Et sted på Margueritruten 1 opsat

Men tilbage til Leonora Christina. Ved hoffet havde Frederik 3. og dronning Sophie Amalie nemlig et
par ubehagelige konkurrenter: rigshofmester Corfitz Ulfeldt og hans hustru Leonora Christina. Hun var af
ædleste byrd som datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Så længe Christian 4. sad på tronen, var der ingen
fare, men Frederik 3. indledte i 1651 en undersøgelse af Corfitz Ulfeldts embedsførelse, og det førte til, at
parret over hals og hoved flygtede til Stockholm. Her indyndede Ulfeldt sig hos den svenske dronning Kristina
og hendes efterfølger kong Karl 10. Gustav, som gjorde Ulfeldt til minister. Til gengæld svor Ulfeldt
den svenske konge huld- og troskab, og da Danmark i 1658 tabte krigen mod svenskerne, var det Ulfeldt,
som sad på den anden side af forhandlingsbordet og nærmest dikterede Danmark de forsmædelige betingelser
i Roskildefreden.
Et mere eklatant landsforræderi skal man vist lede længe efter, og der er bestemt ikke noget at sige til,
hvis dronning Sophie Amalie havde mere end ét horn i siden på ham og hustruen Leonora Christina. Og
hævnen var da også sød, da den selvbevidste Ulfeldt kom på kant med den svenske konge og blev dømt til
døden for majestætsfornærmelse. Det er svært at begribe, hvorfor parret valgte at flygte til København, for
her blev de sporenstregs arresteret og sat i forvaring på Hammershus på Bornholm. Efter 1½ år i fangenskab
blev de imidlertid løsladt, men Ulfeldt fortsatte med sine konspirationer, denne gang i Tyskland. Inden
det lykkedes på ny at arrestere ham, døde han i dybeste armod i 1664.
Leonora Christina blev til gengæld taget til fange igen i 1663 og sendt til København, hvor hun kom
til at sidde i fængsel i Blåtårn i 22 år. Her anvendte hun en god del af tiden på at skrive ”Jammers Minde” om
sit fængselsophold. Og hvem var det, der på dronningens vegne blev bedt om at kropsvisitere Leonora Christina
på den første dag i fængslet? Det var såmænd Abel Cathrine, og den ydmygelse glemte Leonora Christina
ikke. For i en tilføjelse til fortalen i ”Jammers Minde” beretter hun ikke uden en vis tilfredsstillelse følgende
om Abel Cathrines sidste dage: “Abelæ Catharinæ Død var meget smærtelig. Havde hun før søgt hos
mig paa hemmelige Steder efter Breve, da blev hun siden af Balberere (dvs. barberer) meget befølt, eftersom
hun havde Bylder paa hemmelige Steder. Hun blev skaaren og brændt. Al den Pine udstod hun i Haab at leve,
men hverken Bartskærens Vindskibelighed eller Dronningens Besøgelse kunde redde hender fra Døden.”
Bortset fra enkelte havearrangementer er der ikke offentlig adgang til Ulriksholm.
→ Ulriksholm, Ulriksholmvej 96, 5300 Kerteminde.
118