Et sted på Margueritruten 1 opsat

32. TØVELDE
En geologisk naturperle
Å den del af den mønske Margueritrute, som går syd om Stege Nor, kommer man til den
P
lille bebyggelse Tøvelde, der sammen med Bissinge, Lille Bissinge og Svensmarke udgør
de såkaldte ”søndre byer”. De søndre byer nævnes i skriftlige kilder allerede i 1200-tallet,
men arkæologiske fund dokumenterer, at her har boet mennesker allerede i ældre stenalder.
Navnet Tøvelde betyder væld eller kilde og refererer til, at der oprindelig var to kilder
i byen. Kun den ene er tilbage og findes ved noret for enden af Kildestræde.
Fra Tøvelde kan man gøre en lille afstikker ad Strandstensvej, der fører ud til en parkeringsplads ved
Østersøen, som på dette sted hedder Hjelm Bugt. Et godt stykke ude i vandet ligger Tøveldestenen, som
givetvis er blevet ført hertil af isen under sidste istid for ca. 15.000 år siden. Det siger næsten sig selv, at der
er knyttet adskillige sagn og myter til en sten af den størrelse. Det hedder sig således, at den er så stor, at
man kan vende på den med både hest og vogn, at den giver sig til at brumme, når et uvejr er under opsejling,
og at den vender sig hver gang, den lugter nybagt brød (i så fald må den have en god lugtesans, for der er ærlig
talt et pænt stykke vej til nærmeste gård).
For de geologisk interesserede er stranden ved Tøvelde en rigtig lækkerbisken. Hvis man stiller sig
med ryggen til havet og kigger på den lave strandklint, kan man nemlig tydeligt se de grå og hvide lag, som
er afsat lige efter istiden oven på moræneleret, der stammer fra sidste istid. De indeholder et væld af informationer
om klimaet i perioden efter sidste istid og om de arter, som kom til Danmark, da klimaet blev varmere,
og isen trak sig tilbage i den såkaldte senglaciale periode for 14.000 år siden. Aflejringerne fungerer
med andre ord som en slags klimaarkiv, og ved hjælp af pollenanalyser får man et godt billede af vegetationen
og dermed indirekte af klimaet og miljøforholdene dengang.
Lagene blev oprindelig afsat i en lille lavvandet sø. I dag ses den i terrænet som et lavt liggende område,
der strækker sig et par hundrede meter ind i landet. De ældste lag ligger i sagens natur nederst, og
man kan tydeligt skelne hvide og musegrå lag. De hvide lag er grus med masser af kalkskaller fra muslinger,
mens de musegrå lag er en jordtype, der kaldes gytje, og som består af ler og ekskrementer fra de dyr, der
levede i søen for 11.500 år siden. Der er også fundet knogler fra små gnavere som mus og lemminger.
→ Tøveldestenen, Strandstensvej, 4780 Stege.
54