Et sted på Margueritruten 1 opsat

af bønderne, der højst sandsynlig ville stille sig endog meget vrangvillige over for opgaven). I årene 1691-
98 foretog Ole Rømer på kongelig foranledning en opmåling af kongerigets landeveje, og det førte til, at der
blev opsat milesten langs hovedlandevejene.
Det var dog først med en forordning i 1793, at systemet med milesten blev udbredt til samtlige
landeveje, og samme forordning indeholdt en opdeling af landets veje i tre klasser: hovedlandeveje, landeveje
og biveje. Udgangspunktet for vejmålingen fra København var ydersiden af byens fire porte, de såkaldte
nulpunkter. I 1910 udskrev Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse en konkurrence om et udkast til de
ny kilometersten, som i 1912 skulle afløse de nu forældede milesten. Den blev vundet af arkitekten og møbeldesigneren
P.V. Jensen-Klint (1853-1930), der fremkom med forslag til såvel kilometersten som tikilometersten
og nulpunktssten. I 1920’erne opsattes nulpunktssten ved de fire gamle porte Nørreport,
Østerport, Vesterport og Amagerport, og det er Vesterportstenen, som man den dag i dag kan se på Rådhuspladsen
i København.
→ Rådhuspladsen, 1550 København V.
5. KØBENHAVN
Hovedstaden på verdenskortet
ÅR man står på Rådhuspladsen i København, kan det være svært at forestille sig, at her
N
lå for 200 år siden Vesterport, der var den ene af Københavns i alt fire byporte. Byportene
var de eneste åbninger i det fæstningsanlæg, som omgav København, og når man
var kommet gennem Vesterport, var man ude på landet og kunne begive sig af sted mod
Roskilde. De rejsende, som ankom til byen gennem porten, havde pligt til at opgive
navn og adresse ved portvagten, og lige inden for porten havde man på højre side Halmtorvet, hvor bønderne
solgte halm og hø.
I 1857 nedlagdes Københavns befæstning, og hovedstaden gav sig hurtigt til at ekspandere uden for
voldene. Halmtorvet blev ryddet og flyttet til den nuværende placering på Vesterbro, da man gik i gang med
at planlægge den Store Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der fandt sted i 1888 på det
areal, som altså i dag er Rådhuspladsen. Udstillingen åbnede verdens øjne for København og Danmark som
turistmål, og til stor overraskelse for alle fandt ikke færre end 120.000 udenlandske gæster vej til Danmark
den sommer. Det viste sig imidlertid, at København havde mere end svært ved at leve op til et rejselystent,
internationalt publikums forventninger. Lægen Emil Hornemann ramte sikkert plet, da han få år før udstillingen
fremkom med følgende ramsaltede kritik af de sanitære forhold: ”København er en meget skiden by,
og enhver, der fra landet kommer ind gennem dens porte, bliver straks slået af den slette luft”.
Intet under, kan man sige. I 1888 var såvel kloakker som wc’er ikke-eksisterende begreber i København.
De knap 300.000 indbyggere måtte om aftenen famle sig vej ved den søvnige belysning, som 2.000
14