Et sted på Margueritruten 1 opsat

51. HVIDKILDE
Slægtens sidste mand
RA Svendborg følger Margueritruten hovedvej 44 i retning mod Faaborg, og lige vest for
F
Svendborg kører man gennem en stump skov og derefter i en gevaldig bue uden om herregården
Hvidkilde. På højre side har man den hvide hovedbygning fra 1742, og på venstre
side Hvidkilde sø. Man må nøjes med at nyde det smukke syn, mens man kører forbi,
for der er ikke adgang til herregården, der ejes af slægten Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.
Den første slægt, som med sikkerhed kan knyttes til Hvidkilde, er den nu for længst uddøde slægt
Rønnow. Rigsmarsk Claus Rønnow (død 1486) optræder som ejer af Hvidkilde i 1467, og han var blandt de
adelsmænd, som i 1439 opsagde kong Erik af Pommern huldskab og troskab. Kongen blev simpelt hen sat
fra bestillingen, og årsagen var mestendels, at han var alt for dyr i drift. Han lagde sig ud med hansestæderne,
og han var nærmest permanent på krigsstien for at få herredømmet Slesvig tilbage under den danske
konges vinger.
Billigt var det bestemt heller ikke, da hans internationale ambitioner førte til, at han i 1423-24 besluttede
sig for at tage på en udlandsrejse. Han nåede helt til Jerusalem og gjorde i det hele taget et vist indtryk,
hvor han kom frem. Den senere pave Pius 2. beskrev ham i et værk om tidens berømte mænd som en
smuk mand med gyldent hår og røde kinder, der ”drog alle kvinder til sig med elskovs længsel”. Hvad hans
dronning Philippa mente om den karakteristik, melder historien ikke noget om. Hun passede nemlig Eriks
riger og lande, mens han var udenlands, og det gjorde hun efter historikernes mening vældig godt. I virkeligheden
skulle Erik måske være blevet i udlandet, for aldrig så snart var han kommet hjem igen, før
tingene for alvor begyndte at gå skævt. Sagen var nemlig, at der nødvendigvis måtte skaffes finansiering til
både rejseriet og krigene, og til den ende benyttede Erik en særdeles velkendt metode: Han forlangte skatteforhøjelser
i først og fremmest Norge og Sverige.
Det var bestemt ikke populært. Stormændene slog sig i tøjret, og bønderne gjorde oprør. Erik lugtede
lunten, og i 1437 drog han til Gotland, hvor han i de følgende tolv år ernærede sig som sørøver. Da han
ikke syntes, det var morsomt længere, drog han helt bogstaveligt ad Pommern til. Det var her, han oprindelig
kom fra, og her døde han i god ro og orden i 1459.
Da Erik var taget til Gotland og ikke reagerede på en ordre fra rigsrådet om at komme tilbage og tage
sig af de rebelske bønder, var der ikke andet at gøre end at forsøge at finde en erstatning for Erik. Ham fandt
man i Tyskland i skikkelse af Eriks søstersøn: Christoffer af Bayern var kun 22, da man gjorde ham til
rigsforstander i Danmark, men hans CV så ualmindelig nydeligt ud: Han var opdraget ved den tyske kejsers
hof, og han havde også allerede krigserfaring. Ergo blev den ”godmodige, lystige og tykke, lille herre” valgt
til konge i Danmark i 1440.
Christoffer gjorde, som han havde fået besked på: Han gav de oprørske bønder et gevaldigt hak i tuden,
og for Claus Rønnow på Hvidkilde var Christoffer rette mand på rette sted. Rønnow blev nemlig
optaget i rigsrådet og slået til ridder, og han fik æren af at være skænk ved kongens bryllup med den 15-åri-
81