Et sted på Margueritruten 1 opsat

37. SØHOLT
Danmarks bedst bevarede barokhave
MKRANSET af store skove lyser Søholts kridhvide hovedbygning med det renoverede
O
haveanlæg op i det idylliske landskab ved Maribosøerne. Herregårdens historie begynder
med en længst forsvunden landsby ved navn Bregerup. Her lå i 1389 en Sankt Jørgensgård,
der var et hospital for spedalske. Sankt Jørgen var skytshelgen for fattige og syge, og hans
navn blev derfor knyttet til de omkring 35 hospitaler, som blev oprettet rundt om i Danmark
fra begyndelsen af 1100-tallet. Sygdommen var dengang uhelbredelig, og da den samtidig er meget smitsom,
valgte man helt bogstaveligt at udelukke de spedalske fra resten af samfundet. De blev simpelt hen
spærret inde og afskåret fra enhver kontakt med deres familie.
I slutningen af middelalderen var sygdommen så godt som udryddet i Danmark, og hospitalet i Bregerup
blev med tiden til en gård, som kaldtes Bregerupgaard, og som sammen med en række andre lollandske
gårde kom i Morten Venstermands (1536-1610) besiddelse. Det samlede gods kaldte han Søholt, men da
der ikke var nogen standsmæssig bolig på Søholt, logerede han og hustruen Anne Galt på Pederstrup, der
var en anden af hans lollandske ejendomme.
Ad forskellige omveje kom Søholt i 1637 til Just Friederich von Pappenheim (død 1649), der stammede
fra Holsten. I 1609 havde han fået den ganske betroede stilling som kammerjunker for den udvalgte
(og særdeles udsvævende) prins Christian (1603-47), der var søn af Christian 4., og som var blevet valgt
som tronfølger i 1608. Efter en skandale med elskerinden Anne Lykke på Harridslevgaard på Nordfyn gik
det imidlertid jævnt ned ad bakke for prinsen, og han endte med at drikke sig ihjel.
Von Pappenheim opførte i 1647 en hovedbygning på Søholt, bestående af to bindingsværksfløje. Det
er dog ikke fra denne von Pappenheim, at vi har udtrykket ”at kende sine pappenhejmere”. Udtrykket anvendes
af den tyske digter Friedrich Schiller i skuespillet ”Wallensteins død” fra 1800 og refererer til den
tyske feltherre Gottfried Heinrich von Pappenheim (1594-1632), hvis hær bestod af lutter upålidelige lejesoldater.
Von Pappenheims enke Regitze Urne var nødsaget til at pantsætte godset og gården, og det endte
med, at en af panthaverne, Henning Ulrich von Lützow (1649-1722) overtog Søholt. Han anlagde den
smukke have med springvand, kaskader og statuer, og sønnen Christian Frederik von Lützow (1701-59),
der var berømt for sine overdådige fester, fortsatte i et endnu mere pompøst spor ved at udstyre haven med
”perspektiver af norske fjelde, sejlende skibe og italienske vinbjerge”.
Gennem ægteskab kom Søholt i 1796 i Frederik Julian Christian von Bertouchs (1764-1831) besiddelse.
Han giftede sig tredje gang med Louise Juliane von Wallmoden (1775-1831), og ægteparret samlede
om sommeren en kreds af tidens store kunstnere på Søholt, bl.a. Thorvaldsen og Oehlenschläger.
Oehlenschläger beretter således, at selskabet gik tur i haven og i skoven i al slags vejr, og at der sædvanligvis
blev musiceret om aftenen, eftersom alle børnene spillede klaver eller violin, og at han og husets vært sam-
61