen stod færdig i 1623, at byggeriet<br />
af Rundetårn stod på fra 1637 til 1642, og at Rosenborg Slot er blevet til over en periode fra 1607 til<br />
1633. Hertil kommer, at Christian 4. grundlagde Christianshavn som fæstningsby i 1618, at han rev faderens<br />
Frederiksborg Slot ned og byggede sit eget, splinterny slot i årene 1620-25, at han ombyggede<br />
smedjen på Holmen, så den i 1619 blev til Holmens Kirke, at Kastellet blev bygget af ham i 1624 som en<br />
del af Københavns befæstning, og at Nyboder blev bygget på hans initiativ i 1631.<br />
Rundetårn i Købmagergade er givetvis det kendteste og mest elskede af Christian 4.s bygningsværker.<br />
Det 41,55 meter høje tårn er berømt for den 200 meter lange spiralgang, der fører op til udsigtsplatformen<br />
i 34,80 meters højde. Via Rundetårn kom man ind i universitetsbiblioteket, der var indrettet<br />
på Trinitatis Kirkes loft, og øverst oppe i tårnet lå universitetets astronomiske observatorium. Når Rundetårn<br />
blev udstyret med en sneglegang i <strong>sted</strong>et for trapper, var det antagelig, fordi det derved blev muligt at<br />
transportere bøger og tunge instrumenter med hestevogn helt op til biblioteket og næsten op til observatoriet.<br />
Den russiske zar Peter den Store opholdt sig i 1716 i 3½ måned i København for at planlægge en<br />
dansk-russisk invasion i Skåne, og i den periode var han mindst én gang på besøg i Rundetårn, hvis sneglegang<br />
han ”besteg” til hest. Zarens hest var russisk, men ellers er der unægtelig ikke ret meget, kilderne er<br />
18
enige om. Datoen var den 1. oktober 1716 – hvis det ikke var den 2. oktober - og han var ledsaget af zarinaen,<br />
som kørte op i en hestevogn med fire hjul, der var forspændt ikke mindre end seks heste – hvis det da<br />
ikke var en tohjulet vogn, der ”kun” blev trukket af en enkelt hest.<br />
Langt de fleste danskere kender Rundetårn, og mange har selv prøvet kræfter med sneglegangen. Til<br />
gengæld er der næppe særligt mange danskere (inklusive københavnere), der har fundet vej til Det Kongelige<br />
Biblioteks have, som man kommer ind til fra Rigsdagsgården. I dag er her en herlig oase med en statue<br />
af Søren Kierkegaard og en fin vandskulptur, der udspyr kaskader af vand hver hele time, men også her har<br />
Christian 4. haft en finger med i spillet, om end det i dag er svært at få øje på.<br />
Forhistorien er den, at Christian 4. på dette<br />
<strong>sted</strong> anlagde en havn, hvor krigsskibene kunne ligge,<br />
mens de blev udstyret med kanoner og proviant. På<br />
den ene side lå jo nemlig Tøjhuset, som leverede kanonerne,<br />
mens forsyningerne til mandskabet kom fra<br />
Proviantgården på den anden side. Tøjhuset er i dag<br />
hjem<strong>sted</strong> for Krigsmuseet, mens Proviantgården<br />
rummer kontorer for medlemmer af Folketinget<br />
samt Rigsarkivets læsesal. Det er næsten overflødigt<br />
at nævne, at det var Christian 4., som fik opført både<br />
Tøjhuset og Proviantgården i 1604. Det Kongelige<br />
Biblioteks gamle hovedbygning er bygget langt senere,<br />
nemlig i årene 1898-1906.<br />
Tøjhushavnen blev nedlagt i 1868, men først i<br />
1920 fik havearkitekt Jens Peter Andersen og slotsarkitekt<br />
Thorvald Jørgensen til opgave at anlægge<br />
haven – og der er stadig en lille reminiscens af havnen<br />
i form af det lille bassin midt i haven. Desuden<br />
minder de indmurede fortøjningsringe, som findes i<br />
Bibliotekshaven (Jørgen Hansen)<br />
murværket for enden, om <strong>sted</strong>ets maritime funktion.<br />
→ Bibliotekshaven, Rigsdagsgården 9-13, 1218 København K.<br />
19
8. KØBENHAVN<br />
Carstensens lilleputhær<br />
EORG Carstensen (1812-57) var en mand med utallige ideer og ikke så få talenter. Han<br />
G<br />
blev født i Algier, hvor hans far var diplomat, men han kom til at gå i skole i Danmark og<br />
indledte derefter en militær løbebane. Måske var det barndommen under fremmede himmelstrøg,<br />
som spillede ind, men i hvert fald var han ”angrebet” af en mere end almindelig<br />
udlængsel, og som 24-årig drog han af <strong>sted</strong>, først til Spanien, Marokko og Algier, senere<br />
til USA, Frankrig og England. Han var tilbage i København i 1839, og her begyndte han at udgive et par<br />
litterære tidsskrifter ved navn Portefeuille og Figaro. En af hans mange ideer var at invitere bladenes abonnenter<br />
til stort anlagte festaftener med lys, musik og festfyrværkeri. I vore dage ville vi kalde den slags for<br />
events, og de foregik oftest på Christiansborg Ridebane eller i Kongens Have.<br />
I England havde han stiftet bekendtskab med haven Vauxhall i London, der var kendt for sin illuminering,<br />
levende musik, dans og underholdning, bl.a. pantomimer. Det var givetvis Vauxhall, der først og<br />
fremmest inspirerede Carstensen til at ansøge Christian 8. om tilladelse til at etablere en forlystelseshave på<br />
det gamle voldterræn i København.<br />
Tilladelsen blev givet, og slægtskabet med den engelske attraktion fremgik tydeligt af havens første<br />
navn. ”Kjøbenhavns Sommertivoli og Vauxhall” slog første gang sine døre op for publikum den 15. august<br />
1843. Navnet Tivoli havde Carstensen valgt efter forlystelsesparken Jardin de Tivoli i Paris, som igen var<br />
opkaldt efter de bedre bemidlede romeres yndede sommerferie<strong>sted</strong> Tivoli lidt uden for Rom. Carstensen<br />
havde selv tegnet havens huse og boder, der var bygget af træ, og han stod personlig ved indgangen med sin<br />
høje, sorte hat og gav hver af premieregæsterne et håndtryk. Det blev til 3.615 håndtryk på den første aften,<br />
og det viste sig hurtigt, at københavnerne var ellevilde med Carstensens elegante og eksotiske etablissement.<br />
Alene i den første korte sæson fra 15. august til 11. oktober 1843 kom der 175.000 besøgende i<br />
haven. Selveste H.C. Andersen dukkede op den sidste aften i sæsonen og blev inspireret til beskrivelsen af<br />
kejserens have i ”Nattergalen”, som han i sin dagbog kalder ”mit kinesiske eventyr”.<br />
Carstensen kendte den første og vigtigste grundregel, hvis man vil drive en forlystelsespark: Der må<br />
hele tiden findes på noget nyt, så publikum kommer i parken igen og igen. Allerede i 1844 fandt han således<br />
på, at Tivoli skulle have sin egen æresgarde. Det blev til Tivoli-Garden, som med tiden udviklede sig til at<br />
blive en af Danmarks bedste musikuddannelser for børn. Til en begyndelse omfattede garden 30 drenge,<br />
blandt dem én officer, én kommandersergent og fire trommeslagere. Gardernes uniform bestod af en kort<br />
rød frakke, hvide benklæder og støvletter med blanke knapper. På hovedet havde de en såkaldt chakot med<br />
en hvid pelskvast og øverst en rød kugle – og at forbilledet var militært, fremgik af, at garderne var udstyret<br />
med sabel, patrontaske og gevær. Når garden optrådte, fik drengene en dagløn på en mark – samt fire stykker<br />
smørrebrød og en halv øl.<br />
Drengene skulle selvfølgelig lære at marchere, og til den ende hyrede Carstensen voldmester Johannes<br />
Sørensen, der egentlig var uddannet gartner, men som var blevet tilknyttet Københavns befæstning i<br />
20
1841. De fleste af drengene viste sig beklageligvis at være umusikalske, og det hjalp ikke synderligt, at<br />
komponisten og kapelmesteren H.C. Lumbye (1810-74), som Carstensen havde knyttet til Tivoli som<br />
musikdirektør, hersede med trommeslagerne. Det eneste, der vistnok kom ud af det, var, at adskillige trommeskind<br />
gik til. Ikke desto mindre blev Tivoli-Garden et ualmindeligt populært indslag i haven, og i dag er<br />
Tivoli vel nærmest utænkelig uden garden, der i mellemtiden er blevet udstyret med bjørneskindshuer.<br />
Tivoli-Garden (Tivoli)<br />
Carstensens idé viste sig i den grad at være bæredygtig, og Tivoli er i dag Danmarks mest populære<br />
attraktion. Men Carstensen selv gik det temmelig ilde. Hans idérigdom omfattede nemlig ikke kun Tivoli. I<br />
1847 ville han etablere et vintertivoli under navnet Casino, men her havde han spændt buen for højt, og foretagendet<br />
gik konkurs. Året efter udbrød den første slesvigske krig, og Carstensen meldte sig under fanerne.<br />
Det opfattede Tivolis bestyrelse som kontraktbrud, og det endte med, at han blev fyret. En medvirkende<br />
årsag var nok, at bestyrelsen syntes, at han var et nummer for flyvsk. Han var en gudbenådet idémand,<br />
men næppe nogen særlig habil administrator. Fyringen var givetvis en stor skuffelse for Carstensen, som<br />
udvandrede til De Dansk-Vestindiske Øer.<br />
I 1855 dukkede han imidlertid op i København på ny, og nu havde han hovedet fuldt af en ny idé: Han<br />
ville skabe en konkurrent til Tivoli, nemlig Alhambra på Frederiksberg. Desværre kom han ikke til at opleve<br />
åbningen i sommeren 1857, for han døde af lungebetændelse et par måneder forinden, kun 44 år gammel.<br />
Alhambra blev i øvrigt en økonomisk fiasko og måtte lukke i 1869. Carstensens sidste idé var, at København<br />
skulle have en sporvogn. Den første hestesporvogn så dagens lys i New York i 1832, og det kan meget<br />
21
vel være derfra, han havde inspirationen. I København kom den første hestesporvogn dog først på skinner i<br />
1863, og den første rute gik fra Frederiksberg Runddel til – naturligvis – Tivoli.<br />
→ Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V. tivoli.dk<br />
9. KØBENHAVN<br />
Tæt på revolution<br />
ET siges, at en revolution er utænkelig i Danmark – for enten bliver det regnvejr eller<br />
D<br />
også er det lige om et øjeblik spisetid, og i begge tilfælde må enhver revolutionær aktivitet<br />
begribeligvis omgående aflyses. Men det har rigtignok været tæt på – nemlig i<br />
marts 1920 under den såkaldte ”Påskekrise”.<br />
Statsministeren var den radikale C.Th. Zahle (1866-1946), og sindene var i den<br />
grad optaget af, hvad der skulle ske med Sønderjylland efter afslutningen af 1. Verdenskrig. Regeringen var<br />
af den helt bestemte opfattelse, at Danmark ”kun” skulle acceptere den dansktalende del af det gamle hertugdømme<br />
Slesvig, mens andre kræfter arbejdede ihærdigt og med hvidglødende patos for, at også Flensborg<br />
som minimum skulle med ”hjem” til Danmark. Blandt disse andre kræfter var også medlemmer af<br />
kongehuset, og kong Christian 10. var selv ”Flensborgmand” – og det til trods for at afstemningen den 14.<br />
marts 1920 viste et klart flertal for Tyskland i den del af det gamle hertugdømme, som blev betegnet Mellemslesvig,<br />
og som omfattede byen Flensborg. Regeringen stod fast på sit synspunkt, men under en ophidset<br />
meningsudveksling med kongen om det sønderjyske spørgsmål den 29. marts 1920 undslap der<br />
Zahle den uoverlagte bemærkning, at det jo stod kongen frit for at afskedige ministeriet. Kongen tog ham på<br />
ordet og replicerede, at ministeriet hermed kunne betragte sig som afskediget. Regeringens støtter kaldte<br />
det et ”forfatningsmæssigt kup”, idet det jo ikke var afprøvet i Folketinget, om der blandt de folkevalgte var<br />
et flertal mod regeringen – og Zahle afslog på sin side at hjælpe kongen ud af fedtefadet ved at nægte at fungere<br />
som forretningsministerium, indtil et nyt ministerium var dannet.<br />
Med Th. Stauning i spidsen krævede Socialdemokratiet regeringen genindsat og truede med generalstrejke<br />
og republikkens indførelse. Kongen gennemtrumfede først, at der blev dannet en ny regering<br />
under ledelse af højesteretssagfører Otto Liebe (1860-1929), men efterhånden gik det op for ham, at han<br />
var ude på dybt vand, og han indkaldte derfor rigsdagens partier til en forhandling. Natten mellem påskelørdag<br />
og påskedag trak kongen selv tæppet væk under ministeriet Liebe, og det lykkedes at opnå enighed<br />
blandt de politiske partier om, at rigsdagen skulle indkaldes, og at et nyt forretningsministerium med overformynder<br />
M.P. Friis (1857-1944) i spidsen skulle udskrive valg. Dermed var ”Påskekrisen” afsluttet – og<br />
det blev ved truslen om en revolution i Danmark.<br />
Indenrigsminister Ove Rode (1867-1933) var antagelig Zahle-regeringens mest forhadte medlem.<br />
Under 1. Verdenskrig fik han Folketingets bemyndigelse til at fastsætte priserne på levnedsmidler og andre<br />
22
nødvendige varer, hvad der navnlig var upopulært i landbrugskredse. De frie markedskræfter blev sat ud af<br />
funktion, men formålet var naturligvis at sikre, at almindelige mennesker havde råd til at købe de vigtigste<br />
livsfornødenheder. Under Påskekrisen spillede Ove Rode en vigtig rolle i forbindelse med kongens beslutning<br />
om at afskedige ministeriet Liebe og i <strong>sted</strong>et indsætte Friis.<br />
På Ove Rodes Plads på Østerbro i København står et monument for Ove Rode, der er udført af Adam<br />
Fischer. På en høj sokkel ses en arbejderkvinde med et barn på den ene arm og en kurv med varer i den anden<br />
hånd. På soklen er der et relief, der viser Rode på en talerstol. Pladsen fik sit navn i 1937, og huset til<br />
venstre for skulpturen (i dag Ove Rodes Plads 1) havde indtil da adressen Kanslergade 10, hvor statsminister<br />
Th. Stauning (1873-1942) havde sin lejlighed på første sal. Netop i denne lejlighed blev det såkaldte<br />
Kanslergade-forlig indgået den 30. januar 1933 – efter sigende i en tæt tåge af cigarrøg og under indtagelse<br />
af Staunings sidste flaske whisky. Forliget, der lagde grunden til det velfærdssamfund, vi kender i dag, blev i<br />
øvrigt indgået på præcis samme dag, som Hitler tog magten i Tyskland.<br />
→ Ove Rodes Plads, 2100 København Ø.<br />
10. STORE MAGLEBY<br />
En søndag på Amager<br />
E to hovedroller som Lisbeth og Jokum i filmen ”En søndag på Amager” spilles af Else-<br />
D<br />
Marie og Hans Kurt, som bl.a. synger ”I Kongelunden skal brylluppet stå”. Filmen<br />
havde premiere i 1941 og byggede på en vaudeville af Johanne Luise Heiberg, der<br />
første gang blev opført i 1848. Om der nu er så idyllisk på Amager, som filmen gerne vil<br />
have os til at tro, kan man selv efterprøve, efter at <strong>Margueritruten</strong> for nogle år siden blev<br />
omlagt, så den nu inkluderer en tur rundt på Amager. Turen går forbi Amager Søpark med Femøren og derefter<br />
rundt om Kastrup Lufthavn til Store Magleby, hvor man kan besøge Amagermuseet.<br />
Museet er indrettet i to firlængede gårde og fortæller bl.a. historien om de hollandske bønder, der<br />
blev inviteret til Amager af Christian 2. Efter at Christian 2. var blevet vicekonge i Norge i 1506, mødte han<br />
som bekendt den aldeles underdejlige Dyveke og hendes mor Sigbrit, og da han blev konge i 1513, hentede<br />
han dem til Danmark. De stammede fra Holland, og det er nærliggende at antage, at det var Sigbrits idé at<br />
hente hollændere til Amager.<br />
De første kom i foråret 1516, og bønderne på øens 115 fæstegårde fik besked på at forlade hus og<br />
hjem, så der kunne blive plads til hollænderne. I alt var der ifølge kongens privilegiebrev tale om 184 hollandske<br />
indvandrere, der i 1521 fik tilstået en række rettigheder så som skattefrihed og retten at fange fugle<br />
og fiske ål, og som nød en slags ”selvstyre” med hensyn til retslige og kirkelige forhold. I spidsen for styret<br />
stod ”schouten”, der var den på livstid valgte byfoged med vidtstrakte beføjelser. Da Christian 2. blev sat fra<br />
magten i 1523, var der røster fremme om, at hollænderne skulle sendes hjem, men det endte med, at de fik<br />
23
esked om, at de ikke længere kunne råde over hele Amager, men måtte ”nøjes” med ”hollænderbyen” Store<br />
Magleby.<br />
Hollænderne kunne deres kram, og to gange om ugen drog kvinderne i deres torvedragt til København,<br />
hvor de falbød deres grønsager og mælkeprodukter samt de fugle og fisk, som de havde fanget. Først<br />
omkring 1820 blev hollændernes selvstyre opløst, og indtil 1811 blev der prædiket på både dansk og hollandsk<br />
i Store Magleby Kirke.<br />
Museum Amager (visit-dragoer.dk)<br />
→ Amagermuseet, Hovedgaden 4, Store Magleby, 2791 Dragør. museumamager.dk<br />
11. VESTAMAGER<br />
Kongelige fasaner<br />
NDEN <strong>Margueritruten</strong> forlader Amager, slår den et sving omkring Kongelunden på øens<br />
I<br />
sydspids. Området var græsningsområde for hollændernes kreaturer, men i 1818 lykkedes<br />
det Jonas Collin (1776-1861) i sin egenskab af præsident for Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab<br />
at overbevise hollænderne om, at det var en god idé at tilplante området<br />
med træer, fordi brænde i den grad var en mangelvare på Amager, efter at al øens skov<br />
var gået fløjten i forbindelse med Svenskekrigene. Rentekammeret bevilgede de nødvendige midler, og i<br />
24
Mindesten for Jonas Collin i Kongelunden (Praeceptor WP)<br />
1830 var der allerede plantet 800.000 træer, hovedsagelig eg. Frederik 6. viste sin tilfredshed med resultatet<br />
ved allernådigst at navngive skoven Kongelunden.<br />
Den kongelige interesse for Kongelunden blev endnu mere udtalt, efter at Christian 8. i 1845 havde<br />
købt skoven for den nette sum af 20.000 rigsdaler. Det var nu ikke så meget træerne, der optog kongen; det<br />
gjorde derimod de vilde fasaner, som blev opdrættet i skoven. Fasanerne var dengang ikke blot en eksotisk<br />
fugl, men også et yndet bytte på kongelige jagter, og man havde derfor forsøgt at fremavle fasaner i et fasaneri<br />
i Jægerspris, men uden synderligt held. Det viste sig, at fasanerne trivedes meget bedre på Amager, og<br />
fasaneriet i Kongelunden var faktisk Europas første, vellykkede fasaneri. Den sidste, kongelige fasanjagt på<br />
Amager fandt <strong>sted</strong> i 1919, men der er stadig masser af fasaner i Kongelunden.<br />
Kongelunden var imidlertid andet og meget mere end royale jagter. ”I Kongelunden skal brylluppet<br />
stå”, lyder det i fru Heibergs vaudeville ”En søndag på Amager” fra 1848. Det var nemlig særdeles populært<br />
at holde bryllupsfest i Kongelunden, nærmere bestemt på Kongelundskroen, der indtil 1952 lå på det<br />
<strong>sted</strong>, hvor der i dag er parkeringsplads.<br />
Kongelundskroen var et yndet udflugtsmål, og traktør<strong>sted</strong>et kunne byde på både dansehal og keglebane.<br />
I en beskrivelse fra 1920’erne hedder det således: ”Her findes en hyggelig have med gamle frugttræer<br />
og lysthuse, og under skovens træer findes borde og bænke, hvor den medbragte mad kan fortæres i idyllisk<br />
ro”. Traktør<strong>sted</strong>et var oprindelig bygget som bolig for skovens opsynsmand omkring 1820, og det var den<br />
første af disse opsynsmænd, der etablerede kroen. I 1930’erne blev der etableret yderligere et traktør<strong>sted</strong><br />
syd for Kongelunden, som fik navnet ”Sydvestpynten”, og siden 1969 har det båret navnet Kongelundskroen.<br />
25
Kongelunden indgår i Naturpark Amager, der omfatter hele Vest- og Sydamager, herunder også Kongelundsfortet,<br />
der blev bygget under 1. Verdenskrig.<br />
→ Kongelunden, Kalvebodvej 272, 2791 Dragør.<br />
12. LEDØJE<br />
Volapyk i kirketårnet<br />
L<br />
EDØJE Kirke, der ligger på <strong>Margueritruten</strong> i den vestlige del af landsbyen, er et af Danmarks<br />
mest besynderlige bygningsværker fra middelalderen. Kirken er bygget omkring<br />
1225 som privat kirke i forbindelse med en stormandsgård, der i mellemtiden er forsvundet.<br />
Det usædvanlige er, at både kor og skib har en kvadratisk grundplan og er i to etager.<br />
Der er med andre ord tale om en dobbeltkirke, der indeholder to identiske kirker.<br />
Ledøje Kirke (Ramblersen WP)<br />
26
Både ”underkirken” og ”overkirken” er komplette kirker med særlige alterrum. Det ser ud til, at kirken<br />
og stormandsgården har været forbundet med hinanden ved hjælp af en overdækket gang. Herskabet<br />
kom via en vindeltrappe op i overkirken, og det var her, gudstjenesten fandt <strong>sted</strong>. Tjenestefolk og andre kirkegængere<br />
var henvist til at lytte med nede fra underkirken.<br />
Inspirationen til denne dobbeltkirke er sandsynligvis hentet i det tyske kejserrige, hvor eksempelvis<br />
Godehard-kapellet ved domkirken i Mainz har en del til fælles med Ledøje Kirke, men der er også bygningstræk,<br />
der leder tanken hen på Tjekkiet, Böhmen og Nederlandene, og kirken kan derfor ses som vidnesbyrd<br />
om, at de europæiske strømninger på dette tidspunkt for alvor var kommet til Danmark. Tårnet er<br />
først tilføjet omkring 1500, men kirkens nuværende udseende er i alt væsentligt resultatet af en noget ublid<br />
restaurering, der blev gennemført i 1887-92 under ledelse af arkitekt H.B. Storck.<br />
I tårnet hænger kirkens to klokker. Den ene af dem er støbt omkring 1500 af en vis Oluf Kegge, der<br />
også har leveret klokker til flere andre sjællandske kirker. Klokken er udstyret med følgende besynderlige<br />
indskrift: ”xxxx nnnvnnnnn mmmmmmmmnm pppppp rrr ss gggg aaaa”. <strong>Et</strong> utal af lærde har forsøgt at få<br />
mening i disse bogstavrækker, og teorierne har været mangfoldige. Er der tale om en trylleformular, en<br />
forbandelse af en eller anden art, et kryptogram (hvis nøgle ingen længere har kendskab til), eller er det<br />
simpelt hen drilleri fra klokkestøberens side? Eller kunne det tænkes, at han har været lidt knotten over ikke<br />
at have fået leveret en tekst, som han kunne indgravere, og så har han blot udfyldt pladsen med tilfældige<br />
bogstaver, som han måske havde fået til overs fra andre støbninger? Eller har klokkestøberen ganske enkelt<br />
været analfabet og ikke haft den fjerneste anelse om, hvad han skulle stille op med bogstaverne?<br />
→ Ledøje Kirke, Kirkevej 6, Ledøje, 2765 Smørum.<br />
13. ROSKILDE<br />
Danmarks betydeligste kirkebygning<br />
OSKILDE Domkirke er blevet kaldt Danmarks betydeligste kirkebygning, både i arkitektonisk<br />
henseende og som historisk monument. Den nuværende kirke er bygget oven på<br />
R tre tidligere kirker, idet her først lå en trækirke, som antagelig blev bygget af Harald Blåtand,<br />
og siden to frådstenskirker fra hhv. ca. 1030 og 1080. Det har tidligere været opfattelsen,<br />
at det var biskop Absalon, som igangsatte byggeriet af den nuværende teglstenskirke<br />
i romansk stil omkring 1170, og at efterfølgeren Peder Sunesen, der blev biskop i Roskilde i<br />
1191, ændrede planerne under indflydelse af de gotiske katedralbyggerier i Nordfrankrig. Nyere undersøgelser<br />
tyder imidlertid på, at det hele tiden har været meningen af bygge en gotisk kirke, og at arbejdet først<br />
gik i gang omkring 1200. De to tårne mod vest opførtes i 1300-tallet, først sydtårnet, dernæst nordtårnet,<br />
mens de karakteristiske spir først kom til i Christian 4.s regeringstid i 1636.<br />
27
Det var også Christian 4., der beko<strong>sted</strong>e Kongeporten, den rigt udsmykkede renæssanceportal ved<br />
indgangen mellem de to tårne. Den blev i 1871 flyttet til Holmens Kirke, og den nuværende portal er noget<br />
mere beskeden, om end den i 2010 blev forsynet med tunge bronzedøre af Peter Brandes.<br />
Udvendig er Domkirken præget af de mange tilbygninger<br />
på nord- og sydsiden. Kapitelhuset er fra<br />
gotisk tid, Oluf Mortensens våbenhus er fra ca. 1440<br />
og Christian 1.s Helligtrekongers Kapel er bygget i<br />
1464. Fra renæssancen stammer Christian 4.s kapel,<br />
mens Frederik 5.s kapel af C. F. Harsdorff og C. F.<br />
Hansen er udført i nyklassicistisk stil. Christian 9.s<br />
kapel med tilhørende kuppel ved det nordvestre hjørne<br />
stod færdigt i 1924.<br />
Inde i kirken falder især altertavlen og orglet fra<br />
1554 i øjnene. Den forgyldte trefløjede altertavle er et<br />
fornemt træskærerarbejde med talrige bemalede og<br />
forgyldte figurer, der er udført i Antwerpen ca. 1560.<br />
Man bemærker også det morsomme ur med mekaniske<br />
figurer fra ca. 1500. Hver hele time stejler hesten<br />
og Skt. Jørgen hæver sit sværd, hvad der får dragen til<br />
at udstøde et fælt hyl. Kirsten Kimer virrer med hovedet,<br />
hvorefter Per Døver slår timeslag på den store<br />
klokke øverst. Tre gange i timen slår Kirsten Kimer<br />
kvarterslag på den lille klokke.<br />
Den røde teglstenskatedral er med rette optaget<br />
Roskilde Domkirke (Plasticpeer WP)<br />
på UNESCO's verdenskulturarvliste, og den giver et<br />
enestående indblik i dansk bygningskunst og historie<br />
gennem 800 år. Siden begyndelsen af 1400-tallet har Domkirken været den danske kongeslægts foretrukne<br />
gravkirke, og i alt skal der være tale om 40 kongelige gravlæg-gelser, hvoraf de 37 kendes med sikkerhed.<br />
I 1985 blev en ny kongelig begravelsesplads etableret udendørs ved kirkens nordvestlige hjørne<br />
med Inger og Johs. Exner som arkitekter, og her hviler dronning Margrethes forældre, Frederik 9. og dronning<br />
Ingrid.<br />
Også dronning Margrethe skal til sin tid begraves i Roskilde Domkirke, men i modsætning til sin mor<br />
og far har dronningen valgt et gravkapel inde i kirken, nærmere bestemt Skt. Birgittes Kapel. Om denne<br />
beslutning siger historikeren Jes Fabricius Møller, at det ville være påfaldende, hvis en regent i dag fravalgte<br />
at blive begravet i Roskilde, men at dronningen har truffet et markant valg, der kan tolkes som en tilbagevenden<br />
til traditionen. Gravmælet er færdigt og opstillet i kapellet, men tildækket, idet det først vises for<br />
offentligheden, når dronningen er begravet. Foran kapellet står imidlertid en model af det fire meter lange<br />
monument, der er udført af billedhuggeren Bjørn Nørgaard. Der er anvendt basalt fra Færøerne, marmor fra<br />
Grønland, granit fra Bornholm, og soklen er af fransk kalksten. Oprindelig var det planen, at prins Henrik<br />
28
også skulle begraves her, men han valgte som bekendt at bryde traditionen ved at få en del af sin aske nedsat<br />
i en urne i den private have på Fredensborg, mens den anden del blev spredt ud over de danske farvande.<br />
→ Roskilde Domkirke, Domkirkepladsen 3, 4000 Roskilde. roskildedomkirke.dk<br />
14. LEDREBORG<br />
Danmarks længste allé<br />
F<br />
tæt på kongen.<br />
RA Roskilde fortsætter <strong>Margueritruten</strong> mod sydvest, hvor den følger Ledreborg Allé, der<br />
med sine 5.750 meter er Danmarks længste allé. Alleen fører ikke overraskende til herregården<br />
Ledreborg, som siden 1740 har været i slægten Holsteins eje. Slægten stammede<br />
– ligesom så mange andre adelsslægter – fra Mecklenburg i Tyskland, men mange af dens<br />
medlemmer søgte ansættelse i Danmark og kom til at sidde på adskillige betroede poster<br />
Ledreborg (Sualkdd WP)<br />
Johan Ludvig Holstein (1694-1763) var kommet til Danmark, da faderen i 1706 blev deputeret ved<br />
finanserne og senere medlem af konseillet, som var kongens ministerråd. Sønnen startede som hofmarskal<br />
hos kronprins Christian (6.) og avancerede til oversekretær i danske kancelli, der befattede sig med alle<br />
29
civile sager i Danmark og Norge. Efter at have købt Lejregaard gik han i gang med at bygge en pragtherregård<br />
i barokstil.<br />
Til hjælp havde han tre af datidens stjernearkitekter: Johan Cornelius Krieger, Laurids de Thurah og<br />
Nicolai Eigtved. Krieger var egentlig gartner, men han var sluppet ualmindelig godt fra sin medvirken, da<br />
Fredensborg Slot blev bygget, og derefter blev han forfremmet til overlandbygmester. Thurah blev hofbygmester<br />
i 1733 og stod bl.a. for byggeriet af både det længst forsvundne Hirschholm Slot og Eremitageslottet.<br />
Nicolai Eigtved var Thurahs største rival og afløste ham som hofbygmester.<br />
Thurah var aktiv på Ledreborg i slutningen af 1740’erne, og det var efter al sandsynlighed ham, der<br />
planlagde Ledreborg Allé, der vistnok oprindelig skulle være ført igennem hele vejen til Roskilde. Plantningen<br />
af træerne begyndte i 1747: Nærmest slottet plantedes lind, dernæst fortrinsvis ask, men iblandt<br />
også enkelte hestekastanjer og andre træer. Senere anvendtes tillige canadisk poppel. I det storstilede projekt<br />
indgik også den velbevarede Maglebro ved Blæsenborg, som blev bygget af granit i 1755 og var Danmarks<br />
første, moderne vejbro.<br />
Til gengæld var det Krieger, som stod bag den store park (men her var han jo også i høj grad på<br />
”hjemmebane”). Da den blev anlagt i 1740’erne, var der tale om en barokhave, men den er senere blevet<br />
omdannet til en romantisk landskabshave. Takket være et større renoveringsprojekt, der blev afsluttet i<br />
2007, er de terrasserede skrænter, spejldammen og springvandene blevet genoprettet, og neden for den<br />
midterste terrasse er anlagt et bassin med en bagvæg af store granitblokke med tilhørende vandfald. Denne<br />
del af den renoverede park skyldes kunstneren Erik Heide.<br />
→ Ledreborg, Ledreborg Allé 2, 4320 Lejre. ledreborg.dk<br />
15. KIMMERSLEV<br />
Søen, kirken og dyndet<br />
NDEN man på <strong>Margueritruten</strong> kommer til Køge, lønner det sig at gøre holdt ved søen i<br />
I<br />
Kimmerslev. På søen kan man sejle med optimistjolle, kano og kajak, og den nordvestlige<br />
del er forbeholdt badegæster. For gående eller løbende er der en hjertesti på 3,6 km, som<br />
fører hele vejen rundt om søen. Vandmøllen på Dyndetvej med den opstemmede dam og det<br />
fine haveanlæg blev flyttet hertil i slutningen af 1600-tallet, men de nuværende bygninger<br />
er fra 1760’erne. Møllen er privatejet og kan kun beses udefra.<br />
Den lille, idylliske kirke ved søbredden består af et romansk skib fra 1100-tallet, som blev forlænget i<br />
sengotisk tid. Også tårnet og våbenhuset er sengotiske tilføjelser. Kirkens nordside, der vender ud mod søen,<br />
er ikke kalket. Der findes nemlig et sagn om, at hvis nogen skulle finde på at kalke nordsiden, vil de dø<br />
inden årets udgang. Og den slags spådomme skal man naturligvis have respekt for!<br />
30
I 1310 sørgede biskoppen i Roskilde for, at Kimmerslev kirke kom til at høre til Antvorskov Kloster<br />
ved Slagelse, men efter Reformationen i 1536 blev den kronens ejendom og kom derefter til herregården<br />
Svenstrup (som man passerer på <strong>Margueritruten</strong> kort før Borup). Først i 2013 overgik kirken til selveje.<br />
Fra Kimmerslev kan man foretage en afstikker til moseområdet Dyndet, hvor der før i tiden blev gravet<br />
efter tørv – ikke mindst under 2. Verdenskrig, hvor manglen på brændsel var stor. I dag er området en<br />
lille naturperle med et rigt plante- og dyreliv og med en badesø, som er opstået, fordi der også blev gravet<br />
grus i stor stil i området. Tæt på søen er der en trappe, som fører op på toppen af en af højderyggene, hvorfra<br />
man har vid udsigt over området.<br />
Ad Dyndetvej kommer man til traktør<strong>sted</strong>et ”Malerklemmen”, der er indrettet i en gammel gård fra<br />
1750’erne, hvor der om eftermiddagen bl.a. serveres hjemmelavede æbleskiver og gammeldags æblekage.<br />
<strong>Et</strong> stenkast eller to fra ”Malerklemmen” ligger ”Mosehuset”, som blev bygget i 1893 som bolig for de folk,<br />
der arbejdede i mosen eller i skoven. I 1954 åbnede Marie Hansen ”Mosehusets Købmandshandel”, og fra<br />
1974 har her været tehandel med mindst 200 forskellige teblandinger. Man kan også købe krydderier,<br />
bolsjer, kandis, kaffe og mange andre varer, som hører en god, gammeldags købmandshandel til. I gården<br />
bag butikken ligger ”Bedstes pandekagehus”, hvor man kan få de dejligste pandekager langet ud gennem<br />
vinduet.<br />
→ Kimmerslev Kirke, Slusevej 1 A, 4140 Borup.<br />
→ Malerklemmen, Ved Kildepladsen 4, 4140 Borup. malerklemmen.dk<br />
→ Mosehuset, Dyndetvej 30, 4140 Borup. mosehuset.dk<br />
16. KØGE<br />
Claras kirkegård<br />
ÅR <strong>Margueritruten</strong> kommer til Køge ad Ring<strong>sted</strong>vej, kan man dreje til venstre ad Gl.<br />
N<br />
Ring<strong>sted</strong>vej og Gammel Køgegaard til herregården af samme navn. Den blev i 1775<br />
overtaget af den lokale landmand Rasmus Carlsen (1739-89), hvis enke byggede den<br />
klassicistiske hovedbygning, mens sønnesønnen Hans Carlsen (1810-87) lod de gamle<br />
sidefløje erstatte af pavillonerne i to etager.<br />
Hans Carlsens søster Marie (1813-54) havde først været gift med Harald Toft til Rønnebæksholm,<br />
men han døde i 1841, og i 1851 indgik hun sit andet ægteskab med præsten og salmedigteren N.F.S.<br />
Grundtvig (1783-1872). Marie Toft beskrives som en varm og begavet kvinde, og i hende havde Grundtvig<br />
fundet en “soulmate”, med hvem han kunne tale om de åndelige emner, der optog ham.<br />
Ægteskabet med Marie Toft var også Grundtvigs andet og vakte på grund af aldersforskellen en del<br />
forargelse i samtiden. Puritanere hæftede sig også ved, at de rent ud sagt var forgabt i hinanden – også mens<br />
31
Grundtvigs første hustru, Lise Blicher, stadig levede. Det blev desuden noteret med hævede øjenbryn, at<br />
brylluppet med Marie Toft stod kun ni måneder efter Grundtvigs første hustrus død.<br />
Gammel Køgegaard (Hubertus45 WP)<br />
Marie Toft døde knap tre måneder efter at have født sønnen Frederik, og det lykkelige ægteskab med<br />
Grundtvig varede således kun i tre år. Hun blev gravlagt på Claras kirkegård i nærheden af Gammel Køgegaard,<br />
hvor også Grundtvig selv blev <strong>sted</strong>t til hvile. Kirkegården har sit navn efter komtesse Clara Krag-Juel-<br />
Vind-Frijs (1822-52), som Hans Carlsen giftede sig med i 1841. Hun havde selv ønsket at blive begravet på<br />
bakken, hvorfra der dengang var udsigt over havet, og hendes mand fik derfor lov til at anlægge en privat<br />
kirkegård på <strong>sted</strong>et, hvor også datteren Anna Caroline (1843-1844) og efterfølgende sønnen Jens Christen<br />
(1846-1865) blev begravet. Krypten blev tilbygget i 1855, og det er her, Marie Toft og Grundtvig hviler.<br />
Grundtvig blev i øvrigt gift tredje gang med Astrid Krag-Juel-Vind-Frijs (1826-90), der var Claras<br />
kusine, og også hun ligger på Claras Kirkegård. Kirkegården er kun åben for besøgende på Claras og<br />
Grundtvigs fødselsdage, henholdsvis 15. maj og 8. september.<br />
Hans Carlsens datter, Emmy Carlsen (død 1912), arvede Gammel Køgegaard, og ved sin død testamenterede<br />
hun gården til en stiftelse, som hun selv oprettede, og hvis overskud skulle anvendes til "filantropiske,<br />
kristelige, videnskabelige og andre nyttige formål". Der er ikke adgang til herregården, men den<br />
omgivende park er åben om eftermiddagen onsdag, lørdag og søndag (indgang fra Gammel Ring<strong>sted</strong>vej).<br />
→ Claras Kirkegård, Gammel Køgegaard 6, 4600 Køge.<br />
32
17. JUELLINGE<br />
Vel er jeg ikke Cæsar<br />
IGE øst for Karise kører man på <strong>Margueritruten</strong> forbi herregården Juellinge. Der er ikke<br />
L<br />
adgang til herregården, men den kan ses fra vejen. Barokhovedbygningen stammer fra 1675<br />
og har mod gården to etager i granitkvadre, mens den hvidpudsede haveside er i tre etager. I<br />
1750 blev herregården overtaget af Frederik 5.s yndlingsembedsmand og nærmeste fortrolige,<br />
overhofmarskal Adam Gottlob Moltke (1710-92), og hørte i de følgende knap 200 år<br />
under Bregentved.<br />
Hvis man fra Juellinge kører et par kilometer nordpå, kommer man til gravhøjen Elverhøj, hvorfra<br />
man har udsigt over Tryggevælde Ådal. Den tre meter høje gravhøj er faktisk aldrig blevet undersøgt, men<br />
den antages at stamme fra ældre bronzealder (1700-1000 f.Kr.) og adskiller sig ikke principielt fra så mange<br />
andre danske gravhøje.<br />
Ikke desto mindre kom Elverhøj til at spille en helt særlig rolle. Det begyndte med, at sprogforskeren<br />
og folkemindesamleren Peder Syv (1631-1702), der var præst i det nærliggende Helle<strong>sted</strong>, nedskrev folkevisen<br />
”Jeg lagde mit hoved til Elverhøj”, der handler om en ungersvend, der bliver lokket af de underskønne<br />
elverpiger, men som bliver reddet af morgengryet. Ellers ville han være fulgt med pigerne ind i Elverhøj, og<br />
det ville have været fatalt, for ellepigerne synger så smukt, at floderne går i stå – og menneskene bliver vanvittige<br />
(deraf har vi adjektivet ”ellevild”).<br />
Folkevisen om disse mytiske nattevæsener, der holder til i moser og høje, var en af inspirationskilderne,<br />
da Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) i 1828 skrev nationalskuespillet ”Elverhøj”. Heiberg lader<br />
Christian 4. sige de berømte ord, da han beslutter sig for at gå over Tryggevælde Å og dermed ind i Stevns<br />
Herred, hvor Elverkongen regerer: ”Vel er jeg ikke Cæsar og disse bølger ikke Rubicon, men dog jeg siger:<br />
Jacta est alea”. Kongen henviser dermed til de berømte ord ”Terningen er kastet”, som skal være udtalt af<br />
Cæsar i 49 f.Kr.<br />
Heiberg skrev ”Elverhøj” på bestilling af Frederik 6. i anledning af brylluppet mellem hans yngste<br />
datter Vilhelmine Marie og prins Frederik (senere Frederik 7.). Heiberg har bygget sit festspil op omkring<br />
Elverkongen, og Christian 4. optræder som en slags detektiv, der afslører sagernes rette sammenhæng.<br />
Hverken Heiberg eller Det Kongelige Teater havde givetvis forestillet sig, at ”Elverhøj” skulle gå hen og<br />
blive nationalscenens største succes, der stadig trækker et stort publikum.<br />
→ Elverhøj, Elverhøjvej, 4652 Hårlev.<br />
33
18. STORE HEDDINGE<br />
Den ottekantede kirke<br />
ORT før Stevns Klint kommer <strong>Margueritruten</strong> til Store Heddinge. Byen fik købstadsrettigheder<br />
allerede i 1240, men hed dengang skiftevis Magleheddinge og Heddinge-<br />
K magle. Det var imidlertid ikke handelen, men landbruget, som var byens vigtige indtægtskilde,<br />
og i 1700-tallet mindede den mest om en lidt forvokset landsby med mange<br />
stråtækte bondehuse. I 1776 omtaltes Store Heddinge som ”den mindste og sletteste<br />
købstad på Sjælland, hvis indbyggere var bedre agerdyrkere end borgere”. Det var omtrent på den tid, hvor<br />
byen for alvor slog sig på brændevinsbrænding; i 1804 var der således syv store og syv små brænderier i<br />
Store Heddinge.<br />
Store Heddinge Kirke (Hubertus45 WP)<br />
I 1838 indledtes en ny æra i byen med byggeriet af det ganske store råd-, ting- og arresthus på Nytorv,<br />
som stadig findes, og som blev restaureret i 2013. Det velproportionerede hus er tegnet af Jørgen<br />
Hansen Koch, der var en af C.F. Hansens bedste elever. Takket være C.F. Hansen fik Koch så at sige ny-<br />
34
klassicismen ind med modermælken, men rådhuset i Store Heddinge er et af de første eksempler på overgangen<br />
fra nyklassicismen til den såkaldte historicisme, hvor man gjorde brug af en (til tider temmelig<br />
uskøn) blanding af elementer fra tidligere stilarter. I stueetagen var der oprindelig tre arrestrum for mænd,<br />
to for kvinder, en arrestforvarerbolig samt en vagtstue, mens der på første sal var indrettet rådstuesal, venterum,<br />
vidnekammer og tingstue.<br />
Efterhånden blev mange af byens lerklinede og stråtækte huse afløst af mere solide, grundmurede<br />
huse, og byen mi<strong>sted</strong>e sit landsbypræg. Byen oplevede dog aldrig den helt store udvikling, og den gamle bykerne<br />
med hovedgaden Algade, der forbinder Nytorv og Kirketorvet med byens kirke, er derfor stort set<br />
bevaret.<br />
Store Heddinge Kirke, der blev påbegyndt kort før 1200, er med sit karakteristiske ottekantede skib,<br />
der kaldes en oktogon, en af Danmarks mest særprægede kirkebygninger fra middelalderen – også selv om<br />
den blev udsat for en temmelig hårdhændet istandsættelse midt i 1800-tallet. Det fremgår af en indskrift fra<br />
1457 på kirkens største klokke, at den antagelig har været indviet til Sankt Katharina af Alexandria, som<br />
beskyttede unge kvinder og kvindelige studerende og var en af middelalderens mest elskede helgeninder.<br />
Det lader sig ikke afgøre med sikkerhed, hvem der har bygget kirken, men oktogonen er en meget sjælden<br />
kirkeform, og bygningen er af en kvalitet, der ligger et godt stykke over, hvad man ellers ser på Stevns. Bygherren<br />
må altså have været en person med både kvalitetssans og et indgående kendskab til byggemåder i<br />
fremmede lande. <strong>Et</strong> forbillede kan have været Karl den Stores hofkapel i Aachen, og der gættes derfor på, at<br />
det var Valdemar Sejr, som lod sig inspirere af dette riddertidens forbillede. I hvert fald vides det, at Store<br />
Heddinge voksede op omkring en kongsgård.<br />
→ Store Heddinge Kirke, Kirketorvet 9, 4660 Store Heddinge.<br />
19. HØJERUP<br />
<strong>Et</strong> hanefjed hver julenat<br />
FTER Store Heddinge passerer <strong>Margueritruten</strong> tæt forbi Højerup gamle kirke, der knejser<br />
E<br />
30 meter over havet på kanten af klinten. Ifølge et gammelt sagn flyttede kirken sig hver<br />
julenat et hanefjed ind i land, men det var åbenbart ikke tilstrækkeligt (ifølge pålidelig kilde<br />
er et hanefjed ca. 15 cm), for kirken er så tæt på at styrte i havet, som den kan være.<br />
Da den blev indviet i 1357, må den have ligget et godt stykke fra den nuværende kystlinje,<br />
og den modstod faktisk havet, der stille og roligt åd sig ind på klinten, i 571 år. Men en sommerdag i<br />
1928 styrtede kirkens kor i havet i forbindelse med et klinteskred, og siden har den ikke være benyttet til<br />
kirkelige handlinger. Man var åbenbart godt klar over, hvad vej vinden ville blæse, så allerede i 1910 gik<br />
man i gang med at bygge en ny kirke i Højerup, som lå længere inde i land. Den er bygget i tidens historicistiske<br />
stil med et borglignende tårn og en vis lighed med de ældgamle landsbykirker i romansk stil med<br />
35
undbuede vinduer. De vrængende ansigter, som ofte findes på stevnske kirker, ses to <strong>sted</strong>er på muren. De<br />
skal ifølge traditionen værne den hellige kirke mod onde magter.<br />
Højerup gamle kirke, Stevns Klint (Tage Klee, SydkystDanmark)<br />
Når man står ved den gamle kirke, har man et fortræffeligt udsyn over den 18 kilometer lange klintekyst,<br />
som man kan følge hele vejen på en trampesti fra Bøgeskov Havn i nord til Rødvig Havn i syd. Neden<br />
for stranden er der et fint ”jagtrevir” for fossiljægere, og klinten opsøges ofte af fugleinteresserede, der især<br />
om foråret og efteråret kan nyde synet af de mange fugle lige fra store rovfugle som rød glente, kongeørn og<br />
havørn til masser af gæs, traner og andre trækfugle.<br />
Midtvejs mellem Højerup og Rødvig kan man konstatere, at klinten rummer andet og mere end flint,<br />
kalk og fiskeler. Dybt nede i klinten ligger nemlig Koldkrigsmuseum Stevnsfort, der under den kolde krig<br />
efter 2. Verdenskrig var en tophemmelig brik i NATO’s forsvarsstrategi. Sagen var, at hvis der skulle udbryde<br />
krig mellem øst og vest, ville Stevns komme til at ligge i allerforreste linje. Derfor blev fortet bygget, og i<br />
40 år var besætningen i det atomsikre fort klar til krig døgnet rundt. I dag kan alle og enhver stifte bekendtskab<br />
med dette stykke historie, som de færreste i samtiden havde nogen anelse om. På en guidet tur<br />
ser man det underjordiske fort med sine 1,8 kilometer lange gange 18 meter under jordoverfladen.<br />
→ Højerup gamle kirke, Højerup Bygade 30, 4660 Store Heddinge.<br />
→ Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Korsnæbsvej 60, 4673 Rødvig Stevns. oesm.dk<br />
36
20. RØDVIG<br />
Fra flint til fajance<br />
F<br />
RA Højerup Kirke til Rødvig går <strong>Margueritruten</strong> langs Stevns Klint og passerer naturperlen<br />
Boesdal Kalkbrud, hvor der indtil 1970’erne blev gravet kalk til jordbrug og mørtel.<br />
Man kan stadig se resterne af to af de gamle kalkovne, og den store pyramideformede lagerbygning<br />
ligger her også stadigvæk.<br />
Flintovn, Rødvig havn (Stig Nygaard WP)<br />
Rødvig var i 1800-tallet ikke stort mere end en klynge fiskerhuse og en gammel skanse, men det<br />
ændrede sig, da jernbanen fra Køge til Rødvig åbnede i 1879 med kongelig deltagelse, flag, æresporte, hurraråb<br />
og festmiddag. Rødvig Havn er faktisk Sjællands næststørste fiskerihavn, og når man slentrer en tur på<br />
havnen forbi lystsejlerne og fiskerbådene, ser man det mere end 100 år gamle skibsværft og det fine, gule<br />
pakhus. Man kan heller ikke undgå at bemærke den hvide flintovn, der er blevet Rødvigs vartegn.<br />
Der var nemlig masser af flint på stranden ved Rødvig, og det kunne brændes og bruges til fajance. En<br />
stevnsk skipper ved navn Rasmus Larsen havde lagt mærke til, at franske skibe sejlede til København med<br />
37
flintmel, som er brændt flint, og i 1870 gav det ham ideen til sammen med godsejeren på Gjorslev at bygge<br />
en flintovn ved havnen i Rødvig.<br />
Den brændte flint, der er hvid og bruges til fajancens lyse glasur, blev aftaget af den københavnske fajancefabrik<br />
Aluminia. Fajance er lertøj, der brændes ved en lavere temperatur end porcelæn, og derfor er<br />
det billigere at fremstille. Man brænder fajancen to gange, og efter den første brænding dekorerer man med<br />
farverige mønstre og dypper i den lyse glasur. Når man så brænder anden gang, smelter glasur og dekoration<br />
sammen og danner en robust overflade. Ovnen blev anvendt indtil 1910, hvor fabrikken i København<br />
anskaffede sin egen ovn, så den kunne nøjes med at købe rå flint fra Stevns. Men Rødvig ville ikke undvære<br />
sin flintovn, og den nuværende fra 1987 er faktisk den tredje på <strong>sted</strong>et. Der er tale om en kopi af den oprindelige<br />
ovn, opført af kalksten fra nedrevne huse i byen.<br />
Kroen i Rødvig, der blev etableret af Maren og Hans Christiansen i 1844, er næppe den første i det<br />
gamle fiskerleje. I hvert fald fortælles en historie om tre brødre fra Rødvig, der var blevet taget til fange<br />
under Svenskekrigen 1657-60. Det lykkedes dem imidlertid at flygte fra deres svenske fængsel tillige med<br />
fangevogterens datter, der var blevet forelsket i en af brødrene. De benyttede fængselsporten som søgående<br />
fartøj, men da det undervejs blev stormvejr, måtte de trække lod om, hvem der skulle forsvinde i bølgerne.<br />
Det lykkedes på nærmest mirakuløs vis det unge kærestepar at nå til Rødvig, hvor de slog sig ned, og hvor<br />
de og deres efterkommere blev krofolk, fiskere og lodser.<br />
I 1919 var man så vidt, at der også blev bygget et badehotel i det idylliske fiskerleje. Udsigten over<br />
bugten var jo ikke at kimse ad, og bade kunne man også. Det kom til at hedde Hotel Klinten, og det blev<br />
bygget af kridtkvadrer fra Stevns Klint. Under 2. Verdenskrig blev det beslaglagt af værnemagten, og siden<br />
blev det benyttet som plejehjem i regi af Statens Åndssvageforsorg. Efter at have stået tomt i en periode blev<br />
det nedrevet og erstattet af den nuværende kursusejendom, der åbnede i 1981.<br />
→ Rødvig Havn, 4673 Rødvig Stevns.<br />
21. VEMMETOFTE<br />
Pietistisk protest<br />
REDERIK 4. var givetvis en af Danmarks mest kvindekære monarker; den eneste, der antagelig<br />
kan gøre ham rangen stridig, er Christian 4. Under alle omstændigheder er det<br />
F Frederik 4., der, endskønt han slet ikke var til <strong>sted</strong>e, spiller en ikke ubetydelig rolle i historien<br />
om Vemmetofte Kloster, som <strong>Margueritruten</strong> passerer mellem Rødvig og Faxe Ladeplads.<br />
Vemmetofte købtes i 1694 af Christian 5.s dronning Charlotte Amalie (1650-1714). Hun blev overmåde<br />
populær, da hun i 1700 blev boende på slottet i København (mens sønnen Frederik 4., der netop<br />
havde afløst sin far Christian 5. på tronen, befandt sig i Holsten) og deltog i organiseringen af byens forsvar i<br />
38
egyndelsen af Store Nordiske Krig. København blev bombarderet af en engelsk-hollandsk-svensk flåde,<br />
men led ikke nævneværdig skade. Det fortælles, at Charlotte Amalie egenhændigt udvirkede, at byens kommandant,<br />
general Schack, fik taget sig sammen til at udlevere kanoner til et trængende batteri i Dragør.<br />
Vemmetofte (Morten Idriss Nygaard WP)<br />
Charlotte Amalie var opdraget i den reformerte tro, og det prægede hele hendes liv. Hendes plan med<br />
Vemmetofte var da også at indrette et kloster for adelige jomfruer af protestantisk eller calvinistisk tro.<br />
Tanken var, at ugifte kvinder af bedste byrd skulle leve i et fællesskab, baseret på den tysk-reformerte tankegang,<br />
men hun kom aldrig så vidt. Hun overlod ved sin død projektet til prins Carl (1680-1729) og prinsesse<br />
Sophie Hedevig (1677-1735), som – ud over Frederik 4. – var de eneste af hendes syv børn, som<br />
nåede voksenalderen.<br />
Prins Carl arvede Vemmetofte og satte gang i en omfattende ombygning, der i perioden 1715-21<br />
gjorde herregården til et firfløjet barokslot, men klosterideen blev sat på pause, fordi Carl selv flyttede ind.<br />
Han forlod nemlig København i protest mod broderen Frederik 4.s udsvævende livsførelse i almindelighed<br />
og hans giftermål i 1721 med den ikke-fyrstelige Anna Sophie Reventlow fra Clausholm i særdeleshed.<br />
Sophie Hedvig delte Carls opfattelse af storebroderen og flyttede med til Vemmetofte, hvor de to søskende<br />
lod sig opvarte af et miniaturehof, bestående af 70 personer. Det lille hof omgav sig med stor rigdom, men<br />
samtidig gennemsyredes hoflivet af de to søskendes udprægede pietisme. Da den svagelige prins Carl døde,<br />
overtog Sophie Hedevig Vemmetofte, og det var hende, der kort før sin død førte moderens klosterplaner<br />
39
ud i livet. Fundatsen fra 1735, der krævede streng klostertugt, blev først ophævet i 1975 og erstattet af en<br />
ny fundats, som gør det muligt for både ægtepar og enlige mænd at bo på klostret. Der er offentlig adgang til<br />
haven.<br />
→ Vemmetofte Kloster, Klostervej 3A, 4640 Faxe. vemmetofte.dk<br />
22. JOMFRUENS EGEDE<br />
De tre jomfruer<br />
ÅR man kører ad <strong>Margueritruten</strong> mellem Faxe og Haslev, kommer man forbi den fotogene<br />
herregård Jomfruens Egede, hvor alle og enhver i vore dage kan afholde bryllup el-<br />
N ler en anden fest i de herskabelige omgivelser. I skrivende stund er Jomfruens Egede<br />
dog lukket ”på ubestemt tid på grund af omstruktureringer”.<br />
Gårdens usædvanlige navn kræver en nærmere forklaring. Oprindelig hed den<br />
Egede eller Egedegaard, og den optræder første gang midt i 1300-tallet. Fra 1540 ejedes den af Billeslægten<br />
i skikkelse af lensmand Hans Bille (1470-1542), der tilbragte de sidste par år af sit begivenhedsrige liv<br />
på Egedegaard. Da hans enke døde i 1548, blev gården opdelt i to halvdele. Den ene halvdel havnede hos<br />
slægten Barnekow, mens Hans Billes to døtre, Ermegaard og Birgitte, fik den anden halvdel, og da de to<br />
gammeljomfruer begge døde i 1587, blev deres andel overtaget af en ugift datter af Hans Billes bror ved<br />
navn Ingeborg. I virkeligheden var der altså hele tre jomfruer i spil, og det er på grund af dem, at gården kom<br />
til at hedde Jomfruernes Egede. Det er således strengt taget en historieforvanskning, at der i vore dage kun<br />
er én jomfru i gårdens navn.<br />
Der hengik godt og vel 60 år, inden den skånske adelsmand Tage Andersen Thott igen samlede<br />
godset på én hånd. Han havde antagelig gabt over mere, end han kunne klare, og i 1631 solgte han herregården<br />
til Jens Sparre fra Sparresholm. Det var Sparres barnebarn, Sidsel Kaas, som i 1662 bragte gården<br />
til sin ægtemand, Vincents Joachim Hahn (1632-80). Hun var såmænd kun 16 år gammel, men Hahn var<br />
ikke blot en flot fyr, han var også overjægermester og desuden pot og pande med Christian 5. Sagen kompliceredes<br />
imidlertid af, at hun allerede var forlovet med en noget ældre nabo, og selvom Hahn fik kongen til<br />
at give sit samtykke til ægteskabet, ville naboen ikke uden videre give slip på den unge skønhed. Men det var<br />
der råd for: Hahns mænd gav naboen en dygtig dragt prygl med det resultat, at han resten af sit liv var ”ilde i<br />
hovedet”. Ægteskabet blev i øvrigt ikke til lykke for Sidsel Kaas; ægtemanden var stort set kun optaget af<br />
jagt, druk og andre kvinder, og hun døde da også allerede som 22-årig.<br />
Den næste ejer af Jomfruens Egede var på ingen måde jomfru. Sophie Amalie Moth (1654-1719),<br />
der købte gården i 1674, var Christian 5.s elskerinde og fødte ham hele seks børn, der kom til at bære navnet<br />
Gyldenløve. Da kongen døde i 1699, trak hun sig tilbage til Jomfruens Egede og gjorde intet særligt<br />
væsen af sig. I 1786 overtog Christian Frederik von Holstein-Rathlou Jomfruens Egede og lod tidens fø-<br />
40
ende arkitekt C.F. Harsdorff ombygge hovedbygningen til det nuværende empireanlæg. I dag ejes gården<br />
af slægten Moltke.<br />
Jomfruens Egede (ukendt)<br />
→ Jomfruens Egede, Kirkevej 7, 4640 Faxe. jomfruensegede.dk<br />
41
23. HESEDE OVERDREV<br />
<strong>Et</strong> jordisk paradis<br />
LMINDELIGVIS skal man ty til bibelhistorien, hvis man vil finde paradisets have, men<br />
A<br />
man behøver faktisk ikke at gå helt tilbage til Adam og Eva for at aflægge besøg i en paradishave.<br />
En sådan ligger nemlig ved Høje Ullerup i Hesede Skov et par kilometer fra<br />
<strong>Margueritruten</strong> mellem Haslev og Næstved.<br />
Paradishaven stammer fra 1813, da Gisselfeld Kloster etablerede Hesede Planteskole,<br />
der dengang var Danmarks første forstbotaniske have. Den blev senere udvidet med stauder, stenhøjsplanter<br />
og prydbuske, og i 1890 plantede man det mammuttræ, som nu er nået op i en højde på 50<br />
meter. Planteskolen leverede sjældne planter til det meste af Europa, bl.a. til Botanisk Have i København, da<br />
den fik sin nuværende placering i 1870.<br />
Villa Gallina (Elgaard WP)<br />
Planteskolen, der rummede landets største samling af fremmede og eksotiske vækster med 250<br />
forskellige arter og omkring 600 træer, lukkede i 1925, men de mange planter og træer fortsatte med at<br />
vokse, og området blev efterhånden til et temmelig ufremkommeligt vildnis med ganske få stier. Det var der-<br />
42
for tiltrængt, da hele den enestående forstbotaniske have blev renoveret i 2009. Den er nu gjort tilgængelig<br />
for offentligheden, og den lille stald er indrettet som informationshus.<br />
Fra Paradishaven, hvortil der er gratis adgang, er der et par hundrede meter til det dramatiske landskab,<br />
som kaldes Svenskekløften eller Djævlekløften. Der er tale om en 25 meter dyb smeltevandskløft fra<br />
sidste istid, hvor Svenskebækken løber i bunden. Navnene hænger sammen med, at svenske tropper under<br />
krigen i 1660 skal have gemt sig her for undslippe Gøngehøvdingen Svend Gønge og hans snaphaner.<br />
På selve Marguritruten ligger Villa Gallina, der blev bygget som ”bekvemmeligheds<strong>sted</strong> og traktør<strong>sted</strong>”<br />
i 1852. Dengang lå <strong>sted</strong>et på landevejen mellem København og Næstved, om end godt gemt i skoven.<br />
Det er imidlertid umagen værd at opsøge det fine bindingsværkshus, og når vejret er til det, er der ikke noget<br />
mere hyggeligt end at sidde på den store terrasse og nyde udsigten til skov og sø, mens man drikker<br />
kaffe og spiser kage eller sætter tænderne i et stykke smørrebrød.<br />
Navnet Villa Gallina kan undre, men det skal stamme fra det latinske ”gallina”, der betyder høne, og<br />
velsagtens er forklaringen, at der i nærheden oprindelig lå et husmands<strong>sted</strong> ved navn Hanebjerghus, som<br />
brændte. Villa Gallina fik sit nuværende udseende engang i 1890’erne, da arkitekten Martin Nyrop, der<br />
netop var i færd med at fuldføre sit hovedværk i form af Københavns Rådhus, fik til opgave at istandsætte og<br />
modernisere Gisselfelds huse i den nationalromantiske stil, som var Nyrops særkende, og som navnlig fremgår<br />
af de svensk-røde tømmerkonstruktioner og bindingsværk samt de grønne vinduer og døre.<br />
→ Paradishaven, Villa Gallinavej, 4690 Haslev.<br />
24. NÆSTVED<br />
Birgittes og Herlufs skole<br />
ET er ikke så ofte, at man helt nøjagtig kan fastslå, hvornår et kloster kom til verden. Men<br />
D<br />
det kan man i Herlufsholms tilfælde: Datoen er den 29. november 1135. Det var den dag,<br />
hvor den rige, sjællandske stormand Peder Bodilsen (død ca. 1142) sammen med sin mor<br />
Bodil og sine to brødre Hemming og Jørgen stiftede et benediktinerkloster i Næstved, der<br />
fik navnet Sankt Peders Kloster. Peder Bodilsen var ikke blot rig, men han blandede sig<br />
også i politik. Hans våbenfælle var biskop Eskil i Roskilde (som da også bidrog til oprettelsen af klostret), og<br />
Peder Bodilsen var stærkt medvirkende til, at Eskil kunne afløse Asser som ærkebiskop i Lund i 1137.<br />
Klostret, der fra en gang i 1300-tallet blev kaldt Skovkloster på grund af den idylliske beliggenhed i<br />
skovene ved Suså, havde plads til omkring 30 munke og fungerede både som sygehus, alderdomshjem og<br />
fattighus. Med årene blev det endog særdeles rigt, og kort før Reformationen i 1536 ejede det mere end<br />
440 ejendomme på Sjælland og Møn.<br />
Med Reformationen inddrog kronen alt kirkeligt gods, men først i 1559 forlod den sidste munk Skovkloster.<br />
Året efter gav kongen klostret til admiral Herluf Trolle (1516-65) mod til gengæld at få Hillerøds-<br />
43
holm, der senere blev til Frederiksborg Slot. Trolle omdøbte klostret til Herlufsholm og markerede overgangen<br />
til herregård ved at tilføje renæssancegavle. Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye (ca. 1511-<br />
74) fik ingen børn, og den 23. maj 1565 blev deres beslutning om at etablere en skole på Herlufsholm ført<br />
til protokols. Det fremgår af fundatsen, at den henvender sig til ”adelige og andre ærlige mænds børn” (hvormed<br />
på daværende tidspunkt naturligvis kun mentes drenge).<br />
Kun en måned senere døde Trolle. Han blev som øverstkommanderende for den danske flåde dødeligt<br />
såret den 4. juni 1565 i et slag mod den svenske flåde ud for Fehmarn i Østersøen. Det fik imidlertid<br />
ingen betydning for skolen, for Birgitte Gøye trådte i hans <strong>sted</strong> som skolens første forstander. Siden har en<br />
række af landets mest betydningsfulde mænd været forstandere for skolen, der i 1966 for første gang optog<br />
piger.<br />
I dag er den landets største kostskole med mere end 600 elever fra 6. klasse til og med studentereksamen,<br />
og omkring halvdelen er kostelever. Birgitte Gøye er stadig til <strong>sted</strong>e i form af inskriptionen ”Frygt<br />
Gud, gør ret og forlad dig ikke på mennesker” på skolens våbenskjold, og i betragtning af det røre, der i nyere<br />
tid har været omkring skolen, er det måske ikke det dårligste valgsprog.<br />
Herlufsholm (Steen Brogaard, Herlufsholm)<br />
Herluf Trolle og Birgitte Gøye er begravet i et kapel under koret i kirken. Ved Trolles fødder ligger<br />
en løve, som er symbolet på tapperhed, mens Birgitte Gøye har selskab af en hund, der symboliserer trofasthed.<br />
I kirken kan man den dag i dag se admiralens rustning med det dødbringende skudhul i venstre lår.<br />
→ Herlufsholm, Herlufsholms Allé 170, 4700 Næstved. herlufsholm.dk<br />
44
25. GAVNØ<br />
Trolles trold<br />
YD for Næstved går <strong>Margueritruten</strong> forbi herregården Gavnø og den lille landsby Vejlø.<br />
S<br />
Gavnø er en gammel middelalderborg, som takket være Margrete 1. blev til et nonnekloster<br />
i 1402. Efter Reformationen forvandlede Hans Johansen Lindenov (1542-96) Gavnø til en<br />
standsmæssig bolig for en fremtrædende adelsmand, og i 1663 afløstes Lindenovslægten af<br />
viceadmiral Niels Trolle (1599-1667) fra Trolholm (Holsteinborg), der byggede videre på<br />
Gavnø. Hans enke Helle Rosenkrantz (1618-85) byttede imidlertid Gavnø med en herregård i Skåne, og<br />
dermed blev Knud Thott (1639-1702) ejer af Gavnø.<br />
Gavnø (Mark König WP)<br />
Han var en driftig og energisk landmand, der forbedrede godsdriften, og med Otto Thott (1703-85)<br />
fik Gavnø endnu en dygtig administrator. Han satte sit markante præg på Gavnø ved at lade arkitekten Jacob<br />
Fortling udstyre hovedbygningen med de nuværende, gule rokokofacader og gjorde i det hele taget Gavnø<br />
til et af Danmarks fineste rokokoslotte. Også den store malerisamling, der med sine mere end 1.000 malerier<br />
betegnes som Nordeuropas største, private samling, skyldes først og fremmest Otto Thott og hans store<br />
interesse for kunst. Kapellet i Gavnøs sydfløj stammer i store træk fra nonneklostrets tid, men er siden blevet<br />
afkortet med to fag mod vest. Det farverige interiør skyldes først og fremmest enken Helle Rosenkrantz,<br />
45
der ville mindes sin mand Niels Trolle. Prædikestolen fra 1670 er udført på det berømte billedskærerværk<strong>sted</strong><br />
i Næstved af Abel Schrøder d.Y. og bæres af en hovedløs trold med ansigt på maven.<br />
Dermed refereres til slægten Trolles våbenskjold: En julemorgen red en af slægtens riddere til kirke,<br />
men blev på vejen stoppet af en ung pige, der tilbød ham et bæger. Hvis han drak af det, ville han få skænket<br />
evig ungdom. Ridderen tog bægeret, men kylede det over venstre skulder og huggede hovedet af pigen. På<br />
hjemvejen fra kirken lå der en hovedløs trold på vejen, hvor han havde mødt pigen – som altså i virkeligheden<br />
var en trold, der havde forsøgt at lokke med ridderen. Men den kløgtige Trolle havde gennemskuet den<br />
fæle trolds list, og derfor bærer slægten en hovedløs trold i sit våbenmærke: Trolle’rne kan med andre ord<br />
gennemskue falskheden, når og hvor de møder den.<br />
I Vejlø Kirke, som også tilhørte Gavnø, bæres prædikestolen, der ligeledes er udført af Abel Schrøder<br />
d.Y, også af en trold, men den er ikke hovedløs; til gengæld er den af uforklarlige årsager udstyret med kvindelige<br />
attributter.<br />
→ Gavnø, Gavnø 2, 4700 Næstved. gavnoe.dk<br />
26. BROSKOV<br />
Oldtidsvejen<br />
D <strong>Margueritruten</strong> mellem Næstved til Præstø kommer man kort før Præstø til Broskov,<br />
A<br />
hvor man så at sige kan møde <strong>Margueritruten</strong>s forgænger i form af ”Oldtidsvejen”, som<br />
er et af de bedst bevarede vejanlæg fra Danmarks oldtid, og som er blevet betegnet som<br />
”Nordens flotteste oldtidsvej”.<br />
Vejanlæg kendes langt tilbage i historien. Det begyndte med nogle stier gennem<br />
landskabet, som blev benyttet af gående eller ridende, når de skulle til og fra bopladser og vandings<strong>sted</strong>er.<br />
Hvor man skulle gennem moser, enge eller sumpede lavninger, udlagde man allerede i stenalderen grene eller<br />
planker, så man havde en større chance for at komme tørskoet over de fugtige områder. Det var det, man<br />
gjorde omkring år 2.800 f.Kr. ved Tibirke i Nordsjælland: Man etablerede en 150 meter lang plankebro,<br />
der blev fastgjort til 600 stolper, så det blev muligt at krydse Ramløse Å.<br />
I ældre jernalder, måske allerede omkring 500 f.Kr., anlagde man de første stenveje, først og fremmest<br />
ved vade<strong>sted</strong>erne. Teknikken stammede fra Romerriget, hvor man var langt fremme med at anlægge<br />
”rigtige” veje, der bestod af et tykt lag af skærver eller grus, som man placerede flade sten ovenpå. En sådan<br />
brolagt vej findes også ved Tibirke, og den er dateret til et par århundreder før Kristi fødsel.<br />
Vejen i ådalen ved Broskov er et fint eksempel på en sådan ”romersk vej”. Den 70 meter lange og 3,5<br />
meter brede stenvej kan dateres til yngre romersk jernalder 3-400 e.Kr. På daværende tidspunkt var Hulebækken<br />
og engene langs bækken en langt større forhindring for færdslen end i dag. Dengang var der langt<br />
46
mere vand i bækken, og der var ingen dræning af engene, så området var betydeligt mere sumpet, og der var<br />
derfor behov for et vejanlæg, der kunne føre de vejfarende nogenlunde tørskoet gennem dalen.<br />
Efter at have været i brug i en periode opgav man tilsyneladende jernaldervejen. Den groede til, men<br />
omkring tusind år senere blev den så at sige genopfundet. Der blev anlagt en ny vej, som til dels genanvendte<br />
den gamle vej som fundament. Mod nord fortsatte vejen op over bakken gennem flere forskellige hulveje,<br />
som stadig kan ses i terrænet.<br />
Hvis man vil se flere vejanlæg fra oldtiden, er der kun omkring fem kilometer til Bårse, hvor man i ådalen<br />
har fundet en meget velbevaret, stenbrolagt vej og svellebro fra vikingetiden, og hvor der allerede i yngre<br />
stenalder ca. 3.500 f.Kr. har været en ris- og grenvej, der er blevet afløst af nye vejanlæg i bronzealderen og<br />
i yngre jernalder.<br />
→ Broskovvej, 4733 Tappernøje.<br />
27. RONEKLINT<br />
Til kamp mod englænderne<br />
Å strækningen mellem Præstø og Jungshoved fører <strong>Margueritruten</strong> gennem den hyggelige,<br />
lille landsby Roneklint, hvorfra man ad Batterivej kan gøre en afstikker til resterne af<br />
P det firkantede forsvarsanlæg Roneklint Batteri, der blev opført omkring 1808 i forbindelse<br />
med krigen mod englænderne 1807-14. Det var udstyret med fire kanoner, og formålet<br />
var at sikre indsejlingen til Præstø mod fjendens skibe og at skabe en sikker rute for<br />
de danske småskibe, der skulle bringe gods til og fra Præstø. Tilsvarende blev der anlagt en skanse ved<br />
Strandegaard på Præstø Fjords nordside.<br />
Batterierne var nødvendige, fordi englænderne havde tyvstjålet den danske flåde efter at have udsat<br />
København for et voldsomt bombardement i september 1807. Danmark kapitulerede og måtte acceptere<br />
englændernes krav om, at hele den danske flåde skulle udleveres. Det betød, at Danmark ikke længere var i<br />
besiddelse af noget søværts forsvar, og at de danske kyster lå ubeskyttede hen. I løbet af forbløffende kort<br />
tid blev der da bygget ikke mindre end 214 batterier eller skanser langs de danske kyster, heriblandt altså<br />
ved Roneklint, hvorfra man forhåbentlig kunne få ram på en angribende flåde og i det hele taget holde et<br />
skarpt øje med, hvad der foregik langs kysten.<br />
Der blev fra begge batterier afholdt øvelsesskydninger, og de var ikke specielt populære hos de lokale<br />
fiskere, som hårdnakket påstod, at spektaklet skræmte gedderne væk. Men den 22. juni 1812 var det alvor:<br />
Da en konvoj på 120 danske småskibe var på vej fra Møn til København, blev den angrebet af engelske orlogsskibe.<br />
Det lykkedes ikke englænderne at opbringe de danske skibe, fordi de engelske skibe kom under<br />
hård beskydning fra både kanonbåde og de to batterier på land. Til sidst opgav englænderne og trak sig tilbage.<br />
47
Roneklint Fyr (Præstø Lokalhistoriske Arkiv)<br />
Skanseanlægget ved Roneklint var i sin tid ret betydeligt, men i dag er kun skansebanken og dens<br />
ydre jordvolde og grave tilbage. Når man kommer ud for enden af Batterivej, møder man desuden det lille<br />
fyr, der blev opført i 1894. Oprindelig var der i alt tre fyr, nemlig to forfyr og et bagfyr, som tilsammen skulle<br />
lede sejladsen sikkert gennem det smalle løb ind til Præstø havn. Det fyr, som man ser i dag, er det vestlige<br />
forfyr, som viste et fast grønt lys. Det østlige forfyr og bagfyret blev nedlagt i 1957, mens det vestlige<br />
forfyr var i drift indtil 2003. Det brændte imidlertid i 2018 – formentlig antændt af en vildfaren nytårsraket<br />
– men Vordingborg Kommune har sammen med lokale ildsjæle sørget for at få det genopført.<br />
→ Roneklint, Batterivej, 4720 Præstø.<br />
48
28. UGLEDIGE<br />
Spildte Guds ord på Balle-Lars<br />
ÅR man følger <strong>Margueritruten</strong> gennem Sydsjælland, kommer man lige syd for Præstø til<br />
N<br />
Allerslev. Herfra er der kun et par kilometer til landsbyen Ugledige, som den 16. oktober<br />
1860 var skueplads for henrettelsen af en vis Lars Nielsen, der aldrig blev kaldt<br />
andet end Balle-Lars efter moderens føde<strong>sted</strong> Balle mellem Mern og Kalvehave. Helt<br />
nøjagtig foregik henrettelsen på Galgebakken i Lekkendeskoven lige uden for landsbyen.<br />
Lars Nielsens synderegister var langt. Han blev dømt for brandstiftelse, røveri og tyveri – og for mord.<br />
Han havde nemlig skudt gårdmandsenken Ane Marie Hemmingsdatter gennem sovekammervinduet, da hun<br />
var ved at gå i seng. Politiet havde oprindelig den myrdedes <strong>sted</strong>søn i kikkerten, eftersom han stod til at arve<br />
gården, men under en fugtig frokost hos sin svoger kom Balle-Lars til at tale over sig. Svogeren meldte ham<br />
til politiet, men først efter at have siddet et halvt år i fængsel gik Balle-Lars omsider til bekendelse og tilstod,<br />
at han havde fået 100 rigsdaler af <strong>sted</strong>sønnen for at begå mordet.<br />
Senere trak Balle-Lars imidlertid sin tilståelse tilbage og erklærede, at han var uskyldig. Sagen kom til<br />
at gå helt til Højesteret, der takserede hans forbrydelser til en dødsdom. Han skulle både miste sin hals og<br />
have sit hoved sat på en stage. Dommen blev dog omstødt af Frederik 7., som syntes, at det måtte være nok,<br />
at han blev halshugget.<br />
Under hele sagen sad Balle-Lars fængslet i Præstø, og det blev derfor Præstø-præsten Jacob Elisius<br />
Gjellebøl (1815-90), der fik den – skulle det vise sig – utaknemmelige opgave at berede Balle-Lars til døden.<br />
Præsten aflagde ikke færre end 21 besøg i cellen hos den dødsdømte, men Balle-Lars viste ingen tegn<br />
på anger. Præsten måtte til sidst konkludere, at Balle-Lars var ”forstokket og uimodtagelig for religionens<br />
påvirkning”. Efter henrettelsen udgav pastor Gjellebøl i 1861 sine formaninger til Balle-Lars i et lille skrift,<br />
som han gav titlen ”Spildte Guds ord på Balle-Lars”. Siden da har denne titel været en kendt og meget<br />
benyttet talemåde i det danske sprog, når end ikke den mest veltalende prædiken formår at bringe en stædig<br />
person til at ændre mening.<br />
→ Galgebakken, Ugledigevej, 4720 Præstø.<br />
49
29. STENSBY<br />
Værftet ved Ulvsund<br />
ORT efter Stensby på Sydsjælland kan man foretage en lille afstikker fra <strong>Margueritruten</strong><br />
K<br />
til den idylliske miniaturehavn Petersværft, der ligger omkranset af skov for foden af en<br />
stejl bakke. Den Peter, der har lagt navn til, er den københavnske storkøbmand Peter<br />
Johansen (1723-98), der stammede fra Jungshoved.<br />
Som dreng stak han af hjemmefra, og efter at have stået i handelslære i København<br />
kom han ud at sejle, først til Rusland og siden til Ostindien og Kina. Han vendte hjem med en mindre<br />
formue på lommen, og da de kongelige godser i Vordingborg Rytterdistrikt kom på auktion i 1774, købte<br />
han hovedgården Kallehave nordøst for Langebæk, som han omdøbte til Petersgård.<br />
Petersværft (ukendt)<br />
Efter en del besvær fik han i 1777 kongelig tilladelse til på godsets område at ”indrette et ordentligt<br />
skibsværft med fornødne broer og bolværker i søen for der at drive skibsbyggeri”. Værftet faldt så at sige på<br />
et tørt <strong>sted</strong>. Der var stor efterspørgsel efter skibe, og fragtraterne steg, men samtidig stillede staten en præmie<br />
i udsigt, hvis de nybyggede skibe var armeret med kanoner. På den måde kunne skibene nemlig forsvare<br />
sig selv, og i ufredstider kunne de indgå i rigets søværts forsvar. Værftets første nybygning var en såkaldt<br />
50
”snau”, dvs. et mindre orlogsskib, der var forsynet med 12 kanoner, og som fik navnet ”Enigheden”. Jomfrusejladsen<br />
gik i 1781 til Vestindien.<br />
Peter Johansens næste skibsbygningsprojekt var linjeskibet ”Cron Princesse Louisa Augusta” – det<br />
største skib, som på daværende tidspunkt skulle bygges uden for København. Det var opkaldt efter Christian<br />
7.s datter, det skulle gå på Ostindien og udstyres med hele 34 kanoner. Ikke overraskende var det stor<br />
mundfuld for det lille værft, og det endte med, at skibet måtte bugseres til København. Men det blev i familien,<br />
for Johansen ejede også Asiatisk Kompagni og det tilhørende værft, hvor skibet omsider blev bygget<br />
færdigt i 1784. På Petersværft byggedes yderligere en ”snau” og et par mindre skibe, men så var det slut.<br />
I 1791 fik Peter Johansen besked om, at flåden ønskede at anvende Petersværft som flådebase, men<br />
først et par år efter Johansens død i 1798 erhvervede staten området. I 1805 blev der bygget et skur, hvor<br />
man kunne placere en kanonchalup om vinteren, og i 1808 opførtes et officershus. Men i 1814 indså man,<br />
at hele ideen var et misfoster, og officershuset kom i <strong>sted</strong>et til at tjene som enkebolig for den lokale skovrider.<br />
Tilbage er i dag resterne af bolværket og molen samt officershuset og den røde barklade.<br />
→ Petersværft, Petersværftvej, 4772 Langebæk.<br />
30. STEGE<br />
Arbejds- og Tugthuset<br />
ARGUERITRUTEN følger hovedvej 59 fra Dronning Alexandrines Bro til Stege og<br />
M<br />
fortsætter ad Storegade. Straks efter broen over Stege Nor kan man i <strong>sted</strong>et dreje til venstre<br />
ad Ved Havnen og Langelinie, og på den måde kommer man frem til en bygning,<br />
der emmer af historie. Den vender ud mod Langgade, men ikke desto mindre er postadressen<br />
Langelinie 44. Oprindelig blev denne bygning opført som navigationsskole i<br />
1703, men skolen blev ikke synderlig benyttet, så den blev i 1727 flyttet til København. Derefter blev<br />
ejendommen brugt som embedsbolig for forskellige embedsmænd, indtil Christian 6. i 1737 resolverede, at<br />
den skulle omdannes til arbejds- og tugthus.<br />
Det var dog ikke meningen, at tugthuset skulle modtage særligt grove forbrydere, men i <strong>sted</strong>et være<br />
et ”fornemmere” fængsel, hvor bedre bemidlede borgere mod betaling kunne anbringe ”uartige familiemedlemmer”<br />
så som hustruer, der var ud til bens. Tugthusfangerne skulle fremstille manufakturer ved at<br />
spinde og væve, og der blev ansat en tysk væver til at lede anstalten. De penge, som tugthuset tjente ved at<br />
sælge de fremstillede varer, skulle gå til vedligeholdelse af bygningen. I øvrigt var der ikke råd til at bevogte<br />
de indsatte; der blev ansat siger og skriver én opsynsmand, og det kan derfor ikke overraske, at antallet af<br />
fangeflugter var betragteligt.<br />
Kort efter Christian 7.s overtagelse af tronen i 1766 dukkede en kvinde op, som påstod, at hun var<br />
uægte barn af Christian 6. Hun hed Anna Sofie Magdalene Frederikke Ulrikke og boede sammen med en<br />
51
norsk student i København. Hun gjorde krav på en kongelig pension, og hoffet mente åbenbart, at sagen<br />
måtte tages alvorligt, for i 1769 blev der nedsat en kommission af fremstående jurister, der skulle kulegrave<br />
sagen. Selvom den unge dame kunne fremføre forskellige beviser, overbeviste hun ikke kommissionen, der<br />
nåede frem til, at hendes påstand var ubegrundet. De lærde mente at kunne fastslå, at ”prinsessen” havde<br />
været prostitueret i Amsterdam, og at hun var blevet behandlet for kønssygdomme i Tyskland. Kongen beordrede<br />
hende derefter indsat i tugthuset i Stege på ubestemt tid, men på overraskende lempelige vilkår og<br />
med en kongelig ”apanage” på 40 rigsdaler om året, der oven i købet senere blev forhøjet til 100 rigsdaler.<br />
Hun sad i tugthuset til sin død i 1805.<br />
Det lukkede i 1851 og blev derefter bl.a. anvendt som sindssygehospital. Efter en omfattende modernisering<br />
åbnede Hotel Residens Møen i den historiske bygning i 2016.<br />
→ Residens Møen, Langelinie 44, 4780 Stege. residensmoen.dk<br />
31. SØMARKE<br />
Dyssen med skålgruberne<br />
Å Møn følger <strong>Margueritruten</strong> Stendyssevej på strækningen mellem Borre og Liselund, og<br />
P<br />
her passerer man lige øst for landsbyen Sømarke (med det idylliske gadekær) den imponerende<br />
Sømarkedysse, der ligger smukt i 90 meters højde på en bakketop i det kuperede<br />
landskab ”Høje Møn”.<br />
Oprindelig har gravkammeret været lukket inde i en høj, men den blev gravet bort i<br />
begyndelsen af 1800-tallet, antagelig fordi man havde en forestilling om, at stenene kunne slås i stykker og<br />
finde praktisk anvendelse. Der er da også flækket et stykke af den store dæksten, og man skal næppe fæste<br />
lid til en historie om, at det skyldes et lynnedslag.<br />
Dyssen stammer fra stenalderen (3.400 f.Kr.), og i alt kendes der 119 af disse storstensgrave på<br />
Møn. Ifølge arkæologerne er imidlertid kun en brøkdel af dem bevaret, og det menes, at der inden for en<br />
periode på 500 år blev bygget op mod 500 storstensgrave på Møn. Der har altså været tale om et veritabelt<br />
”gravbyggeboom”, hvor der i gennemsnit blev opført én grav om året. I den forbindelse er det værd at erindre,<br />
at der medgår ca. 10.000 mandetimer til bygningen af en storstensgrav.<br />
Sømarkedyssen er imidlertid speciel derved, at der på oversiden af den store dæksten er indhugget et<br />
stort antal såkaldte ”skålgruber”, som er op til fem centimeter i diameter. Disse fordybninger hænger sammen<br />
med en bronzealderkult – ergo er de tilføjet næsten 2.000 år efter dyssens opførelse. For at disse tegn<br />
har kunnet spille en rolle i bronzealderens kultiske handlinger, må dækstenen naturligvis have været synlig<br />
på det tidspunkt og ikke gemt af vejen i en jordhøj.<br />
52
Sømarkedyssen (Bera WP)<br />
Det er givet, at der er tale om hellige tegn, men det er fremdeles en gåde, hvad skålgrubernes rolle<br />
helt præcis har været; formentlig har de dog spillet en rolle i forbindelse med den frugtbarhedskult, som<br />
dyrkedes af bronzealderfolket. Eftersom de er cirkulære, kan der være tale om et billede på solen, men der<br />
er også andre fortolkninger i retning af, at de er en markering af det kvindelige køn og derfor er en hyldest<br />
til menneskenes forplantningsevne. Ifølge den nyeste optælling findes der i alt 458 skålgruber på Sømarkedyssen.<br />
Skålgruberne er den mest primitive form for de helleristninger, som især kendes fra Sverige, og som i<br />
Danmark findes på Bornholm. De mest anvendte symboler forestiller skibe, solen og mennesker i procession<br />
med lurer og økser, men også samlejescener og pløje- og kampscener forekommer.<br />
→ Sømarkedyssen, Stendyssevej 10-12, 4791 Borre.<br />
53
32. TØVELDE<br />
En geologisk naturperle<br />
Å den del af den mønske Margueritrute, som går syd om Stege Nor, kommer man til den<br />
P<br />
lille bebyggelse Tøvelde, der sammen med Bissinge, Lille Bissinge og Svensmarke udgør<br />
de såkaldte ”søndre byer”. De søndre byer nævnes i skriftlige kilder allerede i 1200-tallet,<br />
men arkæologiske fund dokumenterer, at her har boet mennesker allerede i ældre stenalder.<br />
Navnet Tøvelde betyder væld eller kilde og refererer til, at der oprindelig var to kilder<br />
i byen. Kun den ene er tilbage og findes ved noret for enden af Kildestræde.<br />
Fra Tøvelde kan man gøre en lille afstikker ad Strandstensvej, der fører ud til en parkeringsplads ved<br />
Østersøen, som på dette <strong>sted</strong> hedder Hjelm Bugt. <strong>Et</strong> godt stykke ude i vandet ligger Tøveldestenen, som<br />
givetvis er blevet ført hertil af isen under sidste istid for ca. 15.000 år siden. Det siger næsten sig selv, at der<br />
er knyttet adskillige sagn og myter til en sten af den størrelse. Det hedder sig således, at den er så stor, at<br />
man kan vende på den med både hest og vogn, at den giver sig til at brumme, når et uvejr er under opsejling,<br />
og at den vender sig hver gang, den lugter nybagt brød (i så fald må den have en god lugtesans, for der er ærlig<br />
talt et pænt stykke vej til nærmeste gård).<br />
For de geologisk interesserede er stranden ved Tøvelde en rigtig lækkerbisken. Hvis man stiller sig<br />
med ryggen til havet og kigger på den lave strandklint, kan man nemlig tydeligt se de grå og hvide lag, som<br />
er afsat lige efter istiden oven på moræneleret, der stammer fra sidste istid. De indeholder et væld af informationer<br />
om klimaet i perioden efter sidste istid og om de arter, som kom til Danmark, da klimaet blev varmere,<br />
og isen trak sig tilbage i den såkaldte senglaciale periode for 14.000 år siden. Aflejringerne fungerer<br />
med andre ord som en slags klimaarkiv, og ved hjælp af pollenanalyser får man et godt billede af vegetationen<br />
og dermed indirekte af klimaet og miljøforholdene dengang.<br />
Lagene blev oprindelig afsat i en lille lavvandet sø. I dag ses den i terrænet som et lavt liggende område,<br />
der strækker sig et par hundrede meter ind i landet. De ældste lag ligger i sagens natur nederst, og<br />
man kan tydeligt skelne hvide og musegrå lag. De hvide lag er grus med masser af kalkskaller fra muslinger,<br />
mens de musegrå lag er en jordtype, der kaldes gytje, og som består af ler og ekskrementer fra de dyr, der<br />
levede i søen for 11.500 år siden. Der er også fundet knogler fra små gnavere som mus og lemminger.<br />
→ Tøveldestenen, Strandstensvej, 4780 Stege.<br />
54
33. STUBBEKØBING<br />
Bidt af en gal motorcykel<br />
TUBBEKØBING, der med sin naturhavn ligger så smukt ved Grønsund, kan føre sin historie<br />
helt tilbage til vikingetiden. En arkæologisk udgravning i 1980’erne godtgjorde nemlig,<br />
S at her i vikingetiden har ligget et skibsværft. Stubbekøbing var et af de <strong>sted</strong>er, hvor ledingsflåden<br />
samledes, og her skal Svend Tveskæg ifølge Saxo være blevet taget til fange af vendiske<br />
sørøvere. Han blev dog sat på fri fod igen, efter at danskerne havde betalt en løsesum, der<br />
udgjorde kongens vægt i guld.<br />
Stubbekøbing Kirke (Hubertus WP)<br />
I middelalderen blomstrede byen takket være det rige sildefiskeri i Østersøen, og i 1354 fik Stubbekøbing<br />
købstadsprivilegier. Handelen havde kronede dage, men i midten af 1500-tallet begyndte det at<br />
gå ned ad bakke. Sildefiskeriet var efterhånden ikke, hvad det havde været, og under Svenskekrigene fik by-<br />
55
en en hård medfart. Bedre blev det naturligvis ikke af, at havnen sandede til, og det var først med anlæggelsen<br />
af en ny havn i 1842, at den langvarige krise slap sit tag i Stubbekøbing. Det var heller ikke nogen<br />
skade til, at banen mellem Stubbekøbing og Nykøbing Falster åbnede i 1911. I de første årtier af 1900-tallet<br />
steg indbyggertallet fra 1.600 til 2.200, og her har det ligget nogenlunde konstant siden da.<br />
En tur gennem de charmerende gamle købstadsgader kan passende begynde på det smalle torv ved<br />
byens kirke, der blev påbegyndt efter et vendisk angreb i 1158. Der er tale om en basilikalignende kirke<br />
med midterskib og to sideskibe, og Sankt Annas Kapel på nordsiden har ry for at være en af landets smukkeste,<br />
gotiske bygninger. Det stammer fra anden halvdel af 1400-tallet og er bygget af munkesten med bælter<br />
af kridtsten og med blændingsgavle. Fra Torvet kan man gå ned ad Grønnegade, til højre ad Jernbanevej<br />
og op ad Møllegade tilbage til Torvet. Det lønner sig også at slå et smut ind i Ringgårdsstræde, inden man<br />
går en tur ad Vestergade, der er Stubbekøbings hovedgade, og hvorfra man via de små stræder kan få et kig<br />
ned til vandet.<br />
I en købmandsgård fra 1846 i Vestergade finder man Stubbekøbings museum, der fortæller om livet i<br />
den lille provinsby omkring år 1900. Særligt interessant er samlingen af mål og vægte og det gamle køkken<br />
med en gedigen samling af Glud & Marstrand’s berømte blå emaljekøkkentøj. Blikkenslager Poul Glud<br />
(1850-1924) og isenkræmmer Troels Marstrand (1854-1929) startede i 1879 en produktion af tingenstande,<br />
men i 1895 begyndte deres virksomhed også at fremstille det emaljerede køkkentøj, hvis kendteste<br />
produkt var Madam Blå. Køkkentøjet blev en gedigen sællert; alene af Madam Blå blev der således i 1900<br />
produceret 200.000 om året.<br />
På Nykøbingvej i byens sydlige udkant ligger Danmarks Motorcykelmuseum, der blev grundlagt i<br />
1977. Malermester Erik Nielsen fra Karleby havde i en lille menneskealder kørt land og rige rundt og derved<br />
skabt en samling af 80 gamle motorcykler, hvoraf halvdelen var smukt istandsat, og han besluttede at<br />
skænke samlingen til den daværende Stubbekøbing Kommune. Siden da er samlingen blevet endnu større<br />
og omfatter nu 230 motorcykler, hvoraf man løbende udstiller 170. I 1983 blev museet udvidet med Benny<br />
Ahlburgs store samling af sjældne, gamle radioer, højttalere, grammofoner og fjernsyn.<br />
→ Stubbekøbing Museum, Vestergade 43, 4850 Stubbekøbing. stubmus.dk<br />
→ Danmarks Motorcykelmuseum, Nykøbingvej 54, 4850 Stubbekøbing.<br />
danmarksmotorcykelmuseum.dk<br />
56
34. TROMNÆS<br />
Generalens lysthus<br />
P<br />
Å Falster går <strong>Margueritruten</strong> gennem bøgeskovene på Østersøkysten og passerer en parkeringsplads<br />
ved Tromnæs. Ud til stranden lidt længere mod syd ligger den fine, stråtækte<br />
pavillon, som kaldes ”Generalens lysthus”. Den ”general”, der er tale om, er generalmajor<br />
J.F. Classen (1725-92), for det var ham, der byggede det romantiske lysthus i 1780’erne.<br />
Generalens lysthus (Erik Varbæk WP)<br />
Trods den fine titel var det imidlertid ikke som militærmand, at J.F. Classen udmærkede sig. Tværimod<br />
uddannede Classen, der stammede fra beskedne kår i Oslo, sig til teolog, men allerede under studierne<br />
i København traf han Andreas Bjørn (1703-50), der på daværende tidspunkt var en af hovedstadens mest<br />
indflydelsesrige forretningsfolk. Næsten på Lykke Per’sk maner fik Classen gennem ham kontakt til det<br />
bedre borgerskab og smag for købmandsskab. Bjørn handlede med krudt, kugler og kanoner, og da han<br />
døde, overtog Classen hans forretning.<br />
57
Classens held var, at Frederik 5. i 1756 gav ham til opgave at stå for kanonproduktionen ved Arresøs<br />
to vandmøller. Han blev udstyret med den fornemme titel generalkrigs- og ammunitionskommissær og fik<br />
ansvaret for hærens finanser og forplejning. Classen kvitterede ved at opkalde kanonværket Frederiksværk<br />
efter kongen, hvad der utvivlsomt behagede majestæten. Det blev en ualmindelig god forretning for Classen,<br />
der på få år blev en hovedrig mand.<br />
I 1768 investerede han en del af sine penge i godset Corselitze på Falster, og i 1775-77 forsynede<br />
han Corselitze med en nyklassicistisk hovedbygning i to etager, der var tegnet af Andreas Kirkerup. Den<br />
travle mand opholdt sig dog kun på Corselitze om sommeren, hvor han nød at færdes i den smukke natur i<br />
skov og ved strand. På sit yndlings<strong>sted</strong> ved stranden lod han opføre den lille, stråtækte pavillon med den karakteristiske<br />
træsøjleforhal. Også her var Andreas Kirkerup arkitekt, og man aner et vist slægtskab med Kirkerups<br />
lille mirakel Liselund på Møn. ”Generalens Lysthus” blev i øvrigt i en periode anvendt som traktør<strong>sted</strong>.<br />
Det begyndte med, at falstringerne under 1. Verdenskrig kom med deres kaffekander og fik hældt kogende<br />
vand på bønnerne, men fra 1917 blev sommerserveringen sat i system med salg af kaffe med kage,<br />
smørrebrød og is.<br />
Da Classen var barnløs, bestemte han, at hans ikke ubetydelige formue skulle anbringes i Det Classenske<br />
Fideicommis og anvendes til at ”understøtte og befordre vindskibelighed og arbejdsomhed” og at<br />
”danne nyttige mennesker til statens bedste”. Der er offentlig adgang til Corselitzes park.<br />
→ Generalens Lysthus, Tromnæs Alleen 2, 4800 Nykøbing Falster. corselitze.dk<br />
35. NYKØBING FALSTER<br />
Czarens Hus<br />
Å Torvet i Nykøbing Falster, nærmere bestemt på hjørnet af Færgestræde og Langgade,<br />
P<br />
ligger et smukt bindingsværkshus, som bærer det lidt pudsige navn Czarens Hus. Det<br />
lader sig ikke gøre nøjagtig at fastslå, hvornår huset er bygget, men eksperterne mener, at<br />
det må stamme fra tiden omkring 1690. Man ved, at ejendommen var ejet af tolder Casper<br />
Wichmand i årene 1672-96, og eftersom der er fundet en sølvmønt i soklen, som er fra<br />
1689, tyder meget på, at det er Wichmand, der har bygget hjørnegården. Han blev nemlig en særdeles holden<br />
mand, dels fordi han giftede sig til en pæn slat penge, dels fordi han sad inde med byens vinmonopol, og<br />
dels fordi han havde ret til at opkræve afgifter på færgebroen. Under alle omstændigheder lå huset her i<br />
1716, for da ejedes det af gæstgiver Iver Rosenfeldt, og det var ham, der tog mod zar Peter den Store af<br />
Rusland.<br />
Frederik 4. havde under Store Nordiske Krig indgået en alliance med den russiske zar, og planen var<br />
at invadere Skåne med hjælp fra den russiske flåde. Mens flåden lå for anker ud for København, besøgte zaren<br />
Nykøbing Falster i juli 1716, og selvom det vel havde været mest naturligt at lade ham dinere på Nykø-<br />
58
ing Slot, valgte han at blive bespist på gæstgiveriet. Ifølge den lokale apotekersøn, som åbenbart var til <strong>sted</strong>e,<br />
bestod det fyrstelige traktement af brød, smør, hollandsk ost samt øl, brændevin og vin. Der blev <strong>opsat</strong><br />
en mindeplade på muren med teksten ”Ihre Czarische Maiestät zu Moscovien Peter Alexewitz hat hier gespeiset<br />
Anno 1716”, og siden har huset været kendt som Czarens Hus.<br />
Efterfølgende fungerede huset i en periode som købmandsgård, men fra 1833 var gæstgiveriet hovederhvervet.<br />
De russiske relationer blev så at sige genoplivet i 1867, da Christian 9. besøgte <strong>sted</strong>et sammen<br />
med sin svigersøn, den kommende zar Alexander 3., der blev gift med den danske prinsesse Dagmar.<br />
Det fortælles, at det sågar lykkedes gæstgiver Henriksen at få den russiske statskasse til at betale en tredjedel<br />
af omkostningerne til en tiltrængt restaurering af huset i 1898. Også Christian 10. og dronning Margrethe<br />
har besøgt huset, der blev anvendt som hotel og gæstgiveri indtil 1923, hvor det blev købt til brug for<br />
Museet Falsters Minder. Museet indgår i dag i Museum Lolland-Falster og rummer Museum Obscurum med<br />
en samling af uhyggelige mærkværdigheder.<br />
→ Czarens Hus, Færgestræde 1A, 4800 Nykøbing Falster. museumlollandfalster.dk<br />
36. NYSTED<br />
Læge og gudbenådet digter<br />
ARGUERITRTUEN passserer på Lolland Danmarks sydligst beliggende købstad Ny<strong>sted</strong>,<br />
som er en af landets mest maleriske småbyer. Mange af de små, velholdte huse er<br />
M fredede, og det lønner sig absolut at gå en tur fra Gammeltorv ad hovedgaden Adelgade.<br />
I Adelgade passerer man det hus, hvor Emil Aarestrup (1800-56) etablerede sin<br />
praksis som nyuddannet læge i 1827. Han praktiserede i byen i 11 år – men han havde<br />
åbenbart tid til overs, for han fik i alt 12 børn (deraf dog kun de fem, mens han boede i Ny<strong>sted</strong>) med sin hustru<br />
Caroline. Hun var hans otte år yngre kusine, som han som ung havde været vanvittigt forgabt i, og som<br />
han havde giftet sig med, kort før han kom til Ny<strong>sted</strong>. I øvrigt havde han allerede i 1822 fået et barn med den<br />
ti år ældre Louise Spengler, hos hvem han boede til leje, mens han studerede på universitetet i København.<br />
Trods den første besættelse ser det imidlertid ikke ud til, at Aarestrup oplevede, at ægteskabet med<br />
Caroline var udpræget lykkeligt, og i sine digte var det ikke hustruen, han fantaserede om. Aarestrup var læge<br />
for familien Raben på Ålholm Slot, og i ”Erotiske situationer” beskriver han en kurrejse til Karlsbad i<br />
1832 sammen med den syge komtesse Amalie Raben, som han undervejs blev stadig mere forelsket i. Kuren<br />
havde imidlertid ingen effekt, og komtessen døde på hjemrejsen. Den forelskede provinslæge var også en<br />
gudbenådet digter, som i sin elegante lyrik først og fremmest gav sig til kende som en sværmende erotiker.<br />
Med Aarestrups egne ord: ”Jeg er legende, drømmende, sværmende, elskende, døende, digtende”.<br />
Men doktormanden forha<strong>sted</strong>e sig ikke. Hans første digtsamling udkom først i 1837, og nogen udpræget<br />
sællert var den ikke; efter tre måneder var der solgt siger og skriver 40 eksemplarer. Aarestrup var<br />
59
antagelig et nummer for frisindet for datidens konventionelle – for ikke at sige bornerte og sexforskrækkede<br />
– borgerskab. Derefter koncentrerede Aarestrup sig om sin tilværelse som læge og munter selskabsløve, og<br />
først efter hans død udkom hans anden digtsamling, der meget passende kom til at hedde ”Efterladte digte”.<br />
Den sødmefyldte erotik i digtene placerer ham – trods manglende anerkendelse i samtiden – som en af Danmarks<br />
fineste digtere fra den senromantiske periode.<br />
Interiør fra Emil Aarestrups hus (Ramblersen2 WP)<br />
→ Museet Aarestrups Hus, Adelgade 80, 4880 Ny<strong>sted</strong>. aarestrup-foreningen.dk<br />
60
37. SØHOLT<br />
Danmarks bedst bevarede barokhave<br />
MKRANSET af store skove lyser Søholts kridhvide hovedbygning med det renoverede<br />
O<br />
haveanlæg op i det idylliske landskab ved Maribosøerne. Herregårdens historie begynder<br />
med en længst forsvunden landsby ved navn Bregerup. Her lå i 1389 en Sankt Jørgensgård,<br />
der var et hospital for spedalske. Sankt Jørgen var skytshelgen for fattige og syge, og hans<br />
navn blev derfor knyttet til de omkring 35 hospitaler, som blev oprettet rundt om i Danmark<br />
fra begyndelsen af 1100-tallet. Sygdommen var dengang uhelbredelig, og da den samtidig er meget smitsom,<br />
valgte man helt bogstaveligt at udelukke de spedalske fra resten af samfundet. De blev simpelt hen<br />
spærret inde og afskåret fra enhver kontakt med deres familie.<br />
I slutningen af middelalderen var sygdommen så godt som udryddet i Danmark, og hospitalet i Bregerup<br />
blev med tiden til en gård, som kaldtes Bregerupgaard, og som sammen med en række andre lollandske<br />
gårde kom i Morten Venstermands (1536-1610) besiddelse. Det samlede gods kaldte han Søholt, men da<br />
der ikke var nogen standsmæssig bolig på Søholt, logerede han og hustruen Anne Galt på Pederstrup, der<br />
var en anden af hans lollandske ejendomme.<br />
Ad forskellige omveje kom Søholt i 1637 til Just Friederich von Pappenheim (død 1649), der stammede<br />
fra Holsten. I 1609 havde han fået den ganske betroede stilling som kammerjunker for den udvalgte<br />
(og særdeles udsvævende) prins Christian (1603-47), der var søn af Christian 4., og som var blevet valgt<br />
som tronfølger i 1608. Efter en skandale med elskerinden Anne Lykke på Harridslevgaard på Nordfyn gik<br />
det imidlertid jævnt ned ad bakke for prinsen, og han endte med at drikke sig ihjel.<br />
Von Pappenheim opførte i 1647 en hovedbygning på Søholt, bestående af to bindingsværksfløje. Det<br />
er dog ikke fra denne von Pappenheim, at vi har udtrykket ”at kende sine pappenhejmere”. Udtrykket anvendes<br />
af den tyske digter Friedrich Schiller i skuespillet ”Wallensteins død” fra 1800 og refererer til den<br />
tyske feltherre Gottfried Heinrich von Pappenheim (1594-1632), hvis hær bestod af lutter upålidelige lejesoldater.<br />
Von Pappenheims enke Regitze Urne var nødsaget til at pantsætte godset og gården, og det endte<br />
med, at en af panthaverne, Henning Ulrich von Lützow (1649-1722) overtog Søholt. Han anlagde den<br />
smukke have med springvand, kaskader og statuer, og sønnen Christian Frederik von Lützow (1701-59),<br />
der var berømt for sine overdådige fester, fortsatte i et endnu mere pompøst spor ved at udstyre haven med<br />
”perspektiver af norske fjelde, sejlende skibe og italienske vinbjerge”.<br />
Gennem ægteskab kom Søholt i 1796 i Frederik Julian Christian von Bertouchs (1764-1831) besiddelse.<br />
Han giftede sig tredje gang med Louise Juliane von Wallmoden (1775-1831), og ægteparret samlede<br />
om sommeren en kreds af tidens store kunstnere på Søholt, bl.a. Thorvaldsen og Oehlenschläger.<br />
Oehlenschläger beretter således, at selskabet gik tur i haven og i skoven i al slags vejr, og at der sædvanligvis<br />
blev musiceret om aftenen, eftersom alle børnene spillede klaver eller violin, og at han og husets vært sam-<br />
61
men lod deres sangrøst høre. I 1804 opførte Bertouch en ny hovedfløj i tidens empirestil, bestående af en<br />
stor, enkel bygning i to etager; to gamle sidefløje fra 1647 blev dog bevaret.<br />
Søholt (Jørgen Jørgensen)<br />
I 1852 blev Søholt solgt til godsejer Laurits Jørgensen på Sølle<strong>sted</strong>gaard, og det var ham, der et par<br />
år senere nedrev de gamle sidefløje og i <strong>sted</strong>et forsynede den store hovedbygning med svungne renæssancegavle<br />
og en kort tværfløj mod øst. Søholt ejes i dag af Frederik von Lüttichau og indgår i godset Engestofte-<br />
Søholt.<br />
Det store haveanlæg fra von Lützows tid i 1690’erne er måske Danmarks bedst bevarede barokhave.<br />
Man ved ikke, hvem der var havearkitekten, men forbilledet er tydeligvis Versailles’ barokhave, og på den<br />
bevarede haveplan har man da også fundet en påskrift på fransk. Anlægget er 340 meter på den lange led og<br />
110 meter bredt, og det består af cirkler, halvcirkler, kvadrater og rette linjer. Nærmest hovedbygningen<br />
udgjorde en række klippede lindetræer en halvcirkel, længere væk var der cirkelformede hække og længst<br />
væk bestod anlægget af kvadrater. Langs ydersiderne var der langstrakte damme, og mod øst afsluttedes<br />
haven af to store bassiner. Det meste er stadig intakt; således er nogle af hækkene og halvcirklen af lindetræer<br />
faktisk de oprindelige, og de er dermed mere end 300 år gamle. Med hjælp fra Realdania blev haven<br />
gennemrenoveret i 2010, og den er åben alle dage mod entré.<br />
→ Søholt, Søholtvej 20, 4930 Maribo. soeholt.nu<br />
62
38. MARIBO<br />
Bangs Have<br />
ET kan nøjagtig tidsfæstes, hvornår Maribo opstod, og i modsætning til så mange andre<br />
D<br />
danske byer var Maribo købstad fra første dag. Samtidig med at birgittinerklostret blev<br />
grundlagt i 1416, gav kong Erik af Pommern nemlig privilegium til den (endnu ikke eksisterende)<br />
by, som skulle opstå omkring klostret. Der lå ganske vist i forvejen en lille<br />
landsby ved navn Skimminge, og eftersom klosterkirken var forbeholdt klostrets beboere,<br />
måtte Maribos indbyggere værsgo benytte Skimminge Kirke, indtil den brændte i 1596. På det tidspunkt<br />
var Reformationen længst overstået, og klostret var nedlagt. Der var derfor ikke længere noget til hinder<br />
for, at maribonitterne kunne komme i klosterkirken. Den står endnu og er i dag Maribo Domkirke, mens<br />
klostret i mellemtiden er forvandlet til en ikke særligt imponerende ruin. Af landsbyen Skimminge er der<br />
ikke andet tilbage end et gadenavn et par hundrede meter øst for domkirken.<br />
Bangs Have anno 2017 (Toxophilus WP)<br />
Det gik temmelig trægt med den lille købstad, som led slemt under de svenske soldaters hærgen i<br />
1659, men det begyndte så småt at gå fremad med handelen, navnlig efter at der blev etableret en havn i<br />
Bandholm i 1836. Med åbningen af jernbanen fra Nykøbing til Nakskov i 1874 kom der gang i den indu-<br />
63
strielle udvikling, og specielt sukkerfabrikken fra 1897 skabte et betydeligt antal arbejdspladser. I 1901<br />
talte byen 3.838 sjæle, men i roesæsonen steg byens indbyggertal på grund af de mange polske roepiger.<br />
I 1913 opførtes en skovpavillon i lystskoven Bangs Have ved Maribosøerne, som var et yndet udflugts<strong>sted</strong><br />
for byens borgere. I skoven afholdtes fugleskydning, fjerkræudstillinger og gudelige møder, men<br />
man savnede en ordentlig teatersal i <strong>sted</strong>et for salen på Olsens Hotel, som ærlig talt ikke var meget bevendt.<br />
”Pavillonen i Bangs Have” blev finansieret via folkeaktier, og arkitekt Ove Funch Espersen fra København<br />
vandt den arkitektkonkurrence, som man havde udskrevet. Den 1. maj 1913 kunne man slå dørene op og<br />
afholde en indvielsesfestmiddag for 150 gæster.<br />
Siden er pavillonen blevet udvidet og ombygget flere gange, men den forblev tro mod aktieselskabets<br />
love, der bestemmer, at ”forlystelser, såsom musikalsk underholdning, sommerteater, fugleskydning og baller<br />
kan afholdes”. Her har været spillet revy, musiceret og festet efter alle kunstens regler, og til sommerrevyen<br />
før 2. Verdenskrig havde maribonitten Reinhold Jensen altid fribillet, fordi hans latter var så øredøvende<br />
og smittende, at resten af publikum ikke kunne lade være med at grine med – nærmest uanset hvor<br />
morsom revyen ellers var.<br />
Pavillonen blev beslaglagt af den tyske værnemagt i 1943, som brugte den til indkvartering, og efter<br />
2. Verdenskrig blev den flygtningelejr for de mange tyskere, der ikke havde noget <strong>sted</strong> at vende hjem til. I<br />
dag er der igen liv og glade dage i de gamle bygninger, og restauratøren udlejer også kanoer, hvis man skulle<br />
få lyst at se det hele fra søsiden.<br />
I udkanten af Bangs Have ligger Frilandsmuseet med smedje, mølle, skole, bondegård og andre bygninger,<br />
der giver et hyggeligt indblik i livet på landet i gamle dage. Det var den daværende formand for<br />
Lolland-Falsters Stiftsmuseum, Alex Holck, som overtalte Maribo Sukkerfabrik til at overlade museet det<br />
areal, hvor planerne om et Frilandsmuseum blev til virkelighed i 1927. Det åbnede med syv huse under<br />
navnet ”De gamle Huse”, og med årene er der kommet flere til, således at museet i dag råder over 16 bygninger,<br />
der til sammen fortæller historien om livet på landet på Lolland og Falster fra 1600-tallet til 1914.<br />
De små haver, hyggekrogene og græsplænerne er med til at skabe en rigtig god oplevelse. Især de yngre<br />
museumsgæster har fornøjelse af de forskellige gamle lege på museumsområdet, og til tider levendegøres<br />
hele museet.<br />
→ Bangs Have, Bangshavevej 23, 4930 Maribo.<br />
→ Frilandsmuseet “De gamle Huse”, Meinckesvej 5, 4930 Maribo. museumlollandfalster.dk<br />
64
39. BANDHOLM<br />
Koleralægen<br />
ADEPLADSEN i Bandholm hørte først under Maribo Kloster og blev siden overtaget af<br />
L<br />
Knuthenborg gods, der i 1842 anlagde en egentlig havn. Det var i den store kornsalgsperiode,<br />
og faktisk var havnen i en årrække Danmarks tredjestørste kornudskibningshavn.<br />
Bandholm voksede og fik et købstadslignende præg med de karakteristiske, gule bindingsværkshuse.<br />
Lensbaronen havde også en finger med i spillet, da Danmarks første privatbane<br />
fra Maribo til Bandholm blev anlagt i 1869. Den blev nedlagt i 1952, men ”genopstod” ti år senere som<br />
Danmarks første veteran-jernbane.<br />
I 1870 boede der omkring 900 mennesker i Bandholm, og der var ikke mindre end 53 forretninger,<br />
blandt dem flere banker, tre købmænd og to hoteller. I Havnegade lå de store kornmagasiner, hvoraf Hvedemagasinet<br />
fra 1850 er bevaret og i dag anvendes som kulturhus.<br />
Netop i 1850, nærmere bestemt i august måned, blev Bandholm ramt af en omfattende koleraepidemi.<br />
Det var det første, større udbrud af ”asiatisk kolera” i Danmark, og det ramte en af byens mest velhavende<br />
og ansete familier. Efter mindre end et døgns sygdom døde handelsfuldmægtig Lund, hans hustru og<br />
familiens husassistent Johanne Jørgensdatter, der var den første, der blev smittet.<br />
Den 26. august skrev Justitsministeriet til den unge læge Peter Ludvig Panum (1820-85) og pålagde<br />
ham hurtigst muligt at begive sig til Bandholm. I 1846 var det lykkedes ham at bekæmpe både en tyfusepidemi<br />
og en voldsom mæslingeepidemi på Færøerne, så man mente, at han måtte have gode forudsætninger<br />
for at dæmme op for koleraen på Lolland. Inden han nåede frem, var der konstateret fem ny koleratilfælde.<br />
Han fik afspærret Lolland fra søsiden og isolerede de syge i en del af Lunds hus, som ved bistand<br />
fra grev Knuth blev indrettet til et kolerahospital med 13 senge. Det lykkedes at inddæmme sygdommen, og<br />
sidst i september var epidemien overstået: 28 personer var blevet angrebet, og af dem døde 15.<br />
Panums konsekvente karantæne- og afspærringsmetoder vakte imidlertid kritik hos den etablerede<br />
lægestand, fordi de var i modstrid med de gængse smittebehandlingsmetoder, og det endte sågar med, at<br />
han måtte fratræde sin kandidatstilling på Almindelig Hospital i København. Havde man fulgt Panums metoder,<br />
ville koleraen antagelig have krævet langt færre liv, da den for alvor slog til i København og Aarhus i<br />
1853. Panum selv tog mod et tilbud om et professorat i Kiel og vendte først tilbage til København i 1864.<br />
Det sundhedsfaglige fakultet ved Københavns Universitet holder i dag til i ”Panumbygningen” på Blegdamsvej.<br />
→ Bandholm Havn, Havnepladsen, 4941 Bandholm.<br />
65
40. HALSTED KLOSTER<br />
På aftægt på Lolland<br />
ORT før Nakskov kommer <strong>Margueritruten</strong> til Hal<strong>sted</strong> Kloster. Vistnok i 1284 skænkede<br />
Erik Plovpennings datter Jutta det gamle krongods til et benediktinerkloster. Hen-<br />
K<br />
des gavmildhed satte åbenbart et godt eksempel, for klostret blev nærmest overøst med<br />
gaver fra den lollandske adel.<br />
Beliggenheden var velvalgt. Egnen var såre smuk, åen var sejlbar helt op til klostret<br />
– og så afholdtes der hvert år et stort marked netop her. Klostret blomstrede da også og var derfor et<br />
oplagt mål, da lübeckerne hærgede Lolland i 1510. Munkene sprang for livet, mens ”de rå søfolk forly<strong>sted</strong>e<br />
sig med de værgeløse nonner”. De fleste af klostrets bygninger nedbrændte, men blev hurtigt genopført, og<br />
heldigvis havde kirken ikke taget nævneværdig skade. Den romanske kvaderstenskirke var blevet bygget allerede<br />
omkring 1175, men den blev om- og udbygget i klostertiden for at skaffe plads til munkene.<br />
Hal<strong>sted</strong> Kloster (Realdania)<br />
Desværre kommer én ulykke sjældent alene. Knap havde klostret forvundet lübeckernes hærgen, før<br />
en endnu større katastrofe væltede ned over munkenes arme hoveder: Luthers lære kom til Lolland allerede<br />
66
i 1528, og med Reformationen i 1536 blev klostergodset inddraget under kronen. Hele Lolland-Falster<br />
blev givet til Frederik 2.s unge dronning Sophie (1557-1631), da hun blev enke i 1588. Hun var en overmåde<br />
energisk dame, som satte et betydeligt fingeraftryk på det forhenværende kloster, selv om hun foretrak<br />
at opholde sig på slottet i Nykøbing.<br />
Også Frederik 3.s enke Sophie Amalie kom på ”aftægt” på Lolland-Falster, men i 1719 mageskiftede<br />
Jens Juel-Vind (1694-1726) sig til Hal<strong>sted</strong> Kloster, som han navngav Juellinge. Siden da har Hal<strong>sted</strong> Kloster<br />
været i slægtens eje, og den nuværende ejer er niende generation.<br />
Allerede i enkedronning Sophies tid var der blevet opført en ny sydfløj, der opkaldtes efter hende, og i<br />
1740’erne tilføjedes en lav vestfløj i én etage mellem dronningens hus og kirken, som blev ombygget ved<br />
samme lejlighed. Resultatet var et relativt symmetrisk anlæg, som stilmæssigt blandede barok og rokoko. I<br />
1840’erne nedrev man imidlertid den lave vestfløj og opførte en nygotisk hovedbygning i to etager, der kom<br />
til at stå frit uden forbindelse med kirken eller de øvrige fløje.<br />
I 1740 anlagdes en barokhave i fransk stil, men den blev nedlagt i 1860. Den genskabtes i 1920,<br />
men blev atter opgivet i 1960’erne. Man kan dog stadig ane den gamle barokhave med dens terrasseniveauer.<br />
Parken er åben fra 1. april til 1. oktober, mens kirken er åben alle hverdage undtagen mandag i sommerperioden.<br />
→ Hal<strong>sted</strong> Kloster, Maribovej 250, 4900 Nakskov. hal<strong>sted</strong>kloster.dk<br />
41. NAKSKOV<br />
Det hvide guld<br />
ANMARKS sukkereventyr tog sin begyndelse på Lolland, Falster og Møn, og når man følger<br />
<strong>Margueritruten</strong> på ”Sydhavsøerne”, bliver man jævnligt mindet om sukkerroerne og<br />
D den enorme betydning, som ”det hvide guld” fik for øernes udvikling. Det begyndte i Holeby<br />
på Lolland og fortsatte med oprettelsen af sukkerfabrikker i Maribo, Sakskøbing,<br />
Nykøbing Falster, Nakskov og Stege – og hver sukkerfabrik havde et lille net af saftstationer<br />
og i en periode desuden kilometervis af smalsporede roebaner knyttet til sig.<br />
Sukker var oprindelig et eksotisk produkt, der blev udvundet af sukkerrør. Danmark fik sit sukker fra<br />
De Dansk-Vestindiske Øer, men omkring år 1800 fandt man ud af, at man også kunne bruge sukkerroer til<br />
at fremstille sukker – og det førte til, at den første danske sukkerfabrik blev bygget i Tranekær på Langeland<br />
i 1811. Dette forsøg slog imidlertid fejl og medførte i første omgang, at interessen for sukkerroer kølnedes<br />
betragteligt i Danmark.<br />
Men så skete der pludselig en hel masse. I Holeby byggede de to brødre Erhard og Johan Ditlev Frederiksen<br />
”Sukkerfabrikken Lolland” for egen regning og risiko; de var selv begyndt at dyrke sukkerroer og<br />
placerede fabrikken midt mellem deres to gårde. Præcis samtidig dannede en kreds af erhvervsfolk med den<br />
67
foretagsomme C.F. Tietgen i spidsen De Danske Sukkerfabrikker, der byggede sin første sukkerfabrik i<br />
Odense – og det blev faktisk Tietgen & Co., som kom først. De tog nemlig mod deres første sukkerroer i<br />
december 1873, mens brødrene Frederiksen på Lolland først var klar en måned senere.<br />
Brødrenes fabrik gik ikke særlig godt, og det endte med, at De Danske Sukkerfabrikker overtog den i<br />
1880. I 1882 udvidedes med sukkerfabrikken i Nakskov, og i 1884 kom Assens og Stege til. En sukkerfabrik<br />
i Maribo, som var etableret af et privat konsortium, blev overtaget i 1898, og Sakskøbing Sukkerfabrik<br />
blev indviet i 1910. Eneste konkurrent til De Danske Sukkerfabrikker var Andels-Sukkerfabrikken<br />
Nykøbing, som blev etableret allerede i 1884, og som overlevede som selvstændig virksomhed helt indtil<br />
1989, hvor også den blev indlemmet i De Danske Sukkerfabrikkers imperium. Af de mange sukkerfabrikker<br />
er der i dag kun to tilbage, nemlig i Nykøbing Falster og Nakskov. Men historien om sukkereventyret<br />
på ”Sydhavsøerne”, der gjorde Danmark selvforsynende med sukker, fastholdes på Sukkermuseet<br />
i Nakskov, hvorfra der er udsigt til byens sukkerfabrik.<br />
→ Danmarks Sukkermuseum, Løjtoftevej 22, 4900 Nakskov. sukkermuseet.dk<br />
42. RUDKØBING<br />
Langelands hovedstad<br />
RA Tårs på Lolland tager <strong>Margueritruten</strong> færgen til Spodsbjerg på Langeland, og efter et<br />
F<br />
lille svinkeærinde omkring Tranekær kommer ruten til Langelands ”hovedstad” Rudkøbing.<br />
Fra de tidligste tider lå Rudkøbing praktisk for øens indbyggere, når de ville sejle<br />
udenøs, og eferhånden blev overfarts<strong>sted</strong>et til en handelsplads og i 1200-tallet til en rigtig<br />
by, der fik købstadsrettigheder allerede i 1287. Både under Grevens Fejde i 1500-tallet<br />
og under Svenskekrigene i 1600-tallet var byen udsat, og som om det ikke var nok, gjorde pesten et alvorligt<br />
indhug i byens befolkning. Hertil kom to bybrande i 1590 og 1610, som hærgede store dele af byen.<br />
Faktisk begyndte det først at gå fremad for den lille købstad i løbet af 1800-tallet. Det hang især<br />
sammen med, at der blev anlagt en ny havn i 1847, og at de første industrivirksomheder begyndte at slå sig<br />
ned i byen. I løbet af 1800-tallet tredobledes byens befolkningstal og nåede op på næsten 3.500. Industrialiseringen<br />
fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet, men efter 1920 gik byen nærmest i stå. Det kan imidlertid<br />
ses som en fordel for turismen, eftersom det autentiske købstadsmiljø i vid udstrækning er bevaret og<br />
stort set fremstår uberørt af de sidste 100 års udvikling.<br />
Langelands Museum er stiftet og opbygget af Jens Winther (1863-1955), der var manufakturhandler<br />
i Rudkøbing, men som havde en livslang passion for arkæologi. Han stiftede museet i 1900 og betalte af<br />
egen lomme de fleste af omkostningerne til museumsbyggeriet. Samlingerne omfatter fund og genstande fra<br />
oldtiden til nyere tid, og museet arrangerer desuden særudstillinger i Winthers gamle købmandsgård i gågaden<br />
Østergade. Bag købmandsgården er der anlagt en købstadshave, der er en rekonstruktion af den have,<br />
68
der fandtes på <strong>sted</strong>et i begyndelsen af 1900-tallet. I haven er der et stort havehus, buksbomhække, stauder<br />
m.m., og der er plantet en lang række lokale roser.<br />
Gåsetorvet i Rudkøbing med statue af H.C. Ør<strong>sted</strong> (Hubertus45 WP)<br />
På Gåsetorvet står en statue af den danske fysiker H.C. Ør<strong>sted</strong> (1777-1851). Han var søn af byens<br />
apoteker og fandt som bekendt ud af, at der er noget, der hedder elektromagnetisme. Han opdagede også<br />
grundstoffet aluminium, og så havde han for resten en lillebror, Anders Sandøe Ør<strong>sted</strong>, som drev det vidt<br />
inden for datidens statsadministration.<br />
→ Gåsetorvet, 5900 Rudkøbing.<br />
→ Langelands Museum, Jens Winthers Vej 12, 5900 Rudkøbing. langelandsmuseum.com<br />
69
43. MARSTAL<br />
Formastelige skippere<br />
A <strong>Margueritruten</strong> blev udarbejdet i 1990-91, fremkom der et ønske fra Ærø om at indgå i<br />
D<br />
ruteforløbet, og der blev derfor udformet en ”ekstra” rute fra Marstal til Søby. Der var<br />
dengang færge fra Rudkøbing til Marstal, og fra Søby kan man sejle videre til Faaborg, således<br />
at der i begge ender er forbindelse til resten af <strong>Margueritruten</strong>. Efter en pause på<br />
nogle år blev færgefarten mellem Rudkøbing og Marstal genoplivet i 2019 i form af en<br />
færge ved navn ”ÆrøX-pressen”.<br />
Med denne færge skrives endnu et kapitel i Marstals søfartshistorie. I 1500-tallet var Marstal et lille<br />
fiskerleje, men i løbet af 1700-tallet udviklede søfarten sig, og i 1807 var 149 større fartøjer hjemmehørende<br />
i Marstal. I slutningen af 1800-tallet var antallet af skibe nået helt op på over 300, og de fleste af dem<br />
var trema<strong>sted</strong>e skonnerter, der blev bygget på byens egne værfter. Marstalskipperne sejlede på alle verdenshavene,<br />
og de var ikke specielt nøjeregnende med, hvilken last de havde om bord. Det var sikkert sandt, men<br />
næppe venligt ment, når man sagde, at ”der hvor Fanden ikke selv tør komme, der sender han en ærøbo.”<br />
Marstal (Erik WP)<br />
70
Søfolkene fra Marstal var ofte langt væk hjemmefra og dermed i lang tid ad gangen. Det viste sig da<br />
også, at antallet af fødsler i Marstal var langt højere i september måned end i resten af landet. Det hang simpelt<br />
hen sammen med, at skibene var oplagt i tiden omkring jul og nytår, og at det tit var den eneste tid på<br />
året, hvor sømanden havde mulighed for at være sammen med konen og resten af familien.<br />
Der har stort set altid været krig på kniven mellem Marstal og Ærøskøbing. Baggrunden var først og<br />
fremmest, at Ærøskøbing sidst i 1400-tallet fik købstadsrettigheder. Det betød, at Marstal stod ”uden for<br />
det gode selskab”, eftersom de ærøske bønder var forpligtet til at lade deres handel gå over købstadens torv.<br />
Bønderne var i sagens natur ikke begejstret for Ærøskøbings monopol på handelen, fordi det efter deres<br />
mening indebar en fordyrelse af deres varer. Derfor var de mere end villige til at omgå lovens bogstav og i<br />
<strong>sted</strong>et ty til Marstal, når de skulle sælge og købe. I Ærøskøbing protesterede de og talte med store bogstaver,<br />
men det gjorde nu ikke den store forskel. En klage fra samtlige lolland-falsterske købstæder over de<br />
formastelige Marstalskippere havde heller ingen effekt.<br />
Til gengæld var der ikke nævneværdig forskel på skipperne fra Ærøskøbing og Marstal, når det<br />
drejede sig om en anden ulovlig aktivitet: De smuglede alle sammen på livet løs. Fra 1439 til 1864 hørte<br />
Ærø til hertugdømmet Slesvig, og her gjaldt andre toldregler end i det egentlige kongerige, som bl.a. omfattede<br />
Langeland og de øvrige øer i det sydfynske øhav. Toldsatserne i hertugdømmerne var betydeligt lavere<br />
end i kongeriget, og derfor var det i den grad en overskudsforretning for Ærøskipperne at indføre hele<br />
skibsladninger af salt, tobak, vin, krydderier og klædevarer og derefter smugle varerne til f.eks. Langeland.<br />
Denne illegale ”smughandel” var tilsyneladende meget udbredt og blev på Ærø anset for at være en acceptabel<br />
– for ikke at sige: anset – levevej, indtil toldsatserne blev reguleret engang i 1700-tallet.<br />
I dag er der stort set ingen hjemmehørende skibe i Marstal, men den stærke tilknytning til det maritime<br />
er der ikke lavet om på. Der bor stadig mange aktive sømænd med deres familier i Marstal, og navigationsskolen<br />
med ca. 300 elever er her også stadig. I det hele taget har byen et maritimt præg, uanset hvor<br />
man vender sig hen. Selv byplanen er maritim i den forstand, at langt de fleste af de hyggelige stræder og<br />
smalle gader, hvor stokroserne blomster uden for snart sagt hvert eneste hus, fører ned til havnen, og på<br />
havnen ligger – man fristes til at sige: naturligvis – et søfartsmuseum, der handler om søfartshistorien fra<br />
1600-tallet til vore dage.<br />
→ Marstal Søfartsmuseum, Prinsensgade 1, 5960 Marstal. marmus.dk<br />
71
44. DREJET<br />
Den standhaftige sognelæge<br />
VIS man kan få fat i et kort over Ærø fra tiden før 1850, vil man opdage, at Ærø dengang<br />
så ganske anderledes ud end i dag. For 175 år siden var Ærø nemlig delt i to, og<br />
H<br />
den eneste forbindelse mellem Ærøskøbing og Marstal var vade<strong>sted</strong>et på den smalle<br />
stenrevle Drejet, der oven i købet jævnligt blev overskyllet af havet. Nord for Drejet<br />
strakte det fladvandede Gråsten Nor sig helt op til farvandet nord for Ærø. Noret havde<br />
sit navn fra den hertugelige gård, som lå vest for Drejet, og som blev nedrevet i 1760’erne.<br />
I dag kan man følge <strong>Margueritruten</strong> ad landevejen fra Marstal forbi Drejet, hvor man på sydsiden har<br />
den del af Østersøen, som kaldes Kiel Bugt, og på den nordlige side af vejen ligger Gråsten Nor, som blev<br />
inddæmmet og afvandet i 1856. Stort set alle andre <strong>sted</strong>er i landet var disse inddæmningsprojekter fostret af<br />
lokale bønder eller af godsejere, som så en mulighed for at tjene gode penge, når eller hvis det lod sig gøre at<br />
opdyrke de tørlagte områder. Med Gråsten Nor var det anderledes; faktisk var de lokale ikke specielt begejstrede<br />
for det projekt, som blev fostret af sognelæge Edvard Benzon Biering (1816-97) i Marstal. Han var<br />
flyttet til Ærø i 1845, og efter nogle år i Marstal blev han distriktslæge på hele Ærø.<br />
Når Biering søgte om tilladelse til at inddæmme Gråsten Nor ved at bygge en dæmning på 800 meter<br />
fra Grønnæs i vest til Kragnæs i øst ved norets nordlige udmunding (og dermed overflødiggøre den lille færge,<br />
som sejlede tværs over norets munding), var det sandsynligvis ikke så meget de landbrugsøkonomiske<br />
gevinster, han var optaget af. Det, der lå ham på sinde, var at ”samle” Ærø ved at binde de to ærøske ”øer”<br />
sammen.<br />
Han fik tilladelsen til at gennemføre projektet i 1855, og selvfølgelig har det heller ikke været uden<br />
betydning, at ejendomsretten til den indvundne jord tilfaldt ham. Projektet var i sagens natur forbundet med<br />
økonomiske risici, og derfor huede det ham ikke, at han ifølge tilladelsen skulle give alle og enhver lov til at<br />
færdes på dæmningen. Så greb Biering pennen igen, og det endte med, at han fik ret til at opkræve ”passagepenge”<br />
på dæmningen for gående, ridende og kørende færdsel samt for kvægtransporter. Det var også<br />
af pengenød, at han undlod at bygge dæmningen så bred som forudsat i tilladelsen, men i foråret 1858 var<br />
han så langt, at han kunne igangsætte udpumpningen af vandet i noret. Da han var færdig, viste det sig, at<br />
jordbunden sine <strong>sted</strong>er var sandjord, som næppe kunne opdyrkes, og at der midt i området lå en større sø,<br />
som ikke uden videre lod sig afvande.<br />
Som om det ikke var slemt nok, løb Biering nu ind i alvorlige, juridiske problemer. Ministeriet for<br />
hertugdømmet Slesvig tilbagekaldte nemlig hans tilladelse til at opkræve vejafgift med henvisning til, at<br />
dæmningen ikke var bygget så bred, som den skulle, og nabobønderne anlagde sag mod ham, fordi flyvesand<br />
fra den udtørrede havbund blæste ind over deres tilgrænsende enge og ødelagde græsvæksten.<br />
Biering protesterede, og sagerne blev trukket i langdrag. Fra 1864 hørte Ærø ikke længere til hertugdømmet<br />
Slesvig, men indgik i det reducerede danske kongerige og blev administrativt underlagt Svendborg<br />
Amt. Biering nægtede fremdeles at opgive på sin ret til at opkræve vejpenge på dæmningen (endskønt<br />
72
indtægterne vistnok var uhyre beskedne), og først i 1888 skar myndighederne omsider igennem: Der blev<br />
<strong>opsat</strong> en meddelelse på rådhuset i Ærøskøbing, hvoraf det kort og godt fremgik, at ingen havde ret til at opkræve<br />
vejpenge på dæmningen.<br />
Fra parkeringspladsen på Drejet kan man følge et spor i landskabet hele vejen rundt om noret. Turen<br />
er på ca. otte kilometer og giver gode muligheder for at stifte bekendtskab med de mange fugle og padder,<br />
som lever her. Botanisk interesserede kan mærke sig, at der på en enkelt af engene er en samlet bestand på<br />
mere end 100.000 af orkideen maj-gøgeurt, der blomstrer i sidste halvdel af maj måned.<br />
→ Drejet, 5970 Ærøskøbing.<br />
45. ÆRØSKØBING<br />
Flaske-Peter<br />
AN skal ikke have opholdt sig ret længe på Ærø, før man bliver klar over, at en meget<br />
M<br />
stor del af øens historie handler om søfart. Både Marstal og Ærøskøbing var før i tiden<br />
betydelige handels- og søfartsbyer, hvorfra skibene gik på langfart på de syv verdenshave.<br />
<strong>Et</strong> morsomt og lidt særpræget minde om denne ærøske storhedstid er Flaske-<br />
Peters samling af flaskeskibe, der i dag befinder sig i den tidligere fattiggård i Ærøskøbing.<br />
Den er ikke blot verdens største, men også verdens<br />
ældste flaskeskibssamling.<br />
Peter Jacobsen blev født i 1873 i Kalundborg, hvor<br />
hans far var fisker og fyrmester, og det lå derfor nærmest i<br />
kortene, at Peter skulle ud at sejle. Han stak til søs som 16-<br />
årig, og han kom viden om og krydsede ækvator adskillige<br />
gange. Det var i de store sejlskibes sidste glansperiode, og<br />
selv om han flere gange var ude for, at hans skib forliste,<br />
reddede han sig hver gang i land med livet i behold. Da han i<br />
1896 var om bord på et norsk sejlskib, mødte han en finsk<br />
sømand, der lærte ham kunsten at bygge flaskeskibe. Han<br />
endte som kok og hovmester, men da han mødte skotske<br />
May, giftede han sig med hende og gik i land i 1903. Sammen<br />
åbnede de en restaurant i England – mens Peter fortsatte<br />
med at bygge flaskeskibe.<br />
Efterhånden havde han en samling på 1.700 flaskeskibe,<br />
og efter 20 års udlændighed satte han i 1918 igen Flaske-Peters Samling (Jørgen Hansen)<br />
73
foden på dansk jord. Sammen med May slog han sig ned i Grenaa og begyndte at udstille sine flaskeskibe.<br />
Han fik også flere tilbud om at købe samlingen, men han satte som betingelse, at der som et led i handelen<br />
skulle stilles en fribolig til rådighed for ham og hans kone. Først i 1943 lykkedes det ham at få en aftale om<br />
at donere samlingen til den daværende Ærøskøbing Kommune, der til gengæld vederlagsfrit stillede en bolig<br />
til rådighed i den tidligere fattiggård i Smedegade, hvor der også var mulighed for, at han kunne fremvise<br />
sine flaskeskibe. Han passede ene mand samlingen indtil 1958, hvor han på grund af svigtende helbred måtte<br />
overlade opgaven til kommunen. Han døde i 1960, 87 år gammel.<br />
I 1956 fik Flaske-Peter kongeligt besøg. Kong Frederik 9. havde besluttet at spadsere en tur gennem<br />
Ærøskøbings gader sammen med prinsesse Anne Marie, som på daværende tidspunkt var ti år gammel. Undervejs<br />
insisterede sømandskongen på at besøge Flaske-Peter, der beredvilligt viste rundt i samlingen og<br />
fortalte de royale gæster, hvordan man laver et flaskeskib.<br />
<strong>Et</strong> af modelskibene i samlingen havde et spejl under dækket, og når man åbnede skibet, kunne man<br />
altså se sig selv i spejlet. Flaske-Peter havde tit moret sig med at spørge de børn, der kom på besøg i samlingen,<br />
om de ville se en abekat – og dermed altså sig selv. Da Flaske-Peter ville vise kongen netop dette<br />
skib, fik byens borgmester og de andre notabiliteter, som fulgte med på kongens rundtur gennem byen, givetvis<br />
nervøse trækninger. Men Flaske-Peter havde styr på situationen: Han spurgte nemlig majestæten, om<br />
han ville se en virkelig gentleman – og lukkede op for spejlet. Kongen morede sig kongeligt, og byens honoratiores<br />
drog et lettelsens suk. Prinsessen fik et flaskeskib som gave, og både kongen og prinsessen skrev<br />
deres navnetræk i Flaske-Peters gæstebog.<br />
→ Flaske-Peters Samling, Smedegade 22, 5970 Ærøskøbing. flaskepeters-samling.dk<br />
46. BREGNINGE ÆRØ<br />
Fornem altertavle<br />
A Ritt Bjerregaard og Søren Mørch i 1989 skrev bogen ”Fyn med omliggende øer”, var de<br />
D<br />
ikke det mindste i tvivl om, hvad der var Ærøs særlige tiltrækningskraft: Man får ”en mærkelig<br />
oplevelse af en svunden tid, næsten en slags déjà vu. Dette være ingenlunde sagt de<br />
indfødte til forklejnelse. De kan ikke gøre ved, at Ærø meget tydeligt har samme air over<br />
sig som Langeland havde i 1950’erne, før den blev tøjret med sin grimme bro. Der er ingen<br />
grund til at mystificere – det har sin simple forklaring: der er mindre trafik”.<br />
Om denne karakteristik stadig holder vand, kan man selv efterprøve ved at køre ad <strong>Margueritruten</strong> på<br />
langs ad Ærø. Omtrent midtvejs mellem Ærøskøbing og Søby kommer ruten til den lange landsby Bregninge,<br />
der ligger i et kuperet terræn med Synneshøj (68 meter) som det højeste punkt. Landsbyen er så<br />
lang, at hovedgaden er opdelt i både Øster Bregninge og Vester Bregninge, og de to ”bydele” mødes ved<br />
Bregninge Kirke.<br />
74
Bjerregaard og Mørch udnævner Bregninge Kirke til at være den mest seværdige blandt Ærøs kirker,<br />
og det er der navnlig to grunde til: kalkmalerierne og altertavlen. Det første, man imidlertid lægger mærke<br />
til, når man træder ind på kirkegården, er en kreaturrist, som i sin tid skulle forhindre køer og svin i at formaste<br />
sig ind blandt gravene og lave ulykker. Selve kirken er en romansk kirke fra 1200-tallet, men tårnet<br />
med det karakteristiske, spånklædte spir er først tilføjet i sengotisk tid omkring år 1500.<br />
Kirkens kalkmalerier stammer fra begyndelsen af 1500-tallet og viser bl.a. Jesu lidelseshistorie og Johannes<br />
Døberens liv. Særligt lægger man mærke til det narrehoved, der befinder sig i det første hvælvingsfag<br />
over for prædikestolen. Narrens mund er nemlig et hul, og gennem hullet var der i den katolske tid trukket<br />
et reb op til en messeklokke, der befandt sig i et lille spir på kirkens tag. Det var (og er) nemlig skik i katolske<br />
lande at ringe med denne messeklokke, når nadverordene blev fremsagt og brødet blev til Jesu legeme.<br />
Den trefløjede altertavle fra ca. 1530 er udført på Claus Bergs værk<strong>sted</strong> i Odense. I midterfeltet vises<br />
korsfæstelsen med Jesus i midten, omgivet af engle, der opsamler blodet i alterkalken. Billedskæreren Claus<br />
Berg (død ca. 1535) fra Lübeck blev sammen med sine 12 svende kaldt til Danmark af kong Hans’ dronning<br />
Christine. Hun bad dem skære en altertavle til Gråbrødre Kirke i Odense, og da denne kirke mange år senere<br />
blev nedrevet, blev altertavlen overført til den nuværende domkirke i Odense. Også altertavlen i Vor Frue<br />
Kirke i Aarhus tilskrives Claus Berg og hans værk<strong>sted</strong>, og mellem de mange bestillinger må de altså også have<br />
haft tid til at udfærdige altertavlen i Bregninge.<br />
→ Bregninge Kirke, Vester Bregninge 15, 5970 Ærøskøbing.<br />
47. SØBY ÆRØ<br />
Ærøske minihertugdømmer<br />
ÆNGST mod vest slutter den ærøske del af <strong>Margueritruten</strong> ved havnen i Søby, hvorfra man<br />
L<br />
kan tage færgen til Faaborg eller til Fynshav på Als. I begge tilfælde tager overfarten en times<br />
tid, og både i Faaborg og i Fynshav kan man ”koble sig på” <strong>Margueritruten</strong> igen.<br />
<strong>Et</strong> par kilometer syd for Søby passerer man Søbygaard, som var hertug Hans den Yngres<br />
(1545-1622) domæne. Forhistorien er, at hertugdømmerne Slesvig og Holsten efter<br />
Frederik 1.s død i 1533 blev delt mellem hans tre sønner: Christian 3. tog den sønderborgske del med Als<br />
og Ærø, Adolf valgte Gottorp, og Hans (den Ældre) måtte så tage til takke med Haderslev. Da Christian 3.<br />
døde i 1559, måtte der en ny deling til – men vel at mærke kun af den del af hertugdømmerne, som Christian<br />
3. havde rådet over. Han havde tre sønner, som skulle tilgodeses: Frederik, Magnus og Hans (den<br />
Yngre). Magnus fik man forsørget ved at få ham anbragt som fyrstebiskop i Letland, og Frederik blev konge<br />
af Danmark som Frederik 2. Han tog selv det hele; først i 1564 tilstod han noget nølende broderen Hans<br />
Sønderborg og Nordborg amter med Ærø.<br />
75
På Ærø gav hertug Hans sig til at udvide sine besiddelser, og omkring 1580 byggede han jagtslottet<br />
Søbygaard. Det indebar anlæggelsen af de to borgholme med tilhørende stensætninger samt opførelsen af<br />
en bindingsværksgård i to etager med et tårn, som ikke tjente noget praktisk formål, men udelukkende<br />
skulle vise ejerens status og fyrstelige værdighed.<br />
Efter Hans’ død gentog historien sig: Hans overlevende sønner skulle tilgodeses med et passende<br />
landområde. Det blev til fem minihertugdømmer, nemlig Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksburg og<br />
Plön. Ærø tilfaldt den ældste søn Christian (1570-1633), men han valgte ikke at slå sig ned på Søbygaard;<br />
han indrettede sit beskedne hof på den længst forsvundne gård Gråsten sammen med sin husholderske. Da<br />
Christian døde, giftede husholdersken sig med kammertjeneren, mens Ærø blev delt mellem de fire resterende<br />
hertuger. Søbygaard tilfaldt hertug Joachim Ernst (1595-1671) af Plön, men da en af hans efterkommere<br />
i 1729 lavede en byttehandel med Frederik 4., blev Søbygaard (og kort efter hele Ærø) ”hertugfri”<br />
og underlagt den danske konge som del af hertugdømmet Slesvig.<br />
Omkring midten af 1700-tallet gik man i gang med en tiltrængt renovering af Søbygaard, som indebar<br />
både ombygning og forkortelse af hovedbygningen, hvorved den ifølge en præsteindberetning fra 1755<br />
”har mistet meget af sin forrige anseelse”. I 1772 købtes gården af amtsforvalter Christian Hansen, og efter<br />
hans død giftede enken Anne Cathrine (1781-1849) sig med kirkeinspektør Ove Fabricius (1762-1821).<br />
Da Anne Cathrine blev enke for anden gang, fortsatte hun med at drive Søbygaard til sin død.<br />
Søbygaard (Jørgen Hansen)<br />
Under disse ejere fandt en løbende renovering af Søbygaard <strong>sted</strong>, som helt fjernede det hertugelige<br />
præg og gav hovedbygningen sit nuværende udseende. De følgende ejere drev gården frem til 1965, hvor<br />
de frasolgte hovedbygningen. Den var på daværende tidspunkt nedrivningsmoden, men heldigvis lykkedes<br />
76
det at danne en selvejende institution, som kunne købe hovedbygningen i 1991. Derefter blev borgbanken<br />
og gården restaureret, og i en årrække indtil 2021 hørte gården under Ærø Museum. I skrivende stund er<br />
Søbygaard indrettet som besøgscenter for Geopark Det Sydfynske Øhav.<br />
→ Besøgscenter Geopark Det Sydfynske Øhav, Søbygaard, Søbygårdsvej 2, 5985 Søby Ærø.<br />
soebygaardaeroe.dk<br />
48. SIØ<br />
Trædestenen<br />
IØ er trædestenen mellem Tåsinge og Langeland, som man passerer i løbet af et øjeblik, når<br />
S<br />
man i dag i bil suser mellem de to øer. Men før byggeriet af dæmningen og lavbroen til Tåsinge<br />
i 1960 og højbroen til Langeland i 1962 var Siø en isoleret klat jord, der adskiltes fra<br />
Tåsinge af Siøsund og fra Langeland af Rudkøbing Løb. Før brobyggeriet måtte man tage<br />
færgen mellem Vemmenæs på Tåsinge og Rudkøbing, der sejlede i en bue uden om Siø.<br />
Da Achton Friis i 1920’erne vagabonderede i de danske farvande sammen med maleren Johannes<br />
Larsen for at samle materiale til trebindsværket ”De danskes øer”, kom han også forbi Siø: ”Midt imellem<br />
Langeland og Tåsinge ligger den lille flade ø – som en tankestreg mellem to strofer i et digt… I landskabelig<br />
som i anden henseende byder øen ikke på større mærkværdigheder”.<br />
I virkeligheden er Siø fire små jordklatter, nemlig selve Siø samt Skovø, der ligger nærmest Tåsinge,<br />
og to bittesmå, søndenøs holme ved navn Lille Fugleø og Store Fugleø. Siø hørte i 1800-tallet til det nordlangelandske<br />
gods Nedergaard, og ifølge en beskrivelse fra 1837 blev øen brugt til græsning for godsets<br />
malkekvæg. Godset havde etableret et mejeri, et såkaldt hollænderi, på Siø, og der var også en svinesti med<br />
30 grise. Der var ikke en eneste busk på Siø, mens Skovø, der også blev anvendt til græsning, dog kunne<br />
prale af nogle små egetræer (deraf velsagtens navnet).<br />
De to øer var adskilt af et smalt farvand, men i 1861 byggedes dige og dæmning, og vandet blev udpumpet,<br />
således at der opstod et areal, som kunne anvendes til planteavl. På østsiden af Siø befandt der sig<br />
en anløbsbro, som var øens eneste forbindelse med omverdenen; herfra blev øens afgrøder og levende svin<br />
udskibet og sejlet til Rudkøbing. I 1921 registrerede Achton Friis og Johannes Larsen forpagtergården fra<br />
1861, hvor bestyreren boede, samt seks næsten nye arbejderhuse.<br />
Øen blev solgt i 1922 til et familiekonsortium med købmand Peter Hansen Pedersen fra Humble på<br />
Langeland i spidsen, og han endte med at blive eneejer af øen. Han slog sig på dyrkning af fodersukkerroer,<br />
i 1925 byggede han en skole på øen, hvor én lærer frem til ca. 1950 underviste øens syv-otte børn, og i<br />
1942 fik gården et nyt stuehus. Han vedligeholdt efter bedste evne digerne rundt om øen, men i 1945 betød<br />
en stormflod, at mere end en tredjedel af øen blev oversvømmet af saltvand, og Statens Landvindingsudvalg<br />
gik med til at støtte byggeriet af forstærkede diger på Siø.<br />
77
Efter indvielsen af Langelandsbroen i 1962 gennemførte Siøs ejer et projekt for egen regning, som<br />
indebar inddæmning ved Store og Lille Fugleø, og han fik dermed en slags kompensation for den jord, der<br />
var blevet eksproprieret i forbindelse med vej- og brobyggeriet. I alt syv kilometer diger og flere pumper<br />
sørger nu for, at Siø holdes tør – men stadigvæk er naturens kræfter ikke sådan at spøge med. Således blev<br />
en tredjedel af Siø på ny oversvømmet i 1995, og det gentog sig, om end i mindre omfang, i 2006. Tredje<br />
generation Pedersen drev Siøgård med frøavl og svineproduktion indtil 2017, hvor Siø blev købt af en fynsk<br />
erhvervsmand.<br />
→ Siø, 5900 Rudkøbing.<br />
49. NØRRESKOV TÅSINGE<br />
En digters vanskæbne<br />
IGE før <strong>Margueritruten</strong> når Valdemars Slot på Tåsinge, står der et mægtigt egetræ på venstre<br />
side af vejen. Sagkundskaben mener, at træet, der er godt syv meter i omkreds, blev<br />
L plantet omkring år 1600, og det kaldes Ambrosiusegen efter digteren Ambrosius Stub<br />
(1705-58), der opholdt sig på Valdemars Slot i årene fra 1741 til 1752, hvor han gik<br />
kammerherre Niels Juel (men altså ikke søhelten Niels Juel. Denne Niels Juel (1696-1766)<br />
er søheltens barnebarn) til hånde på forskellig vis. Samtidig fungerede han som husherrens intellektuelle<br />
faktotum og huspoet, der efter behov leverede et digt eller to. Egens navn skyldes sandsynligvis, at Ambrosius<br />
holdt af at sidde i egens skygge og digte, læse og filosofere i fred.<br />
Ambrosius’ liv var bestemt ikke nogen dans på roser. Hans far var fæstehusmand og skrædder i<br />
Gummerup ved Glamsbjerg på Fyn, men allerede som barn fik Ambrosius sin gang på herregårdene Søholm<br />
og Brahesholm, velsagtens fordi han var en opvakt knægt, og fordi faderen udførte skrædderarbejde de to<br />
<strong>sted</strong>er. Han lærte at kompensere for sin fattigdom gennem sine intellektuelle og kunstneriske evner, og han<br />
fik tidligt sans for poesi, klaverspil, sang og dans og i det hele taget for at begå sig i ”de bedre kredse”. Det<br />
må være takket være økonomisk opbakning fra herregårdsfamilierne, at han blev student og derefter var i<br />
stand til at indlede et teologisk studium i København.<br />
Han fik dog aldrig sin teologiske embedseksamen, men engagerede sig i <strong>sted</strong>et i allehånde kunstneriske<br />
aktiviteter og digtede også selv, både kærlighedsdigte og drikkeviser. I 1735 giftede han sig med<br />
Mette Cathrine Schousboe, og den lille familie lagde sig hurtigt fem børn til, hvoraf dog de tre døde som<br />
spæde. Men indtægter kneb det med, så familien måtte konstant suge på labben. Ambrosius tilbød sin arbejdskraft<br />
til herregårdene som sekretær eller ”skriverkarl”, og bekendtskabet med den noget kantede, men<br />
meget kunstinteresserede Juel og hans minihof af sangere, musikere og skuespillere skriver sig fra 1730’erne.<br />
78
Ambrosiusegen (Jørgen Hansen)<br />
I 1747 døde Ambrosius Stubs kone, kun 31 år gammel. Det gjorde naturligvis ikke tilværelsen lettere,<br />
og samtidig plagedes han i stigende omfang af leddegigt. Det faldt ham stadigt sværere at være den<br />
”naturens muntre søn”, som var en del af forudsætningen for ansættelsen hos Niels Juel, og i 1752 sagde<br />
han op og rejste til Ribe, hvor han fik hjælp af nogle af sine gamle studiekammerater, der sørgede for, at han<br />
kom til at bestyre en lille skole for børn af byens spidser. Men det gik stadig ned ad bakke med Ambrosius<br />
Stub, og i 1758 døde han efter længere tids sygdom og blev begravet på Ribes Skt. Catharinæ kirkegård.<br />
Man kan ikke lade være med at undre sig over, at han ikke på et eller andet tidspunkt tog et dygtigt tag<br />
i sig selv og brugte sine evner på en langt mere konstruktiv måde. Men det interesserede ham ikke, og det<br />
gik ham tilsyneladende ikke særligt på, at hans liv i mere end én forstand var så fattigt. Hans kald var at more<br />
og at skrive digte – lige fra svulstige digte i barokstil til drikkeviser, der kan minde om svenskernes store<br />
Bellman. Langt det meste er gået i glemmebogen i dag, lige bortset fra forårsvisen ”Den kiedsom Vinter gik<br />
sin Gang”.<br />
→ Ambrosiusegen, Nørreskovvej 1, Tåsinge, 5700 Svendborg.<br />
79
50. SVENDBORG<br />
Tiggermunke på stationen<br />
ER er næppe mange, der tænker over det. Men når man står på perronen på banegården i<br />
D<br />
Svendborg og venter på toget til Odense, befinder man sig faktisk oven på resterne af byens<br />
Gråbrødre Kloster i form af fundamenterne til klosterbygningerne og den tilhørende<br />
kirke, og skinnerne fører lige hen over munkenes begravelsesplads. Det er således ikke så<br />
mærkeligt, at pladsen foran banegården hedder Klosterplads, for her lå fra 1236 det kloster,<br />
der var et af Danmarks første franciskanerklostre.<br />
Franciskanermunkene, som blev kaldt gråbrødre på grund af farven på deres kutter, grundlagde deres<br />
første kloster på dansk jord i Ribe i 1232. Franciskanerordenen var stiftet af Frans af Assisi i 1209, og<br />
gennem et liv i fattigdom og bod skulle franciskanermunkene missionere og hjælpe fattige. De måtte ikke<br />
eje noget, men skulle leve af tiggeri, og når de fik den idé at oprette et kloster i Svendborg, kan det kun betyde,<br />
at Svendborg i middelalderen var en ganske velhavende by.<br />
I Danmark oprettede gråbrødrene i alt 26 munke- og tre nonneklostre. Efter Ribe slog de sig ned i<br />
Slesvig, Viborg og Randers, inden turen kom til Svendborg, hvor de med tiden byggede et firfløjet kloster<br />
med en tårnløs kirke på den (temmelig sumpede) grund tæt ved stranden, som de havde fået foræret af Fyns<br />
biskop Regner. Selvom der var tale om tiggermunke, må man formode, at munkene var ganske populære. I<br />
hvert fald prædikede de på dansk – i modsætning til præsterne i kirkerne i den katolske tid – og man ved, at<br />
de afholdt åbne gudstjenester i deres klosterkirker.<br />
Reformationen i 1536 betød pr. definition, at klostret i Svendborg blev nedlagt og derefter i en<br />
periode tjente som bolig for seks fattige, men Klosterkirken overlevede som annekskirke frem til 1828,<br />
hvor den blev nedrevet. Antagelig har det været for at undgå en større istandsættelse; i hvert fald hed det om<br />
kirken i 1825, at den indvendig var ”uanvendelig og brøstfældig”; kun altertavlen og alterbordet blev karakteriseret<br />
som ”brugelige”. Der var kræfter i byen, som arbejdede for at bevare kirken, men det lykkedes<br />
ikke. Til gengæld fik man udfærdiget meget detaljerede tegninger af kirken, så man ved faktisk ganske præcis,<br />
hvordan den så ud. I øvrigt er området under sporene ved banegården blevet undersøgt af arkæologer<br />
flere gange, senest i 2007.<br />
I den forbindelse sagde museumsinspektør P.O. Thomsen fra Øhavsmuseet Arkæologi Sydfyn: ”Dengang<br />
mente man, at Gråbrødre Klosterkirke var overflødig, men set i bakspejlet kan man virkelig ærgre sig<br />
over, at man rev den ned, for tegningerne fra 1828 viser, at den virkelig havde pyntet i bybilledet”. Og før<br />
ham havde Svendborgs daværende museumschef Henrik Jansen endda kaldt det en ”skandale”, at byens vise<br />
fædre ikke i sin tid sørgede for at bevare kirken. I så fald ville man naturligvis have skullet placere N.P.C.<br />
Holsøes banegård et andet <strong>sted</strong>, da banen fra Odense kom til Svendborg i 1876.<br />
→ Svendborg station, Klosterplads 10, 5700 Svendborg.<br />
80
51. HVIDKILDE<br />
Slægtens sidste mand<br />
RA Svendborg følger <strong>Margueritruten</strong> hovedvej 44 i retning mod Faaborg, og lige vest for<br />
F<br />
Svendborg kører man gennem en stump skov og derefter i en gevaldig bue uden om herregården<br />
Hvidkilde. På højre side har man den hvide hovedbygning fra 1742, og på venstre<br />
side Hvidkilde sø. Man må nøjes med at nyde det smukke syn, mens man kører forbi,<br />
for der er ikke adgang til herregården, der ejes af slægten Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.<br />
Den første slægt, som med sikkerhed kan knyttes til Hvidkilde, er den nu for længst uddøde slægt<br />
Rønnow. Rigsmarsk Claus Rønnow (død 1486) optræder som ejer af Hvidkilde i 1467, og han var blandt de<br />
adelsmænd, som i 1439 opsagde kong Erik af Pommern huldskab og troskab. Kongen blev simpelt hen sat<br />
fra bestillingen, og årsagen var mestendels, at han var alt for dyr i drift. Han lagde sig ud med hansestæderne,<br />
og han var nærmest permanent på krigsstien for at få herredømmet Slesvig tilbage under den danske<br />
konges vinger.<br />
Billigt var det bestemt heller ikke, da hans internationale ambitioner førte til, at han i 1423-24 besluttede<br />
sig for at tage på en udlandsrejse. Han nåede helt til Jerusalem og gjorde i det hele taget et vist indtryk,<br />
hvor han kom frem. Den senere pave Pius 2. beskrev ham i et værk om tidens berømte mænd som en<br />
smuk mand med gyldent hår og røde kinder, der ”drog alle kvinder til sig med elskovs længsel”. Hvad hans<br />
dronning Philippa mente om den karakteristik, melder historien ikke noget om. Hun passede nemlig Eriks<br />
riger og lande, mens han var udenlands, og det gjorde hun efter historikernes mening vældig godt. I virkeligheden<br />
skulle Erik måske være blevet i udlandet, for aldrig så snart var han kommet hjem igen, før<br />
tingene for alvor begyndte at gå skævt. Sagen var nemlig, at der nødvendigvis måtte skaffes finansiering til<br />
både rejseriet og krigene, og til den ende benyttede Erik en særdeles velkendt metode: Han forlangte skatteforhøjelser<br />
i først og fremmest Norge og Sverige.<br />
Det var bestemt ikke populært. Stormændene slog sig i tøjret, og bønderne gjorde oprør. Erik lugtede<br />
lunten, og i 1437 drog han til Gotland, hvor han i de følgende tolv år ernærede sig som sørøver. Da han<br />
ikke syntes, det var morsomt længere, drog han helt bogstaveligt ad Pommern til. Det var her, han oprindelig<br />
kom fra, og her døde han i god ro og orden i 1459.<br />
Da Erik var taget til Gotland og ikke reagerede på en ordre fra rigsrådet om at komme tilbage og tage<br />
sig af de rebelske bønder, var der ikke andet at gøre end at forsøge at finde en erstatning for Erik. Ham fandt<br />
man i Tyskland i skikkelse af Eriks søstersøn: Christoffer af Bayern var kun 22, da man gjorde ham til<br />
rigsforstander i Danmark, men hans CV så ualmindelig nydeligt ud: Han var opdraget ved den tyske kejsers<br />
hof, og han havde også allerede krigserfaring. Ergo blev den ”godmodige, lystige og tykke, lille herre” valgt<br />
til konge i Danmark i 1440.<br />
Christoffer gjorde, som han havde fået besked på: Han gav de oprørske bønder et gevaldigt hak i tuden,<br />
og for Claus Rønnow på Hvidkilde var Christoffer rette mand på rette <strong>sted</strong>. Rønnow blev nemlig<br />
optaget i rigsrådet og slået til ridder, og han fik æren af at være skænk ved kongens bryllup med den 15-åri-<br />
81
ge Dorothea af Brandenburg i 1445. Da Christoffer døde i 1448, blev han efterfulgt af Christian 1. (der<br />
overtog Christoffers enke), og Rønnows stjerne steg yderligere: Allerede året efter blev han udnævnt til<br />
rigsmarsk og dermed Danmarks øverste hærfører. Han var den uofficielle leder af den fynske adel, og i<br />
1474 ledsagede han Christian 1. på en rejse til Rom, hvor han hos paven opnåede forskellige begunstigelser<br />
for sig selv og sin søn.<br />
Hvidkilde (Nils Jepsen WP)<br />
Sønnen Markvard Rønnow (død 1506) overtog Hvidkilde, og også han blev til noget stort under den<br />
efterfølgende kong Hans, der kom på tronen i 1481. Han blev slået til ridder i 1490, og i 1497 blev han<br />
medlem af rigsrådet. Samme år førte han den danske hærs fane, da det for en kort periode lykkedes at<br />
genoplive Kalmarunionen med Hans som konge over alle de tre nordiske riger. I det hele taget var han en<br />
temmelig stridbar herre; i hvert fald lå han i mange år i strid med Jens Andersen Beldenak, der havde efterfulgt<br />
Rønnows bror som fynsk bisp. Det gik så vidt, at Rønnow belejrede bispens borg Ørkil ved Svendborg,<br />
men ifølge en anekdote endte det med, at Rønnow tog benene på nakken, fordi han antraf den ærværdige<br />
biskop i færd med at læse i en bog. Det hed sig nemlig, at bispen kunne mere end sit fadervor, og Rønnow<br />
blev rædselsslagen ved tanken om, at bispen i sin kvide måske var i færd med at påkalde selveste Fanden for<br />
at få hjælp.<br />
Den næste ejer af Hvidkilde var Markvard Rønnows søn Eiler (ca. 1490-1565), der opnåede at blive<br />
rigsråd i 1533. Han kom imidlertid i klemme ved Reformationen tre år senere, hvor han røg ud af rigsrådet.<br />
Broderen Joachim (ca. 1500-44) gik det endnu værre. Han var den sidste katolske biskop i Roskilde og<br />
kom efter Reformationen til at sidde i fængsel resten af sit liv. Eiler derimod fik comeback som medlem af<br />
rigsrådet, og det lykkedes ham også at afslutte faderens strid med bispestolen i Odense. Han blev en af lan-<br />
82
dets rigeste mænd, og på Hvidkilde opførte han omkring 1550 en ny hovedbygning ved søen, som udgør<br />
midterpartiet i den bygning, vi ser i dag. Han mi<strong>sted</strong>e imidlertid sine to sønner og døde som slægtens sidste<br />
mand.<br />
→ Hvidkilde, Fåborgvej 260, 5700 Svendborg.<br />
52. OLLERUP<br />
Niels Bukhs skole<br />
Å strækningen mellem Svendborg og Faaborg går <strong>Margueritruten</strong> gennem landsbyen<br />
P<br />
Ollerup med den berømte gymnastikhøjskole, der blev grundlagt i 1920 som den første af<br />
sin slags i Danmark – og i hele verden. Grundlæggeren var Niels Ebbesen Bukh (1880-<br />
1950), og i årene mellem de to verdenskrige var han noget af det tætteste, man kunne<br />
komme på et nationalt ikon i Danmark. Mange ligefrem forgudede ham, og hans gymnaster<br />
stod for noget af det ypperste i datidens gymnastik.<br />
Ollerup Gymnastikhøjskole (Beethoven9 WP)<br />
Bukh blev kendt i en større kreds, da han i 1912 stod i spidsen for det hold af danske gymnaster, som<br />
vandt sølv ved de olympiske lege i Stockholm. Fra da af steg hans ry til næsten astronomiske højder, mens<br />
han løbende udviklede sit gymnastiksystem, som han kaldte ”primitiv gymnastik”. Det var afgjort noget an-<br />
83
det end den kadavergymnastik, som indtil da havde fået landets bønderkarle til at svede bravt. Hans unge<br />
mænd optrådte med nøgen overkrop eller i stramtsiddende trikot; deres bevægelser var ”yndefulde”, men<br />
alligevel var kropssproget absolut kraftfuldt og maskulint.<br />
Det var især opvisningerne i Europa og USA, som grundlagde Bukhs ry, og hans ”jordomrejse” i<br />
1931 til Rusland, Kina, Japan, Korea, Canada, USA og Tyskland gjorde ham til nationalsymbol. I 1933 var<br />
han første gang på besøg i Hitlers Tyskland og blev bjergtaget. Hans udtalelser om den tyske kansler og<br />
hans parti var temmelig umisforståelige, og det var bestemt ikke den danske regerings kop te – slet ikke<br />
efter at Bukh i oktober 1933 offentligt tilsluttede sig nazisternes opfattelse af hans gymnastik som repræsenterende<br />
”noget af det ypperligste i den ariske race”. På den anden side var det officielle Danmark naturligvis<br />
begejstret for reklameværdien i form af de positive signaler om Danmark, som Bukh sendte på sine<br />
mange opvisningsturneer i udlandet.<br />
Situationen blev mere og mere anstrengt, efterhånden som nazisterne vandt terræn i Tyskland. Selv<br />
om han aldrig meldte sig ind i det danske nazistparti, var Bukhs begejstring ikke til at tage fejl af, og han<br />
omgikkes med planer om at blive en slags ungdomsminister efter tysk forbillede. Efter besættelsen blev<br />
Bukh arresteret, men dog ret hurtigt løsladt igen. Det lykkedes ham trods store vanskeligheder at genrejse<br />
højskolen i Ollerup, men det blev aldrig det samme som før krigen. Stjernen var i den grad falmet, og en<br />
Bukh-turné i Sønderjylland i 1946 måtte opgives.<br />
→ Ollerup Gymnastikhøjskole, Svendborgvej 3, 5762 Vester Skerninge.<br />
53. BRÆNDEGÅRD<br />
Lykken smilte ikke til Lykke<br />
ELLEM Vester Åby og Brahetrolleborg går <strong>Margueritruten</strong> langs bredden af Brændegård<br />
sø, der er Fyns næststørste sø (den største er Arreskov sø). Søen har navn efter her-<br />
M regården Brændegård, der – bortset fra en kort periode på tre-fire år – altid har delt<br />
skæbne med Brahetrolleborg. Brændegård indgik i oprettelsen af baroniet Brahetrolleborg<br />
i 1672 og blev i 1700-tallet benyttet som baroniets enkesæde. Den nuværende<br />
hovedbygning stammer fra tiden omkring 1880.<br />
Den korte periode som selvstændig herregård var en direkte følge af, at adelsmanden Kaj Lykke<br />
(1625- 99) i 1646 af sin hovedrige far, Frands Lykke, blev sat til at bestyre Brahetrolleborg, som på daværende<br />
tidspunkt kaldtes Rantzausholm. Den unge Kaj var vistnok en udmærket godsadministrator, og da<br />
han i 1656 arvede alle faderens godser, var han med ét slag en af landets rigeste mænd. Men han blev først<br />
og fremmest kendt for sine erotiske eventyr og sin åbenmundethed. Det blev hans skæbne, for i et brev til en<br />
af sine elskerinder omtalte han Frederik 3.s dronning Sophie Amalie i meget lidt høviske vendinger og beskyldte<br />
hende sågar for utroskab med sine lakajer. Han kunne muligvis have klaret frisag, hvis ikke det fa-<br />
84
møse brev til kæresten var kommet i hænderne på en vis ridefoged Peter Børting på Brahetrolleborg, der behændigt<br />
sørgede for at lade det gå videre til hoffet.<br />
Kaj Lykke blev tvunget til at slå en streg over den gæld, som kronen skyldte ham, og han måtte endda<br />
skrive under på at ville betale kronen yderligere en større sum penge. Da Lykke ikke betalte og ydermere<br />
rømmede landet, anklagede kongen ham for majestætsfornærmelse, og på forbløffende kort tid nåede Højesteret<br />
i 1661 frem til, at taksten for den slags var fortabelse af liv, ære og gods. Lykke strejfede i årevis om i<br />
udlandet, og først efter Sophie Amalies død i 1685 turde han vende tilbage til Danmark, hvor han i resten af<br />
sit liv levede tilbagetrukket hos sin søster på Bidstrup. Men dronningen insisterede på, at han skulle af med<br />
hovedet for sin forseelse, og der blev derfor fremstillet en dukke af træ, som blev henrettet efter alle kunstens<br />
regler.<br />
Kai Lykkes godser tilfaldt kronen, og af en eller anden grund udskilte man nu Brændegård, som blev<br />
tilskødet amtsskriver Otto Hey. Han forlod imidlertid denne verden kort efter, og da enken i 1664 giftede<br />
sig med amtsskriver Nicolaus Strumpferdt, solgte han gården til Christoffer Gabel, der i mellemtiden var<br />
blevet ejer af Brahetrolleborg – og ringen var dermed sluttet.<br />
Men tilbage til søen, som især er kendt for sine skarver. For 20 år siden var der over 7.000 skarvreder<br />
ved søen, men tallet er svundet betragteligt ind; i 2019 registreredes kun 376 reder. Forklaringen på nedgangen<br />
i antallet af skarver er antagelig, at søen også er hjem<strong>sted</strong> for flere ynglende havørne. De æder simpelt<br />
hen skarvenes æg og unger, og samtidig virker deres til<strong>sted</strong>eværelse stressende på skarvene. Nogle af<br />
skarvene har derfor holdt flyttedag til Nørresø lidt længere mod nord.<br />
→ Brændegård, Brændegårdsvej 15A, 5600 Faaborg.<br />
54. HOLSTENSHUUS<br />
Renoveret herregårdspark<br />
ARGUERITRUTEN passerer på Sydfyn herregården Holstenshuus, der i 1707 blev<br />
M<br />
købt af officeren Christian Adolph Holsten. Siden da har den været i samme slægts eje,<br />
og den nuværende ejer er niende generation af slægten Holsten-Berner. Den første<br />
Holsten faldt dog kort efter i krig, og godset blev overtaget af broderen Godske Ditlev<br />
Holsten (1674-1745), som bl.a. deltog i den spanske arvefølgekrig, hvor han udmærkede<br />
sig ved at erobre fæstningen Trarbach ved Mosel (med samt fæstningens righoldige vinkælder). I 1723<br />
oprettede han stamhuset Holstenshuus, som også kom til at omfatte Langesø.<br />
I sit testamente måtte han med ærgrelse og nogen græmmelse konstatere, at både Holstenshuus og<br />
Langesø ”mestendels består af gamle bygninger, som desværre er meget forfaldne, hvilket jeg formedelst alderdom<br />
og andre nødvendige okkupationer ikke har kunnet istandsætte, som jeg gerne ville”. Derfor fastlagde<br />
han i testamentet, at næste generation skulle begraves ”uden ringeste pragt, gæstebud og ligtale”. I<br />
85
<strong>sted</strong>et skulle pengene bruges på at bringe gårdene i ordentlig stand. Det efterlevede sønnen Adam<br />
Christopher Holsten (1717-1801) til punkt og prikke. Sønnesønnen Adam Christopher Holsten-Charisius<br />
(1793-1879) overtog ikke blot Holstenshuus, men arvede desuden det Charisiske fideikommis (Constantinsborg)<br />
og føjede derfor Charisius til sit navn. Med hustruen Augusta Magdalene von Schilden fik han tre<br />
døtre. Den ældste, Sophie Magdalene (1830-1906), giftede sig i 1853 med Gustav Alexander Berner<br />
(1823-89), der allerede havde arvet Clausholm efter en moster. Ægtefællerne, der herefter bar navnet<br />
Berner Schilden Holsten, flyttede i 1885 til Langesø og overlod Holstenshuus til sønnen Adam Christopher<br />
Berner Schilden Holsten (1855-1927).<br />
I julen 1908 brændte hele hovedbygningen, men det lykkedes at redde langt det meste af det værdifulde<br />
inventar. Arkitekten Jens Vilhelm Petersen fra Odense tegnede en ny hovedbygning i historicistisk<br />
stil. Det trefløjede anlæg i to etager opførtes i røde sten oven på de gamle kældre.<br />
Holstenshuus (Knud Mortensen)<br />
Parken blev anlagt som en rokokohave i 1753, men blev senere omlagt i engelsk landskabelig stil og<br />
ændrede sig i det hele taget i takt med den herskende havemode. I 2010 afsluttedes en større renovering,<br />
der bevarede væsentlige træk fra rokokohaven, men samtidig fastholdt indtrykket af en romantisk landskabshave.<br />
Således har man istandsat de tre broer, pavillonerne og grotten, men man har også bevaret de<br />
lige alleer og akser fra rokokoanlægget. Der er adgang til parken mod en beskeden entré.<br />
→ Holstenshuus, Slotsalleen 9, 5600 Faaborg. holstenshuus.dk<br />
86
55. FAABORG<br />
Bag tremmer på Torvet<br />
Å Torvet i Faaborg står en bronzestøbning af Ymerbrønden, der er en skulptur fra 1912<br />
P<br />
af billedhuggeren Kai Nielsen. Det var konservesfabrikant Mads Rasmussen, der skænkede<br />
skulpturen til byen, og det var den samme Mads Rasmussen, der egenhændigt sørgede<br />
for, at Faaborg fik et enestående museum, hvor man kan se værker af fynske malere som<br />
Fritz Syberg og Johannes Larsen. Den originale sandstensudgave af Ymerbrønden befinder<br />
sig på Faaborg Museum.<br />
Faaborg rådhus anno 2020 (Beethoven9 WP)<br />
På den modsatte side af Torvet ligger Faaborgs gule murstensrådhus fra 1840 med en tilbygning på<br />
bagsiden fra 1929, der huser byens tidligere arresthus. Før den tid fri<strong>sted</strong>e fangerne i Faaborgs rådhus en<br />
kummerlig tilværelse i to ”huller” i kælderen med stengulv og jordvægge og uden lys, hvor ”det er vanskeligt<br />
at sige, hvorfra de erholde den luft, som de indespærrede skulle indånde”. Ikke desto mindre viste det<br />
sig, at de celler, man fik bygget i det ny rådhus, var mindre end den lovbefalede størrelse. De var ”uregle-<br />
87
menterede”, men blev alligevel brugt, helt indtil der blev råd til at opføre det egentlige arresthus, som tillige<br />
indeholdt en embedsbolig til arrestforvareren.<br />
I 1938 overgik ansvaret for landets 87 kommunale arresthuse til staten, og det betød ikke overraskende<br />
effektiviseringer og rationaliseringer. Det havde eksempelvis tidligere været arrestforvareren, der<br />
stod for fangernes forplejning – typisk tilberedt af arrestforvarerens hustru (og hvis hun var sparsommelig,<br />
kunne der komme et overskud ud af det, som gik i arrestforvarerens egen lomme). I Faaborg sad arrestforvareren<br />
dog på ”madkassen” helt frem til 1976, og først i 1982 ophævedes arrestforvarerens pligt til at bo i<br />
arresthuset.<br />
I 1989 lukkede og slukkede arresthuset i Faaborg. Det var for dyrt i drift med et personale på 11<br />
mand, der skulle passe på 10 fanger (når der var fuldt hus) samt eventuelle indsatte i detentionen. I 2000<br />
flyttede byretten ud af retssalen og de omliggende kontorer, men i <strong>sted</strong>et rykkede Øhavsmuseet ind og giver<br />
nu de besøgende mulighed for at besøge fangegården, cellerne og retssalen. I udstillingen kan man høre de<br />
indsattes og de pårørendes fortællinger, og man kan opklare en fiktiv mordgåde fra tiden lige efter 2. Verdenskrig.<br />
I arrestens kælder kan man følge en af arrestens mange indsatte på den tornede vej fra en tilværelse<br />
som gårdskarl til indsat bag tremmer.<br />
→ Faaborg Arrest, Torvet 19, 5600 Faaborg. ohavsmuseet.dk<br />
56. TRENTE MØLLE<br />
Fra kværn til Kaas<br />
ELLEM Faaborg og færgehavnen i Bøjden passerer <strong>Margueritruten</strong> vandmøllen Trente<br />
M<br />
Mølle, der omtales første gang i 1589 med ordene ”en dam og en kværn”. Møllen hørte<br />
i århundreder til Østrupgård, og mølleren var fæstebonde på gården. I 1806 fik Hans<br />
Hansen Wollenberg fæstebrev på møllen, og da han døde i 1823, måtte hans unge kone<br />
(af hans andet ægteskab) skifte med børnene. Det rakte hendes økonomi imidlertid ikke<br />
til, og gode råd var dyre. Men en kone i nabolaget fik en lys idé: Hun friede på møllerkonens vegne til møllersvenden<br />
Rasmus Hansen i Brobyværk, og han sagde ja tak.<br />
Han viste sig at være en dygtig møller, og det samme gjaldt hans søn Christen Rasmussen Trentemøller,<br />
der udbyggede vandmøllen og <strong>opsat</strong>te et nyt vandhjul i 1866. To år senere investerede han i en<br />
dampmaskine, og i 1872 supplerede han vandmøllen med en splinterny vindmølle på møllebakken øst for<br />
landevejen. Det gik ham åbenbart godt, for i 1874 var han i stand til at købe Trente Mølle, og i 1886 byggede<br />
han et nyt stuehus med tilhørende bageri.<br />
Den ældste søn Rasmus Trentemøller overtog møllen efter sine forældre i 1900. Han stod selv for bageriet,<br />
men det var fiskeriet, som først og fremmest interesserede ham: Han etablerede ørreddamme og<br />
88
egyndte at udklække ørredyngel i en lille bindingsværksbygning med tilhørende tank. I tilgift etablerede<br />
han et savværk og en foderstofhandel, så der var nok at se til.<br />
Trente Mølle (ukendt)<br />
Fra 1923 hed ejeren Anders Hansen, og med tiden fik han opført hele seks drivhuse, hvor han dyrkede<br />
agurker og tomater. I 1935 begyndte man som et af de første <strong>sted</strong>er i Danmark at dyrke champignoner<br />
på Østrupgård, og under krigen satsede man på dyrkning af tobak, der blev tørret i Østrupgårds lader. I<br />
1950 blev Trente Mølle hjem<strong>sted</strong> for en konservesfabrik. I første omgang konserverede man asparges,<br />
champignon og jordbær, men senere blev produktionen udvidet med rødkål, syltede asier og agurker samt<br />
marmelade, ligesom champignonproduktionen blev flyttet fra Østrupgård til Trente Mølle.<br />
I det lange løb viste konservesfabrikken sig ikke at være rentabel, og i sommeren 1972 blev Trente<br />
Mølle solgt til skuespilleren Preben Kaas (1930-81), der fortsatte med at dyrke champignoner. For Preben<br />
Kaas blev møllen et fri<strong>sted</strong> i en travl hverdag, hvor han kunne lade op og få ideer til nye tekster. Han inviterede<br />
ofte venner og familie på besøg, og i efteråret 1976 kom Gasolin’ forbi for at øve (og indspille nogle af)<br />
numrene til lp’en ”Efter endnu en dag”. Da Preben Kaas og Lisbet Dahl giftede sig i 1977 i Håstrup Kirke,<br />
blev festen holdt på Trente Mølle. Møllen blev overtaget af staten i 1987, og i dag er her naturskole.<br />
→ Trente Mølle, Trentevej 7, 5672 Broby. trente.dk<br />
89
57. MILLINGE<br />
Kokken med øksen<br />
ORT efter Falsled og lige før Millinge passerer <strong>Margueritruten</strong> herregården Steensgaard,<br />
som den 5. juli 1594 var skueplads for et bloddryppende drama. Mellem klokken<br />
K 4 og 5 om morgenen blev den ondskabsfulde ejer af Steensgaard Otte Emmiksen nemlig<br />
dræbt af tre øksehug. Udåden blev begået af gårdens kok, men han gjorde det på opfordring<br />
af Emmiksens hustru.<br />
Allerede i 1300-tallet var det formentlig den fynske uradelsslægt Bjørn, der sad på Steensgaard, og i<br />
1412 hed ejeren Bjørn Olufsen Bjørn (død tidligst 1433). Han var en af rigets mest fremtrædende adelsmænd<br />
og deltog bl.a. ved tilblivelsen af Kalmarunionen i 1397. I 1494 overgik Steensgaard imidlertid til<br />
Otte Emmiksen (død tidligst 1523), hvis søn Anders Emmiksen (død 1566) åbenbart var et noget ublidt<br />
gemyt. I 1548 fremlagde han falske breve som bevis i en retssag, og i 1555 blev han arresteret, fordi han<br />
havde fremsat ærerørige udtalelser om både kongen og Aksel Urne. Han slap dog for straf, men måtte til<br />
gengæld forpligte sig til at rejse direkte hjem til Steensgaard og frivilligt lade sig indespærre på den gård,<br />
som han havde bygget kort forinden på et vold<strong>sted</strong>, omgivet af vandgrave til tre sider. Han måtte kun forlade<br />
gården, hvis han skulle i kirke, og i så fald måtte han kun køre den direkte vej til og fra kirken.<br />
Den næste generation Emmiksen på Steensgaard var om muligt endnu værre. Otte ”den onde” Emmiksen<br />
(1531-94) fik ry for at være ondskaben selv, og han forpe<strong>sted</strong>e tilværelsen for både sine tre koner,<br />
sine bønder og sine naboer. En dag havde han således set sig gal på fogeden på Østrupgård og skød ham i<br />
benet med det resultat, at Emmiksen ligesom faderen fik besked på at holde sig på Steensgaard. Strengt<br />
taget er der vel ikke noget at sige til, at hans tredje hustru, den holstenske adelsdame Dorte He<strong>sted</strong>, mi<strong>sted</strong>e<br />
tålmodigheden med sin ægtemand. Formedelst en klækkelig belønning overtalte hun kokken Hans og tjeneren<br />
Jørgen til at gøre det af med manden. Som præsten sagde i sin ligtale: Emmiksen blev af kokken ”ynkeligt<br />
myrdet og dræbt med en økse i sit hoved, mens han lå om morgenen og sov, på anstiftelse af sin hustru,<br />
en meget slet kvinde”.<br />
Kokken stak af med sin belønning, men blev hurtigt pågrebet og parteret i fire stykker på retter<strong>sted</strong>et,<br />
mens man aldrig fik fat i tjeneren, og enken slap mærkværdigvis for videre tiltale. Men både Emmiksen og<br />
hans fæle hustru går efter sigende igen på Steensgaard; på hans hoved ses tre dybe, ildrøde sår, mens hun<br />
lægger sig på gulvet og skrubber på en rød plamage, men den går ikke væk. Der blev lagt nyt gulv i 1938,<br />
men den røde plet siges også at være synlig på det ny parketgulv.<br />
I 1625 kom gården til enken Sidsel Høeg (1582-1648), hvis stærke religiøse interesse bl.a. gav sig<br />
udslag i, at hun udgav en bønnebog. Men også på verdslige materier havde hun forstand, og på Steensgaard<br />
sørgede hun for, at Anders Emmiksens tre fritstående huse blev sammenbygget. Hun forhøjede alle husene<br />
med én etage i bindingsværk og beko<strong>sted</strong>e den sandstensportal, som den dag i dag indrammer indgangsdøren<br />
i vestfløjen. Porttårnet, som også kaldes ”tyske tårn”, er forsynet med hendes og hendes afdøde mands<br />
våben.<br />
90
Da Sidsel Høeg døde, blev Steensgaard købt af Wenzel Rothkirch (1597-1655), som i 1626 havde<br />
lånt Christian 4. sin hest og derved reddet kongen fra tilfangetagelse efter nederlaget ved Lutter am Barenberg.<br />
Han blev belønnet med stillingen som hofmarskal, men fra 1631 koncentrerede han sig om sine efterhånden<br />
ganske omfattende godsbesiddelser. Herefter fulgte en periode med borgerlige ejere i skikkelse af<br />
Jens Christensen Heden og hans søn Frederik Jensen Hein (1691-1751), der i 1737 giftede sig med Susanne<br />
Brahe (1700-60) fra Østrupgård. Efter hans død iværksatte hun en omfattende renovering, der i store<br />
træk gav anlægget det udseende, som det har i dag.<br />
Efter hende gik gården i 1786 til slægten Bille-Brahe, og i 1897 hed ejeren Henrik Bille-Brahe-Selby<br />
(1870-1938). Slægtens hovedsæde var Hvedholm, men han foretrak Steensgaard, som han lod restaurere<br />
ved arkitekt Aage Langeland-Mathiesen. Med sine arbejder i skønvirke (jugendstil) og nybarok var han sammen<br />
med Ulrik Plesner toneangivende inden for dansk arkitektur i begyndelsen af 1900-tallet. På Steensgaard<br />
fjernede han det hvide kalklag, således at bygningerne igen fremstod i røde sten og med malet bindingsværk.<br />
Steensgaard blev i 1938 solgt til forlægger Michael Th. Hansen, og da han døde i 1956, blev gården<br />
indrettet som Fyns første herregårdspension. I 2011 blev den overtaget af parret Ann og Henning Wiesinger,<br />
der driver den som et økologisk principlandbrug.<br />
→ Steensgaard, Steensgaard 7, 5642 Millinge.<br />
58. HORNE<br />
Den fynske rundkirke<br />
KKE langt fra færgehavnen i Bøjden kommer <strong>Margueritruten</strong> i Horne forbi Fyns eneste<br />
I<br />
rundkirke. Den siges også at være øens største landsbykirke, og Horne skal i øvrigt være<br />
”Danmarks største landsby”.<br />
Man kan måske tillade sig at kalde Horne Kirke for en ”knopskydningskirke”, for der<br />
er i tidens løb blevet bygget til kirken i adskillige omgange. Kirkebyggeriet begyndte omkring<br />
1170, og bygherren var formentlig Valdemar den Store. Sandsynligvis var der en kongelig beboelse<br />
ved kirken, og alt tyder på, at der var knyttet et broderskab til <strong>sted</strong>et, hvis opgave var at organisere korstog<br />
mod de hedenske folkeslag i Estland og Letland. Efter et korstog i 1223 vendte Valdemar den Store hjem til<br />
Horne, men blev under en jagt på Lyø taget til fange af den tyske fyrste Henrik af Schwerin og først frigivet<br />
næsten tre år senere mod en krasbørstig løsesum.<br />
Det arkitektoniske forbillede for rundkirken i Horne menes at være Karl den Stores kirke i Aachen.<br />
Oven over selve den romanske rundkirke, der er 17 meter i diameter, byggedes et stokværk, der skulle tjene<br />
forsvarsformål. I gotisk tid blev kirken udvidet med kor og tårn, idet rundkirken fungerer som skib. Den<br />
skulle altså oprindelig opfylde to formål: Dels skulle den tjene til Guds ære, og dels skulle den bruges i en<br />
91
Horne Kirke (Anlace WP)<br />
forsvarssituation. Det sidste formål fremgår af murtykkelsen (ca. 2 meter) og af de skydeskår, som man stadig<br />
kan øjne.<br />
I 1825 fik lensgreve Preben Bille-Brahe (1773-1857) fra godset Hvedholm opført et mausoleum,<br />
hvor han selv blev <strong>sted</strong>t til hvile sammen med sine tre koner. Mausoleet er tegnet af G.F. Hetsch, der var en<br />
af senklassicismens store navne i Danmark, og som også tegnede de fire ældste sarkofager. Busten af ophavsmanden<br />
skyldes billedhuggeren H.W. Bissen. Lensgreven var i øvrigt mæcen for den unge maler C.W.<br />
Eckersberg, og i 1812 malede han kirkens altermaleri, som forestiller Jesus og de små børn. Det var også<br />
Preben Bille-Brahe, som i begyndelsen af 1800-tallet fik kirken nyindrettet i empirestil. I kirken bemærker<br />
man det sortmalede træskilt med ordet ”Sognestævne”. Meningen var, at den dag, hvor skiltet var <strong>opsat</strong>, ville<br />
sognefogeden stille sig op på den firkantede sten øst for våbenhuset og delagtiggøre sognebørnene i bekendtgørelser<br />
fra myndighederne og verserende sager i sognet.<br />
Dele af filmen ”Adams æbler” fra 2005, der blev skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen, er<br />
optaget i og ved kirken. Hovedrollerne spilles af kendte navne som Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Nicolas<br />
Bro, Paprika Steen og Nikolaj Lie Kaas.<br />
→ Horne Kirke, Søren Lundsvej 42, Horne, 5600 Faaborg.<br />
92
59. MIDDELFART<br />
Marsvinejagten i Lillebælt<br />
ØR Lillebæltsbroerne blev bygget, var der tre <strong>sted</strong>er, hvor man kunne blive færget over<br />
F<br />
Lillebælt fra Jylland til Fyn og omvendt, nemlig mellem Strib og Fredericia, mellem Middelfart<br />
og Snoghøj og mellem Assens og Årøsund. Middelfart var således det midterste<br />
overfarts<strong>sted</strong> – og det er netop denne beliggenhed, der har givet byen sit navn. Men da den<br />
fynske jernbane blev anlagt i 1865, var det Strib, som gik af med sejren i konkurrencen<br />
om at blive det fremtidige overfarts<strong>sted</strong> over bæltet. Året efter forlængede man nemlig banen fra Middelfart<br />
til Strib med henblik på at oprette dampskibsfart mellem Strib og Fredericia og dermed skabe sammenhæng<br />
mellem den fynske bane og de jyske baner, som udgik fra Fredericia.<br />
Henner Friisers Hus, Middelfart (News Øresund WP)<br />
I middelalderen var Middelfart altså et vigtigt overfarts<strong>sted</strong>, men samtidig tjente byen gode penge på<br />
marsvinsfangsterne i Lillebælt. I løbet af 1800-tallet blev der skønsmæssigt fanget i alt omkring 100.000<br />
93
marsvin, men at marsvinsjagten var en ældgammel foreteelse, fremgår af en skriftlig kilde fra 1357, hvori<br />
det anføres, at kongens lensmand på Hindsgavl havde krav på at få hvert 30. marsvin, der blev fanget. Som<br />
spise var marsvinene ikke nogen udpræget delikatesse, men til gengæld kunne spæklaget koges til tran, der<br />
anvendtes til belysning: I 1835 <strong>opsat</strong>tes 30 tranlygter i Middelfart, og i Odense var der næsten tre gange så<br />
mange tranlygter, indtil gassen blev indført i 1853.<br />
Det kongeligt privilegerede marsvinsjægerlaug i Middelfart, der bestod af 10 både og 30 mænd, kendes<br />
fra 1593, men blev nedlagt i 1898. 60 år senere genoplivede man imidlertid lauget med det formål at<br />
formidle historien om marsvinefangsterne. Ligesom før i tiden består det ny laug af 30 aktive mænd, og det<br />
var ikke nogen tilfældighed, at det blev stiftet i Henner Friisers Hus i Middelfart.<br />
Det smukke bindingsværkshus er opført i slutningen af 1500-tallet og er dermed – bortset fra kirken<br />
– byens ældste hus, men hvem der var bygherren, ved man ikke. Til gengæld kan det siges med sikkerhed, at<br />
det ikke var Henner Friiser, for han er nemlig en romanfigur. Han er opfundet af salmedigteren B.S. Ingemann,<br />
der også skrev fire utroligt populære historiske romaner. Romanerne udkom i årene 1824-36, og<br />
Henner Friiser dukker op i ”Erik Menveds barndom” fra 1828, hvor han er oldermand for færgemændene<br />
og marsvinsjægerne i Middelfart. Han er 70 år gammel, men alligevel stærk som en okse: Han kan tvinge de<br />
andre marsvinsjægere i knæ ved bare at lægge sine hænder på deres skuldre og trykke til. Fra 1707 til 1870<br />
husede Henner Friisers gård et gæstgiveri, og siden en restaurering i 1928 har huset været anvendt som<br />
lokalmuseum.<br />
På Fisketorvet i Middelfart, hvor Knorregade og Smedegade mødes, står Marsvinebrønden, der er<br />
udført af billedhuggeren Hans Olsen i 1957, og som viser, hvordan marsvinejagten fandt <strong>sted</strong>.<br />
→ Henner Friisers Hus, Brogade 8, 5500 Middelfart. middelfart-museum.dk<br />
60. MIDDELFART<br />
Indlagt i Middelfart<br />
LDRE læsere vil sandsynligvis kunne erindre, at det om en mand eller en kvinde kunne<br />
Æ<br />
hedde sig, at han eller hun ”kom til Middelfart”. Dermed mentes, at vedkommendes<br />
psykiske sygdom havde medført indlæggelse på sindssygehospitalet i Middelfart.<br />
Tilbage i middelalderen var den almindelige forestilling, at en sindssygdom var<br />
den ondes eller djævelens værk, og de sindssyge blev da også kaldt gale, vanvittige eller<br />
afsindige. Hvis de var rigtig syge, måtte man binde dem, og de var derfor ”bindegale”. Man kunne ikke hjælpe<br />
dem eller lindre deres sygdom, så de blev derfor isoleret fra omgivelserne og indespærret i små celler i de<br />
såkaldte dårekister. Den først kendte dårekiste i Danmark omtales i Ribe i midten af 1400-tallet.<br />
I midten af 1800-tallet nåede lægevidenskaben imidlertid frem til, at de ”gale” ikke var uhelbredelige,<br />
men led af en sygdom. Begrebet ”sindssyg” stammer fra denne tid og afspejler altså, at sindssygdom ik-<br />
94
ke længere blev anset for at være en uforklarlig og permanent tilstand, men at der netop var tale om en sygdom,<br />
som i et eller andet omfang kunne helbredes og derfor burde behandles professionelt på hospitaler.<br />
Samtidig begyndte man at skelne mellem åndssvage og sindssyge, og man gik i gang med at bygge store<br />
sindssygehospitaler, som man kaldte asyler.<br />
Det første var Risskov ved Aarhus i 1852, derefter fulgte Oringe ved Vordingborg i 1858 og Viborg i<br />
1877. At nogle af de gamle forestillinger stadig hang ved, fremgik dog af, at hospitalet i Viborg ved indvielsen<br />
blev kaldt ”Depotanstalt for 300 uhelbredeligt sindssyge”. Først da Folketinget i 1911 vedtog en ny<br />
lov om sindssyge, kom anstalten i Viborg til at hedde ”Viborg Sindssygehospital”.<br />
Sindssygeanstalten i Middelfart åbnede i 1888. Den ligger smukt ned til Fænøsund, og det harmonerer<br />
med datidens opfattelse af, at smukke omgivelser og en regelbundet hverdag fremmede helbredelsen.<br />
Der er tale om en hel lille by i byen med eget vand- og gasværk, eget vaskeri og en lille kirke, men området<br />
var indhegnet, således at patienterne blev holdt adskilt fra byens indbyggere – og omvendt. Det var bygget<br />
til at rumme 400 patienter, men blev allerede i 1896 udvidet, så der blev plads til 700. Det var her, maleren<br />
P.S. Krøyer (1851-1909) var indlagt flere gange, første gang i 1900. Også dette hospital ændrede i øvrigt<br />
navn flere gange; oprindelig hed det Sindssygeanstalten ved Middelfart, fra 1911 Sindssygehospitalet i Middelfart,<br />
og fra 1959 var navnet Statshospitalet.<br />
Behandlingen af de psykiske lidelser blev markant ændret med fremkomsten af psykofarmaka i<br />
1970’erne. Flere patienter blev i stand til at behandle sig selv og kunne derfor blive boende hjemme. Behovet<br />
for sengepladser blev mindre, og i 1999 lukkede det gamle hospital. I en af de tidligere patientbygninger<br />
kan man se udstillingen ”Middelfart Sindssygehospital 1888-1999”. Her får man historien om behandlingerne<br />
og terapiformerne, om bygningernes forskellige funktioner og indretning samt om dagligdagen på<br />
hospitalet for både patienter og personale.<br />
→ Psykiatrisk Samling, Teglgårdsparken 17, 2.sal, 5500 Middelfart. middelfart-museum.dk<br />
61. FØNS<br />
Tværs over isen<br />
ELLEM Middelfart og Assens går <strong>Margueritruten</strong> forbi landsbyen Føns nogle få kilometer<br />
fra Tybrind Vig, hvor en af Danmarkshistoriens mest spektakulære begiven-<br />
M<br />
heder udspillede sig i nogle iskolde januardage i 1658. Når Sverige og Danmark-Norge<br />
var på kant med hinanden stort set uafbrudt i 1600-tallet, handlede striden i bund<br />
og grund om, hvilket af de to lande der skulle have herredømmet over Østersøen og<br />
dermed være stormagten i Skandinavien. Stillingen var nærmest uafgjort, selvom Danmark-Norge ved freden<br />
i Brömsebro i 1645 havde måtte afstå Halland i 30 år og desuden havde måttet vinke helt farvel til Got-<br />
95
land og to norske grænselen. Det var en torn i øjet på Frederik 3., og i 1657 erklærede han svenskekongen<br />
Karl 10. Gustav krig.<br />
Dermed indledtes en ny krig mellem de to lande, og det viste sig ret hurtigt, at den danske krigserklæring<br />
ikke var noget udpræget klogt træk. Danmark manglede både veltrænede tropper, gode befalingsmænd<br />
og forsyninger, mens Karl 10. Gustavs hær var stærk og krigsvant, og eftersom den på daværende<br />
tidspunkt befandt sig i Polen, var det en smal sag for svenskerne at spadsere gennem Nordtyskland og ind i<br />
Jylland sydfra. De svenske tropper besatte Jylland fra hæl til isse, men til gengæld lod det sig ikke uden videre<br />
gøre at fortsætte over bælterne til København. Den danske flåde spærrede svenskerne vejen, og samtidig<br />
havde kongen forstærket forsvaret af Fyn ved at stationerne troppestyrker langs øens nord- og vestkyst.<br />
Der blev bygget grave og palisader langs kysten samt skanser ved Wedellsborg, og der blev gået strandvagt<br />
både dag og nat.<br />
Men vejrguderne tilsmilede Karl 10. Gustav. I januar 1658 gav det sig nemlig til at fryse umanerlig<br />
hårdt, og i slutningen af måneden begyndte isen at kunne bære. Den svenske konge samlede sine næsten<br />
10.000 soldater i området mellem Kolding og Haderslev og gav sig til at spekulere over, om det mon kunne<br />
lade sig gøre at føre tropperne over isen. Den 27. januar erobrede svenskerne øen Brandsø i Lillebælt, og<br />
natten mellem den 29. og 30. januar, hvor Karl 10. Gustav overnattede i præstegården i Hejls, sendte han<br />
kvartermester Erik Dahlberg på et rekognosceringstogt, der førte ham til Føns, hvor han havde held til at<br />
overraske en snes danske bondesoldater, der gik vagt. <strong>Et</strong> par af dem blev ført som fanger tilbage til hovedkvarteret<br />
i Hejls, og kort før daggry den 30. januar traf den svenske konge beslutningen om at gå over isen<br />
til Tybrind Vig på Fyn. Den svenske hær gik fra den jyske kyst i et bælte fra Stenderup Hage i nord til Anslet<br />
Hage i syd; kongen kørte selv i slæde til Brandsø og red derfra selv videre. Den danske hær blev temmelig<br />
bogstaveligt taget på sengen, og inden kl. 10 om formiddagen havde svenskerne overmandet de danske styrker,<br />
der befandt sig ved Tybrind.<br />
Den svenske konge gentog kunststykket ved at føre sine tropper over Tåsinge og Langeland og derfra<br />
over Langelandsbælt til Lolland. Inden længe stod han foran Københavns porte, og det fik Frederik 3. til at<br />
gå i panik. I hast blev der sluttet fred i februar 1658. Det var den såkaldte Roskildefred, som indebar, at<br />
Danmark for evigt skulle afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm samt yderligere to norske len. Krigen<br />
blev genoptaget i august 1658 og endte faktisk med en dansk sejr, og da Karl 10. Gustav helt uventet døde i<br />
1660, kunne der på ny indledes fredsforhandlinger. Freden i København var imidlertid et magert resultat,<br />
set med danske øjne: Kun Trondhjems len måtte svenskerne levere tilbage til Danmark, ligesom Danmark<br />
fik Bornholm retur mod til gengæld at lade svenskerne få 18 danske adelsgodser i Skåne.<br />
→ Jomfrumarken, 5580 Nørre Aaby.<br />
96
62. ASSENS<br />
En mand med samlermani<br />
ARGUERITRUTEN tangerer det nordøstlige hjørne af Assens, men det bør ikke forhindre,<br />
at man aflægger byen et egentligt besøg. Assens er antagelig mest kendt som<br />
M søhelten Peter Willemoes’ fødeby, men i denne sammenhæng handler det om et andet –<br />
og mindre kendt – bysbarn, nemlig sølvvarefabrikanten Frederik Nissen Ernst (1892-<br />
1976), der blev udnævnt til æresborger i Assens i 1974. Han elskede at samle på smukke<br />
ting, men da han ingen arvinger havde, valgte han at testamentere sin lejlighed og sin fabrik i Østergade<br />
med tilhørende blanding af kunst, antikviteter og souvenirs fra hele verden til Vestfyns Museum, og dermed<br />
er der offentlig adgang til de mange herligheder<br />
under overskriften ”Sølv, kitsch og kunst”.<br />
Ernst var altså sølvvarefabrikant ligesom sit<br />
fædrene ophav, men måske havde han forestillet<br />
sig en helt anden karriere som operasanger. I<br />
hvert fald rejse Ernst junior i 1921 til Milano,<br />
hvor han opsøgte en af datidens berømte sanglærere<br />
ved navn Coppola. Læserne af Assens<br />
Amts Dagblad kunne følge med i rejsen, takket<br />
være de rejsebreve, som Ernst efter aftale sendte<br />
til avisen, og sangtalentet må have været mere<br />
end mådeligt, for en koncert i Barløse forsamlingshus<br />
i 1921 gav anledning til rosende omtale:<br />
”Det var som altid en fryd at høre hr. Ernst’ ualmindelige<br />
bløde, smukke og fyldige stemme. Hr.<br />
Ernst forstår at bruge den på rette måde”.<br />
Fem år senere kan man af en annonce i<br />
samme avis erfare, at ved den konservative valgaften<br />
i den lille sal på Hotel Phønix optrådte hr.<br />
koncertsanger Fr. Ernst, akkompagneret af fru<br />
Ernsts Samling, Assens (Htcaribmus WP)<br />
Agnes Madsen. På daværende tidspunkt havde<br />
koncertsangeren allerede overtaget sølvvarefabrikken<br />
med tilhørende butik på hovedgaden og et halvt hundrede medarbejdere efter faderens død i 1924.<br />
Da Assens samme år kunne fejre 400-års jubilæum, skrev Ernst både tekst og melodi til en Assenssang<br />
med titlen ”Vor gamle by, vort barndomshjem”, som fabrikanten selv foredrog ved mindegudstjenesten<br />
i kirken, ligesom han medvirkede ved en kirkekoncert, hvor entreen var 1 kr. + skat og program, som<br />
97
der står i annoncen. I 1928 underholdt fabrikanten patienterne på Vejlefjord Sanatorium med ”en velvillig<br />
koncert, der modtoges med hjerteligt bifald”.<br />
I Assens Amts Avis omtaltes hans 50 års fødselsdag med bl.a. disse ord: ”Fabrikant Ernst har ikke<br />
deltaget i det offentlige liv, interessen for forretningen og for kunsten har optaget hans tid, men han har dog<br />
haft tid til at lade sin velskolede sangstemme høre, når han blev anmodet om at støtte en koncert i veldædigt<br />
øjemed, og mange har glædet sig over sangen. Som kunstsamler er fabrikant Ernst kendt viden om, og hans<br />
kultiverede smag præger de arbejder, der udgår fra sølvsmedjen”.<br />
Ernst var ungkarl og boede hele sit liv i fødehjemmet i Østergade 57, hvor han efterhånden samlede<br />
bl.a. 30 komplette spisestel fra 1700-tallet og frem samt 1.600 stykker bestik i tungt guld eller sølv. Fra sine<br />
mange udlandsrejser hjemførte han den ene mere kostbare ting efter den anden – fra Flora Danica over<br />
Meissnerporcelæn og veneziansk glas til hovedvandsæg og talrige malerier – med det resultat, at der blev<br />
spinket og sparet i hverdagen i Østergade. Han har således fortalt, at han under en rejse til Paris levede uden<br />
mad i tre dage for at få råd til at købe et medaljonbillede.<br />
Han var en ægte kosmopolit, der talte og skrev både engelsk, tysk og fransk og færdedes hjemmevant<br />
hos såvel europæiske kunsthandlere som i de store europæiske operahuse. Han lukkede fabrikken i Assens i<br />
1955 og tilbragte resten af livet med at rejse, samtidig med at han bibeholdt butikken i byen. Til sidst indskrænkede<br />
hans rejser sig dog til søndagsudflugter, der blev arrangeret af den lokale rutebilejer. Men når<br />
frokosten skulle indtages på en kro undervejs, medbragte han sit eget bestik. Han frabad sig nemlig at spise<br />
frokost med noget, der var vasket op i sulfo.<br />
→ Ernsts Samlinger, Østergade 57, 5610 Assens. museumvestfyn.dk<br />
63. NÅRUP<br />
Giftmorderen<br />
ELLEM Assens og Vissenbjerg kommer <strong>Margueritruten</strong> gennem den nordlige del af<br />
M<br />
Nårup, hvor man i årene 1894-1966 kunne stå af og på toget på sidebanen fra Tommerup<br />
til Assens. Stationen ligger her såmænd stadig, og det gør skinnerne også; de bruges<br />
nemlig til kørsel med skinnecykler.<br />
På Krengerupvej øst for Nårup boede i 1855 smed Martinus Adolph Eckmann<br />
(1815-98) sammen med sin kone Oline (1818-55). Hun stammede fra Norge, og de var blevet gift i 1839.<br />
I løbet af de følgende 14 år fødte hun ham 10 børn, hvoraf de seks var enten dødfødte eller kun levede i<br />
nogle få dage eller uger. Men smeden hørte beklageligvis ikke til Guds bedste børn, og det ser ud til, at han<br />
mere end en gang trådte ved siden af dydens smalle sti.<br />
98
Fredag den 3. august 1855 tog han med sin kone på udflugt til Odense. Hun havde fået lov til at købe<br />
nye gardiner, og da smeden ikke selv havde hverken hest eller vogn, fulgtes de med husmand Mads Thomsen<br />
og dennes hustru. Da de to kvinder havde forrettet deres ærinder, spenderede smeden en omgang spisning<br />
hos Peder Pedersen Barløse, der drev beværtning i kælderen i Vestergade 97 i Odense. Dagens middag var<br />
stegt hanekylling, og Oline var vældig fornøjet, både på grund af den fine mad og på grund af de nydelige<br />
gardiner, hun havde købt.<br />
Inden selskabet kørte fra Odense, havde smeden uden for værtshuset et kort stævnemøde med tjenestepigen<br />
Maren Kirstine Pedersen (1834-67), som var højgravid. Hun ventede barn med smeden, og hun<br />
havde i april forladt sin plads i Verninge uden skudsmål, men var kommet i huset hos en fru Crone i Odense.<br />
Den gode smed spillede altså på to heste, men han fortæller Maren Kirstine, at han har fundet en løsning.<br />
Hvad løsningen gik ud på, viste sig den samme aften. Da de sad på vognen og var klar til at køre hjemad<br />
mod Nårup, fik de alle fire serveret et glas portvin, men det viste sig efterfølgende, at der havde været andet<br />
og mere end portvin i det glas, Oline drak af. Lørdag morgen havde Oline det dårligt; hun ka<strong>sted</strong>e op og<br />
havde diarré, og Eckmann gik om eftermiddagen til læge Rasmussen i Køng for at få noget medicin til hende.<br />
Han bad ikke lægen om at aflægge besøg, så på grundlag af smedens beskrivelse af Olines symptomer<br />
nøjedes Rasmussen med at ordinere kamfer og opiumsdråber.<br />
Om mandagen gik det lidt bedre med Oline, men hun ville ikke tage mere medicin, før smeden havde<br />
talt med lægen igen. Det lovede Eckmann, men inden da måtte han nødvendigvis en tur til Odense, og da<br />
han omsider nåede til Køng sidst på dagen, var lægen ikke hjemme, og smeden måtte vende tilbage til Nårup<br />
med uforrettet sag. Tirsdag morgen havde Oline det rigtig skidt, men inden man kunne komme af <strong>sted</strong> til<br />
lægen i Køng med hende, døde hun af kramper. Hun blev begravet den 11. august.<br />
Få dage efter Olines begravelse flyttede Maren Kirstine Pedersen ind hos smeden, og den 26. august<br />
nedkom hun med en datter, som dog kun levede nogle få timer. Selv om det begyndte at rygtes i Nårup og<br />
omegn, at smeden havde forgiftet Oline, var det nu ikke derfor, at han og hans nye ”tjenestepige” kom i<br />
myndighedernes søgelys. Årsagen var, at Maren ikke rigtig kunne redegøre for, hvem der var far til datteren.<br />
I oktober blev smeden og Maren forhørt i Odense Herredsret, og det endte med, at retten besluttede at lade<br />
Olines lig opgrave og obducere. Det blev ved den lejlighed konstateret, at dødsårsagen var en diarré, som<br />
fulgte med et udbrud af kolera, men som udløstes af arsenik, blandet med vin.<br />
Smeden bedyrede imidlertid sin uskyld, og da der ikke forelå egentlige beviser i sagen, blev Eckmann<br />
løsladt i januar 1857. Hans økonomi var imidlertid ikke noget at prale af, og da hans hus brændte året efter,<br />
kom han på ny i forhør, mistænkt for ildspåsættelse. Heller ikke denne gang var der imidlertid håndfaste<br />
beviser, og Eckmann fortsatte sit samliv med Maren Kirstine. Fra 1856 til 1861 fik de tre børn sammen.<br />
Myndighederne havde imidlertid et godt øje til parret i Nårup, og i oktober 1861 blev de begge arresteret<br />
på ny på grund af ”utugtigt samliv”. Det førte til, at sagen om Olines død blev genoptaget, og i april<br />
1862 tilstod Eckmann giftmordet på Oline. Maren Kirstine tilstod sin medvirken, og den lokale dyrlæge<br />
indrømmede, at han havde udleveret arsenikken. Både Eckmann og Maren Kirstine blev dømt til døden,<br />
mens dyrlægen slap med en mulkt på 50 rigsdaler. Senere formildedes Marens straf imidlertid til livsvarigt<br />
fængsel, og hun døde i Kvindefængslet på Christianshavn i 1867.<br />
Smeden fik et nervesammenbrud, mens han ventede på, at dødsstraffen skulle blive eksekveret, og<br />
eftersom man ikke kunne henrette en sindsforvirret person, blev han indlagt på Sindssygeanstalten ved Vor-<br />
99
dingborg, hvor man dog ikke mente, at han var sindssyg. Han blev imidlertid reddet på målstregen af kong<br />
Christian 9., som i januar 1864 resolverede, at han skulle anbringes i fængsel på livstid. Han sendtes til afsoning<br />
i Statsfængslet i Horsens. I 1882 fik han imidlertid eftergivet resten af sin straf og sattes fri. Det<br />
varede dog kun knap to år, før han var tilbage i fængslet på grund af en anden forbrydelse. Efter endt afsoning<br />
levede han i Horsens til sin død i 1898.<br />
→ Krengerupvej, Nårup, 5690 Tommerup.<br />
64. GYLDENSTEEN<br />
<strong>Et</strong> fugleeldorado og en fransk eventyrer<br />
ST for Bogense passerer <strong>Margueritruten</strong> herregården Gyldensteen, som kun kan ses fra<br />
Ø<br />
vejen, eftersom den ikke er åben for offentligheden. Det er til gengæld ”vadehavet” nord for<br />
Gyldensteen, som godsets daværende ejer fik inddæmmet og drænet i 1871.<br />
Landvindingsprojektet viste sig imidlertid at være en dårlig forretning, for det inddæmmede<br />
areal kunne kun bruges til græsning, og som årene gik, forsumpede hele området<br />
stille og roligt. Bedre blev det naturligvis ikke af, at en stormflod i november 1945 gennembrød dæmningen:<br />
Havet strømmede ind over det inddæmmede areal, og jorden blev så salt, at det tog seks år, før markerne<br />
kunne benyttes igen. Hele historien gentog sig i 1954 med en ny stormflod og et nyt dæmningsbrud.<br />
Med statstilskud blev der derfor i årene 1959-62 gennemført et omfattende projekt, som indebar, at stør<strong>sted</strong>elen<br />
af området blev afvandet på ny, takket være nye elektriske pumper, og derefter dybdepløjet og drænet.<br />
Omsider blev det muligt at dyrke korn på det inddæmmede areal, og samtidig igangsattes Danmarks<br />
største produktion af spiseløg.<br />
I 2011 erhvervede Aage V. Jensens Fonde imidlertid det inddæmmede areal på godt 600 ha – inklusive<br />
de gamle moræneøer Langø og Lindholm – med henblik på at gennemføre et storstilet naturgenopretningsprojekt.<br />
I foråret 2014 slog man hul på digerne ud mod Kattegat med det resultat, at der dels opstod<br />
et stort, lavvandet fjordområde, der er omgivet af smalle strandenge, dels et næsten lige så stort sø- og<br />
engområde med varierende vandstand i løbet af året.<br />
De nye vådområder tiltrækker et stort antal ynglende vadefugle, ænder, gæs, måger og terner, og de<br />
mange rastende fugle lokker også rovfugle som vandrefalk, havørn og blå kærhøg til. På bare nogle få år er<br />
Gyldensteen Strand blevet et af Fyns bedste fugleområder, og takket være udsigtspunkter, fugletårne og naturrum<br />
har publikum optimale betingelser for at få udbytte af et besøg i området.<br />
Gyldensteen har i øvrigt ikke altid heddet Gyldensteen. Gårdens oprindelige navn var Enggård, og det<br />
var Gregers Krabbe (1594-1655), som i 1636-40 rejste den prægtige renæssancebygning, som vi stadig<br />
har for øje. Man bemærker især de to karnaplignende tårne på sydsiden, som tidligere skjulte bygningens<br />
”hemmeligheder”. Her befandt gårdens latriner sig altså, og herfra var der direkte ”afregning” i voldgraven.<br />
100
I 1719 købte en vis Jean Henri Huguetan (1665-1749) Enggård. Han stammede fra Lyon, hvor faderen<br />
var boghandler og bogtrykker. Sønnen overtog faderens forretning, men slog sig ellers på bankiervirksomhed,<br />
først i Amsterdam og siden i England. Han gik imidlertid fallit og strejfede derefter om i Tyskland,<br />
inden han i 1711 kom til Danmark. Trods de store omskiftelser lykkedes det ham alligevel på temmelig<br />
uforklarlig vis at bjærge sig en betydelig formue, og takket være sit kendskab til handel og bankvæsen<br />
skaffede han sig indpas ved det danske hof, skønt hans generalieblad ikke var ganske uplettet. I 1717<br />
ophøjedes han i grevestanden med navnet Gyldensteen, og da han erhvervede Enggård og et par andre fynske<br />
godser, blev de i 1720 til grevskabet Gyldensteen.<br />
Den gendannede kystlagune ved Gyldensteen (Nico-dk WP)<br />
Siden 1827 har Gyldensteen været ejet af slægten Bernstorff-Gyldensteen, og i dag er godset kendt<br />
for at producere most, cider og brændevin på æbler fra egen frugtplantage.<br />
→ Gyldensteen, Burskovvej 2, 5400 Bogense<br />
→ Gyldensteen Strand, Langø 1, 5400 Bogense. avjf.dk<br />
101
65. SØNDERSØ<br />
Dansk-svensk-tysk<br />
den østlige udkant af landsbyen Søndersø passerer <strong>Margueritruten</strong> herregården Dallund,<br />
I<br />
der fra engang i 1300-tallet ejedes af den ældgamle adelsslægt Bryske. Det var Eiler Bryske<br />
(ca. 1486-1529), som omkring 1500 opførte en borg, hvis ydermure stadig er bevaret.<br />
Bryske fik betroede poster af både kong Hans og Christian 2., men han skiftede hest i tide<br />
og sluttede sig til Frederik 1., som gjorde ham til lensmand. Hans økonomi var imidlertid<br />
meget ringe, og han døde som en gældstynget mand.<br />
Dallund blev derefter kastebold mellem flere kreditorer, indtil den mecklenburgske oberst Günther<br />
Didrik von Finecke overtog gården i 1722. Da han døde i 1729, gik Dallund videre til hans søn Theodosius<br />
Ernst Frederik von Finecke (1721-1801). Han var en kundskabsrig herre og interesserede sig navnlig for<br />
sin anselige samling af oldsager, der var tilvejebragt ved udgravning af oldtidshøje. Men samtidig beskrives<br />
han som en utålelig godsejer, der var en konstant plage for sine bønder, og som førte den ene proces efter<br />
den anden mod sine præster. Han skal da også gå igen på Dallund, og man kan desuden møde ham, når han<br />
kommer kørende i alleen med to heste forspændt – og uden kusk på bukken.<br />
Theodosius von Finecke var ugift og barnløs, og han traf derfor bestemmelse om, at Dallund skulle<br />
overtages af den tysk-svenske baron og generalløjtnant Carl Philip von Blixen (1749-1829), der på mødrene<br />
side stammede fra Fineckeslægten. I forbindelse med overtagelsen af Dallund tog han efternavnet Blixen-<br />
Finecke. Hans søn skulle have arvet Dallund, men han døde kun et halvt år efter faderen, så det blev sønnesønnen<br />
Carl Frederik Axel Bror Blixen-Finecke (1822-73), der overtog godset i en alder af kun syv år.<br />
Under den obligatoriske studie- og dannelsesrejse i udlandet blev han venner med Otto von Bismarck,<br />
selvom de var meget forskellige: ”Bismarck var som stål, mens Blixen-Finecke var blød og holdningsløs”.<br />
Til gengæld var Blixen-Finecke stor i slaget og ”en fuldendt gentleman” med ”et kvikt hoved”.<br />
Sine synspunkter som højreorienteret godsejer fik han rig lejlighed til at give udtryk for, da han blev valgt til<br />
Folketinget i 1851.<br />
I en periode kom Frederik 7. jævnligt på Dallund, men forholdet mellem baronen og kongen kølnedes<br />
betragteligt, da Blixen-Finecke afviste at aflægge grevinde Danner et besøg. Kongen nægtede derefter<br />
at modtage Blixen-Finecke i audiens, og til gengæld frasagde baronen sig sine titler som hofjægermester og<br />
kammerherre. Det endte dog med forsoning, og Blixen-Finecke afsluttede sin politiske karriere som udenrigsminister<br />
i 1859 og konstitueret konseilspræsident i et par uger i 1860. Han kom derefter ikke til at<br />
spille nogen politisk rolle, selvom han blev opfordret til at træde ind i grev Frijs’ ministerium i 1865. Det<br />
blev imidlertid ikke til noget, fordi Blixen-Finecke stillede som betingelse, at Københavns Universitet skulle<br />
flyttes til Kolding.<br />
Blixen-Finecke giftede sig i 1854 anden gang med prinsesse Augusta af Hessen-Kassel-Rumpenheim,<br />
der var søster til Christian 9.s dronning Louise. Sammen med sin første hustru fik han sønnen Frederik<br />
Theodor Hans Blixen-Finecke (1847-1919), som i 1915 solgte Dallund til udstykning. I 1927 over-<br />
102
gik hovedbygningen til Centralforeningen af Sygekasser i Odense Amt. Frederik Blixen-Finecke var i øvrigt<br />
far til Bror Blixen-Finecke, som i 1914 blev gift med Karen Dinesen, verdenskendt som forfatteren Karen<br />
Blixen.<br />
I dag kan man leje Dallund til bryllupper, møder og konferencer. Ellers er der ikke adgang til hovedbygningen,<br />
men man må gerne gå en tur i parken og, hvis man har mod på det, hele vejen rundt om søen.<br />
→ Dallund, Dallundvej 63, 5471 Søndersø. dallundcastle.dk<br />
66. ODENSE<br />
En smøg i flaben<br />
AN er blevet kaldt ”Danmarks nationalskjald”, men selv foretrak han betegnelsen ”spillemand”.<br />
Han var den dominerende skikkelse i dansk populærmusik i det meste af en<br />
H<br />
generation, og der findes næppe mange danskere, der ikke er i stand til at nynne mindst<br />
én af hans melodier. Han blev set som prototypen på en fandenivoldsk københavnerflab<br />
fra stenbroen, men i virkeligheden var han en genert og pligtopfyldende natur. Han elskede<br />
at fordybe sig i den klassiske litteratur, men gjorde en dyd ud af at fremstå rå og usleben med en smøg<br />
i flaben.<br />
Manden er naturligvis Kim Melius Flyvholm Larsen (1945-2018). Det var hans far, der gav ham mellemnavnet<br />
”Melius”, hvad der på latin betyder ”den bedre”. Men meget mere kan man vel heller ikke påstå,<br />
at vinterbaderen og gymnastiklæreren Alfred Larsen gav sin søn, mens Flyvholm stammede fra moderen<br />
Eva. Hun blev træt af manden og smed ham på porten, da drengen var fem år gammel: ”Jeg har ikke set ham<br />
siden – og har heller ikke haft lyst”. Mere var der ifølge Kim Larsen ikke at sige om den sag. Og moderen var<br />
lige så kort for hovedet: ”Det var et dumt kapitel i mit liv.”<br />
Efter at have taget lærereksamen og efter fire lidet vellykkede måneder som lærer flyttede han i 1968<br />
ind i den saneringsmodne ejendom Sofiegården på Christianshavn, og samme år optrådte han for første<br />
gang som professionel. I slumstormermiljøet på Sofiegården mødte han guitaristen Franz Beckerlee (født<br />
1942) og bassisten Wili Jønsson (født 1942), som stod og manglede en vokalist med ”power i stemmebåndene”,<br />
og det førte til dannelsen af Gasolin’, hvor trommeslageren Bjørn Uglebjerg (1948-94) var fjerde<br />
mand, indtil han i 1971 blev afløst af Søren Berlev (født 1950). De kunne ikke blive enige om, hvad bandet<br />
skulle hedde, men en af beboerne på Sofiegården foreslog navnet ”Gasoline” (benzin), fordi Franz Beckerlee<br />
havde sagt, at bandets funktion var at ”tanke folk op”. E'et i Gasoline blev ændret til en apostrof, og så<br />
blev navnet vedtaget.<br />
I februar 1969 stormede politiet Sofiegården, og i <strong>sted</strong>et besatte Larsen og Beckerlee Stærekassen<br />
på hjørnet af Dronningensgade og Lille Søndervoldstræde på Christianshavn, som i 1972 blev nedrevet,<br />
103
efter at Larsen og de øvrige beboere var blevet båret ud på gaden af politiet. Christianshavn var og blev bandets<br />
udgangspunkt, og livet på Christianshavn har afsat flere spor i Gasolin’s tekster.<br />
Gasolin’s første plade ”Gas 1” udkom i 1971, og derefter gik det slag i slag. Larsen skrev både musik<br />
og tekst til mange af deres numre, men ofte fik han hjælp til teksterne af Mogens Mogensen (1930-91), der<br />
havde en fortid som fisker, vinduespudser og funktionær i Frelsens Hær. Ham havde de også truffet på Sofiegården,<br />
men han havde ikke noget ønske om at bade sig i rampelyset. Han skrev bl.a. teksten til det<br />
”selvbiografiske” nummer ”Hva’ gør vi nu, lille du”, hvor faderen er tosset og moderen normal.<br />
I 1976 sang Larsen ”Det er en kold tid” – også kendt som ”Østre Gasværk” – på en plade, der blev<br />
udgivet til støtte for Christiania. Sangen slog i den grad an, og da statsminister Anker Jørgensen holdt sin<br />
nytårstale i tv nytårsdag 1977, startede han talen med at citere sangens første linje.<br />
Fra 1984 arbejdede Kim Larsen sammen med gruppen Bellami, og i 1986 udgav de albummet ”Forklædt<br />
som voksen”, der med numre som ”Jutlandia” og ”Vi er dem de andre ikke må lege med” opnåede rekordhøje<br />
salgstal, og det efterfulgtes i 1989 af ”Kielgasten”, der bl.a. huskes for den larsenske version af<br />
Kai Normann Andersen og Børge Müllers ”Den allersidste dans” fra filmen ”Mød mig på Cassiopeia” fra<br />
1951.<br />
Efter at Larsen i 1994 var flyttet sammen med sin tredje hustru Liselotte Kløvbjerg Larsen i H.C. Andersen-kvarteret<br />
i Odense, var tiden inde til at danne et nyt band. Det blev til Kim Larsen & Kjukken, og<br />
deres første album udkom i 1996. Med Kjukken blev det til i alt 10 albums frem til 2017, men i januar<br />
2018 blev det offentliggjort, at Larsen havde fået prostatakræft og derfor måtte aflyse et par planlagte turneer.<br />
Kim Larsen & Kjukken spillede deres sidste koncert i Holbæk den 25. august 2018 i Holbæk, og en<br />
måneds tid senere døde han.<br />
Kim Larsen var inkarneret ryger, og skuespilleren Arne Lundemann har fortalt, at han selv og Kim<br />
Larsen i 1996 skulle medvirke i opsætningen af H.C. Andersens ”Rejsekammeraten” på Odense Teater:<br />
”Vi havde de to hovedroller, og det var en af mine største oplevelser at spille sammen med Kim, og at jeg fik<br />
lov til at synge nogle af hans sange. Han var jo dybt professionel. Han gik 100 procent ind i det og var meget<br />
engageret. Da vi kom til læseprøven og var forsamlet, tog han cigaretterne frem. Men da han så fik at vide, at<br />
han ikke måtte ryge, pakkede han det hele sammen og sagde: ”I kan ringe, når man må ryge”. Så skyndte direktøren<br />
sig at sige: ”Du må gerne ryge, du må gerne ryge”, og så fik vi andre også en cigaret”.<br />
Lars Løkke Rasmussen stod som sundhedsminister fadder til rygeloven, og han beretter følgende om<br />
Kim Larsen: ”Jeg har skændtes med ham, så det bragede. Det var tilbage i 2007, fordi det faldt i mit lod at<br />
være ministeren bag rygeloven, og den var han godt nok ret meget imod. <strong>Et</strong> par år senere sad jeg på Sortebrødre<br />
Torv i Odense, efter jeg havde været ude og løbe en tur en sommerdag, og bestilte en danskvand,<br />
og så kom tjeneren ud med en bakke med en fadøl og et askebæger og to smøger. Jeg tænkte, ”hvad stikker<br />
der under her”. Så gik jeg ind, og der sad Kim og grinede over hele hovedet”.<br />
→ Claus Bergs Gade 5A, 1. sal, 5000 Odense C.<br />
104
67. NØRRE LYNDELSE<br />
<strong>Et</strong> palads med sol og lys og glæde<br />
YD for Odense går <strong>Margueritruten</strong> gennem Nørre Lyndelse, hvor man kan bese Carl Nielsens<br />
Barndomshjem. I erindringsbogen ”Min fynske barndom” fra 1927 beskriver Nielsen<br />
S<br />
(1865-1931) det beskedne hjem i Nørre Lyndelse som ”et palads med sol og lys og glæde”.<br />
Hans forældre købte huset i 1878, og Carl Nielsen, der var nummer syv i en børneflok på<br />
12, boede her kun i en kort periode, inden han konkurrerede sig til en plads som trompetist<br />
i regimentsmusikkorpset i Odense. Faderen ernærede sig som maler, daglejer og spillemand, og som barn<br />
måtte Carl Nielsen bidrage til husholdningen ved at tjene som gåsedreng. Allerede som seksårig fik han en<br />
violin i hånden, og et par år senere begyndte han at modtage violinundervisning af sin far og af læreren i<br />
Nørre Lyndelse Skole. Snart tog han med sin far, når denne skulle spille til dans, og han begyndte også at<br />
komponere små melodier, som han skrev ned efter bedste evne.<br />
Carl Nielsens Barndomshjem (Ipigott WP)<br />
I 1884 kom Carl Nielsen på Musikkonservatoriet i København, og efter uddannelsen kom han til at<br />
spille i Tivolis Koncertsals orkester formedelst 4 kr. 25 øre pr. aften. Men det viste sig efterhånden, at hans<br />
105
force var komposition, og hans offentlige komponistdebut fandt <strong>sted</strong> i 1887 med ham selv som violinist i<br />
hans Andante tranquillo e scherzo for strygeorkester. Den 8. september 1888 opførtes i Tivolis Koncertsal<br />
hans officielle opus 1, en suite for strygere. Publikums jubel var så stor, at den medrivende vals i andensatsen<br />
måtte gentages. Måneden efter havde Carl Nielsen sin debut som dirigent, da suiten var på programmet<br />
ved sæsonens første koncert i Odense Musikforening.<br />
Selv om han fik 30 kr. for at dirigere suiten i Odense, stod det klart, at han ikke kunne leve af at være<br />
hverken dirigent eller komponist. Han måtte ty til violinen, og da der i 1889 blev afholdt konkurrence til<br />
Det Kongelige Kapel, vandt han en plads som andenviolin. Han kom til at spille i kapellet i 16 år, før han<br />
kunne leve af at komponere. I årene 1890-91 fik han dog orlov, fordi han fik et legat, der gav ham mulighed<br />
for at tage på studietur til Leipzig, Dresden, Berlin og Paris.<br />
I februar 1891 traf han i Paris Anne Marie Brodersen (1863-1945). Det hensatte ham i ”en rus af<br />
lykke”, og et par måneder senere blev de gift i Firenze. Med tiden komponerede Carl Nielsen to operaer,<br />
seks symfonier, koncerter, korværker, orgelværker og kammermusik og blev en anerkendt komponist langt<br />
uden for landets grænser, mens hustruen udfoldede sig som naturalistisk billedhugger. Museet i det lille hus<br />
fortæller om barndommen, om musiklivet i hjemmet og om dets betydning for Carl Nielsen som musiker og<br />
komponist.<br />
→ Carl Nielsens Barndomshjem, Odensevej 2A, Nørre Lyndelse, 5792 Årslev.<br />
barndomshjem.carlnielsen.org<br />
68. BROBYVÆRK<br />
Da barokken kom til Fyn<br />
den østlige udkant af landsbyen Brobyværk går <strong>Margueritruten</strong> forbi herregården Brobygård.<br />
Landsbyen hed oprindelig Sønder Broby, men har med tiden taget navnet Brobyværk<br />
I<br />
til sig. Det skyldes rigsmarsk Anders Bille (1600-57), som i 1645 købte Brobygård. Som rigets<br />
øverste hærchef var han naturligvis interesseret i våben og ammunition, og samtidig var<br />
han træt af, at hæren var afhængig af leverancer fra udlandet. Han var af den formening, at<br />
det måtte være muligt at producere våben på hjemlig grund, og eftersom der var tilstrækkeligt med vand i<br />
Odense Å, anlagde han våbenfabrikken Broby Værk et stenkast fra Brobygård. Ganske vist måtte han indforskrive<br />
eksperter og arbejdskraft fra Tyskland, men til gengæld kom fabrikken så også til at producere<br />
både skydevåben, kårder og sabler af nydelig kvalitet.<br />
Desværre for Broby Værk udbrød den første Karl Gustav-krig i 1657. Det var Frederik 3., som erklærede<br />
krigen, men han forregnede sig noget så gevaldigt, og inden man nærmest nåede at se sig om,<br />
havde svenskerne besat Jylland. De indtog fæstningen Frederiksodde, som nogle få år senere blev døbt Fredericia,<br />
og det ko<strong>sted</strong>e Anders Bille livet. Da Karl 10. Gustav i januar 1658 gennemførte sit bravurnummer<br />
106
og gik over isen til Fyn, var det også helt bogstaveligt enden på værket. Svenskerne raserede både Broby<br />
Værk og Brobygård i februar 1658.<br />
Værket genopstod aldrig, men Anders Billes datter Pernille arvede Brobygård. Hun giftede sig i 1662<br />
med Børge Trolle fra Holsteinborg på Sjælland, og sammen rev de stumperne af den gamle bindingsværksgård<br />
ned og opførte i 1673 den nuværende hovedbygning. Deres Brobygård er blevet kaldt Fyns første barokbygning,<br />
men er alligevel på mange måder udtryk for levn fra renæssancen. <strong>Et</strong> typisk barokanlæg skal<br />
være strengt symmetrisk omkring en midterakse, og det princip er ikke efterlevet; i forhold til indgangsdøren<br />
er der seks vinduer på den ene side og kun fem på den anden. At symmetrien så yderligere gik fløjten, da<br />
arkitekten Martin Borch i 1905 tilføjede den pudsige hjørnepavillon mod sydøst, er en anden historie.<br />
Trolle’rne forsvandt fra Brobygård i 1701, men i 1769 rykkede den slægt ind, som siden har ejet<br />
gården. Uradelsslægten Schaffalitzky de Muckadell stammer fra Schwaben og Mähren, og den kom første<br />
gang til Danmark med Heinrich Bernhard Schaffalitzky de Muckadell (1681-1751). Som helt ung blev han<br />
page hos en af de tyske fyrstefamilier, som stod i dansk tjeneste, og siden steg han i graderne i det danske<br />
militær, hvor han endte som general af kavaleriet. Hans søn Albrecht Christopher Schaffalitzky de Muckadell<br />
(1720-97) gik også militærvejen og blev oberstløjtnant, men hans hovedinteresse var at samle godser.<br />
Det begyndte med Brobygård, og kronen på værket var Arreskov, der i 1784 blev hovedsæde for grevskabet<br />
Muckadell. Der er ikke offentlig adgang til Brobygård, men på udvalgte dage holder restauranten åbent, og<br />
et stemningsfuldt kælderrum anvendes som selskabslokale.<br />
Brobygård (ukendt)<br />
→ Brobygård, Karlsbjergvej 39, 5672 Broby. brobygaard.dk<br />
107
69. KVÆRNDRUP<br />
Tikronemøllen<br />
ORT før <strong>Margueritruten</strong> kommer til Kværndrup, passerer man på venstre hånd den<br />
K<br />
kendte vandborg Egeskov, der blev bygget på egepæle af den fynske adelsmand Frands<br />
Brockenhuus (1518-69), og som stod færdig i 1554. I dag er Egeskov en meget populær<br />
turistattraktion med adgang til hovedbygningen, parken og veteranmuseet.<br />
Ved denne lejlighed drejer det sig imidlertid slet ikke om borgen, men derimod<br />
om godsets mølle på den modsatte side af vejen en kilometers penge, før man kommer til indkørslen til Egeskov.<br />
Oprindelig lå her en vandmølle, men i 1768 nævnes også en vindmølle, der ganske vist lå lidt længere<br />
mod syd end den nuværende mølle. Den blæste imidlertid om kuld på en højhellig juleaften i 1830’erne, og<br />
da man opførte en ny vindmølle, flyttede man den samtidig. Den ny mølle på banken stod færdig i 1855 og<br />
eksisterede side om side med vandmøllen, indtil sidstnævnte blev nedlagt i 1890.<br />
I 1926 solgte Egeskov gods vindmøllen til Chr. Jensen, og senere blev den overtaget af Sydfyns Kornog<br />
Foderstofforretning i Stenstrup. I 1952 blev møllen landskendt, fordi tegneren Ib Andersen benyttede<br />
den som motiv på bagsiden af de nye, gulbrune tikronesedler, der havde H.C. Andersen og en storkerede på<br />
forsiden. Det af<strong>sted</strong>kom, at Egeskov Mølle fik tilnavnet ”Tikronemøllen”. Tikronesedlen fra 1952 var i øvrigt<br />
en ”ommer”; eftersom den havde samme format som femkronesedlen, kunne blinde ikke føle forskel på<br />
de to sedler, og derfor genudsendte man tikronesedlen i 1954 i en større størrelse. I 1972 lancerede Nationalbanken<br />
en helt ny tikroneseddel, denne gang med et af Jens Juels portrætmalerier på forsiden og en<br />
edderfugl på bagsiden, og i 1980 blev tikronesedlen udfaset og erstattet af en mønt.<br />
Egeskov Mølle fik ikke lov at stå i fred. Under en voldsom storm i 1956 blæste vingerne og møllehatten<br />
ned, men møllen kunne efterfølgende restaureres. Mølleriet var imidlertid ophørt i 1949, og korn- og<br />
foderstofforretningen besluttede at skænke møllen som gave til kommunen, der en halv snes år senere overdrog<br />
den til Hjemstavnsforeningen for Kværndrup og Omegn. Det var imidlertid svært at finde midler til<br />
den løbende vedligeholdelse, og det endte med, at Ryslinge Kommune blev ejer af møllen i 1985. Efterfølgende<br />
viste det sig, at der var råd i hele møllens bærende konstruktion, men heldigvis lykkedes det at<br />
skrabe de omkring 5 mio. kr. sammen, som en gennemgribende restaurering ko<strong>sted</strong>e.<br />
Svendborg Museum var aktivt involveret i istandsættelsen, og da møllen genåbnede i 2005, solgte<br />
Ryslinge Kommune møllen til museet for den symbolske sum af 10 kr. I dag maler møllen – naturligvis –<br />
som vinden blæser, og medlemmerne af det frivillige møllelaug holder den normalt åben for publikum den<br />
sidste søndag i måneden, hvor der også er mulighed for at købe møllens fint malede hvedemel i vognporten.<br />
→ Egeskov Mølle, Grønnebjergvej 1A, 5772 Kværndrup. egeskovmoelle.dk<br />
108
70. GUDME<br />
Træskomaleren<br />
ENNEM landsbyen Gudme følger <strong>Margueritruten</strong> Kirkevej og passerer dermed tæt forbi<br />
G<br />
Gudme Kirke, som er en af de mange danske landsbykirker, der blev opført fra midten af<br />
1100-tallet og 100 år frem. Der var tale om en lille, romansk stenkirke, bygget af utilhuggede<br />
kampesten og med et fladt bjælkeloft. Omkring 1400 blev kirken gennemgribende<br />
ombygget i gotisk stil, og loftet blev forsynet med hvælv. Det sengotiske tårn fra ca. 1500<br />
var oprindelig højere og forsynet med kamtakker.<br />
Træskomalerens bomærke i Gudme Kirke (Hideko Bondesen WP)<br />
Det er imidlertid kirkens kalkmalerier fra 1488, som især påkalder sig interesse, og hvis man vil vide,<br />
hvem der har udført malerierne, skal man kigge på den tredje af skibets hvælvinger. Her ser man nemlig et<br />
par træsko, og nærmere end dette ”visitkort” kan vi ikke komme det. Ophavsmandens navn kendes ikke, og<br />
derfor benævnes han ”Træskomaleren”. Der var imidlertid ikke tale om én maler, men om et værk<strong>sted</strong> med<br />
109
flere håndværkere, der var meget produktivt i de sidste årtier af 1400-tallet, og som dekorerede op mod 40<br />
kirkerum, fortrinsvis på Fyn og Langeland.<br />
Træskomalerværk<strong>sted</strong>ets malerier er tidligere blevet betegnet som primitive og naive, fordi de ofte<br />
bestod af symboler og masker og ikke var specielt formfuldendte, men man hælder nu snarere til, at de<br />
mange symboler var udtryk for en særlig trend i den sene middelalder. Under alle omstændigheder er hvælvingerne<br />
i skibet i Gudme Kirke dekoreret med et utal af rosetter, flettede kors, sole, rankeslyng og zigzagbånd.<br />
Også korbuen og hvælvingen mod øst er forsynet med sole og kors, og derud over ser man en enhjørning,<br />
et ”Ave Maria”, et træ med rødder omkring et kors, et lille tårn og en ridder med skæg og fjerbaret.<br />
På det store billede på skibets vestlige væg ser man en borg, der er omgivet af mure og vindebro. På<br />
borgen står borgherren og hans frue, og over for befinder sig en drage, som med sit åbne gab ser ud til at<br />
ville sluge borgen. Dragen er et symbol på ondskaben, men borgherren behøver ikke at frygte dragen, for<br />
ligesom kirken er borgen fredhellig. Den latinske tekst lyder i oversættelse: ”Fred over dette hus og alle,<br />
der bor i det”.<br />
I et gravkapel under koret har en række af Broholms ejere og deres familie i perioden 1690-1811<br />
fundet deres sidste hvile<strong>sted</strong>. Blandt dem, hvis jordiske rester findes her, er Caspar von Wessel (1693-<br />
1768), der var Tordenskjolds yngre bror, og som også gjorde karriere inden for søværnet. Hans økonomi<br />
var ikke noget at prale af, men det blev der rådet bod på, da han i 1747 i sit andet ægteskab blev gift med den<br />
velbeslåede enke på Broholm, Elisabeth Skeel.<br />
→ Gudme Kirke, Kirkegade 21. 5884 Gudme.<br />
71. LYKKESHOLM<br />
”Varm Frokost, herlig Viin og gode Senge”<br />
MNET H.C. Andersen og de fynske herregårde er på det nærmeste uudtømmeligt. Han har<br />
E<br />
besøgt i hvert fald en snes stykker, og på halvdelen af dem var hans besøg af længere varighed.<br />
Således også Lykkesholm, som ligger nogle få kilometer vest for Ørbæk, og som man<br />
passerer på <strong>Margueritruten</strong> på Østfyn. Lykkesholms gule bygningskompleks ligger godt<br />
gemt i en lavning, omkranset af tre søer. Det fås næppe mere idyllisk nogen <strong>sted</strong>er i Danmark,<br />
og man føler sig uendeligt fjernt fra verdens tummel og uro.<br />
Hør selv Andersens beskrivelse af ankomsten til Lykkesholm i romanen ”O.T.”: ”Egnen blev meer og<br />
meer skovrig; Veien gik forbi flere smaa Indsøer, næsten tilgroede med Aakandeblade og beskyggede af de<br />
gamle Træer; nu tittede Herregaardens gammeldags takkede Gavle frem. Man passerede en Allee med vilde<br />
Kastanier… man maatte kjøre Skridt for Skridt, til man kom gjennem Porten ind i den større Gaard, der indesluttedes<br />
af Længerne og den egentlige Hovedbygning; om denne strakte sig brede Grave, næsten tilgro-<br />
110
ede med Rør; over en solid Bro med murede Piller kom man nu gjennem Hovedfløjen.” Ifølge Andersen var<br />
”det romantiske Lykkesholm” kort sagt ”det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen”.<br />
Det første Lykkesholm, der dukker op i kilderne i 1329, var en mægtig middelalderborg, der lå på en<br />
stor voldbanke godt en kilometer fra det nuværende slot. Faktisk var borgen en kort tid dronning Margrete<br />
1.s (1353-1412) ejendom, men hun solgte den hurtigt videre til sin væbner Hennike Olufsen Bjørn for ”tro<br />
tjeneste i fortid og fremtid”. Til gengæld forpligtede han sig vistnok til at flytte Lykkesholm til den nuværende<br />
placering og derved opgive den stærke befæstning.<br />
I midten af 1500-tallet kom Lykkesholm i rigsråd Eiler Rønnows eje, og det er hans datter Birgitte<br />
Rønnow, som sammen med sin mand Henning Qvitzow stod bag det nuværende Lykkesholm i den forstand,<br />
at den ældste del af hovedfløjen stammer fra deres tid. Qvitzow’erne var imidlertid konstant i pengeforlegenhed,<br />
og i 1640 gik de helt rabundus. Kansler Christen Thomesen Sehe<strong>sted</strong> (1590-1657) med det imponerende<br />
spidse skæg, der via sit ægteskab med Mette Rosenkrantz var i familie med Qvitzow’erne, måtte<br />
rykke til undsætning og overtage Lykkesholm. Det er i efterfølgeren Erik Christensen Sehe<strong>sted</strong>s tid, at vestfløjen<br />
i renæssancestil opføres; det fremgår af en slutsten med årstallet 1668. De to sidefløje kom til i<br />
1780’erne; på den tid var den i slægten Lindegaards besiddelse, og i 1914 kom så Sehe<strong>sted</strong>t Juul’erne til.<br />
Lykkesholm (ukendt)<br />
Men tilbage til H.C. Andersen, som tilbragte adskillige sommerferier på Lykkesholm i 1830’erne,<br />
hvor han blev modtaget med åbne arme og forkælet efter alle kunstens regler af husets frue, Johanne Marie<br />
Lindegaard, enke efter justitsråd Salomon Lindegaard, der var død i 1825. I juni 1836 skriver H. C. Andersen<br />
til Edvard Collin og roser beværtningen på Lykkesholm med ordene: ”Hvilken mad faaer Du ikke<br />
paa Lykkesholm! Varm Frokost, herlig Viin og gode Senge”, og en måned senere får Collin følgende meget<br />
omhyggelige referat af dagens gang på Lykkesholm: ”Først Thee med deiligt Græssmør paa Brødet; derpaa<br />
Kaffe med en Fløde, som kunne staae. Det var Klokken 8; men Kl. 10 fik vi Kyllingsteg og Asparges, samt<br />
111
Portviin. Klokken 2½ Kjødsuppe med delicate Fiskeboller, Steeg; Melon; Gjede; Høns og Jordbær, derpaa<br />
Kaffe. Klokken 8 Thee med Julekage og det deilige Smør og Klokken 10 Smørrebrød med Alleslags og varme<br />
(stegte) Aborrer. Dertil, som ved Middagsbordet, rød eller hvid Viin. Det er et sandt sybarittisk Liv.”<br />
I sandhed en himmelsk spiseseddel, der altså også får Andersen til at tænke på den syditalienske by<br />
Sybaris, der var kendt for indbyggernes vellevned i en fjern fortid. Der er ikke noget at sige til, at Andersen<br />
gerne kom igen og hver sommer havde svært ved at bekvemme sig til at tage afsked. Opholdene på Lykkesholm<br />
var i øvrigt ganske produktive, eftersom hans halvt selvbiografiske og noget bombastiske roman<br />
”O.T.” skal være skrevet her i 1836, og året efter romanen ”Kun en spillemand”. Begge romaner står i dag<br />
fuldstændig i skyggen af hans eventyr, hvoraf han på Lykkesholm skal have skrevet ”Den lille Havfrue”, der<br />
udkom i hans første samling af eventyr i 1837.<br />
I vore dage kan man holde bryllup eller mødes til kurser og konferencer på Lykkesholm.<br />
→ Lykkesholm, Lykkesholmvej 20, 5853 Ørbæk. lykkesholmslot.dk<br />
72. RAVNHOLT<br />
Ove eller Christian<br />
ERREGÅRDENE ligger på stribe på Østfyn, og <strong>Margueritruten</strong> passerer flere af dem<br />
H<br />
omkring Ørbæk. Hvis man kommer sydfra, kommer man først til Hesselagergård, dernæst<br />
Glorup, Ørbæklunde, Lykkesholm og til sidst Ravnholt og Hellerup. Ravnholt kan<br />
kun ses fra vejen.<br />
Man skal holde tungen lige i munden, når man vil sætte sig ind i Ravnholts temmelig<br />
komplicerede bygningshistorie. Ravnholt opstod som en borg i skoven i første halvdel af 1300-tallet;<br />
navnet hentyder dels til den sorte fugl, dels til det tyske ord Holz, som betyder træ, tømmer eller skov, og<br />
man kommer uvilkårligt (og sikkert ikke spor fejlagtigt) til at tænke på en skummel og ret så uhyggelig middelalderborg<br />
med flokke af sorte ravne i luften omkring borgen. I midten af 1400-tallet afløstes borgen af en<br />
bindingsværksgård, men den blev nedrevet omkring 150 år senere. Det var Niels Bild d.Y. (1553-1622),<br />
som i 1592 gik i gang med at bygge et tofløjet renæssanceanlæg. Han startede med østfløjen, mens den<br />
egentlige hovedfløj, nordfløjen, stod færdig i de første år af 1600-tallet.<br />
Niels Bild var imidlertid den sidste mand i sin slægt, og efter ham fulgte i hastig rækkefølge en række<br />
ejere, indtil Christian Sehe<strong>sted</strong> (1666-1740) ved ægteskab i 1701 kom i besiddelse af Ravnholt. Året forinden<br />
var han blevet udnævnt til udenrigsminister, men han blev fyret på gråt papir af Frederik 4., da kongen<br />
i 1721 giftede sig med Anna Sophie Reventlow til højre hånd – umiddelbart efter dronning Louises<br />
død. Sehe<strong>sted</strong> blev med sine egne ord ”forvist” til provinsen som stiftamtmand på Fyn, men for Ravnholt<br />
havde det den betydning, at renæssancegården blev ombygget i tidens barokstil i 1720’erne. Da han døde<br />
barnløs, fik hans enke maget det sådan, at hendes søsterdatter Sophie Hedevig kunne overtage Ravnholt.<br />
112
Hun var gift med Ove Juul, og deres ældste søn Christian antog i 1777 slægtsnavnet Sehe<strong>sted</strong>t Juul, og det<br />
er denne slægt, som stadig ejer Ravnholt.<br />
Til nogen forvirring for udenforstående hedder de mandlige arvinger i denne slægt skiftevis Ove og<br />
Christian til fornavn. Det var den anden Christian Sehe<strong>sted</strong>t Juul, som i 1846-48 lod den historicistiske arkitekt<br />
N.S. Nebelong opføre en vestfløj i nygotisk stil og samtidig forsyne de to gamle fløje med kamtakkede<br />
gavle. Næste generation i skikkelse af den tredje Ove Sehe<strong>sted</strong>t Juul var imidlertid ikke tilpas med den bombastiske<br />
nygotik og ønskede sig i <strong>sted</strong>et en tilbagevenden til det oprindelige renæssancepræg. Det førte til<br />
en ny og omfattende restaurering i nyrenæssancestil i 1864-71.<br />
Den tredje Christian Sehe<strong>sted</strong>t Juul (1867-1941) arvede som 15-årig Ravnholt, og derfor kunne han<br />
formelt først i 1887 overtage godset, der på daværende tidspunkt sammen med Brahetrolleborg var det<br />
næststørste på Fyn (Wedellsborg var det ubestridt største). Han kom til at opleve den såkaldte lensafløsning,<br />
der blev besluttet i 1919. Konsekvensen var, at grevskaber, baronier og stamhuse ophørte med at eksistere<br />
og blev underlagt almindelig dansk lovgivning, og at besidderne af disse godser skulle betale en afgift<br />
på 25 % samt mod en vis erstatning aflevere 1/3 af deres jord til husmandsbrug. Det siger sig selv, at det<br />
ikke var populært hos landets godsejere, og Christian Sehe<strong>sted</strong>t Juul anlagde sammen med Carl Løvenskiold<br />
fra Løvenborg sag an mod staten. Deres påstand var, at loven var i strid med den grundlovssikrede<br />
ejendomsret og derfor måtte kendes ugyldig. De fik medhold i Landsretten, men tabte i Højesteret.<br />
→ Ravnholt, Ravnholtvej 57, 5853 Ørbæk.<br />
73. BIRKUM<br />
Biskoppen går igen<br />
RA landsbyen Birkum kan man gøre en kort afstikker til Fraugdegård, der blandt sine ejere<br />
tæller en af vore flittigste salmedigtere. Biskop Thomas Kingo (1634-1703) var åben-<br />
F<br />
bart så glad for såvel sin unge hustru som sin idylliske gård, at han jævnligt vender tilbage,<br />
både ude og inde.<br />
Fraugdegård nævnes første gang i 1397, og på daværende tidspunkt var der tale om<br />
en almindelig bondegård. Den blev overtaget af adelsmanden Johan Bjørn i 1501, men selvom han tilhørte<br />
en rig slægt, lykkedes det ham at sætte det meste over styr. Via Johan Friis til Hesselagergård kom Fraugdegård<br />
derefter til niecen Dorthe Friis (1543-1618), som i 1575 giftede sig med Oluf Daa (1547-1600).<br />
I 1588 opførte parret hovedbygningen i form af et dobbelthus i bindingsværk uden for landsbyen,<br />
hvor gården tidligere havde ligget. Gavlene og bagsiden står næsten uændret siden da, og bindingsværket er<br />
i øvrigt sandsynligvis genbrug, eftersom det er dobbeltnummereret og forsynet med naglehuller på <strong>sted</strong>er,<br />
der ikke længere har nogen funktion. Slægten Daa ejede gården indtil 1671, hvor den blev købt af Christof-<br />
113
fer Pedersen Balslev (1628-93), der var indehaver af apoteket i Odense. Det må have været en ganske indbringende<br />
forretning at være apoteker, for han brugte kun Fraugdegård som lystgård.<br />
Balslevs datter Birgitte giftede sig i 1694 med salmedigteren og Odensebispen Thomas Kingo<br />
(1634-1703), der tre år senere købte Fraugdegård. Hun var hans tredje kone, og det ser ud til, at den 60-<br />
årige Kingo var forelsket til op over begge ører i sin 30-årige hustru. Samtidig nød han at kunne tilbringe<br />
sine sidste år i landlig idyl og på behagelig afstand af de hofintriger, som i første omgang havde forhindret<br />
udgivelsen af den salmebog, han var blevet pålagt at udarbejde af Christian 5. Den endte dog med at udkomme<br />
i 1699; af de i alt 300 salmer var de 85 Kingos egne, og Kingo er blevet betegnet som ”Danmarks største<br />
barokdigter”. Man skal i øvrigt stadig kunne møde Kingo i haven; han vandrer rundt på stierne i præsteklæder,<br />
mens han mumler for sig selv – velsagtens er han i færd med at samle inspiration til en af sine salmer.<br />
Også inden døre har man set Kingo sidde ved et bord, mens han bladrer i en stor bog.<br />
I 1751 blev Fraugdegård solgt til Thomas Vidkier (død 1765), der var søn af en fattig odenseaner,<br />
men som havde arbejdet sig op og gjort et godt parti i skikkelse af officersdatteren Anna Rebekka Pflug. Også<br />
han hjemsøger Fraugdegård, men i en noget anden mundering end Kingo – og altid siddende på en hest<br />
med gloende tunge! Enken sørgede i 1769 for en større ombygning af hovedbygningen, der bl.a. indebar,<br />
at facaden mod vest blev grundmuret og fik sit nuværende udseende i klassicistisk stil, mens bindingsværket<br />
er bevaret på bagsiden.<br />
Fraugdegård (Siger<strong>sted</strong> WP)<br />
114
I 1879 købtes gården af Preben Bille-Brahe (1854-1906), og denne slægt har siden ejet Fraugdegård<br />
og (siden 1929) Risinge i nærheden af Kerteminde. I haveanlægget bag hovedbygningen bemærker<br />
man de 250 år gamle bøgehække, de fire lindelysthuse samt to buede avnbøgehække, som omkranser græsplænen.<br />
I parken er bevaret en begravelsesplads for godsejernes heste og hunde samt enkelte prydtræer fra<br />
det oprindelige parkanlæg. Der er adgang til parken efter aftale fra maj til september.<br />
→ Fraugdegård, Fraugdegårds Allé 7, 5220 Odense SØ. fraugdegaard.dk<br />
74. BIRKENDE<br />
Den danske Luther<br />
ÅR man på <strong>Margueritruten</strong> kommer til landsbyen Birkende sydfra, kører man ad Hans<br />
N<br />
Tausensgade og mindes dermed omgående om Birkendes store søn Hans Tausen<br />
(1494-1561), der spillede en vigtig rolle, da Danmark i 1536 forlod katolicismen til<br />
fordel for den lutherske tro.<br />
”På Tave bondens ager ved Birkende by, der gik en lille plovdreng og sang under<br />
sky”, digtede B.S. Ingemann, men man bør nok være forsigtig med at tage Ingemann alt for bogstaveligt, og<br />
historien om, at han ikke gad være bondedreng, men stak af hjemmefra, holder antagelig heller ikke for en<br />
nærmere prøvelse. Nogen helt lille gård kan faderen i hvert fald næppe have haft, siden den unge Hans blev<br />
optaget på det rige og fornemme Antvorskov Kloster. Måske frekventerede han inden da latinskolen i Odense<br />
og Slagelse, men det er under alle omstændigheder meget lidt, vi ved om Tausens barndom og ungdom.<br />
Efter en halv snes år i klostret blev han immatrikuleret ved universitetet i Rostock, hvor han i 1519<br />
tog magistereksamen. I 1523 fortsatte han sine studier ved universitetet i Wittenberg, og under opholdene<br />
i Tyskland har han naturligvis hørt om Luthers angreb på afladshandelen og den pavelige autoritet. Da han<br />
derefter vendte tilbage til johanniterklostret i Antvorskov, hvor han både prædikede og underviste, lader det<br />
til, at prioren er blevet betænkelig ved hans stadigt mere udtalte lutherske forkyndelse. Prioren sendte derfor<br />
Tausen til Viborg, måske i et lønligt håb om at han ville besinde sig, men Tausen fortsatte med at prædike<br />
i overensstemmelse med den lutherske tro. Stadig flere samledes for at høre hans kætterske tale, og i<br />
1529 opnåede viborgenserne Frederik 1.s opbakning til at nedrive 12 klosterkirker. Dermed var Reformationen<br />
i virkeligheden indført i Viborg – syv år før resten af Danmark officielt overgik til den lutherske tro.<br />
Samme år blev Tausen kaldt til København som præst ved Nikolaj Kirke og samlede også her en stor<br />
tilhørerskare, men da Frederik 1. døde i 1533, så den katolske gejstlighed sit snit til at stille Tausen til<br />
regnskab for hans ”ugudelighed”. Tausen blev anklaget og dømt for bl.a. injurier og kættersk lære, men det<br />
endte med et forlig, efter at Tausen havde underskrevet en lydighedserklæring over for den katolske biskop<br />
og lovet ikke at ville polemisere mod katolikkerne. Da Christian 3. satte sig på tronen, var en af hans første<br />
gerninger at fængsle de katolske bisper og at indføre Reformationen i hele Danmark. Tausen fik nu til opga-<br />
115
ve at deltage i arbejdet med at udforme den ”kirkeordinans”, som blev den ny, evangelisk-lutherske kirkes<br />
”grundlov”. Fra 1541 til sin død virkede Tausen som biskop i Ribe.<br />
I Birkende rejstes i 1894 i et lille anlæg vest for kirken et mindesmærke for Hans Tausen, der er udført<br />
af Aksel Hansen.<br />
→ Hans Tausensgade 36, Birkende, 5550 Langeskov.<br />
75. ULRIKSHOLM<br />
Kammerpigen, der blev godsejerinde<br />
LRIKSHOLM, der er smukt beliggende i bunden af Kerteminde Nor, hed oprindelig<br />
U<br />
Skinnerup, men i 1616 købte Christian 4. gården og gav den navneforandring, inden han<br />
i 1645 overdrog den til sin kun 15-årige yndlingssøn Ulrik Christian Gyldenløve (1630-<br />
58), som han havde fået med Vibeke Kruse. Den unge mand havde imidlertid ikke megen<br />
fornøjelse af sit gods, for dels var han konstant på farten i krigstjeneste uden for landets<br />
grænser, dels var han optaget af allehånde udskejelser, og dels døde han allerede som 28-årig.<br />
Christian 4. gik i 1636 i gang med at bygge et nyt renæssanceslot, som Ulrik Christian Gyldenløve<br />
fuldførte ti år senere med den nuværende hovedbygning med sit slanke tårn og spir. Gyldenløve måtte imidlertid<br />
tage store lån, og da han gik hen og døde så tidligt, betød hans store gældsposter, at Ulriksholm balancerede<br />
på fallittens rand. I 1672 kom gården dog tilbage på danske hænder, da Abel Cathrine von der<br />
Wisch (1626-76) købte den.<br />
Hun var født i Slesvig eller Holsten, men det første, vi ved om hende, er, at hun er kammerpige hos<br />
dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg, der kom til Danmark som 15-årig for at blive gift med<br />
Frederik 3. i 1643. Det siges om den unge dronning, at hun var meget bevidst om sin position i samfundets<br />
top, og at hun havde et luksusforbrug af et sådant omfang, at det satte sig kraftige spor i statens budget. Hun<br />
var ikke god at have som fjende, for hendes had til hendes modstandere var uden nogen form for nåde. Det<br />
fik Leonora Christina at føle, men det vender vi tilbage til.<br />
Abel Cathrine må have været en pige efter dronningens hoved, for dronningen omfattede hende med<br />
stor velvilje. Hun nød helt åbenbart dronningens fortrolighed, også efter at hun fratrådte tjenesten for i<br />
1655 at gifte sig med Hans Hansen Osten, der var proviantskriver på Københavns Slot og krongodsforvalter<br />
på Lolland og Falster. Begge mandens embeder var ganske indbringende, og da han desuden var en driftig<br />
natur, blev han en særdeles velstående herre, som oven i købet var i stand til under Københavns belejring<br />
1658-60 at låne kongen penge. Modydelsen var betydelige godser. Da Abel Cathrine i 1672 blev enke,<br />
stod hun således med en stor formue, som omfattede godser både på Sjælland, på Fyn og i Jylland. Men Abel<br />
Cathrine havde åbenbart lært noget af sin husbonds veludviklede forretningssans; i hvert fald udviste hun<br />
116
”både økonomisk tæft og vovemod”, da hun i 1672 købte Ulriksholm, som lå i nærheden af hendes to andre<br />
fynske godser.<br />
Hun fik desværre kun kort fornøjelse af Ulriksholm, for hun døde knap tre år senere. Og to år før sin<br />
død blev hun alvorligt syg og måtte tage permanent ophold på sin gård i Holmens Kanal i København. Her<br />
modtog hun besøg af dronning Sophie Amalie, og her skrev hun sit meget omfangsrige testamente i julen<br />
1675 – kun fire dage før hun døde på nytårsdag 1676. Langt det meste af sit jordiske gods testamenterede<br />
hun til sin plejedatter Hedvig Spend, men syv små rækkehuse i Dronningens Tværgade, som hun ejede,<br />
overlod hun til friboliger for “ret elendige, syge, sengeliggende Folk, som ei ellers vide Raade og Hjælp”,<br />
og oven i købet fik denne stiftelse, som kom til at hedde Abel Cathrines Boder, også råderet over en del<br />
jyske godser, så der var midler til drift og fortsat udvidelse. For sine midler oprettede hun desuden et hospital<br />
i Kølstrup ved Ulriksholm.<br />
Ulriksholm (ukendt)<br />
Stiftelsen i København blev i langt overvejende grad beboet af fattige kvinder, men i 1884 blev boderne<br />
nedrevet og de 39 beboere flyttet til en ny bygning på adressen Abel Cathrines Gade på Vesterbro.<br />
Denne ejendom blev afhændet i 1949, hvorefter stiftelsen fik stillet et antal friboliger til rådighed på plejehjemmet<br />
Gammel Kloster på Østerbro. Bygningen på Vesterbro blev den 31. oktober 1981 besat af bz’ere,<br />
som protesterede mod de københavnske boligmyndigheder. <strong>Et</strong> lille halvt års tid senere forlod de dog frivilligt<br />
bygningen, som derefter blev istandsat.<br />
117
Men tilbage til Leonora Christina. Ved hoffet havde Frederik 3. og dronning Sophie Amalie nemlig et<br />
par ubehagelige konkurrenter: rigshofmester Corfitz Ulfeldt og hans hustru Leonora Christina. Hun var af<br />
ædleste byrd som datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Så længe Christian 4. sad på tronen, var der ingen<br />
fare, men Frederik 3. indledte i 1651 en undersøgelse af Corfitz Ulfeldts embedsførelse, og det førte til, at<br />
parret over hals og hoved flygtede til Stockholm. Her indyndede Ulfeldt sig hos den svenske dronning Kristina<br />
og hendes efterfølger kong Karl 10. Gustav, som gjorde Ulfeldt til minister. Til gengæld svor Ulfeldt<br />
den svenske konge huld- og troskab, og da Danmark i 1658 tabte krigen mod svenskerne, var det Ulfeldt,<br />
som sad på den anden side af forhandlingsbordet og nærmest dikterede Danmark de forsmædelige betingelser<br />
i Roskildefreden.<br />
<strong>Et</strong> mere eklatant landsforræderi skal man vist lede længe efter, og der er bestemt ikke noget at sige til,<br />
hvis dronning Sophie Amalie havde mere end ét horn i siden på ham og hustruen Leonora Christina. Og<br />
hævnen var da også sød, da den selvbevidste Ulfeldt kom på kant med den svenske konge og blev dømt til<br />
døden for majestætsfornærmelse. Det er svært at begribe, hvorfor parret valgte at flygte til København, for<br />
her blev de sporenstregs arresteret og sat i forvaring på Hammershus på Bornholm. Efter 1½ år i fangenskab<br />
blev de imidlertid løsladt, men Ulfeldt fortsatte med sine konspirationer, denne gang i Tyskland. Inden<br />
det lykkedes på ny at arrestere ham, døde han i dybeste armod i 1664.<br />
Leonora Christina blev til gengæld taget til fange igen i 1663 og sendt til København, hvor hun kom<br />
til at sidde i fængsel i Blåtårn i 22 år. Her anvendte hun en god del af tiden på at skrive ”Jammers Minde” om<br />
sit fængselsophold. Og hvem var det, der på dronningens vegne blev bedt om at kropsvisitere Leonora Christina<br />
på den første dag i fængslet? Det var såmænd Abel Cathrine, og den ydmygelse glemte Leonora Christina<br />
ikke. For i en tilføjelse til fortalen i ”Jammers Minde” beretter hun ikke uden en vis tilfredsstillelse følgende<br />
om Abel Cathrines sidste dage: “Abelæ Catharinæ Død var meget smærtelig. Havde hun før søgt hos<br />
mig paa hemmelige Steder efter Breve, da blev hun siden af Balberere (dvs. barberer) meget befølt, eftersom<br />
hun havde Bylder paa hemmelige Steder. Hun blev skaaren og brændt. Al den Pine udstod hun i Haab at leve,<br />
men hverken Bartskærens Vindskibelighed eller Dronningens Besøgelse kunde redde hender fra Døden.”<br />
Bortset fra enkelte havearrangementer er der ikke offentlig adgang til Ulriksholm.<br />
→ Ulriksholm, Ulriksholmvej 96, 5300 Kerteminde.<br />
118
76. VIBY FYN<br />
Nordfynsk herregårdslandskab<br />
Å halvøen Hindsholm kører man på <strong>Margueritruten</strong> gennem de to landsbyer Viby og Måle,<br />
P<br />
der ligger i det smukke herregårdslandskab med herregårdene Hverringe og Broløkke.<br />
Viby kaldes ofte Danmarks bedst bevarede landsby, fordi den stadig ser ud, som den gjorde<br />
på fæstebøndernes tid før landboreformerne sidst i 1700-tallet. Her ligger de gamle<br />
bindingsværksgårde med deres stråtag og stengærder stadigvæk langs den slyngede bygade,<br />
og i den nordlige ende af byen står kirken med det ejendommelige bindingsværkstårn fra ca. 1760. Frilandsmuseet<br />
Den Fynske Landsby i Odense er etableret med Viby som forbillede.<br />
Lige over for Viby Kirke ligger hospitalet, der blev opført af Broløkkes ejere omkring 1785. Hospitalet<br />
var faktisk et alderdomshjem, for det blev opført som asyl for godsets gamle, syge og fattige. Der var fire<br />
bittesmå etværelses lejligheder i huset, og hver lejlighed havde eget ild<strong>sted</strong> til madlavning og opvarmning.<br />
Det næsten kvadratiske, lille bindingsværkshus er i dag i privat eje.<br />
Også Måle, der før i tiden ejedes af Hverringe, er en seværdig landsby med adskillige bindingsværksgårde.<br />
Omkring år 1500 besluttede ejeren af Hverringe, rigsråd Palle Andersen Ulfeldt (ca. 1436-1513), at<br />
Måle med samtlige gårde og huse skulle flyttes mod øst i forhold til byens oprindelige placering, således at<br />
herregårdens egen jord kunne udvides. Af det oprindelige Måle er kun navnet ”Gammelkær” tilbage.<br />
Hverringe (Alf van Beem WP)<br />
119
Lige vest for Måle kommer man netop til herregården Hverringe, som man kan skimte fra vejen. Den<br />
første, kendte ejer var holsteneren Claus Limbek midt i 1300-tallet, omkring år 1500 sad slægten Ulfeldt<br />
her i et par generationer, og da slægten Lykke i 1532 overtog gården, blev den her i 130 år. Det var Jørgen<br />
Pedersen Lykke (1515-83), som omkring 1575 byggede et dobbelt renæssancehus, som stod indtil 1790,<br />
hvor det blev erstattet af den nuværende, trefløjede hovedbygning.<br />
Jørgen Lykke var en overmåde rig mand, der ejede adskillige herregårde, og hans største bedrift var<br />
opførelsen af herregården Overgård ved Mariager Fjord. Det skadede ham næppe, at han stod Frederik 2.<br />
meget nær, og at de begge var inkarnerede kortspillere, der ikke gik af vejen for store indsatser. I sin ungdom<br />
havde han været i den franske konges tjeneste, og da han kom hjem til Danmark igen, blev han medlem<br />
af rigsrådet og slået til ridder. Frederik 2. brugte ham i forbindelse med adskillige diplomatiske sendelser,<br />
og mere end én gang forstrakte Jørgen Lykke kongen med et lån, når han var i forlegenhed. Men Lykke var<br />
næppe særlig elsket af sine standsfæller; de syntes, at han var et nummer for ”fransk”, og at han omgav sig<br />
med unødig luksus. Det hed sig, at han spiste af sølvfade, og at han på Overgård havde en sal med forgyldt<br />
gulv. Fra 1737 har Hverringe været ejet af slægten Juel.<br />
→ Viby Kirke, Viby Bygade 18, 5370 Mesinge.<br />
→ Hverringe, Hverringevej 206, 5300 Kerteminde. hverringegods.dk<br />
77. RISINGE<br />
Anton Rosens tårn<br />
OGENLUNDE midtvejs mellem Kerteminde og Nyborg passerer <strong>Margueritruten</strong> den<br />
N<br />
sjældent maleriske bindingsværksherregård Risinge. Oprindelig var Risinge en landsby<br />
med flere gårde, men i 1660’erne oprettede Jens Madtzen Rosenberg (ca. 1618-82)<br />
herregården med udgangspunkt i to af gårdene, som han havde overtaget fra kronen.<br />
Rosenberg var først slotsskriver og dernæst ridefoged på Nyborg Slot. I 1653 blev han<br />
rådmand i Nyborg, og karrieren kronedes med posten som kongeligt udnævnt borgmester i Odense fra<br />
1666.<br />
Borgmesteren fik i alt ti børn, og datteren Helvegs mand Thomas Købke (ca. 1642-93) kom til at<br />
overtage Risinge. Han var købmand i Nyborg, og selvom han i 1667 blev tiltalt for at have indført et oksehoved<br />
vin uden at betale told, nævnes han alligevel i 1668 som ”overkøbmand” og dermed den købmand, der<br />
var valgt til at mægle i civile stridsmål. Året efter måtte han imidlertid lide den tort at modtage en alvorlig<br />
henstilling fra byens magistrat om at holde sig til lovens bogstav, hvilket han lovede højtideligt at beflitte sig<br />
på. Samme år tog han borgerskab som brygger, og året efter købte han en gård på torvet i Nyborg. I 1671<br />
blev han kongeligt udnævnt rådmand i Nyborg, og i 1689 blev han ejer af Risinge efter at have købt medarvingerne<br />
ud.<br />
120
Risinge (Knud Mortensen)<br />
Datteren Pernille Thomasdatter Købke (1669-1731) giftede sig første gang med Cai Madsen Praëm<br />
(1656-97) og anden gang med Poul Pedersen Bagger (1670-1722), som efter 13 års retsligt tovtrækkeri<br />
endte med at overtage Risinge. Da han døde, solgte Pernille Købke Risinge til den ene af sine to sønner med<br />
Praëm, Hugo Praëm (ca. 1696-1758). Han opførte de ældste dele af hovedbygningen og fik Risinge oprettet<br />
som hovedgård, skønt den ifølge en gammel beskrivelse var ”ubetydelig” og gav ”kummerligt udbytte”.<br />
Risinge skiftede ejer mange gange, indtil den dygtige landmand Rasmus Kattrup (1848-1927) købte<br />
den i 1900. Det var ham, der fik arkitekten Anton Rosen (1859-1928) til at tegne det karakteristiske tårn,<br />
der blev tilføjet i 1903. Rosen, der var kraftigt inspireret af jugendstilen, var hovedarkitekten bag den store<br />
landsudstilling i Aarhus i 1909, ligesom han tegnede Palace Hotel på Rådhuspladsen i København.<br />
Kattrup blev kendt som grundlæggeren af den landskendte stamme af rødt dansk malkekvæg, som<br />
kaldes ”Hellerupstammen” efter den østfynske herregård Hellerup, som Kattrup havde forpagtet. Men han<br />
var også optaget af hesteavl og interesserede sig navnlig for belgierheste. Da han var kommet i besiddelse af<br />
Risinge, var det især såsæd og frø, som han beskæftigede sig med. Kattrups dødsbo solgte i 1929 Risinge til<br />
Oluf Bille-Brahe til Fraugdegård, og gården, hvortil der ikke er offentlig adgang, ejes stadig af slægten Bille-<br />
Brahe. Gården blev istandsat i 2013 og kan nu lejes af grupper og selskaber.<br />
Hvis nogen synes, at de har set Risinge på film, har de en god hukommelse. I Morten Korch-filmen<br />
”Det store løb” fra 1952, hvor Poul Reichardt opildnede galophesten Ibrahim med sin sang, blev mange af<br />
filmens scener nemlig optaget ”on location” på Risinge. Men netop scenen med sangen til Ibrahim blev fil-<br />
121
met i ASA-filmstudierne i Lyngby: Helten sad på en hestesaddel, mens en film med galopperende ryttere<br />
blev projiceret op på væggen bag ham.<br />
→ Risinge, Risingevej 7, 5540 Ullerslev. risinge.dk<br />
78. NYBORG<br />
Borgmesterens gård<br />
YBORG har siden tidernes morgen været et vigtigt knudepunkt, som man nødvendigvis<br />
N<br />
måtte passere, når man skulle gennem landet fra øst til vest eller omvendt. Det var af stor<br />
betydning at kunne kontrollere dette overfarts<strong>sted</strong> midt i riget, og borgen ved Nyborg<br />
blev møde<strong>sted</strong> for Danehoffet, hvor kongen satte adel og gejstlighed stævne for at afgøre<br />
rigets vigtigste sager. <strong>Et</strong> forslag om, at Nyborg skulle være landets hovedstad, fængede<br />
hos Christian 3., som udbyggede slottet, gennemførte vældige fæstningsarbejder, omstrukturerede Nyborgs<br />
byplan og skabte den kongelige dyrehave og den store turneringsplads foran slottet.<br />
Det hele var tilendebragt i 1549, men storhedstiden varede kun kort. Da Christian 3. døde i 1559 og<br />
blev afløst af Frederik 2., blev dagsordenen pludselig en helt anden. Frederik 2. var aldeles uinteresseret i<br />
Nyborg; han ville hellere gå på jagt i Nordsjælland, hvor han byggede sig et net, lille jagtslot, som siden blev<br />
til Frederiksborg Slot. København og ikke Nyborg blev landets hovedstad, men Nyborgs rolle som trafikalt<br />
og handelsmæssigt knudepunkt ændrede sig ikke, og det forstod byens købmand naturligvis at udnytte.<br />
Desværre bukkede nogle af byens store købmandsgårde under for en forfærdelig bybrand i 1797; kun Vor<br />
Frue Kirke, præstegården, Korsbrødregården fra omkring 1430 og Mads Lerches gård fra 1601 undgik at<br />
blive flammernes bytte.<br />
Mads Lerches gård kaldes også Borgmestergården, og Mads Lerche (ca. 1560-1608) kan vel bedst<br />
beskrives som datidens matador i Nyborg. Han var gårdmandssøn, men tjente en formue på at handle med<br />
korn, og i 1600 nåede han helt til tops i Nyborg, da han blev borgmester. På sit visitkort kunne han også<br />
skrive købmand, skibsreder og tolder – og når hans skibe sejlede norsk tømmer til Frankrig og Spanien, tog<br />
de vin med hjem. Det var givetvis en lukrativ forretning, ikke mindst fordi han som borgmester havde monopol<br />
på al vinhandel i Nyborg. Borgmestergården rummede ikke blot borgmesterens kontor, hvor han modtog<br />
byens gæster, men var desuden købmandsgård med forretning og bolig for familien Lerche.<br />
Sønnen Jacob Lerche overtog både borgmestertitlen, handelsvirksomheden og borgmestergården,<br />
som han udvidede med to sidelænger i 1630’erne. Lercheslægten ejede gården indtil omkring 1680, og<br />
den blev derefter anvendt til mange forskellige formål.<br />
I 1911 stiftedes en museumsforening i Nyborg, og ved hjælp af en apoteker fra Vester Skerninge og<br />
en bankdirektør med fynske aner i Omaha i Nebraska, USA, lykkedes det at købe og istandsætte gården.<br />
122
Den betegnes i dag som en af landets mest imponerende og velbevarede købmandsgårde og er hjem<strong>sted</strong> for<br />
Nyborgs kulturhistoriske museum.<br />
→ Borgmestergården, Slotsgade 1, 5800 Nyborg. ostfynsmuseer.dk<br />
79. KORSØR<br />
Kongegaarden<br />
ER er principielt ingen Margueritrute over Storebælt mellem Nyborg og Korsør. Da ruten<br />
D<br />
blev udarbejdet i 1991, blev det besluttet, at den ikke måtte følge en motorvej – og i vore<br />
dage er motorvejen over Storebæltsbroen som bekendt den eneste mulighed for i bil at få<br />
komme fra Fyn til Sjælland.<br />
Før broen åbnede i 1997 for jernbanetrafik og året efter for biltrafik, måtte man sejle<br />
over Storebælt. DSB stod inden da for både jernbane- og bilfærgerne; de to første jernbanefærger blev<br />
indsat i 1883, og i 1930 gik DSB – noget modstræbende – med til, at der også skulle indsættes færger, som<br />
udelukkende transporterede biler over bæltet. Bilfærgerne sejlede først mellem Nyborg og Korsør, men fra<br />
1957 fik de deres egne færgelejer i Halsskov og Knudshoved.<br />
Men DSB’s færger var kun sidste kapitel i den lange fortælling om sejladsen over Storebælt. Da Adam<br />
af Bremen i 1070’erne skrev sin krønike om de hamburgske bispers historie, som han bl.a. baserede på et<br />
besøg hos den danske konge Svend Estridsen, kunne han berette, at der fandtes flere overfarter mellem<br />
Sjælland og Fyn, og at Sprogø var en veritabel sørøverrede, der gjorde sejladsen i bæltet til en yderst risikabel<br />
affære.<br />
I den tidlige middelalder sejlede man som oftest fra Skælskør til Nyborg, men efterhånden foretrak<br />
man ruten mellem Korsør og Nyborg. I overfartsbyerne var der etableret færgelaug, som – mod at betale en<br />
afgift til kongen – havde eneretten på at færge folk og fæ over bæltet. Da Christian 4. i 1624 oprettede<br />
postvæsenet, blev overfarten over Storebælt endnu vigtigere, eftersom den udgjorde en flaskehals på hovedpostruten<br />
mellem København og Hamburg. Postvæsenet indsatte derfor sit eget skib på ruten i 1653, og i<br />
1828 var det en nærmest revolutionerende landvinding, da det første, danske postdampskib ”Mercurius”,<br />
begyndte at sejle over Storebælt. De private færgelaug blev nedlagt i 1856, da Postvæsenet overtog al færgedrift<br />
på Storebælt.<br />
Efterhånden lod det sig altså gøre at besejle Storebælt med pålidelige fartøjer, og det begyndte at give<br />
mening at udarbejde fartplaner. Ellers havde både passagerer og gods måttet affinde sig med, at det afhang<br />
af vejr og vind og færgemændenes luner, hvornår man kunne blive sat over bæltet, og hvor lang tid overfarten<br />
tog. Det var der en foretagsom herre i Korsør, som besluttede sig for at udnytte. Omkring 1760 opførte<br />
købmand, skibsbygger og skibsreder Rasmus Langeland (1712-80) et gæstgiveri, som havde så høj en standard,<br />
at også kongelige færgepassagerer kunne være bekendt at vente, spise og overnatte her. Huset, som i<br />
123
dag kaldes Kongegaarden, blev således i 1767 benyttet af kong Christian 7. og dronning Caroline Mathilde,<br />
og i 1771 kom dronningen igen, men denne gang var hun ledsaget af sin elsker, kongens livlæge J.F. Struensee.<br />
Kongegården, Korsør (ukendt)<br />
Det var bestemt heller ikke et hvilket som helst hus. Det er måske det mest monumentale rokokohus i<br />
kongeriget, og inspirationen er givetvis hentet fra Amalienborgpalæerne i København. Desværre gik det<br />
Rasmus Langeland ilde; i 1776 gik han fallit, og huset måtte sælges på tvangsauktion. Det blev grundigt renoveret<br />
i 1990’erne, men den indvendige indretning er i store træk bevaret, og man kan se både det kabinet,<br />
hvor Christian 7. dinerede, og Kongeværelset, hvor han overnattede. Huset anvendes i dag til skiftende<br />
kunstudstillinger, ligesom man kan se et udsnit af kunstneren Harald Isensteins (1898-1980) værker.<br />
→ Kunsthal Kongegaarden, Algade 25, 4220 Korsør. kongegaarden.dk<br />
124
80. BOESLUNDE<br />
<strong>Et</strong> rigt bronzealdersamfund<br />
MTRENT midtvejs mellem Korsør og Skælskør tangerer <strong>Margueritruten</strong> den sydlige udkant<br />
O<br />
af landsbyen Boeslunde. Ikke langt fra det <strong>sted</strong>, hvor Boeslunde Kirke nu står, lå i tidligere<br />
tider en høj, som kaldtes Borgbjerg, og navnet mere end antyder, at der engang i middelalderen<br />
befandt sig en borg på dette <strong>sted</strong>.<br />
For endnu længere siden, nemlig for næsten 3.000 år siden, ofrede bronzealderfolket<br />
to lurer i en lille sø eller mose syd for Boeslunde til deres frugtbarhedsguder. Givetvis håbede de på den<br />
måde at mildne guderne og at få en god høst. Lurerne var nemlig meget kostbare; bronzen i sig selv repræsenterede<br />
en formue, og dertil kom arbejdet med at støbe, smede og udsmykke dem. Man har skønnet, at<br />
det må have kostet mindst én mand et helt år at udfærdige dem. Resterne af lurerne blev fundet i 1838, da<br />
man var i gang med at oprense tørvemosen, og de befinder sig i dag på Nationalmuseet.<br />
Guldarmringe fra Neble (Roberto Fortuna, Nationalmuseet)<br />
Der er fundet en del bronzealderlurer rundt om i Danmark, og i 1800-tallet mente man, at de var<br />
”krigsbasuner”, der blev brugt som signalinstrument, når der var krig, men i dag er man som antydet mere<br />
tilbøjelig til at opfatte dem som rituelle instrumenter. Man må forestille sig religiøse processioner med<br />
præster og præstinder og landsbyens indbyggere i deres bedste tøj, som anførtes af lurblæsere. Det er vist<br />
125
ikke muligt at få lurerne til at lyde som andet end larm, men det har velsagtens også været meningen: På den<br />
måde påkaldte man sig gudernes opmærksomhed, og når processionen var nået frem til den sø eller mose,<br />
hvor offer<strong>sted</strong>et befandt sig, ka<strong>sted</strong>e lurblæserne deres horn i vandet. Måske havde bronzealderfolket en forestilling<br />
om, at nogle af guderne boede i vandet, for samtlige lurer er fundet i moser.<br />
Ud over lurerne er der gjort flere opsigtsvækkende fund ved Borgbjerg. Således kom der ved pløjning<br />
i 1842 og 1874 i alt seks guldkar fra yngre bronzealder til syne, nemlig to større skåle, to bægre og to øsekar,<br />
hvis hanke ender i stiliserede hestehoveder. I Neble lige nord for Boeslunde har man fundet i alt ti svære<br />
guldarmringe, og samme <strong>sted</strong> kom ved et enestående fund i 2015 ca. 2.000 små guldspiraler for dagen. Arkæologerne<br />
kan ikke sige, hvad disse guldspiraler har været brugt til, men måske har de været anvendt i forbindelse<br />
med en religiøs tilbedelse af solguden.<br />
Alt tyder således på, at folkene i og omkring Boeslunde i bronzealderen tilhørte en rig elite, hvis velstand<br />
måske stammede fra handel; der er således kun et par kilometer til stranden neden for herregården<br />
Espe, hvor Boeslundefolkene sikkert rådede over en landingsplads. Det kan også tænkes, at deres helligdom<br />
var så betydningsfuld, at folk kom rejsende langvejs fra for at ofre til guderne netop her.<br />
I middelalderen blev Boeslunde berømt for sin Hellig Kors-kilde, der efter sigende skulle kunne kurere<br />
syge og værkbrudne for allehånde dårligdomme. Fra hele Sjælland valfartede man til kilden og den<br />
store stenkirke med det dobbeltskibede kirkerum, som var blevet bygget omkring 1300 for at få plads til de<br />
mange tilrejsende.<br />
→ Boeslunde Kirke, Sønderupvej 11, 4242 Boeslunde.<br />
81. SKÆLSKØR<br />
Solskinsbyen<br />
ER er noget med Skælskør og klimaet. Det har i mange år heddet sig, at der var flere solskinstimer<br />
i Skælskør end noget andet <strong>sted</strong> i Danmark, og i turistbrochurerne kan man se<br />
D Skælskør omtalt som ”solskinsbyen”. Det holder vistnok ikke for en nærmere prøvelse; i<br />
hvert fald nåede Danmarks Meteorologiske Institut for nogle år siden frem til, at der var<br />
flest solskinstimer på Læsø og Samsø i perioden 2006-15.<br />
Ikke desto mindre var det antallet af solskinstimer, som sammen med den smukke beliggenhed i lystskoven<br />
ved noret gjorde udslaget, da Skælskør blev udset som <strong>sted</strong>et, hvor der skulle opføres et Gigtsanatorium.<br />
Den hvide funkisbygning fra 1933 var et af de allerførste behandlingstilbud til folk med gigt i Danmark,<br />
og bygherren var Andelsforeningernes Sanatorieforening, som var blevet stiftet i 1904, og som navnlig<br />
ydede et væsentligt bidrag til bekæmpelse af tuberkulosen i Danmark.<br />
Skælskør Nor blev allerede i 1942 et vildtreservat, og siden er også Skælskør Fjord med den lille ø<br />
Kidholm blevet omfattet af reservatbestemmelserne. Det hænger navnlig sammen med, at området benyttes<br />
126
flittigt som rasteplads af troldænder og grågæs, og der er derfor særlige restriktioner med hensyn til jagt og<br />
sejlads i fjorden og noret.<br />
Til sig selv og sin familie byggede købmand Jørgen Lotz (1817-86) i 1916 den patriciervilla ved fjorden,<br />
som i dag hedder Villa Fjordhøj. Lotz fik en købmandsuddannelse og åbnede sin egen forretning i<br />
Skælskør, som efterhånden udviklede sig til et imperium af betydelig størrelse. Han var også skibsreder og<br />
møller, og i 1883 grundlagde han sammen med brødrene Harboe et bryggeri, som til at begynde med hed<br />
Harboe & Lotz, men som senere tog navneforandring til Harboes Bryggeri. Det startede i det små med<br />
hvidtøl, som blev hældt på tønder og transporteret rundt til kunder i nabolaget med hestevogn. Lotz nåede<br />
ikke at opleve bryggeriets ekspansion, eftersom han døde et par år senere, og på hans gravsten på Skælskør<br />
ny kirkegård læses de vise ord: ”Arbejd, som skulle du evigt leve, og lev, som skulle du dø hver stund”.<br />
Efter en periode som rekonvalescenshjem købtes Lotz’ villa i 1994 af Ina Wendt-Johansen. Hun<br />
havde en drøm om at skabe et anderledes <strong>sted</strong>, der var en kombination af kur<strong>sted</strong>, kursushotel og refugium,<br />
og ved venners hjælp fik hun den på daværende tidspunkt nærmest faldefærdige villa sat i stand. Der kom<br />
23 værelser ud af det, og meldingen til vennerne var, at de hver skulle istandsætte og indrette ét værelse nøjagtig<br />
efter deres hoved. Desværre overlevede hotellet ikke coronakrisen og gik konkurs i 2022.<br />
→ Villa Fjordhøj, Rådmandsvej 23B, 4230 Skælskør.<br />
82. BORREBY<br />
Valdemar Daas kranke skæbne<br />
T par kilometer syd for Skælskør passerer <strong>Margueritruten</strong> herregården Borreby, som midt i<br />
E<br />
1600-tallet ejedes af den ufatteligt rige Daa-slægt. I 1666 blev Valdemar Daa (1616-91)<br />
eneejer af Borreby, hvis hovedbygning var blevet opført af kansler Johan Friis i 1556 som et<br />
fint eksempel på en såkaldt ”herreborg”. Dermed menes, at herregårdsbygningen ligger på<br />
overgangen mellem middelalderens befæ<strong>sted</strong>e borge og renæssancens huse, der ikke skulle<br />
tjene et forsvarsformål, men udstråle pragt og dermed vise for alverden, at bygherren var en mand med udsyn<br />
og velbeslået tegnebog. Borreby er således lidt af begge dele og var eksempelvis udstyret med både skydeskår<br />
og skoldehuller, som nok burde kunne få en indtrængende fjende til at tænke sig om to gange, inden<br />
han gik løs på gården.<br />
Valdemar Daa var besat af guldmageri, og det blev hans skæbne. Han brugte hver en spareskilling på<br />
sine alkymistiske forsøg, og det fortælles, at han til sidst end ikke havde råd til at købe brænde, så han måtte<br />
blive liggende i sengen med sine kemiske apparaturer hele vinteren, for at de kunne have den rette temperatur.<br />
Det endte med, at Valdemar Daa måtte gå fra hus hjem i 1681, og H.C. Andersen, der ofte kom på<br />
Borreby, blev så fascineret af denne vanskæbne, at han skrev ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans<br />
døtre”.<br />
127
Borreby (Hubertus WP)<br />
I 1783 købtes Borreby af officeren og godsejeren Joachim Melchior Holten Castenschiold (1743-<br />
1817), der efter Struensees fald i 1772 sammen med 30 dragoner fik det lidet attraktive job at ledsage den<br />
arresterede dronning Caroline Mathilde til Kronborg, hvor hun sad indespærret, indtil hun fik marchordre<br />
til Celle. Castenschiold endte højt oppe på den militære rangstige, og han stod i 1807 i spidsen for landeværnet,<br />
som ved Køge led nederlag til de engelske tropper, der belejrede København. Slaget kaldes i øvrigt<br />
”Træskoslaget”, fordi de dårligt uddannede og slet udru<strong>sted</strong>e danske bondesoldater smed deres tunge træsko,<br />
da de flygtede fra de engelske soldater, hvis udrustning til gengæld ikke fejlede noget. Efterfølgende<br />
blev Castenschiold stillet for retten, men han klarede frisag og slap for straf.<br />
Siden da har godset været i slægten Castenschiolds eje. I dag bor syvende, ottende og niende generation<br />
på godset, og man kan blive meget klogere på godset og dets historie, hvis man er så heldig at få billet til<br />
en af godsejer Joachim Castenschiolds rundvisninger. Godsejeren er uddannet skuespiller, og det var derfor<br />
naturligt at indrette et teater i Borrebys lade, som er opført i 1593. Det meste af året er der adgang til parken<br />
med de fine lindealleer fra 1750’erne.<br />
Det giver vel næsten sig selv, at et gammelt hus som Borreby til stadighed hjemsøges af spøgelser. <strong>Et</strong><br />
af dem er naturligvis Valdemar Daa, som rumsterer i kældrene og givetvis stadig forsøger at finde opskriften<br />
på at lave guld. Det fortælles også, at man ved nattetide kan høre skrig fra voldgraven, men når man så har<br />
iværksat en redningsaktion, har man ikke fundet det mindste spor af nogen levende eller død i voldgraven.<br />
→ Borreby, Borrebyvej 41, 4230 Skælskør. borrebygods.dk<br />
128
83. ØRSLEV<br />
Dansefrisen<br />
OGENLUNDE midtvejs mellem de to sydsjællandske herregårde Holsteinborg og Borreby<br />
kommer <strong>Margueritruten</strong> forbi Ørslev Kirke. Den romanske kirke stammer fra mid-<br />
N ten af 1200-tallet, men af denne kirke er i dag kun dele af skibets mur med den blændede<br />
norddør samt fire tilmurede, rundbuede vinduer bevaret. Skibet havde oprindelig<br />
fladt bjælkeloft, men omkring 1325 indbyggede man et gotisk krydshvælv, samtidig<br />
med at man opførte de to korsarmskapeller. Tårnet blev tilføjet i slutningen af 1400-tallet, mens koret blev<br />
ombygget ikke længe efter.<br />
Dansefrisen i Ørslev Kirke (Hans A. Rosbach WP)<br />
Kirkens bygningshistorie minder således på mange punkter om andre landsbykirkers, men dens kalkmalerier<br />
er til gengæld enestående. Mest kendt er den såkaldte ”dansefrise” fra 1300-tallet, som ses på sydkapellets<br />
sydvæg. De unge kvinder har pyntet deres udslagne hår med kroner, og to af dem er iført en ærmeløs<br />
overkjortel, kaldet ”surcot”, som kom på mode blandt fornemme kvinder i Europa omkring år 1300.<br />
Mændene bærer korte kofter med og uden hovedbeklædning, og de to i hver side holder en bold i hånden.<br />
129
De unge mænd og kvinder, der utvivlsomt tilhører overklassen, er tilsyneladende i gang med en kædedans.<br />
Det lidt løsslupne motiv forekommer umiddelbart besynderligt på en kirkevæg; normalt var kirken<br />
ikke til nogen form for tant og fjas, eftersom den slags udskejelser førte direkte til synd og fordærv. At<br />
kunstneren sikkert har været noget af en spøgefugl, fremgår også af, at der er placeret en basunblæsende<br />
hare ved siden af de dansende, og måske er det også en lidt indforstået vits, at den øltappende munk er udstyret<br />
med en glorie.<br />
En anden tolkning af ”dansefrisen” er, at der slet ikke er tale om en dans. De afbildede personer bevæger<br />
sig tydeligvis mod venstre, og måske er de simpelt hen på vej ud af billedet, skræmt af den truttende<br />
hare. Det var nemlig en kendt sag, at Fanden selv kunne omskabe sig til en hare, og sammen med munken<br />
og de sortsmuskede djævle ved ølkanden kan formålet med billedet i så fald være en kraftigt løftet pegefinger<br />
til menigheden om at holde sig fra umådeholdent drikkeri og umoralsk dans. På skibets nordvæg ses<br />
endnu ældre kalkmalerier. De stammer fra første halvdel af 1200-tallet og viser en dommedagsscene, Abraham<br />
med sjælene i sit skød og ærkeenglen Michael, der på dommens dag vejer sjælene på sin vægt.<br />
→ Ørslev Kirke, Ørslev Kirkevej 4, 4230 Skælskør.<br />
84. HOLSTEINBORG<br />
H.C. Andersens andet hjem<br />
IDEN 1707 har slægten Holstein-Holsteinborg ejet Holsteinborg, og den nuværende ejer<br />
S<br />
er tolvte generation. Det var dog slægten Trolle, som i årene 1598-1651 opførte den firefløjede<br />
hovedbygning, som Heinrich Holstein-Holsteinborg lod renovere i 1777-81. Ved<br />
en restaurering i 1848-50 fik hovedbygningen et nygotisk præg i overensstemmelse med tidens<br />
fremherskende arkitektoniske trend. Det blev dog delvis fjernet godt 100 år senere,<br />
hvor historicismen ikke længere var i høj kurs.<br />
Mange af Holsteinborgs ejere har været markante skikkelser, som på hver deres måde har præget livet<br />
i Danmark. Den sjette greve, Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg (1784-1836) var således en stor filantrop,<br />
som søgte at bedre sine bønders og sine ansattes vilkår. Han gennemførte landboreformerne, han<br />
byggede skoler og oprettede i 1810 Danmarks første sparekasse, efterfulgt året efter af Danmarks første<br />
sygekasse. Det var i øvrigt også i hans tid, at landets første juletræ tændtes på Holsteinborg i 1808.<br />
Sønnen Ludvig Holstein-Holsteinborg (1815-92) markerede sig på anden vis, nemlig som konseilspræsident<br />
(statsminister) i årene 1870-74. Det var ham og – ikke mindst – hans kloge hustru Mimi (1830-<br />
76), der var vært for H.C. Andersen i alt 17 gange fra 1856 til 1874. De modtog altid eventyrdigteren med<br />
stor gæstfrihed og nærmest grænseløs velvilje, og faktisk var Holsteinborg i de modne år et af eventyrdigterens<br />
foretrukne arbejds<strong>sted</strong>er; omkring 40 af hans værker skal være blevet til på herregården. ”Havde jeg<br />
130
altid et sådant hjem, da blev rejselysten hos mig ikke så stærk, som den ellers altid har været”, skrev han i et<br />
brev i 1865.<br />
Holsteinborg (Bococo WP)<br />
Når Andersen var på besøg, spadserede han i den store park, der mod syd fører ned til Holsteinborg<br />
Nor. Den blev anlagt i 1725 som en barokhave, der blev indrammet af fire parallelle lindealleer, men den<br />
blev omkring 1865 omlagt til en stor landskabshave i engelsk stil med slyngede gange, masser af blomsterbede<br />
og vidtstrakte plæner. Omkring 1900 fremlagde landskabsarkitekten Edvard Glæsel en storstilet plan<br />
for et nyt haveanlæg, men det vakte ikke gehør på Holsteinborg, og det eneste, der blev realiseret, var taksalleerne<br />
øst for barokhaven. Således er en række af de elementer i haven, som H.C. Andersen havde for øje,<br />
bevaret. Det gælder udsigtshøjen med bænkene i vest, stentrappen, kyststien og digteren Ludvig Holsteins<br />
yndlingseg. Andersen plantede i 1856 en efeu i vandkanten, således som det fremgår af en mindesten på<br />
<strong>sted</strong>et.<br />
Eventyrdigteren aflagde sit sidste besøg på Holsteinborg i maj-juni 1874, et års tid før sin død. Han<br />
var svagelig og gik dårligt, men håbede, at opholdet på Holsteinborg ville gøre ham godt. Før besøget skrev<br />
han til grevinde Mimi Holstein: ”Jeg længes umådeligt efter at komme ud på landet, se den grønne skov og<br />
gå i solskins varme. Jeg håber at genvinde min sundhed og kan da for en del takke Deres Nåde og Hans Ex-<br />
131
cellence hr. Greven, at jeg nu snart vil komme til at føle mig bedre i den friske natur og den hjertelige omgivelse.”<br />
Det viste sig at holde stik; for hver dag, han opholdt sig på Holsteinborg, følte han sig bedre tilpas.<br />
Hans værelser på Holsteinborg lå på solsiden ud mod haven, og han kunne se ud over fjorden med de vilde<br />
svaner og Glænø i det fjerne, som havde inspireret ham til eventyret ”Vænø og Glænø” fra 1868.<br />
→ Holsteinborg, Ørslevvej 334, 4243 Rude. holsteinborg.dk<br />
85. BISSERUP<br />
Historien om en havn<br />
T par kilometer øst for herregården Holsteinborg kommer <strong>Margueritruten</strong> til den langstrakte<br />
landsby Bisserup, der i virkeligheden er to sammenvoksede byer, nemlig den gamle<br />
E<br />
bondeby mod nord, der grænser op til Rude Skov, og havnebyen mod syd. Bondebyen er<br />
ældst, men talte i slutningen af 1700-tallet kun 30 indbyggere, fordelt på otte familier.<br />
Om Bisserup Havn kan man læse hos Saxo, at kongen af Danmark i den tidligste vikingetid<br />
hed Fridleif, og at han var i krig med Hvirvil, der var konge af Öland. Der blev udkæmpet et drabeligt<br />
slag ved Sydsjællands kyst; kun Fridleif overlevede på den danske side, men han vandt ikke desto mindre<br />
en personlig tvekamp mod Hvirvil og hans få tilbageværende mænd, og havnen, hvor holmgangen fandt<br />
<strong>sted</strong>, var ”Hvirvils Havn”, som nu om stunder altså hedder Bisserup Havn.<br />
Man skal sikkert ikke fæste alt for megen lid til Saxos historie, men det er et faktum, at naturhavnen<br />
ved Bisserup har været benyttet siden de tidligste tider, og at den i flere perioder havde stor betydning som<br />
losse- og ladeplads. Da Korsør blev købstad i 1425, varede det ikke længe, før korsoranerne klagede deres<br />
nød til kongen: Bønderne solgte ikke deres varer via købstaden, som de havde pligt til, men lod dem i <strong>sted</strong>et<br />
gå via Bisserup Havn. På den måde kunne de spare tolden til købstaden, som altså gik glip af både told og<br />
handel. Efter datidens regler var det smugleri, og i 1593 indskærpede Christian 4. da også, at bønderne<br />
havde forbud mod at benytte havnen i Bisserup. Noget kunne imidlertid tyde på, at det ikke havde den helt<br />
store effekt, og det endte med, at havnen i 1629 fik frataget alle sine rettigheder.<br />
Da Frederik Adolph Holstein-Holsteinborg (1784-1836) overtog Holsteinborg og dermed Bisserup<br />
by og havn i 1796, besluttede han, at den gamle ladeplads skulle vækkes til live igen. Han anlagde en hørfabrik,<br />
og han opførte en oliemølle, et sæbesyderi og en kakkelovnsfabrik. Det var også ham, der i 1810 stod<br />
bag den 20 meter lange skibsbro med tilhørende kornmagasin, og i 1830’erne byggede storkøbmanden<br />
H.H. Schou fra Slagelse en købmandsgård og yderligere et stort kornmagasin ved havnen. Dertil kom huse<br />
til toldkontrolløren og lodsen samt – ikke at forglemme – en kro. Resultatet var ikke overraskende, at folketallet<br />
steg; i 1834 var det oppe på 250 personer, fordelt på 46 familier.<br />
132
Bisserup Havn (ukendt)<br />
Men tiden løb åbenbart fra de storstilede industri- og handelsprojekter, og i 1902 blev Schous købmandsgård<br />
nedrevet (og genbrugt til sygehusbyggeri i Rude). Bisserupperne slog sig i <strong>sted</strong>et på fiskeri, og i<br />
1935 var der ikke færre end 40 fiskere i havnen.<br />
Turisterne var også begyndt at finde vej til det lille sydsjællandske smørhul, og samme år opførtes<br />
”Hotellet”, hvor man – trods navnet – ikke kunne overnatte. ”Hotellet” var afholdsrestaurant og brødudsalg,<br />
men blev i 1950 købt af Jørgen R. Hansen, der efter en årrække til søs gik i land og fik bygget et anneks<br />
med 10 værelser – alle med rindende vand, parketgulve og faste skabe. En halv snes år senere måtte<br />
han sælge på grund af sygdom, og den ny ejer byggede om og kaldte <strong>sted</strong>et ”Den gyldne ål”. Fra 1978 hed<br />
<strong>sted</strong>et ”Lods-Kroen”, og det lever i bedste velgående – i vore dage dog under navnet Bisserup Strand Kro –<br />
til glæde for badegæsterne, lystsejlerne, campisterne og beboerne i sommerhusområdet.<br />
→ Bisserup Strand Kro,Bisserup Havnevej 67, 4243 Rude. bisserupstrandkro.dk<br />
133
86. FUIRENDAL<br />
Storkanslerens royale venskab<br />
ELLEM Bisserup og Fuglebjerg på Sydsjælland kommer <strong>Margueritruten</strong> forbi herregården<br />
Fuirendal. Der er ikke offentlig adgang til gården, der oprindelig hed Vindinge-<br />
M<br />
gård, og kirken hed Vindinge Kirke, men da slægten Fuiren, der stammede fra Mecklenburg<br />
og var kommet til Danmark i 1560’erne sammen med Frederik 2.s dronning<br />
Sophie, oprettede baroniet Fuirendal i 1677, skiftede gården navn – og det samme<br />
gjorde kirken, siden 1932 dog stavet Fyrendal.<br />
Den nuværende høje og smalle hovedbygning samt portfløjen er opført i tiden omkring 1610 af Vilhelm<br />
Dresselberg, men den hvide farve fik bygningerne først i første halvdel af 1700-tallet. Da var slægten<br />
Fuiren allerede ude af billedet; begyndende med Thomas Fuiren i 1663 sad tre slægtsled på gården i 37 år,<br />
men de to sidste døde begge som relativt unge, og da den sidste ingen børn havde, overgik Fuirendal i medfør<br />
af reglerne for baronier til kronen.<br />
Kongen var Frederik 4., og han lod hurtigt godset gå videre til Ulrich Adolph Holstein (1664-1737),<br />
der også havde mecklenburgske aner. Hans far var gået i dansk tjeneste som rytterofficer, og allerede som<br />
dreng blev Ulrich Adolph ansat som page ved det danske hof, hvor han skulle tage sig af den ”daglige opvartning”<br />
af kronprinsen, der dengang var syv år gammel. De to unge mennesker blev venner, og da kronprinsen<br />
besteg tronen som Frederik 4., blev Holstein straks udnævnt til overkammerjunker.<br />
Det var et tydeligt bevis på venskabet, at kongen i 1700 skænkede Holstein Fuirendal, men forholdet<br />
mellem dem blev sat på en alvorlig prøve, da Frederik 4. forelskede sig i Elisabeth Helene von Vieregg. Hun<br />
kunne nemlig ikke udstå Holstein, og kongen føjede hende ved at fjerne Holstein fra hoffet. Han blev ekspederet<br />
til Flensborg som amtmand i 1703, men kongens gunst var dog intakt (og hans forhold til frøken von<br />
Vieregg kun kortvarigt; hun døde i barselsseng i juni 1704). I 1708 blev Holstein lensgreve, og samtidig<br />
blev Furiendal sammen med Holsteinborg, som Holstein havde købt året forinden, til grevskabet Holsteinborg.<br />
I 1721 nåede han magtens tinder som Frederik 4.s storkansler, men det skyldtes vistnok ikke nødvendigvis<br />
hans egne evner; Holstein var nemlig gift med en halvsøster til den Anna Sophie Reventlow, som Frederik<br />
4. bortførte fra Clausholm og ophøjede til dronning netop i 1721.<br />
Siden 1708 har historien om Holsteinborg altså også været Fuirendals og omvendt, men eftersom<br />
greverne boede på Holsteinborg, kom Fuirendal som oftest til at stå tom. Det gjaldt således perioden fra<br />
1757 til 1811, indtil den ”humane godsejer” Frederik Adolph Holstein (1784-1836) gjorde hovedbygningen<br />
til et såkaldt hospital med tilhørende væveri. På den måde blev egnens gamle og fattige og forældreløse<br />
børn forsørget; de slap for den ydmygelse, det var at komme på fattiggården, og samtidig udførte de et nyttigt<br />
arbejde. Virksomheden blev ledet af den franskfødte, reformerte præst Peter Villaume (1746-1825),<br />
der var kommet til Danmark i 1790, hvor han på Brahetrolleborg havde medvirket ved oprettelsen af seminariet<br />
Bernstorfsminde, der var landets første lærerseminarium uden for København. Hospitalet og væveriet<br />
på Fuirendal overlevede ikke Villaumes død, og gården endte med at blive indrettet som forpagtergård.<br />
134
Slægten Holstein ejer stadig Fuirendal, og hvis man skulle have lyst til at flytte ind på en herregård, er<br />
den i skrivende stund til leje.<br />
→ Fuirendal, Fyrendalvej 14, 4262 Sandved.<br />
87. FUGLEBJERG<br />
Kro, kirke og missionshus<br />
ÅR <strong>Margueritruten</strong> kommer til Fuglebjerg, kan man få bekræftet det gamle mundheld<br />
N<br />
om, at hvor Vorherre bygger en kirke, bygger Fanden en kro. I hvert fald er der kun et<br />
stenkast tværs over Torvet fra Fuglebjerg Kirke til Fuglebjerg Kro. Kirken bestod oprindelig<br />
af et romansk skib og kor, men det lave bjælkeloft blev erstattet af hvælv i gotisk<br />
tid. I 1888 stod arkitekt Vilhelm Petersen for en gennemgribende udvidelse; det romanske<br />
kor blev brudt ned, skibet blev forlænget og fik en sydfløj. De nye gavle blev udstyret med blændingsdekorationer,<br />
som er inspireret af sjællandsk sengotik.<br />
Der er nok ingen, der ved, hvor længe der har været kro i Fuglebjerg, men et kongeligt brev nævner i<br />
1593 et ”gildehus” i byen, som dog ikke havde ret til udskænkning af stærke drikkevarer. Men hvis man<br />
skal kalde en spade for en spade, var ”gildehuset” simpelt hen en smugkro, for i 1677 blev Christian Jensen<br />
Farsovius, der var præst i Krummerup og Fuglebjerg, frataget sit embede på grund af ”daglig drukkenskab<br />
og fylderi på ulovlig kro”. Det er ikke specielt svært at regne ud, hvor han havde slået sine folder. I 1692<br />
normaliseredes tilstandene imidlertid, for ejeren af Fuglebjerggård, Niels Mundt, fik bevilling til at drive<br />
kongeligt privilegeret kro i byen – og med bevillingen fulgte automatisk tilladelse til at brygge øl og brænde<br />
brændevin. Den nuværende krobygning er opført i 1856, og foran kroen står en buste af Frederik 7., der<br />
noget bistert skuer ned ad Næstvedvej.<br />
I slutningen af 1800-tallet stod Indre Mission stærkt i Fuglebjerg og omegn. Læderhandler F.C. Petersen<br />
flyttede til Fuglebjerg i 1871, og han blev hurtigt en central figur i byen. Næstved Avis skrev om<br />
ham, at ”hvis Fuglebjerg var et kongerige, burde Petersens hoved være præget på kronestykkerne”. I hans<br />
og hustruen Petreas private hjem på Sorøvej oprettedes i 1883 byens første søndagsskole, og året efter<br />
kunne man indvi missionshuset ”Betebera” på adressen Sorøvej 6. Dermed slap folkene fra Indre Mission<br />
for at holde deres møder rundt om i de private hjem – men ellers var missionshuset rigtignok ikke ligefrem<br />
udtryk for storhed. Kun gavlen var bygget i fuld mur, resten var bindingsværk, og til taget var der kun råd til<br />
tagpap. Det fortælles, at huset om sommeren var en regulær ”svedekasse”, mens det ikke var usædvanligt<br />
med rimfrost på væggene om vinteren.<br />
Takket være indsamlinger og basarer lykkedes det at tilvejebringe midler til at bygge et nyt og bedre<br />
missionshus på en anden adresse. ”Betebera” blev revet ned, og i 1922 kunne man indvi det missionshus i<br />
135
to etager, som stadig står med sin fine gavl og ordene ”Herrens ord bliver evindelig”. Til sidst blev huset ikke<br />
benyttet, og det blev solgt i 2019.<br />
→ Missionshuset, Korsørvej 15, 4250 Fuglebjerg.<br />
88. VINSTRUP<br />
Dramatisk natursceneri<br />
Å <strong>Margueritruten</strong> mellem Fuglebjerg og Sorø får man et ualmindelig flot vue over Tystrup-Bavelse<br />
Søerne, som er blevet kaldt ”Sjællands smukkeste naturområde”. Søerne er<br />
P<br />
dannet som tunneldale under istiden for 15.000 år siden, hvor smeltevandet løb mod nord<br />
i retning af Kattegat. I dag er det omvendt: Søerne afvandes af Susåen, der med en længde<br />
på næsten 90 kilometer er Sjællands længste vandløb, og som snirkler sig i sydlig retning.<br />
Åen kommer til Tystrup Sø på østsiden ved Næsbyholm Skov og løber ud igen ved Strids Mølle i den sydlige<br />
ende af Bavelse Sø, hvorfra den fortsætter til udløbet ved Karrebæksminde.<br />
De to søer udgør tilsammen et dramatisk og ualmindelig smukt natursceneri, men de er meget forskellige.<br />
Det bedste udsyn har man fra Bavnen, som ligger sydøst for Vinstrup, og som er områdets mest<br />
markante bakketop. Der er omkring 50 meter ned til Tystrup Søs vandspejl, og i baggrunden øjner man Bavelse<br />
Sø.<br />
Tystrup Sø dækker et areal på 660 ha og er dermed en af Sjællands større søer. På det dybeste <strong>sted</strong> er<br />
den 23 meter dyb, og et særligt kendemærke er de mange kildevæld, der skyldes det skrånende terræn i<br />
tunneldalen. Når landskabet så at sige falder hurtigere end grundvandspejlet, presses grundvandet nemlig<br />
ud af jordlagene. Kildevældene kan være svære at få øje på, og hvis man ikke passer gevaldigt på, kan man<br />
risikere at hænge fast i den bløde jord, der minder lidt om kviksand. En anden effekt af de mange kildevæld<br />
er, at søen næsten aldrig fryser til – og hvis den endelig gør, skal man ikke vove sig ud på den, for isen er<br />
tynd som papir. Bavelse Sø er betydeligt mindre; den dækker ”kun” et areal på omkring 90 ha, og vanddybden<br />
når ikke over 8,5 meter. Den er adskilt fra Tystrup Sø af en tange, hvor der kun er en smal passage<br />
mellem de to søer.<br />
Man kan selvsagt glæde sig over naturen ved søerne, mens man kører forbi i bil, men en bedre<br />
oplevelse får man unægtelig, hvis man forlader bilen og går en tur. Ved Hørhaven øst for Vinstrup er der en<br />
parkeringsplads, hvorfra man kan gå en tur forbi Bavnen og ned til søen (og måske være heldig at få øje på<br />
en havørn). En anden mulighed er at parkere ved Kongskilde Naturcenter, der er indrettet i en gammel<br />
vandmølle ved nordenden af Tystrup Sø, og som fortæller om naturen og dyre- og plantelivet ved søerne.<br />
Herfra kan man gå til fugleskjulet ved Tamosen, der er en yndet rasteplads for trækfugle om foråret og efteråret.<br />
Der er en beskeden chance for at se sjældne fugle som isfugl, men i det hele taget er hele området på<br />
alle årstider en spændende lokalitet for fugleinteresserede.<br />
136
Tystrup-Bavelse Søerne (Steen Knarberg, sydkystdanmark.dk)<br />
→ Kongskilde Naturcenter, Skælskørvej 34, 4180 Sorø. naturstyrelsen.dk<br />
89. BJERNEDE<br />
Den sjællandske rundkirke<br />
ORD for Sorø kommer <strong>Margueritruten</strong> forbi Bjernede Kirke, der kan skrive sin historie<br />
tilbage til ca. 1170. I våbenhuset over døren ind til kirken ses to tavler med latinsk<br />
N indskrift, hvoraf det fremgår, at Ebbe Skjalmsen (ca. 1085-ca. 1150), søn af den navnkundige<br />
Skjalm Hvide (ca. 1035-ca. 1113) i Fjenneslev, opførte en trækirke på dette<br />
<strong>sted</strong>, og at sønnen Sune Ebbesen (død 1186) få år senere erstattede den med en rund<br />
stenkirke. Bjernede Kirke er dermed Sjællands eneste rundkirke.<br />
Kirken er altså den rige og mægtige sjællandske Hvideslægts værk. Skjalm Hvide og hans efterkommere<br />
var en afgørende magtfaktor i Danmarks middelalderhistorie i omkring 300 år, og de satte aftryk, som<br />
137
den dag i dag bærer vidnesbyrd om deres dominerende indflydelse, tydeligst i kirkerne i Fjenneslev, Sorø og<br />
Kalundborg. Der findes næppe nogen anden slægt, der har fostret så mange koryfæer som netop Hvideslægten.<br />
Den kan således tælle ikke færre end 10 biskopper, hvoraf halvdelen endda blev ærkebiskopper,<br />
og at to af slægtens kvinder kom på tronen som dronninger af Sverige. Slægten er endvidere kendetegnet<br />
ved dens meget nære forhold til kongemagten – ja, i et par tilfælde var det endda takket være medlemmer af<br />
slægten, at en konge kom til magten – eller mi<strong>sted</strong>e den.<br />
Allerede Skjalm Hvide var nær ven af kong Erik Ejegod, men slægtens mest fremtrædende medlem<br />
var ærkebiskop Absalon (ca. 1128-1201), der var barnebarn af Skjalm Hvide. Hans rolle i forbindelse med<br />
Valdemar den Stores magtovertagelse kan næppe overdrives. Efter Valdemar Sejrs død delte slægten sig<br />
imidlertid i stridende fraktioner, og som regel optrådte de som fjender af den siddende konge; de havde<br />
sandsynligvis en finger med i spillet i drabene på Erik Plovpenning og Erik Klipping.<br />
Bjernede Kirke (Jens Cederskjold WP)<br />
Men tilbage til kirken i Bjernede: Dens mure er godt 1½ meter tykke og består af kampesten, der er<br />
hentet på marker i nærheden. Det interessante er imidlertid, at i omkring syv meters højde afløses kampestenene<br />
af mursten. Netop midt i 1100-tallet fik man på Sjælland kendskab til at brænde ”munkesten” – og<br />
dette noget mere håndterbare byggemateriale har man altså valgt at bruge til den øverste del af kirkemuren.<br />
Våbenhuset er først bygget til på et senere tidspunkt, så de første kirkegængere trådte direkte ind i det<br />
runde og temmelig dunkle kirkerum. Man skal i øvrigt ikke undre sig over, at rummets diameter kun er en<br />
halv snes meter; i den katolske tid sad man nemlig ikke ned, men stod op og overværede messen.<br />
138
En smal og snoet stentrappe ved kirkedøren, der er bygget ind i den svære mur, fører op til ”ovensalen”,<br />
som er et stort, lyst rum med seks romanske dobbeltvinduer. Spørgsmålet er naturligvis, hvad dette<br />
rum har været benyttet til. Det er over 3½ meter højt, og alene af den grund må man nok konkludere, at det<br />
ikke har skullet tjene forsvarsformål, således som det var tilfældet med de bornholmske rundkirker. Rummet<br />
er præget af fire firkantede søjler, men der har ingen åbning været mellem søjlerne, så meningen har heller<br />
ikke været at skabe et særligt rum til herskabet, hvorfra de kunne bivåne messen nede i kirken. Mest sandsynligt<br />
er derfor, at der er tale om et særligt ceremonirum, beregnet for slægtens medlemmer. Her kunne de<br />
mødes i fred for menighedens øjne, diskutere slægtens anliggender og komme til enighed om den politik,<br />
slægten skulle følge. Blandt emnerne har givetvis også været indgåelse af ægteskaber, arvespørgsmål og bilæggelse<br />
af tvistigheder mellem slægtens medlemmer.<br />
Da kirken omkring 1500 forfaldt, var Hvideslægtens dominans for længst ophørt, og der var tilsyneladende<br />
ingen, der havde magt og pengepung til at vedligeholde kirken. I årene 1890-92 gennemførtes en<br />
storstilet restaurering ved arkitekt H.B. Storck, hvorved kirken i det store hele blev ført tilbage til sit oprindelige<br />
udseende. Ved hjælp af en trætrappe kan man klatre op i det ottekantede tårn, hvorfra man har en<br />
glimrende udsigt.<br />
→ Bjernede Kirke, Bjernede Kirkevej 1A, 4180 Sorø.<br />
90. SÆBY<br />
Den tredje hustru<br />
ARGUERITRUTEN går øst om Danmarks fjerdestørste sø, Tissø, der under sidste istid<br />
M<br />
var et såkaldt dødishul. Det vil sige, at her lå en isklump fra en gletsjer, som efterhånden<br />
smeltede og efterlod en fordybning i terrænet. Tissø er kendetegnet af, at vandstanden<br />
svinger meget, således at de brede enge og rørskove sagtens kan være dækkede af vand<br />
om foråret, men tørlagte om sommeren. Navnlig på øst- og sydsiden byder søen på et<br />
rigt fugleliv: Her yngler klyden, dværgternen, knopsvanen, grågåsen, rørhøgen, blishønen, stor præstekrave<br />
og gul vipstjert, og især om efteråret ser man mange træk- og rastefugle. Der er to ynglende havørnepar<br />
i området, og også musvåge, rød glente og vandrefalk optræder jævnligt.<br />
Ved søens sydøstlige ende ligger landsbyen Sæby, ved søbredden en kilometers penge nord for landsbyen<br />
ligger Sæby Kirke og lidt inde i landet Sæbygård. Ligesom i Fjenneslev, Bjernede og Sorø var det Hvideslægten,<br />
som stod for kirkebyggeriet. Der har først ligget en trækirke her, men det var efter al sandsynlighed<br />
Asser Rig (ca. 1080-ca. 1151), som byggede stenkirken, og det er da givetvis også ham, vi kan takke<br />
for de romanske kalkmalerier i apsishvælvingen. De dateres til ca. 1125 og er dermed samtidige med byggeriet<br />
af kirkens kor. Vi har givetvis at gøre med Sjællands ældste kalkmalerier, og motivet genfindes i en<br />
139
halv snes sjællandske kirker, som Hvideslægten var impliceret i, nemlig en dommedagsscene med Kristus<br />
på sin himmeltrone, flankeret af jomfru Maria, Johannes Døberen samt apostlene Peter og Paulus.<br />
Sæbygård menes grundlagt af Asser Rigs søn Esbern Snare (1127-1204). I modsætning til sin bror<br />
Absalon gik han ikke kirkevejen, men var korsfarer og krigsmand. På den tid sad en biskop ganske vist sjældent<br />
stille og rugede over skriften ret længe ad gangen, men deltog i såvel korstog som krige, og både Absalon<br />
og Esbern Snare var med, da Valdemar den Store i 1168 indtog borgen Arkona på Rügen og ødelagde<br />
vendernes helligdom Svantevit. Skal man tro Saxo, var Esbern noget af en slagsbror, der blev såret adskillige<br />
gange. Da hans grav i Sorø blev åbnet, fandt man da også adskillige brud på skelettet og en hofteskade. Navnet<br />
Snare skal han have fået, fordi han var snarrådig og næsten altid evnede at finde en udvej.<br />
Så meget desto mere ironisk var det, at den gamle stridsmand døde hjemme på Sæbygård. Han skal<br />
såmænd være faldet ned af en trappe, hvorved han ”slog sin hals sønder”. Der er imidlertid det pikante ved<br />
sagen, at han muligvis ikke faldt af sig selv, men fik et ikke særligt venskabeligt puf af sin unge hustru Helena<br />
(ca. 1170-1230). Hun var hans tredje hustru, og hun var kun 17, da hun for at føje sin far, den svenske<br />
jarl Guttorm Austmannsson, giftede sig med den berømte, men efterhånden temmelig gråsprængte krigsmand.<br />
Hun var helt sikkert skøn at skue, og hun var smigret over den opmærksomhed, som den unge hertug<br />
Valdemar af Sønderjylland (1170-1241) viste hende. Han kom på tronen som Valdemar Sejr i 1202, og da<br />
Esbern Snare så meget belejligt kom ud for et fatalt ulykkestilfælde, opstod det rygte altså, at hun havde haft<br />
en finger med i spillet. Mistanken voksede unægtelig, da det viste sig, at Valdemar efter Esbern Snares død<br />
slog pjalterne sammen med Helena – og det i en sådan grad, at der kom en søn ud af det, formentlig i 1205.<br />
Men hvis Helena havde håbet at blive dronning, måtte hun tro om igen, for netop i 1205 giftede Valdemar<br />
sig med den dronning Dagmar, der er gået over i historien som en af Danmarks smukkeste, mildeste og<br />
mest folkekære dronninger.<br />
→ Sæby Kirke, Sæbyvej 50A, Sæby, 4270 Høng.<br />
91. ASNÆS<br />
Sortenstenen<br />
YD for Kalundborg foretager <strong>Margueritruten</strong> et lille svinkeærinde mod vest, så man kan få<br />
S<br />
et indtryk af halvøen Asnæs (som ikke må forveksles med byen af samme navn i Odsherred)<br />
og herregården Lerchenborg. Halvøen strækker sig en halv snes kilometer ud i Storebælt og<br />
danner sydsiden af Kalundborg Fjord. Den er domineret af to skove, Asnæs Forskov og<br />
Vesterskoven, der begge har skovbryn helt ned til vandkanten til begge sider. På nordsiden<br />
står de prægtigste, store bøgetræer, mens sydkystens krat og træer konstant er udsat for sydvestenvinden og<br />
derfor har fået et noget forblæst udseende.<br />
140
Asnæs var, især før i tiden, et yndet udflugtsmål for kalundborgerne. Der var den korte tur til Sodavandshuset<br />
ved Lerchenborg strand, og der var den lange tur til den nu længst forsvundne festplads i Forskoven.<br />
Turen foregik med hestevogn, og ved festpladsen fandtes både dansehal, keglebane, iskiosk, borde<br />
og bænke samt ved festlige lejligheder desuden karrusel, skydetelt og roulette. Samt ikke at forglemme Sofies<br />
lille hvide hus, der var vidt berømt for sin lagkage, hvorfor værtinden da heller aldrig hed andet end Sofie<br />
Lagkage. Lagkagen var lagt sammen med hjemmelavet jordbær- eller hindbærsyltetøj – og alene i pinsen<br />
serverede Sofie sædvanligvis 6-7.000 kopper kaffe og hundredvis af lagkager.<br />
På vejen ud til Forskoven – omkring 100 meter fra Lerchenborg – stod i alleen et tykt og ejendommeligt<br />
elmetræ, kendt af alle som Tykke Marie. Og det var en uskreven regel, at når skovtursgæsterne passerede<br />
træet, blev der råbt et højt hurra for Tykke Marie. De sidste rester af træet udbrændte imidlertid i<br />
1961, og i 1992-93 blev alle de gamle elmetræer fjernet og erstattet med nye træer.<br />
I vandet ud for Asnæs’ nordkyst i Forskovens nordøstlige hjørne ligger Sortenstenen. Den er ca. fire<br />
meter lang, og ifølge sagnet blev den kastet over fjorden af kæmpen Refs på halvøen Røsnæs (som er den<br />
moderniserede udgave af navnet Refsnæs), der åbenbart var blevet gal på kæmpen As, der holdt til på Asnæs.<br />
Hvis man ser ordentligt efter, skal man endda stadig kunne se aftryk af Refs fingre i stenen. Noget særligt<br />
godt øjemål må Refs nu ikke have haft, for stenen nåede altså ikke helt til Asnæs, men landede i vandet.<br />
Stenens sorte farve skyldes ifølge legenden sorgen over Valdemar den Unges (ca. 1209-31) død. Han<br />
var eneste barn af Valdemar Sejr og dronning Dagmar, og han var allerede som seksårig blevet valgt som faderens<br />
medkonge på et stormøde på Samsø. Det blev der imidlertid ikke noget af; han døde som ung som<br />
følge af et vådeskud med en armbrøst under en jagt på Røsnæs, og da Valdemar Sejr døde i 1241, blev han i<br />
<strong>sted</strong>et efterfulgt af de tre sønner, som han fik med den lidet populære dronning Bengerd (Berengaria), Erik<br />
Plovpenning, Abel og Christoffer 1. Man kan ikke påstå, at de var specielt egnede som konger, og deres indbyrdes<br />
jalousi ka<strong>sted</strong>e landet ud i en borgerkrig. Måske ville Danmarkshistorien være blevet mindre turbulent,<br />
såfremt Valdemar den Unge ikke havde måttet lade livet på Røsnæs.<br />
Hvis man fortsætter helt ud på spidsen af Asnæs, kommer man til Dyrehaven med stejle skrænter og<br />
små søer, hvor klokkefrøen yngler. Specielt på varme dage om foråret kan deres kvækken høres viden om;<br />
lyden kan måske bedst sammenlignes med den lyd, der fremkommer, når man puster hen over en tom flaske.<br />
→ Sortenstenen, Asnæs Skovvej 15, 4400 Kalundborg.<br />
141
92. HØVE<br />
Fra Vejrhøj til Esterhøj<br />
ELLEM Havnsø og Nykøbing Sjælland går <strong>Margueritruten</strong> gennem det stærkt kuperede<br />
landskab, som kaldes Vejrhøjbuen, og som strækker sig fra herregården Drags-<br />
M holm i syd over Veddinge Bakker til Høve i nord. Til den ene side har man Sejerøbugten<br />
og til den anden bunden af den tørlagte Lammefjord. Det højeste punkt er Vejrhøj (121<br />
meter) længst mod syd, hvorfra man efter sigende skal kunne tælle 27 kirker, inklusive<br />
Roskilde Domkirke, hvis ellers vejret er tilstrækkeligt klart. Og uanset vejret fortæller et sagn, at der ved foden<br />
af Vejrhøj ligger en drage, som ruger over tre guldæg.<br />
Det bakkede landskab udgøres af såkaldte randmoræner, der blev dannet under sidste istid, da isen<br />
kom fra sydøst og skubbede landskabet op i en bunke foran sig. Ved Høve og Veddinge kan man se de dybe<br />
dalfurer, hvor smeltevandet fra gletsjeren banede sig vej væk. Der er adskillige udsigtspunkter på turen gennem<br />
bakkerne, og når man er kommet til Høve, bør man begive sig op på Esterhøj (89 meter), hvorfra udsigten<br />
er eminent.<br />
Ifølge et gammelt sagn boede der en trold i Esterhøj,<br />
som ejede vældige skatte. Trolden kunne imidlertid ikke<br />
udholde lyden af kirkeklokkerne i Asnæs og Vig, så han<br />
valgte at rømme højen. Han låste højen med en nøgle, som<br />
han gemte under en vældig sten ved Klint på Odsherreds<br />
nordkyst. Hvis man ville have fat i nøglen, måtte man ikke<br />
blot løfte stenen, men også være fuldstændig stille. Da<br />
nogle karle omsider havde haft held til at løfte stenen, skulle<br />
en pige fjerne nøglen med sine fikse fingre. I det samme<br />
råbte hun begejstret: ”Der er den!” – og fluks forsvandt<br />
nøglen og med den Esterhøjs skatte.<br />
På toppen af Esterhøj står en Genforeningssten til<br />
minde om Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark i<br />
1920. Under stenens inskription ses en figur af en løve,<br />
der har sprængt sin lænke. Den mægtige vandreblok, der<br />
vejer omkring 25 tons, kom med isen fra Sverige og lå oprindelig<br />
nede på stranden ved Høve Skov, hvor den blev<br />
På toppen af Esterhøj (Olaf Meister WP)<br />
kaldt ”Troldstenen”. Det tog 500 frivillige og 22 heste 14<br />
dage at slæbe den på en blokvogn de ca. 2,5 kilometer op<br />
på højen.<br />
Høve Skov ligger en god kilometers penge nord for landsbyen, og her kan man om foråret se blå<br />
anemoner. Der er flest af de almindelige, hvide anemoner, men ind i mellem er der pletter med blå ane-<br />
142
moner – som er fredede og derfor ikke må plukkes. De hvide anemoner må man derimod gerne plukke en<br />
buket af.<br />
Ikke langt herfra og lige ud til vandet ligger teltpladsen, som kun er for telte og teltvogne, og som<br />
siges at være Danmarks ældste af slagsen. Teltpladsens historie går tilbage til begyndelsen af 1920’erne,<br />
hvor spejdere, vandrere og andre friluftsmennesker fik tilladelse af skovløberen til at slå et telt op. Den dag i<br />
dag er der ingen elektricitet på pladsen, og den eneste ”luksus” er en toiletvogn med bad. Hverken biler<br />
eller campingvogne er tilladt, og der er kun adgang for telte.<br />
→ Esterhøj, Høvevej 57, Høve, 4550 Asnæs.<br />
93. VIG<br />
Uroksen fra Vig<br />
ORT før Vig når <strong>Margueritruten</strong> på sin vej gennem Odsherred til den beskedne landsby<br />
K<br />
Jyderup. Lige syd for landsbyen støder man på vejnavnet Uroksevej, og det er der en god<br />
forklaring på. I forbindelse med tørvegravning i mosen fandt husmand Jens Peter Jensen<br />
nemlig i 1905 et skelet af en forhistorisk urokse, og ved hjælp af kulstof 14-datering af<br />
knoglerne har man kunnet fastslå, at den må være død omkring 8.600 f.Kr. I to af ribbenene<br />
fandtes pilespidser af flint, og der er derfor næppe tvivl om, at oksen er blevet anskudt af en stenalderjæger<br />
og derefter løbet ud i mosen, hvor den druknede. Finde<strong>sted</strong>et på Uroksevej ligger lige op til haven ved<br />
det første husmands<strong>sted</strong> på højre hånd, og i vejkanten er rejst en mindesten. Skelettet kan ses i udstillingen<br />
Danmarks Oldtid på Nationalmuseet.<br />
Jens Peter Jensen fik en dusør på 150 kr., hvad der dengang var en betragtelig sum, men stenalderjægeren<br />
må have ærgret sig. Sagen var, at et stort dyr som en urokse ikke blot udgjorde et solidt måltid, men<br />
skindet kunne gøre nytte som beklædning, og knoglerne kunne finde anvendelse som køller, økser og fiskespyd.<br />
I denne den ældste del af stenalderen, som kaldes Maglemosetiden, skiftede Danmarks første jægere<br />
og samlere boplads flere gange i løbet af året, afhængig af hvor de kunne finde føde, og en urokse var et eftertragtet<br />
bytte.<br />
Men jagten på urokser var næppe helt ufarlig; dyret vejede tæt på 1.000 kg, og skulderhøjden var<br />
næsten to meter. I stenalderen var uroksen, der er stamfar til tamkvæget, udbredt i store dele af Europa,<br />
Asien og de nordafrikanske kystområder, men den uddøde på Sjælland og Fyn for ca. 7.000 år siden, mens<br />
den holdt stand i Jylland i endnu et par årtusinder. Den sidste europæiske urokse blev dræbt i Polen så sent<br />
som i 1627.<br />
At uroksen spillede en stor rolle i forhistorisk tid, fremgår af de farvestrålende malerier, som bl.a. findes<br />
i Lascaux-hulerne i Frankrig. Hulemalerierne viser, at de mægtige tyre havde en sortbrun pels med en<br />
143
lysere stribe på ryggen, mens køerne var noget mindre og rødbrune. Hornene var lange, tykke og fremadbuede.<br />
Uroksen fra Vig har siden fået selskab i den forstand, at man i 1983 ved Prejlerup nogle få kilometer<br />
øst for Jyderup fandt endnu et urokseskelet. Ifølge kulstof 14-dateringen er denne okse død omkring 7.400<br />
f.Kr. og dermed godt et årtusind yngre end naboen i Jyderup. Også denne tyr er blevet beskudt af en eller<br />
flere stenalderjægere og er blevet ramt af mindst ni pile i to omgange, men den undslap ligeledes og endte<br />
sine dage i en sø, der gennem tiden blev til en mose, hvis sure vand så at sige konserverede skelettet, der i<br />
dag er udstillet på Zoologisk Museum. Endelig er der fundet et næsten komplet skelet af en urokse ved<br />
Himmelev, som endte sine dage på Roskilde Museum.<br />
→ Uroksevej 1, Jyderup, 4560 Vig.<br />
94. HØJBY<br />
Dobbeltmord i kirken<br />
OGLE få kilometer vest for Nykøbing Sjælland går <strong>Margueritruten</strong> gennem Højby, som<br />
N<br />
blev stationsby, da Odsherredsbanen mellem Holbæk og Nykøbing åbnede i 1899.<br />
Byen har imidlertid eksisteret længe før og var engang en betydelig by; derom vidner et<br />
par middelalderlige vold<strong>sted</strong>er og – ikke mindst – den store kirke, hvis kor og skib er<br />
bygget omkring 1150. Før den nuværende stenkirke lå her en trækirke, og de tre træstave,<br />
som ligger over døren mellem våbenhuset og kirkeskibet, stammer faktisk fra denne oprindelige trækirke.<br />
På grund af kirkens størrelse har man gættet på, at Højby i middelalderen var en købstad ved navn<br />
Højkøbing, som man kunne sejle ind til. Højkøbing nævnes i kong Valdemars jordebog i 1231, og ved den<br />
genskabte Højby Sø er der fundet rester af et middelalderligt havneanlæg. Men da indsejlingen til Højkøbing<br />
sandede til i løbet af middelalderen, blev købstaden nedlagt og rettighederne overført til en by ved Isefjorden,<br />
som næsten kun kan være nutidens Nykøbing Sjælland.<br />
Højby Kirke bør man i dag især besøge på grund af dens rigdom af kalkmalerier fra romansk og gotisk<br />
tid. Mest iøjnefaldende er malerierne på korets og skibets hvælv, der stammer fra tiden lige før 1400, og<br />
dermed er udsmykningen udført, kort efter at kirkens kor og skib fik hvælv. I koret ser man den dømmende<br />
Kristus på regnbuen, den basunblæsende ærkeengel Gabriel, der vækker de døde på dommedag, ærkeenglen<br />
Mikael, der vejer sjælene, og til sidst de fortabte sjæle, der ekspederes til Helvede, mens Satan i egen<br />
nedrige person sidder og venter i flammegabet.<br />
Mens kirken endnu var en mindre, romansk kirke med bjælkeloft, var den rammen om en såre dramatisk<br />
begivenhed, der fandt <strong>sted</strong> på selve juleaften i 1366. <strong>Et</strong> af de middelalderlige vold<strong>sted</strong>er ved søen er<br />
resterne af en borg ved navn Jomfruborg, der med sit tårn lå på en lille banke. Ifølge sagnet boede en vis hr.<br />
144
Ebbe i 1300-tallet på Jomfruborg sammen med sine to døtre, Trunde og Signil. Hans borg var vistnok ikke<br />
noget at prale af, og han havde kun to svende til at hjælpe sig. På et tidspunkt måtte han rejse væk, måske<br />
skulle han på pilgrimsrejse eller han måtte drage i krig – og tilbage på borgen var kun de to døtre og de to<br />
svende.<br />
Ærkeenglen Gabriel vejer sjælene i Højby Kirke (Gunnar Bach Pedersen WP)<br />
I nærheden boede en adelig frue med sine to sønner, Bondo og Skammel, og hverken moderen eller<br />
sønnerne hørte til Guds bedste børn. Det kan ikke udelukkes, at moderen havde en finger med i spillet, da<br />
de to sønner udnyttede hr. Ebbes fravær og aflagde de to døtre et natligt besøg, som jomfruerne ikke havde<br />
bedt om, og som efterlod dem alt andet end jomfruelige. Det kom der to sønner ud af, og selv om de to misdædere<br />
vistnok var indstillet på at gifte sig med hr. Ebbes to døtre, forbød deres mor det. Døtrene svor, at<br />
de ville tage hævn, og da kirkeklokkerne i Højby julenat havde kaldt til midnatsmesse, dræbte de med hver<br />
sin dolk hver sin ungersvend inde i kirken.<br />
Den blodige udåd førte til, at kirken blev lyst i band af paven, og menigheden blev henvist til et spartansk<br />
kapel. De to døtre sad indespærret på Jomfruborg, men det hed sig, at de efter deres død gik igen i<br />
kirken, hvor de med deres lyse lokker forsøgte at viske blodpletterne på gulvet bort, men uden held.<br />
→ Højby Kirke, Bag Kirken 5, 4573 Højby.<br />
145
95. NYKØBING SJÆLLAND<br />
De første landliggere<br />
ET sjællandske Nykøbing blev formentlig grundlagt i begyndelsen af 1200-tallet, og selv<br />
D<br />
om byen var lille og lå afsondret, fik den købstadsrettigheder. Tidspunktet kendes ikke<br />
med sikkerhed, men privilegierne blev bekræftet af Christoffer af Bayern i 1443. Frem til<br />
midten af 1800-tallet udviklede byen sig stort set ikke, men det hjalp, da man i 1840 ved<br />
Isefjorden på sydsiden af byen anlagde en ny havn, der blev et knudepunkt for dampskibstrafikken<br />
på fjorden. Det var dog først med åbningen af jernbanen fra Holbæk i 1899, at byen for alvor kom<br />
ud af sin afsondrethed.<br />
Strand ved Nykøbing Sjælland (ukendt)<br />
Derefter varede det ikke særligt længe, før hovedstadens bedre borgerskab fik øjnene op for Odsherreds<br />
lyksaligheder, og de første sommerhuse blev opført ved Nykøbing Nordstrand i perioden 1910-20.<br />
Men da havde tømrermester Niels Frandsen (1869-1946) allerede set, at der var muligheder i turismen. I<br />
1897 åbnede han et badehotel ved Nordstrand, nærmere bestemt på Lyngvejen, med tilhørende sommerveranda<br />
og fire små såkaldte ”cottages” af fyrretræ samt strandhuse, hvor de badende kunne klæde om.<br />
Dengang lå hotellet i ensom majestæt ved stranden, men i dag er her et tæt bebygget sommerhusområde.<br />
Det gamle hotels hovedbygning ligger her stadig og hedder i dag ”Lyngbo”.<br />
146
Niels Frandsen var i det hele taget en initiativrig mand, som byggede flittigt i Nykøbing, og som med<br />
sit imponerende cykelstyrsskæg og sit kraftige håndtryk satte sit præg på byen. Han var formand for byens<br />
håndværkerforening, brandinspektør og næstformand i banken, og så havde han altså fået den idé, at han<br />
ville drive et badehotel på en grund, som ingen andre mente var noget værd. Han kaldte hotellet ”Kattegatbadet”,<br />
og det blev ret hurtigt meget søgt, ikke mindst af københavnere, som trængte til at komme ud i den<br />
friske luft. Det skadede ikke, at flere hovedstadsaviser skrev om hotellet, at ”et bedre og behageligere bade<strong>sted</strong><br />
kan man vanskelig tænke sig”, og at de samtidig kunne oplyse, at man på hotellet kunne træffe nogle af<br />
”vore bedste digtere og kunstnere”, samt at der blev arrangeret koncerter og anden form for underholdning<br />
på hotellet mindst tre gange om ugen.<br />
Gæsterne boede i træhytterne og spiste på hotellet, men som tiden gik, blev hotellet og hytterne umoderne,<br />
og det endte med, at Frandsen solgte hele herligheden til grosserer Jørgen Gormsen, som brugte<br />
hovedbygningen som sommerbolig. Træhytterne blev omdannet til sommerhuse, og et af dem ejedes i en<br />
periode af fhv. finansminister Poul Møller og hans hustru, tv-journalisten Lis Møller.<br />
Frandsens badehotel var nok det første, men ikke det eneste. I 1907 opførtes Strandhotel ”Rørvig<br />
Bad” ved Dybesø med hele 40 værelser og en stor glasspisesal, og her var der ikke noget primitivt over sommerens<br />
badeliv. Prisen for ophold med helpension var i 1915 mellem 3,50 kr. og 5 kr. om dagen, og dermed<br />
var mere end antydet, at man skulle have en pengepung af en vis størrelse for at indlogere sig. Netop i<br />
1915 talte hotellet blandt sine gæster hele den kongelige familie med kong Christian 10. og dronning Alexandrine<br />
i spidsen.<br />
→ Lyngvejen, 4500 Nykøbing Sjælland.<br />
96. GREVINGE<br />
Det største og dristigste projekt<br />
VIS man ser på et landkort fra slutningen af 1700-tallet, konstaterer man, at Grevinge<br />
H<br />
Kirke dengang lå tæt ved vandet. Det gjorde kirkerne i Fårevejle, Asnæs, Gislinge og<br />
Hage<strong>sted</strong> også, eftersom Lammefjorden dengang var mere end dobbelt så stor som i<br />
dag. Fra Isefjorden strakte den sig så langt ind i Odsherred, at man kun kunne komme<br />
fra Holbæk til Nykøbing Sjælland ved at køre over en smal landtange helt ude vestpå ved<br />
Dragsholm.<br />
Når man i dag følger <strong>Margueritruten</strong> mellem Grevinge og Sandby, kører man derfor på gammel fjordbund.<br />
Det begyndte med, at staten i 1840’erne lod den nordligste fjordarm, som kaldes Sidinge Fjord, inddæmme,<br />
men det blev en dyr fornøjelse, og det viste sig, at kun omkring halvdelen af området blev tørt nok<br />
til, at det kunne opdyrkes. Staten havde brændt fingrene og var derfor absolut ikke interesseret, da de første<br />
planer om en inddæmning og tørlægning af selve Lammefjorden fremkom.<br />
147
Projektet var da også overordentlig omfattende. Der var tale om et areal på 5.700 ha, og hvis det blev<br />
gennemført, ville det være det største og dristigste projekt af sin art nogensinde. Måske ville projektet også<br />
være blevet liggende i skrivebordsskuffen, hvis ikke lensbaron Georg Frederik Zytphen-Adeler (1810-78)<br />
fra Dragsholm (som dengang hed Adelersborg) havde engageret sig i sagen. I første omgang havde han kig<br />
på de fire små øer, som dengang lå i fjordens nordvestlige del; de lå tæt på hans egen jord, og hvis dette område<br />
blev tørlagt, ville det tilføre ham et ikke ubetydeligt landbrugsareal. Han slog sig sammen med tre andre<br />
herrer, og i 1872 fik de koncession på et landvindingsprojekt, der omfattede hele Lammefjordens vestlige<br />
del.<br />
Der skulle bygges en dæmning mellem Audebo og Gundestrup, hvad der ville gøre færgemanden på<br />
dette <strong>sted</strong> arbejdsløs. Han fik en kontant erstatning, og så kunne man gå i gang. Der var bare et lille problem:<br />
Finansieringen af det storstilede projektet manglede. De danske banker opfattede projektet som<br />
uoverskueligt og risikabelt, så der var ingen hjælp at hente hos dem. Men med møje og besvær lykkedes det<br />
koncessionshaverne at interessere nogle bankierhuse i Hamburg for projektet, og i januar 1873 kunne man<br />
stifte ”Aktieselskabet til Lammefjordens Tørlægning”. Statutterne var på tysk, og hovedparten af aktiekapitalen<br />
var tysk.<br />
Det hele tegnede altså lyst: Den danske stat gav aktieselskabet ejendomsret til det land, som blev indvundet<br />
– oven i købet med 20 års skattefrihed. Zytphen-Adeler blev formand for selskabets bestyrelse, og<br />
spaden blev sat i jorden i april 1873. Dæmningen stod færdig i september 1874, og så begyndte udpumpningen<br />
af fjordvandet. Det blev en langt større opgave end forventet, og omkostningerne blev mere end<br />
dobbelt så høje som budgetteret. Faktisk blev Lammefjorden først endeligt tørlagt i 1943 – med støtte fra<br />
staten. Til gengæld fik man virkelig god landbrugsjord ud af det, men det nåede Zytphen-Adeler ikke at opleve.<br />
I Fårevejle Stationsby, der opstod på en af de gamle øer i Lammefjorden, rejstes i 1928 en statue af<br />
Zytphen-Adeler med teksten ”Tørlægningens fader”. Ifølge en sejlivet vandrehistorie fik man kun samlet<br />
penge nok til en buste, og derfor skal billedhuggeren Rasmus M. Andersen have udført resten af statuen ved<br />
at genbruge støbeformen til en statue af hedens opdyrker Enrico Dalgas, som står i Aarhus.<br />
→ Grevinge Kirke, Skolebakken 2, 4571 Grevinge.<br />
→ Statue af Georg Frederik Zytphen-Adeler, Adelers Allé 131, 4540 Fårevejle.<br />
148
97. TORBENFELD<br />
Kongelig fryd<br />
Å strækningen mellem Mørkøv og Ugerløse passerer <strong>Margueritruten</strong> Torbenfeld, som er<br />
P<br />
blevet kaldt et ”nærmest pastoralt smukt herregårdsanlæg”. Ualmindelig flot tager herregården<br />
sig i hvert fald ud, når man kører forbi på landevejen; man tænker uvilkårligt, at<br />
sådan må en dansk herregård simpelt hen se ud. Den ligger på en halvø i søen og er omgivet<br />
af sine ladegårdsbygninger, og ved landevejen ligger den hvidkalkede Frydendal Kirke<br />
fra 1459, som tilhørte Torbenfeld helt indtil 1980.<br />
Det kan ikke overraske, at denne ”prototype” på en dansk herregård har været brugt flere gange som<br />
filmkulisse. Således er de tre Morten Korch-film fra 1960’erne, ”Kampen om Næsbygård”, ”Næsbygårds<br />
arving” og ”Krybskytterne på Næsbygård” med Ole Neumann (Lille Per) som godsejerens barnebarn alle<br />
optaget på Torbenfeld, der siden 1873 har været i slægten Treschows eje.<br />
Torbenfeld (Hubertus WP)<br />
Herregårdens historie begynder allerede i begyndelsen af 1300-tallet, og navnet Torbenfeld hænger<br />
muligvis sammen med, at den på daværende tidspunkt var ejet af en adelsmand ved navn Torben Nielsen,<br />
der havde fået gården, da han giftede sig ind i Hvideslægten. Det er altså ikke usandsynligt, at det – endnu<br />
en gang – er Hvideslægten, som oprindelig har ejet gården. Omkring 1375 blev der opført et stenhus på en<br />
ø i søen, hvorfra der blev bygget en bro til den foranliggende holm. Her stod en portbygning, og herfra blev<br />
der etableret en dæmning til ”fastlandet”. Når herregården i dag befinder sig på en halvø, skyldes det, at øen<br />
og holmen i mellemtiden er ”vokset sammen”. Den østlige fløj er opført i 1577, mens nordfløjen fra 1767<br />
erstattede en ældre bindingsværksbygning. Det store hjørnetårn er dog først tilføjet i 1906, da hele anlæg-<br />
149
get blev underkastet en grundig restaurering, der gav herregården sit nuværende, meget vellykkede udseende.<br />
I 1907 fik herregården sit oprindelige navn Torbenfeld tilbage. Da Frederik 3. i 1668 byttede sig til<br />
gården, kaldte han den Frydensborg, men ændrede kort efter navnet til Frydendal (og det navn har kirken<br />
som nævnt beholdt). Kongen, der havde en vane med at hitte på nye navne, der udtrykte de følelser, som naturen<br />
inspirerede ham til, satte tydeligvis pris på det dejlige <strong>sted</strong>, hvor han opholdt sig flere gange i 1668 og<br />
1669. Desværre fik Danmarks første enevoldskonge ikke megen glæde af sin nyerhvervelse, for han døde i<br />
1670. Frydendal overgik til sønnen, prins Jørgen (1653-1708), men han var mere interesseret i at skabe<br />
sig et godsimperium omkring Vordingborg, så han byttede Frydendal med Jungshoved.<br />
I 1683 giftede prins Jørgen sig i øvrigt med den engelske prinsesse Anne og flyttede til England. Hun<br />
blev engelsk dronning i 1702, og ægtefællen har næppe haft synderlig tid til at interessere sig for sine<br />
sjællandske besiddelser. Prins Jørgen har lagt navn til ”Prins Jørgens march”, der blev komponeret af Jeremiah<br />
Clarke i 1699, og som blev kendt som kendingsmelodi for BBC’s radioudsendelser til Danmark under<br />
den tyske besættelse 1940-45.<br />
Der er ikke adgang til herregården, men man kan se den fra vejen.<br />
→ Torbenfeld, Ring<strong>sted</strong>vej 50, 4440 Mørkøv.<br />
98. KONGSDAL<br />
Godsejernes stædige leder<br />
E to herregårde Torbenfeld og Kongsdal ligger på rad og række på <strong>Margueritruten</strong> mellem<br />
Mørkøv og Ugerløse. Der er ikke offentlig adgang til nogen af dem, og i det hele taget<br />
D<br />
har de en del til fælles: De har begge i den tidlige middelalder tilhørt den på Sjælland<br />
alle<strong>sted</strong>snærværende Hvideslægt, og de blev begge erhvervet af Frederik 3. Enevoldskongen<br />
fik først fat i Torbenfeld i 1668, og året efter byttede han sig til Kongsdal. Ligesom<br />
han ændrede Torbenfelds navn til Frydendal, er navnet Kongsdal også hans opfindelse; gården hed oprindelig<br />
Tygestrup, men kongen ønskede åbenbart at signalere, hvem der nu sad på ejendommen. Det blev<br />
imidlertid en kort fornøjelse, for kongen forlod denne verden i 1670. Ligesom Torbenfeld blev Kongsdal<br />
overdraget til sønnen prins Jørgen, og ligesom Torbenfeld blev Kongsdal hurtigt mageskiftet med Jungshoved.<br />
Det var knap 100 år efter, at den pommerske adelsmand Peder Reedtz (1531-1607) i 1587 havde<br />
byttet sig til Tygestrup, og på daværende tidspunkt var gården ikke stort andet end ”nogle forfaldne hytter”.<br />
Dem fik Reedtz fjernet og erstattet af et nyt, trefløjet renæssanceanlæg, der vel sagtens knap nåede at blive<br />
færdigt, før han døde. I 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet skiftede Kongsdal ejer ikke færre end 13<br />
gange, men i 1835 købte Hector Estrup (1794-1846) gården, som siden da har været i slægten Estrups<br />
150
eje. Den første Estrup var historiker og blev direktør for Sorø Akademi, men takket være sit ægteskab med<br />
Jacobine Scavenius (1800-29) fra Gjorslev og efter hendes tidlige død med hendes søster Anna Christine<br />
(1798-1882) blev han en holden mand. Fra 1837 helligede han sig Kongsdal og sine historiske interesser,<br />
men han led af tuberkulose, som han bukkede under for i en alder af 52.<br />
Sønnen Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913) var lige blevet færdig med sin uddannelse<br />
som forst- og landmand, da faderen døde, og han kom nu til at eje Kongsdal i mere end 60 år. I 1852 købte<br />
han også Skaføgård på Djursland, men det er som en af 1800-tallets mest markante politikere, at han huskes.<br />
Han blev valgt til Landstinget i 1864 og blev her godsejernes mest fremtrædende repræsentant. Året<br />
efter blev han indenrigsminister, men han blev navnlig kendt og populær som ”jernbaneministeren”, der<br />
stod fadder til en række jernbaneanlæg og anlæggelsen af Esbjerg havn.<br />
Kongsdal (Ramblersen2 WP)<br />
Estrup trådte tilbage som minister i 1869, vistnok af helbredsårsager, men han bevarede sin position<br />
som leder af Landstingets godsejergruppe, og i 1875 kunne han ikke sige nej til kongens opfordring om at<br />
danne sit eget ministerium, hvor han ikke blot beklædte posten som konseilspræsident (statsminister), men<br />
også påtog sig finansministerposten. Hans politik var i og for sig enkel: Han så det som sin fremmeste opgave<br />
at forhindre den parlamentarisme, som Folketingets Venstreflertal advokerede for, og så ville han gennemføre<br />
den befæstning af København, som militæret anbefalede, men som langt de fleste Venstrefolk<br />
151
havde ualmindelig svært ved at se fidusen i. Det førte til en konfrontation med Folketingets flertal, der ikke<br />
ville godkende Estrups finanslove. Estrups svar var at hjemsende Folketinget og at lade udarbejde provisoriske<br />
finanslove, der bemyndigede regeringen til at afholde ”de til statsstyrelsens forsvarlige førelse nødvendige<br />
udgifter”. Dermed kunne regeringen eksempelvis bevilge penge til ekstraordinære forsvarsudgifter,<br />
herunder Københavns befæstning.<br />
Fra 1885 ud<strong>sted</strong>te Estrups regering hvert år provisoriske finanslove, og først i 1894 blev der indgået<br />
et kompromis, som i sidste ende førte til indførelsen af parlamentarismen i 1901. Forliget var tydeligvis ikke<br />
Estrups kop te, og han trådte tilbage som konseilspræsident, men som medlem af Landstinget fortsatte<br />
han med at bekæmpe de efterfølgende ministerier, som efter hans mening saboterede de holdninger, han<br />
som regeringsleder havde stået for.<br />
Estrup blev den længst siddende regeringsleder i Danmark, og som den eneste af slagsen blev han<br />
udsat for et attentatforsøg, da en ung typograf i 1885 forsøgte at skyde ham ned på åben gade. Det mislykkedes<br />
imidlertid, fordi den første kugle prellede af på Estrups frakkeknap (man spørger sig selv, hvilket materiale<br />
den knap var lavet af, siden den kunne modstå en revolverkugle), mens den anden var en decideret<br />
forbier.<br />
→ Kongsdal, Kongsdalvej 5A, 4440 Mørkøv.<br />
99. UNDLØSE<br />
Den hellige Birgitta<br />
VIS man har den mindste interesse for kalkmalerier, bør man standse ved Undløse Kirke,<br />
der ligger på <strong>Margueritruten</strong> mellem Mørkøv og Ugerløse. Vi kender ikke navnet på<br />
H den mester, som har udført kalkmalerierne, og derfor må vi nøjes med at kalde ham<br />
”Undløsemesteren” eller ”Unionsmesteren”, fordi han menes også at have udsmykket<br />
kirker på den anden side af Øresund. Han har kunnet sit fag og lidt til, og Poul Nørlund,<br />
der var direktør for Nationalmuseet i perioden 1938-51, kaldte ham en ”usædvanlig dygtig og indtagende<br />
maler”.<br />
I Undløse Kirke dækker kalkmalerierne to hvælv, og de er formentlig malet mellem 1425 og 1450. I<br />
det ene fag ses Kristi fødsel, kongernes tilbedelse og legenden om Sankt Laurentius, som kirken er viet til,<br />
mens næste fag bl.a. rummer kunstnerens mesterværk, Opstandelsen, som blev optaget i Kulturministeriets<br />
kulturkanon i 2006.<br />
Motiverne til kalkmalerierne er ofte hentet fra fattigmandsbibelen ”Biblia pauperum”, som var en<br />
slags billedbog med korte tekster, der var meget udbredt i 1400- og 1500-tallet, især blandt tiggermunkene.<br />
De brugte dem som pædagogiske hjælpemidler, når de stod over for en menighed, hvoraf langt de<br />
fleste var analfabeter. Men der er ét billede i Undløse Kirke, som har hentet sin inspiration et helt andet<br />
152
<strong>sted</strong>, nemlig billedet af Jesu fødsel. Maria har taget sine sko af og står i knælende fødestilling, mens Jesusbarnet<br />
ligger i stråleglans på staldens gulv. Til venstre snorksover Josef med hånden under sin kind og er<br />
altså gået glip af hele miraklet. Til højre i billedet ses imidlertid endnu en figur, som ikke har det fjerneste<br />
med begivenheden i Betlehem julenat at gøre. Hun knæler, iført pilgrimsdragt, og hun har en taske over<br />
skulderen og en vandrerstav i hånden.<br />
Der kan ikke være tvivl om, at figuren er den hellige Birgitta, og at inspirationen til dette billede<br />
stammer fra hendes visioner. Birgitta af Vadstena (ca. 1303-73), der tilhørte en svensk stormandsslægt,<br />
blev gift som 14-årig, og i ægteskabet fødte hun otte børn. Både som barn og som voksen havde hun religiøse<br />
syner og åbenbaringer, og i 1341-42 var hun med sin mand på pilgrimsrejse til Santiago de Compostela<br />
i Spanien. De indtrådte derefter begge i cistercienserklostret i Alvastra ved Vättern i Sverige, og da<br />
hendes mand døde et par år senere, helligede hun sig fuldt og helt religiøse opgaver. Hun så det som sin<br />
mission at frigøre troen for vildfarelser og at bibringe menneskene et sandt guddomsliv gennem åndelig fordybelse.<br />
Hun tilbragte den sidste tredjedel af sit liv i Rom og var også på pilgrimsrejse til Det hellige land.<br />
Hendes åbenbaringer blev nedskrevet efter hendes diktat, og i 1370 havde hun en åbenbaring, hvor<br />
jomfru Maria viste hende, hvordan Jesu fødsel gik for sig. Birgitta så, hvordan Maria tog sine sko af og lagde<br />
sin kappe fra sig, og hvordan hun derefter knælede med ryggen til krybben og fødte i denne stilling. Hun så<br />
også det blændende lys, som udstrålede fra den nyfødte, og at Maria bøjede sig over sin søn med foldede<br />
hænder og sagde: ”Vær velkommen, min Gud, min herre og min søn”. Det er denne scene, som er gengivet<br />
på kalkmaleriet i Undløse Kirke – ned til mindste detalje i overensstemmelse med Birgittas åbenbaring.<br />
Birgitta grundlagde birgittinerordenen, som etablerede to klostre i Danmark, nemlig i Maribo og Mariager,<br />
og efter sin død blev hun helgenkåret. Som oftest afbildes hun netop med taske og vandrestav, og<br />
hun er blevet symbolet på en pilgrim. Hendes bøn er blevet alle pilgrimmes bøn: ”Herre, vis mig din vej, og<br />
gør mig villig til at vandre den”.<br />
→ Undløse Kirke, Hovedgaden 2, Undløse, 4340 Tølløse.<br />
100. HOLBÆK<br />
Elefantens ishus<br />
Å hjørnet af Bysøstræde og Bagstræde i Holbæk ligger et ishus. Det lille, rødkalkede bindingsværkshus<br />
i 1½ etage har imidlertid ikke været en iskagebod, men et ishus i ordets<br />
P mest bogstavelige betydning. Det blev opført i 1857-67 af Holbæk Elefant Apotek, og<br />
formålet var at opbevare den råis, som man i isvintre huggede på søen eller fjorden. Isblokkene<br />
blev transporteret til ishuset og pakket godt ind i tørvesmuld eller andet isoleringsmateriale,<br />
så det kunne holde sig hele året. Apotekeren brugte isen i forbindelse med sin fremstilling af medikamenter<br />
og i sin egen husholdning. Huset blev istandsat i 1978 og anvendes i dag af Museum Vestsjæl-<br />
153
land til opbevaring af genstande. Holbæk Elefant Apotek blev oprettet i 1705 og er dermed en af byens ældste<br />
virksomheder. I 1720 flyttede apoteket ind i ejendommen i Ahlgade 32, som i midten af 1800-tallet fik<br />
sin nuværende empirefacade. I den lange, røde bygning langs Bysøstræde var der tidligere gæsteværelser,<br />
eftersom der indtil 1880 faktisk hørte både skænkestue og hoteldrift med, når man var apoteker.<br />
Holbæk Museum (ukendt)<br />
Bysøstræde har ikke overraskende navn efter Holbæks tidligere bysø, som oprindelig var byens vaskeog<br />
vandings<strong>sted</strong>, og som blev gennemstrømmet af bybækken på dens vej ud i fjorden. Tøjvask i bysøen blev<br />
imidlertid forbudt allerede i 1609, og søen blev efterhånden fyldt med alskens efterladenskaber. Den blev<br />
fyldt op i 1883, og i <strong>sted</strong>et gravede man en kunstig sø, der skulle forsyne dampmøllen med kølevand. Dampmøllen<br />
er for længst nedlagt, men søen er her stadigvæk som et lille, grønt åndehul, der kaldes Bysøparken.<br />
Her står ”apotekerpavillonen”, som oprindelig blev opført i apotekerens have ca. 1850.<br />
Bagstræde har såmænd fået sit navn, fordi den befandt sig bag byens hovedgade Ahlgade. Det var her,<br />
byens reberbaner befandt sig; den sidste af dem blev nedlagt i 1896. Hvis man fortsætter ad Bagstræde,<br />
kommer man til Klosterstræde, hvor Museum Vestsjælland råder over en hel stribe gamle huse fra 1700-tallet.<br />
I nummer 8 kan man se en arbejderlejlighed fra 1940’erne, mens nummer 10 og nummer 12 i århundreder<br />
har været beboet af håndværkere; i nummer 12 kan man se et bødkerværk<strong>sted</strong>, et malerværk<strong>sted</strong> og<br />
en udstilling om keramik og lervarer. Nummer 14 er en tidligere håndgerningsskole, nummer 16 er en<br />
smuk bindingsværksbygning fra 1670 med en udstilling om byen og omegnens historie, og i det gamle<br />
rådhus fra 1844 i nummer 18 er der museumsbutik og café. I alt består museet af 12 gamle bygninger, der<br />
154
alle ligger på deres oprindelige plads – bortset fra Købmandsgården fra 1660, som blev flyttet fra Ahlgade 1<br />
i 1937.<br />
→ Holbæk Museum, Klosterstræde 18, 4300 Holbæk. vestmuseum.dk<br />
101. TEMPELKROG<br />
Forfatternes ”Dejlighed”<br />
ÅR man på <strong>Margueritruten</strong> kører over Munkholmbroen, ligger den inderste del af Isefjord,<br />
som hedder Tempelkrog, på sydsiden. Navnet er en kende usædvanligt, og det<br />
N indlysende spørgsmål er: Hvilket tempel er der tale om? Man skal tilbage til Reformationen<br />
i 1536 for at finde svaret: Det var nemlig ikke alle, der med ét slag havde lyst til at<br />
blive protestanter og lægge den katolske tro bag sig. Nogle af dem, der ønskede at forblive<br />
katolikker, byggede i al hemmelighed en lille trækirke på Asserholm i bunden af vigen – som de kaldte<br />
deres tempel.<br />
Det kom imidlertid bispen i Roskilde for øre; han sendte sin private hær af <strong>sted</strong>, og den sørgede for, at<br />
templet nedbrændte og blev fjernet fra jordens overflade. Biskoppen kunne glædesstrålende meddele, at nu<br />
var der ikke flere katolikker tilbage – men navnet Tempelkrog fik han ikke bugt med, og det bruges altså den<br />
dag i dag.<br />
Den østlige del af Tempelkrog udgør sammen med den sydøstlige del af Bramsnæs Vig, der ligger<br />
nord for broen, et flot fjordlandskab – det er blevet kaldt ”et af de flotteste hertillands”, og det bærer da også<br />
navnet ”Dejligheden”. Området indgår i de ”sjællandske alper” og omfatter flere høje skrænter på 40-50<br />
meter, hvorfra udsigten over vigen er førsteklasses. Lige øst for broen lå Langtved Færgekro fra 1700-tallet,<br />
hvor der var et mølledrevet garveri, og hvor bønderne også kunne få malet mel. Den stråtækte kro<br />
brændte imidlertid i 2009, da forpagteren var i gang med at stege aftensmaden i margarine.<br />
I 1849 boede digteren Christian Winther (1796-1876) i en kort, men lykkelig periode på Krabbeslund<br />
ved Bramsnæs Vig på nordsiden af broen. Han var kort forinden blevet gift med Julie Werliin (1813-<br />
81), der omsider var blevet skilt fra den præst, hun havde været gift med. Den hede romance mellem Julie<br />
og Christian havde da stået på i en længere årrække, men da præsten opsnappede et kærlighedsdigt fra<br />
Christian til Julie og derefter gennembankede hende, tog hun sit gode tøj samt parrets to børn og gik sin<br />
vej.<br />
Også forfatterne Henrik Pontoppidan (1857-1943) og Frank Jæger (1926-77) har været betaget af<br />
”Dejligheden”. I sine erindringer gør Pontoppidan endda et besøg i sommeren 1879 i Kirke Hyllinge<br />
præstegård og de nærmeste omgivelser til et vendepunkt i sit unge liv. Han skulle den sommer op til den<br />
afsluttende ingeniøreksamen, men opgav til fordel for en usikker tilværelse som forfatter: ”Det skulle nu gå<br />
mig som det i sin tid var gået Christian Winther her. Også jeg tabte mit hjerte til det den gang endnu ret<br />
155
ukendte lille alpeland med de prægtige skove og dybe kilderislende dale. Følte jeg mig ikke længere i gæld<br />
til den store lyriker for andet, så var og blev jeg ham gennem mange år inderlig taknemlig for dette eventyrrige,<br />
som jeg uden ham sikkert ikke havde fundet vej til”.<br />
Tempelkrog (Mie Krarup Madsen)<br />
→ Munkholmbroen, Munkholmvej, 4060 Kirke Såby.<br />
102. SÆBY (HORNSHERRED)<br />
Holten og Mangor<br />
S<br />
TEDNAVNET Sæby findes flere <strong>sted</strong>er i Danmark, men her drejer det sig om landsbyen<br />
Sæby med godt 300 indbyggere og et fint gadekær, som <strong>Margueritruten</strong> kommer forbi på<br />
sin vej gennem Hornsherred. I byens vestlige ende ligger kirken bag et fint kirkegårdsdige;<br />
på grund af sin størrelse kaldes den somme tider ”Hornsherreds domkirke”. Når man først<br />
ser den, tænker man, at den må være af yngre dato, men bag de gule sten gemmer der sig<br />
156
faktisk resterne af en oprindelig, romansk kirke fra slutningen af 1100-tallet. Bjælkeloftet blev erstattet af<br />
hvælvinger i 1300-tallet, mens tårnet blev opført engang i 1400-tallet.<br />
På selveste juleaften i 1823 skete der imidlertid en katastrofe: Tårnet styrtede ned med det resultat, at<br />
hovedparten af kirken blev ødelagt. Kirken tilhørte på daværende tidspunkt det nærliggende Krabbesholm<br />
gods, og heldigvis var ejeren i den grad ved muffen. Nicolai Holten (1775-1850) var søn af en apoteker fra<br />
Helsingør, men han kunne noget med penge. Han kom i handelslære og etablerede sig derefter som mægler<br />
i København, men det var formentlig heldige spekulationer i statspapirer, der gjorde ham til en hovedrig<br />
mand. Han købte Krabbesholm i 1810, og da regeringen håbede at kunne drage nytte af hans finansielle evner,<br />
blev han i 1816 ansat i Statsgældsdirektionen.<br />
Han beskrives som en dygtig og samvittighedsfuld embedsmand, men også som en generøs mæcen<br />
for kunst og litteratur. Da Sæby Kirke skulle genopbygges, valgte han en af tidens fremmeste arkitekter,<br />
Jørgen Hansen Koch, der var elev af klassicismens store mester, C.F. Hansen, og som havde bistået C.F.<br />
Hansen ved genopbygningen af domkirken i København. Koch holdt fast i læremesterens klassicisme, og<br />
det ses på Sæby Kirke: Her er ingen svinkeærinder, men lutter rene linjer og symmetri. Også kirkens alterbillede<br />
vidner om Holtens sans for det ypperste: Det er malet af et af tidens største navne inden for malerkunsten,<br />
nemlig C.W. Eckersberg.<br />
Over døren i kirkens østlige ende ses en mindeplade<br />
med teksten: ”1824 blev denne kirke ombygget af Nicolai<br />
Holten til Krabbesholm og hans hustru Hanne Mangor”.<br />
Hvis nogen synes, at navnet Mangor lyder bekendt, er det<br />
nok, fordi de på et eller andet tidspunkt har haft fingre i Madam<br />
Mangors kogebøger. Anne Marie Bang (1781-1865)<br />
giftede sig som 19-årig med juristen Valentin Mangor, der<br />
var en bror til Holtens hustru Hanne, men manden døde allerede<br />
i 1812, og Anne Marie sad tilbage med tre døtre og<br />
en særdeles anstrengt økonomi.<br />
Familien på Krabbesholm hjalp bl.a. på den måde, at<br />
de tre piger kom til at opholde sig hos dem i længere perioder.<br />
I 1837 udsendte Anne Marie Mangor anonymt og på<br />
eget forlag sin første ”Kogebog for små husholdninger”,<br />
der var revolutionerende derved, at opskrifterne var forsynet<br />
med nøjagtige angivelser af mål, vægt og tid. Senere<br />
fulgte yderligere to kogebøger, og til sammen er de tre kogebøger<br />
efterhånden blevet trykt i omkring en halv million<br />
Sæby Kirke (Orf3us WP)<br />
eksemplarer.<br />
→ Sæby Kirke, Hornsherredvej 436, Sæby, 4070 Kirke Hyllinge.<br />
157
103. GERSHØJ<br />
Kroen og færgerne<br />
NDERVEJS gennem Hornsherred kommer <strong>Margueritruten</strong> til havnen i Gershøj, der ligger<br />
ualmindelig smukt ved Roskilde Fjord. Det samme kan man sige om kirken fra 1100-<br />
U tallet, hvis placering i øvrigt hænger sammen med den Sankt Laurentii kilde, som stadig<br />
findes et par hundrede meter øst for kirken. Kilden blev – ligesom de mange andre hellige<br />
kilder i Danmark – opsøgt af folk, som håbede at blive kureret for deres svagheder og dårligdomme.<br />
Kilden var åbenbart mest virkningsfuld på Sankt Hans aften, og indtil langt op i 1800-tallet kom<br />
folk valfartende hertil på netop dette tidspunkt.<br />
I 1800-tallet lå der tre gårde og en halv snes huse i Gershøj, og befolkningstallet blev opgjort til 180.<br />
Men i august 1857 skete der noget epokegørende: Den splinterny hjuldamper ”Frederik den VII” begyndte<br />
at besejle Gershøj på sine ture fra Roskilde via Frederikssund og Frederiksværk til Nykøbing Sjælland.<br />
Til den ende blev der bygget en solid landgangsbro ved Gershøj, som blev anløbet to gange om ugen; fra<br />
1863 blev der endda sejlet hver dag med et mindre skib, ”Adjudanten”, til Roskilde, og det siger sig selv, at<br />
skibsforbindelserne var en appelsin i turbanen på Anders Larsen, som omkring 1845 havde åbnet en kro i<br />
Gershøj.<br />
Initiativtageren til færgefarten var flådeofficeren Alexander Wilde (1815-96), som i 1850 havde giftet<br />
sig med Ida Holten Thiele, hvis slægt ejede Krabbesholm i Hornsherred. Wildes selskab kunne imidlertid<br />
ikke få sejladsen til at give overskud, og det blev derfor likvideret i 1880, men allerede året efter stod<br />
et nyt selskab klar og fortsatte sejladsen med en ny dampfærge, der blev navngivet ”Hornsherred”. Ruten<br />
gik fra Roskilde til Selsø Møllekrog, og den sejlede uafbrudt frem til 1. Verdenskrig. I Gershøj så en ny og<br />
såre initiativrig kromand mulighederne: Han udbyggede kroen i 1907 og gav den navneforandring til Gershøj<br />
Badehotel.<br />
Men i Lyndby helt inde i bunden af fjorden var man utilfreds med, at færgen ikke sejlede den vej. En<br />
kreds af Lyndbybønder og et par købmænd i Roskilde etablerede derfor et konkurrerende selskab, der indkøbte<br />
en ny båd ved navn ”Pilen”. På turene mellem Roskilde og Lyndby anløb den Gershøj – men kunne ikke<br />
få lov at benytte den derværende landgangsbro. Selskabet måtte derfor bekoste en træbro ud for badehotellet<br />
lige ved siden af, hvad der i det lange løb var en dyr affære, eftersom den flere gange blev ødelagt af<br />
isen og måtte genopbygges.<br />
Konkurrencen mellem de to selskaber blev yderligere skærpet, da der i 1913 åbnede en rutebilrute<br />
mellem Roskilde og Skibby, og de fik begge to dødsstødet, da et tredje selskab etablerede sommersejlads i<br />
1927, og da den midtsjællandske jernbane mellem Frederikssund og Hvalsø åbnede i 1928. De lokale fiskere<br />
købte den gamle og efterhånden noget vakkelvorne landgangsbro i 1931 for 100 kr. kontant og byggede<br />
i 1935 en mole, så der opstod en lille fiskerihavn. Molebyggeriet overlevede imidlertid ikke isvinteren<br />
i 1942, og havnen måtte nærmest genopbygges fra bunden efter befrielsen. Desværre gjorde den tiltagende<br />
forurening mange af fiskerne arbejdsløse, og den sidste heltidsfisker lagde op i 1997.<br />
158
Erhvervsaktiviteterne er altså en saga blot, men så meget mere idyllisk er Gershøj Havn i dag. Der er<br />
ca. 60 både- og jollepladser, og foran kroen er der en lille, familievenlig strand. Fra stranden eller fra molen<br />
kan man svømme ud til en ponton, hvorfra børn og andre badelystne sjæle kan hoppe i vandet.<br />
→ Gershøj havn, Gershøjvej 105, Gershøj, 4070 Kirke Hyllinge.<br />
104. SKIBBY<br />
Den farlige krønike<br />
ÅR man kører ad <strong>Margueritruten</strong> i Hornsherred, kan man nærmest ikke undgå at lægge<br />
N<br />
mærke til den store kirke i Skibby. Den er formentlig bygget allerede i første halvdel af<br />
1100-tallet, og i modsætning til andre kirker, som senere blev udvidet og tilbygget, var<br />
Skibby Kirke fra begyndelsen større end en almindelig landsbykirke.<br />
At man så tidligt byggede en kirke af de dimensioner i Skibby, må hænge sammen<br />
med, at byen spillede en betydelig rolle i den tidlige middelalder. I Valdemar Sejrs jordebog fra 1231 nævnes<br />
Skibby da også blandt landets købstæder, men allerede i 1300-tallet blev købstadsrettighederne tilsyneladende<br />
annulleret. Måske hang det sammen med ”den sorte død”, som kom til Danmark i 1349-50 og lagde<br />
store dele af landet øde. Ikke mindst i Hornsherred ramte pesten hårdt, og hele landsbyer forsvandt fra<br />
landkortet.<br />
Men den store kirke i Skibby blev stående med sit fornemme, romanske kalkmaleri i apsis. Det er<br />
dateret til perioden omkring 1150 og hører dermed til blandt Danmarks allerældste kalkmalerier. Man ser<br />
Kristus siddende på sin trone, omgivet af de fire evangelister og deres symboler. Ligesom stort set alle andre<br />
kalkmalerier blev billedet kalket over en gang efter Reformationen, men det blev genfundet i 1854 og derefter<br />
afdækket og restaureret som det første romanske kalkmaleri i landet. Derud over rummer kirkens kor<br />
kalkmalerier fra gotisk tid, dvs. første halvdel af 1300-tallet.<br />
I 1650 fandt man et manuskript i et hulrum i muren bag alteret i apsis. Det latinske håndskrift viste<br />
sig at være forfattet af teologen Poul Helgesen (født ca. 1485), der tilhørte karmeliterordenen. Han kom til<br />
at undervise på universitetet i København, hvor han som den første i Danmark gjorde de studerende bekendt<br />
med Luthers tanker. Selv var han meget kritisk over for den katolske kirke, men han ønskede at reformere<br />
den indefra og lagde derfor afstand til Luthers ønske om et totalt brud med katolicismen.<br />
Hvorfor manuskriptet blev gemt netop i Skibby Kirke, ved vi ikke – men når man læser Helgesens<br />
ord, forstår man, hvorfor det skulle gemmes af vejen og bestemt ikke offentliggøres. Han siger nemlig sin<br />
uforgribelige mening om ”tyrannen” Christian 2., og heller ikke Frederik 1. og reformatoren Hans Tausen<br />
får just rosende ord med på vejen. Man kan sige, at eftersom den lutherske tro sejrede ved Reformationen i<br />
1536, befandt Helgesen sig på det tabende parti – og så meget desto større grund var der givetvis til at gemme<br />
manuskriptet af vejen.<br />
159
De tre konger i Skibby Kirke (Orf3us WP)<br />
Manuskriptet, som sædvanligvis kaldes ”Skibbykrøniken”, er en meget personlig og særdeles kritisk<br />
skildring af de politiske begivenheder i Danmark i begyndelsen af 1500-tallet, men det stopper midt i en<br />
sætning med ordene ”Medens dette gik for sig…”. Helgesen var nået til beskrivelsen af året 1534, hvor<br />
Grevens Fejde udspillede sig, og det er uvist, hvorfor han ikke skrev krøniken færdig. Helgesens videre<br />
skæbne kendes heller ikke.<br />
→ Skibby Kirke, Kirkestræde 2, 4050 Skibby.<br />
160
105. JÆGERSPRIS<br />
”Hjorteper”<br />
ÆGERSPRIS var allerede i 1318 krongods, og de nærliggende skove blev især værdsat af<br />
J<br />
de jagtglade konger Frederik 2. og Christian 5. En gang i løbet af middelalderen blev nordfløjen<br />
opført i sengotisk stil, og i første halvdel af 1700-tallet tilføjedes yderligere tre fløje.<br />
Både Frederik 6. og Christian 8. kom gerne på Jægerspris, men Jægerspris blev mere end<br />
noget andet Frederik 7.s foretrukne sommerresidens.<br />
Frederik 7. var ganske vist aldeles ikke til jagt, men til gengæld lå Jægerspris tilpas langt væk fra hoffet<br />
og hovedstadens honoratiores, som så med stor foragt på hans livsledsagerske Louise Rasmussen (1815-<br />
74). Først i 1850 satte han sin vilje igennem og giftede sig med hende til venstre hånd og gav hende titlen<br />
lensgrevinde af Danner. Det var Louise Rasmussens alt andet end prangende generalieblad, der fik de københavnere,<br />
der selv mente, at de var noget ved balletmusikken, til både at rynke panden og på næsen. Hun<br />
var født uden for ægteskab af en tjenestepige, der åbenbart var kommet for tæt på sit grossererherskab, men<br />
moderen gjorde sit bedste for at opfostre hende, og som 11-årig blev Louise optaget på Den Kongelige<br />
Teaters Balletskole. Her lærte hun bogtrykker Carl Berling (1812-71) at kende, og det kom der i 1841 en<br />
søn ud af – samt en afskedigelse fra balletten. Sønnen blev sat i pleje, og Louise etablerede sig som modehandlerske<br />
på Vimmelskaftet.<br />
Det var netop gennem Berling, at Louise engang i 1830’erne mødte Frederik. Han var på det tidspunkt<br />
kronprins og havde bestemt ikke haft held med sine kvindelige bekendtskaber. I en alder af 20 år blev<br />
han gift med sin kusine Vilhelmine Marie, som var Frederik 6.s yngste datter, men brudens fader fandt hurtigt<br />
ud af, at det var en mindre heldig konstellation, navnlig som følge af brudgommens tilbøjeligheder til at<br />
færdes alle mulige andre <strong>sted</strong>er end i nærheden af sin ægteseng – og som oftest i meget lidt ædru tilstand.<br />
Så Frederik 6. udvirkede en skilsmisse, hvad der på de tider var helt uhørt i kongelige kredse, men først efter<br />
endnu et kuldsejlet, fyrsteligt ægteskab kunne Frederik omsider hellige sig sin Louise.<br />
I 1848 blev Frederik konge, og i 1854 erhvervede han Jægerspris som sin personlige ejendom. I de<br />
ni somre indtil hans død var de lavloftede og nærmest overmøblerede gemakker på Jægerspris da rammen<br />
om hans og Louises helt igennem bedsteborgerlige tilværelse. Frederik 7. sørgede for, at Jægerspris forblev<br />
på grevinde Danners hænder, da han døde i 1863, og ved sin død i 1874 testamenterede hun slottet og hele<br />
sin personlige formue til ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for hjælpeløse og forladte Pigebørn især af<br />
Almuen”. Jægerspris Slot drives fremdeles af stiftelsen, og her er stadig børnehjem og skole – samt et museum,<br />
hvor man kan få et kig ind i Frederiks og Louises gemakker, stifte bekendtskab med børnehjemmets<br />
historie og med Frederiks store interesse for arkæologi.<br />
I den ydre slotsgård står skulpturen ”Hjorteper”, der er udført af Adelgunde Vogt (1811-92) i<br />
1850’erne. Det var Frederik 7. selv, som bestilte skulpturen, og forhistorien skal være følgende: Skovfoged<br />
Erharth i Gribskov havde en tam hjort gående, som aldrig blev kaldt andet end ”Per”, og da majestæten en<br />
dag kom forbi og ka<strong>sted</strong>e sin kærlighed på dyret, forærede skovrideren ham hjorten. Den blev transporteret<br />
161
til Frederiksborg Slot og placeret på Dronningeøen i slotssøen. Det huede åbenbart ikke hjorten, for da<br />
Frederik 7. en dag lagde til for at se til ”Per”, gav den ham et gedigent puf, så han med et gevaldigt plask landede<br />
i søen. Hjorten svømmede i land og fandt selv hjem til skovfogeden i Gribskov. Erharth spurgte kongen,<br />
om han ville have den tilbage, men svaret var umisforståeligt: ”Nej, ellers tak, jeg vil hverken eje eller<br />
have det lumske bæst!”. Men da Frederik 7. så fik den idé, at han ville have en hjorteskulptur, skulle der<br />
bruges en model – og hvad var da mere naturligt end at stille ”Per” til rådighed for billedhuggerinden?<br />
”Hjorteper” og Jægerspris Slot (Bococo WP)<br />
→ Jægerspris Slot, Slotsgården 20, 3630 Jægerspris. kongfrederik.dk<br />
162
106. FREDERIKSSUND<br />
Slangerups konkurrent<br />
REDERIKSSUND ligger ved et af de smalleste <strong>sted</strong>er i Roskilde Fjord, og her har derfor<br />
F<br />
været færge<strong>sted</strong> i umindelige tider. Færgen blev afløst af en pontonbro i 1868, der igen<br />
blev erstattet af Kronprins Frederiks Bro i 1935. I september 2019 indviedes syd for Frederikssund<br />
en helt ny, firesporet højbro, der er opkaldt efter kronprinsesse Mary.<br />
Frederikssund har udviklet sig på bekostning af Slangerup. Allerede i 1200-tallet<br />
fik den store og driftige by Slangerup med kirke og kloster købstadsrettigheder, men i 1569 dekreterede<br />
Frederik 2., at Slangerupborgerne skulle flytte til den ny by Hillerød, og i den forbindelse blev byen frataget<br />
sine købstadsrettigheder. Noget kunne dog tyde på, at kongen ikke havde magt, som han havde agt, for tre<br />
år senere fik Slangerup sine købstadsrettigheder tilbage. Af langt større betydning var det, at Slangerup i<br />
1600-tallet fik lov at benytte havnen i Frederikssund. Det viste sig imidlertid at være et tveægget sværd, for<br />
Frederikssund gav sig til at vokse Slangerup over hovedet, og det endte med, at Slangerup i 1809 måtte aflevere<br />
sin købstadsstatus til Frederikssund.<br />
Slangerup gik i stå, men alligevel blev Danmarks første omnibusrute oprettet mellem København og<br />
Slangerup; den åbnede i 1904 og blev – trods de skyhøje billetpriser – en succes. To år senere fik Slangerup<br />
endda jernbaneforbindelse med hovedstaden, da det første tog kørte på en privatbane, som den stenrige<br />
erhvervsmand Andreas du Plessis de Richelieu (1852-1932) stod i spidsen for. Han var egentlig søofficer<br />
og havde været i tjeneste hos kong Chulalongkorn i Siam (Thailand), hvor han var avanceret til admiral, inden<br />
han gik i land i København og blev engageret i nogle af Danmarks største og mest navnkundige virksomheder.<br />
For at få markedsført Slangerupbanen i ind- og udland fik han udgivet den første nordsjællandske<br />
turisthåndbog på hele fire sprog (og meget tyder på, at det var Johannes V. Jensen, der skrev teksten,<br />
selv om det var redaktør Anthon Maaløe fra dagbladet Dannebrog, der blev krediteret for den).<br />
Admiralens vision omfattede imidlertid langt mere end en 34 kilometer lang jernbane fra København<br />
til Slangerup. Fra Slangerup skulle banen forlænges til Frederiksværk og videre til en privatejet færgehavn i<br />
Hunde<strong>sted</strong>, og herfra skulle en jernbanefærge (bygget på B&W, hvor admiralen sad i bestyrelsen, til DFDS,<br />
hvor admiralen sandelig også sad i bestyrelsen) fragte toget til Grenaa. Ad eksisterende skinner skulle toget<br />
køre videre til en nordjysk færgehavn, hvorfra en anden DFDS-færge skulle sejle til en havn i Norge, så toget<br />
kunne fortsætte til Trondhjem – og herfra skulle yderligere et antal skibe, som B&W byggede, sejle under<br />
ØK’s flag til Færøerne, Island, Grønland og USA. Visionen fejlede for så vidt ikke noget, men den blev<br />
aldrig ført ud i livet, og i 1929 gav admiralen op. Kommunerne overtog Slangerupbanen, men solgte den videre<br />
til DSB i 1948, som seks år senere nedlagde den yderste strækning fra Farum til Slangerup. Resten<br />
blev til S-bane.<br />
Også når det drejede sig om jernbaner, overhalede Frederikssund Slangerup med flere vognlængder.<br />
Allerede i 1879 var Frederikssund blevet tilsluttet jernbanenettet, da banen mellem Frederiksberg og Frederikssund<br />
åbnede. Den forløb næsten parallelt med Slangerupbanen og viste sig at være betydeligt mere<br />
163
levedygtig. Hele strækningen blev i 1989 til en S-bane og udbygget til dobbeltspor – og Frederikssund fik<br />
ved samme lejlighed en ny station.<br />
→ Frederikssund station, Jernbanegade 46, 3600 Frederikssund.<br />
107. FREDERIKSVÆRK<br />
Classens værk<br />
ÆSTEN uanset hvor man går og står i Frederiksværk, støder man på Classens navn. Johan<br />
Frederik Classen (1725-92) var søn af domorganisten i Kristiania (Oslo), og han<br />
N uddannede sig til teolog, for det var forældrenes ønske, men det var sådan set spildt<br />
umage, for han kom aldrig til at virke som præst.<br />
Allerede under studietiden på Københavns Universitet fik han nemlig smag for<br />
langt mere jordnære gøremål. Sagen var, at han mødte den initiativrige og indflydelsesrige handelsmand<br />
Andreas Bjørn (1703-50), der handlede med krudt, kugler og kanoner, og som i 1731 havde skaffet sig leverancen<br />
af kanoner til både sø- og landetaten. Classen begyndte selv at handle med krudt og kanoner, og da<br />
Bjørn døde, overtog Classen hans særdeles lukrative forretning.<br />
Sammen med en anden af tidens store handelsmænd, Just Fabritius (1703-66) deltog Classen i 1756<br />
i en rejse til Norge sammen med Frederik 5., og her har kongen givetvis fortalt om den franske kanonstøber<br />
<strong>Et</strong>ienne de Peyrembert, som han havde hentet til Danmark. Franskmanden havde fået i opdrag at fremstille<br />
kanoner på det nyligt anlagte kanonstøberi ved den kanal, der var blevet gravet i 1719 fra Arresø til Roskilde<br />
Fjord. En prøveskydning af franskmandens første kanon var imidlertid endt med, at hele herligheden var<br />
sprunget i luften, og at majestæten nær var faret med til himmels. De Peyrembert var blevet fyret på gråt papir,<br />
og nu lå der altså en kanal med tilhørende vandmøller til ingen verdens nytte.<br />
Fabritius og Classen må have talt godt for deres syge moster, for efter hjemkomsten fra Norge tilskødede<br />
kongen de to herrer vandmøllerne – uden beregning. Classen skulle stå for den daglige ledelse af kanonfremstillingen,<br />
og det har sikkert behaget majestæten, at fabrikken herefter blev kaldt Frederiksværk.<br />
Tilsvarende fornøjet har kongen sikket været, da det viste sig, at Classens kanoner ikke sprang i luften,<br />
men tværtimod fungerede efter hensigten. Classen udbyggede den gamle kanal med en ny, og langs kanalerne<br />
var der ikke færre end 20 vandmøller, der leverede energi til produktionen af krudt, kugler og kanoner<br />
– samt til flere andre industrier, der blev etableret i nærheden, og som tilsammen gjorde Frederiksværk<br />
til Danmarks første, egentlige industriby.<br />
Frederik 5.s gave udviklede sig til at blive et guldæg for Classen, der blev en særdeles holden mand og<br />
bl.a. blev i stand til at købe godset Corselitze på Falster. Selvom produktionen på kanonstøberiet for længst<br />
er ophørt, er kanalerne og en række af virksomhedens bygninger bevaret i Frederiksværk. Krudtværksområdet<br />
med Svovl- og Salpeterladen er tilgængeligt om sommeren og i efterårsferien, og på Torvet ligger<br />
164
Palæet, Arsenalet og Projektilmagasinet samt Gjethuset fra 1769, som var selve kanonstøberiet, og som i<br />
dag er byens kulturhus.<br />
Ved kanalen i Frederiksværk (Hubertus WP)<br />
→ Krudtværksmuseet, Krudtværksalleen 1, 3300 Frederiksværk. indmus.dk<br />
108. RAMLØSE<br />
Den slagfærdige biskop<br />
M<br />
stenalder.<br />
ARGUERITRUTEN tager turen rundt om Arresø, der er Danmarks største sø. Den<br />
dækker et areal på godt 40 km 2 , men på det dybeste <strong>sted</strong> er den kun lidt over fem meter.<br />
Den har sit afløb i Roskilde Fjord gennem den kanal, der blev gravet i begyndelsen af<br />
1700-tallet, og som skabte hele grundlaget for Danmarks første industriby, Frederiksværk.<br />
Arresø var oprindelig en fjordarm, men blev til en sø, da landet hævede sig i yngre<br />
165
På østsiden af søen kommer <strong>Margueritruten</strong> til landbyen Ramløse. Navnet skal ifølge et gammelt sagn<br />
hidrøre fra en trold ved navn Ram, som havde sit tilholds<strong>sted</strong> i en høj øst for byen, men en noget mere pålidelig<br />
forklaring fås hos sprogforskerne: ”ram” skal betyde fugtig eng, mens ”løse” betegner et landområde<br />
eller en græsgang. Gårdene i Ramløse lå oprindelig samlet omkring landsbyens gadekær, som stadig findes,<br />
og som blev smukt istandsat for nogle år siden. Det lader sig ikke sige med bestemthed, hvornår de første<br />
gårde blev bygget i Ramløse, men at landsbyen er temmelig gammel, fremgår af, at Saxo nævner den i sin<br />
krønike i forbindelse med en begivenhed, der fandt <strong>sted</strong> i 1100-tallet.<br />
Erik Lam, der var konge i årene 1137-46, havde det største besvær med Oluf, der var eneste overlevende<br />
søn af Harald Kesja. Harald var søn af Erik Ejegod og havde selv gjort krav på den danske trone, men<br />
blev dræbt i 1135 af sin halvbror, Erik Emune. I 1138 meldte Oluf sig så på banen og blev hyldet som konge<br />
i Skåne. Derefter invaderede han Sjælland og ekspederede Roskildes biskop Rike over i det hinsidige.<br />
Det kunne Erik Lam naturligvis ikke sidde stille og se på, og han udkæmpede hele otte slag mod Oluf; han<br />
vandt de fleste af dem, og Oluf flygtede tilbage til Sverige, hvor han omsider blev nedkæmpet og dræbt, vistnok<br />
i 1143.<br />
Ramløse kommer ind i billedet i forbindelse med den i bogstavelig forstand overordentlig slagfærdige<br />
Roskildebisp Rike, der var Erik Lams nære forbundsfælle. Det begyndte med, at Rike tildelte Olufs hær et<br />
gevaldigt gok i nøden i et slag ved Buddinge Å, men da Oluf kort efter fik at vide, at Rike opholdt sig på sin<br />
gård i Ramløse, som hed Hovgård og lå ved det nuværende Himmerigshøj, rykkede Oluf og hans folk frem i<br />
nattens mulm og mørke.<br />
Det hedder sig, at de lokaliserede Hovgård, fordi de kunne høre, at der var midnatsmesse. Rike afbrød<br />
messen, greb sit sværd, og en drabelig kamp udspillede sig. Da Oluf derefter satte ild til gården, bad<br />
Rike om frit lejde for at komme til at tale med Oluf, men i det øjeblik han stak hovedet ud at et vindue, fik<br />
han et øksehug, som omgående gjorde ham et hoved kortere. Dateringen er usikker, men den blodige begivenhed<br />
fandt sandsynligvis <strong>sted</strong> den 18. oktober 1139. Hovgård findes ikke mere, men ved Himmerigshøj<br />
udgravede man i 1960’erne resterne af et gammelt fundament, som måske stammer fra gården.<br />
→ Gadekæret, Søkrogvej, Ramløse, 3200 Helsinge.<br />
109. HILLERØD<br />
Brandfarligt stråtag<br />
I<br />
Hillerød må man naturligvis besøge Frederiksborg Slot, som er et af Christian 4.s mest imponerende<br />
bygningsværker. Faderen Frederik 2. havde ganske vist allerede bygget sig et<br />
net lille jagtslot, men det var langt fra prangende nok til Christian 4., så han nedrev resolut<br />
det meste af det, faderen havde bygget, og skabte det pragtfulde renæssanceslot, som –<br />
166
trods en omfattende brand i 1859 – stadig står.<br />
Byen Hillerød skylder Frederiksborg sin eksistens. Christian 4. var færdig med at bygge slottet<br />
omkring 1625, og et par år forinden var der blevet opført en beskeden kirke i bindingsværk i nærheden af<br />
slottet. Håndværkerne må være sprunget over, hvor gærdet var lavest, for knap var kirken færdig, før en<br />
storm blæste den omkuld, og den blev ikke genopført. I <strong>sted</strong>et måtte menigheden gå til gudstjeneste i en af<br />
slottets staldbygninger. Senere blev de kirkelige handlinger henlagt til slotskirken, der ellers var reserveret<br />
til hoffet og slottets øvrige beboere.<br />
Frederiksborg Slot (Casper Moller WP)<br />
Den lille by ved slottet blev imidlertid ramt af andre og langt værre uheld. Pesten gjorde det af med et<br />
stort antal indbyggere i 1654-55, og kort efter blev byen besat af svenskerne under Karl Gustavkrigene.<br />
Som om det ikke var nok, blev den raseret af ildebrande i 1698 og 1733. Værst var dog storbranden i 1834,<br />
som lynhurtigt spredte sig på grund af byens mange stråtækte huse.<br />
Branden opstod ved midnatstide en majdag, hvor bataljonskirurg Ewertzen fejrede sin fødselsdag ved<br />
at afskyde fyrværkeri. En gnist fra en raket antændte imidlertid stråtaget på en nabobygning i Slotsgade, og<br />
inden man fik set sig om, bredte ilden sig med kastevinden, og omkring 50 huse og gårde nedbrændte. Det<br />
lykkedes først at standse branden, da man fik nedrevet en række huse i Mørkegade, men da havde den allerede<br />
kostet tre mennesker livet, blandt dem byens vægter. Alt i alt brændte næsten en tredjedel af byens<br />
ejendomme, og særligt tragisk var det måske, at også Christian 4.s latinskole fra 1631 med rektors uerstattelige<br />
bogsamling blev flammernes bytte.<br />
167
Ewertzen og fem af hans gæster blev stillet for brandretten, men fødselaren blev mærkværdigvis frikendt.<br />
De fem andre blev til gengæld dømt for at have handlet uagtsomt i deres omgang med fyrværkeriet.<br />
Straffen lød på en bøde på 185.000 rigsdaler til Købstædernes Brandforsikring og 93.000 til Det Kongelige<br />
Brandassurancekompagni. De dømte havde ingen som helst mulighed for at udrede beløb i den størrelsesorden,<br />
så det endte med, at de måtte sidde bøden af i fængsel.<br />
Branden i Hillerød var den sidste, større bybrand, som skyldtes de mange stråtag. Allerede i 1761 var<br />
der blevet oprettet en brandforsikring for købstæderne, og en kongelig forordning foreskrev desuden, at de<br />
brandfarlige stråtag skulle udskiftes med tag af sten, men først omkring 1845 var hovedparten af stråtagene<br />
forsvundet fra bybilledet i købstæderne på Sjælland, Lolland, Falster og Fyn. I Jylland og på Bornholm gik<br />
det endnu langsommere for sig, fordi husejerne ikke havde råd til at skifte taget og derfor i mange tilfælde<br />
fik dispensation.<br />
→ Frederiksborg Slot, Frederiksborg Slot 10, 3400 Hillerød. dnm.dk<br />
110. FREDENSBORG<br />
Europas svigerforældre<br />
REDENSBORG Slot er kongefamiliens foretrukne forårs- og efterårsresidens, og i det<br />
F<br />
hele taget har slottet – med enkelte afbrydelser – været et særdeles populært opholds<strong>sted</strong><br />
for Danmarks konger, lige siden Frederik 4. byggede det jagtslot, der blev indviet i 1722.<br />
Frederik 4. var meget tilfreds med både huset og haveanlægget og opholdt sig en stor del<br />
af sine sidste år på Fredensborg.<br />
I Christian 6.s tid stod slottet som oftest ubenyttet hen, men da Frederik 5. besteg tronen i 1746,<br />
kom Fredensborg igen i høj kurs. Allerede i 1731 opførtes Kancellihuset, som var dronning Ingrids privatbolig,<br />
indtil hun døde i 2000, og som nu er indrettet som weekendbolig for kronprinsparret og deres børn.<br />
I 1753 tilføjedes de fire små, pavillonlignende sidefløje på hovedbygningens hjørner.<br />
Frederik 5. var meget interesseret i have- og parkanlægget, og han udka<strong>sted</strong>e selv en plan til en stor,<br />
sammenhængende park, som Nicolas-Henri Jardin førte ud i livet. Da kongen døde i 1766, beholdt enkedronning<br />
Juliane Marie slottet, og hun igangsatte i 1774 et omfattende byggeri, som bl.a. indebar en forhøjelse<br />
af fløjene og opførelsen af de to endepavilloner.<br />
Efter enkedronningens død i 1796 fulgte en lang periode, hvor både slottet og parken forfaldt, men<br />
en ny storhedstid oprandt, da Christian 9. og dronning Louise tog slottet i besiddelse. Egentlig var Bernstorff<br />
Slot deres sommerresidens, men det var for lille, når hele børneflokken med ægtefæller og børnebørn<br />
kom på besøg. Sommer efter sommer kom Fredensborg på hele Europas læber, når kongen og dronningen<br />
af Grækenland, zar Alexander 3. og zarina Dagmar og Storbritanniens kommende kongepar gæ<strong>sted</strong>e ”Europas<br />
svigerforældre”.<br />
168
Fredensborg Slot (Thomas Rahbek)<br />
Der var liv og glade dage på Fredensborg, når de mange kongelige og fyrstelige gæster indfandt sig.<br />
De morede sig med at smide vand i hovedet på hinanden, og i det hele taget får man et indtryk af, at de fine<br />
gæster i den grad tillod sig at slække på etiketten, når de var på Fredensborg. Når zaren ikke legede med<br />
børnene, roede han rundt på Esrum Sø, cyklede en tur i skoven eller samlede svampe. Til gengæld kedede<br />
den engelske kronprins Edward sig gudsjammerligt. Han længtes efter det festlige liv i London, og det passede<br />
ham bestemt ikke, at det eneste, hans sparsommelige svigerfar serverede til morgenmad, var øllebrød.<br />
Men selvfølgelig kunne værtsfolket og gæsterne også optræde i deres stiveste puds, sådan som man ser på<br />
Laurits Tuxens berømte maleri af hele familien på Fredensborg i 1886 med zaren som midtpunkt.<br />
Dronning Margrethe benyttede Fredensborg tre måneder om foråret og tre måneder om efteråret, og<br />
desuden danner slottet ofte rammen om store begivenheder i den kongelige familie. Ved statsbesøg er der<br />
tradition for, at statsoverhovedet med en diamant skriver sit navnetræk på en af slottets glasruder.<br />
I Fredensborg Slotshave, der blev anlagt i en pompøs barokstil og rigt udsmykket med billedhuggeren<br />
Johannes Wiedewelts skulpturer, opstilledes i 1765 desuden J.C. Grunds 70 sandstensfigurer, der forestiller<br />
norske, færøske og islandske bønder, den såkaldte Nordmandsdal. I midten af 1800-tallet blev haven<br />
omlagt til en mere romantisk have med skove og søer. En omfattende genopretning af barokhaven blev tilendebragt<br />
i 2013.<br />
→ Fredensborg Slot, Slottet 1B, 3480 Fredensborg. kongeligeslotte.dk<br />
169
FORFATTEREN<br />
Jørgen Hansen (født 1951) er cand.mag.<br />
i fransk og historie fra Aarhus Universitet.<br />
Siden 1972 har han været beskæftiget<br />
inden for dansk turisme og har haft<br />
en lang række lederposter, bl.a. turistchef<br />
i Randers, direktør i Turismens<br />
Fællesråd, dansk turistchef i Tyskland,<br />
Østrig og Schweiz med base i Hamburg,<br />
direktør i det nordjyske turismeselskab<br />
Midt-Nord Turisme og turistdirektør i<br />
Aarhus. Siden 2009 har han haft sit eget<br />
tekst- og rådgivningsbureau og forlag<br />
under navnet TexTour. I 1991 udformede<br />
han <strong>Margueritruten</strong>, den naturskønne<br />
rute gennem hele Danmark, der fører<br />
forbi alle landets vigtigste seværdigheder.<br />
170