Et sted på Margueritruten 1 opsat

Efter indvielsen af Langelandsbroen i 1962 gennemførte Siøs ejer et projekt for egen regning, som
indebar inddæmning ved Store og Lille Fugleø, og han fik dermed en slags kompensation for den jord, der
var blevet eksproprieret i forbindelse med vej- og brobyggeriet. I alt syv kilometer diger og flere pumper
sørger nu for, at Siø holdes tør – men stadigvæk er naturens kræfter ikke sådan at spøge med. Således blev
en tredjedel af Siø på ny oversvømmet i 1995, og det gentog sig, om end i mindre omfang, i 2006. Tredje
generation Pedersen drev Siøgård med frøavl og svineproduktion indtil 2017, hvor Siø blev købt af en fynsk
erhvervsmand.
→ Siø, 5900 Rudkøbing.
49. NØRRESKOV TÅSINGE
En digters vanskæbne
IGE før Margueritruten når Valdemars Slot på Tåsinge, står der et mægtigt egetræ på venstre
side af vejen. Sagkundskaben mener, at træet, der er godt syv meter i omkreds, blev
L plantet omkring år 1600, og det kaldes Ambrosiusegen efter digteren Ambrosius Stub
(1705-58), der opholdt sig på Valdemars Slot i årene fra 1741 til 1752, hvor han gik
kammerherre Niels Juel (men altså ikke søhelten Niels Juel. Denne Niels Juel (1696-1766)
er søheltens barnebarn) til hånde på forskellig vis. Samtidig fungerede han som husherrens intellektuelle
faktotum og huspoet, der efter behov leverede et digt eller to. Egens navn skyldes sandsynligvis, at Ambrosius
holdt af at sidde i egens skygge og digte, læse og filosofere i fred.
Ambrosius’ liv var bestemt ikke nogen dans på roser. Hans far var fæstehusmand og skrædder i
Gummerup ved Glamsbjerg på Fyn, men allerede som barn fik Ambrosius sin gang på herregårdene Søholm
og Brahesholm, velsagtens fordi han var en opvakt knægt, og fordi faderen udførte skrædderarbejde de to
steder. Han lærte at kompensere for sin fattigdom gennem sine intellektuelle og kunstneriske evner, og han
fik tidligt sans for poesi, klaverspil, sang og dans og i det hele taget for at begå sig i ”de bedre kredse”. Det
må være takket være økonomisk opbakning fra herregårdsfamilierne, at han blev student og derefter var i
stand til at indlede et teologisk studium i København.
Han fik dog aldrig sin teologiske embedseksamen, men engagerede sig i stedet i allehånde kunstneriske
aktiviteter og digtede også selv, både kærlighedsdigte og drikkeviser. I 1735 giftede han sig med
Mette Cathrine Schousboe, og den lille familie lagde sig hurtigt fem børn til, hvoraf dog de tre døde som
spæde. Men indtægter kneb det med, så familien måtte konstant suge på labben. Ambrosius tilbød sin arbejdskraft
til herregårdene som sekretær eller ”skriverkarl”, og bekendtskabet med den noget kantede, men
meget kunstinteresserede Juel og hans minihof af sangere, musikere og skuespillere skriver sig fra 1730’erne.
78