Et sted på Margueritruten 1 opsat

land og to norske grænselen. Det var en torn i øjet på Frederik 3., og i 1657 erklærede han svenskekongen
Karl 10. Gustav krig.
Dermed indledtes en ny krig mellem de to lande, og det viste sig ret hurtigt, at den danske krigserklæring
ikke var noget udpræget klogt træk. Danmark manglede både veltrænede tropper, gode befalingsmænd
og forsyninger, mens Karl 10. Gustavs hær var stærk og krigsvant, og eftersom den på daværende
tidspunkt befandt sig i Polen, var det en smal sag for svenskerne at spadsere gennem Nordtyskland og ind i
Jylland sydfra. De svenske tropper besatte Jylland fra hæl til isse, men til gengæld lod det sig ikke uden videre
gøre at fortsætte over bælterne til København. Den danske flåde spærrede svenskerne vejen, og samtidig
havde kongen forstærket forsvaret af Fyn ved at stationerne troppestyrker langs øens nord- og vestkyst.
Der blev bygget grave og palisader langs kysten samt skanser ved Wedellsborg, og der blev gået strandvagt
både dag og nat.
Men vejrguderne tilsmilede Karl 10. Gustav. I januar 1658 gav det sig nemlig til at fryse umanerlig
hårdt, og i slutningen af måneden begyndte isen at kunne bære. Den svenske konge samlede sine næsten
10.000 soldater i området mellem Kolding og Haderslev og gav sig til at spekulere over, om det mon kunne
lade sig gøre at føre tropperne over isen. Den 27. januar erobrede svenskerne øen Brandsø i Lillebælt, og
natten mellem den 29. og 30. januar, hvor Karl 10. Gustav overnattede i præstegården i Hejls, sendte han
kvartermester Erik Dahlberg på et rekognosceringstogt, der førte ham til Føns, hvor han havde held til at
overraske en snes danske bondesoldater, der gik vagt. Et par af dem blev ført som fanger tilbage til hovedkvarteret
i Hejls, og kort før daggry den 30. januar traf den svenske konge beslutningen om at gå over isen
til Tybrind Vig på Fyn. Den svenske hær gik fra den jyske kyst i et bælte fra Stenderup Hage i nord til Anslet
Hage i syd; kongen kørte selv i slæde til Brandsø og red derfra selv videre. Den danske hær blev temmelig
bogstaveligt taget på sengen, og inden kl. 10 om formiddagen havde svenskerne overmandet de danske styrker,
der befandt sig ved Tybrind.
Den svenske konge gentog kunststykket ved at føre sine tropper over Tåsinge og Langeland og derfra
over Langelandsbælt til Lolland. Inden længe stod han foran Københavns porte, og det fik Frederik 3. til at
gå i panik. I hast blev der sluttet fred i februar 1658. Det var den såkaldte Roskildefred, som indebar, at
Danmark for evigt skulle afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm samt yderligere to norske len. Krigen
blev genoptaget i august 1658 og endte faktisk med en dansk sejr, og da Karl 10. Gustav helt uventet døde i
1660, kunne der på ny indledes fredsforhandlinger. Freden i København var imidlertid et magert resultat,
set med danske øjne: Kun Trondhjems len måtte svenskerne levere tilbage til Danmark, ligesom Danmark
fik Bornholm retur mod til gengæld at lade svenskerne få 18 danske adelsgodser i Skåne.
→ Jomfrumarken, 5580 Nørre Aaby.
96