Et sted på Margueritruten 1 opsat

marsvin, men at marsvinsjagten var en ældgammel foreteelse, fremgår af en skriftlig kilde fra 1357, hvori
det anføres, at kongens lensmand på Hindsgavl havde krav på at få hvert 30. marsvin, der blev fanget. Som
spise var marsvinene ikke nogen udpræget delikatesse, men til gengæld kunne spæklaget koges til tran, der
anvendtes til belysning: I 1835 opsattes 30 tranlygter i Middelfart, og i Odense var der næsten tre gange så
mange tranlygter, indtil gassen blev indført i 1853.
Det kongeligt privilegerede marsvinsjægerlaug i Middelfart, der bestod af 10 både og 30 mænd, kendes
fra 1593, men blev nedlagt i 1898. 60 år senere genoplivede man imidlertid lauget med det formål at
formidle historien om marsvinefangsterne. Ligesom før i tiden består det ny laug af 30 aktive mænd, og det
var ikke nogen tilfældighed, at det blev stiftet i Henner Friisers Hus i Middelfart.
Det smukke bindingsværkshus er opført i slutningen af 1500-tallet og er dermed – bortset fra kirken
– byens ældste hus, men hvem der var bygherren, ved man ikke. Til gengæld kan det siges med sikkerhed, at
det ikke var Henner Friiser, for han er nemlig en romanfigur. Han er opfundet af salmedigteren B.S. Ingemann,
der også skrev fire utroligt populære historiske romaner. Romanerne udkom i årene 1824-36, og
Henner Friiser dukker op i ”Erik Menveds barndom” fra 1828, hvor han er oldermand for færgemændene
og marsvinsjægerne i Middelfart. Han er 70 år gammel, men alligevel stærk som en okse: Han kan tvinge de
andre marsvinsjægere i knæ ved bare at lægge sine hænder på deres skuldre og trykke til. Fra 1707 til 1870
husede Henner Friisers gård et gæstgiveri, og siden en restaurering i 1928 har huset været anvendt som
lokalmuseum.
På Fisketorvet i Middelfart, hvor Knorregade og Smedegade mødes, står Marsvinebrønden, der er
udført af billedhuggeren Hans Olsen i 1957, og som viser, hvordan marsvinejagten fandt sted.
→ Henner Friisers Hus, Brogade 8, 5500 Middelfart. middelfart-museum.dk
60. MIDDELFART
Indlagt i Middelfart
LDRE læsere vil sandsynligvis kunne erindre, at det om en mand eller en kvinde kunne
Æ
hedde sig, at han eller hun ”kom til Middelfart”. Dermed mentes, at vedkommendes
psykiske sygdom havde medført indlæggelse på sindssygehospitalet i Middelfart.
Tilbage i middelalderen var den almindelige forestilling, at en sindssygdom var
den ondes eller djævelens værk, og de sindssyge blev da også kaldt gale, vanvittige eller
afsindige. Hvis de var rigtig syge, måtte man binde dem, og de var derfor ”bindegale”. Man kunne ikke hjælpe
dem eller lindre deres sygdom, så de blev derfor isoleret fra omgivelserne og indespærret i små celler i de
såkaldte dårekister. Den først kendte dårekiste i Danmark omtales i Ribe i midten af 1400-tallet.
I midten af 1800-tallet nåede lægevidenskaben imidlertid frem til, at de ”gale” ikke var uhelbredelige,
men led af en sygdom. Begrebet ”sindssyg” stammer fra denne tid og afspejler altså, at sindssygdom ik-
94