Et sted på Margueritruten 1 opsat

105. JÆGERSPRIS
”Hjorteper”
ÆGERSPRIS var allerede i 1318 krongods, og de nærliggende skove blev især værdsat af
J
de jagtglade konger Frederik 2. og Christian 5. En gang i løbet af middelalderen blev nordfløjen
opført i sengotisk stil, og i første halvdel af 1700-tallet tilføjedes yderligere tre fløje.
Både Frederik 6. og Christian 8. kom gerne på Jægerspris, men Jægerspris blev mere end
noget andet Frederik 7.s foretrukne sommerresidens.
Frederik 7. var ganske vist aldeles ikke til jagt, men til gengæld lå Jægerspris tilpas langt væk fra hoffet
og hovedstadens honoratiores, som så med stor foragt på hans livsledsagerske Louise Rasmussen (1815-
74). Først i 1850 satte han sin vilje igennem og giftede sig med hende til venstre hånd og gav hende titlen
lensgrevinde af Danner. Det var Louise Rasmussens alt andet end prangende generalieblad, der fik de københavnere,
der selv mente, at de var noget ved balletmusikken, til både at rynke panden og på næsen. Hun
var født uden for ægteskab af en tjenestepige, der åbenbart var kommet for tæt på sit grossererherskab, men
moderen gjorde sit bedste for at opfostre hende, og som 11-årig blev Louise optaget på Den Kongelige
Teaters Balletskole. Her lærte hun bogtrykker Carl Berling (1812-71) at kende, og det kom der i 1841 en
søn ud af – samt en afskedigelse fra balletten. Sønnen blev sat i pleje, og Louise etablerede sig som modehandlerske
på Vimmelskaftet.
Det var netop gennem Berling, at Louise engang i 1830’erne mødte Frederik. Han var på det tidspunkt
kronprins og havde bestemt ikke haft held med sine kvindelige bekendtskaber. I en alder af 20 år blev
han gift med sin kusine Vilhelmine Marie, som var Frederik 6.s yngste datter, men brudens fader fandt hurtigt
ud af, at det var en mindre heldig konstellation, navnlig som følge af brudgommens tilbøjeligheder til at
færdes alle mulige andre steder end i nærheden af sin ægteseng – og som oftest i meget lidt ædru tilstand.
Så Frederik 6. udvirkede en skilsmisse, hvad der på de tider var helt uhørt i kongelige kredse, men først efter
endnu et kuldsejlet, fyrsteligt ægteskab kunne Frederik omsider hellige sig sin Louise.
I 1848 blev Frederik konge, og i 1854 erhvervede han Jægerspris som sin personlige ejendom. I de
ni somre indtil hans død var de lavloftede og nærmest overmøblerede gemakker på Jægerspris da rammen
om hans og Louises helt igennem bedsteborgerlige tilværelse. Frederik 7. sørgede for, at Jægerspris forblev
på grevinde Danners hænder, da han døde i 1863, og ved sin død i 1874 testamenterede hun slottet og hele
sin personlige formue til ”Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for hjælpeløse og forladte Pigebørn især af
Almuen”. Jægerspris Slot drives fremdeles af stiftelsen, og her er stadig børnehjem og skole – samt et museum,
hvor man kan få et kig ind i Frederiks og Louises gemakker, stifte bekendtskab med børnehjemmets
historie og med Frederiks store interesse for arkæologi.
I den ydre slotsgård står skulpturen ”Hjorteper”, der er udført af Adelgunde Vogt (1811-92) i
1850’erne. Det var Frederik 7. selv, som bestilte skulpturen, og forhistorien skal være følgende: Skovfoged
Erharth i Gribskov havde en tam hjort gående, som aldrig blev kaldt andet end ”Per”, og da majestæten en
dag kom forbi og kastede sin kærlighed på dyret, forærede skovrideren ham hjorten. Den blev transporteret
161