Et sted på Margueritruten 1 opsat

lysere stribe på ryggen, mens køerne var noget mindre og rødbrune. Hornene var lange, tykke og fremadbuede.
Uroksen fra Vig har siden fået selskab i den forstand, at man i 1983 ved Prejlerup nogle få kilometer
øst for Jyderup fandt endnu et urokseskelet. Ifølge kulstof 14-dateringen er denne okse død omkring 7.400
f.Kr. og dermed godt et årtusind yngre end naboen i Jyderup. Også denne tyr er blevet beskudt af en eller
flere stenalderjægere og er blevet ramt af mindst ni pile i to omgange, men den undslap ligeledes og endte
sine dage i en sø, der gennem tiden blev til en mose, hvis sure vand så at sige konserverede skelettet, der i
dag er udstillet på Zoologisk Museum. Endelig er der fundet et næsten komplet skelet af en urokse ved
Himmelev, som endte sine dage på Roskilde Museum.
→ Uroksevej 1, Jyderup, 4560 Vig.
94. HØJBY
Dobbeltmord i kirken
OGLE få kilometer vest for Nykøbing Sjælland går Margueritruten gennem Højby, som
N
blev stationsby, da Odsherredsbanen mellem Holbæk og Nykøbing åbnede i 1899.
Byen har imidlertid eksisteret længe før og var engang en betydelig by; derom vidner et
par middelalderlige voldsteder og – ikke mindst – den store kirke, hvis kor og skib er
bygget omkring 1150. Før den nuværende stenkirke lå her en trækirke, og de tre træstave,
som ligger over døren mellem våbenhuset og kirkeskibet, stammer faktisk fra denne oprindelige trækirke.
På grund af kirkens størrelse har man gættet på, at Højby i middelalderen var en købstad ved navn
Højkøbing, som man kunne sejle ind til. Højkøbing nævnes i kong Valdemars jordebog i 1231, og ved den
genskabte Højby Sø er der fundet rester af et middelalderligt havneanlæg. Men da indsejlingen til Højkøbing
sandede til i løbet af middelalderen, blev købstaden nedlagt og rettighederne overført til en by ved Isefjorden,
som næsten kun kan være nutidens Nykøbing Sjælland.
Højby Kirke bør man i dag især besøge på grund af dens rigdom af kalkmalerier fra romansk og gotisk
tid. Mest iøjnefaldende er malerierne på korets og skibets hvælv, der stammer fra tiden lige før 1400, og
dermed er udsmykningen udført, kort efter at kirkens kor og skib fik hvælv. I koret ser man den dømmende
Kristus på regnbuen, den basunblæsende ærkeengel Gabriel, der vækker de døde på dommedag, ærkeenglen
Mikael, der vejer sjælene, og til sidst de fortabte sjæle, der ekspederes til Helvede, mens Satan i egen
nedrige person sidder og venter i flammegabet.
Mens kirken endnu var en mindre, romansk kirke med bjælkeloft, var den rammen om en såre dramatisk
begivenhed, der fandt sted på selve juleaften i 1366. Et af de middelalderlige voldsteder ved søen er
resterne af en borg ved navn Jomfruborg, der med sit tårn lå på en lille banke. Ifølge sagnet boede en vis hr.
144